6. se trinitatis i Horreby og Falkerslev Sikke en uge det har været. Vi ...

6. s. e. trinitatis i Horreby og Falkerslev
Sikke en uge det har været. Vi og den halve eller hele
verden er blevet nordmænd i hjerterne. Ikke mange
øjeblikke har udåden i Oslo og på Utøya været ude af
vores bevidsthed, for som tiden skred frem blev det kun
værre og værre. Hvad er dette her dog for noget? Det
tager tid overhovedet at fatte, hvad det er der er sket og
hvad der foregår i et menneske, der begår sådan en
forbrydelse.
Der er blevet leveret utallige bud fra eksperter fra
forskellige fagområder, men det er som om de fleste
alligevel kommer til kort. Gerningsmanden fra Norge er
ikke bare psykopat, narcissist eller på anden måde
forstyrret i sin personlighed. Der er noget ved hele den
langvarige forudgående iscenesættelse og udførelsen af
massakren, noget ved efterspillet, hvor gerningsmanden
helt uden anger ønsker at optræde for åbne døre i
mærkelige uniformer med anklagebænken som sin
talerstol og hele verden som publikum, der fortæller, at
der er andet og mere på spil. Der er tale om en ondskab
af djævelske dimensioner.
Her er ikke bare tale om at en mand, der råber idiot efter
sin bror, selvom den onde handling kan følge af onde
ord. Ingen tvivl om det. Men ham her spiller i en helt
anden liga. Og efter min bedste overbevisning har han
djævlen selv som sin uhyggelige medspiller. Hans udåd
har været en lang opvisning i ondskabens anatomi. Men
har ondskaben da en anatomi? Og hvad er ondskab
overhovedet for noget?
På bagsiden af Kristeligt Dagblad har der hele
sommeren kørt en serie, hvor man kan indsende bidrag
fra sin "Poesibog". En Poesibog er sådan én vi piger
havde, da jeg var barn og som min mor og bedstemødre
også havde. Sådan en bog, hvor lærer, præster, venner
og veninder skrev små vers og sentenser, sjove, søde,
kloge, pjankede, alvorlige, som de nu kunne være. Ord
at leve sit liv på. Gode ord, for det er godt for vores liv
at have et forråd af gode ord tære på, de onde skal
såmænd nok komme helt af sig selv.
I den forgangne uge var der en sentens, som jeg navnlig
hæftede mig ved. Det lød noget i retning af: Du skal
ikke frygte ham, der gør dig ondt, du skal frygte ham,
der gør dig ond! I sandhed vise ord. Vi skal frygte ham,
der gør os onde. Ham, der ikke bruger os som redskab
for sin fred, men som redskab for ødelæggelse.
En af de mange gode pointer ved historien om Harry
Potter og Voldemort, som netop nu bliver afsluttet i
biografer verden over er, at Voldemort, den onde, i
begyndelsen af fortællingerne ikke har nogen krop. Han
kan ikke virke, fordi han ingen krop har. Så hvis det
onde har en anatomi, så er det en underskudsanatomi.

Den onde har ikke sin egen anatomi, han må snige sig
ind på andres, nasse sig ind på menneskers anatomi på
den ene eller den anden måde. Den onde kan på tusinde
fikse, smigrende måder lokke mennesker på afveje og
give os vrangforestillinger om hvad der er godt og ondt,
så vi mere og mere komme i hans vold uden at vide det.
Djævelskab er altid snigende, vogter sig for pludselige
bevægelser, for så kunne det jo være man vågnede op,
og fandt ud af, at man var på gale veje.
En så ubeskrivelige velkalkuleret og iskold ondskab,
som den der, den sidste uges tid er blevet oprullet for en
stadig mere måbende verden viser os, at det djævelske
stadig har frit spil i blandt os, når det får lejlighed til at
koble sig på et menneskes personlighed. For vel findes
der psykopater, vel er vi alle syndere osv, men
gerningsmanden fra Norge spiller i en liga helt for sig
selv og det er lige præcis dér det djævelske har kunnet
nå ham.
På én af de første sider i Bibelen, hører vi Gud, sige, at
det ikke er godt for mennesket at være ene. Nej, det tør
svagt antydes! Der er direkte farligt for mennesket at
være ene, hvis man er det hele tiden. For som en norsk
forfatter har sagt det, så er det ugen igennem blevet
mere og mere klart, at gerningsmanden fra Oslo og
Utøya er den ensomste mand på jorden, et individ som
hele sit voksne liv har bortvalgt alle impulser fra det
norske samfund, som har levet i sit eget univers,
afsondret fra alt, hvad der hedder korrektiver og
intellektuel modsigelse. Prøvede at være med i det
norske fremskridtsparti, men meldte sig ud, da det ikke
var yderliggående nok. OSV. Og som vores egen
Kierkegaard har sagt det, så er det dæmoniske det
indesluttede. Det der nægter at deltage i åben og fri
meningsudvikling og lade sig korrigere og bringe på ret
køl af at bryde sine meninger og holdninger mod andres.
Det dæmoniske vil bygge et samfund uden uskrevne
samfundskontrakter, som samfund bygget på tillid altid
læner sig stærkest opad, det dæmoniske vil have pigtråd
og aflytningsudstyr i form af mistillid mellem
mennesker for at kunne snige sig ind på mennesker og
vrangvende dem, så frygt i blandt os, så vi ikke længere
tør have et åbent, sårbart samfund. Men kun et åbent,
sårbart samfund er stærkt i egentlig forstand og det er
sådan et land Norge vil være, det er sådan et land, jeg
også gerne vil bo i.
Gerningsmanden fra Oslo og Utøya, vil sikkert betegne
sig selv som ultranorsk, men i virkeligheden var han
gået fuldstændig i selvsving i en dæmonisk spiral, han
var blevet en nationalist uden nation.
Hans ugerning er blevet mødt af ledere, der kan tænke,
tale, føle, af værdig og desperat lidelse hos de dybt
sårede pårørende til de dræbte, af medier der viser
omtanke, og nordmændene er stålsatte på, at det Norge,
der kommer ud af denne her historie, skal være

genkendeligt. Gerningsmanden skal tabe i en hver
forstand. Der er en opstandelse for Norge på den anden
side af den fredag, som nogen med rette har kaldt
Norges Langfredag.
Og lad os så slå det fast én gang for alle. Der findes ikke
den massakre eller det attentat eller den terrorhandling,
der har lov til at kalde sig kristen. Det kristne findes
kun dér, hvor vi i åben fælles sårbarhed og tillid vender
os til Gud, der altid viser os hen til at gøre noget for
hinanden, før han overhovedet vil have noget af os. For
Jesus siger i dag "Når du derfor bringer din gave til
alteret og dér kommer i tanker om, at din bror, har noget
i mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først
hen og forlig dig med din bror, så kan du komme og
bringe din gave".
Der har været rift om kirkerne i denne uge både i Norge
og i Danmark, folk har stået i kø i timer for at komme
ind under kirkernes hvælvinger og søjler, hvide som
gibs, som gipsbandagen om troens brækkede arme, der
søger lindring og heling.
Og midt i dem, har der stået en font, en fællesskabsfont.
Døbefonten, dér hvor det hele begynder at begynde, som
Paulus siger det så stærkt til os i dag. Det sted hvor
fællesskabet mellem Gud og menneske stadfæstes, det
sted, hvorfra vi sendes ud i verden til fællesskab med
hinanden ved at blive døbt til Kristi død. For i Kristi død
for os forlænger vores jordiske liv helt ind i evigheden.
For hvor den onde har en underskudsanatomi, der må
snige sig ind og nasse på menneskers anatomi, så har
Kristus i sin menneskevordelse en overskudsanatomi,
der rækker til ud over ham selv og ud til hele den verden
Gud elsker. Og dér i erindringen om dåbsvandet, snurrer
en langsom rumlende karrusel, hvori vi dør for synden,
men dog lever i Kristus, dér er der fred, selvom der
overalt er risiko og intetsteds læ. Som det var, som det
er. I den svimlende erindring om fontens vand er der
fred, som ingen ser, og udenfor raser stadig kampen
mellem godt og ondt. Og freden kan komme dråbevis,
måske om natten, når vi ingenting ved, eller som når
man ligger med drop på sygehuset, eller når man åbner
sin mund og lader nadverens søde stærke vin glide ned
gennem halsen og varme sit frosne hjerte op. Minde om
dåben. Om ham med overskudsanatomien. Om ham hvis
krop rækker både til ham selv og os. Det er ham der skal
vinde og det gør han. Han rejser sig af døbefont og
nadverbord og vinker os til sig, en altid lys forundring,
der vil trække os ud af sørgmodighed ind i
frimodigheden, til at høre hans ord og handle efter det.
Det er os nær i hjerte og mund, så vi kan følge det,
forudsat at vi lader os noget sige, som vi ikke kan sige
os selv.
Så lad os holde hinanden fast på fællesskaberne, lad os
værne om vores fællesskaber også kirkens fællesskab
som giver modstandskraft mod at vanvid og ondskab og

dæmoni. På mange måder lever vi i de fragmenterede
fællesskabers tid, der er så mange forskellige
delfællesskaber, med så forskellige referencer, at det
efterhånden kan være svært at tale til en forsamling
fordi ingen længere har de samme referencerammer. Vi
ser forskellige programmer i fjernsynet, læser
forskellige bøger og aviser, hører forskellig musik,
plejer vores egne interesser. Hvis jeg skal se NOGET
som HELST positivt i dét, der er sket i den forgangne
uge, så er det at udåden i Norge skabte et stort
fællesskab på tværs af alle delfællesskaber. Her nåede vi
ind til kernen af det fælles menneskelige vilkår: Kampen
mellem godt og ondt. Og husk, vi skal ikke frygte ham,
der vil gøre os ondt, men ham der vil gøre os onde!
Og hvis nogen siger, at det er naivt, så minder jeg om, at
det vi hører Jesus sige i dag, er en del af
bjergprædikenen, hvor han til at begynde med bl.a.
siger.
Salige er de som sørger, for de skal trøstes
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden
Salige er de barmhjertige for de skal møde
barmhjertighed
Salige er de der stifter fred, for de skal kaldes Guds
børn.
Lad os da i fællesskab hvile i Jesus Kristus og hans
overskudsanatomi, den hvoraf alting skal genrejses.