MORMONS BOG

johnoder.dk

MORMONS BOG

211 Mosijas Bog 21:31–22:4

ved Guds kraft og magt og tro

på de ord, som var blevet talt af

Abinadi.

31 Ja, de sørgede over deres

bortrejse, for de vidste ikke,

hvor de var flygtet hen. Nu ville

de med glæde have sluttet sig

til dem, for de havde selv

indgået en pagt med Gud om

at tjene ham og holde hans

befalinger.

32 Og se, efter Ammons komme

havde kong Limhi også

indgået en pagt med Gud, og

ligeså mange af hans folk, om

at tjene ham og holde hans

befalinger.

33 Og det skete, at kong Limhi

og mange af hans folk nærede

ønske om at blive døbt; men

der fandtes ingen i landet, der

havde a myndighed fra Gud.

Og Ammon afslog at gøre det,

da han anså sig for at være en

uværdig tjener.

34 Derfor organiserede de sig

ikke på det tidspunkt som en

kirke, men ventede på Herrens

Ånd. Se, de nærede ønske om at

blive som Alma og hans brødre,

der var flygtet ud i ødemarken.

35 De nærede ønske om at

blive døbt som et vidne på og et

vidnesbyrd om, at de var villige

til at tjene Gud af hele deres

hjerte; alligevel udsatte de

tidspunktet, og en beretning om

deres dåb skal a gives siden hen.

36 Og se, alle Ammons og hans

folks og kong Limhis og hans

folks overvejelser gik ud på

at udfri sig af lamanitternes

hænder og af trældom.

33a gs Myndighed. 35a Mosi 25:17–18.

KAPITEL 22

Folket lægger planer om at flygte

fra den lamanitiske trældom –

Lamanitterne bliver gjort berusede

– Folket undslipper, vender tilbage

til Zarahemla og bliver kong

Mosijas undersåtter. Omkring

121–120 f.Kr.

Og se, det skete, at Ammon og

kong Limhi begyndte at rådføre

sig med folket om, hvordan

de skulle udfri sig af trældom;

og de foranledigede endog,

at hele folket samlede sig, og

dette gjorde de, for at de kunne

kende folkets stemme angående

sagen.

2 Og det skete, at de ikke kunne

finde nogen anden måde at

udfri sig af trældom på, end ved

at tage deres kvinder og børn

og deres flokke og deres hjorde

og deres telte og drage ud i

ødemarken; for da lamanitterne

var så talrige, var det umuligt

for Limhis folk at stride mod

dem med tanke på at udfri sig

af trældom ved sværdet.

3 Se, det skete, at Gideon trådte

frem og stod for kongen og

sagde til ham: Se, o konge, har

du hidtil mange gange lyttet til

mine ord, når vi har stridt mod

vore brødre, lamanitterne.

4 Og se, o konge, hvis du ikke

har fundet, at jeg var en unyttig

tjener, eller hvis du hidtil har

lyttet til mine ord i nogen som

helst grad, og de har været dig

til nytte, da ønsker jeg af dig, at

du skal lytte til mine ord på

Similar magazines