MORMONS BOG

211 Mosijas Bog 21:31–22:4
ved Guds kraft og magt og tro
på de ord, som var blevet talt af
Abinadi.
31 Ja, de sørgede over deres
bortrejse, for de vidste ikke,
hvor de var flygtet hen. Nu ville
de med glæde have sluttet sig
til dem, for de havde selv
indgået en pagt med Gud om
at tjene ham og holde hans
befalinger.
32 Og se, efter Ammons komme
havde kong Limhi også
indgået en pagt med Gud, og
ligeså mange af hans folk, om
at tjene ham og holde hans
befalinger.
33 Og det skete, at kong Limhi
og mange af hans folk nærede
ønske om at blive døbt; men
der fandtes ingen i landet, der
havde a myndighed fra Gud.
Og Ammon afslog at gøre det,
da han anså sig for at være en
uværdig tjener.
34 Derfor organiserede de sig
ikke på det tidspunkt som en
kirke, men ventede på Herrens
Ånd. Se, de nærede ønske om at
blive som Alma og hans brødre,
der var flygtet ud i ødemarken.
35 De nærede ønske om at
blive døbt som et vidne på og et
vidnesbyrd om, at de var villige
til at tjene Gud af hele deres
hjerte; alligevel udsatte de
tidspunktet, og en beretning om
deres dåb skal a gives siden hen.
36 Og se, alle Ammons og hans
folks og kong Limhis og hans
folks overvejelser gik ud på
at udfri sig af lamanitternes
hænder og af trældom.
33a gs Myndighed. 35a Mosi 25:17–18.
KAPITEL 22
Folket lægger planer om at flygte
fra den lamanitiske trældom –
Lamanitterne bliver gjort berusede
– Folket undslipper, vender tilbage
til Zarahemla og bliver kong
Mosijas undersåtter. Omkring
121–120 f.Kr.
Og se, det skete, at Ammon og
kong Limhi begyndte at rådføre
sig med folket om, hvordan
de skulle udfri sig af trældom;
og de foranledigede endog,
at hele folket samlede sig, og
dette gjorde de, for at de kunne
kende folkets stemme angående
sagen.
2 Og det skete, at de ikke kunne
finde nogen anden måde at
udfri sig af trældom på, end ved
at tage deres kvinder og børn
og deres flokke og deres hjorde
og deres telte og drage ud i
ødemarken; for da lamanitterne
var så talrige, var det umuligt
for Limhis folk at stride mod
dem med tanke på at udfri sig
af trældom ved sværdet.
3 Se, det skete, at Gideon trådte
frem og stod for kongen og
sagde til ham: Se, o konge, har
du hidtil mange gange lyttet til
mine ord, når vi har stridt mod
vore brødre, lamanitterne.
4 Og se, o konge, hvis du ikke
har fundet, at jeg var en unyttig
tjener, eller hvis du hidtil har
lyttet til mine ord i nogen som
helst grad, og de har været dig
til nytte, da ønsker jeg af dig, at
du skal lytte til mine ord på