Orphane tekster - en l sning af skizofrene breve - Forskning

Indholdsfortegnelse
Abstract ............................................................................................................................... 3
Intro ..................................................................................................................................... 4
Problem ............................................................................................................................... 5
Metode ................................................................................................................................ 5
Forbehold ...................................................................................................................... 10
Klinikbehandling – Krigstjeneste – Korsfæstelse ............................................................. 11
Den skizofrene tale – Teori ........................................................................................... 13
Udsigelsesanalysen ....................................................................................................... 13
Diskurs og diskursivt register ....................................................................................... 14
Kære Tjenere. Jeg er naturligvis altid til Eders Tjeneste – Intro til Tekstanalysen ..... 18
Søster A…’s milde pleje ................................................................................................ 18
Den snehvide vej ........................................................................................................... 21
Klinisk –Antiklinisk ....................................................................................................... 23
Begærets retning ........................................................................................................... 26
Diskurs – Ekskurs. Afslutning ....................................................................................... 27
50 Gange orthodox – 50 Gange Orphan ........................................................................... 28
At overskue fra det sidste punktum – Teori ................................................................... 28
Den cirkelformede tekst – Analyse ................................................................................ 32
Pigen her ....................................................................................................................... 32
25 Døgn, 4 Timer og 25 Minnudter .............................................................................. 34
Skizofreni – Kategori – Metonymi ................................................................................... 39
Verden og kategori ........................................................................................................ 40
Begær og metonymi....................................................................................................... 42
Gode sutsko, varme trøjer, skeletering og decadence – Tekstanalyse .......................... 44
Kategoridannelsen ........................................................................................................ 50
1) Metonymi – afslutning .............................................................................................. 51
2) Kategori – afslutning ................................................................................................ 53
Konklusion ........................................................................................................................ 55
Litteratur ........................................................................................................................... 58
Bilag 1 ............................................................................................................................... 60
Bilag 2 ............................................................................................................................... 61
Bilag 3 ............................................................................................................................... 62
2

Abstract
The master entitled Orphan Texts is a study of schizophrenic texts, and how these, which
initially offers little meaning to the reader, can make sense after closer examination. The
master consists of three parts. Each part is an analysis of a letter written by a person
suffering from schizophrenia. In the three parts different theories are used to help the
understanding of the letters.
In the first part a psychoanalytic approach by Bent Rosenbaum and Harley Sonne is used.
The writers describe the collapse of the schizophrenic language production, as well as
how the schizophrenic uses the discoursers offered by the context. The second part is an
analysis based on Peter Brooks theory about narrative desire. The third part is an
examination of how the schizophrenic creates categories; this part is based on French
psychoanalytic Jacques Lacans theory about desire, as well as an objectivistic approach
to the creation of categories. The three parts are connected by the underlying notion that
that the letters are read to be understood and with the expectation that they are written in
order to create stability in the schizophrenic state of mind. The master also includes
literary examples to emphasize that the schizophrenic texts can be analyzed with the
same theories as applied to the established literature.
The conclusion is that each of the three letters tries to mend the language collapse created
by the schizophrenia. In the first part of the master it is shown how it is done with the
patient’s use of discourses which draws its terms from the grand tales of science, religion
and war. In the second part it is done by the texts resistance to move forward and create
meaning and insight. In the final part it is done by the patient, who in metonymic links
circles the points to painful to voice.
3

Ja, fordi at vi er mange mennesker. Så kan jeg jo … jeg siger det nu ikke altid, men jeg véd de hører og
lytter dertil, og så kan jeg godt sige… (Skizofren kvinde i et interview. Rosenbaum og Sonne 1994, s. 53).
Intro
Af alle de ting i verden, som kan være svære at forstå, er de, hvis genkendelighed er sat
ud af spil, de sværeste at forholde sig til. Der, hvor vi forventer at se mening, men bliver
mødt af meningsløshed, netop dér er vi fristet til at give op og forkaste tingen som
uvedkommende. Børn samler ting, gået i stykker ting, ting der er dele af ting, ting der er
skrald, som var det guld. Ballondele, sugerør, plasticstumper. På et tidspunkt holder de
op. Sætter spørgsmålstegn ved anvendeligheden. I voksenlivet kan vi se, hvad stumperne
engang var en del af. Hvad deres funktion var, da de var hele. Vi forventer, at ting giver
mening, møder verden sådan. De ting, som falder uden for, tildeles i nogle tilfælde status
som kunst, som abstrakt kunst – man kan syntes om det, hvad man vil, men det falder ind
i kategorien kunst, der så igen genererer en særlig tone: Det kunne jeg have gjort bedre
selv, eller det er helt originalt og banebrydende.
Samtidig kan nogle af de uigenkendelige ting være overraskende smukke. De kan skabe
rum, hvor individet kan glemme sig selv. Hvis genkendeligheden er borte, er der heller
ikke noget, jeget skal kaste sig selv op imod og genkende sig selv i. Tomme rum, hvor
væggene ikke behøver blive plastret til med minder, følelser, holdninger.
Grænsen mellem at skulle aftvinge mening eller acceptere meningsløsheden kan være
svær at sætte. På den ene side kan værdien ligge i det meningsløse: I meget af den
postmoderne kunst er det i sig selv en kraftpræstation at erkende, at rytme, gentagelse og
pasticher er de eneste vilkår, alt andet falder væk. I andre tilfælde er det en nødvendighed
at fravriste mening, ikke at forkaste, ikke at bortvrage, blot fordi vi ikke oplever
genkendeligheden med det samme. Fordi der kan være noget på færde, som kan sige os
noget. Fordi vi ikke altid skal lade os lokke af de mesterplots, som omgiver os i form af
fjernsyn, film, politik og religion.
4

Ofte er det lettest at beskrive de meningsløse ting på deres form: eksperimenterende
digte, plotløse film, abstrakt kunst. Men opgives forestillingen om, at indholdet ikke er
tilgængeligt på andre niveauer, mistes også det, som tingene kan sige os.
Problem
Med udgangspunkt i tre breve, skrevet af skizofrene, vil specialet give et bud på, hvordan
de ved første øjekast meningsløse tekster alligevel viser sig at indeholde betydning.
Arbejdstesen er styret af en forventning om, at det er muligt at finde en sådan mening, og
ved hjælp af tre forskellige teoretiske tilgange – psykoanalytisk analyse, en analyse der
inddrager plotteori samt en analyse baseret på kategoridannelsen – vil jeg forsøge at
finde de elementer i teksterne, hvor den brevskrivende gennem sproget søger at skabe
stabilitet i den skizofrene tilstand og komme til at beherske denne tilstand. Dette: At
brevene på forskellig vis har en række strukturerende elementer, i form af måden sproget
anvendes, samt at disse kan findes ved den valgte teoris mellemkomst, er specialets
fokus.
Metode
Specialet indskriver sig i en biblioteksfaglig sammenhæng. Det er ikke en afhandling på
psykologi, hvor en del af uddannelsen går med at være i kontakt med patienter. Det er
derfor heller ikke inden for specialets ramme at forholde sig til årsagssammenhænge,
diagnosticering eller helbredelse. I stedet vil det udforme sig som en tekstanalyse baseret
på tre forskellige metodiske tilgange. Den biblioteksfaglige forankring, vil jeg
argumentere for, består i, at det at finde mening i tekster er tæt knyttet til domænets
praksis. Hvis vi forventer, at tekster ikke blot er form, og skal beskrives som sådan, men
en blanding af form og indhold eller motiv og tema 1 , som er et mere frugtbart
begrebspar, så er det i høj grad inden for den biblioteksfaglige horisont at beskæftige sig
med at finde mening. Mening i enhver form for tekst, også selv om teksten stritter imod
1 For yderligere information om motiv og tema, se Kittang og Aarseth 1973.
5

og synes svær og abstrakt. Hvis vi ikke går ind i teksten, hvis vi ikke anvender teoretiske
greb, der kan åbne den på dens egne præmisser, og hvis vi lader de værker, der er lettere
at forstå, danne grundlag for al indeksering, så mister vi også fornemmelsen af, at der
findes kanter, hjørner og kringelkroge, som gemmer på andre oplevelser af verden.
Ofte er emnet knap så kompliceret at udlede som i de skizofrene tekster, mens f.eks.
avantgardens litteratur kan volde problemer, hvis ikke indeksøren er udstyret med et
teoriapparat, der går ind på teksternes præmisser, med den konsekvens at indekseringen
og den emnemæssige beskrivelse bliver tandløse gengivelser, der bærer præg af at være
skabt på baggrund af opslag i forfatterleksika.
Jeg vil ikke udføre en emneanalyse i den forstand, at der kan udledes emneord af de tre
analyser. Formålet er som nævnt at finde mening i de skizofrene breve, at undersøge de
valgte teoriers anvendelighed. Men de valgte teorier vil kunne bruges på andre svært
tilgængelige og abstrakte tekster. I den forstand er det mit håb, at analyserne vil vise,
hvordan teorierne ret simpelt kan anvendes som nøgler til at åbne teksterne med.
Specialet falder i tre dele. Hver del har en skizofren tekst som materiale for analysen. De
tre dele er uafhængige, for så vidt at de forsøger sig med forskellige teoretiske rammer,
men de er indbyrdes relaterede i den forstand, at de søger at svare på det samme, nemlig
hvordan det er muligt at finde mening i teksterne. Jeg har valgt tre forskellige tilgange,
hvilket samtidig vil sige, at jeg har skåret andre bort. Et sådan snit kræver en motivation:
Hvad ligger til grund for de forskellige prioriteringer?
I den første del af specialet med titlen Klinikbehandling – Krigstjeneste – Korsfæstelse
vil jeg analysere et brev skrevet af en skizofren mand. Som teoretisk baggrund vil jeg
benytte mig af en psykoanalytisk tilgang, som beskrives af forfatterne Rosenbaum og
Sonne i bogen Det er et bånd der taler (Rosenbaum og Sonne 1994). Når dette er sagt, er
det en tilgang, der i høj grad kombinerer tekstanalytiske greb med de klassiske
psykoanalytiske greb. Forfatterne trækker dels på en tekstanalytisk praksis med
udsigelsesniveauer, dels på en diskursanalyse, hvor der skelnes mellem den overordnede
abstrakte diskurs, som er bestemt af konteksten, og det individuelle diskursive register,
der låner sit udtryk fra den overordnede diskurs. Den skizofrene sprogbrug er
6

kendetegnet ved et sammenbrud i udsigelsen og i anvendelsen af diskursen, hvilket igen
slår ud i en sproglig usikkerhed. Grunden til, at jeg vælger denne tilgang, er, at de
skizofrene tekster på den ene side er præget af at være på ganske private og nærmest
uforståelige i den personlige kode, og på den anden side præget af at låne ord og fraser
fra de store fortællinger, herunder især religiøse og politiske magtforhold. Det valgte
brev er præget af ord, der låner betydning fra disse store fortællinger, men samtidig
anvendes ordene i en sammenhæng, vi normalt ikke ville forvente, netop fordi den
skizofrene ikke behersker at skelne mellem udsigelsen og de forskellige diskurser.
Derved opstår en fremmedhed ved brevet: Vi forstår ordene, vi kan genkende deres
oprindelse, men vi er usikre på selve meningen.
Det næste afsnit Orthodox og Orphan tager udgangspunkt i litteraten Peter Brooks bog
Reading for the Plot (Brooks 2000). I bogen opstiller Brooks en teori, der ved hjælp af
plottet giver en forklaring på, hvorfor vi læser og fortæller. Ifølge Brooks har det at gøre
med, at vi ved hjælp af fortællingen oplever at kunne overskue et afsluttet tidsligt forløb.
Når det sidste punktum er nået, ligger fortællingen blotlagt tilbage, i modsætning til det
levede liv, hvor døden er det sidste punktum. Teorien anvendes på et brev skrevet af en
kvindelig skizofren. Brevet er én lang gentagelse af enkelte ord, men der er ingen
fremadskridende udvikling. Cirklende om forskellige temaer bevæger teksten sig ned
over siden i form af skrift, men temaerne er ikke handlingsbærende, og brevet kan for så
vidt siges at være uendeligt. Netop derfor synes plotteorien at kunne kaste lys over
brevet: Kvinden værger sig ved at afslutte teksten. Ved at trække den ud i en endeløs
benævnelse, opnår hun en form for kontrol. Hun behersker gennem den uendelige
fortælling også slutningen, udsætter den i det hele taget. Og hvis slutningen er stedet,
hvorfra livet overskues, er den uendelige tekst stedet, hvor livet aldrig stopper.
I det sidste afsnit Skizofreni – Kategori – Metonymi læses der efter kategorier. Det
teoretiske afsæt er den franske psykoanalytiker Jacques Lacans teori om begær (Lacan
1977) samt en objektivistisk tilgang, der bygger på Aristoteles inddeling af verden i faste
kategorier Grundlaget for beskrivelsen af den objektivistiske tilgang finder jeg i George
Lakoffs bog Women, Fire, and Dangerous Things (Lakoff 1990). Her beskriver
forfatteren hvordan der kan tegnes en linje fra Aristoteles måde at opfatte kategorier på
og frem til i dag. Lakoffs bog er et opgør med denne tilgang. Når jeg alligevel inddrager
7

hans beskrivelse, selv om han er stærk kritisk over for retningen, så har det at gøre med,
at jeg i specialet ikke kritiserer tilgangens filosofiske betragtninger. Jeg overtager i den
optik ikke Lakoffs kritik. Jeg anvender tilgangens betragtninger til at kaste lys over den
skizofrene tekst, og ikke som en kritisk betragtning over tilgangens problemer eller
forcer.
At den valgte teori i dette afsnit har fokus på kategoridannelsen, har med to forhold at
gøre. Det første er, at de psykologiske test, som anvendes i den kliniske psykologi, bl.a.
undersøger patientens kategoridannelse i de såkaldte begrebsdannelsestest 2 . Her testes
der for patientens evne til at adskille ting fra hinanden. Resultatet kan være med til at
understøtte diagnosen skizofreni. Det andet forhold udspringer af indholdet i det
skizofrene brev selv. Det består af en lang række af ord, hvis indbyrdes forhold virker
umotiveret, men ved at se de forskellige ord som værende i samme kategori, begynder
teksten at give mening. Knyttes ordene til kategorier, kan de ellers arbitrære ord forstås
som udtryk for et forhold, der for brevets forfatter er svært at benævne, men alligevel
forsøges indkredset. Så selv om kategorierne, sådan som det bliver beskrevet i den
kliniske psykologi, flyder sammen, er de alligevel stabiliserende, idet de tillader den syge
at give smertens kerne udtryk.
Hvert af de tre afsnit vil forløbe nogenlunde ens. Først vil en kort introduktion finde sted.
Herefter vil teorien blive præsenteret, og derefter kommer selve analysedelen. Dog vil
det enkelte analyseafsnit kunne variere i opbygningen, for ikke, på bekostning af
fleksibilitet, at tvinge strukturen igennem.
Jeg vil desuden inddrage skønlitterære eksempler i specialet. Eksemplerne vil
forekomme de steder, hvor analysen lægger op til at sammenligne med et
perspektiverende sigte. Der er i den forstand ingen systematik i, hvor de forekommer,
men udgangspunktet er, at de skizofrene breve kan læses med samme tilgang som
skønlitteraturen. Her er det vigtigt at understrege, at de etablerede forfattere har litterære
greb til rådighed, som den skizofrene sjældent mestrer, og skønlitteraturen er derfor også
skrevet efter andre principper. Der er så og sige en litterær vilje bag, som hele tiden har
2 Se f.eks. Østergaard 1992, s. 80-95.
8

et overblik selv i de mest abstrakte af teksterne. Alligevel ligger sammenligningen lige
for flere steder i specialet. Først og fremmest fordi de skizofrene tekster har noget at sige.
De er ikke skrevet ud i den tomme luft som rent nonsens. Også brevskriverne forsøger at
gengive deres verden i form af skrift, og selv om det ikke altid virker, som om de opnår
en vellykket kommunikation, så er de drevet af en sproglighed, der aldrig er ligegyldig.
De tre skizofrene tekster er taget fra værket Det er et bånd der taler 3 (Rosenbaum og
Sonne 1994). Fordelen ved at benytte tekster, der allerede er en del af et andet analytisk
tekstunivers er dobbelt: Først og fremmest er det svært at få fat i sådanne tekster.
Teksterne er desuden svære at forstå, hvis ikke de knyttes til en minimumsviden om den
person, der har skrevet dem, idet de trækker på en ramme, der er tæt knyttet til den
skrivende persons omstændigheder, f.eks. om det er en indlagt patient, hvis univers
drejer sig om institutionssituationen. Derfor giver Det er et bånd der taler også rig
mulighed for den utrænede læser af skizofrene tekster til at få et indblik i de
grammatiske, narrative og udsigelsesmæssige strukturer, der driver den skizofrenes
sprog. Uden et sådan sted at starte det teoretiske arbejde ville jeg ikke være i stand til at
åbne teksterne, da det sproglige univers er så anderledes i sit udtryk.
En vigtig ting at have med under læsningen af specialet er, at jeg tager udgangspunkt i en
række tekster af skizofrene. Tekstbegrebet er derfor knyttet til det skrevne ord. I en del
videnskabelige discipliner opereres der i dag ofte med et udvidet tekstbegreb, sådan at
også tale og andre udtryksformer læses som tekst. Det er ikke tilfældet i specialet. Her
knyttes tekst helt tæt til det skrevne ord, og grunden til, at jeg finder det vigtigt at nævne,
er, at jeg ikke forholder mig til den skizofrene tale. Det problematiske i dette greb er, at
talen kan være styret efter andre principper, idet den er umiddelbar og ikke medieret
gennem skriften. Skriften derimod gør det – i princippet – muligt at skabe en afstand,
fordi tanken kan nå at finde hvile og overvejelse, tiden mellem tanken og inden den når
at materialisere sig. At dette netop ikke forekommer at være tilfældet i den skizofrene
skrift, vil jeg komme ind på senere, idet de fleste af teksterne bærer præg af at være
nedfældet i en strøm direkte fra tanken til hånden, der kan minde om det, som
surrealisterne også forsøgte sig med gennem automatskriften. Alligevel bør specialet
3 De tre tekster er gengivet i bilag 1-3.
9

læses med det forbehold, at analysen knyttes tæt til skriften, og derfor aldrig kan være en
fuldstændig analyse i den forstand, at hele den skizofrenes livsverden, herunder talen,
belyses.
Det vil også være på sin plads at nævne, at jeg ikke vil komme nærmere ind på den
skizofrene diagnose, behandlingsmuligheder – herunder indlæggelse og medicinering –
galskabens historie og betydning i de forskellige samfund, eller den videnskabelige
klassifikation af de psykiske sygdomme. Hvert af disse emner er beskrevet grundigt
andre steder og trækker ofte på distinktionen mellem det normale og det syge samt
samfundets magtudøvelse over for de psykisk syge eller gale. På den anden side er det
problematisk ikke blot at nævne disse kerneområder inden for det videnskabelige felt,
hvor især den franske filosof Michel Foucault står som et fyrtårn med værket Galskabens
historie i den klassiske periode skrevet i 1961 (Foucault 2009). Men også antipsykiatrien
især repræsenteret ved Ronald D. Laings 4 bøger om skizofrenien som en reaktion på et
sygt samfunds fremmedgørelse. Når jeg alligevel på trods af dette korpus af formidable
og blændende analyser vælger at finde overvejende teoretisk vejledning i andre teorier,
der i højere grad er hentet fra andre områder – især fra litteraturvidenskaben – bunder det
i, at jeg ikke er ude i et ærinde, der har at gøre med at blotlægge magtstrukturer, men
nærmere i et ønske om at se mening, der hvor det meningsløse synes at sætte ind, og hvor
sindets labyrinter ikke længere blot er en metafor, men en håndgribelig virkelighed.
Forbehold
Skizofreni er ikke nødvendigvis en kronisk sygdom. I Referenceprogram for skizofreni
oplyses det at: ”25-30 % har et godt forløb med næsten komplet remission”
(Referenceprogram for skizofreni 2004). Derfor er det også vigtigt at understrege, at jeg i
specialet hele tiden arbejder med skizofrenien som en situationsbundet tilstand, der kun
gælder, så længe sygdommen er til stede. Jeg understreger vigtigheden af dette, sådan at
min fremstilling ikke kommer til at fremstå som en ide om, at de skizofrene er
mennesker, der konsekvent indeholder denne fremmedhed som en indlejret del af
personligheden, men blot mennesker, der tænker anderledes, perciperer anderledes og
4 Se f.eks. Laing 1969.
10

kategoriserer anderledes i kraft af sygdommen, og for en del af de ramte kun i perioder af
livet.
Når dette er sagt, er det på intet tidspunkt min intention at beskrive skizofrenien som en
ønskværdig tilstand. Godt nok findes der eksempler på skizofrene, der ikke ville bytte de
voldsomme hallucinationer ud med et liv uden de store sving i intensitet og syner, men
tilbage står, at de fleste skizofrene i en konstant bevægelse søger mod et liv fri af
psykosen. At den skizofrenes måde at anvende sproget på er et forsøg på at komme i
kontrol vil forhåbentligt komme til at stå tydeligere i det følgende.
Klinikbehandling – Krigstjeneste – Korsfæstelse
These fragments I have shored against my ruins. (T.S. Eliot. The Waste Land, 1972, s. 41).
Skizofrenien er den mest frygtede af de psykiske lidelser og samtidig den, der
stigmatiserer den ramte hårdest. Billedet af den forhutlede skikkelse, der talende med
ingen andre end sig selv går gennem gaden, sidder i toget eller rokker på anstalten, er
velkendt og ofte portrætteret i kunsten. Skræmmende i uigenkendeligheden, men mest i
ligheden, hvor langt borte er denne figur fra os selv? I sin introduktion til værket
Madness and Modernism skriver Louis A. Sass at:
”Schizophrenia is, at the same time, the most severe and the most enigmatic of mental
disorders. Though not conceptualized as a diagnostic category until the 1890s,
surprisingly late in the long history of theorizing about the abnormal mind, this illness or
set of illnesses quickly became psychiatry’s central preoccupation, the object of
countless empirical studies and conceptual treatises.” (Sass, 1994, s. 13).
Og videre skriver han, at det er forbavsende lidt, der vides om årsagerne til sygdommen,
de underliggende psykiske strukturer og de præcise grænser for diagnosticeringen 5 .
Ifølge Referenceprogram for skizofreni (2004) bliver der i Danmark hvert år
diagnosticeret 500 nye tilfælde af skizofreni, og ca. 12.000 mennesker er i behandling i
5 Bogen er udgivet i 1992, og der er sket en del inden for især den neurologiske forskning siden.
11

det psykiatriske behandlingssystem (Referenceprogram for skizofreni, s. 13).
Institutionsverdenen er for denne gruppe af mennesker en indgribende faktor i hverdagen
i den forstand, at bevægeligheden, tiden og det private systematiseres efter institutionens
regler og rammer. Medicinering og lukkede døre er i sig selv stærke billeder, men hele
hverdagen er struktureret i forhold til personale, medindlagte, fællesrum, støjniveau osv.
Netop derfor bør rammen – institutionen – medtænkes i den følgende analyse, da brevene
er forfattet som en reaktion på indlæggelsen. Men bag den indlagte patient, der er
underlagt en tvangspræget og ufri verden, eksisterer også det menneske, der har et helt
liv af oplevelser, erfaringer og følelser skabt uden for institutionen.
I det følgende vil jeg først redegøre for den valgte teori, som i denne første del af
specialet vil være af psykoanalytisk karakter. Derefter vil jeg i analyseafsnittet anvende
teorien på det omtalte brev. Jeg vil bruge teorien, der i høj grad benyttes til at blotlægge,
hvor de mange forskellige lag af udtryk, der anvendes i brevet, kommer fra, og hvordan
de kan forstås, som et forsøg på at skabe kontrol over den skizofrenes situation. Til dette
vil jeg anvende Rosenbaum og Sonnes analysegreb i Det er et bånd der taler. Det skal
først nævnes, at de to forfatteres hensigt med bogen er at give et alternativ til den
daværende 6 , i forfatternes øjne rigide behandling af skizofrene:
”Det er et faktum, at den biologiske psykiatri hånd i hånd med medicinalindustrien
dominerer opfattelsen af, hvad der er sygeligt, og hvad der er normalt. Den afgør, hvad
der er videnskabelig erkendelse, og hvad der må betragtes som pseudovidenskab, og den
bestemmer, hvad der kan gøres og hvad der ikke kan gøres i det psykiatriske
behandlingsapparat. Det mener vi bør ændres.” (Rosenbaum og Sonne, s. 23).
At bogen er skrevet i et intellektuelt klima præget af den marxistiske historiefilosofi,
anes allerede i disse linjer, hvor fremmedgørelsen af individet sker for fuld udblæsning i
det psykiatriske behandlingssystem. Men skærer man de klumper af historisk præget
retorik ud af bogens første og indledende kapitel, fremstår den langt mere nuanceret. De
to forfatteres tilgang til emnet er i de store træk ikke inspireret direkte af den marxistiske
6 Bogen er første gang udgivet i 1979, og revideret i 1993, og forfatterne er da også i forordet inde på, at
der er sket en udvikling i psykiatrien fra den første udgivelse til den anden reviderede udgave bl.a. i kraft
af, at det faglige personales uddannelse er blevet suppleret med psykoterapeutiske samtaleteknikker.
12

teori, men henter, som nævnt, grundlaget dels i psykoanalysen, dels i en
tekstvidenskabelig praksis.
Forfatterne opererer ikke med en egentlig symptombeskrivelse, men snarere med en
sproglig tilgang til den skizofrenes tankeunivers. Udgangspunktet er, at den skizofrene
tekst 7 kan analyseres med de samme redskaber, som kan anvendes i en hvilken som helst
anden tekstanalyse, men at de skizofrene tekster er præget af en manglende mestring af
flere af de essentielle niveauer i den udprægede logik, der normalt gennemsyrer sproget.
Antagelsen er, at når grundlaget for indsigt i den skizofrenes tankeprocesser, der igen
udtrykkes sprogligt, er skabt, er det også lettere at træde i et meningsfuldt dialogisk
forhold til den skizofrene, og derved – for eventuelle behandlere – også at påbegynde en
langt mere nuanceret behandling.
Den skizofrene tale – Teori
Rosenbaum og Sonne beskriver i Det er et bånd der taler en kompleks tilgang til den
skizofrene sprogbrug. I det følgende teoriafsnit vil jeg først komme ind på forfatternes
brug af udsigelsesfunktionen, og herefter vil jeg skitsere, hvordan forfatterne anvender
begrebet diskurs.
Udsigelsesanalysen
Udsigelsesanalysen har til formål at identificere, hvem der er tekstens afsender, hvem
der er modtager, og hvad der tales om. Udsigelsesanalysen består i at identificere tre
instanser. Den første instans er tekstens afsender, forstået i den forstand, at afsenderen
ikke nødvendigvis er den samme som den virkelige forfatter 8 . Denne instans er den, der
taler, og kaldes hos Rosenbaum og Sonne 1. person (afsender). Men samtidig er der
7 Forfatterne opererer med et udvidet tekstbegreb, hvor tekst skal opfattes både som skreven og talt. De
finder belæg for dette greb i det forhold, at tale og tekst struktureres af de samme niveauer. I Det er et bånd
der taler inddrages der da også et længere interview foretaget af forfatterne selv. Men da jeg ikke selv
foretager interviews, fastholder jeg i specialet, at tekstbegrebet knyttes til den skrevne tekst. Jeg vil dog i
gennemgangen af de to forfatteres teori beskrive talen og teksten som ens, idet forfatterne jo opererer med
den opdeling. Først i analyseafsnittet vil jeg vende tilbage til den tekstbaserede tilgang, som jeg
introducerede i metodeafsnittet.
8 Det er jo et særdeles velkendt greb i den skønlitterære tradition, at forfatteren ikke er lig med fortælleren i
teksten.
13

altid også en instans, som der tales til. Om det er en konkret læser eller samtalepartner
eller en imaginær og forestillet samtalepartner, så tales der ikke ud i det tomme rum.
Denne instans kaldes 2. person (modtager). Og endelig er der den tredje instans, som er
det, der tales om, hvad enten det er en person eller et objekt eller forhold i omverdenen.
Dette samles under betegnelsen 3. person (han, hun, det der tales om). I enhver tekst
eller tale kan disse tre instanser identificeres, og den vellykkede kommunikation
opretholder klare skel mellem afsenderen og modtageren.
Diskurs og diskursivt register
Når vi taler eller skriver, har vi, som nævnt, altid en modtager i tankerne i forhold til
hvem, vi strukturerer det, vi taler eller skriver om. Men den måde, vi strukturerer stoffet
på, er ikke blot bestemt af udsigelsens funktioner – altså forholdet mellem 1. person
(afsender) og 2. person (modtager), og det der tales om. Afsenderens tale eller skrift
påvirkes i lige så høj grad af diskursen. Begrebet diskurs kan forstås på mange måder og
anvendes bredt i en række teorier. Hos Rosenbaum og Sonne er diskursen at forstå som
forudsætningen for, at vi kan interagere i det fælles sociale, i samfundet.
Men diskursen er en sammensat størrelse, idet den aldrig fremtræder som en helhed,
hvorfra individet henter sin tale, men netop er summen af tekster, som samfundet stiller
til rådighed. Derfor er diskursen på den ene side fælles, idet alle individer i et givent
samfund henter udtryk fra den. På den anden side slår den kun igennem hos individet
som et partielt diskursivt register. Diskursen er i den forstand ikke en hel tekst, men et
lager hvorfra sproget henter sit udtryk, hvilket igen er betinget af vores opvækst,
uddannelse, de ideologiske forhold i samfundet osv. Netop derfor er diskursen hos
individet kun af partiel karakter. Det er det partielle diskursive register, der lægger en
ramme eller snarere er et organiserende princip for, hvordan udsigelsens emne (3.
person) kan struktureres – hvordan der kan tales, mens udsigelsens forhold til 2. person
(modtageren) afgør, hvad der tales om. Det diskursive register er udtryksmæssigt, mens
det, der tales om i udsigelsen, er indholdsmæssigt.
Normalt er individet ikke bevidst om forholdet mellem dets partielle diskursive register
og diskursen, men vi kan støde på forholdet i terapisituationen, hvor terapeuten ser om
bag talen og blotlægger en ”anden tale”. Ved hjælp af psykoanalysen (eller
14

tekstanalysen, hvis det er en tekst, der skal analyseres) kan vi se ridset af ”den anden
tale”, der er en del af det ubevidste og derved få et indblik i, hvordan diskursen arbejder i
det enkelte individs partielle diskursive register.
Samtidig indskrives en tredje instans i forholdet mellem det talende subjekt (1. person i
udsigelsesstrukturen) og det partielle diskursive register. Som talende subjekter er vi
nemlig underlagt det, som Rosenbaum og Sonne benævner den Tredje. Det er igennem
den Tredje, vi som individer bliver indskrevet i samfundet. Mere konkret bunder det i,
at vi, fra vi er ganske små, forholder os til diskursen på en bestemt måde. Ligesom
patienten overfor psykoanalytikeren overfører bestemte følelser, der har rod i helt andre
situationer, ligesådan forholder individet sig til diskursen. Når vi møder en tekst (der jo
anskues som en del af den samlede diskurs), forholder vi os til den på en bestemt måde.
Vi genkender kilden fra tidligere indlærte erfaringer, f.eks. fra skolen, og optager
(overfører) så kilden i det partielle diskursive register på samme måde som den
overføring, der finder sted i terapisituationen. I en forenklet gengivelse kan det siges, at
vi møder alle former for tekst med en genkendelse, der er skabt fra tidligere møder med
den samme type tekst. Men idet vi er underlagt overføringen, er vi også uvidende. Vi er
jo som nævnt blevet ”lært”, hvordan vi skal forholde os til teksten, enten af skolelærere
eller (og her træder de to forfatteres tilknytning til psykoanalysen for alvor frem) af
faderen, og derfor må vi altid forholde os som uvidende (i princippet som elever, der får
dosseret den rigtige måde at opfatte teksterne). I den forstand er anvendelsen af
diskursen i det partielle diskursive register underlagt den Tredje. Den Tredje er således
en instans, der formodes at vide, og det er i forhold til den, at vi bliver indskrevet i
samfundet, og netop derfor er det også hele grundlaget for, at vi kan agere som
individer over for andre individer, for hvem de samme forhold gælder. Rosenbaum og
Sonne skriver:
”Når vi som handlende og talende og tænkende individer overhovedet forholder os til
omverden, sker det via vores Tredje, der som en indarbejdet instans i det diskursive
register leverer de midler, hvormed vi opretter vort forhold til omverdenen med dens
genstande, aktiviteter, personer osv.” (Rosenbaum og Sonne 1994, s. 52).
15

Den velfungerende kommunikation består af en opretholdelse af de forskellige
udsigelsesniveauer og en anvendelse af det partielle diskursive register, der svarer til de
udtryk, som diskursen stiller til rådighed. Hos den skizofrene derimod er de forskellige
instanser brudt sammen.
Hvad angår sammenbruddet i det partielle diskursive register, opstår det af, at den indre
og ydre verden hos den skizofrene flyder sammen. Rosenbaum og Sonne skriver:
”I den negative realitetsfremstilling optræder den diskursive anden tale på udsigelsens
niveau i uformidlet, uciteret form. Ofte i øvrigt ved at besætte udsigelsens forskellige
instanser (1., 2., og 3. person)” (Rosenbaum og Sonne, s. 60).
Realitetsfremstillingen er et begreb, de to forfattere låner fra Freud, der kalder det
realitetsprøven. Det bunder i, at den skizofrene ikke er i stand til at skabe en
realitetsfremstilling, der rummer forholdet mellem samtalens forskellige partnere og
det, der tales om, og ej heller formår at lade det partielle diskursive register motiveres i
forhold til den måde, diskursen anvendes på i den såkaldte positive fremstilling. Når de
to forfattere anvender begrebet realitetsfremstilling frem for realitetsprøve, betoner de,
at det er omgivelsernes forståelse af, hvordan den realitet, der fremstilles i talen,
forholder sig til diskursen. Det, der kan siges inden for det normale i et samfund, kan
virke skizofrent i et andet. Derfor er forholdet mellem det partielle diskursive register
og diskursen altid præget af rammerne for diskursen, og en analyse, der ønsker at
redegøre for forholdet mellem de to, må inddrage kultur, samfund, historisk periode og
geografi.
Når den skizofrene oplever, at den anden tale bemægtiger sig udsigelsen på 1. person
(afsenderens) plads, bliver denne instans nødvendigvis også svækket. Normalt
opretholdes 1. person instansen af en stabil taler 9 , men hos den skizofrene præges denne
9 Ved hjælp af vedtagne regler for turtagning eller citationstegn er det muligt for de forskellige
samtalepartnere at opnå enighed om, hvem det er, der taler, selv om 1. person (afsenderen) kan skifte
undervejs. Det samme gælder i princippet for tekster, idet synsvinklen jo sagtens kan skifte, uden at vi er i
tvivl om, hvem den ligger hos.
16

instans af individets opsplitning i forskellige personer, der snakker i munden på
hinanden, og hvis indbyrdes relationer ikke nødvendigvis er til at gennemskue.
Hvad angår 2. (person modtagerinstansen), udviskes denne mere eller mindre fra
udsigelsesstrukturen. Normalt tales der jo som nævnt altid til nogen. Den skizofrene
derimod opretholder ikke længere forholdet til en tilhører, anstrenger sig ikke for at
blive forstået og strukturerer derfor heller ikke talen eller teksten mod den anden. Netop
derfor bliver talen heller ikke forståelig, det er ikke længere kommunikationen mellem
to individer, der er garant for forståelsen. I stedet tales der til den Tredje, og ofte i form
af et stort navn – magtens navn, over for hvem vi er uvidende (Den Tredje er et stort
navn i den forstand, at det er af den instans, vi lærer teksten at kende.) Det kan være
læger, kejsere, politiet, faderen eller læreren osv. Som beskrevet tidligere er den Tredje
den instans, der indskriver diskursen i det partielle diskursive register, og siden de
forskellige niveauer i udsigelsen ikke længere kan opretholdes, bryder det, der tales om,
også sammen, idet 1. og 2. personerne i udsigelsen er nedlagt.
I det følgende afsnit vil jeg analysere indholdet i brevet. Til dette vil jeg kun løst
anvende Rosenbaum og Sonnes teori, og først i det efterfølgende afsnit vil teorien for
alvor blive inddraget. Inden selve analysen vil jeg kort argumentere for det forhold, at
jeg benytter andre litterære eksempler til at kaste lys over brevets anvendelse af
diskursen. Det kan aldrig bevises, at den skizofrene brevskriver har læst eller kendt til
de skønlitterære, mytologiske, religiøse eller psykologiske eksempler, jeg inddrager.
Når jeg alligevel vælger at anvende dem, har det at gøre med det forhold, at disse
eksterne kilder alle er indlejrede dele af diskursen, og at den brevskrivende må
formodes at have kendskab til den diskurs, som teksterne henter udtryk fra, og ikke
nødvendigvis den konkrete tekst.
Jeg vil i analysedelen anvende ordet diskurstype. Dette er en tilsnigelse i forhold til
Rosenbaum og Sonnes teori. De to forfattere arbejder med diskursen som en abstrakt og
fælles sum af tekster. Diskursen er ideologisk betinget, og foranderlig, men ud over det
gives der ikke mange anvisninger på, hvad diskursen består af. Når jeg i det følgende
anvender diskurstyper, bunder det i to forhold. Det første er, at i det øjeblik, diskursen
beskrives som den samlede sum af ”tekster i bred forstand”, må den også forventes at
17

være sammensat af dele fra forskellige områder af livet. Det andet forhold har sin rod i,
at jeg i det følgende afsnit anvender de forskellige diskurstyper til at forsøge at gøre rede
for, hvorfra den skizofrene finder de konkrete udtryk, helt ned til det enkelte ord i brevet.
På den måde nærmer anvendelsen af diskursen sig langt mere et begreb, der bygger på
intertekstualitet, men på en usikker og inkonsistent måde i brevskriverens hænder. Det er
mit håb, at brugen af diskurstyper kan være med til at bløde begrebet diskurs lidt op,
sådan at det kommer til at fremstå som en sum af forskellighed frem for en overordnet
ideologisk og magtbaseret diskurs.
Kære Tjenere. Jeg er naturligvis altid til Eders Tjeneste – Intro til Tekstanalysen
Brevet til de kære tjenere er drabelig læsning med mange ekspressive billeder. Men ud
over dette er syntaksen velfungerende, og det eneste ord, der er af selvopfunden karakter,
er Tyvestik 10 , der jo blot er en sammentrækning af de to ord tyve stik. Når teksten
alligevel er svær at få retning på, har det sit udspring i flere forhold. For det første findes
der i teksten to overordnede paradokser: At Søster A…s milde pleje og milde øjne er den
direkte årsag til patientens ønske om pine, samt det forhold at brevet stiles til de Kære
Tjenere og afsluttes med Jeg er naturligvis altid til Eders Tjeneste. Ud over paradokserne
er teksten også bygget op af udtryk, der på en og samme tid virker velkendte og alligevel
fremmede. Analysen vil være spændt ud mellem forholdet mellem det velkendte og det
fremmede.
I det følgende analyseafsnit vil jeg først redegøre for de diskurstyper, der anvendes i
forbindelse med Søster A… og hendes milde pleje og milde øjne. Anvendelsen af de
forskellige diskurstyper opfattes i analysen som et udtryk for, at den skizofrene er
usikker på sit eget forhold til kvinden, og at denne usikkerhed slår ud i de inkonsistente
og usikre måder, billederne udtrykkes på.
Søster A…’s milde pleje
Når patienten skriver, at han ikke kan få fred i denne Anstalt, er der ingen grund til at
tvivle på udsagnet. At være indlagt er det samme som på en og samme tid at befinde sig i
10 Brevene i de to næste dele er ikke så velfungerende rent syntaktisk, ej heller hvad angår brugen af
selvopfundne ord.
18

et ydre kaos – som beskrevet i metodeafsnittet – men også et indre kaos, hvor der, så
længe sygdommen har overtaget, ikke er meget ro at finde.
Søster A…s milde pleje og milde øjne, der forfølger patienten dag og nat, er udløseren
for ønsket om at blive pint og plaget. At det milde normalt knyttes til noget behageligt, er
en banalitet, men i det øjeblik ordene hænges op på den følgende tekst i det skizofrene
brev, bliver det tvivlsomt, hvordan teksten skal forstås. Ordene giver hver for sig mening,
teksten forholder sig til de grammatiske og syntaktiske regler, men meningen er ustabil.
Hvem hun er, gives der ikke noget entydigt svar på, men det kan tænkes, at hun er en
søster i kirkelig forstand, udfyldende sygeplejerskens rolle.
En anden tolkning kan knyttes sammen med det forhold, at hun plejer patienten på
søsterlig vis. At den brevskrivende oplever Søster A...s milde pleje som ubehagelig, siger
lidt om, hvad hendes rolle er i forhold til brevskriveren. Ofte forbinder vi mildhed med
den moderlige omsorg for barnet. Den milde moder er bl.a. et tema i religionen 11 ,
selvbiografien eller barndomsskildringen, hvor hun ofte står i skarp modsætning til den
dominerende og tyranniserende fader 12 . Den milde pleje er i den forstand knyttet til en
trosforestilling, hvor den himmelske moder giver mildhed til alle de troende, men
samtidig er en fjern og ikke materialiseret moder. Eller hun tager form af et
erindringsbillede af en mere eller mindre nær moder, et billede der eventuelt er farvet af
faderens rolle som familiens overhoved 13 . I brevet er det en søster og ikke en moder, der
forestår den milde pleje. Men hvis ovenstående analyse af den milde pleje inddrages, kan
den problematiske søsterlige pleje anskues som bundende i en smerte over, at forholdet
netop er søsterligt. At kvinden er en søster, en moderskikkelse, og derfor ikke kan være
objektet for den mandlige patients begær. Hun er fjern og ikke- materialiseret i en
ukødelig forstand, eller hun er en moder, der er nærværende og omsorgsfuld, men ikke
11 Jomfru Maria er indbegrebet af en mild moder, der jo både er Jesus’ moder og også alle de troendes
himmelske moder.
12 Et Eksempel er Marcel Prousts beskrivelse i Swanns verden, der er første bind i På sporet af den tabte
tid (Proust, 2002), hvor den lille Marcel hungrer efter moderens godnatkys, men nægtes dette af faderen.
13 Her ledes tanken hen på Freuds grundlæggende tese om drengebarnets ødipuskompleks som det
beskrives i bogen Totem og Tabu. (Freud 1983).
19

opnåelig som genstand for begæret, hvad enten man godtager Freuds ødipuskompleks
eller blot anskuer det som et samfundsmæssigt tabu.
De milde Øjne forfølge mig Dag og Nat vækker associationer til et andet udtryk, nemlig
onde øjne, der jo, meningen med sætningen taget i betragtning, ville være et langt mere
logisk motiveret valg. Onde øjne er knyttet sammen med den folkelige overtro. De er
ikke nødvendigvis forbundet med hekse, men bliver det ofte, og den uheldige, som får
kastet de onde øjne på sig, rammes af ulykke. Derved er der også en form for
skæbnesvangerhed over dem, da den der rammes, sjældent har gjort sig fortjent til
ulykken, og derved indtager en position som offer for den rene ondskab. På den anden
side kan de milde øjne også referere til Guds øje, som ser alt. F.eks. er et øje i en trekant
et symbol, der blev anvendt i den reformerte kirke som tegn på, at Gud var alvidende og
allestedsnærværende. De to bud på, hvor brevet henter materialet for beskrivelsen af
Søster A…s milde øjne, er altså dels knyttet sammen med de onde øjne, der kastes på
den uskyldige udvalgte (Forfølge mig Dag og Nat), og som ofte skaber associationer til
kvindens mørke sider, dels til Guds øje, der ser alt, og som man aldrig helt kan undslippe
(Ligeledes Forfølge mig Dag og Nat).
For at gribe tilbage til teoriafsnittet var Rosenbaum og Sonnes beskrivelse af det
skizofrene sammenbrud jo netop, at realitetsfremstillingen var negativ, således at den
skizofrene ikke længere forstod at motivere en positiv fremstilling af realiteterne. Men da
brevet ikke er skrevet i en alt for fjern fortid, formår brugen af de milde øjne, samt
analysen af hvor udtrykket låner betydning fra, ikke at bestå realitetsfremstillingen, idet
øjne de sidste par hundrede år ikke har kunnet forfølge og volde ulykke.
At den milde pleje og de milde øjne henter sit udtryk fra diskurstyper, der har med
forskellige kvindebilleder at gøre, ligger latent i teksten. Der er henvisningen til den
moderlige kærlige pleje, der aldrig kan være af seksuel karakter. Den ene del af
moderbilledet kan tolkes som en himmelsk jomfrumoder, der med sit nærvær ser alt, og
dog er uden for fysisk rækkevidde, og den anden del har med moderen som mål for den
lille drengs begær, altid også uden for rækkevidde. På den anden side er der øjnene, der
beskrives som milde, men dog nærmere henter udtryk fra en diskurstype med kvinden
som heks, som uberegnelig og i kontakt med det hemmelighedsfulde. Eller som øjne der
20

ser alt – eventuelt i form af Guds øje, og som er overvågende og giver en paranoid
fornemmelse af at blive forfulgt. Det fornemmes, at den logiske opbygning er præget af
sammenbruddet i det partielle diskursive register – er Søster A… en kvinde, som er
objektet for den skrivendes begær, men som afviser det, og derfor er grusom i sin milde
afvisning, eller er hun en brik i den psykotiske oplevelse af at være forfulgt og udsat for
sammensværgelser? Det er ikke til at give et entydigt bud på, men dog virker det oplagt,
at den skizofrene inddrager stumper af diskurstyper og vender dem på hovedet i sit eget
univers, i det partielle diskursive register.
Den næste del af analysen vil redegøre for, hvordan brevet ved hjælp af en
grundlæggende metafor nemlig Vej, beskriver hvordan brevskriveren ønsker at slippe
bort fra den milde Søster A… Til at vise, hvordan metaforen Vej er blevet anvendt på
tilsvarende vis i skønlitteraturen, inddrages Dantes Guddommelige Komedie og T.S.
Eliots The Waste Land.
Den snehvide vej
Den næste del af brevet er en lang opremsning af lidelser, som den brevskrivende ønsker
at nedkalde over sig selv blot for at slippe væk fra Søster A... Det starter med, at der
fremsættes en bøn, et direkte udtrykt ønske: Kan I ikke bringe mig til et barsk Sted,
efterfulgt af Helst gik jeg følgende Vej. Her optræder jeget som et agerende jeg. Det er et
jeg, der henvender sig til de Kære Tjenere med en forventning om, at disse tjenere kan
opfylde de ønsker, der fremsættes i teksten. I modsætning til brevets afsluttende sætning:
Jeg er lidt usikker paa denne Vej, Men jeg er naturligvis til Eders Tjeneste, hvor jeget er
reduceret til en usikker og langt mere passiv størrelse, der ligefrem er til tjeneste, ironisk
nok til tjeneste for de Kære Tjenere. Vendingen sker i midterstykket, hvor jeget bliver
opløst i alle de lidelser, der nedkaldes.
George Lakoff beskriver i bogen Women, Fire, and Dangerous Things (Lakoff 1990),
hvordan vores begrebsdannelse bl.a. dannes på baggrund af en række kropsligt funderede
skemaer, som vi derefter kan anvende på langt mere abstrakte forhold. Og netop det at
bevæge sig langs en vej er et af de eksempler, forfatteren fremhæver. Fordi vi, når vi
bevæger os, starter fra et punkt og går hen imod et andet punkt, kan vi nu overføre denne
fornemmelse af fremdrift på vores begrebsdannelse:
21

”Purposes are understood in terms of destinations, and achieving a purpose is
understood as passing along a path from a starting point to an endpoint. Thus, one may
go a long way toward achieving one’s purposes, or one may get sidetracked, or find
something getting in one’s way.” (Lakoff 2000, s. 275).
Det barske sted er i sandhed et barskt sted. Hvis det foregående Helst gik jeg følgende
Vej inddrages, kan det barske sted måske indkredses lidt nærmere. Det første bind
Helvede i Dantes Guddommelige Komedie, indledes således:
Midtvejs på vores vandring gennem livet
Befandt jeg mig i mørke, dybe skove
Forvildet fra den vej jeg burde følge. (Dante Alighieri, 2000, s. 43)
I Den guddommelige Komedie har Dante forvildet sig bort fra den rette vej, og begiver
sig herefter med forskellige førere igennem først Helvede så Skærsilden for endelig at
komme til Himlen, hvor han møder den elskede Beatrice igen. Og Helvede i Dantes
vision er et barskt sted. Fyldt med pinsel og plage og ulykkelige mennesker, der bøder
for deres synder i det jordiske liv. De, der er endt i Helvede, har i det tidligere liv af
forskellige årsager bevæget sig bort fra den rette vej, sådan som også Dante i
indledningen er i fare for og må bøde for ved at blive tortureret i Helvede.
Også T.S. Eliot anvender ordet Vej. I The Waste Land (Ødemarken) står der følgende:
Who is the third who walks always beside you?
When I count, there are only you and I together
But when I look ahead up the white road
There is always another one walking beside you
Gliding wrapt in a brown mantle, hooded
I do not know whether a man or a woman
– But who is that on the other side of you? (T.S. Eliot, The Waste Land, s. 38)
I noterne til Ødemarken, som Eliot selv skrev, og som blev udgivet sammen med digtet,
og i dag opfattes som en del af den samlede tekst, snarere end værende af oplysende og
faktuel karakter, skriver han om strofen, at han blev inspireret til den af en sydpols-
ekspedition, hvor de opdagelsesrejsende havde vrangforestillinger på grund af
strabadserne, og derfor hele tiden troede, der var et medlem mere til stede, end de der
faktisk var. Den hvide vej er med Elliots egen note in mente den snevej, som
22

ekspeditionen bevæger sig på, men langt vigtigere en vej der rummer en eksistentiel
usikkerhed. Tanken om, at det er døden, der listende i den brune hættekappe, følger
ekspeditionens medlemmer, og hele tiden går langs den vej, som de bevæger sig ad,
ligger lige for, og minder os om, at også vores liv bevæger sig langs en hvid vej. Ironisk
nok afsluttes strofen med But who is that on the other side of you? Der er en usynlig
anden ved siden af os alle.
Det kan aldrig bevises, at brevskriveren har læst Dantes Guddommelige Komedie eller
Ødemarken, men udtryk som at være på rette vej, gå bort fra den givne vej osv. er, jf.
Lakoffs kropsskema, standardudtryk, som den skizofrene må formodes at have haft
kendskab til. Når jeg inddrager de to eksempler, er det fordi, de begge benytter ordet vej
til at beskrive et forhold, der har med døden og med synden at gøre. Anvendelsen af vej i
det skizofrene brev ligger således tæt op ad de to værker, idet også den skizofrene ønsker
at bevæge sig ad en barsk vej, en vej der fører til de samme lidelser, som dem Dante ser i
Helvede, og som er fyldt med angst, som den også opleves på Eliots hvide snevej.
Efter først at have identificeret Søster A… som kilde til den mandlige patients
usikkerhed om begærets retning, og det derpå følgende ønske om at komme hen et sted,
der minder om Helvede, vil jeg i det følgende redegøre for lidelserne der skal finde sted.
Fokus er her rettet imod det forhold, at den brevskrivende benytter sig af tre diskurstyper,
nemlig en lægefaglig, en der omhandler krigen, og en religiøs. Men anvendelsen af
diskurstyperne er præget af, at den skizofrene ikke kender den egentlige betydning af
ordene, men blot anvender dem for at låne autoritet og derved få et fast greb om teksten.
Klinisk –Antiklinisk
Den følgende remse: Klinikbehandling hos Doctor Brünnicke (Selvmord (antiklinisk),
Krigstjeneste, Gennemboring af Sabel fra Endehullet opefter ud gennem Forvejen,
dernæst Korsfæstelse til træ, slutteligt Duel i Skagen med dybt Snitsaar bagefter af
Lægehaand eller Kliniker, Afsavning af højre Ben højt oppe, samt Henkastning for Løver
og Kogning levende er brevskriverens ønske om, hvad der bør ske ham. Overordnet giver
remsen et præg af at være en recept: Først tager man, derefter gør man, og så sker der
følgende, hvilket brevskriveren da også ved hjælp af strukturen: dernæst, bagefter og
slutteligt formår at efterligne. Derved skabes en dynamik i teksten – brevskriveren synes
23

at have kontrol – ved hjælp af en simpel narrativ struktur. Narrativ struktur skal forstås
som et handlingsforløb, der driver teksten fremad i en logisk orden i et tidsmæssigt
forløb. At brevskriveren er i stand til at kontrollere forløbet ved hjælp af de relativt
simple narrative elementer, giver et indtryk af en handlekraftig vilje. Det er en forfatter,
der formår at fremsætte en handlingsplan, som forventes udført, og det forhold, at brevet
er stilet til de Kære Tjenere, understøtter det handlingsprægede. Det forventes, at tjenerne
opfylder deres rolle som netop tjenere og efterfølger de ønsker, der fremsættes.
Når vi alligevel ikke lader os overbevise af den brevskrivendes selvindsigt og
handlekraft, er det fordi de forskellige diskurstyper ikke anvendes på den måde, vi
normalt ville forvente. Den skizofrene inddrager bl.a. begreber, der låner fra
lægevidenskaben, på en foreskrivende måde, sådan som en læge kunne forestilles at
gøre: antiklinisk, klinikbehandling, Lægehaand og kliniker.
Men samtidig er det en uvidende måde, de anvendes på. Den brevskrivende er ikke
bekendt med den egentlige betydning af ordene, og er derfor ude af stand til andet end
blot at gengive dem og derved forsøge at opnå autoritet ved den blotte benævnelse. Som
smittede den autoritet af, som lægen opnår ved at anvende kliniske termer, der for den
lidende er lukkede og dermed også angstfyldte: Er det godt eller dårligt nyt? Er jeg købt
eller solgt? Ved at kopiere formen forsøger brevskriveren at opnå et fast greb om teksten,
men samtidig slipper grebet bort mellem hænderne, netop fordi det blot ender med at
være en form. Som nævnt var det partielle diskursive register udtryksmæssigt frem for
indholdsmæssigt. Det faktum, at vi har lært os at forholde os til diskursen på en bestemt
måde og derved anvende den i det partielle diskursive register på den måde, vi er blevet
det lært, slår igennem i den skizofrenes brug af de faglige termer. Han kender udtrykket,
er blevet det lært af den Tredje, men når udtrykket anvendes i det, der tales om (3.
person), er det netop kun lært. Indholdet er ubekendt, men strukturen skaber en
fornemmelse af overskud.
Men hvordan er den Tredje at forstå? Hvordan kan instansen kommes nærmere? For at
gribe tilbage til teoriafsnittet, så er ordene i denne del af brevet hentet fra en diskurstype,
som den brevskrivende ikke behersker, men som derimod mestres af det store navn, den
Tredje. Mere konkret er det en diskurstype, der for den skizofrene er en indgribende
faktor. Den kliniske psykiatri med dens læger, klinikker, anstalter og behandlinger er for
24

den indlagte billedet på det at være ufri, underlagt andres magt på godt og ondt. Hvis de
Kære Tjenere starter med at blive anråbt som nogen, der kan udføre den behandling,
brevskriveren beder om, ender de med at være det store navn, over for hvem den
skrivende kun kan stå frem som en, der er lidt usikker paa denne Vej, men […]
naturligvis altid til Eders Tjeneste. De Kære Tjenere er i den forstand et klassisk stort
navn for den skizofrene brevskriver: Lægerne, der er i besiddelse af magten til at
ordinere, fastlåse eller frisætte.
Klinikbehandling hos Doctor Brünnicke opfattes som hørende til i remsen af
ubehageligheder, og det efterfølgende (Selvmord (antiklinisk), skal foregå på doktorens
klinik. Selvmord er normalt en aktiv handling, der kræver, at subjektet med hele sit jeg
aktiverer en række foranstaltninger, der skal munde ud i døden, men ved brugen af
parentesen forstår vi sætningen således, at det, der står inde i parentesen, er det, der skal
foregå under klinikbehandlingen. Selvmordet skal udføres på klinikken, men det skal
foregå under antikliniske omstændigheder. De billeder, der dannes på den baggrund, er
usammenhængende og inkonsistente. Klinikbehandling opfattes jo normalt som noget,
der skal forebygge eller helbrede somatiske eller psykiske problemer, og ikke noget der
medfører døden i form af selvmord. Det antikliniske består i den sammenhæng af, at
selvmordet netop aldrig kan blive klinisk, aldrig foreskrevet af lægerne, men heller aldrig
forhindret af lægernes behandling. I bund og grund kan den kliniske lægevidenskab ikke
forhindre den skizofrene i at begå selvmord.
Krigstjeneste, Gennemboring af Sabel fra Endehullet opefter ud Gennem Forvejen, Duel
i Skagen med dybt Snitsaar bagefter af Lægehaand eller Kliniker. Disse linjer bærer alle
præg af at være taget fra en diskurstype, der har med krig og våben at gøre. Det er
maskuline udtryk med en aggressiv undertone. Gennemboring af Sabel fra Endehullet
opefter ud Gennem Forvejen har en homoerotisk undertone, bygget ind i den maskuline
retorik. At det knyttes sammen med krigsudtrykkene, giver en fornemmelse af en
fortrængt fantasi, der har rod i et pinagtigt og plagsomt begær. Det syntes ubehageligt for
den skrivende, men samtidigt nævnes det som en vej ud af Søster A…s milde pleje. Her
fornemmes ”den anden tale”, der bryder igennem.
25

Korsfæstelse til Træ og Henkastning for Løver er oplagte bibelske diskurstyper, den
første som en direkte henvisning til Jesus’ korsfæstelse, den anden som en mere skjult og
usikker henvisning til historien om Daniel i løvekulen 14 . Man fornemmer i denne del, at
det i lige så høj grad drejer sig om en form for renselse, den brevskrivende ønsker at
opnå ved at gennemgå lidelserne.
Jeg har nu i analysen skitseret de forskellige elementer, brevet består af, og videre givet
et bud på, hvilke diskurstyper de bygger på. Jeg vil i det følgende samle trådene i en
analyse, der medtager de forskellige analyseelementer.
Begærets retning
I brevet beder den skizofrene om lov til at slippe for Søster A…s milde øjne og milde
pleje. Analysen forsøgte at redegøre for, at beskrivelsen af Søster A… knyttede sig til en
række kvindebilleder, der for den mandlige patient var problematiske. Der var den milde
pleje, som var af moderlig karakter, og derfor aldrig kunne gøre Søster A... til et seksuelt
objekt, og der var øjnene, som blev knyttet til den mørke side af kvinden – heksen – og
den paranoide forestilling om, at øjnene kunne følge med overalt. Søster A… er i denne
tolkning en sammensat skikkelse. Dels er hun mild og uden for begærets rækkevidde,
dels er hun overvågende og forfølgende.
Det problematiske forhold til kvinden blev i det følgende opfattet som årsag til ønsket
om at komme hen til et barskt sted. Det barske sted blev knyttet sammen med Dantes
Helvede, og Eliots Ødemark. Her var især det forhold, at den skizofrene anvendte ordet
Vej, for at komme til dette barske sted. Vejen blev i den optik knyttet til en eksistentiel
fornemmelse af, at vi kan bevæge os bort fra den rette vej og derved også udsætte os selv
for den fare, der følger med i form af dødsangsten og det ukendte. Det barske sted blev
beskrevet gennem tre diskurstyper: Den, der knyttes til lægevidenskaben, den, der
knyttes til krigen, og den, der knyttes til religionen. Den lægevidenskabelige viste et
subjekt, der stod uden for indflydelse, men alligevel lånte ord for at opnå autoritet,
krigsdelen anvendte aggressive udtryk til at beskrive det homoerotiske og slutteligt viste
14 Daniel blev ifølge Det Gamle Testamente smidt for løver på grund af en konspiration mod ham. Men
Gud holdt hånden over ham, så ingenting hændte ham.
26

de bibelske henvisninger, at de forskellige lidelser var en renselsesproces, en måde at
sone begærets vildveje, gennem lidelserne opstår renselsen.
Diskurs – Ekskurs. Afslutning
Den brevskrivende behersker ikke en konstant og entydig anvendelse af de forskellige
diskurstypers udtryk i det partielle diskursive register. Det skal her indskydes, at når det
påstås, at den skrivende ikke behersker en præcis brug af diskursen i det partielle
diskursive register, gælder det for så vidt for alle mennesker. Det partielle diskursive
register er som nævnt i teoriafsnittet blot et strukturerende princip, som vi ikke er i
umiddelbar forbindelse med, men som slår igennem i den ubevidste anden tale. Hos den
skizofrene er den anden tale derimod som nævnt brudt igennem og formidles uciteret.
Men at den formidles uciteret, betyder ikke, at formidlingen slet ikke finder sted.
Jeg har i det ovenstående forsøgt at redegøre for Søster A… som grundlag for, at brevet
overhovedet blev skrevet. Hendes rolle er uklar og dobbelt. Både mild, alt for mild, og
farlig, alt for overvågende. ”Den anden tale” er i den forstand uklar i leveringen af
billeder, men det uklare, fornemmer vi, er selve følelsen rettet mod kvinden. Om hun er
begæret, men uopnåelig, eller om hun er kilden til ønske om lidelse, fordi hun netop er
kvinde og ikke kan begæres på grund af, at brevskriverens begær i stedet retter sig mod
mænd? Da brevet må formodes at være skrevet før 1948 15 , er den sidste tolkning ikke så
svær at godtage, idet den sociale kontekst på dette tidspunkt var negativ stemt over for
homoseksuelle. Den efterfølgende anvendelse af diskurstyper, der stammer fra
lægevidenskaben (udøver af retten til at skelne mellem sygt og raskt), religionen (udøver
af retten til at skelne mellem moralsk og amoralsk) og endelig krigen eller den voldelige
magt (det maskulines direkte udtryk) understøtter den forklaring. Den skizofrene trækker
i den forstand på diskurstyper, der stammer fra de store fortællinger. Samtidig er disse
diskurstypers indskrivning i det partielle diskursive register i høj grad præget af den
Tredje, over for hvem vi er uvidende.
15 I 1948 ændredes reglerne for stort begyndelsesbogstav ved navneord til, at navneordene skulle skrives
med småt.
27

Derfor bliver den skizofrenes brug af diskurstyperne i det partielle diskursive register
også af uvidende karakter. De strukturerer brevet, men indholdet, betydningen, slipper
væk, og giver i stedet et indtryk af fremmedhed. Den skizofrene inddrager i denne optik
ord fra de diskurstyper, der syntes at være baseret på autoritet, for at holde fast på og
stabilisere skriften, hvilket det, at brevet stiles til De Kære Tjenere, vidner om. Men i
løbet af teksten slår ”den anden tale” igennem, og forråder den skrivendes følelse af
kontrol. Alle de nævnte lidelser, de uerkendte følelser og anvendelsen af ord, der
kommer fra magten, drukner jeget, nedbryder kontrollen og kaster den skrivende ind i et
land af fremmedhed. I sandhed en Ødemark, et Helvede, en anstalt.
50 Gange orthodox – 50 Gange Orphan
”De er da intet i sammenligning med det, som jeg vil fortælle jer begge i morgen nat, hvis jeg endnu er i
live og kongen skåner mig” (Scherezade til Kong Schahriar efter den første nat).
Scherezade fortæller hver nat for kongen for at holde sig i live. Ved at slutte midt i en
fortælling holder hun ham i et fast greb, han vil høre mere. Nat efter nat fortæller hun.
Jorge Luis Borges gav i sin Syv Aftner denne forklaring på, hvorfor vi fascineres af
kæmpeværket: ”Tusind og én nats titel rummer noget meget vigtigt: antydningen af en
uendelig bog. Faktisk er den det også” (Borges 2000, s. 51). Den er uendelig, fordi
historierne indskydes i hinanden, fordi de 16 bind (i den danske udgave) er en kæmpe
mundfuld at overkomme, fordi de færreste har læst hele værket, men ved, at de har endnu
flere bind til gode. Men også i kraft af Scherezades funktion. For at håbe på at overleve
natten må hun fortælle og blive ved med at fortælle og skabe spænding og forventning.
Hun er billedet på selve fortællingen, og gennem hende forstår vi, hvor vigtig
fortællingen er i vores eget liv. For også vi fortæller for at leve.
I det følgende vil jeg først redegøre for den valgte teori, som i denne anden del af
specialet vil være baseret på litteraten Peter Brooks bog Reading for the Plot fra 1984.
At overskue fra det sidste punktum – Teori
I Reading for the Plot forsøger forfatteren at blotlægge det, han benævner som narrativt
begær. Bogen analyserer forskellige klassikere inden for litteraturhistorien ved at anskue
28

plotstrukturen som afgørende. Overordnet drejer det sig om, at vi hele tiden skaber
fortællinger, Brooks taler endda om, at vi er i besiddelse af en narrativ impuls (Brooks
2000, s. 4), der gør, at vi ved fortællingens mellemkomst skaber mening i vores
oplevelser. Vores fortællinger, mundtlige såvel som skriftlige, struktureres ved hjælp af
plots. Plottet er det, der skaber sammenhæng i fortællingen, det der driver historien
fremad, og gør at vi kan genkende den som fortælling. Der findes i den forstand ikke én
plotstruktur, som alle tekster er skåret over, men hver type af tekst, hver type af
fortælling har en plotstruktur, som vi genkender som sammenhængsskabende. De
forskellige genrer benytter sig af forskellige plotstrukturer, der skaber fremdrift og
sammenhæng, og dette gælder for selv de mest abstrakte digte. Men plottet er ikke blot
en struktur, der samler tekstens forskellige elementer, det er i lige så høj
meningsstrukturerende. Ved at inddrage nogle dele og udelade andre, ved at lade en
handling efterfølges af en anden handling, giver plottet fortællingen retning. I
grundbogen Essentials of the Theory of Fiction står der følgende om Brooks anvendelse
af plottet:
“If plot is ”the organizing dynamic of a specific mode of human understanding,” it
therefore reflects the sensibility of a particular period in a given culture. For Brooks,
then, how people plot the stories they tell reflects their most basic fears and beliefs. For
Brooks, a plot encompasses not only the basic elements of the story, it also involves
specific ways these elements are ordered in text.” (Hoffman og Murphy 1996, s. 326).
Plottet er som nævnt tidsmæssigt strukturerende. Enhver fortælling er bundet af et
tidsmæssigt forløb, og selv om fortællingen ikke nødvendigvis gør det eksplicit, at tiden
går, vil brugen af verber alligevel vise, om vi befinder os i en nutid, fortid eller fremtid.
Brooks tese er den, at plottet er som et livsforløb: ”It is my simple conviction, then, that
narrative has something to do with time-boundedness, and that plot is the internal logic
of the discourse of mortality.” (Brooks, s. 22). Det ender altid med et punktum, med den
sidste side, med et omslag rundt om bogen. Mere konkret har det at gøre med, at vi ved at
læse opnår den unikke tilstand af at kunne overskue en hel historie, en tilstand vi aldrig
kommer til at kunne opleve i vores virkelige liv, fordi døden er menneskelivets punktum.
29

Men ved læsningen kan vi bevæge os tidsmæssigt 16 fra en start over en midte for til sidst
at nå slutningen, det velkendte the end. Et forløb, der er struktureret af en vilje og af
fortællingens struktur i særdeleshed. Centralt er Brooks tanker om, at slutningen på en
fortælling er det sted, hvorfra resten af fortællingen tager form. Brooks skriver:
”Walter Benjamin has made this point in the simplest and most extreme way, in claiming
that what we seek in narrative fictions is that knowledge of death which is denied to us in
our own life. […]. Death says Benjamin, is the sanction of everything that the storyteller
can tell.” Benjamin thus advances the ultimate argument for the necessary
retrospectivity of narrative: that only the end can finally determine meaning, close the
sentence as a signifying totality.” (Brooks 1992, s. 22).
Slutningen er derfor i kontrolleret forstand en måde at overskue en tid, der allerede er
konsumeret, og som i sidste ende er relateret til vores viden om, at en dag vil også vores
egen tid være brugt. Som i et laboratorium tilbydes vi ved fortællingens mellemkomst at
overskue noget, vi ellers aldrig i sagens natur vil være i stand til. Slutningen er det sted,
hvorfra historien tager form. Det er her, vi forstår den fulde sammenhæng, og det er
slutningen, som historien arbejder sig frem imod fra det første bogstav.
Brooks introducerer i den sammenhæng begrebet ”narrativt begær”, der skal forstås som
et begær efter at lægge historien bag sig. Ved hjælp af den franske analytiker Lacans
teori om begæret, som opstår af en mangel, og videre at vi konstant forsøger at benævne
denne mangel 17 , beskriver Brooks nu, hvordan det narrative begær er drevet af vores
ønske om at opnå fornemmelsen af helhed, af overskuelighed. Selv om vi i livet aldrig
opnår det, er selve fortællingens natur, ved hjælp af plottet, at gøre begæret tilgængeligt
og forståeligt. Fortællingen er præget af, at vi som dødelige væsner, ønsker at nærme os
det, vi aldrig er i stand til. Og dog opnår vi en form for tilfredsstillelse i kraft af
16 Tidsmæssigt skal forstås som både den tid, det tager læseren at læse en bog, og den tid der udfolder sig i
fortællingens univers.
17 Jeg vil i specialets tredje del komme ind på brugen af metonymi til at indkredse det, der ikke kan siges.
30

slutningen. For slutningen er definitiv. Der er ikke mere tilbage end et tidsligt forløb,
som vi kan lægge bag os, når vi lægger bogen fra os.
Plottet findes altså som en konkret og analyserbar del af fortællingen. Men læseren selv
er også med til at skabe plottet. I læsningen er vi drevet imod at finde mening. Vi
forventer, at fortællingen vil åbne sig undervejs, afsløre og blotlægge. Det er med en
sådan forventning, vi går til teksterne.
Plottet kan være mere eller mindre fremtrædende i forskellige tidsperioder. Det klassiske
plot, er det som Aristoteles beskriver i sin Poetik (Aristoteles 2009) med en begyndelse,
en midte og en slutning. Jeg vil i analysedelen i stedet anvende gentagelsen som motor
for tekstens fremdrift. Brooks stiller spørgsmålet om gentagelsen er det samme eller
anderledes. Svaret er, at idet gentagelsen finder sted, er tiden allerede gået, og derved kan
det aldrig blive det samme, der siges igen. Derfor peger gentagelsen frem i tid, fordi vi
allerede anden gang, den finder sted, er klar over, at tiden er gået siden den originale og
første episode. Men samtidig er gentagelsen ifølge psykoanalysen bagudskuende, forstået
som at det er en gennemspilning af fortidens traumer. Brooks binder de to forskellige
opfattelser sammen og beskriver gentagelsen som en handling, der finder sted i nutiden,
men som er en tilbagevenden til barndommen traumer:
“Each return suggests that Pip’s [ 18 ] official plots, which seem to speak of progress,
ascent, and the satisfaction of desire, are in fact subject to a process of repetition of the
yet unmastered past, the true determinant of his life’s direction.” (Brooks, s. 125).
Ofte siges det, at de store fortællinger er døde, men helt døde er de ikke, de litterære topti
lister over mest solgte bøger afslører, at vi stadig holder af at læse hele og veldrejede
fortællinger med en klassisk plotstruktur. Selv om plottet har været vægtet højere i nogle
litterære perioder end andre, er plottet i Brooks optik et vilkår. En måde at møde verden
på.
18 Pip er helten i Charles Dickens Great Expectations, og er omdrejningspunktet for analysen i kapitlet
”Repetition, Repression, and Return” i Reading for the Plot.
31

Den cirkelformede tekst – Analyse
Brevet stilet til Kære Moder er skrevet af en kvindelig skizofren. Det er en lang tekst, der
tager form som en bekendelse over, hvad kvinden har gjort. Der er to gennemgående
elementer i brevet: Remsen over gerningerne, og brugen af tal, der synes at være helt
vilkårlig. Teksten starter på følgende måde: Jeg er 50 Gange orthodox. Jeg er 50 Gange
Orphan. At kvinden er 50 Gange orthodox, nævnes kun én gang. At hun er orphan, er
derimod et tilbagevendende billede. Ind til ca. midten af brevet sluttes hver sætning, der
er en bekendelse af, hvad hun har gjort af gode gerninger, af med et Det er x-antal gange
orphan.
Herefter sker der et skift, hvor orphan erstattes af en tidsmæssig angivelse: Jeg har spist
noget Odst den 1ste September, jeg har ligget en Dag til og har 25 Døgn, 4 Timer og 25
Minnudter. I det efterfølgende nævnes forskellige datoer, og teksten vender først i den
sidste sætning tilbage til at anvende orphan: 13tende Januar drak jeg selv ingen
Chokolade, det er syv Gange orphan. Det sidste ord i brevet er således ikke en
afslutning, men en tilbagevenden. Når vi når til det sidste orphan, har teksten ikke leveret
et handlingsforløb eller beskrevet nogen form for udvikling, siden vi startede ved det
første orphan. Derved skabes en cirkelformet tekst, en remse over handlinger – frem for
en fremadrettet tekst, der spændes ud i et tidsligt forløb. Handlingsforløbet erstattes af
gentagelsen, og gennem gentagelsen får ordene fylde og vægt, som ville teksten selv
pege og sige: ”Se der er det igen, det er dette der er vigtigt. Dette jeg vælger at fremhæve
igen og igen”. Efter læsningen er indtrykket præget af ordet orphan. Det runger
insisterende igennem teksten.
Efter denne korte beskrivelse af tekstens opbygning vil jeg vende mig mod de to første
linjer i brevet: Jeg er 50 Gange orthodox. Jeg er 50 Gange orphan.
Pigen her
Den brevskrivende er 50 gange orthodox, 50 gange stærk i troen og bekender sig 50
gange til den rette lære, og samtidig er hun 50 gange orphan, 50 gange forældreløs.
Definitionen på ortodoks er ifølge et opslag i Den Store Danske, Gyldendals åbne
encyklopædi en ”streng overensstemmelse med den opr. udformning eller den officielle
udlægning af love, religion o.l.”. Hun retter sig således urokkeligt efter loven, (Som jeg
32

vil argumentere for er Moderens lov), og det faktum. at brevet skrives til netop den Kære
Moder, giver et praj om, hvordan de to første udsagn kan forstås. At kvinden er
forældreløs, er jo en selvmodsigelse i forhold til, at hun skriver til sin mor, så vi må
opfatte udsagnet som et udtryk for en splid mellem den skrivende kvinde og moderen. I
den optik anskues det orphane som en følelse af forældreløshed, en følelse af at være
enten uønsket eller selv at have fravalgt de familiære bånd.
Selv om moderen kun nævnes én gang, er hun alligevel til stede gennem hele brevet.
Hver gang ordet orphan anvendes, skyder det pile af betydning op imod brevets top, op
imod Kære Moder. Men også den barnlige sprogbrug leder tanken hen på moderen. Det
er barnet, der betror sig til sin mor, om hvad hun har gjort, med en detaljeringsgrad der
nærmer sig den fanatiske bekendelse. Som forsøgte den voksne kvinde at opnå et
tillidsforhold, en udvej ud af det orphane og ind i moderens verden ved at bekende sig til
moderloven, ved at være orthodox over for denne lov: Jeg har flydtet en tyrkidsk Dames
Stol, Jeg har vadsket mig, jeg har været et godt barn, og opført mig godt. Denne analyse
understøttes i det forhold, at den voksne kvinde bevæger sig i en barnlig fantasiverden,
hvor der gives franskbrød til katte, betales med konfekt, marmelade og stikkelsbær, og
hvor der drikkes chokolade.
Et sidste forhold, der kan understøtte analysen af, at den brevskrivende går ind i den lille
piges univers for at opnå moderens velvilje, er, at der i teksten også nævnes en pige: Den
ene Pige har jeg selv betaldt nogle Stikkelsbær to Gange, det er tre Gange orphan. Og
senere: Jeg har betaldt Pigen her13-14 med 9-10 Stikkelsbær og senere hen betaldt
hende det selv, og det er fem Gange orphan. Og slutteligt: Jeg fik et stykke Frandskbrød
ovenpaa af Pigen til min fjortende Kop Chokolade”. Når jeg vælger at dvæle ved pigen,
er det fordi hun foruden moderen, det skrivende unavngivne jeg, og den Tyrkiske dame,
som brevskriveren flytter sin stol for to gange, er den eneste person, der optræder i
teksten.
Som det blev beskrevet i det første afsnit Klinikbehandling – Krigstjeneste –
Korsfæstelse bestod det sproglige sammenbrud hos den skizofrene i, at 1. person
afsenderen blev nedlagt og i stedet overtaget af ”den anden tale”, hvilket helt konkret
giver sig udslag i, at den skizofrenes jeg bliver splittet op i forskellige personligheder,
33

der taler i munden på hinanden, glider over i hinanden og gør jegets grænser flydende.
Udtrykket Pigen her leder derfor tanken hen på, at den brevskrivende kvinde selv er
pigen her. Det er pigen her, der skriver til sin moder, fortæller hende, fastholder hendes
blik gennem tekstens opremsning. Det er pigen her, der kæmper imod at være moderløs,
netop fordi hun er en god pige, der flytter stole for tyrkiske damer, fordi hun giver katten
mad, fordi hun vasker sig, og bliver ved og ved og ved, og så længe hun gør det,
fastholdes moderens blik, tekstens insisterende fortælling lader hende ikke slippe det.
Alligevel anes den skizofrene kvindes virkelighed også i få brudstykker i teksten. For ud
over at være de gode gerningers verden, er det også en verden, hvor man kan ligge
vågen: Jeg har været vaagen 82-84 Nædter og har 93 vaagne Nædter. Og man kan ligge
om dagen: Jeg har ligget en Dag til og har 25 Døgn, 4 Timer og 25 Minnudter.
Sætningerne er strøet ind mellem alle de andre ting, der bliver gjort, og virker ved første
gennemlæsning ikke iøjnefaldende. Men at ligge vågen om natten er noget vi forbinder
med at være søvnløs, med at være plaget af tanker, stress, angst, og at ligge vågen 82-84
nætter og 93 mere er ret mange nætter. Selv om tallene igennem hele brevet virker
vilkårligt valgt, og ofte således at det første tal efterfølges af det forrige eller næste tal i
talrækken: 13-14, 14-15, 9-10, osv., så er 82-84, og 93 de højeste tal overhovedet der
nævnes i teksten, hvilket understreger, at det at ligge vågen om natten er en stor del af
kvindens univers. Desuden har kvinden ligget en Dag til. Hvad der gemmer sig bag
denne sætning, er ikke helt entydigt, men tager man i betragtning, at det er en indlagt
kvinde, der skriver, giver sætningen alligevel en uhyggelig kvalitet til resten af teksten.
Vi kender til begrebet liggedage fra dagens plejehjem. Her kan de gamle på grund af
tidspres opleve at blive liggende i sengen hele dagen, fordi plejepersonalet ikke har tid
nok. Da teksten er af ældre dato, er liggedage ikke nødvendigvis et udtryk, man anvendte
på nedfældningstidspunktet, men det at ligge en dag på en institution giver alligevel
stærke associationer til en form for tvang, hvor den skizofrene enten ligger spændt fast,
eller ligger som følge af enten angst for at bevæge sig ud, eller ligger som følge af
personalets anvisninger.
25 Døgn, 4 Timer og 25 Minnudter
Når vi som læsere skal forsøge at finde rede i, hvad kernen er i en tekst som denne, er det
ikke de faktiske forhold, der er analysens vigtigste mål. Vi kan alligevel aldrig ramme
34

plet i forhold til den præcise mening, vi kender ikke den skrivende, hendes opvækst eller
de konkrete omstændigheder ved indlæggelsen. Til gengæld er det måden, teksten
præsenterer de forskellige elementer i forhold til hinanden, der er signifikant. Man kan,
som nævnt, ikke regne med, at kvinden virkeligt har været vågen 93 nætter. Men inden
for tekstens univers understreges omfanget af de søvnløse nætter ved det høje tal i
forhold til resten af tallene.
På samme måde forsøgte jeg at vise, hvordan ordet orphan hele tiden blev gentaget, og
gennem gentagelsen også modernavnet. På samme måde bliver det faktum, at teksten
vægter enkelte elementer højt af betydelig signifikans for analysen.
I det følgende vil jeg komme nærmere ind på, hvordan tekstens mening kan indkredses
ved at anvende Brooks teori om gentagelsen som en venden tilbage til barndommen og
om det narrative begær, som er et begær efter at nå slutningen.
Når kvinden bliver ved med at vende tilbage til at bruge ordet orphan, har det som nævnt
betydning. Hvis Brooks teori om gentagelsen inddrages, er det, at kvinden i en konstant
kredsen og tilbagevenden benævner moderen – men kun indirekte i form af det
problematiske udtryk orphan – også en gennemspilning af barndommens konflikter. Men
samtidigt umuliggør gentagelsen et fremadskridende plot, hvor udvikling og ny
erkendelse finder sted. Teksten er så at sige fanget af det uforløste forhold mellem
moderen og kvinden. Selv om kvinden bekender sig til moderens lov – Jeg er 50 Gange
orthodox – så formår hun ikke at slippe af med oplevelsen af at være forældreløs.
I den optik er det paradoksale i, at kvinden er orphan, selv om hun gør de gode, men
barnlige ting, tydelig: På den ene side handler hun efter moderens lov, på den anden side
er hun lige meget hvad stadigvæk orphan. At efterleve moderens lov kaster den voksne
kvinde ind i en inkompetent rolle, og fastfryser hende i et afhængighedsforhold. Så længe
kvinden handler som et barn, er hun ude af stand til at skabe forandring og fremdrift.
I det ovenstående blev gentagelsen opfattet som en hindring for udvikling i teksten. Men
et forhold viser dog alligevel, at teksten forsøger at skabe fremdrift. I første del af teksten
35

sker det ved brugen af tal og efter det nævnte skift i midten af teksten sker det ved
brugen af datoer.
Når brugen af tal fremhæves som en motor for fremdrift i brevet, har det at gøre med, at
tallene anvendes som i et regnestykke. Hver gang brevskriveren nævner en gerning,
sluttes sætningen af med et antal gange orphan, som gerningen har udløst. I den syvende
linje i brevet står der: Det er 17 Gange orphan. Regner man sammen ind til dette sted,
hvor mange gange kvinden har nævnt orphan, giver tallet 17. Der er altså et overblik fra
den skrivende til stede, som vi ikke forventer. Tallene er slet ikke så vilkårlige endda 19 .
Selv om omfanget af tallene, er overvældende, idet de er så massivt til stede i teksten, er
de samtidigt stedet, hvor den skrivende tager fortællingens struktur i hænderne, og det
sted der styres fra. Kan indholdet ikke præsenteres i et fremadskridende forløb, hvor
udvikling og handling er de bærende elementer, så træder regnestykket i stedet. Herfra
kan den skrivende ved hjælp af den simple matematik i form af additionen, der jo altid er
fremadskridende i sin form, få en fornemmelse af at have fortællingen i sine hænder.
Men samtidig er regnestykket jo blot en form. Det fremadskridende element i additionen
er uendelig og abstrakt. Tallene i sig selv viser ikke hen til noget forhold i verden, men er
vilkårligt motiveret: Der er ikke noget punkt i verden, hvorfra man kan regne ud, hvor
mange gange orphan én bestemt handling bør udløse. Derfor er regnestykket en substitut
for tekstens manglende fremdrift.
I midten af brevet sker vendingen fra tal til datoer: Jeg har spist noget Odst den 1ste
September. Og herefter gentages gerningerne med en datoangivelse: Jeg havde 13 Gange
9 Stykker Mad til den 14de Januar og den 14de Gang 9 Stykker Mad den 15de Januar.
Anvendelsen af datoer er på samme måde som additionen et fremadskridende element,
og kendes fra f.eks. dagbogsformen, hvor hver dag som regel starter med en
datobetegnelse. På den måde skabes en fornemmelse af dagenes gang, af en
19 Brevet er, som tidligere nævnt, taget fra bogen Det er et bånd der taler. Ifølge forfatterne er den
gengivne del kun et udsnit af brevet. Man kan derfor aldrig vide om antallet af orphane gerninger i sidste
ende ville give 50, eller om overblikket forsvinder, som teksten skrider frem.
36

fremadskridende historie. I det skizofrene brev er anvendelsen af datoer dog ikke
konsistent. Den første dato der nævnes er 1. september, herefter følger 14. januar, 15.
januar, 2. januar og 13. januar. Tidsangivelsen er i den forstand en del af den cirklende
tekst. Der er ikke en fremadskridende udvikling, der følger kalenderen, men i stedet en
venden frem og tilbage mellem datoerne, en cirklen ind og ud, hvor tiden løber sammen.
Men når jeg alligevel fremhæver datoerne som det sted, hvor den brevskrivende opnår en
form for kontrol over plottet, er det fordi anvendelsen af dem indikerer et forløb
udspændt i tid.
Additionen og datoangivelsen har samme funktion i teksten. Når teksten bliver ved med
at vende tilbage til brugen af orphan, til at benævne følelsen af forældreløshed, giver det
læseren af brevet den opfattelse at den skrivende ikke har kontrol. At den skizofrene
kvinde er så ivrig i sin opremsning af de gode gerninger og i at vise, hvor orthodox hun
er, gør hendes tekst til en tekst, der mangler fremdrift, og som er ude af stand til at skabe
erkendelse. Det eneste sted, hvor brevskriveren er i stand til at tage kontrol, er der, hvor
formen tilbyder det: Ved hjælp af regnestykket og ved hjælp af tidsangivelsen, der begge
er fremadskridende former, og som indeholder fremdriften i sig.
For at samle trådene fra ovenstående analyse, gives der gennem den cirkelformede tekst
et billede af en kvinde, der skriver for at opnå moderens velvilje. Ved at nævne alle de
gode gerninger fastholder hun moderen gennem teksten, men det er som et inkompetent
barn, hun gør det. Ude af stand til at handle, ude af stand til at træde ud af skyggen. I den
optik er det en nødvendighed at vedkende sig det moderløse. At blive voksen er at blive
selvstændig, og i den sammenhæng også at blive fri af moderens krav og forventninger.
I indledningen til denne del af specialet beskrev jeg, hvordan Scherezade opfattes som
sindsbilledet på fortællingen. For at overleve må hun fortælle, blive ved med at fastholde
spændingen og begæret efter at høre mere. 1001 nats fortællinger slutter i det øjeblik,
kongen gifter sig med Scherezade, og de kan forenes som ligeværdige.
Jeg beskrev også, hvordan Peter Brooks så fortællingen som en måde at overskue et
stykke liv på. At det sidste punktum var stedet, hvorfra helheden kunne opleves, og at
37

fortællingen derfor var et billede på menneskets vilkår: At vores liv er forbundet med
tiden.
I forhold til det skizofrene brev har disse to opfattelser af fortællingen den relevans, at
også brevet forsøger at skabe overskuelighed i tid. Ved at skabe den cirkelformede tekst,
der principielt er uendelig, udskydes slutningen. At fortælle er at blive ved med at nævne
modernavnet, og at blive ved med at nævne modernavnet er at fastholde hendes blik.
Men hvor 1001 nat ender med, at kongen generobrer et normalt begær, der ikke længere
rettes mod at slå unge jomfruer ihjel, og derved også bliver i stand til at lade teksten
slutte, formår den brevskrivende ikke at forlige sig med sin voksne identitet. Kun i få
brudstykker skinner den voksne kvindes virkelighed igennem – hun ligger søvnløs, og
hun ligger om dagen – og det er en virkelighed der er forbundet med smerte og angst.
Teksten fanger kvinden i denne dobbelthed. At skrive som barnet er at være bundet til
moderen, inkompetent og uden handlekraft. At skrive som den voksne, at lade teksten
drive frem efter en plotstruktur der skaber handlekraft og udvikling er at erkende at
virkeligheden er præget af den skizofrene tilstand, hvor der er søvnløse nætter og hvor
institutionen præger hverdagen.
38

Skizofreni – Kategori – Metonymi
Et skørt
En let hvid, en skændsel, en blækklat, en rosenrød amulet. (Gertrude Stein, 2004, s. 39).
At kategorisering er en basal færdighed, som mennesket har haft altid, behøves ikke
at ekspliciteres meget mere. Skellet mellem liv og død, farlig og sikker, giftig og
spiselig ligger i os som overlevelsesstrategi. Men spørgsmålet om hvordan skellet
mellem kategorierne skal opfattes – hvad er inden i kategorien og hvad er uden for? –
er ikke så entydigt endda.
Især den moderne kunst beskæftiger sig med at nedbryde de vante ideer om, hvad det
stabile ved genstandene er. Kunstnere som f.eks. Picasso og Matisse i billedkunsten
og Gertrude Stein i poesien skildrer personer og genstande i flere dimensioner, så de
kommer til at virke abstrakte i stedet for at repræsentere i et 1:1 forhold. På den
anden side er den moderne kunst også i konstant forhold til verden og fastholder selv
at være i dialog med realismen, et realismebegreb der viser os, hvordan virkeligheden
er, ikke i form af repræsentationen, men i form af rumlighed og en tidslighed der er
helt i trit med den moderne tids forskellige og flertydige facetter. Det, der syntes at
bevæge sig på kanten af meningsløshed, er i høj grad en langt mere nuanceret
afbildning. Når værkerne ikke bryder al genkendelighed ned, skyldes det, at de
benytter sig af æstetiske, narrative og teoretiske greb, der indskriver dem i en
konstant vekselvirkning mellem realisme og det abstrakte. I denne optik udfordrer
den modernistiske kunst kategoriernes stabilitet, men undslippe den gør den moderne
kunst ikke, da der bygges på en række teoretiske forudsætninger, der løber som en
understrøm gennem værkerne.
Aristoteles var en af de første filosoffer, som via teorien tildelte objekterne en
bestemt plads. Ved hjælp af kategoriseringen blev verden delt ind i faste grupper, og
imellem disse var der vandtætte skodder. Men i takt med at modernismen, med Karl
Marx’s frase, har eroderet alt, der er solidt, bort, har også opfattelsen af kategoriernes
stabilitet ændret sig. Kategorier er ikke længere entydigt stabile. Når dette er sagt, er
der alligevel i de fleste teorier om kategorisering en forventning om, at der kan stilles
39

et regelsæt. At vi faktisk kan sige noget om kategorierne, og at de ikke er
fuldstændigt flydende og private.
Og dog, for en gruppe af mennesker, synes evnen til at kategorisere at være brudt ned
til et nulpunkt. I psykosen vendes det genkendelige på hovedet. Ufarlige ting bliver
livstruende, og syner og lyde dukker op og skaber utryghed. Den skizofrene er
underlagt en anden virkelighed, en virkelighed som også må formodes at være præget
af andre kategorier end dem, vi normalt anser som gældende, fordi omgivelserne
flyder sammen, syner opstår, og lyde dukker op.
Denne del af specialet vil være en tekstanalyse af et skizofrent brev skrevet af en
kvinde, og mere præcist vil det være kategorierne, der læses efter. Jeg vil først kort
opridse to forskellige teorier, den ene i form af en objektivistisk tilgang som er
knyttet direkte til kategorisering, idet kategorierne er centrale for, hvordan verden
inddeles, og den anden i form af en tekstanalytisk tilgang hvor sproget og begæret
knyttes sammen. Jeg vil argumentere for, at brevets brug af metonymi er et forsøg på
at lappe den skizofrene tilstand sammen ved at benævne, og at denne benævnelse er
et begær efter at indstifte en stabil tilstand, der kan minde om den orden, som den
objektivistiske tilgang opererer med.
Det følgende afsnit vil være en kort gennemgang af den objektivistiske tilgang. I
afsnittet efter vil Jacques Lacans begærsteori (Lacan 1977) blive introduceret.
Verden og kategori
Kategoriers opbygning har konsekvenser ikke blot som ren overlevelsesstrategi, men
langt ind i vores daglige omgang med verden. Ofte ligger det som en ubevidst
understrøm, og vi bliver først klar over, hvor indlejrede disse kategorier er, når vi
bliver udfordret på dem. Filosofien om kategorier, hvor de udspringer fra, og hvad de
betyder for vores måde at percipere på, har som tidligere nævnt rødder tilbage til
antikken. Den følgende gennemgang vil ikke gå i detaljer med de forskellige
filosoffers variationer over emnet, men blot skitsere den fælles kerne i traditionen.
Dette greb er på mange områder problematisk, da nuancerne falder bort. Det er dog
40

alligevel mit håb, at de store træk vil danne et idealbillede af, hvordan strukturen
inden for den filosofiske retning tager sig ud.
Aristoteles opfattes som en af de første til at formulere en egentlig undersøgelse af,
hvad der gør en kategori 20 . Det vil sige kategoriseringsfilosofi baseret på en
videnskabelig forklaringsmodel, som kan efterprøves af andre. Det videnskabelige lå
bl.a. i, at han opdelte videnskaberne ved at beskrive, hvilke problemfelter der hørte til
hvilken disciplin. Dermed opstod en markering af, hvilke områder af livet der hørte
til hvilken videnskab. Desuden inddelte han også de forskellige discipliners
genstande i kategorier. Kriteriet for, om et objekt hører med i en kategori eller ej, er
ifølge Christina Clark at:
”Aristoteles mente, at kategorier eksisterede i kraft af de egenskaber, som
medlemmerne i den pågældende kategori havde til fælles, og med dette som
udgangspunkt kategoriserede han planter, dyr, mennesker etc.” (Clark 1996, s. 23).
Begrebet egenskaber er i denne optik et nøgleord. Grundlæggende har det at gøre
med, at kategorier dannes af enheder, der hver især kendetegnes ved en række
egenskaber, og videre er det forholdet mellem enhedernes egenskaber, der afgør
hvilken kategori, de placeres i. En enhed består af en række egenskaber, og disse kan
enten være tilfældige eller essentielle. Det er de essentielle egenskaber, der gør
enheden til det, den er, og kunne man forestille sig, at disse blev forandret, ville selve
enheden forandres. Derfor er de essentielle egenskaber også stabile og uforanderlige.
Kategorier skabes ud fra forholdet mellem enhedernes essentielle egenskaber, og
siden disse er uforanderlige, er også forholdet mellem dem uforanderlig, og derfor er
kategorier for altid fikserede.
Kategoridannelsen sker altså på baggrund af en yderst ordnet verden. Centralt er det
forhold, at enhederne er objektivt eksisterende, dvs. uafhængige af den menneskelige
erkendelse af dem. Deres egenskaber fikseres ikke på baggrund af mennesket, men
som eksisterende til alle tider og uafhængige, evigtgyldige. Derfor er også
20 Se f.eks. Poul Steen Larsen (Larsen 2002, s. 25) eller Anfinn Stigen (Stigen 1961, s. 180).
41

kategorierne dannet uden for mennesket, og dette har betydning for menneskets
erkendelse og begrebsdannelse. Den objektivistiske tilgang opererer med verden og
alle enhederne i verden på den ene side og den menneskelige erkendelse på den anden
side. Eller mere præcist på opdelingen mellem metafysikken, dvs. verden som den
fremstår uafhængig af den menneskelige erkendelse, og epistemologien om, hvordan
mennesket erkender denne. (Lakoff, 1990, s.159). Af de to begreber er metafysikken
den, der vægtes højest i den objektivistiske tilgang. For det første fordi verden altid
allerede eksisterer uafhængigt af det enkelte menneske, og for det andet fordi den
menneskelige bevidsthed fremstår som et aftryk af den objektive verden. Den
objektivistiske epistemologi bygger på en antagelse om, at enhederne danner
grundlaget for sproget og for begrebsdannelsen. Hvad sproget angår, er ordene blot
vedtagne abstrakte symboler, der får deres mening i et 1 til 1 forhold, hvor de
konkrete enheder repræsenteres i tankerne via det gennem konventionen vedtagne
symbol. Verden afspejles så og sige i tanken, og tanken på den anden side peger
direkte hen på verden, sådan som den fremstår. Begrebsdannelsen og kategorisering
sker på baggrund af enhedernes indbyrdes logiske orden, idet de, lige som det var
tilfældet med ordene, afspejles direkte i tanken. For at nå frem til en sand erkendelse
bør den menneskelige kognition kunne afspejle den objektive virkelighed, sådan som
den fremstår.
Begær og metonymi
Den franske psykoanalytiker Jacques Lacans teoriapparat er komplekst og
omfattende. Jeg vil anvende den del, hvor han omtaler begæret som opstående af en
mangel 21 . Lacan knytter teorien om det uopfyldte begær til sproget. Det har at gøre
med tegn og med det ulige forhold, der er mellem det betegnende og det betegnede,
mellem signifiant og signifié. Som nævnt er ordet ikke det samme, som det det
henviser til, og sammenhængen er udelukkende indstiftet ifølge konventionen. Ifølge
Peter Brooks (Brooks 2000, s. 55) visualiserede Lacan det på følgende måde: S/s, 22
21 Lacan var psykoanalytiker og elev af Freud. Derfor finder han begærets genese i spædbarnets forhold til
moderen, der må ophøre i det øjeblik, faderloven træder i kraft og kaster barnet ind i de sociale strukturer i
stedet. Denne del af teoriapparatet vil jeg ikke komme nærmere ind på.
22 Lacan henter ifølge Brooks (Brooks 2000, s. 55) billedet fra den franske sprogfilosof Saussure.
42

hvor det store S henviser til det lille s, men adskilles af skråstregen. Skråstregen
bliver derved udtryk for adskillelsen eller det faktum, at vi aldrig finder komplet
overensstemmelse, mellem det, vi begærer (det vi henviser til), og det vi udtrykker
(ordet). En videre konsekvens er, at vi alligevel hele tiden er drevet imod det, vi
begærer, og ønsket om at opnå det. For at trække udsagnet i en endnu mere radikal
retning, så er sproget præget af, at vi som mennesker ønsker at sætte præcise ord på
det, vi henviser til, men alligevel aldrig har ord for.
Hos Lacan er metonymien et vigtigt element i forståelsen af begæret. Lis Møller giver
i antologien Om litteraturanalyse følgende beskrivelse af tropen:
”Som jeg bruger begrebet, vedrører metonymien nærhed i tid, forbindelsen mellem
årsag og virkning og nærhed i rum, herunder forholdet mellem helhed og del – dog
således at metonymien typisk substituerer virkning for årsag eller reducerer helheden
til sine bestanddele (del af helhed).” (Møller (red.) 1995, s. 174).
Det viser sig, at metonymien i modsætning til metaforen, der er kendetegnet ved
lighed, er tidsligt og rumligt bundet. Metonymien understøtter tesen om, at
genstanden aldrig kan benævnes med sit rigtige navn, men må indkredses i form af et
ord, der er nær tingen, og dog ikke er tingen selv. Men samtidigt er det værd at lægge
mærke til, at vi jo alligevel forsøger at navngive. Vi er drevet imod det og ved at
kredse om navnet, nærmer vi os også en form for tilfredsstillelse.
Det skal kort nævnes, at forfatterne til Det er et bånd der taler beskriver, hvordan den
skizofrene tale præges af metonymien. De opererer med et komplekst teoriapparat,
hvor forskellige niveauer af udsigelse og diskurser er med til at etablere en vellykket
kommunikation. Forfatterne skriver:
”Talen bliver metonymisk substitutiv. Det vil sige, at ord og sætninger substitueres og
efterfølger hinanden i kraft af lydlige og indholdsmæssige ligheds- og
nærhedsrelationer (metonymier). Den 2. personale udsigelsesinstans træder ud af
kraft, i takt med at metonymierne dominerer teksten.” (Rosenbaum og Sonne, s. 80).
43

Den skizofrene udvisker modtageren fra kommunikationen (den 2. personale
udsigelsesinstans), og dette skred medfører, at forankringen af talen – det at være
opmærksom på om den anden forstår, hvad der siges – ikke længere finder sted.
Derved fikseres talen ikke til en bestemt situation, og det medfører igen et skred i
indholdet.
I det følgende analyseafsnit vil en egentlig tekstanalyse finde sted. Her er det
analysen, der er i fokus, og der vil kun blive anvendt enkelte elementer fra den
præsenterede teori. Først i det efterfølgende afsnit med titlen Kategori og Krop vil
teorien blive inddraget.
Gode sutsko, varme trøjer, skeletering og decadence – Tekstanalyse
Brevet, stilet til Berlin og Madrids politi, er i første del præget af en række helt nære
genstande – bælter, kjoler, strømper, chemiser, trøjer osv. I midten af teksten sker der
en pludselig og umotiveret zoomen ud fra det nære til en benævnelse af et
Amerikansk System og det genkendelige og alligevel besynderligt klingende Rio de
Jonerio. Herefter sker der endnu et skift, hvor en række groteske udtryk – Mord,
Skeletering, Decadence – anvendes, mens sidste del af teksten falder tilbage i en
række nære beskrivelser af maden, der bliver serveret, og en anmeldelse af denne.
Teksten afsluttes med kropsligt relaterede udtryk, som giver en sær poetisk kvalitet:
”Angaaende Badene, saa Vand i Underste. Ørene paatænkes med Pensel. Opløsning
af et eller andet. Negle klippes tæt tæt”
Tekstens modtager er et stort navn i form af magten, Berlin og Madrids politi. Det er
den Tredje, der tales til 23 , en Tredje der er kendetegnet ved at være langt borte i de
europæiske storbyer. Blikket er fra starten rettet mod det globale og bærer præg af et
ønske om, at det globale vil rette fokus mod patienten, der synes at befinde sig på Sankt
Hans. En slags appel til en universel magt om at gribe ind i patientens liv. Og dog er
den følgende tekst diffus i forhold til, hvad afsenderen ønsker at opnå. Der fremføres
ikke noget egentligt budskab, i stedet opremses en række navneord, hvis relationer er
23 Jf. Afsnittet Klinikbehandling – Krigstjeneste – Korsfæstelse.
44

ustabile. Det er navneordene og deres forhold til de objekter i verden, som de henviser
til, der i den følgende analyse vil være nøglen til at åbne teksten med.
Første del af brevet er som nævnt en opremsning af beklædningsgenstande. Men det er
ikke bare bluser, bukser og kjoler, der nævnes. I stedet er det nattrøjer til kvinder,
bomuldstøj, en makosantrøje, chemise, et snævert skørt af makosan, varme bukser, et
påsyet bælte og gode sutsko. Tøjet er ikke blot genstande, men benævnes ved enten det
stof, de er gjort af, eller deres funktion – varme, gode gangbare osv. Helt tæt på den
kvindelige krop er det, helt knyttet til kropslige fornemmelser af at have det på – det
varme, bomuldsstoffet, makosanen, det snævre skørt. Og dog nævnes kroppen aldrig.
Der kredses om den, så tæt som til chemisen og skørtet kommer vi, men ikke tættere.
Tættere end blikket kan nå, men ikke inderst. Det fornemmes, at tøjet beskrives så
detaljeret for at nærme sig den krop, der bærer det. Rosenbaum og Sonne skriver i Det
er et bånd der taler, at kroppen er et grundlæggende omdrejningspunkt for den
skizofrene: ”Vi finder næppe nogle tekster, der så markant som skizofreniens
tematiserer og fabulerer over denne [den imaginære] krops univers, med dens ofte
uhyggelige, grotesk forvredne og makabre tableau-vivant.” (Rosenbaum og Sonne, s.
86). Videre beskriver de den skizofrene krop som en krop mærket af opløsningen, hvor
skellet mellem indre og ydre udviskes og flyder sammen: ”En væsentlig del af
karakteristikken af kropsfablen i de skizofrene tekster er den manglende kropstotalitet:
kroppen er fragmenteret og morcelleret. Man kan desuden beskrive den som
deterritorialiseret, dvs. uden lokal identitet.” (Rosenbaum og Sonne, s. 92).
I denne optik er beklædningsgenstandene, med alle de detaljerede oplysninger, af
metonymisk karakter. De henviser til den krop, der bærer dem, ikke ved at nævne den
men ved nærheden til den, ved at være varme, gode eller snævre. Her er slet ingen
forvreden eller makaber krop, for den kan ikke nævnes, kun ved nærhedsrelationerne.
Ved rækken af metonymiske henvisninger skabes en kæde af signifianter, der henviser
til og forsøger at beskrive. Selv om relationen mellem de enkelte ord bryder sammen i
syntaksen – f.eks. i ”Forbudt af Bomuldstøj, men af svært som tysk.” – så forsøger den
skrivende at lappe sammenbruddet ved de gentagne metonymiske henvisninger, og
derved opnås en form for stabilitet – det begærede (den hele krop) kan i det mindste
45

forsøges tilnærmet ved at kredse om det smertefulde punkt og ved at henvise til det
gennem delene. Og det bliver der så igen og igen, variationen er i princippet uendelig.
Men tøjets funktion er dobbel – det henviser til kroppen ved brugen af metonymier,
men det holder også sammen på den opløste krop. Den amerikanske kognitive lingvist
George Lakoff skriver i Women, Fire, and Dangerous Things (Lakoff 1990) hvordan
kroppen er konstituerende for måden, hvorpå kategorier skabes.
Et af argumenterne bygger på det forhold, at vi danner kategorier i forhold til
forskellige billedskemaer. Vi kan f.eks. forestille os et detaljerigt ansigt på én måde og
et andet detaljerigt ansigt på en anden måde. Bag ansigterne ligger der et billedskema,
der har form som et ansigt, men ikke udfylder detaljerne. Grunden til, at vi forstår
ansigterne som hørende til i kategorien ansigt, er, at billedskemaet ligger bag ved og
strukturerer vores erkendelse. Billedskemaerne er først og fremmest kropsligt funderet.
F.eks er et billedskema som ude/inde defineret i forhold til, at vi har en ydre side af
kroppen og en indre side. Ude/inde-skemaet gør, at vi kan forstå abstrakte situationer.
Ved bevidstheden om kroppen som ydre/indre kan vi nu benytte os af sproglige billeder
som f.eks at være inde i varmen eller ude i kulden. Og tøjet refererer netop til dette
skema. Ved at benævne tøjet henvises også til dets funktion, nemlig at være lag der
kommes om kroppen. Derved skabes en skal om kroppen, som kan være med til at
fastholde det, som bør være inden i tøjet. At benævne tøjet – det ydre – er at nærme sig
det begærede indre – kroppen som en stabil beholder, der ikke flyder sammen med
verden, med en inderside der fungerer og en yderside der afskærmer det indre fra at
blive ét med det ydre. De 2 Knapper til vidt og snævert samt Bælte paasyet kan forstås
som billeder på dette. Bæltet er et dobbelt billede i denne sammenhæng. Der er bælter
til at holde tøj fast til kroppen med, og der er bælter til at spænde kroppen fast med, den
krop der opfører sig uregerligt. At det er påsyet, giver billedet en ekstra kant, idet bæltet
derved bliver et vilkår. Knapperne er til vidt og snævert i den forstand, at de er til at
holde sammen, til at lukke kroppen inde. Vidt og snævert giver en fornemmelse af, at
kroppens grænser er flydende. Kæmpe stor eller bitte lille.
46

I midten af teksten sker et skift. I sætningen ”0 og 1 KJOLER IKKE Kaffe en Servering
paa Sengen, ellers efter Amerikansk System, Rio de Jonerio.” bliver overgangen skabt
af en lydlig lighedsrelation 24 . KJOLER IKKE Kaffe, og Servering, Sengen og System.
Hvad der skaber overgangen, virker ved første øjekast udelukkende motiveret af den
lydlige lighed. Der sker et skift i ordenes betydning, men det er indskrevet i en
sætningskonstruktion, der kan læses dobbelt som 0 og 1 KJOLER IKKE Kaffe, eller
Kaffe en Servering paa Sengen. Ordet kjoler hører med til opremsningen af
beklædningsgenstandene, hvor kroppen forsøgtes benævnt. Kjoler er ikke kaffe, men
kaffe er servering på sengen og endda efter Amerikansk System. Vi fornemmer, at
overgangen er en bevægen sig væk fra kropsfablen og ind i et liv med luksus –
servering på sengen – og ud i verden – efter Amerikansk System og Rio de Jonerio.
Ændringen går fra kroppen ud til noget globalt, jf. titlen der stiler brevet til Berlin og
Madrids politi. Men samtidig skal det foregå efter Amerikansk System. Ordet system er
dels en vej til orden, dels en vej til kontrol. Hvilken betydning ordet skal gives i denne
sammenhæng er ikke entydig, men ser man på, hvem brevet er stilet til, en magt der
ikke kun holder orden, men også potentielt er i besiddelse af retten til at udøve vold
mod individet for at opretholde systemets magt, bliver det måske lidt tydeligere.
Herefter følger sætningen Strikketøj og andet Arbejde opdrages. Udskrivning. Her er en
konkret benævnelse af, hvad der er på spil for patienten: Arbejde har en opdragende
effekt og kan måske ende i udskrivning. Men om udskrivningen er en ønsket situation
er svært at gennemskue.
For efter Udskrivning sker der et endnu mere markant skift i ordene. Nu er det Mord,
Fosterfordrivelse, Skeletering og Decadence. Voldsomme udtryk, hvoraf nogle af dem
bærer præg af at være selvopfundne. De er knyttet til ophør og død, og er pinagtige i
den forstand, at de er forvredne. Forvredne, fordi de ikke beskriver en død, der er
genkendelig for de fleste af os, men grotesk, nærmest i gotisk forstand. Angsten er her
tydelig, og den kvindelige patient er placeret midt i scenariet, i sætningen SKAL drikke
Mord af. Her ses den skizofrenes angst for forgiftning, for sammensværgelse og
konspirationer. Det er også i denne del, at tekstens eneste anvendelse af ordet Jeg finder
24 Jf. Rosenbaum og Sonne citatet på side 11.
47

sted: Jeg skal ikke have Fanger eller Patienter. Det eneste sted, hvor ordet nævnes, er i
den angstbetonede del, der knytter sig til døden.
I den næste del af teksten er det maden, der kredses om. Det er nærmest en anmeldelse af
den serverede mad, der kategoriseres som fin, som for lidt eller som udgået. Dog kan en
del af maden igen relateres til den opløste krop og begæret efter at benævne den. Her
tænkes på BLODBUDDING og senere på Plukfisk 25 . Begge ord henviser til mad, men
også til kroppen i form af blodbuddingen med den blævrende og udflydende konsistens
og plukfisk i form af, at man kan blive slået til plukfisk. Desuden kan maden i lighed
med tøjet opfattes som en metonymisk henvisning til den krop, der næres af maden.
Sidste del af teksten er den mest bevægende del. Den starter med linjen Strikke
Forfødninger og Vaskekludes og slutter med Angaaende Badene, saa Vand i Underste.
Ørene paatænkes med Pensel. Opløsning af et eller andet. Negle klippes tæt tæt.
Strikke viser tilbage til strikketøj (Strikketøj og andet Arbejde opdrages), mens
forfødninger viser tilbage til Fosterfordrivelse (Fosterfordrivelse SKELETERING).
Angaaende Badene, saa Vand i Underste er ligeledes en tilbagehenvisning. Badene
henter betydning fra Vaskekludes, og da det var Forfødningerne, der skulle vaskekludes,
begynder der at tegne sig et billede af, hvorfor kroppen er så svær at sætte ord på. Vandet
i Underste kan i dette perspektiv forstås konkret – som fostervand, hvorfra den lille
forfødning bliver fosterfordrevet fra.
Denne tolkning kan aldrig blive andet end et gæt, der opgives ikke nogen oplysninger om
årsagen til kvindens indlæggelse. En langt mere universel fortolkning kan hægtes op på
seksualiteten som unævnelig – Vand i Underste, som en fornemmelse af eksistentiel
følelse af ufrugtbarhed eller som en følelse af selv at være den lille forfødning – uønsket
og dømt til døden allerede inden livets begyndelse. Den sidste sætning Negle klippes tæt
tæt er måske det sted, hvor teksten opnår at benævne, hvad det er, der ønskes. Negle er
gjort af hårdhed, negle er en del af menneskekroppen, men samtidig noget fremmed, de
er ikke hud, man mærker ikke verden med neglene, på samme måde som huden gør det,
de er i og for sig et dødt produkt af menneskekroppen. Men negle er også et beskyttende
25 Plukfisk er en ret, der bl.a. består af rester fra kogt torsk.
48

lag, spændt ud over den bløde hud, inden under. De fleste har prøvet at klippe dem for
langt ned. Når det sker, mærkes mødet med verden med smerte. Når de klippes tæt,
klippes den på samme tid døde hud og det beskyttende lag bort.
Sammenfattende kan følgende siges om det skizofrene brev. Modtageren af brevet er
som nævnt en magtinstans placeret i to europæiske storbyer. Det er således både en bøn
til verden om at rette blikket mod patienten, men samtidig også en henvendelse til en
magt, der er dobbelt – garant for ro og potentiel magtudøver (efter Amerikansk System). I
denne sammenhæng er det nærliggende at forstå henvendelsen som værende i lige så høj
grad rettet til den instans, der er i besiddelse af myndigheden til at udskrive patienter
eller fiksere dem med bælte. Herefter finder opremsningen af tøjdelene sted, hvilket kan
opfattes som et udtryk for splittelsen mellem den hele krop, der repræsenterer det raske
menneske, og den skizofrene krop, der er en forpint og plaget krop, flydende sammen
med omgivelserne. Og underlagt institutionen/systemets magt. Midterdelen af brevet er
det sted, hvor angsten materialiserer sig i grufulde billeder. Afsnittet starter med
Udskrivning, og også her er der en dobbelthed på spil. For efter udskrivning kommer
stykket med de groteske udtryk. Der er en dødsangst på spil, og det er i denne del som
den eneste, at jeget kan benævnes direkte. Angsten for døden er også angsten for det jeg,
der er inde i kroppen. Så længe der kredses, holdes angsten på afstand, men når den
nævnes, får jeget sit retmæssige ansigt – som det, der ender med at dø. Udskrivningen
kan derfor opfattes som enten en positiv eller angstprovokerende ting, hvor brevets
forfatter skal klare sig selv i den virkelige verden som et helt menneske underlagt livets
præmisser.
Mad-delen er umiddelbar en tilbagevenden fra det angstfyldte. Her hviler blikket igen på
det ufarlige, det nære og velkendte. Og dog leder ordene BLODBUDDING og Plukfisk
tanken hen på, at også maden er knyttet til kroppen, i bogstaveligste forstand, som
brændstof for livet. I slutningen af brevet gives et egentligt indblik i den skrivendes
ærinde. Den lille forfødning, fostret der fordrives fra kroppen, er nøglen. Hvad enten det
tages som et konkret forhold, at den kvindelige brevskriver har fået en abort, eller om
hun opfatter sig selv som værende dødfødt (hvilket hun jo også er i den forstand, at
døden overgår alle), så kan dødsangsten og angsten for at nævne kroppen knyttes hertil.
Til slut er der neglene, der klippes tæt tæt. Det er det forhold, at mødet med verden er
49

smertefyldt, hvis det beskyttende lag er væk. Et lag som den skizofrene oplever som
borte, men som ønskes genetableret. Et lag som indlæggelsen, tøjet og neglene
opretholder, men som udskrivning, kroppen og de tæt klippede negle ikke kan garantere,
og som medfører angst.
Kategoridannelsen
I det foregående analyseafsnit forsøgte jeg at give et bud på, hvordan de forskellige
elementer i brevet kunne tolkes. I det følgende vil jeg forsøge at samle trådene og knytte
analysen til kategoridannelse og til de to teoriafsnit om den objektivistiske tilgang og det
narrative begær.
I det skizofrene brev kan en række forskellige kategorier opregnes. Der er tøj som
kategori, magt/verden som kategori, groteske udtryk som kategori, mad som kategori og
endelig i slutningen noget, der med forbehold kan benævnes krop som kategori. At
kategoridannelsen sker ud fra andre præmisser end dem, som den objektivistiske tilgang
nævner, er oplagt. Jeg vil i det følgende kort argumentere for det relevante i at forstå
tekstens forskellige dele som kategorier. I bogen The Fine Line (Zerubavel 1991)
beskriver sociologen Eviatar Zerubavel, hvordan vi danner kategorier. Der gives en lang
række konkrete eksempler på, hvordan vi hele tiden skaber mening i forhold til den
religiøse, politiske og kulturelle kontekst, der omgiver os, og videre hvordan denne
mening opretholdes af kategorier:
”Creating islands of meaning entails two rather different mental processes – lumping
and splitting. On the one hand, it involves grouping ”similar” items together in a single
mental cluster […]. At the same time, it also involves separating in our mind “different”
mental clusters from one another […]. In order to carve out of the flux surrounding us
meaningful entities with distinctive identities, we must experience them as separate from
one another.” (Zerubavel 1991, s. 21.).
Kategoridannelsen sker altså ud fra et både samlende og adskillende princip. I forhold til
det skizofrene brev kan citatet være med til at understøtte tesen om, at de forskellige
elementer i brevet kan anskues som kategorier. Eksempelvis er benævnelsen af tøj et
samlende element i den forstand, at det skaber en sammenhængende struktur i den ellers
50

så rodede tekst, der så igen adskiller sig fra den næste samling af ord, der er at forstå som
en ny kategori. Hver kategori skaber dynamik i teksten, og gentagelsen af ordene er med
til at skabe en sum af betydning 26 .
På den ene side er der således en række ord af metonymisk karakter, der forsøger at
benævne det, som begæres, på den anden side samles disse metonymier i kategorier, der
netop skabes på baggrund af gentagelsen af de nærmest ens ord (eksempelvis de
forskellige beklædningsgenstande). Nok er begrebsdannelsen tvetydig i brevet, og nok
flyder genstandene sammen, sådan som den kliniske psykologi foreskriver 27 , men
strømmen af ord genererer samtidig mening, så længe de læses som kategorier, der
kredser om et emne. Strømmen af metonymiske ord og disse ords sammenknytning i
kategorier peger i to retninger:
1) Metonymi – afslutning
I den skizofrene verden, hvor ustabiliteten sniger sig ind, syntes det oplagt, at
driftsbegæret mod det uopnåelige må stå endnu tydeligere ved sit fravær, sin mangel.
Begæret retter sig mod helheden, mod en genetablering af verden som forståelig og
overskuelig. Den tyske kritiker Theodor Adorno så et eksempel på dette i den franske
realistiske forfatter Balzacs romancyklus La Comédie humaine fra første halvdel af det
19. århundrede. I sin Balzac-læsning fra 1961 analyserer han således den tidlige
kapitalismes påvirkning i Balzacs romaner. I romanerne sætter fremmedgørelsen sig så at
sige bag om ryggen på karaktererne, der endnu ikke begriber de fulde konsekvenser af
kapitalismen, men blafrer som maskefigurer uden indhold. Værkerne er kendte for deres
detaljerigdom. Ofte forekommer der lange passager med tekniske forklaringer om f.eks.
trykkeriproduktionen. Adorno påpeger, at detaljerigdommen er af så overvældende
karakter, at læseren ikke uden problemer tager fremstillingen for gode varer. I stedet
dækker de detaljerede oplysninger over, at forfatteren ikke forstår det samfund, han
beskriver:
26 Gentagelsen er et strukturerende element, som f.eks. en del postmodernistiske kunstnere arbejder med.
Et eksempel er instruktøren Jim Jarmusch, der i filmen The Limits Of Control fra 2009 lader gentagelsen
være en afgørende faktor i den ellers nærmest plotløse film.
27 Jf. metodeafsnittet s. 2.
51

”Realismen, som også idealistisk sindede hengiver sig til, er ikke primær, men afledet:
realisme som følge af realitetstab. En epik der, der ikke længere er det genstandsmæssige
mægtigt, som den tragter efter at bjerge, må gennem sin habitus overdrive det, beskrive
verden med overdreven nøjagtighed, netop fordi den er blevet fremmed, ikke længere
lader sig holde inde på livet. […] På samme vis frembringer skizofrenes tegninger ikke
en fantasiverden ud af den isolerede bevidsthed. Snarere er det de mistede objekters
detaljer, de kradser ned med en akribi, der selv er udtryk for fortabthed.” (Adorno 1961,
s. 6)
I forhold til de skizofrene tekster har Adornos analyse den relevans, at forfatteren Balzac,
som den skizofrene, ved at indkredse det, der ikke kan siges fuldt ud, alligevel forsøger
at navngive ved tekniske beskrivelser, ved lighed. Ved at kredse om det uforståelige (den
nye tid med kapitalismens fremmedgørende konsekvenser) og ved at benævne det med
ord, der ikke er, men alligevel er i nærheden, anvendes metonymien til at forsøge at
navngive.
I Adornos læsning af Balzac var det det tidligt moderne menneskes oplevelse af den
ændrede produktionsmåde, der genererede brugen af nærhedsrelationerne 28 . Det
uigennemtrængelige og uforståelige søges beskrevet gennem metonymien; at blive ved
med at benævne er at nærme sig. Skizofrenien er en ældgammel lidelse, nok med
forskelligt udtryk, men med samme ansigt. Det er ikke en moderne lidelse, så i den
forstand holder sammenligningen ikke. Men det uforståelige, følelsen af aldrig at kunne
trænge igennem er i høj grad et moderne vilkår, og i den forstand er det snarere det
moderne, der ligner skizofrenien, end skizofrenien der opstår som en konsekvens af de
ændrede livsforhold. Et modernistisk digt af den amerikanske forfatter Gertrude Stein
minder da også på mange måder om det skizofrene brev:
28 Adorno bruger ikke ordet metonymi for den detaljerede beskrivelse, men anvender i stedet ordet
eufemisme, der er en omskrivning af stødende eller ubehagelige forhold.
52

ET SJAL
Et sjal er en hat og gør ondt og rød ballon og en underfrakke og en størrelsesmåler en
størrelsesmåler til taler. Et sjal er et bryllup, et stykke voks en lille byggen. Et sjal.
Vælg en billet, vælg den i sære trin og med hulrum. Det er hult hult bælte, et bælte er et
sjal. En tallerken der har lidt bobbel, dem alle, af den slags.
En runde tak det er billet.
Det var en fejl at slå fast at en latter og en læbe og en lagt klatren og et depot og en
kultivator og kun lidt vælgen er et punkt det. (Gertrude Stein 2004, s.51).
En oplagt analysestrategi for alle digtene i digtsamlingen Ømme dupper fra 1911-1912 er
brugen af nære ord fra den hjemlige husholdning, og videre at disse ord ved
nærhedsrelationen henviser til Gertrude Steins elskerinde, som hun havde et livslangt
ægteskabslignende forhold til. Digtene kan derfor fortolkes som en kærlighedserklæring
fra en kvinde til en anden kvinde, der ellers var umulig at udtrykke offentligt.
Denne ekskurs rundt om to store forfattere har det formål at runde den metonymiske del
af. Jeg har, med Lacans brug af metonymien som kredsende om at benævne det
begærede, forsøgt at beskrive, hvordan kæden af nærhedsrelationer er en måde at nærme
sig det uforståelige (i Balzacs tilfælde) eller det begærede (den elskede hos Stein eller
den hele krop, forstået som det raske menneske i det skizofrene brev). I det skizofrene
brev var beklædningsgenstandene med til at beskrive den krop, som ikke kunne nævnes
på grund af den skizofrene oplevelse af sammenbrud. Videre var sammenbruddet knyttet
til den lille forfødning, der var blevet fosterfordrevet og til en angst for døden.
2) Kategori – afslutning
På baggrund af ovenstående analyse af brugen af metonymier er det oplagt, at det
skizofrene brev kategoriserer efter andre principper end dem, den objektivistiske tilgang
foreskriver. For at gribe tilbage til teoriafsnittet, hvor skellet mellem S/s blev beskrevet,
så må denne opdeling i Lacans hænder, hvor skråstregen er afgørende, siges at være i
direkte modstrid med den objektive kategorisering. Her ville s/S være en mere
betegnende fremstilling, idet det store S er det, der betinger det lille, verden det der
henviser til tegnet. Brevet er i den forstand at forstå som et forsøg på at få det store S til
at kravle ind under stregen til det lille s og udviske skråstregen. At det ikke lykkes,
vidner den konstante strøm af ord om. Og dog er de kategorier, der skabes på baggrund
53

af ordenes samlende og adskillende funktioner, et stabiliserende element. Følgende citat
kaster lys over sagen:
“The classical theory of categorization is a product of the human mind. As I will argue
below, many (though by no means all) cognitive models use classical categories. As
such, they are part of our folk models of most domains of our experience. We use those
folk models to understand what we experience. Thus, classical categories, because of the
role they play in the structure of many of our cognitive models, do play a significant role
in what we understand.” (Lakoff, 1990, s. 160).
Således skriver Lakoff om den klassiske tilgang 29 til kategorisering, og selv om han er
uenig i teorien, erkender han, at den er indlejret i den måde, vi opfatter verden på. Det
gør det lettere for os som individer at inddele, hvis vi gør det efter de stabile rammer,
som den objektivistiske tilgang giver. Det er det paradoksale ved den kategorisering, der
finder sted i brevet. At forsøget på at benævne og lappe sammen på den ene side skaber
en form for stabilitet i selve teksten, men på den anden side sætter brevskriveren ude af
stand til at skabe en egentlig stabil henvisningsfunktion, hvor ordene henviser til en
objektiv verden, og hvor den sikre forankring kan finde sted: Der hvor vi føler, at det vi
siger, er så tæt på, som det kan blive. Der hvor det er muligt at kommunikere vellykket,
fordi angsten ikke er overvældende, og måske mest af alt fordi vi tror på, vi kan.
Tilbage står det faktum, at brevet ikke blot er det rene nonsens, men at de dele der
normalt gør en tekst til en tekst, er sat ud af spil til fordel for en bunke af ord. Det uklare
formål med brevet er her forsøgt beskrevet som et ønske om at skabe helhed. De
kategorier, der opstår på baggrund af brugen af ens ord, er som en konsekvens af dette et
forsøg på at genetablere en overensstemmelse mellem det, der siges, og det der henvises
til, mellem signifiant og signifié, en overensstemmelse som kan ligne den, den
objektivistiske tilgang opererer med. I dette lys er det skizofrene brev måske knapt så
fremmed, som det kan forekomme ved en hurtig gennemlæsning. Snarere er den
skrivende underlagt sproglige vilkår, som kan stemme overens med dem, som det
moderne menneske lever under, og som kunsten forstår at tematisere på en langt mere
29 Den klassiske tilgang skal forstås som den objektivistiske tilgang.
54

genkendelig og dog alligevel fremmed måde. Grunden til at kunsten ikke forekommer så
arbitrær og fremmedgørende, er, at forfatterne, malerne, filmskaberne osv. fremstiller
forholdet gennem en række kunstneriske greb, som den skizofrene brevskriver ikke
behersker.
Konklusion
Jeg har i specialets tre dele analyseret breve skrevet af skizofrene. Jeg vil i konklusionen
gennemgå hver enkel dels analyseresultat. Til slut vil jeg samle de overordnede tråde, der
løber igennem de tre afsnit og konkludere på helheden.
I den første del af specialet med titlen Klinikbehandling – Krigstjeneste – Korsfæstelse
anvendte jeg en psykoanalytisk tilgang, beskrevet af forfatterne Rosenbaum og Sonne i
bogen Det er et bånd der taler (Rosenbaum og Sonne 1994). Arbejdstesen for denne
første del af specialet var, at den brevskrivende anvendte en række diskurstyper til at
skabe stabilitet i teksten. De forskellige diskurstyper, som kunne identificeres i brevet
stammede fra tre store fortællinger i form af lægevidenskaben, krigen og religionen. Ved
at bruge udtryk fra de tre diskurstyper forsøgte brevskriveren at låne autoritet, men
samtidig var måden, termerne blev brugt på, ikke konsistent med den måde,
diskurstyperne normalt anvendes på. Brevskriveren blev beskrevet som uvidende,
forstået sådan at han ikke var en del af det univers, som diskurstyperne stammede fra, og
netop derfor kunne han også kun gengive diskurstyperne på en privat og arbitrær måde,
der slog ud i en række uklare sproglige billeder.
Brugen af de tre diskurstyper blev for den skizofrene en måde at skabe stabilitet 1) Ved
hjælp af lægevidenskaben som behersker retten til at skelne det legitime begær (efter
kvinden) fra det illegitime begær (efter manden). 2) Ved hjælp af religionen der
behersker retten til at skelne mellem det moralske (kærlighed mellem manden og
kvinden) og det syndige (kærligheden mellem mænd). Og 3) Ved hjælp af
krigsretorikken der vægter det maskuline, kroppen og modet højt.
55

I anden del af specialet med titlen 50 Gange orthodox – 50 Gange orphan blev Peter
Brooks bog Reading for the Plot (Brooks 2000) anvendt til at analysere et brev skrevet af
en kvindelig skizofren. Brevet blev beskrevet som en cirkelformet tekst, hvor der ingen
fremdrift eller udvikling var at spore. I stedet vendte teksten ved det sidste punktum
tilbage til den første linje. Desuden blev gentagelsen af forskellige ord set som en
understregning af brevskriverens uforløste forhold til sin moder. Idet den kvindelige
brevskriver blev ved med at benævne og vende tilbage til de uklare følelser knyttet til
moderen, blev teksten fanget af denne gennemspilning af barndommens problematiske
følelser. Hun blev i stedet et inkompetent barn, der gennem skriften forsøgte at opnå
moderens blik, og ved den cirkelformede tekst, også at fastholde blikket.
I dette andet brev blev tekstens form, gentagelsen, en måde for den brevskrivende at
fastholde moderens blik på. Gennem gentagelsen blev der stiftet en form for stabilitet, så
længe skriften fortsætter så længe fastholdes moderens blik. Derved skabes en
fornemmelse af kontrol, der dog fastholder kvinden i en barnlig rolle.
Den sidste del af specialet med titlen Skizofreni – Kategori – Metonymi var ligeledes en
analyse af et brev skrevet af en kvindelig skizofren. Ved hjælp af psykoanalytikeren
Jacques Lacans (Lacan 1977) teori om metonymien viste analysen, at kvinden i en
konstant bevægelse kredsede om kroppen. For den skizofrene er kroppens grænser
flydende, men ved at kredse om tøjet som beholder for den hele krop, den raske krop,
forsøgte kvinden alligevel at nærme sig det ønskede – en tilstand uden sygdom. Videre
blev de forskellige bunker af ord samlet i kategorier. Ved disse kategoriers hjælp
forsøgte den skrivende kvinde at genetablere en sproglighed, hvor det, der siges, stemmer
overens med det, der henvises til.
De tre analyser viste således på forskellig vis, hvordan de skizofrene breve, ved hjælp af
teorien, kunne siges at indeholde mening. Selv om brevene ikke formåede at skabe en
vellykket kommunikation i gængs forstand, havde de alle tre et budskab. I den optik viste
analysen af brevene, hvordan de skrivende forsøgte at skabe kontrol i det kaotiske
univers ved hjælp af forskellige greb, og ikke mindst ved hjælp af sproget.
56

Jeg har i specialet forsøgt at finde mening i tekster, der syntes meningsløse. Mit
udgangspunkt var, at det meningsløse ikke altid blot må overlades til den formmæssige
beskrivelse. I så fald kunne brevene beskrives udelukkende som skizofrene breve med en
rodet syntaks og forvirrende billeder, der virker inkonsistente. At denne beskrivelse ville
udelade alle de lag af betydning som ved hjælp af en række teoretiske greb kan
identificeres er én sandhed. En anden er, at gruppen af skizofrene i forvejen er
stigmatiseret. Underkendes deres sprog – som jo er stedet, hvor vi møder verden – som
betydningsløst, er der ikke langt til at også at underkende deres menneskelighed.
I metodeafsnittet beskrev jeg, hvordan meningen bør søges i enhver tekst, på tekstens
egne præmisser. Hvis vi vil behandle alle værker på lige fod, med samme interesse,
samme forventning, er det essentielt at gå til teksterne med en forestilling om, at det kan
lade sig gøre at finde denne mening. Ved at vælge et teoretisk snit der kan fundere
analysen i en faglig praksis, er vi i stand til at åbne selv de mest abstrakte værker. Det
gælder for de skizofrene breve, men i lige så høj grad for en stor del af poesien, og de
eksperimenterende romaner, hvor meningen slipper væk, hvis vi ikke anstrenger os.
Forsøger vi slet ikke, går vi glip af andre måder at opleve verden på.
57

Litteratur
Adorno Theodor. (1961). Balzac – læsning. Upubliceret oversættelse. Kompendium ved
Litteraturvidenskab, Københavns Universitet. Efteråret 2001.
Oprindeligt trykt 1961 i Noten zur Literatur.
Alighieri, Dante. (2000). Dantes Guddommelige Komedie. København: Multivers.
Aristoteles. (2009). Poetik. København: Hans Reitzel.
Borges, Jorge Luis. (2000). Syv aftener. København: Gyldendals Tranebøger.
Brooks, Peter. (2000). Reading for the Plot. Design and Intention in Narrative.
Cambridge: Harvard University Press.
Clark, C. (1996). Er strudsen en rigtig fugl? – Om sproget og erkendelsen. København:
Gyldendalske Boghandel.
Eliot, T.S. (1972). The Waste Land and Other Poems. London: Faber and Faber.
Foucault, Michel. (2009). Galskabens historie i den klassiske periode. Helsingør: Det
lille forlag.
Freud, Sigmund. (1983). Totem og tabu. Nogle overensstemmelser mellem sjælelivet hos
de vilde og hos neurotikerne. København: Hans Reitzel.
Hoffman og Murphy. (1996). Essentials of the Theory of Fiction. London: Leicester
University Press.
Kittang Atle og Aarseth, Asbjørn (1973). Lyriske strukturer – innføring i diktanalyse.
Oslo: Universitetsforlaget.
Lacan, Jacques. (1977). Ecrits. New York: Norton.
Laing, R.D. (1969). Oplevelsens politik og paradisfuglen. København: Bibliotek
Rhodos.
Lakoff, G. (1990 – Paperback Edition). Women, Fire, and Dangerous Things. What
Categories Reveal about the Mind. Chicago: The University of Chicago Press.
Larsen, P. S. (2002). Ord i forklædning. Kompendium i kulturhistorie. København:
Danmarks Biblioteksskole.
Møller, Lis (red.) (1995). Om litteraturanalyse. København: Forlaget Systime.
Proust, Marcel. (2002). På sporet af den tabte tid. Swanns verden. København: Multivers
58

Referenceprogram for skizofreni. (2004). Udarbejdet af Sundhedsstyrelsen. Lokaliseret
på nettet d. 11. maj 2010 på: http://www.sst.dk/publ/Publ2004/RefprogSkizo.pdf
Rosenbaum og Sonne (1994). Det er et bånd der taler. København: Gyldendal.
Sass, Louis A. (1994). Madness and Modernism. Insanity in the Light of Modern Art,
Literature and Thought. Cambridge: Harvard University Press.
Stein, Gertrude. (2004). Ømme dupper. København: Borgens Forlag.
Stigen, A. (1961). Trekk av klassifikasjonens utvikling. Bibliotek og Forskning,
vol.10/1961, 177-190.
Zerubavel, Eviatar. (1991). The Fine Line: Making Distinctions in Everyday Life.
New York: The Free Press.
Østergaard, Lise. (1992). Undersøgelsesmetoder i klinisk psykologi. København:
Munksgaard.
59

Bilag 1
Kære Tjenere
Jeg kan ikke faa fred her i denne Anstalt paa Grund af Søster A…s milde
Pleje. De milde Øjne forfølge mig Dag og Nat. Kan I ikke bringe mig til et
barsk Sted. Helst gik jeg følgende Vej: Tyvestik i Maven (stort og lille),
Klinikbehandling hos Doctor Brünnicke (Selvmord (antiklinisk)
Krigstjeneste, Gennemboring af Sabel fra Endehullet opefter ud gennem
Forvejen, dernæst Korsfæstelse til Træ, sluttelig Duel i Skagen med dybt
Snitsaar bagefter af Lægehaand eller Kliniker, Afsavning af højre Ben højt
oppe, samt Henkastning for Løver og Kogning levende. Jeg er lidt usikker
paa denne Vej, men jeg er naturligvis altid til Eders Tjeneste. (Rosenbaum
og Sonne, s. 86).
60

Bilag 2
Kære Moder
Jeg er 50 Gange orthodox. Jer er 50 Gange orphan og gav en Kat et
Stykke Frandskbrød selv tre Gange, og det er fire Gang orphan, den ene
Pige har jeg selv betaldt nogle Stikkelsbær to Gange, det er tre Gange
orphan. Jeg har flydtet en tyrkidsk Dames Stol to Gange, det er to Gange
orphan. Jeg har betaldt Pigen her 13-14 med 9-10 Stikkelsbær og senere
hen betaldt hende 14-15, først 2 Stykker Konfekt og saa tre Stykker
Marmelade, jeg har betaldt hende det selv, og det er fem Gange orphan.
Jeg har været vaagen 82-84 Nædter og har 93 vaagne Nædter, og det er
tre Gange orphan, det er 17 Gange orphan. Jeg har kasseret en Edske og
en Tandbørste, og jeg har haft en blaa og hvidstribet Kjole og haft 29 af
dem og en anden Kjole, det er en gang orphan. Jeg har spist noget Odst
den 1ste September, jeg har ligget en Dag til og har 25 Døgn, 4 Timer og
25 Minnudter. Jeg fik et Stykke Frandskbrød ovenpaa af Pigen til min
fjortende Kop Chokolade, jeg drak min femtende Kop Chokolade den
14de Januar med et Stykke Frandskbrød til. Jeg havde 13 Gange 9
Stykker Mad til den 14de Januar og den 14de Gang 9 Stykker Mad den
15de Januar. Jeg havde vadsket mig til den fjortende Kop Chokolade og
vadskede mig bagefter den 15de Januar. Jeg drak ikke Chokolade den
2ndten Januar, fordi vi ingen fik og 13tende Januar drak jeg selv ingen
Chokolade, det er syv Gange orphan. (Rosenbaum og Sonne, s. 98).
61

Bilag 3
Berlins og Madrids politi
Berlin
Herr J.N.
Sankt Hans
Angaaende Tøj, saa er 46 og 48 Nattrøjer til Kvinder, der er gangbare.
Ikke lavere Numre. Kjoler ligeledes. Forbudt af Bomuldstøj, men af
svært som Tysk. Paaklædning Makosantrøje, Chemise VARME
BUKSER, ikke de andre, Skørt snævert af Makosan, Strømper og gode
Sutsko. Bælte paasyet. 2 Knapper til vidt og snævert. Kjoler ikke 3’. ---
men en enkelt gammel Kjole bliver lille. maa ikke føres. 0 og 1 KJOLER
IKKE Kaffe en Servering paa Sengen, ellers efter Amerikansk System,
Rio de Jonerio. Oppe 10-2. Strikketøj og andet Arbejde opdrages.
Udskrivning. SKAL drikke Mord af. Fosterfordrivelse SKELETERING.
Decadence. Jeg skal ikke have Fanger eller Patienter. Et Stykke om
Aftenen eller som amerikansk. GOD MiddagsMAD FIN Kartofler SOVS
næsten ingen. Grøntsager. BLODBUDDING udgaar Mælk og
Tvebakker, Plukfisk og Spegesild udgaar, og Semuljegrød ingen Mælk i
Øllebrøden. Grød ingen Udstrækning Rismel nogenlunde Øl. Kaffen og
Maden tilberedes efter amerikansk, Strikke Forfødninger og
Vaskekludes. Ingen Supplerende men Amerikansk. Ingen Urtepotter.
Tørvehuse. til Beboelse Komfur. Angaaende Badene, saa Vand i
Underste. Ørene paatænkes med Pensel. Opløsning af et eller andet.
Negle klippes tæt tæt. (Rosenbaum og Sonne, s. 19).
62