Midt i en værdiforandring: - Aalborg Universitet

projekter.aau.dk

Midt i en værdiforandring: - Aalborg Universitet

Skraldning har sine rødder i opblomstringen af miljøaktivisme i 1960’ernes USA og fænomener såsom Fri

Butikker med gratis varer og bytteøkonomi og Food Not Bombs, som delte gratis mad ud som en

protestform, for at gøre opmærksom på hjemløses vilkår. Bevægelserne har det til fælles, at de er ikkevoldelige

protester mod konsumerisme, forkert distribution af ressourcer og det overfladiske liv. Skraldning

er en del af betegnelsen friganisme, en sammentrækning af ordene fri og veganisme. Friganere tror på et

bæredygtigt forbrug og prøver at integrere miljøhensyn i deres hverdagsliv. Andre betegnelser, som man

jævnligt møder i forbindelse med skraldere er post-forbruger, urban harvester og vegan reclamist, alle

udtryk, som skal illustrere pointen om at generobre spildte produkter fra den urbane jungles tag-selv-bord.

I Danmark tog skralderfænomenet først fat i slutningen af 2000’ernes første årti. Tidligere blev handlingen

forbundet med anarkisme og BZ’ere, som tog mad fra supermarkedernes containere, men endnu ikke kaldte

det at skralde.

Skraldere er en betegnelse, som unge til midaldrende mennesker bruger om sig selv, når de tager kasserede

fødevarer fra supermarkedernes containere. De skralder ofte om aftenen, for det meste udenfor

butikkernes åbningstider. Skraldere har ofte en række redskaber til deres forehavende: en cykel,

plastikposer, en lommelygte, vandtætte sko og evt. handsker, servietter, eller lommekniv. Det er en

forholdsregel de tager for at undgå at komme for meget i berøring med flydende væsker fra f.eks. rådne

grøntsager. Skralderne gennemlever en langsom normglidning: de vænner sig til skraldespandene og deres

indhold. De begynder at skelne mellem skrald (grøntsager, kød, frugt og redskaber, som stadig er brugbare)

og affald (emballage, uspiselige madvarer, ødelagte redskaber). Når de kommer hjem med varerne, sker der

en katharsis, en normalisering af skraldet, en renselse, hvor hver enkelt produkt bliver vasket og tørret,

snavset emballage bliver smidt ud og varerne herefter indgår på lige fod med køleskabets øvrige indhold.

Det er nu umuligt at skelne mellem disse og almindelige, regulært indkøbte varer. Samtidig får skralderen

mindre og mindre brug for at forklæde sig i handlingen. Vedkommende går fra at have et specifikt sæt

skraldetøj, til at skralde i sit normale tøj. Handlingen bliver så at sige normaliseret, en del af hverdagslivet og

ingen skellinje behøves for at markere mellem normalt liv og tabubelagt handling.

Skraldningen ender tit med at være systematiseret, med faste ruter, tidspunkter og ritualer. Ruten er ofte

lokaliseret i nærheden af skralderens egen spatiale færden. Dels af hensyn til forhåndskendskab – det er en

god idé at kende området i forvejen, så man ved hvor skraldecontainerne findes. Dels af tryghedsgrunde, da

det at skralde er en udsat handling, omgivet af tabuer.

I forhold til skraldernes organisering, er de organiseret som en form for græsrodsbevægelse, i mobile, lokale

minigrupper på 2-5 individer. Kommunikation mellem de lokale skraldegrupper foregår over sociale medier

som Facebook og skraldernes hjemmeside, gratismad.com. Her findes kort over danske byer, hvor man kan

indtegne de bedste steder at skralde og give hinanden tips. Der findes desuden fora på disse to sociale

medier, hvor man kan søge fæller at skralde med, eller tips til hvordan man skralder. I miljøet findes der

visse gamle ravne, som oplærer de nye og kommer med gode råd.

Tendensen spreder sig gennem sociale netværk. Nye medlemmer rekrutteres via konstituerende steder

såsom boligkvarter, arbejde, studie og fritidsinteresser. De fleste skraldere har prøvet at tage venner,

familie, eller bekendte med ud på en skraldetur, for at vise dem hvordan man gør og lære dem op. En af de

ting, som de bliver lært op i, er reglerne for god opførsel, når man skralder – både overfor butikkerne og

overfor andre skraldere. Informanten Anna har givet ideen videre til sin storebror. Hun beskriver at han

tjener penge nok som ph.d.-studerende, men at kæresten er på SU og at huslejen er dyr i Århus. Gry har

introduceret beboerne i sit bofællesskab for det at skralde og tager en gang i mellem en ven med ud. Der er

brug for at blive lært op, så man kender de gode steder og ved hvordan man gør: ”Første gang jeg skraldede

overhovedet, det var alene. Jeg var rundt i samtlige skraldespande, jeg tog sådan en kæmpe rute og den

sidste skraldespand, den sidste jeg kom i, det var der alting var. Alle de andre var bare papcontainere” (Bo).

For de fleste skraldere er det at skralde noget socialt, eller noget nødvendigt. De færreste skralder alene,

mens enkelte ikke har noget imod det, men hellere vil skralde med andre. Jo mere rutineret en skralder er,

2

More magazines by this user
Similar magazines