© 1992 Henri J.M. Nouwen Originaltitel: The Return of The Prodigal ...

schwarz.sophia33

© 1992 Henri J.M. Nouwen Originaltitel: The Return of The Prodigal ...

Til min far

LAURENT JEAN MARIE NOUWEN

på 90-års dagen

© 1992 Henri J.M. Nouwen

Originaltitel: The Return of The Prodigal Son.

A story of homecoming

This translation published by arrangement with The Doubleday

Broadway Publishing Group, a division of Random House, Inc.

© i Danmark: Boedal 2004

ISBN 87-89626-14-1

Omslag: Henrik Würtz

Oversættelse: Carsten Dalsgaard og Leif E. Kristensen

Tryk: P.J. Schmidt, Vojens

Omslagsbillede:

Return of the Prodigal Son, af Rembrandt Harmensz. van Rijn

Hermitage, St. Petersborg / The Bridgeman Art Library

Forlaget Boedal

Falkevej 12, 3200 Helsinge

post@boedal.dk

www.boedal.dk


INDHOLD

Beretningen om to sønner og deres far 7

Prolog: Mødet med et maleri 9

Introduktion: Den yngste søn, den ældste søn og faderen 26

DEL I: DEN YNGSTE SØN 31

1. Rembrandt og den yngste søn 33

2. Den yngste søn rejser 38

3. Den yngste søn vender hjem 50

DEL II: DEN ÆLDSTE SØN 67

4. Rembrandt og den ældste søn 68

5. Den ældste søn rejser 73

6. Den ældste søn vender hjem 84

DEL III: FADEREN 97

7. Rembrandt og faderen 98

8. Faderen byder velkommen hjem 104

9. Faderen inviterer til fest og glæde 117

Konklusion: At blive faderen 129

Epilog: At leve efter maleriet 145

Efterord 152

Noter 154

Om forfatteren 159


BERETNINGEN

OM

TO SØNNER

OG

DERES FAR

En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: ”Far,

giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.” Så delte han

sin ejendom imellem dem.

Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste

til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et

udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en

streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han

gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte

ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun

at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav

ham noget.

Da gik han i sig selv og tænkte: ”Hvor mange daglejere hos

min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel.

Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har


syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at

kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.”

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt

borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen

og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham:

”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke

længere at kaldes din søn.” Men faderen sagde til sine tjenere:

”Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den

på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og

kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min

søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt,

men er blevet fundet.” Så gav de sig til at feste.

Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej

hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han

kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han

svarede: ”Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven,

fordi han har fået ham tilbage i god behold.” Da blev han

vred og ville ikke gå ind.

Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede

sin far: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt

et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget

som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn

dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da

han kom, slagtede du fedekalven til ham.”

Faderen svarede: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit

er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her

var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet

fundet.”

Lukasevangeliet, kapitel 15, vers 11-32


PROLOG:

MØDET MED

ET MALERI

PLAKATEN

Et tilsyneladende tilfældigt møde med en plakat med et udsnit

af Rembrandts Den fortabte søns hjemkomst – det blev begyndelsen

til en lang åndelig rejse, som gav mig en ny forståelse af

mit kald og ny styrke til at følge det. Centralt i denne rejse står

et maleri og en kunstner fra det syttende århundrede, en lignelse

og en forfatter fra det første århundrede – og et menneske

fra det tyvende århundrede på jagt efter meningen med livet.

Beretningen begynder i efteråret 1983 i landsbyen Trosly i

Frankrig. Der tilbragte jeg nogle få måneder ved L’Arche, et kristent

fællesskab, der tilbyder psykisk udviklingshæmmede et

hjem. Bofællesskabet i Trosly blev stiftet i 1964 af canadieren


Jean Vanier og var det første af mere end 90 L’Arche-fællesskaber,

som nu ligger spredt ud over hele verden.

En dag var jeg gået hen i bofællesskabets lille bibliotek for at

besøge min gode ven, Simone Landrien. Mens vi talte sammen,

faldt mine øjne på en stor plakat, der hang på hendes dør. Jeg

så en mand iført en stor rød kappe. Han berørte ømt skuldrene

på en forhutlet ung mand, der knælede foran ham. Jeg kunne

ikke få øjnene væk fra dem. Jeg følte mig tiltrukket af den nærhed,

der var mellem de to figurer, mandens dybrøde kappe,

drengens gyldne tunika og det mystiske lys, der omsluttede

dem begge. Men mest af alt var det hænderne – den gamle

mands hænder, der rørte drengens skuldre – som greb mig på

en måde, jeg aldrig før havde oplevet.

Jeg blev klar over, at jeg ikke længere fulgte så nøje med i

samtalen, og jeg sagde til Simone: ”Fortæl mig om den plakat.”

”Nå den, det er en reproduktion af Rembrandts Den fortabte

søn,” sagde hun. ”Kan du li’ den?”

Jeg blev ved med at stirre på plakaten, og til sidst fik jeg

fremstammet: ”Den er fantastisk, mere end fantastisk… Jeg får

lyst til at le og græde på én gang… Jeg kan ikke rigtig forklare,

hvad det er, jeg føler, men den berører mig dybt.”

”Måske du skulle anskaffe dig et eksemplar selv. Du kan købe

den i Paris,” sagde Simone.

”Ja,” sagde jeg, ”den plakat må jeg have fat i.”

Da jeg den dag så Den fortabte søn, havde jeg netop været på

en udmattende seks ugers foredragsturné gennem USA, hvor

jeg havde opfordret kristne menigheder til at gøre alt, hvad de

kunne for at forhindre vold og krig i Centralamerika. Jeg var

så træt, at jeg næsten ikke kunne stå på benene. Jeg var urolig,

ensom, rastløs og følte et stærkt behov for omsorg. Under rejsen

havde jeg følt mig som en stærk forkæmper for fred og retfærdighed,

følt, at jeg var i stand til at møde det onde i verden

uden frygt. Men da det hele var forbi, følte jeg mig som et sårbart

lille barn, der bare ønskede at kravle op på sin mors skød

og græde. Så snart alt hurlumhejet og de mange mennesker var


væk, oplevede jeg en overvældende ensomhed, og jeg kunne let

have givet efter for forførende stemmer, der lovede fysisk og

følelsesmæssig hvile.

Det var i denne tilstand, jeg første gang stødte på Rembrandts

Den fortabte søn på Simones kontordør. Mit hjerte begyndte at

banke, da jeg så det. Efter den lange, anstrengende rejse oplevede

jeg det som om, at faderens ømme omfavnelse af sønnen

udtrykte alt det, jeg følte allermest behov for. Jeg var i allerhøjeste

grad sønnen, der var udmattet efter en lang rejse. Jeg ønskede

at blive omfavnet. Jeg søgte et hjem, hvor jeg kunne føle

mig tryg. Den hjemkomne søn var præcis, hvad jeg var, og hvad

jeg ønskede at være. Jeg havde rejst så længe fra sted til sted –

jeg havde konfronteret, bønfaldt, formanet og trøstet. Nu ønskede

jeg kun at trække mig tilbage til et sted, hvor jeg kunne

hvile, et sted, hvor jeg hørte til og kunne føle mig hjemme.

Der skete meget de næste måneder og år. Selv om den store

udmattelse slap sit tag i mig, og jeg vendte tilbage til et liv med

undervisning og rejser, sad billedet af Rembrandts omfavnelse

stadig som naglet fast i min sjæl – meget stærkere end blot et

kortvarigt udtryk for følelsesmæssig støtte. Det havde bragt mig

i kontakt med noget inden i mig selv, som ligger dybere end et

travlt livs op- og nedture, noget, der repræsenter den menneskelige

ånds stadige længsel, en længsel efter endelig at vende

hjem, efter en umiskendelig følelse af tryghed, efter et blivende

hjem. Mens jeg var travlt engageret med kontakt til mange

mennesker, optaget af mange ting og optrådte i mange sammenhænge,

forblev den fortabte søns hjemkomst i mit sind og fik

en stadig voksende betydning i mit åndelige liv. Den længsel

efter et varigt hjem, som Rembrandts maleri havde kaldt frem i

lyset, voksede sig dybere og stærkere, og på en eller anden måde

blev maleren en trofast ven og vejleder.

To år efter at jeg så Rembrandt-plakaten første gang, forlod jeg

min undervisningsstilling ved Harvard University og vendte tilbage

til L’Arche i Trosly. Der skulle jeg være et helt år. Formålet

med dette skifte var at finde ud af, om jeg var kaldet til at leve et


liv sammen med psykisk udviklingshæmmede i et af L’Archefællesskaberne.

I løbet af dette overgangsår følte jeg en speciel

nærhed til Rembrandt og Den fortabte søn. Jeg var jo trods alt på

jagt efter et nyt hjem. Det var som om, jeg havde fået min hollandske

landsmand som en helt særlig følgesvend. Før året var

omme, havde jeg besluttet mig for at gøre L’Arche til mit nye

hjem og tilslutte mig Daybreak, L’Arche-fællesskabet i Toronto.

MALERIET

Lige før jeg forlod Trosly, blev jeg inviteret med på en rejse til

Sovjetunionen af mine venner Bobby Massie og hans kone Dana

Robert. Min umiddelbare reaktion var: ”Nu har jeg chancen

for at se det originale maleri.” Helt fra jeg begyndte at interessere

mig for dette store værk, havde jeg været klar over, at Katarina

den Store i 1766 havde skaffet originalen til Eremitagen

i St. Petersborg (som efter revolutionen havde fået navnet Leningrad,

og som netop på det tidspunkt havde fået det gamle

navn tilbage). Og dér hænger maleriet stadigvæk. Jeg havde aldrig

drømt om, at jeg skulle få mulighed for at se det så hurtigt.

Selv om jeg var meget ivrig efter at skaffe mig førstehåndskundskab

om et land, der i den grad havde påvirket mine tanker

og følelser gennem størsteparten af mit liv, blev dette nærmest

ubetydeligt sammenlignet med muligheden for at komme

til at stå foran det maleri, som havde åbenbaret mit hjertes dybeste

længsler for mig.

Helt fra jeg rejste hjemmefra, vidste jeg, at min beslutning om

at slutte mig permanent til L’Arche-fællesskabet var nært forbundet

med mit besøg i Sovjetunionen. Forbindelsen var Rembrandts

Den fortabte søn – det var jeg fuldstændig sikker på. Jeg

havde en følelse af, at jeg ved at se dette maleri kunne bevæge

mig ind i hjemkomstens mysterium på en helt ny måde.

At vende hjem fra en udmattende foredragsturné til et trygt

sted havde været en hjemkomst. At forlade en verden af lærere


og studenter for at leve sammen med psykisk udviklingshæmmede

mænd og kvinder føltes som at vende hjem. At møde

mennesker i et land, som havde adskilt sig selv fra resten af verden

med mure og strengt bevogtede grænser, føltes også på sin

egen måde som at komme hjem. Men under eller hinsides alt

dette var det at ”komme hjem” for mig at gå skridt for skridt

hen imod Ham, som venter på mig med åbne arme, og som ønsker

at omfavne mig i al evighed.

Jeg vidste, at Rembrandt havde en dyb forståelse af denne

åndelige hjemkomst. Jeg vidste, at da han malede Den fortabte

søn, havde han levet et liv, der ikke havde efterladt ham i tvivl

om sit virkelige og endelige hjem. Jeg følte, at hvis jeg kunne

møde Rembrandt netop dér, hvor han havde malet far og søn,

Gud og mennesker, barmhjertighed og elendighed i en cirkel

af kærlighed, så ville jeg forstå alt, hvad jeg nogensinde ville

komme til at forstå om liv og død. Jeg mærkede også i mig håbet

om, at jeg gennem Rembrandts mesterværk en dag ville blive

i stand til at udtrykke det, jeg mest af alt ønskede at sige om

kærlighed.

At være i St. Petersborg er én ting. At få mulighed for at sidde

stille og reflektere over Den fortabte søn i Eremitagen er noget

helt andet. Da jeg så den kilometerlange kø af mennesker,

der ventede på at komme ind på museet, blev jeg bekymret for,

hvordan og hvor længe jeg skulle få mulighed for at se det, jeg

mest af alt ønskede at se.

Jeg havde imidlertid ikke behøvet at bekymre mig. Vores officielle

tur endte i St. Petersborg, og de fleste deltagere rejste

hjem. Men Bobbys mor, Suzanne Massie, som var i Sovjetunionen,

inviterede os til at blive nogle dage længere. Suzanne er

ekspert i russisk kunst og kultur, og hendes bog The Land of the

Firebird havde været til stor hjælp under forberedelserne til turen.

”Hvordan kommer jeg i nærheden af Den fortabte søn?”

spurgte jeg hende. ”Tag det helt roligt, Henri. Jeg skal sørge for,

at du får al den tid, du har brug for og ønsker sammen med dit

yndlingsmaleri,” sagde hun.


På vores anden dag i St. Petersborg gav Suzanne mig et telefonnummer.

”Det er nummeret til Alexei Briantsevs kontor. Han

er en af mine gode venner. Ring til ham, så vil han hjælpe dig,

så du kommer til at se maleriet,” sagde hun. Jeg ringede med

det samme og blev overrasket, da Alexei på flydende engelsk

med kun en svag accent lovede at møde mig ved en sideindgang,

væk fra turistindgangen.

Lørdag den 26. juli 1986, kl. 14.30, tog jeg ud til Eremitagen,

gik langs Neva-floden forbi hovedindgangen og fandt den dør,

som Alexei havde forklaret mig, at jeg skulle gå hen til. Jeg gik

ind, og en person bag et stort skrivebord lod mig låne hustelefonen,

så jeg kunne ringe til Alexei. Efter nogle få minutter dukkede

han op og gav mig en hjertelig velkomst. Han førte mig

gennem storslåede gange og op ad elegante trapper til et afsidesliggende

sted, som ikke findes i turisternes rejsehåndbøger.

Det var et langt rum med højt til loftet – det lignede et gammelt

kunstneratelier. Der stod stabler af malerier overalt. I midten

stod der store borde og stole, fyldt med papirer og alle mulige

ting stablet ovenpå. Da vi satte os et øjeblik, blev jeg klar

over, at Alexei var chef for konserveringsafdelingen ved Eremitagen.

Han var meget imødekommende og tydeligt interesseret

i mit ønske om at tilbringe tid sammen med Rembrandts

maleri, og han tilbød mig al den hjælp, jeg havde brug for. Derefter

tog han mig med hen til Den fortabte søn, bad vagten om

ikke at forstyrre mig, og så gik han.

Nu var jeg der, ansigt til ansigt med det maleri, som havde

været i mine tanker og i mit hjerte i næsten tre år. Jeg blev lamslået

over, hvor smukt det var – den utrolige størrelse og de

stærke røde, brune og gule farver, den skyggelagte baggrund

og den lyse forgrund. Men mest af alt, faderens og sønnens

omfavnelse, indhyllet i lys og omgivet af fire mystiske tilskuere.

Alt dette greb mig med en intensitet, som var meget stærkere,

end jeg havde drømt om. Der havde været stunder, hvor jeg

havde spekuleret på, om det virkelige maleri måske ville skuffe

mig. Det modsatte var tilfældet. Det storslåede og pragtful-


de maleri trængte alt andet i baggrunden, og jeg blev fuldstændig

tryllebundet. Det at komme hertil føltes i allerhøjeste grad

som en hjemkomst.

Mens turistgrupperne og deres guider kom og gik i hurtig

rækkefølge, sad jeg på en af de røde fløjlsstole foran maleriet

og bare betragtede det. Nu så jeg, hvordan det virkelig var! Ikke

alene så jeg faderen, der omfavnede det hjemvendte barn, men

også den ældste søn og de tre andre figurer. Det er et stort oliemaleri,

næsten to og en halv meter højt og to meter bredt. Det

tog lidt tid at fatte, at jeg virkelig var der, at jeg sad ansigt til

ansigt med dét, jeg så længe havde håbet at få at se, at jeg kunne

sidde alene i Eremitagen i St. Petersborg og se på Den fortabte

søn, så længe jeg ville.

Placeringen af maleriet var meget fin. Det hang på en væg,

der fik masser af dagslys fra et stort vindue i nærheden, i en

vinkel på 80 grader. Mens jeg sad der, opdagede jeg, at lyset blev

mere fyldigt og mere intenst i løbet af eftermiddagen. Kl. 16

dækkede solen maleriet og gav det en ny glans, og baggrundsfigurerne

– som tidligere havde været meget utydelige – syntes

at træde frem fra de mørke hjørner. Da aftenen nærmede sig,

blev sollyset klarere og skarpere. Omfavnelsen mellem faderen

og sønnen blev stærkere og dybere, og de tilstedeværende tog

større del i denne mystiske oplevelse med genforening, tilgivelse

og indre helbredelse. Jeg opdagede gradvist, at der var lige

så mange varianter af Den fortabte søn, som der var skift i lyset,

og dette elegante samspil mellem natur og kunst tryllebandt

mig i lang tid.

Uden at jeg var klar over det, var der gået mere end to timer,

da Alexei dukkede op igen. Med et medfølende smil og en venlig

gestus antydede han, at jeg trængte til en pause og inviterede

mig på kaffe. Han gelejdede mig gennem de majestætiske

haller i museet – hvoraf størsteparten havde udgjort zarernes

gamle vinterpalads – tilbage til det arbejdsrum, hvor vi tidligere

havde været. Alexei og hans kollegaer havde dækket op med

brød, ost og kager og inviterede mig til at deltage i måltidet.


Jeg havde håbet på at kunne tilbringe lidt tid i stilhed sammen

med Den fortabte søn, men at jeg skulle komme til at drikke kaffe

med konservatorerne ved Eremitagen, havde jeg overhovedet

ikke drømt om. Både Alexei og hans kollegaer fortalte mig

alt, hvad de vidste om Rembrandts maleri, og de var meget interesseret

i at få at vide, hvorfor jeg var så betaget af det. De så

ud til at være overraskede og måske også lidt forlegne over

mine åndelige observationer og tanker. Men de lyttede opmærksomt

og bad mig indtrængende om at fortælle mere.

Da vi havde drukket vores kaffe, tilbragte jeg endnu en time

sammen med maleriet, lige indtil både vagten og rengøringsdamen

gjorde det helt klart for mig, at museet skulle til at lukke,

og at jeg havde været der længe nok.

Fire dage senere gik jeg op for at se maleriet endnu engang.

Ved dette besøg skete der noget sjovt, som jeg ikke bør undlade

at fortælle. Den vinkel, morgensolen ramte maleriet i, var

årsag til et generende genskin i fernissen. Jeg tog derfor en af

de røde fløjlsstole og flyttede den til et sted, hvor genskinnet

var væk, og jeg igen kunne se figurerne på maleriet klart og tydeligt.

Da vagten, en alvorlig ung mand i en militærlignende

uniform, så, hvad jeg gjorde, blev han tydeligt oprørt over, at

jeg kunne være så frimodig at flytte stolen til et andet sted. Han

kom hen til mig og beordrede mig, med en strøm af russiske

gloser og universelle armbevægelser, til at sætte stolen tilbage

på dens plads. Som svar pegede jeg på solen og på lærredet og

forsøgte at forklare, hvorfor jeg havde flyttet stolen. Forsøget

var totalt mislykket. Jeg satte derfor stolen tilbage og satte mig

i stedet på gulvet. Men det fik vagten til at blive endnu mere

vred. Efter at jeg havde gjort flere forsøg på at få ham til at forstå

problemet, bad han mig om at sætte mig på radiatoren under

vinduet. Herfra havde jeg et godt udsyn til maleriet. Men

den første turistguide, der kom forbi med en stor gruppe turister,

marcherede direkte hen til mig og bad mig strengt om at

flytte mig fra radiatoren og sætte mig på en af fløjlsstolene. Det

fik vagten til at blive vred på guiden, og med en strøm af ord


og voldsom gestikulation fortalte han hende, at det var ham, der

havde bedt mig om at sætte mig på radiatoren. Guiden virkede

ikke videre fornøjet, men hun bestemte sig for at koncentrere

sig om turisterne, som stod og så på Rembrandt-maleriet og

talte om, hvor store figurerne var.

Nogle minutter senere kom Alexei ind for at se, hvordan jeg

havde det. Vagten gik straks hen til ham, og de talte sammen i

temmelig lang tid. Vagten forsøgte tydeligvis at forklare, hvad

der var sket, men samtalen fortsatte så længe, at jeg begyndte

at blive bekymret for, hvad det skulle betyde. Så forsvandt

Alexei pludselig. Jeg fik lidt dårlig samvittighed over, at jeg

havde været årsag til så megen opstandelse, og jeg troede, at

Alexei var blevet irriteret på mig. Ti minutter senere dukkede

han imidlertid op igen, slæbende på en stor, behagelig lænestol

med rød fløjlspolstring og guldfarvede ben. Den var til mig!

Alexei satte stolen foran maleriet, og med et stort smil bad han

mig om at sætte mig. Alexei, vagten og jeg smilede alle tre. Jeg

havde min egen stol, og nu var der ingen, der protesterede længere.

Pludselig virkede det hele ret komisk. Tre tomme stole,

der ikke kunne flyttes på, og en luksuriøs lænestol, hentet fra

et andet rum i vinterpaladset, som jeg frit kunne flytte rundt

med. Det kan man kalde bureaukrati! Jeg tænkte på, om nogen

af figurerne på maleriet, som havde været vidne til hele seancen,

smilede sammen med os. Det får jeg aldrig at vide.

Alt i alt tilbragte jeg mere end fire timer sammen med Den

fortabte søn. Jeg noterede ned, hvad jeg hørte guiderne og turisterne

sige, hvad jeg selv så efterhånden som sollyset blev stærkere

og svagere, og hvad jeg oplevede i mit indre, efterhånden

som jeg mere og mere selv blev en del af den historie, som Jesus

engang havde fortalt, og Rembrandt engang havde malet.

Jeg tænkte på, om og hvordan disse dyrebare timer i Eremitagen

engang ville bære frugt.

Da jeg forlod maleriet, gik jeg hen til vagten og forsøgte at

vise, hvor taknemmelig jeg var for, at han havde holdt ud med

mig så længe. Da jeg så ham ind i øjnene under den store rus-


siske uniformshue, så jeg en mand som jeg selv: bange, men

med et stort ønske om at blive tilgivet. Hans unge, skægløse

ansigt formede sig til et venligt smil. Jeg smilede også, og vi

følte os begge trygge.

BEGIVENHEDEN

Nogle få uger efter at jeg havde besøgt Eremitagen i St. Petersborg,

kom jeg til L’Arche Daybreak i Toronto for at bo og arbejde

som præst i bofællesskabet der. Selv om jeg havde brugt et

helt år på at blive klar over mit kald og til at finde ud af, om

Gud havde kaldet mig til et liv sammen med psykisk udviklingshæmmede,

var jeg alligevel bange for, at jeg ikke ville kunne

gøre det godt nok. Jeg havde aldrig før været særlig opmærksom

på mennesker med psykiske handicaps. Tværtimod

havde jeg koncentreret mig om universitetsstuderende og deres

problemer. Jeg havde lært, hvordan jeg skulle holde forelæsninger

og skrive bøger, hvordan jeg skulle forklare ting systematisk,

hvordan jeg skulle skrive titler og undertitler, hvordan

jeg skulle argumentere og analysere. Jeg vidste derfor ikke

meget om, hvordan jeg skulle kommunikere med mænd og

kvinder, som knapt nok kunne tale, og som, hvis de kunne, ikke

var interesseret i logiske argumenter og velbegrundede meninger.

Jeg vidste endnu mindre om, hvordan jeg skulle forkynde

Jesu evangelium til mennesker, som lyttede mere med deres

hjerte end med deres tanker, og som var langt mere opmærksom

på, hvordan jeg levede, end hvad jeg sagde.

Jeg kom til Daybreak i august 1986, overbevist om, at jeg havde

truffet det rigtige valg. Men mit hjerte var alligevel fyldt med

frygt for, hvad fremtiden skulle bringe. Jeg var dog, efter mere

end 20 år i klasseværelset, overbevist om, at tiden var inde til

at stole på, at Gud elsker de enfoldige sjæle på en helt speciel

måde, og selv om jeg kun havde lidt at give dem, ville de have

meget at give mig.


Noget af det første, jeg gjorde efter ankomsten til Daybreak,

var at kigge mig om efter et passende sted, hvor jeg kunne hænge

min plakat med Den fortabte søn. Kontoret, som jeg fik tildelt,

viste sig at være et ideelt sted. Hver gang jeg satte mig ned for

at læse, skrive eller tale med nogen, kunne jeg se den mystiske

omfavnelse mellem faderen og sønnen, som var blevet en så vigtig

del af min åndelige rejse.

Efter besøget i Eremitagen var jeg blevet mere opmærksom

på de fire figurer, to kvinder og to mænd, som stod omkring

det oplyste sted, hvor faderen bød sønnen velkommen hjem.

Deres udtryk får en til at overveje, hvad de mon føler og tænker

om det, de er vidner til. Disse tilskuere kan tolkes på en

række forskellige måder. Når jeg ser tilbage på min egen rejse,

bliver jeg mere og mere klar over, hvor længe jeg har spillet tilskuerens

rolle. I flere år havde jeg undervist studenter om de

forskellige aspekter ved et åndeligt liv og forsøgt at vise dem,

hvor vigtigt det er at leve på den rigtige måde. Men havde jeg

nogensinde selv for alvor vovet at bevæge mig ind i fokus, knæle

ned og blive omfavnet af en tilgivende Gud?

At kunne give udtryk for en mening, at komme med et argument,

at forsvare et standpunkt og at redegøre for en vision

har altid givet mig, og giver mig stadig, en følelse af kontrol.

Og normalt synes jeg, det er meget mere trygt at føle en form

for kontrol over en uafklaret situation end at tage den risiko at

lade situationen kontrollere mig.

Der havde ganske vist været mange timer med bøn, mange

dage og måneder på retræter og utallige samtaler med åndelige

vejledere, men jeg havde aldrig helt givet slip på rollen som

tilskuer. Selv om jeg hele livet har haft et ønske om at være på

indersiden og se ud, har jeg igen og igen valgt at være en udenforstående,

som ser ind. Nogle gange med et nysgerrigt blik,

nogle gange med et misundeligt blik, nogle gange med et bekymret

blik, og nogle gange også med et kærligt blik. Men det

at opgive den forholdsvis trygge tilværelse som kritisk tilskuer

virkede som et stort spring ind i et totalt ukendt land. Jeg ville


så gerne have en vis kontrol over min åndelige rejse og ønskede

at kunne forudsige i det mindste dele af resultatet. At give

afkald på sikkerheden ved at være tilskuer, til fordel for den

hjemkomne søns sårbarhed, syntes nærmest umuligt. At undervise

studenter, fortælle dem, hvordan Jesu ord og handlinger

er blevet forklaret gennem århundreder, og vise dem de mange

åndelige veje, som mennesker har valgt i tidligere tider – det

forekom mig at være ligesom at spille en af de fire figurers rolle,

som på maleriet var vidner til den guddommelige omfavnelse.

De to kvinder, der står i forskellig afstand bag ved faderen,

manden, der sidder og stirrer ud i luften, uden at se på noget

specielt, og den høje mand, der står oprejst og ser kritisk på det,

der sker lige foran ham – de repræsenterer alle forskellige måder,

hvorpå man kan undgå at involvere sig. Her er ligegyldighed,

nysgerrighed, dagdrømmeri og opmærksom iagttagelse.

De stirrer, skæver, ser og kikker. De står i baggrunden, læner

sig mod en buegang, sidder med armene over kors og står med

foldede hænder. Jeg kender alle disse positioner alt for godt.

Nogle er mere behagelige end andre, men de er alle måder,

hvorpå man kan undgå at blive direkte involveret.

Det at gå fra undervisning af universitetsstudenter til et bofællesskab

med psykisk udviklingshæmmede var, i hvert fald

for mig, et skridt hen imod det sted, hvor faderen omfavner sin

knælende søn. Det er det sted, hvor lyset, sandheden og kærligheden

er. Det er det sted, hvor jeg mest brændende ønsker

at være, men som jeg også frygter. Det er det sted, hvor jeg vil

få alt det, jeg trænger til, alt det, jeg nogensinde har kunnet håbe

på, alt det, jeg nogensinde vil få brug for. Men det er også

det sted, hvor jeg må give slip på alt det, jeg mest af alt ønsker

at holde fast ved. Det er det sted, hvor jeg bliver konfronteret

med det faktum, at det ofte er meget mere vanskeligt fuldt ud

at modtage kærlighed, tilgivelse og helbredelse, end det er at

give det. Det er stedet hinsides fortjeneste og belønning. Det er

stedet for overgivelse og fuldstændig tillid.


Lige efter at jeg kom til Daybreak, kom Linda, en smuk, ung

kvinde med Downs syndrom, og lagde armene omkring mig og

sagde: ”Velkommen.” Det gør hun med alle nye, der kommer,

og hver gang gør hun det med en uforbeholden overbevisning

og kærlighed. Men hvordan skal man tage imod en sådan omfavnelse?

Linda havde aldrig set mig før. Hun vidste absolut

ingenting om det liv, jeg havde levet, før jeg kom til Daybreak.

Hun havde aldrig haft mulighed for at se mine mørke sider eller

for at få nogle glimt af mine lyse sider. Hun havde aldrig

læst nogen af mine bøger eller hørt mig forelæse – vi havde ikke

engang ført en rigtig samtale.

Skulle jeg bare smile og sige, at hun var sød og gå videre,

som om intet var sket? Eller stod Linda et eller andet sted i billedet

og sagde med sin gestus: ”Kom bare herop, du skal ikke

være så genert, din Far vil også gerne omfavne dig!” Det virker

som om, at jeg hver gang – hvad enten det er Lindas velkomst,

Bills håndtryk, Gregorys smil, Adams tavshed eller Raymonds

ord – må vælge mellem at ”forklare” disse gestus eller

ganske enkelt modtage dem som invitationer til at komme højere

op og tættere på.

Disse år ved Daybreak har ikke været lette. Der har været

mange indre kampe, og der har været mental, følelsesmæssig

og åndelig smerte. Intet, absolut intet, har båret præg af, at jeg

er nået frem. Men skiftet fra Harvard til L’Arche viste sig alligevel

at være ét lille skridt fra tilskuer til deltager, fra dommer

til angrende synder, fra at undervise om kærlighed til at blive

elsket. Jeg havde virkelig ingen anelse om, hvor vanskelig rejsen

ville blive. Jeg forstod ikke, hvor dybt forankret min modvilje

var, og hvor smertefuldt det ville være at ”komme til fornuft”,

falde på knæ og lade tårerne strømme frit. Jeg anede ikke,

hvor vanskeligt det ville være virkelig at blive en del af den store

begivenhed, der er fremstillet i Rembrandts maleri.

Hvert eneste lille skridt mod centrum virkede som et umuligt

krav, et krav, der forudsatte, at jeg igen gav slip på mit ønske

om at have kontrol, igen gav slip på mit behov for at kunne


forudsige mit liv, igen overvandt min angst for ikke at vide,

hvor det hele ville ende, og igen overgav mig til en grænseløs

kærlighed. Og alligevel vidste jeg, at jeg ikke ville være i stand

til at leve kærlighedsbudet ud, hvis ikke jeg lod mig selv blive

elsket uden krav og betingelser. Rejsen fra at undervise om kærlighed

til at tillade mig selv at blive elsket viste sig at blive meget

længere, end jeg havde forestillet mig.

VISIONEN

Meget af det, der er sket, siden jeg kom til Daybreak, har jeg

skrevet ned i dagbøger og på notesblokke. Men i den form det

er skrevet ned, er det kun i begrænset omfang egnet til at dele

med andre. Ordene er for rå, for støjende, for ”blodige” og for

nøgne. Men nu er det muligt at se tilbage på de stormfulde år

og beskrive, mere objektivt end jeg tidligere var i stand til, det

sted, hvor denne kamp har bragt mig hen. Jeg er stadig ikke fri

nok til bare at være helt og fuldt i Faderens trygge omfavnelse.

På mange måder bevæger jeg mig stadig ind mod centrum. Jeg

er stadig som den fortabte søn: rejser rundt, forbereder taler, ser

frem til, hvordan det skal blive, når jeg engang til sidst når frem

til min Fars hus. Men jeg er helt bestemt på vej hjem. Jeg har

forladt det fjerne land og er begyndt at føle kærlighedens nærvær.

Og derfor er jeg parat til at dele min historie med andre.

Den indeholder en del håb, lys og trøst. Meget af det, jeg har

oplevet de seneste år, vil være en del af historien, ikke som udtryk

for forvirring eller fortvivlelse, men som øjeblikke på min

rejse mod lyset.

Rembrandts maleri er blevet ved med at følge mig meget tæt

i hele denne periode. Jeg har flyttet rundt på det mange gange:

fra kontoret til kapellet, fra kapellet til dagligstuen i Dayspring

(et lille hus på Daybreak, som er indrettet til bøn) og fra dagligstuen

tilbage til kapellet. Jeg har talt om det mange gange

både i og uden for Daybreak – til psykisk udviklingshæmme-


de og deres plejere, til præster og menighedsledere, til mænd

og kvinder fra forskellige samfundslag. Jo mere jeg har talt om

Den fortabte søn, desto mere er det ligesom blevet mit personlige

maleri – et maleri, der ikke kun indeholder kernen i den historie,

som Gud vil fortælle mig, men også kernen i den historie,

jeg vil fortælle til Gud og til Guds folk. Hele evangeliet er i

den. Hele mit liv er der. Mine venners liv er der. Maleriet er blevet

et mystisk vindue, hvorigennem jeg kan træde ind i Guds

rige. Det er som en stor port, der gør det muligt for mig at nå

frem til den anden side af eksistensen og derfra se tilbage på

den samling af mennesker og oplevelser, der udgør mit liv.

Jeg forsøgte i mange år at få et glimt af Gud ved at udforske

de forskellige menneskelige erfaringer nøje: ensomhed og kærlighed,

sorg og glæde, bitterhed og taknemmelighed, krig og

fred. Jeg søgte at forstå menneskesjælens medgang og modgang

og der finde en sult og en tørst, som kun en Gud med navnet

Kærlighed kan stille. Jeg forsøgte at se det varige bag det forbigående,

det evige bag det midlertidige, den fuldkomne kærlighed

bag al lammende frygt, og den guddommelig trøst bag

menneskers fortvivlelse og smerte. Jeg forsøgte hele tiden at

pege forbi det faktum, at vi ikke er udødelige, hen på en højere

magt, som var større, dybere, bredere og skønnere, end vi kan

forestille os, og også at tale om den magt som en magt, vi allerede

nu kan se, høre og røre ved, hvis vi er villige til at tro.

Under mit ophold her ved Daybreak er jeg imidlertid blevet

ført til et indre sted, hvor jeg ikke tidligere har været. Det er

det sted inde i mig, hvor Gud har valgt at tage bolig. Det er det

sted, hvor jeg bliver holdt i en tryg omfavnelse af en kærlig Far,

der kalder mig ved navn og siger: ”Du er min elskede søn, i dig

har jeg fundet velbehag!” 1 Det er det sted, hvor jeg kan opleve

en glæde og en fred, som ikke er af denne verden.

Det sted havde altid været der. Jeg havde altid kendt til det

som nådens kilde. Men jeg havde ikke været i stand til at træde

ind i det og virkelig leve der. Jesus siger: ”Den, der elsker

mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og


vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” 2 Disse ord har

altid gjort et dybt indtryk på mig. Gud har sin bolig i mig!

Det havde imidlertid altid været meget vanskeligt at opleve

sandheden i disse ord. Ja, Gud bor i mit indre, men hvordan

kunne jeg tage imod Jesu ord: ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer” 3 ?

Invitationen er klar og tydelig. At gøre det sted til mit hjem, som

Gud havde gjort til sit – det er den store åndelige udfordring.

Det virkede som en umulig opgave.

Med mine tanker og følelser og min lidenskab var jeg hele

tiden fjernt fra det sted, som Gud havde valgt at gøre til sit

hjem. At komme hjem og være der, hvor Gud er, at lytte til

sandhedens og kærlighedens stemme – det var så absolut det,

jeg frygtede mest. For jeg vidste, at Gud er en skinsyg elsker,

som vil have hele mig, hele tiden. Hvornår ville jeg være klar

til at tage imod den slags kærlighed?

Gud selv viste mig vejen. De følelsesmæssige og fysiske kriser,

som afbrød mit travle liv ved Daybreak, tvang mig – med

en voldsom kraft – til at vende hjem og søge Gud, hvor han er

at finde – i min egen indre helligdom. Jeg kan ikke påstå, at jeg

er nået helt frem. Og det vil jeg heller ikke kunne gøre i dette

liv, for vejen til Gud strækker sig langt forbi dødens grænser.

Det er en lang og meget krævende rejse, men den er også fuld

af herlige overraskelser, som giver os en forsmag på det endelige

mål.

Første gang jeg så Rembrandts maleri, var jeg ikke så fortrolig

med Guds bolig i mig, som jeg er nu. Men det, at jeg reagerede

så intenst på faderens omfavnelse af sønnen, fortalte mig

ikke desto mindre, at jeg desperat søgte efter det sted, hvor også

jeg kunne være i et trygt favntag, ligesom den unge mand

på maleriet. På det tidspunkt kunne jeg ikke forudse, hvad det

ville koste at komme nogle skridt nærmere det sted. Jeg er taknemmelig

for, at jeg ikke på forhånd vidste, hvilke planer Gud

havde med mig. Men jeg er også taknemmelig for det nye sted,

som har åbnet sig i mig gennem al den indre smerte. Jeg har et

nyt kald nu. Jeg er kaldet til at tale og skrive fra dette sted til


mit eget og andre menneskers rastløse liv. Jeg må knæle ned

foran Faderen, lægge mit øre til hans bryst og lytte uafbrudt til

Guds hjerteslag. Da, og først da, kan jeg meget stille og forsigtigt

sige, hvad jeg hører. Jeg ved nu, at jeg må tale fra evigheden

til livet, fra varig glæde til kortvarige realiteter i vores korte

eksistens her på jorden, fra kærlighedens hus til de huse, hvor

frygten hersker, fra Guds bolig til menneskers hjem. Jeg er fuldstændig

klar over, at dette er en kolossal opgave. Alligevel er

jeg overbevist om, at det er det eneste rigtige for mig. Man kan

måske kalde det for en ”profetisk” vision – at se på mennesker

og den verden, vi lever i, gennem Guds øjne.

Er det realistisk at tro, at dette er muligt for et menneske?

Eller måske vigtigere: Er det rigtigt for mig? Det er ikke et intellektuelt

spørgsmål. Det er et spørgsmål om kald. Jeg er kaldet

til at gå ind i min egen indre helligdom, hvor Gud har valgt

at tage bolig. Den eneste måde, hvorpå jeg kan finde vejen dertil,

er gennem bøn, vedblivende bøn. Mange kampe og megen

smerte kan rydde vejen, men jeg er overbevist om, at det kun

er vedblivende bøn, der kan føre mig helt frem.

More magazines by this user
Similar magazines