MORMONS BOG

johnoder.dk

MORMONS BOG

Almas Bog 57:30–58:5 404

30 Og se, dette er de ord, som

Gid sagde til mig: Se, vi begyndte

at drage ned til Zarahemlas

land med vore fanger. Og det

skete, at vi mødte de spioner

fra vore hære, som var blevet

sendt ud for at holde øje med

lamanitternes hær.

31 Og de råbte til os og sagde:

Se, lamanitternes hære marcherer

mod byen Cumeni, og

se, de vil falde over dem, ja, og

vil udrydde vore folk.

32 Og det skete, at vore fanger

hørte deres råb, hvilket fik dem

til at fatte mod, og de satte sig

op imod os.

33 Og det skete på grund af

deres oprør, at vi foranledigede,

at vore sværd skulle falde på

dem. Og det skete, at de i samlet

trop løb ind i vore sværd, hvorved

størstedelen af dem blev

slået ihjel; og resten af dem brød

igennem og flygtede fra os.

34 Og se, da de var flygtet, og

vi ikke kunne indhente dem,

begav vi os i hast på vor march

mod byen Cumeni, og se, vi ankom

i tide, så vi kunne hjælpe

vore brødre med at holde byen.

35 Og se, vi er igen blevet

udfriet af vore fjenders hænder.

Og velsignet er vor Guds navn,

for se, det er ham, som har udfriet

os, ja, som har udvirket

dette store for os.

36 Se, det skete, at da jeg, Helaman,

havde hørt disse ord fra

Gid, blev jeg fyldt af overordentlig

stor glæde på grund af

Guds godhed ved at bevare os,

så vi ikke alle skulle omkomme;

36a Alma 12:34. 58 1a Alma 52:21; 56:30.

og jeg er vis på, at dem, der er

blevet slået ihjel, at deres sjæl er

a gået ind til deres Guds hvile.

KAPITEL 58

Helaman, Gid og Teomner indtager

byen Manti ved en list – Lamanitterne

trækker sig tilbage – Ammons

folks sønner bliver bevaret,

fordi de står fast i forsvaret af deres

frihed og tro. Omkring 63–62 f.Kr.

Og se, nu skete det, at vort

næste mål var at indtage byen

Manti; men se, der var ingen

måde, hvorpå vi med vore små

grupper kunne få dem ud af

byen. For se, de huskede det,

som vi hidtil havde gjort, derfor

kunne vi ikke alokke dem væk

fra deres støttepunkter.

2 Og de var så langt mere

talstærke, end vor hær var, at vi

ikke turde gå frem og angribe

dem i deres støttepunkter.

3 Ja, og det blev nødvendigt,

at vi anvendte vore mænd til at

holde de dele af landet, som

vi havde taget tilbage af vore

besiddelser; derfor blev det nødvendigt,

at vi skulle vente, så vi

kunne modtage større styrke

fra Zarahemlas land og også en

ny tilførsel af forsyninger.

4 Og det skete, at jeg derfor

sendte en udsending til regenten

i vort land for at gøre ham

bekendt med forholdene hos

vort folk. Og det skete, at vi ventede

på at modtage forsyninger

og styrke fra Zarahemlas land.

5 Men se, det gavnede os kun