Veien vi gaar, Noveller

booksnow1.scholarsportal.info

Veien vi gaar, Noveller

- 96 -

To møtte hverandre utenfor hans vindu og blev

staaende og snakke en stund. Det dryppet av

paraplyerne. Den ældste hadde en draape under

næsen, den vokste langsomt, faldt, en ny dannet

sig, vokste og faldt. Det var som et vandur, et

timeglas, et billede paa tiden som rinder.

De to kvinder skiltes og gik hver sin vei i regn

og søle.

Efter frokosten blev han gaaende urolig frem og

tilbake i stuen. Hodepinen varte endnu, og tanken

paa drømmen plaget ham. Hvor hadde han set det

ansigtet før? Han kj endte det, et eller andet sted

1 hans hjerne laa det koblet sammen med en ond

erindring. Men han kunde ikke fange den.

Han gik frem og tilbake fra ovnen til bokhylden

og tilbake igjen. Av og til stanset han og hørte

paa regnet som sildret i takrenden eller han saa

ut paa gaten som laa øde nu, og hvor gult sølevand

samlet sig i dammer mellem brostenene.

Han var i en hvileløs, en jaget og haapløs stem-

ning, som han kjendte igjen fra tidligere onde dage.

Han stod og saa ut paa den regnvaate folketomme

gate, og han syntes han kjendte den fra evighet

av og var dømt til at se den i al evighet. Et ord

av prædikeren kom ham i sinde : Hvad

der har

været er det som skal vorde, og hvad der er sket

er det som skal ske, og der er slet intet nyt under

solen.

More magazines by this user
Similar magazines