Veien vi gaar, Noveller

booksnow1.scholarsportal.info

Veien vi gaar, Noveller

— ii8 —

for meget folk i sin haand, og guderne desuten.

Han blev mere taus og indesluttet og grublende.

Naar Abal sat utenfor sit hus, kunde han se

vinbjerget reise sig mot himlen i vest. Om aftenen,

naar skyggen laa blaa over sletten, lyste solen paa

vindyrkerens lerhytte og la over den en gylden

glans. Utenfor hytten sat den gamle mand paa en

sten og strakte sig i solen.

Abal sov litet. Ved det første gry av dag reiste

han sig op mellem sine sovende kvinder og satte

sig utenfor huset. Endnu laa sletten i skygge, men

de første straaler naadde alt vindyrkerens hytte.

Og langsomt gled skyggens øvre kant ned langs

skraaningen indtil den naadde foten, og Abal saa

pludselig sin egen skygge strække sig langt bort-

over den flate mark, henimot vinbjerget. Da reiste

han sig og gik for at sætte sit folk i arbeide.

Abal var en elsker av jord. Ofte kunde han

stanse paa sine vandringer og bøie sig ned efter

en klump fet muld. Han strøk den mellem hæn-

derne og spilte næseborene mot dens ramme lugt.

Men saa kunde hans blik falde paa vinbjergets

kuppel, og han blev tom og Ijern i øinene. Muldklumpen

faldt til jorden.

En dag dirret sletten av et fjernt jordskjælv.

Næste dag dirret den igjen, og gang efter gang.

Det var i regntiden. Med aldrig hadde det

More magazines by this user
Similar magazines