Et sprog der kan udvikles - Elbo

infolink2003.elbo.dk

Et sprog der kan udvikles - Elbo

Et SPROG

der kan udvikles

Børns tegnesproglige udvikling er et vigtigt tema i fx psykologisk

klinisk arbejde og forskning. Her behandles det ud fra traditioner og

retninger og med blik for det sprog og den kultur, tegningerne også

er et spejl på.

Tegninger Af Grete Binger

Der har været interesse for børn og deres tegninger, siden

Rousseau i 1700-tallet satte lys på barndommen. Tidligere

var børn anskuet som ufærdige små voksne, men med

sit banebrydende værk ”Emile ou l’Éducation” fra 1762 satte

Rousseau barndomsparadigmet på dagsordenen. Der har

siden været mange anskuelser på børn og opdragelsen af

dem, ligesom der har været mange anskuelser på børns tegninger.

Interessen for børns tegninger i forskning og undervisning

har gennem tiderne været meget svingende, men om

tegnetolkningstraditionen lever ’sit eget isolerede liv inden

for dele af retspsykiatrien og klinisk psykologisk praksis’,

som Else Marie Bech i sin artikel ’Et sprog der kan læres’

(Psykolog Nyt 18/2010) giver udtryk for, må være op til andre

at vurdere. Imidlertid må man konkludere, at når uddannelsesinstitutionerne

generelt ikke har opmærksomheden

rettet mod et så vigtigt emne som børns tegnesproglige

udvikling, er det forståeligt, at der ikke er megen blæst om

det.

Med det udgangspunkt vil jeg her tage de temaer op, der

8 Psykolog nyt • 22 • 2010

tEgningEr: AnnA, 5 år

gælder børns tegninger som et universelt sprog,

samt børns tegninger og den kulturelle påvirkning.

Endvidere vil jeg se på, at forskellig opfattelse

af børns tegninger kan anskues som en paradigmediskussion,

og til slut anskue børns udvikling og

følelser set i deres tegninger.

Tegning som universelt sprog

Karen Vibeke Mortensen skriver i ”Børnetegning – Udvikling

og udtryk” (1971), at man ”kan vælge at betragte en

tegning ud fra mange forskellige synsvinkler” (s. 48), ligesom

hun påpeger, at ”man kan imidlertid ikke nøjes med at

betragte hver enkelt tegning isoleret, men den må sammenlignes

med andre og indordnes i et kontinuum, der spænder

fra det helt lille barns første kradserier til det voksne individs

arbejder.” (s. 8). Hermed sætter hun børns tegninger

ind i et udviklingsperspektiv. Sammesteds hedder det, at

der ”langt fra er enighed om, hvilke informationer man

egentlig kan hente i tegninger. Der er to divergerende hovedopfattelser,

hvor tilhængere af den ene hævder, at teg-


ning først og fremmest er udtryk for børnenes intellektuelle

modenhed, mens repræsentanterne for den anden ser

tegning som et udtryk for hele personligheden, altså kognitive

såvel som emotionelle aspekter” (s. 47).

Når det gælder børns frie tegninger, vurderer Karen Vibeke

Mortensen (s. 65), at de ”er ikke mere frie, end at de

er bestemt af både ydre og indre årsager. Naturligvis bør

man ikke underkende betydningen af ydre faktorer. Børnene

kan være påvirkede af, hvad de har set i fjernsynet aftenen

før, eller af, hvad de beskæftiger sig med i formningstimerne

i skolen. På bestemte alderstrin nærer de forkærlighed

for bestemte emner, og der kan gå mode i at tegne

visse motiver i fx en skoleklasse i en vis periode.” (s. 66)

Følelser udtrykkes mere umiddelbart i billeder end i ord,

da tegninger er tættere forbundet med følelseslivet, end når

de omtolkes til ord. Dette er for mig en selvfølge, som den

MoDElfoto: ColoUrBox

neuroaffektive teori så fint beskriver, idet tegning grundlæggende

kan anskues som bevægelser, der udtrykkes og

synliggøres på papir. Disse bevægelser udtrykker barnets

oplevelser – indre og ydre – som de har erfaret gennem deres

første levemåneder og -år, inden de begynder at skrible.

Alle børn over hele verden udtrykker sig gennem deres bevægelser,

og har de mulighed for at gøre det med farver på

papir, begynder de at skrible. Senere begynder de at sætte

ord på og fortælle, hvad de skribler – sproget er således sekundært,

ligesom alle børn også fortsætter med at tegne

’kopf-füssling’er’ eller ’haletudsemænd’ – også dette er universelt.

Først herefter begynder barnet at udvikle mere faste skemaer

for fx mennesker, huse og træer. Heller ikke disse tegninger

svarer i form og farve til de visuelle indtryk, barnet

får ved at iagttage sine omgivelser, for i denne tidlige bar-

Psykolog nyt • 22 • 2010 9


nealder tegner børn, hvad de ved, og ikke hvad de ser – og

hvert enkelt barn gennemløber sin egen individuelle udvikling

afhængig af biologiske anlæg og ydre indtryk, stimulation

og muligheder.

Den kulturelle faktor

Tidligere mente man, at de ’klassiske test’ som fx Goodenough’s

Draw a man kunne anvendes universelt, fordi holdningen

dengang har været, at når mennesker i store træk ser ens ud

verden rundt, må børns persontegninger kunne sammenlignes

universelt som et direkte udtryk for barnets evne til

at gengive perceptuelle erfaringer. Endvidere var det grundlæggende

rationale i testen, at jo flere realistiske detaljer

mennesketegningen indeholdt, desto mere intelligent var

barnet.

Dette har senere vist sig ikke at holde stik, idet børn gennemløber

deres egen individuelle udvikling, og denne udvikling

er afhængig af sansninger, relationelle forhold, oplevelser

m.m. Personlighed og følelsesmæssig tilstand kan

tolkes i barnets tegninger, fordi barnet projicerer sine egne

indre kropslige og følelsesmæssige oplevelser ind i tegningen

– og her er det omgivende samfunds billedkultur selvfølgelig

en faktor, som barnet er påvirket af og derved også

har indvirkning på motiverne i barnets tegninger.

Alle børn over hele verden skribler, og det er universelt,

at børn udtrykker sig gennem deres bevægelser på papir,

og at følelser udtrykkes gennem bevægelser. Derfor er det

for mig indlysende, at vi projicerer vores følelser ud i vores

10 Psykolog nyt • 22 • 2010

omverden og dermed også kan

projicere vores følelser på papir.

Billedkulturen er en faktor, som

får indvirkning på de motiver, barnet

tegner, og jo ældre barnet er,

desto større indvirkning har billedkulturen

på de tegnede motiver.

Det kan godt være, at man – tidligere – har ment noget

andet, men mon ikke det er en holdning, der er helt passé

ligesom meget andet i de ’klassiske’ teorier?

Kälvesten og Ödman (1979) foretog i sin tid en undersøgelse

med ca. 800 11-årige børn fra fem lande (Sverige, Spanien,

Algeriet, Israel, Etiopien). De undersøgte her, hvordan

disse børn fra vidt forskellige kulturer tegnede og tænkte

på det aktuelle tidspunkt. Deres konklusion var, at de

svenske børn virkede etablerede i deres egen alder, hvor

børnene i de andre kulturer virkede mere familiebundne

”med alt hvad det kan indebære, – og at de i højere grad accepterer

de officielle normer i det miljø, der omgiver dem”

(min oversættelse). Om dette stadig er tilfældet, mener jeg

ikke der er nutidig forskning om? En anden konklusion var,

at ”det er svært at bedømme menneskebilledet, når mange

af børnene var så uvante med at tegne” (min oversættelse)

– hvilket jo heller ikke kan undre.

Billedkulturen er en faktor, som

får indvirkning på de motiver, barnet

tegner, og jo ældre barnet er,

desto større indvirkning.



For mig er det en selvfølge, at motiverne i børns tegninger

er dybt påvirket af deres nære relationer og den omgivende

kultur. De er således påvirket af den billed- og tegnekultur,

børnene vokser op i – og derfor kan tegningerne

på ingen måde fortolkes uden at medtænke den kulturelle

prægning af de nære relationer såvel som af den billedkultur,

der omgiver dem.


Pædagogik eller psykologi

Om man skal undervise barnet i at tegne, er et pædagogisk

spørgsmål, men måden barnet udtrykker sig på i sin tegning,

kan efter min mening være psykologisk interessant i

forståelsen af det hele barn.

Når Else Marie Bech i sin artikel (2010) skriver, at børn

skal lære at tegne, ligesom man skal lære børn at skrive bogstaver,

mener jeg, hun udtrykker en opfattelse af, at barnets

tegning kan opfattes som barnets vindue ud imod sin omverden.

Kelly beskriver i sin undersøgelse ”Uncovering the history

of children’s drawing and art” (2004) forskellige måder

siden 1700-tallet at anskue børnetegninger på. Hun foretager

en historisk gennemgang af forskellige opfattelser af børnetegninger

og beskriver to konkurrerende holdninger, som

hun kalder ’det æstetiske vinduesparadigme’ og ’det psykologiske

spejlparadigme’.

Ifølge Kelly opfattes barnets tegning inden for vinduesparadigmet

som barnets realitet – målet i sig selv. Børns kunst

tjener som et vindue mod verden med henblik på at synliggøre

dette fragment af verden, en objektiv reproduktion af

realiteten, som i sit udtryk indeholder den fulde mening.

Min opfattelse er, at det æstetiske vinduesparadigme i mange

år har præget og fortsat præger pædagogik og undervisning,

og at Viktor Lowenfeld (1971) var en klassisk repræsentant

for denne retning.

Ifølge det psykologiske spejlparadigme, som beskrives

sammesteds, afspejler børns tegninger de psykiske processer

inde i barnet, og tegningen opfattes som et middel til at

finde sandheden om barnet. Den psykologiske basis for dette

synspunkt ligger inden for den psykodynamiske forståelsesramme.

Jeg vurderer, at holdningerne inden for det psykologiske

spejlparadigme kan opdeles i flere spektre af forskningstraditioner,

hvor blandt andre Karen Vibeke Mortensen repræsenterer

en holdning om, at man kan tolke børns udvikling

gennem deres tegninger – men også at følelsesmæssige

aspekter kan påvirke barnets udtryk i tegningen. Det er netop

disse følelsesmæssige aspekter, der fokuseres på i den

tradition, som Center for Analyse af Børnetegninger repræsenterer.

En anden holdning inden for det psykologiske

spejlparadigme har endnu mere fokus på det projektive

aspekt i tegninger og anvender disse i terapeutiske sammenhænge,

hvor terapeut og klient i samarbejde finder forstå-

else i klientens tegninger, sådan som Lise Maj Jensen (2010)

gør rede for i sin artikel ”Synet på børns tegninger”.

Hvad børns tegninger fortæller

Nutidens børn lever i et massivt inferno af billedindtryk,

fra de slår øjnene op om morgenen, til de lukker dem igen

efter en lang dag, og selvfølgelig er de påvirkede af alle dagens

begivenheder, billeder, tegneserier, tegnefilm osv. – og

selvfølgelig er børn ’kulturelle væsener’.

Børns tegninger er på nogle måder ens, men også meget

forskellige, alt efter om de er tegnet i dag eller for ti eller

hundrede år siden. Samtidig er holdningen til børn ændret,

ligesom psykologien er revideret og pædagogikken derfor

også er ændret – alt andet er utopi.

Når børn tegner, kan man se den enkelte tegning som et

øjebliksbillede, og én enkelt tegning behøver ikke at udtrykke

barnets opfattelse af verden. Men hvis man ser en række

af barnets tegninger indsamlet over tid, har man efter min

mening en ganske fin indfaldsvinkel til barnets oplevelse af

sin verden – kognitivt og emotionelt.

Psykolog nyt • 22 • 2010 11


Den viden, man som psykolog kan få ved at betragte barnets

tegninger, kan give flere facetter til den øvrige viden,

man samler i forbindelse med en klinisk undersøgelse med

barnet. De bevægelser, der ligger bag streger og farvelægning,

udtrykker barnets følelser, og hvordan barnet udfylder

papiret, mener jeg kan give oplysning om barnets oplevelse

af sin ’væren i verden’ og i sine relationer.

Motiverne, barnet vælger at tegne, kan så tolkes i mange

retninger. Her er det vigtigt at fastholde, at der ikke findes

facitlister, men for at få en fornemmelse af det hele barn er

det vigtigt at have oplysninger om, hvilken kontekst tegningerne

er opstået i – og i denne sammenhæng er det lige så

nødvendigt, at den tolkende eller analytikeren er sig meget

bevidst, hvor meget han projicerer sig selv ind i sin tolkning!

For mig er det således et faktum, at småbørn over hele

verden skribler og pludrer, mens kulturen først senere påvirker

deres skemategninger og talesprog. Alligevel er det

forunderligt, at børn – inden for deres egen kultur – grundlæggende

tegner meget ens. Svaret herpå kan være, at børn

på mange måder udvikler sig, som de ’hele tiden’ har gjort,

og at børn ’hele tiden’ er påvirket af de tegnemåder, de præsenteres

for under deres opvækst. Samtidig er hvert barn

unikt, ligesom det gennem oplevelserne i sin opvækst har

gjort sig sine egne unikke erfaringer, og alle disse erfaringer

har lagret sig i barnet og påvirker til stadighed barnets

forståelse af sig selv og verden, og dermed også dets følelser

– følelser, som projiceres ud i omverdenen og dermed

også i barnets tegninger.

12 Psykolog nyt • 22 • 2010

Udtryk gennem adfærd

Grundlæggende mener jeg, at alle børn skal opmuntres til

at udvikle sig i forhold til deres egen kerne af ressourcer og

derfra udvikle deres potentialer. De skal støttes i at være bevidste

om at være ’sig selv sammen med andre’ – de skal

ikke blot opmuntres til at være ’ligesom’ de andre.

Barnet udtrykker sig gennem sin adfærd – og i sine tegninger.

Det har brug for bevidste voksne, som empatisk kan

leve sig ind i de erfaringer og følelser, som barnet projicerer

over i sine tegninger. Det har brug for voksne, som empatisk

kan tolke, hvad der er på spil for barnet i tegningen,

og anvende denne tolkning i samarbejde med barnet selv

eller i samarbejde med barnets omsorgspersoner.

Børns tegnesproglige udvikling er et yderst vigtigt tema

i såvel psykologisk klinisk arbejde og forskning, ligesom det

er i pædagogisk arbejde. Det er derfor yderst nødvendigt,

at ’interessenterne’ omkring børns tegnesprog lytter til hinanden

og derved skaber fundament for et frugtbart samarbejde

på tværs af forskellige vinkler til børns tegnesprog.

Grete Binger, cand.pæd.psych.,

specialist i pædagogisk psykologi

LITTERATUR

Aronsson, Karin: Barns väldar – barns bilder. Natur och Kultur

1997.

Bech, Else Marie: Et sprog der kan læres. Psykolog Nyt

18/2010.

Hart, Susan: Personlighedsundersøgelser af børn ud fra en

neuroaffektiv udviklingspsykologisk model. Pædagogisk Psykologisk

Tidsskrift 4/2009.

Hart, Susan; Schwartz, Rikke: Fra interaktion til relation.

Hans Reitzels Forlag 2008.

Jensen, Lise Maj: Synet på børns tegninger.

Psykolog Nyt 20/2010.

Kelly, Donna Darling: Uncovering the history of children’s

drawing and art. Praeger Publishers 2004.

Kälvesten, Anna-Lisa; Ödman, Maj: Barn i 5 länder tecknar

och tänker. Liber 1979.

Lowenfeld, Viktor; Lambert Brittain, W.: Kreativitet og vækst.

Gjellerup 1971.

Mortensen, Karen Vibeke: Børnetegning – Udvikling og udtryk.

Munksgaard 1971.

More magazines by this user
Similar magazines