Pædagogisk Psykologi i Socialt Arbejde - Elbo

More documents

Recommendations

Info

Psykologi har Uddannelse og praksis er på Aalborg Universitet koblet tæt sammen i de såkaldte professionsprogrammer. Et af disse programmer skal give de studerende indblik i den pædagogiske psykologis virkelighed. Pædagogisk psykologi traditionelt været delt op i forskellige delområder som udviklingspsykologi, socialpsykologi, pædagogisk psykologi. Denne opdeling er også gået på en opdeling i grundfag over for anvendte fag – udviklingspsykologi, socialpsykologi m.fl . over for pædagogisk psykologi, klinisk psykologi etc. Opdelingen skaber ikke alene et overblik over et efterhånden stort og broget område, men er samtidig med til at konstituere feltet. Den bidrager til, at noget trækkes frem som forgrund og dermed centralt, mens andet bliver baggrund og dermed mindre prioriteret – i hvert fald for et første studie. Fx fører det til, at udviklingspsykologi hovedsagelig har omfattet børn og unges udvikling, mens kognitionspsykologi i vid udstrækning har omfattet voksnes kognitive funktionsmåde, om end der er lokale variationer i dette billede og efterhånden ændringer. Tilsvarende har grænseområder og overlap mellem de anvendte fag som fx pædagogisk og klinisk psykologi været relativt uopdyrket land. På universiteterne har opdelingen haft en selvstændig diskurs om den fagligt mest hensigtsmæssige eller ligefrem korrekte opdeling, hvor kriterierne har i socialt arbejde været mere akademisk-interne end set i relation til professionsområdet – de felter, hvor psykologer arbejder praktisk rundt omkring. Derfor har netop professionsområderne været væsentlige i planlægningen af kandidatdelen af cand.psych.-uddan nelsen på Aalborg Universitet, idet arbejdet med at udvikle de såkaldte professionsprogrammer i væsentlig grad er rettet mod bestemte arbejdsfelter, som de er etableret rundt om i Danmark i dag. Pædagogisk psykologi Den beskrevne opdeling har i tidens løb været udformet lokalt efter underviserne, men både i Danmark og internationalt har pædagogisk psykologi lagt hovedvægten på psykologi i sammenhæng med undervisning, som det også antydes af den engelske betegnelse ”educational psychology”. I nogle sammenhænge har det ført til, at pædagogisk psykologi kun beskæftigede sig med undervisning og læring i sammenhæng med uddannelsesinstitutioner. Dermed var hele feltet omkring pædagogers arbejde i daginstitutioner skåret fra. Ligeledes har der nogle steder været en klar grænsedragning over for den kliniske psykologi, idet pædagogisk psykologi er blevet defi neret som kun omhandlende læring inden for den normale udvikling. Dermed var pædagogers arbejde på døgninstitutioner skåret fra ligesom hele feltet med det pædagogiske arbejde omkring mennesker med handicap af en eller anden slags. I store træk kan man sige, at vi var i den paradoksale situation i Danmark, hvor vi har en uddannelse til pædagog, at psykologi, som vedrørte disse menneskers arbejde, ikke hørte med til pædagogisk psykologi! Denne opdeling i den akademiske verden har ført til, at kvalifi cering af de studerende til arbejdet med afvigende udvikling og anderledes læreprocesser i stedet er blevet varetaget hovedsagelig af klinisk børne- og ungdomspsykologi. Mange nyuddannede er derfor gået til opgaver om afvigende udvikling og læreprocesser med teori og begreber fra den kliniske psykologi, og da ens begreber og teori infl uerer på ens opfattelse af de problemstillinger, man møder, vil denne baggrund ofte medvirke til en øget patologisering af de børn og unge, man arbejder med. På Aalborg Universitet arbejder vi med en opfattelse af pædagogisk psykologi, hvor udviklings- og læreprocesser er det centrale, hvor vi er Nr. 11 . 2004 PSYKOLOG NYT 13
14 PSYKOLOG NYT Nr. 11 . 2004 interesserede i afdækning, tilrettelæggelse og intervention i disse processer, men hvor det er normalitet, der er udgangspunktet. Samtidig er det væsentligt at se normalitet som netop en norm og dermed ikke noget givet. Vi kan også se afvigende adfærd som en normal psykisk udvikling på afvigende betingelser – det gælder fx en række tilfælde af stereotyp og autistisk adfærd inden for handicapområdet. Her giver de anderledes udviklingsbetingelser den samme udvikling en anden fremtræden, men skal vi forstå og intervenere i forhold til den, må vi kunne se det normale i den. Dette skal nok ses som en foreløbig afgrænsning, da vi stadig arbejder med afklaringen heraf. Praksisfeltet Nu har professionsfeltet for psykologer imidlertid ikke rettet sig efter afgrænsning i den akademiske verden. På socialforvaltninger og PPR-kontorer arbejder fx mange dygtige psykologer, der har udviklet deres eget fagfelt ved at hente ind fra alle områder af psykologien. Praktikere er heller ikke så afhængige af forskningen, som nogle på universiteterne gerne vil tro. Faktisk viser erfaringer fra mange, der forsker i praktikeres arbejde, at praktikerne ofte er foran udviklingen i de akademiske discipliner. Men et samarbejde mellem praktikere og universiteternes teoretikere kunne formentlig være konstruktivt og produktivt for alle parter. Det kunne være spændende en gang at undersøge, hvordan opdelingen i den akademiske psykologi og uddannelserne har påvirket arbejdet inden for området. Det er ikke umuligt, at den kliniske skoling har påvirket tænkningen i form af øget patologisering af den afvigende udvikling frem for en opfattelse af bredde i normaludviklingen. Og det er heller ikke umuligt, at en klinisk tankegang kan have ført til en øget brug af interventionsformer, hvor der skal specialister til at tage sig af den afvigende udvikling frem for en kvalifi cering af normalområdets aktører til at håndtere bredden. I nogle tilfælde har en medicinsk-diagnostisk tilgang bredt sig så meget, at den også opfattes som den psykologiske måde at arbejde med unormal adfærd på. Når man udvikler bestemte arbejdsmåder og teorier, trækker de altid noget frem som forgrund og lader andet forblive baggrund. Derfor er det vigtigt i praktisk psykologarbejde at være opmærksom på, hvordan ens begreber, teorier, arbejdsmetoder og position er med til at bestemme, hvilke problemer man ser, hvordan man ser på dem, og hvilke interventioner man kan foreslå. Disse overvejelser fylder traditionelt mere i den pædagogiske psykologi, der derfor ofte får ry for at være noget fi losofi sk anlagt. Det spændende i et professionsprogram på dette område bliver derfor, hvordan man kan hjælpe de studerende med at få koblet denne type overvejelser med fx selvdestruktiv adfærd i puberteten eller koncentrationsproblemer for Peter i 4. klasse. Programmet PPSA Aalborg Universitets professionprogram inden for det pædagogisk psykologiske område blev navngivet ’Pædagogisk psykologi i socialt arbejde’ (PPSA) ud fra ovenstående tanker, ud fra egen erfaringsbaggrund med praktisk psykologarbejde og endelig ud fra praksisfeltets placering i det offentlige system. Det praktiske felt, der rettes imod, er først og fremmest PPR-kontorer og socialforvaltninger. I arbejdet med problemstillinger i dette felt får man ikke klare og afgrænsede opgaver leveret. Der er talrige faggrupper at samarbejde med, så man skal kunne følge deres faglige tankegange og respektere dem, men samtidig skal man danne sig sin egen opfattelse af, hvad det er for en kompleks sammenhæng, man bliver hentet ind i. Skal psykologer kunne hævde en faglig standard i deres arbejde, bliver vi i hver enkelt opgave nødt til at danne
Page 1: UDDANNELSE AF MOGENS JENSEN
Page 5 and 6: Professionsprogrammer Nærværende

Pædagogisk Psykologi i Socialt Arbejde - Elbo

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?