MORMONS BOG

johnoder.dk

MORMONS BOG

377 Almas Bog 49:13–22

de antog, at det var det næstbedste

sted for dem at falde

over nefitterne.

13 For de vidste ikke, at Moroni

havde befæstet eller havde

bygget sikre a fæstninger for

hver by i hele landet rundt omkring;

derfor marcherede de

frem mod Noas land med en

fast beslutning, ja, deres øverste

anførere trådte frem og aflagde

ed på, at de ville udrydde folket

i den by.

14 Men se, til deres forbavselse

var byen Noa, som hidtil havde

været et svagt sted, nu ved

Moronis hjælp blevet stærk, ja,

så den overgik byen Ammoniha

i styrke.

15 Og se nu, det anså Moroni

for víst, for han havde ment,

at de ville blive rædselsslagne

over byen Ammoniha, og at de,

eftersom byen Noa hidtil havde

været den svageste del af landet,

derfor ville marchere derhen

for at kæmpe; og således skete

det efter hans ønsker.

16 Og se, Moroni havde udpeget

Lehi til at være den øverste

anfører over mændene i den

by; og det var den selv a samme

Lehi, som kæmpede mod lamanitterne

i dalen øst for floden

Sidon.

17 Og se, nu skete det, at

da lamanitterne fandt ud af, at

Lehi havde kommandoen over

byen, blev de igen modløse,

for de frygtede Lehi overordentlig

meget; alligevel havde

deres øverste anførere svoret

med en ed, at de ville angribe

13a Alma 48:8. 16a Alma 43:35.

byen, derfor førte de deres

hære frem.

18 Se nu, lamanitterne kunne

ikke komme ind i deres sikre

fæstninger ad nogen anden vej

end ad indgangen på grund af

højden af den skanse, der var

blevet opkastet, og dybden af

den grav, der var blevet gravet

omkring den, undtagen ad

indgangen.

19 Og således var nefitterne

rede til at slå alle sådanne ihjel,

som ville forsøge at kravle op

for at trænge ind i fæstningen

ad nogen anden vej, ved at kaste

sten og pile ned mod dem.

20 Således var de rede, ja,

en gruppe af deres stærkeste

mænd med deres sværd og

deres slynger, til at slå alle dem

ned, der ville forsøge at komme

ind i deres sikre sted ad det sted,

hvor de havde deres indgang;

og således var de rede til at

forsvare sig mod lamanitterne.

21 Og det skete, at lamanitternes

anførere førte deres hære

op foran det sted, hvor de havde

deres indgang, og begyndte at

stride mod nefitterne for at

komme ind i deres sikre sted;

men se, de blev drevet tilbage

igen og igen i et sådant omfang,

at de blev slået ihjel under en

vældig nedslagtning.

22 Se, da de fandt, at de ikke

kunne få magt over nefitterne

ad passagen, begyndte de at

grave deres skanser af jord væk

for at skabe en passage for deres

hære, så de kunne få lige mulighed

for at slås; men se, under