MORMONS BOG

johnoder.dk

MORMONS BOG

403 Almas Bog 57:18–29

i tide til at redde os fra at falde i

deres hænder. For se, Ammoron

havde til hjælp for dem sendt

dem en ny tilførsel af forsyninger

og også en talrig hær.

18 Og det skete, at de mænd,

som vi sendte med fangerne,

ankom i tide til at holde dem

tilbage, da de var ved at overvinde

os.

19 Men se, min lille skare på to

tusinde og tres kæmpede med

største frygtløshed, ja, de stod

fast mod lamanitterne og bragte

død over alle dem, der modsatte

sig dem.

20 Og da resten af vor hær var

ved at vige for lamanitterne, se,

da var disse to tusinde og tres

urokkelige og uforfærdede.

21 Ja, de adlød og bestræbte

sig på med nøjagtighed at udføre

enhver kommando, der blev

givet, ja, og det skete dem helt

efter deres tro; og jeg huskede

de ord, som de sagde til mig, at

deres a mødre havde lært dem.

22 Og se nu, det var disse mine

sønner og de mænd, der var

blevet udvalgt til at ledsage fangerne,

vi skylder denne store

sejr, for det var dem, der slog

lamanitterne; derfor blev de

drevet tilbage til byen Manti.

23 Og vi beholdt vor by Cumeni

og blev ikke alle slået

ihjel ved sværdet; alligevel havde

vi lidt et stort tab.

24 Og det skete, efter at lamanitterne

var flygtet, at jeg straks

gav ordre til, at de af mine

mænd, som var blevet såret,

skulle hentes fra de faldne, og

21a Alma 56:47–48.

25a Alma 56:56.

26a gs Magt.

b gs Tro.

foranledigede, at deres sår

skulle forbindes.

25 Og det skete, at der var to

hundrede ud af mine to tusinde

og tres, der var besvimet på

grund af blodtab, alligevel var

der ved Guds godhed og til vor

store forbavselse og også til hele

vor hærs glæde a ikke én sjæl af

dem, der omkom, ja, og ej heller

var der én sjæl blandt dem, som

ikke havde fået mange sår.

26 Og se, det, at de var blevet

bevaret, var forbavsende for

hele vor hær, ja, at de var blevet

skånet, mens der var tusind af

vore brødre, der var blevet slået

ihjel. Og vi tilskriver det med

rette Guds mirakuløse a magt

på grund af deres overordentlig

store b tro på det, som det var

blevet dem fortalt, at de skulle

tro på – at der var en retfærdig

Gud, og at hver den, der ikke

tvivlede, skulle blive bevaret

ved hans forunderlige magt.

27 Se, sådan troede de, som

jeg har talt om; de er unge, og

deres sind er fast, og de sætter

bestandig deres lid til Gud.

28 Og se, det skete, efter at vi

således havde draget omsorg

for vore sårede mænd og havde

begravet vore døde og også

lamanitternes døde, som var

mange, se, da udspurgte vi Gid

angående de fanger, som de var

taget af sted med for at drage

ned til Zarahemlas land.

29 Se, Gid var den øverste

anfører for den gruppe, der var

blevet udpeget til at bevogte

dem ned til landet.

Similar magazines