Speciale - Forskning

Specialeopgave ”Dynamisk stabilitet – muligheder og begrænsninger i forbindelse Maria S. Nicolaisen
F2012 med digitaliseringen af den humanvidenskabelige forskningspraksis” Stud:a10mask
4 Humanioras genstandsområde og problemfelt
4.1 Den humanvidenskabelige og den naturvidenskabelige erkendelse
Skellet mellem humanvidenskaberne og naturvidenskaberne synes yderst anvendelig i et forsøg på at
positionere humaniora 38 . I sit forsøg på at vise den tætte dialektik mellem videnskabsteori og
forskningsmetodik diskuterer Jens Thisted forskellene mellem to videnskabstraditioner: naturvidenskaben
og humanvidenskaben (Thisted 2011, 27-29) 39 . I forbindelse med naturvidenskaben fremhæver han den
deskriptive forklaringsmodel som det metodiske grundbegreb (Ibid., 28), der understøttes af objektivistiske,
videnskabelige kriterier 40 . Derfor bliver naturvidenskabens empirisk-eksperimentelle metode bedømt på
dens evne til at opstille lovmæssigheder og bevise deres gyldighed, hvorfor målbarhed og konkretisering er
essentielle for en sådan videnstilgang (Ibid., 31-33).
Modsat opererer humanvidenskaben med en tolkende metodologi, hvor forståelse er det metodiske
grundbegreb (Ibid., 28). Heri inddrages subjektets erkendelse og praktiske erfaring, der grundet
subjektivismens kontekstafhængige tilhørsforhold ikke på samme måde som naturvidenskaben kan arbejde
med sikker og uforanderlig viden. Humanvidenskaben søger ikke at afdække universelle
sandheder/lovmæssigheder, men arbejder ud fra en subjektiv meningsdimension, hvor det primære fokus i
interaktionen med forskningsobjektet (teksten, andre subjekter etc.) er at udlede og udvide
meningsdimensionen i mødet mellem subjekt og objekt (jf. Ibid., 62-63) 41 . Hertil kommer at den
humanvidenskabelige metode særligt beror på den hermeneutiske traditions kvalitative metode (Ibid., 63-
64), hvor problemfeltet opfattes som delelement i en større meningshelhed. Derfra tilskrives meningen ud
fra en henvisning til det dialektiske forhold mellem del og helhed – den hermeneutiske cirkel (Ibid., 51).
Den traditionelle hermeneutik arbejder dog ud fra og henviser til en essentialistisk sandhedstanke,
hvorimod den moderne hermeneutik 42 henviser til et relativistisk grundrationale, hvorfor genstandsfeltet
ikke længere repræsenterer en evigtgyldig sandhed, men er en kulturel, videnskabelig eller personlig
reference, der indgår i dialog med det tolkende subjekt (Ibid, 60-63). Denne relativisering af humaniora
fremkalder således, hvad Giddens kalder en dobbelthermeneutik (Drotner 2011, 71), der ligeledes indvirker
38
Det systematiske skel mellem natur- og humanvidenskab problematiseres eksempelvis med henvisning til at
humanvidenskaberne ikke bedømmes i deres egen ret (Kjørup 2006, 24), men ud fra en forvrænget eller uberettiget
overførsel af naturvidenskabelige præmisser (Foucault 2006, 243-245) og derfor ikke synes at kunne legitimere sig
som videnskab (Lyotard 1996, 74-77)
39
Thisteds skelnen skal opfattes som en analytisk distinktion, der fremhæver tendenser inden for videnskabelig
forskning, hvorfor disse positioner i praksis ikke fremkommer i denne radikalt ideologiske form, men netop inddrager
elementer af begge forskningsidealer, hvilket denne opgave jo også søger at påvise
40
Jf. Thisteds illustration af en objektiverende tilgang (Thisted 2011, 46)
41
Dog søger den stadig mod den naturvidenskabelige legitimeringsform, hvilket påpeges i diskussionen af skriften som
fælleshumanistisk genstandsfelt
42
Hans-Georg Gadamer tilskrives hovedsageligt indførelsen af en moderne tolkning af den hermeneutiske cirkel, der
var med til at aktualisere den hermeneutiske tolkning (jf. Thisted 2011, 57-60)
Side18