Veien vi gaar, Noveller

booksnow1.scholarsportal.info

Veien vi gaar, Noveller

— 7 —

stund trodde han ikke længer paa det umulige.

Han visste at han aldrig mere skulde se hende.

Og da han sat i sin stue og følte hjemmet omkring

sig, da visste han at han drømte ikke. Han skulde

aldrig vaakne op og le.

Nu først kom fortvilelsen over ham, i dage og

nætter.

Han maatte dø. Men denne tanke, som hadde

været saa sikker og rolig mens han laa paa hospi-

talet, saa kold og enkel som en befaling, den raset

nu i ham som en fortærende ild. Og han skrek:

Han vilde ikke leve et endeløst liv som en væm-

melig invalid, opbrændt og fæl i ansigtet, nytteløs

og plagsom, en ynkelig gjenstand for medlidenhet

og foragt, en byrde for dem han var glad i, en

utaalelig blind maddik som sat og tok plads op

inde i stuen.

Han skrek og ønsket sig døden. Hustruen graat

og trøstet ham.

Saa hændte det en dag, efter et anfald av for-

tvilelse, at han fik en god og rolig stund, og det

var ganske stille i ham. Ogsaa omkring ham var

det fredelig. Han hørte uret tikke venlig i kroken.

Vinduet stod oppe, og høstvinden puslet i bjerke-

grenene. Og han hørte i sit indre en rolig røst:

— Hvem var han at han klaget? Med hvilken

ret forlangte han at ulykken skulde gaa netop ham

More magazines by this user
Similar magazines