B>9é

booksnow1.scholarsportal.info

B>9é

72

var lav med nogen Dønning eller stille Bølger; vi

valgte derfor at holde os paa Søen, indtil Lejligheden

blev bedre. Vi ankrede ude paa Havet, langt

fra Land, Bunden var Lerbund og derfor gunstig

for vore Ankre. Vi gik i Land i vor store Baad,

med tomme Vandfade, der skulde fyldes; vi havde

ligeledes et lille Anker i Baaden, som vi lod falde

for Agterstævnen; men en af os lod vi svømme i

Land med Landtovet for at gøre det fast. Der var

stærk Brænding, og vi kastede de tomme Fade ud

i Søen; men de, der ikke kunde svømme, maatte

hale sig i Land ved Landtovet, saaledes at Søen

ofte gik to Favne over vore Hoveder; men da Søen

faldt, havde vi stor Vanskelighed ved at holde os

fast ved Tovet, for at Søen ikke skulde skylle os

bort. I denne Brænding var ikke faa Portoprayere,

der svømmede for deres Fornøjelses Skyld, da

Søen var lunken. De var sorte som Sod med sort

Haar, der lignede de sorte Skind af unge Lam i

Island, som er krøllede med liden Uld. Da vi kom

i Land, saa vi Kvinder af lignende Hudfarve, og

alle disse Mennesker havde Opstoppernæser, gik

næsten nøgne, men om Livet havde de et Stykke

Lærred. Jeg saa ikke en Dreng, der ikke havde

Sabel ved Siden, selv om han ikke var ældre end

10 Aar. Hele denne Pøbel var tyvagtig og mord-

lysten, i al Korthed: det var de værste Mennesker,

som jeg har hørt eller set under Solen. De er

aabenlyse Tyve; naar de faar noget, som de fore-

giver at ville købe, løber de fra en ind i Skoven,

uden at man ser dem igen. Her boer en Komman-

More magazines by this user
Similar magazines