Åbningstale - Åbne Samlinger

Direktør for Det kongelige Bibliotek
Erland Kolding Nielsens tale ved åbningen af udstillingen
mandag den 11. februar kl. 15
Fra bibliotek til museum til bibliotek og tilbage til museet igen
Fru erhvervs- og kulturudvalgsformand, fru museumsdirektør, hr. museumsformand,
bibliotekschefer, mine damer og herrer.
1
[1]
Det er mig igen en stor fornøjelse igen at tale i anledning af en begivenhed i Maribo
Stiftsbiblioteks historie, et af Danmarks ældste endnu bevarede biblioteker uden for
København. For 16 ½ år d. 17. august 1996 siden holdt jeg festtalen i anledning af Stiftsbibliotekets
200-års jubilæum, og talen blev i øvrigt trykt under titlen ”Den lokale kulturarv
i moderne perspektiv” i Danmarks Biblioteksforenings tidsskrift Bogens Verden.
Stiftsbiblioteket eller Maribo Bogsamling, som det oprindelig hed indtil engang i det 19.
århundrede, har gennem tiderne haft et noget skiftende institutionstilhørsforhold, og med
overflytningen eller tilbageflytningen i dag af biblioteket til Museum Lolland-Falster er
ringen foreløbig sluttet.
Denne udvikling viser i øvrigt også, hvor store ændringer, der er sket på bare 16 år, og
som sætter bl.a. et gammelt bibliotek som Maribo Bogsamling, dets skæbne og fremtid i
et nyt perspektiv.
Et perspektiv
Maribo Stiftsbibliotek blev til i oplysningstidens sidste fase og er ikke bare Danmarks
ældste fungerende folkebibliotek, men formentlig et af eller måske verdens ældste.
Medens de fleste folkebiblioteker i Danmark fører deres aner 120 til max. 140 år tilbage,
dvs. til den store brydningstid i anden halvdel af det 19. århundrede, kan Maribo føre
sine tilbage til oplysningstiden og kultur- og idéstrømningerne fra denne og den franske
revolution.
Grundlæggelse og grundlægger
Maribo Bogsamlings grundlæggelse og sider af dens historie og indhold er ganske godt
belyst (1), senest i mag. art. Erik Poulsens jubilæumsbog fra 1996, hvorimod brugen af
biblioteket gennem tiderne endnu indtil i dag stadig savner en nærmere præsentation.

2
[2]
Maribo Bogsamling var et såkaldt provinsialbibliotek, dvs. et borger- eller bybibibliotek
beregnet for et lidt større distrikt i provinsen. Til denne bibliotekstype kan man historisk
set henregne 6-7 biblioteker, et fra 1790'erne og resten fra de følgende tiår i 1800-tallet.
På tidspunktet for Maribo Bogsamlings grundlæggelse var der uden for København med
de tre store biblioteker, historikeren P.F. Suhms store privatbibliotek, åbnet for offentligheden
1775, og de offentlige, men hidtil næsten lukkede Universitetsbibliotek og Det
store kongelige Bibliotek kun ganske få bogsamlinger eller biblioteker, først og fremmest
de lukkede latinskolebiblioteker. De forrige årtier havde set enkelte almuebiblioteker på
landet, men Maribo var det første og hidtil største biblioteksprojekt uden for København
med henblik på en bredere offentlighed.
Ophavsmanden til dette det ældste provinsialbibliotek var den til dels selvlærte, intellektuelle
altmuligmand Klaus Henrik Seidelin (1761-1811) (2). Som forfatter til "Plan til en
offentlig Dansk Provinsialbogsamling i Mariebo " - udkastet i december 1794, trykt i
København i 1795 og genoptrykt i facsimile i 1996 - har han ubestridt den ære at have
startet hele denne provinsialbiblioteksbevægelse.
K.H. Seidelin tilhørte 1790'ernes politiske, med et senere begreb liberalt orienterede,
avantgarde. Han var en bogens mand, bogtrykker, skribent, redaktør og udgiver af adskillige
aviser, tidsskrifter og årbøger, oversætter og biblioteksentusiast. Han var selv
overordentlig produktiv, den fødte journalist, skrev i datidens oplysningstradition om
hvad som helst, besjælet af reformiver og oppositionslyst. Han havde forbindelse til
flere af 1790.ernes radikale, venstreorienterede oppositionelle som P.A. Heiberg, Otto
Horrebow og Malthe Conrad Bruun, hvis skrifter i nogen udstrækning findes i Stiftsbiblioteket
den dag i dag. En ordentlig biografi har denne interessante personlighed dog
endnu fået, selvom flere andre af hans samtidige har fået det i de senere år.
Lånerne
Medens grundlæggelsen og indholdet af det gamle provinsialbibliotek er blevet gjort til
genstand for beskrivelse, ved vi endnu meget lidt om lånerne. Biblioteket havde efter
datidens forhold et forholdsvis stort udlån, hvilket er noteret af flere bibliotekshistoriske
forfattere. Hvad der imidlertid ikke har været alment kendt, er, at biblioteket har bevaret
4 - så vidt det kan ses fuldstændige - håndskrevne udlånsprotokoller i folio fra perioden
1821-1914.
Protokollerne er opbygget ud fra det udgangspunkt, at der er tale om en slags
biblioteksforening eller læseselskab, som man skulle betale til for at få ret til at låne, og
retten bevaredes kun, så længe man betalte. I protokollerne registreredes lånerne person
for person på hvert sit blad, og under hver person indførtes de bøger, de pågældende
lånte. Denne måde - der jo var begrundet i protokollens dobbelte funktion som betalings-

3
[3]
og udlånskontrol - gør, at slutninger for materialet kræver betydelige undersøgelser for at
give et billede af hvem, der lånte, og hvad, de pågældende interesserede sig for. Men det
vil være muligt at give både en social belysning af lånerne og - især fra 1830.erne, hvor
indførslerne i protokollen udvides - at følge læsningen på titelniveau, ikke mindst da
også alle bibliotekets kataloger fra perioden er bevaret. Der synes således at være tale
om et interessant og i flere henseender enestående kildemateriale til bibliotekets og
læsningens lokalhistorie
Vicebibliotekschef Bente Kaspersen gjorde allerede opmærksom på disse protokoller i en
artikel fra 1988 og udtrykte dér ønsket om, at de kunne blive genstand for en nærmere
undersøgelse frem til jubilæet (3). Det skete ikke, og den ide, vi havde i 1996 om at få
en lovende yngre bog- og bibliotekshistoriker til at undersøge dem, er desværre heller
ikke blevet realiseret endnu, men for at sætte gang i projektet har Bente Kaspersen og jeg
så sent som i går aftalt, at disse protokoller nu bliver digitaliseret af Det Kongelige Bibliotek
og lagt op i Nationalbibliotekets e-magasin, således at Museet og Biblioteket kan
linke direkte og fremvise det lokalt, og således at alle vil kunne gå i gang med at læse i
dem, og måske kan vi gennem ”crowdsourcing” få dem transskriberet.
Da jeg har lidt større indflydelse på realiseringen af dette end på en forskers løfter, kan
jeg love, at der ikke skal gå 16 år, før sker.
Formidling
Hvordan kan nu en sådan samling, som biblioteket rummer, formidles og nyttiggøres i
dag? I 1996 sagde jeg, at erkendelsen af, at her foreligger en kulturværdi for byen og
Lolland, allerede var et stort skridt. Det er klart, at disse bøgers brugsværdi ikke er den
samme i dag som for 200 år eller bare 25 år siden. Der vil være meget få, der vil have
brug for dem på den måde, som bogbestanden i den moderne del af biblioteket eller
Nationalbiblioteket har til formål at opfylde. Derfor er det kun naturligt, at bøgerne igen
flyttes ind i museumssammenhæng og betragtes som en del af den fysiske kulturarv, der
også kan formidles i museumsregi. Alene at kunne se hele samlingen opstillet fysisk er
en væsentlig værdi for publikum, der i dag formentlig mindre end tidligere har fornemmelse
for fortiden og udviklingen frem til i dag.
Jeg er fortsat af den opfattelse, at skal man vinde forståelse for sin kulturarv, for at den
fortsat skal bevares og derfor nødvendigvis koster ressourcer hele tiden, det være sig den
lokale eller den nationale, skal denne også vises og til stadighed formidles gennem
oplevelse/r, ikke mindst når perspektivet på samlingerne skifter fra den aktuelle brug
som biblioteksbestand til museumsgenstande eller som kilder til historisk kulturel
bevidsthed og udvikling. Det har museerne forstået, hvilket dagen i dag er et vidnesbyrd
om.

4
[4]
Maribo har bevaret sine kulturværdier gennem tiden og erkendt, at de repræsenterer en
arv, der kan være med til at sætte perspektiv på menneskets tilværelse i nutiden. Og det
kan være udgangspunktet for nogle betragtninger over den revolutionerende udvikling i -
og dermed forskel på - formidlingssituationen i 1996 og 2013, en udvikling, der ikke har
sin lige i de foregående ca. 350 år siden museernes opfindelse og grundlæggelse.
For man kan naturligvis ikke komme ud om ved en sådan lejlighed at komme ind på den
enorme digitale udvikling, der er sket siden 1996, og hvis største betydning for historien
udover selve de digitale formidlingsteknologiers fremmarch er retrodigitaliseringen af
kulturarven, d.v.s. dette at man nu kan gøre fortidens litteratur både f.s.v.a. indholdet og
bøgerne som genstand tilgængelige i digital form, d.v.s. på internettet, i et omfang og
med adgangsforhold, som ikke har sin lige i historien. Aldrig har så mange kunne se og
få adgang til så meget så hurtigt som i dag.
Derfor: Kan man forestille sig Maribo Stiftsbibliotek digitaliseret? Ja, det kan man
sagtens, jeg vil næsten sige, at det vil ske i et eller anden omfang før eller siden. Det er
kun et spørgsmål – som så meget andet – om penge. Og dem er der ikke så mange af for
tiden hverken på nationalt eller regionalt plan. Men som i hvert fald bibliotekscheferne
ved, er det min vision – inden jeg går på pension om adskillige år – at have
retrodigitaliseret hele den danske nationallitteratur siden 1482, enten i Google-regi eller
på anden måde. Og i denne sammenhæng vil Stiftsbibliotekets bestand naturligvis også
blive digitaliseret, selvfølgelig efter Det Kongelige Biblioteks eksemplarer.
Jeg kan oplyse, at vi blandt adskillige store digitaliseringsprojekter er færdig med det 15.
og 16. århundredes litteratur fra trippelmonarkiet i vort banebrydende internationale
samarbejde med den engelske forlagskoncern ProQuest , og senest næste år vil vi have
digitaliseret hele det 17. århundrede – hvilket immervæk er 18.000 titler og ca. 6 mio.
sider – og in house sigter vi på at have digitaliseret det 18. og første halvdel af det 19.
århundredes tidsskrifter og aviser i løbet af 2 år. I den sammenhæng ville det i øvrigt
være relevant, når vi skal fylde vor digitaliseringskapacitet op i forhold til aktuelle
brugerbehov at se på, hvad der findes i en samling som Maribo Bogsamling og så lade
den få en vis prioritet.
Mine damer og herrer: Tak for ordet, og til lykke med nyopstillingen og udstillingen.
Noter og henvisninger:

5
[5]
(1) Se f.o.f. Helge NIELSEN, Folkebibliotekernes forgængere. Oplysning, almue- og
borgerbiblioteker fra 1770.erne til 1834. Udg. af Danmarks Biblioteksforening. Kbh.,
1960, især ss. 490-96 og videre henvisninger s. 646; Elizabeth OSTENFELD & V.
VALERIUS, "Stiftsbiblioteket i Maribo 1794-1944", Lolland-Falsters historiske
Samfunds Aarbog, 1945, ss. 293-337; Erik POULSEN, Mariebo Bogsamling 1795.
Udgivet af Stifts-biblioteket i Maribo i anledning af 200 års jubilæet for det første udlån.
Maribo, 1996, 96 s. Ill. Heri facsimileudgave af K.H. Seidelin, Plan til en offentlig
Dansk Provinsialbogsamling i Mariebo. 1795.
(2) Selvbiografi i Læsendes Aarbog 1800, s. 101f. Se Aleks. Frølands biografi i Dansk
biografisk Leksikon. 3. udg. bd. 13. 1983. Jeg har endvidere benyttet et manuskript til en
foredrag, holdt i Maribo 198? af tidl. rigsbibliotekar Palle Birkelund, hvem jeg bringer
min hjerteligste tak.
(3) Bente KASPERSEN, "Reformer, oplysning, bibliotek. Stiftsbibliotekets oprettelse
1795", Lolland-Falster historiske Samfund Årbog 1988, 76. årg., ss. 113-18.