MORMONS BOG

johnoder.dk

MORMONS BOG

Almas Bog 16:3–11 280

3 Og se, det skete, at før nefitterne

kunne mønstre en hær, der

var tilstrækkelig til at drive dem

ud af landet, havde de a slået

de folk ihjel, som var i byen

Ammoniha og også nogle omkring

grænsen til Noa og havde

ført andre ud i ødemarken som

fanger.

4 Se, det skete, at nefitterne

nærede ønske om at få dem

tilbage, som var blevet ført ud i

ødemarken som fanger.

5 Derfor gik han, der var blevet

udpeget til øverste anfører for

nefitternes hære (og hans navn

var Zoram, og han havde to sønner,

Lehi og Aha) – se, Zoram

og hans to sønner, som vidste, at

Alma var højpræst over kirken,

og som havde hørt, at han havde

profetiens ånd, de gik derfor til

ham og ønskede af ham at få

at vide, hvor Herren ville have,

at de skulle drage hen i ødemarken

for at lede efter deres

brødre, som var blevet taget til

fange af lamanitterne.

6 Og det skete, at Alma a adspurgte

Herren angående sagen.

Og Alma vendte tilbage og

sagde til dem: Se, lamanitterne

vil krydse floden Sidon i den

sydlige ødemark langt oppe på

den anden side af grænsen til

Mantis land. Og se, dér skal I

møde dem på østsiden af floden

Sidon, og dér vil Herren overgive

dine brødre, som er blevet taget

til fange af lamanitterne, til dig.

7 Og det skete, at Zoram og

hans sønner gik over floden

3a Alma 9:18.

6a Alma 43:23–24.

9a Alma 8:16; 9:18–24;

Morm 6:15–22.

b Alma 25:1–2.

10a Alma 9:4.

Sidon med deres hære og marcherede

langt over på den anden

side af grænsen til Manti ud i

den sydlige ødemark, som lå

på østsiden af floden Sidon.

8 Og de faldt over lamanitternes

hære, og lamanitterne blev

spredt og drevet ud i ødemarken;

og de tog deres brødre, som

var blevet taget til fange af

lamanitterne, og der var ikke

gået én sjæl tabt af dem, der var

blevet taget til fange. Og de

blev ført tilbage af deres brødre

for at tage deres egne lande i

besiddelse.

9 Og således endte dommernes

ellevte år med, at lamanitterne

var blevet drevet ud af landet,

og at Ammonihas folk blev

a udryddet; ja, hver eneste levende

sjæl blandt ammonihaitterne

blev b slået ihjel, og ødelagt blev

også deres store by, som de sagde,

at Gud ikke kunne ødelægge

på grund af dens magt.

10 Men se, på a én dag blev den

lagt øde, og ligene blev sønderrevet

af hunde og ødemarkens

vilde rovdyr.

11 Efter mange dage blev deres

døde kroppe alligevel dynget

op på jordens overflade, og de

blev dækket med et tyndt lag

jord. Og se, stanken deraf var så

stærk, at folket i mange år ikke

drog ind for at tage Ammonihas

land i besiddelse. Og det blev

kaldt for Nehorernes Øde, for

de, der blev slået ihjel, var af

a Nehors bekendelse, og deres

lande forblev øde.

11a Alma 1:15; 24:28–30.

Similar magazines