MORMONS BOG

327 Almas Bog 32:1–9
Se, dette var i overensstemmelse
med Almas bøn, og det var
fordi han bad i b tro.
KAPITEL 32
Alma underviser de fattige, hvis
trængsler havde ydmyget dem –
Tro er et håb om det, der ikke ses,
men som er sandt – Alma vidner
om, at engle betjener mænd, kvinder
og børn – Alma sammenligner
ordet med et frø – Det skal sås og
passes – Så vokser det og bliver til
et træ, hvorfra man kan plukke den
frugt, som er evigt liv. Omkring
74 f.Kr.
Og det skete, at de drog ud og
begyndte at prædike Guds ord
for folket, idet de gik ind i deres
synagoger og ind i deres huse;
ja, de prædikede endog ordet
på deres gader.
2 Og det skete, at de efter
meget arbejde blandt dem begyndte
at få medgang blandt
den a fattige klasse af folk; for se,
de blev stødt ud af synagogerne
på grund af deres klæders
grovhed.
3 Derfor fik de ikke lov til at
komme ind i deres synagoger
for at dyrke Gud, da de blev
regnet for tilsølede; derfor var
de fattige; ja, de blev af deres
brødre regnet for slagger; derfor
var de a fattige, hvad angår det,
der hører verden til; og de var
også fattige i hjertet.
38b gs Tro.
32 2a gs Fattig.
3a Alma 34:40.
4a gs Fattig – Fattig i
ånden.
5a Ordsp 18:23.
b Alma 33:10.
c ApG 2:37–38.
6a gs Modgang.
b gs Ydmyg.
4 Se, mens Alma underviste
og talte til folket på højen Onida,
kom der en stor mængde til
ham, som var dem, om hvem
vi har talt, og som var a fattige
i hjertet på grund af deres
fattigdom, hvad angår det, der
hører verden til.
5 Og de kom til Alma, og den,
der var mest fremtrædende
blandt dem, sagde til ham: Se,
a hvad skal disse mine brødre
gøre, for de bliver foragtet af alle
mennesker på grund af deres
fattigdom, ja, og især af vore
præster, for de har b stødt os
ud af vore synagoger, som vi
har arbejdet rigeligt med vore
egne hænder for at bygge; og
de har stødt os ud på grund
af vor overordentlig store fattigdom,
og vi har ikke noget
sted at dyrke vor Gud; og se,
c hvad skal vi gøre?
6 Og se, da Alma hørte dette,
vendte han sig straks om med
ansigtet vendt lige mod ham,
og han så med stor glæde, for
han så, at deres a trængsler virkelig
havde b ydmyget dem, og at
de var c beredte til at høre ordet.
7 Derfor sagde han ikke mere
til den anden mængde, men han
strakte hånden ud og råbte til
dem, som han så, og som oprigtigt
angrede, og sagde til dem:
8 Jeg ser, at I er a ydmyge i
hjertet, og om så er, da er I
velsignede.
9 Se, jeres broder har sagt:
c Alma 16:16–17;
L&P 101:8.
8a Matt 5:3–5.