Serpreg, sygdom serhed, - Elbo

infolink2003.elbo.dk

Serpreg, sygdom serhed, - Elbo

Anmeldelse Af Bodil Claesson, Henrik Buss og Bjørn Jacobsen

22 Nr. 5 . 2001

Særpræg,

sygdom

særhed,

En unik bog, som trækker på en

guldgrube af erfaringer.

Og en begejstret anmeldelse,

som har været mere end fire år undervejs.

Dette er

en forsinket anmeldelse.

For denne vigtige bog burde have været

anmeldt for længe siden.

Bogen er Lars Sørensens ”Særpræg,

særhed, sygdom”, som udkom i 1996.

Den er vigtig, fordi den samarbejder

psykologien og psykiatrien. For os at

se har der altid været en afgrund mellem

psykiatriens symptombeskrivende

diagnostik og en diagnostik med

basis i udviklingspsykologien, der

beskriver sammenhænge mellem opvækstvilkår

og personlighedsstrukturer.

Lars Sørensen har stor viden om

begge disse verdener og sammenkæder

sin indsigt i de svære sindslidelser

med sine behandlingserfaringer.

Desuden integrerer han sine erfarin-

Modelfotos: Polfoto


Bog

ANMELDELSE

ger fra grupper i ikke-psykiatrisk

regi, der arbejder med

personlig udvikling og supervision.

Vi får som psykologer

kendskab til mange forskellige

teorier og metoder. Få af os

sætter os ned og tænker igennem,

hvordan de forholder

sig til hinanden, og arbejder

dem sammen til en helhed.

Dette kolossale arbejde har

Lars Sørensen gjort. Bogen er

helhedsorienteret, systematisk

og integrativ og giver en

syntese af mange forskellige

teorier om barnets udvikling.

Hans diagnostiske metode er

integrativ udviklingspsykologisk,

og han beskriver baggrunde

for udvikling af skizofreni,

borderline og depression,

så der etableres en meget

tydelig forståelsesramme.

Forfatteren integrerer med

holismen som overordnet

princip: han skifter synsvinkel

fra afsnit til afsnit, sætter

fokus på holistiske mønstre

og giver hermed mulighed

for indlevelse og en udvidet

forståelse, både hvad angår

overblik og nuancer. Interessen

ligger i den orale fases udviklingspsykologiske

temaer.

Bogen gennemgår ikke blot Freuds

og Erikssons faseudvikling, men også

Lowens og Lisbeth Marchers (Bodynamic).

De ser alle krop og psyke i

sammenhæng, og de to sidste tilbyder

også en psykoterapi, der hænger

ordentligt sammen med beskrivelser

af de personlighedsmønstre, der er

resultatet af udviklingen i de pågældende

faser. Som Lowen og Marcher

ser også Lars Sørensen den orale fases

karakterstrukturer som kreative løsninger

og nødvendige overlevelsesstrategier

under de givne opvækstbetingelser.

Fasernes problemstillinger

med tilhørende løsningsmuligheder

kalder Lars Sørensen ”modi”, dvs.

personlighedsmønstre, måder at leve

og opleve på. Disse mønstre er udtryk

for personens eksistentielle livsholdning

og beskriver både personens

egenart, overlevelsesstrategi, styrke

og sårbarhed. Og som forfatteren udtrykker

det: „Personens særpræg er

hans skæbne“.

Som hos Freud og Eriksson gælder

det, at jo tidligere faser, der optræder

vanskeligheder i, jo mere kritisk er

den pågældende fases udviklingspsykologiske

tema for den efterfølgende

udvikling og dermed for hele

personlighedsopbygningen.

Manglende fleksibilitet

Det er bogens holdning, at ingen udviklingsfases

tema eller problemstilling

i sig selv er patogen, men at sygdomsudviklingen

er knyttet til personlighedens

manglende fleksibilitet

i reaktionerne. Det er altså ikke en bestemt

personlighedsstruktur, der er

patologisk, men den manglende fleksibilitet.

Som titlen ”Særpræg, Særhed,

Sygdom” angiver, dækkes hele

spektret – fra den normale udviklings

normale særpræg over de mere fastlåste

særheder og til psykisk sygdom

og psykoser, i relation til faserne.

Den orale fase deles op i tre underfaser:

den tidlige, mellemste og den

sen-orale.

I den tidlige orale fase mener Lars

Sørensen, det er ”retten til at eksistere”,

der står på spil. I sygdomsmæssig

forstand er der ved den tidlige

orale fase tale om skizofreni.

Ved den mellemste orale fase ser

han det centrale udviklingspsykologiske

tema som ”retten til at få egne

behov tilfredsstillet”. Sygdomsmuligheden

er her borderline.

Af særlig interesse er bidraget om

den sen-orale fase, hvor han ser temaet

som ”retten til at blive elsket uden

at præstere”. Sygdomsmæssigt er der

risiko for psykotisk depression og

manio-depressiv psykose.

Kropslige sider

”Særpræg, særhed, sygdom” afspejler

en dyb respekt for mennesket og

Nr. 5 . 2001

23


dets forsøg på at tilpasse sig, forsvare

sig imod og overleve livet. Forfatteren

lever sig fint ind i de forskellige

personlighedsmønstres oplevelsesmåder

og er i stand til at flytte vægten

fra diagnosernes sygeliggørende fokus

på personernes vanskeligheder

til deres ressourcer og styrkesider

samt til en indlevende og solidarisk

beskrivelse af de psykodynamiske og

medmenneskeligt forståelige sammenhænge,

som han også understreger

at patienterne selv har brug for i

deres forsøg på at forstå sig selv.

I stedet for diagnoselisterne, der er

fastlåsende og blokerer for denne

psykodynamiske forståelse, foreslår

han begrebet ”afklaring”: afklaring

af, hvad personen udtrykker, når han

føler sig stoppet i sin udvikling, ønsker

hjælp eller føler sig syg.

Behandlingen af disse personer, ikke

mindst de psykotiske retspsykiatriske

patienter, kræver empati, følelsesmæssig

tilstedeværelse og autenticitet

fra behandlerens side. Fra vort

synspunkt er det særlig interessant, at

Lars Sørensen i sine grundige kapitler

om behandling, der hænger nøje sammen

med hans beskrivelser af henholdsvis

skizofren, borderline og depressiv

modus, også inddrager kropspsykoterapi

som en nødvendig terapiform.

Vi har i gennemgangen af terapien,

som i bogen kaldes ’afklarende interventioner’,

valgt at fokusere specielt

på disse kropslige sider. Det skal understreges,

at der her ikke tales om

24 Nr. 5 . 2001

udagerende eller regressive former

for kropspsykoterapi, men om arbejde

med opmærksomhedsfeltet, dvs.

at terapeuten spørger til følelsernes

og fornemmelsernes konkrete lokalisationer

i kroppen.

Ved den skizofrene modus, der i mange

henseender handler om ikke at

kunne være til stede, understreger

Lars Sørensen at der i psykoterapien

skal arbejdes med at være og komme

til stede. Den psykotiske proces afspejler

en flugt fra både den indre og

den ydre virkelighed. Dette foregår i

flere faser: først kontrolleres følelsesudtrykket,

herefter kropsoplevelsen

de steder, hvor følelserne udspringer

eller udtrykkes, og endelig kontrolleres

(forlades?) kroppen generelt og

totalt. I sidste stadium af denne udvikling

er personen i gang med det

endelige, vanvittige projekt, der

handler om at kontrollere sine tanker.

Som en modvirkning af flugten ind

i den del af opmærksomhedsfeltet,

der benævnes mellem-zonen og består

af tanker, ideer, forestillinger og

fantasier, kan man i kropspsykoterapeutisk

opmærksomhedsarbejde rette

patientens opmærksomhed både

mod yder-zonen (sansninger fra den

ydre verden) og specielt til inder-zonen

(sansninger fra egen krop). Baggrunden

herfor er, at personen med

den skizofrene modus karakteriseres

ved fuldstændig at have mistet kontakten

med sin krop.

Det kropspsykoterapeutiske opmærksomhedsarbejde

har et langsig-

~Forfatteren lever

sig fint ind i de

forskellige personlighedsmønstres

oplevelsesmåder

}

tet mål, nemlig at „vende den skizofrene

proces“ og arbejde hen imod at

komme til stede i sin krop og sine følelser.

Men på kort sigt, i en akut psykose,

kan det nævnte opmærksomhedsarbejde

være en rent teknisk,

men meget effektiv hjælp til, ved konstante

skift mellem inder- og yder-zone,

at forsøge at koble mellem-zonen

fra og dermed holde patienten væk

fra de psykotiske tanker.

At ”gå med”

Også når det drejer sig om borderlinemodus

understreger bogen nødvendigheden

af kropspsykoterapi som en

hjælp for patienten til at kunne mærke

sine behov, at turde gå efter dem

og få dem tilfredsstillet. Det drejer sig

først om, at terapeuten lærer personen

kropsligt at mærke, hvad der tidligere

har været umærkeligt. Dernæst

om, at terapeuten respekterer den

psykodynamiske modstand mod at

mærke det ubærlige og smertefulde,

fordi jeg-strukturerne i borderlinemodus

er mere løse end hos en neurotisk

person. Dermed bliver demarkationslinjen

mellem at gennemleve (integrere)

og at genopleve (re-traumatisere)

undertiden uhyggeligt smal.

Endelig må psykoterapeuten bistå

patientens mangelfuldt udviklede observerende

sansning („observerende

jeg“) af egne behov. Terapeutens opgave

ved borderline-modus bliver da

oplevelsesmæssigt, følelsesmæssigt

og kropsligt at „gå med“ patienten

ind i det orale univers og via projekti-


ve identifikationsmekanismer gennem

sin egen introspektion og kropsfornemmelse

så at sige opleve for patienten

og sammen med patienten.

Kropspsykoterapi ved den depressive

modus ligner meget den lige omtalte.

Den depressive person kan ofte ikke

mærke sig selv, sine egne behov eller

tilfredsstillelse. Det er specielt vigtigt

for en person i depressiv modus,

at han kropsligt mærker tilfredsheden

ved at gøre beslutninger og handlinger

til sine egne, fordi der på et tidspunkt

vil komme et oprør mod den

høje grad af konformitet og tilpassede

holdninger. Det kropslige fokus på

følelserne hjælper til, at dette opgør

ikke udvikler sig til uhensigtsmæssig

afreageren.

Da depressive patienter er præget

af stærke værdisætninger, skabes der

mentale strukturer, der også giver en

modstand mod at mærke kroppen.

Denne modstand understøttes oven i

købet af vores kultur. Det handler

med andre ord for terapeuten om at

hjælpe patienten „hjem til sig selv“

via egne kropsoplevelser.

Unik bog

”Særpræg, særhed, sygdom” er en

unik bog. Den bærer præg af, at dens

forfatter igennem snart 25 år har arbejdet

med nogle af de vanskeligste

patienter i landet, nemlig farlige psykotiske

kriminelle. Dette gør bogen til

en guldgrube af erfaringer.

Lars Sørensen giver ikke blot, hvad

det terapeutiske angår, et generelt

værktøj, men beskriver en præcis og

omhyggelig diagnostisk afklaring af

den udviklingspsykologiske tematik:

forudsætningen for at lave en meget

præcis intervention. Det handler om

at finde den røde tråd i personen.

Dramaet underneden, fx det desperat

kontaktsøgende eller angsten for ikke

at måtte eksistere.

Bogen kan også fungere som en terapeutisk

manual i forhold til hver

modus. Som en værktøjskasse, som

man kan tage præcise redskaber fra

og bruge i den terapeutiske situation.

Bodil Claesson,

Henrik Buss og Bjørn Jacobsen

Nr. 5 . 2001

BOGDATA

Lars Sørensen: ”Særpræg,

særhed, sygdom – Integrativ

psykoseterapi”. Hans

Reitzels Forlag, 1996. 314

sider, 325 kr.

25

More magazines by this user
Similar magazines