Fortid og fremtid : Tanker om Danmark

booksnow2.scholarsportal.info

Fortid og fremtid : Tanker om Danmark

Drachmann, Povl

Fortid og fremtid : tanker

om Danmark

feirrift


^^^

FORTID

OG FREMTID

TANKER OM DANMARK

AF POVL DRACHMANN

G. E. C. GADS FORLAG — KØBENHAVN 1916


FORTID

OG FREMTID

TANKER OM DANMARK

AF

POVL DRACHMANN

G. E. C. GADS FORLAG — KØBENHAVN 1916


11'

Pi

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMWELKIÆR)


Naar

FORORD

man betænker Dybden og Rækkevidden af det Ver-

densdrama, vi er Tilskuere til, fyldes man af en egen

Uro ved at se, hvor ringe Spor det i Virkeligheden har sat

sig hos os. Ikke materielt, bevares, der er Vanskeligheder,

Dyrtid og Gullasch-Guld i tilstrækkelig Grad, der daglig min-

der os om Krigen. Der er ogsaa i store Kredse en stærk De-

pression, og hvor unaturligt vilde det være andet overfor de

Rædsler, Verden er fyldt med til Overflod. Men der er et,

man forgæves spejder efter, det er Indvirkningen paa selve

Folkesjælen — dette mægtige »noget«, hvori ligesom alle de

enkeltes Vilje og Kraft fortætter sig, skabende af Indbygger-

nes uensartede Masser et Folk.

Det berettes som Tegn paa økonomisk Kraft i krigs-

førende Lande, at man der har kunnet skabe Maksimen »For-

retninger som sædvanlig«. Efter nu i over halvandet Aar at

have været Vidne til den mest gennemgribende Krise, Menne-

skeslægten vel endnu har oplevet, synes man hertillands at

have sat en Ære i ogsaa at kunne have sit Skilt hængende

ude med »Alt som før«.

Storheden heri virker ikke ubetinget ægte. Vort Regn-

skab har for længe været modent til Revision til, at man føler

Betryggelse herved. Der er imidlertid blandt de Poster, vi

er kommet skævt ind med, en, der utvivlsomt indeholder

Nøglen til alle de andre, en som vi derfor alle burde kunne

enes om at sætte hele vor Kraft ind paa at omskabe, og hvis

lykkelige Løsning sikkert vilde skaffe megen Strid og Splid,

der ellers tør ventes i andre Retninger, ud af Verden. Hvad

dette Begreb er, eller hvad det omfatter, kan ikke defineres i


et Par Ord. Det kan antagelig bedst belyses ved en Gennem-

gang af vort Regnskab, og det er det, vi i det følgende skal

gøre. Saa meget skal blot straks siges: dets Løsning vil for

os være et Spørgsmaal om at være eller ikke være.

Ogsaa paa vor Dør banker den store Time, ganske vist

mindre haardhændet end i alle de Lande, der nu staar i Brand,

men tør vi derfor vende det døve Øre til? Vi hører, at man

derude trods al Elendighed kalder dette den store Tid, og

vi forstaar det ikke. Men burde vi ikke forstaa, at den i al

Fald er stor ved de Følger, den bærer i sit Skod, Følger, der

ogsaa har Bud til os?

Et kan man med Sikkerhed vente efter dette: de natio-

nale Modsætninger vil dominere som aldrig før. Lad os ikke

lyve os fra det, men klart og oprigtigt søge at forstaa Konse-

kvenserne for os. De Tider, der kommer, vil blive svære for

de smaa Stater og stille de største Krav til deres moralske

Kraft. Thi de vil faa at fole deres Lidenhed som aldrig for.

Da er det Spørgsmaalet for vort Vedkommende paatvinger sig:

hvilken Rolle i vort Liv som Folk har hidtil Følelsen af vor

Lidenhed spillet? Hvorledes har denne Følelse gjort sig gældende,

og tør man vente samme Vilkaar efter som før 1. August

1914? Før syntes man jo — og Troen var hos os som

bekendt blevet til Vished — i sin Livsopfattelse, i sin daglige

Vurdering af sig selv at have »hele Verden« at falde tUbage

paa. Det hjalp mægtigt paa ens Rygrad: tilhørte man end en

lille Nation, var denne og dermed man selv dog Medlem af

det store Verdenssamfund. Den Gang, da saa at sige en Rund-

rejsebillet syntes at give Medejendomsret til al Verdens Storhed

og Værdier.

Brutalt har »Verden< rystet alt uvedkommende af sig.

Ingen Løgn, ingen forlorne Fraser kan ændre herved. Vi staar

alene. Vi vil faa det at mærke.

Men er vi rustede hertil? Er man klar over, at den udprægede

Svaghedsfølelse i vort Folk i dets Opfattelse af sig

selv som saadant — en Følelse, vi desværre ikke kan sige

os fri for at have dyrket i Stedet for modarbejdet— har været

til allerstørste Skade for os i næsten enhver Henseende, ikke


lot som Folk, men i selve vort daglige Liv, aandeligt og

materielt, ja, da maa man med største Bekymring se Frem-

tiden imøde.

Uden at have været i Krig er vi drevet tilbage over vore

Grænser, henvist til os selv — til at leve og forny os ved

egen Kraft. Har vi gjort os klart, hvad dette betyder? 1 den

Verden, der kommer, vil Svaghedsfølelse være Forfald, Selv-

tvivl Raadenskab. Dette er vore Vilkaar. Prøvens Time er

inde. Men vi, bag hvilke et Aartusindes fri og stolt Historie

straaler og forpligter, vi vil ikke udslettes, ikke raadne bort!

Kræver Tiden nye Vilkaar, lad os da skabe dem selv. Indser

vi, at vi fremtidig maa bekæmpe vor Hang til Selvforringelse,

enhver Antydning af Selvopgivelse som en snigende Sot, da

lad os i Tide finde det Serum, vi skal bruge. Der er kun eet.

Har vi ikke den talmæssige Størrelse, der betinger Kraftfølelse

og Ekspansion, lad os da i Stedet ved at sætte al vor Vilje,

hele vor overlegne Kultur ind derpaa skabe et psykologisk

større Danmark, give det den Storhed, der skal gennemstrømme

hver eneste af os og føre os frem til den højeste

Ydeevne, Kraft og Lykke.

At paapege Muligheder og Maal herfor skulde være dette

Skrifts Opgave.

København, Januar 1916.


Hvis

I.

VOR TID

man ikke uden videre vil betragte Verdenskrigen

som blot og bar Vanvid — hvilket unægtelig er en

fristende, men dog farlig Opfattelse — maa man trænge til

Bunds i Erkendelsen af de deri virkende Kræfter og forstaa

disse som et Udslag af selve Tiden — ganske vist et sørgeligt

og lidet tiltalende, men til Gengæld af enestaaende Klarhed.

Denne det abstrakte Eksempels Klarhed har denne Krise over-

hovedet medført paa næsten alle de vigtigste Omraader for

menneskeligt Liv og Arbejde; man tænke blot paa de forskellige

erhvervsmæssige Problemer, den har lagt blot. Hvad man

i gamle Dage maatte gaa over i Teorien for at finde, som

V. Thunen, da han skabte sin uisolerede Stat« for at vise

Produktionsstrukturen i et tænkt, til sig selv henvist Sam-

fund, er nu pludselig flyttet ind i Virkelighedens Verden. Pro-

duktion og Omsætning har nu i over IV2 Aar arbejdet under

Forhold, der i de økonomiske Lærebøger karakteriseredes

med følgende Begyndelse: »Hvis man kunde tænke sig ......

Det er indlysende, at der herved er kastet saa skarpe Lys over

Landenes Erhvervsforhold, deres Fordele og Mangler, gjort

saa værdifulde Erfaringer, at dette efter Krigen, naar Folke-

nes Kræfter atter frigøres til fredelige Formaal, vil medføre

gennemgribende Revisioner i de forskellige Landes National-

økonomier. Det vil falde haardt tilbage paa dem, der ikke

forstaar at læse i det Spejl, Verdenskrigen holder frem, og

hvori alle Tidens Kræfter, onde og gode, med enestaaende

Tydelighed aftegner sig.

Med vort mærkværdige Ukendskab til de virkelige Driv-


8

kræfter i den store Verden tør vi ganske vist ikke siges at

have særlige Forudsætninger for at forstaa disse Kræfter —

og dermed vor Besøgelses Tid*). Saa meget har man dog

lært, at denne Krig og »Imperialisme« hører sammen. Men

overfor selve vor Opfattelse af dette Begreb mærker man den

bristende Evne, der er en Følge af Aarrækkers Forsyndelser

fra vor Side overfor den sanddru Forstaaelse af det, man

kunde kalde ^^den virkelige Verden«. Det imperialistiske Prin-

cip maatte for at paadrage sig vor Opmærksomhed iklædes

en bestemt Form, følges af en vis »Sensation«. Først fæst-

nedes det til den engelske Rigsidé under Chamberlains Told-

politik (lad os ikke forsværge, at vi ikke atter skal mode det

i denne Form), den Gang truede det vort Smør, og vi skræm-

tes op. Nu er »Imperialisme« ligesaa ufravigelig knyttet til

det særlige prøjsiske Militærvælde; det truer vore Idealer, og

vi værdiger det atter Opmærksomhed. Det skal jo ikke næg-

tes, at baade Chamberlain og Bismarck var rendyrkede Im-

perialister, men kun at kende disse to Repræsentanter for

dette Begreb virker dog noget fattigt overfor den Kendsgerning,

at det vil være ulige nemmere at tælle de Mennesker

indenfor den civiliserede Verden, der ikke er fyldt af Im-

perialismen, end dem, som er det, og baade vort Smør og

vore Idealer gør vi sikkert bedst i i Tide at forlige med Be-

grebet. Thi Imperialismen er mere end Politik og Stormagtsfænomen,

som det saa ofte fremstilles. I sin Kerne er den

et rent samfundspsykologisk Begreb med samfundsøkono-

misk Oprindelse og Værdi. Den er selve vor Tids Aand,

*) Man vil maaske mindes, at Georg Brandes nylig i bitre Ord bebrejdede

den udenlandske Presse, Verdenspressen, dens Uvidenhed om

nordiske Forhold. Der var formodentlig al Anledning dertil, men konimer

man dog ikke stærkt til at tænke paa de Regler, der gælder, naar

man selv bor i et Glashus. Hvis dansk Presse i Stedet for over\'ejende

at d5Tke det »lettere Stof« havde holdt os å jour med de virkelig bevæ-

gende Strømninger i Udlandet (og det ikke blot i Literatur og Kunst)

vilde bl. a. selve Verdenskrigen ikke være kommet saa uforstaaelig bag

paa os. Uden paa nogen Maade at mene, at denne derfor skulde have

virket mere tiltalende, havde en vis Forberedthed maaske dog haft sin

Værdi.


9

Grundloven og Grundkraften i den virkelige Verden, med

Gyldighed baade i psykologisk og materiel Henseende. I første

Henseende som Individualismens Afløser, i anden som Indu-

strialismens.

Hvad indbefatter da dette Begreb, og hvorledes har det

udviklet sig? Et Svar herpaa maa uddybes til Bunds, thi

ligesaa nemt det vilde blive i Krigsforholdenes Belysning at

fremdrage Hovedegenskaberne i det imperialistiske System,

ligesaa vanskeligt vilde det antagelig falde at vise den umaa-

delige Værdi derved, idet Medaillens blodige Revers paa Forhaand

vilde vække Afsky herfor. For vor egen Skyld bor vi

imidlertid ikke standse ved Overfladen, men vie dette Problem

vor fulde Opmærksomhed, komme til sand Erkendelse deraf.

Kaster man et Blik tilbage over den materielle Udvikling

i Løbet af det sidste Aarhundrede, er der vel næppe nogen,

der undgaar en ligefrem svimlende Følelse Ansigt til Ansigt

med de Fremskridt, der er gjort. Før indsnævrede, halvlur-

vede Erhvervsforhold, hvor et fuldstændig vanemæssigt drevet

Landbrug var Tyngdepunktet, hvor Haandværk og Industri

kun magtede det lokale Marked — og det var sjeldeht stort —

en afgjort Kundeproduktion, der udelukkede større Afsæt-

ningsvirksomhed og drog de snævreste Grænser for baade

psykologisk og materiel Horisont, nu et rigt integreret Verdensokonomisystem,

der ikke blot har flyttet Horisonter, men

endog helt afskaffet dem, saa sandt Jorden er rund. I Stedet

for den trange, sluttede Husholdning staar nu Masseproduktion

og Verdensmarkeder, tekniske og økonomiske Problemer

er løst, som indtil ubeskrivelig Mangesidethed imødekommer

de menneskelige Krav. Dels ved den mægtigt forøgede Pro-

duktionsevne med tilhørende Forbrugsmulighed, dels ved en

enestaaende Udvikling i Arbejdsøkonomi (for 60 Aar siden

kostede Poleringen af en Støbejernsplade ca. 10 Kr. pr. Kvadratfod,

nu leverer en Metalbearbejdningsmaskine det samme

Arbejde — blot meget bedre udført — for ca. 10 Øre) er der

skabt Mulighed for den vældige Befolkningstilvækst, som er

fulgt efter tidligere Aarhundreders Sterilitet. Det var ikke

menneskelige moralske Egenskaber, der gjorde Malthus' Teo-


10

rier til Skamme, men den tekniske og industrielle Udvikling.

Det Fødselsoverskud, som ifølge den pessimistiske engelske

Nationaløkonomi just i Brydningstiden til vor Tidsalder var

hjemfalden til Offer for Nød, Sygdomme, Laster, Forbrydel-

ser og Krig, har den industrielle Udvikling givet Livsmuligheder

og L'ivsiberettigelse. Vi staar i Dag med kæmpemæssige

Indbyggertal og dog med saa relativ ringe Nød og Fattigdom,

som Verden aldrig har opvist. Som vi saaledes har overvundet

Naturens Love, har vi samtidig overvundet Tid og

Rum. Med Tankens Fart flyver Efterretningerne i Telegraf-

og Telefonledninger eller som elektriske Bølger over Jord-

kloden, medens Mennesker og Ting med næsten automatisk

Sikkerhed transporteres over Verdenshave, gennem Bjerge,

over Floder, Kløfter o. s. v. Vi har underlagt os Jorden, Havet

og Luften.

Forstaar man da ikke, at denne Udvikling, der i faa

Menneskealdre har bragt Menneskeheden længere end tidli-

gere Aartusinder tilsammen, nødvendigvis ogsaa maa have

øvet en gennemgribende Virkning paa vor aandelige Udvik-

ling, en Virkning, der først kan gøres op, naar Udviklingen

har naaet at komme i Leje, saaledes som det kan siges om

vor Tid i de sidste 10—20—30 Aar?

Hovedkendetegnet i den moderne tekniske Udvikling er

den gradvise Fortrængen af det empiriske System, det rent

erfaringsmæssige, til Fordel for rationel Viden, af Overleve-

ring og Tradition til Fordel for videnskabelige Klarlæggelser.

Tidligere var Industrien fyldt af Fabrikationshemmeligheder

o. 1. I vor Tid har Videnskaben taget Glansen af »Hemmelighederne


11

hele vor aandelige Udvikling behøver næppe at uddybes. Men

ikke blot ved denne Revolution i den rent abstrakte Tænk-

ning viser den tekniske Idé sin Magt, den har efterhaanden

formaaet at forandre Vilkaarene for det, man kunde kalde

det daglige Livs Psykologi. Teknikens Tendens til at erstatte

den menneskelige Arbejdskraft — og den animalske for den

Sags Skyld med — har sat os i Stand til at løse Opgaver, der

tidligere siet ikke var mulige — og det baade i kvantitativ og

kvalitativ Henseende. Til Gengæld har Maskinerne mange Ste-

der fortrængt det individuelle, fra Fædrene nedarvede Arbejde

og i Stedet for de mangesidede, brogede Individualiteter skabt

Maskinarbejdets strenge, monotone Upersonlighed. Men over-

for al den tabte Poesi (som særlig nu paa tilstrækkelig Afstand

forekommer os saa vidunderlig) maa man ikke glemme, at

den tekniske Udvikling og kun den alene, netop ved at lade

Maskinerne overtage henholdsvis de strengeste og de mest

komplicerede Opgaver, har aabnet Mulighed for næsten selv

det ringest udstyrede Individ til at blive af Værdi, til at kunne

skabe sig sit Opho'd, til at blive Medarbejder i selv det stolte-

ste Værk. Dette er et Forhold, som alt for ofte glemmes, og

alligevel rummes heri Grundlaget for ethvert virkeligt kulturelt

Fremskridt, ethvert Haab om nogensinde at føre Menne-

skeheden frem til den hojere Udvikling, vi alle ser hen til.

Man beskylder Maskinerne for at sløve og trætte ved deres

»Aandsforladthed«, men glemmer, at de netop ved at kunne

eliminere Sporgsmaal om Hjerne og Muskler kan blive den

store Arbejds- og Brodgiver til Millionerne. I disse Forhold

bunder Grundelementerne for Imperialismen.

For at kunne stille dette System i den rette Belysning

vil det være nødvendigt kort at følge Samfundsidéens Udvik-

ling i sine Hovedtræk. Problemet om Menneskehedens Psy-

kologi har indenfor den civiliserede historiske Tid altid inde-

holdt en Relation mellem Individ og den større Enhed, det

tilhørte, d. v. s. Slægten, Stammen, Staten. Den antike Stats-

idé fornægter fuldstændig Individet, og ikke stort anderledes

er det i Middelalderen, hvor Individets jordiske Tilværelse

nærmest opfattes som Gennemgangsled paa Pilgrimsgangen


12

til en bedre Tilværelse hinsides. Dette fulgte alene deraf, at

det var Kirken, der den Gang var Overhøjhed, og overfor

hvilken Enkeltpersonlighederne traadte fuldstændig i Skygge.

Man tænke blot paa Ignatius Loyolas organisatoriske Udnyt-

telse heraf. Ved de store Omvæltninger i den nyere Tid

traadte derpaa de foragtede jordiske Interesser op med Reak-

tionens fulde Kraft. Nu blev det »Naturretten«, der var den

ledende og som forudsættende en medfødt Menneskerettighed

stillede alle Individer lige og ansaa Staten som blot fremgaaet

af en frivillig Overenskomst af frie og lige Personligheder.

Absolutismens Stat, der havde ført baade Antikens og Kir-

kens Individfornægtelse videre, faldt nu for en diametralt

modsat Reaktion. Det individualistiske Moment kulminerede

hos Rousseau, og efter ham følger hele den moderne liberali-

stiske Skole, hvis Udløb vi endnu kender i Frihandelsidéerne,

— notabene hvor disse doceres af ideelle Grunde. Nu er enhver

Ledelse eller Kontrol en Fornærmelse mod den frie Per-

sonlighed, ethvert Individ forudsættes eo ipso at kunne vare-

tage sine egne Interesser o. s. v. Staten henvises nærmest til

at spille Rolle som Natvægter, der beskytter den private Ejendom

og andre materielle Goder, men iøvrigt holder sig borte

fra enhver Indblanding i det økonomiske og sociale Liv. Den

bekendte Manchester-Lære kodificerer saa at sige disse Idéer.

Men uheldigvis for disse og heldigvis for Menneskeheden var

der i Mellemtiden traadt en Faktor til, man ikke før havde

kendt. Den tekniske Idé var ved at afklare sig, den indu-

strielle Udvikling i rivende Fart. Liberalismens fuldstændige

Mangel paa Forstaaelse af den herved aabenbarede Verdens-

idé førte til de mest haarrejsende Misbrug af Individerne i

selve den hellige Individualismes Navn! De stærke udbyttede

og plyndrede de svage, og hele Systemets lyriske Forlorenhed

viser sig i den frygtelige Elendighed, der kendetegnede Indu-

strialismens Barnetid rundt om, men dog særlig i det Land,

hvor den først kom til virkelig Udfoldelse, England. Dels som

Følge heraf, dels som Følge af Indgriben af Kræfter, rejst af

selve den nye Tid, brydende frem fra stik modsat Side af Li-

beralismen, gaar saa de første Pust, endnu raa og uafklarede,


13

af vor Tids Aand over Verden. Byggende herpaa vender Stats-

idéerne tilbage til Højsædet med fornyet Kraft, overfladisk

mindende om tidligere Tiders, men principielt fuldstændig for-

skellige herfra. Liberalismens individualistiske Statsopfattelse

havde omplantet i Virkelighedens Verden forraadt og pris-

givet Individet. Det nye Statsbegreb, der snart grebes begær-

ligt af alle førende Lande, omend under forskellige ydre For-

hold, blev heroverfor en Virkeliggorelse af Teorien om, at

ethvert Led i Staten ikke blot skal være Middel, men ogsaa

Maal. Det karakteristiske ved den nye Tid bliver da, at den

skaber en fælles Kraft og Magt — foreløbig knyttet til det

nationale Statsbegreb — ved kæmpemæssigt, bevidst Sam-

menspil af samtlige Enkeltkræfter, en Masseopbydelse i psy-

kologisk og fysisk Henseende, med det Formaal ikke blot at

muliggøre Losningen og Udvidelsen af de fælles Opgaver,

men — og dette er det vigtigste — at give Helheden tilbage-

virkende Kraft, fyldende de enkelte Individer med langt større

Styrke, end de nogensinde i isoleret Tilstand kunde faa. Dette

er Imperialismens Idé. Den har fra Liberalismen optaget

Hensynet til Individet, thi Leddene og Helheden korrespon-

derer her som aldrig før. Fra den Højde, som det absoluti-

stiske System naaede i Merkantilismen — byggende paa Ba-

sis for al menneskelig Sammenslutning: Kampen for Føden,

der nu er bleven til: Kampen for Arbejdet, — har den hentet

sine Former som Produktions- og Erhvervssammenslutning.

Den tog hertil de traditionsmæssigt overleverede nationale

Idéer i sin Tjeneste, udviklende disse som de nødvendige

Banebrydere for den Højnelse af de økonomiske Vilkaar, der

ene og alene kan betinge en virkelig Kulturfremgang. Men

skønt Imperialismen saaledes staar som den nationale Idés

Krystalisering, er det alligevel det eneste Samfundssystem,

der har eksisteret, som i sine Grundkræfter har indeholdt

Spiren til en Udvidelse til et alment Verdensborgersamfund.

Heri ligger en Værdi, som ingen nok saa blodig Verdenskrig

kan forringe. Imperialismen er Menneskehedens første virkelige

Skridt over til en paa reelle Grundlag bygget Kosmo-

politisme.


14

Overfor Klarlæggelsen heraf vil det antagelig forekomme

uforstaaeligt, hvorledes dette System i Løbet af saa kort Tid

har kunnet løse Problemet om det gensidige Forhold mellem

Helhed og Bestanddele, der har været Aarsag til evindelige

Brydninger i Menneskehedens Historie, og som ellers kun

har kunnet opvise de mest ensidige Løsninger, svingende lige

fra Oldtidens Statsopfattelse til Liberalismens. Men Aarsagen

hertil er simpelthen at søge deri, at det nye Princip i sandeste

Forstand bunder i selve de Love, der er bestemmende for

menneskeligt Liv. Man vil kunne benægte Meningen i den

enkeltes Tilværelse, en bestemt lovmæssig Verdensorden kan U

ingen betvivle. Det er denne førende Verdenstanke, Imperial-

ismen har omsat i psykologisk Kraft, idet den har hentet

sin Kerne fra den i den industrielle Idé nedlagte Sandhed.

Ligesom der har eksisteret de Verdenslove, der har fundet

deres Udtryk i Matematiken, længe for en Kopernikus paa-

viste, at selv Verdenslegemerne lystrede disse Love, og længe

før de store Matematikere fandt Lovenes Løsning omsat i for

os forstaaelige Formler, saaledes findes der en central Ver-

densdrivkraft, der gaar igen overalt, og som følger den af

den skabende Kraft anvendte Arbejdslov *). I hvor mange

Milliarder af Aar eller i hvor mange Verdener den har be-

staaet, ved vi ikke, og det er ogsaa ganske ligegyldigt, vi ved

blot, at med de tekniske Opfindelser, der begyndte for godt

et Aarhundrede siden, og som indledede Industrialismen, var

Menneskeheden omsider naaet til et saadant Modenhedsstand-

punkt, at man nu gradvis kunde trænge ind paa praktiske

Løsninger af de af Verdenskraften skabte Muligheder. Natur-

fysikens Bestanddele og Faktorer kom ind under menneskelig

Erkendelse, og da først Vejen en Gang var betraadt, fortsattes

Udviklingen med rivende Fart — ikke takket være den stor-

artede menneskelige Begavelse, som vi sandt at sige har hørt

prist tilstrækkeligt, men simpelthen fordi Løsningerne var

*) At Tanken om en central Verdenslov ikke er Utopi, beviser alene

det ene Eksempel, der maa fryde enhver Bygningsingenior, nemlig at

Anatomien kun har haft at konstatere, at Menneskets Benbygning fuld-

stændig nøjagtig følger de statiske Belastningslove for moderne Brobygning.


15

givet forud, gribende ind i hinanden, medførende hinanden

med logisk Konsekvens. De synlige Resultater heraf har med

Rette givet vor Tid Tilnavnet Teknikens Tidsalder. De præ-

ger i den Grad hele vor Tilværelse, at man overhovedet ikke

kunde tænke sig denne dem foruden. At denne Verdenskraft,

vi saaledes har forstaaet at nyttiggare os en vis Brokdel af —

vi aner ikke hvor stor eller lille — imidlertid ikke blot har

Gyldighed paa materielle Omraader, siger sig selv. I den maa

genfindes den hojere Lov for alt organisk Liv, og denne er

det, som har fundet sit Udtryk i det imperialistiske Princip.

Ved nemlig at gøre Menneskene til medvirkende Led i det

System, hvori denne Centralkraft materielt er omsat — om

man saa vil: omtransformeret efter menneskelig Kapacitet —

er det, den imperialistiske Idé drager denne Kraft ind i Men-

neskets aandelige Tjeneste, udnytter den psykologisk, idet

den saa at sige forgrener den til hvert enkelt Led. At Forud-

sætningen herfor maatte være en enestaaende Udvikling af

den ydre Verdens Betydning i Individets daglige Liv, siger sig

selv, og dermed, at skont Spirerne til vor Tidsaand selvfølge-

lig gaar langt tilbage i Menneskets Historie, kunde det im-

perialistiske Princip først komme til fuld Udfoldelse paa det

Grundlag, den tekniske Udvikling har skabt i de sidste Men-

neskealdre.

Som overalt i Udviklingshistorien viser her Vekselfor-

holdets Betydning sig, thi den selv samme Udvikling, der saa-

ledes blev Betingelsen for de nye Kræfters Indgriben, var ogsaa

Aarsagen til, at de nødvendiggjordes, for at Menneske-

heden skulde kunne møde de nye Tiders stormende, haardhændede

Tempo. Nu gjaldt det at skabe Rygrad for at staa

imod, hvor de gamle Støttemure var sendt i Grus, Kraft til

at gaa ilag med alt det nye, det vældige, der ventede. I sti-

gende Grad tvang den materielle Udvikling Menneskene til at

gaa ud over sig selv, medens den ydre Verden blev en Aabenbaring

af de største og rigeste Felter for menneskelig Handling

og Tænkning. Sit ydre Udtryk maatte derfor den nye

Tidsaand faa gennem en enestaaende Udvikling i Samvirken

og Samfølelse, i nøje Overensstemmelse med dens indre Sand-


16

hed, thi hvorledes skulde man tænke sig en Mening i den

menneskelige Tilværelse, hvis denne ikke baseredes paa Sam-

menslutning? I Forplantningsforholdet ligger dog det dybeste

Princip herfor, selve den livgivende Evne er betinget af menneskelig

Sammensmeltning. Men tager man Konsekvensen

heraf, af alt, hvad Historien lærer i denne Retning mundende

ud i vor Tids alt dominerende Organisationssystem, maa man

ganske af sig selv komme til Erkendelsen af, at Samtanken

ejer en dyb indre Værdi, der anviser den langt større Opgaver

end Løsningen alene af materielle Spørgsmaal. Heroverfor

hjælper ingen Aandrigheder, enten det nu er Ibsens: »Den er

stærkest, som staar alene«, eller Nietzsches: »Et Folk er Naturens

Omvej for at naa til seks, syv store Mænd«.

Det er indlysende, at denne Udvikling maatte komme i

Konflikt med den individualistiske Læres Hævdelse af Jeg'ets

Betydning, en Konflikt, der følgelig er ligesaa gammel som

Imperialismens Herredømme, men som ganske vist i den nu

rasende Verdenskrig er drevet til sin yderste Yderlighed, der

dog kun har været en Stadfæstelse — ganske vist en iøjne-

faldende — af den allerede indtraadte Fallit. Individualismen

havde med logisk Nødvendighed sprængt sig selv, da

den tilstræbte almen Gyldighed. Det gik den, som det i Stats-

udviklingen gik den selv samme Liberalisme, hvoraf den i sin

moderne Form er udsprunget: overført i Virkeligheden viste

den sig at indeholde et Forræderi overfor sit eget Princip.

Individualisme og Imperialisme har teoretisk begge Menne-

skehedens højere Udvikling til Maal. Det er taabeligt, naar

man som Fridtiof Nansen (i et Foredrag i Studenterforeningen

i Københa%Ti i indeværende Vinter) vil fremstille Impe-

rialismen som »kulturfjendsk« — (antagelig i en Forveksling

af dette Begreb og Militarisme; man kunde ligesaa godt for-

veksle det med Socialismen, thi begge disse Bevægelser er lige

fuldgyldige Led i og Udslag af Imperialismens Grundtanke) —

det er blot Vejen, ad hvilken denne Udvikling bedst naas og

sikres, der er vidt forskellig fra de to Idéer. Og her turde

Individualismen have godtgjort sin bristende Evne, alle de


17

skønne Talemaader til Trods. Den stiller Forhaabningen til

en selvstændig Udvikling indefra, som vel Tiden nok tør siges

ikke at have honoreret, mens Imperialismen søger at hæve

Individet som Led i sit System, søger dets Værdi ikke blot i

det selv, men som Bestanddel af et Hele. Og mens Imperialismen

har sin Storhed ved sin Gyldighed baade i aandelig og

materiel Henseende, maa Individualismen overfor Individets

Forhold til den materielle Verden give blankt op. Men det

er indlysende, at et System, der ikke ejer Løsning overfor det

mest elementære Udviklingsproblem, maa domme sig selv.

Det er blot besynderligt, at den ensidige, aristokratiske Egoisme,

der i V^irkeligheden er Individualismens Kerne, idet den

fuldstændig maa overlade dem, der ikke kan følge med, Mas-

serne, til sig selv — og hvori den ikke fornægter sin Afstam-

ning fra Frikonkurrencens første Dage, da den hensynsløse

Maksime: Laissez faire, laissez passer« regerede, — ikke har

forhindret dette Princips stadige Dyrkelse. At denne Dyrkelse

ganske vist kun har været teoretisk — i Praksis er" Forhol-

dene jo alt længst forandrede — gør den ikke mere berettiget.

Forkyndelsen af falske Evangelier volder altid Skade, og

sandt at sige har de individualistiske Profeter i deres altfor

taknemlige Arbejde med at forkynde den frie Personligheds-

Udfoldelses Herlighed og Berettigelse saaet en farlig Sæd.

Mens Individualismen nødvendigvis maa føre til særlig

Udvikling af Følelseslivet, sætter Imperialismen heroverfor

Kraften. Heri ligger et betydeligt Symbol, thi den sunde fy-

siske Ligevægt har alle Tider været Grundbetingelsen for sand

kulturel Udvikling. Det kan ikke nægtes — og efter hvad vi

har udviklet, er det jo fuldt forstaaeligt — at Imperialismen

særlig har været knyttet til Arbejdets Verden. Men heller

ikke heri ligger et Brud i Udviklingen, en Fare for Tilbage-

skridt, thi Arbejde og Kultur har aldrig været to fjendtlige

Begreber. Driftigheden har altid været Aandslivets Fader.

Men ligesom Imperialismen er Vejen mod det vældige, saa-

ledes er den ogsaa Udviklingen mod større og enklere Linier

i Menneskets aandelige Verden, mod strengere og renere Bud

i moralsk Henseende, thi i dens System er Individet ikke blot

Povl Drachmann: Fortid og Fremtid. o


18

Ret, men ogsaa Pligt. Hvis man heri ser et Tilbageskridt,

kan man selvfølgelig kalde denne Idé for :

kulturfjendsk

«

hvis man derimod — særlig paa Baggrund af, hvad den saa-

kaldte rationalistiske Tid har formaaet at udrette — mener,

at her er Vejen mod større menneskelig Lykke og Ligevægt,

maa ens Opfattelse nødvendigvis blive den stik modsatte.

Saaledes ligger det System, der paa saa frygtelig Maade

har manifesteret sin uhyre Kraft i den Verdenskrig, vi er

Tilskuere til. Hvis man overhovedet endnu tør antage, at

det er Idealer, der leder den, er den maaske en Krig for eller

imod Militarismen som Selvmaal, men den er ikke en Kamp

for eller imod Imperialismen, som det prædikes hertillands,

den er en Kamp af Imperialismen. Det er dens Kraft, der

holder Snese af Millioner Mænd i Slagmarkernes Gru og i

Skyttegravenes Elendighed, uden at Rækkerne vakler, den,

der svejser Folkene sammen og faar dem til at bringe de

tungeste Ofre. Den, der overalt midt i Død og Sorg, Lidelser

og Savn er bleven hilst som Genfødelsens store Tid. Hvor

fuldstændig har den ikke formaaet at trænge personlige Hen-

syn tilbage, selv under de mest tragiske Forhold? Hvor er

Individualismen og dens Magt? Hvilken Betydning denne

Ilddaab vil faa, naar disse Kræfter senere kommer til fuld

Udfoldelse paa fredelige Felter, er uoverskueligt. Det vil blive

andre Folk, andre Mænd, der gaar ud af denne Krig. At ville

vise Konsekvenserne heraf fra sig, vil for os være baade na-

tionalt og økonomisk Selvmord. Det er dette, der maa for-

hindres. Vi maa ikke være Drømmerne i en Verden af Vir-

kelighed. Og der har allerede været tilstrækkelige Tegn paa,

at vi vil lade vort Had til Krigen influere paa vor hele Vurde-

ring af Tidens Aand. Hvis vi gaar videre ad denne Vej, hvis

vi bestræber os for at være blinde, hvor vi burde være dobbelt

seende, er vor Skæbne beseglet. Mere nøgternt end nogen-

sinde bør vi vurdere Fremtiden og ikke lade Sympatier eller

Følelser være bestemmende. Imperialismen er ikke noget

»Krigssystem«, end mindre et bestemt Fænomen knyttet til

en eller flere Magter. Var det saaledes, havde Krigen sandelig

;


19

snart været afgjort! Det er her maaske nok at paapege, i

hvor høj Grad selve Frankrig, dette den individualistiske

Aandsretnings Land fremfor alle, i denne Krig har aabenbaret

sin sande Kerne som staaende i den nye Tids Tegn. Og at

ingen Franskmand vil gaa med til, at Aabenbarelsen af denne

Kerne er noget Tilbageskridt, noget nedsættende for Frankrig,

har vi jo set nok Beviser for.

Naar vi derfor anser Krigen for Myrderi, maa vi ikke

derover glemme, at Krig er Menneskenes Opfindelse og ikke

Imperialismens. Den leverer Kraften, det er sandt, og den

er uhyre, men den bærer ikke Ansvaret. Ud herfra maa vi

bedømme dens Værdi. Da vil vi se anderledes paa dette Begreb,

der med en Naturmagts Vælde behersker Verden, omspænder

ethvert af dens Led, driver alle Hjulene — simpelthen

fordi det er en Naturmagt.

Men vi vil lade Imperialismen selv tale, tale paa en

Maade, der blotter ethvert af dens Grundelementer bedre end

sidevis af Definitioner og Udviklinger. Vi vælger hertil de

Ord, De Forenede Staters Indenrigsminister, Franklin T.

Lane, udtalte paa den amerikanske »Flagdag« d. 14. Juni

1914. Datoen maa afkræfte Beskyldningerne mod Systemet

for at være »Krigs-Forkyndelse«, Taleren selv Beskyldnin-

gerne for »Prøjseri«, Talens Aand Beskyldningerne for »ned-

værdigende Materialisme«.

Ordene lød saaledes:

»Imorges, da jeg traadte ind i Ministerialbygningen, hil-

ste Flaget mig paa det hjerteligste, og fra dets bølgende Folder

hørte jeg det sige: »Godmorgen, Hr. Flagmager«!

»Jeg beder om Forladelse, Old Glory«, svarede jeg, »du

tager fejl. Jeg er hverken Præsident, Vicepræsident, Kongresmedlem

eller General. Jeg er kun Embedsmand i Regeringens

Tjeneste«.

»Ligemeget — du hjalp hki lovende Opfinder med at faa

Patentet bragt i Orden, du fik hin Kulmine gjort sikker at

arbejde i, og du fremskyndede Arbejdet paa hin Overrislings-

kanal. Derfor hilser jeg dig, Hr. Flagmager!

Kongressen traf en betydningsfuld Afgørelse igaar. Men

2*


20

en Moder ude i Michigan slider i det fra Solopgang til langt

ud paa Natten, for at hendes Dreng kan faa saa god og fuld-

stændig en Opdragelse, som hans Evner berettiger ham til.

Hun væver ligesaa fuldt med paa Flaget. Et andet Sted i Lan-

det lærte igaar en Lærerinde en Dreng de første Bogstaver,

og han vil maaske engang med Tiden skrive en Sang, der vil

begejstre Tusinder af hans Landsmænd. Vi væver alle med

paa Flaget.«

»Men«, indvendte jeg, »vi har jo intet gjort udover vore

daglige Pligter«.

Da smældede Flaget ud kraftigt og lystigt:

»Lad mig give dig rigtig Besked om, hvem jeg er.

Det Arbejde, som alle Landets Bom udforer, det er Frem-

stillingen af det virkelige Flag.

Jeg er ikke Eders Flag. Jeg er blot dets Skj'gge. Jeg er,

hvad I gør mig til; intet mere. Jeg er Eders Tro paa Jer selv.

Eders Drøm, hvad Nationen kan blive til. Jeg fører et skiftende

Liv, et Liv af Luner og Lidenskaber; ofte fornemmes

Musklerne saa trætte, og somme Tider gaar Hjertet næsten

istaa.

Af og til er jeg stærk i min Stolthed, naar Mænd udfører

et ærligt Arbejde og føjer Sporets Skinner sammen omhygge-

ligt og nøjagtigt.

Undertiden hænger jeg sløvt ned og føler mig som en

Kryster uden Livsmaal.

Undertiden er jeg larmende og pralende, fyldt med den

Selvtillid, der blæser ad al Snusfornuft.

Men altid er jeg alt, hvad I haaber paa at blive, og hvad

I har Mod til at stræbe efter.

Jeg er Sang og Frygt, Strid og Forvirring og det forædlende

Haab.

Jeg er den skrøbeligste Mands lillebitte Dagværk, og jeg

er den dristigstes største Drøm.

Jeg er Forfatningen og Domstolene, Lovene og Lovgi-

verne, Hæren og Slagskibene, Gadefejerne og Køkkenpigerne,

Advokaten og Skriveren.

Jeg er Gaarsdagens Kamp og Morgendagens Fejlgreb.


.

21

Jeg er den Idé, som holder fast som en Klo, og jeg er

Beslutningens vel overvejede Formaal.

Jeg er intet andet, end hvad I anser mig for at være, og

jeg er alt, hvad I tror, at jeg kan blive.

Jeg bølger for Eders Øjne som en straalende Farveglans,

et Symbol paa Eder selv, en billedlig Antydning af det store,

som udgør denne Nation. Mine Stjerner og mine Striber er

Eders Drømme og Eders Stræben. Faste i deres Tro skinner

de med Fortrøstning og straaler de af Mod, fordi I har skabt

dem saaledes ud af Eders Hjerter; thi I er Flagets Fremstil-

lere, og godt er det, at det jubler i Eder under Arbejdet«.

Saaledes lyder Tidens Sang. Hvad har oi at svare? Det

kan være, vi vil synes, hele dette System ligger for langt

under vor Værdighed til overhovedet at ænse det, det kan

være, vi er kommet saa vidt i vor Dyrkelse af Jeg'ets Herlig-

hed, at vi foretrækker at være 3 Millioner Individer fremfor

et Folk, at vi er saa tilfredse med alle vore Smaafejl med

deres hjemlige »Hygge«, saa vi ikke nænner at ofre dem for

fuldt at kunne fremme de stærke og gode Egenskaber, der

heldigvis er vor virkelige Kerne, at vi stadig vil foretrække

Splid fremfor Samhold, Misundelse for Fællesglæde, Skadefrohed

for Hjælpsomhed, Smaalighed for Storsind, Svaghed

for Kraft!

Og dog

Mon vi ikke alle under Indtrykket af den store Time

føler noget bryde i vort Indre? Hvornaar vil Sangen til vort

Flag, vort virkelige Flag, vore egne Evner og deres fulde Ud-

foldelse, bruse løftende gennem vore Sind? Hvornaar vil vi

med samlet Magt kræve Troen paa os selv. Agtelsen for os

selv tilbage?


II.

VORE PLIGTER

Tidens Sang!

Hvor rig, hvor broget og stærk lyder den ikke, livor

fælles og enkle dens Grundtoner end er. Hvis man ved en

flygtig Betragtning af den ledende Tanke i vor Tid mener

at turde slutte, at dens Kerne er Nivellering, at den samfundsmæssig

tenderer mod Socialismen, kan intet være mere for-

kert. Dens Kerne er den samlende Kraft, og som saadan er

den ganske vist Forudsætningen for Socialismen, men som

nævnt ogsaa for den mest udprægede Militarisme — overhovedet

for ethvert Udslag af maalbevidst Sam\-irken. Men

selve Tidens Idé maa ikke forveksles med enkelte Udslag

deraf; den omfatter disse i sin Struktur bestemniende dem,

men ikke bestemt af dem. Herved har den sin Storhed som

Samfundstanke, som den har det som aandelig Strømning,

dragende den enkelte ind i større Cirkler, ikke af Hensyn til

disse, men af Hensyn til ham selv. I dette System opgiver

den enkelte ikke sin Selvstændighed til Fordel for et Hele,

men vinder den netop som Led deraf.

Krigen turde bedst af alt have bevist Sandheden heri.

Hvor skulde Socialisme og Nationalisme paa Slagmarkerne

have kunnet gaa saa herligt i Spand, som Tilfældet faktisk

har været, hvis de ikke havde repræsenteret en og samme

Grundkraft? Det er vel nok at hentyde til, at Antallet af tyske

Fagforeningsmedlemmer er nøjagtig lige saa stort som den

tyske Liniehær af første Opbud, at i de nye engelske Millionhære

Arbejderne har været de flittigste til at lade sig indrul-

lere, for at forstaa den Konflikt, der vilde være opstaaet, hvis


23

Socialismen i sin Kerne havde været i absolut Modsætning

til de Kræfter, der er de bærende i denne gigantiske Krig.

Denne inderste Harmoni mellem selv saa modstridende poli-

tiske Fænomener er iøvrigt en ren Selvfølge, thi i den menneskelige

Verden eksisterer ikke paa en Gang to eller endog

flere indbyrdes diametralt modsatte Grundlove. Intet er til-

fældigt eller kan løsrives fra sin Sammenhæng. Socialismen

er ikke den overnaturlige Trylleformular, som man gerne

ynder at fremstille den som — navnlig paa Valgdagene —

men slet og ret et almindeligt Fænomen af Tiden, bestemt og

skabt af de heri virkende Kræfter*). Uden dens organisa-

toriske og kulturelle Medvirkning var moderne Industrialisme

utænkelig, og omvendt lever Socialismen kun i Kraft af de

Resultater, den privatkapitalistiske Udvikling skaber. Imperialisme

er altsaa hverken Socialisme eller Militarisme, men

baade Militarisme og Socialisme er Imperialisme.

Maaske kan man sammenfatte disse Betragtninger derhen,

at Tidsaanden er nivellerende paa langs, men ikke paa

tværs. Det mest interessante Billede herpaa frembyder selve

det moderne Samfunds Opbygning. Her som andetsteds kræ-

ves et Sammenspil af Kræfter, hvis Forskellighed netop be-

tinger det frugtbare Slutresultat.

Den nye Tids sejrrige Gennemtrængen maatte nødvendigvis

føre til fuldstændig Omkalfatring af de gamle Samfundsrammer.

De kunstige Privilegiers og Klassedelingers Tid

var forbi, og hele den moderne Frihedstid blev Industrialismens

direkte Følge. Den for den abstrakte Historiker uforklarlige

Maade, hvorpaa den store franske Revolution løb ud

i Sandet og afløstes af Verdens mest glimrende Militærdespoti,

belyser maaske bedst af alt, hvorledes den først senere indtrædende,

gradvis virkende materielle Omformning af Sam-

fundet blev den nødvendige Basis for blivende Resultater.

Den store Revolution efterlod sig Tanker (som dog for det

meste allerede var fastslaaet i Forvejen, jfr. Rousseau, Vol-

*) For de anglo-germanske Lande, hvis Arbejderpolitik af Navn del-

vis ikke er udtalt socialistisk, gælder dog faktisk nojagtig samme Betragt-

ninger.


24

taire, Encyklopædisterne o. s. v.) — og en Napoleon. Den

industrielle Evolution derimod Kendsgerninger, en ny Ver-

den. Forklaringen er ikke vanskelig, thi Revolutionen og dens

Idéer var Oprøret mod det gamle i det Øjeblik, Menneskeaanden

var naaet til den Modenhedsgrad, hvor den følte sig

paa Tærskelen til den nye Tid, hvor den fra tidligere Tiders

Mørke og Elendighed pludselig, ganske vist endnu kun glimt-

vis, stirrede ind i nye Tiders forjættede Land. Men til en

Udnyttelse, til en Konsolidering af de ved den politiske Om-

væltning opnaaede Resultater var de nye Kræfter endnu ikke

modnet. Først senere var dette Tilfældet, og derfor blev det

Industrialismens Aarhundrede, der kom til at opvise de afgørende

Samfundsomdannelser. Med den sædvanlige menne-

skelige Selvovervurdering, der jo er blevet saa herlig dyrket

og fremmet af de nyere Aandsretninger og jo ogsaa udnyttes

ganske bravt i politisk Øjemed, mener vi ganske vist, at det

var »den politiske Frigørelse«, »den aandelige Vækkelse«,

»Menneskehedens store Gennembrud« og deslige, der har

skabt vor Tid og dens ydre Samfundsforhold. Man indrømmer

velvilligt, at de tekniske Opfindelser og deres Udnyttelse

har været en virksom Støtte i Omdannelsesarbejdet, men man

tænker sjeldent, at Løsningen ogsaa kunde være den, at de

Kræfter, vi saaledes er kommet til at virke med, ikke beher-

skes af os, men at vi tvertimod ved at udnytte dem har givet

os dem i Vold. Det vilde maaske noget fordunkle den Nim-

bus, der staar om Historiens politiske Førere og aandelige

Foregangsmænd, men det vilde give saa meget des mere at

tænke over. Menneskene havde skabt en ny Verden, og den

var blevet større end de selv; de havde underlagt sig nye

Kræfter, og Kræfterne var blevne de stærkeste. De Love, der

gælder disse, vil vi ikke mere magte at sætte os ud over.

Derfor vil ogsaa den heraf betingede Samfundsform kun

saalænge følge politiske Forandringer og Foranstaltninger,

som disse er i Samklang med dens Idé. Gaar de ud herover,

gøres der Forsøg paa at tvinge Kunstprodukter eller Mirakel-

doktorers Visdom igennem, vil den ledende Kraft reagere

med ubarmhjertig Haardhed. Men ligesaa stærkt vil den


25

hævne sig paa ethvert af de Led, der i dens System forsynder

sig mod sin Mission.

Den mægtige Omgruppering af Samfundets Kræfter,

hvori Imperialismen sprængte nedarvede Klassedelinger og

Traditioner, og som i Historiebøgerne benævnes den politi-

ske Frigørelse, skabte ganske vist fri Bevægelighed indenfor

Samfundets Rammer, men netop baseret paa den heraf be-

tingede Opdriftsmulighed for Dygtighed og Energi maatte

den komme til i særlig Grad at stille sine Krav til det Element,

der til enhver Tid har Ledelsen af Samfundet som Mission.

Principielt var dette i Kontinuitet af den Mission, de saakaldte

Overklasser historisk altid har haft, hvor langt man end føl-

ger Samfundsforholdene tilbage. Thi at disses Struktur aldrig

har været tilfældig, turde være indlysende. Men medens tid-

ligere Overklasser væsentlig havde til Opgave at værne de

Samfund, de repræsenterede, mod Fjender og Nød, og hvor-

ved deres fastere Rammer med nedarvet Adkomstberettigelse

forklares, stiller Sagen sig anderledes for vor Tids ledende

Samfundselement. Dets Opgave bliver at skabe og lede Sam-

fundets Arbejde. Herved samler det naturligt en stærk Magt i

sig, men tillige et uhyre Ansvar, idet saa at sige Ansvaret for

det samlede Samfunds Udvikling koncentrerer sig her. Intet-

steds gælder derfor den imperialistiske Maksime: »Ikke Ret,

men Pligt« med større Vægt. Vor Tids Overklasser skal ikke

søge Undskyldning for deres Tilværelse ved utidig »Velgøren-

hed« eller Snobberi nedadtil, men vise Berettigelsen dertil

ved deres Arbejde. At de af deres Arbejdsoverskud skal danne

en Hovedfaktor i Samfundets kulturelle Udvikling, er givet

og kun et Led i deres Pligt. Men hvis de gør Middel til Maal

og Maal til Middel, har de forsyndet sig mod deres Mission,

dømt sig selv, og deres Sammenbrud er beseglet. Men i dette

Sammenbrud vil de drage hele deres Samfund med sig, idet

det kun kan tænkes ved, at fremmede Kræfter udefra griber

ind i det paagældende Folks Udvikling.

Det er dette Problem, vi særlig skal hellige vor Opmærksomhed,

thi de Krav, Fremtiden herhjemme vil stille, vil frem-

for alt komme til at paahvile vor Ledelse.


26

Det Bourgeoisi, der udgør Danmarks Overklasse, og som

er toneangivende langt ned i Mellemklasserne, der spiller en

saa stor Rolle hos os, er i sin nuværende Støbning dannet i

den sidste Menneskealder eller saa. Hvor stor Betydning end

Udviklingen i vor Tids Landbefolkning øver, kan det ikke

nægtes, at det moderne Samfund har en Tilbøjelighed til at

koncentrere sine Opgaver og sit Ansvar paa bestemte Punkter,

nemlig dem, Nationen selv skaber som sine Centraler, Byerne.

Da der nu tilmed har hersket en ubetinget Afslappelse og

Desorientering i den danske Landbefolknings aandelige Liv i

den nyere Tid, har herved den for hele vor Udvikling saa

uheldige Omstændighed, at vi kun ejer een stor By, ogsaa

sat sig Spor i Udformningen af vort Overklasseelement. Kø-

benha\'n er en stor By og en dygtig By, men den er i for ringe

Grad en Hovedstad. Dens Liv er ikke tilstrækkelig præget af

de Egenskaber, der skal drage Nationens bedste Kræfter ind

til den og gøre den til det anerkendt førende Led i hele Folket,

til Landets Hoved. De aandelige Kraftledninger mellem By

og Land synes hos os overklippede eller i al Fald uudviklede.

Det er et mærkeligt Fænomen, som der har været gjort mere

eller mindre velmente Forsøg paa at raade Bod paa, og som

dog er i Kraft den Dag i Dag. Det har bl. a. ført til, at København

ofte er fristet til at anse sig selv for identisk med

Danmark, medens det øvrige Land begaar den tilsvarende Fejl.

I begge Tilfælde gør man vort iforvejen lille Land endnu

mindre.

At det københavnske Bourgeoisi i mange Henseender

kulturelt staar overmaade højt, særlig taget i Ordets gode

Betydning identisk med traditionsrig Dannelse, og at der er

en Sundhed og Naturlighed i vore selskabelige Forhold, som

ikke finder Sidestykke mange andre Steder, er uomtvisteligt.

Men i de store Linier frembyder den Kultur, vor Overklasse

har gjort til sin, afgjorte Svagheder, og i dem bunder det,

at den ikke fuldt har kunnet gennemføre den Mission, der

paahviler den.

Naar man følger Resultaterne af den aandelige Gennembrudstid,

der i saa særlig Grad har sat sit Præg paa Hoved-


27

staden, bliver dette forstaaeligt. Hvilke Kræfter tog denne

Bevægelse nemlig i sin Tjeneste, og hvilke efterlod den sig?

En vis Negativisme er det desværre her umuligt at benægte.

Bevægelsen var god nok til at bryde ned — og her skal saa

sandt ikke hævdes, at der ikke i sin Tid i vort trange Sam-

fund var meget, der maatte ryddes bort for at skatTe Luft og

Lys for nye Tider —- men hår den formaaet at bygge op i

Stedet? Man bruger ikke de samme Redskaber til at nedbryde

et Bygværk som til at fundamentere et nyt. Den spidse Kile,

der sønderdelende borer sig ind i Murværket, de vandrette

V'ædderstød, der faar det til at vakle, de Ting laa for den nye

Tid eller rettere for hele den Karakter, den fremelskede. Den

rolige, dybderettede Kraft, der kræves for at ramme Bære-

pillerne ned til det nye, den savnede vi. Resultatet maatte

blive derefter. Usikkerhed, Uro, Tvivl — paa andre som paa

sig selv.

At dette ikke kunde virke fremmende for de Egenskaber,

der i første Række skulde gøre vore Overklasser til Ledere i

Ordets sande Betydning, siger sig selv; en Splittelse, en Man-

gel paa samlet Kraft blev i alt for høj Grad Følgerne. Et

særligt Udslag gav dette sig i den Mangel paa Solidaritet, der

saa stærkt gør sig gældende i vort O ver klasseelement. Saa udpræget

som herhjemme finder man næppe dette Fænomen

noget andetsteds, og det staar i skarp Kontrast til den Sam-

følelse, hvormed vore øvrige Befolkningslag og ikke mindst

de saakaldte Underklasser har optraadt. Andre blandt disse

uheldige Konsekvenser giver sig Udslag i den ogsaa for os

ejendommelige og unaturlige Kløft mellem By og Land, som

nærmest kan forklares ved, at visse Fænomener i denne Udvikling

blev for specifik >> københavnske c, simpelthen fordi

København svigtede sin Stilling som Hovedstad. Vort Bourgeoisi

har ikke holdt Justits indenfor sine egne Rækker.

Men i den Udartning af hele denne Strømning, vi i de

sidste Aartier har været Vidne til, har Bevægelsen vist sig i

for høj Grad at være paa Siden af vor sande Natur. Reak-

tionen maatte komme. Vort > Gennembrud« har haft sin Mis-

sion, men dets Tid er forbi, og dets Slagger passer os ikke.


28

Opgøret er i fuld Gang — endnu vel kun som Brydningstid,

hvis Overflade er urolig, flygtig under dybere Kræfters Ar-

bejde — men vi føler det alle, i By som paa Land, hver paa

sin Maade, føler det som noget, der maa komme, og som vi

fulde af Forventning ser hen til.

Hvilken Jubel! Et Folk, der vaagner! Nyt bryder frem,

spirer og brister, og det gamle bøjer af, lemper sig og lytter

mod Vinden.

Men af Fortidens Fejl skal man lære Fremtidens Veje.

Vi tor ikke uden videre sætte os ud over en Periode, der har

haft saa stor Betydning i vort Liv, uden grundig at gøre dens

Regnskab op. Mon da vore Grundfejl hidtil ikke maa søges i

en Misforstaaelse hos os af selve Kulturens Formaal? Vi er

vedblevet at leve paa dette Begreb, længe efter at det kun

var fiktivt, nedfældet i den almindelige Dannelse, givende

hele vort Aandsniveau den Højnelse, der var nødvendig, for

at vi kimde tage nye Opgaver op. Det store aandelige Gennembrud

i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede, der gjorde

op med tidligere Tiders Dødhed, tjente til at forberede Jordbunden

for en ny Tid, frigøre slumrende Kræfter. Men i

Stedet for at se Bevægelsens naturlige Mission har vi klamret

os til den som en Olding til det udebbende Liv, mere og mere

har vi drejet Hovedet efter det svindende, indtil vi næsten

kun kunde se bagud og ikke fremefter. Vi har stirret os for-

blindede indtil Hypnose paa dette ene Begreb »Kultur«, me-

dens Verden med Stormskridt drog videre forbi os. Og i den

kunstneriske Bølgedal, der maatte komme efter de mægtige

Stormvinde, hvis Dønninger vi endnu kun svagt kan spore,

har vi sørget over gamle Guder uden at kunne finde de nye.

Falske Værdier, Forkludring og Fremvæksten af Smaapjank

og Smaalighed maatte træde i Stedet. Vi har ikke forstaaet

den indre Sammenhæng mellem Kultur og Kunst — Kunsten,

der i sine Midler er kulturfremmende, men som aldrig maa

blive Selvmaal for nogen Nation. Vi behøver blot at se tilbage

paa de stolte og rige Samfund Grækere, Romere, Renæssan-

cens Stater og Byer, Rokokotidens forfinede Opbygninger, der


29

sank i Grus under Forfaldsmærkets Tegn. Vi forstod ikke,

at de Kræfter, der blev frigjort i os, vilde bruges, vilde staalsættes

i nye Opgaver. Vi forstod ikke, at vi til disse Opgaver

havde Pligt at vælge dem, der nu er de vigtigste for hele vort

Samfund, anvende vor udviklede Intelligens til med Kraft at

kaste vort Lod, formet i det Maal og stobt i den Malm, som

Tiden fordrer, i Vægtskaalen for Landets Bestaaen og fort-

satte Trivsel.

Vi forstod ikke Tiden og dens Bud!

Nu midt i Opgøret af vort gamle Regnskab, i en af de

besynderligste Tider i aandelig Henseende, vort Folk har op-

levet, slaar Timen for os, kaldes vi pludselig til Gevær.

Vore tidligere Værdier er allerede skrevet af eller opløses,

idet vi vil ty til dem. Vi føler os som aldrig før paa

gyngende Grund. Kan da det nye, det unge, der endnu knapt

er traadt frem, blive det, der skal bære os, føre os igennem?

Svaret synes i al Fald at maatte afhænge af den Styrke, hvormed

vi nu maa søge de nye Kræfter fremmet og anerkendt,

hvormed vi nu i sidste Time maa foretage vor afgørende Re-

vision.

Vi skal senere se, hvorledes vi paa alle Omraader vil faa

Brug for vor indre Kraft, og hvorledes Kravene naturligt vil

samle sig hos dem, der reelt har Ledelsen af Samfundet og

dets Arbejde, hvis ikke alt skal sygne hen eller Fremmede

komme ind og tage deres Plads. Har vi hidtil forsømt de

Pligter, vi havde, maa vi nu indhente Manglerne af al vor

Magt. Nu hjælper hverken at være »velgørende« eller »hu-

man«:, nu gælder det at være stærk!

Naar man betragter de danske Overklasser, synes de at

kunne deles i to Kategorier: dem, der bestiller alt for meget,

og dem, der ingenting bestiller. Intet Under derfor, at vor

arbejdende Overklasse, der trækker Læsset, simpelthen er

overbelastet og bliver det mere og mere. Det er foruroligende

i enhver større Sag at se de samme Navne gaa igen og igen.

Tiderne synes i den Henseende ikke at have forandret sig

meget siden den Gang, det faldt i en dansk Lyrikers Lod at

holde Mandtal over de Mænd, »der bar Danmark«. Der var


30

den Gang vistnok 50. Tallet er næppe vokset stort siden, me-

dens Opgaverne er 10- eller 100-doblede.

Dette kan ikke blive ved. Et yderst alvorligt Problem

tegner sig for os paa Baggrund af de Tider, vi gaar i Møde.

Vi er et Folk med højt udviklet kulturel Trang, vi har i vort

lille Samfund, der kun tæller 3 Millioner Mennesker, forstaaet

at skabe os Repræsentation for næsten alle de Samfundsfæno-

mener, som selv de største Lande frembyder. Vi har i vore

Erhverv, i Videnskab, Kunst, Literatur, Forskning, ja overalt

formaaet at yde ypperlige Bidrag, og vi har Grund til at være

stolte heraf. Men Menneskenes Arbejde forgrener sig med

rivende Hast, stadig storre Anspændelse kræver ethvert af dets

Omraader. Det gælder derfor for os om ikke at gaa videre i

Blinde. Det gælder nøgternt at overse den Fare, der tilligemed

Fordelene er forbundet med en saadan Alsidighed, thi vi kan

fristes til at sprede os og tage saa mange Opgaver op, at vi til

Slut sprænger os selv og intet magter fuldt ud af noget. Paa

visse Omraader synes der i de senere Aar allerede at være

Tegn paa, at dette Stadium alt er ved at indtræde. Overfor

den alvorsfulde Tid, vi gaar i Møde, rejser sig derfor det

Spørgsmaal: Er det ikke vor Pligt i Tide maalbevidst at kon-

centrere vore Evner og Interesser om færre Felter, men dér

til Gengæld gøre vor Indsats med en Magt, der skal sikre os

mod kun at blive næstbedst eller helt slaaet ud? Vil vi stadig

have Raad til at splitte vore Kræfter paa alt muhgt? Disse

Spørgsmaal gælder saa at sige ethvert Omraade og derfor og-

saa selve den fælles Kerne for ethvert Udslag af vort Liv og

Arbejde, selve vor nationale Karakter.

Antagelig vil det blotte Spørgsmaal fremkalde den alvor-

ligste Bekymring for vore kulturelle Værdier. Og dog ^il det

netop være vor Kultur, vort frie Liv, der vil blive Indsatsen,

hvis vi ikke forstaar vor Besogelsesstund, koncentrerer os og

sætter vore Kræfter ind dér, hvor de trænges, og dér, hvor

de kan bære Frugt. Men den største Opgave, der nu ligger

for, er at sikre vort Land i den haarde Kamp for Arbejde,

der vil følge efter dette. Denne Krig er forlængst blevet mere

end en Krig; den er blevet Verdensøkonomi, og overalt ruster


31

man sig for saa snart Kanonerne tier at kaste sig over hinanden

og over andre med — med nye Vaaben og nye Mid-

ler. Og da gælder ingen Neutralitetserklæringer, har de over-

hovedet nogensinde gældet. Man ved allerede nu, at en af

Krigens største Folger vil blive nødtvungen Indførelse af ar-

bejdsbcsparende Metoder for paa en Gang at erstatte den

tabte Menneskekraft og yde de haardtprøvede Soldater større

Arbejdsudbytte, naar de vender tilbage til Hjem og Arbejde.

En fuldstændig Omvæltning i Arbejdets Teknik vil antagelig

blive Følgen. Arbejdsøkonomiseringen vil blive drevet til det

yderste, skærpende Kravene til Energi, Dygtighed og Haardhed

hos dem, der bliver de ledende i Udviklingen. Og man

kan regne ud, at Toldforanstaltninger, Eksportpræmier o. 1.

vil se Lyset, som vil faa gamle Dogmer til at blegne! Vi vil

faa alt dette at føle som ingen andre. Fra en halvforrykt

Gullaschtid, der har forvansket Begreberne om, hvad der ud-

kræves for at gøre Fyldest i Nationens ærlige Arbejde, fra

let tjent Guld, fra Sus og Dus og Kling-Klang vil vi blive

kastet midt ind i store Nationers forbitrede Strid for det dag-

lige Brød. Med foruroligende Lethed har vi vænnet os til

Krigens daglige Rædselsefterretninger. Hvor lidt er vore

Handlinger ikke præget af Tanken om, hvad den Sæd af Had

og Raahed, der nu saas, vil bringe os — selv om vi holdes

udenfor selve den militære Krig, saa længe den raser. Tør

vi virkelig tro, at Freden, d. v. s. Fredsslutningen qua folke-

retlig Handling — Fred vil der jo næppe blive mere paa Jor-

den i det Tidsrum, der kan interessere os — vil bringe de

gamle Tilstande tilbage, endsige den rene Idyl? Tør vi lukke

Øjnene for, at Barskhed, Hensynsloshed og brutal Paagaaenhed

vil præge alt og alle? Det er vore kulturelle Rigdomme,

vi vil have at forsvare, men det er først og fremmest vor

Basis som Nation, vort økonomiske Liv, vort daglige Brød,

det vil gælde. Mon det ikke var paa Tide, vi gjorde os alt

dette klart? Mon det ikke var paa Tide, vi mobiliserede de

Kræfter, der da skal føre os frelste igennem, der skal give os

vor Plads i det store Kapløb?

Til den Anspændelse vil vi faa Brug for vor Kultur i en


32

hel anden Betydning, end vi hidtil har set den. Dér hjælper

hverken Goethe eller Shakespeare, hverken Far eller Mor,

da skal vi vise vor indre Kraft, vor aandelige Overlegenhed,

der skal gøre os hurtigere, sikrere og dygtigere end dem, der

vil rende os over Ende. Vi har denne indre Kraft, thi vi

maa aldrig tvivle om, at vi kvalitati\-t ikke staar tilbage for

noget andet Folk, men vi maa frigøre den i Tide. Lad os

stryge Støvet af vore Vinger og brede dem frit og mægtigt ud,

lad os lægge Smaafejl og Smaalighed til Side fra den Dødvandeperiode,

vi har været i, — som en Sejler, der er ved at

gaa over Stag, og hvis Sejl blafrer planløst og uden Kraft,

indtil Kursen atter er fundet, Fremdriftsfladerne fyldes og

spændes og hele Skibet atter skyder Fart.

Lad os vende os mod vore egne Interesser. Lad os standse

disse endeløse Drøftelser af »tysk Aand« og »engelsk Aand«

og istedet skabe en dansk. Lad os slutte med -Klokke Roland«

og alt det, vi har haft saa travlt med for i denne Verdens-

krise at vise vor »Menneskelighed«. Lad os ikke for andre

glemme os selv. Ingen vil synge for os, naar vor Tøm kommer.

Vi burde vide det fra tidligere. I en Verden af Haardhed

skal vi klare for os selv. Opbydelsen af Nationens samlede

Kraft, sporet af en ledende Klasses maalbevidste Dygtighed

og Skarpsyn, det er, hvad vi trænger til. Det er vor Pligt! I

Fremtidens Danmark vil og skal vi alle arbejde med paa

dette Maal, vie det hele vor Kærlighed, hele vor Forstaaelse:

hvis vi, smaa som vi er, vil hævde os og gaa frem, har vi ikke

Raad til planløs Splittelse, endsige til Snyltere hverken af

Mennesker eller Interesser. Nye Egenskaber vil kræves hos

dem, der staar paa Vagt og fører Samfundet. Nu er der ikke

mere Plads for Blødagtighed og Famlen, nu vil vi kræve

Haardhed uden Raahed, Fasthed uden Kynisme.


De

III.

VORE KRÆFTER

Tider er forlængst forbi, da man kunde opretholde

Troen paa, at Spørgsmaalet om et Lands Storhed var

identisk med dets Arealudstrækning. Udviklingen har gjort

denne Antagelse til Skamme. Industrialiseringen af de for-

skellige Erhverv har gjort disses Trivsel afhængig af Fak-

torer, der i første Grad bygger paa rent menneskelige Egen-

skaber. Over moderne Erhvervsudvikling og da særlig over

den egentlige Industris staar det store Løsen: Dygtighed.

Dette Fænomen og dets stadig stigende Herredømme er det,

der for os betinger Haabet om Fremgang og Storhed, men

som ogsaa stiller de strengeste Krav til vore intellektuelle og

moralske Egenskaber. Udviklingen, der nu til Dags bærer

et Land og betinger dets Kraft og V^ærdi, er knyttet til Egen-

skaber ikke i ens Jord, men i en selv. Men overfor disse

Egenskaber tør vi sige, at Danmark ikke har de daarligste

Betingelser. Hvad der maatte være af Mangler, bliver Spørgs-

maalet om Vilje og ligger hermed indenfor Omraader, vi selv

er Herre over. Stadig maalbevidst Skolen af vore Kræfter,

sund og nøgtern Bedømmelse af, hvad Udviklingen kræver,

og ingen Løben i Blinde efter det første det bedste Slagord,

vil være Betingelserne. Ogsaa her gælder det: Ingen Splittelse

af Kræfter, intet Arbejdsspild, hvis vi vil indvinde, hvad vi

savner i Folketal: ikke Korthuse, men Kendsgerninger, der

kan staa deres Tørn, skal vi bygge, ikke Fraser og Lyrik, men

Sandheder med Rod i den virkelige Verden skal vi følge. Og

den indre Drivkraft skal hente Styrke fra et samlet Folks

Povl Drachmitnn; Forlid og Fremtid. o


34

enige Vilje. Opfylder vi disse Krav, slapper vi aldrig For-

dringerne til os selv, vil vi have Fremtiden i os.

Det i den okonomiske Udvikling tidligere saa domine-

rende Raastofsporgsmaal, der endnu over sin Magt over Sin-

dene, har den tekniske Udvikling trængt stærkt tilbage. Det

vil være nok her at pege paa, at baade den tyske og engelske

Jernindustri i voksende Grad er baseret paa Anvendelsen af

fremmede Jernmalme, væsentlig svenske og spanske, at den

berømte engelske Bomuldsindustri faar sin Bomuld fra In-

dien, Ægypten og Amerika, at den tyske Mølleindustri væ-

sentlig arbejder med fremmed Korn o. s. v., o. s. v., for at vise,

at Raastofrigdom og Produktionsmuligheder ikke er et og

det samme. Kun de allerstørste Riger har overfor den mo-

derne Produktions mangeartede Krav et Flertal af de Stoffer,

de skal bruge. Og selv i disse vil den uhyre Arealudstræk-

ning, der netop betinger Besiddelsen af en saadan Raastof-

rigdom, bringe Raastofproblemet ind imder samme Syns-

punkt, der ellers behersker det: Transportmuligheden. Raa-

stoffer er nu et Spørgsmaal om Fragter og heldig Beliggenhed

for Tilførsel, og overfor de Massetransporter, det her gælder,

viser Skibsfarten en knusende Overlegenhed overfor Jern-

banetransporten, en Overlegenhed, der takket være Maskine-

riets stadig større Driftsøkonomi og Væksten i selve Skibenes

Størrelse er stadig stigende. Men herved er hele dette betydningsfulde

Problem drejet til allerstørste Fordel for os. Med

den enestaaende Beliggenhed, vi ved hele Landets geografiske

Form, vor store Kystlinie, vore udmærkede Havne, tæt ved

de vigtigste Produktions- og Handelslande, har for Tilførsel

af Raa- og Hjælpestoffer, er vi i Virkeligheden stillet, som om

vi havde alle disse Rigdomme lige udenfor vor Dør. Man

tænker ikke dette, før man hører, at f. Eks. Fragterne fra de

skotske og nordengelske Kuldistrikter til danske Havne ikke

er større end til London eller andre Pladser i Sydengland!

Skulde det i visse Henseender dog ikke kunne undgaas, at vi

ved Tilførsler betaler vor Afhængighed, vil det rigeligt opvejes

af de Fordele, der letter vor tilsvarende Udførsel af færdige

Produkter. Hvad dette betyder, vil man forstaa deraf, at Sø-


35

fragten til fjerne oversøiske Pladser fra omtrent enhver By i

Danmark er mindre end den Jernbanefragt, det tyske Eks-

portgods maa betale alene for at komme fra mellemtyske Pro-

duktions-Pladser til Udskibningshavnene Hamborg eller Bremen

*).

Det er disse Forhold, der er Grundbetingelsen for hele

vort materielle Liv, der har gjort det muligt at industrialisere

vort Landbrug efter kæmpemæssig Maalestok og basere det

paa Tilførsel af udenlandske Raa- og Hjælpestoffer med til-

svarende Stor-Eksport. Det er det, der afgiver Grundlag for

vor opblomstrende industrielle Produktion og de Eksport-

muligheder, denne frembyder. Det, der bærer vor Fremtid!

Er de Krav, vor geografiske Beliggenhed saaledes stiller

med Hensyn til Raastofproblemet, opfyldt, gælder da hoved-

sagelig endnu kim to Faktorer i Spørgsmaalet om Nationens

Fremgang.

Den første er Befolkningens Dygtighed, der atter under

et er afhængig af dens Kultur. Men den vigtigste Faktor for

menneskelig Kultur er og bliver Foiketæthed, m. a. O. vor

geografiske Lidenhed er i Virkeligheden vor Styrke. De op-

naaede Resultater m. H. t. aandelig Udvikling, Oplysning,

dybt gaaende Kultivering i hele Folket, vidner hojt herom.

Endelig kommer Tilstedeværelse af saadanne Faktorer,

som virker tiltrækkende for Landet som Arbejdssted. Disse

er klimatiske (ingen Varme, der sløver Energien og tager paa

Helbredet, eller Kulde, som store Dele af Aaret nedsænker os

i Sne og Is, virker lammende paa Mennesker og Arbejde),

geografiske (fra Historiens Morgen har vort Land været Nordens

Arkipelag. Nyere Filologer har endog paavist, at den

hele gotiske og germanske Stamme er udgaaet fra de danske

Øer. Her har Livsvilkaarene tidligst udviklet Kultur og skabt

sejrende Racer. Disse Vilkaar nyder vi stadig godt af. Ud-

viklingen, der har forskudt Tyngdepunkterne, har i Stedet

gjort os velbeliggende for Befrugtningen af Verdenskulturens

Strømninger). Endelig kulturelle og ikke mindst sociale, der

•) Alex. Foss: 'Danmark som Industriland«. København 1912.

3*


36

har saa uhyre Betydnuig for Udviklingen af Sundhed og Til-

fredshed i et Folk. De første Betingelser er omtalt, og m. H. t.

de sidste tør det hævdes, at vi — i de store Linier — maaske

frembyder sundere Forhold end noget andet Land. Vi ser

saaledes, at vi i alle disse Retninger er saa gunstigt stillet,

som det maaske overhovedet er muligt.

Dette er Fundamenterne for vor Udvikling. De er baade

i Stand til og beregnet paa at bære langt større Bygværker

end dem, vi plejer at forestille os som Grænsen for vor Yde-

evne. Saa langt fra at være Askepot, er vi snarere et særligt

begunstiget Folk. Bevidstheden herom bør gennemsyre vort

daglige Liv, give Lyst i vort Arbejde og Rygrad i vor Hold-

ning. Vi er smaa, men vi er ikke svage.

I Kraft af hvad andet, end de her nævnte Egenskaber,

tror man ellers, vi kunde frembyde det i Verdensøkonomien

maaske enestaaende Eksempel, da vi i 1880'erne formaaede

at lægge hele Kernen i vor Nationaløkonomi om, den Gang

Konkurrencen fra de oversøiske jomfruelige Kornlande væl-

tede ind over det gamle Evropa, takket være Udviklingen af

de oversøiske Jernbanenet og Skibsforbindelser? Gennem hele

Historien ser vi, hvorledes rige Lande rammes af Udviklin-

gens Strømkæntringer — og distanceres. Vi opbød vore Kraft-

reserver og tog fat paa en anden Bov — uden at gaa til de

livs- og produktionsfordyrende Kunstmidler, hvormed man

andre Steder red Stormen af. De Kræfter, der vilde rende os

ned, tog vi simpelthen i vor Tjeneste, udnyttede dem! Fortsættelsen

af en ekstensiv Drift af Kornavl, som vi den Gang

levede paa, havde for at betale sig krævet Arealer mange

Gange større end Danmark. I Stedet lagde vi over til animalsk

Forædlingsproduktion ved lykkelig Samvirken mellem

Videnskab, Landbostand og Handel, og baseret netop paa de

fremmede Korn- og Foderstoffer, hvis Billighed havde ramt

vor tidligere Drift. Vi satte vor Afhængighed af vort Areal

ned og af vor Dj'gtighed op. Resultatet var en saa meget

stærkere Udnyttelse af vor Hjemlands Jord, at vort nuvæ-

rende industrialiserede Landbrugs aarlige Produktionsværdi

er 5 Gange større end de gamle Driftsmetoders omkring 1875.


37

— Siden har vi tilmed formaaet at lægge Grund til en ny

Udvikling, hvor de her nævnte Principer fremtræder fuldt

koncentreret, nemlig i industriel Henseende, hvorom senere.

Lad os for fuldt at forstaa disse Problemer kaste et Blik

paa vore nordiske Brodrenationer, som vi saa ofte baade af

dem og delvis af os selv hører fremstillet som de begunstigede

Fremtidsfolk, og se, hvad de har ud af deres uhyre Arealer.

Sveriges Folkemængde udgor ca. 5,7 Millioner med en aarlig

Tilvækst af 0,73 pCt., Norges ca. 2,5 Millioner med en aarlig

Tilvækst af 0,75 pCt., Danmarks ca. 2,9 Millioner med en

Tilvækstprocent af 1,08. Danmarks aarlige Vækst er altsaa

ikke saa lidt stærkere end de to andre Landes. Folketætheden

pr. km* udgør i Danmark 66, i Sverige 12, i Norge 7. Hvis

man altsaa ikke betragter nøgne Fjeldvidder, uvejsomme

Skove, Sumpe og Ødemarker, men Mennesket som den drivende

Faktor i Landenes Udvikling, vil man ikke kunne

nægte vor Overlegenhed. Det dyrkede Areal udgør i Sverige

35,000 km% i Danmark 30,000 km', i Norge 5,300 km=. Ud-

regnet pr. Indbygger er vor Overvægt uhyre. Nationalformuen,

der er et Billede paa Landets økonomiske Kraft, viser

samme Billede. Den udgjorde i Norge (1900) 3 Milliarder Kr.

eller pr. Individ 1350 Kr., i Sverige (1898) 9 Milliarder Kr.,

pr. Individ 1770 Kr., i Danmark (1900) 7,2 Milliarder Kr.,

pr. Individ 2800 Kr. *) Senere nøjagtige Sammenligninger

kan ikke foretages. Tallene er stegne, men uden at det ind-

byrdes Forhold er undergaaet væsentlig Forskydning. Det

kan dog blot tilføjes, at Norges Nationalindtægt for faa Aar

siden ansattes til 600 Millioner Kr. aarlig, medens Danmarks

samtidig ansloges til 1 Milliard Kr. Skarpest fremtræder dog

Resultaterne af vore økonomiske Fortrin og vor Udnyttelse

af disse i en Sammenligning over de tre Landes Omsætning:

Norges Indførsel (i 1913) udgjorde 552 Mill. Kr., Danmarks

855 Mill. Kr. og Sveriges Hgeledes 855 Mill. Kr., medens Nor-

ges Udførsel udgjorde 392 Mill. Kr., Danmarks 721 Mill. Kr.

og Sveriges 819 Mill. Kr. Vi er altsaa langt forud for Norge i

•) Aschehoug: •Socialokonomik«, Kristiania 1910.


38

Omsætning og næsten paa Højde med Sverige. I relative Tal

ændres dette yderligere i vor Favør, thi omsat pr. Individ

udgjorde Omsætningen i Danmark 563 Kr., i Norge 387 Kr.

og i Sverige 299 Kr.

Naar da baade Sverige og Norge gaar igang med at opbygge

deres Fremtid med saa stor Tillid, som vi kender, hvor

stor Værdi maa da ikke Bevidstheden om vore Kræfter kunne

yde os i vort Arbejde? Vi ynder at tale om, at vi ikke har

Plads til mange Mennesker. Vi har Plads til akkurat saa

mange, vi selv vil. Vi har derimod ikke Raad til hvert Aar

at sende ca. en Femtedel af vort Fødselsoverskud til Ame-

rika. Og det har vi hidtil gjort.


Vi

IV.

ET STØRRE DANMARK

har nu set, hvorledes de materielle Betingelser for et

sttirre Danmark er i den mest udmærkede Orden, men

ogsaa hvorledes de nøje er sammertknyttet med rent psyko-

logiske Momenter. De Kræfter, der skal skabe vor Udvikling,

maa derfor komme fra forskellig Side, men sammenarbejdes

i en afgørende Enhed. Ingen af Opgaverne vil i Længden

kunne løses tilfredsstillende som isoleret, og det er denne

midtpunktsamlende Kraft, der skal være selve Rygraden i

vort Liv, vi hidtil har undværet. Det nye Danmark er et

System, hvori mange Led og mange Kræfter arbejder sam-

men, befrugtende og berigende hinanden i gensidig Veksel-

virkning, og hvori ingen Faktor kan undværes uden at

svække det hele.

At belyse disse Kræfter under denne Synsvinkel skal i

det efterfølgende være vort Maal.

MATERIELLE MOMENTER

Erhvervene. Den Betydning for Danmark, Landbruget

repræsenterer, behover ikke nærmere at uddybes. Vi tænker

ikke saa meget her paa Landbruget som »det største Er-

hvervs, »det bærende Erhverv«, »vor naturlige Næringsvej«

o. s. v., hvilke Betegnelser vi har hørt tilstrækkelig tit, men

vi vurderer Landbruget efter den Mulighed, det sidder inde

med, ligegyldigt om det beskæftiger nogle Procent mere eller

mindre af Befolkningen. Vi ser det under Synsvinklen af

Repræsentant for den danske Kraft, der mødte Verdenskul-


40

turens brusende Stormflod og bød den Trods. Vi ser det som

Udtryk for den danske Aand, der som den stormpiskede Klitplante

forstaar at bøje sig efter den herskende Vind, men

aldrig slipper sit sikre Tag i den Jord, den paa samme Tid

ernærer sig af og har til Opgave at skærme. Vi skal ikke

nægte, at i denne store Omlægning baade Videnskaben, (navn-

lig for Smørfremstillingens Vedkommende), Tekniken og

Handelen, der alle satte Ryg til, havde deres store Betydning

og Landbruget selv bør heller ikke glemme det — men

uden en vaagen, intelligent Karakter, uden en sejg Udholdenhed

hos Landboerne selv havde Forandringen ikke kunnet

foretages. Den Betydning, Folkehøjskolerne havde herover-

for, skal blot antydes. De repræsenterer i denne ene Sag det,

hele vor Kultur skal betyde for os i vor forøgede Udvikling.

Den anden Faktor, Karakterens Paalidelighed, laa i Menneskene

selv, og den vil vi arbejde videre med og udvikle som

den Arv, der gaar gennem vort Folks ældgamle Historie.

Landbruget brødføder nu ca. 1 Million af vore næsten

3 Millioner Indbyggere og staar med en Produktionsværdi af

1 Milliard Kr. aarlig og med en Eksportværdi af over 600

Millioner Kr. Hvorledes disse kæmpemæssige Tal har kunnet

skabes, har vi før nævnt. Hvorledes de vil blive i Fremtiden,

er ikke let at sige, men hvorledes Forholdene end kommer

til at stille sig, vil det være klart, at en Faktor, der har vokset

sig saa stærk som vor Landbrugseksport, ikke er nem at

knække, fordi den ikke er nem at undvære. Og dansk Landbrug

er blevet klogt af Skade. Da det i sin Tid mistede sin

tidligere store Korneksport, fordi konkurrerende Varer af

samme Art kom fra fjerne Verdensdele og ødelagde dets

Chancer, indsaa man, at hvis man skulde undgaa lignende

Kalamiteter, maatte man væk fra dette at producere samme

Vare, som en hvilken som helst Landboer i en hvilken som

helst Krog af Verden kunde lave efter, og man gik med Energi

løs paa den Vej, som er Vejen for aj dansk Virksomhed, der

nu har Betydning, nemlig at give sine Produkter Kvalitets-

prceget, gore dem til noget for sig, gøre dem bedre end andre

af samme Slags. Heri vil vort Landbrug have den indre Kraft,


41

(ler skal tore det frelst gennem kommende Tider, selv om

atter Storme maatte sætte ind mod dets Omraader.

Men skal dette lykkes, skal yderligere Fremgang sikres

maaske under vanskelige Forhold, maa Landbruget til Gen-

gæld tage Lære af Tiden og koncentrere sine Interesser og

Kræfter og frem for alt ikke fortsætte den nyere, skæbne-

svangre Bevægelse mod at ville have Part i alt, hvad der paa

nogen Maade berører dets Interesser. Vi ser det Særsyn, at

dansk Landbrug foruden sine Handelsforretninger for Ind-

førsel og Udførsel anlægger Fabriker, Banker og Detailhandeler

i stor Maalestok. Vi ved godt, at denne Bevægelse —

Forbrugernes Overtagelse af Produktionen, som den kaldes —

er Genstand for næsten religiøs Kultus ikke blot i Landbruget

selv, men i store Kredse af det øvrige Folk, der ellers staar

den samlende og nationale Bevægelse nær. Og dog skal det

siges, at der aldrig har været farligere Bevægelse i Danmarks

Økonomi, fordi den kun er egnet til at svække, fordi den er

det modsatte af, hvad Tiden forlanger af Arbejds- og Kraftøkonomi.

Selv om man ikke vilde træde i Skranken for de

andre Befolkningsklassers berettigede Interesser — der er dog

2 Millioner Ikke-Landbrugere — maatte man udtale denne

Fordømmelse for Landbrugets egen Skyld. Et gammelt Ord-

-sprog siger, at '»man ikke skal gabe højere, end at man kan

lukke Munden igen«. De usikre Situationer, vort Landbrug

gaar imode sammen med os andre, bør tilskynde det til frem

for alt at begrænse sig, at koncentrere sig, thi kun herved

vindes den virkelige Styrke, sikres Fremtiden. Men er denne

Bevægelse saaledes farlig for Landbruget selv, er den end

mindre betryggende for vore andre Erhverv — for hele vort

Samfunds Sundhede Den er mere end ensidig, den er urigtig.

Den kæmper i Forbrugernes Navn, men notabene kun for

saa vidt Forbrugerne er Landbruget selv. Thi Smørret, Flæ-

sket og Mælken sælges jo ikke efter Priser, der kim er ind-

rettet efter Hensyn til Forbrugerne. Men Landbrugets inden-

landske Forbrugere, dem der udgør den faste Kerne i hele

dets Afsætning, er jo netop dem, der lever af de andre Er-

hverv, hvis Interesser det er, Landbruget altsaa nægter at


42

anerkende. Et fuldstændigt Dilemma er i Virkeligheden Kon-

sekvensen af denne Bevægelse. Sæt den greb om sig ogsaa i

andre Erhverv, da kunde man se Industrien og Byerhvervene

— Forbrugerne af Landbrugsartikler i det hele — slutte sig

sammen og oprette deres egne Mejerier, Mælkeforsynings-

anstalter og Slagterier. Sæt Skibsfarten organiserede sig og

overtog de Landbrug, hvis Produkter den nu besørger eksporteret,

eller hvis Tilførsler den muliggør. Det vilde jo være

ligesaa berettiget, som at Landbruget nu overtager de Fabriker

— Margarine-, Skotøjs-, Cement-, Gødnings- o. s. v. —

af hvis Produkter det er Køber, eller de Handels- og Fragtvirksomheder,

der forsyner og betjener det. Paa denne Maade

vilde den frie danske Landbostand synke ned til at være lejede

Arbejdere eller formodentlig foretrække at udvandre og blive

erstattet af fremmed Arbejdskraft. At dette ikke vilde ske

uden vældige, for Landet ruinerende Kraftprover og være til

national Ulykke, er en Selvfølge. Hermed er kun udkastet

et Fantasibillede, men unægtelig et Billede, der hurtig paa-

trænger sig en, naar man gennemtænker Konsekvenserne af

denne Bevægelse. Man mindes den gamle Fabel om de for-

skellige menneskelige Organer, der gjorde Oprør mod hin-

anden; hver for sig troede sig mest uundværlig, hævdede sine

Interesser som de vigtigste: Maven, Hjertet, Hjernen, Benene,

Armene o. s. v.

Sammenslutninger paa de Omraader, der er naturlige for

Landbruget ved selve Produktionen af Smør, Flæsk o. s. v. i

vore Andelsforetagender, er kun gavnlige, og deres Betydning

skal ikke underkendes. Men alt har sin Begrænsning, og at

ville udvide dette Princip til ogsaa at gælde Fremstilhngen af

de Produkter, Landbruget er Køber af, overhovedet at ville

lægge alt ind under sig, man arbejder sammen med, er daarlig

Politik og endnu daarligere Nationaløkonomi. Det er en Mis-

forstaaelse af hele den moderne økonomiske Udviklings

Grimdlov. Det er et Brud paa Principet om de forskellige

Arbejdskræfters gensidige Samvirken. Ligesaa vist man maa

producere, før man kan forbruge, maa Produktionens beret-

tigede Interesser selvsagt ikke sættes til Side for Forbrugets.


43

Men del er dette, den nye Bevægelse i Virkeligheden gor. Men

selv om man vilde lukke Øjnene herfor, og mene det lige-

gyldigt, hvem der drev Landets Fabriker, vil man gøre sig

skyldig i den storste IJegrebsforvirring, hvis man tror, der

for at opbygge virkelig levedygtig Industri nu til Dags kun

udkræves en Samling Forbrugere. Saa let gaar det ikke, og

derfor vil den nye Bevægelse kun opnaa at odelægge, ikke

at opbygge. Landbruget vil sprænge sig selv derpaa og blot

anrette ubodelig Skade paa de Omraader, det angriber. Ingen

af vore Virkekræfter taaler at beskæres. Frem for at give sig

Teorier og » Bevægelser c^ i Vold, der ser saa helt anderledes

ud paa Papiret end overført i den virkelige Verden, bør vort

Landbrug arbejde videre paa sit eget Omraade og frem for alt

konsolidere sig. Her ligger Landbrugets fornemmclige Op-

gave; de store Laan, det arbejder med, er dets svage Punkt.

Saa længe det endnu findes, synes Tiden overhovedet ikke

at opfordre til Fastgørelse af yderUgere, laante Kapitaler. Det

vil svække hele det Fundament, vort Landbrug er opbygget

paa, og paa hvilket det har naaet saa glimrende Resultater,

der ikke blot belonner, men ogsaa forpligter. Langt rimeligere

var det, om Landbruget omsider vilde skænke Hjemme-

markedet — dette faste Støttepunkt for al Eksport — større

Opmærksomhed end hidtil. Og Hjemmemarkedet, hvad er

det andet end de øvrige Erhverv? Ingen af os maa længer

være »sig selv nok«.

Det kan til en vis Grad forklares, hvorledes vort Landbrug

er kommet ind paa denne lidet gennemtænkte Vej. Det

laa ikke for det at hvile paa sine Laurbær, og efter den Kul-

mination — ikke i Tal, men i Kraftopbydelse — der maatte

følge, da hele den nye l-dvikling var kommet ind i sikkert

Spor, virkede saa at sige automatisk, saa det sig om efter

nye Virkefelter. Men herved har Landbruget selv tilfulde

godtgjort, at vort Folk nu sidder inde med et Kraftoverskud,

og det er dette. Nationen vil kræve anvendt i de nye Opgaver,

der venter. Den tekniske Begavelse, den ligefrem industrielle

Trang, der bor i vort F'olk, kræver at anvendes ikke til usikre

Eksperimenter, men efter anerkendte Principer, ad Veje, hvor


44

Resultaterne er givne, hvor Sejren venter til Fordel for den

enkelte og alle. Den Udvikling, Landbruget opviser, gennem-

industrialiseret baade i Drift og Omsætning, peger direkte

mod den egentlige Fabriksindustri som den Erhvervsgren,

der er naturlig for vore Evner og vor Karakter. Der er her

ikke Tale om en Forskydning til et nyt Tyngdepunkt, men

om Dannelsen af et yderligere. Om disse to Grundpiller,

Landbrug og Industri, vil det øvrige Samfund gruppere sig

rigt og stærkt. Denne Bevægelse er allerede i fuld Gang, og

det er godt, den er det. Man staar bedre paa to Ben end paa

et, og vi vil faa Brug for at staa fast.

Industrien er saa ung i Danmark, saa mange endnu ikke

regner den for noget, og dog saa gammel, at Oldfundene i

vor Jord viser, at industriel Dygtighed fra Historiens Morgen

har været et Grundtræk hos Danernes Folk. I det store Gen-

rejsningsarbejde, der fulgte efter vor sidste ulykkelige Krig,

er det forstaaeligt, at Udviklingen i Landbrug, i Samfærdsel

og Handel, Nyorganiseringen af vort kulturelle Liv o. 1. var

det, der først maatte lægge Beslag paa Nationens Arbejde.

Først efterhaanden som nye Kræfter kom op og gamle blev

frigjort, kunde Danmark for Alvor træde ind i moderne In-

dustriudvikling. Og i en ny Jernalder brød aartusindgamle

Kræfter frem igen og gjorde, at vor nyindustrielle Udvikling

baade blev sund og stærk. Med rivende Fart udviklede Industrien

sig, indtil den nu giver Brød til godt 750,000 Menne-

sker, beskæftiger 350,000 og aarlig frembringer Varer af ca.

700 Millioner Kroners Værdi. Efter at have arbejdet sig til-

rette, indstillet sine Kræfter, har den i de senere Aar kunnet

opvise en stigende Eksport, der alene i de sidste 4 Aar før

Verdenskrigen fordobledes i Værdi og nu udgør 75 å 100 Mil-

lioner Kroner aarlig.

De før omtalte Forhold, der stiller Raastofproblemet saa

heldigt for os, skønt man skulde tro det modsatte, og vore

egne Egenskaber er det, som afgiver Basis for denne Udvikling

*). Den er som nævnt Krystaliseringen af den Bevæ-

*) Ofte vil tilmed vort Raastofproblem indskrænke sig til et rent

Brændselsproblem, thi hvor mange af vore største Industrier er ikke


45

gelse, der har fart Landbruget frem, og her er ingen andre

Grænser end dem, vi selv sætter. Her er vor Ekspansion, vor

Fremtid frem tor alt. Alle de Industrier, der nu er store og

levedygtige hos os — og det er efterhaanden ikke t'aa — er i

et og alt Beviser paa, hvad denne Bevægelse bunder i, og hvor

den peger hen. Ogsaa her gaar vi frem under Kvalitetspræ-

gets Mærke, det som genfindes overalt lige fra vore Kunst-

industrier til de vægtige Maskinindustrier, fra Tallerkenerne

til Motorskibene, fra Ter-Elementerne til Cementovnene, fra

Kablerne til Fodtojet. Det er vel sandt, at vi ingen Grube-

og Mineindustrier har til Underlag for vort Arbejde, men i

Stedet har vi Transportapparater og Kraner staaende parat

ved vore Bolværker og Brygger, har vi vor dygtige Skibs-

flaade og frem for alt Havet, Havet overalt. Det er vor Er-

statning for Gruber og Miner. Det gør, at vi aldrig fristes til

at lægge os til Ro paa de Rigdomme, man blot har at grave

op af Jorden; det gør, at vort Arbejde ikke blot bliver et

Spørgsmaal om stærke Arme, men om stærke Hjerner; det

gør, at vi slipper for Montanindustriernes lidet heldige Virk-

ninger i social og folkehygiejnisk Henseende.

For imidlertid fuldt ud at kunne udnytte vore industrielle

Muligheder er det nødvendigt, at vi gaar frem ledet af den

mest rationelle Udnyttelse af de givne Kræfter, som tænkes

kan. Det Kraftspild, som er enhver Planløsheds Følge, har

vi ikke Raad til. Ikke øjeblikkelige Tilskyndelser og Konjunkturer,

men Beregninger paa langt Sigt og paa Grundlag

af sikre og indgaaende Undersøgelser baade af, hvad vi mag-

ter indadtil, og hvad der kræves udadtil, bør være vor Lede-

traad. Det er værd at fremhæve dette, fordi den Eksport-

baseret paa" Udnj'ttelsen af indenlandske Raastoffer: Cementindustrien,

der allerede eksporterer Halvdelen af sin Produktion, og hvortil store

Forhaabniuger kan knyttes. Lerindustrien, der er saa omfattende og af

saa stor Betydning for By og Land, vor Bryggeriindustri, der horer til de

førende i Verden, vor fortrinlige Læderindustri, vor velordnede Sukker-

industri, der baade spreder Rigdom til landbrug og Industri og har saa

stor Betydning for hele Folket, Dele af vor keramiske Industri, af vor

Træindustri, af vore kemiske Industrier, vor Kridt- og Stenindustri o. s. v.


46

feber, der delvis er opstaaet under Krigen, ikke i al for høj

Grad har været præget heraf. De Omraader, hvorpaa vi bør

koncentrere os, bør vælges saaledes, at de ikke blot isoleret,

men ogsaa nationaløkonomisk set giver det størst mulige Ud-

bytte. Opbj'gningen af vor Industri bor følgelig ske saaledes.

at dens enkelte Grene supplerer og støtter hinanden. Kun

herved opnaas den faste Sammentømring, der skal gøre den

udviklings- og modstandsdygtig. For de enkelte Industri-

grene vil det atter gælde ved gennemført Specialisering at

opnaa Levedygtighed. Det vil atter forudsætte den fornuftige

Begrænsning i Konkurrencen, som selve Forholdene i et mindre

Land tilskynder til. Og frem for alt bør det ikke være

saaledes, at en Industri, naar den maaske efter lang og møjsommelig

Kamp endelig er naaet op til virkelig sund Blom-

string, bor være udsat for at blive undergravet af sine egne

Landsmænd, f. Eks. i Kraft af den nylig omtalte »Forbrugs-

politik (-Bevægelse, endsige ved Krav om Statsmonopol,

Skattepaalæg el. lign. En Ting, maa vi huske, vil fremtræde

med forøget Styrke efter denne Krig, hvor alle Folkene vil

og maa soge at rive det mest mulige Arbejde til sig: hvis man

ikke gør Vilkaarene i vort Land saaledes, at de virker tiltrækkende

for de produktive Kræfter, vil vi simpelthen opleve i

Stedet for den Fremtid, vi burde kunne faa, at se baade vore

Fabriker, vor Kapital og vore Arbejdere udvandre til Steder,

hvor der venter dem bedre Udbytte af deres Virk en. Dette

er et Moment, der ikke tilstrækkelig kan fremhæves. Men en

saadan Aareladning vil bringe hele vort økonomiske og na-

tionale Liv i Fare, og alle Erhverv, alle Partier har Pligt til

at staa solidarisk heroverfor.

Foruden de egentlig produktive Erhverv rummer vort

Erhvervsliv endnu to vigtige Faktorer: Handel og Skibsfart.

For dem begge gælder det, at deres Udvikling har været fuld-

stændig naturlig under Hensyn ikke blot til Landets geogra-

fiske Beliggenhed, men ogsaa til Hovederhvervenes ovenfor

skitserede Arbejdsmaade. Danmark er et Omsætningsland

poT excellence. Stottet herpaa har vor Handelsstand ved sin

Dygtighed forstaaet at udvide sine Felter, og særlig for Kø-


47

benhavn har Storhandelen som bekendt altid været en vigtig

Faktor. Den har ingenlunde været begunstiget af Toldforhold

t). 1. i Øslersoens andre Lande, men den iiar modt Van-

skelighederne ved at skierpe Kravene til sig selv, og byggende

paa vore glorvaMdige Traditioner staar vi endnu den Dag i

Dag som Nordens forsto Handelsfolk *). Til den videre Ud-

vikling heraf, naar fredelig Omsætning atter indtra>der, stiller

man som bekendt store Forhaabninger, men ogsaa disse vil

kun honoreres, hvis vi lægger den største Dygtighed og Energi

for Dagen. For denne Udvikling — og dette gælder ogsaa

vor industrielle — vil det imidlertid være af afgørende Be-

tydning, at vi kan bygge paa den nødvendige Kapitalkraft.

Vor Bankverden er sund, men skal den opfylde sin Mission,

maa den indenlandske Opsparing fremmes ganske overor-

dentlig. Der er imidlertid ingen Tvivl om, at dette kan lade

sig gøre. Vi er et rigt Land, men vi har rigtignok hidtil haft

Tilbøjelighed til at bruge vore Midler fuldt ud. Hvis vi heri

foretager en Forandring, vil Løsningen af det finansielle Problem

være sikker. Under Hensyn til Daasnarks omtalte Ka-

rakter som Omsætningsland vil man endvidere forstaa, af

hvor stor Betydning det har været for vort Land at have sin

egen Skibsflaade til at besørge vore Til- og Udførsler samt

vor indenrigske Trafik, hvilket ikke mindst burde være gaaet

op for os under den nuværende Situation. Ikke blot i vor

egen Tjeneste, ogsaa i Fart paa fremmede Lande har vor

Skibsfart imidlertid gjort sig nyttig. Vore dygtige Tramp-

rederier besørger nu en meget vigtig Del af Østersøens og

Nordsoens Trafik, og i adskillige af disse Haves Havne kommer

den danske Skibstrafik i Rækkefølge umiddelbart efter

vedkommende Havns eget Nationalflag. Sluttelig har den

nyere Tid genbragt os det System af oversøiske Linier, der i

tidligere Tider bragte saa store Rigdomme til vort Land. Disse

*) Til Belysning af I\obcnliavns Stilling som ledende Handels- og

Havneplads i Norden tjener følgende Statistik: I 1913 udgjorde den ind-

gaaede Skibstrafik i: Kobenhavn 5,7 Mill. Keg. Tons, Stockholm 3,2 Mill.

Reg. Tons, Gøteborg 2,7 Mill. Heg. Tons, Malmø 2,6 Mill. Reg. Tons, Riga

2,1 Mill, Tons, Petrograd med Kronstadt ca. 2 Mill. Reg. Tons.


48

Liniers videre Udviklingsbetingelser skal vi straks komme

tilbage til.

Kommer Handel og Skibsfart end ikke i første Række,

naar Talen er om Evne til at beskæftige Folkeforøgelsen, vil

man dog have forstaaet deres uhyre nationaløkonomiske Betydning

for Begrebet: et større Danmark. Gennem dem ud-

vider vore Horisonter sig naturligt, og ved deres Hjælp sættes

vi i Stand til at koncentrere os om de Opgaver, der skal føre

os frem. Som Fremtidsmaal maa det derfor gælde for os om

ikke paa nogen Maade at svække disse Erhverv eller unddrage

dem vor Interesse. Overfor dem begge er en stærk Kon-

kurrence vokset op fra vore Nabofolk, og alle maa vi sætte

Ryg mod Ryg, hvor det gælder at bevare en førende Stilling

for dansk Foretagsomhed og dansk Arbejde.

Den betydningsfulde Opgave: at bringe Balance tilveje i

vor Handelsomsætning med Udlandet, var det inden Krigen

som bekendt ikke lykkedes at løse. Til Trods for, at Land-

brugets Eksport er vokset mægtigt i de senere Aar, er vor

Handelsbalance blevet stadig forringet. De ekstraordinære

Forhold har nu bragt en foreløbig Bedring. Vi bør glæde os

over den Konsolidering, der herved er vundet, men det maa

ikke skygge for den Kendsgerning, at har vor Landbrugseks-

port hidtil ikke været i Stand til at bevare Balancen alene,

vil den selv i bedste Tilfælde ikke heller blive det fremtidig.

Der er da kun to Veje at gaa for at skabe den Sundhed for

hele Samfimdets Trivsel, der er afhængig af, at vi ikke fra

Aar til Aar forøger vor Gæld til Udlandet, nemlig Udvidelse

af den indenlandske Produktion og Oparbejdelse af industriel

Eksport. Ved i saa stor Maalestok som mulig at erstatte de

dyrere indførte Færdigprodukter med de billigere Raavarer

og Halvfabrikata, selv overtage disses Forarbejdning for Forbrug

og Eksport, kan vi modvirke de sidste Tiaars farlige

Bevægelse. Der er Grund til at haabe, at Forstaaelsen for

dette alvorlige Problem er voksende, men unægtelig er det

ogsaa paa Tide, at fuldstændig Klarhed indtræder, thi den

udenlandske Konkurrence, vi kommer til at kæmpe med efter

Krigen, skal nok gøre sit til at stille Sagen paa Spidsen. Da


49

ga'ider det at lade gamle Teorier og kortsynet Egoisme fare

og sætte de fælles Hensyn, hvortil ens egen Skæbne dog til

syvende og sidst er knyttet, i Hi)jsædet. Og Krigen har jo

ikke været nogen daarlig Læremester i Retning af at fremhæve

Betydningen af at have sin indenlandske Produktion saa

sta>rk som mulig.

Industrien er karakteristisk ikke blot ved sine mægtige

Arbejdertal, hvorved den kan skafl'e Arbejde til den voksende

Folkemængde, som vort Landbrug alene ikke vil kunne sys-

selsætte, men ogsaa ved sine utallige Sidevirkninger, ikke

mindst overfor vor Skibsfart og Handel, alle vore Byerhverv

i videste Forstand. Med den Forskydning, der er indtraadt i

\erdensomsætningens Teknik, staar bag Nutidens Storhandel

(le eksportdygtige Industrier som den mægtige Ballast. Med

den ejendommelige ensidige Udvikling af vor Landbrug.seks-

port er det derfor for LMviklingen af dansk Storskibsfart og

hermed Storhandel af afgørende Betydning, at der skabes

denne Betingelser gennem Udvikling af eksportkraftige Indu-

strier, der med deres Produkter kan afgive Returbasis« for

oversøiske Linier. De sidste 15 Aars Udvikling belyser dette

bedre end noget: tag en udpræget Eksportindustri som vor

Cementindustri, og man vil se den mest frugtbare gensidige

Vekselvirkning mellem denne og de oversoiske Linier, der i

den nyere Tid er etableret herhjemme. Thi det er ikke nok,

at vi har Gods at fore til Danmark, vi maa ogsaa have Fragt

at byde fra Danmark, hvis ikke Bevægelsen skal blive hal-

tende og Skibslinierne mellem Skandinavien og oversøiske

Pladser forbeholdes vore Nabofolk. Men uden saadanne

Skibsforbindelser vil vor Stabel- og Transithandel, vor hele

Stilling som Østersoens Hovedplads sygne hen, og dog er saa

store og berettigede Forhaabninger knyttet netop til vor Stor-

handel, den der uden kunstig Slotte og Hjælp har kunnet ar-

bejde sig op paa Siden af Udviklingen i andre Lande, hvor

Subventioner og Understøttelser af alle Slags har kendetegnet

denne Udvikling. Den er det, som atter har knyttet Traade

fra Verdenshandelens Spindelvæv til Danmarks Hovedstad,

bringende os et forja^ttende Genskin fra hine Tider for kun

PoTl Drai'liinann: Korlitl og l'remliil.

^


50

godt et Aarhundrede siden, da København var Nordens og

Østersøens Centrum, og Dannebrog vistes paa fremmede

Have i en Handel, der skaffede den Tid Tilnavnet Den glim-

rende Handelsempire «.

Og i dette Skær af en ny Morgenrodme møder vi Aanden

i moderne Imperialisme, Tidens store Arbejdsevangelium. Thi

som vi foran viste, Nutidens Arbejde er andet og mere end

Røg, Spektakel og Snavs, som saa mange herhjemme endnu

er tilbøjelig til at mene. Det er Vejen mod større Linier og

Tanker, der forlænger vore Perspektiver udover Kloden, en-

ten vi nu følger en af vore stolte Oversødampere paa dens

Vej, eller et dansk Telegrafkabel i sin verdensomspændende

Længde, tænker paa vor Olieindustris Kopra-Faktorier paa

fjerne Sydhavsøer, paa Plantagerne i Østen eller paa danske

Maskiner, der arbejder i Cementindustrierne i selv de fjer-

neste Verdensegne, paa Værktøjsmaskiner, der snurrer i Ki-

nas Fabriker, paa alt det, dansk Dygtighed og Energi har

bygget op derude i den store Verden. Overalt møder vi Jublen

fra vort Flag og fra Bevidstheden om, at danske Mænd, at vi

selv er med i det store Verdensarbejde. Og vi føler det, som

om hver Maskine, hver Vare, vi sender ud, er et lille Stykke

Danmark, vi lægger derude, og som forlænger vore Horisonter

og gør os større. Og det er denne Følelse, vi trænger til og

tørster efter. Tager man dens Kraft fra os, vil vi være lammede

som en stækket Fugl, vil vi sygne hen og opsluges af

de stormende Bølger, der langt frem i Tiden vil skylle hen

over vor Jord. Giver man os den, vil vi styrkes og staalsættes,

vil Blodet strømme stærkere gennem vore Aarer og hele vort

Liv faa ny Kraft.

Vi har nu betragtet de materielle Momenter, der gør sig

gældende i det Problem, vi beskæftiger os med, og vi vil derefter

vende os mod saadanne Faktorer, der i første Række

kan tjene til at fremme disse Momenter.

Her mødes man straks af Kravet om faglig Dygtighed.

Arbejdet herfor er paa Forhaand begunstiget i Danmark ved

den fortrinlige almene Oplysning, ved Folkekarakterens Vaa-


51

genhed, og som bekendt fremviser den nyere Tid ogsaa en

ualmindelig Korstaaelse l'or denne Sag baade i Ord og (ier-

ning. Men vi niaa iieller aldrig l)live trætte, thi skal vi søge

vor industrielle Overlegenhed i fortrinlige Produktioner, er

det klart, at Dygtighed fra overst til nederst maa gøre Ud-

slaget. 1 naturlig I'orbindelse hermed kommer Arbejdersporgsmaalct

i Betragtning. Hele den her skitserede Bevæ-

gelse forudsætter saa klart en nøgtern Udvikling af vore Ar-

bejderforhold, at ingen nærmere Udredning behøves. En Van-

skelighed vil man dog niaaske kunne paapege, nemlig Ind-

flydelsen af vore Arbejderes Psykologi overfor Overgangen til

større Arbejdsintensitet, som Konkurrencen ganske af sig selv

vil tvinge os ind paa. Men faar man først udredet de hertil

sigtende moderne Arbejdsmetoder ikke som tarvelige Bestræ-

belser for Arbejderudbytning« og deslige, men som den højeste

Stra'ben just efter at give Arbejdet sin rette Værdi, undgaa

Spild af Kraft og med de mindst mulige Anstrengelser at op-

naa det største Resultat, vil Erfaringerne hurtig vise sig til

Gavn først og fremmest for Arbejderklassen selv. Selvfølgelig

vil ogsaa Socialismens ensidige Fremhæven af Betjdningen

af Arbejdsudbyttets Fordeling kunne blive en Hemsko for

vor Arbejdsiver. Her som overfor Andelsfolkenes ensidige

Forbrugersynspunkter maa det fremhæves: først Produktion,

saa Fordeling og Forbrug. Begynder man at strides om de

to sidstnævnte Problemer og forsømmer det første, er Resul-

tatet givet. Alligevel tor man med Tryghed se paa vore frem-

tidige Arbejderforhold. Den Nøgternhed og Paalidelighed, der

inderst inde kendetegner den danske Arbejder, vil ikke fornægte

sig. Dette bekræftes af de sidste Tiders glædelige Tegn

paa, at Forstaaelsen af en kraftig indenlandsk Produktions

Betydning ogsaa klart opfattes af vore Arbejderførere, mindre

maaske af dem, der skriver i Aviserne, end af dem, der hand-

ler. Og sidst, men ikke mindst, gør her Underlaget for hele

det moderne Arbejderspørgsmaal, nemlig den sociale Udvik-

ling, sig gældende. At vi imidlertid i saa Henseende sikkert

er endog meget heldigt stillede, er før paapeget. Det er utvivlsomt

ogsaa dette, der giver sig Udslag i den enestaaende Ord-


52

ning af Industriens Arbejderforhold her til Lands, der fun-

gerer under fuldstændig lovordnede Forhold og Former, og

som kun er muligt i et gennemkultiveret Folk. Vore Arbejds-

giver- og Arbejderorganisationer er relativt set de stærkeste i

Verden. Paa deres frivillige System af Overenskomster og

»Grundlove« for Arbejdsforholdene har Staten kunnet bygge

videre med sin Voldgiftsret, der dømmer i Tvister, hvor det

gælder Forstaaelsen af Ord, og sin Forligsmands-Institution,

der virker forsonende, hvor det gælder Spørgsmaal om Magt.

Og denne Koncentration af hele Arbejderforholdet, den Maa-

de, hvorpaa de modstaaende Organisationer afbalancerer hinanden,

vil være den bedste Garanti for paa en Gang at naa

til fremragende industrielle Resultater og stille disse i en berettiget

social Udviklings Tjeneste. I Kraft heraf tør man

haabe, at vor Arbejderstands Nogternhed i de afgørende

Spørgsmaal vil faa den til at stille sig solidarisk med dem,

der skal skabe og lede Arbejdet. Og de afgørende Spørgsmaal,

det er de store Linier.

En overordentlig betydningsfuld Faktor er endvidere vor

Embedsstand. Da denne overvejende rekruteres af Overklas-

serne, faar man i dennes Opfattelse af sine Pligter den bedste

Maalestok for, hvorledes Overklasserne i det hele taget op-

fylder deres Mission overfor Samfundet. Ser man denne Mis-

sion under de Synsvinkler, vi her har anlagt, er her unægtelig

et Omraade, hvor vi trænger til grundig Reform herhjemme.

Vor Embedsverden, der i mange Henseender er saa fortrinlig,

er jo desværre først og fremmest præget af den Jura, der med

haard Haand har regeret os saa længe. Der maa vel findes

visse Træk i vor Folkekarakter, som forliges alt for godt med

den juridiske Aand, en vis Hang til Formalisme, en vis For-

tolkningstrang, siden dette Herredømme har kunnet etableres.

Dette passer jo ogsaa godt til den analyserende Kritik, som

vore aandelige Hovedstrømninger har udviklet. Vi analyserer

os selv og fortolker vore Ord. Den Værdi, der ligger i Juraen

i Opdragelse til logisk Tænkning, skal ikke benægtes, men

ogsaa andre Videnskaber byder dette, Matematiken med sine

Krav til Stringens maaske i højeste Grad. Men man maa


53

vogte sig loi Juraens Konsekvenser. Den skærper Sansen lor

Petitesser og tilslorer de store Linier, den frister til Katnp om

Ord, hvor Livet kræver Indsats af Handling. Vi skal ikke

maale, hvad vor »Jiirisme« har betydet i Danmarks politiske

Liv, men blot fastslaa, at for vor materielle Udvikling har

den ikke været til Gavn. Den har ført vore bedste Kræfter

væk fra den praktiske Verden (hvilket vi tidligere har set

Folgerne af og senere atter skal beskæftige os med), og den

har fort vor Embedsstand va'k fra den virkelige Verden. Den

har medfort en Begrebsforvirring i Embedsstanden, saa at

denne betragter sig selv som det centrale, som om det levende

Samfund var til for dens Skyld og ikke omvendt. Hvor mær-

keligt virker det ikke i vore Dage at læse om ældre Tiders

Embedsvælde og dens forstaaende, initiativrige Interesse for

alt nyt, der bragte Arbejde og Blomstring for vort Land. Man

behover blot at se tilbage til -Kommercekollegiet«s Regime

og til hele Merkantilismens Syn paa disse Problemer. Fordi

den Beva^gelse ofte var kunstig, fordi den var en Foregriben

af Begivenhederne, en Syslen med Kræfter, der endnu kun

»laa i Luften«, tor man ikke se bort fra de gode Egenskaber,

der holdt Systemet sammen. Det er ikke den samme Interesse

for Erhverv og Arbejde, der nu gaar igen hos vore Myndig-

heder. Dette maa ændres, og dette vil ændres i Kraft af selve

de nye Tider. Skabelsen af en Embedsstand, der ikke blot

tænker retfærdigt og skarpt, men hvis Sind ogsaa er aabent

for det virkelige Liv, bojeligt, sundt og behersket af Forstaael-

sen af de fælles Formaal, der omfatter os alle, det er, hvad vi

maa stræbe efter.

Men har de ledende Lag i Samfundet en Pligt til at re-

krutere Landets upartiske Tjenere, Embedsmændene, efter

disse Linier, da gælder det ikke mindre som deres Pligt at

rekrutere det praktiske Liv, der skaber Grundlag for al anden

Virken. Vi har vist, hvor umaadelige Krav der vil blive stillet

til os baade i teknisk og merkantil Henseende, hvis vi vil

hævde os og gaa frem. Da maa vi sætte vore dygtigste og bed-

ste Kræfter ind paa disse Omraader, og det er det, der nu for-

Ianges. Sporgsmaalet om det praktiske Livs Rekrutering er


54

som bekendt for Tiden aktuelt herhjemme ved Spørgsmaalet

om Handelsstudenter og et Handelsfakultet. Det skal ikke

nægtes, at det har fundet langt større Forstaaelse, end man

havde kunnet tænke for blot 10 eller 15 Aar tilbage, men

endnu mangler der meget. Selve det, at Spørgsmaalet skal være

en »Bevægelse« og ikke løser sig selv ganske automatisk, er

tilstrækkelig til at vise det. Saa længe man kan huske tilbage,

har nu det danske Bourgeoisi som overvejende Regel sat sine

bedste Sønner til Juraen, medens de andre kunde være gode

nok »til andet«. Det er da maaske ikke helt uforklarligt, at

der i vort Forretningsliv, allerede som det nu former sig, er

alt for mange forkerte Folk paa de rigtige Pladser, for ikke

at tale om forkerte Folk paa forkerte Pladser. Men skal vi

have en Fremtid, maa vi stille de største Krav til dem, der

leder Landets produktive Arbejde, thi det er ikke en lavsindet

Profitjagt, vi skal bygge paa, men en Højnelse af det prak-

tiske Arbejdsliv i Pagt med de Kræfter, der virker deri. Det

er Overklassernes Pligt at sætte deres bedste Kræfter ind for

Landets økonomiske Udvikling i de Pladser, hvor deres Sønners

Anlæg og Uddannelse naturligt peger hen. Det er Ungdommen,

der kaldes paa, og den danske Ungdom vil vide at

svare.

For Løsningen af alle disse Sporgsmaal, vi nu har frem-

draget, staar imidlertid den offentlige Mening, Udslaget af

selve Folkets Vilje og Forstaaelse, som Baggrund. Vi maa

lære at staa samlet, og vi maa lære, at nu gælder det at værne

vort økonomiske, vort nationale og vort kulturelle Liv under

eet. Der er ingen Fare for, at et moderne Samfund vil blive

monotont, og Strømninger og Brydninger vil findes og være

nødvendige for Udviklingen i Menneskenes Sind og Liv, men

visse Hovedtanker maa være fælles. Som man kan være uenig

om Smaating og dog enig i Hovedsagen, saaledes maa et helt

Folk ogsaa have E^^len til overfor visse Situationer, overfor

visse Sager at staa sammen. Vi har dog lært nok herom i de

senere Tider. Nye Krav maa heroverfor særlig stilles til vor

Presse; det synes ikke altid at være de vigtigste Begivenheder,

de værdifuldeste Træk i vort Liv, der i vore Blade kommer


55

til Ordr. Her nuui den suikIc Interesse tor de fælles Spørgs-

maal tor alt, hvad der hy^rier Danmark storre, sættes i Ht)j-

sædet, thi Pressen har en Mission, (>{? den har et uhyre An-

svar. Man hehover blot at se udover vort daglige Liv, hvilke

Interesser det er, der heskivftiger Danmark, umiddelbart før

den Time slaar, der kan blive den mest skæbnesvangre, vor

Historie endnu har oplevet. Det er lidet betryggende at se,

og Fejl og Ansvar inaa sikkert fordeles paa mange Steder og

forfølges langt ned. Men hvis vi som Helhed vendte os fra

alt, hvad der liedder Qvertlade, og i Stedet stræbte mod dy-

iiere og sandere \'ærdier, vilde vi have en Ledetraad for den

Reform, der maa til. For vor økonomiske Udvikling er en

suadan Frontforandring, der jo iøvrigt allerede spores paa

forskellig Maade, intet mindre end en Livsbetingelse. Det vil

styrke baade den otTenflige Mening og det store Folk at føle

sig som Medarbejdere i Landets Fremgang, og det vil give

Erh\ervslivet en uvurderlig indre Kraft at fole et samlet Folk

bag sig, og samtidig skivrpe de moralske Krav, der ikke kan

undværes overfor hver eneste Mand i dette Arbejde, naar han

ser sig selv og sin (ierning draget ind i større Cirkler, der yder

ham Støtte, men ogsaa kalder ham til Ansvar.

PSYKOLOGISKE MOMENTER.

Det er indlysende, at den første og største Betingelse for

Skabelsen af et nyt og større Danmark vil være en kraftig

Vækkelse af selve Folkeaanden. Verden har slaaet en Ring

af Jern og Blod uden om os, Idealer og Forhaabninger er

styrtet i Grus ogsaa for os, men vi, der hidtil har levet saa

meget vendt udefter, vi har nu kun een Opgave, eet Maal: i

Tide at kaste alt, hvad vi har af Kræfter og Evner, indad mod

os selv, — midtpunktsamle os. Hvis alt det, vi hidtil har

spildt ved smaalig Uenighed, ved dumt Nid og Nag, som Børn,

der skuler til hinanden, hvem der har det fineste Legetøj, ved

Bortødslen af Interesse paa os uvedkommende eller paa værdiløse

Ting, nu stilles i vor Livssags Tjeneste, vil vi endnu

magte at opbyde den Kraft, der ene kan føre vor Nation frelst


56

paa Sjæl og Legeme gennem Tidernes Skærsild. Vi skal vogte

os for at være overlegne overfor de Drivkræfter, der nu kaster

P'olkene mod hinanden i vildt Myrderi, ikke i dum Selvgod-

hed skal vi søge vor Styrke, men ligesaa lidt i dum Panik-

Trang, thi alt, hvad der er yderliggaaende nu, er kun af det

onde. Det er den mandige Selvbevidsthed, vi trænger til, den

man kun naar ved at eje en saadan indre Kraft, for hvilken

denne Følelse er det naturlige Udslag. Men denne indre Kraft

det er netop Udviklingen af de moralske Egenskaber, vi har

set overalt vil kræves, for at vi overhovedet skal kunne magte

de Krav, der stilles til os. Overalt lod Problemerne sig for-

følge ned til samme Grundbetingelse: os selv.

Mærkelige Tider er det, vi oplever, og mærkelige Tider

er gaaet forud. Beruset af de Kræfter, der blev stillet i deres

Tjeneste, syntes Menneskene at have set det som deres Ho-

vedopgave i størst mulig Grad at misbruge dem. Nydelses- og

Adspredelsessygens Bakterier rasede som aldrig før. Og overfor

de vanvittige Krav, der fra øverst til nederst i Samfundene

stilledes til Livet, kan man ikke undres, at det i stor Udstrækning

tilsidst maatte honorere F'ordringerne med falske Vær-

dier. Ogsaa vi har været med i denne Dans. Den har ikke

ligget daarligt for det sorgløse nordiske Temperament, og

skønt vi ved, at Festen snart er slut, synes vi at ville samle os

i en sidste bedøvende Kehraus. Brat for os i de neutrale

Lande, som en uendelig Fred for Sindet i de store kæmpende

Nationer vil den nøgterne graa Morgen snart bryde frem efter

de sidste Aartiers Epoke som efter en klingende Fest. I Skæ-

ret fra en ny Arbejdsdag skal Evropas Folk begynde forfra,

ikke fra bar Bund, men oven i Købet med det vældige Tryk

af Krigens uhyre Byrder, baade økonomiske, legemlige og

sjælelige, over sig, — og dog med nye indre Kræfter, vi ikke

vil kunne fatte. Hvis vi tror, vi vil gaa fri for Byrder, end-

sige at et gyldent Slaraffenland venter os i Kraft af, at vi hol-

des udenfor Krigen, vil vi blive skuffede frygteligt. Vi vil

forhaabentlig kunne gøre vor Indsats i det store Genrejsnings-

arbejde og til Gengæld se vort ærlige Arbejde belønnet, og

det skal være vor Stræben. Men at de knugende Tider ogsaa


57

vil riiinme os og stille nye og strengere Krav til os, er givet.

Vi bt'hovor blot at pege paa en Faktor, som er international

som \'inclene, der blæser over Landene, nemlig Kapitalen. De

udenlandske Laans Tid vil vare forbi, og med Hensyn til

Kentet'od o. 1. vil vi ganske automatisk komme op i samme

Niveaji som det tungt arbejdende Udland. Vor Trang til at

leve over Evne, til .\dspredelser, til Spise og Drikke vil vi

blive nødsaget til at sætte stærkt ned, mange værdiløse Egen-

skaber vil vi forhaabentlig slippe af os selv og i Stedet vende

os mod bedre Opgaver. Men saaledes som Livsvilkaarene sik-

kert vil forenkles, vil til Gengæld nye Værdier aflødes og op-

tage os. Tiderne vil tvinge os til Sparsommelighed — en Dyd,

vi længe har forsømt — men belønne os ved at vise os vor

indenlandske Kapitalopsparing forvandle sig til frugtbare

Værdier for Landet, til Arbejde og Driftighed. Vi vil være

henvi.st til os selv, det er sandt, og det vil maaske blive en

tungere Prøve, end mange tænker. Men hvis vi vil, hvis vi

opbyder alle vore gode Egenskaber, da vil vi til Gengæld op-

leve den befriende og højnende Følelse ved egne Kræfter at

bygge store og stolte Bygninger op. Og hvilken Lykke at se

sit Land gaa frem. Velstand brede sig. Værdier danne sig.

Men vi maa forberede os til disse Opgaver, og vi maa frigøre

os for det, der vil hemme os deri. Vi maa bygge videre paa

det bedste, der er nedlagt i os, paa vor Fortids virkelige Vær-

dier, men vi maa ikke være bange for at bryde overtvært,

og vi maa frem for alt passe paa, at den Trang, vi har ud-

viklet saa stærkt til at skue tilbage, ikke fører dertil, at vi

slæber rundt med vor Fortid som en Snegl med sit Hus. Fremtid

skal va*re vort Løsen, fremefter maa vi se, og fremad maa

vi stile.

Lad os haabe, det var i en lykkelig Stund, en af de mest

ulyksalige Sager i vort nyere Liv bragtes til endelig Afslutning,

Forfatningsstriden, hvis Spor endelig udslettedes med

den gamle Grundlovs Forsvinden. Man kan have hvad poli-

tisk Mening man vil, een Ting maa alle være enige om: ogsaa

vi herhjemme trængte til noget, der kunde sætte Skel. Vi har

derfor alle en Pligt til at lade det, som for os blev en ny


58

Epoke, og som Lykken lod os vælge i Fredens og Samdrægtighedens

Tegn, blive, hvad det bør være: Løftet fra os om

at vise vor Taknemlighed og Værdighed til den naadige

Skæbne, der lader os blive udenfor Folkenes frygtelige Opgør.

Under vor nye Æra vil det hvile over os som en aldrig svigtende

Pligt at lade Fortidens Kævl og Smaalighed fare og kun

tillade vore bedste og smukkeste Kræfter at være de ledende.

Ingen tænker sig, at vort politiske Liv pludselig skal blive

ideelt, men i de store Linier vil de nye Tider kræve deres

Ret, og de vil afspejle sig deri. Kravet om et større Danmark

vil komme ikke blot fra os selv, men aflfødes af selve Begivenhedernes

Udvikling. Det er vigtigt, at dette gaar igen som

den rode Traad i vor Lovgivning, hvor denne berører vort

Samfunds Vækst. Ingen af de Politikere, der har haft Sæde i

den gamle Rigsdag, burde kunne vælges ind under den nye

Grundlov, hvis de ikke fuldstændig har gjort op med sig selv.

Ingen af de Fraser, ingen af de Trusler, der har lydt i den

gamle Rigsdag, bør tillades i den nye. Der er to store Lov-

givningsarbejder, der staar for Døren, Forsvarsordningen og

Toldloven. For dem mere end for noget andet gælder det, at

her bør Fortidens Stemme være død, og den levende Slægt,

der skal bygge og staa til Ansvar for Fremtidens Danmark,

være den enebestemmende. Nøgtern Opportunisme, der ikke

blot ser paa de materielle Sider, men byder vidtskuende Vur-

dering af Sagens psykologiske Indflydelse, maa være det afgørende.

Vi maa værne vort Land for at styrke os selv. Maa-

ske vil vor Toldlov blive den vigtigste Forsvarslov, vi fore-

løbig faar at løse, og dog maa det betones, at det til syvende

og sidst ikke er Tarifer og Toldsatser, vi skal hænge os ved.

Det, der skal være det bærende i hele vor Gøren og Stræben

og ogsaa afspejle sig i vor Lovgivning, det skal være vor

sunde, naturlige Interesse for det, der for os er det vitale, vort

økonomiske Liv, vore produktive Kræfter. Lad os sætte dette

som vort Løsen, og vi vil vokse baade i vort Indre og udadtil.

Og lad os ogsaa her indse, at vi kun kan modvirke Følgerne

af vor Lidenhed ved at handle rationelt og samlet. Lad os

ikke styrte os ud i Eksperimenter og gøre vort Samfund til


59

Provekliid for Dit o},' Dat. Lad os t,'aa videre i den Udviklinf,',

der betiiiser vore Fremskridt of,' vor Kulturhojde, men

lad os undgaa Foranstaltninger, der svækker Mod og Ansvar.

Det er ikke Understøttelser, Danmark kræver, men Mænd og

atter Mænd. —

Er der noget Omraade herhjemme, hvor der trænges til

nye Impulser, ny Luftning, da er det i vor Kunst og Literatur.

Hvor sta>rkt man end fremliæver det moderne Samfund som

et Arbejdssamfund, og hvor store Værdier, baade aandelige,

kulturelle og sociale, man ser heri, er det selvfolgelig ikke

Maalet at gore Udviklingen ensidiy: den vilde i saa P'ald indebære

Spiren til sin egen Undergang. Bestemt af den Mission,

den til enhver Tid har, vil Kunsten altid staa som Saltet i

Menneskenes Aandsliv. Men de Krav om Ret og Pligt, der

stilles til de andre Samfundselementer, gælder ogsaa Kunsten,

og sandt at sige synes vi herhjemme at have levet paa gamle

\'eksler noget for længe. Ser man, hvad de senere Aars kraf-

tige nationale Stromninger i vore to skandinaviske Nabofolk

har betydet for den rige og frie Udfoldelse af kunstneriske

Kræfter i disse Lande, vil man se hen til vor gryende Gen-

nembrudstid med de største Forventninger om, hvad den aan-

delige Urkraft, der rummes i vort Folk, vil frembringe af

godt og skønt. Ved at stille sig bevidst eller ubevidst i den

store Sags Tjeneste vil disse aandelige Værdier kunne bidrage

deres til at paavirke vort Liv og vore Tanker.

Dette gælder i ikke mindre Grad vor Arkitektur. Vi gaar

ind i den ny Epoke under Symbolet af det største Bygværk,

der i lange Tider er rejst i vort Folk, Danmarks nye Rigsborg,

Kristiansborg, hvor Nationens Kræfter er koncentreret med

Kongen, Rigsdagen og Højesteret, Landets udøvende, lovgivende

og dømmende Myndigheder samlet under eet. Den

herved givne Opgave og dens Aand burde fremtidig gennem-

syre vor Arkitektur. Det kan ikke skjules, at særlig her For-

tiden stiller sig for stærkt i Vejen for os. Den nationale Ar-

kitektur, der i de senere .\ar har uddannet sig, har ikke altid

været saa lykkelig som Grundstenen i denne Bevægelse, Ko-

benhavns Raadhus. der baade i Materiale og Idé svarer til


60

det, det er: Borgernes Hus i den ældgamle danske Hovedstad,

men samtidig Nutidens Bygning, rummende i sine Linier

Sj'mbolet for den store Bys samlede Kraft og løftende vore

Maal og Tanker opad*). Alene ved at fremhæve den Betyd-

ning, dette Bygværk har haft paa det moderne Københa^^ls

psykologiske Opfattelse af sig selv, vil det være indlysende,

at store Krav stilles til vor Arkitekturs Betydning for at skabe

os storre og friere, saasandt den præger Rammerne om vort

daglige Liv. Til dette Maal vil det være nødvendigt, at vor

Arkitektur først og fremmest bliver sig sine Opgaver og Kræf-

ter bevidst og frigør sig for sin Trang til at falde tilbage til

en eller anden >Tid«, Barok- el. 1., hvis Motiver den slavisk

kopierer. Vor egen Tid skulde synes tilstrækkelig markeret

til at bære sin egen Stil. Der vil derfor aldrig blive en indre

Sandhed i en saadan Kunst, der til Tidens Opgaver søger For-

tidens Aand. Den fører blot til den mærkelige Rasen herhjemme

efter »Forskønnelse« og Stilisering paa Omraader,

hvor Livets frie Strøm skaber sig sine bedste Rammer. Vi ser

et mærkeligt Udslag deraf i den > Krusedulle« -Skrift, der sy-

nes at skulle bankes op til at være den national danske.

Navnlig naar den anvendes i en Centralbanegaard, hvor alle

Inskriptioner bør være klare, koncise og beregnet paa Folk,

der er fremmede eller har travlt, virker den med hele sin

Usandheds Magt. Vi maa væk fra den Unaturlighed, vi saa-

ledes er kommet ind i, og vor Arkitektur maa give Udtryk

for den nye Kraft og Vilje, der gennemstrømmer Danmarks

Folk. Den maa ikke som hidtil kæle for sine horisontale

Motiver, men dyrke de vertikale, taarne sine Bygværker opad

som Symbol paa vor Stræben. Vi maa bort fra vor Sky for

at bevæge os paa Hojdelinierne. For at faa den fulde Værdi

heraf — og uhyre stor er den Indflydelse, der kunde ventes

af en saadan Bevægelse — maatte det være en Selvfølge, at

vor forældede Byggelov forandredes, hvorefter særlig i Byer-

nes Forretningskvarterer den nuværende, andetsteds ukendt

*) Særlig Raadhusets Profil f. Eks. set fra Hjørnet af Farvergade

giver glimrende Udtryk for disse to samarbejdede Idéer.


61

lave Højdegrænse for Bebyggelsen ophævedes. Vi maa bort

fra det provinsagtige Præg over vore Byfysiognomier. I na-

turlig Forbindelse med Kravene herom staar Kravene til vore

(jader, som vi maa bygge bredere. Vi har en Tilbøjelighed

til at indsnævre og til at nivellere, hvor Tiden kræver Albnrum

og Udsyn. Baade materielle og æstetiske Hensyn falder

her sammen. Hvis man i Penge beregnede det Tab, som for-

voldes vort Samfund ved det Tids- og Krafttab i Trafiken,

der er en Følge f. Eks. af Kobenhavns uhensigtsmæssige

Gadenet, vilde man forfærdes. Og dog er det ikke blot ma-

terielle og æstetiske, men ogsaa psykologiske Værdier, der

her er Tale om, thi Tranghed, Omveje og Krogveje udvikler

Sansen for Smaalighed og ^Hjemmeføleri«.

Herved er vi naturligt kommet ind paa Indflydelsen af

de ydre Former for vort Liv, og vi vil da tilsidst undersøge,

hvilke Krav der heroverfor maa stilles for at fremme de Kræfter,

vi har viet vor Opmærksomhed.

Man behøver ikke en Gang at se paa et Danmarkskort

for at forstaa, hvad der stiller sig som den største Hindring

for den Samling baade i Gerning og Følelse, der maa være

vort Maal. Havet, der har givet os vort Liv, der med sine

mange Sunde, Bælter og Fjorde lig et kæmpemæssigt og vel-

forgrenet Kanalsystem byder os uvurderlige Fordele ved at

billiggøre vor Transport mellem saa at sige alle Landets Byer

og dermed vor Produktion, er i nationalpsykologisk Hen-

seende en ubetinget Fare for os. Storebælt og Lillebælt deler

Danmark i tre Dele og skiller os ad. Det kan ikke nytte, man

vil se bort herfra, thi Tanken har en uafviselig Tendens mod

Landfasthed. Alt for ofte standser Københavnerens Horisont

ved Helsingør, skønt den burde have sin Grænse ved Skagens

stormpiskede Revler, medens Jydens Horisont omvendt be-

grænses til hans havomflydte Land. Herved er Grundlaget

dannet for den farlige Tendens, at Københavneren foler sig

som Københavner, Sjællænderen som Sjællænder, Fynboen

som Fynbo og Jyden som Jyde. Men Danmark med sine '.\

Millioner Mennesker har ikke Raad til denne Splittelse, der

svækker og gør mindre. Istedet maa vi lære at se Sporgs-


62

maalet om »hvor smaa vi er« som et Spørgsmaal om egen

Vilje. Vi kan selvfølgelig fortsætte med at undergrave os selv

ved at stemple os som »Dværgland«, »lurvet Provins« o. s. v.

Men vi kan ogsaa se os selv under Synsvinklen af en eneste

Kæmpeby med saa sund Struktur som intet andet Sted i Ver-

den, med fortættede Bebyggelser, hvor Forretningslivet kon-

centrerer sig, med frugtbare, intensivt dyrkede agrariske Are-

aler og med herlige Skove og Strande som Befolkningens stor-

slaaede Naturparker. Større er vi geografisk ikke, end at vi

heldigvis, selv om vi er faa, dog aldrig bliver smaa. Fra Be-

vidstheden herom vil den Kraft være at hente, vi skal støtte

os til, medens vi stadig stærkere bygger vort menneskefyldte,

arbejdstonende By-Land op. Vore Afstande maa gøres kor-

tere, vore Forbindelser intimere. Agrararealerne kultiveres

yderligere og Bykoncentrationerne udvikles.

Men overfor disse Tanker stiller de skillende Bælter sig

som største Modstand, og denne Indvirkning maa vi ikke

glemme vil være yderligere understreget ved den Lære, Krigen

har givet os, og hvorved vi ligesom har følt Landet overhug-

get i forskellige Dele. Der er jo desværre ingen Grund til at

tro, at vi nogensinde skulde blive en saa stærk Sømagt, at

det var os, der beherskede Kattegat og Østersøen. Saa vilde

Synet paa Bælterne maaske være et andet. Nu maa vi over

denne Vanskelighed eller rettere under den. Trafikmæssigt

set har man jo søgt at raade Bod paa disse alt for brede Kanaler,

der skærer gennem vort Land, ved Etablering af Dampfærgetrafik.

I sin Tid var denne maaske tilfredsstillende, men

nu er der al Anledning til ikke at fortsætte den Stolthed, hvormed

vi omtaler vore Dampfærger. De er i enhver Henseende

utidsmæssige og ufyldestgørende. De sluger Tid og Penge.

Alene deres aarlige Omkostninger udgor Forrentningen af

enorme Kapitaler. Det vil derfor være en national Opgave,

som samtidig har den Fordel at være fuld rentabel, at for-

binde vore Hovedlandsdele med Tiuineler. Gennem dem bli-

ver Danmarks Øer og Landsdele landfast med hinanden, gennem

dem binder vi os selv tættere til hinanden og gør Danmarks

indre Liv uafhængig af fremmede Faktorer, enten det


63

nu er Menneskeværk eller Naturkræfter. For fuldt at naa

dette Maal maa Tunnelerne under Store- og Lillebælt anlæg-

f,'es efter fornuftige strategiske Hensyn, saaledes at vi ikke i

Farens Stund skal se vore Livsnerver overklippede — saa-

ledes som vi nu med vore Færge- og Skibsforbindelser er ud-

sat for at se det — fordi den forste bedste fjendtlige Krydser

kan sende et Par Bomber ind over Tunnelnedkorskrne.

Det er ikke blot selve Kendsgerningen, det er den Indflydelse

paa Folkesjælen, det bar, at den kan indtræde, vi maa und-

gaa.

Skulde end et Par Byer, der hidtil har draget Næring af

Færgetrafikinleresserne, blive ramt, maa de fælles Hensyn

dog ubonhorligt gaa forrest. Ligeledes maa under samme

Synsvinkel alle mere eller mindre berettigede Lokalinteresser

træde i anden Række og lade Udbygningen af Landets Ho-

vedsamfærdselslinier gaa foran. Vi maa aldrig glemme, at

Jernbaner er andet end Skinner og Tog, at de er de Veje, ad

hvilke Tanken — ligesom Menneskene selv — gaar fra Lands-

del til Landsdel. Ligesom disse Veje ikke taaler at brydes af

Vand og Hindringer, maa de være stærke og brede. Danmark

er vist nok et af de Lande, hvor der køres med det letteste

Materiel, og hvor Baneoverbygningerne er blevet stærkest for-

sømt. Vore Vogne er smaa, og vore Kupeers Tranghed har

vi alle følt. Man mærker for tydeligt, at der ingen »Stemmer«

har været at hente ved Udbygningen af vor gennemgaaende

Trafik. Men det kan ikke nytte, at vi vil bringe vor nationale

Psykologi videre Horisonter, arbejde paa at højne os selv,

hvis vi i det daglige Livs ydre Midler stadig genfinder den

smaatskaarnc Dukkestil, der snævrer ind og stemmer for Bry-

stet. Baade indadtil og udadtil vil vi kræve ny Plads, storre

Rum. Som vi i vore Byanlæg maa søge bort fra Købstadens

Gadebredde og Gadefysiognomi, i vor Byggemaade bort fra

Fortiden og fra »Husmands-Stilen«, maa vi intetsteds, hvor

vi selv er Herre derover, unodvendig understrege -det lille

Format«.

Men er den faste Forbindelse mellem Landsdelene nød-

vendig, da knytter ikke mindre Interesse sig til et andet al-


64

vorligt Problem. Vi føler alle, at København er ved at blive

for stor til vort Land, at der fremkommer meget unaturligt i

vort Samfundsliv som Følge heraf. Og dog er Grunden ikke

den, at København er for stor, men at den er alene. Det er

simpelthen en Ulykke for vort Land og har i ethvert Tilfælde

været det for vor Folkeaand, at Danmark kun har haft eet

Brændpunkt. Det har forrykket Ligevægten i Landets Aand,

som selve Københavns Beliggenhed forrykker den geografiske

Ligevægt. København ligger for sine egne Formaal saa glimrende,

som tænkes kan: den har forstaaet at udnytte dem,

og vi har peget paa, at nye, store Forhaabninger knytter sig

til denne Beliggenhed. Men naar den fremtræder som Lan-

dets eneste Storby, kan den aldrig frigøre sig for, at den oprindelig

er anlagt i Rigets Tyngdepunkt, den Gang Skaane

m. m. var danske Lande. Valget af København til Hovedstad

var i sin Tid et genialt Greb, der vidner hojt om den besyn-

derlig skarpe Fremtidsforstaaelse, der prægede saa mange af

Middelalderens og den nyere Tids Høvdinger — og som ikke

altid genfindes hos vor Tids Statsledere. Desværre tabte Danmark

gennem Tiderne baade Fodfæstet og Blikket mod Øst,

mod de baltiske Kyster, mod hvilke hele vort Lands Form,

vor Hjerteretning peger som vore naturlige Virke- og Kolonisationsfelter.

Den danske Race spredte sine Kræfter mod

Nord og Vest. Der blev tilbage til os vore nuværende Bilande

samt en ikke videre stor Taknemlighed i Norge ved Mindet

om vort Herredømme dér og den tvivlsomme Værdi af Bevidstheden

om i sin Tid at have brandskattet Englands og

Frankrigs Kyster og spredt Skræk og Rædsel helt ned i Mid-

delhavets Lande.

Følgen af, at Danskerne saaledes har forspildt deres

Chancer, idet de forsømte at koncentrere deres Kræfter om

de Maal, der burde have gjort os til Østersoens herskende

Folk, gjorde sig bl. a. gældende ved, at København, Danmarks

Hovedstad, kom til at ligge ikke midt i Landet, men yderst i

dets ene Fløj. Ved sin Dygtighed har den vel kunnet opveje

Følgerne for sig selv af denne skæve Beliggenhed overfor sit

nationale Opland; men sikkert er det, at for hele vor Udvik-


65

ling vil (let va*ro at aflurende Hetydning at skabe el andet

Hræiidpunkt i Danmark for at afbalancere denne Skævhed.

l'Or den sunde Lifjevægts Skyld, der betinger Vekselvirkning,

Kap|)estrid og Udvikling, vil det være nodvendigt, at vi har

en By paa ca. 150 a 200,000 Indbyggere liggende i Jylland,

hvor Aarhns vilde danne det naturlige Grundlag for Løsnin-

gen af en saadan Opgave. Hvis man imidlertid indser dette,

bor man ikke skyde Tanken fra sig som fantastisk, thi ser

man tilbage paa tidligere Tider, vil man se, at mange af de

den Gang bevidst anlagte Stæder har vist sig n«je at svare til

de Krav, Udviklingen siden har stillet. Vi kan nævne Kejser

Peters Anlæg af Petrograd, og fra vor egen Enevælde: Anlæget

af Fredericia, (der endnu er Danmarks naturlige Brohoved

og tillige burde være et industrielt Tyngdepunkt, men hvis

Udvikling er blevet forsomt), Kristiania, Kristianssand og in-

denfor Hovedstadens Døre det lysende Eksempel: Kristianshavn

*).

Men kunde Fortidens Statsmænd med deres svage Midler

i Sumpe eller paa øde Kyststrækninger trylle Kulturbolværker

frem, vil det være en nem Sag for et moderne Samfund, naar

del ser det som en national Opgave, at slaa ind paa en til-

svarende Politik. Der behøves ikke her al gøres Indgreb i

bestaaende Værdier, og navnlig behøver Kobenhavns sunde

Udvikling ikke al berøres deraf**). Men visse Fremlidsop-

gaver skulde særlig koncentreres i Aarhus. Man maatle da

tænke sig, at Byens Skatteordning tildels stilledes under Sta-

tens Kontrol, saaledes al ikke en ensidig lokal Skattepolitik

skulde ødelægge de Chancer, Nationen bestemmer sig til at

•) Hvor interessant er det saaledes ikke at se den rationelle Ud-

nyttelse af Plads, der præger denne Havne- og Handelsbydel, med sine

Dokker. Pierer og Pakhuse vinkelret paa Havneretningen, samt sine bagliggende

Kanaler, særlig sammenlignet med det ligeoverfor liggende Gam-

melholra, hvis Bolværksudnytlelse taler højt om den nyere Tids Forsyn-

delser mod vor Havn og vor By.

••) Kobenhavn har nu med Forstæder ca. 625.000 Indb. En fore-

lobig Standard af ca. 'U Mill. Indb.. som vi med den hidtidige Vækst vil

have naaet i ca. 10 Aar, burde være nok, indtil Landet er bedre af-

balanceret.

Povl Drachmann: Fortid og Fremtid.

&


66

give denne By. I Betragtning som Midler maatte komme An-

læget af et Universitet (foreløbig selvfølgelig kun omfattende

enkelte Fakulteter), den jyske Overrets Flytning til Aarhus,

den størst mulige Koncentration af Militær, for saa vidt dette

forenes med en hensigtsmæssig Forsvarsordning (det skal

blot antydes, at en Udvidelse af Aarhus som Garnisonsplads

sikkert maa være afhængig af et Forsvar iiiod Søsiden, hvilket

iøvrigt ingenlunde vilde være urimeligt og ved de lokale For-

hold let gennemførligt; i en fremtidig Forsvarsordning burde

Jyllands Hovedstad ikke ligge ubeskyttet), dernæst Favori-

sering af Byen ved Henlæggelse af Myndigheder og Admini-

strationsgrene, der nu alle hobes op i Købenbavn, men frem

for alt Skabelsen af saadanne Betingelser, der vilde virke tiltrækkende

for industriel og forretningsmæssig Virksombed.

Aarhus har en glimrende Oplands-Beliggenhed, der burde

udnyttes langt bedre. Reservering af særlige Industriarealer,

Lettelser og Støtte fra Byens egen Side, Forbedring af Havne-

og Baneforhold kunde tjene hertil. Med den rigere Udvikling

af Byens Liv ogsaa i aandelig Henseende vilde Aarhus med

sin enestaaende smukke Beliggenhed være som skabt til Ren-

tierby, der atter kunde betinge Kapitalkraft med følgende

Initiativ. Det kunde maaske synes uretfærdigt overfor Jyl-

lands eller Provinsens øvrige Byer at foretage slige Skridt,

men ved en nøjere Gennemtænkning af Sagen vilde sikkert

enhver Dansker, og ikke mindst enhver Jyde, indse Fordelene

for os alle ved saaledes at faa to store Støttepunkter for vort

Liv og Arbejde, i Stedet for at vi nu kun har eet, der præges

for stærkt af, at alt — og det baade daarligt og godt — kon-

centreres her og øver Indflydelse. Den Forskellighed, der er i

den bevægelige sjællandske Aand og i den tungere jyske, vilde

sikkert til Held for hele vor nationale Psykologi træde i

Vekselvirkning mellem saadanne to danske Storbyer, og Be-

grebet Danmark og dansk vilde staa langt fastere i Virkelig-

hedens Jordbund.

I Konsekvens af de her fremdragne Momenter vil det

endelig være naturligt at fremhæve, hvad vore Bilande, hvor

relativt lidet betydende de end kan forekomme, burde være


67

for (Ks. Kt andel Syn paa disse og en større Trang til at

se det som vort Maal at udvikle deres Muligheder niaa

beherske os. Ogsaa overfor de vanskelige politiske Forhold,

vore Besiddelser synes at skulle medfore, vilde det sikkert

kun være til Gavn for alle Parter, om vor Fremtræden helt

igennem var præget af andet end den valne Ligegyldighed,

hvormed vi nu omfatter vore Øer i Nord og Syd samt Kolo-

nierne i Grønland.

Ingen Muligheder maa vi overse, ingen Midler maa vi

spare for at skabe det, der kalder paa os: et nyt og større

Danmark.


Det

V.

DEN NORDISKE TANKE

er naturligt, at man ved at beskæftige sig med Tanken

om et større Danmark ledes ind paa at søge, om der

skulde findes Omraader udenfor os selv, vi naturligt kunde

slutte os til, om vi uden at tage Skade kunde gaa udenfor vore

Grænser og søge Støtte i en større Idé. Af sig selv vil her

den nordiske Tanke melde sig. Man kan anse Verdenskrigens

Situation som den nordiske Tankes Fallit, man kan ogsaa ud

fra akkurat samme Synspunkter komme til det stik modsatte

Resultat. Det er sandt, at Sympatierne i de tre nordiske Lande

under denne Krig ikke har været parallele, og at dette sam-

vittighedsløst er blevet udnyttet til at saa Splid mellem de

tre Folk. Men ligesaa sandt er det, at ingen kan leve af Følelser«

og navnlig ikke i den Verden, vi lever i — og

m. H. t. Kendsgerningerne turde vel Historien aldrig for have

lært os, hvor henvist vi alle tre er til at søge vor Kraft i os

selv. Verdenskrigen, der har indesluttet os sammen, henviser

os da til at finde hinanden, til at skabe et større, et vægtigere

Begreb heroppe i vort frie Nord at falde tilbage paa, at hente

Kraft fra. Trods Forskel i ydre Sympatier træder vor indre

Solidaritet frem som aldrig før. Hvor uhyre interesseret er vi

ikke hver for sig i. at det øvrige Norden bevares, som det er.

Selv visse Kredse i Sverige, der i deres nationalistiske Iver

synes at fremvise de stærkeste separatistiske Tegn, vilde med

en Stormagt til Nabo, hvor vi nu bor. vist hurtigt komme til

at længes tilbage mod den trods alt skikkelige Hr. Sørensen


69

ikke vige tilbage for at se Sandtieden lige i Øjnene, og den

er, at det svage Punkt for Tiden i Norden er Fortioldet ikke

mellem Sverige og Norge, men mellem os og disse to Lande

hver for sig. Man kunde karakterisere Skævheden i dette

F'orhold paa mange Maader, man kunde bruge mere eller

mindre bitre Ord, eftersom man nylig var kommet hjem fra

en Rejse i disse Lande eller ej, og efter hvilke Kredse man i

forste Tilfælde var kommet i Berøring med. Det vil imidler-

tid være tilstrækkeligt at sige, at Forholdet ikke er, som det

skulde være. For den, der imidlertid kender disse Lande og

de Stemninger, som dér er raadende, fra andet end rene Tu-

ristbesøg, vil Opfattelsen stille sig noget anderledes end for

den overfladiske Besøgende, endsige den almindelige Avis-

læser. Vor Bitterhed mod den Kulde, vi kan mode hos »Brødre-

folkene«, kan overfor den naive Kærlighed, hvormed vi hid-

til har opfattet den nordiske Sag, være forstaaelig, men det

bør ikke dække over, at det ikke desmindre er os og vor Ad-

færd, der har bidraget mest til at svække det gensidige For-

hold. En bestemt dansk »Aand«, som herhjemme ikke tages

for andet end det, den er — ingenting — og som tilmed er i

hastig Tilbagegang, men dog endnu kan beherske os rent

ubevidst som en gammel Vane, en ydre Skal, man næppe selv

er opmærksom paa, er fuldkommen uforstaaelig for Sven-

skere og Nordmænd med deres tungere (lemyt: og da det

uforstaaelige altid er det mest tiltrækkende, er diet særlig

denne Aand, vore Naboer har fæstet sig ved, og som de uden

videre har gjort identisk med alt, hvad der hedder dansk.

Sandt at sige vidner det ikke om synderlig indgaaende Kendskab

til vort Folk og vort Land, men nægtes kan det paa den

anden Side ikke, at vi nu og da har smurt vor Overflade saa

tykt ind med dette >Væ.sen , at man delvis maa undskylde

en fremmed, naar han fristes til at tro, det er selve vor Kerne,

naar han ikke forstod at skelne mellem det, der var »Spøg 5,

og det, der var Alvor.

Den, der havde det Held under Dagene for Kongemødet

i Malmø, da det internordiske Regnskab var sat paa Dag.s-

ordenen overalt i Skandinavien, at opholde sig i Sveriges Ho-


70

vedstad, fik et uudsletteligt og for en Dansker ret belærende

Begreb om, hvorledes Opfattelsen af os formede sig i et af

Nordens store Øjeblikke hos Frændefolket. Med en mærkelig

Følelse saa den danske Besøgende hin historiske Dag for

Kongemødet udover det graa, hverdagsagtige, fuldkommen

flag- og festløse Stockholm, medens han endnu havde Mor-

genpostens danske Avisers overstrømmende »Feststemning« i

sine Tanker. Med samme Følelse havde han Aftenen i For-

vejen overværet den svenske Konges Afrejse fra Centralsta-

tionen, dér hvor Folkets Stemning gav sig Udslag i Afsyngel-

sen af svenske Fædrelandssange — der var tre ialt — og i

Hurraraab og Jubel for Sveriges Konge og Folk. Saa underlig

fattig og ensom stod man der som Dansk — som Skandinav.

Men Bladenes Ledere, hele Stemningen, efterlod dog det dy-

beste Indtryk. Den nøgterne vurderende Prøvelse af de to

Frændefolk som mulige Forbundsfæller skal aldrig glemmes.

Hvor berettiget var den ikke — thi Tiden opfordrer stærkt

til Nøgternhed — og dog hvor uretfærdig mod os. Aanden

deri karakteriseres ved et af de store Stockholmerblades Vur-

dering af Danskerne som »Haablose Slægters« Land, der dog

i den nyere Tid o. s. v. Med et Suk lagde man Avisen fra sig.

Det var altsaa, hvad den »Kultur«, vi nu havde levet paa en

Menneskealder, var god i Fremmedes Øjne! Ak ja, man knyt-

tede Næven, og dog, hvor laa Skylden til syvende og sidst?

Sandheden er, at baade i Norge og Sverige er der, ikke

mindst i det store Folk, en ligesaa ægte Følelse for Danmark,

som vi inderst inde nærer den for disse Lande. Men Sandheden

er ogsaa, at vi under hin ydre Fernis grundig har

skjult den Valuta, vi kan yde dem i Samholdets Sag. Og hvis

blot en af Parterne i det nordiske Fostbroderskab skal have

Følelsen af, at det er ham, der skal tage den anden »paa

Slæb«, hvis der ikke er fuldstændig Ligevægt i Forholdet,

hvis der ikke er en afgjort Forstaaelse af, at ingen kan und-

være nogen af de andre for sin egen Skyld, duer hele den nor-

diske Tanke ikke en Døjt.

Lad os da se lidt nærmere paa disse Forhold. Vort fælles

Slægtskab, vor Afstamning fra hin stolte nordiske Race, der


71

endnu er saa stærk i os, at enhver af os forst, naar han kommer

udenfor Skandinaviens Grænse, foler, at nu er han i det

fremmede, forplif^ter os baade overfor Fortid og Fremtid til

at lade vore Handlinger va-re bestemte af andet end Tilskyn-

delser, all'odle ved Hegivenheder udefra. Det er jo langt fra

saaledes, at de nordiske Folk har plejet en evig Fred mellem

sig selv, men ved at undersøge deres Kriges historiske Beret-

tigelse vil man finde, at de udsprang af vitale Modsætningsforhold,

som maatte og skulde kæmpes til Ende. Men med

dette Opgør, der fandt sin krigerske Afslutning for over 100

Aar siden, var Nordens Folk i Forholdet indbyrdes faldet i

et naturligt Leje. Det bedste Bevis herpaa frembyder den

nøgterne Selvfolgelighed, hvormed Sverige trods alt har taget

den i 1905 fuldbyrdede endelige Skilsmisse fra Norge. 1 Øje-

blikkets Hede var Spændingen vel ingenlunde ringe — et

Symbol paa den nordiske Livskraft — men den Forandring,

der er foregaaet heri, den fuldstæ>ndige Forstaaelse, der nu

hersker mellem de to Folk blot en halv Snes Aar efter Brudet,

viser tilfulde Rigtigheden af, at de vitale Modsætningers Tid

er forbi i Norden. Det kan være, der endnu i Sverige er en-

kelte Kredse, der ikke vilde underskrive dette, og som stadig

betragter »Tabet« af Norge som en national Ulykke, men de

er ikke det afgørende Bevis i dette Forhold. Det er Sjælen i

det store Folk, den der gennemtrænger Samfundene fra øverst

til nederst og afføder det brændende Had, som vi nu ser lyse

overalt i denne frygtelige Krig, der her er Beviskraften. Og

Sjælen i de nordiske Folk kender ikke til Had mod hinanden.

For ikke at misforstaas skal her straks indrømmes, al Samforholdet

derfor ingenlunde er ren og skær Idyl; der er baade

gensidig Jalousi, Misforstaaelser og Misstemninger, men Folk,

der ligner hinanden, har som bekendt den største Lejlighed

til at se hinandens Fejl og Skavanker og til at drage Sammen-

ligninger. Men som der er et gammelt Ordsprog, der siger

»Frænde er Frænde værst«, er der samtidig et, der siger, at

»Blodet er aldrig saa tyndt, at det dog er tykkere end Vand^.

Lad os hver for sig beholde vore Særpræg, lad os være uenige

om Smaating, og lad os frem for alt ikke lukke Øjnene for,


72

at saadanne Uenigheder findes, fordi vi ellers vil komme til

at regne med falske Værdier i Stedet for at søge Manglerne

mest muligt udjevTiede, men lad os komme til klar Erken-

delse af, at i de store Sager løber vore Interesser parallelt,

hvis de da ikke endog falder sammen. Vor Kultur er trods

Særpræg saa ensartet som mellem ingen andre Lande. Vi

forstaar hinandens Sprog, og paa Lovgivnings- og forskellige

andre Omraader er vi naaet til en Ensartethed, der ikke er

tilfældig. Vi har alle en klar Følelse af, at Kulturens Tyngdepunkt

forskjder sig nordefter, vi har allerede bevist dette ved

vor Indsats i Verdenskulturen hver for sig, og overfor de Opgaver,

der venter, maa vi forstaa, at vi er solidariske baade

aandeligt og ikke mindst økonomisk. Enhver af os vil have

Gavn af de andres Fremgang, medens Tilbagegang eller endog

Undergang for en af os vil ryste Norden i sin Grundvold.

Det fremhæves tit nok, at vi i denne Situation i visse Sym-

patier og Interesser staar skilt. Men er dette ikke netop et

Symbol paa vor indre Samhørighed; hver af os har sin Op-

gave som Forpost for Nordens Sag. Vi burde ikke tillade, at

dette mistydedes eller misbrugtes til Splittelse, men tvertimod

i aaben Forstaaelse være hinanden taknemlige for det Bol-

værk, vi hver for sig betyder for det, der for os er det dyreste

af alt. Nordens Integritet.

Anstiller man disse Betragtninger, maa man imidlertid

ogsaa tage deres Konsekvenser. Herved bliver den nordiske

Sag ikke blot et Spørgsmaal om Følelse, men om Agtelse og

Tillid. Her er det, vi har fejlet, og vi ser nu Følgerne. Men

det nye Danmark, der intet kender til »Haabløse Slægter«,

der i berettiget Tillid til egen Kraft og egen Værd vil hævde

sig som Folk, som nordisk Stamme, vil vide, at Respekten

for sig selv afføder Respekt udadtil. Dets Optræden skal være

derefter, og sundere og stærkere vil den nordiske Tanke byg-

ges op end i tidligere Tid. Da maa vi søge vor Indsats ved

andet end skandinavistiske Kærlighedserklæringer i Tide og

Utide, endsige ved den Overlegenhed, man overlader til Gen-

nemsnitsturisten at udfolde for at hævde sig i det fremmede.

Tiden maaler efter Styrke, ikke efter Aandsforfinelse, den


73

regner efter Kendsgerninger, ikke efter Korsikringer, den vur-

derer efter Fremtid og ikke efter Kortid. Lige meget, tivordan

vi synes. Skylden for Svagtiederne i det nordiske Sam-

hold bor lordeles, ved Hævdelsen ogsaa udadtil af Cjrundtankeme

i et storre Danmark bringes Ligevægten tilbage af sig

selv. Til os staar det at vise, livad vi er, til os staar det, om

laagede Korhaabninger og Stemninger eller den sunde Nøg-

ternhed skal blive afgørende for den nordiske Tankes Ska^bne.

Vi er det bøjeligste af de tre nordiske Kolk, og vor Mis-

sion kan maaske blive derefter. Lad os vise vor Storhed heri.

Med hver Nerve spændt maa vi lytte mod Stormen. Verden

staar i Brand, men ingen af Nordens Kolk har tændt Kaklen

eller ønsket den tændt. Sammen er vi omspændt af denne

gigantiske Krig, hver for sig har vi faaet at fole, hvad den

nærer af Respekt for dem, der er de svageste. Hvorledes end

vore Forhold udadtil maatte udvikle sig, lad os derfor aldrig

tillade, endsige bidrage til, at vore indre Forhold paavirkes

deraf. Lad ikke det, der er Sidemomenter i en større Sag,

blive Liv eller Død for os. Lad os rent ud sagt være enige

om, at det er Norden for god til! Til Dagenes Ende vilde

det være den største Ulykke for os alle, hvis Nordens Enhed

skulde sønderbrydes af Verdenskrigens Klammer. Lad frem

for alt Nøgternhedens Tid være inde ogsaa i det nordiske Korhold.

Lad ikke blot Nordens Konger, men Nordens Kolk mø-

des i dette. Da vil vi efter Krigen med Agtelse for de Sær-

egenskaber, vi hver for sig ejer. men med samlet Styrke

kunne hente Næring i Bevidstheden om at udgøre et frit, et

større Norden. Store Opgaver venter os, de lyser Nætters

Sønner. Sagalandenes Kolk, Kremtidens Folk.


Det

VI.

BUDSKABET TIL OS

er lys og straalende Sommermorgen. Natdamperen

fra Hovedstaden gaar op gennem Limfjorden, og vi

staar paa øverste Dæk og skuer udover det jyske Land, hvor

Herrens Velsignelse synes at leve som selve Aanden over de

saftig-grønne Græsgange, de veldyrkede Marker med Gaarde-

nes lange, hvidkalkede Længer, der lyser i Morgensolen, over

hele det vidtstrakte Landskab med sine rolige Flader og kraf-

tige Bakkedrag, der taler paa en Gang om Frodighed og dog

om stridbar Karakter, hærdet under barske Forhold. Og vi

ser Kvæget derinde, der græsser i Engene, Menneskene, der

arbejder paa Markerne, Køretøjer paa Vejene, Vindmøller,

der sindigt udnytter den lystige danske Blæst. En Sænkning i

Bakkedragene langs Fjorden lader os i et pludseligt Udsnit se

dybt ind i Landets Hjerte, hvor Gaarde og Hussamlinger lig-

ger med deres Trægrupper, og Landsbykirker staar paa Vagt.

Længst i Syd hæver Bakkedragene sig højest, Lundbybakkeme,

under hvis smukke trodsige Linier danske Mænd kæm-

pede mod en overmægtig Fjendes Invasion og døde som Helte.

Saadan ligger dette Land for os, sagnrigt og dog evigt

ungt. aandende Frugtbarhed, talende om Menneskers Virken

og Arbejde, det kostbareste af alt. 1 dels frie mandige Linier,

der hæver og højner sig, men aldrig saa brat, at de spærrer

for Udsyn og Lys, genfinder vi vor egen Karakter, og i dyb

Samklang med Jorden omkring os tænker vi vore bedste Tan-

ker. Men forude kalder et nyt Danmark. Dragende Kølvan-

dets hvide Stribe over den brede Strøm glider Damperen frem

mod Landet, der forude synes at lukke for Fjorden, og som


75

forniader iii kommende liiigtniii^. I.æiige inden vi naar den.

bringer den nye Tid os sil Bud. Over bol^jende, kornfjule Bak

ker vokser der t'rein Sanilinf^er af ina>glige Skorstene, fra

hvilke Røgskyerne vælter op og driver langt ind i Landet.

Saa svinger I-'jorden i en vældig Bue, Damperen skifter sin

Kurs, og foran os ligger Aalborg-Distriktet aabent og smi-

lende med store Linier. Og plnd.selig sejler vi om Kap med et

elektrisk Arbejdstog, der dukker op inde paa Engene, og som

iltert liaster afsted ind mod et af de store Fabriksanlæg, der

som fremskudte Forposter Tor Byen derinde strækker sig paa

begge Sider af den glitrende Fjord.

Og vi sejler ind i en mægtig Sang af .\rbejde og Trivsel.

Den toner fra Cementfabriker og Kridtbrud, fra Broer og

Brygger, hvor Stor-Motorskibe, Trampbaadc og slanke F'uld-

riggere afløser hinanden, med Skuder og raske Smaa-Sejlere

ind imellem. Dens Klang laaner Farve fra Dannebrog, der

smelder i Agterstavnene — med Skær af Brødrefolkenes Flag-

duge under Gaflen i himmelstræbende Rigninger. Men inde i

Land staar Grupper af taarnhøje Skorstene og maaler Master-

nes Rejsning. Og den stiger i Støjen fra Spil og Kraner, fra

Ladning og Losning, i Larmen fra Fabrikernes Arbejde, der

fores ud til en som rullende Torden. Den faar Næring fra

de mægtige gule Superfosfatfabriker, hvor fremmede Mine-

raller forvandles til Gødning for Danmarks Jord, den skyller

videre omfattende Skibsværft og Oplagspladser, Byen med

sine Huse, Spir og Skorstene, Havnen med Eksportstaldene og

Skibene, og Broerne over Fjorden.

Den løfter sig i det Pust af den store Verden, der staar

ind gennem Fjorden, den vokser ved at faa Følge tilbage af

danske Varer paa deres Vej udover .lorden, den fylder os med

dobbelt Styrke, fordi det her er os, der er ydende, og ikke blot

modtagende. Og i denne Kraft rejser sig Rygraden i det nye

Danmark, hvor By og Land supplerer hinanden og gør hin

anden større.

Og vi elsker dette Land og sværger. Men yderst ude

i Horisonten følger os endnu Bakkerne, der kaldte paa os

før. Tankerne vandrer tilbage til dem, der gik forud for


76

os, vore Fædre, som farvede dette Land med deres Blod for

at kunne overlevere det frit og xibøjet til os, saaledes som de

selv, i sin Tid modtog det. Og aldrig vil den Dag komme, da

vi ikke føler, hvad der til Gengæld er vor Pligt. Vi er kmi et

Led i en stolt og stærk Kæde, som vi har at føre videre. Men

Fortiden rummer ikke blot Pligt, men Lære. Det er ikke nok,

vi staar paa Vagt, vi maa ogsaa vaage. Det er ikke nok, vi

værner vor Fortid, vi maa ogsaa sikre vor Fremtid.

Danmarks Fremtid — hvor stolt, hvor rig og lykkelig

ligger den ikke foran os, byggende paa E\Tierne og Kræfterne

i sine Børn. Og med Sangen fra Land og By, fra Hjemlands

Jord og fremmed Verden brusende gennem vort Indre hører

vi en Rytme, der gaar igennem alt: Danmark først og sidst!

Store Pligter hviler paa os, der nu staar inde for Danmarks

Sag. Vi staar i Farens Stund, og ogsaa vi skal gøre

Regnskab. Lad os da vise os værdige til vor Pligt. Lad den være

ikke letsindig at sætte paa Spil, hvad vi har at vaage over.

Lad os kun kende en Ledestjerne i dette Mørke: Danmark.

Ja, lad det nu gaa som et vældigt Vejr over Landet: Danmark

først og sidst!

Lad os nu vaagne — ikke med stort Rabalder, som ikke

passer for vor Karakter, men i vort Indre, hver for sig. Lad

os ikke længer drømme, men tænke. Store vil de Spørgsmaal

blive. Tiden vil stille os. Kan vi end ikke forme Svaret paa

Forhaand, lad os dog ikke staa uorienteret, lad os ikke være,

som om det hele ikke angik os. Lad os nu vise vor Fantasi

ogsaa i de store Linier, være mindre »rationalistiske« og mere

rationelle. Lad os være færdige med den evige Beimdring af

Udlandet, men lad os være i fuld Samklang med selve vor

Tid. Lad os være Danske og være det fuldtud. Lad os hente

Kraft i vor Tro paa os selv, i vor Udviklings Højde. Men lad

Ordenes Tid være forbi og lad os vise vor Styrke i Handling.

Lad os give vor Kultur Arbejde, og vort Arbejde Kultur! Lad

os med samlet Kraft og forbitret Energi gaa ind i det store

Sikrings- og Rejsningsarbejde, Fædrelandet venter af os.

Det er Budskabet til os!


^"

PLEASE DO NOT REMOVE

CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKE

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRAR'


BiSriHES-

Jhi\\w. -te t-g;. ;

^r i'iiÉ Æm

L #^t::3G i'rf'rø TW' jUjrn

w ^S i?3SL-Sffl

^^El^j-* ^1^ nA'i !i. :~ i:

^M w^^SlF

~

''I' LJl u.

More magazines by this user
Similar magazines