MORMONS BOG

johnoder.dk

MORMONS BOG

Almas Bog 12:27–34 270

have spist af a livets træ, ville de

have været elendige for evigt,

for de ville ingen forberedende

tilstand have haft; og derfor

ville b forløsningsplanen være

blevet forpurret, og Guds ord

ville have været tomt, da det

ingen virkning ville have haft.

27 Men se, det gik ikke sådan;

men det blev a bestemt for menneskene,

at de skulle dø; og

efter døden skulle de stilles for

b dommen, ja, den selv samme

dom, som vi har talt om, som

er enden.

28 Og efter at Gud havde bestemt,

at dette skulle ske for

mennesket, se, da så han, at det

var nødvendigt, at mennesket

skulle kende til det, som han

havde bestemt for dem.

29 Derfor sendte han a engle til

at tale til dem, hvilket gjorde,

at menneskene så noget af hans

herlighed.

30 Og de begyndte fra den tid

af at påkalde hans navn; derfor

a talte Gud til menneskene og

kundgjorde dem b forløsningsplanen,

som havde været beredt

fra verdens c grundlæggelse, og

denne kundgjorde han for dem i

forhold til deres tro og omvendelse

og deres hellige gerninger.

31 Derfor gav han a befalinger

til menneskene, fordi de først

26a 1 Mos 2:9; 1 Ne 15:36;

Alma 32:40.

b Alma 34:8–16;

42:6–28;

Moses 6:59–62.

27a Hebr 9:27;

L&P 42:48.

b gs Dom, den

endelige.

29a Moro 7:25, 31;

L&P 29:42.

30a Moses 5:4–5; 6:51.

b gs Forløsningsplanen.

c Mosi 18:13;

Alma 13:3, 5, 7–8.

31a gs Guds befalinger.

b 1 Mos 2:16–17;

2 Ne 2:18–19.

havde overtrådt de b første befalinger

med hensyn til det, der

var timeligt, og var blevet som

guder og c kendte godt fra ondt

og havde anbragt sig i en tilstand,

hvor de kunne d handle,

eller var blevet anbragt i en tilstand,

hvor de kunne handle

efter deres vilje og behag, om de

ville gøre ondt eller gøre godt –

32 derfor gav Gud dem befalinger,

efter at have a kundgjort

forløsningsplanen for dem, for

at de ikke skulle gøre ondt, idet

straffen derfor var den anden

b død, som var en evigtvarende

død med hensyn til det, der

hører til retfærdighed; for over

sådanne kunne forløsningsplanen

ingen magt have; for c retfærdighedens

gerninger kunne

i overensstemmelse med Guds

allerstørste godhed ikke blive

tilintetgjort.

33 Men Gud kaldte på menneskene

i sin Søns navn (idet det

var den forløsningsplan, der var

blevet lagt) og sagde: Hvis I vil

omvende jer og ikke forhærde

hjertet, da vil jeg have barmhjertighed

med jer ved min

enbårne Søn.

34 Hver den, der derfor omvender

sig og ikke forhærder

sit hjerte, han skal have krav

på a barmhjertighed ved min

c 1 Mos 3:22–23;

Moses 4:11.

d 2 Ne 2:16.

gs Handlefrihed.

32a Moses 5:4–9.

b gs Død, åndelig.

c Mosi 15:27;

Alma 34:15–16; 42:15.

34a gs Barmhjertighed.

Similar magazines