Lighedstegn i pdf-format - Center for Ligebehandling af Handicappede

clh.dk

Lighedstegn i pdf-format - Center for Ligebehandling af Handicappede

Center for ligebehandling af handiCappede

LIGHEDSTEGN

fosterdiagnostik

Får gravide den rådgivning,

der er brug for i forbindelse

med nakkefoldsscanning?

Side 3

tilgængelige skoler?

CLH har foretaget en undersøgelse

af tilgængeligheden

til folkeskoler. Side 4

efter Strandvænget

Hvad er der taget af initiativer

for at forbedre botilbuddene?

Side 10

NR. 4 DECEMBER 2007

Valg for alle?

CLH var klar med et valgberedskab

allerede inden

valget blev udskrevet.

Side 7


leder

Sektoransvar – er også et ansvar i den private sektor

En psykolog der vil have dobbelttakst for en konsultation,

fordi klienten, der er døv, har en tolk med. En privat

kulturinstitution som kræver entré af de tegnsprogstolke,

som skal tolke et foredrag, for at den døve overhovedet

kan få glæde af det. Det er blot de to seneste eksempler

på, at sektoransvarlighedsprincippet ikke er forstået og

slået igennem i den private sektor.

Sektoransvarsprincippet betyder, at den, der leverer tjenester,

varer eller services til befolkningen i al almindelighed,

også er ansvarlig for at kunne levere disse ydelser til

mennesker med en funktionsnedsættelse. Det er et princip

ikke en lov. Derfor er ingen bundet til princippet ud over

deres egen samvittighed og almindelig konduite. Og den

kniber det åbenbart med i den private sektor.

Langt de fleste støtter princippet om lige muligheder for

mennesker med en funktionsnedsættelse. Skal vi nå det

mål, så nytter det ikke, at vi ideligt forsøger at gøre dette

ansvar til de andres.

Hvad er det, der får en psykolog og en foredragsarrangør

til at mene, at der er OK at opkræve dobbelttakst – hvad

enten de nu tror, det er den døve medborger eller en offentlig

kasse, de malker?

For den døve er tolken – ligesom den personlige hjælper

er det for kørestolsbrugeren ­ hvad brillerne og høreapparatet

er for henholdsvis den svagsynede og den hørehæmmede,

nemlig blot et nødvendigt hjælpemiddel. Og

ingen vil da drømme om at opkrave entré af brillerne

eller høreapparatet?

Forsidefoto:

Colourbox

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

indhold

Hvis det skal lykkes at skabe lige muligheder for mennesker

med en funktionsnedsættelse, må alle bidrage der,

hvor de står og går. Vores samfund består af så ufatteligt

mange tilbud, arrangementer og beslutninger, at ambitionen

om lige muligheder bryder sammen, hvis ikke alle

byder ind og løfter sin del af ansvaret.

Det betyder fokus på fysisk tilgængelighed, det betyder

hjemmesider, som kan læses og bruges af alle uanset

funktionsnedsættelse, det betyder teleslyngeanlæg til

høreapparatbrugerne, og det betyder selvfølgelig fri

adgang for personlige hjælpere og tolke. Og mere end

det. Det betyder også, at foredragsarrangøren burde

betragte det som sin opgave at sikre og betale for fuld

tilgængelighed. Den, der udbyder offentligt tilgængelige

arrangementer, skal selvfølgelig være ansvarlig for, at

arrangementet er tilgængeligt for alle, hvad enten man

nu er i kørestol, har brug for teleslynge eller har brug for

en tegnsprogstolk for at forstå, hvad der siges. Alt andet

er forskelsbehandling.

Det kan simpelthen ikke være rigtig, at den private sektor

skal være afhængig af offentlige subsidier for at løse en

så elementær og selvfølgelig opgave.

Mogens Wiederholt

Centerleder

3 Rådgivning om fosterdiagnostik

4 Tilgængelighed til folkeskoler

– Ny undersøgelse fra CLH

6 Et godt valg for døve og hørehæmmede?

7 Klar, parat, valg

– CLH’s valgberedskab

8 Kunsten at ændre praksis

– Projekt Mainstreaming af handicapområdet

10 Efter Strandvænget

11 Velbesøgt konference om domfældte udviklingshæmmede

12 Krav på uddannelse

– Ny lov om ungdomsuddannelse

13 Informationstilgængelighed for alle

– Også mennesker med kognitive funktionsnedsættelser

14 Unge med psykosociale problemer

15 Undersøgelse af PPR – Det skal blive bedre

16 Fodbold for alle i Odense

– Ombudsmandens rapport om Odense Fodboldstadion

17 Forbedret kendskab til tilgængelighedskrav

18 Skjulte sider

– Ny bog fra Videnscenter for Bevægelseshandicap

19 Ta og se mig

– Materiale om at være ung med en sjælden diagnose


ådgivning om

fosterdiagnostik

Alle gravide tilbydes nakkefoldsscanninger i uge 11-13. Hvis scanningen viser forøget risiko for

Downs Syndrom, tilbydes den gravide flere undersøgelser og evt. abort. Men får gravide også den

rådgivning, der er brug for, når der skal tages stilling til disse tilbud? Det Centrale Handicapråd

opfordrer Sundhedsstyrelsen til at undersøge, hvordan sundhedspersonalet yder rådgivning.

AF ANE ESBENSEN

Kristeligt Dagblad bragte i september

2007 en artikel om fosterdiagnostik,

der fortalte, at der foretages

abort i 129 ud af 130 tilfælde, hvor

undersøgelserne viser, at fostret

har Downs Syndrom. I artiklen

nævnes også, at nogle gravide

oplever et forventningspres fra

sundhedspersonalet, som dels

handler om, at de bør tage imod

tilbud om flere undersøgelser, dels

at de bør beslutte sig for abort, hvis

undersøgelserne viser tegn på fx

Downs Syndrom.

Da Sundhedsstyrelsen i 2004

udstedte nye retningslinjer om

fosterdiagnostik, var Det Centrale

Handicapråds altovervejende

indvending, at der skal

gives nuanceret rådgivning til

gravide/par. Rådgivningen skal

give et korrekt og neutralt billede

af, hvad det vil sige at have og

leve med det konkrete handicap.

Rådet har ikke problematiseret

den samfundsmæssige beslutning

om, at den gravide/parret selv

skal afgøre, hvor langt de vil gå i

forhold til at få undersøgt fostrets

helbredsforhold og i forhold til at

bruge abortmuligheden. Men rådet

har problematiseret, om den måde,

fosterdiagnostikken gennemføres

på, sikrer, at det bliver den gravides/parrets

eget valg.

Viden om rådgivning

På Århus Universitet forskes i

gravides erfaringer med fosterdiagnostiske

forløb. Undersøgelsen

består af både interviews og

spørgeskema, og forventes færdig

ultimo 2008. Københavns Universitet

har et forskningsprojekt inden

for samme emne, som består af en

forløbsundersøgelse med såvel

interview som observation af gravides

oplevelser med fosterdiagnostikken.

Dette projekt forventes

først afsluttet i 2010. Foreløbige

resultater fra projekterne tyder på,

at mange gravide ikke forbinder

scanningen med risikovurderinger

og derfor overraskes, hvis der skal

tages stilling til yderligere undersøgelser.

Derudover lægger en

del gravide vægt på, at fosterdiagnostikken

er et gratis tilbud fra

sundhedssystemet. Det opfattes

som en anbefaling af tilbuddet og

en opfordring om at tage imod

tilbuddet.

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer

skal der gives rådgivning

ud over det sundhedsfaglige.

Dansk Selskab for almen

medicin har udarbejdet en klinisk

vejledning til de praktiserende

læger om information om fosterdiagnostik.

Ifølge vejledningen

skal gravide informeres om, at

der er fuld ret til hjælp i tilfælde

af, at barnet fødes med handicap

– også selvom de fosterdiagnostiske

undersøgelser er valgt

fra. Kvinden skal også informeres

om muligheden for at kontakte

patientforeninger.

Der er ikke aktuelt undersøgelser

eller forskning i gang om,

hvordan sundhedspersonalet

oplever sin rådgivningsopgave.

Hvordan ser den praktiserende

læge, jordemoder eller afdelingslæge

sin rådgivningsopgave i

forhold til de forskellige undersøgelsesscenarier,

risikovurderinger

og svære valg, den gravide skal

introduceres til? Findes det relevante

skriftlige materiale, og

hvordan gives rådgivning, som

ligger ud over det sundhedsfaglige

område?

Sundhedsstyrelsens opgave

I december 2007 har Det Centrale

Handicapråd drøftet behovet for

en evaluering af retningslinjerne

for fosterdiagnostik. Sundhedsvæsenet

har påtaget sig et ansvar

ved at tilbyde fosterdiagnostik til

alle. Rådet opfordrer Sundhedsstyrelsen

til at gennemføre en

evaluering, der viser, hvordan det

sundhedsfaglige personale løser

rådgivningsopgaven.

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007


tilgængelighed til folkeskoler

Ny undersøgelse viser, at tilgængeligheden til folkeskolerne er i bedring, men stadig ikke god nok.

AF LENE MAJ PEDERSEN

Gennem årene har Center for

Ligebehandling af Handicappede

ved flere forskellige undersøgelser

set nærmere på tilgængeligheden

til landets folkeskoler. Den første

undersøgelse tilbage i 1996 viste,

at kun 2,3% af landets folkeskoler

målt ud fra daværende tilgængelighedsstandarder

reelt var tilgængelige

for kørestolsbrugere. Siden

da har centrets undersøgelser

fokuseret på tilgængeligheden til

folkeskoler målt ud fra kriterierne i

bygningsreglementet. I den seneste

undersøgelser fra 2007 har centret

også set på tilgængeligheden ud

fra standarden DS 3028 tilgængelighed

for alle.

Fokus på folkeskoler

Man kan spørge, hvorfor centret

netop har vist så stor interesse for

folkeskolerne. Svaret er enkelt,

folkeskolen er skolen for alle.

Det er den rummelige folkeskole,

hvor også elever med funktionsnedsættelser

kan modtage undervisning.

Men det forudsætter

ud over spørgsmålet om den

rette undervisning, at skolen er

fysisk tilgængelig. Folkeskolen er

arbejdsplads for lærere, administrativt

personale med videre. Folkeskolens

bygninger anvendes til

fritidsundervisning, til forskellige

kulturelle arrangementer, til sportsarrangementer,

til valglokaler og

til skole­ og fritidsordning.

Der er derfor mange gode

grunde til at sikre, at netop folkeskolerne

er fysisk tilgængelige.

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

Herudover har der gennem de senere

års aftaler om kommunernes

økonomi været mulighed for en

bedre lånefinansiering til skoleområdet,

og det har været fremhævet,

at nybyggeri og renovering i

folkeskolen bør have høj prioritet

inden for de samlede anlægsudgifter.

Også i aftalen om kommunernes

økonomi for 2008 er der

fokus på de økonomiske rammer

for vedligeholdelse, kvalitetsløft

og nybyggeri af blandt andet folkeskoler.

Hvordan ser det ud?

Centrets seneste undersøgelse af

fire folkeskoler viser, at ingen af

skolerne er 100% tilgængelige, hvis

man ser på om skolerne lever op

til kravene i bygningsreglementet

og DS 3028. Der er dog stor forskel

på graden af tilgængelighed til de

fire skoler.

Den ene af skolerne skiller sig

ud ved, at man som kørestolsbruger

overhovedet ikke har mulighed

for at komme ind i skolens

bygninger, mens der på de tre andre

skoler er gjort en del for tilgængeligheden

for kørestolsbrugere.

På disse skoler er det derfor muligt

at komme frem til skoleindgangen,

der er elevator, som opfylder

bygningsreglementets krav og 75­

100% af undervisningslokalerne

er tilgængelige. Desuden er der

indrettet handicaptoiletter, som

stort set overholder kravene i

bygningsreglementet og DS 3028.

Derimod har ingen af skolerne

sikret, at hele skolen fuldt ud kan

anvendes af blinde og døve. En

enkelt skole har dog indrettet en

særlig afdeling for døve med FManlæg.

Forskel på kommunerne

Noget tyder på, at der er forskel

på den måde kommunen forvalter

byggelovgivningen på. Niveauet

af tilgængelighed på skolerne kan

derfor blandt andet afspejle praksis

i den pågældende kommune.

Som eksempel kan fremhæves, at

den af skolerne i undersøgelsen,

som må anses for at være den mest

tilgængelige, ligger i en kommune,

som ifølge kommunen selv gør en

del for at sikre tilgængeligheden.

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom

på, at bestemmelserne i

bygningsreglement 1995 er funktionsbestemte,

hvilket betyder,

at der ikke er målfaste krav i

lovgivningen. I de senere år er

der dog kommet vejledende teksthenvisninger,

som hjælper med

fortolkningen af loven, men der er

fortsat meget få målbare krav. Derfor

kan det være op til de enkelte

kommuner gennem fortolkning at

sætte kravet til tilgængelighed.

Kommunernes dobbeltrolle

I forbindelse med skolebyggeri er

det vigtigt også at være opmærksom

på, at kommunen både er

bygherre for byggeprojektet og

samtidig er den myndighed, der

skal sikre, at byggelovgivningen


overholdes og eventuelt give dispensation.

Ombudsmanden har i

en konkret sag om en skolefritidsordning

udtalt, at en kommune

i princippet er inhabil, når kommunen

som bygningsmyndighed

meddeler dispensation til sig selv

som bygherre, men at man må

lægge til grund, at det har været

lovgivers hensigt.

Tilgængelighed for alle i DS 0 8

Selvom byggelovgivningen blev

overholdt ved alt nybyggeri, kan

man ikke uden videre konkludere,

at nybyggeri er tilgængeligt. Byggeloven

indeholder kun minimumskrav

til tilgængeligheden, ligesom

lovens tilgængelighedskrav ikke

omfatter samtlige grupper af personer

med funktionsnedsættelsers

særlige behov. Byggelovgivningen

tilgodeser primært kørestols­ og

stokkebrugere. Derudover er

der ganske få krav, som tilgodeser

syns­ og hørehandicappede.

Hvis man skal opføre og ændre

bygninger, så de reelt bliver tilgængelige,

bør byggeriet derimod

formes efter kravene i DS 3028 om

tilgængelighed for alle.

Her er det værd at gøre opmærksom

på, at kommunen har

mulighed for at stille større krav

til tilgængeligheden, end der

stilles i byggelovgivningen, fx

når kommunen selv er bygherre.

Hvis kommunen således vil sikre

en bedre tilgængelighed for en

bredere gruppe af personer med

funktionsnedsættelser, bør kom­

munen derfor følge anbefalingerne

i DS 3028.

Folkeskoleloven

Folkeskoleloven indeholder ingen

bestemmelser om tilgængelighed

til folkeskolen, men loven giver

som udgangspunkt eleverne ret til

at gå i distriktsskolen og ret til frit

skolevalg. Denne ret kan for nogle

elever kun udnyttes, hvis skolen

er fysisk tilgængelig, og derfor er

det relevant at vide, om man med

henvisning til folkeskoleloven

kan kræve fysisk tilgængelighed

til en skole. For elever, der modtager

specialundervisning, kan

man lovligt henvise eleverne til

en anden skole end den ønskede.

Undervisningsministeriet har i en

konkret sag udtalt, at en kommune

ikke er forpligtet til at sikre tilgængeligheden

til den ønskede skole,

hvis det vil medføre betydelige

udgifter, og hvis en anden skole

allerede er indrettet tilgængeligt.

Dette må omvendt betyde, at

man må kunne stille et vist krav

til tilgængeligheden, hvis det ikke

medfører betydelige udgifter.

Rapporten “Tilgængelighed til folkeskoler – analyse af fire udvalgte skoler”

ligger på centrets hjemmeside www.clh.dk efter 1. januar 2008.

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007


Foto: Steen Vedel

et godt valg

for døve og hørehæmmede?

AF CHRISTINE BENDIXEN

Siden april har DR og TV2 i fællesskab

løst den public serviceforpligtelse,

de har til at tegnsprogstolke

en del af deres sendeflade. I

alt fire nyhedsprogrammer har

siden været tegnsprogstolket, hvis

man vel at mærke har anskaffet

sig en digital sendeboks. Ellers må

man nøjes med at sætte undertekster

på via tekst­tv.

Jubel over valgudsendelser

I forbindelse med valgkampen op

til den 13. november valgte DR og

TV2 at udvide servicen til også at

omfatte alle valgudsendelserne.

Og det vakte jubel iblandt døve og

hørehæmmede. ”Det var en enorm

oplevelse for os alle pludselig at

kunne følge med i, både hvad der

blev sagt, og hvordan politikerne

diskuterede. Jeg kunne sidde sammen

med hørende og se valgkampen

og samtidig være ligestillet

med dem,” siger Mette Sommer,

der er interessepolitisk konsulent i

Danske Døves Landsforbund.

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

Ved valget den 13. november havde døve og hørehæmmede for første gang

mulighed for at følge med i valgkampen på tv. Via digitalt sendenet kunne

man nemlig får tegnsprogstolket alle valgudsendelserne på DR og TV2.

Hun fortæller også, at det, at diskussioner

bliver tegnsprogstolket,

giver mulighed for at følge med

i de småting, der foregår uden

om diskussionen, såsom jubel,

kommentarer fra den, der ikke er

på, og klapsalver. For når der var

duel, var der to tegnsprogstolke på

samtidig, og det gav også lejlighed

til at vise, hvordan politikerne

hele tiden forsøgte at afbryde hinanden.

”Tegnsprogstolkning formidler

valgkampen langt mere levende

og giver en klar helhed af debatterne”,

er Mette Sommers konklusion,

efter før i tiden at have måtte

nøjes med undertekstning. Samtidig

har hun heller aldrig oplevet

så stor iver for at tale om debat,

valg og politik før blandt døve.

”Tegnsprogstolkning fremmede

et deltagende demokrati for døve,

jeg aldrig før denne valgkamp har

oplevet”, siger hun.

En helt ny oplevelse

Også Asger Bergmann, formand

for Danske Døves Landsforbund,

udtrykte sin begejstring. På en af

webloggene på forbundets hjemmeside

kunne man følge hans

oplevelser med tegnsprogstolkningen

af valget. Her bliver det meget

tydeligt, at tolkningen er banebrydende

for døve. Den 2. november

skrev formanden blandt andet:

”Så du topmødet mellem Fogh og

Thorning i aftes? Det håber jeg da,

for det gjorde jeg nemlig, og det

var en fantastisk oplevelse. Nej,

det var ikke kun Fogh og Thorning,

som sørgede for, at jeg fik en

god aften. Det var derimod digitolkningen,

som gav mig den uforglemmelige

oplevelse. Først så jeg

topmødet i 45 minutter. Bagefter

nød jeg TV avisen kl. 21.00. Til

sidst så jeg Mød Partierne kl. 21.50.

Det føltes som om, jeg fulgte den

politiske snak i mange timer, men

det var faktisk kun 2 timer. Husk

på, at jeg aldrig før har fulgt med i

så megen snak om politik med tolk

på i så mange minutter.”

Omlæg praksis

At 21­TV­avisen var tegnsprogstolket

var kun et tilbud under

valgkampen. Det blev dog i den

forbindelse klart for flere døve, at

dette tilbud langt var at foretrække

frem for den sædvanlige tolkning

af deadline kl. 17.00 og Nyhederne

kl. 18.00. For de sene nyheder

går langt mere i dybden med nyhederne.

Derfor opfordrer Asger

Bergmann i et brev til Kulturministeren

og tv­stationerne til,

at man omlægger den hidtidige

praksis for på den måde at sikre

en bedre udnyttelse af den digitale

tegnsprogstolkning.

Han giver i samme brev udtryk

for et stort ønske om, at der

fremover vil kommer mere digital

tolkning af tv­udsendelser, så døve

får mulighed for altid at være opdateret

på den information, der altid

er tilgængelig for den hørende

befolkning.


x

Klar, parat, valg

AF METTE DISSING SANDAHL

I løbet af sensommeren og efteråret

buldrede valgtrommerne

lystigt flere gange, og på Center for

Ligebehandling af Handicappede

besluttede vi, at et lynvalg ikke

skulle have lov at tage os med bukserne

nede om hælene.

Derfor besluttede vi allerede

tidligt, hvilke tiltag vi som minimum

ville have klar, når statsministeren

udskrev valg.

Tilgangen til demokrati for

handicappede og især udviklingshæmmede

står på centrets arbejdsplan

for 2008. Så ud fra de ønsker,

vi har for det kommende års arbejdsplan,

blev der plukket tiltag

ud, hvormed vi med kort varsel

kunne gøre opmærksom på behovet

for et mere tilgængeligt valg

for mennesker med handicap.

Beredskabet blev en totrinsraket

Essensen af valgberedskabet blev

en totrinsraket bestående af henholdsvis

politiske henvendelser

og presse, som lå klar i det øjeblik

statsminister Anders Fogh­Rasmussen

trykkede på valgknappen.

Allerede før valget blev udskrevet,

fik partierne en e-mail med

en opfordring til at sikre, at deres

hjemmesider er tilgængelige for

brugere med handicap. Mailen

blev sendt ud før valget, fordi

Under overskriften “Valg for alle?” gennemførte Center for Ligebehandling

af Handicappede et valgberedskab i forbindelse med det nyligt overstående

folketingsvalg. Denne artikel ser på, hvad vi fik ud af den proaktive strategi.

ændringer i hjemmesidedesign

kan tage tid, og en henvendelse

til partiernes web­ansvarlige let

kunne drukne i mængden, når

valget først var udskrevet.

De kommunale handicapråd

fik et brev fra centret med opfordring

til at tjekke tilgængeligheden

til valgstederne i deres by. Borgmestrene

fik til gengæld et brev

fra Det Centrale Handicapråds

formand, Ester Larsen, med opfordring

til at sørge for, at personer

med handicap får mulighed for

at stemme på lige og værdige

vilkår, mens tv­stationerne fik

et brev, som mindede dem om

forpligtelserne i Public Serviceaftalen

til blandt andet at tekste

sidste partilederrunde.

På grund af tidspresset blev

pressehenvendelsen effektivt kogt

ned til en kronik af Ester Larsen

om tilgængelighed til valget,

som blev afsat til et større dansk

dagblad.

Responsen

Svarene på henvendelserne til partierne

hjemmesideansvarlige var

til at overse. Kun to partier – Venstre

og De Konservative – svarede

på mailen. De konservative kvitterede

kort for modtagelsen, mens

Venstres web­udvikler takkede for

mailen, som nu hang over hans

skrivebord som en påmindelse om

at huske tilgængeligheden.

Til gengæld var borgmestrene

lidt mere lydhøre. Otte kommuner

sendte svar og gav en status på

tilgængeligheden til kommunens

valgsteder. Flere havde sørget for

nye, handicapegnede valgsteder

eller havde taget tilgængeligheden

med i overvejelserne.

Ingen handicapråd har svaret

på centrets henvendelse, men

i lyset af at rådene mødes med

måneders intervaller, er det forventeligt.

Ester Larsens kronik om tilgængelighed

til valg blev trykt i

Kristeligt Dagblad fire dage før

valget.

Lærte vi noget?

Set fra centret var det meget tilfredsstillende

at have et beredskab

klar, da valget blev udskrevet. Især

i det daglige pressearbejde kan det

være svært at tænke proaktivt,

men i forbindelse med valget fik

medarbejderne en mulighed for at

formulere en strategi og føre den

ud i livet. En tilgang vi vil forfølge

i fremtiden.

Det akutte valgberedskab gav

også inspiration til det overordnede

valgtema og til de initiativer,

vi har til gode der.

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007


8

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

Kunsten at ændre

AF INGE STORGAARD BONFILS

Glostrup Kommune er ved at

bygge en ny daginstitution ”Perlen”.

Kommunen har derfor nedsat

en brugergruppe bestående af

repræsentanter fra daginstitutionen

Perlen, Daginstitutionsafdelingen

i Børne­ og Skoleforvaltningen

og Teknisk forvaltning.

Brugergruppen har holdt en

række møder med arkitektfirmaet

vedrørende deres ønsker til den

nye daginstitution. I forbindelse

med Projekt Mainstreaming er

tilgængelighedsrådgiver Lars S.

Pedersen fra Statens Byggeforskningsinstitut

(SBi) blevet inddraget

i processen. Det er han for

at få erfaringer med, hvordan en

tilgængelighedsrådgiver påvirker

en byggeproces.

Ved et fælles møde gennemgik

Lars S. Pedersen på baggrund af

arkitektfirmaets tegninger de tilgængelighedsmæssige

aspekter,

der var i forbindelse med byggeprojektet.

Hans rådgivning var en

screening rettet mod at påpege

de steder, hvor bygningen ikke

levede op til de lovgivningsmæssige

krav til tilgængelighed. Derudover

gav han gode råd om,

hvordan kommunen kan arbejde

med tilgængelighed ud over Bygningsreglementets

krav, og hvad

tilgængelighed er for forskellige

handicapgrupper.

Kørestolsbrugeren som stereotyp

Lars S. Pedersen fandt kun få rent

lovmæssige forhold, som ikke var

i orden. Og det var forhold, som

arkitektfirmaet kunne ændre, uden

at det vil kræve væsentlige ændringer

i planerne for bygningen.

Derudover gjorde tilgængelighedsrådgiveren

dem opmærksom på,

at tilgængelighed handler om

meget andet end adgangsforhold

for kørestolsbrugere.

”Vi fandt ud af, at handicaptilgængelighed

også handler om,

at vi kan tilgodese flere handicapgrupper,

så som svagsynede

og blinde, ved at arbejde med

farveskift og belægning” siger

byggestyrer Nina Skjøt­Pedersen,

der sidder i brugergruppen fra

Tekniske forvaltning og fortsætter

”Det vil jo ikke nødvendigvis blive

dyrere, men det handler om, at vi

træffer nogle andre valg, fx når

vi vælger, hvilke farver døre og

vægge skal have”.

”Vi tænker jo altid på, at handicaptilgængelighed

handler om

kørestolsbrugere, og at de skal

kunne komme ind,” fortæller

daginstitutionsleder af Perlen, Britt

Lorenzen. ”Det har åbnet mine øje

for de mange rent lavpraktiske

ting, vi kan gøre for at skabe bedre

handicaptilgængelighed, og at det

ikke nødvendigvis kræver de store

krumspring at gøre det, blot vi får

rådgivning om, hvad vi skal gøre.

Mange af de forslag tilgængelighedsrådgiveren

kom med, kan

jo også gøre det lettere for andre.

Bevidst valgte dørhåndtag kan

fx gøre det lettere for alle at åbne

døre”, siger hun.

Deltagerne fra mødet er derfor

overbevist om, at de vil bruge de


praksis

Glostrup Kommune deltager i Projekt Mainstreaming af handicapområdet. Et udviklingsprojekt,

der handler om at indarbejde handicapaspektet fra starten i kommunernes aktiviteter

og praksis. Formålet er at udvikle metoder og værktøjer til, hvordan kommunerne

kan skabe tilgængelighed og fremme inklusion af mennesker med handicap.

råd, de har fået, og også benytte

sig af SBi’s tilbud om rådgivning

senere i processen.

Lovkrav eller politisk beslutning

Mødet med tilgængelighedsrådgiveren

førte altså til, at de kommunale

repræsentanter fik et nyt

syn på handicaptilgængelighed.

De fik en konkret oplevelse af,

hvordan de kan træffe en række

valg, som har indflydelse på, om

børn, forældre og ansatte, der

har en funktionsnedsættelse, kan

bruge daginstitutionen Perlen i

fremtiden. Men ændrer det på

kommunens praksis, når den en

anden gang skal bygge nyt?

Byggestyrer Nina Skjøt­Pedersen

mener, at der er flere forhold

i spil, som både handler om de

lovgivningsmæssige krav, kommunens

økonomi og de rent personbårne

erfaringer. Efter hendes

mening er der ingen tvivl om, at

blev det et lovkrav for kommunen

at inddrage en tilgængelighedsrådgiver,

så vil det ændre radikalt på

tilgængeligheden ved nybyggeri.

Er det derimod op til kommunen

selv at beslutte, afhænger det af

kommunens politik og økonomi.

Så skal der for det første være en

politisk beslutning om, at det er

kommunens politik på området.

For det andet skal der afsættes

økonomiske midler, så kommunen

som bygherre stiller krav om tilgængelighedsrådgivning

fra starten

af en byggeproces.

Personlige erfaringer vigtige

Det har hidtil været meget personafhængigt,

om man i Teknisk

forvaltning har søgt rådgivning

hos SBi’s tilgængelighedsrådgiver.

Nu er der ansatte i kommunen,

som har fået konkret erfaring og

kendskab til rådgivning af SBi. Og

det betyder, at de vil trække på SBi

rådgiveren igen. Nina Skjøt­Pedersen

mener, at det er afgørende, at

man som medarbejder får konkrete

erfaringer med at tænke i handicaptilgængelighed.

Det kan fx ske

igennem en temadag, hvor man

selv prøver at være kørestolsbruger

eller blind.

Videndeling er nødvendig

Marie Nielsen, der er projektleder

og sidder i brugergruppen fra

Borgmesterkontoret, fortæller, at

de i kommunen oplever, at videndeling

er et generelt problem. Når

megen viden er baseret på den enkelte

ansattes erfaringer, betyder

det, at viden forsvinder med den

pågældende person. Marie Nielsen

mener derfor, at det er vigtigt,

at der også kommer et pres udefra

for at holde kommunen fast på at

tænke handicaptilgængelighed

ind. Derfor skal handicaprådet

være på banen og påpege behovet

for tilgængelighed. På sammen vis

er det vigtigt at kommunen får en

handicappolitik, som fastlægger

kommunens politik på området.

På den måde vil alle ansatte i kommunen

blive bekendt med, at de

skal arbejde hen imod at efterleve

de handicappolitiske retningslinjer

og principper.

Statens Byggeforskningsinstitut tilbyder rådgivning

Hvis kommuner og rådgivere har spørgsmål om tilgængelighed, kan

de få gratis hjælp hos Statens Byggeforskningsinstitut (SBi). SBi tilbyder

kommunerne Public Service-rådgivning, kurser, formidling og tilgængelighedsrådgivning,

der kan vurdere tilgængeligheden til byggeri og

udearealer. SBi anbefaler, at rådgivningen kommer ind i flere af byggeriets

faser, helst så tidligt i processen som muligt, og gerne allerede

på det stadie, hvor der ligger et dispositionsforslag.

Interesserede kan læse mere om SBi’s tilbud på www.sbi.dk

Læs også mere om Projekt Mainstreaming af handicapområdet på:

www.handicapmainstreaming.dk

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007


10

efter Strandvænget

AF ANE ESBENSEN

Da følelserne var i oprør som en

reaktion på de forhold, der blev

vist frem i dokumentarprogrammet

fra Strandvænget, nedsatte

den daværende socialminister

en arbejdsgruppe, som skulle

sætte fokus på etikken i relation

til botilbud for mennesker med

udviklingshæmning.

Etik og kvalifikationer

Den rapport, arbejdsgruppen er

kommet med, forholder sig ikke

til de fysiske rammer for botilbud,

men fokuserer på, hvad der skal

til for at fremme og fastholde en

god udvikling i de mellemmenneskelige

relationer på et botilbud,

herunder relationerne mellem

ansatte og beboere.

I rapporten er der særligt fokus

på personalets kvalifikationer, som

det grundlag, der skal sikre, at

personalet kan arbejde positivt og

konstruktivt med de udfordringer,

som følger af beboernes funktionsnedsættelser.

Personalet er nødt

til at have et personligt overskud,

og dette overskud kommer bl.a.

af at vide, hvordan man professionelt

kan tackle forskellige svære

reaktioner fra mennesker med

betydelige psykiske handicap.

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

Dokumentarprogrammet fra Strandvænget, som TV2 sendte i

februar 2007, har ført flere initiativer med sig. Senest er udkommet

en rapport om betydningen af etik og personalekvalifikationer

i botilbud, og Region Syd har afholdt konference om fremtidens

bolig for at få gode ideer til udviklingen på Strandvænget.

Rapporten lægger også vægt på

en række andre forhold i botilbuddene,

som fx behovet for målrettet

at arbejde med etiske målsætninger.

Det er endnu uvist, hvordan

arbejdsgruppens anbefalinger skal

bruges fremover. Udviklingsarbejde

koster penge, og det kan derfor

blive afgørende, om der afsættes

midler til dette i satspuljeforhandlingerne.

Rapporten kan ses på

www.social.dk.

Fremtidens bo(tilbud)

Region Syd satte ligeledes en opfølgningsproces

i gang som konsekvens

af de forhold, der blev vist

frem på Strandvænget. Der har

bl.a. været holdt en række møder

og konferencer med inddragelse

af såvel personale og pårørende,

som ledere af bo­ og dagtilbud,

forvaltningspersonale, politikere

og videnspersoner og politikere fra

organisationer landet over.

På den seneste konference i

rækken var ambitionen at finde

frem til en egentlig vision for

fremtidens botilbud. Som oplæg til

dette ”visionsarbejde” fremlagde

Jan Tøssebro, formand for det

norske handicapråd, erfaringer fra

Norge efter en reform, hvor man

ved lov besluttede, at botilbud ikke

måtte bestå af flere end fire enkelte

boliger. Budskabet fra Norge lød,

at det er vigtigt at tænke i samme

levestandard for alle borgere og

helt at lægge afstand til institutionstankegange.

Inden reformen

i Norge havde bekymringen været

stor, især blandt de pårørende,

men efter reformen mente langt de

fleste pårørende, at forholdene var

blevet bedre. Ensomhed er et reelt

problem, som ifølge Jan Tøssebro

skal imødegås med andre redskaber

end større boenheder.

Fra Sverige fik deltagerne præsenteret

en række konkrete eksempler

på botilbud, som var inkluderet

i det almindelige boligbyggeri.

De svenske boenheder har

6­7 beboere. Alle har egen lejlighed

med sædvanlige fornødenheder,

som hører sig til i en moderne

bolig.

Eftermiddagen stod på visionsarbejde

fra deltagerne. Resultatet

af det kan ikke gengives her. Vi må

alle vente på konferencerapporten

fra Region Syd, som forventes at

komme i foråret 2008. Inspiration

fra konferencen kan ses på:

www.regionsyddanmark.dk


Velbesøgt konference

om domfældte udviklingshæmmede

Den 7. november 2007 samledes 160 mennesker fra alle dele af landet til en konference for at få

inspiration til arbejdet med domfældte udviklingshæmmede. Deltagerne gik hjem med viden fra

såvel Norge og Sverige som Danmark, om udviklingshæmmede lovovertrædere, der bliver mødt

med alt fra tiltalefrafald eller fængselsophold til intensiv pædagogisk og psykiatrisk behandling.

AF ANE ESBENSEN

Konferencen var arrangeret af Det

Centrale Handicapråd sammen

med Landsforeningen LEV, Socialpædagogernes

Landsforbund

og NDU (Det Landsdækkende

Netværk vedrørende Domfældte

Udviklingshæmmede), der ønskede

at belyse indsatsen over for

domfældte udviklingshæmmede

i Danmark på baggrund af de

tilgange, man har valgt i Norge

og Sverige.

Norge og Sverige

Emmanuel Revis, leder af den særlige

fagenhed i Norge, fortalte på

konferencen om lovregler i Norge,

som sikrer en professionel og centralt

overvåget indsats til kriminelle

med IQ under 55. Denne særlige

indsats har sit udgangspunkt

i psykiatrien, men består af såvel

en social som psykiatrisk og anden

behandlingsmæssig indsats. Kriminelle,

der er udviklingshæmmede

i lettere grad, har dog ikke samme

ret til udredning og støtte. I Norge

får udviklingshæmmede med IQ

over 55 derfor ofte tiltalefrafald,

evt. kombineret med særlig mulighed

for tvangsindgreb i den

sociale indsats, fx tilbageholdelse i

det sociale tilbud, eller bliver dømt

til fængsel.

Gunnar Holmberg fra det svenske

justitsministerium forklarede,

at Sverige også har særlige kriminalforsorgsfunktioner

i psykiatrisk

regi, men kun for personer med

meget alvorlige psykiske forstyr­

relser. Størstedelen af personer

med udviklingshæmning, der

begår kriminalitet, er ikke omfattet

af reglerne om særlig psykiatrisk

forsorg og bliver enten ikke dømt

(tiltalefrafald) eller idømmes socialt

tilsyn eller fængselsdomme.

Den praksis, der har været fulgt i

Sverige, har medført, at der ikke

findes et overblik over indsatsen

for domfældte udviklingshæmmede,

var Gunnar Holmbergs

konklusion.

Jura, pædagogik og tilsyn

Anne Marie Thyrring fra Århus

Kommune, fremlagde en grundig

gennemgang af det retlige grundlag

for en foranstaltningsdom i

Danmark. En vigtig pointe var,

at kommer det sociale system til

kort over for den opgave, der er

forudsat i dommen, må det sociale

system gå til anklagemyndigheden

med problemet i stedet for selv at

løse det uløselige og komme på

kant med loven.

I forhold til ”de nye målgrupper”,

der har lav intelligens, men

ikke ser sig selv om udviklingshæmmede,

var Anne Marie Thyrrings

forslag, at der oprettes særlige

botilbud, hvor dømte fra

denne gruppe kan være sammen

med ligesindede. Disse dømte oplever

det som stigmatiserende, når

de ved dom placeres i et botilbud

for udviklingshæmmede. Opholdet

i et botilbud for udviklingshæmmede

kan derfor blive til gene for

såvel den dømte som de øvrige

beboere i botilbuddet.

Den pædagogiske side af denne

sag blev belyst ved eksempler

fra Kofoedsminde. Forstander

Svend­Ejner Pejstrup talte imod

nye muligheder for tvangsindgreb

i den sociale indsats over for

domfældte udviklingshæmmede.

Han så de bedste muligheder for

et godt resultat ved at holde fast i

pædagogikken fremfor at basere

indsatsen på flere indgreb i den

dømtes ret til selvbestemmelse.

Lars Sandberg fra NDU fremlagde

en ny status for samråd og

tilsyn, der bl.a. viste, at mange

kommuner bør have mere viden

og større opmærksomhed på den

opgave, der ligger i det kriminalpræventive

tilsyn.

Det videre arbejde

Konferencens arrangører havde

som mål at få de centrale myndigheder

til at sikre klarhed på

dette område, og konferencen

viste, at der er nok at gøre. DCH,

LEV, SL og NDU mødes i januar

2008 for at undersøge muligheden

for opfølgning eller nye fælles

initiativer i kølvandet på konferencen.

på www.clh.dk ligger powerpoint fra de

forskellige oplæg, samt artikler og notater

om forholdene på dette område i norge,

Sverige og danmark.

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

11


1

Krav på uddannelse

– ny lov om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov

Mange gode kræfter har igennem en årrække arbejdet for at give unge med særlige

behov et retskrav på en ungdomsuddannelse. Dette er lykkedes med lov om ungdomsuddannelse

for unge med særlige behov (L564), der trådte i kraft den 1. august 2007.

AF SIGNE STENSGAARD

Uddannelsen er en kærkommen

ny mulighed for gruppen af unge

med særlige behov, som er under

25 år, og som efter undervisningspligtens

ophør ikke kan formodes

at få glæde af det ordinære uddannelsessystem.

Med den nye lov får

disse unge et retskrav på en uddannelse,

hvorigennem de opnår

personlige, sociale og faglige

kompetencer til en så selvstændig

og aktiv deltagelse i voksenlivet

som mulig.

Ikke for alle

Et af de første spørgsmål, som

melder sig, er, hvem lovens målgruppe

mere præcist er. For med

en lov som lov om ungdomsuddannelse

til unge med særlige

behov er der altid en fare for,

at uddannelsen kommer til at

fungere som undskyldning for

manglende rummelighed i det

traditionelle uddannelsessystem.

Der ligger derfor en stor opgave

for Ungdommens Uddannelsesvejledning

i at føre en stram linje

i forbindelse med indstilling af

unge til uddannelsen. Mulighederne

i det ordinære uddannelsessystem

skal være udtømte (eller

udelukkede) inden denne særlov

tages i brug.

Vigtigte uddannelsesplaner

I forlængelse af en stram visitationspraksis

er det givet, at unge

som visiteres til uddannelsen har

ganske særlige behov. Også i den

forbindelse får UU­vejlederne en

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

central rolle, da de har ansvaret

for udarbejdelsen af uddannelsesplaner,

der skal sikre individuelt

tilrettelagte uddannelsesforløb

bestående af et 12 ugers afklaringsforløb,

undervisning samt

praktiske aktiviteter. Det er en

kvalitet ved loven, at den vægter

det individuelle forløb, hvorfor

kommunerne heller ikke bare

kan satse på at købe den billigste

stangvare, selvom institutionerne

står i kø for at tilbyde den.

En rundringning til en række

UU­vejledere tegner et billede

af, at de arbejder aktivt med at

implementere loven, og de nye

muligheder den rummer for en

gruppe af unge mennesker. I første

omgang har arbejdet hovedsageligt

bestået i at orientere vidt og

bredt om de nye muligheder. Den

aktuelle udfordring synes at ligge

i at få skabt politisk enighed om,

hvorfra pengene skal komme,

samt at få klarhed over en række

administrative procedurer.

Kompetencepapir

Det ligger i den nye lov, at målet

med uddannelsen skal række

ud over selve uddannelsesforløbet.

For at underbygge dette

skal kommunalbestyrelsen udstede

et kompetencepapir, der

indeholder en beskrivelse af

de kompetencer, den unge har

opnået, samt en vurdering af

den enkelte unges opfyldelse af

målene med uddannelsen. Med

kompetencepapiret rettes fokus

mod, at der skal være tale om et

udviklingstilbud – ikke bare et traditionelt

beskæftigelses­ eller aktivitetstilbud.

Kompetencepapiret

og det fokus på udvikling, som

er uddannelsens adelsmærke, vil

forhåbentlig bevirke, at eleverne

efter endt ungdomsuddannelse

vil være bedre og langt mere krævende

i de forventninger og krav,

de har, til de tilbud og det liv, der

skal leves efter ungdomsuddannelsesårene.

Center for Ligebehandling af

Handicappede betragter derfor

den nye ungdomsuddannelse som

en positiv mulighed for at give en

gruppe unge – som tidligere har

manglet et retskrav på uddannelse

– et krav på et kvalificeret afsæt til

beskæftigelse og voksenlivet som

sådan. Som indikeret ovenfor,

indeholder implementeringen af

loven dog udfordringer, hvorfor

centret vil følge lovens praktiske

konsekvenser.


informationstilgængelighed

Informationstilgængelighed handler om at skabe tilgængelighed for alle, også for mennesker

med kognitive funktionsnedsættelser, som gør det vanskeligt for dem at tilegne sig teksttunge

hjemmesider, pjecer eller andet informationsmateriale. Men det er sjældent, der udarbejdes

materiale i en form, som er tilgængelig for mennesker med kognitive funktionsnedsættelser.

AF CAMILLA JYDEBJERG

Informationstilgængelighed er et

emne, der er kommet øget fokus

på ikke mindst i forbindelse med

informations­ og kommunikationsteknologi

– IKT – og e­tilgængelighed.

Når der tales om at skabe

tilgængelighed til informationer,

tænkes der ofte på tilgængelighed

for mennesker med fysiske funktionsnedsættelser,

fx talesyntese

på hjemmesider og indlæsning

af bøger eller pjecer på bånd til

mennesker med synshandicap,

tegnsprogstolkning af fjernsynsudsendelser

til mennesker med hørehandicap,

eller tastaturer der kan

bruges af mennesker med bevægehandicap.

Også mennesker med

kognitive funktionsnedsættelser

har dog behov for, at der tænkes

i informationstilgængelighed for

dem, hvis de skal have adgang til

informationssamfundet.

Engelske erfaringer

I England har man arbejdet meget

bevidst med at udforme offentligt

informationsmateriale, der er

tilgængeligt for mennesker med

kognitive funktionsnedsættelser

med særligt fokus på mennesker

med udviklingshæmning.

Informationstilgængelighed har

været et af mange fokuspunk­

ter i regeringens handleplan og

strategi ”Valuing People” om

indsatsen over for mennesker med

udviklingshæmning. På mange

områder findes materiale specielt

designet til at kunne anvendes af

mennesker med udviklingshæmning

– ”Easy Read Guides” – både i

elektronisk format og papirformat.

Disse guider har fokus på korte

letlæste tekster og anvendelse af

tekstunderstøttende billeder eller

symboler.

Nothing about us without us

”Nothing about us without us”

har været et af den engelske

handicapbevægelses slagord. Det

er et slagord, der har haft gennemslagskraft

på dette område. Det

viser sig for eksempel ved at

mennesker med udviklingshæmning

inddrages i processen med at

udarbejde tilgængelige materialer.

Men herudover viser det sig også

ved, at mennesker med udviklingshæmning

har været involveret i

hele processen med at frembringe

handleplan, strategi og versioner

for indsatsen på dette område.

Der er udformet en rapport, der

beskriver arbejdet, og rapporten

er også kommet i en easy read­version.

I det hele taget er mange af de

for alle

rapporter, som omhandler mennesker

med udviklingshæmning,

også udarbejdet i easy read­versioner.

Det betyder, at mennesker

med udviklingshæmning selv kan

læse, hvad der er blevet undersøgt,

og hvilke resultater man er nået

frem til.

Tilgængelighed for alle

Informationstilgængelighed er afgørende

for vores muligheder for

at gøre os bekendt med samfundet

og de muligheder, rettigheder og

pligter, vi har i det. Det er derfor

afgørende, at informationer er tilgængelige

for alle – også for mennesker

med kognitive funktionsnedsættelser.

Der bør derfor arbejdes

på at indføre easy read­format

og andre tilgængelighedstiltag

rettet mod mennesker med kognitive

funktionsnedsættelser, når

det offentlige kommunikerer med

borgerne i Danmark. Mennesker

med kognitive funktionsnedsættelser

skal inddrages i processen

med at skabe den nødvendige

informationstilgængelighed, og vi

kan lære af de engelske erfaringer

i denne proces.

Det Centrale Handicapråd planlægger

at afholde en konference

om emnet i 2008.

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

1


1

Undersøgelsen omfatter tilbud

til unge mellem 13 og 25 år, som

enten har været i kontakt med

det psykiatriske system, og som

har en diagnose, eller unge som

mistrives, og hvor mistrivslen har

fået manifeste symptomer.

Tilbuddenes karakter

Tilbuddene til unge med psykosociale

problemer kan inddeles

i opholdssteder, hospitalsafdelinger,

distriktspsykiatri, botilbud

med døgnstøtte, støtte­

og kontaktpersonordninger og

åbne rådgivninger samt telefonrådgivninger.

Langt størstedelen

af målgruppens unge benytter

åbne rådgivninger eller

telefonrådgivninger. Dernæst

benyttes opholdssteder, hospitalsafdelinger/distriktspsykiatri

og

botilbud med døgnstøtte mest.

Undersøgelsen viser, at de fleste

tilbud har unge med psykiske udviklingsforstyrrelser

eller skizofreni.

Derudover viser undersøgelsen,

at der befinder sig flest kvinder på

tilbud, der arbejder med en diagnosticeret

sindslidelse, men at

der er en ligelig fordeling mellem

kvinder og mænd på tilbud, der arbejder

med skizofreni og psykiske

udviklingsforstyrrelser.

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

En undersøgelse fra Center for Forskning i Socialt Arbejde har

kortlagt tilbud til unge med psykosociale problemer i Danmark.

Undersøgelsen er en del af et større formidlingsprojekt, som

Socialministeriet bevilgede midler til i 2005. Formålet er at

skabe overblik og øge adgangen til information om tilbud til

unge med sindslidelser og psykosociale problemer.

Unge med psykosociale problemer

AF TINA MOU JAKOBSEN

Fokus på yngre drenge

Ifølge undersøgelsen er det drenge,

der modtager omkostningstunge

sociale tilbud, og der er flere

drenge end piger, der modtager

specialtilbud i skolerne. Derimod

har rådgivningerne fem gange så

mange piger som drenge blandt

brugerne.

Undersøgelsen peger på, at der

er mere fokus på drengene blandt

de yngre unge, og at pigerne først

kommer i kontakt med tilbuddene

omkring 18­års­alderen. Piger har

i større grad kontakt til den specialiserede,

psykiatriske behandling

end drenge, men derimod

indgår drengene i højere grad i

sociale myndigheders indsats og

benytter oftest opholdssteder som

tilbud.

Krav om henvisning

Ventetiden til tilbuddene er generelt

kort, men på 28% er der dog

ventetid på over et år.

De fleste tilbud kræver en henvisning

og er kun tilgængelige

for brugerne i det omfang, der

ikke er behandling tilknyttet. På

65% af tilbuddene er det dog ikke

nødvendigt at have en diagnose

for at kunne henvende sig eller

blive henvist.

Tilbuddenes karakter

Hospitalsafdelinger, distriktspsykiatri,

botilbud, støtte­ og kontaktpersonordninger

og opholdssteder

er de mest behandlingsintensive

tilbud, men næsten

alle tilbud prioriterer omsorg

og rådgivning højt i deres indsats.

Undersøgelsen viser dog, at

opholdsstederne i større omfang

ser uddannelse, arbejdsprøvning

mm., som deres hovedopgave.

Indsatsområder

Undersøgelsen peger på, at botilbuddene

er det tilbud, hvor brugere

kommer hen efter den specialiserede

psykiatriske indsats.

Der er derfor også et behov for

flere botilbud, fordi botilbuddene

er den type tilbud, hvor flest venter

på plads, og hvor ventetiden

er længst.

Undersøgelsen viser, at der

på området generelt skal sættes

ind for at skabe et systematisk og

vidensbaseret grundlag for arbejdet

med unge med psykosociale

problemer. Rapporten kan findes

på www.socialpsykiatri.dk


Undersøgelse af ppr

– Det skal blive bedre!

Kommunernes Pædagogiske Psykologiske Rådgivning (PPR) skal sikre faglig rådgivningsekspertise

i forbindelse med handicappede børns skolegang. Det er derfor yderst problematisk,

når en ny undersøgelse viser ventetider på op til ét år på PPR-vurdering.

AF SIGNE STENSGAARD

Pædagogiske Psykologers Forening

har i samarbejde med Landssamrådet

for PPR­chefer netop

gennemført en undersøgelse af

PPR. 89 af de 91 kommunale PPRenheder

har besvaret et spørgeskema,

der omhandler organisering,

personale, arbejdsopgaver,

samarbejdsrelationer og særlige

problemstillinger. Besvarelserne

dokumenterer flere forhold, som

bør få alarmklokkerne til at ringe.

Foruroligende lange ventetider

Næsten halvdelen af PPR­enhederne

oplever ventetider på over to

måneder, hvilket begrundes med

manglende normering. Enkelte

beretter endog om ventetider op til

ét år. Der er med andre ord børn

med handicap, der venter halve og

hele år på at få den udredning, som

skal danne grundlag for tilrettelæggelsen

af barnets skolegang.

Ventetider, der naturligvis er langt

fra acceptable, hverken for det

pågældende barn, dets forældre

eller omgivelserne i øvrigt.

Stor variation

Undersøgelsen viser endvidere

meget stor variation PPR­enhederne

imellem hvad angår ansatte

psykologer og øvrigt personale.

Således varierer antal psykologer

pr. 10.000 indbyggere fra 0,83 til

4,71. En lignende variation findes,

når tale­hørelærere og andre PPRkonsulenter

medtages i sammenligningen.

Med alle forbehold for

måleusikkerhed og forskelle i arbejdsopgaver,

så må sådanne variationer

give sig udslag i urimelig

uensartethed i de muligheder, PPR

har for at sikre børn og forældre

tilstrækkelig faglig hjælp.

For lidt tid

Som på mange andre

områder hvor

medarbejdere halser

bagefter for at imødekomme

akutte behov,

resulterer det

også hos PPR i, at

forebyggende arbejde

nedprioriteres.

Mere end halvdelen

angiver, at de bruger

under 25% af

deres arbejdstid på

forebyggende arbejde,

hvilket desuden

afspejler sig i, at de

oplever en utilfredsstillende fordeling

mellem forebyggende arbejde

og arbejdet med enkeltsager.

Den onde cirkel skal brydes

Ovenstående illustrerer en ond

cirkel, som et presset PPR har vanskeligt

ved at bryde. For mens PPR

har lange ventetider og nedprioriterer

det forebyggende arbejde,

så øges risikoen for at større specialforanstaltninger

er nødvendige,

at PPR ser sig nødsaget til at visitere

til børne­ og ungdomspsykiatriske

afdelinger, og at der sker en

uheldig prioritering, hvor børn

med usynlige handicap overses.

Forhold som forstærkes over tid,

hvis der ikke gribes ind, alt imens

børn med handicap i bedste fald

spilder deres tid i forkerte tilbud.

Undervisningsministeriet udgav

allerede i 1997 en rapport, som

påpegede, at kvaliteten af PPR

hænger sammen med, at der eksisterer

en præcis beskrivelse af PPR’s

opgavefelt, indsats og ydelser. PPR

har med kommunalreformen fået

tillagt en række nye opgaver, og

der synes derfor igen at være behov

for nogle klare udmeldinger

fra centralt hold. I rapporten efterlyses

mere central styring i form

af regler og krav. En vis centralisering

vil givetvis kunne skabe større

klarhed over PPR’s prioriteringer

og serviceniveau og være med til

at udviske nogle af de markante

forskelle kommuner imellem.

Klarere regler og krav til PPR vil

dermed være med til at bane vejen

for, at børn med handicap over

alt i landet er sikret en kvalificeret

rådgivning og behandling inden

for en rimelig tidsramme.

Rapporten kan downloades

på www.skolepsykolog.dk

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

1


1

fodbold for alle i odense

AF METTE DISSING SANDAHL

Folketingets Ombudsmand har

aflagt besøg på Odense Kommunes

Fodboldstadion og giver

tilgængeligheden topkarakter med

enkelte undtagelser.

Stadium, som er fra 1997, kan

rumme 15.800 tilskuere. Heraf er

18 pladser egentlige tilskuerpladser

til kørestolsbrugere, men kørestolsbrugere

kan også se en kamp

sammen med en større gruppe

venner fra de almindelige tribuner,

hvis de hellere vil det.

Odense Stadion stiller fem

serviceguider til rådighed for besøgende

med handicap. Serviceguiderne

hjælper med at parkere,

holder døre og hjælper tilskuerne

på plads.

Bedre skiltning

Selvom der er serviceguider på

handicapparkeringspladsen, bemærker

Ombudsmanden, at

skiltningen til de otte handicapparkeringspladser

kunne være

bedre, ligesom boldklubben på

sin hjemmeside kunne oplyse fans

fra andre klubber om, hvor handicapparkeringen

er. Det fortæller

Odense Boldklub i den endelige

rapport, at man har efterkommet.

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

Samtidig kunne opkørslen til hovedtribunens

handicappladser

være bredere, og det vil Odense

Idrætspark forbedre i løbet af

efteråret.

Selvbetjening - tak

Vel inde på stadion skal fans med

handicap op på første sal for at

finde handicappladserne. Der er

en elevator, men Ombudsmanden

noterer sig, at kørestolsbrugerne

kan have svært ved at trykke på tilkaldeknappen

til elevatoren. Samtidig

er den nedsænket i niveau

med panelet og kan derfor også

være svær at finde for svagsynede

og blinde.

Elevatoren er betjent af en serviceguide,

når der spilles kamp på

stadion. Men da det er vigtigt for

mennesker med handicap at være

selvhjulpne, foreslår Ombudsmanden,

at knappen flyttes, så

kørestolsbrugere selv kan benytte

den. Boldklubben er enig og vil

ændre knappen.

Klubben har også glemt at sætte

et skilt op inde i elevatoren, som

fortæller, på hvilken etage handicappladserne

findes, men det vil

komme snarest, oplyser klubben.

Fodbold, øl, pølser, slagord og stemning.

Mennesker – måske især mænd – i kørestol

vil også gerne se fodbold live. Men hvordan

ser det ud med tilgængeligheden på

landets fodboldstadioner?

Dårligt udsyn skyldes sikkerhed

Pladserne til kørestolsbrugere på

første sal har halvtag med fast

bagvæg og et 90 cm højt rækværk

forsynet med en træplade, så

publikum beskyttes mod blæst.

De handicappede tilskuere kan

stille deres øl, vand eller kaffe på

en hylde på rækværket, men Ombudsmanden

konstaterer, at nogle

kørestolsbrugere kan have svært

ved at se over rækværket. Klubben

mener dog, at rækværket skal have

den højde af sikkerhedsmæssige

grunde.

Ombudsmanden tjekker også

handicaptoiletterne på samme

etage, og bortset fra at wc, servietautomat

og spejl sidder lidt

højere end hensigtsmæssigt, består

handicaptoilettet også testen med

glans.

”Efter at have foretaget inspektion

af Odense Fodboldstadion

kan det generelt siges, at stadion

(…) er handicaptilgængeligt og

ikke mindst at stadion i høj grad

er gearet til at modtage handicappede

gæster på disses præmisser,”

konkluderer Ombudsmanden

afsluttende.


forbedret kendskab til

§

tilgængelighedskrav

Statens Byggeforskningsinstituts undersøgelse af kendskabet til tilgængelighedskravene viser, at

både kendskabet til og anvendelsen af tilgængelighedskravene er øget blandt både kommunale

byggesagsbehandlere og bygherrerådgivere. Spørgsmålet er dog, om det er tilstrækkeligt.

AF LENE MAJ PEDERSEN

Bedre sent end aldrig, sådan kunne

man betegne formålet med ændringen

af byggeloven, som fra 1.

januar 2005 medførte krav om, at

man skal opfylde tilgængelighedsbestemmelserne

i bygningsreglementet

ved alle ombygninger af

eksisterende offentligt tilgængeligt

byggeri og erhvervsbyggeri til

service og administration.

Netop tilgængeligheden til

de mange gamle bygninger, som

er opført, før de første krav om

tilgængelighed blev indført i

lovgivningen for 30 år siden, har

gennem årene været et stort problem.

Center for Ligebehandling

af Handicappede var derfor meget

positiv over for ændringen af byggeloven.

Tidligere skulle der bygges

niveaufri adgang til en bygning,

hvis bygherren i forbindelse med

ombygningen ændrede på indgangspartiet.

Med de nye regler

skal der nu altid skabes niveaufri

adgang, også selvom ombygningen

ikke vedrører indgangspartiet.

Hermed er der skabt en

langt større mulighed for at sikre

tilgængelighed til bygninger, der

er opført, før kravene om tilgængelighed

blev indført i bygningsreglementet.

Er der sket forbedringer?

Spørgsmålet er, om de nye ombygningsbestemmelser

har medført

forbedringer af tilgængeligheden.

Ifølge Statens Byggeforskningsinstituts

(SBi) undersøgelse vurderer

52% af de adspurgte byggesagsbehandlerne,

at de nye ombyg­

ningsbestemmelser har medført

forbedringer af tilgængeligheden,

som ellers ikke var blevet gennemført.

Det er primært kravet om

etablering af niveaufri adgang og

handicaptoiletter, som anvendes.

76% af byggesagsbehandlerne

oplyser, at de har anvendt ombygningsreglerne

i konkrete byggesager.

I en tilsvarende undersøgelse

fra 2005 havde kun 42% af

byggesagsbehandlerne anvendt

ombygningsbestemmelserne i

konkrete sager.

SBi’s undersøgelse af kendskabet

til tilgængelighedskravene

omfatter også bygherrerådgivere.

45% af disse oplyser, at de i 2006

har informeret bygherre om de nye

bestemmelser ved ombygninger,

mens der kun var informeret om

de nye bestemmelser en gang i

2005. Det er især de større kommuner

med et indbyggertal over

20.000 borgere, der har kendskab

til tilgængelighedsbestemmelserne.

Dette gælder både for

undersøgelsen i 2005 og i 2006

Svære at forstå og anvende

Set ud fra en ligebehandlingsvinkel

ville det optimale selvfølgelig

have været, at samtlige byggesagsbehandlere

og bygherrerådgivere

havde anvendt ombygningsreglerne

i konkrete byggesager.

Men en mulig forklaring på, at

ikke alle har gjort det, kan være,

at de er svære at forstå og arbejde

med.

I undersøgelsen vurderer kommunerne,

at de nye ombygningsbestemmelser

er middel til let at

forstå, og brugbarheden af dem

er middel til svær. Bygherrerådgiverne

har samme opfattelse af

forståelsen af ombygningsbestemmelserne

som kommunerne, men

de vurderer brugbarheden som

middel. 47% af byggesagsbehandlerne

og 36% af bygherrerådgiverne

mener, at ombygningsbestemmelserne

burde forbedres.

90% af byggesagsbehandlerne

og 55% af bygherrerådgiverne

svarer ja til, at det ville være en

fordel, hvis vejledningen til kommunerne

om byggesagsbehandling

af tilgængelighedsbestemmelser

var opbygget som bygningsreglementet,

dvs. med lovtekst,

vejledningsnote og beskrivende

vejledningstekst. Næsten samtlige

byggesagsbehandlere og bygherrerådgivere

svarer ja til, at det ville

være en fordel, hvis vejledningen

var illustreret med fx løsningsdetaljer.

Det bliver derfor spændende

at se, om det nye Bygningsreglement

08 og den tilhørende

anvisning kommer til at leve op

til de kommunale byggesagsbehandleres

og bygherrerådgiveres

ønsker til forbedring af forståelsen

af tilgængelighedsreglerne.

Man kan læse den samlede

undersøgelse “Kendskab til tilgængelighedsbestemmelser


Interviewundersøgelse blandt

byggesagsbehandlere og bygherrerådgivere”

på Statens Byggeforskningsinstituts

hjemmeside:

www.sbi.dk, hvor man også kan

læse nærmere om, hvad der skal

til for at gøre et byggeri tilgængeligt.

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

1


18

Skjulte sider

Videnscenter for Bevægelseshandicap giver med bogen ”Skjulte sider” et interessant

input til debatten om vores forståelse af, hvad det vil sige at være handicappet.

AF INGE STORGAARD BONFILS

Titlen ”Skjulte sider” indikerer,

at vi her kommer ind på aspekter

ved fænomenet handicap, som

ofte udelades eller forties, når man

beskæftiger sig med bevægelseshandicappedes

liv. De skjulte sider

handler om de psyko­emotionelle

og kognitive aspekter ved at leve

med et bevægelseshandicap.

Oversete problemer

Bogen er bygget op om en række

artikler, baseret på interview

med mennesker med bevægelseshandicap,

handicapforeninger og

forskere. Artiklerne sætter bl.a.

fokus på de kognitive aspekter og

problemer, som visse sygdomme

medfører. Som læser får man her

en indføring i, at sygdomme som

rygmarvsbrok, Cerebral Parese

og sclerose ikke kun har konsekvenser

for personernes fysiske

funktionsevne, men også kan have

indvirkning på kognitive sider

af personens liv. Det offentlige

hjælpesystem er dog primært

orienteret mod at kompensere

for de synlige og fysiske følger af

funktionsnedsættelsen, og konsekvensen

er, at de kognitive vanskeligheder

og problemer forbliver

skjulte og dermed et individuelt

problem, som den enkelte må søge

at håndtere uden hjælp udefra.

Normer for normalitet

I andre artikler kredses der om

de psyko­emotionelle aspekter

ved at leve med et handicap. De

psyko­emotionelle sider handler

om de fordomme og normer for

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

normalitet, som mennesker med

handicap møder i deres samvær

med ikke­handicappede. Der kan

fx være stirren, lave forventninger

til handicappedes formåen og

evner, ligesom mennesker med

handicap ofte oplever, at det forventes

af dem, at de opfører sig

taknemmeligt og er glade for den

hjælp, de modtager. Disse normer

risikerer at blive internaliseret

i handicappedes selvforståelse,

hvor de søger at imødekomme

omgivelsernes forventninger til

dem, for at opnå accept og anerkendelse.

Bogen henvender sig til fagpersoner,

kommunale rådgivere,

undervisningsbrug, til mennesker

med handicap og pårørende. Den

kan bestilles på www.vfb.dk


AF INGER HINDHEDE KJÆR

CSH har talt med unge i alderen

15­30 år med vidt forskellige synlige,

såvel som usynlige handicap

og sygdomme, og materialet består

af et hæfte med titlen ”Ta og se

mig” og en medfølgende dvd med

titlen ”Livskvalitet”.

Hæftet præsenterer de unges

tanker omkring seks temaer:

livskvalitet, udsathed, deltagelse,

tid, overlevelsesstrategier og drømme.

Det indeholder både citater

fra de unge, og sammenfattende

refleksioner på baggrund af de

unges udtalelser.

Filmen ”Livskvalitet” følger 19

unge i forbindelse med afholdelse

af en workshop i 2006, hvor de taler

åbent om de tanker, de gør sig

om det at være anderledes, tanker

om livet og deres drømme.

At være anderledes

Filmen behandler emnet om det at

være anderledes og skille sig ud

på flere måder: Man kan være anderledes,

fordi man ser anderledes

ud. Man kan skille sig ud uden

at se anderledes ud men have

sværere livsbetingelser end andre,

fx på grund af et handicap eller en

sygdom. Eller man kan skille sig

”Ta og se mig” er et materiale, Center for Små Handicapgrupper

(CSH) har udarbejdet i forbindelse med projektet ”Ung med en

sjælden diagnose”. Materialet er resultatet af et tre-årigt projekt,

hvor CSH har indsamlet viden omkring det at være ung og leve

med et sjældent handicap eller sygdom.

ud, fordi man føler sig anderledes

end andre. De unge i filmen taler

om, hvordan de oplever det at

være anderledes, og hvordan de

tackler deres anderledeshed.

Deres fortællinger understreger

også, at fordi man ser anderledes

ud, behøver det ikke at være den

form for anderledeshed, som er det

sværeste at håndtere. Andre unge

har det svært, netop fordi deres

handicap eller sygdom ikke er synlig,

men deres livsbetingelser med

sygdom og smerter gør deres livsbetingelser

anderledes end andres.

Derfor bliver det nødvendigt for

dem at forklare for andre, hvorfor

de er anderledes, og det kan være

svært at opnå forståelse for denne

form for anderledeshed.

Ikke så forskellig

Filmens styrke synes netop at være

at behandle emnet anderledeshed

på en sådan måde, at den gør

anderledesheden til et generelt

livsvilkår. De unge virker ikke

meget anderledes end andre unge.

De har de samme drømme, den

samme usikkerhed i forhold til at

starte på voksenlivet, det samme

behov for at blive accepteret i en

gruppe, de samme ambitioner

om at leve det gode liv. Filmen

fremhæver således disse unges

specielle livsvilkår samtidig med,

at den understreger, at de ikke er

forskellige fra andre unge.

Muligheder ikke problemer

Måske er denne livsbekræftende

tilgang til deres liv udtryk for de

unges ønske om at fokusere på

muligheder frem for problemer.

En tilgang som ifølge bogens forord

har været karakteristisk for

de unge. Derfor er titlen på bogen

også velvalgt som en opfordring til

at ”Se mig som den person jeg er,

frem for blot at se mit handicap”.

Materialet henvender sig til

fagfolk, der beskæftiger sig med

denne gruppe af unge, men filmen

kan sagtens bruges i andre sammenhænge

til at få større forståelse

for, hvad det vil sige at leve et liv

med handicap, såvel som udgangspunkt

for en samtale om det at

være anderledes og skille sig ud.

Uanset i hvilken kontekst filmen

ses, kan man kun blive klogere af

at se den.

Find materialet på www.csh.dk

LIGHEDSTEGN nr. 4 • december 2007

1


afsender:

Center for Ligebehandling

af Handicappede

Bredgade 25, opg. F, 4.

1260 København K

ID.nr. 46424

Returneres ved vedvarende adresseændring

nndr.dk konference 2008:

brugerpositionen i handicapforskningen

Det danske netværk for handicapforskning NNDR.dk holder konference den 6. marts 2008 om

temaet ”Brugerpositionen i handicapforskningen”.

Konferencen sætter fokus på, hvordan forskningen om og med handicappede er med til at fastholde eller udfordre

de karakterer, egenskaber og begrebskategorier, hvorigennem vi forstår fænomener som handicap og nedsat

funktionsevne.

Bodil Ravneberg, forsker ved Universitet i Bergen, Norge, vil fortælle om forskningsprojektet ”Funktionshæmmedes

identitetspolitik og offentlige tjenesteydelser” og de refleksioner, hun har gjort sig omkring begrebet funktionshæmmede

som forbrugere og kunder. Derudover vil ph.d. Inge Storgaard Bonfils fra Center for Ligebehandling af

Handicappede præsenterer indsigter fra hendes studie af den handicappolitiske aktør, et forskningsprojekt som

tematiserer handicappede i positionen som politiske aktører og hvor forskningsprocessen er designet ud fra intentionen

om at føre viden ud i praksis.

Konferencen holdes på CVU Vest, Skolebakken 171, 6705 Esbjerg Ø.

Tilmeldingsfrist den 4. februar 2008. Det koster 800 kr. at deltage i konferencen.

Læs mere på http://www.nndr.dk/dk/index.htm

Udgiver

Center for Ligebehandling

af Handicappede

Bredgade 25, opg. F, 4.

1260 København K

Tlf. 33 11 10 44

Fax 33 11 10 82

Teksttlf. 33 11 10 81

Mail: clh@clh.dk

www.clh.dk

redaktion

Ansv. redaktør Mogens Wiederholt

Christine Bendixen

Lighedstegn udkommer fire gange om året

Fås også på DAISY og www.clh.dk

Oplag 2.000

ISSN 1395-8054

Tryk: Scanprint

– er en selvejende statslig institution, der

har til opgave at overvåge og fremme

ligestillingen mellem handicappede og

ikke-handicappede mennesker.

B

More magazines by this user
Similar magazines