Indholdsfortegnelse - DDS.dk - Det Danske Spejderkorps

dds.dk

Indholdsfortegnelse - DDS.dk - Det Danske Spejderkorps

Indholdsfortegnelse

1. VÆRDIER I ORGANISATIONER.................................................................................1

1.1 Problemfelt......................................................................................................................2

1.1.1 Værdier anvendes strategisk.......................................................................................2

1.1.2 Formidling af værdier ................................................................................................3

1.1.3 Det Danske Spejderkorps...........................................................................................4

1.1.4 Opsamling .................................................................................................................6

1.2 Problemformulering .......................................................................................................7

1.3 Uddybning og afgrænsning af problemformulering......................................................7

1.4 Valg af case .....................................................................................................................8

1.5 Specialets opbygning.......................................................................................................9

2. SPECIALETS ORGANISATIONSSYN........................................................................11

2.1 Hermeneutikken ...........................................................................................................12

2.2 Teoretiske overvejelser.................................................................................................13

3. METODE TIL INDSAMLING OG BEARBEJDNING AF DATA..............................14

3.1 Den narrative tilgang....................................................................................................14

3.1.1 Overvejelser i henhold til indsamling af historier i praksis .......................................15

3.2 Kvalitative interviews ...................................................................................................17

3.2.1 Fokusgrupper...........................................................................................................17

3.2.2 Individuelle interviews.............................................................................................18

3.3 Metodiske overvejelser omkring gennemførelsen af interviewene .............................18

3.3.1 Børn som respondenter ............................................................................................18

3.3.2 Børn og kamera........................................................................................................19

3.3.3 Interviewguide .........................................................................................................21

3.3.4 Tid og sted...............................................................................................................22

3.3.5 Udvælgelse af deltagere ...........................................................................................22

3.3.6 Gennemførelse af fokusgrupper ...............................................................................23

3.3.7 Interviewene i praksis ..............................................................................................24

3.3.8 Bearbejdning af empirien .........................................................................................27

4. KULTURTEORI OG VÆRDIER .................................................................................30

4.1 Forskellige kulturopfattelser........................................................................................30

4.1.1 Symbolisme og funktionalisme – organisationen er eller har kultur .........................31


4.2 Specialets kulturdefinition............................................................................................33

4.3 Symbolernes betydning.................................................................................................34

4.3.1 Symboler og artefakter.............................................................................................35

4.3.2 Den kulturelle dynamikmodel ..................................................................................36

4.3.3 Fortolkningsfællesskaber .........................................................................................37

4.3.4 Kultur, identitet og image.........................................................................................39

4.4 Kritik af det symbolske perspektiv ..............................................................................41

4.5 Opsamling – specialets syn på kultur og værdier........................................................42

5. DET DANSKE SPEJDERKORPS.................................................................................44

5.1 Præsentation af Det Danske Spejderkorps ..................................................................44

5.1.1 Organisering ............................................................................................................45

5.2 Værdiproblematikken – tradition eller fornyelse?......................................................47

5.2.1 Det Danske Spejderkorps’ fem værdier ....................................................................48

5.3 Opsamling .....................................................................................................................49

6. VÆRDIER I NARRATIVER ........................................................................................51

6.1 Narrativer og værdier...................................................................................................51

6.1.1 Begrebsafklaring......................................................................................................53

6.2 Kategorisering af narrativen........................................................................................54

6.2.1 Et eksempel på narrativens enkle struktur.................................................................56

6.3 Kritik og udvidelse af narrativmodellen......................................................................56

6.3.1 Pointen.....................................................................................................................56

6.3.2 Flere medfortællere af historien................................................................................58

6.3.3 Historier fortalt i 1. 2. eller 3. person........................................................................58

6.3.4 Specifikke eller generelle historier om fortiden og fremtiden....................................59

6.3.5 Et eksempel på narrativens komplekse struktur ........................................................60

6.4 Specialets udvidede definition af narrativer................................................................61

6.5 Tekstanalyse..................................................................................................................61

6.6 Specialets analysemodel................................................................................................62

6.7 Opsamling .....................................................................................................................63

7. VÆRDIANALYSE.........................................................................................................64

7.1 KAFSU..........................................................................................................................65

7.1.1 Hvordan identificeres værdierne...............................................................................65

2


7.1.2 Kammeratskab .........................................................................................................66

7.1.3 Ansvar .....................................................................................................................68

7.1.4 Friluftsliv .................................................................................................................69

7.1.5 Sjovt ........................................................................................................................70

7.1.6 Udfordrende.............................................................................................................71

7.1.7 Opsamling på KAFSU .............................................................................................73

7.2 Tradition og fornyelse...................................................................................................74

7.2.1 Tradition..................................................................................................................75

7.2.2 Fornyelse .................................................................................................................77

7.2.3 Opsamling på Tradition og fornyelse........................................................................79

7.3 Hvad er en ’rigtig’ spejder? .........................................................................................79

7.3.1 Juniorspejdere..........................................................................................................80

7.3.2 Tropsspejdere...........................................................................................................82

7.3.3 Klanspejdere ............................................................................................................90

7.3.4 Ledere......................................................................................................................91

7.3.5 Opsamling på Hvad er en ’rigtig’ spejder? ...............................................................93

7.4 Opretholdelse af det traditionelle spejderbillede.........................................................94

7.4.1 Identitet og image ....................................................................................................97

8. HISTORIER SOM FORMIDLERE AF VÆRDIER ..................................................102

8.1 Organisatoriske historier............................................................................................103

8.2 Historier skaber mening.............................................................................................104

8.3 Læring og historier.....................................................................................................105

8.4 Fra værdier til historier – opsamling.........................................................................107

9. AFSLUTNING..............................................................................................................110

9.1 Konklusion ..................................................................................................................110

9.1.1 Generelle teoretiske og metodiske overvejelser ......................................................113

9.2 Perspektivering ...........................................................................................................116

LITTERATURLISTE ......................................................................................................120

BILAG (SEPARAT BILAGSMAPPE)

3


1. Værdier i organisationer

”Alle virksomheder har værdier” (Morsing, 2001: 5). Så kort kan det siges, om end der i

praksis er utallige måder at forstå og håndtere værdibegrebet på i den organisatoriske

kontekst. Den værdibaserede virksomhed, værdibaseret ledelse, det etiske regnskab,

corporate branding, storytelling, virksomhedens legitimitet og mange andre af tidens

populære begreber er klare beviser på, at værdierne for alvor er sat i fokus, når det gælder

organisationens 1 eksterne og interne kommunikation af, ’hvem vi er’.

Værdierne kom for alvor ’på mode’ i starten af 1990erne som et redskab til organisationens

selvbeskrivelse, og mange – store som små, offentlige, private som frivillige – har i dag et

eksplicit formuleret værdigrundlag, der skal signalere, hvad organisationen står for. Dette

gælder også specialets konkrete case; den frivillige børne- og ungdomsorganisation Det

Danske Spejderkorps (DDS), der nu brander sig gennem de værdier, som kendetegner det at

være spejder.

Når vi her indledningsvist definerer værdier, mener vi de holdninger og normer, der

bedømmer, hvad der er rigtigt og forkert 2 . Vi tager teoretisk udgangspunkt i, at en værdi ikke

er udtrykt ved dens skrevne ord, men gennem det indhold og den mening, den forbindes med,

og dens fortolkning forandres derfor konstant i organisationsmedlemmernes daglige

interaktion og meningsdannelse. Hermed sætter vi værdierne ind i en kulturel kontekst, hvor

de reelt udtrykkes gennem de aktiviteter, sprog og handlinger, der er en del af organisationens

hverdagsliv.

Problemet med mange organisatoriske værdier er ofte, at de er formuleret så overordnet,

generelt og positivt, at det er begrænset, hvad de egentligt siger om organisationen (Højberg

Christensen, 2003: 117). Vi drukner efterhånden i ord som åbenhed, troværdighed,

ansvarlighed, effektivitet og viden, hvis almenhed giver dem karakter af ’hurra ord’, fordi

ingen ville drømme om at være uenige i dem, selvom de reelt set er intetsigende og

fuldstændig selvindlysende for langt de fleste organisationer (Becker Jensen, 2003: 149;

1

Vi vælger konsekvent at benytte ordet organisation som en samlet betegnelse for alle typer af virksomheder,

organisationer og institutioner, hvad enten de opererer som private, offentlige eller frivillige. Vi anser endvidere

værdierne, som havende den samme betydning i alle former for organisationer.

2

Inspireret af Mejlby et. al., 2003: 130. Denne definition bygger forfatterne på Scheins værdidefinition, som

diskuteres nærmere i kapitel 4.

1


Christensen, 2003: 3) – hvem ville eksempelvis skrive under på ikke at være troværdige og

ansvarsfulde? Selv om mange for 15-20 år siden ikke spåede værdierne den store fremtid

(Morsing, 2001: 6), så må de siges at være kommet for at blive, og stadig flere organisationer

arbejder den dag i dag med deres værdier som et strategisk redskab til både intern styring og

ekstern profilering. Derfor ses der også et øget fokus på begrebet værdier som udtryk for,

hvilke mål organisationen i særlig grad lægger vægt på at leve op til, og hvilke metoder den

vil anvende for at nå dertil, og værdierne formuleres ofte i form af visioner og missioner eller

egentlige værdigrundlag, der bruges som redskab for ledelse, kommunikation, organisering

eller strategi (Mac, 2003: 1-2).

1.1 Problemfelt

Samfundet har tre idealtypiske forestillinger om en organisation – den økonomiske, den

lovlige og den ansvarlige – og stadig flere organisationer oplever i dag, at der stilles krav om,

at de opfylder alle tre kriterier på samme tid. Udover at være profitmaksimerende og

underlagt retslige reguleringer skal organisationerne altså også imødekomme krav fra

offentligheden og være samfundsmæssigt forpligtede, legitime, ansvarlige og gennemskuelige

(Jensen, 2001: 284-285), og skiftet til denne mere komplekse organisationsforståelse har

medført, at organisationens interesser nu i langt højere grad befinder sig udenfor dens egne

rammer, fordi omverdenen stiller stadig større krav om, at organisationen legitimerer selve sin

eksistensberettigelse gennem sine handlinger og aktiviteter – og dermed værdier.

1.1.1 Værdier anvendes strategisk

Arbejdet med værdier har dybest set til formål at profilere organisationen både internt og

eksternt i forhold til dens medlemmer og omverdenen, så alle ved, hvem den er, og hvad den

står for, og derigennem bliver værdierne koblet til organisationens identitet og image, og

værdierne kan med andre ord anvendes strategisk (Helder, 2003: 101-102). Ser man

overordnet på de værdier, der kommunikeres i private virksomheder, offentlige institutioner

og frivillige organisationer, kan der nemlig argumenteres for, at de i virkeligheden ikke

adskiller sig meget fra hinanden, og værdigrundlaget bliver derfor et parameter, som alle

organisationsformer må benytte sig af for at opnå et godt image og tiltrække medarbejdere,

kunder eller medlemmer og kan derfor også jævnføres Det Danske Spejderkorps. En stor

dansk undersøgelse (Morsing, 2001) viser dog, at mange organisationer i dag benytter sig af

stort set samme ord, når de skal beskrive, hvilke værdier de selv synes at stå for. Vi mener

2


derfor heller ikke, at differentieringen sker alene på baggrund af det skrevne ord, men ud fra

den mening, der knyttes til værdiernes indhold, og ud fra hvorvidt værdierne reelt afspejler,

hvad organisationen er.

Det er ikke vores påstand, at organisationer ikke tidligere har været bevidste om deres

værdier, da vi anser organisationen for at være sine værdier, og derfor mener vi også, at alle

organisationer har værdier. Vi mener dog, at det, der kendetegner værdierne i dag, er, at de i

langt højere grad formuleres og kommunikeres med et eksternt sigte samtidig med, at der er

sat større fokus på den interne proces med at udvikle og identificere dem. På den måde kan

værdierne også blive et ledelsesværktøj, der skal være retningsanvisende eller ligefrem

styrende for medlemmernes måde at handle, tænke eller føle på, og det ligger også i denne

ledelsesmæssige tilgang, at værdierne bevidst kan ændres for at opnå en større effektivitet i

organisationen. Vi er dog af den overbevisning, at værdier ikke kan determineres, styres eller

implementeres, da de bunder i noget organisationen er og ikke noget den har, og er en dyb og

indlejret del af selve organisationskulturen, men vi er åbne over for, at værdier kan være

foranderlige i den forstand, at deres indhold kan udvikles ved, at værdien er åben for nye

fortolkninger skabt i meningsudvekslingen mellem organisationens medlemmer.

1.1.2 Formidling af værdier

Hvis man antager, at organisationer er kulturer og værdier, kan begrebet historiefortælling

hjælpe med at reducere en kompleks virkelighed ved at give handlinger og værdier mening

(Højberg Christensen, 2003: 117; Niss, 2003: 20; Rosholm & Højberg, 2004: 38), og i den

forbindelse er konstruktionen og kommunikationen af historier med til at konstruere og

opretholde kulturen – historier er altså værdibærende. Det vil sige, at historier kan være et

redskab til at reflektere og påvirke identiteten og kulturen (Rosholm & Højberg, 2004: 28;

Niss, 2003: 27).

I den forbindelse kan den narrative analysetilgang bruges til at afdække medlemmernes egne

– og uformelle – historier og undersøge, hvilke holdnings- eller værditilkendegivelser, der

ligger i historierne. Historier tilfører netop faktuelle begivenheder en bestemt mening, og gør

det abstrakte langt mere konkret og dagligdags (Gabriel, 2000), hvorfor vi også vurderer, at

denne tilgang er velegnet til at identificere, hvilke værdier og hvilken forståelse af værdierne,

der kommer til udtryk blandt organisationens medlemmer. At fortælle historier er for de fleste

mennesker lige så naturligt som dagligdags samtale, og derfor er det let for medlemmerne at

3


svare i form af historier og på den måde konstruere og udtrykke en mening (se bl.a. Mishler,

1986; Gabriel, 2000; Søderberg, 2004; Weick, 1995).

Vi mener dog, at i mange organisationer bliver værdierne formuleret og kommunikeret ud fra

en forudbestemt og fastlagt fortolkning med det ønske at vise en bestemt kurs for

organisationens medlemmer. Derved får værdierne en handlings- eller retningsanvisende

funktion i organisationen, men er de derimod formuleret meget bredt og er åbne for

fortolkning (eksempelvis ved ord som ’udfordrende’, hvilket er en af Det Danske

Spejderkorps’ værdier), så kan det være svært for organisationens medlemmer at nå til

enighed om gennem hvilke aktiviteter, man bedst muligt og mest ’rigtigt’ realiserer værdierne

(hvordan og i hvilke situationer er vi eksempelvis udfordrende?) (Christensen, 2003: 6). I

forlængelse af dette ser vi følgende problemer forbundet med arbejdet med organisatoriske

værdier. For det første kan fortolkningen af værdierne være ’lukket’, fordi de er ekspliciteret

gennem direktiver eller konstativer. Ser man på spejderværdien ’udfordrende’ kan en fastlåst

tolkning eksempelvis ligge i formuleringen vi opnår udfordringer gennem hårde

friluftsaktiviteter, hvilket ikke åbner ikke op for, at udfordringer også kan henføres til andre

aktiviteter. Et andet problem består i, at de formulerede værdier ikke er reelt til stede i

organisationen, da de er blevet vedtaget ud fra strategiske differentieringsovervejelser og ikke

på baggrund af, at organisationen rent faktisk er sine værdier. Endeligt kan fortolkningen af

værdierne være implicit ’lukket’, fordi der trods en åben formulering alligevel ligger en

normativ forståelse blandt medlemmerne og/eller ledelsen af, hvad der er den ’rigtige’

fortolkning af værdien.

1.1.3 Det Danske Spejderkorps

Som nævnt indledningsvist omhandler dette speciale Det Danske Spejderkorps, der er en godt

100 år gammel frivillig børne- og ungdomsorganisation med ca. 30.000 medlemmer, hvoraf

ca. 6000 er frivillige ledere. Formålet er ”at udvikle børn og unge til vågne, selvstændige

mennesker, der er villige til efter bedste evne at påtage sig et medmenneskeligt ansvar i det

danske samfund og ude i verden” (Velkommen, 2004: 4), hvilket søges opnået gennem en

række forskellige aktiviteter, der skal lære spejderne det værdifulde ved spejderarbejdet.

DDS har i den forbindelse formuleret en kommunikationsstrategi, der fokuserer på, hvad det

er, man ønsker at udtrykke over for såvel medlemmer som omverden, og i denne hedder det,

at ”DDS skal fremstå og opfattes som en tidssvarende, værdibaseret børne- og

4


ungdomsorganisation. Vi vil kommunikere ud fra vores målgruppers hverdag og

tolkningsrammer. DDS skal fremstå som en åben, troværdig, naturlig og seriøs organisation

[…] At vi er en tidssvarende børne- og ungdomsorganisation betyder at vi skal være i stand

til at tiltrække børn og unge – og at vi omgiver os med de ting som målgruppen omgiver sig

med, og ikke gemmer os bag historiske artefakter” (Bilag Q: 1). I kommunikationsstrategien

fremgår det endvidere, at DDS skal udtrykke en række værdier, der skal bruges som grundlag

for al formidling af spejderarbejdet. Disse værdier er: Kammeratskab, ansvar, friluftsliv, sjovt

og udfordrende. De valgte værdier stammer fra en værdiproces, der startede tilbage i 2001, og

omhandlede interne og eksterne synspunkter på ’det at være spejder’, og værdierne er

efterfølgende blevet kommunikeret til medlemmerne og omverdenen gennem en lang række

interne og eksterne kommunikationsmaterialer.

I tråd med kommunikationsstrategien er DDS begyndt at indføre en række nye aktiviteter,

som umiddelbart indgår i spejderarbejdet på lige fod med de traditionelle spejderaktiviteter.

Det er vores tese, at en organisation som DDS, der har eksisteret så længe givetvis har nogle

stærke traditioner, og derfor kan opleve nogle ’overgangsproblemer’, når man søger at

modernisere sig. Kan aktiviteter som spejdernes eget Melodi Grand Prix eksempelvis indgå i

spejderarbejdet på lige fod med traditionelle spejderaktiviteter, eller er man kun en ’rigtig’

spejder, når man laver bål og binder råbåndsknob? På den måde er det vores mål at lade DDS

fungere som case i forbindelse med problematikken omkring fortolkningen af værdier og den

interaktion, som medlemmerne bygger deres meningsdannelse på, og som medfører, at der

ofte opstår fælles opfattelser af værdiernes mening. Et aspekt der i DDS i høj grad også

bygger på forholdet mellem tradition og fornyelse, og som åbner op for nogle interessante

problemstillinger i henhold til organisationens arbejde med værdier, når nye aktiviteter møder

gamle traditioner. I den forbindelse kan ’kampen’ mellem fortolkninger – eller mellem

tradition og fornyelse – medføre, at der opstår en traditionsbunden opfattelse af det at være en

’rigtig’ spejder, som ikke anerkender, at samfundet og de børn og unge, der er en del af det,

har ændret sig igennem de sidste 100 år, og at eksempelvis kammeratskab kan opnås på

mange andre måder end på hårde vandreture. Det betyder, at DDS skal gøre op med tidligere

tiders traditioner og ”sådan plejer vi at gøre”-holdninger – også i forhold til værdierne og

disses indhold, så man netop kan blive en tidssvarende og værdibaseret børne- og

ungdomsorganisation, der kan rumme flere forskellige – og nye – opfattelser af, hvad det vil

sige at være en ’rigtig’ spejder.

5


1.1.4 Opsamling

På baggrund af ovenstående kan vi afslutningsvist opsummere en række interessante

problemstillinger, som gør sig gældende med hensyn til Det Danske Spejderkorps’ værdier.

For det første er de formulerede værdier netop et udtryk for, hvad vi tidligere omtalte som

selvindlysende rigtige værdier, der ikke kan anfægtes af nogen. Derfor er det vores tese, at

medlemmerne heller ikke vil være uenige i dem, da de er udtryk for holdninger og handlinger,

der for de fleste spejderes vedkommende er så grundlæggende i dem selv, at de per automatik

må være til stede i organisationen. Desuden er værdierne åbne, hvilket vil sige, at der ikke er

knyttet en eksplicit mening til selve ordene, hvilket igen fordrer, at medlemmerne enten er

enige om dem, eller at det er alment accepteret, at man fortolker værdierne forskelligt. Det er

dermed ikke nødvendigvis den samme mening, medlemmerne lægger i værdierne, og hvad

der er sjovt og udfordrende for én behøver jo ikke nødvendigvis være sjovt og udfordrende

for en anden.

Dette leder os direkte over i en anden interessant problemstilling; forholdet mellem tradition

og fornyelse i DDS. I den forbindelse er det væsentlig for os at undersøge, hvorvidt dette

forhold har en betydning for den måde, hvorpå værdierne fortolkes. Hvis det er muligt at

tænke enhver form for aktivitet ind under værdien udfordrende, er enhver form for aktivitet i

så fald lige så accepteret – eller ligger der en forudindtaget, normativ fortolkning af, at

værdien reelt kun kan rumme visse meninger. Er det eksempelvis udfordrende at anvende en

GPS, når man er på orienteringsløb, eller skal man stadig løbe efter et kort? Derfor finder vi

det interessant at undersøge, hvorvidt der blandt spejderne er en traditionsbunden og fælles

opfattelse af, hvilke værdier, der kendetegner det at være en ’rigtig’ spejder.

Slutteligt finder vi det interessant at undersøge, hvordan DDS kan anvende værdierne

strategisk som et formidlingsværktøj til at kommunikere værdiers indhold. Vi ønsker derfor at

diskutere, hvordan historier kan være medvirkende til, at medlemmerne ændrer den mening,

som de tillægger værdierne, så der skabes en ny fortolkningsramme, der bryder med den

etablerede opfattelse af organisationen.

6


1.2 Problemformulering

Med udgangspunkt i ovenstående har vi valgt at arbejde ud fra følgende problemformulering:

Forbinder spejderne de formulerede værdier med forskellige aktiviteter og meninger, og

eksisterer der blandt medlemmerne en traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil

sige at være en ’rigtig’ spejder? Slutteligt ønsker vi at reflektere teoretisk over, hvordan

organisatorisk historiefortælling kan påvirke spejdernes opfattelse af, hvad det vil sige at

være en ’rigtig’ spejder.

1.3 Uddybning og afgrænsning af problemformulering

I problemformuleringens første del mener vi med værdier de fem konkrete værdier, som vi

tidligere har beskrevet er formuleret og kommunikeret af Det Danske Spejderkorps. Med

værdier mener vi selve de(t) ord, organisationen bruger kommunikativt, og vi skelner ikke

mellem, om værdien er formuleret som et adjektiv (eksempelvis ’sjovt’) eller substantiv

(eksempelvis ’kammeratskab’), da vi er interesserede i den mening, der tillægges værdierne,

og det er således meningen, vi identificerer, når vi undersøger spejdernes holdning til og

opfattelse af de aktiviteter, der ligger i det daglige spejderarbejde. Vi forholder værdierne til

konkrete aktiviteter, da vi mener, at aktiviteterne viser det enkelte medlems forståelse af

værdien, og dette argument er særligt relevant, idet vi interviewer børn, der måske ikke kan

forholde sig til værdier, men lettere kan forholde sig til aktiviteter. Her er aktiviteter defineret

som alt, der finder sted, når spejderne er samlet, og det kan derfor både være større aktiviteter

af mere formel og planlagt karakter eller mere uformelle aktiviteter, der spontant opstår.

Vi undersøger konkret, hvordan spejderne fortæller om aktiviteterne gennem historier.

Således er det historiernes værdiorienteringer, der har vores interesse, idet disse kan afsløre,

hvilken mening der tillægges værdierne. Vores analyse har med andre ord ikke til formål at

identificere, hvorvidt værdierne reelt er til stede blandt DDS’ medlemmer, men derimod at

belyse, hvordan værdierne bliver fortolket i forhold til aktiviteterne, hvorved vi kan afdække,

hvorvidt en værdi kan være udtrykt gennem flere forskellige aktiviteter. Vi vurderer i den

forbindelse, at DDS’ værdier er så åbent formuleret og generelt kendetegnende for børn og

unges incitament til overhovedet at være spejdere, at såfremt medlemmerne ikke var enige i

disse værdier, ville de næppe være en del af korpset, og vi har derfor ikke set grund til at

anfægte de formulerede værdier.

7


Når vi ønsker at undersøge om der eksisterer en traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad

det vil sige at være en ’rigtig’ spejder, er det ikke forstået på den måde, at opfattelsen skal

være både traditionsbunden og fælles på én og samme tid. Den traditionsbundne opfattelse

henviser til, hvorvidt de aktiviteter, som spejderne har nævnt i forbindelse med værdierne,

bliver forbundet med noget nyt eller gammelt, mens den fælles opfattelse omhandler enighed

omkring de aktiviteter og begreber, der beskriver en ’rigtig’ spejder. Vi er dog bevidste om, at

der kan eksistere enighed blandt spejderne om andet, end hvad der kendetegner en ’rigtig’

spejder, men en sådan undersøgelse ligger uden for specialets fokus.

Ved at henvise til begrebet en ’rigtig’ spejder præsupponerer vi, at der blandt spejderne er en

klar opfattelse af, hvilke værdifulde aspekter der ligger i spejdervirket, og som afgør, hvad der

normativt opfattes som værende en ’rigtig’ spejder. Dette er et aspekt, vi inddrager i analysen

på baggrund af en forudindtaget forståelse af de problematikker, der eksisterer i DDS, og som

vi har erfaret via gennemlæsning af organisationens kommunikationsmateriale, interview med

DDS’ kommunikationsansvarlige og igennem et pilotinterview med en lokal spejdergruppe

forud for udarbejdelsen af specialets problemstilling.

1.4 Valg af case

Problemformuleringen er dels udarbejdet på baggrund af vores interesse for en række

teoretiske perspektiver i forbindelse med værdibegrebet og dels ud fra nogle konkrete forhold,

der gør sig gældende i Det Danske Spejderkorps.

Desuden skal det understreges, at vi har valgt DDS som case ud fra ønsket om at samarbejde

med en organisation, der er bevidst om dens arbejde med værdier, og som har en række

eksplicit formulerede værdier. Ligeledes har vi vægtet, at disse værdier er bevidst

kommunikeret i såvel eksternt som internt kommunikationsmateriale, da vi herigennem havde

noget håndgribeligt at tage udgangspunkt i, og som vi ikke søgte at anfægte i vores

undersøgelse af, hvordan værdierne konkret bliver tillagt mening, og hvordan man i en

traditionsforankret organisation som DDS opfatter spejderarbejdet i dag.

Derudover udviste DDS selv stor interesse for en undersøgelse af en række interne såvel som

eksterne processer og problematikker i forbindelse med deres identitet og image, hvilket

bevirkede, at vi ikke var begrænsede af bestemte krav, resultater eller interesser. Dette betød

8


også, at vi havde fri adgang til al materiale og udvælgelse af respondenter, hvilket bevirkede,

at vi selv kunne determinere de udvælgelseskriterier, der var relevante for vores undersøgelse

og ikke var styret af, at medlemmerne eksempelvis var udvalgt af en ledelse. Deraf mener vi,

at disse forhold styrker betingelserne for, at undersøgelsen bliver så valid som mulig.

1.5 Specialets opbygning

Nedenstående er en gennemgang af specialets overordnede struktur og forklarer

sammenhængen mellem de enkelte kapitler.

Kapitel 2: Specialets organisationssyn

I kapitel 2 redegør vi for specialets organisationssyn, da dette har betydning for den teoretiske

og metodiske tilgang, vi søger at belyse problemstillingen ud fra, og for den rolle kulturen og

værdierne tillægges i det organisationsteoretiske perspektiv, vi vælger at anskue vores

opfattelser på baggrund af.

Kapitel 3: Metode til indsamling og bearbejdning af data

I kapitel 3 klarlægger vi sammenhængen mellem de teoretiske og analytiske valg, vi har

truffet i forbindelse med problemstillingen, og belyser hvordan vi metodisk og praktisk har

grebet dataindsamlingen til den empiriske analyse an.

Kapitel 4: Kulturteori og værdier

I kapitel 4 diskuterer vi kulturbegrebet med henblik på at opnå en forståelse af værdiernes

rolle i den organisationskulturelle kontekst. Kapitlet vil kort opridse kulturfeltets bredde og

introducere, hvordan forskellige syn opfatter kulturens rolle i organisationen. Derefter går vi i

dybden med at præsentere specialets valg af det symbolsk-fortolkende

organisationsperspektiv. Formålet er at skabe den overordnede teoretiske ramme for specialet,

hvor indenfor vi forstår værdiernes betydning, og som desuden definerer vores analytiske

tilgang.

Kapitel 5: Det Danske Spejderkorps

I kapitel 5 går vi i dybden med at præsentere Det Danske Spejderkorps og den problemstilling

omkring tradition og fornyelse, vi mener, der gør sig gældende for medlemmernes opfattelse

af det at være en ’rigtig’ spejder. Dette kapitel giver os endvidere en vigtig forståelse for,

9


hvilken organisation vi konkret har med at gøre, og derved opnår vi en viden om DDS, som er

essentiel for den senere værdianalyse.

Kapitel 6: Værdier i narrativer

I kapitel 6 diskuterer vi narrativbegrebet og klarlægger de kriterier, vi selv opstiller som

forudsætning for, at en historie kan kategoriseres som en narrativ. Vi har endvidere valgt at

udvide den narrative analysemetode med en analyse af blandt andet respondenternes

pronominalbrug og talehandlinger, da vi i interviewene også finder andre tekststykker end

historier, der er værdibærende. Kapitlet giver os derved en konkret forståelse for, hvad en

narrativ kan rent kommunikativt og opstiller den analytiske ramme, hvor indenfor vi kan

identificere værdierne og deres indhold. Slutteligt opridser vi, hvordan vi har udarbejdet den

samlede analysemodel.

Kapitel 7: Værdianalysen

I kapitel 7 analyserer vi de narrativer og andre værdibærende ytringer, vi har fundet i de

mange fokusgruppeinterviews, vi har foretaget. Formålet er at belyse, hvilke aktiviteter der

konkret bliver forbundet med de forskellige værdier, og om der er en traditionsbunden og

fælles opfattelse af, hvordan værdierne skal forstås, og dermed af hvad det vil sige at være en

’rigtig’ spejder.

Kapitel 8: Historier som formidlere af værdier

I kapitel 8 fokuserer vi på, hvordan organisatoriske historier kan anvendes strategisk, og vi

skitserer, hvordan historier kan være medvirkende til, at medlemmerne ændrer den mening,

som de tillægger værdierne, så der skabes en ny fortolkningsramme, der bryder med den

etablerede opfattelse af organisationen. Således søger vi også at imødekomme noget af den

kritik, vi retter mod det symbolske perspektiv i henhold til manglen på handlingsanvisninger

til forandring.

Kapitel 9: Konklusion

I kapitel 9 konkluderer vi på specialets problemstilling og forholder os kritiske og

reflekterende til, hvilke faktorer der kunne have styrket eller nuanceret vores undersøgelse og

dens ’resultater’. Desuden vil vi perspektivere konklusionerne til at omhandle et mere eksternt

sigte, hvor vi inddrager DDS’ image.

10


2. Specialets organisationssyn

Dette speciale centrerer sig om værdier i organisationer, hvorfor vores overordnede

organisationssyn selvsagt vil have en afgørende betydning for vores teoretiske og metodiske

tilgang til arbejdet med problemstillingen alt efter hvilket videnskabsteoretisk syn, vi lægger

ned over specialet. Vores organisationssyn manifesterer sig primært ved, hvilken mening eller

anvendelse værdier har i den organisationsteoretiske kontekst, og som vi allerede har skitseret

i specialets problemfelt, ser vi værdier og kultur som værende noget organisationen er,

hvorved vi lægger os op ad det symbolsk-fortolkende perspektiv (Hatch, 1997; Hatch &

Schultz, 1993). Her ses den organisatoriske virkelighed som en social konstruktion, hvor

medlemmerne kan indgå i socialt konstruerede aspekter af organisationens liv, fordi de

konstruerer, anvender og fortolker symboler, og fordi de er modtagelige for andres

fortolkninger. Det betyder samtidigt, at organisatoriske fænomener ikke er fakta, som man

blot kan reagere på, men udtryk for sociale definitioner, som den enkelte handler ud fra som

et resultat af en kollektiv meningsdannelse.

Vores organisationssyn implicerer også, at vi ikke ser på organisationer som et objektivt

fænomen, som vi kan studere og analysere, men derimod mener vi, at enhver organisation er

kendetegnet ved unikke karakteristika, hvilket betyder, at vi arbejder case-specifikt med at

forstå de særlige karakteregenskaber ved Det Danske Spejderkorps. Dette har selvfølgelig

betydning for vores analytiske resultater og generaliserbarheden af disse, og de ’resultater’ og

konklusioner, vi uddrager på baggrund af vores undersøgelser, vil således ikke være generelt

kendetegnende for alle organisationer eller kunne anvendes komparativt, hvilket er et

videnskabeligt ideal inden for eksempelvis funktionalismen (Hatch & Schultz, 1993: 7-8). Da

den empiriske undersøgelse kun tager afsæt i en enkelt af DDS’ over 500 spejdergrupper, vil

det teoretisk set heller ikke være muligt at sige noget generelt om, hvorvidt der inden for det

samlede DDS er en fælles opfattelse af værdierne. I den henseende fungerer den specifikke

spejdergruppe i Espergærde som en ’case i casen’, der har til formål at belyse, hvorvidt man

inden for en afgrænset organisationskultur kan tale om en fælles værdiforståelse.

Det symbolsk-fortolkende perspektiv anvender forskellige etnografiske teknikker til at

analysere genstandsfeltet, som alle bygger på den kvalitative metode, da meningsdannelse og

fortolkning ikke kan studeres objektivt. I tråd med den kvalitative metode har vi valgt en

analysetilgang, der tilgodeser den fortolkende tilgang, nemlig narrativanalysen. I selve

11


interviewsituationen vil vi dermed lægge vægt på at få respondenterne til at fortælle historier,

og i den efterfølgende behandling af analysematerialet identificere de værdier, der kommer til

udtryk i disse historier – for hvis vi ser organisationer som socialt konstruerede, må værdierne

også skinne igennem, når medlemmerne fortæller om episoder, der skaber mening i deres

daglige virke i organisationen. Klarlæggelsen af de værdier, der ligger til grund for

historierne, bygger igen på vores fortolkning, og således kommer fortolkning til at have en

afgørende betydning i dette speciale.

2.1 Hermeneutikken

Hermeneutikken er central for specialet, da vores datamateriale består af fænomener, som

kræver fortolkning, hvilket er karakteristisk for datamateriale indsamlet kvalitativt. Samtidigt

er vi bevidste om, at vi i vores undersøgelser selv er med til at konstruere meningsdannelsen,

da organisationer kun kan forstås indefra – og således kommer vi også selv til at indgå i den

sociale konstruktion og fortolkning.

En grundtanke i hermeneutikken er, at man altid forstår noget på grundlag af bestemte

forudsætninger; forforståelsen 3 : ”Når vi skal fortolke en tekst eller et annet meningsfullt

fenomen, må vi starte med visse ideer om hva vi skal se etter. Uten slike ideer ville våre

undersøkelser i utgangspunktet ikke ha noen retning. Vi ville ikke vite hva vi skal rette vår

oppmerksomhet mot” (Gilje & Grimen, 1993: 148).

Forforståelsen er med andre ord nødvendig for, at forståelse overhovedet er mulig, når man

undersøger fænomener, men vi mener også, at det er vigtigt, at man som forsker er bevidst om

sin forforståelse, så den ikke udelukker uventede forståelser eller fortolkninger. Når vi

påbegynder vores undersøgelse, har vi altså nogle helt klare idéer om, hvilke forhold der gør

sig gældende i Det Danske Spejderkorps, og hvad vi vil lede efter, men i takt med, at de

faktiske forhold ikke stemmer overens med vores forforståelse (eller fordomme), er det

essentielt at have for øje, at forforståelsen er og bør være reviderbar, og vi skal således

revidere vores forforståelse i mødet med virkeligheden og de reelle erfaringer, vi gør os. Dette

er en proces, der sker løbende, og som også kom til udtryk i vores forforståelse af spejderne,

der bundede i et stereotypt billede af en flok uniformerede friluftsmennesker med hang til

raftebygning og snobrødsbagning, men som vi i vores møde med spejderne måtte tage til

3 I henhold til Hans-Georg Gadamers definition af begrebet (Gilje & Grimen, 1993).

12


overvejelse. Ligeledes afspejler problemformuleringen også, at vi har en forventning om, at

værdierne kan tillægges forskellige meninger, hvilket vi begrunder med valget af det

symbolsk-fortolkende organisationssyn. Desuden lægger vi op til, at der kan være en

traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder, hvilket

blandt andet begrundes med, at DDS er en organisation med årelange traditioner, hvor

medlemmernes fælles oplevelser giver dem et ens grundlag at bedømme spejderarbejdet på

baggrund af. Dog skal vi være bevidste om, at DDS i dag er en del af et helt andet samfund og

står overfor nye udfordringer og krav, end da korpset blev stiftet for godt 100 år siden,

hvorfor vi skal være bevidste om ikke at søge at bekræfte vores egne formodninger, men

revidere disse i mødet med virkeligheden.

Slutteligt mener vi ikke, at vi kan bearbejde vores datamateriale uden at tage højde for den

kontekst, indsamlingen er sket i – med andre ord i hvilken sammenhæng historierne er blevet

fortalt. Vi har derfor valgt at anskue vores analyse ud fra den hermeneutiske cirkel, der peger

på forbindelsen mellem det, vi skal fortolke, forforståelsen og den kontekst, det må fortolkes i

(Gilje & Grimen, 1993). Det betyder, at vi både skal tage højde for del og helhed; hvordan

delen skal fortolkes afhænger af, hvordan helheden fortolkes, og hvordan helheden fortolkes

afhænger af den måde, delene fortolkes på og så fremdeles.

2.2 Teoretiske overvejelser

Når vi arbejder ud fra et symbolsk-fortolkende perspektiv indbefatter dette også nogle

teoretiske valg og fravalg. Det betyder, at de teorier, vi anvender, skal være funderet i samme

organisationssyn – eller i alle tilfælde ikke være i modstrid med dette. Deraf vil det

eksempelvis ikke være metodisk foreneligt med vores organisationssyn at arbejde ud fra en

teoretisk tilgang om, at alle organisationens medlemmer nødvendigvis deler ledelsens

værdigrundlag, og at dette kan ændres og implementeres af en ledelse, da dette syn ikke er

åbent for fortolkning og meningsdannelse. Vi vil dog introducere andre

organisationsopfattelser, hvor de synes at kunne nuancere vores forståelser, og derfor vil

vores organisationsteoretiske kapitel også inddrage pointer fra det funktionalistiske

perspektiv, der står i direkte modstrid til det symbolsk-fortolkende, for at vi derved kan

forholde os kritiske til vores valgte tilgang (jf. Kapitel 4).

13


3. Metode til indsamling og bearbejdning af data

I det følgende kapitel klargør vi sammenhængen mellem de teoretiske og analytiske valg, vi

har foretaget i henhold til arbejdet med vores problemstilling. I kapitlet vil vi desuden

diskutere den overordnede dataindsamling i forbindelse med den empiriske analyse og de

valg, vi har foretaget i forbindelse med denne. Endelig vil vi reflektere over dataindsamlingen

i praksis og klargøre, hvordan vi metodisk har valgt at bearbejde de indsamlede data.

Som vi også har diskuteret i kapitel 2, har vi valgt at tage metodisk afsæt i det kvalitative

interview, da vi via dette kan undersøge vores subjekt, Spejdergruppen i Espergærde, indefra

og i dybden, og vi tager derved højde for vores videnskabsteoretiske ideal om, at ethvert

fænomen består af en unik kombination af karakteristika, som ikke kan tælles, måles eller

vejes (Andersen & Gamdrup, 1994: 60-61). I henhold til det kvalitative interview vil vi også

behandle de overvejelser og begrundelser, vi har haft i forbindelse med valget af den narrative

tilgang, og det faktum at langt den overvejende del af vores respondenter er børn/unge,

hvilket vi metodisk har taget højde for.

Vi har tillige indsamlet en mængde tekstmateriale udarbejdet af Det Danske Spejderkorps,

som består af eksternt og internt informationsmateriale og DDS’ kommunikationsstrategi,

hvor vi har fundet de fem værdier beskrevet. Indsamlingen af tekstmaterialet vil ikke blive

behandlet særskilt i nedenstående gennemgang, da materialet har haft en mindre rolle i vores

samlede analyse, eftersom vi har valgt at tage udgangspunkt i de værdier, DDS selv har

formuleret. Materialet har således ikke været underlagt en analyse med det formål at

identificere værdierne, men er primært anvendt til at afdække faktuelle forhold om DDS (jf.

Kapitel 5).

3.1 Den narrative tilgang

Da vi ved, at det ofte er metodisk vanskeligt at spørge ind til noget så abstrakt som værdier,

og det ligeledes er vores opfattelse, at det ikke er muligt at afdække forskellige opfattelser af

værdiernes indhold ved blot at spørge medlemmerne direkte om, hvordan de opfatter en

bestemt værdi, har vi valgt at benytte os af den narrative tilgang. Valget af denne tilgang

begrundes i, at historier tilfører faktuelle begivenheder en bestemt mening, og gør det

abstrakte langt mere konkret og dagligdags (Gabriel, 2000). Desuden har vi i metodevalget

14


også taget hensyn til, at en overvejende del af respondenterne er børn og teenagere, for hvem

det kan være svært at reflektere over værdier: ”One of the primary ways – probably the

primary way – human beings make sense of their experience is by casting it in a narrative

form…This is an ability that develops early and rapidly in children, without explicit training

or instruction” (Gee, 1985: 11 i Mishler, 1986: 67). En anden begrundelse for ikke at spørge

direkte ind til værdiernes betydning er også , at der er en risiko for, at vi ville blive

præsenteret for organisationens ’officielle’ historie (Søderberg, 2004: 58) – det vil sige de

opfattelser, der ideelt set burde være knyttet til værdierne.

Det at udtrykke sig i historier er en af de mest almindelige måder for individer at konstruere

og udtrykke mening. At fortælle historier er for de fleste mennesker lige så naturligt som

dagligdags samtale, og derfor er det let for respondenter at svare i form af narrativer (Mishler,

1986: 69). Anne-Marie Søderberg skelner mellem beskrivelse/redegørelse og fortælling på

følgende måde: ”Hvor en beskrivelse eller redegørelse kan fokusere på sagsforhold, fokuserer

en fortælling på menneskelig handlen, fortællerens egne handlinger og hans/hendes

fremstilling af andre aktørers handlinger. Fortællinger er desuden processer, hvorigennem

identiteter konstrueres og forhandles” (Søderberg, 2004: 55). Vi mener derfor, at historier er

langt mere egnede til at afdække værdiers indhold end andre gængse metoder inden for

området, som hviler på argumentation og paradigmer frem for narrativer – og som derfor ikke

altid er egnede, da de fleste organisatoriske realiteter hviler på narrativitet (Weick, 1995:

127), og dermed bliver organisationsmedlemmernes fortolkningsrammer en væsentlig

forudsætning for at konstruere organisationen. Dette kommer vi nærmere ind på i kapitel 6.

3.1.1 Overvejelser i henhold til indsamling af historier i praksis

Indsamlingen af organisatoriske historier skal selvsagt tage udgangspunkt i den konkrete

problemstilling, vi har formuleret. Derfor skal vi være bevidste om, hvilken type historier vi

søger, og hvordan vi efterfølgende udvælger og analyserer historierne. Første trin er dog at

finde og indsamle de organisatoriske historier, hvilket blandt andet kan gøres ved, at

intervieweren stiller respondenterne eksplicitte spørgsmål tilpasset undersøgelsens konkrete

formål med henblik på at få dem til at udtrykke sig i historier. Fordelene er her, at man på

relativt kort tid kan indsamle mange historier, og at man allerede i indsamlingen sorterer en

række irrelevante historier fra, da respondenterne primært vil tale ud fra de kriterier, vi

opstiller. Ulempen er dog, at intervieweren i kraft af sin tilrettelagte interviewguide på

forhånd determinerer, hvad der er vigtige emner eller pointer, og hvad der ikke er, med risiko

for at centrale historier aldrig bliver fortalt. En anden metode er derfor at indsamle historierne

15


i det naturlige miljø og de situationer, hvori de opstår, hvilket er en tilgang blandt andre David

M. Boje (1991) har benyttet. Hermed undgår man usammenhængende og fragmenterede

historier, der nok giver mening for de indforståede medlemmer, da de ’manglende’

informationer tages for givet, men det betyder samtidigt, at intervieweren som udenforstående

går glip af essentiel viden og pointer, idet hun ikke er en del af den organisatoriske diskurs

(Boje, 1991). Metoden er dog utrolig tidskrævende, idet det fordres, at intervieweren i en

længere periode opholder sig i organisationen som observatør, og derved indsamles der også

en stor mængde materiale, der ikke er tilpasset undersøgelsens formål.

Når vi har valgt at indsamle historier ved at stille eksplicitte og tilpassede spørgsmål,

begrunder vi det ud fra, at vi med dette speciale arbejder inden for en begrænset tidsperiode.

Ved denne metode har vi desuden mulighed for at anvende en båndoptager, så historierne kan

transskriberes i deres præcise form og anvendes til den videre værdianalyse. Vores proces kan

skitseres i nedenstående figur, som desuden inkluderer det aspekt, at historier også kan

anvendes i organisationers strategiske kommunikation. Denne (sidste) del af processen

diskuterer vi særskilt i kapitel 8.

Figur 3.1 Anvendelse af historier i praksis

Field of practice (e.g. management):

• watch how the stories are being made

• collect the stories

• provoke story telling

• interpret the stories (what do the say?)

• analyze the stories (how do they say it?)

• deconstruct the stories (unmake them)

• put together your own story

Kilde: Tilpasset på baggrund af Czarniawska, 2000: 5

Det er vigtigt at fastslå, at det indsamlede materiale er produceret i samspil mellem de

tilstedeværende i de respektive interviewsituationer. Interviewerens tilstedeværelse, den måde

hun lytter, afbryder eller opmuntrer respondenterne på, har stor betydning for, om og hvordan

respondenten fortæller sin historie. Således bliver de historier, vi indsamler, en ’fælles’

produktion (Mishler, 1996: 82-83). Vi har som interviewere med andre ord selv været med til

at forme det materiale, vi står tilbage med (Søderberg, 2004: 57), hvilket selvfølgelig er

16


vigtigt at være bevidst om. Eftersom vi ikke har været interesserede i at få forudindtagede

holdninger bekræftet, ser vi dog ikke dette som en svaghed, men snarere som et faktum, vi må

forholde os til i bearbejdningen af empirien.

3.2 Kvalitative interviews

Vi har i forbindelse med indsamlingen af historier valgt at benytte os af

fokusgruppeinterviewet, som hører ind under den kvalitative interviewform. Denne form for

interview giver respondenten større mulighed for at komme med nuancerede svar i

interviewsituationen, da der ikke – som ved den kvantitative interviewmetode – er tale om

forudbestemte og afgrænsede svarmuligheder. Da metoden ikke anser alt for målbart, er det

heller ikke muligt at generalisere ud fra det kvalitative interview (Kvale, 1996: 66-69). Her

skal det understreges, at vi heller ikke har nogen ambition eller ønske om at generalisere ud

fra de konklusioner, vi uddrager af vores undersøgelser, da dette videnskabelige ideal ikke

hører under den symbolsk-fortolkende tilgang, hvor man arbejder ud fra fortolkning,

meningskonstruktion og subjektivitet.

3.2.1 Fokusgrupper

Fokusgruppeinterviewet er anvendeligt til at studere deltagernes indsigt i, holdning til,

opfattelse af og argumentation omkring et givent emne, og målet med fokusgruppeinterviewet

er, at deltagerne gennem fri diskussion og social interaktion skal komme videst muligt rundt

om emnet (Wibech, 2000: 9, 20). Med andre ord åbner fokusgruppeinterviewet op for, at den

enkelte deltager løbende får nye associationer baseret på de bidrag, denne modtager fra de

øvrige deltagere. Den interpersonelle gruppedynamik, der opstår mellem deltagerne og

mellem den enkelte deltager og intervieweren, kan desuden være medvirkende til, at

deltagerne ligeledes udtrykker viden, som ellers er tavs eller tages for givet (Halkier, 2002:

13). I og med at mennesker ofte oplever emner og begivenheder forskelligt, betyder

interaktionen yderligere, at deltagerne får mulighed for at udtrykke deres egne oplevelser

gennem indsigten i andres oplevelser – hvad enten opfattelsen er ens eller forskellig (Wibech,

2000: 41), hvilket kan gøre det lettere for dem at formulere og nuancere deres synspunkter.

Ifølge Bente Halkier er fokusgruppeinterviewet velegnet til at belyse ”[…] normer for

gruppers praksisser og fortolkninger” (Halkier, 2002: 113), hvorfor vi mener, at det er et

vigtigt analyseredskab i forbindelse med at identificere, om respondenterne har en fælles

17


forståelse af det at være en ’rigtig’ spejder. I forhold til det symbolsk-fortolkende perspektiv

ser vi med andre ord på, hvordan en gruppe organisationsmedlemmer – gennem deres

historier – opbygger en virkelighedsopfattelse i en organisatorisk sammenhæng, hvor de i

fællesskab forstår og fortolker de aktiviteter og handlinger, der knyttes til de enkelte værdier.

3.2.2 Individuelle interviews

Vi har i et enkelt tilfælde valgt at gennemføre et individuelt interview med den

kommunikationsansvarlige i Det Danske Spejderkorps. Formålet med dette interview var ikke

at identificere værdierne og deres indhold, men at producere faktuelle oplysninger om DDS

administration, organisering og kommunikationsstrategi. Her vurderede vi, at den interaktion,

som et fokusgruppeinterview tilbyder, var mindre relevant.

3.3 Metodiske overvejelser omkring gennemførelsen af

interviewene

I forbindelse med den konkrete historieindsamling har vi gjort os nogle praktiske og

metodiske overvejelser omkring gennemførelsen af fokusgrupperne.

3.3.1 Børn som respondenter

I forbindelse med vores metodiske overvejelser omkring gennemførelsen af vores

undersøgelser, er vi stødt på en spændende udfordring; børn som respondenter. Hvordan

opfatter og beskriver børn verden, og hvordan kan vi tage højde for, at vi skal interviewe

børn/unge i flere forskellige aldersgrupper?

I arbejdet med børn er der nogle særlige kvalitetskriterier, som undersøgelsen skal leve op til.

Vigtigst er det at optone barnets perspektiv og nedtone forskerens forforståelse og dermed

vise, at man opfatter børnene som kompetente deltagere i kommunikationen. Her er det

centralt, at man har evnen til at forstå det enkelte barns individuelle væremåde. Derudover er

det vigtigt at give barnet mulighed for at vise sine kompetencer – for jo mere trygt barnet er,

des mere virkningsfuld bliver kommunikationen, og jo mere pålidelige informationer får man.

Desuden får nogle voksne bedre informationer fra børn end andre, da det at interviewe børn

kræver et særligt kendskab til børn (Jensen, 2002: 81-82).

18


Gustav Haraldsen og Trine Dale fra Socialforskningsinstituttet har oplistet 10 punkter, der er

væsentlige at have med i sine betragtninger i arbejdet med børn som respondenter, som vi har

forsøgt at følge, så vidt det var muligt; 1) Spørg børnene om det, de ved noget om, 2) tag

hensyn til barnets udviklingsniveau, 3) spørg konkret, 4) stil ét spørgsmål ad gangen, 5)

undgå negationer, 6) vær forsigtig med sensitive spørgsmål, 7) brug få og entydige

svaralternativer, 8) det er i orden, at man ikke kan svare, 9) brug kvalitative metoder og 10)

børn har ret til privatliv (Haraldsen & Dale, 2002: 145-146).

Der er ingen af os, der har særlige uddannelsesmæssige forudsætninger for at interviewe børn,

men vi forsøgte at skabe en god atmosfære med hygge og slik. Forud for interviewene havde

alle spejderne fået at vide, at vi ville komme, og at interviewet ’bare’ skulle være en snak om

det at være spejder. Vi lagde ved interviewets start ud med at fortælle spejderne, at der ikke

fandtes nogle rigtige eller forkerte svar og fortalte, at det de sagde, ikke ville blive fortalt

videre til lederne. Børnenes svar blev af intervieweren tilkendegivet med interesserede nik,

grin og verbal respons, som vi erfarede motiverede alle spejdere uafhængig af alder til åbent

at fortælle om deres oplevelser, og selv kritiske indvendinger mod ledelsen og navngivne

personer inden for Det Danske Spejderkorps blev fremført.

3.3.2 Børn og kamera

I en erkendelse af at det kan være svært at få børn til at reflektere over episoder, de har

oplevet – og at de måske kan have svært ved at huske dem – valgte vi at forsøge os med

kamerametoden. Kamerametoden går i al sin enkelhed ud på, at de implicerede børn udstyres

med et engangskamera, hvorefter børnene i en aftalt periode skal fotografere ting/episoder fra

deres dagligdag (Staunæs, 2000; Rasmussen, 1999). Idéen er at invitere de udforskede til at

’forske med’ ved at producere datamateriale og repræsentationer af sig selv (Staunæs, 2000:

104). Billedet bliver dermed dokumentarisk, da man forsøger at fange aspekter af

dokumentariske historier – det vil sige af noget, der rent faktisk har fundet sted. Metoden er

særlig velegnet til børn, da et fotografi kan indeholde flere og mere detaljerede informationer,

end det gængse børneinterview ofte er i stand til at frembringe. Og metoden baseres på, at de,

der udforskes, selv fotograferer og fortæller om egne billeder (Rasmussen, 1999: 64-66).

Kultursociologen Kim Rasmussen, der har arbejdet med fotografiet som forskningsstrategi,

fremhæver blandt andet ’Foto-fortælle-tesen’, hvor ”[…] et fotografi kan, når det ’læses’ højt,

fungere som et ferment for narrativitet” (Rasmussen, 1999: 65), hvilket betyder, at fotografiet

i mødet mellem fotografi og beskuer fungerer som et hjælpemiddel til at bringe de historier,

der er ’lagret’ i beskueren frem (Rasmussen, 1999: 65).

19


Det er vores antagelse, at den narrative analysemetode er særlig anvendelig i forhold til børn,

når man arbejder med noget så diffust som værdier, men problemet opstår, når børn ikke

umiddelbart erindrer de konkrete historier, der kan være interessante i narrativanalysen, men

snarere udtrykker sig i korte svar som ”så laver vi også nogle gange bål” og lignende. Inden

for børneforskningen er det en almindelig opfattelse, at jo ældre barnet er, jo dygtigere vil det

være til at besvare spørgsmål på kompetent vis. Det vil sige, at evnen til at opfatte

kendsgerninger akkurat, erindre og genkalde begivenheder, evnen til at skelne sandt fra falsk

og evnen til at kommunikere, hvad man husker, øges med alderen (Larsen, 2002: 101).

Fotografiet kan her hjælpe barnet med at erindre konkrete episoder og vise, hvad de kun selv

kender helt til bunds og ’indefra’ (Rasmussen, 1999: 65).

Vi valgte konkret at afprøve metoden med spejderne i aldersgruppen 10-12 år, da vi gik ud

fra, at de grundet deres alder ville være de mindst reflekterende og dem, der ville være

sværest at interviewe. Hvert barn i denne aldersgruppe blev udstyret med et engangskamera

og få klare instruktioner om kameraets brug og med instruktioner til lederne om, at billederne

kun skulle tages i forbindelse med spejdermøderne – vi var med andre ord ikke interesserede i

private familiebilleder, hvorfor børnene heller ikke måtte tage kameraerne med hjem.

Hensigten var, at lederne skulle indsamle kameraerne inden en aftalt dato, og vi skulle forestå

femkaldelsen. Ved interviewene medbragte vi billederne, så ’fotografen’ først selv kunne

fortælle om sine billeder, hvorefter resten af patruljen kunne supplere med kommentarer og

historier, da de fleste kunne genkende situationerne grundet patruljernes samhørighed og

fælles oplevelser (billederne forefindes i Bilag K).

Metoden havde desværre ikke den ønskede effekt, idet en række af aftalerne ikke blev

overholdt. Det gjaldt dels uddeling af kameraerne, som lederne skulle forestå, hvor alle børn

ikke havde fået tildelt et kamera. Meningen var, at billederne primært skulle tages i

forbindelse med de daglige spejderaktiviteter, men da spejderne skulle på Blå Sommer 4 , var

det nærliggende, at de medbragte kameraet til denne begivenhed også. Desværre havde langt

de fleste spejdere efterfølgende taget deres kamera med hjem, hvilket for det første medførte,

at kameraerne ikke blev medbragt på de følgende spejdermøder, og nogle film indeholdt

derfor også personlige feriebilleder. For det andet indsamlede lederne ikke kameraerne

tidsnok til, at vi kunne nå at få billederne fremkaldt inden interviewenes påbegyndelse. Vi fik

dog nogle få kameraer retur, og i det tilfælde vi benyttede metoden, afstedkom billederne stor

4 Blå Sommer er DDS’ store sommerlejr, der afholdes hver 5. år.

20


egejstring ved gensynet af de episoder, der var afbildet på fotografierne, og alle spejderne i

den pågældende patrulje kunne fortælle om billederne. Set i det lys kunne vi godt have

ønsket, at metoden var blevet taget mere seriøst af lederne, således at vi kunne have anvendt

den med alle de implicerede børn.

3.3.3 Interviewguide

Da vi har valgt den narrative tilgang, er det selvsagt vigtigt, at vi som interviewere stiller

spørgsmål, der lægger op til, at respondenterne svarer i form af konkrete historier fra deres

hverdag. Hvis respondenterne imidlertid svarer mere ’faktuelt’, kan intervieweren derfor med

fordel stille tillægsspørgsmål som ”har du et konkret eksempel på sådan en episode?” (Bilag

A). Det er dog væsentligt at have med i betragtningerne, at modsat en almindelig

dagligdagssamtale kan en interviewsituation medføre, at nogle respondenter vil undgå at

fortælle historier, da det er manges opfattelse, at det at fortælle i form af konkrete historier er

mindre ’videnskabeligt’ (Czarniawska, 2000: 14) – og det er således interviewerens

udfordring at forsøge at stille spørgsmål, der fordrer historier.

Et ideal ved fokusgruppens metode til indsamling af data er ”[…] at forløbet ikke skal være

mere formelt, styret og struktureret, end at der inspireres til en interaktiv og stort set

selvkørende proces” (Dahler-Larsen & Dahler-Larsen, 1999: 3). Vi benytter derfor den

semistrukturerede interviewmetode, hvor intervieweren lader deltagerne diskutere forholdsvis

bredt, inden denne vælger at bryde ind i diskussionen. På den måde bliver diskussionen til en

vis grad styret af intervieweren og den forudbestemte interviewguide, da vi finder det vigtigt

at få så stor viden om aktiviteterne som muligt. Dette kræver, at diskussionerne ikke kommer

for langt væk fra emnet, da vi ved hjælp af den narrative tilgang skal kunne finde værdierne

og deres indhold på baggrund af de historier, som deltagerne fortæller. Samtidig er det dog

vigtigt, at vi i arbejdet med børn stiller spørgsmål, der er så åbne som muligt, og som giver

barnet mulighed for at formulere sig frit og i eget tempo (Larsen, 2002: 111). Det har således

været en udfordring at søge at holde interviewet på en bestemt ’kurs’ samtidigt med, at

børnene skulle have lov til at formulere sig relativt frit uden for mange afbrydelser.

Vi valgte indledningsvist at afholde et pilotinterview med en spejdergruppe på Amager for at

afprøve vores spørgsmål. Eksempelvis ville vi gerne vide, om spørgsmålene var svære at

forstå, hvilke spørgsmål der afstedkom gode historier, om der var spørgsmål, der var

irrelevante, og om interviewsituationen generelt forekom behagelig (Jensen, 2002: 80-81;

Larsen, 2002: 132-133). Efter pilotinterviewet justerede vi spørgsmålene (Jensen, 2002: 81),

21


ligesom vi vurderede, at de yngste børn simpelthen blev for utålmodige af at sidde stille i en

time, hvorfor interviewene med aldersgruppen 10-12-årige blev afkortet til at vare mellem en

halv time og tre kvarter. Vi valgte også at tilpasse interviewguiden til de enkelte

aldersgrupper, da der er stor forskel på en eksempelvis en 9-årig og en 19-årigs fortolkningsog

forståelsesramme, ligesom at spørgsmålene til lederne også var tilpasset det faktum, at

ledernes og spejdernes rolle i spejdergruppen er forskellig.

3.3.4 Tid og sted

Interviewene kunne i princippet både foretages, når deltagerne var samlede i spejderhytten,

eller når de havde ’fri’. Af praktiske årsager valgte vi dog at gennemføre vores fokusgrupper i

forbindelse med de allerede arrangerede spejdermøder, således spejderne på forhånd var

samlede og ikke behøvede at afsætte yderligere tid til interviewene. Det var også vores klare

opfattelse, at spejderhytten er et forum, hvor spejderne føler sig godt tilpas og trygge, hvilket

er en fordel, hvis man ønsker at få dem til at åbne sig og fortælle historier (Gabriel, 2000:

138-141; Czarniawska, 1998: 33-40). Interviewene med lederne blev af praktiske hensyn

afholdt uden for spejdermøderne og foregik altså i ledernes fritid.

3.3.5 Udvælgelse af deltagere

Som tidligere nævnt fungerer Espergærde Spejderne i dette speciale som en ’case i casen’, og

det er derfor denne ene gruppe, vi gør til genstand for vores analyse. Udvælgelsen af deltagere

til fokusgrupperne er baseret på, at de enkelte grupper skulle bestå af de medlemmer, der

normalt er sammen i en patrulje. Dette fordi det er patruljen, der primært er sammen om de

forskellige spejderaktiviteter, hvorfor vi har vurderet, at spejderne kunne tale om fælles

erfaringer og delte oplevelser, og det dermed ville fordre flere historier. Valget af patruljer

begrunder vi også ud fra specialets teoretiske ramme, hvor vi anskuer organisationer som

kulturer (jf. Kapitel 4), og en afgrænset patrulje er i den forbindelse ’en kultur i kulturen’. Det

betød også, at grupperne generelt var meget homogene og enige – og ofte meget indforståede

– men det skal understreges, at det til trods for enigheden var muligt at fordre diskussioner,

især blandt teenagespejderne, der afstedkom flere gode narrativer, hvor hele patruljen ofte

kunne deltage i fortællingen af samme historie grundet deres fælles erfaringsgrundlag. Med

reference til fokusgruppernes homogenitet kan der argumenteres for, at vi kunne have

sammensat grupperne på tværs af patruljer, hvilket muligvis havde medført mindre

indforståethed. Dog er det vores overbevisning, at sådanne grupper måske ville have brugt

mere energi på at positionere sig i forhold til hinanden internt med udgangspunkt i, at ’sådan

gør vi i vores patrulje’, end de ville have brugt på at fortælle os historier om konkrete

22


egivenheder, de har oplevet baseret på fælles oplevelser i patruljen, og på den måde havde en

sådan fordeling ikke været optimal for produktionen af narrativer.

3.3.6 Gennemførelse af fokusgrupper

Vi har som sagt valgt at lade vores undersøgelse taget afsæt i én gruppe; Espergærde

Spejderne. Gruppen er ikke udvalgt på baggrund af særlige kriterier, udover at det skulle være

en gruppe, der var villig til at tage undersøgelsen seriøst og afsætte den nødvendige tid til

interviewene. Tillige er der mange grupper, der ikke har nok medlemmer til at repræsentere

spejdere i alle aldersgrupper – navnlig fra teenagealderen, hvorfor Espergærde Spejderne også

var en ideel gruppe, da der eksisterer patruljer på alle alderstrin.

Interviewene blev afholdt med samtlige patruljer i alderen 9-19 år, hvilket konkret medførte,

at vi talte med seks spejderpatruljer fordelt på i alt 32 personer. Derudover valgte vi også at

foretage to dobbeltinterviews med ledere i gruppen udvalgt på baggrund af deres alder,

anciennitet – forstået som det antal år de har været spejdere/ledere – og deres tilknytning til

aldersgrupperne, så de samlet set repræsenterede et så bredt udsnit af ledere som muligt. De

’ældre’ ledere havde deres virke hos juniorerne, mens de ’yngre’ ledere var i troppen, og

denne differentiering er bevidst foretaget med baggrund i, at vi har fundet det mest

hensigtsmæssigt for at opnå den mest nuancerede opfattelse af værdierne, da der er en

væsentlig forskel på de aktiviteter, aldersgrupperne stiller krav om og foretager sig. Vi

overvejede, om vi skulle sammensætte de ’ældre’ ledere med de ’yngre’, men valgte at

interviewe dem hver for sig af frygt for, at de ældste ledere ville virke dominerende og

styrende i forhold til de yngre, så nogle forståelser eventuelt ikke ville komme frem. Af

samme årsag lavede vi ikke fokusgrupper med lederne, da vi mente, at det ville være mest

optimalt at undersøge fælles forståelser blandt ledere, der også normalt ’arbejder’ sammen –

og denne overvejelse har således vejet tungere end de fordele, der er med henblik på den

interaktion, som fokusgruppeinterviewet giver.

Vi valgte ikke at inddrage de mindste spejdere (fra 6-9 år) i analysen, hvilket begrundes med,

at disse ikke kan reflektere over aktiviteterne i samme omfang som de større børn og unge.

Dertil kommer, at de større spejdere også stiller større krav til aktiviteterne (Bilag B: 17),

hvorfor vi vurderede, at vi kunne få dem til at være mere kritiske.

Begge studerende var til stede under alle interviews, hvor den ene fungerede som interviewer,

mens den anden fungerede som observatør og styrede båndet og tog generelle notater om

23


gruppedynamik. Observatøren stillede også tillægsspørgsmål, såfremt intervieweren overså at

spørge ind til vigtige ting. Under fokusgruppeinterviewene var der på intet tidspunkt ledere til

stede, så der var mulighed for, at respondenterne kunne udtrykke sig frit og kritisk. Forud for

alle interviews ekspliciterede vi, at respondenterne meget gerne måtte udtrykke sig i konkrete

historier, men ellers pointerede vi blot, at interviewet omhandlede ’det at være spejder’,

hvorfor de også selv var ansvarlige for at fremhæve, hvad de syntes var væsentligt.

3.3.7 Interviewene i praksis

I det følgende vil vi beskrive og reflektere over de enkelte interviewsituationer i praksis.

Interview nr. 1: Fokusgruppeinterview, Kærhøgen, trop 13-15 år.

Patruljen består af syv drenge, hvoraf den ene var fraværende, så der var seks drenge til stede.

Alle har været spejdere i mellem tre og seks år, og der var ikke nogen sammenhæng mellem

’anciennitet’, alder og taletid. Der var en god stemning under hele interviewet, og alle deltog

aktivt i samtalen, hvilket medførte, at der blev fortalt mange historier. To-tre af drengene var

mest dominerende, og især én af drengene tog rollen som ’ordstyrer’ og afbrød ofte de andre.

Det var dog vores oplevelse, at når de mest stille af drengene sagde noget, blev der lyttet, og

det var også de mest stille, der havde de mest velovervejede refleksioner.

Interview nr. 2: Fokusgruppeinterview, Snerævene, juniorer 9-11 år.

Patruljen består af syv børn, hvoraf to piger og fire drenge var til stede, og de fleste har været

spejder siden 6-7-års alderen. Alle børnene deltog livligt i interviewet og var meget

begejstrede over at skulle interviewes, og derfor var de generelt også meget ivrige efter at

fortælle historier. Dette medførte dog, at samtalen havde en tendens til at dreje sig væk fra

emnet over i mere private historier, og det var således en svær balancegang at give børnene fri

taletid uden for mange afbrydelser, samtidig med at vi havde brug for konkrete historier om

det at være spejder. Hen imod slutningen af interviewet begyndte nogle af drengene desuden

at blive meget utålmodige, og da interviewet fandt sted i et shelter i skoven medførte det, at

de havde svært ved at sidde stille, samtidig med at støjen fra vinden efterfølgende gjorde det

svært at høre, hvad der blev sagt på båndoptagelserne. Der var ingen af børnene, der havde

fået taget/fremkaldt deres film fra kameraet, hvorfor vi desværre ikke kunne bruge

kamerametoden i dette interview.

24


Interview nr. 3, Fokusgruppeinterview, Skarven, trop 12-15 år.

Patruljen består af fem piger, hvoraf den ene var syg, således der var fire piger til stede. Alle

har været spejdere i mellem et og syv år, og der var en god gruppedynamik under hele

interviewet, hvor alle deltog aktivt i samtalen. Især én af pigerne var meget snakkesaglig og

havde en tendens til at føre samtalen væk fra emnet over mod private emner, og i disse

tilfælde var der brug for en del styring fra interviewerens side. Den ældste af pigerne var

patruljeleder, og den der var mest velovervejet og reflekteret, men der var på intet tidspunkt

nogle af pigerne, der dominerede interviewet, og på trods af meget fnisen afstedkom

interviewet en mængde gode historier.

Interview nr. 4, Fokusgruppeinterview, Flamingoerne, trop 12-15 år

Patruljen består af fem piger, hvoraf den ene var syg, således der under interviewet var fire

piger til stede. Alle har været spejdere i mellem seks og otte år. Til forskel fra de andre

patruljer, var der i denne fokusgruppe en pige, der stort set ikke sagde noget, på trods af at

hun var den ældste og havde været spejder i seks år. Derfor vurderede vi, at hendes stille

fremtræden ikke skyldtes alder eller ’anciennitet’, men snarere, at én af pigerne i gruppen var

meget dominerende og højrøstet, og hun havde tendens til at afbryde de andre og dreje

samtalen bort fra emnet, da hun fortalte meget om sig selv, hvorfor der også var brug for en

del styring fra vores side. Der var dog en god stemning under interviewet, og den stille pige

grinede også med, når de andre fortalte. Interviewet afstedkom rigtig mange gode historier,

idet pigerne var meget fortællevillige og gode til at huske konkrete historier.

Interview nr. 5, Fokusgruppeinterview, Bæverne, juniorer 10-11 år.

Patruljen består af tre drenge og én pige, som alle var til stede, og børnene var generelt gode

til at holde fokus på interviewet, og lod hinanden tale færdig uden at afbryde. Alle deltog

aktivt i samtalen, og på trods af at pigen var den eneste af sit køn, var hun den mest

dominerende – måske i kraft af at hun både var den ældste og patruljeleder. Interviewet

foregik i et shelter i skoven, og da flere børn i denne patrulje havde taget billeder, som vi

medbragte til interviewet, vanskeliggjorde det kamerametoden, da det var nærmest umuligt at

sidde samlet i shelteret, hvilket betød, at børnene ikke havde mulighed for at se billederne

samtidigt, hvilket yderligere forværredes af, at det blev hurtigt mørkt. Dog hjalp fotografierne

alligevel en del på det faktum, at det var svært at få børnene til at udtrykke sig i konkrete

historier, og trods de vanskelige ydre omstændigheder afstedkom billederne nogle gode

historier.

25


Interview nr. 6, Fokusgruppeinterview, Nirvana, klan 15-19 år.

Klanen består af ni medlemmer, hvoraf fire drenge og fire piger var til stede. Alle har været

spejdere siden de var helt små, og der var generelt en god gruppedynamik, selvom et par

respondenter ikke deltog i samtalen. To af drengene havde nogle kritiske overvejelser, hvilket

afstedkom nogle gode diskussioner blandt respondenterne. Til vores store overraskelse var det

svært at få de unge til at udtrykke sig i historier, hvilket blandt andet kan skyldes, at de

nærmest var for reflekterede og tænkte meget over, om det de sagde lød velovervejet, og de

syntes måske, at det at fortælle en historie virkede banalt i forhold til saglige argumenter og

forklaringer. Interviewet indeholdt mange interessante diskussioner og argumenter, men vi fik

desværre ikke mange konkrete historier.

Interview nr. 7, Dobbeltinterview, ’ældre’ ledere, juniorerne.

Dette interview blev foretaget med to mandlige spejderledere på henholdsvis 39 og 48 år.

Begge har været spejdere siden de var børn, og har haft deres virke som ledere i Espergærde i

mange år, hvorfor de kendte hinanden godt. Interviewet foregik i den ene af respondenternes

hjem, og stemningen var hyggelig og afslappet. Interviewet afveg en del fra interviewene med

patruljerne og vidner derfor om den store forskel, der er på at interviewe børn og voksne.

Dette sås ved, at respondenterne lod hinanden tale færdig uden at afbryde, hvilket afstedkom

betydelig længere taleture, og de var mere eksplicitte i historiernes evalueringer, hvilket

medførte få, men mere sammenhængende og helstøbte historier, om end lederne også ofte

havde svært ved at huske konkrete episoder til at illustrere deres svar.

Interview nr. 8, Dobbeltinterview, ’ yngre’ ledere, troppen.

Det andet lederinterview blev foretaget med en mandlig og en kvindelig spejderleder på

henholdsvis 28 og 26 år. Begge har selv været spejdere fra de var børn, og de var meget

engagerede i spejderarbejdet. Der var en god dialog mellem respondenterne, der kendte

hinanden godt og havde flere fælles oplevelser at snakke ud fra. Begge havde desværre meget

svært ved at udtrykke sig i konkrete historier og var mere argumenterende i deres svar. Dette

kan til dels skyldes, at vi var dårlige til at stille historiefordrende spørgsmål, men også at

respondenterne forvekslede det at fortælle historier med det at give mere generelle eksempler.

Så på trods af gode intentioner, så medførte interviewet få historier.

26


3.3.8 Bearbejdning af empirien

Transskriberingen

I den indledende bearbejdning af empirien har første trin været at transskribere alle

interviewene, og i den forbindelse har vi gjort os en række overvejelser. Inden for den

samtaleanalytiske tradition medtages alle pauser, intonationer, taleoverlap, stammen,

ekstralingvistiske lyde (raslen med papir, rømmen, grin etc.) og uforståelig tale i

transskriberingen (Kjærbeck, 2004: 155). På den måde er pauser eksempelvis angivet i tid, og

talens styrke markeret, der hvor betoningen har ligget kraftigst eller svagest. Denne

omfattende transskriberingsmetode bunder i, at interaktionsforskerne fokuserer på den

mundtlige kommunikations interaktionelle faktorer, hvor også modtageren spiller en vigtig

rolle i kommunikationssituationen ved at deltage med forskellige former for verbal eller nonverbal

respons undervejs. Desuden gælder det for fokusgruppeinterviewet, at alle

tilstedeværende respondenter deltager på lige fod i historierne, hvorfor der også internt i

gruppen kan foregå en forhandling af taleture, når alle gerne vil til orde samtidig eller nogle

gerne vil ’overtage’ andres historier, hvilket vi ofte så det ske i flere af vores interviews.

Vi vil bestemt ikke negligere interaktionens og kommunikationssituationens betydning i den

narrative kontekst, men vi har alligevel valgt at se bort fra de samtaleanalytiske faktorer i

transskriberingen af vores interviews, da de ikke har været afgørende for vores analytiske

ærinde. Vi har derfor valgt at transskribere interviewene alene ud fra det sigte, vi har haft med

fokusgrupperne, nemlig at identificere narrativer og andre passager, der er værdibærende,

samt identificere om der indikeres en eller anden form for enighed fra de andre deltagere. I

lighed med den samtaleanalytiske tradition har vi i transskriptionerne anført de steder, hvor

respondenterne griner eller kommer med andre tilkendegivelser såsom ’ja’, ’mmm’ og

lignende, da sådanne ekstralingvistiske lyde er med til at dels at vise enighed fra de andre

respondenter, og dels kan virke opmuntrende i forhold til den, der har taleturen, således

han/hun opmuntres til at fortsætte sin historie/ytring og dermed kan et ’mmm’ indikere en

interesse eller forståelse fra de andre respondenter (Schegloff, 1982: 72-81). Nik og andet

kropssprog kan i lighed med ovenstående også vise tilkendegivelser, hvilket vi dog har

afgrænset os fra at medtage i transskriberingen, da vi har koncentreret os om de sproglige

ytringer i forhold til vores konkrete problemstilling, og vi har derfor heller ikke optaget

interviewene på video.

For kort at opsummere har vi i bearbejdelsen af interviewene valgt at følge et par få

transskriptionskonventioner:

27


• Vi har valgt at anvende almindelig grammatisk tegnsætning for at lette læsningen af

interviewene og tydeliggøre den mening, der ligger i respondenternes svar.

• Utydelig tale er markeret med […] i de tilfælde hvor støj, mumlen eller for mange

taleoverlap har gjort det helt umuligt at høre, hvad der bliver sagt.

• Grin og andre tilkendegivelser fra de andre respondenter er angivet i [grin].

• Pauser er markeret med … i de tilfælde hvor fortælleren er begyndt på en formulering

som ikke fuldføres, men hvor respondenten stadig beholder sin taletur og ikke bliver

afbrudt af andre deltagere.

• Transskriptionerne er forsynet med linieangivelser, hvilket letter henvisningen til dem i

den senere analyse.

Konteksten og vores rolle

Da vi er bevidste om, at historier ikke fortælles ’ud af den blå luft’, deler vi konversationsanalytikernes

fokus på, at historierne altid er tilpasset det aktuelle og på forhånd definerede

samtaleemne eller er knyttet til emner i samtalen (Kjærbeck, 2004: 146), der er blevet bragt på

banen af andre deltagere i konteksten. Derved er historier interaktionelle konstruktioner, hvor

både vi som interviewere og de andre respondenter i fokusgruppen deltager aktivt ved at

kommentere og reagere på det sagte. Med andre ord er vi opmærksomme på, at vi selv har

været med til at skabe den situation, historierne fortælles ud fra, da vi har opstillet en

interviewsituation, der selvfølgelig adskiller sig fra en almindelig samtalesituation.

Som sagt har vi selv som interviewere haft en aktiv rolle i fokusgruppen ved først og

fremmest at stille konkrete spørgsmål i interviewsituationen, men også ved løbende at

opfordre respondenterne til at fortælle historier og reagere på disse ved eventuelt at stille

uddybende spørgsmål. Vi tilslutter os altså, at narrativer bygger på menneskelig handlen, hvor

fortælleren fremstiller egne eller andres handlinger, og at historierne altid opstår i et socialt

rum, hvor der er interaktion mellem tilhørerne, og hvor vi selv spiller en rolle som

medforfattere til narrativen. Dette fordi vi som udefrakommende har taget initiativ til

interviewene, og fordi vi har en bestemt målsætning med vores arbejde, hvilket selvfølgelig

afspejler sig i de spørgsmål, vi har stillet i fokusgrupperne. Dog forsøgte vi for så vidt muligt

at holde lav profil under interviewet, så det i høj grad var respondenterne selv, der gennem de

åbne spørgsmål, var ansvarlige for at fortælle de historier, som de syntes var væsentlige. På

den måde har vi som interviewere fungeret som det, Yiannis Gabriel kalder ’rejseledsagere’:

”The researcher’s demeanour, attentiveness, and reactions play a decisive role in the

28


generation of stories […] The stance advocated here is that of a fellow-traveller” (Gabriel,

2000: 136), ved at engagere os i historien og verbalt vise vores interesse for det sagte.

At historierne er opstået i en kommunikationssituation, hvor der har deltaget flere aktører,

betyder også, at nogle historier er lange personlige fortællinger, mens andre er mere

’fragmenterede’, idet flere har delt samme historie. Det betyder også, at vi selv har haft en

mere fremtrædende og aktiv rolle i nogle af historierne, fordi vi har søgt at få en eksplicit

evaluering eller afslutning på det sagte, mens vi andre gange har forholdt os afventende og

mere passive i interviewet, fordi fortælleren selv har ’styret’ det.

Anonymitet

Derudover skal det understreges, at vi har lovet alle spejderne – såvel ledere som børn – fuld

anonymitet, hvilket betyder, at de personnavne vi anvender i analysen er angivet med

uigenkendelige angivelser som R1 (= Respondent 1) og så fremdeles. Anonymiteten er med

til at sikre, at alle respondenter kunne føle sig frie til at udtale sig, som de ville, uden

hensyntagen til, hvorvidt ’højtstående’ medlemmer af Det Danske Spejderkorps læser

specialet. Det har derfor også været muligt for os at få spejderne til at være mere kritiske over

for spejderarbejdet, da de ikke har skullet tage stilling til, hvorvidt eventuelle kritiske

holdninger ville blive opfattet af eksempelvis deres spejderledere. Af den årsag vil

transskriptionerne heller ikke blive udleveret til DDS, da vi dermed ikke kan garantere

spejderne den anonymitet, vi har lovet dem forud for interviewene – dette også fordi de

specifikke historier måske nemt kan afsløre fortællerens identitet, da de bygger på fælles

oplevelser.

Anonymiteten skal derfor heller ikke forstås som en måde, hvorpå respondenterne har fået lov

til at distancere sig fra deres holdninger og opfattelser, da vi har den opfattelse, at de står inde

for det, de siger, selvom de ved, at det ikke vil kunne spores direkte tilbage til dem. På den

måde er anonymiteten et attraktiv, og ikke en hæmsko, for vores analytiske resultater, og vi

har dermed formået at danne rammerne for en så troværdig, realistisk og kritisk skildring af

DDS som muligt, hvilket gavner undersøgelsens generelle validitet.

29


4. Kulturteori og værdier

Vi ønsker at undersøge, hvorvidt der inden for Det Danske Spejderkorps er en fælles

forståelse af de værdier, der kendetegner det at være en ’rigtig’ spejder, hvorfor vi finder det

væsentligt at tage teoretisk afsæt i begrebet kultur, da vi ser værdierne som en del af kulturen,

og kulturbegrebet fokuserer netop på de grundlæggende antagelser, som tages for givet i

fællesskabet og den mangfoldighed af meninger, som organisationsmedlemmerne skaber for

sig selv og hinanden. På den måde er organisationen ikke givet på forhånd, men er socialt

konstrueret og udviklet igennem de kollektive mønstre af meninger og fortolkninger, som

medlemmerne tillægger handlinger og erfaringer i organisationen (Schultz, 1990: 13). Derfor

mener vi også, at værdierne – eller rettere sagt den mening de indholdsmæssigt tillægges – er

med til at skabe og definere organisationen, i kraft af at de er underlagt en konstant

forhandling og meningsdannelse.

At vi indledningsvist introducerer forskellige teoretiske syn på kulturbegrebet belyser først og

fremmest den mangfoldighed, der tegner det organisationskulturelle felt, men det gør os også

i stand til at begrunde, hvorfor vi har valgt det symbolske perspektiv som den overordnede

teoretiske ramme for vores forståelse af, hvordan værdier opfattes i den

organisationsteoretiske kontekst. Med andre ord er kapitlet udtryk for specialets teoretiske

ståsted, og definerer derfor også den analysetilgang, vi anvender i vores empiriske

undersøgelse af DDS’ værdier.

4.1 Forskellige kulturopfattelser

Den mest fundamentale forskel mellem kulturopfattelser ligger i, hvorvidt kulturen opfattes

som noget organisationen er eller har. Derfor er det også denne distinktion, der danner

grundlaget for vores forsøg på at opnå en mere nuanceret og konkret forståelse for, hvilken

rolle værdier har i organisationskulturen. Hvis kulturen er noget organisationen har, så ses

kulturen som en variabel på linie med eksempelvis opgaver, struktur, aktører og teknologi, og

kulturen er en afgrænset egenskab ved organisationen – typisk defineret som dens værdier og

holdninger – der kan besiddes, styres og ændres af organisationens medlemmer (Smircich,

1983: 343-344; Schultz, 1990: 16). Hvis kulturen derimod er noget organisationen er, så ses

kulturen som en metafor til at forstå det menneskelige liv, der leves i organisationen, og

kulturen er ikke relateret til fysiske objekter, men er et socialt fænomen, hvor der lægges vægt

30


på de symbolske aspekter. Kulturen kan ikke reduceres til bestemte egenskaber i

organisationen, men omfatter de mønstre af fortolkninger, erfaringer og meningsdannelser,

som medlemmerne kontinuerligt udvikler i fællesskab (Smircich, 1983: 347-348; Schultz,

1990: 17).

Hvor kulturen i begge de ovenstående tilgange ses som en integreret del af organisationen,

fordi den er fælles for alle organisationens medlemmer, hvad enten de deler fælles værdier og

meningsdannelser eller ej (Schultz, 1990: 17), så kan kulturen også forstås ud fra

perspektiverne differentiering og fragmentering. Fordi integrationsperspektivet er kendetegnet

ved organisatorisk konsensus, enighed og klarhed om en fælles delt kultur, så er flertydighed

og kollektive meningsforskelle generelt ikke til stede, og kulturen kan bevidst udvikles og

ændres, så den eksempelvis fører til stærk loyalitet og engagement eller øget effektivitet

(Martin, 1992: 45 ff.). Differentieringsperspektivet er derimod beskrevet ved inkonsistens,

forskellighed og konflikt, og der eksisterer ikke enighed blandt organisationens medlemmer,

da de har forskellige opfattelser af, hvordan kulturen lever op til de værdier, den foreskriver.

Dog forudsættes der stadig klarhed om kulturens indhold, selvom den er delt, og i praksis

betyder det, at der kan opstå enighed blandt medlemmerne på gruppeniveau inden for en

subkultur (Martin, 1992: 83 ff.). Endeligt fokuserer fragmenteringsperspektivet på

flertydighed, kompleksitet og forvirring, hvor flertydigheden er selve kulturens essens.

Enighed og uenighed er bundet til den enkelte situation og er konstant foranderligt på grund

af skiftende og tilfældige meningsdannelser, og derfor er det vanskeligt at opnå en generel

fælles forståelse. Gruppeidentitet fører heller ikke til en stabil subkultur, da folk indgår i flere

midlertidige og løse sammensætninger. Kulturændring sker derfor i en konstant strøm, og der

lægges især vægt på omgivelsernes indflydelse, som ikke kan kontrolleres eller påvirkes

(Martin, 1992: 130 ff.; Schultz, 1990: 18).

4.1.1 Symbolisme og funktionalisme – organisationen er eller har kultur

Både Joanne Martins differentierings- og fragmenteringsperspektiv retter kritik mod

entydigheden om en fælles kultur, og på den måde beriger hun kulturdebatten ved netop at

pointere den fare, der ligger i, at man overser kulturelle uenigheder og flertydigheder blandt

organisationens medlemmer. Således undersøger vi i vores kulturanalyse af Det Danske

Spejderkorps om spejderne forbinder værdierne med forskellige meninger, men vi mener

ikke, at dette er ensbetydende med, at kulturen ikke kan være fælles, selvom spejderne knytter

forskellige aktiviteter og handlinger til samme værdi. Vi vælger derfor at gå i dybden med den

diskussion, der ligger i Linda Smirchics distinktion mellem kulturen som noget

31


organisationen er (det symbolske perspektiv) eller har (det funktionalistiske perspektiv), da

begge disse syn implicerer muligheden for en fælles kultur, og da det er i denne skelnen, at vi

bedst anskueliggør, hvordan det symbolske perspektiv netop imødekommer, at der stadig kan

være flertydige opfattelser af den mening, der tillægges værdierne. I vores gennemgang af det

symbolske perspektiv vil vi også referere til dets modsætning – nemlig det funktionalistiske

perspektiv – dels fordi symbolismen er opstået som en konkret kritik af funktionalismen, og

dels fordi det nuancerer vores forståelse af de dynamiske processer og kontinuerlige

meningsdannelser, som værdierne indholdsmæssigt fortolkes i. Nedenfor introducerer vi kort

begge perspektiver, hvorefter vi går i dybden med at forklare det symbolske perspektiv, og

den betydning det har for specialets organisationsteoretiske syn på kultur.

Det symbolske perspektiv ser organisationen som et selvstændigt menneskeligt system, der

udtrykker komplekse mønstre af symbolske handlinger ud fra sociale forestillinger om,

hvilken betydning forskellige handlinger har for organisationens medlemmer. Kulturen er et

mønster af socialt skabte symboler og meningsdannelser og er det fortolkningsmønster, der

binder medlemmerne sammen og giver dem et fælles sprog. Brugen og fortolkningen af

symboler gør det derved også muligt for medlemmerne at skabe og fastholde deres kultur,

fordi de konstruerer, anvender og fortolker symboler, og fordi de er modtagelige for andres

fortolkninger. Det symbolske perspektiv lægger dermed vægt på meningsdannelser og

fortolkninger, der fordrer flertydighed, da den samme handling kan tillægges forskellige

betydninger (Hatch, 1991; 1997).

Det funktionalistiske perspektiv ser derimod organisationer som sociale, kollektive systemer,

der varetager en række ’livsnødvendige’ funktioner for at overleve, og kulturen udgør én af

flere funktioner. Kulturen ses som et tillært produkt af gruppeerfaringer og opfattes som et

mønster af fælles værdier og antagelser, der, som en integrationsmekanisme, binder

organisationen sammen, og hvis konsensusskabende funktion tages for givet og med til at

opretholde systemets balance. Det funktionalistiske perspektiv ser kulturen som et redskab,

der (af lederen) kan manipuleres og styres til at fremme organisationens effektivitet og derved

øge sandsynligheden for at opnå bestemte præstationer fra organisationens medlemmer

(Schein, 1985; Smirchic, 1983).

32


4.2 Specialets kulturdefinition

Den symbolske tilgang fokuserer som sagt på, hvordan organisatoriske fænomener tillægges

mening, og hvordan disse overføres mellem organisationens medlemmer via symboler, hvor

medlemmerne responderer på forståelserne af objekter, ord og handling (Hatch & Schultz,

1993). Den organisatoriske virkelighed bliver derved til en symbolsk konstruktion, hvor den

fysiske verden omdannes til et symbolsk univers. At det er organisationsmedlemmers

fortolkninger, der udgør kulturen, indfanger den amerikanske professor i organisationsadfærd

Joanne Martin i sin definition af kulturen:

”As individuals come into contact with organizations, they come into contact with dress

norms, stories people tell about what goes on, the organization’s formal rules and

procedures, its informal codes of behaviour, rituals, tasks, pay systems, jargon,

manifestations of organizational culture. When cultural members interpret the meanings of

these manifestations, their perceptions, memories, beliefs, experiences, and values will vary,

so interpretations, and the ways they are enacted, constitute culture” (Martin, 1992: 3).

Ovenstående definition giver dog en meget bred forståelsesramme at opfatte kulturbegrebet

indenfor, hvorfor vi heller ikke mener, at den indfanger den egentlige substans, der ligger i

vores kulturforståelse. Som tidligere nævnt kommer meningsdannelsen til udtryk gennem

symboler, og mennesker kan indgå i socialt konstruerede aspekter af organisationer ved, at de

bruger, skaber og fortolker disse symboler – og ved at de er lydhøre overfor andres

fortolkninger af dem. Med andre ord er det netop brugen og fortolkningen af symboler, der

gør, at medlemmerne kan skabe og opretholde kulturen, og derfor mener vi, at vores

definition af organisationskultur både må omfatte de processer, der skaber og opretholder den

fælles konstruerede virkelighed og de symbolske mønstre, der er med til at forme

meningsdannelsen. Vi lægger os derfor op af den amerikanske professor og antropolog

Clifford Geertz’ – som er den nærmeste man kommer på en ’guru’ inden for det symbolske

perspektiv – definition af kultur:

”That man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun, I take culture

to be those webs, and the analysis of it to be therefore not an experimental science in search

of law but an interpretative one in search of meaning” (Geertz, 1973: 5).

33


Denne definition er dog ikke eksplicit omkring symbolbrugen, hvorfor vi yderligere udvider

vores forståelsesramme med den svenske organisationsprofessor Per-Olof Bergs definition:

”The structural dimension of a corporate culture can be seen as a symbolic field. This field is

essentially a holographic pattern of clustered symbolic representations which constitute

reality in organization” (Berg, 1985: 285).

Da ovenstående definitioner stadig ikke giver os mulighed for at forstå de mere konkrete

udmøntninger af kulturen, forsøger vi i nedenstående afsnit at danne os et klarere billede af,

hvordan symbolismen opfatter interaktionen mellem de forskellige kulturniveauer, hvilket

fører os nærmere mod en forståelse af, hvordan værdierne placeres i den kulturelle kontekst.

4.3 Symbolernes betydning

Et symbol defineres indenfor den symbolske tilgang som alt, der repræsenterer en bevidst

eller ubevidst forbindelse til et bredere koncept eller mening. Symboler består både af deres

håndgribelige form og den bredere mening, som de associeres med, og det samme symbol kan

understøtte forskellige – og endda modstridende – meninger (Hatch, 1991: 7-8; Hatch: 1997:

219; Schultz, 1990: 74). Ifølge organisationsprofessor Mary Jo Hatch er det gennem

observation af symbolkonstruktionen og symbolbrug, at man som udefrakommende gør sig

bedst bekendt med kulturen (Hatch, 1997: 218).

Symboler fremkommer i mange former, men alle falder ind under én af tre overordnede

kategorier:

• Fysiske objekter

• Adfærdsmæssige handlinger

• Verbale ytringer

Vi finder især de verbale ytringer interessante i forhold til specialets problemstilling, da disse

ytringer eksempelvis kan være bestemte begreber, myter og historier (Hatch, 1991: 8). Vi

mener derfor også, at de verbale ytringer er relevante i forbindelse med vores undersøgelse af,

hvordan spejderne fortæller om det at være spejder.

34


4.3.1 Symboler og artefakter

Symbolkategorierne kan passes ind under det, som funktionalisten Edgar H. Schein kalder

artefakter, da der er teoretisk sammenhæng mellem kulturelle symboler og artefakter (Hatch,

1997: 220). Ifølge Schein er det nemlig medlemmernes egne underliggende overbevisninger

og antagelser, der gør, at de tilslutter sig værdierne og følger de kulturelle normer i

organisationen, og disse værdier og normer vil fremme aktiviteter, der danner artefakter

udgjort af organisationens fysiske og sociale miljø (Schein, 1985: 14-15). Schein skelner dog

ikke selv mellem artefakter og symboler, men symbolerne kan, ifølge Hatch, inkorporeres i

hans vertikalt lagdelte model af kulturens tre niveauer:

Figur 4.1 Scheins kulturniveauer og deres interaktion

Artefakter

Værdier

Grundlæggende

antagelser

Kilde: Schein, 1985

Artefakterne er det mest synlige niveau af kulturen, da de udgør organisationens fysiske og sociale

miljø og derved er mulige at observere, selvom kulturens egne medlemmer ikke nødvendigvis er

bevidste om dem. Artefakterne viser værdierne i de grundlæggende antagelser. Værdierne er

bevidste for medlemmerne, da de er udtryk for holdninger og normer, der definerer, hvad

organisationen anser som ’rigtigt’ og ’forkert’. Værdierne er ikke accepteret som en del af

’virkeligheden’, men kan diskuteres på baggrund af individuelle værditilkendegivelser, hvor

’gyldige’ værdier kan blive til ubevidste antagelser, der bliver taget for givet. Det dybereliggende

niveau af grundlæggende antagelser og overbevisninger holder organisationen sammen og

definerer dens syn på sig selv og dens omgivelser. De er dannet af medlemmerne i fællesskab og er

kernen i organisationskulturen. Da de tages for givet og er ’usynlige’, er de heller ikke til genstand

for diskussion eller ændring (Schein, 1985: 14-20).

Ifølge Hatch kan den nedadgående interaktion i Scheins hierarkiske model findes i

symbolernes meningsskabende rolle. Hun argumenterer for, at alle symboler er artefakter,

men ikke alle artefakter er symboler. Det er den menneskelige respons, der adskiller et

symbol fra et artefakt, der ikke har nogen symbolsk funktion. Et artefakt bliver et kulturelt

symbol, når medlemmerne af kulturen responderer på det som et sådant. Et eksempel på et

artefakt er et nationalt flag, som bliver til et symbol grundet den måde, hvorpå indbyggerne i

det givne land opfatter det. Det er dog essentielt, at artefakter kun bliver kulturelle symboler,

når medlemmerne af kulturen anvender symbolet til at kommunikere forståelser/betydninger

til andre. Hvad der gør et artefakt til et symbol er menneskers brug af det til at skabe mening,

men mening involverer ifølge Hatch også fortolkning. Symboler er som sagt flertydige – og

medlemmer af en kultur kan tillægge forskellige forståelser til det samme symbol. Men

selvom medlemmerne kan tillægge flertydige symboler individuelle fortolkninger, er deres

fortolkning formet under en mere eller mindre konstant regn af indflydelse, som stammer fra

de andre medlemmer. Fortolkninger sker med andre ord ikke i et vakuum, men er socialt

35


konstruerede realiteter. Symbolerne fremtræder derfor på overfladen af kulturen som

artefakter – og det bliver dermed muligt for andre end dem der ’producerede’ symbolerne at

fortolke dem (Hatch, 1991: 8; Hatch, 1997: 220).

Schein argumenterer for, at de grundlæggende antagelser kun kan studeres via værdier og

artefakter, men pointerer dog også, at niveauerne gensidigt påvirker hinanden, så selvom de

grundlæggende antagelser og værdierne styrer og former artefakterne, så bliver artefakterne

også tolket på måder, der kan præge eller ændre på antagelserne og værdierne (Schein, 1985:

17). Dette synspunkt åbner umiddelbart op for betydningen af medlemmernes

meningsdannelse, men da Schein gentagne gange ekspliciterer, at det er ledelsen, der har den

altafgørende rolle i påvirkningen af kulturen – og derved også for fortolkningen af værdier –

mener vi ikke, at det funktionalistiske perspektiv reelt anerkender medlemmernes indflydelse

på meningsdannelsen omkring værdierne, da de forventes at følge ledelsens udmeldinger.

4.3.2 Den kulturelle dynamikmodel

Vi tilslutter os Hatchs kritik af Scheins statiske afbildning kulturniveauerne, da vi ikke anser

organisationer som statiske, men som dynamiske processer i konstant forandring (Hatch,

1997: 352). Nedenstående dynamikmodel fokuserer derfor heller ikke på Scheins niveauer af

kultur, men netop på de processer, der linker dem sammen, og derved underminimeres det

hierarki, som implicit eksisterer i Scheins model, og som, vi mener, er misvisende i forhold til

at forstå den meningsdannelse, der sker i organisationen (Hatch, 1997: 362).

Figur 4.2 Den kulturelle dynamikmodel

Manifestation

Grundlæggende Erfaring Artefakter

Fortolkning

Kilde: Hatch, 1991

Værdier

Symboler

Realisering

Symbolisering

36


Modellen forklarer kulturen som den proces, hvori artefakter og symboler skabes i konteksten

af organisatoriske værdier og antagelser. Den forklarer også, hvordan artefakter og symboler

fastholdes ved anvendelse og fortolkning af disse. Der er med andre ord lige indflydelse

mellem artefakter, værdier, symboler og antagelser, således at forandringen i den ene kan

påvirke de andre.

I den første halvdel af de artefaktskabende processer skaber antagelser og værdier

forventninger om den verden, der producerer billeder og visioner, der guider til handling, og

denne proces kaldes manifestation. Når kulturen påvirker handlinger ved at manifestere

billeder og værdier, producerer kulturelt påvirkede handlinger artefakter. Denne proces kaldes

realisering. Det er ved denne proces, at billeder – der er grundet i antagelser og værdier –

gøres virkelige (dvs. håndgribelige). I den sidste halvdel af modellen beskrives, hvad der sker,

når artefakter bliver en del af organisationens symbolske ressourcepulje af aktiviteter. De

organisatoriske medlemmer vælger nogle (men ikke alle) artefakter, der er tilgængelige og

bruger disse til at symbolisere deres mening i kommunikationen med andre. Den proces hvor

symboler formes af artefakter kaldes symbolisering. Fortolkninger der lægges i de udvalgte

symboler påvirker, hvad mennesker tror og går ud fra om organisationen. Denne

fortolkningsproces fungerer i to retninger, hvor den anvender antagelser til at hjælpe med at

determinere betydningen af symbolerne, men tillader symboler enten at bevare eller udfordre

eksisterende antagelser. Bevarelse af antagelserne sker, når fortolkningerne understøtter, hvad

der allerede er forventet, men fortolkninger går nogle gange udover forventningerne. Det vil

sige, at mulighed for kulturel forandring opstår, når antagelser udfordres symbolsk indenfor

fortolkningsprocessen (Hatch, 1991: 5-7; Hatch, 1997: 363-364).

4.3.3 Fortolkningsfællesskaber

I forlængelse af ovenstående betragtninger om fortolkningsprocesser ser vi det relevant at

inddrage begrebet fortolkningsfællesskaber, som blandt andet er blevet fremført af den

amerikanske litterat Stanley Fish til at forklare, at mening ikke per definition er indlejret som

en essens i litterære værker, men at kulturelle fænomener altid er afhængige af de øjne, der

ser. Til at illustrere fortolkningsfællesskabets betydning, anvender han et eksempel fra sin

egen hverdag, hvor en klasse med digtinteresserede litteraturstuderende skal undervises i et

lokale, hvor der fra en tidligere time allerede står en række ord på tavlen. Eleverne opfatter

det straks som et digt og tolker derved ordene ind i en forståelsesramme, hvor de slet ikke

hører hjemme, men de formår trods alt at få skabt en mening med dem (Fish, 1980: 322 ff).

Pointen er, at eleverne tolker de tilfældige ord som et digt, fordi de er del af et særligt

37


fortolkningsfællesskab af litterater, der kender og kan bruge litterære koder på sproglige

fænomener, og de tilfældige ord bliver af fællesskabet opfattet som meningsgivende, hvor

meningen – i tråd med det symbolske perspektiv – ikke kommer fra selve ordene, men fra den

fortolkning, der lægges ned over dem (Jessen, 2001: 118-119). På den måde mener vi også, at

fortolkningsfællesskaber generelt findes i organisationer, og at de forståelsesrammer, som

medlemmerne udvikler og anvender, er afgørende for, hvordan de opfatter og fortolker

kulturens fænomener, og for hvordan de tillægger bestemte aspekter fælles mening. Vi mener,

at det kan sammenlignes med det, som professor i administrationsvidenskab Nancy Dixon 5

kalder ’de kollektive meningsstrukturer’, som også kan betegnes som den fælles viden

(Dixon, 1994: 39-40). Vi mener, at Dixons kollektive meningsstrukturer ligger tæt op af vores

definition af ’fortolkningsfællesskaber’, idet det er den fælles mening og medlemmernes

grundlæggende antagelser, der danner de kollektive meningsstrukturer: ”’Collective meaning

structures’ are those which organizational members hold jointly with other members of the

organization. Collective meaning structures include, but are not limited to, the set of norms,

strategies and assumptions which specify how works gets divided and how tasks get

performed” (Dixon, 1994: 39).

Dixon understreger dog samtidigt, og i lighed med vores perspektiv, flertydigheden, for

selvom de organisatoriske medlemmer anvender samme ord til at udtrykke normer og

antagelser, så kan de alligevel godt have individuelle fortolkninger af disse ord. Derfor kan

man aldrig tale om fuldstændig fælles viden. I lighed med vores analytiske pointe peger hun

på, at de fleste kollektive meningsstrukturer er ubevidste og tavse og har stor indvirkning på

den måde, organisationen fungerer på – og det er også dem, der bevirker, at organisationens

medlemmer handler og tænker ens i mange situationer. De kan dog have den ’negative’

effekt, at de er svære at ændre, fordi de af medlemmerne anses som ’sandheden’, og de ser

derfor ingen grund til at anfægte dem (Dixon, 1994: 40).

I den forbindelse er det også væsentligt at understrege, at udefrakommende let kan mistolke

forholdet mellem, hvad kulturens fænomener optræder som og den mening, de rent faktisk har

for medlemmerne, da det, de forestiller, ikke nødvendigvis er det, de reelt er. Dermed er

sammenhængen ikke entydig og enkel, og ved at noget bliver anbragt i en anden

forståelsesramme, end den organisationsmedlemmerne selv bruger, kan fænomenerne opleves

5 Nancy Dixon går i sin bog ”The Organizational Learning Cycle” i dybden med forskellige meningsstrukturer,

herunder individuel og kollektiv læring, hvor vi dog kun vil berøre enkelte af hendes mange interessante pointer

og i det omfang, vi finder dem relevante i forhold til specialets problemstilling.

38


uforståelige og meningsløse for udefrakommende (Jessen, 2001: 118). Hvis vi overfører

ovenstående til Det Danske Spejderkorps, så deler spejderne også et stærkt

fortolkningsfællesskab, der giver dem nogle forudsætninger – eller en forståelsesramme – at

forstå og fortolke verden ud fra i kraft af, at de er spejdere i Espergærde, og derfor tillægger

de aktiviteterne og værdierne en særlig mening, der ikke nødvendigvis er klar for de, der ikke

er en del af fortolkningsfællesskabet. På den måde kan man sige, at spejdernes

fortolkningsfællesskab giver mulighed for, at der opstår fælles opfattelser af det at være

spejder selvom en pointe i det symbolske perspektiv er, at organisationen og kulturen er

socialt skabt gennem medlemmernes konstante meningsdannelser.

4.3.4 Kultur, identitet og image

Idet organisationens medlemmer selv konstruerer deres mening, er de kollektive

meningsstrukturerer også med til at skabe kulturen, og i den forbindelse er det, hvad Karl

Weick beskriver som medlemmernes kontinuerlige sensemaking, der er afgørende for, om

noget giver mening, og for hvordan verden opfattes og forstås: ”Sensemaking is best

described as a developing set of ideas with explanatory possibilities, rather than a body of

knowledge. This means that the topic exists in the form of an ongoing conversation” (Weick,

1995: xi). Weick fremhæver især identiteten som væsentlig i sensemakingprocessen, da

identiteten bliver skabt igennem social interaktion. Desuden er identiteten præget af den

enkeltes opfattelse af, hvordan omverdenen opfatter organisationen, og medlemmernes

fortolkning af, ’hvem vi er’ afhænger derfor også af, hvordan andre opfatter dem (Weick,

1995: 20).

Vi finder det væsentligt at pointere en nærmere sammenhæng mellem begreberne kultur,

identitet og image, da organisationens selvforståelse – dens identitet og kultur – er essentiel

for omverdenens opfattelse af den, og på den måde kan identiteten opfattes som en

forståelsesramme i forhold til organisationens kultur (det daglige organisatoriske liv som

erfares af medlemmerne) og image (den opfattelse af organisationen, som skabes eksternt).

For at forstå dette henviser Mary Jo Hatch & Majken Schultz til, at organisatorisk identitet

”[…] refers to how organizational members perceive and understand ’who we are’ and/or

’what we stand for’ as an organization” (Hatch & Schultz, 2000: 15) med fokus på de mange

forskellige måder, hvorpå medlemmerne opfatter sig selv som en organisation, og hvor

identiteten er et produkt af interaktion mellem individer og grupper internt i organisationen.

Set ud fra den kulturelle og sociale kontekst, som interaktionen danner, er identiteten direkte

39


erfaret gennem daglig adfærd og sprog, hvorigennem mening skabes (Hatch & Schultz, 2000:

15-16).

Da vi primært er interesserede i at sætte identiteten i relation til kulturen, vil vi i det følgende

fokusere på dette aspekt, mens vi vil komme nærmere ind på samspillet mellem identitet og

image i specialets perspektivering (jf. Kapitel 9).

Identiteten er som sagt det ’vi’, der refleksivt definerer og konstruerer medlemmernes fælles

forståelse af sig selv som organisation og deres forhold til omverdenen: ”It is the meeting of

internal and external definitions of an organizational self that identity, whether social or

personal is created” (Jenkins, 1994: 199 i Hatch & Schultz, 2000: 22). Derfor kan ’hvem vi

er’ heller ikke adskilles fra den opfattelse, andre har af ’os’, ligesom ’vores’ opfattelse af

andre er influeret af, ’hvem vi er’, og det er dermed selvet, der hjælper med at definere og

differentiere organisationen i forhold til andre (Hatch & Schultz, 2000: 23).

Forholdet mellem kultur og identitet er ikke så entydig, som det er mellem identitet og image.

Dette primært fordi selve kulturen er et vigtigt element i identitetsdannelsen: ”[…] identity

involes how we define and experience ourselves and this is at least partly influenced by our

activities and beliefs, which are grounded in and interpreted using culural assumptions and

values. What we care about and do defines us to ourselves and thereby, to some extend,

forges our identity to our culture” (Hatch & Schultz, 2000: 25). Da mening, værdier og

antagelser udtrykkes gennem medlemmernes adfærd og fortolkninger af artefakter og

symboler, er kulturen – på trods af at den tages for givet og er ubevidst – med til at skabe

sammenhæng for identiteten (Hatch & Schultz, 2000: 25). I relation til dette anvendes

symboler og artefakter til at skabe bevidsthed om et ønsket organisatorisk selv og til at

kommunikere identiteten eksternt. I deres beskrivelse af ’hvem vi er’ bruger medlemmerne

altså forskellige artefakter og symboler skabt af kulturen, men de er også påvirket af den

måde, hvorpå andre opfatter organisationen og fortolker dens symboler og værdier. Med

kulturelle briller fokuseres der derfor på, hvordan organisationen opretholder sit

fortolkningssystem som kontekst for organisationens sensemaking aktiviteter, mens fokus på

identitet omhandler, hvordan symboler og værdier i samspil med ekstern påvirkning bruges

som en ressource til at konstruere identitet og projicere den til andre (Hatch & Schultz, 2000:

26).

40


Det betyder, at symboler bevidst kan bruges til at påvirke identiteten i en ønsket retning, og

identiteten er dermed dynamisk og kan – i modsætning til kulturen – fordre organisatorisk

forandring og udtrykke organisationens indre i forhold til dens omverden. For os er dette

væsentligt i vores forståelse af kulturen, da identiteten netop er et produkt af denne og

repræsenterer en fælles, bevidst og artikuleret opfattelse af ’hvem vi er’, der håndgribeligt kan

arbejdes med internt i organisationen. Derfor er det heller ikke kulturen, vi eksplicit søger at

påvirke, men derimod identiteten, og dermed er det essentielt for os at undersøge, hvordan

spejderne opfatter og forstår det at være en ’rigtig’ spejder, da dette syn også har indflydelse

på, hvordan andre opfatter dem. Dette aspekt vil vi vende tilbage til slutteligt i specialet, mens

vi her vil fortsætte vores mere overordnede kulturdiskussion med en kritik af det symbolske

perspektiv for derigennem at opnå større forståelse for organisationssynets mangler.

4.4 Kritik af det symbolske perspektiv

Det skal påpeges, at vi ikke ser ukritisk på det symbolske perspektiv. Symbolismen eksisterer

i høj grad i kraft af sin kritik af det funktionalistiske perspektiv, hvilket perspektivet også

bærer præg af – eksempelvis er det ikke lykkedes at komme med en helstøbt, konsistent

kulturopfattelse, der repræsenterer perspektivet, og det er således vanskeligt at skabe sig et

teoretisk eller empirisk overblik over feltet, og der kan blandt forskerne på området

forekomme indbyrdes uoverensstemmelser. Vi finder især den vage (eller helt udeblevne)

stillingtagen til konkret handling og kulturforandring vanskelig – især i forhold til den

empiriske virkelighed – specielt når nogle tilhængere af det symbolske perspektiv helt afviser,

at bevidst kulturforandring er mulig. Her er kulturel forandring i et symbolsk perspektiv

ensbetydende med en ændring i den mening, som organisationsmedlemmerne tillægger

fænomener i organisationen, og det afgørende er, at der skabes en ny fortolkningsramme, der

bryder med den etablerede opfattelse af organisationen (Schultz, 1990: 128). Det symbolske

perspektiv er dog ikke særlig eksplicit med henblik på, hvordan ændringen af

meningsdannelsen blandt medlemmerne kan ske, og det betyder, at manglen på

handlingsanvisninger indbefatter en udfordring for de personer, der arbejder med

kulturforandringer i organisationer.

I forbindelse med kulturforandring nævner det symbolske perspektiv dog, at ledere kan blive

magtfulde symboler og dermed repræsentere den mening, som knyttes til organisationen af de

ansatte, men deres mulighed for at påvirke kulturen følges ikke automatisk af en garanti for,

41


at intentionerne bliver fulgt op af medlemmerne (Hatch, 1997: 235), da ledelsens symbolske

magt afhænger af de fortolkninger, som organisationens medlemmer tillægger dem. Eftersom

lederne også er en del af kulturen, vil de således selv blive styrede af den – også i det øjeblik,

de forsøger at styre den. Pointen bliver dermed – set fra det symbolske perspektiv – at i stedet

for at styre kulturen, bør man tage den kulturelle kontekst med i betragtningerne, når man

forsøger at gennemføre organisatoriske forandringer, der ofte vil være uforudsigelige – og

måske ikke ønskværdige, da meninger og fortolkninger er særdeles svære (om muligt) at styre

(Hatch, 1997: 235). Vi mener dog, at det i det symbolske perspektiv stadig er muligt at

påvirke meningsdannelsen uden, at der som i det funktionalistiske perspektiv er tale om en

manipulation eller styring. Kulturpåvirkningen kunne i den forbindelse ske gennem

forskellige ’input’ til fortolkningsprocessen, hvor eksempelvis illustrative og inspirerende

historier kan fungere som konkret formidlingsværktøj i forbindelse med kommunikationen af

organisationens værdier. Denne diskussion tager vi op i kapitel 8.

4.5 Opsamling – specialets syn på kultur og værdier

Som det også er opridset i metoden, vælger vi at anskue specialets problemstilling ud fra et

symbolsk perspektiv, da vi mener, at kultur grundlæggende er noget organisationer er. Vi er

således enige i den kritik, man inden for det symbolske perspektiv retter mod

funktionalismen, og især ser vi funktionalismens hierarkiske syn på kulturen som

problematisk og ikke særligt tidssvarende i forhold til nutidens dynamiske organisationer.

Yderligere ser vi det funktionalistiske syn på kultur, som noget man har og kan ændre som

urealistisk og managementorienteret, netop fordi vi tillægger os det syn, at al

meningsdannelse sker i interaktion med andre, hvorfor vi mener, at det er problematisk at

antage, at man kan styre disse processer eller sågar forvente, at man kan opnå en bestemt

ønskværdig forandring.

I naturlig forlængelse af vores kulturforståelse ligger vores værdiopfattelse, da vi som sagt ser

værdierne som en del af kulturen. Derfor er det også det symbolske perspektivs tankegange,

som vi forstår værdierne ud fra. Det skal dog understreges, at man inden for det symbolske

perspektiv ikke definerer værdibegrebet hverken teoretisk eller empirisk, hvorfor vi anvender

værdier i den generelle betydning, at de er holdninger og normer, der determinerer, hvad

organisationens medlemmer anser som værende ’rigtigt’ og ’forkert’, og på den måde er det

værdierne, som medlemmerne fortolker verden på baggrund af og handler ud fra. Vi vil

42


ligeledes understrege vores kritik af Scheins model, hvor vi mener, at værdier, artefakter,

symboler og antagelser opererer på lige fod i organisationskulturen forstået på den måde, at

forandringer på det ene niveau kan påvirke de andre. Hermed anerkender vi ikke den

umiddelbare ’dobbeltvirkning’, der teoretisk er indbygget i Scheins model, da vi mener, at

han empirisk lægger op til, at man så at sige starter fra en ende af i den vertikale niveaudeling

af kulturen, hvor man på hvert sekventielle niveau nedad kommer tættere på forståelsen af

kulturens kerne, og derved er kulturens niveauer reelt forbundet i et statisk hierarki. Her giver

det symbolske perspektiv en mere holistiske fremgangsmåde, der bygger på en horisontal

kulturforståelse af mønstrene mellem kulturens symboler – som det er illustreret i den

kulturelle dynamikmodel – og efter vores opfattelse deraf et mere udfoldet og helhedsstøbt

billede af kulturen. Dermed deler vi den opfattelse, at fokus ikke skal ligge på kulturens

elementer, men på de processer, der binder dem sammen – herunder blandt andet den

fortolkningsproces, der er forbundet med muligheden for symbolsk at udfordre antagelserne.

Værdianalysen i kapitel 7 vil således fokusere på vores opfattelse af, at der i organisationen

skal være mulighed for, at værdiernes indhold kan underlægges fortolkning og

meningsdannelse i interaktionen mellem medlemmerne, hvor de konstruerer ’virkeligheden’,

således at der ikke nødvendigvis er eller skal være en entydig opfattelse af de værdier, der

kendetegner organisationen eller dens aktiviteter og handlinger, uanset om værdierne er

formuleret med det formål at være handlingsanvisende eller ej. Samtidigt anerkender vi dog

de fortolkningsfællesskaber, der er indlejret i kulturen, som er ubevidste, tavse og bevirker, at

organisationens medlemmer handler og tænker ens i mange situationer. De kan dog som sagt

have den ’negative’ effekt, at de er svære at ændre, fordi de tages for givet af medlemmerne,

og de ser derfor ingen grund til at anfægte dem.

43


5. Det Danske Spejderkorps

Ved at tage udgangspunkt i begreberne organisationskultur og værdier har vi i det foregående

kapitel opstillet en overordnet teoretisk ramme for specialet og dets metode. På baggrund af

vores symbolsk-fortolkende tilgang arbejder vi case-specifikt, og formålet med nærværende

kapitel er derfor at skabe klarhed over de karakteristika, der kendetegner Det Danske

Spejderkorps og dets værdier, så vi kan danne os et billede af, hvordan organisationen

fungerer og eksplicitere, hvorfor vi finder specialets problemstilling relevant.

Nedenstående vil være udtryk for en deskriptiv såvel som en mere analyserende gennemgang

af DDS byggende på de interviews, vi har foretaget

med medlemmer i organisationen, gennemlæsning af

FAKTA OM DET DANSKE

SPEJDERKORPS

internt og eksternt kommunikationsmateriale

• 1907: Spejderarbejdet startes af

samt de subjektive vurderinger, som vi løbende

Robert Baden-Powell.

har kunnet drage ud fra dette. Desuden har vi gjort

• 1909: Det Danske Spejderkorps

(DDS) stiftes af Rektor Hartvig

brug af debatbogen ’Gode gerninger – en udfordring


Møller.

1911: Det Danske

til Det Danske Spejderkorps’ (2003) skrevet af

Pigespejderkorps (DDP) dannes.

journalist Jørgen Aagaard i forbindelse med korpsets

• 1973: Sammenslutning af DDP

og DDS – bliver til DDS.

snart 100 års jubilæum. Bogen er ud fra et

• 1984: En gruppe utilfredse

ledere bryder ud og danner De

samfundsmæssigt perspektiv tænkt som et kritisk Gule Spejdere.

bidrag til debatten om DDS’ virke og værdi i forhold

til samfundet. Bogen er skrevet på opfordring af

• 2004: DDS har ca. 30.000

medlemmer.

DDS, men af en ’uvildig’ person, der gennem egne studier af korpset giver et nuanceret og

kritisk billede af DDS’ historiske udvikling og fremtidige udfordringer. Bogen bygger på

såvel historisk materiale som utallige interviews med spejderne, og er det tætteste, vi kan

komme på en objektiv skildring af eksterne og interne problemstillinger i organisationen, som

vi ikke selv har haft mulighed for at afdække gennem vores interviews eller gennemlæsning

af kommunikationsmateriale, hvilket også er en begrundelse for, at vi har valgt at inddrage

bogen i præsentationen.

5.1 Præsentation af Det Danske Spejderkorps

Det Danske Spejderkorps er en landsorganisation af børn og unge bestående af 510 lokale

foreninger – kaldet grupper – fordelt på hele landet, der hver især fungerer autonomt som en

44


selvstændig juridisk enhed med en bestyrelse, der er pædagogisk ansvarlig for, hvordan

arbejdet foregår. Gruppernes størrelse kan variere fra 20 til helt op mod 200 medlemmer, der

igen er inddelt i mindre patruljer med 5-8 spejdere i hver, hvoraf én fungerer som patruljens

leder med ansvar for de konkrete aktiviteter, der foregår på møder eller ture – et princip som i

DDS hedder ’børn leder børn’, og som sikrer, at spejderne lærer at tage ansvar både socialt og

individuelt (Velkommen, 2004: 7).

5.1.1 Organisering

Tidligere havde Det Danske Spejderkorps faste standarder for inddelingen af spejderne i de

mindre enheder, men siden 2003 har det været op til den lokale gruppe selv at bestemme,

hvordan de bedst muligt vil organisere spejderarbejdet.

Patruljeinddeling i Det

Dog vælger mange stadig at følge den traditionelle

Danske Spejderkorps

aldersinddeling af spejderne med følgende begrundelse: • Mikro: 6-8 år

”[…] fordi det kender man” (Bilag B: 1). Den generelt høje • Mini: 8-10 år

• Junior: 10-12 år

grad af metodefrihed betyder, at det kan variere fra gruppe til • Trop: 12-16 år

• Senior: 16-23 år

gruppe, hvilke dele af spejderarbejdet man lægger vægt på,

men ens for alle er dog, at der tages udgangspunkt i

Spejdermetoden og de værdier, der er formuleret i korpsets formål (5.2.1 Det Danske

Spejderkorps’ fem værdier). Det betyder, at der i den enkelte gruppe kan være stor forskel på,

hvordan man individuelt søger at opnå disse mål og værdier, og kommunikationsansvarlig i

DDS, Morten Lykkeberg, tilføjer, at ”DDS er meget autonome i vores organisering. Det

betyder også, at når vi fra centralt hold kommer med nogle idéer eller initiativer til aktiviteter

eller strukturering, så skal vi ud og sælge dem. Det er meget få steder vi kan sige, at

grupperne skal gøre sådan og sådan, og når vi endelig gør det, lyder der et ramaskrig […] for

kulturen er, at man ikke vil bestemmes over” (Bilag B: 4). En holdning der både afspejler sig i

grupperne, men også i den centrale struktur, hvorfor det i praksis kan være noget af en

udfordring at ændre noget i en organisation som DDS, hvor alle har forskellige holdninger til,

hvordan eller hvorvidt tingene skal gøres.

I DDS hedder demokratiet i daglig praksis ’børn leder børn’, hvilket er udtryk for den særlige

form for pædagogisk ledelse og organisering, som korpset har valgt at arbejde ud fra. Med

’børn leder børn’ vælges én spejder til patruljeleder med ansvar for at tilrettelægge og

organisere de aktiviteter, der foregår, når patruljen mødes. Herved bliver den voksne lederes

rolle blot at støtte, men ikke at styre spejderarbejdet. ’Børn leder børn’ princippet er gældende

på alle organisationens alderstrin, mens det selvfølgelig i praksis hovedsageligt er de unge,

45


der oplever selv at kunne varetage opgaven, hvorimod de mindste aldersgrupper stadig er

under reel ledelse af en voksen. Idealet er dog, at alle patruljer en gang imellem oplever ’at

være sig selv’, da det netop er en del af den pædagogiske grundtanke, at børn og unge har

godt af at udvikle sig med sig selv og lære at tage aktivt del i et fælles ansvar.

I DDS fungerer grupperne som sagt som selvstændige enheder, hvilket betyder, at der kan

opstå problemer i forbindelse med organisationens ledelse, som blandt andet kan medføre, at

det kan være svært at gennemføre ændringer, da disse ikke kan dikteres af den øverste ledelse.

Det udmøntes konkret i, at DDS’ ledelse ofte bliver ’skældt ud’ af medlemmerne for – på

centralt hold – at indføre regler eller fremsætte forslag, som ikke bakkes op ude i de autonome

grupper (Bilag B: 4). At ændringer/fornyelser, der er vedtaget fra central side, langtfra altid

accepteres af medlemmerne illustreres af en episode, som kommunikationsansvarlig Morten

Lykkeberg refererer, hvor man sidste år indførte en ny grafisk linie med et ændret logo.

Ændringen affødte et mindre ’ramaskrig’ internt i DDS, og mange syntes, at ændringen var en

dårlig idé, og vreden kom tydeligt til udtryk blandt spejderne: ”[…] og det der nye klamme

mærke […] Det Danske Spejderkorps’ nye mærke er sådan et blåt et, og det gamle var meget

flottere. Og det er lidt sådan, at I kan da ikke bare skifte det, for sådan har det bare altid

været” (Bilag F, linie 390-393). Dette skal ses

i lyset af, at der i DDS’ kommunikationsstrategi

Det Danske Spejderkorps’ vision for 2010

blandt andet står, at ”DDS skal fremstå som

• At tage blåt ansvar skal føre til, at børn

og unge oplever at:

en tidssvarende, værdibaseret børne- og

ungdomsorganisation kommunikeret ud fra

DDS giver et væsentligt bidrag til deres

personlige udvikling.

målgruppernes hverdag og tolkningsramme”

DDS sætter dem i stand til at tage

(Bilag Q: 1), og i den forbindelse kan det virke ansvar og præge fremtidens samfund.

absurd, at traditionen vejer stærkere end det • DDS er toneangivende i samfundet i

faktum, at man gerne vil følge med tiden.

forbindelse med børn og unges livsvilkår.

Ligeledes oplevede man i DDS en ophedet debat omkring uniformeringens berettigelse og

udseende i det nye årtusinde, hvor man fra centralt hold prøvede at kommunikere de mere

lempede regler med den effekt, at nogle medlemmer blev fortørnede, fordi de stadig syntes, at

korte bukser og spejderhatten er en del af kulturen, man ikke kan bortskaffe. I begge tilfælde

hævder Morten Lykkeberg, at ”[…] hovedbestyrelsen formelt kunne sige ’det er vores

beslutning, og den er vi bemyndiget til at træffe’, men det tør man ikke rigtigt – eller man gør

det i hvert fald ikke. Man vil gerne forsøge at tale sig til rette” (Bilag B: 5), og han fremhæver

46


endvidere, at det er vigtigt for den centrale ledelse at tage ”[…] små skridt ad gangen, for ikke

at få alt for mange fjender” (Bilag B: 12).

5.2 Værdiproblematikken – tradition eller fornyelse?

Mens offentlige og privatøkonomiske organisationer handler ud fra et langt mere

målorienteret rationale, handler de frivillige organisationer på baggrund af normer og værdier,

hvor rationalet for handling ikke skal resultere i eksempelvis profit eller politisk legitimering,

men snarere være et mål i sig selv gennem de aktiviteter organisationen igangsætter. Det

betyder også, at det i langt mere udtalt grad er emotionelle og traditionelle tilknytninger, der

ligger bag de frivillige organisationers handlemønstre, hvilket især bliver tydeligt, når

medlemmerne føler sig truet på deres identitet eller kultur, som det blandt andet har været

tilfældet i Det Danske Spejderkorps med hensyn til debatten om uniformering og den grafiske

linie. Selvom alle medlemmer kan være enige i, at DDS skal ruste sig til fremtiden ved at

være mere moderne og tidssvarende, så er der alligevel utallige situationer, hvor selv den mest

frisindede spejder føler, at nogle ændringer er at gå på kompromis med selve grundtanken i

det at være spejder. Som en spejder siger, så er der også ”[…] stor forskel på, hvad

opfattelsen af DDS er, og så hvad DDS i virkeligheden er” (Aagaard, 2003: 16), hvilket på

den ene side vidner om, at DDS er andet og mere end en flok uniformerede friluftsmennesker

med hang til raftebygning og snobrødsbagning, mener også udtryk for, at dette ’andet og

mere’ er svært at få øje på for den, der står uden for organisationen og kigger ind. Et par

eksempler på, at nye tanker og aktiviteter dog er rykket ind blandt telte og råbåndsknob er

orienteringsløb via SMS og GPS, spejdernes eget Melodi Grand Prix (SMG) og nogle

gruppers afskaffelse af uniformen, der i stedet er blevet udskiftet med mere praktisk og smart

beklædning. Men på den anden side er der også bred enighed om, at nogle aktiviteter er så

indbegrebet af det at være spejder, at de aldrig forsvinder. Så selvom nogle spejdere hellere

vil drikke te og hygge sig, når de mødes, vil de alligevel ikke undvære det at kunne bygge et

køkkenbord af rafter.

Forholdet mellem den ’traditionelle’ og den ’moderne’ spejder er et yndet emne for debat og

stridighed i DDS, og som Morten Lykkeberg nævner: ”Og jeg ved, at i Silkeborg lavede de

for et års tid siden noget diskotek for juniorerne, hvor de dansede og ikke havde uniform med.

Det havde vi for eksempel også på forsiden af et af vores blade, hvor nogle syntes, at det var

da ikke spejder” (Bilag B: 14). Som udgangspunkt er korpset åbent for, at alt i princippet kan

47


være en spejdeaktivitet eller spejderarbejde. Den eneste betingelse er nemlig, at aktiviteten

skal fremme formålet om at ’udvikle børn og unge’, hvorfor der både lokalt og regionalt kan

være stor forskel på, hvilke aktiviteter, der gennemføres. Den store metodefrihed ses også i en

leders udtalelse: ”Så længe vi laver nogle aktiviteter med ungerne, der kan rumme det formål

[…] så kan vi stort set lave hvad som helst. Men selvfølgelig er det til stadig diskussion hvad

spejderarbejde er, og hvad godt spejderarbejde er” (Bilag I, linie 222-225), men friheden er

netop et problem der, ifølge Aagaard, er med til at give det samlede DDS store

profileringsvanskeligheder og nødvendiggør behovet for at udvælge få, men primære og

fælles aktiviteter at fokusere på (Aagaard, 2003: 216-217). Vigtigt er det også, at det er

aktiviteter, der formår at tiltrække de unge, da DDS oplever en stor udmelding af spejdere, der

– når de kommer i teenageårene – ikke længere kan identificere sig med fællesskabet og

foreningsstrukturen, fordi de i højere grad har brug for at udtrykke deres individualisme på

andre måder. Her kunne en mulighed eventuelt være – foreslår Aagaard – at organisere

spejderarbejdet som ’projektgrupper’ med forskellige profiler og mulighed for, at

medlemmerne kan gå til og fra alt efter tid og lyst – en løsning der dog ikke vækker den store

jubel blandt spejderne, der alligevel synes, at fællesskabet er forpligtende: ”For hvis man skal

nyde i fællesskabet, skal man også selv putte noget i det […] Man skal deltage i

diskussionerne, tage fat, også når det er surt og ikke kun, når det er sjovt” (Aagaard, 2003:

19).

5.2.1 Det Danske Spejderkorps’ fem værdier

Det Danske Spejderkorps er baseret på en række kollektive værdier, og uden at der er tale om

en egentlig ideologi, er man fælles om tilhørsforholdet til den internationale

spejderbevægelses grundlæggende idé og hovedformål om at udvikle børn og unge både

fysisk, intellektuelt, socialt, åndeligt, følelsesmæssigt og kreativt, hvilket manifesteres i

følgende: ”Det Danske Spejderkorps har til formål at udvikle børn og unge til vågne

selvstændige mennesker, der er villige til efter bedste evne at påtage sig et medmenneskeligt

ansvar i det danske samfund og ude i verden” (Vores Program, 2000: 3).

Det overordnede formål omsættes konkret via Spejdermetoden, som beskriver de aktiviteter,

arbejdsformer og ledelse, som DDS opererer med. Spejdermetoden består af otte elementer:

Oplevelser, learning by doing, patruljeliv, friluftsliv, værdier, medbestemmelse og

ansvarlighed, aktiviteter og færdigheder samt samfundsliv. (Vores Program: 2000: 4-6). En

del af disse elementer går igen i DDS’ formulerede værdier.

48


Til daglig betegnes værdierne KAFSU, hvilket er et

vrøvleord, DDS har sammensat af ordenens

forbogstaver med den ønskelige effekt, at det derved

skulle være lettere for spejderne at lære og huske

værdierne.

Det er disse fem værdier, der fungerer som DDS’ brand, og som – ifølge kommunikationsstrategien

– skal bruges som grundlag for al formidling af spejderarbejdet og bruges aktivt

over for den enkelte spejder, så denne bliver i stand til at forstå og forklare, hvad

spejderarbejdet står for (Bilag Q: 2). Værdierne er delvist hentet i Spejdermetoden og i

Spejderloven ved, at man har forsøgt at oversætte, hvad det vil sige at være hjælpsom og en

god kammerat (Bilag B: 7). Selvom værdierne bruges aktivt i al DDS

kommunikationsmateriale og er udvalgt gennem en længere værdiproces internt i

organisationen, så er der alligevel en vis tvivl at spore omkring, hvad det egentlige

værdigrundlag er: ”Vores værdier er… det kommer meget an på, hvem man spørger. Vi har

metoder, værdier og traditioner for, hvad vi gør, men det er svært at sige det meget firkantet”

(Bilag B: 7). En ’forvirring’ der også kommer til udtryk blandt spejderne: ”for min skyld

kunne KAFSU være en russisk popstjerne” (Bilag H, linie 1014), og som indikerer, at

værdiformidlingen måske ikke har haft den ønskede effekt. Og netop derfor er det også svært

– især som udefrakommende – at gennemskue, hvad det præcist er værdierne dækker over, og

hvad det er DDS vil tilbyde ungdommen anno 2004.

5.3 Opsamling

I dette kapitel hat vi set nærmere på, hvordan Det Danske Spejderkorps er sammensat og

fungerer som organisation. Grundet specialets problemstilling har fokus været lagt på DDS

værdier og den betydning, de har for spejderarbejdet. Endvidere har vi søgt at opridse det

forhold, der er mellem tradition og fornyelse i organisationen, og som spiller en væsentlig

rolle i spejdernes opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder, fordi korpset på én

og samme tid lægger vægt på at ville være moderne og tidssvarende samtidig med, at store

dele af det praktiske spejderarbejde stadig er baseret på en række gamle, traditionelle

færdigheder.

49

Det Danske Spejderkorps’ værdier

Kammeratskab

Ansvar

Friluftsliv

Sjovt og Udfordrende


Vi kan i vores undersøgelse af specialets problemstilling ikke se bort fra det faktum, at DDS

snart fylder 100 år og er en organisation, der bygger på årelange traditioner, et internationalt

anerkendt værdigrundlag og en stærk kultur, der måske er svær at sætte sig ind i som

udenforstående. Som skitseret tidligere er netop traditionen og kulturen – eller rettere dets

fortolkningsfællesskab – aspekter, som har betydning for, hvordan spejderne forstår og

definerer ’hvem vi er’ og dermed også for, hvordan de tolker de værdier, der kendetegner det

at være spejder. I den forbindelse er det interessant for os at opnå en dybere forståelse for,

hvad spejderne konkret forbinder med de fem værdier, DDS har formuleret som essentielle

for spejdervirket i en tid, hvor samfundsudviklingen har sat nye standarder for, hvad børn og

unge anser som værdifuldt, og hvor fordomme som ”de følger gamle damer over vejen”

tilsyneladende stadig hersker og opretholder spejderne i et traditionelt billede, de søger at

komme ud af, hvilket både deres vision og værdier umiddelbart vidner om. På den måde

ønsker vi ikke at stille os kritiske over for selve værdierne, da vi grundlæggende mener, at det

værdimæssige aspekt er et aktiv i DDS set i forhold til mange andre organisationer eller

foreninger, som børn og unge kan være en del af. I stedet søger vi at belyse, hvorvidt

værdierne er omsat til ’praksis’, forstået på den måde, at de gerne skulle være synlige, når

spejderne fortæller om ’det at være spejder’ og de aktiviteter og handlinger, der knytter sig

dertil.

Metodefriheden betyder, at det er muligt at definere spejderarbejdet på mange forskellige

måder, hvilket også afspejles i det forhold, der kan spores mellem tradition og fornyelse, hvor

man på den ene side gerne vil udvikle sig i takt med tiden, men stadig lægger stor vægt på, at

nogle ting skal være, som de altid har været, og det kan derfor være svært at ændre ved

traditionerne. Selvom DDS er bevidste om, at de i dag er del af et samfund, der ikke ligner det

samfund, der tegnede sig, da organisationen blev stiftet for snart 100 år siden, kan det være

svært for spejderne at anerkende, at nye aktiviteter som SMG kan være lige så udfordrende

som et traditionelt orienteringsløb. Så på trods af, at man i DDS viser lyst og vilje til at følge

med tiden, kan det være problematisk at skabe accept af disse fornyelser ude i de lokale

grupper. Vi finder det derfor interessant at undersøge, hvorvidt der er en traditionsbunden

opfattelse af det at være en ’rigtig’ spejder.

50


6. Værdier i narrativer

Vi ser overordnet historier som noget, der er meningsskabende og værdibærende, når de

fortælles, hvorfor vi finder dem relevante som metode til at identificere værdier og den

mening, de tillægges. Dette kapitel vil derfor fokusere på, hvordan vi gennem den narrative

metode kan afdække de værdier, som spejderne udtrykker gennem de historier, de har fortalt i

interviewsituationen. Da et fokusgruppeinterview oftest vil rumme andet og mere end

historier – og da alle historier ikke er narrativer – har vi været åbne for, at der i

interviewsituationen også fremkommer tilkendegivelser, der ikke er udtrykt i narrativform,

men stadig har vurderende karakter. Disse tilkendegivelser er også interessante for

værdianalysen, og bør derfor behandles analytisk, hvorfor vi har valgt at udvide den narrative

analysemetode med en tekstanalyse, der har til formål at analysere spejdernes

holdningstilkendegivelser.

6.1 Narrativer og værdier

De fleste, der har arbejdet med organisatoriske værdier, har erfaret, at værdier er svære at

identificere. Værdierne er dybt indlejrede i den kultur, som organisationsmedlemmerne er en

del af, hvilket også fremgår af vores kulturteoretiske diskussion (jf. Kapitel 4), og det er

derfor vores overbevisning, at det hverken er muligt eller særligt givtigt at afdække værdier

og deres indhold ved at spørge direkte ind til dem. Dels fordi medlemmerne ikke

nødvendigvis er bevidste om værdierne, og dels fordi der er risiko for, at medlemmerne

præsenterer os for det, de tror, vi gerne vil høre. Dette begrundes i vores symbolskfortolkende

organisationssyn, hvor værdier ikke ses som statiske og uforanderlige, men

tværtimod kan de – eller fortolkningen af dem – konstant forandres i meningsdannelsen. Det

er derfor først, når medlemmerne udvælger artefakter (eller i interviewsituationen fortæller

historier) og bruger dem til at symbolisere deres mening, at vi har mulighed for at forstå de

bagvedliggende værdier. Igennem historier kan medlemmerne nemlig give mening til de

begivenheder, handlinger og aktiviteter, de oplever i deres dagligdag ved at fortælle andre om

dem. Lektor i sociologi Deirdre Boden fremhæver i den forbindelse – og i tråd med vores

organisationssyn – sprogets rolle i organisationskulturen. Teoretisk set involverer tegn,

symboler og sprog fortolkning, hvorigennem aktører tilskriver disse elementer mening i

samarbejde og vekselvirkning med andre, og det betyder, at der helt konkret er sproglige

51


’tegn’ 6 mellem objektet og den fortolkende, og ethvert individ bliver således bevidst om

verden gennem ’tegnede objekter’ (Boden, 1994: 55). Denne såkaldte ’tegning’ opnås

gennem sproget, hvilket i praksis betyder, at eksempelvis en spejder skaber mening med sit

spejdervirke via tegn og signaler fra andre spejdere i gruppen – og disse tegn ’står for’

organisationskulturen og bringes til live og opretholdes gennem sproget og sproglige

interaktioner. Det betyder ligeledes, at eksempelvis fysiske objekter i organisationen også kun

er tilgængelige gennem sproget og andre symboler, der anvendes til at fortolke dem (Boden,

1994: 56). I relation til dette mener vi, at når organisationsmedlemmerne kommer med

sproglige ytringer, er de med til at kommunikere, forme og opretholde organisationskulturen,

og det må således være gennem de sproglige konstruktioner, at vi har mulighed for at studere

kulturens elementer – og i vores specifikke tilfælde; værdierne og disses indhold.

Lektor i kulturelle dimensioner i pædagogisk og socialpædagogisk arbejde Marianne Horsdal

påpeger i forlængelse af ovenstående, at narrative kompetencer er betydningsfulde, da de

giver os mulighed for at udtrykke os selv og dele vores erfaringer med andre – og samtidig gå

i dialog med andres fortællinger og deltage i deres forståelseshorisont (Horsdal, 1999: 65).

Historier bliver dermed en vigtig social ressource, da vores oplevelser får mening i

konstrueringen af disse, og vi iscenesætter os selv som individer ved at fortælle andre om

vores oplevelser (Kjærbeck, 2001: 125).

Det er især, når vi står overfor særlige, uventede eller kritiske begivenheder, at vi bliver

bevidste om, at vi forholder os til omverden gennem analogier til andre lignende situationer,

og i sammenligningen af nye og tidligere erfarede oplevelser får vi mulighed for at udvide

deres mening. Ved at dele de særlige begivenheder med andre, kan det ’usædvanlige’ blive en

del af en fælles verden, og den symboliserede oplevelse bliver dermed sat ind i en kulturel

ramme, idet genfortællingen distancerer den fra den konkrete begivenhed (Horsdal, 1999: 67-

68). Horsdal påpeger samtidig, at identitet er en narrativ konstruktion, hvilket vil sige en

fortælling om, hvor man befinder sig i relation til fortiden og fremtiden. Og da den narrative

diskurs’ funktion er at skabe mening og sammenhæng i midlertidige adskilte erfaringer, er

den også værdiorienteret ved at være forankret i sproget og kulturelle fortællinger om, hvad

man er fælles med og forskellig fra. Men den individuelle fortælling er nok individuel i den

forstand, at det netop er en fortælling om bestemte personer, men samtidig er plottet påvirket

af de kulturelle fortællinger, der udspiller sig i de omgivelser, individet befinder sig i

6 Forfatteren bruger det engelske ord ’sign’, som vi har valgt at oversætte til tegn og deraf også ’tegning’.

52


(Horsdal, 1999: 76). Det føles således ’trygt’ at være sammen med de mennesker, der kender

en og deler ens tolkninger, fordi man har de kulturelle fortællinger og deres

værdiorienteringer til fælles (Horsdal, 1999: 79). Det er således disse ’værdiorienteringer’, vi

finder interessante at afdække via spejdernes historier.

Organisationsteoretikeren Karl Weick betragter historier som en del af den proces, hvor

aktørerne i en organisation knytter betydninger til begivenheder og aktiviteter ved hjælp af et

fortolkningsskema, der hviler på egne erfaringer (Søderberg, 2004: 60), og som vi tidligere

har været inde på kaldes sensemaking (Weick, 1995). Ifølge Weick kan historier anvendes i

mange sammenhænge, og i tråd med Horsdal påpeger han, at “[…] telling stories about

remarkable experiences is one of the ways in which people try to make the unexpected

expectable, hence manageable” (Robinson, 1981: 60 i Weick 1995: 127). Når vi fremhæver

vores erfaringer i form af historier, tillægger vi en formel sammenhæng til det, der normalt er

diffust og flydende. Dermed bliver det at fortælle historier en måde, hvorpå organisationens

medlemmer kan viderebringe og bearbejde begivenheder, der ikke kun er faktuelle, men også

følelsesbetonede. Og en historie er netop ikke blot en objektiv gengivelse af en given

situation, men viser også fortællerens opfattelse af situationen eller de personer, der indgår i

historien. I relation til dette taler man om ’fact-as-information’ overfor ’fact-as-experience’

med den pointe, at en historie ikke er interessant i form af de faktuelle oplysninger, den giver,

men i form af den mening, der ligger i den (Gabriel, 2000: 31; 35). Derfor mener vi også, at

historier er et velegnet redskab til at afdække værdier og deres indhold.

I det følgende diskuterer vi, hvordan vi mere konkret definerer en narrativ, og hvilke

forudsætninger vi stiller til den i forbindelse med vores analytiske fokus på dens

værdiorientering.

6.1.1 Begrebsafklaring

Da de teoretiske begreber narrativer, fortællinger og historier ofte er defineret forskelligt og

derfor mangler en mere overordnet sammenhæng, finder vi det nødvendigt at eksplicitere,

hvorvidt vi selv forstår og identificerer en narrativ.

Med reference til den danske samtaleanalytiker Susanne Kjærbeck vælger vi at opfatte en

historie som ”fortællingen af en begivenhedsrække” og en narrativ som ”en mere omfattende

konstruktion, som, udover selve fortællingen af begivenhederne, også indbefatter

evalueringen af det fortalte” (Kjærbeck, 2004: 148). Sagt med andre ord så fortæller

53


spejderne os historier, som vi analytisk kan definere som narrativer, hvis de opfylder en række

opstillede kriterier – herunder at de indeholder en evaluering. Derudover er konversationelle

historier en narrativ genre kendetegnet ved, at de udtrykker en forandring over tid, hvilket

betyder, at de sprogligt fremstiller minimum to begivenheder, der anbringes tidsligt i forhold

til hinanden (se f.eks. Ochs, 1997; Polanyi, 1985; Labov & Waletzky, 1967).

6.2 Kategorisering af narrativen

Som tidligere nævnt, kan det være let for folk at svare i form af historier, men det kan være

problematisk efterfølgende at skulle strukturere narrativen, da den ofte bliver fortalt

usammenhængende, da fortælleren let kommer til at springe i tid og sted. Dette skyldes flere

forhold; at narrativen er udtryk for personlige oplevelser – hvad enten den er baseret på

fortællerens egne erfaringer eller refererer andres – og ikke faktuelle sagsforhold; at

narrativen tilpasses interviewsituationen og endelig, at den narrative metode åbner op for, at

andre aktører kan indgå som medfortællere af narrativen, hvilket betyder, at fortællerens egne

eller tilhørernes pludselige associationer, refleksioner eller meningstilkendegivelser kan være

afgørende for, hvordan fortællingen udvikler sig, og hvad der lægges vægt på. Derfor er vores

første opgave i narrativanalysen også at skabe struktur i det fortalte og på den måde finde en

sammenhæng i fortællerens historie.

Sociolingvisterne William Labov og Joshua Waletzky var de første, der metodisk

beskæftigede sig med at beskrive narrativens fundamentale struktur ud fra mundtlige

fortællinger af personlige oplevelser. Ved hjælp af teknikker fra den tekstlingvistiske analyse

isolerede de narrativens forskellige elementer og opstillede en række krav til historien, som

skulle være opfyldt, førend den kunne kategoriseres som en narrativ. Vi vælger at tage

udgangspunkt i Labov & Waletzkys kendte narrativmodel fra 1967 – ligesom mange andre

narrativteoretikere også gør det den dag i dag (se f.eks. Ochs, 1997; Polanyi, 1985; Mishler:

1986; Kjærbeck, 2004) – da deres tilgang til narrativbegrebet er meget konkret og tekstnært

forankret, hvilket giver os et solidt og forståeligt grundlag at bygge videre på, hvorimod andre

teoretikere har mere udefinerede og fortolkningsmæssige tilgange til narrativbegrebet (se

f.eks. Søderberg, 2004; Boje, 1991).

Labov & Waletzky definerer narrativen ud fra dens to funktioner; den referentielle og den

evaluerende og argumenterer for, at den skal opfylde nogle semantiske og syntaktiske

54


mindstekrav, der fordrer, at den fortidige begivenhed både kronologisk og logisk gengives i

overensstemmelse med den rækkefølge, den oprindelige foregik i samtidig med, at narrativen

minimum skal indeholde to narrative sætninger med en temporal lås – dvs. at de er temporalt

ordnede i en kronologisk rækkefølge, der betinger historiens form, og som ville gøre historien

anderledes, hvis man byttede om på rækkefølgen (Labov & Waletzky, 1967: 21).

Labov & Waletzky mener desuden, at narrativen er bygget op af følgende fem strukturelle

elementer, der kan overføres til narrativen på dens sætningsniveau:

1. Orientering (orientation)

Orienteringen har en referentiel funktion, da den ‘meddeler’ tilhøreren om begivenhedens

baggrund (’hvem, hvor, hvornår og hvad’), så denne kan forstå, hvad der fortælles om.

Orienteringen behøver dog ikke indeholde svar på alle fire spørgsmål, og især i børns

narrativer er manglen på en orienterende fase udtalt (Labov & Waletzky, 1967: 32).

2. Handlingssekvens (complication)

Handlingssekvensen beskriver begivenheden som en række handlingsforløb fortalt i

overensstemmelse med den rækkefølge, som begivenheden oprindelig skete.

Handlingssekvensen er ofte bundet op omkring en konflikt, et vendepunkt eller problem og

bliver derfor ofte afsluttet af et resultat (Labov & Waletzky, 1967: 32).

3. Evaluering (evaluation)

Evalueringen er den pointe, der fremkommer, når handlingen har nået sit klimaks, og det er

her, det fremgår, hvorfor narrativen bliver fortalt, og hvad fortælleren vil med den, idet denne

tilkendegiver den mening, som lægges i fortællingen af begivenheden. Evalueringen kan falde

sammen med resultatet (Labov & Waletzky, 1967: 33-37).

4. Resultat (resolution)

Resultatet er en opfølgning på handlingssekvensen, men kommer som regel først efter

evalueringen. Resultatet kan dog også være en del af handlingssekvensen eller

sammenfaldende med evalueringen. Resultatet indeholder – som betegnelsen antyder –

resultatet af narrativens handling eller konflikt (Labov & Waletzky, 1967: 39).

55


5. Afslutning (coda)

Mange narrativer slutter med et resultat, men nogle har også en ekstra afslutning, der fører det

fortalte op til nutiden og den aktuelle samtalesituation, hvor narrativen blev påbegyndt.

Afslutningen er en identifikation af, at narrativen er færdig, men kan også have vurderende

karakter (Labov & Waletzky, 1967: 39).

6.2.1 Et eksempel på narrativens enkle struktur

Med følgende historie taget fra et af vores fokusgruppeinterviews viser vi, hvordan vi har

defineret en narrativ ud fra Labov & Waletzkys ovenstående narrativmodel:

Orientering: R1: Ja, det er det, for jeg kan huske, at jeg var på et skide hårdt løb, og mit knæ var ’øv’, og jeg

var blevet overfaldet af bøge,

Evaluering: og det var bare ikke fedt,

Handlingssekvens: og det var lige i starten af dagen, og jeg skulle alligevel også på natløb senere, og jeg kom

slet ikke hjem for at skifte bukser, og jeg havde rigtig våde bukser, og det var rigtig ulækkert ik’.

Evaluering: Og jeg tænkte, at det bare var et lorte løb, men så tænkte jeg alligevel også ’nej, for helvede

Resultat: jeg har fået skide gode venner’, og jeg har mødt mange af dem senere, selvom de bor på Bornholm.

Evaluering: Og det var rigtig, rigtig sjovt, og jeg har virkelig fået et godt sammenhold med dem. Det synes jeg

var rigtig godt, så selvom det er hårdt,

Afslutning: så kan det altså også være rigtig sjovt, når man tænker på det bagefter.

Det skal nævnes, at Labov & Waletzkys model ikke kræver en streng opbygning af

narrativen, som slavisk følger elementernes nummerering, da man ofte ser narrativer, hvor

elementerne kommer i en anden rækkefølge end den nævnte og eventuelt også gentages flere

gange i samme narrativ (jf. ovenstående eksempel). Det skal i den henseende understreges, at

Dog skal handlingssekvensen altid være til stede grundet kravet om narrativens referentielle

og evaluerende funktion, mens de øvrige elementer ikke behøver at optræde eksplicit i

narrativen. Ofte mangler der en afslutning, da narrativen mange gange slutter ved resultatet.

6.3 Kritik og udvidelse af narrativmodellen

På grund af vores analytiske fokus på narrativens værdiorientering, finder vi det nødvendigt at

udvide og kritisere Labov & Waletzkys narrativmodel med betragtninger, som, vi mener, er

væsentlige for kategoriseringen af narrativer i forhold til vores specifikke ærinde.

6.3.1 Pointen

Det er i evalueringen, at vi som udenforstående får en forståelse af den refererede begivenhed,

og det er også her, at vi kan se fortællerens værditilkendegivelse og fortolkning af, hvad der

56


lægges i værdiernes indhold baseret på den vurdering eller mening, som fortælleren tillægger

historien i form af en evaluering. Dette sammenfatter vi i pointen. Pointeformuleringen er

således subjektiv, og er formuleret på baggrund af vores fortolkning af historien og dens

evaluering.

Stort set alle teoretikere er enige om, at narrativer har en pointe – eller en mening – der har til

formål retrospektivt at forklare tilhørerne, hvorfor dette overhovedet blev fortalt (se f.eks.

Møller, 1993; Ochs, 1997; Polanyi, 1985; Labov & Waletzky, 1967). En historie bliver

fortalt, fordi fortælleren finder noget eksempelvis overraskende, interessant eller

foruroligende, og i pointen findes en moralsk evaluering af begivenheden eller oplevelsen og

det budskab, man ønsker at præsentere for tilhørerne. Ifølge psykolog og interaktionsforsker

Ellinor Ochs er det netop fordi narrativen er en hverdagsberetning, at den også kan indfange

generelle opfattelser af, hvad kulturen anser som ’almindeligt’. Derfor er narrativer også en

god måde, hvorpå især børn bliver socialiseret til at forstå, hvad der er forventet, normal og

passende adfærd (Ochs, 1997: 193).

Lingvisten Livia Polanyi definerer ligeledes en historie opstået i en samtale ud fra, at den må

have en pointe i form af et budskab: ”To be a story, a recital of events and circumstances

must have a point, must be told to communicate some message about the world in which the

speaker and hearer actually live” (Polanyi, 1985: 189). Både Ochs og Polanyi ser pointen

som den evaluering, der finder sted efter, at begivenhederne er fortalt, som en reaktion på,

hvorfor fortælleren valgte sin historie. På den måde skal en historie altså have en pointe,

førend vi kan kategorisere den som en narrativ.

At vi fremhæver pointen som et fikspunkt i vores narrativdefinition skal begrundes med, at

det er på baggrund af denne, at vi udleder værdierne. I tråd med Labov & Waletzky mener vi

som sagt, at pointen skal forstås som – og findes i – den evaluering, der foregår efter

begivenhederne (handlingen) er fremstillet. På den måde ser vi altså en sammenhæng mellem

narrativer og værdier, da det netop er fortolkninger af værdiernes indhold, der skaber mening

for spejdernes aktiviteter, og selve meningen bliver til ved, at de gengiver deres oplevelser i

narrativform: ”[…] telling stories is a significant way for individuals to give mening to and

express their understandings of their experiences” (Mishler, 1986: 73).

57


6.3.2 Flere medfortællere af historien

Som aktive deltagere i interviewsituationen indgår vi selv som medfortællere af historierne

(se f.eks. Kjærbeck, 2004; Søderberg, 2004), i og med at vi søger efter meningen med den

genfortalte oplevelse, og gennem vores spørgsmål ’fremprovokerer’ en dybere og mere

nuanceret evaluering, end den fortælleren umiddelbart kommer med. Dette kan begrundes

med vores analytiske formål, da det er i evalueringen, at vi kan finde tilkendegivelser, der

indikerer, hvilke værdier der ligger til grund for historien, og vi har derfor eksplicit forsøgt at

få spejderne til at evaluere deres historier ved bevidst at stille uddybende spørgsmål, der

afleder en nærmere refleksion over det sagte. At vi desuden har snakket med mindre børn har

også betydet, at evalueringerne mange steder ikke har været særlig udtalte eller reflekterede,

og vi har derfor i de tilfælde været nødsaget til at stille mere ledende spørgsmål for at få de

værdibærende meninger frem.

Ud over intervieweren indgår de andre tilhørere også som medfortællere af historien. Dermed

er vi enige med den danske sprogforsker Erik Møller i, at fortælleren af en historie kan være

en eller flere af de tilstedeværende personer, og vi mener derfor, at et krav til narrativen må

være, at den kan deles af flere personer. Derfor er det vigtigt for vores narrativforståelse, at

dette aspekt bliver fremhævet, hvilket det ikke bliver i Labov & Waletzkys tekstnære og

minimalistiske narrativdefinition. Vi kritiserer derfor de to teoretikere for ikke at anerkende

historier som sociale konstruktioner, der opstår i interaktion og kommunikation med andre

aktører (Kjærbeck, 2004: 9). Dermed deler vi heller ikke den opfattelse, der synes at præge

Labov & Waletzkys tankegang, nemlig at vi alle er udstyret med bestemte historier, som vi

bare venter på lejlighed til at udtrykke. I denne opfattelse ligger nemlig, at en historie kan

reduceres til en fast størrelse, hvilket ikke korresponderer med vores organisationsteoretiske

perspektiv, der netop lægger vægt på aktørernes interaktion og fælles meningsdannelse. Det

skal slutteligt pointeres, at vi endvidere tillægger det syn på historier, at de kan fortælles med

udgangspunkt i andre tidligere fortalte historier eller med udgangspunkt i en generel dialog

blandt tilhørerne, der associerer en historie baseret på, hvad den enkelte eller gruppen tidligere

har oplevet.

6.3.3 Historier fortalt i 1. 2. eller 3. person

I forlængelse af ovenstående vælger vi at udvide vores narrativdefinition til at omhandle

historier fortalt i 1., 2. og 3. person ental og flertal, således at narrativen ikke behøver være en

personlig 1. håndsberetning fortalt i formen ’jeg’, hvilket Labov & Waletzky argumenterer

for. Dette begrunder vi dels med, at medlemmer af en gruppe ofte vil udtale sig på hele

58


gruppens vegne gennem brug af det personlige pronomen ’vi’, da de deler fælles oplevelser,

og dels fordi et medlem af gruppen ikke nødvendigvis ønsker at fremhæve sig selv i forhold

til gruppen. At en narrativ kan fortælles i 2. person – om end vi erkender, at denne

fortælleform er ret atypisk, da det vil betyde, at man fortæller en historie på en andens vegne

– begrunder vi med, at man godt kan forestille sig, at en respondent vil udtrykke en pointe,

men at han/hun ikke selv har haft en oplevelse, der illustrerer denne pointe, hvorfor

fortælleren vælger at gengive en historie, som er ’overleveret’ af en af de andre

tilstedeværende. Derfor kan en historie i stil med ”da du var på oprykningsweekend, oplevede

du…” være en fuldgyldig narrativ, om end den ikke bygger på oplevelser, der er direkte

oplevet men blot overværet af eller genfortalt til fortælleren. Ligedan gælder det for brugen af

3. person, hvor en narrativ kan referere til oplevelser fortælleren ikke selv har haft.

Endvidere mener vi, at narrativer kan fortælles gennem det ubestemte pronomen ’man’ , da

dette er en gængs og generaliserede pronominalbrug, der ofte refererer indirekte til et ’vi’ eller

’jeg’, og som udtrykker holdninger, der – om end de er blevet ytret i forbindelse med en

specifik begivenhed eller oplevelse – også gerne har en mere generel vurderende betydning.

På baggrund af ovenstående kan der argumenteres for, at brug af ubestemte og 2. og 3.

persons pronomener en måde, hvorpå fortælleren kan distancere sig fra den fortalte historie. I

den forlængelse lægger vi dog ikke vægt på, hvorvidt narrativen i sig selv er udtryk for den

præcise sandhed, da vi som sagt fokuserer på den mening, den er fortalt ud fra. Derfor er 2. og

3. persons narrativer ikke noget, vi anser som problematisk for validiteten af værdianalysen,

da historiens sandhed ikke ligger i dens fakta, men netop i dens mening baseret på, at

fortælleren selv tror på historien uanset om begivenhederne rent faktisk fandt sted (Gabriel,

2000: 4). Hermed tilslutter vi os, at der inden for organisatorisk historiefortælling ikke findes

’rigtige’ eller ’forkerte’ historier, da de netop beror på fortolkning.

6.3.4 Specifikke eller generelle historier om fortiden og fremtiden

I tråd med Labov & Waletzky definerer Livia Polanyi narrativen som en måde, hvorved man

kan fortælle om fortidige, specifikke oplevelser, hvilket betyder, at narrativen ikke kan

omhandle betragtninger om, hvad der sker nu og slet ikke kan fremsætte synspunkter om

fremtidige hændelser, da disse ville være hypotetiske og ikke kunne sættes ind i en tidslig

struktur: “Those events in stories that are on the defining timeline of the story (the ‘right

nows’ of the narrative) tell of a series of events (in any case more, than two) that did take

place at specific unique moments in a unique past-time world” (Polanyi, 1985: 189). Denne

59


definition mener vi dog ikke skal være gældende for de narrativer, vi analyserer, da generelle

historier om spejdernes aktiviteter også kan indeholde pointer, der er værdibærende. Vi vil

derfor udvide vores narrativforståelse med de tanker, der ligger indenfor begrebet generiske

narrativer, der udtrykker generaliserende, gentagne oplevelser (Kjærbeck, 2004: 149). Dette

fordi mange af aktiviteterne netop er tilbagevendende begivenheder, hvorfor de ofte bliver

tillagt generelle meningsfortolkninger baseret på, at ’sådan er det altid, når vi eksempelvis er

på løb’. Ud over at narrativen ikke nødvendigvis skal omhandle en specifik begivenhed,

mener vi heller ikke, at den behøver omhandle en fortidig oplevelse, men også godt kan være

en historie om fremtiden, om end vi er bevidste om, at denne ikke kan fortælles på samme

måde som en tidligere oplevet begivenhed. At vi alligevel inddrager fremtidsaspektet skal

begrundes med, at vi eksplicit har spurgt spejderne ind til, hvorvidt der var ændringer, de

gerne så indført i Det Danske Spejderkorps. Derfor er nogle af de historier, vi har fået fortalt,

også refleksioner over, hvordan tingene kunne være, hvis nogle aktiviteter eventuelt erstattede

eller supplerede andre. Endvidere er fremtiden væsentlig, fordi spejderne som sagt fortæller

mange af deres historier som generelle betragtninger, hvilket betyder, at de også må forventes

at være gældende i tiden fremover i det omfang, aktiviteten gentages. Her kan der netop i

pointen (eller værditilkendegivelsen) ligge (implicitte) ønsker for fremtiden, idet at spejderen

eksempelvis beskriver de negative sider ved det at være spejder, og dermed direkte eller

indirekte opfordrer til, at nogle aktiviteter udvikles. Alt i alt er dette essentielt for vores

analyse af fortolkningen af værdiernes indhold, da ’historier’ (eller tilkendegivelser) om

fremtiden også kan belyse de områder, hvor der eventuelt er behov for en (bredere)

fortolkning af, hvad der eksempelvis kan forstås som en ’sjov og udfordrende’ aktivitet.

6.3.5 Et eksempel på narrativens komplekse struktur

Følgende narrativ viser, hvordan en mere kompleks narrativopbygning ser ud, i kraft af at

flere personer er med til at fortælle samme historie, hvilket også betyder, at nogle elementer

gentages, da hele fire spejdere supplerer og uddyber hinandens beretninger undervejs i

forløbet. Desuden indgår vi selv i narrativen ved at stille et eksplicit spørgsmål til den fortalte

aktivitets mening, hvilket har en betydning for historiens fortælling og pointe.

Orientering: R1: Vi har bygget en slikmaskine. R2: Ja, en slik-henter-maskine

Evaluering: og det var rigtig sjovt.

Orientering: R3: Nede på Gurredam. I: Hvordan gjorde I det?

Handlingssekvens: R3: Vi tog to tre-bukke. R1: Nej, a-bukke og gravede dem ned i jorden. R3: Ja, a-bukke og

så tog vi en snor, og så havde vi en spand og så skulle man hive ude i siderne i snorene, og så var der sådan en

flasketing med vand. R2: Nej. R4: Nej, de der store mælkeflasker. R3: Ja, en mælkekarton, de der 1½ liters. Og

så skulle man hive, og så rejste den sig. I: Hvad så når man hev i den?

Resultat: R3: Ja, så rejste den sig, og så stod jeg og hev i den ene ende.

60


Handlingssekvens: R4: Ja, så skulle man have den ud, og så kunne man tage flasken, og hvis man åbnede låget,

så kom der slik ud.

Evaluering: Men det ville være nemmere bare at gå ind og tage det.

Pointe: Det er sjovt og lærerigt at bygge ting af rafter.

6.4 Specialets udvidede definition af narrativer

Som opsamling på ovenstående betragtninger udbygger vi Labov & Waletzkys strukturelle

narrativdefinition med følgende karakteristika, så narrativen:

• Skal indeholde en evaluering – enten eksplicit eller implicit.

• Har en pointe.

• Kan deles af flere fortællere, hvoraf vi også selv spiller en rolle som medfortællere.

• Kan fortælles ved brug af alle personlige pronominer samt det ubestemte ’man’.

6.5 Tekstanalyse

Vi har valgt at udvide den narrative analysetilgang med en tekstanalyse, da vi gennem sproget

og dets virkemidler kan nuancere en dybere forståelse af den mening, der tillægges værdierne

og den opfattelse, der ligger i at være en ’rigtig’ spejder. Tekstanalysen er relevant fordi, vi

analytisk er nødt til at fortolke den mening eller værdiorientering, der ligger i respondenternes

evaluering, og fordi vi – ud over narrativerne – også analyserer på andre dele af interviewene,

hvor der forekommer ytringer, der er værdibærende, men hvor vi ikke har narrativens

evaluering og pointe at identificere værdien ud fra. Vi identificerer disse ytringer ud fra vores

værdidefinition, hvor værdier er de holdninger og normer, der bedømmer, hvad der er rigtigt

og forkert. Det betyder, at vi ser efter passager, hvor respondenterne er normative og

vurderende i forhold til det at være en ’rigtig’ spejder. Derfor har vi brug for andre metoder til

at begrunde tekstens værdiorientering med, hvilket vi blandt andet gør ved at analysere:

• Pronominalbrug

• Talehandlinger (så som direktiver; konstateringer; præsuppositioner; ironi)

• Feedback (verbal respons; enighed/uenighedsmarkører, grin)

61


6.6 Specialets analysemodel

På baggrund af ovenstående betragtninger kan vi opstille følgende analysemodel, som vi vil

anvende i den videre værdianalyse. Det skal i den forbindelse understreges, at vi analytisk

søger at behandle narrativer og andre tekststykker, der er værdibærende, ens, hvorfor vi også

vil argumentere for, at de indgår på lige fod i analysen og samlet set bidrager til en nuancering

af specialets resultater. Det skal dog pointeres, at de analytiske redskaber vil blive vægtet

forskelligt i analysen begrundet med de tre delanalysers forskellige ærinde (jf. Kapitel 7).

Eksempelvis er den narrative metode primært anvendt i forbindelse med identificeringen af

værdierne KAFSU og i forholdet mellem tradition og fornyelse, mens det i forbindelse med

opfattelsen af begrebet en ’rigtig’ spejder har været ligeså interessant at se på andre

værdibærende tilkendegivelser. I disse kan vi ved blandt andet at afdække respondenternes

pronominalbrug og talehandlinger klarlægge, hvordan spejderne eksempelvis konstaterer, at

noget er mere ’rigtig’ spejder end andet. Ligeledes er det gennem den feedback, som

respondenterne giver hinanden undervejs i interviewet, at vi kan spore, om der er en fælles

opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder.

Figur 6.1 Specialets analysemodel

Egen tilvirkning

Fokusgruppeinterviews

Historier Andre tekststykker

Narrativer

Tekstanalyse

Delanalyse 1 Delanalyse 2 Delanalyse 3

KAFSU Tradition og

fornyelse

Hvad er

en ’rigtig’

spejder?

Opretholdelse af det traditionelle billede

62


6.7 Opsamling

Med vores narrativdefinition har vi sammenfattet et konkret redskab til at kunne identificere

de værdier, der ligger i historierne for deraf at kunne belyse, om den samme værdi kan

udtrykkes på flere forskellige måder. Først har vi dannet os et klart billede af, hvad der ligger

af teoretiske overvejelser inden for feltet organisatoriske historier og narrativer – dels med

henblik på hvad historier ’kan’, og hvorfor personer udtrykker sig i konkrete historier, og dels

med henblik på at diskutere de teoretiske kriterier, der forudsættes, før man kan definere en

historie som en narrativ, og hvorudfra vi har opstillet vores egen kriterier. Endelig har vi

redegjort for, hvorfor vi vælger at udvide vores narrative analysemetode med en tekstanalyse,

og hvad vi har valgt at lade denne fokusere på. Med udgangspunkt i ovenstående gennemgang

har vi illustreret vores samlede analysetilgang, som i det efterfølgende kapitel vil danne

baggrund for vores analytiske arbejde med de fokusgruppeinterviews, vi har gennemført med

Espergærde Spejderne.

63


7. Værdianalyse

Værdianalysen er svar på specialets problemformulering og har til hensigt at undersøge

børne- og ungdomsorganisationen Det Danske Spejderkorps’ værdier. Vi har i den konkrete

besvarelse valgt at opdele analysen i tre sammenhængende delanalyser, da vi mener, at dette

er mest hensigtsmæssigt for forståelsen og bearbejdelsen af problemformulerings forskellige

spørgsmål.

Første del af analysen har til formål at afdække, hvilke aktiviteter der forbindes med de

enkelte værdier, da vi herigennem kan konkludere, hvorvidt værdierne tillægges forskellig

mening. Den anden delanalyse undersøger, hvorvidt spejderne betegner aktiviteterne som

traditionelle eller moderne, da vi ved – hvilket også er skitseret i kapitel 5 – at der i DDS er en

intern organisatorisk diskussion om forholdet mellem tradition og fornyelse, fordi korpset på

én og samme tid lægger vægt på at ville være moderne og tidssvarende samtidig med, at store

dele af det praktiske spejderarbejde stadig er baseret på en række traditionelle færdigheder og

aktiviteter. På den måde danner anden del af analysen også baggrund for, at vi slutteligt i

tredje delanalyse kan undersøge, hvorvidt der blandt spejderne eksisterer en traditionsbunden

og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder begrundet med normative

tilkendegivelser omkring spejderarbejdet og de aktiviteter, spejderne fortæller om.

Problemformuleringens sidste del, hvor vi vil reflektere over, hvordan organisatorisk

historiefortælling kan påvirke spejdernes opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’

spejder, vil blive nærmere behandlet i kapitel 8, da vi vælger at afdække problematikken rent

teoretisk og derfor ikke inddrager overvejelserne i selve analysen, om end refleksionerne

bygger på konklusionen af, hvad der lægges i begrebet en ’rigtig’ spejder.

Det skal desuden nævnes, at vi har valgt at belyse spejdernes positionering over for

henholdsvis os som udefrakommende, hinanden internt i DDS og omverdenen generelt, da

dette vidner om, hvordan spejderne fremstiller sig selv og gerne vil opfattes. Dette mener vi

også er væsentligt for den fælles forståelse af, hvad der er en ’rigtig’ spejder og det faktum, at

spejderne reelt tilkendegiver at have en identitetsopfattelse, de samtidig gerne vil tage afstand

fra. Vi har dog valgt ikke at behandle positioneringen i selve værdianalysen, da dette aspekt

ikke umiddelbart besvarer den konkrete problemformulering, men pointer fra undersøgelsen

vil indgå i kapitlets sidste del. Positioneringsanalysen er at finde i bilag L.

64


7.1 KAFSU

Denne delanalyse har til hensigt at besvare første del af vores problemformulering; Forbinder

spejderne de formulerede værdier med forskellige aktiviteter og meninger? Det primære sigte

med denne del af analysen er således at afdække, hvordan værdierne kammeratskab, ansvar,

friluftsliv, sjovt og udfordrende 7 kommer til udtryk, når respondenterne fortæller om det at

være spejder. I den forbindelse er det væsentligt for os at forbinde de organisatoriske værdier

med konkrete aktiviteter, da vi herigennem får mere at vide om værdiernes indhold og kan

undersøge, hvorvidt de reelt tillægges forskellige meninger (jf. Kapitel 1). Idet værdierne er

dybt indlejrede i den kultur, som spejderne er en del af, mener vi som sagt ikke, at det

hverken er muligt eller særligt givtigt at afdække værdier og deres mening ved at spørge

direkte ind til dem, og vi vælger derfor at benytte den narrative metode til at identificere

værdierne (jf. Kapitel 6). Dette er også en væsentlig pointe i forhold til, at vi interviewer børn,

for hvem begrebet værdier kan være meget diffust.

7.1.1 Hvordan identificeres værdierne

Som tidligere beskrevet er det navnlig i narrativerne, at vi kan identificere de værdier, som

spejderne tillægger deres spejdervirke, men også i andre dele af interviewene ser vi ytringer,

som er værdibærende, og disse er derfor også behandlet i analysen.

I forbindelse med identificeringen af værdierne er det i narrativens evaluering og pointe, at

den værdiorienterede holdning kommer til udtryk. Dermed bliver pointen et analytisk redskab

til dels at identificere værdiernes mening, og dels indgår pointen som et krav i vores

narratividentifikation, da respondenten dermed har et budskab, som han/hun gerne vil

videreformidle (jf. Kapitel 6). Det skal desuden påpeges, at værdiidentificeringen bygger på

en subjektiv fortolkning fra vores side, og det er i evalueringen, at vi kan tolke respondentens

værditilkendegivelse og den mening, som han/hun tillægger historien. I den forbindelse er det

også væsentligt at fremhæve, at en pointe kan indeholde flere værdier, idet den samme

aktivitet eksempelvis kan tillægges værdierne sjovt, udfordrende og kammeratskab, ligesom

pointen naturligvis også kan udtrykke andre værdier end KAFSU, da respondenterne

selvfølgelig vil kunne tillægge spejdervirket en lang række værdier ud over disse fem i kraft

af, at vi har spurgt åbent ind til, hvad de forbinder med at være spejder. Af andre værdier har

vi blandt andet identificeret værdierne ’hjælpsomhed’ og ’learning by doing’, hvilke dog ikke

7 I resten af analysen vil vi henvise til disse værdier som KAFSU, der er en sammentrækning af de fem værdiers

begyndelsesbogstaver og et ord, som DDS selv opererer med.

65


vil blive yderligere behandlet, da refleksioner over andre værdier ligger uden for specialets

problemstilling og analytiske fokus, eftersom vi ikke søger at ’teste’, om de formulerede

værdier reelt er til stede i organisationen eller vurdere, om de formulerede værdier reelt burde

være nogle andre (jf. Kapitel 1). Alle andre værdier, vi har identificeret, vil dog være at finde

i analysebilag P.

Endelig har vi valgt at medtage værdiernes ’modpoler’ i analysen, hvilket vi begrunder med,

at en værdi som for eksempel ’kedeligt’ også belyser en mening af værdien ’sjovt’.

I det følgende vil vi fremstille, hvilke aktiviteter og meninger spejderne forbinder med

værdierne KAFSU. Vi kan af pladsmæssige årsager selvfølgelig ikke præsentere alle

narrativer og værdibærende tekststykker eksplicit i analysen, men vi har udvalgt nogle få

narrativer fra vores bilag under hver værdi. Udvælgelsen af narrativer, der præsenteres i

analysen, bygger på en subjektiv vurdering fra vores side, men hensigten er, at vi jævnfør

vores problemformulering gerne vil anskueliggøre, om en værdi kan komme til udtryk på

flere – efter vores mening – forskellige måder, og dette har således dannet grundlag for

udvælgelsen af de narrativer og tekststykker, der præsenteres nedenfor.

7.1.2 Kammeratskab

Kedelig gåtur: Bilag E, linie 466-471; Bilag O: 8m

Orientering: R1:Jeg kan huske på oprykningsweekenden.

Handlingssekvens: Jeg har aldrig før været i patrulje med nogle af dem her, og på en måde syntes jeg, at det var

kedeligt at skulle gå de der mange kilometer, og alligevel tænkte jeg også, at vi da fik snakket sammen.

Resultat: Og det var da en fed måde at lære hinanden at kende på,

Handlingssekvens: og jeg tænker også på alle de løb, hvor vi skifter patruljer og alle er blandet sammen,

Evaluering: at det er fedt, fordi vi bliver blandet sammen med nogen vi ikke kender og får rigtig mange nye

venner.

Pointe:

Lange gåture er kedelige, men det giver også mulighed for at man kan lære hinanden at kende og udvikle

venskaber, hvilket gør det værd alligevel.

I narrativen har vi identificeret værdien kammeratskab i forbindelse med aktiviteten ’gåtur’ og

’løb’. Respondenten udtrykker eksplicit, at det er kedeligt at gå (handlingssekvensen), men

pointerer, at det er en måde, hvorpå man får snakket med hinanden og deraf får nye venner

(evaluering).

Værdien kammeratskab udtrykkes også som et internationalt sammenhold, et fællesskab og en

mangfoldighed:

66


Velkommen til Sydafrika: Bilag I, linie 91-94; Bilag O: 11m

Orientering: R1:Jeg skrev en mail, fordi jeg skal på en privat ferie til Sydafrika til november.

Handlingssekvens: Så havde jeg lige en enkelt mailadresse på en mand i Sydafrika, og så skrev jeg til ham, at

jeg kom der, og egentligt godt kunne tænke mig at mødes med dig eller måske nogle af de Sydafrikanske

spejdere.

Resultat og evaluering: Og det var bare ’du er velkommen’.

Pointe:

Spejderne har et stærkt sammenhold på verdensplan.

Respondenten fremhæver, hvordan spejdere har et stærkt sammenhold på verdensplan, hvor

hans pointe er, at det faktum at de er spejdere gør, at man automatisk er accepteret af andre

spejdere. Dette aspekt fremhæves som en positiv og unik egenskab ved spejderkorpset,

hvilket vi identificerer i kraft af, at historien fortælles i forlængelse af den anden respondents

ytring: ”Og det er nok spejderbevægelsens rigtig store force synes jeg, at man har et netværk,

der går ud over lige mig og min familie. Jeg kan rejse til den anden ende af verden og vide, at

uanset hvor jeg lander, så er der nogle mennesker, der vil tage sig af mig” (Bilag I, linie 85-

88). Her fortæller respondenten, at mangfoldigheden er en force og supplerer følgelig denne

pointe med et konkret eksempel i form af ovenstående narrativ.

Begge narrativer illustrerer med andre ord, hvordan værdien kammeratskab bliver konkret

knyttet til aktiviteter som ture eller løb, men også hvordan sammenholdet og venskabet får en

særlig betydning for selve det at være spejder – også på verdensplan. Endvidere viser vores

analyse, at kammeratskab forbindes med tovtrækning, det at bygge et køkkenbord samt at

hygge foran et bål (Bilag O: 16ø) eller at kunne samarbejde (Bilag O: 14ø).

Værdien kammeratskab fremhæves – naturligt nok – også af respondenterne som en væsentlig

forudsætning for, at man overhovedet er spejder, og manglen på kammeratskab kan være

medvirkende til, at respondenterne overvejer at forlade Det Danske Spejderkorps (Bilag O

narrativen Den provokerende Nicklas: 2m; narrativen Eneste pige i patruljen: 6n):

Da drengene drillede: Bilag F, linie 453-458; Bilag O: 9m

Orientering: I: Er der nogle af jer, der har overvejet at stoppe med at gå til spejder? R1: Nej. R2: Selvfølgelig

har man det. Jeg har da overvejet at stoppe, når man f.eks. bliver uvenner med de andre.

Handlingssekvens: F.eks. da nogle af drengene drillede mig meget, der overvejede jeg at stoppe, men så

snakkede jeg med dem om det, og de sagde så, at det kun var kærligt ment alt det, de gjorde,

Resultat og evaluering: og så stopper man jo ikke.

Pointe:

Konflikter og uvenskab kan føre til, at man stopper til spejder.

67


Respondenten, der fortæller selve narrativen, har overvejet at stoppe til spejder, og ved at

indlede med ordet ”selvfølgelig” indikerer hun, at det en selvfølge og naturligt, at man

overvejer at stoppe på et tidspunkt, eksempelvis når der opstår uvenskab (orientering og

handlingssekvens), men løsning af konflikten bevirker, at man ”jo” ikke stopper alligevel

(evaluering). Adverbiet ’jo’ fungerer i denne henseende konstaterende og som en

selvfølgelighed, hvilket understreger det faktum, at kammeratskab/venskab er en vigtig

forudsætning for at være spejder.

Værdien kammeratskab kan altså komme til udtryk gennem mange forskellige aktiviteter og

fremhæves som en væsentlig forudsætning for hele spejderarbejdet.

7.1.3 Ansvar

Rikkes første møde: Bilag E, linie 486-490; Bilag O: 19ø

Orientering: R1: Måske skiller lige præcis den situation sig ud, for normalt har du jo ansvar. Der kan godt være

lidt mangel på ansvar, f.eks. det der med Rikke på deres første møde.

Handlingssekvens: Det var aflyst, men det var der ingen, der havde fortalt hende,

Resultat: og det er jo ligesom nogens ansvar.

Evaluering: Det er jo også mit ansvar, at vi skal lave noget, og at jeg ikke bare lader være med at komme.

Afslutning: Det er der jo en eller anden form for ansvar og tillid til.

Pointe:

Det er vigtigt at alle – og især patruljelederen – tager fælles ansvar for, at patruljen kan fungere.

Narrativens handlingssekvens udtrykker det problematiske i uansvarlighed. Ved at benytte

ordet ”ligesom” forudsætter respondenten, der er patruljeleder, at der nødvendigvis må være

ansvar forbundet med det at være spejder, om end hun ikke umiddelbart gør det til en

selvfølge, at det hviler på patruljelederen. Endvidere siger hun, at ”det er der jo”, hvilket

ekspliciterer en konstatering, der ikke er til diskussion.

Værdien ansvar bliver primært udtrykt i forbindelse med lederarbejdet, som ses i følgende

narrativ:

Ulykken i svævebanen: Bilag I, linie 464-468; Bilag O: 25ø

Orientering: R1: Jeg havde en spejder, der var faldet seks meter ned fra en svævebane,

Evaluering: og der var det altså ikke sjovt.

Handlingssekvens: Jeg kunne ikke tage højde for, at drengen ville hoppe i svævebanen, og så tippede den rundt,

og han var både bleg og havde svag puls,

Evaluering: og der syntes jeg ikke, det var sjovt at være spejderleder – at have ansvaret. Det var ikke en dreng

jeg kendte, men det var mig, der havde ansvaret for ham.

Pointe:

Ansvar kan være hårdt. Ikke alle oplevelser med børnene er lige sjove.

68


I narrativen ekspliciteres det, at lederansvaret kan være mindre sjovt, hvis man har en uheldig

oplevelse med børnene, og det er i disse situationer ikke rart at være den, der står med

ansvaret (de to evalueringer).

’Børn-leder-børn’ princippet nævnes også i forbindelse med værdien ansvar, hvor det primært

er patruljelederne eller -assistenterne, der tilkendegiver, at de lærer ansvar(lighed) gennem

spejderarbejdet (Bilag O: 27ø; 27m).

Vi har dog ikke identificeret værdien ’ansvar(lig)’ ret mange gange i interviewene, hvilket vi

tilskriver, at det primært er børn/unge, vi interviewer, for hvem ansvar måske ikke er det, man

umiddelbart vægter ved spejderarbejdet, men dette aspekt kommer i højere grad ind blandt

dem, der vælger at blive patruljeledere og blandt de voksne ledere.

7.1.4 Friluftsliv

Nej til nylavede krøller: Bilag F, linie 378-384; Bilag O: 30n

Orientering: R1: Da vi var på spejdercenteret, der mødte vi nogle Grønspejdere,

Handlingssekvens: og den ene pige mødte vi hver morgen, og der havde hun nylavede krøller [smågrin].

Evaluering: Det kan jeg simpelthen ikke klare, når man har nylavede krøller. Hver morgen. Det hører ikke

hjemme i spejderne. R2: Nej, så useriøse spejdere er vi heller ikke!

Pointe:

Seriøse spejdere går ikke op i deres udseende.

Respondenterne fortæller i narrativen om en Grønspejder, der går op i sit udseende

(handlingssekvens), hvilket bestemt ikke falder i de to respondenters smag (evaluering).

Ytringen ”det hører ikke hjemme i spejderne” er en klar konstatering, der fremsættes som en

selvfølge, der ikke er til diskussion. Den anden respondent følger endvidere op på synspunktet

ved at sammenligne den omtalte pige med en useriøs spejder, om end hun med formuleringen

”så useriøse” erkender, at de også selv kan have tendenser i retning af magelighed.

Det har vist sig problematisk at afdække værdien friluftsliv og deraf den mening, som

spejderne tillægger den. Værdien har efter vores mening også en anden karakter end de øvrige

værdier, da friluftsliv snarere relaterer sig til det forum, hvor man udfører de forskellige

aktiviteter, og mange af de aktiviteter vi har afdækket i henhold til de øvrige værdier foregår

udendørs – eller som en spejder lidt komisk svarer, da vi spørger, hvad de forbinder med ordet

’friluftsliv’: ”At være udenfor [enkelte griner]” (Bilag H, linie 987).

69


Det lykkedes dog en tropsspejderpatrulje at forbinde friluftsliv med konkrete aktiviteter: ”I:

Men hvad laver I udenfor? R1: Bare det at være udenfor og lave bål og bygge med rafter. Og

gå og lave mad over bål. R2: At sove ude – det er rart ikke at skulle sove i et indelukket rum,

hvor der lugter af prut. R3: Ja, at sove ude. R4: At sidde ved bålet og synge sange. R2: Og

høre dyr” (Bilag E, linie 509-516).

Respondenterne forbinder derudover friluftsliv med aktiviteter som heik, ture, vandring og

klatring (Bilag O: 33m; 33n). Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at vi i

tilknytning til værdien friluftsliv også kunne identificere værdien magelighed, da nogle

respondenter fremhævede lange vandreture og overnatning i det fri som noget mindre positivt,

der dog kan opvejes af, at man skal sove i en ’luksuslejr’ med toiletter og mulighed for at få

tag over hovedet (Bilag O narrativen Det falske heik sted: 52n).

7.1.5 Sjovt

Svævebanen: Bilag D, linie 104-112; Bilag O: 76m

Evaluering: R1: Det var sjovt,

Orientering: at lave en svævebane. R2: Ja. I: Hvordan lavede I den?

Handlingssekvens: R1: Vi hejste en tre-buk eller en fire-buk, og så bandt vi den fast i den anden ende af

grusgraven. Og så kunne man sidde på den.

Resultat: Og så var den ret så psykopatisk, for man landede med numsen ned. R2: Så fik man nærmest ristet

bagdelen.

Handlingssekvens: R3: Jeg var så let, at jeg lige var ved at flyve ind i et træ, så der stod to og greb mig.

R1: Det var jeg også – mig og Søren var de letteste.

Pointe:

Det er sjovt at lave aktiviteter, hvor man bygger ting, selvom det også kan være farligt.

I narrativen fortæller børnene om, da de byggede en svævebane (handlingssekvens), som de

eksplicit udtrykker er sjovt (evaluering), også selvom (eller måske ligefrem på grund af?) det

er lidt farligt (resultat).

De grønne toiletbokse: Bilag C, linie 277-288; Bilag O: 37m

Orientering: R1: Vi synger ikke så mange spejdersange – vi synger mere […] og Christian, som ikke er her i dag,

han kan godt lide at synge Beatles sange. [flere griner] R2: Det går han rundt og skråler alene. [smågrin] R3:

Og så en sang som vores leder har lavet.

Handlingssekvens: R1: Som handler om de der grønne, ekstremt ulækre toiletbokse, hvorpå der står skrevet

Godic. R2: Ja, de der festivaltoiletter.R4: Fra Blå Sommer. R1: De er meget, meget lækre, og så de der slanger,

der går op til pisseranden [flere griner]. Rasmus stod praktisk talt og tissede ned på sin gummistøvle. [flere

griner] R4: Det var ret klamt.

Resultat og evaluering: R1: Og dem har vi så lavet en hyldestsang til, fordi vi synes, de er så dejlige. [smågrin]

Pointe:

Det er sjovt at synge popsange og hjemmedigtede skøre sange.

70


I denne tropspatrulje nævner respondenterne, hvordan de får noget sjovt ud af at opdigte

sange om ulækre festivaltoiletter (handlingssekvens). Der ligger en ironisk underforståelse

indlejret i ordene ”hyldestsang” og ”dejlige”, da respondenterne bestemt ikke synes at mene

dette bogstaveligt (evaluering), som de mange grin også understreger.

Værdien sjovt bliver af respondenterne forbundet med en lang række forskellige aktiviteter,

hvorfor vi også kan aflede, at det er en værdi, der generelt tillægges stor betydning, og som

kan komme til udtryk på forskellig vis og gennem mange aktiviteter. Dog er det et

gennemgående aspekt i interviewene, at respondenterne på tværs af alder og køn er uenige

om, hvilke aktiviteter der er henholdsvis kedelige og sjove, hvilket understøtter, at sjovt er en

værdi, der kan tillægges forskelligt indhold og mening, og som meget naturligt også afhænger

af respondenternes alder.

Børnene fremhæver primært det at lege som sjovt (Bilag O narrativerne Eksperimentariet:

39m og Slikmaskinen: 41n) og synes, at den overvejende del af spejderaktiviteterne er sjove,

lige med undtagelse af at samle blade i skoven (Bilag O narrativen At finde blade: 43m).

De unge fremhæver det oprykningsritual, som spejderne skal igennem, når de rykker op fra en

aldersgruppe til en anden, som sjovt, da spejderne her får lov til at udsætte hinanden for

ulækre eller skræmmende oplevelser (Bilag O narrativerne Rædslernes Sti: 34n og Kebab i

Helsingør: 50m). Desuden forbindes værdien sjovt med ture, løb og skøre påfund (Bilag O

narrativerne Rafter i centeret: 45n; Morfar-dag: 54ø og Olietønderne: 55m).

7.1.6 Udfordrende

En grænseoverskridende sejltur: Bilag I, linie 446-458; Bilag O: 87ø

Orientering: R1: For mange år siden, mens jeg var leder i Helsingør, så spurgte jeg ungerne, ’hvad skal vi lave’.

Handlingssekvens: Vi vil gerne lave en båd. Det er i orden’. Hvordan skal båden se ude – og der skulle være

[…] og så brugte vi en tre fire møder på at bygge den her båd – vi ledere assisterede jo, og gav gode råd, men vi

endte da med et skelet, som vi så bar ned til stranden, og beklædte den med noget presenning, og satte den ud i

Øresund. Ungerne var skeptiske, og de tænkte, at det her kan ikke flyde. Men vi havde da heldigvis 10

redningsveste. Så havde vi først én unge i, den flød stadigvæk, og så to, tre, og jeg tror jeg har et billede af, hvor

de sidder derude alle 10. Og den flyder stadigvæk. Og så sagde jeg god tur til Gilleleje, og så sejlede de

deropad, flere hundrede meter, indtil den tog så meget vand ind, at de ikke syntes, det var sjovt længere.

Resultat: Men for de unger der var det en kanon oplevelse at komme hjem og fortælle far og mor, at vi byggede

en båd, og vi satte den ud i Øresund, og vi sejlede i den, og den sank næsten ikke.

Evaluering: For ungerne var det grænseoverskridende, for de havde faktisk ikke troet på det, og alligevel

lykkedes det at få det til at fungere ved at de arbejdede sammen.

Afslutning: Og de kom ud at sejle.

Pointe:

Selv de aktiviteter der kan synes helt umulige, kan lykkes ved at samarbejde.

71


I narrativen fortæller en leder om, hvordan han sammen med børnene byggede en båd, på

trods af at børnene var skeptiske over, hvorvidt det kunne lade sig gøre (handlingssekvens),

og oplevelsen bliver en grænseoverskridende begivenhed, idet de ikke havde troet, at det

kunne lykkedes, men ved hjælp af samarbejde gik det alligevel (evaluering). Vi mener, at

denne narrativ udtrykker flere værdier udover udfordrende, og disse værdier har vi tolket som

problemløsning (børnene ville gerne bygge en båd, men måtte selv finde ud af hvordan) og

samarbejde (det lykkedes kun, fordi børnene arbejdede sammen).

Slikmaskinen: Bilag D, linie 115-129; Bilag O: 77n

Orientering: R1: Vi har bygget en slikmaskine. R2: Ja, en slik-henter-maskine

Evaluering: og det var rigtig sjovt.

Orientering: R3: Nede på Gurredam. I: Hvordan gjorde I det?

Handlingssekvens: R3: Vi tog to tre-bukke. R1: Nej, a-bukke og gravede dem ned i jorden. R3: Ja, a-bukke og så

tog vi en snor, og så havde vi en spand og så skulle man hive ude i siderne i snorene, og så var der sådan en

flasketing med vand. R2: Nej. R4: Nej, de der store mælkeflasker. R3: Ja, en mælkekarton, de der 1½ liters. Og

så skulle man hive, og så rejste den sig. I: Hvad så når man hev i den?

Resultat: R3: Ja, så rejste den sig, og så stod jeg og hev i den ene ende.

Handlingssekvens: R4: Ja, så skulle man have den ud, og så kunne man tage flasken, og hvis man åbnede låget,

så kom der slik ud.

Evaluering: Men det ville være nemmere bare at gå ind og tage det.

Pointe:

Det er sjovt og lærerigt at bygge ting, selvom de kan virke nyttesløse, fordi de gør tingene mere besværlige.

I narrativen fortæller børnene om, hvordan de ved hjælp af bukke har lavet en ’slik-hentermaskine’

(handlingssekvens), som de synes, var sjovt (1. evaluering), selvom respondent 4

udtrykker en kritisk holdning til aktiviteten, da han meget logisk konstaterer, at det

selvfølgelig ville være lettere bare at tage slikket, og selve maskinen jo bare gør det mere

besværligt (2. evaluering). Narrativen viser, at for en voksen er det nok tydeligt, at aktiviteten

skal virke udfordrende på børnene, og slikket skaber et incitament, der også gør det sjovt.

Børnene tænker dog ikke over den dybere mening med aktiviteten, hvilket netop kan forklares

med, at de er børn.

Børn og ledere har meget naturligt en forskellig indgangsvinkel til aktiviteterne, da børnene er

dem, der udfører aktiviteterne, mens lederne er dem, der planlægger dem. Lederne lægger

netop vægt på, at de har et ansvar for at skabe udfordringer og oplevelser for spejderne, og

herved ekspliciteres det, hvor vigtigt netop dette aspekt er i spejderarbejdet generelt og

konkret for, at spejderne ikke falder fra som teenagerne eller vælger andre fritidsaktiviteter:

”I: Nu oplever I jo også et frafald, når de kommer i teenageårene, og kunne det ikke skyldes,

at vennerne måske ikke synes, det er så tjekket at være spejder? R1: Nej. Det er fordi, at

lederne ikke formår at lave nogle spændende aktiviteter. Hvis man formår at sætte et

72


ordentligt program på benene, der er udfordrende, og som giver nogle oplevelser, så bliver

de også hængende” (Bilag O: 90n; Bilag I, linie 340-344).

Lederne påpeger også, at Det Danske Spejderkorps skaber oplevelser, der er

grænseoverskridende eller udfordrende og sætter spor i spejdernes bevidsthed, hvilket

adskiller aktiviteterne fra andre mere ’ligegyldige’ oplevelser, spejderne kunne have fået

andre steder. Desuden lægges der stor vægt på, at udfordrende oplevelser ligeledes rummer et

socialt aspekt, der skaber større samhørighed: ”R1: Jeg synes, det er det sociale liv og det, at

vi tager på ture og laver nogle grænseoverskridende ting – nogle ting som de husker. Nogle

store oplevelser som de ellers ikke ville have fået, hvis de gik i en sportsklub. Det synes jeg er

noget af det, der er fantastisk, og det sociale spiller en meget stor rolle i det, fordi selvfølgelig

lærer vi dem en helt masse forskellige ting, og de får også nogle sociale kompetencer og

måder at være på, idet at de er spejdere, men det at vi bruger så meget tid sammen og bruger

tid på andet end at drikke te og pille næse, det betyder meget. Nogle spejdere du har været på

en tur med, hvor du er kommet en lille smule længere end bare til at gå en tur ud af en eller

anden vej, men har været ude i et eller andet, hvor man har udfordret sig selv lidt. Det bygger

dem meget sammen, og det betyder meget, fordi man socialt kommer tæt på hinanden” (Bilag

O: 91m; Bilag J, linie 92-101). Det er interessant at se, hvordan især de sociale og praktiske

kompetencer bliver forbundet med det at være spejder, hvilket respondenten udtrykker ved at

sige ”selvfølgelig lærer vi dem ting” og ”idet at de er spejdere”, hvorved det bliver en

konstaterende selvfølgelighed.

Spejderne selv nævner forskellige former for løb og ture som hårde og udfordrende, hvilket

både begrundes med, at man skal gå langt – og på natløbene uden at få søvn – og at man skal

løse svære opgaver ved at tænke kreativt (Bilag O narrativerne Atombomben: 72n; Kæpkamelen:

84ø og Vandring på Söderåsen: 85ø).

7.1.7 Opsamling på KAFSU

Af ovenstående analyse kan vi konkludere, at værdierne KAFSU tillægges en lang række

forskellige aktiviteter og meninger, og det vidner om en tilsyneladende stor rummelighed for

værdiernes fortolkning blandt spejderne i Espergærde, hvor det eksempelvis både kan være

sjovt at lave nogle helt konkrete praktiske ting og forfatte en skør sang om nogle ulækre

toiletter. Det skal pointeres, at vi kan identificere en intern divergens mellem, hvad

respondenterne forbinder med de enkelte værdier, men det er primært i forbindelse med

73


værdierne sjovt og udfordrende, at vi kan spore den største uenighed, mens der har været stor

enighed om, hvad der forbindes med værdierne kammeratskab, ansvar og friluftsliv. Dette kan

begrundes med, at der aldersmæssigt er stor forskel på, hvad man opfatter som sjovt og

udfordrende, hvilket også er en gennemgående pointe i den samlede analyse, og det er kun

naturligt, at en spejder på 9 år og en på 19 år vil have forskellige meninger om, hvad der

eksempelvis er udfordrende, mens de kan være ubetinget enige om, at kammeratskabet er

vigtigt, og det opnås gennem det daglige samvær, man har med sin patrulje og andre spejdere.

Som tidligere nævnt har det i forbindelse med nogle af værdierne været svært for

respondenterne at udtrykke historier eller andre ytringer, der illustrerer de pågældende

værdier, og de har ofte ikke selv udtrykt værdien, medmindre vi har spurgt meget direkte ind

til det, som var tilfældet i alle interviews, hvor vi sluttelig spurgte ”hvad forbinder I med

værdien ansvar” og så fremdeles (jf. Bilag A). Problemet var primært gældende for værdierne

ansvar og friluftsliv, hvor vi som nævnt har argumenteret for, at værdien ansvar givetvis ikke

er det første, der ligger børn og unge på sinde, og det var også hovedsagligt klanspejderne og

lederne, der udtrykte denne værdi. Værdien friluftsliv er derimod af en helt anden karakter

end de øvrige værdier, da den jo i princippet bare indebærer, at man er udenfor, hvilket

spejderne er det mest af tiden, så for spejderne virkede det næsten banalt, når vi begyndte at

spørge dem om, hvad de forbandt med friluftsliv, da det for dem var ’det hele’.

7.2 Tradition og fornyelse

I forlængelse af analysens første del finder vi det interessant at undersøge, om spejderne

opfatter de aktiviteter, de indholdsmæssigt har forbundet med værdierne KAFSU, som

henholdsvis traditionelle eller moderne, og hvordan de vurderer vægtningen mellem nye og

gamle aktiviteter. Dette fordi vi gennem vores indledende præsentation og analyse af Det

Danske Spejderkorps (jf. Kapitel 5) og i interviewet med den kommunikationsansvarlige (jf.

Bilag B) er blevet bevidste om, at der i organisationen er en aktuel diskussion om forholdet

mellem tradition og fornyelse i spejderarbejdet, som vi analyserer, hvordan kommer til

udtryk, når spejderne fortæller om deres spejdervirke. Denne delanalyse er med andre ord

medvirkende til, at vi senere kan konkludere, om der blandt medlemmerne eksisterer en

traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder.

74


7.2.1 Tradition

I vores undersøgelse af, hvilke aktiviteter, der konkret forbindes med begrebet tradition, ser vi

i nedenstående narrativ henvisning til ture, lejre og løb:

Tradition på Söderåsen: Bilag E, linie 268-273; Bilag N: 8n

Orientering: R1: Nogle af de ture, som gentager sig, og nogle af ting vi laver f.eks. når vi er på Söderåsen. Det

er i Pinsen og som storspejdere – det er juniorer, trop og klan sammen

Handlingssekvens: – cykler man derop,

Evaluering: og det er tradition,

Handlingssekvens: at det er en bestemt vej vi cykler, og at det er det samme sted vi sover, og om lørdagen skal vi

have kylling, og der er en bestemt rute man går og sådan nogle ting.

Resultat: Og sådan er der en masse ture, der er bestemte og nogle løb, der er der hvert år.

Afslutning: Også sommerlejren og juleturen er med til traditionen.

Pointe:

Man har mange traditioner til spejder.

I narrativen fortæller respondenten om spejdernes årlige tur til Söderåsen (orientering og

handlingssekvens). I den evaluerende fase understreges det, at ”det er tradition”, hvorfor vi

kan tolke, at begrebet bruges til at forklare eller forstå nogle af de aktiviteter, spejderne laver,

og på den måde er traditionen med til at skabe mening med aktiviteterne. Desuden ser vi i

resultatet, at respondenten siger ”en masse ture, der er bestemte og nogle løb, der er der hvert

år”, hvor ordet bestemt henviser til, at det er en fast tradition, hvilket desuden forklares med,

at det er aktiviteter, der gentages år efter år.

Af konkrete aktiviteter bliver traditionen desuden forbundet med raftebygning og morse,

hvilket ses i nedenstående tekststykke:

Bilag C, linie 265-274; Bilag N: 3ø

I: Er der nogle af de aktiviteter I laver, hvor man kan sige, at det er rigtig spejder? R1: LPT. R2: Det synes jeg

faktisk er et af de bedste eksempler. R3: At bygge med rafter. R1: Dét er spejder. R3: Ja, og det er morse jo

sådan set også, det er bare ikke helt så fedt. R1: Nej, det er meget, meget stenet. I: Men hvorfor er det lige de

ting, der er rigtig spejder? R3: Det har man jo forbundet med spejder lige siden det begyndte, men der er

selvfølgelig også andet i det.

Respondenterne fremhæver her, at aktiviteter som raftebygning og morse er uløseligt

forbundet med spejderarbejdet, fordi ”det har man jo forbundet med spejder lige siden det

begyndte”, og respondenten fremsætter den traditionsbundne begrundelse for at lave visse

aktiviteter, som en konstatering eller selvfølgelighed, der ikke stilles spørgsmålstegn ved.

75


Bilag G, linie 174-177; Bilag N: 14m

R1: Da vi gik i Bjørnene, skulle man tage sådan nogle kedelige mærker, sådan noget med at sy og bruge en saks.

Det var vildt kedeligt. Så fik man et sybevis. R2: Ja! Det var ikke rigtig spejder. R1: Det er sådan et mærke fra

gamle dage.

Endvidere bliver traditionen forbundet med mærker, knob og flaghilsen, hvilket ses i

ovenstående tekststykke, hvor respondenterne nævner, at et sybevis er et mærke ”fra gamle

dage”, og vi tolker betegnelsen gammeldags som en tilkendegivelse af, at det opfattes som en

traditionel aktivitet i kraft af, at sådan har man altid gjort.

Bilag D, linie 376-384; Bilag N: 6m

I: Men hvad synes I ellers er gamle spejderting? R1: Det ved jeg ikke. R2: Knob. R3: Knob. R4: Man skal kende

ham der Ben Poul, eller hvad han hedder. R2: Og så skal man lære, hvordan man laver det der flaghilsen […] I:

Hvorfor skal man lære det? R5: Det hører med til at være spejder.

I ovenstående tekststykke benyttes traditionen som svar på, hvorfor spejderne skal lære at

binde knob og gøre flaghilsen, hvilket begrundes med, at ”det hører med til at være spejder”,

som er en konstatering, der ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Bilag F, linie 388-395; Bilag N: 11m

R1: Vi er meget imod, at det ikke hedder Espergærde Gruppe mere. Nu hedder det Espergærde Spejderne. R2:

Ja, og det der nye klamme mærke. R1: Ja, det er ikke så kønt. R2: Det Danske Spejderkorps’ nye mærke er sådan

et blåt ét, og det gamle var meget flottere. R1: Og det er lidt sådan, at I kan da ikke bare skifte det, for sådan har

det bare altid været. R2: Ja, sådan har det været i 100 år næsten. Og det nye er også meget sværere at sætte på,

for det er sådan noget hårdt noget.

Endeligt bruges traditionen også til at begrunde, hvorfor nogle ting ikke kan ændres eller

accepteres, som det eksempelvis var tilfældet med det nye korpsmærke og de nye

gruppenavne, som DDS’ Korpsledelse indførte for et par år siden, hvilket vi ser i ovenstående

eksempel. Traditionens betydning mener vi ligger i ytringen ”I kan da ikke bare skifte det, for

sådan har det bare altid været”, hvor holdningen til det nye mærke bliver begrundet med dets

100-årige historie, som respondenterne ikke ønsker at lave om på, og traditionen er dermed en

væsentlig begrundelse for, at nogle ting per definition – og med en klar selvfølgelighed fra

spejdernes side – ikke skal ændres, fordi de ofte er unødvendige og formålsløse.

Bilag H, linie 731-773; Bilag N: 51n

I: Nu sagde du før, at det med morse og flag var lidt ligegyldige, men har I andre nogle ting, I godt kan undvære

og som ikke passer ind i DDS anno 2004? R1: Morgenrevillen når der stiller sig en konservativ gut op med sin

legitimerede spejderhat og trutter i sin trompet ved solopgang […] R2: Jeg synes, at flaghejsning er dybt

overflødigt. R3: Jeg synes, at det er vigtigt, for det sætter en eller anden status, og det er et godt samlingspunkt.

R4: Jeg synes, det er godt at lave en morgensamling, så alle får at vide, hvad dagen går ud på, men idéen med at

stå stift… Jeg synes, at det ind imellem kan blive for meget og for striks. R2: Måske er det lidt for meget at holde

fast i det gamle og det militante ved, at man skal stå og gøre honnør til et stykke stof. R3: Det er da også det

eneste disciplin, der er tilbage […] Alt det andet er for længst udskiftet for vores vedkommende […] Det eneste

76


vi har tilbage er, at vi har en morgensamling, hvor vi hejser flaget og viser det vores respekt, og det synes jeg

også er vigtigt, for vi er jo stadig danske, og det er en væsentlig del af det, at det netop er Det Danske

Spejderkorps. R2: Jamen – nej, den diskussion kan vi tage senere. R4: Der er jo traditioner.

Som et sidste aspekt fremhæver vi ovenstående tekststykke, der viser respondenternes

uenighed om, hvorvidt traditioner som morgensamling og flaghejsning er overflødige og

forældede, eller stadig er vigtige elementer, der afspejler selve grundtanken i DDS’ danske

historie og arv. Henvisningen til traditionen kommer eksplicit til udtryk gennem ytringen

”måske er det lidt for meget at holde fast i det gamle og det militante ved, at man skal stå og

gøre honnør til et stykke stof”. I brugen af ordene ”konservativ” og ”legitimerede” ligger

desuden en grinagtig fremstilling af visse spejdere og de ritualer (aktiviteter), de holder i

hævd. Endelig fremhæves traditionen i den afsluttende bemærkning ”der er jo traditioner”,

hvor respondenten så at sige ’samler op’ på hele diskussionen og begrunder, at mange af de

aktiviteter spejderne laver netop bygger på gamle traditioner og grundtanker.

7.2.2 Fornyelse

Bilag F, linie 410-413; Bilag N: 27n

R1: Og der var helt vildt mange nye ting, og det der SMG, bliver de ved med at lave. Jeg ved ikke, om de laver

det hvert år, men de ville i hvert fald blive ved med at gøre det. Og det synes jeg er en god idé, for så bliver vi

altså ikke sådan nogle tjikker-likkerspejdere. Vi følger ligesom med tiden.

Af konkrete eksempler på fornyelse fremhæver en respondent Spejdernes Melodi Grandprix

(SMG), hvilket ses i ovenstående tekststykke, hvor aktiviteten nævnes som en ny ting, der er

væsentlig for, at ”vi følger ligesom med tiden”.

Desuden fremhæves aktiviteter, hvor der indgår ny teknologi som SMS, GPS og Internettet,

hvilket ses i nedenstående eksempler:

Bilag I, linie 255-261; Bilag N: 31m

R1: Jeg tror, at hvis spejderkorpset skal have en chance i fremtiden, så skal det følge med tiden. Og hvis enhver

spejder over 11 år fiser rundt med en mobiltelefon i lommen, så kan man lige så godt tænke den ind i det

arbejde, man laver. Internettet har vi også brugt til at lave spejdermøder over, altså hvor lederne har siddet et

sted, og spejderne har siddet et andet sted samlet i et hjem, og så har de fået stillet deres opgave via mails. Og

den eneste måde de kunne løse opgaverne på var ved at opsøge forskellige spejderhjemmesider på nettet. Det er

måder at give dem kendskab til spejderhjemmesider på.

Her omtaler respondenterne brugen af Internettet og mobiltelefoner i spejderarbejdet som en

konsekvens af samfundets udvikling, hvilket Det Danske Spejderkorps er nødt til at forholde

sig til, og det nye og moderne opfattes som væsentligt for DDS’ fremtid, hvilket ses i ytringen

”hvis spejderkorpset skal have en chance i fremtiden, så skal det følge med tiden”. Desuden

77


opfattes fornyelsen som noget positivt, fordi det samtidig med at tiltale de unge, også har et

element af læring og problemløsning.

Bilag H, linie 680-684; Bilag N: 50m

R1: F.eks. måden at kommunikere på – du kan finde vej på GPS, du kan kommunikere over Internet og telefonnet

på alle mulige forskellige måder, og der er ingen grund til at sende en lyskegle gennem skoven og blinke med en

lygte og vifte med flag, selvom lys og morse er godt at kunne nogle gange, men jeg tror, at det er vigtigt, at man

ikke holder for meget fast i det, men også tager de nye ting til sig, som bliver mere og mere relevante også.

I dette tekststykke forbinder respondenten ligeledes fornyelsen med nye måder at

kommunikere og orientere sig på eksempelvis ved brug af GPS, og igen ekspliciteres det

vigtige ved, at man ”også tager de nye ting til sig, som bliver mere og mere relevante” og

dermed fokuseres der på, at fornyelsen er vigtig for relevansen af spejderarbejdet.

Slutteligt vælger vi at fremhæve en række tekststykker, der viser spejdernes holdning til de

nye og gamle aktiviteter.

Bilag C, linie 487-494; Bilag N: 39n

R1: Det nye er sjovere end det gamle. R2: Nej, ikke altid […] R1: Jeg vil sige det på den måde, at jeg endnu ikke

har prøvet en af de nye ting, som var rigtig, rigtig kedelig. Der er et par af de gamle ting, som er kedelige, men

de fleste gamle ting er faktisk også sjove. Alt i alt så er det meget skægt alt sammen. R3: Det nye er sjovt, og det

gamle skal være der.

I dette eksempel fremhæver den første respondent, at de nye aktiviteter er sjovere end de

gamle, men der er dog uenighed om dette synspunkt, hvilket ses ved, at en anden respondent

siger ”nej, ikke altid”. Dernæst reviderer den første respondent sit synspunkt, og ender med at

konkludere, at selvom mange af de mere traditionelle ting er kedelige, så kan de også være

sjove, og slutteligt konstaterer en respondent, at ”det nye er sjovt, og det gamle skal være

der”, hvilket vidner om, at begge aspekter er vigtige for spejderne.

Bilag E, linie 202-206; Bilag N: 43ø

I: Men hvordan oplever I det med at lave nye spejderting over for gamle spejderting – nu har I jo også Melodi

Grand Prix og SMS-løb, men er det vigtigt? R1: Jeg tror, at det ville ødelægge idéen med spejder, hvis det kun

var det, men jeg tror også, at folk ville lade være med at være spejdere, hvis man ikke havde det, fordi så bliver

det for forældet og gammeldags.

Endelig viser det sidste tekststykke, at nye aktiviteter er vigtige for både at tiltrække og

fastholde spejdere, men samtidig siger respondenten, at det ville ”ødelægge idéen med

spejder”, hvis spejderarbejdet kun bestod af dette nye, hvorfor vi kan udlede, at de

traditionelle aktiviteter er en essentiel del af spejderarbejdet.

78


7.2.3 Opsamling på Tradition og fornyelse

Vi ser i ovenstående analyse, at de traditionelle aktiviteter forbindes med rafter, knob og

morse, mens nye aktiviteter inddrager brug eksempelvis SMS og GPS på løb. Det er egentligt

ikke overraskende, at det er de nævnte aktiviteter, der bliver fremhævet som henholdsvis

traditionelle og nye, da de praktiske færdigheder altid har været en essentiel del af

spejderarbejdet, og derfor er det også kun naturligt, at de af respondenterne bliver betegnet

som gammeldags. Derimod er nye teknologiske hjælpemidler netop en konsekvens af en

moderne verden i udvikling, hvor også Det Danske Spejderkorps må forholde sig til at være

del af et samfund, hvor sådanne teknologier er en del af de fleste menneskers hverdag.

Vi ser dog også tilkendegivelser af, at der både skal være plads til tradition og fornyelse i

spejderkorpset, selvom der er forskel på, hvad respondenterne vægter som mest vigtigt, og

især er spejderne meget konstaterende, når de begrunder aktiviteternes berettigelse med

traditionen, hvorfor denne bliver at betragte som en selvfølge. Og selvom det nævnes, at de

nye aktiviteter er sjove og nødvendige for DDS’ fremtid, så skal de traditionelle aktiviteter

stadig være en del af spejderarbejdet, om end respondenterne synes, at det gammeldags også

kan være kedeligt. På trods af spejdernes generelle fokusering på nye og sjove aktiviteter, kan

vi spore en traditionsbunden opfattelse af, hvad der er en ’rigtig’ spejder.

7.3 Hvad er en ’rigtig’ spejder?

I det følgende vil vi skitsere, hvad vores respondenter forbinder med at være en ’rigtig’

spejder, og nedenstående delanalyse er sammen med ovenstående Tradition og fornyelse

analyse medvirkende til, at vi senere kan besvare spørgsmålet om, hvorvidt der blandt

medlemmerne eksisterer en traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være

en ’rigtig’ spejder. Analysen vil således både fokusere på hvad en ’rigtig’ spejder er, men

også om der i den pågældende gruppe er enighed om dette. Derfor kigger vi også på

respondenternes feedback, og om de har tilkendegivet enighed/uenighed om det pågældende

emne andetsteds i konteksten.

Vi har i bearbejdelsen af vores interviews overordnet identificeret, at respondenterne både

forbinder det at være en ’rigtig’ spejder med at lave bestemte aktiviteter og besidde visse

personlige egenskaber, men vi har også afdækket, at spejderne bruger bestemte værdiladede

begreber (såsom tjikker-likkerspejder), hvori der ligger en bestemt mening, og som vi derfor

79


har fundet interessant at undersøge yderligere. I de tilfælde, hvor vi både har set en

identifikation med ’rigtig’ spejder i henhold til aktiviteter/egenskaber og begreber, har vi lavet

en distinktion mellem disse. Vi har valgt at opdele analysen i fire dele, så hver aldersgren og

ledere er repræsenteret hver for sig, da det er vores antagelse, at der er forskel på, hvad der

opfattes som ’rigtig’ spejder alt efter respondenternes alder, og da enigheden givetvis vil være

afhængig af, hvor længe patruljen har været sammen. Forskellene mellem aldersgrupper

diskuteres nærmere i afsnit 7.4 Opretholdelse af det traditionelle spejderbillede.

7.3.1 Juniorspejdere

Bilag D, linie 193-204; Bilag M: 1m

I: Men hvad skal man så lave for at være rigtig spejder? R1: Lave bål og knob og alle sådan nogle ting.

I: Er det, hvad en rigtig spejder skal kunne? R1: Ja, og lave ordentlige snobrød. Det er jeg god til. R2: Man skal

også kunne lave førstehjælp. R3: Og snitte. R1: Og hugge med økse og save. R2: Ja. I: Hvorfor skal man kunne

de ting? R2: For hvis der nu er nogen, der f.eks. kommer til skade ude i skoven, og de bare er to eller tre

personer, så er det godt at kunne førstehjælp, så man kan hjælpe dem. R1: Og det kan vi godt.

Respondenterne ytrer sig i ovenstående meget kortfattet og konstaterende i form af specifikke

aktiviteter, og en ’rigtig’ spejder bliver forbundet med aktiviteter som rafter, knob, snobrød og

praktiske færdigheder. I samtalen om dette konkrete emne deltager tre af børnene ivrigt, hvor

de supplerer hinandens pointer, hvilket blandt andet ses ved at de starter sætningerne med ”og

[…]” og ”ja”, som viser, at den der overtager taleturen enten ikke er uenig i det ytrede eller

tilkendegiver en direkte enighed. I passagen kan vi desuden se, at børnene vægter det at kunne

nogle praktiske færdigheder, hvilket en af respondenterne giver som begrundelse for, at man

skulle kunne alle de her ting.

Vægtningen af de praktiske færdigheder som ’rigtig’ spejder ses også i nedenstående passage:

Bilag D, linie 399-425; Bilag M: 3ø

I: Men er der nogen ting, hvor I siger, at det der, det kan man bare ikke lave som spejder? R1: Ja, jeg synes ikke,

at man bare skal gå rundt og f.eks. samle blade, det synes jeg ikke er så meget spejder, og så synes jeg heller

ikke, at Melodi Grand Prix har så meget med spejder at gøre, men det er da meget sjovt. R2: Altså jeg synes, at

hvis man skal lave noget, der slet ikke er spejderagtigt, så er det f.eks. at gå rundt og lege tagfat det er lidt

spejderagtigt, men så et eller andet underligt som f.eks. – har du et forslag? Sådan et eller andet med, at man

går rundt og siger ’huhu’? R1: Det der æggeleg. R3: Hvad er det? R2: Sådan noget som ikke passer ind. I: Så

der er noget, som ikke lige passer ind til spejder? [alle siger ja] I: Men er der andre ting, der bare ikke er

spejder? R3: Ja, ’British bulldog’. R5: Jo, dét er. R4: Nej, det synes jeg ikke. R5: Svømmehallen det synes jeg

ikke hører med til at være spejder. R4: Dét er i hvert fald slet ikke spejder. R1: Nej, svømmehallen det synes jeg

heller ikke. R6: Men hvad med det med livredder i svømmehallen? R1: Ja, det er godt. R5: Det hører med. R6:

Det var derfor, man tog i svømmehallen. R1: Vi gjorde det bare for at lege. R5: Livredder det har noget at gøre

med førstehjælp. R1: Vi fik bare lov til at lege.

80


Alle børnene deltager i samtalen om, hvad man kan lave til spejder, hvor de hovedsageligt

udtrykker personlige holdninger, og der er enkelte gange, hvor ytringerne er klart

konstaterende, hvilket ses i følgende bemærkninger ”jo, dét er”, ”dét er i hvert fald slet ikke

spejder” og ”det hører med”. Disse bemærkninger viser desuden respondenternes

enighed/uenighed omkring, hvilke aktiviteter der er rigtige spejderaktiviteter. At børnene har

en klar opfattelse af, hvad der hører med til spejder, og hvad der ikke gør, understreges også

af, at en af respondenterne benytter ordet ”spejderagtigt”, der i dette tilfælde hverken har en

positiv eller negativ værdiladning, men blot indikerer, at der i spejdernes bevidsthed er en klar

opfattelse af, hvad det vil sige at være spejder. Børnene er generelt uenige om, hvilke

aktiviteter man kan og ikke kan lave til spejder, men der er dog bred enighed om, at nogle ting

ikke passer ind, hvilket tilkendegives ved, at alle svarer ’ja’, når vi spørger mere overordnet til

det, som eksempelvis æggeleg. Og selvom der er direkte uenighed om, hvorvidt det at lege er

udtryk for rigtig spejder, så er der stor enighed om, at en tur til svømmehallen bestemt ikke er

det. Denne holdning ændres dog i det øjeblik, hvor en af respondenterne nævner, at denne

aktivitet også har noget med livredder at gøre, hvorefter der opstår enighed om, at hvis man

tager i svømmehallen for at lære livredning, så er det helt i orden, hvilket begrundes med, at

det er en del af at kunne førstehjælp.

At børnene har nogle klare holdninger til, hvad der ikke hører med til spejdere, ses også i

nedenstående passage:

Bilag G, linie 145-148; Bilag M: 5m

R1: Jeg syntes, det der løb med SMS’er var lidt plat, men nu var jeg ikke med til det, for jeg synes fra starten, at

det lød plat, fordi det ikke har noget med spejdere at gøre. Jeg synes, at Melodi Grand Prix’et var en meget god

ide. Jeg vil hellere lave sådan nogle traditionelle ting. R2: Ja, jeg synes nu også sådan noget som Melodi Grand

Prix er sjovt. Men det behøves ikke.

Den første respondent er klart konstaterende, når han argumenterer for, hvorfor en aktivitet

som SMS-løbet ikke hører hjemme hos spejderne med begrundelsen ”det lød plat, fordi det

ikke har noget med spejdere at gøre”, hvorved han også tilkendegiver at have en mere

traditionsbunden opfattelse af, hvad der er en ’rigtig’ spejder. Dette understreges ved, at han

nævner SMG som noget positivt begrundet med, at det er en ”traditionel ting”. Dog mener vi

ikke, at det giver megen mening at betegne SMG som en traditionel aktivitet, idet det var

første gang spejderkorpset afholdt et sådant i 2004, og vi må erkende, at respondenten på

grund af sin alder nok har en misforstået opfattelse af ordet ’traditionel’, hvorfor det kan være

svært at forstå, hvad han konkret har ment. Den anden respondent er enig i, at SMG er sjovt,

men hun understreger samtidig, at det er en aktivitet, der ikke behøver at være der, hvorved

81


det indirekte tilkendegives, at andre aktiviteter er vigtigere, om end et Melodi Grand Prix er

sjovt.

7.3.2 Tropsspejdere

’Rigtig’ spejder i forhold til aktiviteter

Det første vi søger at undersøge i denne delanalyse er, hvilke aktiviteter spejderne forbinder

med det at være en ’rigtig’ spejder, hvilket vi ser eksempler på i alle tre interviews med

troppen.

Bilag C, linie 265-274: Bilag M: 6n

I: Er der nogle af de aktiviteter I laver, hvor man kan sige, at det er rigtig spejder? R1: LPT. R2: Det synes jeg

faktisk er et af de bedste eksempler. R3: At bygge med rafter. R1: Dét er spejder. R3: Ja, og det er morse jo

sådan set også, det er bare ikke helt så fedt. R1: Nej, det er meget, meget stenet. I: Men hvorfor er det lige de

ting, der er rigtig spejder? R3: Det har man jo forbundet med spejder lige siden det begyndte, men der er

selvfølgelig også andet i det.

Da vi spørger drengetroppen om, hvad de forbinder med en ’rigtig’ spejder, nævner de

aktiviteter som LPT (Landspatruljeturneringen), raftebygning og morse, hvilket en respondent

begrunder med, at ”det har man jo forbundet med spejder lige siden det begyndte”. Hermed

kan vi tolke en traditionsbunden opfattelse af, hvad der lægges i begrebet en ’rigtig’ spejder,

og da begrundelsen er fremsat som en konstatering, accepterer respondenten, at disse

aktiviteter er en essentiel del af spejderarbejdet grundet traditionen. At drengene har en fælles

opfattelse af, hvilke aktiviteter der forbindes med at være en ’rigtig’ spejder ses i feedbacken

”det synes jeg faktisk er et af de bedste eksempler”, hvor R2 tilkendegiver sin enighed med

R1, og ”dét er spejder”, hvor R1 erklærer sig enig med R3. Desuden ser vi i tekststykket, at en

respondent omtaler morse som ”ikke helt så fedt”, hvilket vi – sammenholdt med en anden

respondents samstemmende feedback ”nej, det er meget, meget stenet” – tolker som en

tilkendegivelse af, at drengene opfatter morse som en kedelig aktivitet. Det vil sige, at

uanfægtet en aktivitet er kedelig, så forbindes den alligevel med ’rigtig’ spejder.

Bilag C, linie 500-507; Bilag M: 7n

I: Er det fordi, at hvis I ikke lavede de gamle ting, så ville det ikke være rigtig spejder? [flere prøver at få ordet]

R1: Hvis det hele gik op i SMS-løb og SMG, så ville der ikke være så meget ved det. R2: Det er godt at følge

traditionen en gang imellem. R3: Et køkkenbord lavet af rafter og reb er da også enormt praktisk. R4: Uanset

hvor moderne vi var, så tror jeg ikke vi kunne klare os uden det, med mindre vi ville sidde og lave mad på

jorden. R3: Det kan man da også godt, men det er meget rart at sidde ned.

I ovenstående tekststykke ser vi, at drengene giver udtryk for, at hvis spejderarbejdet kun

bestod af nye aktiviteter som SMS-løb og SMG, ”så ville der ikke være så meget ved det”,

som en respondent udtrykker det. Dermed mener vi også, at han som svar på vores spørgsmål

82


tilkendegiver, at det ikke ville være ’rigtig’ spejder, hvis der ikke stadig var nogle traditionelle

aktiviteter. I lighed med ovenstående tekststykke ser vi, at traditionen bliver brugt til at

forklare aktiviteternes berettigelse, da en respondent konstaterer, at ”det er godt at følge

traditionen en gang imellem”. At dette er en fælles opfattelse ser vi i den efterfølgende

feedback, hvor to andre respondenter fremhæver et raftekøkkenbord som en traditionel – men

også praktisk anvendelig – aktivitet, hvilket vi ser i bemærkningen ”et køkkenbord lavet af

rafter og reb er da også enormt praktisk”.

Bilag E, linie 307-318; Bilag N: 43n

I: Men hvad hører slet ikke hjemme hos spejder – er der noget, der er for gammeldags? R1: At man render rundt

ude i skoven med en kikkert og kigger på fugle. R2: Ja, det er interessant [alle griner] R1: Nej. Eller at finde

fodspor og lægge gips, for det kan godt være at det var sjovt, da man var mini, men det er meget noget fra gamle

dage, og det har jeg også set i Anders And bladene med Grønspætterne og i et teaterstykke, hvor de gør vildt

grin med det. R3: Det er et lidt forkert billede af at være spejder. R1: Det er slet ikke spejder. Det er måske lidt

for gammeldags, synes jeg. R3: Der er måske nogle spejdere, der forbinder det med spejder, men det synes jeg

ikke. Jeg synes måske også, at det der med at tage mærker, det er lidt gammeldags eller militæragtigt, men

selvfølgelig kommer spejder også fra militær, men det der med at ’jeg har bare taget alle de her mærker, så

derfor er jeg bedre end dig’, det virker lidt for gammeldags på en måde.

Vi ser i ovenstående eksempel, at pigerne tager afstand fra at lave visse aktiviteter, som de

betegner som kedelige og ”noget fra gamle dage”, og der er en fælles opfattelse at, det at

kigge på fugle eller finde fodspor i skoven ikke er at forbinde med en ’rigtig’ spejder, hvilket

vi ser i ytringen ”der er måske nogle spejdere, der forbinder det med spejder, men det synes

jeg ikke” og i den efterfølgende feedback ”det er et lidt forkert billede af at være spejder” og

”det er slet ikke spejder”. Vi er dog i tvivl om, hvorvidt ytringen ”ja, det er interessant” i den

forbindelse skal tolkes ironisk, eller om hun reelt tilkendegiver at være uenig med de andre.

En af respondenterne tilkendegiver, at der er nogle spejdere, der forbinder de nævnte

aktiviteter med spejder, hvilket indikerer, at nogle grupper holder mere fast i traditionerne end

andre, og respondenterne søger at fremhæve sig selv som moderne ved at distancere sig fra de

gammeldags aktiviteter, som de i øvrigt gør grin med ved at henvise til Grønspætterne.

Respondenterne er ikke eksplicitte om, hvad de så forbinder med en ’rigtig’ spejder, men

forud for ovenstående ser vi, at en respondent tilkendegiver, at ”de sidste par år har der nok

været en udvikling, så det er blevet lidt mere moderne, også fordi der er kommet nogle

teknologiske hjælpemidler, som man også tager ind i spejderarbejdet f.eks. GPS og SMS til

løb. Men det er ikke noget man lægger mærke til, for det er bare en naturlig del” (Bilag E,

linie 292-295). Dette tolker vi som en positiv holdning til fornyelse, og da respondenten siger,

at GPS og SMS er blevet en ”naturlig” del af spejderarbejdet, mener vi også at kunne tolke, at

hendes opfattelse af en ’rigtig’ spejder ikke kun er bundet til traditionelle aktiviteter.

83


Spejder med pink hår: Bilag E, linie 278-286; Bilag N: 24m

Orientering: R1: Ja, jeg kan huske dengang, da jeg var mikro og mini,

Handlingssekvens: at der startede man med at stå i en rundkreds udenfor, og så skulle man stå i patruljeorden

og sige ’Pungmusen, Espergærde Gruppe melder til’ og ’Pungmusen, Espergærde Gruppe melder fra’.

Resultat: Det var sådan noget rigtig spejderagtigt noget, men det er røget ud her, da man blev junior og trop,

Evaluering: og det synes jeg måske også er noget, man gør, når man er lille, og render rundt i uniform og måske

også kan have den der hat på. Men det passer ikke rigtig ind, når man er blevet ældre, for så er man mere den

der… det jeg ved ikke, men seje type. Jeg tror faktisk ikke, at nogen der går til svømning vil rende rundt med

pink hår.

Afslutning: Jeg har faktisk lagt mærke til, at der rimelig mange til spejder, der er de der lidt anderledes og

specielle typer med en anderledes stil.

I narrativen ser vi, at respondenten refererer til ’patruljemeldingen’ (handlingssekvensen) som

”sådan noget rigtig spejderagtigt noget” (resultatet), man gjorde, da man var mindre, og

eftersom hun i evalueringen konstaterer, at ”det passer ikke rigtig ind, når man er blevet

ældre” tolker vi, at der i ordet spejderagtigt ligger en tilkendegivelse af, at nogle ting eller

traditioner er forbundet med det at være en ’rigtig’ spejder, men at denne opfattelse ændrer sig

i takt med, at man bliver ældre, fordi man bliver en mere ”sej” type. Derfor kan vi i

spejderagtig også spore en tilkendegivelse af, at begrebet er en modsætning til det ’seje’,

hvorfor det kan tolkes som udtryk for noget ’ikke-sejt’ og traditionsbundet, som respondenten

ikke vil associeres med. Respondenten afslutter sin historie med bemærkningen ”jeg har

faktisk lagt mærke til, at der rimelig mange til spejder, der er de der lidt anderledes og

specielle typer med en anderledes stil”, hvilket indikerer, at hun ikke har en traditionsbunden

opfattelse af, hvad det vil sige at være spejder, og vi tolker hendes ytring om spejdere med

pink hår, som en tilkendegivelse af, at spejdere til forskel fra andre er smarte, anderledes og

med på moden.

Bilag F, linie 160-170; Bilag M: 11n

R1: Jeg tror ikke, at der er nogen definition af, hvad det vil sige at være rigtig spejder. Jeg vil sige, at nogle

laver mere end andre. [alle griner] R2: Det vil sige, at Espergærdetrop laver ikke noget. [flere griner] R1: Jo,

nogen af dem – bare ikke lige vores patrulje. [smågrin] R2: De aktive drenge. [enkelte griner] I: Men hvad kunne

en rigtig spejderaktivitet være? R3: Hmm, det ved jeg ikke rigtig. R2: At bygge et klatrestativ – det har vi lavet

nogle gange på nogle spejderture. R1: Nogle gange er der sådan nogle raftekonkurrencer, hvor man skal lave

nogle ting som karruseller ud af rafter og vipper og klatrestativer og alle sådan nogle skæve ting. Rafter det er

nok den mest spejderlige ting, jeg kan komme på. [smågrin]

I interviewet med den anden pigetrop ser vi, at to respondenter forbinder rafteaktiviteter med

en ’rigtig’ spejder, hvilket blandt andet ses i ytringen ”rafter det er nok den mest spejderlige

ting, jeg kan komme på”, og vi tolker her noget normativt omkring spejderaktiviteterne i ordet

spejderlig, hvorfor det også er et udtryk for ’rigtig’ spejder.

Dog ser vi også, at den ene respondent først siger, at der ikke ”er nogen definition af, hvad det

vil sige at være rigtig spejder”, men dernæst siger hun, at nogle laver mere end andre, og den

84


feedback, der efterfølgende kommer i ytringen ”de aktive drenge”, tolker vi som en

tilkendegivelse af, at drengene er mere ’rigtige’ spejdere, da de er mere aktive end pigerne.

Bilag F, linie 248-256; Bilag M: 12n

I: Men hvad plejer I at lave på møderne? R1: Snakke. R2: Og hvis vi overhovedet ikke har noget at lave, så går

vi op på ungdomsskolen. R3: Men vi laver alt muligt og snakker og drikker te. R1: Ellers går vi bare hjem. I: Er

det også at være rigtig spejder at lave sådan nogle ting? R3: Jeg ved ikke om det er at være rigtig spejder. R1:

Det er jo det, vi synes er rigtig spejder med den alder vi har, men det var jo ikke sådan, da man var junior. Der

var der en leder, og så lavede man det, og så lavede man morse.

Det er interessant, at respondenterne netop nævner rafter som ’rigtig’ spejder, da de i

interviewet fremhæver, at de selv bruger deres møder på at snakke og drikke te, hvilket vi ser

i ovenstående tekststykke. Til spørgsmålet om, hvorvidt dette er ’rigtig’ spejder, siger en

respondent, at hun er i tvivl, mens en anden mener, at det er det jo i kraft af deres alder og

pointerer, at snak og te-drikning ikke var ’rigtig’ spejder, da man var mindre.

Bilag E, linie 234-235; Bilag M: 10m

R1: Måske skulle det lige præcis i vores gruppe prioriteres, at det blev lidt mere spejderagtigt, så man får det

ind fra man er lidt mindre, for det bliver lidt for meget lal og te-møder.

At den første pigetrop også fremhæver te-møderne ses i ovenstående passage, hvor

respondenten tilkendegiver, at der er behov for, ”at det blev lidt mere spejderagtigt”, hvor

spejderagtigt er sat overfor det, hun kalder ”lal og te-møder”. Vi tolker derfor også, at der i

ordet spejderagtigt ligger en tilkendegivelse af, at respondenten savner et formål og indhold

med spejderarbejdet, som ikke kommer til udtryk, når det hele går op i sjov og hygge.

’Rigtig’ spejder i forhold til begreber

Dengsespejder

Når vi undersøger, hvad spejderne ligger i begrebet dengsespejder ser vi følgende eksempler

fundet i alle tre interviews med troppen.

Bilag C, linie 30-33; Bilag M: 6ø

I: Hvordan opfatter andre folk jer, når I siger, at I er spejdere? R1: De synes, at det er mærkeligt og irriterende.

R2: De tror, at vi er dengser. [flere siger ja] R3: Ja, de tror, at vi er sådan nogle, der konstant hjælper gamle

damer over vejen.

I det første tekststykke tilkendegiver drengene, at de ofte oplever, at omverdenen ”tror at vi er

dengser”, og vi ser i de andre respondenters feedback, at dette er en fælles opfattelse, da flere

erklærer sig enige med et ’ja’. Dengsespejder bliver her konkret forbundet med ”sådan nogle,

der konstant hjælper gamle damer over vejen”, men det skal understreges, at det er en

85


etragtning, som respondenterne mener, at andre har af dem, og ved at sige ”de tror” ligger

det underforstået, at omverdenens antagelse ikke stemmer overens med virkeligheden, og vi

tolker derfor, at drengene ikke opfatter sig selv som dengser.

Én gang spejder – altid pyroman: Bilag F, linie 485-492; Bilag N: 28n

Orientering: R1: Engang købte min storebror en masse mel, og det syntes min far var hyggeligt, for han troede

det var til at bage snobrød af [smågrin].

Handlingssekvens: Men nej nej – er I klar over, hvor sjovt det ser ud, når man kaster sådan en håndfuld mel ind

på et bål? Det flyver bare omkring. Min far sagde, ’jeg troede, du var spejder’, men én gang spejder, altid

pyroman [alle griner]. Og så forklarede min storebror, hvad det ville sige at være spejder i troppen,

Resultat: og min far fik et helt anderledes syn på det, for han troede, at vi var sådan nogle dengser,

Evaluering: og vi er bare de mindst dengsede personer, jeg kender. [smågrin] R2: Ja, det må du nok sige.

Samme synspunkt ser vi i ovenstående narrativ, hvor en pigetropsspejder i evalueringen

konstaterer, at ”vi er bare de mindst dengsede personer, jeg kender”, hvilket bagefter bakkes

op af en anden respondent i feedbacken ”ja, det må du nok sige”, hvorved der skabes en

fælles forståelse af, at dette er en generel opfattelse i troppen. I narrativens handlingssekvens

ser vi, at respondenten siger, at ”så forklarede min storebror, hvad det ville sige at være

spejder i troppen”, hvorved hun fremstiller det som noget særligt at være tropsspejder, hvilket

også ses i resultatet, hvor ytringen ”og min far fik et helt anderledes syn på det, for han

troede, at vi var sådan nogle dengser” tilkendegiver, at omverdenens opfattelse af spejderne

som nogle ’dengser’ ikke står mål med virkeligheden. Vi mener derfor også, at respondentens

pointe med historien til dels er at give det modsatte indtryk af spejderne som nogle, der er

’skøre’ og sjove, og som kan finde på hvad som helst, hvorfor mel heller ikke skal bruges til

at bage snobrød af, men til at kaste ind i et bål.

Bilag E, linie 399-405; Bilag M: 11ø

I: Men hvorfor tror I, at folk er stoppet? R1: Fordi de er bange for, at folk skal synes, det er dumt. R2: De vil

helst ikke virke for keglede [en siger ja]. Folk tænker meget over, hvad andre tænker om dem i stedet for at tænke

over, hvad de selv synes. Generelt tror jeg heller ikke, at folk ved, hvad det er at være spejder. Når DDS gør

reklame for sig selv, bliver det altid sådan noget… de ting, der kommer i aviserne, det er altid sådan noget

dengsespejder, hvor vi er på løb, men folk hører aldrig om, hvordan det er at være dagligdagsspejder.

Den anden pigetrop benytter ligeledes begrebet dengsespejder, og her sætter respondenten det

overfor noget, hun kalder dagligdagsspejder, hvilket vi ser i ytringen ”det er altid sådan noget

dengsespejder, hvor vi er på løb, men folk hører aldrig om, hvordan det er at være dagligdagsspejder”.

Hermed sættes dengsespejder konkret i forbindelse med aktiviteter som løb, og vi

mener, at respondenten tillægger begrebet en negativ betydning, da hun indledningsvist

tilkendegiver, at spejdere ofte er bange for, at de virker ”keglede”, hvilket er et ord, vi opfatter

som synonymt med ’nørdede’ eller kedelige, hvilket ikke er positivt ladet. Respondenten er

ikke eksplicit omkring betydningen af begrebet dagligdagsspejder, men set i forhold til, hvad

86


patruljen tidligere har tilkendegivet omkring det at være en ’rigtig’ spejder (jf. ’Rigtig’

spejder i forhold til aktiviteter) tolker vi, at dagligdagsspejder er at forbinde med det, som

pigerne kalder ”lal og te-møder”. Respondenten siger desuden, at ”generelt tror jeg heller

ikke, at folk ved, hvad det er at være spejder. Når DDS gør reklame for sig selv, bliver det

altid sådan noget […] dengsespejder”, hvilet vi tolker som en tilkendegivelse af, at

spejderkorpset selv bærer en del skylden for omverdenens uvidenhed – og deraf fordomme –

om spejderne, fordi der bliver fokuseret på de forkerte (lig traditionelle og stereotype)

aspekter i markedsføringen.

Tjikker-likkerspejder

I forbindelse med begrebet tjikker-likkerspejder ser vi kun tilkendegivelser fra de to

pigepatruljer.

Bilag E, linie 109-111; Bilag M: 8m

R1: I min klasse gør da nar af det, og de tænker bare tjikker-likker, men det er det jo faktisk ikke, det er kun på

de der rigtige løb [smågrin], at man får minuspoint, hvis man ikke gør det, men alligevel glemmer man det. Det

er kun noget man gør, mens man er lille.

I det første interview fremhæver respondenten, at hendes klassekammerater gør nar af

spejderne, fordi ”de tænker bare tjikker-likker”, og dermed forbinder hun begrebet med noget

negativt og grinagtigt, og hun understreger, at det kun er de små spejdere, der siger remsen 8 ,

når de er på løb. Desuden mener vi også, at der ved at henvise til tjikker-likker ligger en

traditionsbunden reference, da remsen er en del af korpsets historie, men respondenten

tilkendegiver klart, at det ikke er noget hendes aldersgruppe går op i, hvorfor spejderne ikke

per definition kan sidestilles med kedelige og traditionsbundne tjikker-likkerspejdere.

Bilag F, linie 410-413; Bilag N: 27n

R1: Og der var helt vildt mange nye ting, og det der SMG, bliver de ved med at lave. Jeg ved ikke, om de laver

det hvert år, men de ville i hvert fald blive ved med at gøre det. Og det synes jeg er en god idé, for så bliver vi

altså ikke sådan nogle tjikker-likker spejdere. Vi følger ligesom med tiden.

I det andet interview ses det, hvordan respondenten tilkendegiver, at være positiv overfor nye

aktiviteter som SMG med den begrundelse, at ”så bliver vi altså ikke sådan nogle tjikkerlikker

spejdere”, hvilket vi tolker som det image, hun ser i omverdenens bevidsthed. Dette vil

respondenten gerne tage afstand fra ved at fremhæve, at ”vi følger ligesom med tiden”, og

8 Her henvises til følgende remse, som er det nærmeste man kommer på spejdernes ’kampråb’: ”Tjikkerlikker

tjikkerlikker tjav-tjav-tjav, bummerlikker bummerlikker bau-bau-bau, tjikkerlikker bummerlikker tjis-bum-bas

Det Danske Spejderkorps ra-ra-ra”.

87


dermed mener vi også, at der ligger en normativ og traditionsbunden mening i begrebet

tjikker-likkerspejder, da det stilles op som en ’modpol’ til fornyelsen og det faktum, at DDS

gerne vil opfattes som moderne og tidssvarende ved at indføre nye aktiviteter.

Bilag F, linie 430-434; Bilag L: 11m

R1: Men der er nogle troppe, jeg slet ikke kan finde ud af [smågrin], for de går helt vildt op i, at de er én patrulje

og de har en patruljeleder og en patruljeassistent, og det er ham, der bestemmer, og hun gør tingene, og så

stiller vi os op på række og siger tjikker-likker og sådan noget. Og vi andre er bare én stor patrulje, og så

bestemmer vi stort set lige meget.

Til sidst ser vi i ovenstående passage, at en af respondenterne fremhæver tjikker-likker i

forbindelsen ”der er nogle troppe, jeg slet ikke kan finde ud af […] og så stiller vi [forstået

som de andre] os op på række og siger tjikker-likker og sådan noget”, hvor hun stiller sig

uforstående overfor den ’disciplin’ og det hierarki, der er i nogle patruljer. Herved bruges

begrebet tjikker-likker til at indikere noget ’reglementeret’ ved spejderarbejdet, som

respondenten ikke finder positivt. Dette ses også ved, at hun understreger, at sådan foregår det

ikke i hendes egen patrulje, hvor alle har lige ret til at bestemme.

Fjollespejder

Begrebet fjollespejder bruges kun af den ene pigetrop, men vi mener, at der i ordet ’lal’ også

ligger en tilkendegivelse af, at noget er fjollet, hvorfor de to begreber her er slået sammen.

Bilag E, linie 540-546; Bilag N: 46ø

I: Er det vigtigt for jer, at der er et større formål til spejder? R1: Ja, for hvis det kun var lal, så kunne man jo

bare lave noget andet. For man kan jo ikke bare sige, at man går til lal, så der skal jo være et eller andet, man

laver der, for at det er spejder. R2: Man kan sagtens lalle, mens man laver spejder. R3: Ja, men man skal blande

det tilpas. R2: Ja, ja.

I dette tekststykke ser vi, at respondenterne mener, at man sagtens kan ”lalle”, når man er til

spejder, hvorved vi tolker, at det for pigerne er i orden at være fjollespejder, men at ”man skal

blande det tilpas” og i feedbacken ”ja, ja” tilkendegives en enighed. Dog er det stadig vigtigt,

at der samtidig er et større formål med aktiviteterne, og ved at sige ”for at det er spejder”

forudsættes det, at der er en normativ opfattelse af det at være spejder, som betyder, at det

også skal være seriøst, for ellers er det ligegyldigt, hvilket også kommer til udtryk ved, at

samme respondent pointerer, at ”så kunne man jo bare lave noget andet”. At der er en fælles

opfattelse af, hvad det vil sige at være fjollespejder ses ved, at respondenternes ytringer er

samstemmende.

88


Bilag E, linie 141-155; Bilag M: 9ø

R1: Jamen, det ved jeg ikke. Hun mener åbenbart bare, at hun er en bedre spejder end mig. R2: Det kommer an

på om man synes, at man er en god spejder, hvis man er kammeratlig, eller hvis man er en super dengsespejder.

R3: Sådan en som kan bygge med rafter og har taget alle mærker, det synes jeg ikke er en god spejder. Jeg

synes, at det er en, der kan med alle og er venlig, og som kan indrømme sine fejl. R2: Jeg tror måske også, at vi

her i Espergærde tager lidt mere løst på tingene, og så griner vi, når vi kommer ind som nummer sjok på alle løb

[flere griner]. Nogle steder er det sådan lidt mere hvor de render rundt med de der fine spejderhatte og shorts.

R4: Og uniformer hvor bælterne sidder helt oppe på maven af dem. I: Det er der stadig nogle, der gør?

[alle siger ja] I: Er det meget udbredt? R2: Jeg tror, at det er blevet mere normalt bare at være fjollespejder for

at have det sjovt, men der er stadig en del af sådan nogle tjikker-likker. På Blå Sommer var der også nogle, der

havde sådan noget fint spejderhalløj med alle mulige rafter og sådan noget.

I ovenstående passage benytter en respondent direkte begrebet fjollespejder, hvilket hun

sidestiller med at have det sjovt. Endvidere mener vi, at begrebet sættes overfor det tidligere

omtalte tjikker-likkerspejder, hvilket vi begrunder med, at respondenten siger ”men der er

stadig en del af sådan nogle tjikker-likker […]”, hvor begrebet tjikker-likker forbindes med

”spejderhalløj” og ”rafter”.

Desuden ligger der i begrebet tjikker-likker en henvisning til korrekt uniformering med ”fine

spejderhatte og shorts”, hvilket bakkes op af en respondent, der siger ”og uniformer hvor

bælterne sidder helt oppe på maven af dem”, hvorved de mere traditionsbunde spejdere bliver

fremstillet på en negativ og grinagtig måde. Denne opfattelse af spejder tolker vi som det en

respondent indledningsvist har kaldt en super dengsespejder, der forbindes med raftebygning

og mærker, hvilket respondenten ikke synes er ”en god spejder”. Derimod fremhæver hun, at

en god spejder er en, der har nogle gode personlige egenskaber, hvilket vi tolker som den

mening, den første respondent tillægger begrebet ”kammeratlig”. Her mener vi, at en

kammeratlig spejder er en underforstået positiv ting, og en super dengsespejder er forbundet

med noget negativt. Dette understreges yderligere ved, at dengsespejder refereres til som

”sådan én” og respondenterne opfatter sig selv som ’ikke dengsede’ spejdere, der tager mere

løst på tingene og har det sjovt, og ikke går op i korrekt uniformering og praktiske

færdigheder som at bygge med rafter.

FDF’et

Som et sidste aspekt i denne analyse ser vi på, hvad den ene tropspatrulje forbinder med

begrebet FDF’et, der her bruges af pigetroppen som et adjektiv.

Bilag F, linie 368-376; Bilag L: 10n

R1: Og den [uniformen] er stærk og solid. Jeg kan godt lide den, som den er. Den skal f.eks. ikke være lyseblå,

for så bliver den beskidt, og det er også FDF’et. [smågrin] [en del snakken i munden på hinanden] R2:

FDF’erne er luksusspejdere. R3: De siger altså ikke selv, at de er spejdere, men friluftsmennesker. R2: Jeg

kender en FDF’er, der siger, at han er en slags spejder. ’Nej, du er ej, du er luksusspejder!’ Nogle af de

89


kvindelige ledere har batteridrevne hårtørrere med på lejr [smågrin], og vores hår sidder bare hulter til bulter,

når vi kommer hjem, fordi vi ikke har redt det i tre dage.

I tekststykket ses det, at en respondent indledningsvist henviser til noget som ”FDF’et”,

hvilket respondenterne tager afstand fra at være, som ses i bemærkningen ”Nej, du er ej”,

hvor det indikeres, at spejderne ikke vil sidestilles med den luksus, de mener præger

FDF’erne. Vi mener endvidere også, at der i tilkendegivelsen af, at FDF’erne ikke kan kalde

sig spejdere, men kun friluftsmennesker ligger en normativ opfattelse af, hvad det vil sige at

være en ’rigtig’ spejder, hvilket ikke inkluderer luksus, hvorfor Det Danske Spejderkorps er

mere ’rigtigt’.

7.3.3 Klanspejdere

Bilag H linie 168-182; Bilag N: 49m

I: Men hvis det er det stereotype billede af spejdere, og I siger at sådan er virkeligheden jo ikke, hvad er en

rigtig spejder så for jer? R1: En god kammerat. R2: Sammenhold. R3: Jeg tror, at det er meget svært at definere,

fordi hvis man ser på Korpset og de forskellige personer, så er der en del forskel på grupperne, og der er enorm

stor forskel på, hvad folk lægger i det. Altså du møder da også en del mennesker, der har hatten siddende rigtigt

og alle mærkerne syet korrekt på, og som går meget op i disciplin og måske er lidt forældede i forhold til resten.

R4: Som holder de gamle dyder ved lige. R3: Ja præcis, og så er der nogle, som tager det mere løst og blander

almindelig dagligdag ind i det. Og inden for dem, som bruger en masse tid på det og holder de gamle dyder ved

lige, så er der også… Der en masse, som er begyndt at bruge moderne ting som GPS og sådan noget sammen

med det, og det er virkelig blandet, og jeg tror, at det er meget svært at definere, at dét er en spejder.

I interviewet lægger flere respondenter vægt på, at det, der kendetegner en ’rigtig’ spejder, har

at gøre med sociale egenskaber som kammeratskab og sammenhold, mens respondenterne

ikke synes at vægte de ”gamle dyder”, hvilket ses ved, at en respondent omtaler de personer,

der holder de gamle dyder ved lige, i følgende vending: ”du møder da også en del

mennesker”, hvorved respondenten indikerer, at han ikke selv er en af disse mennesker.

Respondenterne udtrykker desuden, at der er utrolig stor forskel på, hvad der i Det Danske

Spejderkorps bliver opfattet som en ’rigtig’ spejder, fordi nogle grupper som sagt går mere op

i at holde de gamle dyder ved lige, som udtryk for en mere traditionsbunden tilgang til

spejderarbejdet, mens andre er ”begyndt at bruge moderne ting”. Respondenterne er her enige

om, at de der går meget op i mærker og disciplin er lidt forældede i forhold til resten, som ses

ved at den efterfølgende respondent siger ”ja præcis”, hvorved det indikeres, at DDS generelt

set er et moderne spejderkorps, hvor hovedparten af grupperne netop tager mere løst på

tingene og blander almindelig dagligdagsting og moderne teknologi ind i arbejdet og

aktiviteterne, og fornyelse bliver derfor set som noget positivt og noget, der vægtes højt.

At det ikke kun er personlige egenskaber, der kendetegner en ’rigtig’ spejder ses i følgende:

90


Bilag H, linie 254-264; Bilag M: 13m

I: Hvis målet er, at I lærer at tage ansvar og være en god kammerat, kunne man så – lidt provokerende –

forestille sig et spejderkorps, hvor der ikke var alle de her aktiviteter som at tænde bål, bage snobrød og gå

lange ture? R1: Så er det ikke spejder mere, så er der bare en forening. R2: Det er jo en del af det at være

spejder. Baden-Powell har jo en eller anden gang i sin tid besluttet sig for, at unge mennesker skal lære de her

ting, og det skal de gøre ved friluftsliv, og så er de andre aktiviteter kommet på. Det er jo et eller andet sted det,

der er basis i beslutninger, og det er derfor, det hedder lært igennem friluftsliv. Og så er det jo netop også

gennem friluftslivet, at man har muligheden for at komme ud for en masse udfordringer, som du ikke lige ser i

din hverdag, når du cykler på vej til skole om morgenen. Altså det er nogle helt andre situationer, du kommer ud

for.

I denne passage taler respondenterne om, hvad en ’rigtig’ spejder er. Forud for passagen har

respondenterne lagt vægt på, at en ’rigtig’ spejder er karakteriseret ved de egenskaber, man

lærer, såsom sammenhold, kammeratskab, hjælpsomhed og problemløsning (Bilag H, linie

168-213), og de svarer alle enstemmigt ’nej’ til, at det at være en ’rigtig’ spejder er defineret

ved aktiviteterne (Bilag H, linie 195-196). I nærværende passage giver respondenterne dog

udtryk for, at det stadig er vigtigt, at det er gennem aktiviteterne, man skal lære værdierne, og

i den efterfølgende passage i interviewet nævner respondenterne en aktivitet som at bygge et

raftekøkkenbord i regnvejr, som noget positivt ved at være spejder (Bilag H, linie 270-274;

Bilag M: 14n). Svaret overraskede os derfor noget, da spejderne som sagt kort forinden havde

vægtet de personlige egenskaber ved spejderarbejdet.

7.3.4 Ledere

I interviewet med de to ’ældre’ ledere tilkendegiver den ene respondent i nedenstående

tekststykke at have en positiv holdning til udviklingen i Det Danske Spejderkorps:

Bilag I, linie 255-266; Bilag N: 31m

R1: Jeg tror, at hvis spejderkorpset skal have en chance i fremtiden, så skal det følge med tiden. […] Og det

synes jeg er godt, det behøver ikke være super oldnordisk alt sammen, vi behøver ikke lave ild med en pind og et

stykke træ. Man kan sagtens tænke de her nye ting [Internettet og mobiltelefoner] ind i spejderarbejdet.

Respondenten er i ovenstående positiv overfor fornyelsen, da det ikke behøver være så ”super

oldnordisk” alt sammen. Ytringen er dog ikke eksplicit omkring betydningen af ’rigtig’

spejder, men vi mener, at den tilkendegiver en konstatering af, at spejderarbejdet kan rumme

fornyelse, hvilket indikerer, at lederen ikke har en traditionsbunden opfattelse af, hvad

spejderarbejdet skal indeholde, idet han fremhæver, at Internettet og mobiltelefoner ”sagtens”

kan tænkes ind i det.

Bilag I, linie 221-231; Bilag M: 15m

R2: Der kommer ikke noget oppefra som krav. Det vi har som vejledning er, at det vi foretager os med børnene

skal rummes indenfor formålsparagraffen. Så længe vi laver nogle aktiviteter med ungerne, der kan rumme det

formål, nemlig at opdrage dem og give dem oplevelser osv., så kan vi stort set lave hvad som helst. Men

91


selvfølgelig er det til stadig diskussion, hvad spejderarbejde er, og hvad godt spejderarbejde er. Jeg vægter

egentlig også at lære børnene nogle færdigheder. […] At give dem fantasi til at kunne løse nogle praktiske

opgaver.

I ovenstående tekststykke ser vi, at den anden leder giver udtryk for, at aktiviteterne skal

kunne rumme et formål ”nemlig at opdrage dem [spejderne] og give dem oplevelser”, hvilket

umiddelbart vidner om, at der er faste retningslinier for, hvad spejderarbejdet skal indeholde.

Dog fremhæves det også, at når formålet er opfyldt, ”så kan vi stort set lave hvad som helst”,

hvilket vi tolker som en indikation af, at der trods alt er frie rammer for aktiviteterne, så længe

de kan rummes i formålsparagraffen. Overordnet set mener respondenten altså, at

spejderarbejdet handler om at give spejderne oplevelser og om at opdrage dem, men vi ser

også i ovenstående, at det tilkendegives, at spørgsmålet om ”godt spejderarbejde” er til

”stadig diskussion” i DDS. For respondenten selv handler godt spejderarbejde dog om at lære

børnene færdigheder, de kan bruge til at løse praktiske opgaver, hvorfor vi også mener at

kunne argumentere for, at praktiske færdigheder er en del af respondentens opfattelse af det at

være en ’rigtig’ spejder.

Bilag J, linie 107-114; Bilag M: 17ø

I: Men hvordan er jeres sammenhold bedre, end det der er på et fodboldhold? R2: […] for os er det vigtige, at vi

har det sjovt, og så er det egentlig bare aktiviteterne, der bygger rundt om det, at vi har det sjovt. Og netop det

at vi er spejdere, det gør så, at det er en vis type aktiviteter, vi har for jeg tror egentlig godt, at man kunne

opbygge en spejderbevægelse, hvor vi også spillede fodbold, men det ville bare tage noget tid og mentalitet.

I interviewet med de to yngre ledere ser vi, at det positive ved spejderarbejdet handler om at

have det sjovt, mens det er mindre væsentligt, hvilke aktiviteter man laver. Respondenten

siger dog, at valget af ”en vis type aktiviteter” har at gøre med ”det at vi er spejdere”, hvorved

det indikeres, at der i spejderarbejdet ligger faste rammer for, hvilke aktiviteter man kan lave,

om end han lægger vægt på, at sammenholdet og det at have det sjovt, er det essentielle.

Desuden giver han udtryk for, at man i spejderbevægelsen godt kunne forestille sig at spille

fodbold, men det ekspliciteres samtidig, at det ville ”tage noget tid og mentalitet”, hvorfor vi

tolker, at der nogle steder i DDS trods alt er en normativ opfattelse af, hvad spejderarbejdet

kan rumme.

Bilag J, linie 358-367; Bilag N: 54m

I: Nu er der jo også kommet nye ting i DDS såsom SMG og GPS-løb, men hvor synes I grænsen går for, at man

bliver for moderne – eller er den der overhovedet? R1: Nej. R2: Nej, det handler bare om at kunne gøre det på

en spejderagtig måde – altså at være tro mod ånden og måden vi gør det på. […] Og hvis vi ikke var

tidssvarende og prøvede at løbe et løb efter GPS, så ville det være ærgerligt, for det er netop også noget, de kan

bruge i det virkelige liv og hverdag ved siden af.

92


I dette eksempel ser vi, at begge respondenter tilkendegiver, at det ikke er muligt for DDS at

blive for moderne, hvorfor vi tolker, at rammerne for nye aktiviteter er åbne. Den ene

respondent siger dog, at ”det handler om at gøre det på en spejderagtig måde – altså at være

tro mod ånden og måden vi gør det på”, og vi tolker i ordet spejderagtig et forbehold for, hvad

der reelt kan tænkes ind i spejderarbejdet på trods af de umiddelbare åbne rammer. Det skal

dog understreges, at vi ikke har spurgt ind til, hvad der konkret forstås som spejderagtigt, og

derfor kan vi heller ikke tolke den mening, som ordet tillægges. Vi mener dog, at der i

formuleringen kan spores en konstaterende holdning til, hvordan tingene skal gøres, om end

det som udenforstående er svært at vide, hvad det er for specifikke rutiner og normer, der

refereres til.

Bilag J, linie 250-258; Bilag M: 17n

I: Når I skal planlægge de her aktiviteter, har I så en form for manual I slår op i, hvor der står, at I skal gøre det

og det, eller er det op til jer selv, som I lyster? R2: Det kan vi jo i princippet selv definere. R1: Altså man kan

sige, at der er en bestyrelse i denne her gruppe – eller det er der i alle grupper – som principielt skal tage vare

på, at vi i deres øjne laver [R2: godt spejderarbejde] godt og ordentligt spejderarbejde, men jeg har endnu ikke

oplevet, at der er nogle, der har fortalt mig, at det er forkert, det jeg gør.

I det sidste tekststykke ser vi, at respondenterne tilkendegiver, at de i ”princippet” selv kan

definere aktiviteterne, men at der er en bestyrelse, der skal stå inde for, hvad de foretager sig

og godkende, at det er ”godt og ordentligt spejderarbejde”, og vi tolker, at der er visse normer

eller retningslinier forbundet med spejderarbejdet, som skal være overholdt, førend

aktiviteterne kan accepteres, om end det ikke ekspliciteres, hvad der ligger i begrebet. Dog

siger den ene respondent, at hun aldrig har ”oplevet at der er nogle, der har fortalt mig, at det

er forkert, det jeg gør”, hvorved det indikeres, at lederne reelt ikke møder normerne i deres

daglige virke.

7.3.5 Opsamling på Hvad er en ’rigtig’ spejder?

Ovenstående analyser viser, at der blandt nogle spejdere er traditionsbundne og fælles

opfattelser af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder. Ofte begrundes ’rigtig’ spejder med

traditionelle aktiviteter til trods for, at det netop er de traditionelle og gammeldags aktiviteter,

der også bliver beskrevet som kedelige. Vi ser, at der i tropsspejdernes brug af begreber som

for eksempel dengsespejder ligger en tilkendegivelse af noget, man bestemt ikke ønsker at

være på trods af, at de aktiviteter som forbindes med disse begreber er de samme, som dem

respondenterne fremhæver som ’rigtig’ spejder. Derimod er de positive egenskaber, der bliver

forbundet med begreberne fjollespejder eller dagligdagsspejder ikke fremhævet, når

93


espondenterne beskriver, hvad der er en ’rigtig’ spejder, hvilket er en problemstilling, vi vil

komme nærmere ind på i nedenstående afsnit.

Desuden konkluderer vi, at der blandt troppen, klanen og til dels blandt lederne er en fælles

opfattelse af, hvad der lægges i betegnelsen en ’rigtig’ spejder, mens det blandt juniorerne er

svært at spore en enighed. Dertil skal nævnes, at hverken klanen og lederne havde mange

holdninger til, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder, mens vi blandt tropsspejderne så

langt de fleste meninger, og det var derfor også her vi sporede den største fælleshed i kraft af

de mange normative begreber, de unge brugte om sig selv og andre spejdere.

7.4 Opretholdelse af det traditionelle spejderbillede

Ovenstående analyse belyser på forskellig vis den problematik, der er forbundet med

spejdernes tilkendegivelser af, hvilke aktiviteter og meninger de forbinder med værdierne

KAFSU, og hvad der opfattes som værende en ’rigtig’ spejder.

Opsummerende har vi i første delanalyse konkluderet, at værdierne KAFSU kan tillægges en

lang række forskellige aktiviteter og meninger, og som vi har set mest markant i forhold til

værdierne sjovt og udfordrende. I analysen har vi ikke skelnet til, om der er en enighed om, at

værdierne kan tillægges forskellige meninger, idet vi mener, at blot nogle (få) forbinder

eksempelvis værdien sjovt med Melodi Grand Prix eller raftebygning, så er der forskellige

opfattelser af, hvad værdierne kan rumme.

I anden delanalyse har vi konkluderet, hvilke aktiviteter spejderne selv anser som traditionelle

og nye. De praktiske færdigheder, forskellige ture og ritualer fremhæves af respondenterne

som gammeldags/traditionelle, mens inddragelsen af ny teknologi såsom Internettet,

mobiltelefoner og GPS og den nye sangkonkurrence SMG fremhæves som nye aktiviteter.

I tredje delanalyse har vi konkluderet, hvad man inden for de forskellige aldersgrene anser

som værende en ’rigtig’ spejder, og om vi i den enkelte fokusgruppe har kunnet identificere

en fælles opfattelse af synspunktet. Vi har ikke identificeret en fælles opfattelse af, hvad det

vil sige at være ’rigtig’ spejder blandt børnene, da de har været meget inkonsistente i deres

udmeldinger og løbende har skiftet synspunkter, og det som en respondent i det ene øjeblik

betegner som ’rigtig’ spejder bliver i næste øjeblik betegnet som det mest kedelige. De

94


inkonsistente udmeldinger kan dog skyldes den sociale meningsdannelse, der sker i en

fokusgruppe, og især børn kan være hurtige til at skifte mening, hvis de andre i gruppen

mener noget andet. Derfor har datamaterialet fra denne aldersgruppe også været svært at

behandle, da vi også har skullet tage stilling til, om børnene forstod spørgsmålene og de

begreber, vi brugte, hvilket vi har måttet erkende, nogle gange ikke har været tilfældet. Den

manglende fælleshed kan også skyldes det faktum, at børnene ikke har været sammen som

gruppe særligt længe – hverken som individuel patrulje eller som helhed i Det Danske

Spejderkorps og har derfor naturligt nok ikke dannet stærke kollektive meningsstrukturer.

Blandt tropsspejderne har vi set nogle meget konstaterende og fælles opfattelser af, hvad det

ville sige at være en ’rigtig’ spejder, hvilket især kom til udtryk gennem værdiladede

begreber, som de enten tog afstand fra eller satte sig selv lig med. Dette kom især til udtryk

blandt pigetroppen, der klart lagde afstand til det stereotype og traditionelle spejderbillede,

der både repræsenteres af folk uden for DDS’ fordomme og tillægges andre grupper indenfor

DDS (jf. Bilag L). Det interessante er dog, at pigerne som sagt tog afstand fra at identificere

sig med det traditionelle spejderbillede – det vil sige den korrekte uniformering, mærkerne/det

militaristiske og det at være god til de praktiske færdigheder, og fremhævede sig selv som

moderne og smarte, men samtidig var det de praktiske færdigheder, de forbandt med ’rigtig’

spejder.

Blandt klanspejderne kunne vi identificere den mest åbenlyse enighed omkring, at en ’rigtig’

spejder ikke er karakteriseret ved omverdenens fordomme, men snarere ved personlige

egenskaber – og respondenterne tilkendegiver, at det er svært at sige, hvad en ’rigtig’ spejder

er. Men på trods af, at respondenterne fremhæver personlige egenskaber som det essentielle,

finder de det stadig vigtigt, at det er gennem aktiviteterne, man skal lære dem – såsom at

bygge noget så traditionelt som et raftekøkkenbord.

Lederne har kun ytret sig om, hvad en ’rigtig’ spejder er i meget begrænset omfang, og de er

generelt meget lidt normative omkring spejderarbejdet. Det tætteste vi er kommet på noget

normativt er i begreber som ’spejderagtig’ og ’ordentligt spejderarbejde’, hvor det ikke er

åbenlyst, hvad der præcist ligger i disse begreber, eller om det er forbundet med en traditionel

og normativ opfattelse af, hvad der er mest ’rigtigt’ spejderarbejde. Vi er således også klar

over, at lederne i højere grad har været meget mere bevidste om deres svar i forhold til

børnene, og det billede vi havde fået af nogle af lederne gennem interviewene med børnene

og de unge, stemte bestemt ikke overens med det billede, som vi blev konfronteret med i

95


mødet med lederne. Nogle af de ledere, som var blevet kaldt ’gammeldags’ af mange

respondenter, var faktisk meget åbne overfor fornyelse, hvilket overraskede os og viste, at

spejderne enten har haft et forkert billede af nogle af deres ledere, ellers har lederne måske

svaret det, som de vidste, var det mest ’korrekte’ i forhold til DDS’ kommunikationsstrategi

og formålsparagraffer.

Selvom respondenterne i vores fokusgrupper umiddelbart har givet udtryk for en stor

rummelighed i spejderkorpset, har vores analyse dog blotlagt, at der er visse

uoverensstemmelser mellem det, som nogle patruljer anser som værende en ’rigtig’ spejder og

det traditionelle og stereotype spejderbillede, som disse respondenter tager kraftigt afstand

fra, da det viser sig at være det selv samme spejderbillede, de også identificerer sig med, når

de skal beskrive, hvad der er en ’rigtig’ spejder. På den måde kan det virke selvmodsigende,

at når spejderne spørges om, hvad de anser som ’rigtig’ spejder, nævner aktiviteter som

raftebygning, morse og andre praktiske færdigheder, som de tidligere uopfordret har

tilkendegivet er gammeldags og kedelige aktiviteter, som de sætter lig et lidet flatterende

billede af en spejder. Spejderne er med andre ord meget tilbøjelige til selv per automatik at

fremhæve de traditionelle og stereotype aspekter ved spejderarbejdet, selvom de gerne vil

være moderne og netop tager afstand fra at være for eksempel ’tjikker-likkerspejdere’. Det

skal i den forbindelse understreges, at når vi her taler om uoverensstemmelser, er det set i

forhold til DDS som organisation, der gerne vil opfattes som en tidssvarende børne- og

ungdomsorganisation og i forhold til den selvfremstilling, som spejderne præsenterer os for.

Derimod har vi ikke kunnet spore uoverensstemmelser eller interne konflikter i patruljerne,

der generelt fremstår som havende en fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’

spejder. Derudover skal det pointeres, at det udelukkende er i pigetroppen, at vi har

identificeret et dilemma i forholdet mellem det, der betegnes som ’rigtig’ spejder og det, som

pigerne søger at tage afstand fra ved at fremhæve sig selv som blandt andet fjollespejdere, der

lægger mere vægt på hygge og sjov end på traditionelle aktiviteter som for eksempel

raftebygning. Det er dog alligevel en række traditionelle aktiviteter, der nævnes, når

pigetroppen skal beskrive en ’rigtig’ spejder, og dermed opstår der et dilemma, hvor vi har

svært ved at afgøre, hvorvidt pigerne helst vil være fjollespejdere eller ’rigtige’ spejdere, da

det er en problemstilling, vi først er blevet bevidste om efter, at vi har bearbejdet

datamaterialet. Derfor har vi heller ikke spurgt nærmere ind til problematikken i selve

interviewsituationen, og ud fra det eksisterende datamateriale er det derfor ikke muligt for os

at tolke, hvad pigerne præcist har vægtet som mest væsentligt.

96


Vi erkender, at vores konklusioner bygger på tilkendegivelser fra en forholdsvis lille gruppe

spejdere, men hvis yderligere analyser viste, at denne uoverensstemmelse gik igen i flere

patruljer eller grupper inden for DDS, mener vi, at det kunne danne belæg for at konkludere,

at spejderne selv er med til at opretholde – og måske endda forstærke – det traditionelle

spejderbillede, som de møder gennem omverdenens fordomme – og som de i øvrigt selv

tillægger nogle grupper i DDS – ved ikke i højere grad at italesætte de fornyende aspekter

over for os som udefrakommende eller at stå ved, at de godt kan lide at lave de traditionelle

spejderaktiviteter, hvis det er sådan, virkeligheden forholder sig. Alle respondenter med

undtagelse af lederne nævner i den forbindelse, at de er trætte af, at omverden har et

stereotypt og ikke-tidssvarende billede af spejderkorpset (jf. Bilag L: 15-20), og især

pigetropsspejderne er meget generede af, at omverdenen betragter dem som ’spejdernørder’ i

den forstand, som de karikeret fremstilles i for eksempel vittighedstegninger.

Da vi fra vores indledende interview med den kommunikationsansvarlige i DDS endvidere

ved, at korpset har store problemer med faldende medlemstal, når spejderne kommer i

teenagealderen (Bilag B: 19), mener vi, at det er væsentligt at skildre den problematik, der

kommer til udtryk, når pigetroppen tilkendegiver, at de gerne vil være smarte og moderne,

men alligevel forbinder ’rigtig’ spejder med traditionelle og gammeldags aktiviteter. Derfor

vælger vi også primært at bygge sidste del af analysen på de tilkendegivelser, vi har fået fra

de unge piger, da de netop har den alder, hvor mange spejdere vælger at forlade DDS, og som

følge deraf er det interessant for os at se nærmere på det dilemma, der er mellem, hvad

tropsspejderne gerne vil opfattes som, og det de reelt tilkendegiver at være. Desuden

begrunder vi fokuseringen på pigetroppen med den positionering, de har haft både overfor os

som udefrakommende, men også i forhold til andre grupper i DDS. Her har de igen lagt stor

vægt på at tage afstand fra det ’nørdede’ image, som de mener, er omverdenens syn på

spejdere, og vi argumenterer for, at såvel pigernes alder som deres positionering er væsentlige

begrundelser for, at deres normative tilkendegivelser er vigtige for DDS at være bevidst om.

7.4.1 Identitet og image

På baggrund af vores analyse mener vi, at Det Danske Spejderkorps indledningsvist bør ’gribe

i egen barm’, hvis de ønsker, at omverdenen skal ændre deres syn på spejdere til at være andet

og mere end en flok tjikker-likkerspejdere, der bygger med rafter og binder råbåndsknob.

DDS lagde ved specialets start ud med at påpege, at de havde et imageproblem, der viste sig

at ligge helt i tråd med det billede, som vores respondenter har givet udtryk for i vores

interviews. Når vi herefter fremsætter, at DDS først bør kigge ’indad’, skyldes det, som vi

97


tidligere har været inde på, at kulturen er forbundet med hele organisationens hverdagsliv,

hvor værdier og antagelser udtrykkes gennem medlemmernes adfærd. I relation til dette

anvendes symboler og artefakter til at skabe bevidsthed om et ønsket organisatorisk selv og til

at kommunikere identiteten eksternt. I deres beskrivelse af ’hvem vi er’ bruger spejderne altså

forskellige symboler skabt af kulturen, men de er også påvirket af den måde, hvorpå andre

opfatter organisationen og fortolker dens symboler og værdier. Som følge deraf er spejdernes

brug af negativt ladede verbale symboler som spejderagtig, dengsespejder og tjikkerlikkerspejder

samt deres konstaterende opfattelser af, hvad der er en ’rigtig’ spejder udtryk for

en identitetsforståelse, der smitter af på spejdernes image. Ved at bruge symbolerne bevidst

og strategisk, har DDS mulighed for at påvirke identiteten i en ønsket retning, og identiteten

er dermed dynamisk i den forstand, at den også har betydning for organisationens image – og

vice versa – hvilket vi vil komme nærmere ind på i perspektiveringen.

Da det blandt andet er gennem sproget, at spejderne skaber mening med spejdervirket og

opretholder deres kultur og identitet, er det også i sprogbrugen, at vi ser de tilkendegivelser,

der konstaterende beskriver en ’rigtig’ spejder, og spejdernes sprogbrug og selvopfattelse

smitter som sagt af på andre folks opfattelse af dem. Derfor kan spejderne heller ikke

forvente, at omverdenen har et moderne og tidssvarende syn på dem, hvis de selv giver udtryk

for, at en ’rigtig’ spejder er at forbinde med traditionelle og gammeldags aktiviteter og

færdigheder. På den måde kan der argumenteres for, at der højst sandsynligt er konvergens

mellem spejdernes identitet og image, da de fordomme, som vores respondenter tilkendegiver

at møde fra omverdenen, er de selv samme, som de selv mener gælder for visse grupper i

DDS, og som de i øvrigt langt hen ad vejen forbinder med det at være en ’rigtig’ spejder.

Interessant er det dog, at spejderne ønsker at ændre andre folks syn på dem, men førend dette

kan ske, er det altså nødvendigt, at spejderne selv udtrykker en selvforståelse, der lader

omverdenen forstå, at spejderarbejdet rummer mere end de traditionelle aspekter. Vi mener

derfor også, at spejderne er ambivalente i forhold til deres identitet, hvilket vil sige, at de

gerne vil udtrykke noget, som de reelt ikke formår at sætte ord på i deres beskrivelse af

begrebet ’rigtig’ spejder. Så på trods af at vi flere gange i vores analyse ser, at respondenterne

fremhæver, at DDS har udviklet sig og indført nye, sjove aktiviteter i spejderarbejdet, så

bliver dette positive aspekt ikke fremhævet, når vores respondenter beskriver en ’rigtig’

spejder, hvorfor det ender med at være de traditionelle aspekter, der betones på trods af, at der

er uenighed i gruppen om, hvorvidt de traditionelle aktiviteter er sjove eller kedelige.

98


Det er interessant, at der på trods af spejdernes ambivalente identitetsopfattelse skabes en

fælles forståelse af ’hvem vi er’. Dette begrunder vi blandt andet med det

fortolkningsfællesskab, som spejderne alle er del af, og som netop bevirker, at de fortolker og

opfatter kulturelle aspekter ud fra en fælles forståelsesramme og derved tillægger værdierne

samme mening. På grund af fortolkningsfællesskabet oplever vi også, at spejderne gensidigt

påvirker hinandens meningsdannelser, og på den måde opstår der en fælles opfattelse af, hvad

det vil sige at være spejder. Det er dette fortolkningsfællesskab og brugen af kulturens

symboler, der er medvirkende til, at spejderne ikke formår at udvide deres traditionsbundne

selvopfattelse, og da de ikke anfægtes udefra, kan de opretholde en selvforståelse, som de selv

tilkendegiver, at en udefrakommende aldrig vil kunne forstå eller sågar blive en del af, fordi

den bygger på års fælles oplevelser, erfaringer og traditioner. Fortolkningsfællesskabet – eller

de kollektive meningsstrukturer – er med andre ord stærkt i DDS, hvilket har en række

positive sideeffekter og vidner om, at spejderne er glade for at være en del af fællesskabet.

Fortolkningsfællesskabet får dog også nogle negative ’bivirkninger’, da spejderne alligevel

ikke formår at italesætte deres identitet på en sådan måde, at det er klart for dem selv, hvad

det præcist er, de ønsker at udtrykke. Set i en bredere organisatorisk kontekst er en stærk

fællesskabsånd og enighed ønskværdigt, da det vidner om, at der er intern harmoni og

konsensus i organisationen, men på den anden side kan det med et stærkt

fortolkningsfællesskab være svært at indføre organisatoriske ændringer, idet medlemmerne

tager tingene for givet og ikke anfægter de gældende normer – og det kan føre til mangel på

meningsudveksling og gøre det svært at skabe accept af nye tiltag.

Til at anskueliggøre hvordan spejderne opfatter deres identitet, har vi udarbejdet nedenstående

figur, der viser, hvordan vi mener, at spejdernes selvforståelse både kan rumme tradition og

fornyelse, hvilket vil sige, at en ’rigtig’ spejder kan være udtrykt gennem såvel gamle som

nye aktiviteter eller færdigheder.

99


Figur 7.1 Spejdernes identitet

Egen tilvirkning

Morse

Rafter

Knob

I figuren illustreres de gamle, traditionelle aktiviteter i den ene delmængde, mens de nye,

moderne aktiviteter er indtegnet i den anden delmængde. Hvor spejdernes identitet i dag

primært er udtryk i den traditionelle del af figuren (det er disse aktiviteter, der af vores

respondenter fremhæves som værende en ’rigtig’ spejder) argumenterer vi for, at en udvidet

identitetsforståelse skal bygge på en fællesmængde mellem tradition og fornyelse, således at

det accepteres og anerkendes, at en ’rigtig’ spejderaktivitet kan være både ny eller gammel.

Dermed er det heller ikke vores opfattelse, at spejderne udelukkende skal identificere sig med

nye og moderne aktiviteter, da vi erkender, at dette vil være et umuligt og utopisk grundlag at

bygge en spejderbevægelse på, og vi mener heller ikke, at det overhovedet er nødvendigt for

DDS’ fremtidige overlevelse at bevæge sig væk fra de traditionelle aktiviteter. Derimod er

vores påstand som sagt, at DDS skal udvide selvforståelsen af at være en ’rigtig’ spejder til

også at omfatte de nye aspekter ved spejderarbejdet, således at disse ligeledes bliver italesat,

når organisationens medlemmer over for udefrakommende – såvel som internt – forklarer og

beskriver, ’hvem vi er’. Spejderne giver selv udtryk for, at de gerne vil opfattes som moderne

og smarte, og DDS understreger i deres kommunikationsstrategi, at spejderkorpset skal

opfattes som en tidssvarende børne- og ungdomsorganisation, og vi mener derfor også, at en

værdi skal kunne komme til udtryk både gennem raftebygning og gennem en

sangkonkurrence – og den ene aktivitet er i den henseende lige så god og ’rigtig’ som den

anden. Spejderne skal derfor udvide den traditionsbundne opfattelse af, hvad der er en ’rigtig’

spejder og i langt højere grad også vægte de nye og mere moderne aktiviteter, da de gennem

deres sprogbrug, og den måde, hvorpå de italesætter sig selv og hinanden, reproducerer sig

selv i det traditionelle og stereotype spejderbillede, som de gerne vil tage afstand fra.

Vi er naturligvis bevidste om, at sproget ikke er den eneste faktor i spejdernes reproduktion af

sig selv, og der ligger selvfølgelig også en organisatorisk virkelighed bag spejdernes

100

SMS-løb

Internettet

Hygge

Tradition Fornyelse

SMG


sprogbrug, hvor identiteten ikke alene er bundet til den sociale kontekst, det er at være

spejder, men er sammensat af flere forskellige ’brikker’ fra medlemmernes hverdagsliv og er

præget af en verden i konstant forandring, der tilsammen udgør den organisatoriske

virkelighed, som spejderne føler som deres egen (Andersen, 1996: 450). I kraft af at vi

metodisk har valgt at undersøge vores problemstilling gennem interviews, er det dog kun på

baggrund af respondenterne ytringer, vi kan foretage vores konklusioner. Hvis vi havde

opholdt os i organisationen over en længere periode og været en del af hverdagslivet, havde vi

givetvis fået større indblik i, hvordan den organisatoriske virkelighed reelt er, frem for

udelukkende at studere hvordan medlemmerne taler om deres organisatoriske hverdagsliv.

Vi mener som sagt, at det er ved at bruge symbolerne bevidst og strategisk, at DDS kan bryde

ud af den traditionsbundne identitetsopfattelse, vi på baggrund af vores værdianalyse mener

eksisterer blandt spejderne i Espergærde, og som vidner om, at den målsætning, som ledelsen

har opstillet i kommunikationsstrategien endnu ikke er slået igennem på alle niveauer i

organisationen. Vi vil dog fremhæve, at vi ikke anser identitetspåvirkningen så forenklet, som

det umiddelbart kan fremstå af ovenstående, idet virkeligheden er langt mere kompleks, end

man kan opstille i en figur. Endvidere implicerer vores kultursyn, at al meningsdannelse sker i

interaktion med andre, hvorfor vi som tidligere nævnt mener, at det er problematisk at antage,

at man uden videre kan styre disse processer og forvente, at man opnår en bestemt

ønskværdig forandring. Vi vil dog i det efterfølgende reflektere over, hvordan man ved hjælp

af strategisk organisatorisk historiefortælling kan være med til at konstruere organisationen,

og historierne kommer dermed til at fungere som et redskab til at reflektere over identiteten

og påvirke kulturen.

101


8. Historier som formidlere af værdier

I dette kapitel sætter vi fokus på historier som et strategisk kommunikativt redskab til at

formidle værdiers indhold. Kapitlet vil primært have karakter af en teoretisk diskussion af,

hvordan organisatoriske historier kan anvendes strategisk, men vi inddrager også vores

specifikke case, således vi søger at sætte nogle af de konkrete problemstillinger, vi har

identificeret i analysen, i relation til de teoretiske opridsninger. Vi har i vores analyse

identificeret, at spejderne reproducerer sig selv i et traditionelt spejderbillede, fordi

medlemmerne har en traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en

’rigtig’ spejder. Vi ønsker derfor at diskutere, hvordan historier kan være medvirkende til, at

medlemmerne ændrer den mening, som de tillægger aktiviteterne, så der skabes en ny

fortolkningsramme, der bryder med den etablerede opfattelse af organisationen. Således søger

vi også at imødekomme noget af den kritik, vi retter mod det symbolske perspektiv i henhold

til manglen på handlingsanvisninger til forandring.

Tidligere har vi belyst, hvordan vi gennem den narrative analysemetode kunne identificere de

værdier, der skaber mening for medlemmerne omkring ’det at være spejder’, men historier er

også et særdeles effektivt formidlingsværktøj, når det gælder om at skulle ’følge og forstå’

værdierne i det daglige (Kjærbeck, 2004: 10). På den måde beskæftiger vi os i dette kapitel

med historiernes sensemaking – altså hvordan en historie kan skabe mening, og i forlængelse

af dette vil vi også berøre læringsperspektivet, idet man kan argumentere for,

historiefortælling er en måde, hvorpå organisationen kan opnå læring. Således bevæger vi os

skridtet videre end til udelukkende at anvende historier som en metode til at analysere

organisationer, deres indre processer, kultur og værdier, men reflekterer over, hvordan

historier også kan betragtes som formidlere af kultur.

Vi har i vores kulturteoretiske kapitel diskuteret værdiernes placering i organisationskulturen,

hvor det blev fremhævet, at værdierne ligger på et dybere og implicit niveau i organisationen

– så hvordan påvirkes, udvikles og kommunikeres det uhåndgribelige? Det gør man, ifølge

erhvervsforskeren Søren Nymark, gennem de organisatoriske historier. Nymark mener netop,

at historier afspejler organisationens kultur, identitet og værdier, og de opretholder således

organisationen og dens mål og kan anvendes som et ’middel’ til at imødegå forandring og

kompleksitet (Nymark, 1999).

102


8.1 Organisatoriske historier

Ifølge Nymark kan organisatoriske historier opdeles i to kategorier; de uformelle og formelle

historier. Det er gennem de uformelle historier, at medlemmerne lærer om organisationens

kultur, og de fungerer med andre ord som en ’genvej’ til at forstå organisationens kultur. De

formelle historier er derimod eksplicit orienteret mod interne og eksterne interessenter til

organisationen, og det er via disse, at eksempelvis ledelsen kan kommunikere dens politik og

værdier (Nymark, 1999: 6). Det er gennem historier, at medlemmerne ’forhandler’

organisationskulturen, og acceptabel adfærd kommunikeres. Da nye historier konstant skabes

i takt med, at medlemmerne handler, bliver organisationskulturen kontinuerligt påvirket,

bibeholdt og revideret gennem disse historier – og derfor argumenterer Nymark for, at det er

gennem historierne, at retningen for adfærd markeres (Nymark, 1999: 8). Organisatoriske

historier har dermed flere vigtige funktioner. De uformelle historier fungerer for det første

som vedligeholdelse og revidering af organisationskulturen, og for det andet fungerer de som

kommunikatører af organisationskulturen til nye medlemmer, så disse hurtigt får en intuitiv

fornemmelse af de sociale spilleregler, der eksisterer. De formelle historier fungerer derimod

til direkte at kommunikere og påvirke organisationens kultur og værdier (ibid.).

Det er vores antagelse, at det er meget svært at styre de uformelle historier, idet de er direkte

eksponenter af organisationskulturen og værdierne. Vi mener dog, at det er muligt at påvirke

de uformelle historier gennem de formelle ved strategisk at sprede formelle historier, der

formidler et budskab, der indgår i medlemmernes kontinuerlige interaktion og revidering af

organisationskulturen. Det er Nymarks pointe, at det at anvende og sprede historier strategisk

primært er en ledelsesopgave, men – og uden at beskylde Nymark for at være unuanceret, vi

mener, at Det Danske Spejderkorps’ organisatoriske karakteristika, der fokuserer på autonome

enheder og børn-leder-børn princippet, taler for, at også andre end selve den formelle ledelse

kan anvende historier strategisk – eksempelvis kunne gruppens bestyrelse eller den enkelte

patruljeleder søge at påvirke spejdernes meningsdannelse. Muligheden for konkret at påvirke

medlemmernes interaktion diskuterer vi nærmere nedenfor i forbindelse med

læringsperspektivet.

Vi mener, at de uformelle historiers funktion, som Nymark skitserer dem, illustrerer den

proces, vi har identificeret i vores værdianalyse, idet den måde hvorpå nogle af spejderne

omtaler sig selv og andre grupper i DDS gennem historier og begreber, indikerer, hvordan

man er en ’rigtig’ spejder, og disse historier er med til, at det er de traditionelle aktiviteter, der

103


etragtes som mest ’rigtige’. Så selvom der kommer nye medlemmer ind i organisationen, vil

de hurtigt blive introduceret til ’den acceptable’ og ’normale’ adfærd, selvom det nye medlem

naturligvis også kan påvirke de uformelle historiefortællingsprocesser og dermed være

medvirkende til at ændre organisationskulturen og værdierne i en given retning. Vi mener

derfor, at de uformelle historier både har en positiv og negativ side, idet de i kraft af deres

dynamiske natur kan opretholde organisationen, skabe samhørighed og læring – men

samtidigt kan de fordre, at det er svært for organisationen at bryde ud af indgroede mønstre,

forståelser og handlemåder – som vi har erfaret det i DDS. Vores næste diskussionspunkt

bliver hermed, hvordan man kan søge at skabe mening gennem historier – så der opstår

forandring.

8.2 Historier skaber mening

Hvis vi ser mere overordnet på historier, så beskriver Yiannis Gabriel organisationens kultur

som det, der giver mening for medlemmerne: ”Organizational culture […] enables

individuals to make sense of their experience and to share it with others; it infuses their

actions with meaning and value; and it supplies them with a sense of belonging. Instead of

disregarding culture as superfluous, effective management takes hold of shaping, guiding and

invigorating the culture” (Gabriel, 2000: 87). På den måde mener vi også, at historier kan

videregive vigtige informationer om organisationen og dens kultur, da de er en del af

organisationens kulturelle og symbolske artefakter, der indeholder mening og opretholder

værdier (Gabriel, 2000: 88). Opsummerende har Gabriel sammenfattet historiens

meningsskabende elementer således: ”Stories guide action and strategy, by providing

precedents for times of crises and change; they act as maps, helping people make sense of

unfamiliar situations be linking them to familiar ones, making the unexpected expectable,

hance manageable” (Gabriel, 2000: 89). Dog understreger han også, at historier har

følelsesmæssige og symbolske kvaliteter, der rækker ud over blot at generere engagement,

men er udtryk for dybere fælles kultur- og opfattelsesmønstre, som vi kommer nærmere ind

på i afsnit 8.3, hvor vi diskuterer historier og læring.

Anne-Marie Søderberg vægter også historiefortællingens meningsskabende elementer og ser

historiefortælling som en aktivitet, der skaber mening og identitet i forhold til de kritiske

begivenheder, der udfordrer fortællerens opfattelse af sig selv og omverdenen (Søderberg,

2004: 54). Igennem historier kan organisationens medlemmer konstruere bestemte sociale

104


elationer, identiteter og billeder af organisationen, fordi de tillægger begivenheder og

aktiviteter betydning ud fra fortolkninger af egne erfaringer eller deres sensemaking

(Søderberg, 2004: 60). Man kan derfor argumentere for, at historierne tilskynder sensemaking

ved at sætte sig ud over fakta.

Det er ud fra vores organisationsteoretiske perspektiv vigtigt, at historier kan vise

flertydighed, da vi mener, at samme værdi godt kan fortolkes forskelligt – og altså være

forbundet med forskellige aktiviteter – af det enkelte medlem ud fra dennes egne kulturelle,

sociale og personlige meninger. Når man generelt fortolker symboler, er det derfor heller ikke

overraskende at finde, at forskellige og endda modsatrettede meninger er forbundet med disse

(Gabriel, 2000: 90), da der inden for samme organisationskultur kan forekomme forskellige

historier om samme begivenhed. Dermed mener vi, at historier fremmer skabelse og

fortolkning af sociale virkeligheder ved at hjælpe medlemmerne med at forstå noget i lyset af

noget andet, og dermed sætter de tolknings- og kommunikationsprocesser i gang hos

modtageren ved at trække denne ind i et betydningsunivers, der engagerer dem aktivt i

meningsskabelsen af værdiernes indhold.

8.3 Læring og historier

I forlængelse af historiernes sensemaking har vi valgt at tage fat i begrebet organisatorisk

læring for at eksplicitere historiers ’evne’ til at påvirke de organisatoriske normer og værdier.

Organisatorisk læring er et omfattende – og interessant – felt, som vi dog ikke vil gå i dybden

med i dette speciale, men kun berøre i henhold til den måde, organisatoriske historier kan

fordre forandring. Vi er selvfølgelig bevidste om, at organisationen som begreb i sig selv ikke

kan ’forandre’ eller ’lære’, men organisationen består derimod af mennesker, der er i stand til

at lære og interagere. Når vi taler om organisatorisk læring, mener vi dermed organisationens

medlemmer som gruppe, der samlet kan forholde sig til sig selv og omverdenen. Dette

begrunder vi blandt andet i kraft af, at vi antager, at en gruppe mennesker – eksempelvis

spejderne i Espergærde – deler en række fælles forudsætninger og måder at se verden på,

fordi de er spejdere, som vi diskuterede i kapitel 4 i forhold til fortolkningsfællesskaber – eller

Dixons kollektive meningsstrukturer. En stærk fælles viden kan dog have den ’negative’

effekt, som vi også pointerede i forbindelse med de uformelle historier, at de er svære at

ændre, fordi de af medlemmerne anses som ’sandheden’, og de ser derfor ingen grund til at

anfægte dem (Dixon, 1994: 40). Det er dermed meget svært at anfægte, at morse og

105


aftebygning er de mest ’rigtige’ spejderfærdigheder, da denne antagelse er så indgroet i

spejdernes kollektive meningsstrukturer – og vi identificerede i denne forlængelse også, at

spejderne anså det som det største selvfølgelighed, at disse elementer ikke kun en del af

spejdervirket, men også den mest rigtige del, selvom de anså mange af aktiviteterne som både

forældede og kedelige.

De kollektive meningsstrukturer kan selvfølgelig heller ikke ændres fra den ene dag til den

anden, og den interaktion der foregår mellem medlemmerne vil mangle meningsforskelle,

således at disse eksisterende tavse meningsstrukturer aldrig bliver egentligt anfægtet. Derfor

påpeger Dixon, at for at disse (negative) meningsstrukturer kan blive anfægtet, skal det ske

noget hidtil ukendt. Herefter kan de eksisterende meningsstrukturer forandres og nye

meningsstrukturer opstår (Dixon, 1994: 41).

Det er vores påstand, og med baggrund i Nymark, at det, der eksempelvis kan ’anfægte’ de

eksisterende negative meningsstrukturer i en organisation som Det Danske Spejderkorps er

historier. Nymark opererer med et begreb, han kalder ’den organisatorisk hukommelse’, som

vi mener er kompatibelt med Dixons kollektive meningsstrukturer. Nymark definerer den

organisatoriske hukommelse som ”intersubjektiv, konsensual social viden, der dannes og

vedligeholdes gennem medarbejdernes fortællinger” (Nymark, 1999: 9). Den organisatoriske

hukommelses placering i organisationskulturen kan ses nedenfor.

Figur 8.1 Sammenhænge i en organisationskultur

Nye begivenhe-

der og hændelser

Kilde: Nymark, 1999: 9

Organisatio-

nens medlemmer

Fortællinger

Fortællinger

Den

organisatoriske

hukommelse

Figuren illustrerer, at nye historier kommer til, nogle korrigeres, mens andre glemmes. Hvis

der er historier, der ikke genfortælles, fordi organisationens medlemmer har udviklet sig i en

retning, hvor historierne ikke længere bidrager til meningsskabelse hos det enkelte medlem,

bliver de med tiden glemt, og dermed har en ’aflæring’ af denne viden fundet sted. I

106

Glemte

begivenheder;

’aflæring’


situationer, der for et medlem opfattes flertydigt eller paradoksalt, kommunikeres situationens

sammenhæng af andre medlemmer i form af historier, der har deres udgangspunkt i den

organisatoriske hukommelse.

Nymark pointerer, at det det er de uformelle historier, der bidrager til kontinuerlig korrektion

af den organisatoriske hukommelse, og det er gennem disse historier, at der kan stilles

spørgsmålstegn ved gældende værdier og normer, som de formelle historier i høj grad

vedligeholder (Nymark, 1999: 10). Dermed forbinder Nymark de formelle og uformelle

historier med henholdsvis 1. og 2. ordens læring, hvor 1. ordens læringsprocesser

vedligeholder det etablerede system, mens 2. ordens læringsprocesser udvikler det fungerende

system ved at stille spørgsmålstegn ved gældende normer og værdier (ibid.). Vi mener

dermed, at Nymark lægger op til, at det er de uformelle historier man skal fokusere på, hvis

man ønsker at ændre noget fundamentalt i en organisation, hvorved disse historier i deres

genfortælling fra medlem til medlem er med til at korrigere den organisatoriske hukommelse.

Man kan i den forlængelse argumentere for, at i det øjeblik, at historierne anvendes strategisk

og med det sigte at ændre adfærd eller mønstre i en organisation, bevæger vi os fra

historiernes sensemaking til deres sensegiving:

”Sensemaking has to do with meaning construction and reconstruction by the involved parties

as they attempted to develop a meaningful framework for understanding the nature of the

intended strategic change. Sensegiving is concerned with the proces of attempting to

influence the sensemaking and meaning construction of others toward a preferred definition

of organizational reality” (Gioia & Chittipeddi, 1991: 442 i Søderberg, 2004: 61).

Sensegiving opstår med andre ord, når eksempelvis ledelsen strategisk forsøger at påvirke

medlemmernes meningsdannelse på baggrund af dens egne visioner, og det er således

historiernes sensegiving, DDS kan fokusere på for at påvirke medlemmernes sensemaking.

8.4 Fra værdier til historier – opsamling

Historier spiller en rolle som kulturelt og socialt bindeled mellem medlemmerne i en

organisation. Historier er uformelle og uforpligtende, og de finder sted på gangene og henover

kaffen, hvor medlemmerne udtrykker følelser og holdninger til organisationens og ledelsens

107


eslutninger og handlinger. Denne type historier repræsenterer den uformelle historie, og

organisationer kan ikke kontrollere denne form for historiefortælling. Derimod bør den

acceptere og respektere, at den uformelle historiefortælling spiller en vigtig rolle for

organisationens kultur og identitet. Det kan eksempelvis være, at patruljelederen afsætter tid

på møder til åben kritik, oplevelser og historier, eller at historier bliver en konstitueret måde

at forklare væsentlige beslutninger på overfor medlemmerne. Grænsen mellem den formelle

historiefortælling som intern formidlingsredskab og den uformelle historiefortælling som

kulturel sensemaking er derfor også flydende.

Idet mange historier netop lever i kraft af, at de er uskrevne og uformelle, svækkes de ved at

blive formaliseret og nedskrevet. Vi mener dog, at der i denne forbindelse opstår et paradoks,

hvis man som en bestyrelse skal søge at ændre den organisatoriske hukommelse ved at sprede

historier, idet det er de uformelle historier, der kan stille spørgsmålstegn ved gældende

værdier og normer. Samtidigt mister de uformelle historier deres uformelle natur ved at blive

indsamlet, eventuelt nedskrevet og slutteligt kommunikeret. Vi erkender dermed, at det man

ikke bare sådan lige kan ændre på de kollektive meningsstrukturer/den organisatoriske

hukommelse, da det som sagt er stærkt indgroede normer og værdier, der danner baggrund for

disse, og den ovenstående teoretiske ramme indikerer også, at der er mange dilemmaer

forbundet med arbejdet med organisatoriske historier.

Ovenstående diskussion er primært af teoretisk karakter, og vi vil derfor ikke bevæge os over

i den konkrete behandling af, hvad man rent praktisk kan gøre for at ændre de normer og

værdier, der eksisterer blandt medlemmerne, da det ligger uden for specialets fokus. Men i

kraft af vores teoretiske gennemgang vil vi konkludere, at ved at indsamle og sprede de

uformelle historier, kan Det Danske Spejderkorps ændre på indgroede tanke- og talemønstre,

der viser, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ spejder. En organisation som DDS har netop

alle muligheder for at udnytte historierne strategisk, da vi gennem vores analyse har erfaret, at

medlemmerne har mange historier at fortælle fra deres hverdag og er meget engagerede i

deres spejdervirke, og de har mange fælles oplevelser, da mange har været spejdere sammen i

adskillige år, hvilket giver dem en bred, fælles referenceramme. Endvidere er DDS

organisatoriske karakteristika kendetegnet ved en flad struktur og medbestemmelse, hvor

ethvert medlem i princippet kan anvende historierne strategisk. Vi mener dermed, at det er

muligt at påvirke de uformelle historier gennem de formelle ved strategisk at sprede formelle

historier, der formidler et budskab, der indgår i medlemmernes kontinuerlige revidering af

organisationskulturen. Da hensigten som sagt er, at de formelle historier skal blive en del af

108


den organisatoriske hukommelse, erkender vi – også teoretisk – at der ikke findes garantier,

idet man netop ikke kan styre, hvilke historier der fortælles henover kopimaskinen, og man

kan ikke vide, om historierne forkastes af medarbejderne og bliver en del af de glemte

begivenheder. I alle tilfælde er det centralt at være bevidst om, at ændringer i indgroede

normer kun kan ske langsomt og over tid.

109


9. Afslutning

I dette kapitel konkluderer vi på specialets problemstilling på baggrund af den værdianalyse,

der danner rammen om spejdernes opfattelse af det at være en ’rigtig’ spejder. Vi forholder os

ligeledes kritisk til vores konklusioner ved at reflektere over den valgte teori og metode.

Derudover vil kapitlet indeholde en perspektivering, hvor vi tager et mere eksternt sigte og

inddrager betragtninger om Det Danske Spejderkorps’ image på baggrund af værdianalysens

konklusioner og spejdernes selvforståelse.

9.1 Konklusion

I arbejdet med problemformuleringens første del undersøger vi konkret, om spejderne

forbinder de formulerede værdier med forskellige aktiviteter og meninger ved at analysere,

hvordan de tillægger værdierne kammeratskab, ansvar, friluftsliv, sjovt og udfordrende

mening i det daglige spejdervirke ved at knytte de enkelte værdier til bestemte aktiviteter.

Dermed er det vores opfattelse, at værdierne – i tråd med vores symbolsk-fortolkende

organisationsperspektiv – kan udtrykkes gennem forskellige aktiviteter, fordi spejderne netop

tillægger de enkelte værdier flertydigt indhold på baggrund af de dynamiske processer og

konstante meningsdannelser, som de fortolkes i. Vores analyse har derfor også fokuseret på at

identificere de værdier, der forbindes med de handlinger, som spejderne udfører i deres

organisatoriske hverdagsliv, og vi kan på baggrund af værdianalysen konkludere, at værdierne

KAFSU tillægges en lang række forskellige meninger, hvilket bevidner, at der er forskellige

opfattelser af, hvad der indholdsmæssigt knyttes til de enkelte værdier. Dette begrunder vi til

dels med, at der aldersmæssigt (og i mindre grad kønsmæssigt) er forskel på, hvad spejderne

opfatter som eksempelvis sjovt og udfordrende, men det understøtter også pointen i vores

organisationsteoretiske syn, nemlig at værdier – på trods af at de er en dyb og indlejret del af

kulturen – er et aspekt af den organisatoriske kontekst, hvis indhold man ikke kan reducere til

en fast og uforanderlig størrelse, da de netop er åbne for nye fortolkninger skabt i

meningsudvekslingen mellem organisationens medlemmer.

I problemformuleringens anden del undersøger vi dernæst, om der blandt medlemmerne

eksisterer en traditionsbunden og fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være en ’rigtig’

spejder. Dette er gjort på baggrund af ovenstående betragtninger om værdiernes flertydige

indhold sammenholdt med den viden, vi har tilegnet os om forholdet mellem tradition og

110


fornyelse, og vi kan derigennem konkludere, hvilke værdier der bliver forbundet med

henholdsvis gamle og nye aktiviteter. Samtidig giver vores analyse om ’rigtig’ spejder os

videre belæg for at konkludere, at der – på trods af værdiernes flertydighed – eksisterer en

fælles opfattelse af, hvilke bestemte aktiviteter, egenskaber og færdigheder, der kendetegner

en ’rigtig’ spejder i nogle af patruljerne. I den forbindelse er det interessant at bemærke, at

værdierne som sagt bliver forbundet med forskellige nye og gamle aktiviteter, men at det er

de traditionelle aktiviteter, der bliver forbundet med det at være en ’rigtig’ spejder. Den

stærke traditionsbundne fælleshed har vi primært kunnet identificere i troppen – særligt blandt

pigerne, hvorimod børnene var meget ambivalente og tvetydige i deres svar, klanen var mere

diskuterende og reflekterende, mens lederne var meget ’korrekte’ i deres svar omkring hvad

en ’rigtig’ spejder var.

Vi mener, at især pigetroppens opfattelse af hvad der er en ’rigtig’ spejder bevirker, at

spejderne selv er med til at opretholde det traditionelle spejderbillede, som de mener, der

eksisterer i omverdenens bevidsthed, og som de gør meget ud af at tage afstand fra. Det er

derfor interessant at belyse, hvorfor der på trods af værdiernes tilsyneladende flertydighed i

sidste ende opstår en traditionsbunden og fælles opfattelse af at være en ’rigtig’ spejder. Vi

har i den forbindelse redegjort for, hvordan spejdernes fortolkningsfællesskab giver dem en

række forudsætninger for at forstå og fortolke verden ud fra, hvilket er afgørende for den

særlige mening, der tillægges aktiviteterne og værdierne. På den måde konkluderer vi også, at

det netop er spejdernes fortolkningsfællesskab, der giver dem mulighed for at tillægge

værdierne den fælles mening, som definerer en ’rigtig’ spejder. Dermed er

fortolkningsfællesskabet også med til at fastholde spejderne i en position, som omverdenen

ikke har mulighed for at anfægte eller forstå, fordi den ikke er del af dette

fortolkningsfællesskab og aldrig kan blive det, hvilket fører til, at fordomme bliver opretholdt.

Hvor spejdernes opfattelse af en ’rigtig’ spejder i høj grad er udtrykt gennem traditionelle

aktiviteter, argumenterer vi for, at en udvidet identitetsforståelse skal bygge på en

fællesmængde mellem tradition og fornyelse, således at det accepteres og anerkendes, at en

’rigtig’ spejderaktivitet kan være både ny eller gammel, og værdierne kan dermed komme til

udtryk både gennem raftebygning og gennem en sangkonkurrence – og den ene aktivitet er i

den henseende lige så god og ’rigtig’ som den anden. Hermed bliver vores konklusion, at

spejderne gennem kulturens symboler – her forstået som verbale ytringer i sproget – er med

til at reproducere sig selv i et traditionelt billede, som de gerne vil tage afstand fra, hvilket har

betydning for den måde, hvorpå de opfatter sig selv og for den mening, som kulturens

fænomener tillægges.

111


I den forbindelse har vi søgt at belyse, hvordan spejdernes symbol- og sprogbrug er med til at

understøtte og forstærke det billede, som de er frustrerede over at møde gennem omverdenens

fordomme, men som netop opretholdes, fordi de ikke italesætter og fremhæver de fornyende

aspekter, når de over for udefrakommende – og altså i et eksternt sigte – skal definere en

’rigtig’ spejder. Så selvom spejderne internt har en fælles forståelse af, at værdierne kan

tillægges forskellig betydning, så er det vigtigt, at de også formår at italesætte flertydigheden

af det at være en ’rigtig’ spejder, og dermed er deres identitet tæt forbundet med brugen af

kulturens symboler.

Det er med andre ord vores antagelse, at der i sproget er indlejret verbale symboler, der

fastholder spejderne i en traditionsbunden organisatorisk selvforståelse, de ellers gerne vil

væk fra. Når vi derfor i problemformuleringens sidste del ønsker at reflektere teoretisk over,

hvordan organisatorisk historiefortælling kan påvirke spejdernes opfattelse af, hvad det vil

sige at være en ’rigtig’ spejder, er det på baggrund af, at Det Danske Spejderkorps ved at

anvende organisationskulturens symboler strategisk har mulighed for at påvirke identiteten i

en ønsket retning. Dette fordi det blandt andet er gennem sproget, at spejderne skaber mening

med deres virke og opretholder deres organisationskultur, og derfor er det også i sprogbrugen,

at vi ser de tilkendegivelser, der beskriver en ’rigtig’ spejder. Vi mener derfor, at der internt i

DDS er behov for at anerkende og forstå, at opfattelsen af det at være en ’rigtig’ spejder skal

bunde i den flertydighed, som værdierne reelt er forbundet med, således der i organisationen

bliver sat fokus på, at SMS-løb eller et Melodi Grand Prix er ligeså væsentlige og ’rigtige’

spejderaktiviteter som raftebygning og førstehjælp, således de traditionelle og nye aktiviteter

fungerer på lige fod – også når spejderne skal italesætte hvad en ’rigtig’ spejder er.

Når vi vælger at fremhæve organisatorisk historiefortælling, er det fordi vi anerkender, at

historier kan være et strategisk formidlingsværktøj til at fremme intern forståelse af

organisationens kultur og identitet. Vi argumenterer for, at historier – fordi de skaber mening

– er en måde, hvorpå DDS kan opnå læring og derved søge at ændre den mening, som

spejderne tillægger aktiviteterne, så der skabes en ny fortolkningsramme, der bryder med den

traditionsbundne opfattelse af at være spejder. Dermed mener vi, at DDS skal indsamle og

sprede historier og anvende dem strategisk for derigennem at påvirke de uformelle historier,

der indgår i spejdernes konstante revidering af organisationskulturen – og dermed også

værdiernes indhold og deres selvopfattelse. Samtidig erkender vi dog, at det ikke er ligetil at

påvirke fortolkningsfællesskabet (de kollektive meningsstrukturer), da disse netop bygger på

fælles mening og grundlæggende antagelser, der tages for givet. Dermed er det vores pointe,

112


at de formelle, strategiske historier skal blive en del af den organisatoriske hukommelse, og

således er det via fokuseringen på organisatorisk historiefortælling, at vi søger at

imødekomme den kritik, vi retter mod det symbolsk-fortolkende perspektivs mangel på

handlingsanvisninger, om end vi understreger, at en ønsket forandring aldrig kan garanteres,

da man ikke kan styre fortolkningsprocesser eller determinere medlemmernes brug af

symboler – her forstået som historier.

9.1.1 Generelle teoretiske og metodiske overvejelser

Da vi opfatter værdier som implicitte og dybtliggende i kulturen, har vi valgt at benytte den

narrative analysemetode i vores empiriske tilgang til specialet. Valget af den narrative tilgang

begrunder vi primært med, at historier afspejler og udtrykker mening, og derfor er det også

igennem historierne, at vi kan afdække spejdernes holdningstilkendegivelser og

værdiorienteringer. Desuden har vi i metodevalget taget hensyn til, at en overvejende del af

vores respondenter er børn, for hvem det kan være svært at reflektere over noget så

uhåndgribeligt som værdier, og ved at opfordre spejderne til at fortælle historier om ’det at

være spejder’ opnår vi viden om de værdier, der skaber mening i spejdernes dagligdag, og på

den måde er det de konkrete historier, der kobler de enkelte værdier med aktiviteter og

færdigheder, der for spejderne synes at være essentielle for deres selvforståelse.

I den forbindelse har vi dog være bevidste om hermeneutikkens rolle, da vi som interviewere

selv har indgået i den sociale konstruktion af fortolkningen og meningsdannelsen på grund af

vores forforståelse, og de rammer denne sætter for vores analytiske tilgang til specialets

problemstilling. På den måde er forforståelsen med til at definere, hvad vi forventer os af

mødet med spejderne, men vi har været os dette bevidst og derfor søgt at være åbne for, at

vores forudindtagede holdninger og fordomme ikke stemmer overnes med det

virkelighedsbillede, vi bliver præsenteret for. Hermed ligger der også i den analytiske

bearbejdning af det kvalitative datamateriale en subjektiv fortolkning fra vores side, men igen

har det været væsentligt for os at være så åbne og ’fordomsfri’ som muligt. Derfor ser vi det

også som en metodisk styrke, at vi forud for gennemførelsen af de otte fokusgruppeinterviews

med spejderne i Espergærde gennemførte et pilotinterview med en spejdergruppe på Amager.

For det første fik vi her mulighed for at afprøve den spørgeguide, der skulle fordre spejdernes

historier, hvilket betød, at vi efterfølgende reviderede den, da vi så, at nogle spørgsmål ikke

var velegnede i forhold til undersøgelsens analytiske ærinde. Ligeledes gjorde vi os gode

erfaringer med gennemførelsen af fokusgrupperne i praksis, og disse betragtninger blev taget

113


til efterretning i de endelige interviewsituationer, hvorfor vi blandt andet afkortede den tid, vi

talte med de mindste spejdere, da de havde svært ved at holde koncentrationen i en hel time.

På den måde erfarede vi også, at den narrative metode var en styrke i forbindelse med

identificering af værdier, da metoden netop imødekommer muligheden for at afdække de

bagvedliggende holdninger, der ligger implicit eller ubevidst i den organisatoriske

hukommelse. Dermed argumenterer vi også for, at narrativer udtrykker essentielle

værdiorienteringer, som vi ikke kunne have udledt gennem argumenterende eller mere

’saglige’ udsagn, da disse har en tendens til at fokusere på forhold og fakta, som er bevidst for

respondenten. Desuden erfarede vi, at den narrative metode var yderst velegnet i forhold til

børn og unge, men vi kunne også konstatere, at de mindre børn havde svært ved at udtrykke

sig i konkrete historier, og da vi havde forudset, at dette problem kunne opstå, valgte vi at

afprøve den omtalte kamerametode. Dette også på grund af de metodiske overvejelser inden

for børneforskning vi var blevet udfordret med i vores forstudium af dette særlige aspekt ved

fokusgrupperne, og vi så en oplagt mulighed i at afprøve metoden i praksis.

Vi valgte konkret at efterprøve kamerametoden med spejderne i aldersgruppen 10-12 år, og

det viste sig at være en stor styrke i det tilfælde, hvor den kunne gennemføres, da resultatet

blev, at børnene var bedre i stand til at huske konkrete begivenheder, og deres historier blev

derfor også mere reflekterede og sammenhængende, uden at vi blev nødt til at spørge ind til

det, der blev fortalt. Og da billederne netop var blevet taget i situationer – eller i forbindelse

med begivenheder og aktiviteter – der havde betydning for spejderne, gjorde genkendelsen af

det konkrete billede det lettere for dem at huske, hvorfor det var blevet taget, og dermed blev

holdningstilkendegivelserne, og de historier de blev fortalt i, også mere konkrete og

nuancerede. Alt i alt kan vi altså konkludere, at kamerametoden var effektiv og gavnlig i

forbindelse med brugen af børn som respondenter, da den medførte mange, gode narrativer,

men vi erkender også, at det ikke havde været en svækkelse af den samlede undersøgelses

analytiske resultater, hvis vi ikke havde anvendt den. Dette begrunder vi primært med, at

værdianalysen er foretaget på baggrund af et meget omfattende datamateriale, og selvom

metoden reelt var en styrke, erfarede vi også, at der ligeledes fremkom mange narrativer i det

børneinterview, hvor vi ikke benyttede kamerametoden. Dog skal det understreges, at

metoden som sagt medførte mere sammenhængende narrativer, hvor vi ikke selv indtog en

aktiv rolle ved at stille eksplicitte spørgsmål, og dermed påvirkede vi heller ikke historiernes

værditilkendegivelser.

114


Det var som tidligere beskrevet kun muligt for os at afprøve kamerametoden i et af de to

børneinterview, da vi oplevede at have en række praktiske problemer i forbindelse med

ledernes håndtering af udleveringen og indsamlingen af kameraer. På baggrund af dette kunne

vi godt have ønsket, at vores henstillinger var blevet taget mere seriøst, så vi kunne have

anvendt metoden i forhold til alle børnene, og vi må i bagklogskabens lys erkende, at vi selv

burde have forestået såvel udlevering, som instruktion og indsamling af samtlige kameraer, så

vi med sikkerhed vidste, at metoden ville kunne gennemføres.

Da vi har valgt den narrative metodetilgang, var det vigtigt, at vi stillede spørgsmål, der lagde

op til, at spejderne svarede i form af konkrete historier, og på den måde skulle vores åbne

spørgeguide også lægge op til, at spejderne reelt efterkom dette. Vi må dog erkende, at vores

søgen efter konkrete historier og værdiorienteringer nogle gange har ført til, at vores rolle har

været for styrende i interviewet, og nogle steder har vi været meget normative i vores

fortolkninger af spejdernes tilkendegivelser, således at vi er kommet til at anskueliggøre eller

forcere en forståelse, der reelt ikke er blevet ekspliciteret. Dog har vi været opmærksomme på

dette problem og i de tilfælde, hvor vores forforståelser har været for styrede for vores

fortolkninger, har vi ikke medtaget datamaterialet i selve analysen. Især var vores rolle stor

blandt de 10-12-årige juniorspejdere, da de som tidlige nævnt var en ’svær’ respondentgruppe

i kraft af deres alder, mangel på koncentration samt ureflekterede og ukritiske holdning til

spejdervirket. Mindre væsentligt var vores rolle i forhold til tropsspejderne i alderen 12-15 år,

der generelt var gode til at udtrykke sig i historier, uden at vi opfordrede til det. Størst

problemer med produktionen af narrativer erfarede vi at have med de største spejdere og

lederne, hvilket for så vidt kom bag på os, da vi havde troet, at jo ældre respondenterne blev,

desto nemmere ville de have ved at huske konkrete begivenheder, der kunne understøtte deres

holdninger. Dog viste det sig modsat at være et problem at få de ældste respondenter til at

udtrykke sig i form af historier, enten fordi de reelt ikke kunne komme på episoder, eller fordi

de måske fandt det for banalt eller usagligt, hvorfor de undgik det, selvom vi opfordrede dem

til det, og i stedet fokuserede de mere på saglige og argumenterende begrundelser.

Det er i forbindelse med den narrative metode vigtigt at fastslå, at det indsamlede materiale

altid er produceret i et samspil mellem os som interviewere og de tilstedeværende

fokusgrupperespondenter, da vi selv kommer til at indtage en rolle som medproducenter af

historierne, idet vi konkret er til stede, når de fortælles, og fordi vi kommer med

anerkendende eller supplerende bemærkninger undervejs, som har betydning for, hvordan

respondenten fortæller sin historie. Således har vi som interviewere selv været med til at

115


forme det analysemateriale, vi skal undersøge, og dette er vi selvfølgelig nødt til at være

bevidste om som et faktum, vi har forholdt os til i bearbejdningen af empirien, fordi vi har

haft en bestemt målsætning med vores arbejde, hvilket også afspejler sig i de spørgsmål, vi

har stillet i fokusgrupperne. Dog ser vi det ikke som en svaghed i forhold til vores analytiske

resultater, da vi mener at have redegjort for, hvordan vi har søgt at indtage en så passiv rolle

som muligt i interviewsituationen, og vi vurderer, at det ikke ville være muligt for os at

tilegne os den fornødne viden på andre måder grundet specialets begrænsede tid og

ressourcer. Vi havde eksempelvis ikke mulighed for at opholde os i organisationen som rene

observatører igennem længere tid, og dermed havde vi heller ikke mulighed for at indsamle

historierne i de situationer, de spontant og naturligt opstod.

Da vores symbolsk-fortolkende organisationssyn betyder, at vi opfatter den organisatoriske

virkelighed som en social konstruktion, og ikke som en objektiv størrelse, der lader sig

studere og analysere, anerkender vi, at vi må arbejde caseorienteret og subjektivt med at forstå

og fortolke de konkrete værditilkendegivelser, som vi gennem den narrative analysemetode

har kunnet udlede af vores fokusgruppeinterviews med Espergærde Spejderne. I den

forbindelse skal det understreges, at vi ikke søger at generalisere på baggrund af

værdianalysens resultater, da dette ikke er metodisk muligt, og den opfattelse af værdierne,

som vi afdækker, er derfor kun gældende for den specifikke gruppe, vi undersøger. Dette

fordi spejdernes historier ikke er objektive skildringer af virkeligheden, men subjektive

tilkendegivelser, der skaber mening for den enkelte, men vi må gå ud fra, at det spejderne

fortæller os er i overensstemmelse med den individuelle eller kollektive konstruktion af

virkeligheden, som historierne er del af og er med til at skabe. Vores resultater er med andre

ord baseret på spejdernes fortolkninger af virkeligheden, som vi ikke kan anfægte, og dermed

mener vi også – og med forbehold for ovenstående metodiske overvejelser – at vores

konklusioner kan betragtes som valide for lige præcis den specifikke spejdergruppe.

9.2 Perspektivering

I dette afsnit vil vi, som en afrunding på specialet, perspektivere vores samlede konklusioner

til et mere eksternt sigte, hvor vi også inddrager Det Danske Spejderkorps’ image. I vores

kulturteori og i værdianalysen har vi allerede let berørt, at den måde hvorpå en organisations

medlemmer opfatter sig selv på også afhænger af, hvordan omverden opfatter dem og vice

versa, og denne problematik vil vi i det følgende tage op.

116


Mange mennesker har givetvis et stereotypt billede af spejdere generelt – vi ved det dog ikke,

da en sådan undersøgelse ligger uden for specialets fokus – men det primære er i denne

sammenhæng også, at spejderne selv ved samarbejdets indledning gav udtryk for, at de mente,

de havde et image-problem. Dette begrundede de blandt andet i faldende medlemstal og dropouts

navnlig blandt teenagerne, men vi fik også bekræftet denne antagelse ved vores

indledende interview med den kommunikationsansvarlige, og ikke mindst blandt vores

respondenter i fokusgrupperne, hvor en respondent blandt andet udtrykker ”vi er ret dårlige til

at markedsføre os selv” (Bilag E, linie 405-406).

Men har spejderne i virkeligheden et imageproblem? Som antydet i værdianalysen mener vi,

at man måske i virkeligheden snarere kan tale om, at DDS har et identitetsproblem. Det er en

velkendt antagelse, at organisatorisk identitet hænger tæt sammen med imaget. I forlængelse

af de perspektiver vi opridsede under kulturteorien i henhold til den organisatoriske identitet,

er det netop interessant, at forskere på området hævder, at det organisatoriske image er, hvad

organisationens medlemmer tror, at omgivelserne mener om dem, og at imaget er stadfæstet

internt, da det afhænger af, hvordan organisationsmedlemmerne ønsker at blive opfattet af

andre, og hvad de ved, andre tror om dem (Hatch & Schultz, 2000: 21-22). Det vil sige, at der

eksisterer en generel antagelse om, at identiteten både influerer på, hvad der projiceres til

forskellige eksterne interessenter og hvordan organisationen fortolkes og opfattes af disse

interessenter – eller med andre ord; interessenterne må have et image af noget, og det noget er

identiteten.

Hvis DDS med andre ord ønsker at ændre deres image, er det første skridt på vejen at kigge

indad, idet intern og ekstern kommunikation hænger sammen (Thøger Christensen, 2003: 87),

og man kan ikke forvente, at omverden ændrer syn på organisationen, hvis medlemmerne

ikke selv gør det. Så når spejderne tror, at omverdenen har et negativt syn på dem, vil dette

syn virke selvforstærkende på den organisatoriske identitet, og omvendt vil den

organisatoriske identitet være det, der projiceres til omverden – og så har man en

reproducerende og selvforstærkende effekt. Spejdernes selvopfattelse medfører, at de ikke får

udvidet deres selvopfattelse til også at omfatte de fornyende aspekter ved spejderarbejdet.

Denne selvopfattelse påvirkes naturligvis også af omverdenen:

117


Figur 9.1 Spejdernes identitet og omverdenen

Egen tilvirkning

Morse

Rafter

Knob

Det vil sige, at medlemmerne italesætter, skaber og opretholder deres egen identitet gennem

blandt andet sproget og i kraft af de verbale symboler, de bruger, men identiteten opretholdes

også i kraft af, at den måde, de taler om sig selv og opfatter sig selv på, naturligvis vil smitte

af på omverdens billede af spejdere; det vil sige imaget. Et ’dårligt’ (eller ikke-ønskværdigt)

image påvirker igen identitetsdannelsen. Spejderne vil gerne have, at det er det moderne

’dagligdagsspejderbillede’, som en respondent kalder det, som omverdenen skal have dem,

men i virkeligheden er det det traditionelle billede, de kontinuerligt opretholder.

Imaget påvirkes også af den måde, som DDS markedsfører eller brander sig selv på, og i

lighed med ovenstående vil al kommunikation – uanset om den er eksternt eller internt

funderet – smitte af på identiteten, hvilket ligger i begrebet autokommunikation, hvor man så

at sige spejler sig i det billede, der kommunikeres (Femø Nielsen, 2001: 25; Thøger

Christensen, 2003: 92-93). Det vil sige, at den respondent, der indledningsvist siger, at DDS

er dårlige til at markedsføre sig selv, har en væsentlig pointe i, at hvis det altid er de

traditionelle spejderaktiviteter, der markedsføres, eller som den kommunikationsansvarlige

siger ”hvis der f.eks. kommer et TV-hold ud, så vil folk automatisk trække i deres uniform,

selvom det jo er en katastrofe de fleste gange, men det ville man gøre, fordi det er det korrekte

billede” (Bilag B: 16), så vil dette billede understøtte den traditionsbundne opfattelse af, hvad

det vil sige at være en ’rigtig’ spejder, hvis størstedelen af informationsmaterialet,

medlemsblade og mediebegivenheder fremstiller spejdere som ivrige friluftsmennesker med

røde kinder og korrekt uniform, og så vil dette også være den ’rigtige’ spejder – også selvom

118

SMS-løb

Internettet

Hygge

Tradition Fornyelse

Autokommunikation

Omverden

SMG


man et eller andet sted synes det er fedt, at nogle har pink hår, og at det er sjovt at løbe efter

GPS.

Udover at arbejde med de interne processer, som vi reflekterede over i kapitel 8, kunne det

være givtigt for DDS at være bevidste om, at de også kommunikerer internt, hver gang de

kommunikerer eksternt, og al kommunikation er med til at danne og stadfæste den måde,

spejderne opfatter sig selv på. Vi er dog bevidste om, at det for DDS drejer sig om små skridt,

og man har også i kommunikationsafdelingen haft visioner og ambitioner om at ændre mange

af de aspekter, vi påpeger, og på trods af stor modstand fra traditionelle kræfter, er man

begyndt at ændre på dette billede: ”Vi er meget bevidste om i vores egne blade at følge

kommunikationsstrategien, men den her forside f.eks. [pink hår] er der mange, der blev

virkelig vrede over. For fire-fem år siden ville man aldrig kunne opleve et billede i vores

blade, hvor der ikke var en korrekt spejderuniform […] Når man lige læser det, vil man sige,

at det er fint nok, men i vores kommunikationsfolks oversættelse af det, er det noget, der giver

ramaskrig, og derfor tager man nogle små skridt ad gangen, for ikke at få alt for mange

fjender” (Bilag B: 15-16).

119


Litteraturliste

Aagaard, Jørgen (2003): Gode gerninger – en udfordring til Det Danske Spejderkorps. Det

Danske Spejderkorps og Det Historiske Hus Aps.

Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (Red.) (1996): Klassisk og moderne samfundsteori.

Hans Reitzels Forlag, København.

Andersen, Vilmer & Gamdrup, Peter (1994): Forskningsmetoder i Andersen, Heine (red.)

(1994): Videnskabsteori & metodelære. Samfundslitteratur, København.

Becker Jensen, Leif (2003): Hurra-ord eller ærlig snak i Helder, Jørn & Kragh, Bodil (2003):

Når virksomheden åbner sit vindue – kommunikation og formidling – et corporate perspektiv.

Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Berg, Per-Olof (1985): Organizational Change as a Symbolic Transformation Process i Frost,

Peter J., Moore, Larry, Louis, Meryl, Lundberg, Craig & Martin, Joanne (1985):

Organizational Culture. SAGE Publications, Californien.

Boden, Deidre (1994): The Business of Talk – Organizations in Action. Polity Press,

Cambridge.

Boje, David M. (1991): The Storytelling Organization: A study of Story Performance in an

Office-Supply Firm i Administrative Science Quaterly no. 36: 106-126.

Christensen, Søren (2003): Frivillige organisationer: Generationsskifte sætter værdier og

praksis på spil. Papers in organizations no. 41, 2003.

Czarniawska, Barbara (1998): A Narrative Approach to Organization Studies. SAGE

Publications, California.

Czarniawska, Barbara (2000): The Uses of Narrative in Organization Research. GRI Report

2000: 5.

120


Dahler-Larsen, Anne Marie & Dahler-Larsen, Peter (1999): Fokusgrupper i teori og praksis.

Politologiske Skrifter fra Institut for Statskundskab, no. 2, 1999.

Dixon, Nancy (1994): The Organizational Learning Cycle – How We Can Lean Collectively.

McGRAW-HILL, England.

Fish, Stanley (1980): Is There a Text in This Class? – The Authority of Interpretive

Communities. Harvard University Press, Cambridge (Massachusetts).

Gabriel, Yiannis (2000): Storytelling in Organizations – Facts, Fictions, and Fantasies.

Oxford University Press, Oxford.

Geertz, Clifford (1973): The Interpretation of Cultures. BasicBooks, USA.

Gilje, Nils & Grimen, Harald (1993): Samfunnsvitenskapenes Forutsetninger.

Universitetsforlaget, Oslo.

Halkier, Bente (2002): Fokusgrupper. Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag,

Frederiksberg.

Haraldsen, Gustav & Dale, Trine (2002): Hvordan spørre barn og ungdom i Andersen, Dines

& Heide Ottosen, Mai (red.) (2002): Børn som respondenter. Socialforskningsinstituttet,

København.

Hatch, Mary Jo (1991): The Dynamics of Organizational Culture. Papers in Organization no.

4, 1991

Hatch, Mary Jo & Schultz, Majken (1993): Functionalism and Symbolism in Cultural Studies:

From Theoretical Prisons to Methodological Interplay. Papers in Organization no. 13, 1993

Hatch, Mary Jo (1997): Organization Theory: Modern, Symbolic and Postmodern

Perspectives. Oxford University Press, Oxford.

Hatch, Mary Jo & Schultz, Majken i Schultz (2000): Scaling the Tower of Babel: Relational

Differences between Identity, Image, and Culture in Organizations i Majken, Schultz; Hatch,

121


Mary Jo; Larsen, Mogens Holten (edit.) (2000): The Expressive Organization. Oxford

University Press, Oxford.

Helder, Jørn (2003): Drengestreger, Gale streger og Danske streger i Helder, Jørn & Kragh,

Bodil (2003): Når virksomheden åbner sit vindue – kommunikation og formidling – et

corporate perspektiv. Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Horsdal, Marianne (1999): Livets fortællinger – en bog om livshistorier og identitet. Kapitel

3: Individets fortællinger i kompendium Narrativer som kommunikativ resurse v. Susanne

Kjærbeck, Dansk sprog, Forår 2003.

Højberg Christensen, Jesper (2003): Virksomhedens branding- og storytellingprocesser i

Helder, Jørn & Kragh, Bodil (2003): Når virksomheden åbner sit vindue – kommunikation og

formidling – et corporate perspektiv. Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Jensen, Bente (2002): Tilrettelæggelse af undersøgelser, der inddrager børn som

respondenter – med afsæt i konkrete eksempler i Andersen, Dines & Heide Ottosen, Mai

(red.) (2002): Børn som respondenter. Socialforskningsinstituttet, København.

Jensen, Inger (2001): Offentlighedsanalyser i public relations i Femø Jensen, Mie (2001):

Profil og Offentlighed. Samfundslitteratur, Frederiksberg

Jessen, Carsten (2001): Børn, Leg og Computerspil. Odense Universitetsforlag, Odense.

Kjærbeck, Susanne (2001): Fortællingen som kommunikativ resurse i Heltoft, Lars &

Henriksen, Carol (red.) (2001): Den analytiske gejst. Roskilde Universitetsforlag,

Frederiksberg.

Kjærbeck, Susanne (2004): Historiefortælling i mundtlig kommunikation – modtageren som

medfortæller i Kjærbeck, Susanne (red.) (2004): Historiefortælling i praktisk kommunikation.

Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.

Kvale, Steinar (1996): InterViews. SAGE Publications, California.

122


Labov, William & Waletzky, Joshua (1967): Narrative Analysis: Oral Versions of Personal

Experience i June Helm (red.): Essays on the Verbal and Visual Arts: 12-44. University of

Washington Press, Seattle/London

Larsen, Helmer Bøving (2002): Spørgsmålsformuleringer til børn – set fra et

udviklingspsykologisk perspektiv i Andersen, Dines & Heide Ottosen, Mai (red.) (2002): Børn

som respondenter. Socialforskningsinstituttet, København.

Mac, Anita (2003): Institutionalisering af nye værdier i virksomheder. Center for Værdier i

Virksomheder, Working Paper no. 8, 2003.

Martin, Joanne (1992): Cultures in Organizations – three perspectives. Oxford University

Press, New York.

Mejlby, Peter; Nielsen, Kasper Ulf & Schultz, Majken (2003): Introdukktion til

organisationsteori. Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Mishler, Elliot G. (1986): Research interviewing – context and narrative. Cambridge.

Morsing, Mette (2001): Værdier i danske virksomheder – skitse af et fænomen med mange

ansigter. Center for Corporate Communication, Workingpaper no. 8, 2001. Handelshøjskolen

i København.

Møller, Erik (1993): Mundtlig fortælling – fortællingens struktur og funktion i uformel tale.

Institut for Dansk Dialektforenings publikationer, Serie A, nr. 31. C.A. Reitzels Forlag,

København.

Nielsen, Mie Femø (2001): Under lup i offentligheden – introduktion til Public Relations.

Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Niss, Hanne (2003): Storytelling i ledelse og virksomhedskommunikation i Helder, Jørn &

Kragh, Bodil (2003): Når virksomheden åbner sit vindue – kommunikation og formidling – et

corporate perspektiv. Samfundslitteratur, Frederiksberg.

123


Nymark, Søren (1999): Organisatorisk læring gennem den værdibaserede organisations

fortællinger. DRUID Working Paper No. 99-9.

Ochs, Ellinor (1997): Narrative i van Dijk, Teun A. (1997): Discourse as Structure and

Process. Discourse Studies: A multidisciplinary Introduction. vol. 1: 185-207.

Polanyi, Livia (1985): Conversationel Storytelling i Handbook of Discourse Analysis, vol. 3:

Discources and Dialouge, 1985. Academic Press, London.

Rasmussen, Kim (1999): Om fotografering og fotografi som forskningsstrategi i

barndomsforskning i Dansk Sociologi, 1999, vol. 10, nr. 1.

Rosholm, Gitte & Højberg, Jesper (2004): Historier, der overbeviser i Kjærbeck, Susanne

(red.) (2004): Historiefortælling i praktisk kommunikation. Samfundslitteratur & Roskilde

Universitetsforlag, Frederiksberg.

Schegloff, Emanuel A. (1982): Discourse as an interactional achievement: Some uses of ’uh

huh’ and other things that come between sentences i Kompendium Pragmatik 2002,

samtaleanalytiske tekster, skrifter fra dansk og public relations, Roskilde Universitetscenter.

Schein, Edgar H. (1985): Organizational Culture and Leadership. A Dynamic View. Jossey-

Bass Publishers, San Francisco.

Schultz, Majken (1990): Kultur i organisationer – funktion eller symbol. Handelshøjskolens

Forlag, København.

Smircich, Linda (1983): Concepts of Culture and Organizational Analysis i Administrative

Science Quaterly, vol. 28, no. 1, 1983.

Staunæs, Dorthe (2000): Engangskameraer og børneblikke i Schultz Jørgensen, Per &

Kampmann, Jan (red.) (2000): Børn som informanter. Børnerådet, København.

Søderberg, Anne-Marie (2004): Konstruktion af identitet og mening i en organisatorisk

forandringsproces i Kjærbeck, Susanne (red.) (2004): Historiefortælling i praktisk

kommunikation. Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.

124


Thøger Christensen, Lars (2003): Virksomhedens identitet som forførelse og selvforførelse i

Helder, Jørn & Kragh, Bodil (2003): Når virksomheden åbner sit vindue – kommunikation og

formidling – et corporate perspektiv. Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Velkommen (2004), Det Danske Spejderkorps.

Vores Program (2000), Det Danske Spejderkorps.

Weick, Karl E. (1995): Sensemaking in Organizations. SAGE Publications, California.

Wibeck, Victoria (2000): Fokusgrupper. Studentlitteratur, Sverige.

125

More magazines by this user
Similar magazines