Gud som forældreerstatning? - Elbo

infolink2003.elbo.dk

Gud som forældreerstatning? - Elbo

Gud som forældreerstatning?

D

et er naturligvis ikke et psykologisk anliggende at tage

stilling til, om der eksisterer guder ved et eller andet

navn et eller andet sted i universet; men det er i høj

grad psykologiens opgave at studere de psykologiske processer,

der får mennesket til at tro på en gud, hvis eksistens der – sagt

uden nogen malice – ikke findes nogen beviser for.

Der findes undersøgelser, som tyder på, at vi ikke direkte

fødes med et særligt, religiøst instinkt, der helt spontant får os til

at søge en religiøs tro. Hertil kan man dog tilføje, at vi til gengæld

helt sikkert fødes med en række stærke, psykologiske behov,

som man på forskellig måde kan lære under opvæksten at få

tilfredsstillet gennem en religiøs tro. Der kan især peges på fem

sådanne psykiske behov, som alle kan tilfredsstilles med en religiøs

pakkeløsning:

1. Behovet for at forstå sin tilværelse og verden i det hele taget.

Her kan fx Biblen give en letfattelig forklaring, mens den moderne

videnskab (astronomi og biologi) tilbyder helt andre, mere

komplicerede forklaringer.

2. Behov for beskyttelse og tryghed. Verden kan være et farligt

sted at leve, og mens man som barn havde sine forældre til at

forsvare sig mod livets farer, vil man som voksen ofte opdage, at

ens forældre alligevel ikke er de alvidende og almægtige væsener,

man tidligere har troet. Her tilbyder så kristendommen en

ny alvidende og almægtig fader i himlen, som angiveligt kan yde

bedre beskyttelse end den jordiske far.

3. Lindring og trøst ved modgang og tab. Man har som regel

som lille fået velgørende trøst af sine forældre, når livet gik en

imod – og det kan man som voksen også få hos en gud, som ikke

alene beskrives som almægtig, men også som god og kærlig.

4. Kontrol over sit liv. Jo ældre vi bliver, jo mere ønsker vi at

kunne forudsige og kontrollere vores tilværelse for at opnå en

god tilværelse og undgå skrækkelige ting. Som barn kunne man

ofte kontrollere sin tilværelse ved at bede forældrene om hjælp,

og i de fleste religioner kan bønner til gud(erne) hos voksne

ForSKnIngSnYT

Redaktionsgruppen:

Thomas Nielsen (redaktør), Dion Sommer og Peter Krøjgaard, Psykologisk Institut, aarhus universitet

Sekretariat: Ingrid Graversen (træffes mandag - fredag kl. 9-15 på tlf. 89 42 49 00, direkte: 89 42 49 21)

› FORSKNINGSNYT

være en stærk tilfredsstillelse af trangen til at kunne styre sin

skæbne ved at bede disse almægtige instanser om hjælp.

5. Kontrol over andre. Mennesket er et udpræget flokdyr og

forstår udmærket, at det er bedst for alle, hvis flokken opfører

sig ordentligt. Menneskerne har tidlig i kulturudviklingen opdaget,

at man kunne opnå en vis kontrol over andres adfærd ved

hjælp af religion, som har været et middel til at styre andre ved

trusler om gudernes vrede, hvis de ikke opførte sig ordentligt.

Mange religiøse mennesker hævder, at det simpelt hen kræver

en religion at få mennesker til at opføre sig moralsk, altså at

være gode mennesker. Nye undersøgelser tyder dog ikke på, at

ateister er mindre moralske end gudfrygtige mennesker – og

desuden er der jo gudfrygtige mennesker, som mener, at deres

gud vil belønne dem for at slå andre ihjel, så sammenhængen

mellem moral og religion er bestemt ikke helt enkel.

Det drejer sig altså i alle fem tilfælde om psykiske behov,

som først blev tilfredsstillet af forældrene, og hvor det kunne se

ud til, at gudstroen hos voksne mennesker kan fungere som en

slags forældreerstatning ved især at tilbyde visdom, tryghed,

trøst og (oplevet) mulighed for kontrol over egen skæbne og

andres adfærd.

Denne teori om en gud som en forældreerstatning er nu

blevet stærkt underbygget af tre forskere, nemlig svenskeren Per

Grankvist, israeleren Mario Mikulincer og amerikaneren Philip

Shaver, der alle i årtier har forsket i religionspsykologi.

De tre peger i deres nylige gennemgang af forskningen på en

slående sammenhæng mellem vores viden om børns tilknytning

til deres forældre og om voksne menneskers oplevede tilknytning

til deres gud. Forskningen viser, at de to vigtigste tegn på et

barns tilknytning til sin mor eller far, på flere måder kan genfindes

i voksnes forhold til deres gud:

1. Søge nærhed og tryghed. Små børn søger at holde sig i nærheden

af deres forældre, og hvis de taber deres forældre af syne,

bliver de ofte meget kede af det. Forskerne peger her på en række

træk i den kristne religion, der alle tyder på, at man søger at

opnå en forestilling om en gud, der altid er nær og kan høre ens

bønner, – og som også kan træffes i Guds hus, kirken. Ud over

sådanne psykologiske tegn på trang til nærhed med sin gud

peger forskerne også på nyere eksperimentelle undersøgelser. I

PSYKOLOG NYT NR. 9 | 2011 | SIDE 23


› FORSKNINGSNYT

en af disse undersøgelser blev kristne forsøgspersoner delt i to

grupper. Begge grupper blev udsat for nogle ord (på en tvskærm),

der stod så kort tid, at de ikke kunne nå at opfatte, hvad

der stod. Man mente dog ud fra tidligere undersøgelser, at de

kortvarige ord kunne påvirke forsøgspersonerne ubevidst. For

den ene gruppe stod der ”Gud har forladt dig”, og for den anden

gruppe stod der ”Gud har mange navne”. Selv om ingen af forsøgspersonerne

havde nået at opfatte med deres bevidsthed,

hvad der stod på skærmen, viste det sig, at den første gruppe

bagefter scorede klart højere på et spørgeskema til måling af

’trang til at søge nærhed med Gud’.

2. Søge trøst i nøden. Større børn, der vover sig ud i verden

uden forældrenes nærvær, vil ofte søge tilbage efter trøst og

hjælp, hvis de kommer ud for noget slemt. Tilsvarende viser

undersøgelser, at mennesker ofte især beder til deres gud, når de

er ramt af modgang, som f.eks. svær sygdom. I et eksperiment

svarende til det foran omtalte eksperiment, udsatte man kristne

forsøgspersoner for enten ord som sygdom og død, eller ord

som sundhed og liv. De forsøgspersoner der – ubevidst – blev

udsat for de førstnævnte ord, følte efterfølgende et klart stærkere

akut behov for at bede om hjælp hos Gud (ifølge en spørgeskemaundersøgelse)

end de andre forsøgspersoner.

Men hvis det er rigtigt, at en gud for den troende optræder

som en slags ny tilknytningsfigur til erstatning for deres (alligevel

ikke almægtige) forældre, så skulle man jo tro, at man kunne

lære noget om menneskers forhold til deres gud ved at benytte

den nye viden om, at børn kan være tilknyttet til deres forældre

på to forskellige måder: Trygt og utrygt. De trygt tilknyttede

børn stoler fuldt og fast på, at deres forældre altid vil være der og

hjælpe dem. De utrygt tilknyttede børn har ofte haft mere svigefulde

forældre og stoler ikke helt på, at de altid er til rådighed.

Dette kan få nogle af disse børn til at klynge sig nervøst til forældrene

(nervøs tilknytning), mens andre snarere vender forældrene

ryggen (distancerende tilknytning).

De tre forskere viser igennem deres forskning, at man tilsvarende

kan være tilknyttet til sin gud på to forskellige måder. De

trygt tilknyttede børn vil som voksne ofte fortsætte deres trygge

og varme tilknytning til forældrene i barndommen med et tilsvarende

forhold til deres gud i voksenalderen – dog kun hvis

forældrene selv var religiøse og opdrog dem religiøst.

De utrygt tilknyttede børn derimod vil ikke så ofte direkte

overtage forældrenes religion, men når de bliver religiøse som

voksne, vil de ofte opfatte deres gud som den tryghedsskabende

faktor i tilværelsen, som de netop aldrig fandt i barndommen! Det

fremgår af, at utrygt tilknyttede mennesker – selv uden at være

opdraget religiøst – oftere end andre pludselig lader sig omvende

til en religiøs tro efter en periode med stor modgang i livet, en

modgang, der formodentlig har øget deres behov for tryg tilknytning

til en beskyttende instans i tilværelsen. Som børn fandt de

aldrig en sådan tryghedsskabende beskytter, men hvis de som

voksne i en svær periode af livet, fx deltager i et vækkelsesmøde,

SIDE 24 | PSYKOLOG NYT NR. 9 | 2011

kan de pludselig få en oplevelse af endelig at finde en instans, som

kan give dem den længe savnede tryghed i tilværelsen. Den efterfølgende

tilknytning til deres gud bliver altså ikke en fortsættelse

af en god tilknytning til forældrene i barndommen, men snarere

en kompensation for manglende tryghed i barndommen.

tn

Kilde: Granqvist, P., Mikulincer, M. & Shaver, P.R. (2011). Religion as Attachment: Normative

Processes and Individual Differences. Personality and Social Psychology Review,

14(1). 49­59.

More magazines by this user
Similar magazines