Speciale - Forskning

pure.iva.dk

Speciale - Forskning

Videnskabelse eller performance?!

-En narrativt orienteret kritik af Nonaka og Takeuchis The Knowledge-Creation Company


Speciale på kandidatuddannelsen, Danmarks Biblioteksskole, 2008

Udarbejdet af: Henrik Meiner

Vejleder: Jens Gudiksen

Antal ord: 30.535

Abstract:

Ud fra en narrativt orienteret optik kritiseres og analyseres Nonaka og Takeuchis

videnskabelsesteori The Knowledge-Creation Company (1995), der trods et helhedssyn på viden

tenderer mod empirisk-paradigmatisk vidensform (Hedegaard), videnskabelig viden (Lyotard) og

aboutness (Shotter). En naturvidenskabelig forestilling om, at viden er observerbar og kan

repræsentere verden, gennemsyrer teorien som helhed og i særlig grad kerneprocessen

”Externalization”, hvor tavs videns konvertering til eksplicit viden og et deraf følgende produkt

pointeres. Hvilket afspejler Lyotards forudsigelser om, at viden i postmoderniteten legitimeres efter

et performancekriterium. Lyotards antagelser om videnskabelig viden benyttes til at vise, at

”Externalization” indebærer en ensretning mod ét bestemt sprogspil, som beror på Nonaka og

Takeuchis ensidige fokus på tavs videns tekniske dimensioner. En tendens, der desuden afsløres ved

flere modsætninger og den abstrakte udtryksmåde forankret i aboutness. På basis af den narrative

tilgang pointeres, at videnskabelse- og deling implicerer en pluralitet af sprogspil, hvor sprog og

magt er afgørende størrelser. Til forskel fra praksisbaserede Nonaka/Takeuchi-tilgange afspejler

praksisbaserede narrative tilgange, dvs. storytelling og diskursanalyse, at videnskabelse- og deling

er fragmentariske og pluralistiske processer.

2


ABSTRACT: ........................................................................................................................ 2

INDLEDNING ...................................................................................................................... 5

Motivation..................................................................................................................................................................... 7

Problemformulering .................................................................................................................................................... 8

Undersøgelsesspørgsmål .............................................................................................................................................. 9

Metode og analysestrategi ......................................................................................................................................... 10

Specialets opbygning .................................................................................................................................................. 11

Litteraturreview ......................................................................................................................................................... 12

Sammenfatning .......................................................................................................................................................... 13

TEORIDEL ......................................................................................................................... 13

Teoretisk grundlag ..................................................................................................................................................... 13

I det følgende præsenteres specialets teorigrundlag, dvs. antagelser funderet i en narrativt orienteret optik.

En optik, der i tråd med Lyotard (1991) afviser, at viden kan repræsenteres af én fortolkningsmåde. ............ 13

Polanyis oprindelige begreb ...................................................................................................................................... 13

Tre videns- og tankeformer ....................................................................................................................................... 14

Videnskabelig og narrativ viden ............................................................................................................................... 15

’Aboutness’ og ’withness’ .......................................................................................................................................... 18

Sammenfatning .......................................................................................................................................................... 20

Organisatorisk videnskabelse ................................................................................................................................... 20

Incitamentet for videnskabelsesteorien .................................................................................................................... 21

Organisatorisk videnskabelse ................................................................................................................................... 23

Vidensspiralen ............................................................................................................................................................ 25

Sammenfatning .......................................................................................................................................................... 27

ANALYSEDEL .................................................................................................................. 27

Videnskabelsesteorien som empirisk-paradigmatisk vidensform og ’aboutness’ ................................................ 27

Sammenfatning .......................................................................................................................................................... 35

”Externalization” som videnskabelig viden og ’aboutness’ ................................................................................... 36

”Externalization” ....................................................................................................................................................... 36

”Externalization” som institutionel viden ................................................................................................................ 38

Sammenfatning .......................................................................................................................................................... 41

Ét sprogspil ................................................................................................................................................................. 42

Ikke-analytisk metode ................................................................................................................................................. 45

Sammenfatning .......................................................................................................................................................... 47

Sprogspil ..................................................................................................................................................................... 47

Grundlæggende optik ................................................................................................................................................ 47

Japansk sprogforståelse ............................................................................................................................................. 49

Sprogspil som tale og handlinger .............................................................................................................................. 50

Sprogspil som pluralitet ............................................................................................................................................ 52

Sprogspil som magtspil .............................................................................................................................................. 54

Sammenfatning .......................................................................................................................................................... 56

Forskellige tilgange til eksplicitering af tavs viden ................................................................................................. 58

Argumenter imod eksplicitering af tavs viden ........................................................................................................ 59

Sammenfatning .......................................................................................................................................................... 62

Argumenter for eksplicitering af tavs viden ............................................................................................................ 63

”Externalization” / videnskabelsesteori ................................................................................................................... 63

Sammenfatning .......................................................................................................................................................... 67

Storytelling og Diskursanalyse .................................................................................................................................. 67

Storytelling ................................................................................................................................................................. 67

Sammenfatning .......................................................................................................................................................... 73

Diskursanalyse ........................................................................................................................................................... 74

3


Sammenfatning .......................................................................................................................................................... 77

Konklusion .................................................................................................................................................................. 79

Litteraturfortegnelse .................................................................................................................................................. 84

4


Indledning

Som følge af overgangen fra industrisamfund til vidensamfund er der i de senere år kommet øget

fokus på viden som vigtig ressource. Videnstyring og videndeling er blevet essentielle værktøjer og

integrerede elementer i hverdagen i organisationer. Intentionen med videnstyring og videndeling er

at indfange, mobilisere, udnytte og dele medarbejdernes og organisationens viden, herunder gennem

brugen af informationsteknologi (IT). I og med at viden har fået status af at være en ressource er det

blevet en udbredt forestilling, at viden er en ting, som kan hentes, flyttes og handles uafhængigt af

de levende personer og sociale relationer i organisationen. En anskuelse, som Lyotard i 1979

diagnosticerede som værende kendetegnende for postmoderniteten: Sandhedskriteriet for viden

deligitimeres og erstattes med et anvendelses- og nytteværdikriterium (Lyotard, 1979). Det kan

således anføres, at der i dag hersker to opfattelser af viden: En modernistisk opfattelse, som

betragter viden som en ”ting”, der kan transporteres i pakker skilt fra det, det er viden om, og en

postmodernistisk position, som anser viden for at være en proces og socialt konstrueret. Viden er if.

det postmoderne syn ikke blot et ”hvad”, men også et ”hvor” og et ”for hvem”. Nært forbundet

hermed er forståelsen af, at megen viden er tavs og som sådan vanskelig at sprogliggøre.

Tavs viden, der i dag betragtes som en betydningsfuld ressource i organisationer, kom for alvor på

dagsordenen i 1990´erne, da den japanske managementforsker Ikujiro Nonaka nyfortolkede

begrebet. Begrebet er først og fremmest defineret af den ungarsk-engelske filosof Michael Polanyi,

bl.a. i et opgør med den positivistiske filosofitradition, som ikke tog tavse og kreative former for

viden i betragtning. Andre teoretikere, f.eks. Wittgenstein har tillige rettet fokus på tavs viden.

Nonakas begrundelse for at fokusere på tavs viden, som han og medforfatter Hirotaka Takeuchi

udfolder i The Knowledge-Creation Company (1995), beror på en kritik af den vestlige filosofi- og

managementtradition, der if. de japanske professorer i alt for høj grad har betonet eksplicit viden,

dvs. viden, som kan udtrykkes og systematiseres. Endvidere bærer vestlig Knowledge Management

if. Nonaka og Takeuchi præg af en kartesiansk dualisme mellem den, der ved (subjekt), og det, der

vides (objekt), mellem ånd og materie (jf. Descartes: ”Jeg tænker, derfor er jeg”).

Nonaka og Takeuchi anfører, at japanske virksomheder inspireret af japansk filosofi i modsætning

hertil har formået at fremholde et holistisk syn på viden. En optik, som ikke skelner mellem subjekt

og objekt, forstand og krop, men derimod ser de to størrelser som gensidigt komplementære. Viden

udtrykt i ord er for japanske virksomheder kun toppen af isbjerget: Således anses viden for primært

5


at være tavs. Det er Nonaka og Takeuchi opfattelse og essensen i deres teori, at tavs viden bør

transformeres til eksplicit viden for at udnytte den værdifulde vidensressource.

I kølvandet på den omfattende anvendelse af Nonakas og Takeuchis nydefinering har begrebet i de

senere år mødt kritik. Især vedrørende det epistemologiske plan – dvs. spørgsmålet om tavs videns

verbalisering – har der hersket en livlig debat: Nogle anser tavs viden for at kunne kodificeres,

mens andre både er skeptiske over for denne transformation og dens operationalisering. Andre igen

anser denne konvertering for at være umulig. Dette begrundes med, at Nonaka og Takeuchi har

misforstået Michael Polanyis oprindelige begreb: Polanyi betragtede al viden som grundlæggende

tavs. Derfor kan viden i eksplicit form ikke skilles fra dens tavse dimension, som er

betydningsbærende. Endvidere kritiseres Nonaka og Takeuchis nyfortolkning for at overse vigtige

psykologiske og sociale processer, hvis facetter bør træde i stedet for eller tilføjes

transformationsprocessen. Andre fremhæver, at management-teorier som Nonaka og Takeuchis

favoriserer eksplicit viden frem for tavs viden og individuel viden frem for kollektiv viden.

Som den beskrevne kritik stiller nærværende tilgang sig skeptisk over for Nonaka og Takeuchis

nyfortolkning. Dette begrundes med Polanyis oprindelige antagelser om, at al viden har en

personlig, tavs dimension. Uanset, hvor eksplicit viden bliver udtrykt, vil den altid i et eller andet

omfang være rodfæstet i tavs viden. På samme måde vil viden til enhver tid være knyttet til den

vidende. Dennes personlige, følelsesmæssige, psykologiske, sociale, praktiske og

kontekstspecifikke dimensioner lader sig slet ikke, eller kun delvist udtrykke i kodificeret form: På

dette afgørende felt har Nonaka og Takeuchi misforstået Polanyis oprindelige begreb, idet

japanerne trods forfægtelsen af et kontinuert videnssyn betragter tavs og eksplicit viden som to

separate, transformerbare størrelser. Hvilket dels indebærer en skævvridning i den holistiske

vidensposition, og dels bevirker, at viden skilles fra den vidende og således føre til en ensidig,

performance-præget vidensopfattelse (jf. Lyotard).

Nærværende optik anlægger den optik, at visse former for den værdifulde vidensressource både

bør og kan ekspliciteres. Dog, vel at mærke bør den eksplicitte viden fortolkes på basis af dens

tavse dimension. At dette kun vanskeligt lader sig gøre i fragmenteret fortolket form,

korresponderer med Lyotards skeptiske syn på sproget og postmodernistiske fragmentariske

vidensopfattelse. Dét til forskel fra modernismens store metanarrativer, som viden if. Lyotard ikke

længere kan legitimeres ud fra.

Skønt nærværende analyse, som er funderet i en narrativ videns- og tankeform, ligesom rækken af

kritikere i særlig grad stiller sig kritisk over for tavs videns eksplicitering, angår skepsisen tillige

6


videndelingen på det individuelle, gruppebaserede og organisatoriske plan, hos Nonaka og

Takeuchi det såkaldte ontologiske plan. Da foreliggende tilgang anser viden for at være influeret af

mange faktorer, er det vigtigt at sætte fokus på samspillet mellem disse, f.eks. kollektiv kodificeret

viden. Trods det holistiske videnssyn omtaler Nonaka og Takeuchi kun i ringe grad flere

videnstypers samspil. Hvilket forårsager en skævvridning på det ontologiske plan: Paradoksalt nok

fremhæves snart det individuelle og snart den kollektive videndeling. Heroverfor betragter

nærværende optik alle videnstyper som ligeværdige og lige vigtige i videnskabelsen- og delingen.

Nærværende tilgang kritiserer endvidere Nonaka og Takeuchis teoretiserende og rapporterende

betragtninger om videnskabelse- og deling. Til forskel fra ovennævnte kritikere, der kun sporadisk

påpeger disse forhold, pointeres i det følgende, at den beskrivende stil bidrager til at dække over de

mangesidede og til tider modsætningsfyldte processer i videnskabelse- og deling. Som sådan

tenderer Nonaka og Takeuhis teori mod en naturvidenskabelig, empirisk-paradigmatisk optik, der i

sidste ende lader videnskabelse gå op som samlingen af et puslespil. Heroverfor opfatter

nærværende optik videnskabelse- og deling som ”en instrumentering af forskellige stemmer”

(Bakhtin), der bærer præg af det pluralistiske og fragmentariske.

Motivation

Dette speciale er skrevet i en undren over, at Nonaka og Takeuchis anerkendte videnskabelsesteori

på flere måder ikke lever op til den holistiske approach, som den anfører. Således synes navnlig

eksplicit viden paradoksalt nok at blive favoriseret frem for tavs viden, hvis personlige og

uudsigelige aspekter ellers betones. Skævvridninger, der i sidste ende synes at føre til en

naturvidenskabelig optik, favorisering af eksplicit viden og en performanceforståelse af viden (jf.

Lyotard). Nonaka og Takeuchis abstrakt beskrivende stil giver endvidere anledning til undren:

Stilen, der grænser til det rosenrøde, bidrager til et endimensionalt videnssyn. Med til undringen

hører, at der sjældent i den kritiske litteratur er gjort opmærksom på disse paradokser eller den

rapporterende stil. Det er derfor opgaven at se nærmere på de positioner, der ligger til grund for

videnskabelsesteorien, og hvordan disse udfolder sig i praksis, og dels hvilke perspektiver, der

teoretisk og praktisk kunne udspringe af at anlægge et narrativt orienteret videnssyn.

7


Problemformulering

Ligesom en række kritikere forholder nærværende narrative optik sig skeptisk til Nonaka og

Takeuchis opfattelse af, at tavs viden kan transformeres til eksplicit viden. Et narrativt videnssyn

forstås ud fra Lyotards opfattelse af, at viden ikke kan repræsenteres af én fortolkningsmåde, som

gør sig gældende i videnskabelig viden. Denne optik overser if. Lyotard vigtige dimensioner af

viden, som et narrativ videnssyn retter fokus på. Ud fra en Polanyisk forståelse af, at der findes to

former for viden, nemlig tavs viden og viden rodfæstet i tavs viden, stilles spørgsmålstegn ved

Nonaka og Takeuchis nyfortolkning af Polanyis begreb: Vigtige tavse vidensdimensioner synes at

gå tabt med opfattelsen af, at tavs og eksplicit uhindret transformeres til hinanden. Dimensioner,

som nærværende tilgang betoner i henhold til antagelser af Polanyi, Hedegaard, Lyotard, Shotter,

Bakhtin, Wittgenstein og Foucault, hvis syn på viden som en facetteret, processuel størrelse ligger i

forlængelse af hinanden.

Til forskel fra de fleste kritikere stiller nærværende tilgang skarpt på det forhold, at

videnskabelsesteorien paradoksalt nok ikke lever op til det holistiske videnssyn, som den anfører

indledningsvist. Hovedårsagen hertil synes at være overeksponeringen af kerneprocessen, tavs

videns kodificering, hvis ureflekterede fremstilling medfører mangelfulde overvejelser om viden,

videnskabelse- og deling. Ikke blot videnskabelse, men frem for alt videndeling lider under dette

stærke fokus. Forhold, der viser sig ved forskellige modsætninger og en rosenrødt beskrivende

aboutness-stil, som er med til at forsimple videnskabelses- og delingsprocesserne. Grundet det

ureflekterede syn på tavs videns verbalisering tenderer den såkaldt holistiske videnskabelsesteori

som helhed og kerneprocessen ”Externalization” i særdeleshed mod empirisk-paradigmatisk

vidensform (Hedegaard), videnskabelig viden (Lyotard) og aboutness (Shotter). Det skal

understreges, at der er tale om en tendens, idet videnskabelsesteorien i sit udgangspunkt har som

hovedformål at se viden ud fra et helhedssyn. En præmis, som den altså ikke efterlever.

Den empirisk-paradigmatiske vidensform, hvor viden afspejler det observerbare, betragter

nærværende optik som problematisk, idet viden betragtes som en fragmenteret og pluralistisk

størrelse, der aldrig vil kunne repræsentere verden fuldt ud, men netop inddrager fiktive elementer

8


for at kunne komme dens natur nærmere. Til forskel fra Nonaka og Takeuchis tilgang, der betragter

vidensgenerering som en stadig interaktion mellem tavs og eksplicit viden, anser nærværende

narrative tilgang videnskabelse som en proces, der er influeret af en række faktorer, deriblandt

socialkonstruktivistiske. Faktorer, hvorudfra der kritisk analyseres, og reflekteres over gammel og

ny viden, som tilføjes eller forkastes i vidensprocessen.

Favoriseringen af eksplicit viden og et deraffølgende synligt produkt erindrer om Lyotards

forudsigelser om, at viden legitimeres efter et performancekriterium i postmoderniteten. Dertil

tenderer det stærke fokus på tavs videns tekniske dimensioner mod ét bestemt sprogspil af især

teknisk art. Hvilket if. Lyotard er karakteristisk for videnskabelig viden, og hvilket problematiseres

af nærværende tilgang, der anfører, at viden opstår ved tilstedeværelsen af mange forskellige

sprogspil, hvor sprog og magt er afgørende størrelser. Shotter benævner dette ”rum” withness, der

indebærer handleviden udtrykt i 1. person.

Ovenfor beskrevne problematikker viser sig endvidere i caseundersøgelser funderet i den

anerkendte videnskabelsesteori. Caseundersøgelser, der grunder sig på en narrativ orienteret optik,

dvs. storytelling og diskursanalyse, problematiserer disse mangler og påpeger samtidig, at

videnskabelse- og deling er facetterede processer baseret på en lang række faktorer.

Undersøgelsesspørgsmål

Ovenstående introduktion til og afgrænsning af problemfeltet giver anledning til følgende konkrete

undersøgelsesspørgsmål:

Hvilke faktorer er udslaggivende for, at Nonaka og Takecuhis antagelser om videnskabelse-

og deling, herunder især kerneprocessen ”Externalization”, tenderer mod et empirisk-

paradigmatisk videnssyn, videnskabelig viden og aboutness?

Hvilke faktorer er udslaggivende for, at praksisbaserede tilgange funderet i Nonaka og

Takeuchis videnskabelsesteori tenderer mod et empirisk-paradigmatisk videnssyn,

videnskabelig viden og aboutness?

9


Hvilke perspektiver af både teoretisk og praktisk art kunne udspringe af at anlægge en

narrativt orienteret tilgang til videnskabelse- og deling?

Metode og analysestrategi

Ud fra narrativt orienterede påpeges, at Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori i sin helhed og

kerneprocessen ”Externalization” i særdeleshed tenderer mod Hedegaards Bruner & Davydov-

inspirerede antagelser om den empirisk-paradigmatiske vidensform, videnskabelig viden (Lyotard)

og aboutness (Shotter). Dette til trods for Nonaka og Takeuchis pointering af tavs videns rige

potentiale, human action og forsikringen om, at en holistisk organismetankegang funderet i japansk

filosofi, formår at overvinde den i vestlig Knowledge Management fremherskende kartesianske

dualisme. Udover antagelser af ovenstående teoretikere tages afsæt i disse modsætninger, som

tydeliggør videnskabelsesteoriens tendenser mod et endimensionalt nyttevidenssyn.

Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori præsenteres, og det med tanke på ovennævnte

modsætninger, som den senere analyse kaster lys over. Da grundlæggende antagelser om viden,

videnskabelse- og deling særligt har nærværende analyses interesse, undersøges incitamentet for

den japanske teori, der hævder sin egen optik frem for den vestlige filosofi- og

managementtradition, der paradoksalt nok ses som et supplement til den anførte teori.

Ud fra Polanyis oprindelige antagelser påpeges i analysen, at Nonaka og Takeuchis nyfortolkning

paradoksalt nok forbigår afgørende viden af tavs og nonlingvistisk karakter. Der ses nærmere på de

centrale processer ”Externalization” og ”Socialization”, som er kendetegnende for teoriens

pointering af tavs viden og dennes verbalisering. Til at tydeliggøre de abstrakte beskrivelser om

videnskabelse og videndeling benyttes Shotters antagelser om aboutness, der indebærer en tendens

til teoretiseringer, hvilket i modsætning til subjektiviseret withness kommer til udtryk i en 3. person

abstrakt skrivestil.

”Externalization” undersøges endvidere ud fra Lyotards forudsigelse om, at viden i

postmoderniteten legitimeres efter et pragmatisk kriterium om performance, og videnskabelig

viden, der indebærer opretholdelsen af ét bestemt sprogspil. Specificeringen af tavs videns tekniske

dimensioner ses som en modsætning i teorien, der indledningsvist pointerer begrebets generelle

10


karakteristika. At videnskabelsesteorien som ét ekskluderende sprogspil kan blive en indirekte

komponent i institutioner, sammenholdes med Ray og Cleggs (2005) skepsis over for teorien i

japansk kontekst: Tavs viden og dennes verbalisering funderet i en indforstået organisationskultur

betinges af institutioner i det autoritetstro samfund, og medfører en endimensional videnskabelse-

og deling. Aboutness-begrebet benyttes til at tydeliggøre de abstrakte betragtninger, som islættet fra

‟videnskabelig viden‟ lader se.

At videnskabelse- og deling er processer implicerer mange forskellige faktorer, pointeres ud fra et

narrativt orienteret videnssyn. Der perspektiveres endvidere til Hedegaards antagelser om teoretisk

vidensform. Den narrative tilgang uddybes med Jørgensens (2006) Wittgenstein/Foucault

inspirerede kritik af management-værktøjet Intellektuel Kapital, hvormed nærværende approach

kritiserer det analoge management-værktøj ”videnskabelse”. Ud fra Wittgensteins sprogspilsbegreb

og Foucaults overvejelser om sammenhængen mellem viden og magt diskuteres Nonaka og

Takeuchis neutrale betragtninger om sprog og magt i forbindelse med videnskabelse- og deling.

Ud fra teorigrundlaget og Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteoretiske antagelser ses nærmere på

overvejelser om videnskabelse- og deling i forskellige praksisbaserede tilgange til eksplicitering af

tavs viden. Dette begrundes med, at teori og praksis i høj grad er forbundet med hinanden, når det

gælder viden. Som Lemert & Gillan observerer med Foucault: "theory is practice, and practice is

theoretical because knowledge is in power and power in knowledge" 1 . Tilgange, der iht. Polanyi

anser eksplicitering af tavs viden for umulig, Nonaka/Takeuchi-inspirerede approaches og tilgange

funderet i storytelling og diskursanalyse stilles over for hinanden med henblik på diskussion.

Specialets opbygning

Først følger en teoridel, hvor det teoretiske grundlag og Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori

præsenteres. I Analysedelen foretages på basis af det teoretiske grundlag foretages en kritisk

analyse af videnskabelsesteorien. Analysen udvides med en diskussion af forskellige

praksisbaserede tilgange til tavs videns verbalisering.

1 Lemert, C. C. & Gillan, G. (1982): Michel Foucault. Social Theory and Transgression, New York, 120.

11


Litteraturreview

Som tidligere omtalt er udgangspunktet for de fleste kritikere af videnskabelsesteoriens

nyfortolkningen af Polanyis oprindelige begreb (Gourlay, 2000/2002/2005/2006); (Tsoukas, 2002);

(Wilson, 2002); (Ray et al., 1995); (Knights et al., 2003; (Grant, 2007); (Stenmark, 2000); (Cook et

al., 1999). Flere er af den overbevisning, at tavs viden i henhold til Polanyis oprindelige begreb

under ingen omstændigheder lader sig kodificere. Et forhold, som der nedenfor ses nærmere på i

”Argumenter imod tavs videns eksplicitering”.

Ligesom nærværende tilgang kritiserer andre videnskabelsesteorien for at implicere et

performance-kriterium om et udgående produkt. Knights og McCabe anfører således, at Nonaka og

Takeuchi snarere end en konstruktion ser viden som ”a commodity that can be acquired and

controlled by management” (Knights et al., 2003, 158). Det kritiseres, at tavs viden ekspliciteres i

henhold til et målbarhedskriterium. Knights og McCabe antyder ligesom nærværende optik, at

Nonaka og Takeuchi tilgang er modsætningsfyldt. Sådanne betragtninger indgår endvidere i

Blacklers (1995) og Snowdens (Snowden, 2002) overvejelser om viden. Begge betragter den

holistiske teori for at være rationel, hvilket paradoksalt nok bibeholder en kartesiansk dualisme

opretholdes, og er en ironisk følge af enhedsteoriens fokus på ”Oneness” (Snowden, 2002).

(Stacey, 2000) og (Cook et al., 1999) retter tillige fokus på modsætningerne i Nonaka og Takeuchis

teori: Mainstream Knowledge i form af videnskabelsesteorien har en tendens til at pointere eksplicit

viden frem for tavs viden og det individuelle frem for den gruppebaserede videndeling. Som Cook

et al. udtrykker det:

”in this growing body of literature [...] there typically remains an expressed or implied tendency [...] to privilege the

individual over the group, and the explicit over the tacit“ (Cook et al., 1999, 382).

Jackson kritiske refleksioner om Knowledge Management (2005) påpeger endvidere

modsætningerne i videnskabelsesteorien. Dertil er det efter Jacksons opfattelse en myte, at Østen

har særstatus, når det gælder synet på tavs viden som en vigtig ressource.

I tråd med ovennævnte tilgange retter andre tillige opmærksomheden mod problemer på det

videndelingsmæssige plan: Essers et al. stiller spørgsmålet: Hvad sker der, hvis kun få

medarbejdere besidder vigtig tavs viden, som de er uvillige til at dele med henblik på udviklingen af

et produkt (Essers et al., 1997, 28)? Peltonen et al. (2004) kritiserer Nonaka og Takeuchis

videnskabelsesteori for at ikke at rette fokus på sociale relationer og praksis. De foreslår derfor, at

videnskabelsesteorien suppleres med praksisfællesskaber.

12


Som nærværende tilgang stiller Bryant (2006) og Zhu (2006) skarpt på Nonaka og Takeuchis

rosenrøde skildring af videnskabelse- og deling, som forbigår modsætninger og konflikter:

”Nonaka´s KCC is a cosy paradise […] void of nasty interest conflicts, absent of material and

mental manipulations. Power and domination are not in Nonaka´s vocabulary” (Zhu 2006, 109).

Sammenfatning

Som det fremgår, er ovennævnte kritikere optaget af flere af de samme problematikker som

nærværende tilgang. Således kritiseres videnskabelsesteorien for at betragte viden som en vare,

ligesom modsætninger på både det epistemologiske og ontologiske plan betones. Dog gås der

sjældent i dybden med disse problematikker eller den karakteristiske abstrakte stil, og endnu mindre

fra en narrativ optik, hvor størrelser som sprog- og magtspil er uafvendelige størrelser.

TEORIDEL

Teoretisk grundlag

I det følgende præsenteres specialets teorigrundlag, dvs. antagelser funderet i en narrativt orienteret

optik. En optik, der i tråd med Lyotard (1991) afviser, at viden kan repræsenteres af én

fortolkningsmåde.

Polanyis oprindelige begreb

Dette speciales optik er først og fremmest funderet i Michael Polanyis oprindelig begreb om tavs

viden. Viden kan if. Polanyi ikke forstås, uden at dens baggrundsviden i form af tavs viden bliver

medtænkt. Denne dimension ved viden - det såkaldt subsidiære – der if. Polanyi ikke kan udsiges

(Polanyi, 1966, 18), er samtidig den folie, der er nødvendig for at forstå viden som sådan: “all

knowledge [… ] is either tacit or rooted in tacit” (Polanyi, 1969, 195). Dette videnssyn synes i tråd

med Lyotards forståelse af, at viden ikke blot repræsenterer en bestemt fortolkningsmåde, men altid

vil være betinget af flere faktorer, herunder baggrundsviden og den pågældende kontekst. I afsnittet

”Argumenter imod eksplicitering af tavs viden” gås mere i dybden med Polanyis basale teorier.

13


Tre videns- og tankeformer

I sin fremstilling om tre videns- og tankeformers betydning for skolebørns begrebsdannelse og

tænkning anfører Hedegaard (Hedegaard, 1995), at tænkning og viden er forankret i

samfundsmæssige og sociale felter såvel som i personligheden (Hedegaard, 1995, 28).

I karakteristikken af de tanke- og vidensformer, som generelt dominerer de videnskabelige, faglige

og dagligdags sammenhænge i den vestlige kultur, støtter Hedegaard sig på psykologerne Bruner og

Davydov, hvis antagelser forfatteren tolker som analyser af de dominerende tankestrategier og

vidensformer, som findes i forskellige samfundsmæssige sammenhænge. Viden er if. Hedegaard

erfaringer, som er fremkommet gennem løsning af påtrængende problemer i bestemte

samfundsmæssige sammenhænge, der er knyttet til udvikling af livsformer (Hedegaard, 1995, 30).

Hedegaard sætter fokus på tre videns- og tankeformer: Den empirisk-paradigmatiske, der

forbindes med de naturvidenskabelige fag, den narrative vidensform, der ses udviklet i tilknytning

til de humanistiske fag, og den teoretiske vidensform, hvis udvikling hovedsageligt knyttes sammen

med samfunds- og socialvidenskaberne. Videns- og tankeformer som disse er blevet almene

kategorier, der er blevet løsrevet fra vidensområdets oprindelige indhold (Hedegaard, 1995, 31).

Med empirisk-paradigmatisk viden er en vidensform, som bygger på antagelsen om, at verden kan

repræsenteres korrekt: Er man grundig nok, kan man komme til at vide alt om et område, fordi

viden afspejler det, der faktisk eksisterer. Den viden, man har, forandres ikke, medmindre man har

fejlagtige oplysninger eller forvrængede informationer. Ligesom med bygningen af en bygning eller

et samlet puslespil er det muligt at nå til en helhedsforståelse, men elementerne er uforanderlige.

Denne videns- og tankeform er funderet i principper og styret mod hypoteser, som kan testes i

forhold til det observerbare (Hedegaard, 1995, 37). Det specielle søges overskredet i en søgning af

stadig højere former for abstraktion. Målet er forklaringsmodeller, hvor det specifikke er

forsvundet. Brugen af kategorier er if. Bruner en måde at få styr på og forenkle de erfaringer, der

gøres (Hedegaard, 1995, 32).

Den narrative videns- og tankeform defineres som ”omskiftelighederne i intentionen og de mulige

samtidige perspektiver og de mange mål, som interagerer” (ibid.). I denne vidensform er

fortællingen placeret i rum og tid og personificeret. Dette indebærer, at omskiftelighederne i

intentionerne forløber over tid mellem personer, ligesom historien ikke nødvendigvis er

tidsforankret, men kan være fabulerende og tidsuafhængig. Sammenhængen mellem person,

14


iscenesættelse og handling er dybt forankret i hinanden. Den narrative videns- og tankeform er

knyttet til problemet om, hvordan erfaringer tildeles mening. Fortællingen er en central aktivitet; det

metodisk karakteristiske ved denne er

”1) at dannelse af mening sker implicit i stedet for, at meningen formuleres direkte,

2) at beskrivelse af virkeligheden sker gennem et bevidsthedsfilter, som karakteriserer historiens helt eller

hovedperson,

3) at man ser den beskrevne verden fra flere personers perspektiver (gennem flere forskellige prismer), som hver især

kun fanger dele af verden,

4) Disse tre karakteristika udgør en ”subjektiviseret virkelighed”, hvilket giver beskrivelsen en bestemt stemning og

følelsesladethed” (Hedegaard, 1995, 33).

Den narrative fortællemåde indebærer således inddragelse af følelser. Dens hovedtræk er

inddragelse af fiktion og opbygning af sammenhænge (ibid.). Der er tale om dels en dagligdags

måde at organisere erfaringer på i den vestlige kultur og dels en kunstnerisk og videnskabelig

videns- og tankeform, dvs. en metode, hvorfra der kan udspringe flere forskellige metoder (episk,

poetisk, dramatisk m.m.) (Hedegaard, 1995, 34).

Ligesom narrativ viden er den teoretiske videns- og tankeform kendetegnet ved et fiktivt eller

forestillet element. Men til forskel fra narrativ viden knyttes det fiktive element sammen med

faktiske forhold på en systematisk måde gennem modeludformning, hvor ikke-viden formuleres

eksplicit i forhold til viden. Knyttet til teoretisk viden er et historisk forløb, hvor metoder er blevet

udviklet til at løse de modsigelser, som karakteriserer samfundsmæssigt centrale problemområder.

De tankestrategier, der er knyttet til teoretisk viden, kan betegnes som eksperimentel udforskning,

enten gennem konkret afprøvning eller ved at forestille sig forandring (Hedegaard, 1995, 35).

Hedegaard forholder sig kritisk til den empiriske videns- og tankeform, som i for høj grad har

domineret undervisningen i skolen. Den narrative og teoretiske videns- og tankeform, som begge er

betinget af kontekst-sensitivitet, bør i højere grad inddrages i undervisningen. Hedegaard advarer

mod to forhold i brugen af den empiriske vidensform, som er baseret på kontekstuafhængighed:

dels opdelingen af viden i afgrænsede kategorier, og dels fremstillingen af viden som absolut, dvs.

tankegangen, at viden afspejler verden Empirisk og narrativ viden skal sættes ind i en teoretisk

sammenhæng, så de kan bedømmes og videreudvikles (Hedegaard, 1995, 40).

Videnskabelig og narrativ viden

I The Postmodern Condition definerer Lyotard postmodernismen som “incredulity towards

metanarratives” (Lyotard, 1991, xxiv), dvs. et opgør med ”de store fortællinger” og den indlejrede

15


fremskridtstro i politiske, ‟spekulativt‟ filosofiske, religiøse, metafysiske og historiefilosofiske

antagelser. Der er tale om fortolkninger, som har været forklaringsmodeller for verden og de

menneskelige vilkår, og som i moderniteten tjente til legitimering af viden. Sammenbruddet af de

store fortællinger, der i det postmoderne afvises som værende totalitære former, betyder imidlertid

ikke et opgør med fortællingen som sådan. Skepsisen mod at indordne al viden i videnskabens

diskursive form er afløst af en orientering mod de ”små fortællinger”, ”clouds of narrative language

elements” (Lyotard, 1991, xxiv), som alle mennesker hver især skaber (ibid.).

Der er tale om en optik, som begribeligvis korresponderer med den narrative vidensform.

Undersøgelsen af videns status i postmoderniteten baseres på den sene Wittgensteins teorier om

sprogspil, idet Lyotard ser problemer knyttet til brugen af sproget (jf. Lyotard, 1991, xxiv).

Følgende tre betragtninger fremsættes om sprogspil: 1) De kan ikke legitimere sig selv, men er et

resultat af en kontrakt mellem spillerne (hvilket ikke betyder, at spillerne selv opfinder reglerne), 2)

hvis der ikke er regler, er der ikke noget spil, og selv en mikroskopisk modificering af en regel kan

ændre hele spillet, 3) man kan tænke på enhver udtalelse som et "træk" i spillet (Lyotard, 1991, 10).

Lyotard skelner mellem to former for viden i det postmoderne: narrativ og videnskabelig viden.

Narrativ viden er den form for viden, som er fremherskende i ”traditionelle” samfund og knytter sig

til historiefortælling, til tider i form af musik, dans eller lignende (Lyotard, 1991, 19). Denne form

for viden lader sig ikke reducere til videnskab, heller ikke engang til erkendelse. Erkendelse ville

med udelukkelse af alle andre tegn være mængden af de udsagn, som denoterer eller beskriver

objekter, og som erklæres for sande eller falske. Videnskaben, som er en delmængde af erkendelsen

bestående af denotative tegn, ville opstille yderligere betingelser om objekters eksplicitte

betingelser for iagttagelse og relevans, for at denotative tegn kan godtages (Lyotard, 1991, 18).

Narrativ viden, derimod, er ikke blot en mængde af denotative udsagn, men går ud over den blotte

bestemmelse og anvendelse af sandhedskriteriet, og udvides til at omfatte kompetencer som ”know

how”, ”knowing how to live” og ”how to listen” (ibid.), bestemmelse og anvendelse af kriterier som

effektivitet (teknisk kvalificering), retfærdighed og/eller lykke (etisk visdom), en lyds eller farves

skønhed (auditiv, visuel følsomhed) osv. Der er tale om en vidensform, som er beslægtet med

sædvanen, hvor alle udsagn er ”gode”, fordi de er i overensstemmelse med de kriterier, der

anerkendes i det miljø, som den videndes samtalepartnere danner (Lyotard, 1991, 19). Fortællingen

er par excellence denne videns form og det i mere end en forstand: Fortællingerne giver lov til dels

at definere kriterierne for kompetence, som er det samfunds kriterier, hvori de fortælles, og dels i

henhold til disse kriterier at vurdere de performancer, som udføres eller kan udføres i dette

16


samfund. Til forskel fra videnskabsdiskursen tillader den narrative form mere udviklede former, en

pluralitet af sprogspil. Disse kan være udtrykt i interrogative udsagn, som giver udfordringer,

evaluerende udsagn spillerum (Lyotard, 1991, 20). Fortællingerne adlyder pragmatiske regler, som

indebærer, at man kun har ret til at besætte den første ”plads”, afsenderens, hvis man har besat den

anden, modtagerens plads, og allerede er blevet fortalt af en fortælling ved det navn, man bærer,

m.a.o. som diegetisk referent for andre narrative hændelser. Sproghandlingerne, der er relevante for

narrativ viden, udføres ikke kun af den, som taler, men også af den, der hører på, og tilmed af den

tredjeperson, som der tales om (Lyotard, 1991, 21). Et vigtigt træk ved narrativ viden er dens

indvirkning på tiden: Tiden, som er karakteriseret ved en musikalsk rytme, er altid samtidig med

fortællingens fremsigelse, hvis reference kan synes at tilhøre fortiden. Men det er en aktuel

fremsigelse, som hver gang udfolder den kortvarige temporalitet, der ligger mellem et ”I have

heard” og ”you will hear” (Lyotard, 1991, 22). En kultur præget af narrativ viden er uafhængig af

fortiden og anvender ikke specielle procedurer for at bemyndige sine fortællinger (Lyotard, 1991,

22). Narrativ viden kan ikke henvise til noget, der kan legitimisere den - dens legitimation ligger i

selve fortællingen og den tradition, der vedrører historiefortælling (Lyotard, 1991, 23, 27).

Heroverfor kræver videnskabelig viden, som if. Lyotard er nødt til at henvise til narrativ viden for

at forudsætte sig selv som sand viden, opretholdelsen af ét bestemt sprogspil, nemlig det denotative,

hvilket indebærer ekskluderingen af alle andre. Kriteriet for, at et udsagn kan accepteres, er dets

sandhedsværdi. Skønt andre typer udsagn også foreligger, er de kun vendepunkter i en dialektisk

argumentation, der skal munde ud i et denotativt udsagn. Trods dens isolation er denne viden en

indirekte komponent, fordi den bliver en profession og indebærer institutioner, og fordi

sprogspillerne i de moderne samfund konsoliderer sig selv i form af institutioner, der drives af

kvalificerede medspillere, de professionelle. Forholdet mellem viden og samfund bliver udvendigt. I

modsætning til den narrative viden angår den nødvendige kompetence her udelukkende udsigerens

plads (Lyotard, 1991, 25). Et videnskabeligt udsagn opnår ingen gyldighed ved at blive genfortalt

og er aldrig beskyttet mod ”falsifikation”. Videnskabsspillet implicerer en diakronisk temporalitet,

dvs. en hukommelse og et projekt (Lyotard, 1991, 26).

Den ændrede videnslegitimering i det postmoderne samfund er if. Lyotard ensbetydende med et

pragmatisk kriterium om performance: I stedet for metanarrativer bliver viden legitimeret efter et

nytteperspektiv. Ydeevne, anvendelighed og operationalisering er målbarhedskriterier for videns

validitet (Lyotard, 1991, xxiv). Viden har ikke længere som formål at opnå en sandhed, men retter

17


sig efter den produktive effektivitet mellem input og output: ”performativity – that is, the best

possible input/output equation” (Lyotard, 1991, 46).

Problemet ved at legitimere viden via performativity, indebærer imidlertid, at visse ”spillere”

udelukkes fra de dominerende sprogspil eller endda fra bestemte sprogspil. Forskning, der ikke er i

stand til at argumentere for, at den bidrager til optimeringen af et systems perfomance, afvises

(Lyotard, 1991, 46-47). Det gælder derfor om at foretage

at gå imod de etablerede normer, foretage nye alternative "træk" i

sprogspillene, ændre reglerne og opfinde nye sprogspil (Lyotard, 1991, 61, 66).

viden ikke kan repræsenteres af én fortolkningsmåde, som er

kendetegnende for den videnskabelige viden i postmoderniteten. Denne viden, som får sin status

eller legitimitet gennem noget andet, f.eks. metanarrativer, validitet eller realiabilitet, overser if.

Lyotard vigtige dimensioner ved viden, som et narrativ videnssyn formår at fremdrage.

’Aboutness’ og ’withness’

I tilknytning til handleviden diskuterer Shotter to forskellige måder at skrive og tale på, dels

”‟aboutness‟ (monological)-talk” (Shotter, 2004, 206) og dels ”‟withness‟ (dialogical)-talk (ibid.),

som endvidere sættes i forbindelse med aktionsforskningen. Shotter opdeler de to udtryksmåder i

tale, der lader os ‟uberørt‟ og tale, der ‟rører‟ os (ibid.). Ligesom i den empirisk-paradigmatiske

vidensform er der i skrivemåden knyttet til ‟aboutness‟, dvs. en 3.-person rapporterende stil, en

tendens til generaliseringer og teori og en hang til at bruge ord, som ikke drejer sig om den

praktiske kontekst, i hvilken udtrykkene bliver brugt. Heroverfor synes ‟withness‟ at korrespondere

med narrativ og teoretisk vidensform, idet denne udtryksmåde, som implicerer en 1. person

fortæller, afspejler både refleksiv interaktion samt kreativ, subjektiveret dialog og handleviden, som

orienterer og fører aktøren mod det næste ‟rette skridt‟ i praksis (Shotter, 2004, 206, 209).

‟Aboutness‟ replicerer hverken på respons fra dets recipienter eller forholder sig til andres

udtryksmåder, men bevæger sig udelukkede i ‟teoretiske billeder‟ og færdige, fixede kategorier

(Shotter, 2004, 219). Selv når en form for forståelse nås, kræver det en fortolkning, for at man kan

handle efter den. ‟Withness‟ bevirker if. Shotter en ‟vektoragtig‟ forståelse for, hvordan vi hele

18


tiden bevæger os i vores nuværende omgivelser 2 . Dette fremkalder i os både en unik foregribelse af

begivenhederne og ‟handlingsguidende anvisninger‟ om, hvad vi nu skal foretage os (Shotter, 2004,

210). ‟Withness‟ implicerer følelser og engagement: Det er ved at ‟røre‟ os og på kreative måder og

fremkalde responser, som ikke er blevet udtrykt før, at ‟withness‟-stilen udmærker sig i forhold til

‟aboutness', som ikke har disse kvaliteter (Shotter, 2004, 210-211). ‟Withness‟-stilen kan både

‟dekontruere‟-i-praksis vores nuværende praksiser og gøre os i stand til at rekonstruere dem

selektivt. Dens styrke i praksis er, at den kan rette vores fokus mod tidligere ubemærkede,

alternative muligheder og tidligere vildledende. At ‟Withness‟ i form af andres stemmer – det være

sig i forholdet til en tekst (f.eks. et digt) eller en anden person – kan fremkalde en dialog-

struktureret respons i os, sætter Shotter i forbindelse med Bakhtins introduktion af de to forskellige

talegenrer, dels relationally-responsive og dels representational-referential, som i modsætning til

førstnævnte implicerer ”handleforståelse” af en andens tale (Shotter, 2004, 212).

Dialogiske relationer indebærer i modsætning til monologiske relationer en ny måde at tænke på,

som kun foregår i bevægelse, og som afspejler, at mennesker er levende væsener, der vokser

(Shotter, 2004, 215). Til disse identitetsbevarende forandringer og deformationer er knyttet mening,

som realiseres i mødet mellem to eller flere levende væsner. Der bliver tale om et kollektivt vi, idet

tilhørerne med deres ansigtsudtryk, indåndinger og andre tegn på forståelse eller slet ingen agerer

både som co-tilhørere og som co-talere (Shotter, 2004, 216). Da det overordnede udfald af en

udveksling ikke kan spores tilbage til hensigten hos en bestemt impliceret person, opleves den

‟dialogisk realitet‟, der ikke er foruddefineret, men konstrueret mellem personerne, som ‟et ‟tredje

organ‟ med dets egne (etiske) spørgsmål og krav (Shotter, 2004, 217).

Dette tredje ‟organ‟, som er dialogisk, sætter Shotter i forbindelse med Bakhtins dialogprincip.

Ifølge Bakhtin er ordet et drama, hvor tre figurer deltager; en instrumentering af forskellige

stemmer – således både ‟centripetale‟ stemmer rettet indad mod orden og enhed og ‟centrifugale‟

rettet udad mod mangfoldighed og forskellighed på grænsen eller marginerne. Det dialogiske rum

er hverken betinget af tid eller sted (Shotter, 2004, 217). Men netop denne mangel på nogen som

helst prædetermineret orden, og dermed dens åbenhed for at blive specificeret af dem, der deltager i

den i praksis, er dens definerende træk. Dette karakteriserer if. Shotter vores sociale virkelighed

(Shotter, 2004, 218).

Shotter udvider sine to kernebegreber til to skrivemåder: I monological-retrospective-objective-stil

- en officiel, akademisk stil - skriver/taler vi til vores akademiske kolleger om, hvad der skete

2 Dette er tydeliggjort ved, at artiklen er skrevet i 1. person pluralis, det medinddragende ”we” og ”our” (jf. Shotter,

2004).

19


tidligere, da vi var involveret i en aktivitet. Denne aktivitets natur repræsenteres lingvistisk, men nu

på ydersiden, idet der ses tilbage på den som en fuldendt proces. Ved at adskille aktiviteten fra de

mennesker, som udfører aktiviteten, og fra dens omgivelser, fratages dens praksis del. Denne stils

mål er at danne repræsentationer af tingenes tilstand, som gør dem, der udfører dem, i stand til at

forudsige og kontrollere de begivenheder, de repræsenterer.

I dialogical-prospective-relational-stil, derimod, taler/skriver vi til vores læsere gennem en figur i

igangværende aktiviteter med bestemte andre mennesker, som om det var på inden for denne

aktivitet, mens der både ses tilbage på, hvad der er blevet opnået indtil nu og fremad mht. hvilke

muligheder, der er åbne. Vi instrueres i de interaktive forhold, så de afspejler de sondringer, vi har

foretaget os, og de forhold, vi som deltagere oprindelig har deltaget i (Shotter, 2004, 220).

Hvorledes det er muligt at etablere dialogiske relationer, giver Wittgenstein filosofi svar på: Dette

sker i tale og kropslige udtryksmåder/gestikulationer, hvor mennesker kalder responser frem i

mennesker omkring dem; således opstår nye relationer, og nye sprogspil, som ikke tidligere blev

taget til efterretning, indvarsles. Ved at fokusere på nye muligheder på basis af prælingvistisk

adfærd og sprogspil forkastes gamle problemer til fordel for videreudvikling af nye praksiser.

Denne læring kan kun ske i 1.personfortællinger og ikke blot iht. regler og principper, men

fortrinsvis ved eksempler (Shotter, 2004, 222-23).

Sammenfatning

Det kan anføres, at ‟aboutness‟ korresponderer med den empirisk-paradigmatiske vidensform (jf.

Hedegaard) og videnskabelig viden (jf. Lyotard), idet viden i alle tre tilfælde behandles ud fra

afgrænsede, dualistiske kategorier (sandt/falsk), som tenderer til at blive på et teoretisk plan.

Heroverfor er ‟withness‟ kendetegnet ved en mere facetteret vidensform, der som Hedegaards og

Lyotards narrative viden er åben over for et forestillet element, dialog og metaforisk/poetisk

sprogbrug. Der foreligger endvidere paralleller mellem Lyotards og Shotters diagnosticeringer af

videnskabelig viden og ‟aboutness‟ som værende styret af ydre faktorer, ligesom sproghandlingerne

i narrativ viden (jf. Hedegaard og Lyotard) og det dialogiske ‟rum‟ alle er karakteriseret ved

tidsuafhængighed (jf. Shotter/Bakhtin).

Organisatorisk videnskabelse

20


Nonaka og Takeuchi anfører i The Knowledge-Creating Company (1995), at japanske

virksomheders internationale succes beror på ”organisatorisk videnskabelse”, som har gjort

japanerne bedre i stand til at skabe innovation end vestlige virksomheder. Betoningen af tavs videns

rige potentiale og en holistisk organismetankegang har til forskel fra vestens snævre fokus på

eksplicit viden og mislykkede forsøg på at overvinde den kartesianske dualisme dannet grobund for

innovation. I det følgende præsenteres Nonakas og Takeuchis videnskabelsesteori og incitamentet

herfor, med særligt fokus på, at teorien hævder sin egen optik frem for den vestlige filosofi- og

managementtradition. Det til trods for pointeringen af, at japansk og vestlig tilgang til

videnskabelse ikke må opfattes som et enten-eller, men som et gensidigt komplementært forhold

(Nonaka et al., 1995, 21, 29). At den holistiske teori her afspejler sin første modsætning, skal ses i

sammenhæng med den senere analyse, hvor der påpeges flere paradokser i Nonaka og Takeuchis

abstrakt udformede teori.

Incitamentet for videnskabelsesteorien

Nonaka og Takeuchi tager i fremlægningen af deres teori afsæt i spørgsmålet om, hvorfor japanske

virksomheder har succes i den internationale konkurrence – en faktor, der har været en gåde for

mange vestlige iagttagere: Til grund for succesen ligger japanske virksomheders færdigheder og

ekspertise inden for ”organisatorisk videnskabelse”. Med organisatorisk videnskabelse menes et

firmas evne til som helhed at skabe ny viden, udbrede den i organisationen, og give denne viden

konkret udtryk i produkter, services og systemer (Nonaka et al., 1995, 3), m.a.o. innovation. Usikre

tider har tvunget virksomhederne til at søge viden uden for organisationen i et forsøg på at foregribe

forandringer på markedet, teknologi, konkurrence og produkter (Nonaka et al., 1995, 5). Det, der er

unik ved japanske virksomheder, er, at de til stadighed formår at skabe innovation i koblingen

mellem internt og eksternt. Viden, som akkumuleres udefra, deles i vid udstrækning inden for

organisationen og lagres i firmaets vidensbase og anvendes af dem, der er beskæftiget med at

udvikle ny teknologi og produkter. Netop denne dobbelte interne og eksterne handling – udad,

indad og udad igen i form af nye produkter – skaber if. Nonaka og Takeuchi til stadighed

innovation, og er kilden til succes i japanske virksomheder (Nonaka et al., 1995, 6).

Ikke blot er videnskabelse unik for japanske virksomheder; skabelse af viden bør tillige indgå i

antagelser om viden. Også i denne henseende afgrænser de japanske professorer sig, ligesom den

japanske approach som sådan, i forhold til vestlig teori og praksis: Efter Nonakas og Takeuchis

21


opfattelse har den megen tale om væsentligheden af viden i videnssamfundet bidraget forsvindende

lidt til en forståelse for, hvordan viden skabes. Videnskabelsestilgangen, som adskiller den japanske

fra den vestlige forståelse, gør if. Nonaka og Takeuchi den japanske approach interessant og

brugbar (Nonaka et al., 1995, 7).

Nonaka og Takeuchi argumenterer for, at japanernes vidensforståelse er en helt anden end vestens:

Den vestlige opfattelse af organisationer rækkende fra Frederick Taylor til Herbert Simon har været,

at organisationer kan sammenlignes med en maskine til informationsbehandling. Det er et

videnssyn, som udelukkende har lagt vægt på eksplicit viden - at eksplicit viden let kan

kommunikeres og deles i form af hårde data eller universelle principper. Vestlig forståelse af viden

er for Nonaka og Takeuchi blevet synonym med computerkoder, kemiske formularer og generelle

regler. Heroverfor har japanske virksomheder anerkendt, at viden udtrykt i ord og tal kun

repræsenterer toppen af isbjerget. De anser viden for at være primært ”tavs”, som er peronlig og

vanskeligt at synliggøre og udtrykke, hvilket medfører, at den er vanskelig at kommunikere eller

dele med andre. Subjektive indsigter, intuitioner og anelser falder ind under denne videnskategori.

Endvidere er tavs viden forankret i et individs handlinger og erfaringer, idealer, værdier og følelser

(Nonaka et al., 1995, 8).

Grundlaget for Nonaka og Takeuchis definition af tavs viden er Michael Polanyis teorier om

begrebet, som i den japanske approach omfatter to dimensioner, dvs. dels kognitive og dels tekniske

elementer. Den tekniske dimension angår konkret know-how, håndværk og færdigheder. De

kognitive centrerer om mentale modeller såsom skemaer, paradigmer, perspektiver, overbevisninger

og synspunkter, som hjælper mennesker til at erkende og definere verden (Nonaka et al., 1995, 60).

I modsætning til den vestlige filosofiposition, som if. Nonaka og Takeuchi siden Descartes har

båret præg af mislykkede forsøg på at overvinde en kartesiansk dualisme mellem den, der ved

(subjekt), og det, der vides (objekt) (jf. Descartes: ”Jeg tænker, derfor er jeg”) (Nonaka et al., 1995,

20, 23, 30, 31, 32), har japansk filosofitradition formået at bibeholde en optik, som tager højde for

både ånd og materie; denne koncentrerer sig i følgende tre punkter: 1) ”Oneness of Humanity and

Nature” (Nonaka et al., 1995, 27), dvs. en visuel opfattelse af japansk sprog, som er

kontekstspecifik i tid og rum, og hvor der snarere tages højde for emotionelle sindsbevægelser end

et færdigt verdenssyn eller metafysik som sådan. Japanerne har således en tendens til at forblive i

deres egen erfaringsverden uden at skele til en abstrakt eller metafysisk teori for at finde frem til

forholdet mellem menneskets tanke og natur (Nonaka et al., 1995, 29).

22


2) ”Oneness of Body and Mind” (ibid.), dvs. en tænkemåde funderet i den japanske filosof Kitaro

Nishidas teorier, der pointerer, at sand viden kun kan opnås ved at inddrage både sind og krop

(Nonaka et al., 1995, 30). 3) ”Oneness of Self and Other” (Nonaka et al., 1995, 31): Indholdet af de

to foregående punkter har medført, at japanerne i modsætning til vesten anser samspillet mellem

selvet og andre for at være vigtigt: ”While most Western views of human relationships are atomic

and mechanistic, the Japanese view is collective and organic” (ibid.). Det er inden for denne

kontekst af organisk verdenssyn, at japanerne pointerer subjektiv viden og intuitiv intelligens, der

f.eks. kommer til udtryk i brugen af det japanske, kontekstspecifikke sprog; det kræves derfor, at

man er udstyret med en vis tavs viden i hver kontekst (ibid.).

Det fremhæves desuden, at japansk filosofi i form af Nishidas teorier til forskel fra vestlig

filosofitradition har fokuseret på handling og kroppen: ”Nishida´s theory of acting intuition grasps

the human being-in-the-world as originally having the character of action; the essential mode is to

act on the world, not to cognize it” (Nonaka et al., 30, forfatternes fremhævelser). Nonaka og

Takeuchi inkorporerer denne opfattelse i deres videnssyn, idet de anfører, at ”knowledge is

essentially related to human action” (Nonaka et al., 58-59, forfatternes fremhævelser).

Incitamentet for Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori bygger endvidere på den vestlige

traditions mangelfulde forståelse af viden: Kerneanliggendet i disse teorier har været erhvervelsen,

akkumuleringen og udnyttelsen af eksisterende viden: ”they lack the perspective of ”creating new

knowledge” (Nonaka et al., 1995, 49). Det innovative aspekt, dvs. hvorledes organisationer skaber

nye produkter, nye metoder og nye organisatoriske former er af væsentlig betydning for en

organisation, som fordrer en ny organisatorisk videnskabelsesteori (Nonaka et al., 1995, 50, 56).

Organisatorisk videnskabelse

Nonaka og Takeuchi definerer viden som en dynamisk menneskelig proces, hvor personlig

overbevisning bliver retfærdiggjort og tilnærmet sandheden (Nonaka et al., 1995, 58). I modsætning

til information er viden knyttet til handling og intention. De japanske professorer stiller sig på linie

med moderne vestlig sociologis (dvs. Berger og Luckmann, 1966) betoning af, at viden er kontekst-

specifik og relationel, idet viden er afhængig af situationen og skabes dynamisk i social interaktion

mellem mennesker (Nonaka et al., 1995, 59). Videnskabelsesprocessen opdeles i to dimensioner: en

ontologisk og en epistemologisk. Mht. den ontologiske dimension anføres det, at viden i strengeste

forstand kun skabes af individer. Den ontologiske dimension repræsenterer det individuelle,

23


gruppen, organisationen og flere organisationer. Den epistemologiske dimension er baseret på

Polanyis teorier om tavs viden, som Nonaka og Takeuchi udlægger som en skelnen mellem tavs og

eksplicit viden (ibid.).

Ud fra påstanden om at viden skabes gennem interaktionen mellem tavs og eksplicit viden kan

man efter forfatternes opfattelse identificere fire former for transformering af viden: 1)

”Socialisering”: fra tavs til tavs, 2) ”Eksternalisering”: fra tavs til eksplicit, 3) ”Kombination”: fra

eksplicit til eksplicit, 4) ”Internalisering”: fra eksplicit til tavs. Især beskrivelsen af de to første

former for videnkonvertering, ”socialisering” og ”eksternalisering”, optager stor plads i teorien (jf.

Nonaka et al., 1995, 57, 62-67, 84, 86, 70-73, 197-98, 208-209, 221- 223, ); at der er større fokus på

”eksternalisering”, som udgør kernen i Nonaka og Takeuchis teori 3 , skyldes if. Nonaka og

Takeuchi, at denne videnstype er blevet noget forsømt i forskningen. Heroverfor er de tre andre

former for videnkonvertering blevet diskuteret fra forskellige perspektiver: ”socialisering” er

knyttet til teorier ang. gruppeprocesser og organisationskultur; ”kombination” har rødder i

informationsbehandling, og ”internalisering” er tæt forbundet med organisatorisk læring.

”Socialization” (Nonaka et al., 1995, 62-64) er en proces, hvor erfaringer deles. Herved skabes

tavs viden i form af mentale modeller og tekniske færdigheder. Socialiseringsprocessen integrerer

deltagernes tavse viden i en fælles mental model. I denne proces erhverver individet tavse viden

direkte fra andre uden brug af sproget. Overførslen af tavs viden går på erfaring: Uden nogen form

for fælles erfaring er det ekstremt vanskeligt for en person at følge en andens tankeproces.

”Externalization” (Nonaka et al., 1995, 64-67) er if. Nonaka og Takeuchi indbegrebet af

videnskabelse, idet tavs viden her bliver artikuleret i form af en på hinanden følgende brug af

metaforer, analogier, koncepter, hypoteser og modeller. Processen igangsættes af dialog og

kollektiv refleksion. Grundet metaforers dobbelttydighed er det if. Nonaka og Takeuchi muligt at

relatere koncepter, der ligger langt fra hinanden, og endda forbinde abstrakte koncepter med

konkrete. Denne kreative, kognitive proces fortsætter, idet koncepter sammenlignes, og der

tydeliggøres en ubalance, inkonsistens eller modsætning i deres associationer, hvilket ofte kan føre

til opdagelsen af ny mening eller endda til dannelsen af et nyt paradigme. Modsætningerne bliver

afstemt på basis af en analogi, som reducerer det ukendte ved at fremhæve foreningen mellem to

forskellige ting. En analogi bidrager således til at forstå det ukendte gennem det kendte ved at

bygge bro mellem et billede og en logisk model.

3 Jf. ”It is a quintessential knowledge-creation process in that tacit knowledge becomes explicit, taking the shapes of

metaphors, analogies, concepts, hypotheses, or models” (Nonaka og Takeuchi, 1995, 64).

24


I ”Combination” (Nonaka et al., 1995, 67-69), systematiseres ovennævnte koncepter i et

videnssystem. Her udveksler og kombinerer medarbejdere eksplicit viden gennem så forskellige

medier som dokumenter, møder, telefonsamtaler og computeriseret kommunikationsnetværk.

Systematisering, kombinering, sortering, sammenlægning og kategorisering af eksisterende viden

kan føre til ny viden. Formelle uddannelser nævnes som et eksempel herpå.

I ”internalisering” (Nonaka et al., 1995, 69-70) konverteres eksplicit viden til tavs viden, ligesom

det er tilfældet i ”learning by doing”. Erfaringer internaliseres gennem de tre ovennævnte

videnstyper ind i en fælles vidensbase eller tavse mentale modeller. Dette kan ske i form af

dokumenter, manualer eller fortællinger. Internalisering også kan opstå, uden at man behøver at

”genopleve” andre folks oplevelser. Ved at læse eller lytte til en succeshistorie gør medarbejdere i

stand til at føle historiens virkelighed og essens.

Vidensspiralen

Organisatorisk videnskabelse ses som en kontinuerlig og dynamisk interaktion mellem tavs og

eksplicit viden. Samspillet sker på basis af skift mellem forskellige former for videnskonvertering,

som igen forårsages af forskellige præmisser (se figur 1) (Nonaka et al., 1995, 70).

Figur 1.

Først starter ”socialisering”, som genererer ”sympatiseret viden”, med at danne en ramme for

interaktion. ”Eksternalisering”, der genererer ”konceptuel viden”, er udløst af ”meningsfuld dialog

25


og kollektiv refleksion”, hvor brugen af passende metaforer eller analogier hjælper teammedlemmer

til at artikulere skjult, tavs viden, som ellers er vanskelig at kommunikere. ”Kombination”, som

genererer ”systemisk viden”, er bevirket af en kæde af nylig skabt viden og eksisterende viden fra

andre sektioner i organisationen, der udkrystalliseres til et nyt produkt, en service eller et

styringssystem. Til sidst udløser ”learning by doing” ”internalisering”, som genererer ”operationel

viden” (Nonaka og Takeuchi, 1995, 70-71). Den mobiliserede tavse viden udkrystalliseres på højere

ontologiske niveauer. En vidensspiralproces, som afbilledet på figur 2, finder sted, når interaktionen

mellem tavs og eksplicit viden stiger i takt med, at højere ontologiske niveauer nås, fra individuelle

til inter-organisatoriske planer (Nonaka et al., 1995, 72).

Figur 2.

Det er organisationens rolle at skaffe den rette kontekst for videnskabelsen både på gruppe- og

individuelt niveau. Nonaka og Takeuchi opstiller fem betingelser, som skal være til stede i

organisationen: Intention, autonomi, fluktuation og kreativt kaos, redundans og fornøden

mangfoldighed (Nonaka et al., 1995, 73-83). Herpå præsenteres en femfaset model, hvor de

grundlæggende konstruktioner fra det teoretiske fundament benyttes, og hvor tiden inkorporeres

som dimension. Modellen, der skal ses som en idealtype, består af følgende faser: 1) Deling af tavs

viden, 2) Skabelse af koncepter, 3) Retfærdiggørelse af koncepter, 4) Opbygning af en arketype, 5)

Tværnivellering af viden (Nonaka et al., 1995, 84-89).

Transformationsprocessen mellem de to vidensspiraler er if. Nonaka og Takeuchi nøglen til

forståelse af videnskabelsesteorien: Afbilledet i et tredimensionelt diagram ville vidensspiralen på

26


det epistemologiske niveau stige opad, mens vidensspiralen på det ontologiske niveau ville bevæge

sig fra venstre mod højre og tilbage igen til venstre i en cyklisk bevægelse. Dynamikken kan

tilskrives interaktionen mellem de to spiraler over tid. Ud af de spiraler opstår if. Nonaka og

Takeuchi innovation (Nonaka et al., 1995, 90).

Sammenfatning

Med pointeringen af tavs videns potentiale og et helhedssyn på ånd og materie funderet i japansk

filosofi defineres organisatorisk videnskabelse i forhold til vestlig filosofi- og managementtradition,

som ikke har været i stand til at skabe samme helhedsopfattelse af viden. En sådan skarp opdeling

afspejler et paradoks, idet det samtidigt anføres, at japansk og vestlig filosofi- og

manangementtradition skal ses som gensidigt komplementære. Der fokuseres i stedet udelukkende

på den japanske approach i form af organisatorisk videnskabelse, herunder som en spiralproces,

hvor tavs videns verbalisering er essensen. Nedenfor fremhæves, at denne kerneproces paradoksalt

nok bidrager til et endimensionalt videnssyn, ligesom en række andre forhold afspejler, at den

abstrakt udtrykte videnskabelsesteori ikke formår at indfri sine holistiske præmisser.

ANALYSEDEL

Videnskabelsesteorien som empirisk-paradigmatisk vidensform og ’aboutness’

Til trods for det ovenfor beskrevne holistiske syn på viden synes Nonakas og Takeuchis

managementteori paradoksalt nok at falde i samme grøft som den vestlige filosofitradition, som de

så ofte kritiserer for at være under kartesiansk indflydelse (Nonaka et al., 1995, 20, 23, 30, 31, 32,

49) og dermed generelt mangler et helhedssyn: ”The subjective, bodily, and tacit aspects of

knowledge are still largely neglected” (Nonaka, 1995, 49). Videnskabelsesteorien, der i sin essens

drejer sig om at transformere tavs viden til eksplicit viden, synes med sine mange modsætninger

såvel at honorere Lyotards forudsigelser om, at viden ville få varekarakter i videnssamfundet, som

at bibeholde den kartesianske dualisme; hertil kommer andre af Nonaka og Takeuchis postulater

vedr. videns facetterede potentiale, som, når det kommer til stykket, fremstår endimensionale. Dette

skyldes ikke mindst teoriens særdeles abstrakte og beskrivende form, som bidrager til en

27


ationalistisk-kognitiv optik. I det følgende ses på basis af Lyotards, Hedegaards, Shotters og

Bakhtins antagelser nærmere på de mange modsætninger, som den såkaldt holistiske teori rummer.

Udover det grundlæggende fundament for teorien fokuseres på ”Socialization” og

”Externalization”, idet begge videnskonverteringstyper omhandlende tavs viden og tavs videns

eksplicitering er dybt forankret i teorien, ligesom alle videnstyper er repræsenteret her.

Overordnet set er der tale om en teori, der forbliver på det abstrakte plan, og som arbejder ud fra

forklaringsmodeller, hvor det specifikke er forsvundet (jf. Hedegaard). Det specifikke synes i dette

tilfælde at være tavs viden, som trods sin betydelige rolle (jf. Nonaka et al., 1995, 8, 60) ironisk nok

bliver negligeret til fordel for eksplicit viden, som favoriseres gennem opfattelsen af, at tavs viden

skal gøres eksplicit. Helhedsbilledet bliver en konsistent og modsigelsesfri rosenrød 4 skildring, som

søger mod stadig højere former for abstraktion (Hedegaard, 1995, 32). Således bliver erfaring og

viden, som efter Nonaka og Takeuchis egen opfattelse er mangesidige størrelser (jf. Nonaka et al.,

1995, 27-32; 59-60), ofte endimensional og får karakter af nytteviden (jf. Lyotard). At viden faktisk

anses for at være byggesten, der kan samles som et puslespil, gør sig gældende i teoriens struktur

fra begyndelsen til slut: Vidensbyggesten på vidensbyggesten synes uhindret at blive lagt ovenpå

hinanden især i fremstillingen i kapitel 3, lige fra skitseringen af de to vidensdimensioner til den

femfasede model (jf. Nonaka et al., 1995, 56-94), hvor – som det hævdes - en helhedsforståelse nås.

Som Nonaka og Takeuchi konkluderer skråsikkert: ”Innovation emerges out of these spirals”

(Nonaka, 1995, 90). Undervejs i beskrivelsen – og der er netop mestendels tale om en beskrivelse –

optræder stort set ikke uforanderlige elementer i form af fokus på evaluering, konflikter og

modsætninger f.eks. medarbejdere og afdelinger imellem. Derimod synes der hos Nonaka og

Takeuchi at være en opfattelse af, at verden kan repræsenteres korrekt – en forståelse, som den

beskrivende og modsigelsesfrie udtryksform er med til at pege på. Iøjnefaldende er desuden en

eksorbitant brug af tabeller, skemaer (Nonaka et al., 1995, 57, 61, 62, 66, 71, 72, 73, 75, 77, 78, 83,

84), jf. forklaringsmodeller (jf. Bruner), der synes at bidrage til at forenkle og kategorisere

videnskabelsesprocessen, endimensionale, som de ofte er.

Den berettende udtryksmåde kommer frem for alt til udtryk i videnskabelsesteoriens fundament,

nemlig opdelingen af viden i en ontologisk og en epistemologisk dimension. Det kan synes

modsætningsfyldt, at Nonaka og Takeuchi deler viden i to dimensioner, når de samtidig lægger sig

fast på en holistisk approach, der burde se alle videnstyper ud fra en helhedstanke. Efter en

4 Antony Bryant giver Nonaka og Takeuchis teori denne benævnelse: ”this roseate orientation beyond such narrow

confines” (Bryant, 2006, 5). Zhu (2004) benævner Nonakas videnskabelsesteori “The cosy company” og ”a cosy

paradise”, hvor ord som magt og dominans er ikke-eksisterende (Zhu, 2004, 109).

28


kortfattet fremstilling om forholdet mellem viden og information (Nonaka et al., 1995, 57-59)

berettes skitseagtigt og abstrakt om individuel viden og viden i sociale processer (den ontologiske

dimension) og tavs/eksplicit viden (den epistemologiske dimension) (Nonaka et al., 1995, 59-61).

At der ikke gås i dybden med den personlige viden, er paradoksalt, når Polanyis teorier - som i så

høj grad beskæftiger sig med den personlige dimension i viden (jf. Personal Knowledge, 1964) -

ligger til grund for Nonakas og Takeuchis teori. Tillige er det paradoksalt, at viden opdeles i en tavs

og en eksplicit dimension, når Polanyi fremhæver, at eksplicit viden i ren form ikke eksisterer:

“We have seen tacit knowledge to comprise two kinds of awareness, subsidiary awareness and focal

awareness. Now we see tacit knowledge opposed to explicit knowledge; but these two are not sharply

divided. While tacit knowledge can be possessed by itself, explicit knowledge must rely on being

tacitly understood and applied. Hence, all knowledge is either tacit or rooted in tacit knowledge. A

wholly explicit knowledge in unthinkable” (Polanyi, 1966, 144, forfatterens fremhævelser).

Langt de fleste kritikere af Nonaka og Takeuchis teori er da også af den opfattelse, at viden ikke

skal forstås som en distinktion, men som et kontinuum mellem tavs og eksplicit viden (Ambrosini

et al., 2001); (Brohm, 2006) (Clark et al., 2000); (Cook et al., 1999); (Jasimuddin et al., 2005);

(Knights et a., 2003); (Kreiner, 2002); (Leonard et al., 1998); (Schreyoegg et al., 2002); (Stacey,

2000); (Stillwell, 2003); (Wilson, 2002) og at Nonaka et al.s skelnen mellem tavs og eksplicit viden

således er en misforståelse af Polanyis oprindelige antagelser (Gourlay, 2006/2005/2000); (Grant,

2007); (Knights et al., 2003) (Ray et al., 2005); (Tsoukas, 2002). I flere af ovennævnte artikler

kritiseres samtidig det, at transformere af tavs til eksplicit viden, som er en følge af Nonakas og

Takeuchis distinktion mellem tavs og eksplicit viden (Brohm, 2006); (Gourlay, 2006/2005/2000);

(Knights et al., 2003); (Ray et al., 1995); (Tsoukas, 2002); (Stillwell, 2003); (Wilson, 2002).

Det kan anføres, at der på basis af Hedegaards antagelser centreres om det observerbare i Nonaka

og Takeuchis teori, nemlig eksplicit viden, som er kerneprocessen i videnskabelse (Nonaka et al.,

1995, 64, 66). Viden synes med denne skævvridning at blive objektgjort og med fokuset på det ydre

produkt udgående fra ”Externalisation” at få varekarakter (Jf. Lyotard). Det specifikke, tavs viden,

der skulle bidrage til en holistisk approach, synes med et performativity-kriterium (jf. Lyotard) og

en abstrakt aboutness-stil at blive reduceret til en slags tiloversbleven videnskategori, som det også

er blevet diagnosticeret af de argeste kritikere af den uhåndgribelige vidensressource: Tavs viden er

en mystificeret (Nielsen, 2002; Styhre, 2004; Donaldson, 2001) ”black box”-term (Nielsen, 2002;

Wackerhausen, 1997), en restkategori (Donaldson, 2001; Styhre, 2004), der bruges til at beskrive

den viden, der ikke kan sættes på formel (Donaldson, 2001). Nok anføres det i ”Externalization”, at

tavs viden er grundlaget for, at viden kan udtrykkes i metaforer, analogier og begreber. Men fokuset

29


flyttes fra tavs til eksplicit viden. Der understreges således ikke, at der eksisterer tavse regler for

brugen og forståelsen af sproget, som altid udvikler sig i et samspil mellem individer, institutioner,

afdelinger m.v. Det betones heller ikke, at tavs viden kan være konservativ (jf. Johannesen et al.,

2001, 11; Fleck, 1996, citeret i Johannesen et al., 2001) og således hindre innovation (Ambrosini et

al., 2001) snarere end være innovativ, eller at tavs viden pga. dens indforståede karakter kan

forårsage en kløft mellem insidere og outsidere i organisationen (Ray et al., 2005).

”Externalization” (Nonaka et al., 1995, 64-67) afspejler aboutness-stilen (jf. Shotter), som kommer

til udtryk fra første færd: ”Externalization is a process of articulating tacit knowledge into explicit

knowledge” (Nonaka et al., 1995, 64). Der siges ingenting om, hvordan denne proces forløber

indefra, ej heller, hvad dialogen, som udløser processen, kunne indebære. Karakteristisk nok for

denne ”representational-referential”-stil (jf. Shotter) omtales ‟refleksion‟ og ‟dialog‟ i stedet for at

udtrykke dette på en dialogstruktureret måde; det uddybes heller ikke med metaforiske eller

poetiske beskrivelser i 1. person, som det ville være tilfældet med en narrativ vidensform, hvad

denne dialog kunne indebære: ”The externalization mode of knowledge […] is triggered by

dialogue or collective reflection” (Nonaka et al., 1995, 64). Selv om der nævnes forskellige

eksempler på metaforer og analogier (jf. ”Automobile Evolution”, ”Tall Boy”, ”man-maximum,

machine-minimum” (Nonaka et al., 1995, 65), forbliver dette tillige på et abstrakt plan. Der berettes

i bedste aboutness-stil om, hvordan Honda og Canon er nået frem til forskellige koncepter, som er

blevet til nye produkter. Skønt det forklares, hvordan forskellige metaforer vha. analogier bliver til,

sker dette i en rapporterende stil, som ikke kommer ind på modsætninger og konflikter:

”Contradictions inherent in a metaphor are then harmonized by analogy” (Nonaka et al., 1995, 67).

Der fokuseres ikke på sproget, der ligesom viden er en socialkonstruktion, en vidensopfattelse,

som Nonaka og Takeuchi tilslutter sig (jf. Nonaka et al., 1995, 59). Således gør Wittgenstein

opmærksom på, at ords mening skifter betydning ved den måde og den kontekst, de konkret bruges

i. At tale et sprog er at mestre en teknik, hvor sproget bruges i overensstemmelse med de normer,

traditioner, konventioner og standarder, som eksisterer i forskellige kontekster, kulturer og

institutioner (Jørgensen, 2006, 81-82). Der er ikke blot tale om en aktivitet, men om et ”sprogspil”,

hvor bestemte regler, der både har at gøre med praksis og viden, der tages for givet, dvs. tavs viden.

Som Jørgensen formulerer det på basis af Wittgensteins antagelser:

”The tacit rules for using and understanding language, and the historical socialisation manifested in the ability to be a

competent player in the historically situated social and collective language game, are not fixed but always developing in

a complex interplay between individuals, institutions, technologies and circumstances” (Jørgensen, 2006, 82).

30


Det er modsætningsfyldt, at Nonaka og Takeuchi, som netop pointerer tavs viden, ikke tager i

betragtning, at sproget, som har en central rolle i ”Externalization” grunder sig på tavse regler, der

udvikles i et komplekst samspil mellem individer, institutioner, teknologier og omstændigheder.

Wittgensteins antagelser synes med opfattelsen af sprog som sprogspil at være et ”mentalt redskab”,

som er knyttet til et historisk forløb - en metode, som er blevet udviklet til at løse modsigelser inden

for organisationer (jf. teoretisk viden).

At Nonaka og Takeuchi udnævner ”Externalization” til at være kernen i videnskabelsesprocessen

synes i høj grad at erindre om Lyotards opfattelse om videns nytteværdi. Viden bliver ikke

produceret for at opnå en sandhed, men for at opfylde et performativity-kriterium. Paradoksalt nok

ønsker Nonaka og Takeuchi at finde frem til en form for sandhed med deres teori: ”we consider

knowledge as a dynamic human process of justifying personal belief toward the ”truth” (Nonaka et

al., 1995, 58). Men i stedet bliver denne sandhedssøgen sat i forbindelse med tavs videns

transformation til eksplicit viden, således at et produkt kan erhverves. Dette er modsætningsfyldt,

ikke mindst fordi Nonaka og Takeuchis teori pointerer vigtigheden af tavs viden, som skulle

tilgodese de uhåndgribelige sider ved viden. De metoder, der beskrives i ”Externalization”, bliver

ikke i ‟withness‟-stil sat i forbindelse med et forestillet element, endsige et historisk forløb, hvor

metoden ”Eksplicitering af tavs viden” er blevet til en standardprocedure (jf. teoretisk viden). Selv

om denne metode knyttes til Polanyis antagelser: ”much of what Polanyi has called ‟tacit

knowledge‟ is expressible” (Nonaka et al., 1995, 66), er det det springende punkt, om dette

ræsonnement har sin rigtighed: Således gør flere opmærksom på (jf. (Gourlay, 2006/2005/2000);

(Grant, 2007); (Knights et al., 2003) (Ray et al., 2005); (Tsoukas, 2002), at Nonaka og Takeuchi har

misforstået Polanyis teorier mht. tavs videns transformation til eksplicit viden. Som det viste sig

ovenfor, foretager Polanyi således ikke en sådan skarp skelnen mellem tavs og eksplicit viden.

Den abstrakte udtryksmåde og kategoritænkningen viser sig ligeledes i Nonaka og Takeuchis

beskrivelse af forskellige typer viden på det individuelle og gruppebaserede plan:

”Organizational knowledge creation, therefore, should be understood as a process that “organizationally” amplifies the

knowledge created by individuals and crystallizes it as a part of the knowledge network of the organization. This

process takes place within an expanding “community of interaction”, which crosses intra- and inter-organizational

levels and boundaries” (Nonaka et al., 1995, 59).

Viden synes med denne beskrivelse at blive endimensional, idet det hverken specificeres, hvordan

viden rent kognitivt generes i individet, eller hvordan viden skabes i sociale processer. Der gives

ikke bud på, hvordan man identificerer individer eller grupper, som synes at være i besiddelse af

31


viden, der er af væsentlig betydning for videndelingen i en organisation. Problemer eller konflikter,

som måtte opstå medarbejdere imellem i denne proces, omtales heller ikke; derimod berettes i

abstrakte vendinger og med stor sikkerhed om et forløb, som i virkeligheden er forbundet med stor

usikkerhed, eftersom mennesker indgår i den: ”This process takes place […] which crosses intra-

and inter-organizational levels and boundaries” (ibid.). Fremherskende er et helt bestemt billede af

virkeligheden, ‟teoretiske billeder‟, som udelukkende synes at bevæge sig i Nonaka og Takeuchis

hoveder (jf. Shotter).

Når det gælder den ontologiske dimension, viser det sig, at en bestemt videnstype fremhæves frem

for andre, ligesom det er tilfældet med favoriseringen af eksplicit viden frem for tavs viden. Således

begunstiges individuel viden i forhold til gruppebaseret viden:

” In a strict sense, knowledge is created by individuals. An organization cannot create knowledge without individuals.

The organization supports creative individuals or provides contexts for them to create knowledge” (Nonaka et al., 1995,

59).

Cook og Brown benævner en sådan optik ”epistemology of possession” (Cook et al., 1999, 382,

forfatternes fremhævelser); med dette begreb, som if. forfatterne særligt ligger til grund for meget

arbejde inden for organisatorisk viden, intellektuel kapital, videnskabelsesorganisationer (sic!) og

vidensarbejde, kæder Cook og Brown tendensen til at anskue viden som noget, man kan besidde,

sammen med tilbøjeligheden til at begunstige visse former for viden - dvs. eksplicit viden i forhold

til tavs viden og individuel viden over for kollektiv viden (ibid.).

Med betoningen af individuel viden afsløres endnu engang en modsætning i Nonaka og Takeuchis

teori, der egentlig skulle bygge bro mellem krop og ånd (jf. Nonaka et al., 1995, 27-32, 236, 238-

239). Overeksponeringen af individuel viden synes at skabe grobund for en favorisering af de

kognitive processer i hjernen frem for kroppens praksis. Til grund herfor synes at ligge en

rationalistisk optik, som anser individet for at have en medfødt evne til at erhverve sig viden. Det

særlige fokus på individets viden står i modsætning til Berger og Luckmanns antagelser (1966) om,

at viden udvikles, deles og opretholdes i sociale situationer – en opfattelse, som Nonaka og

Takeuchi identificerer sig med:

”Berger and Luckmann (1966) argue that people interacting in a certain historical and social context share information

from which they construct social knowledge as a reality, which in turn influences their judgement, behavior, and

attitude” (Nonaka et al., 1995, 59, mine fremhævelser).

32


Nonaka og Takeuchi skynder sig da også at omtale den kollektive viden, hvilket udgør endnu en

modsætning i teorien, tillige udtrykt i abstrakte vendinger: ”This process takes place within an

expanding “community of interaction”, which crosses intra- and inter-organizational levels and

boundaries” (ibid.). Gruppebaseret viden danner faktisk basis for en stor del af

videnskabelsesteorien i form af først og fremmest de udførlige beskrivelser af ”Socialization” og

”Externalization” (Nonaka et al., 1995, 62-67). Vigtigheden af ”Socialization” og ”Externalization”

pointeres endvidere i kapitlet om global organisatorisk videnskabelse (Jf. Nonaka et al., 1995, 197,

223): ”This chapter […] will show the critical importance of socialization and externalization in

global knowledge creation” (Nonaka et al., 1995, 197-198).

Beskrivelserne af de gruppebaserede processer i “Socialization” (Nonaka et al., 1995, 62-64)

bærer ligesom i ”Externalization” præg af en aboutness-beretningsstil, som aldrig rigtigt bliver

evaluerende, endsige skaber dialog med dens recipient. Således berettes det, at ”Socialization” er

”a process og sharing experiences and thereby creating tacit knowledge such as mental shared models and technical

skills. An individual can acquire tacit knowledge directly from others without using language” (Nonaka et al., 1995, 62-

63).

Der gives imidlertid ingen detaljerede anvisninger om, hvordan disse videndelingsprocesser

kommer i gang eller i stand, eller hvad disse ”erfaringer” indebærer. Ligesom i Externalization”

kunne der i ” Socialization” ses nærmere på sproget og sprogspil, både når det gælder de tavse

dimensioner og de såkaldte ”brainstorming camps”. Dette vidner om endnu en modsætning i

Nonaka og Takeuchis teori, idet ”Socialization” først og fremmest skildres som en proces, hvor tavs

viden overføres til tavs viden (jf. ”From Tacit to Tacit”, 1995, 62); alligevel står det eksplicitte i

form af diskussioner i ”brainstorming camps” og sproglige interaktioner mellem leverandører og

kunder særdeles centralt.

Selv om det i tre efterfølgende eksempler illustreres, hvordan ”Socialization” foregår i japansk

produktudviklingskontekst, forbliver også dette i en rapporterings-om-aboutness-stil. Således

berettes der om, at der holdes møder, hvor ”difficult problems” (ibid.) diskuteres, mens der indtages

japansk risvin sake. Udover den påfaldende rosenrøde beskrivelse, synes Nonaka og Takeuchi ikke

at komme ind ”under huden” på praktikeren, som ønsker at følge deres anvisninger. Der er tale om

en teori, hvor der beskrives snarere end reflekteres over egen praksis. Professionel praksis kan have

blinde pletter; derfor er det vigtigt at reflektere over, hvordan tingene gøres (jf. Senge). Nonaka og

Takeuchis ureflekterede rapporterende om-stil synes paradoksalt nok snarere at lede til stagnation,

til fastlåste måder at gøre tingene på end til innovation, som ellers er videnskabelsesteoriens

33


hovedformål. Til grund herfor ligger en empirisk-paradigmatisk vidensopfattelse, som aldrig

udvikler sig til narrativ eller teoretisk viden: I ”Socialization” fokuseres hverken på det forestillede

element eller der opstilles modeller herudfra. Selv om der i ovennævnte eksempler centreres om

faktiske forhold, synes disse at forblive på et beskrivende plan, der ikke knyttes til grundlæggende

begreber i et historisk forløb (jf. teoretisk viden). Grundlæggende begreber kunne i Nonaka og

Takeuchis tilfælde være Polanyis antagelser om tavs viden, herunder ”indwelling” (jf. Nonaka et

al., 1995, 60), Nishidas´ handlingsbegreb eller human action som sådan. I stedet synes eksemplerne

at blive adskilt fra de overordnede begreber og inkorporeres således ikke i modeller.

Skønt der altså egentlig lægges op til at se viden ud fra et handlings- og forandringsaspekt, synes

eksemplerne at være udtryk for middelbare handlinger, som på forhånd er defineret i en abstrakt,

emprisk-paradigmatisk tænkning. Fokuset på det epistemologiske aspekt ved viden snarere end de

sociale relationer mellem mennesker forårsager en udvendighedsopffatelse af medarbejdere, hvor

indvendige størrelser ikke tages i betragtning.

Dag Østerberg formulerer begreberne udvendighed, identitet og indvendighed til identificering af

grundlæggende forskellige forståelsesformer eller forhold mellem værender: Et udvendigt forhold

eller ydre forhold eksisterer, når hver enkelt af dem kan betragtes hver for sig, uafhængig af den

anden, og hvad den er. Som på en perlekæde er hver enkel perle uafhængig af de andre perler. Der

består et ydre forhold mellem perlerne. Et identisk forhold indebærer, at de enkelte, værender,

genstande m.v. er identiske med sig selv, lukkede om sig selv. Østerberg giver som eksempel de

enkelte dele i et udvendigt forhold, som er identiske med sig selv. I et indvendigt eller indre forhold

mellem to værender er de to værender hver især, hvad de er ved den anden. De viser gensidigt hen

til hinanden, er ikke identiske med sig selv, men er, hvad de er i kraft af hinanden. Tilsammen

udgør de en enhed: ”Alle delene må forstås ved hinanden og ved helheden og helheden må forstås

ved delene – men som indre forhold” (Gudiksen, 2004, 26). I en diskussion om forandring, handling

og hensigt skelner Østerberg tillige mellem middelbare og umiddelbare handlinger; sidstnævnte

indebærer ikke en forudgående refleksion, men viser under udførelsen, hvad hensigten var:

”Den umiddelbare handling er en virkeliggjørelse, men av hvad, av hvilken hensikt? Det viser sig gjennom handlingen

selv, idet hensikten skapes under handlingsforløpet. Enhver handling er hensiktsbestemt, men ikke av noen bestemt, på

forhånd klart fornemmet hensikt. Handlingen virkeliggjør hensikten, som ikke ”forelå” fullt ferdig som en plan for

handlingen. Når det gjelder den umiddelbare handling, må vi i steden si at planen endrer sig, ja, først tager form under

utførelsen, slik at først handlingen viser hvad hensikten var” (Gudiksen, 2004, 27-28, fremhævelser af Østerberg).

Et handlingsforløb er if. Østerberg et flertydigt forhold mellem fremtid, nutid og fortid, en

dialektisk temporalitet; dialektikken er ”flertydighedens logikk” (Gudiksen, 2004, 28).

34


I ”Socialization”, som med fokuset på den tavse dimension har at gøre med handlinger, synes der i

henhold til Østerberg at være tale om middelbare handlinger, som allerede er foretaget på forhånd

på et abstrakt aboutness-plan. Der foreligger ideen om, at der handles for at virkeliggøre en plan:

Mentale modeller skal gennem ”shared experiences” (Nonaka et al., 1995, 62) føre til

socialiseringsprocessen, som i sidste ende skal bevirke innovativ videnskabelse. Dog synes der at

mangle et fokus på handlingen som sådan og dens flertydighed. Relationerne mellem medarbejdere

iagttages udefra, uden tanke på disse sociale relationers dialektik. Det foruddefinerede afslører sig

eksempelvis i fremstillingen om ”brainstorming camps”: ”It reorients the mental models of all

individuals in the same direction” (Nonaka et al., 1995, 63, mine fremhævelser). Det synes som om,

at den potentielle forandring, der ville kunne opstå heraf, består af den enkelte medarbejders på

forhånd indeholdte potentialer og således ikke noget anderledes nyt, som videskabelsesprocessen

ellers garanterer. Dog påberåbes det i bedste aboutness-stil, at denne proces rummer ”creative

dialogue” (ibid.). Selv om ”dialog” nævnes, ændrer det ikke på en udtryksmåde, som ikke ‟rør‟

læseren.

Det viser sig, at den abstrakte udtryksmåde tillige gør sig gældende i fremstillingen af

vidensspiralen: ”First, the socialization mode usually starts with building a “field” of interaction [...]

Second, the externalization mode is triggered by meaningful “dialog” or collective reflection”

(Nonaka et al., 1995, 70-71). Der foreligger en ”representational-referential” (jf. Bakhtin) stil, som

aldrig når ud til praktikeren, som om denne var inde i denne proces; derimod ses aktører fra et

udvendighedskriterium. At dialogen er ”meaningful” er langt fra sikkert; dette afhænger af en lang

række faktorer, som ikke ville kunne defineres på forhånd, men har at gøre med konteksten og

situationen (jf. et socialkonstruktivistisk videnssyn).

Nonaka og Takeuchis teori bliver aldrig til ‟withness‟, som via følelser og engagement orienterer

og fører recipienten mod det næste ‟rette skridt‟, der skal tages i praksis, en paradoksal følge af en

teori, som betoner et holistisk videnssyn. Der synes aldrig at blive tale om en dialogisk

instrumentering af forskellige stemmer (jf. Bakhtin), men derimod en ”monological-retrospective-

objective” udtryksmåde (jf. Shotter), som på et akademisk plan taler om, hvad der skete tidligere, da

en aktivitet blev udført.

Sammenfatning

35


Det viser sig, at fundamentet i Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori samt ”Socialization” og

”Externalization” tenderer mod et empirisk-paradigmatisk videnssyn, en aboutness-stil, som med en

berettende udtryksmåde bidrager til, at viden bliver endimensional og får varekarakter. Hertil

kommer, at der lægges vægt på bestemte vidensformer frem for andre, dvs. på eksplicit viden frem

for tavs viden, og individuel viden frem for gruppebaseret viden. Disse modsætninger kan synes

paradoksale, idet videnskabelsesteorien hævder at være funderet i et holistisk videnssyn, som søger

at bringe ligevægt i den kartesianske dualisme, og som betoner tavs viden.

”Externalization” som videnskabelig viden og ’aboutness’

I det følgende fokuseres på essensen i videnskabelsesprocessen,

”Externalization”, der, som det er fremgået, snarere er kendetegnet ved et nyttebetonet

performancekriterium end udfoldelsen og anvendelsen af tavs videns potentiale. Et videnssyn, som

erindrer om Lyotards antagelser om videnskabelig videns dominans i postmoderniteten. Nedenfor

anskues ”Externalization” i særlig grad som ”videnskabelig viden” (jf. Lyotard), eftersom ét

bestemt sprogspil her synes at være fremherskende, hvilket implicerer institutionaliseret viden (jf.

Lyotard). Hedegaards og Shotters kritiske antagelser om empirisk-paradigmatisk viden og

aboutness bidrager til analysen, ligesom Lyotards, Hedegaards og Shotters fokus på narrativ,

teoretisk vidensform og withness åbner nye perspektiver for videnskabelses- og

videndelingsprocessen. Disse processer uddybes endvidere ved Ray og Cleggs (2005) og

Jørgensens (2006) narrativt orienterede overvejelser.

”Externalization”

Eksternalisering er if. Nonaka og Takeuchi indbegrebet af videnskabelse, idet tavs viden her bliver

ekspliciteret i form af en på hinanden følgende brug af metaforer, analogier, koncepter, hypoteser

og modeller. Denne opfattelse støttes i Nisbets fortolkning af Polanyis syn på kodificering af tavs

viden: ”much of what Michael Polanyi has called ‟tacit knowledge‟ is expressible – in so far as it is

expressible at all – in metaphor” (Nonaka og Takeuchi, 1995, 66). En metafor er if. Nonaka og

Takeuchi en måde at erkende eller intuitivt forstå noget ved at forestille sig noget andet symbolsk.

Det er en ikke-analytisk metode, der tilvejebringer nye måder at fortolke virkeligheden på.

36


Endvidere er metaforer vigtige værktøjer i skabelsen af netværk af nye koncepter. Grundet

metaforers dobbelttydighed er det muligt at relatere koncepter, der ligger langt fra hinanden, og

endda forbinde abstrakte koncepter med konkrete. Denne kreative, kognitive proces fortsætter, idet

koncepter sammenlignes, og der tydeliggøres en ubalance, inkonsistens eller modsætning i deres

associationer. Hvilket if. Nonaka og Takeuchis ofte kan føre til opdagelsen af ny mening eller

endda til dannelsen af et nyt paradigme. Modsætningerne bliver afstemt på basis af en analogi, som

reducerer det ukendte ved at fremhæve foreningen mellem to forskellige ting. En analogi bidrager

således til at forstå det ukendte gennem det kendte ved at bygge bro mellem et billede og en logisk

model. I logiske modeller, der indgår i sidste fase i eksternaliseringsprocessen, bør der if. Nonaka

og Takeuchi ikke eksistere modsætninger; alle koncepter og propositioner skal være udtrykt i et

systematisk sprog og i en kohærent logik. Dog med det forbehold, at modeller i

businesssammenhæng tit kun er ufærdige beskrivelser eller figurer og langt fra fuldstændigt

specifikke. Modeller genereres sædvanligvis af metaforer, når nye koncepter skabes i business-

konteksten (Nonaka og Takeuchi, 1995, 67).

Til at illustrere, hvordan analogier og /eller metaforer benyttes til at skabe produkter, fremdrager

Nonaka og Takeuchi to eksempler: udviklingen af en ny bilmodel og en fotokopimaskine til

personlig brug. Der koncentreres i det følgende udelukkende om sidstnævnte produkt: I udviklingen

af fotokopimaskinen Canon Mini-Cooper viste det sig, at det største vedligeholdelsesproblem

stammede fra tromlen og dens omgivende dele. Efter at have udviklet konceptet om et

engangspatronsystem, som skulle erstatte tromlen efter et vist forbrug, stod man med det næste

problem: Hvordan kunne tromlen produceres i henhold til målet om at sælge en fotokopimaskine til

en lav pris? (Nonaka og Takeuchi, 1995, 65). Efter flere ophedede diskussioner sendte lederen af

arbejdsstyrken Hiroshi Tanaka en dag bud efter nogle øl. Efter at øllene var drukket, spurgte han:

”Hvor meget koster det at fremstille denne dåse?” Teamet undersøgte muligheden for at overføre

processen med at fremstille øldåsen til processen med at producere tromlecylinderen, idet samme

materiale blev brugt. Ved at klargøre ligheder og forskelle fandt man frem til en procesteknologi,

der kunne producere aluminiumtromlen til lave omkostninger, hvilket afstedkom engangstromlen.

Eksemplet afspejler if. Nonaka og Takeuchi den effektive brug af metaforer og analogier under

skabelse og udarbejdelse af et koncept. Dette understøttes med et citat af Hiroo Watanabe,

teamlederen for Honda: ”We are more than halfway there, once a product has been created”

(Nonaka og Takeuchi, 1995, 66). Forfatterne slutter, at lederes rige figurative sprog og fantasi er en

essentiel faktor, når tavs viden skal indhentes fra medarbejdere i forbindelse med et projekt (ibid.).

37


”Externalization” som institutionel viden

Trods den detaljerede fremstilling synes ”Externalization” at have ligheder med en videnskabelig

vidensforståelse. Ikke blot det ydre fokus på produktet, som tager form i ”Combination” (jf. Nonaka

et al., 1995, 68-69, 71), men tillige beskrivelsen af eksternaliseringsprocessen vidner om en proces

funderet i et bestemt sprogspil, som endvidere danner grundlag for institutionaliseret viden (jf.

Lyotard, 1991, 25).

At videnskabelsesteoriens definition af viden grundlæggende sættes i forbindelse med et

sandhedskriterium (jf. Nonaka et al., 1995, 58) - en opfattelse, som paradoksalt nok stilles i kontrast

til traditionel vestlig epistemologis selv samme fokus på ”truthfulness” (ibid.) - synes at danne

grobund for en optik, der bedømmer udsagn ud fra deres sandhedsværdi, hvilket er et kendetegn ved

den videnskabelige viden i postmoderniteten. En sådan vidensopfattelse vil unægteligt have

indflydelse på de forskellige konverteringer af viden, ikke mindst kerneprocessen ”Externalization”.

Når det på denne måde pointeres, at en bestemt sandhed skal findes, vil det uvilkårligt indebære, at

noget andet er falskt. Hos Nonaka og Takeuchi synes der at være tale om en dualistisk, kategorisk

opfattelse af et udsagns validitet. Her synes alle udsagn ikke lige ”gode” (jf. Lyotard, 1991, 19). I

hvert fald berettes snart sagt intet om, at medarbejdere kan have forskellige opfattelser, som kan

udmønte sig i forskellige udsagn, når aktører mødes i teams, mødesamlinger m.v. Forskelligheden i

opfattelserne reduceres i stedet til ”heated discussion” vedr. tekniske detaljer, en abstrakt

beskrivelse, der ikke uddybes nærmere indefra.

”Externalization” formidles hverken gennem et forestillet element, der er kendetegnende for den

narrative viden, eller en figur i igangværende aktiviteter med bestemte andre mennesker, som om

det var inden for denne aktivitet. Der ses hverken tilbage på, hvad der er blevet opnået indtil nu eller

fremad med henblik på hvilke muligheder, der er åbne (jf. Shotter). Ét bestemt sprogspil baseret på

nyfortolkningen, dvs. tekniske og kognitive dimensioner, synes at være fremherskende og

ekskludere andre. Eftersom tavs viden med Nonaka og Takeuchis egne ord ikke er let at synliggøre,

har med opfattelser, holdninger at gøre, der tages for givet (jf. Nonaka et al., 1995, 8), synes det

modsætningsfyldt, at der ikke i højere grad dvæles ved disse opfattelser og holdninger. Generelle

beskrivelser, som i ”Externalization” får en specifik betoning.

Den udvendighedstilgang, der ovenfor demonstreredes på baggrund af Østerbergs antagelser, har

endvidere ligheder med Lyotards diagnosticering af den videnskabelige viden som indirekte

38


komponent, der bliver en profession og indebærer institutioner drevet af kvalificerede medspillere,

de professionelle: Forholdet mellem viden og samfund bliver if. Lyotard herved udvendigt

(Lyotard, 1991, 25). Kritikere af ”Externalization” ser da også en sammenhæng mellem tavs viden,

dennes eksplicitering og institutionaliseringen af viden. Således argumenterer Ray og Clegg i ”Tacit

knowing, communication and power: lessons from Japan” (2005) for, at såvel anerkendelsen af

Nonaka og Takeuchis management-teori som dens mangler stammer fra to fænomener, der

forholder sig indbyrdes til hinanden: Først og fremmest en basal misforståelse af de processer, ved

hvilke japanske institutioner bemyndiger sig og begrænser organisatoriske praksiser. Dernæst en

vestlig villighed til at acceptere Nonakas og Takeuchis redefinering af Michael Polanyis begreb om

tavs viden. Ekspliciteringen af tavs viden kan if. Ray og Clegg læses som en påstand om at

objektivere viden. Ray og Clegg anser nyfortolkningen for at være en misforståelse af Polanyis

teorier.

Ray og Cleggs antagelser synes med fokuset på de indvendige processer mellem medarbejdere i

højere grad at være funderet i en narrativ vidensforståelse end Nonaka og Takeuchis abstrakte

udvendighedstilgang. Hertil er Ray og Cleggs syn på tavs viden mere facetteret, i det det anføres, at

forskellige mennesker fortolker den samme information på forskellige måder (Ray et al., 2005,

335). Endvidere gøres der overvejelser om, hvad der kan ske med tavs viden, når den

”institutionaliseres” og bliver del af en organisationskultur. Som Nonaka og Takeuchi nøjes de ikke

blot med at påpege tavs videns mange muligheder, men udvider synsfeltet ved at se betone dens

begrænsninger og magtpotentiale i særligt disciplinerede kulturer.

Med indførelsen af japanske videnskabende virksomheder som modeller for vesten, er der if. Ray

og Clegg blevet dækket over de processer, ved hvilke japanske institutioners magt har gjort

organisationer i stand til at opretholde disciplinær autoritet over deres medarbejdere. Dette er sket

gennem en udnyttelse af deres højt indforståede tavse viden (Ray et al., 2005, 320). Når der mellem

mennesker indtræder indforståetheder, har det følger for kommunikationen og videndelingen:

”As we will argue, communication depends on alignment of tacit knowing that enables message senders and receivers

to ”read” information signals in similar ways. People´s sensivity to what is communicated is influenced by how well

they know each other” (Ray et al., 2005, 321).

I ‟høj-kontekst‟-kulturer som den japanske hersker der if. Ray og Clegg tætte bånd mellem

institutioner og organisationer, hvilket medfører bestemte mønstre og institutionaliserede

transaktioner, som letter informationsflowet og avler en kollektiv fornemmelse for, hvem der gør

hvad (Ray et al., 2005, 322). Grundet den indforståede korpsånd rangerer det kollektive højere end

39


det individuelle. Dette kontrasterer med anglikansk management-kontekst, som altid har været mere

optaget af at uddele ansvar og belønninger til individer frem for til teams (Ray et al., 2005, 323).

Ray og Clegg anfører, at tætte kommunikationsrelationer i ´høj-kontekst´-kulturer som den

japanske danner grobund for en korpsånd funderet i en højt indforstået tavs viden blandt insidere,

som fører med sig magt på en måde, at det skaber tydelig afstand til outsidere (Ray et al., 2005,

322). Manglen på koordination bliver pludselig tydelig, når nye medarbejdere, outsidere, ikke

formår at ”læse” det sprog, som insidere stiller implicitte forventninger til (Ray et al., 2005, 323).

Forfatterne understreger, at Japan til forskel fra andre nationer er særligt kendetegnet ved en skarp

skelnen mellem insidere og outsidere. Den indforståede tavse viden guider pr. automatik den måde,

en given social begivenhed udvikler sig på, og insidere er sjældent overraskede over, hvad der sker

som det næste. At være insider kræver, at man udviser loyalitet over for virksomheden, og at man

deltager i gruppeaktiviteter og ikke går hjem før chefen (Ray et al., 2005, 327).

Ray og Clegg argumenterer for, at den særlige japanske korpsånd indlejret i en indforstået tavs

viden, som understøtter japanske praksiser og betinges af institutioner, ikke kan ekspliciteres. Dette

fører dem til en kritik af nyfortolkningen af Polanyis teorier: Med Nonaka og Takeuchis nye teori

om eksplicitering af tavs viden saboteres anglikansk knowledge management og business- litteratur,

der længe har anset tavs viden for at være særdeles vanskelig at udtrykke. Den udbredte japanske

management-teori er en grille, som har fået stort rum i Knowledge Management som sådan:

Imidlertid vakler teoriens filosofiske fundament, som er uforenelig med dets egne antagelser.

På basis epistemologiske antagelser af Einstein, Peirce og Polanyi kritiseres videnskabelsesteorien,

mht. forståelse og kommunikation: Polanyi anfører, at mennesket har vidensressourcer, som det er

mere eller mindre bevidst om: ”we can know things, and important things that we cannot tell” (Ray

et al., 2005, 321). Polanyi forklarer dette med, at vi vil kunne genkende vores vens ansigt i et ud en

million ansigter, men vi kan ikke sige, hvorfor vi kan det. Andre kan heller ikke forklare det. I

denne forstand er der i tavs viden tale om en insider-outsider kløft: Insider-dimensionen er den

tavse dimension, der drejer sig om forståelse, og som afhænger af tidligere erfaringer.

Repræsentationer af tidligere oplevelser blander sig med sanseperceptioner her og nu og skaber en

dimension af ”insiderness” (Ray, Clegg, 2005, 337, forfatternes fremhævelser).

Ray og Clegg, der ikke kommer med konkrete forslag til, hvordan videnskabelse- og deling ville

kunne fremmes, anfører, at samarbejder aktører imellem hæmmes af det kollektive, som i japansk

kontekst tæller mere end det individuelle. Grundet den indforståede tavse viden blandt insidere og

40


objektiveringen af viden afskæres individet fra at tænke og agere anderledes og praktisere magt

(Ray, Clegg, 2005, 342).

Enhver søgen efter objektivitet afspejler if. Ray og Clegg et bedrag om, at observationer kan gøres

uden en observatør; viden adskilles fra den vidende. Ray og Clegg anser det for paradoksalt, at

Nonaka og Takeuchis plæderer for en ‟universal‟ approach om objektivering af viden, når det

samtidig er umuligt for en udenforstående at agere på samme måde som en japansk insider: Det

tavse sprog blandt japanske insidere er så indforstået, at selv ikke en Sherlock Holmes ville kunne

afkode det (Ray, Clegg, 2005, 342-343).

Sammenfatning

Skønt Ray og Clegg ikke eksplicit påberåber sig et bestemt videnssyn, synes ovenstående at være

udtryk for et mere facetteret videnssyn end den teori og videnskonverteringsproces, de særligt

kritiserer, nemlig ”Externalization”. Der fokuseres snarere på aktører end på viden, og dét ud fra

forskellige personers synsvinkel, dvs. både insidere og outsidere. Ligesom hos Lyotard foreligger

en erkendelse om, at videndeling indebærer afsendere og modtagere: ”message senders and

receivers” (Clegg et al., 2005, 321), sml. Lyotards fremstilling om afsendere og modtagere i

sprogspillet. Hertil bærer fremstillingen præg af en sensitivitet for, hvilken kontekst

videndskabelsen og videndelingen finder sted, dvs. Japan eller vesten; træk, som if. Hedegaard

karakteriserer den narrative videns- og tankeform. Den konsekvente brug af ing-formen ”knowing”

afspejler endvidere et solidt fundament i Polanyis handleorienterede vidensforståelse. Polanyi var

således bevidst om brugen af ing-formen, der i modsætning til substantivet ”knowledge”, skulle

afspejle en proces og pointere forbindelsen mellem tavs og eksplicit viden (jf. Gourlay, 2002, 10).

Heroverfor synes Nonaka og Takeuchis konsekvente brug af substantivet ”knowledge” at erindre

om et videnskabeligt/empirisk-paradigmatisk videnssyn. I deres distancetagen til brugen af

”knowledge” ligger Ray og Clegg endvidere på linie med Lyotards opfattelse af viden som en vare i

postmoderniteten: ”Instead, the noun ‟knowledge‟ is often used as if it were an adjective: one that

qualifies a commodity, which can be moved around” (Ray et al., 2005, 340).

Ray og Cleggs antagelser afspejler et videnssyn, som ikke blot er knyttet til tavs videns ”know

how” og kognitive dimensioner (jf. Nonaka et al.), men tillige til ”knowing how to live” og ”how to

listen”, (jf. Lyotard). Diagnosen af Japan som et disciplinært og ”institutionaliseret” samfund, hvor

41


firmaet har en overordnet plads i medarbejdernes liv, står således centralt i analysen af den særlige

japanske organisationskultur. Der er if. Ray og Clegg i japanske organisationer en højt udviklet

forståelse for, hvilken organisation, man tilhører. Den indforståede tavse viden, som fremhæves i

videnskabelsesteorien, kan i autoritetstro samfund som det japanske implicere disciplin, som gør, at

man identificerer sig stærkt med virksomheden fra vugge til grav (Ray et al., 2005, 326-329).

Heroverfor synes Nonaka og Takeuchis approach i Lyotardsk forstand at indebære et

videnskabelig videnssyn, idet der ikke er megen fokus på, ”hvordan man lever” i den kontekst, hvor

videnskabelsesteorien anvendes. En omstændighed, som sammen med japaneres særlige

indforståede tavse viden vanskeliggør en ”eksport” af teorien, ikke mindst til Vesten.

Eksternaliseringsprocessens abstrakte, udvendige beskrivelser om, hvordan produkter via figurativt

sprog bliver til på basis af samarbejde, jf. udviklingen af fotokopimaskinen, besværliggør dette

yderligere, ligesom denne udtryksmåde ikke giver nærmere indblik i relationen mellem aktører og

rækken af andre faktorer, der har indflydelse på videndelingen. Aspektet organisationskultur

berøres kun sporadisk til fordel for det overordnede fokus på viden og innovation: Skønt studier i

organisationskultur if. Nonaka og Takeuchi har kastet lys over organisationen som et

epistemologisk system, understreget menneskelige faktorer, tavs viden som ressource og læring, er

der blevet fokuseret for lidt på betydningen af viden. Der burde if. Nonaka og Takeuchi være større

opmærksomhed på menneskers potentiale som informationsskabere. Organisationens mulighed for

at forandre sig og skabe viden har således været forsømt (Nonaka og Takeuchi, 1995, 42).

Ray og Cleggs pointering af kommunikation og magts betydning for videndelingen afspejler

heroverfor en større bevidsthed om og åbenhed for forskellige aktørers stemmer end Nonaka og

Takeuchis teori; et videnssyn, der i Lyotardsk forstand kan benævnes ”How to listen”. En parallel

kan drages til Bakhtins opfattelse af, at viden opstår på basis af en instrumentering af forskellige

stemmer. Overhovedet er der med pointeringen af kommunikation og insider-outsider-relationer et

langt større fokus på sproget, der spiller en afgørende rolle i et narrativt videnssyn. Som hos

Lyotard står Wittgensteins overvejelser centralt: ”If language is to be a means of communication

there must be agreement not only in defintions but also [...] in judgments” (Ray et al., 2005, 338).

Ét sprogspil

I det følgende ses nærmere på eksternaliseringsprocessen, hvor eksplicitte begreber udvikles på

basis af tavs videns konvertering til metaforer og analogier. Denne proces, som sker gennem dialog

42


og kollektiv refleksion (Nonaka et al., 1995, 64), ses som et bestemt sprogspil funderet navnlig i

tavs videns tekniske dimensioner. Analysen foretages på basis af overvejelser om sproget og en

skepsis heroverfor – overvejelser, der ikke tilsvarende anføres hos Nonaka og Takeuchi. Der er tale

om en skepsis, som Lyotard tillige påpeger i sin antagelse om de ‟små fortællingers‟ fremkomst i

postmoderniteten: ”However, we do not necessarily establish stable language combinations, and the

properties of the ones we do establish are not necessarily communicable” (Lyotard, 1991, xxiv).

Undersøgelsen beror på opfattelsen af, at sprog såvel er funderet i traditioner, normer, kulturelle

som kontekstspecifikke omstændigheder. Eftersom der ligger tavse regler til grund for sproget, kan

tavs viden implicere indgroede antagelser om, hvad der er ”sandt” og ”rigtigt” og således

ekskludere andre sprogspil. Træk, der if. Lyotard er kendetegnende for den videnskabelige viden.

Den yderst abstrakte aboutness-udtryksmåde, som dels fører til modsigelser, og som dels

implicerer en udvendighedsopfattelse af personlige relationer, afspejles tillige, når det gælder

sprogbrug og dialog aktører imellem:

”Externalization is a process of articulating tacit knowledge into explicit concepts. It is a quintessential knowledgecreation

process in that tacit knowledge becomes explicit, taking the shapes of metaphors, analogies, concepts,

hypotheses, or models. When we attempt to conceptualize an image, we express its essence mostly in language –

writing is an act of converting tacit knowledge into articulable knowledge [...] Yet expressions are often inadequate,

inconsistent, and insufficient. Such discrepancies and gaps between images and expressions, however, help promote

“reflection” and interaction between individuals” (Nonaka et al., 1995, 64)

Det hævdes, at tavs viden uhindret bliver konverteret til eksplicit viden i form af metaforer,

analogier og koncepter eller modeller. Det til trods for tidligere udsagn om, at tavs viden vanskeligt

lader sig konvertere til eksplicit viden: ”The Japanese have come to realize that tacit knowledge

cannot be easily communicated to others” (Nonaka et al., 1955, 9). Dette tydeliggøres ved den

berømte japanske baseballspiller Shigeo Nagashimas, også kaldet Mr. Baseball, der med fagter og

figurativt sprog forgæves forsøger at forklare sin succes som baseballspiller, og derfor til sidst ender

med at sige: ”You have to feel it” (ibid.). Endnu engang afslører videnskabelsesteorien grundet

‟aboutness‟-skrivemåden sine modsætninger. Skønt der med ‟withness‟-stilens 1. person pluralis

gøres forsøg på at skildre eksternaliseringsprocessen indefra (jf. ”When we attempt […] we

express”, Nonaka et al., 1995, 64, mine fremhævelser), formår denne alligevel ikke at ‟røre‟ sin

læser, så denne erfarer processen indefra. I stedet er der tale om en monological-retrospective-

objective-stil, hvor der ses tilbage på aktiviteten som en fuldendt proces: ”writing is an act of

converting tacit knowledge into articulable knowledge” (ibid.). Glemt er paradoksalt nok alle

43


ovenfor beskrevne betænkninger vedr. tavs videns verbalisering: at skrive er en måde at konvertere

tavs viden til eksplicit viden.

Trods betragtninger om, at sprogudtryk ofte ikke er adækvate, konsistente, eller er direkte

utilstrækkelige, synes disse forbehold ikke at rokke ved opfattelsen af en udgang med et

uproblematisk forløb: ”Such discrepancies and gaps between images and expressions, however,

help promote “reflection” and interaction between individuals” (ibid.). Processen med at skabe

begreber, der bliver til på basis af en bestemt metode, dvs. kombinationen af induktioner og

deduktioner 5 , har ligheder med Lyotards diagnosticering af videnskabelig viden som opretholdelsen

af ét bestemt sprogspil, nemlig det denotative, der indebærer ekskluderingen af alle andre (Lyotard,

1995, 25). Det denotative, i Nonakas og Takeuchis tilfælde skabelsen af eksplicitte begreber, synes

iht. grundopfattelsen af tavs viden - dvs. denne videns tekniske og kognitive dimensioner - at skulle

denotere en helt bestemt mening, der, som Lyotard anfører, skal være ”relevant”, i forhold til

skabelsen af et produkt.

De anførte eksempler i ”Externalization” vedrører således udelukkende skabelsen af teknisk

baserede produkter: To biler af mærkerne Honda og Mazda og en fotokopimaskine (Nonaka et al.,

1995, 64-66). Hvilket indsnævrer processen yderligere til sprogspil af teknisk art. I fremstillingen af

disse eksempler betones det ikke, at begreber udvikles ud fra de forhold, som tavs/eksplicit viden

konfronteres med. Et aspekt, der ellers med henvisningen til Berger og Luckmanns antagelser

fremhæves i Nonaka og Takeuchis socialkonstruktivistiske videnssyn. Hvilket endnu engang viser

en modsætning i den abstrakt formulerede videnskabelsesteori. Heroverfor synes narrativ viden at

have et bredere vidensfundament i form af ”know how”, ”knowing how to live” og ”how to listen”

samt fortællingen, der i henhold til pragmatiske regler lader alle udsagn være lige ”gode”. Det synes

som om, at ”Externalization” er placeret i en helt bestemt kontekst, hvor tillige en helt bestemt

indforstået ikke-analytisk metode benyttes; mere herom nedenfor. Med en organisationskultur

forankret i ”institutionaliseret” viden, synes sprogspillets grundlæggende tavse regler, i særlig grad

at bidrage til endimensionaliteten. Disse parret med Nonakas og Takeuchis søgen efter ”sand” viden

(jf. Nonaka et al., 1995, 58) tenderer mod et sprogspil af dualistisk karakter, som ekskluderer andre.

Ray og Clegg betragter i (2003) eksternaliseringsprocessens metaforer og analogier som et på

forhånd defineret sprogspil: ”language games that deal in what is known” (Clegg et al., 2003, 32).

Denne opfattelse erindrer om Østerbergs identificering af forståelsesformer som middelbare

handlinger, der allerede er foretaget på forhånd. Grundet betoningen af den tekniske dimension ved

5 F.eks. deduceres Mazdas koncept ”an authentic sports car that provides an exciting and comfortable drive” (ibid.) til

sloganet ”create new values and present joyful driving pleasures” (Nonaka et al., 1995, 64).

44


tavs viden og den særlige japanske organisationskultur synes sådanne automatiske sproghandlinger

netop at gennemsyre ”Externalization”.

Ikke-analytisk metode

Ikke blot fundamentet og det deraf følgende sprogspil, men tillige metoden i “Externalization”

synes problematisk: ”When we cannot find an adequate expression for an image through analytical

methods of deduction or induction, we have to use a nonanalythical method” (Nonaka et al., 1995,

65). Det ikke-analytiske, der består i at finde givtige metaforer og/eller analogier, forstås som en

”højst effektiv befordring af den kreative proces”. Udover det diskutable ved den berettende stil, der

kun tager højde for den optimale proces og ikke situationer, som ikke forløber kreativt, synes en

ikke-analytisk metode som sådan at være uvidenskabelig. Denne såkaldte metode lader sig hverken

indordne under den empirisk-paradigmatiske, narrative viden eller den teoretiske videns- tankeform.

Enhver videnskabelig analyse eller undersøgelse har en hypotese, ud fra hvilken empiri indsamles

som bevis. En sådan hypotese er imidlertid fraværende i eksternaliseringsprocessens ikke-analytiske

metode: Der opstilles ingen kriterier for, hvad metaforerne og/eller analogierne bør indeholde, eller

hvordan de bør udformes. Derimod synes det som om, at der foreligger en på forhånd indforstået

opfattelse af denne proces, dvs. ud fra tavs videns tekniske dimensioner. Siden der ikke ligesom i

sprogspil gives visse regler for den kreative udvikling af metaforer og analogier, vil en ikke-

analytisk metode nemt kunne vendes i en bestemt (ens)retning, f.eks. fra ledelsens side, og via tavs

videns stærke indforståede karakter medføre en prædeterministisk forståelse af, hvad det vil sige at

udvikle begreber. At det hævdes, at tavs viden omdannes til eksplicit viden ad ikke-analytisk, tavs

”mystisk” vej, bestyrker endvidere de argeste kritikeres argumenter, der, som det omtaltes tidligere,

anser tavs viden for at være en mystificeret (Nielsen, 2002; Styhre, 2004; Donaldson, 2001) ”black

box”-term (Nielsen, 2002; Wackerhausen, 1997).

Eftersom dele af ”Externalization” fremstår uden metodisk grundlag, synes processen qua sin

berettende ‟aboutness‟-stil aldrig at blive til ‟withness‟, narrativ eller teoretisk viden. Derimod

skildres processen abstrakt og ud fra et udvendighedskriterium: ”In this sense, the leaders´ wealth of

figurative language and imagination is an essential factor in eliciting tacit knowledge from project

members” (Nonaka et al., 1995, 66). Skønt der i tråd med narrativ viden og „withness‟ gives

eksempler med metaforisk sprogbrug på slogans konvertering til begreber, grunder denne proces sig

ikke på en modeludformning, der er blevet udviklet og forandret på basis af de forhold, situationer

og problemer, denne viden er blevet konfronteret med (jf. teoretisk viden). Som tidligere omtalt,

45


hverken anvendes eller videreudvikles en model, som kunne benævnes ”Eksplicitering af tavs

viden”. En sådan modeludformning synes der desuden ikke at være belæg for i Polanyis oprindelige

antagelser, hvor det fastslås, at overgangen fra tavs til eksplicit viden ikke skal forstås som en

distinktion, men som et kontinuum. Kritikere af tavs videns verbalisering anfører iht. Polanyis

overvejelser, at ikke al tavs viden, dvs. ‟det subsidiære‟, kan verbaliseres (Zhenhua, 2006, 8). I tråd

hermed pointeres, at tavs viden ikke kan skilles fra det, det er viden om (Zhenhua, 2006, 6).

Slogans som ”an authentic sports car that provides an exciting and comfortable drive” (Nonaka et

al., 1995, 64) og begreber som ”man- maximum, machine-minimunm” (Nonaka et al., 1995, 65)

bærer snarere præg af mimesis, dvs. ”repræsentationer af verden”, som er kendetegnende for den

empirisk-paradigmatiske vidensform, end den for narrativ viden gennemgående udtryksmåde,

diegesis. Hvorledes metaforen ”Tall Boy”, som konnoterer en kort, men høj bil med megen plads,

er opstået ud af begrebet ”man-maximum, machine-minimunm”, gives der ikke nærmere indblik i.

Skønt det hævdes, at den kreative proces sker på basis af dialog, gøres ikke rede for de forskellige

aktører og andre faktorer, som er involveret i denne proces. I stedet berettes i en ”representational-

referential”-stil (Shotter), som netop viser sig at være repræsentativ, idet den paradoksalt nok

snarere tager højde for én persons oplevelser og erfaringer, dvs. typisk en leders, end den for

”Externalization” typiske gruppeproces. Den mangfoldige instrumentering af flere aktørers stemmer

bliver i overvejende grad fraværende.

I tilfældet ”Tall Boy” er det således projektleder Hiroo Watanabe, der repræsenterer

eksternaliseringsprocessen: ”I insisted on allocating the minimum space for mechanics and the

maximum space for passengers” (Nonaka et al., 1995, 65). Skønt gruppeprocessen herefter

indikeres, ”our choice was a short but tall car” (ibid.), redegøres ikke for forskellige opfattelser eller

uenigheder i dette forløb. I stedet bliver stilen endnu mere abstrakt og berettende:

”The concept of a tall and short car – ”Tall Boy” – emerged through an analogy between the concept of “manmaximum,

machine-minimum” and an image of a sphere that contains the maximum volume within the minimum area

of surface, which ultimately resulted in the Honda City” (ibid.).

Også i fremstillingen af Canons fotokopimaskine er det særligt én person, som fører an i

eksternaliseringsprocessen: Hiroshi Tanaka igangsætter og afslutter forløbet med ideen om at

sammenligne produktionen af en øldåse med fremstillingen af en tromlecylinder. Skønt denne form

for videnskabelse er i overensstemmelse med betoningen af individets videnspotentialer, savnes en

uddybning af de gruppebaserede processer, som reduceres til ”heated discussions” (ibid.). Der

berettes intet om, hvordan ”leaders´ wealth of figurative language” (ibid.) erhverves på det

gruppemæssige plan. Hvordan identificeres medarbejdere, der har særligt flair for figurativt sprog

46


(som de muligvis ikke selv er vidende om)? Der savnes endvidere grundlæggende antagelser om,

hvordan identitet, mening, sprog og magt præger organisationers individ- og gruppeprocesser.

Fokuset på ledere kan ses i sammenhæng med den særlige ”institutionaliserede” japanske viden.

Mellemledere, der generelt fremhæves i videnskabelsesteorien (f.eks. Nonaka et al., 1995, 15-16),

synes at have stor indflydelse på det sprogspil, som ligger til grund for forhandlinger og

diskussioner. Narrativ videns pluralitet af interrogative eller evaluerende udsagn får næppe stort

spillerum i et sprogspil, der er funderet i ”disciplinær” tavs viden og mellemlederes magtudøvelse.

Sammenfatning

”Externalization” synes at grunde sig på et bestemt paradigme, nemlig den tekniske dimension ved

tavs viden (jf. techne), der medfører et forud defineret sprogspil snarere end en pluralitet af

sprogspil. Dette støttes endvidere i den ikke-metodiske analyseform og aboutness-stilen, som ikke

giver retningslinier eller nærmere indblik i den kreative proces med at udvikle metaforer og

analogier. Der bliver derfor ikke at tale om narrativ eller teoretisk viden; sidstnævnte vidensform

kræver således en veldokumenteret modeludformning, som ikke foreligger. Snarere end diegesis,

afspejler dele af eksempelmaterialet i højere grad ”repræsentationer af verden”, mimesis. Eksempler

med mellemlederes udtalelser, der repræsenterer mange forskellige aktører, bidrager til nærværende

analyses opfattelse af, at ét bestemt sprogspil styrer eksternaliseringsprocessen.

Sprogspil

Grundlæggende optik

Nedenfor ses på basis af Jørgensen (2006) nærmere på, hvilke perspektiver der udspringer af at

anlægge et narrativt orienteret syn på ”Externalization”. Fokus på sprogspil, identitet, mening og

magt, der hverken pointeres i videnskabelsesteorien som helhed eller i eksternaliseringsprocessen i

særdeleshed, synes i overensstemmelse med narrativ videns pluralistiske optik. Jørgensens kritiske

analyse tager afsæt i Intellektuel Kapital (IK), et bredt begreb, som vedrører viden om viden,

videngeneration, og hvordan disse processer kan overføres i en form for social eller økonomisk

værdi (Jørgensen, 2006, 78-79). Eftersom intellektuel kapital if. Jørgensen er et paraplybegreb, der

bl.a. indbefatter Knowledge Management, synes overvejelser om begrebet adækvate i nærværende

47


analyses fokus på videnskabelse. Jørgensens narrativt orienterede antagelser stilles over for Nonaka

og Takeuchis mere videnskabelige/empirisk-paradigmatiske drejede tilgang.

Jørgensen slår fra starten en socialkonstruktivistisk vidensforståelse fast. En opfattelse, som i

højere fra bibeholdes end eksternaliseringsprocessens specifikke og til tider indforståede fokus på

udviklingen af japanske produkter. Nonaka og Takeuchis fokus på den tekniske dimension synes at

forbigå de mange faktorer, der bidrager til skabelsen af viden.

Jørgensens kritiske syn på Intellektuel Kapital indebærer, at IK er en menneskelig konstruktion,

der ikke kan forstås uafhængigt af aktører, kulturer og historien. Intellektuel Kapital legitimerer sig

selv ved sin evne til at forandre og intervenere i den sociale virkelighed og ikke gennem en given

færdighed til at forklare virkeligheden. Hermed fremsættes en vidensopfattelse, der erindrer om

narrativ videns procesorienterede og socialkonstruktivistiske approach: Sprogspillet får ikke sin

legitimation gennem en færdigt forklaret virkelighed, men ved selve fortællingen og den tradition,

der vedrører historiefortælling. Jørgensen opfatter tillige videngeneration som et sprogspil: ”IC is

first understood as a ”language game” (Jørgensen, 2006, 80).

Jørgensen anskuer endvidere Intellektuel Kapital på basis af Foucaults teorier om magt. Således

betones det for eksempel, at Intellektuel Kapital ikke kan skilles fra magtrelationer (Jørgensen,

2006, 79). En påstand, som bl.a. bygges på Hardy og Cleggs optik med den provokerende titel

”Some dare call it power” (Jørgensen, 2006, 90). Tilsvarende betragtninger foreligger ikke i Nonaka

og Takeuchis neutralt berettende teori, hvor overvejelser om magtkampe aktører imellem stort set er

fraværende. At aktører bevidst benytter metoder, f.eks. videnstyring, som er en social konstruktion,

til at forskyde magtbalancen, kræver if. Jørgensen ekstra kritisk bevågenhed: ”Meeting power

demands the development of a more critical understanding of IC” (Jørgensen, 2006, 79). Det

betones, at Intellektuel Kapital er del af en neo-liberal diskurs, som overvejende vedrører kontrol,

styring og udnyttelse af viden, læreprocesser og menneskelig kapital/medarbejdere. Metoder og

begreber som f.eks. Knowledge Management skal derfor ikke tages for pålydende, idet de kan

indeholde tvivlsomme mål, udfald - ”darker sides” (ibid.) - der kan blive brugt som værktøjer til

manipulation, retfærdiggørelse af rationalisering af organisatoriske praksiser eller som aktive

elementer i kampen for korporativ magt.

Sammenlignet med Nonaka og Takeuchis konfliktsky fremstilling synes Jørgensen narrativt

orienterede overvejelser at afspejle en langt mere nuanceret forståelse for de mange processer, der

er i spil i videnstyring og videndeling. De er udtryk for en realisme, som snarere skal findes hos

kritikere af videnskabelsesteorien end dens forfattere: ”this roseate orientation” (Bryant, 2006, 5).

48


Japansk sprogforståelse

Stillet over for Jørgensens overvejelser om sprog synes Nonaka og Takeuchis sprogforståelse i

særlig grad at støde på begrænsninger i en japansk kontekst. Dels foreligger meget få betragtninger

om sproget i ”Externalization”, og dels synes antagelser i afsnittet ”Oneness of Self and Other”

(Nonaka et al., 1995, 31-32) at afspejle et sprog med begrænsede udtryksmuligheder. Det forklares,

at det japanske sprog afspejler den sympatiske enhed mellem selvet og andre. I den påfaldende

positive beskrivelse, som kontrasterer med Lyotards/Wittgensteins/Jørgensens skepsis, redegøres

for, at en besked på japansk ofte kommunikeres gennem konteksten og ikke blot på basis af

selvudførte grammatiske regler. Denne dobbelthed kræver, at man er udstyret med en vis tavs viden

i enhver kontekst. Endvidere konjugerer verber på japansk ikke med subjektet i sætningen som i

indoeuropæiske sprog, hvor verbets mening forandres brugt sammen med et andet subjekt. Nonaka

og Takeuchi forklarer, at et udsagn på japansk letter sympatien og forståelsen, fordi verber altid

optræder i samme form i enhver kontekst. Derfor kan subjektet kommunikeres ”naturally and

smoothly” (Nonaka et al. 1995, 31) både i forholdet til gruppen og samfundet. Dette indebærer

imidlertid også, at det er vanskeligt for japanere at udtrykke deres egne tanker og følelser direkte.

Til grund for disse træk i sproget ligger idealet om at eksistere blandt andre ”harmoniously as a

collective self” (ibid.) til forskel fra vestens ideal om realiseringen af selvet (ibid.).

Skønt det hævdes, at selvet og kollektivet forenes gennem sproget, synes den specifikke betoning

af konteksten og tavs viden problematisk. For, som det viste sig tidligere i undersøgelsen af

institutionel viden, og som Wittgensteins sprogspilsbegreb tillige pointerer, ligger der bestemte

regler af tavs, kontekstspecifik, kulturel, historisk og normmæssig karakter indlejret i ethvert

sprogspil. Sådanne overvejelser er fraværende i teorien, hvis fundament paradoksalt nok er tavs

videns rige potentiale.

At verbet if. Nonaka og Takeuchi optræder i samme form uafhængigt af subjektet med deraf

følgende udtryksvanskeligheder, må unægteligt sætte sine spor i videnskabelsen. Denne synes at

blive en forholdsvist ensidig proces, hvor den, der er i stand til at udtrykke sig prægnant, står

centralt. Den centrale ”udsiger” vil således kunne definere en bestemt kompetence, som sprogspillet

skal sigte mod (jf. Lyotard). Mellemlederes afgørende funktion i videnskabelsesteorien, herunder

”Externalization”, lagt sammen med den indlejrede disciplinære karakter i tavs viden synes at

indtage en fremherskende rolle i videnskabelsesprocessen i Japan. Disse forhold funderet i en

49


japansk enhedskultur vanskeliggør en ”eksport” af teorien til f.eks. vesten, der ikke har samme

samfundsopbygning, og især lægger vægt på individets frie udfoldelsesmuligheder.

Nonaka og Takeuchis sparsomme betragtninger om sproget synes at medføre en endimensional,

nærmest universalistisk opfattelse af sprog. Der foreligger således ingen grundlæggende

overvejelser om fremmedsprog, forskellige typer af sprogbrug og betingelserne for disse, f.eks.

etisk sprogbrug. Derimod indordnes antagelserne efter en japansk sprogkreds og tavs videns

tekniske dimension. Disse begrænsninger af sproget, som if. den narrative vidensform er en

afgørende faktor for genereringen af viden, er paradoksal i en teori, der lægger vægt på

verbaliseringen af tavs videns rige potentiale.

Sprogspil som tale og handlinger

En universalistisk forståelse af sproget er if. Jørgensen en stor misforståelse:

”To try to obtain a precise universalist definition misunderstands the complexities of language and its associated life

forms. Such definitions are signs that people are trapped by their own ways of speaking of things” (Jørgensen, 2006,

81).

Hos Nonaka og Takeuchi foreligger flere tendenser til at holde en organisation fanget i en bestemt

måde at tale om tingene på. Som tidligere omtalt kan dette implicere et insider-outsider forhold

mellem nye og gamle medarbejdere, hvilket i sidste ende og værste fald kan hindre innovation, det

egentlige mål med videnskabelsesteorien.

På basis af Wittgensteins antagelser betragter Jørgensen sprogspil som tale- og handlemåder,

hvorved aktører socialiseres. Begrebet sprogspil indeholder meget mere end lingvistiske

dimensioner og skal forstås som en helhed, der indbefatter både sproget og de handlinger, som

sproget er vævet ind i. Til grund herfor ligger regler, hvis betydning gøres klart ved den konkrete

sprogbrug i opnåelsen af bestemte ting. Ords betydning kan ikke defineres klart, fordi sådanne

betydninger varierer fra kontekst til kontekst. At tale et sprog er således if. Wittgenstein at mestre

en teknik, dvs. at være i stand til at bruge sproget i overensstemmelse med normer, traditioner,

konventioner og standarder, som eksisterer i forskellige kontekster, kulturer og institutioner

(Jørgensen, 2006, 81-82). Sprogspil er ligeledes karakteriseret ved den fortsatte skabelse,

modificering, destruktion og rekonstruktion af begreber. I IK ligesom i enhver anden videnskabelig

eller professionel disciplin er diskussioner, forhandlinger, dialoger, drøftelser og kampe en naturlig

del af dette sprogspil (Jørgensen, 2006, 84).

50


Skønt Nonaka og Takeuchi betoner eksistensen af ”heated discussions” (Nonaka et al., 1995, 65) i

eksternaliseringsprocessen, gives der ikke indblik i disse indefra, ligesom der heller ikke redegøres

for, at de begreber, man når frem til, er undergået rekonstruktions- eller destruktionsprocesser.

Udover en pluralistisk opfattelse af sprog og mening afspejler Jørgensens tilgang tillige en

dagligdags ”knowing how to live”-tilgang til sproget, der er kendetegnende for den narrative

vidensform: ”To speak a language is then much more than just being able to ”speak” it in a literal

sense; to speak a language is to be able to use it [...] to communicate with others and so on”

(Jørgensen, 2006, 82). Med sin Wittgenstein influerede approach gør Jørgensen sig andre og flere

antagelser om tavs/eksplicit viden og dialog end sine japanske kolleger. Således betones, at tavs og

eksplicit viden altid skal forstås som en samlet hele: De to kan ikke og burde ikke adskilles. Dertil

understreges tavs videns socialkonstruktivistiske og udviklende rolle i forbindelse med sproget:

”The tacit rules for using and understanding language, and the historical socialisation manifested in the ability to be a

competetent player in the historically situated social collective language game, are not fixed but always developing in a

complex interplay between individuals, institutions, technologies and circumstances” (Jørgensen, 2006, 82).

I modsætning til Nonaka og Takeuchi, der i aboutness-stil blot omtaler dialog (jf. Nonaka et al.,

1995, 64), gør Jørgensen på basis af Gergen et al.s antagelser sig flere overvejelser om dialogens

vigtige socialkonstruktivistiske og handlebaserede rolle i sprogspillet:

Dialog har sin oprindelse i den offentlige sfære. Psykologiske processer afspejler i bredt

omfang sociale processer ud fra individuations- og socialiseringsprocesser. Ord, begreber,

metoder, værktøjer osv. er i bund og grund en offentlig diskurs, som beror på omgivende

sociale konfigurationer i vidensøkonomien og samfundet, og er uadskillelig fra disse.

Dialog er en form for koordineret handling. Intellektuel Kapital kan opfattes som et

relationelt begreb, idet koncepters og metoders betydning altid retter sig efter responsen i

forhold til disse koncepter og metoder. Responsen modificerer deres betydning gennem

aktørers deltagelse i IK-samtale, som er baseret på regler.

Dialogs effekt er sedimenteret kropsligt og kontekstuelt. Enhver opfattelse af IK indbefatter

kropslige handlinger og konteksten eller ”livsformer”, hvor IK-sprogbrug indgår. Sprogets

51


etydning støttes af gestikulationer, stemmeføring, kropslige bevægelser osv., såvel som

materielle forhold som objekter og flader.

Dialog er historisk og kulturelt situeret. IK retter sig efter kulturelle traditioner;

vanskeligheder vil kunne opstå, når deltagere ikke deler sådanne traditioner. Bestemte

metoder og begreber vil således være effektive til at opnå mål inden for visse kulturer, mens

de vil have den stikmodsatte virkning i andre.

Dialog tjener mange forskellige formål, både positive og negative. Jørgensen gør med et

citat af Wittgenstein opmærksom på, at dialogen i Intellektuel Kapital både kan bruges og

misbruges:

”Think of the tools in a tool-box: There is a hammer, pliers, saw, a screw-driver, a rule, a glue-pot, glue, nails

and screws. The function of words are as diverse as the functions of these objects” (Jørgensen, 2006, 83).

Udover den direkte reference til Wittgensteins sprogspilsbegreb, som tillige foreligger hos Lyotard,

erindrer ovenstående overvejelser om Hedegaards forståelse af viden og tænkning som en dialog.

Dertil er der ligheder med Bakthins betoning af kundskab som en instrumentering af flere stemmer.

Dette leder endvidere tankerne hen på det dialogiske rum i ‟withness‟ (jf. Shotter). Til forskel fra

eksternaliseringsprocessens forudbestemthed unddrager det dialogiske rum sig en prædetermineret

orden. Shotters ”handleforståelse” af viden har på denne måde ligheder med Jørgensens

handlebaserede tilgang til dialogen, som hos Shotter tillige benævne praksis (Shotter, 2004, 218).

Sprogspil som pluralitet

Jørgensens antagelser om Intellektuel Kapital afspejler med pointeringen af sprogspil en optik, hvor

flere stemmer har rum i form af kompetencer som ”know how”, ”knowing how to live”, ”how to

listen” og etisk visdom (jf. Lyotard). Således bærer Jørgensens kritiske antagelser om metoderne i

Knowledge Management eksempelvis præg af fronesis, en politisk og etisk stillingtagen til viden. I

modsætning til techne, der navnlig ligger til grund for ”Externalization”, centrerer fronesis om

overholdelse af normer og ”god moral”. Aspekter, synes at forbinde viden med den vidende.

52


Således stiller Jørgensen spørgsmålstegn ved etiske dilemmaer i IC, som kan overføres til

Knowledge Management og videnskabelse:

”Does an IC focus create more effective organizations? Which type of effectiveness? Which type of effectiveness is

desirable? In whose interests? As Clegg (2002) astutely points out in discussing Bauman´s (1989) Modernity and the

Holocaust – there is nothing necessarily ethical in being effective” (Jørgensen, 2006, 79)

Åbenheden over for etisk viden og “knowing how to live” viser sig endvidere ved, at Jørgensen ser

Intellektuel Kapital som et ekstremt eksempel på kapitaliseringen af livsverdenen 6 , hvor

”managerialism” (ibid.) invaderer hjerner, kroppe og sjæle for at gøre dem mere vidensproduktive,

disciplinerede og effektive. Tilsvarende overvejelser foreligger ikke i den ‟videnskabeligt‟ prægede

videnskabelsesteori, hvor et målbarhedskriterium med henblik på slutproduktet gør sig gældende.

En tilgang, der særligt i lyset af Jørgensens fronesis-approach fremstår som kritisabel.

Jørgensen stiller endvidere spørgsmålstegn ved, om Intellektuel Kapitals betoning af kontrol,

målbarhed og styring i virkeligheden skaber viden eller øger læreprocesser: Et fokus på

standardisering og rationalisering af organisatoriske processer kan meget vel stå i vejen for læring

og innovation. Innovation beror på disorganisation og tiltagende mangfoldighed, mens læring

grunder sig på at glemme og reducere mangfoldigheden (Jørgensen, 2006, 79). Skønt Nonaka og

Takeuchi netop fokuserer på ”Requisite variety” (Nonaka et al, 1995, 82-83) - dvs. at

organisationen bør afspejle mangfoldighed både mht. information og organisatoriske enheder for at

kunne tackle forandringer - synes sådanne overvejelser tvivlsomme på baggrund af den ovenfor

beskrevne tendens til ét bestemt sprogspil. Hertil kommer det rationelle målbarhedskriterium om

nyttebetonet eksplicit viden, som videnskabelsesteorien lægger op til.

Opfattelsen af Intellektuel Kapital som et sprogspil implicerer if. Jørgensen, at IK eksisterer under

historiske og sociale omstændigheder, der former den på godt og ondt. Sprog og handlinger kan

ikke forstås uafhængigt af tid, rum og bevidsthed. Person og handling – som if. Bruner er dybt

forankret i hinanden i den narrative viden - anses her for at være integreret. Jørgensen anfører, at det

er væsentligt at forstå IK kontekstuelt, dvs. med henblik på de situationer, hvor IK virker og

influerer på menneskers liv. Både relationen mellem aktører, som praktiserer IK, og aktører, der

bliver udsat for IK, er vigtigt at have kritisk for øje. Det bør ses som et sprogspil, hvor aktører taler

og handler ud fra bestemte intentioner og positioner (Jørgensen, 2006, 80).

6 jf. Husserls begreb om den umiddelbare hverdagsvirkelighed, hvorfra vi henter de væsentligste dele af vores sprog,

begreber og identitet.

53


Her foreligger ligheder med Lyotards opfattelse af, at visse aktører vil indtage indflydelsesrige

positioner og dominere sprogspillet i postmoderniteten. Jørgensens optik er udtryk for en

pluralitetsforståelse, en realistisk bevidsthed om, at bestemte magtpositioner er på spil i enhver

organisation, idet bestemte spillere foretrækker bestemte træk i ethvert sprogspil. Hvilket afviser

enhver tale om neutralitet. En neutralitetsforståelse, som if. Jørgensen, gør sig gældende i

”managerialism”:

”Viewing IC as a language game demands that the so-called objective, neutral or value-free viewpoint (still dominant

in managerialism) exits our discourse right here and right now. Rather, there are actors who speak and act from certain

intentions and positions” (Jørgensen, 2006, 80).

Til benævnelsen ”managerialism” synes Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori at tælle med

fokuset på styring af navnlig eksplicit viden og den særdeles neutrale, gnidningsfrie beskrivelse af

videndelingsprocesser aktører imellem. Hverken i teoriens fundament eller videnkonverterings-

”Externalization” gøres overvejelser om, at aktørers mere eller mindre dominerende magtpositioner

kan have afsmittende effekt på processen med at skabe viden. Derimod synes der at være tale om et

klassisk eksempel på neutral ”managerialism”, der ikke tør røre betændte emner som sprog- og

magtspil med en ildtang. Heroverfor erindrer Jørgensens antagelser om narrativ videns fokus på

fortællingen som en pluralitet (jf. Lyotard), fra flere personers perspektiver (jf. Hedegaard).

Sprogspil som magtspil

I sin opfattelse af Intellektuel Kapital som dels et sprogspil og dels et magtspil påpeger Jørgensen,

at diskussioner inden for videnskabsfællesskaber også kan ses som magtkampe, som former

forskning og således viden: ”Do IC-scholars, IC-practioners and IC-workers criticallly reflect on

such concepts and methods?” (ibid.). Spørgsmålet synes relevant i nærværende sammenhæng, idet

samme spørgsmål kan stilles til Nonaka og Takeuchi. De to japanske professorer burde i højere grad

reflektere over, hvilken rolle deres teori om tavs viden og deraf følgende metoder spiller med

henblik på magts påvirkning af viden. Nedenfor ses på basis af Jørgensens antagelser (2006) på det

væsentlige indbyrdes forhold mellem viden og magt.

At magt ikke nødvendigvis skal forstås negativt, begrundes med et pluralistisk syn på aktører:

”This is not power in a negative sense as power is central to key aspects of being human: motives, intentions, interests,

feelings, emotions, meanings and so on” (Jørgensen, 2006, 83)

54


Endnu engang afspejles narrativ videns betoning af etisk viden, fronesis: Et problem er, at aktører

formes ud fra den pågældende historiske kontekst og dermed er placeret i en position, der angår

sandheds- og moraldannelse. På baggrund af disse betragtninger af Foucault og Lyotard anfører

Jørgensen, at viden og magt er uadskillelige størrelser:

”There is no knowledge without power – and there is no power without knowledge: they are never independent but

condition each other (Foucault, 1980; Lyotard, 1984)” (Jørgensen, 2006, 84).

Ethvert sprogspil, som er en stadig skabelse, modificering, destruktion og rekonstruktion af

begreber, består af både dialog, diskussioner og kampe. Et sprogspil er derfor et magtspil.

Benævnelsen ”spil” er meget brugbar, eftersom den omfatter modtræk, taktikker og positioner.

Sprogspil er under konstante forandringer, der afgør betingelserne for de næste skridt (ibid.). At

sprogspil opfattes som historier med forskellige aktører, roller, steder, perspektiver osv., der aldrig

får ende, men bevirker en stadig forandring af plottet (Jørgesen, 2006, 84), erindrer om den

insisterende tidsforståelse i narrativ viden, som if. Lyotard ligger mellem et ”I have heard” og ”you

will hear” (Lyotard, 1991, 22).

Et andet problem ved magts og videns samspil er if. Jørgensen, at sproget har for vane at

foretrække og privilegere bestemte stemmer frem for andre, der marginaliseres og måske tabes. En

opfattelse, som har ligheder med Lyotards antagelse om ét sprogspils dominans (Lyotard, 1991, 25).

Centralt står if. Jørgensen erindringen, som er indlejret og udtrykt i sprogspil og historier, og som

sløres i af myter, anekdoter, historier og narrativer. Foucaults begreb om magt og genealogi, der er

midler til magtanalyse, imødegår dette. Genealogi er en måde, hvorved man kan gå bagom sproget

her og nu og konstruere en alternativ mere kritisk erindring (Jørgensen, 2006, 84).

Baggrunden for genealogisk analyse er, at magtrelationer er historisk konstruerede: Krig er varig i

den forstand, at fred ikke stiller krigens virkninger i bero eller neutraliserer ubalancer. Magt er if.

Jørgensen en uudtalt krigsførelse i økonomiske og sociale institutioner, i økonomiske uligheder, i

sprog, kroppe, gestikulationer, som strømmer alle vegne fra. I disse uligheder, forskelle, er indlejret

et herredømme, som viser sig ved, hvordan samfund, institutioner og organisationer arbejder samt i

hverdagslivets sprogspil (Jørgensen, 2006, 84).

Jørgensen peger på to planer, som magtspillet angår: Først og fremmest ses aktører hver især som

socialt konstruerede af de magtrelationer, der omgiver dem. Dette har med identitet at gøre, idet

individet er en socialt konstrueret analysekategori med mange forskellige fragmenterede identiteter.

Foucault benævner denne dimension ”Herkunft” (Jørgensen, 2006, 84, forfatterens fremhævelser).

55


Den anden dimension, ”Entstehung” (ibid.), refererer til samspillet mellem forskellige aktører i

komplekse situationer, hvorved ord, handlinger, begivenheder, omstændigheder osv. opstår. Magt

udspringer derfor ikke fra et enkelt centrum, men fra kraftrelationerne i mange forskellige

institutioner på mange forskellige niveauer (Jørgensen, 2006, 85). I Foucaults magtanalyse ses magt

som udtrykt og indlejret i den måde, mennesker taler, handler og interagerer, i normer og

traditioner. Sprogspillet er et magtspil, som skaber og destruerer iht. spillets regler. Der tale om en

mangesidet forståelsesramme, der if. Jørgensen adskiller sig fra det dominerende neoliberalistiske

IK styringssprog, som er ensidet, forudindtaget og inadækvat (Jørgensen, 2006, 85).

Foucaults magtbegreb og den historiske approach til magt er metoder, der medfører såvel en

historisk bevidsthed som en forståelse for, hvem aktører er nu og her. Dens mål er at vise, hvor

socialt konstrueret virkeligheden er, og således bevirke en bevidsthed, fordi bevidsthed if.

Jørgensen er det første skridt mod frihed. Magt er således først og fremmest en måde at skrive

historie på og dermed en specifik måde, hvorpå historisk materiale kan organiseres. Således kan

magtanalyse bruges til at skrive en mere varieret og kompleks historie om IK og vende op og ned på

og forstyrre nuværende forståelser og begreber. Der er tale om en historie ”uden konstanter”, der

skal forhindre, at IK kommer til at ligge under for disciplinær magt uden udfordringer.

Mikrorelationer bør undersøges, ligesom åbenhed frem for forudindtagethed er essentielt (ibid.).

En genealogisk analyse muliggør en kritisk refleksion og evaluering af IK diskurser, IK

redegørelser, erklæringer og aktiviteter (Jørgensen, 2006, 85-86). Dette indebærer et fokus på IK

som en socialkonstruktivistisk proces, der finder sted i et komplekst samspil mellem aktører,

teknologier, institutioner og omstændigheder. Der er tale om en metode, der kontrasterer med den

såkaldte objektive historieopfattelse, hvor man forsøger at adskille IK fra aktører, omstændigheder

og historien. Heroverfor implicerer et fokus på genealogi en detaljeret analyse af mangler,

faldgruber, ufornuft og følelser. Det er vigtigt at gå bagom sprogets magt og opnå nye forståelser,

eftersom vi if. Jørgensen alle er fanger af vores eget sprogspil (Jørgensen, 2006, 86).

På basis af genealogi stilles spørgsmålstegn ved opfattelsen af identitet som en samlet og bestandig

hele. Identitet ses som en pluralistisk og fragmenteret størrelse, der giver et mere varieret billede af,

hvem IK forskere, praktikere og medarbejdere er, hvor de kommer fra, og hvorfor de taler og

handler på den måde, som de gør (Jørgensen, 2006, 87).

Sammenfatning

56


Jørgensens antagelser om sprogspil som magtspil afspejler et facetteret videnssyn, der betragter

viden og magt som to sider af samme mønt; en optik, der står i modsætning til Nonaka og

Takeuchis ”neutrale” overvejelser, hvor tale om magt i overvejende grad er fraværende eller

reduceres til ”heated discussions” ud fra et udvendighedskriterium (Nonaka et al., 1995, 65). En

såkaldt ”neutral” tilgang forbigår imidlertid, hvad en genealogisk analyse er i stand til at afsløre:

Grundet tidligere historiske forhold vil der altid herske bestemte magtpositioner i en organisation.

Som Jørgensen pointerer, er magt en varig størrelse, hvilket kan sammenlignes med, at en krigs

virkninger ikke lader sig neutralisere, fordi der er fred. Genealogi og begreber som ”Herkunft” og

”Entstehung”, hvor individet anses for at bestå af flere identiteter, og hvor der tages højde for

magtforhold på mikroskopiske niveauer, afspejler et differentieret syn på magt og videns samspil,

og et videnssyn, der forbinder viden med den vidende.

Betragtninger fremsat af Jørgensen om dels dialog, der både kan bruges og misbruges, og dels

sprogspil figurerer slet ikke hos Nonaka og Takeuchis. Således synes sprogspilsbegrebet med

skabelsen, destrueringen og rekonstrueringen af begreber udtryk for en nuanceret vidensgenerering,

som baserer sig på en lang række forandrende faktorer. Heroverfor fremstår ”Externalization”s

sparsomme overvejelser om sprog og begrebsskabelse som en endimensional proces, der sigter mod

skabelsen af et bestemt produkt af især teknisk art. En proces, der trods pointeringen af en

socialkonstruktivistisk optik er forankret i en specifik kontekst, nemlig japansk organisationskultur,

der qua disciplin og mellemlederautoritet afgrænser sprog- og magtspillet.

Jørgensen syn på viden som fragmenteret og en pluralitet erindrer om Lyotards betoning af de

”små” fortællinger i postmoderniteten. Udover ”know how”, ”knowing how to live” og etisk viden

synes Jørgensens betragtninger at implicere ”how to listen” i den forstand, at sproghandlinger ikke

kun udføres af den, som taler, men også af den, der hører på, i dette tilfælde den analyserende og

evaluerende forsker. Denne evaluerende tilgang, som særligt ud fra sproget søger at forstå de

komplekse, konkrete forhold i en organisation, og det kritiske syn på en lang række forandrende

forhold, har ligheder med metodologier, som søger forskning og forandring på en og samme tid,

f.eks. aktionsforskningen. Som Pålshaugen anfører:

”The action research dialogue take place not in the “language game” (Wittgenstein 1977) of the researchers, nor in that

of the practioners. Rather the perspectives and the knowledge of the researchers to a very large extent have been

introduced and „put into use‟ through the researchers entering into the language game of the practioners” (Pålshaugen,

2001, 209, forfatterens fremhævelser).

57


Selv om videnskabelsesteoriens iterative spiralproces vel skulle sikre en vekslen mellem aktion,

skabelse/analyse af ny viden, er denne proces i stedet møntet på transformationen mellem tavs og

eksplicit viden (jf. Nonaka et al., 1995, 72) end reflekterende og kritiske overvejelser om faktorers

indflydelse på denne transformation og viden som sådan. Således synes Nonaka og Takeuchis teori

aldrig at nærme sig en optik, der søger forandring (aktion) og forskning på en og samme tid.

Endvidere bliver en kritisk tilgang hæmmet af den rapporterende stil fra et udvendighedskriterium,

som resulterer i en neutral/rosenrød fremstilling i ”Externalization”. Jørgensens overvejelser om

sprogspil og genealogi har ligheder med ‟withness‟, hvor tidligere vildledende ”stemmer” og

adfærd på tilsvarende vis opvejes eller forkastes til fordel for nye sprogspil og praksiser. Shotters

Wittgenstein inspirerede betoning af kropslige udtryksmåder, som fremkalder respons i mennesker,

således at nye relationer og nye sprogspil opstår, er analoge med Jørgensens Wittgenstein/Foucault

orienterede opfattelse af, at mange faktorer bidrager til sprog- og magtspillet i en organisation.

Forskellige tilgange til eksplicitering af tavs viden

I det foregående er Nonaka og Takeuchis såkaldt holistiske videnskabelsesteori, herunder særligt

”Externalization”, blevet betragtet som processer, der bærer præg af empirisk-

paradigmatisk/videnskabelig viden og aboutness. Samtidig er det iht. andre optikker blevet

fremhævet, hvilke perspektiver, der kunne udspringe af at anlægge et narrativt videnssyn, teoretisk

viden og withness i videnskabelse. Efter i det foregående således at have fokuseret på

grundlæggende videnspositioner, der ligger til grund for videnskabelse og videndeling, er det

opgaven i det følgende at se nærmere på argumentationer, der anvender disse positioner i praksis. I

det følgende undersøges argumenter for og imod tavs videns eksplicitering på baggrund af udvalgte

artiklers grundpositioner, der viser sig ved metoder og caseundersøgelser. Flere begrunder således

deres analyser med Nonaka og Takeuchis anerkendte videnskabelsesteori, mens andre støtter sig på

andre metodologier såsom storytelling og diskursanalyse. Nogen konstaterer, at tavs viden

vanskeligt lader sig eksplicitere, mens andre igen i henhold til Polanyis oprindelige antagelser

anfører, at eksplicitering af tavs viden er umulig. Med afsæt i Hedegaards, Lyotards og Shotters

antagelser søges undersøgt, hvilke vidensformer disse grundpositioner tenderer mod, og hvad disse

indebærer for videnskabelsen- og delingen.

58


Argumenter imod eksplicitering af tavs viden

Skønt følgende skeptiske positioner ikke eksplicit påberåber sig et bestemt videnssyn, synes de i

højere grad at nærme sig en narrativ optik end det performancekriterium, som Nonaka og Takeuchis

holistiske videnskabelsesteori paradoksalt nok tenderer mod. Således er skepsisen over for tavs

videns transformation til eksplicit viden dybt funderet i antagelser om videnskabelse og deling.

Langt de fleste skeptiske positioner anser Knowledge Management og dennes fokus på tavs videns

kodificering, for at have misforstået Polanyis oprindelige antagelser (Gourlay,

2000/2002/2005/2006); (Tsoukas, 2002); (Wilson, 2002); (Ray et al., 1995); (Grant, 2007).

Polanyis antagelser danner grundlag for Ray og Cleggs pointering af, at underbevidstheden og

organisationskulturen rummer megen kompleks tavs viden, som ikke kan verbaliseres (Ray et al.,

2005).

Til grund for betoningen af, at tavs og eksplicit viden ikke er to separate størrelser, ligger

antagelser af Polanyi om, al viden har en tavs dimension. En antagelse, som Gourlay først og

fremmest understreger:

”Thus Polanyi claimed that ”all knowledge is fundamentally tacit, as ... it rests on our subsidiary awareness of

particulars in terms of a comprehensive entity” [...] and elsewhere: “All knowledge falls into one of these two classes: it

is either tacit or rooted in tacit knowledge” ” (Gourlay, 2000, 5, fremhævelser i originalen).

“On several occasions, Polanyi [...] stressed that while “tacit knowledge can be possesesed by itself, explicit knowledge

must rely on being tacitly understood” (Gourlay et al., 2005, 302).

Flere betoner tillige det personlige/kropslige aspekt ved tavs viden (Ray, Clegg, 1995); (Tsoukas,

2002); (Stillwell, 2003); (Wilson, 2002); (Gourlay, 2000), hvor der henvises til Polanyis pointering

af, at ingen viden er objektiv. Dette hænger if. Polanyi endvidere sammen med, hvordan kroppen

bruges til at indfange meningen og betydningen af et eksternt objekt: ”All knowing […] is personal

knowing – participation through indwelling” (Tsoukas, 2002, 4, fremhævelser i originalen).

Tsoukas tilgang, der rummer den mest detaljerede gennemgang af Polanyis grundlæggende

antagelser, forklarer de personlige, kropslige og handlemæssige aspekter ved tavs viden. En

betoning, hvor integrationen af den vidende og viden understreges: At viden er personlig, kan

illustreres ved brugen af geografiske kort, som er en repræsentation af et bestemt territorium. Rent

logisk er et kort som eksplicit repræsentation ikke anderledes end et andet teoretisk system, idet det

har til formål at gøre mennesker i stand til at udføre formålstjenstlige handlinger, forudsige og

guide. Dog skal kortet tages i brug, for at det kan relatere det til verden omkring den vidende (ibid.).

59


Baggrunden for udøvelsen af en færdighed som kortlæsning grunder sig if. Polanyi på

integrationen af to størrelser, hvor ingen af dem er til stede uden den anden. For at en færdighed kan

opnås, må et sæt af regler følges: ”the aim of a skilful performance is achieved by the observance of

a set of rules which are known as such to the person following them” (Tsoukas, 2002, 5). Dog er

ingen af disse regler til nytte, hvis ikke nogen af dem optages i underbevidstheden (ibid.). Der

findes if. Polanyi to forskellige former for opmærksomhed i udførelsen af en færdighed. Dette

kommer f.eks. til udtryk, når vi slår et søm i med en hammer: Vi er både opmærksomme på sømmet

og hammeren, blot på to forskellige måder: At slå sømmet i har vores fokale opmærksomhed, mens

den opmærksomhed, der er knyttet til at holde hammeren, er subsidiær (Tsoukas, 2002, 6).

Tsoukas refererer her til relationen mellem det fokale og det subsidiære, som tillige benævnes det

distale og proximale hos Polanyi. Hvis vi retter vores opmærksomhed mod den

subsidiære/proximale term, vil vi muligvis blive lammede og ikke kunne udføre vores opgave. Vi

skal således ikke fokusere på enkelthederne for sig, men erkende dem som den enhed, de

konstituerer. Når man lærer at spille klaver, lærer man efterhånden at støtte sig til sin musikalske

evne til at frembringe en acceptabel lyd (dvs. fokalt) frem for f.eks. fingrenes muskulaturer, som der

kun subsidiært fokuseres på, og som er den dimension, der ikke kan udsiges (Polanyi, 1966, 18).

Vi må altså forlade os på subsidiære enkeltheder for at rette vores fokus mod noget andet. I

udførelsen af en specifik opgave kommer vi til at kende et sæt enkeltheder, uden at vi er i stand til

at identificere dem: ”we know more than we can tell” (Tsoukas, 2002, 6). Eftersom forbindelsen

mellem det fokale og det subsidiære ikke sker automatisk, men til sammen udgør en handling hos

en person, er personlig viden tillige en handling. Ingen viden er mulig uden integrationen af det

subsidiære og det fokale hos en person (ibid.).

På baggrund af disse overvejelser fastslår Tsoukas, at tavs viden ikke kan gøres eksplicit:

Japanernes tilgang har reduceret ikke-formaliserbar viden til det, der kan udtrykkes. Tavs viden og

eksplicit viden befinder sig ikke i hver sin ende af et kontinuum, men er to sider af samme mønt:

Selv den mest eksplicitte viden er underlagt tavs viden. På grundlag af eksemplet med

softwareudvikleren Ikuko Tanaka, der går i lære ved en bager på Osaka International Hotel (jf.

Nonaka et al., 1995, 63-64) påpeger Tsoukas iht. Polanyis teorier, at tavs viden ikke kan

ekspliciteres, men består i personlig indsigt, i forbindelsen mellem det fokale og det partikulære.

Tsoukas slutter: Skønt tavs viden ikke kan formaliseres, bør der findes nye måder at tale og

interagere på, skelne og forbinde. Tavs viden kan ikke konverteres, men kun manifestere sig i, hvad

60


vi gør. Ny viden skabes – ikke når tavs viden bliver eksplicit – men når vores færdigheder, vores

praksis pointeres gennem social interaktion (Tsoukas, 2002, 15-16).

I artiklen ”The nonsense og ‟knowledge management‟” (2002) konstaterer T.D. Wilson flere

gange, at Nonaka og Takeuchi har misforstået Polanyis begreb om tavs viden (Wilson, 2002, 13, 38,

39). Eksplicitering af ikke-formaliserbar viden er if. Wilson det samme som information. En viden,

der tidligere ikke har været udtrykt, men som det er muligt at udtrykke, bør iht. Polanyi kaldes

implicit viden. Wilson, der især synes at have til hensigt at aflive knowledge management-begrebet

– som er ”nonsens”, fyldt af luner og slagord - beskæftiger sig flygtigt med Nonaka og Takeuchis

management-teori. Sidstnævnte har imidlertid dannet grobund for følgende utopiske opfattelse:

Forestillingerne om at information kan deles mellem mennesker, og at hjernens indhold kan

downloades til viden i en database. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre (Wilson, 2002, 48).

Sin omfattende kritik af Nonaka og Takeuchis videnskabelesesteori funderer Gourlay (2000) i

Polanyis og Wittgensteins teorier om, at tavs viden ikke kan formaliseres (Gourlay, 2000, 10).

Samtidig kritiseres Polanyis teorier for faktisk at kunne danne grundlag for eksplicitering af tavs

viden, idet det partikulære efter Gourlays opfattelse kan transformeres til det fokale; således vil

eksplicit viden bestå af en fokal entitet (Gourlay, 2000, 7). På basis af Wittgensteins filosofi

pointerer Gourlay, at al viden er tavs. Samtidig indfører artiklens forfatter ”svag” tavs viden – dvs.

tavs viden, som kun for øjeblikket er uformaliserbar, men som kan ekspliciteres uden megen møje

eller mange omkostninger (Gourlay, 2000, 10).

Gourlay anvender endvidere Clanceys socialkonstruktivistiske antagelser om, at vidensprocessen

både er neural i sin form og social i sit indhold. Clancey argumenterer for, at artefakter såsom

bøger, kort, instruktioner burde kaldes vidensrepræsentationer. Vidensrepræsentationer er distinkte,

uudskiftelige værktøjer til forespørgsler, som i overført betydning ligger ‟mellem‟ performances

(Gourlay, 2000, 12). Der er to typer af vidensrepræsentationer, dels interne og dels eksterne. Interne

repræsentationer eksisterer i et individs hjerne og har to former, nemlig bevidste og ubevidste

repræsentationer. Eksterne repræsentationer er ting såsom bøger, computerfiler osv. - og de ting, vi

normalt refererer til som ‟viden‟. Termen ”eksplicit viden” kan opgives til fordel for

vidensrepræsentationer, der henviser særskilt til eksterne repræsentationer (Gourlay, 2000, 13).

Gourlay ser to problemer ved Nonaka og Takeuchis eksternaliseringsproces: For at tavs viden kan

transformeres til vidensrepræsentationer skal den være ”svag” og tydelig kendt uden dog at være

udtrykt. Hos Nonaka og Takeuchi er der imidlertid tale om situationer, hvor grupper konstruerer en

ny ide gennem interaktion, praksis, samtale og noget nyt, som ikke eksisterede før. Medmindre

61


Polanyis begreb om forudviden 7 ligger bag, bør der if. Gourlay stilles spørgsmålstegn ved, om disse

er eksempler på processen med at repræsentere viden, som hidtil var tavs. Artiklens forfatter anfører

endvidere, at Nonaka og Takeuchi har undervurderet kompleksiteten af sociale og psykologiske

processer, som er impliceret i at repræsentere tavs viden. Grunden til, at dette element i

videnskabelsesteorien er blevet omdøbt ‟repræsentation‟, er netop for at gøre opmærksom på den

litteratur (jf. Clancey), der beskæftiger sig med disse processer. Gourlay slutter, at Nonaka og

Takeuchis videnskabelsesmodel afspejler, at Knowledge Management har beskæftiget sig i for høj

grad med at manipulere og oplagre informationer og behandle vidensrepræsentationer. I stedet

burde der være et større fokus på tavs viden, som kun kan manøvreres ved at lede mennesker og

deres relationer i organisationen (Gourlay, 2000, 19).

Sammenfatning

Som det fremgår, afspejler ovenstående positioner dybtgående overvejelser om det, at transformere

tavs til eksplicit viden. Ofte med udgangspunkt i Polanyis oprindelige begreb stilles spørgsmålstegn

ved eller afvises tavs videns eksplicitering. Antagelser af Polanyi, Wittgenstein og Clancey bidrager

til at påpege kompleksiteten i underbevidste, psykologiske, sociale og organisationskulturelle

processer, som er involveret i repræsentationen af tavs viden. Disse facetterede antagelser om viden

synes at have ligheder med det pluralistiske syn i den narrative vidensform, hvor fokuset i ligeså høj

grad er møntet på mennesker som på viden. En optik, der endvidere kommer til udtryk i

konklusionen i Tosukas udblik om, at tavs viden deles – og således ikke ekspliciteres - bedst via

sociale interaktioner (Tsoukas, 2002, 16). En tilgang, som Gourlay synes at tilslutte sig, når han

slutter: ”Tacit knowledge, in particular, can only be managed through managing people and their

relations in the organization” (Gourlay, 2000, 19). Betoningen af Polanyis antagelser om tavs viden,

som angår den tavse integration af elementer, det fokale og subsidiære, der såvel ligger til grund for

brugen af ord, værktøjer som forståelsen af ledelses- organisationsprocesser, implicerer, at det

lingvistiske altid afhænger af det non-lingvistiske. I denne forstand har Polanyis videnssyn

paralleller til vidensopfattelsen hos Wittgenstein og Shotter, der anser både sproglige som ikke-

sproglige aktiviteter for at være meningsdannende i sprogspil og withness.

7 Forudviden (jf. “foreknowledge”) er if. Polanyi tavs viden, hvor et problem erkendes i videnskabelig kontekst. Polanyi

antager, at vi kan skelne et sandt problem ud fra dets omfang af endnu uafslørede konsekvenser, hvis vi indrømmer, at

vi kan have en tavs forudviden om endnu uopdagede ting (Gourlay, 2000, 6).

62


Skønt der altså gøres betragtninger om tavs viden i organisationel kontekst, forbliver disse

antagelser i overvejende grad på et filosofisk plan. Samtidig anfører Tsoukas (2003) og Gourlay

(2004), at Polanyis grundlæggende filosofiske betragtninger om tavs viden ikke har speciel relevans

for videndelingen i en orgnisation. Påstande, der kan synes selvmodsigende, når selv samme

tilgange tager afsæt i Polanyis oprindelige begreb for at pointere videns ikke-lingvistiske

dimensioner som f.eks. komplekse psykologiske og sociale processer. De skeptiske approaches, der

ikke anser viden for at kunne ekspliciteres under nogen omstændigheder, præsenterer ikke en anden

optik støttet i empiriske undersøgelser ang. tavs videns deling. Da nærværende optik anser i vis en

grad anser det for muligt at kodificere tavs viden, ses derfor nedenfor nærmere på såvel det

teoretiske som det praktiske fundament i tilgange funderet i tavs videns eksplicitering.

Argumenter for eksplicitering af tavs viden

”Externalization” / videnskabelsesteori

I argumentationen for eksplicitering af tavs viden tager flere afsæt i Nonaka og Takeuchis

videnskabelsesteori og dermed nyfortolkningen af Polanyis begreb om tavs viden.

Nonaka og Takeuchis optik ligger til grund for Stovers artikel ”Making tacit knowledge explicit:

the Ready Reference Database as codified knowledge” (2004), som centrerer om, hvordan aktører -

i dette tilfælde, fagreferenter – vha. en database erhverver sig ny viden og integrerer denne i praksis:

”Tacit knowledge is contrasted to explicit knowledge, which is expressed knowledge that is

communicated to others” (Stover, 2004, 164). Skønt det i tråd med Nonaka og Takeuchis optik

pointeres, at tavs viden ”needs to be made explicit and formalized” (ibid.), betones i højere grad de

barrierer, der er forbundet med konverteringsprocessen, end hos Nonaka og Takeuchi. Således

påpeges det, at tavs viden er vanskelig at videregive til andre grundet dens personlige, intuitive,

praktisk-baserede og ikke-målbare karakter (Stover, 2004, 165, 166). Denne betragtningsmåde, som

indebærer et fokus på de indvendige videnskabelses- og delingsprocesser, synes i højere grad end

Nonaka og Takeuchi abstrakte udvendighedsbetragtninger at nærme sig et narrativt orienteret

videnssyn. Selv om der ikke koncentreres om fortællingen, som er den narrative videns form, synes

den beskrevne verden i højere grad at blive set ud fra flere personers perspektiver (jf. Hedegaard). I

henhold til såvel til Hedegaard som Lyotard synes der at være en større forståelse for de dagligdags

”knowing how to live” -forhold, som viden skabes og deles under.

63


Til forskel fra Nonaka og Takeuchis betoning af individet som skaber af viden, slår Stover fast, at

tavs viden er fællesskabscentreret; en erkendelse, som de japanske kolleger også nærmer sig i de

gruppebaserede processer ”Socialization” og ”Externalization”: Grupper ”ejer” if. Stover ofte viden,

der er baseret på kollektive erfaringer, indsigter, individers og gruppers kontekster - og det på en

bedre måde end et enkelt individ formår (Stover, 2004, 165). I modsætning til Nonaka og Takeuchis

fokus på især individet synes der her at være et fokus på både viden og den vidende - og hvad dette

indebærer af refleksion og modsætninger - og ikke blot slutproduktet:

”The purpose of the codification of tacit knowledge is not simply to facilitate retrieval of information, although this

certainly is important. Beyond access, however, is the reuse of knowledge in new ways that entails reflection, criticism,

learning, and ultimately the creation of new knowledge than had previously existed” (ibid.).

Det flerstemmede perspektiv pointeres ved forskellige barrierer knyttet til tavs videns verbalisering.

Ansatte kan tro, at deres personlige viden ikke er værd at udtrykke, eller de kan tro, at dette kan true

deres position i organisationen, enten fordi de ved for meget, eller fordi de ved for lidt. Der kan

opstå sproglige barrierer, eller ansatte kan have glemt, hvad de vidste engang. ”Politiske” problemer

kan tillige være en barriere: At dele viden kan stå i modsætningsforhold til organisationens

”kooperative kultur”: Da viden er lig med magt og privilegier, føler nogen sig kun forpligtet til at

dele deres viden med det nærmeste miljø. Dette kan synes rationelt fra det ”lokale” (personlige)

perspektiv, men har helt klart den modsatte virkning på det ”globale” (organisatoriske) plan.

Uformelle måder at dele tavs viden på kan endvidere forårsage, at viden ”tabes på gulvet”, hvorved

videndelingen hæmmes – en betragtningsmåde, som kontrasterer med Nonaka og Takeuchis

pointering af uformelle samværsformer som givtigt udgangspunkt for videndeling. Det

konkurrencemæssige træk ved organisationer kan if. Stover desuden føre til rivaliseringer, som kan

modvirke artikulationen af tavs viden. Eksperter på bestemte områder kan endvidere være

modvillige til at dele deres viden med andre. Dertil vil organisationers ceremonielle aspekter ofte

resultere i en stiv efterlevelse af ”den måde, vi altid har gjort tingene på” og dermed forhindre

forandring (ibid.). Ligesom narrativt orienterede tilgange (Ray og Clegg, 2005; Jørgensen, 2006) ser

Stover således nærmere på de mørkere sider ved videndeling, dvs. politiske, magtmæssige og

organisationskulturelle dimensioner.

Det nuancerede syn viser sig endvidere ved opfordringen til at reflektere kritisk over egen praksis

under ekspliciteringsprocessen, med det formål at forbedre den professionelle praksis. Indgående

interviews, interaktion med andre aktører, en positiv atmosfære - hvor ideer kritiseres, men

individer respekteres - anses for vigtige elementer i konverteringsprocessen. En effektiv

64


kodificering af tavs viden synes hos Stover at indebære et større fokus på både den vidende og

viden end Nonaka og Takeuchis slutproduktoptik:

”A database of explicit knowledge is meaningless if it does not relate to the work of the organization. This database

must also demonstrate the context and relationships of its data if it is to push and pull codified knowledge successfully.

An obvious prerequisite to successfully formalizing tacit knowledge is identifying who the people are who have the

tacit knowledge” (Stover, 2004, 167).

Herudover påpeger Stover, at der kan være flere potentielle problemer forbundet med artikuleret

viden i en organisation. Da eksplicit viden har en tendens til at blive ”forstenet”, bør den til

stadighed evalueres. Ved på denne måde at få en fremtrædende plads, vil eksplicit viden kunne

undertrykke andre vidensformer. Knyttet til denne ”forstening” er risikoen for at delegitimere

vidensudviklingen og socialiceringsprocessen i videnskonverteringen, som kan resultere i en

overdreven tiltro til rigide strukturer og formaliseret viden. Det er derfor vigtigt at holde sig for øje,

at eksplicit viden ikke erstatter tavs viden (Stover, 2004, 168): ”Codified knowledge should never

”trump” tacit knowledge” (Stover, 2004, 171).

Selv om Stovers optik har visse paralleller til den pluralisme, som narrativ viden og ‟withness‟ er

udtryk for, bygger undersøgelsen stadig på videnskabelsesmodellen ureflekterede

transformationstanke. En grundtanke, der med kravet om tavs videns artikulation, synes at ville

repræsentere virkeligheden i form af slutproduktet, der består af forskellige typer af information

inkorporeret i en database for fagreferenter. Følgen kan være en favorisering af vidensproduktet

frem for den vidende, også fordi der ikke gøres overvejelser om den videndes fragmenterede

identitet eller om sproget som skaber af virkeligheden og dermed viden. Aktører synes således at stå

i fare for at blive fanger i eget sprogspil, i en diskurs, som grundet fokuset mod den faktabaserede

database, kan indebære et teknisk-rationel paradigme, der ekskluderer andre. Brugen af IT kan

bidrage til denne ensretning, idet IT bliver en stadig vigtigere del af sprogspillet og konstruktionen

af virkeligheden. Betragtninger, som savnes hos Nonaka og Takeuchi ligesom betoningen af IT

som et elementært værktøj i videnskabelse- og deling.

Lee et al. (2003) er som Stover optaget af de teknisk-praktiske aspekter ved teknologi som

grundlag for eksplicitering af tavs viden. På det teknologiske plan registrerer ansatte deres ikke-

formaliserbare viden i en vidensdatabase, som gøres tilgængelig for andre i organisationen. Daelim

Information & Telecommunications Co. har udviklet en gruppesoftware, ”Lotus” ud fra tre

hovedprincipper: ”from explicit knowledge to another explicit knowledge”, ”tacit knowledge

sharing”, ”transforming tacit knowledge into explicit knowledge” (Lee et al., 2003, 322). Ikke blot

65


pointeres udgangspunktet i Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori direkte; denne optik afslører

sig endvidere ved en abstrakt aboutness-stil:

”Externalization refers to a process where tacit knowledge that has gone through a socialization process is transformed

into a specific concept (explicit knowledge). Through an externalization process, tacit knowledge becomes specified,

and metaphors, analogies, concepts, hypotheses and models, take shape” (Lee et al., 2003, 321).

Lee et al. anfører således, at ”Externalization” er essensen i processen: ”also Korean Companies

regard the conversion of tacit knowledge to explicit knowledge as their first priority in KM” (ibid.).

Desuden genkendes Nonaka og Takeuchis skelnen mellem tavs og eksplicit viden: ”It consists of

two types of knowledge: tacit knowledge and explicit knowledge” (Lee et al., 2003, 318). Eksplicit

viden spiller if. Lee et al. en større rolle i virksomheder, eftersom denne vidensform er lettere at

standardisere og transformere. Parallelt med dette fokus på eksplicit viden betones tavs viden og

problemet med at formalisere denne videnstype: Tavs viden er vanskelig at dele med andre, idet den

grunder sig på den individuelles erfaring, tænkning og værdier. Disse forhold, der influerer

videndelingen forfølges i aboutness-stil: ”many companies place a great deal of emphasis on tacit

knowledge, since they know it is an essential key to creating knowledge” (Lee et al., 2003, 319).

Symptomatisk forlades emnet om den vigtige ressource snart til fordel for performancekriteriet om

at transformere tavs til eksplicit viden vha. IT:

”In an effort to effectively exchange tacit knowledge through its groupware ”Arisam”, Samsung SDS Co. opened a new

cyber space called “forum”, where an individual or group can exchange their views and knowledge” (ibid.); ”Logos

manages the conversion of tacit knowledge into explicit knowledge” (Lee et al., 2003, 322).

Samtidig fremhæves organisationskultur og menneskelige værdier som afgørende faktorer i

implementeringen af Knowledge Management:

”companies can establish a proper KM system only if they take into consideration such factors as corporate cultures and

characteristics, individuals and organizations, and technological characteristiscs” (Lee et al., 2003, 335).

Skønt det betones, at den interne videndelings forskellige trin bør vurderes fra organisation til

organisation på baggrund af ”the characteristics, size, and the organization culture ” (Lee et al.,

2003, 318), rapporteres der nøgternt om disse væsentlige faktorer i en rapporterende

udvendighedsstil. Skønt Lee et al. med rette fokuserer på organisationskulturen, bør tavs viden

medtænkes i den forbindelse, idet - som det sås tidligere - tavs viden kan være et væsentligt

moment i udviklingen af ”institutionaliseret viden” og en indforstået organisationskultur.

66


Som hos Nonaka og Takeuchi synes eksplicit viden paradoksalt nok at blive fremhævet frem for

tavs viden. Med kriterier som effektivitet (jf. Lee et al., 2003, 317, 319, 320) og målbarhed (Lee et

al., 2003, 325) synes tavs viden først interessant, når den kontrolleres i form af eksplicit viden. Det

omtales slet ikke, at magtforhold altid er på spil i videndeling. Som Knights et al. udtrykker det:

”If organizations were not embedded in relations of power, control and inequality, then such knowledge sharing may

not be a problem, but as they are, then knowledge is also bound up with the kinds of political issues that we have seen

in our case study” (Knights et al., 2003, 160, forfatterens fremhævelser).

Sammenfatning

Især i Lee et al.s antagelser foreligger risikoen for, at organisationen falder tilbage i den Taylorisme,

som med Nonaka og Takeuchis teori netop søges nedbrudt. Der savnes en større kritisk stillingtagen

til Knowledge Management og de mange faktorer, der influerer videndelingsprocesser.

Betragtninger, der i højere grad viser sig i Stovers optik. Lee et al. indrømmer, at

undersøgelsesresultaterne kan have en slagside, da alle de analyserede organisationer er koreanske

(Lee et al., 2003, 335). Hvilket kunne indebære risikoen for en yderligere indsnævring af processen.

Storytelling og Diskursanalyse

Storytelling

Følgende tilgange, der betragter kodificeringen af tavs viden som en væsentlig metode, viser sig at

være funderet i et narrativt videnssyn til forskel fra ovenstående videnskabelsesapproaches.

Storytelling - da. ‟historiefortælling‟ vil sige mundtlige, narrative kommunikationsstrategier til at

konkretisere abstrakte begreber til en organisations medarbejdere - er if. Meeta Bhardwaj og John

Monin (2006) en vigtig uformel social proces, hvor den tavse dimension i viden lader sig

synliggøre. Tavs viden er indlejret i fortællinger og får et effektivt udtryk i de historier, som

cirkulerer i organisationer (Bhardwaj et al., 2006, 73).

Skønt det ikke siges eksplicit, synes optikken funderet i narrative/Lyotards skeptiske syn på

sproget, der i form af mange små fortællinger kun kan give et fragmenteret billede af verden. Tavs

viden ses som en værdifuld ressource med henblik på konkurrence, da dens flygtige og usynlige

natur gør den vanskelig at imitere. Bhardwaj et al. anser dekonstruktionsmetoden for at kunne

67


indfange den tavse viden, som er at sammenligne med undersiden på et isbjerg (Bhardwaj et al.,

2006, 73-74). Til forskel fra Nonaka og Takeuchis, der blot beretter om tavs videns anselige

potentiale i form af isbjergmetaforen, gør Bhardwaj et al. sig allerede på dette plan overvejelser om

en metode, der kan komme dette potentiale nærmere. Dette sker endvidere i en kritisk stillingtagen

til mainstream videnstyring. D.M. Boje citeres:

”Barbara Czarniawaska, commenting about the art of Maurits Cornelis Escher (1898-1972), pointed out that much of

management and organization theory is focused above the water line seeing only the black swans, while we

deconstructionists focus below the water line seeing the fish. The idea of deconstruction is to see both images, to do a

double visioning...” (Bhardwaj et al., 2006, 73).

Lydhørheden for forskellige stemmer, som er karakteristisk for narrativ viden og withness, giver

sig udslag i et facetteret videnssyn, først og fremmest på tavs viden. Således anser Bhardwaj et al.

tavs viden for at interagere med organisationens forskellige subsystemer, sommer danner dens

vidensbase. En indsigt i dette multidimensionelle samspil søges opnået vha. storytelling: Løst

strukturerede interviews, som sætter fokus på fire større temaer relateret til tavs viden, bliver brugt

til at uddrage historier fra Human Ressource-medarbejdere. At historierne dekonstrueres ud fra

såvel epistemologiske som ontologiske aspekter ved viden, synes mere nuanceret end i modsætning

til Nonaka og Takeuchis ret ensidige fokus på den epistemologiske dimension. Skønt et

effektivitets-/performancekriterium antydes 8 , afspejler den narrative optik en orientering mod, at

tavs viden ikke blot omfatter personlige, subjektive intuitioner, handlinger og værdier (Bhardwaj et

al., 2006, 73; sml. Nonaka et al., 1995, 8), men i ligeså høj grad ”komplekse sociale systemer”,

dialog og praksis. Det anføres sågar, at tavs viden som handleviden altid bør ses som social:

”Gherhardi and Nicolini (2000) propose that tacit knowledge originates in a social participation in a community of

practice, which they refer to as tacit knowledge in action. For this reason tacit knowledge is thought to exist only on a

collective level: action is always social” (Bhardwaj et al., 2006, 73-74).

Selv om denne opfattelse ikke stemmer fuldstændig overens med Polanyis oprindelige definition,

hvor tavs viden frem for alt forklares ved en persons tavse færdighed til at kunne holde balancen på

en cykel, synes dette fokus perspektivrigt i forhold til Nonaka og Takeuchis sparsomme

overvejelser om tavs videns betydning for det kollektive, herunder for organisationskulturen.

Bhardwaj et al.s flerdimensionelle antagelser implicerer ligesom hos Stover en erkendelse af, at

der er forskellige barrierer forbundet med styringen af vidensressourcen i businesskontekst.

8 Jf. ”The tacit knowledge of an individual has relevance only when it can be effectively captured for the benefit of the

organization” (Bhardwaj et al., 2006, 73).

68


Pointeringen af, at skabelse og deling af viden er uhåndgribelige aktiviteter, som hverken kan

kontrolleres eller tvinges ud af mennesker – de finder kun sted, når mennesker samarbejder frivilligt

– afspejler en tilgang, der søger at forbinde viden med den vidende. Heroverfor retter Nonaka og

Takeuchi især fokus på viden og transformationen fra tavs til eksplicit viden. Bhardwaj et al.

uddyber skepsisen over for denne ”obsession of knowledge management” (Bhardwaj et al.s, 2006,

74) med at citere Tsoukas (2002) opfattelse af, at det er vigtigere at styre tavs viden end at gøre den

eksplicit. Styring indebærer udover koordinering tillige muligheden for, at tavs viden kan opstå

spontant i stedet for, at den bliver påtvunget kunstigt af direktionens top. Overvejelser, som Nonaka

og Takeuchi, til trods for fokuset på lederes afgørende rolle i videndelingen, ikke forfølger

nærmere. På baggrund af disse (kritiske) antagelser konstaterer Bhardwaj et al., at det er vigtigt at

forstå den multidimensionale kontekst for tavs viden, der spiller en signifikant rolle i dannelsen af

organisationers vidensbase. At tavs viden også her sættes i forbindelse med et holistisk syn, synes

der større belæg for end i Nonaka Takeuchis performance-prægede approach.

Metoden til at fremdrage aktørers historier er åbne, ustrukturerede, dybdegående interviews.

Betoningen af den narrative forskningskontekst, der angiver retningslinier for fortællingerne, jf.

”Certain kinds of open-ended questions are more likely than others to encourage narrativization

(Riessman, 1993, p. 54)” (Bhardwaj et al., 2006, 75), erindrer om Lyotards/Wittgensteins pointering

af sprogspils pragmatiske regler, der beror på spillerne og konteksten: Hvis der ikke er regler, er der

ikke noget spil. I modsætning til Nonaka og Takeuchi, som i ”Externalization” ikke betoner

nødvendigheden af visse regler til kodificering af tavs viden, men forbliver i berettende beskrivelser

af bestemte metaforers egnethed i tekniskbaserede kontekster, er Bhardwaj et al.s interviewmetode

forankret i den narrative videns fokus på fortællingen og dennes pragmatiske regler. Metoden

begrundes dels kreativt: en god historie, som kombinerer eksplicit med tavs viden, gør mennesker i

stand til at udtrykke og forstå videns rige kontekst meget bedre, og dels mht. forskning: Historien er

empiriske data om, hvad der sker, og hvad der skete. Som hos Hedegaard og Lyotard betones

mangfoldigheden: Historien, som baseres på fakta, skal bekræftes af forskellige mennesker. Hvilket

er standardkriteriet for videnskabelige undersøgelser (Bhardwaj et al., 2006, 76).

Med henvisning til D.M. Boje anføres, at det fragmenterede og polyfone træk ved historier bør

kombineres med ”antenarrative” (Bhardwaj et al., 2006, 76) analysemuligheder. Antenarrativer er

if. Boje forkert storytelling: Historiefortælling i moderniteten er i krise, fordi den ikke kan håndtere

det ikke-lineære og de fragmenterede, flerstemmende og kollektivt dannede fortællinger.

Antenarrativ forstås dels som det, der kommer før fortællingen, og dels som en spekulation. Når

69


historier overføres til narrativer, skabes if. Boje en falsk sammenhæng og orden uden plot, som

retter fokus på det flertydige. Det flerstemmede, som foretrækkes i den narrative viden, giver

endvidere opmærksomhed til det spekulative, som mistes i den oprindelige narrative metodes fokus

på plot og sammenhæng (Boje, 2001). Grunden til denne udvidede definition af storytelling er, at

organisationer bliver mere og mere komplekse, dynamiske og teknologidrevne; i takt hermed bliver

historier, som uddrages herfra, mere og mere slørede. At narrativerne foretaget i analysen foregår i

en stadig proces i form af ”being and becoming” (Bhardwaj et al., 2006, 76), erindrer om den

tidsuafhængige dimension pointeret af såvel (Hedegaard 1995, 33) som (Lyotard, 1991, 26).

Dekonstruktion indført af Jacques Derrida anses for at kunne skabe den mentale ramme til

forståelse af menneskelig tænknings usynlige strenge, som kommer til udtryk i det narrative:

”Deconstruction as a strategy, not a method, traces the micro-power of textual process, exposing

centralizing and unraveling aspects, making less visible aspects more apparent” (Bhardwaj et al.,

2006, 76). Da videns bevægelser følger et tilsvarende mønster, gør det dekonstruktion til en givtig

ideologi i studiet af processerne i videnskabelse. Dette begrundes med synet på viden som et

kontinuum, der løber fra den eksplicitte ende til den tavse og vice versa. Et lignende mønster ses i

bevægelsen af viden på individ, gruppe- og organisationsplanet. På basis af spektrumet af tavs

videns epistemologiske og ontologiske planer uddrages såkaldte ”threads” (jf. Bhardwaj et al.,

2006, 77), dvs. psykologiske, intellektuelle, funktionelle, sociale og kulturelle ”tråde”. På baggrund

af disse dekonstrueres og analyseres aktørers historier (ibid.). I henhold til studier om tavs videns

rolle omfatter spørgsmålene følgende fire hovedtemaer: 1)”Overall tacit knowledge management”,

2) ”Mobilization of organization tacit knowledge”, 3) ”Role of tacit knowledge in problem solving,

proactive and novel situations”, 4) ”Tacit knowledge and decision making” (Bhardwaj et al., 2006,

74-75, forfatternes fremhævelser). Bhardwaj et al.s analyse af medarbejdernes svar gengives i det

følgende:

Ad. 1) Historierne omhandler HR-medarbejderes bekymring angående intellektuel kapitals

forsvinden pga. resignation og mangel på mekanismer til at indfange den tabte tavse viden:

”My concern is that this particular person is a walking encyclopaedia where the knowledge that he gained over the years

has not been translated to anything tangible. This person was made redundant and he has left a gaping hole in that

section of the business” (Bhardwaj et al., 2006, 79).

Bhardwaj et al. fremhæver her tavs videns samspil med den psykologiske ”tråd”: Arbejdet indlejres

i super-egoet, hvilket giver sig udslag i, at individer føler sig kronisk skyldige, idet de bruger

70


essourcer på nye rekrutteringer, hvor de uddannes og indoktrineres. Hvilket kan føre til stress,

angst, kronisk overbelastninger og nye krav om at arbejde hårdere. Der har efter Bhardwaj et al.s

opfattelse i ovenstående historie været en klar udfoldelse af organisatorisk narcissisme, idet det

omvandrende leksikons værdifulde viden ikke har været værdsat grundet erhvervelsen af hårdt

arbejde i flere år. Bhardwaj et al. konkluderer, at tavs viden isolering i form af ekspertviden kan

have psykologiske konsekvenser, f.eks. at eksperters egne behov kommer i højsædet, så at de helt

forlader virksomheden for at starte eget firma. Disse historier om tab af vigtig viden rejser flere

spørgsmål: Bestyrelsen bør kigge dybt bag grundene til sådanne hændelser, der kan være et

faresignal om, at der er noget galt med det kulturelle plan i organisationens struktur, som tillader sig

selv at være afhængig af få individers store vidensdomæne (Bhardwaj et al., 2006, 79).

Ad. 2) Disse historier fokuserer på, at delingen af tavs viden ikke lykkes. I første tilfælde skyldes

dette, at videnressourcen på gulvniveau negligeres. At organisationens på denne måde udmagres for

vital energi, influerer de intellektuelle og vidensmæssige ”tråde”, som tillige skades. I historien

betones det, at det funktionelle lag forbigås: ”He [the managing director] hadn´t established

formalized processes for capturing that knowledge” (Bhardwaj et al., 2006, 80). Bhardwaj et al.

pointerer i tråd hermed vigtigheden af at etablere formaliserede procedurer for at indfange

medarbejderes tavse viden, eftersom denne florerer i kløfter mellem procedurer og i den måde,

arbejdet gøres. For at opnå det procesorienterede videnssyn, som Bhardwaj et al. netop anser

storytelling for at indebære, burde det betones, at de formaliserede regler skulle anvendes i henhold

til en socialkonstruktivistisk optik (ibid.).

Der er tale om en tilgang, der erindrer om Lyotards/Wittgensteins krav om pragmatiske regler i

sprogspil. Wittgenstein kritiserede således anvendelsen af formal-logiske systemer i analysen af

dagligsproget; i stedet henviste han til sprogspillet, hvor sproglige aktiviteter er uløseligt flettet

sammen med ikke sproglige aktiviteter, m.a.o. mening er lig med brug 9 .

På basis af historien fremhæves endvidere, at kreative individer bør støttes ved, at organisationen

skaber en vidensfremmende kontekst (ibid.). Forhold, som Nonaka og Takeuchis kollektivt

baserede videndeling forankret i japansk disciplinær organisationskultur, i højere grad burde tage

højde for.

Ad. 3) Historierne fokuserer på udviklingen af tavs viden i teams og de heraf følgende positive og

negative konsekvenser på de forskellige subsystemer, som den dekonstruktivistiske analysemetode

tager op til diskussion. Således afspejler en historie, hvordan et team ofres for at være proaktiv:

9 Neurale Netværk

71


”the company […] didn´t like the fact that this was an initiative shown by a team to cultivate new business because they

believed that the people that should do it were three select people. What they did was to disenfranchise a whole section.

It wasn´t just us, it was a whole section of their possible potential problem solvers” (Bhardwaj et al., 2006, 81).

En optimal udnyttelse af tavs viden skal if. Bhardwaj et al. både sikre individets og organisationens

velvære og således føre til en nødvendig næring af de psykologiske, intellektuelle lag og

vidensmæssige ”tråde”. Der er behov for at demokratisere det kulturelle lag i ovennævnte

organisation for at undgå de omtalte problemer (ibid.).

Ad. 4) Historien omhandler de nonverbale vinks betydning i forbindelse med beslutningstagen. At

den tavse dimension spiller en vigtig rolle for individuel viden, fremgår i det følgende:

”It was interesting to note what wasn´t being said. It was those clues that were intuitive for me... to ask the kind of

questions that I suppose, eventually got me the job. I did understand what wasn´t being said and it was actually

interpreting that in the correct manner...” (Bhardwaj et al., 2006, 82).

Selv om en stor del af strategisk beslutningstagen er baseret på hårde fakta og tal, er de if. Bhardwaj

et al. ufuldstændige uden brugen af instinktive fornemmelser. Evnen til at erkende usynlige

processer i en organisation styrker de intellektuelle og vidensmæssige lag. For at sikre et frit

kommunikationsflow skal de sociale og kulturelle ”tråde” kunne nære de usynlige vink.

Bhardwaj et al. slutter heraf, at historierne på en succesfuld måde reflekterer det kalejdoskopiske

samspil mellem medarbejdernes tavse viden og de seks vigtige subsystemer i organisationen (dvs.

psykologiske, intellektuelle, vidensmæssige, funktionelle, sociale og kulturelle), som derved former

organisationens vidensbase. Fælles undertemaer peger på, at styringen af tavs viden for alvor kan

hæmmes af narcissisme og selvophøjelse, som stikker dybt i individer, institutioner og

organisationer. Ydermere spiller topledelsen en nøglerolle i mobiliseringen af tavs viden, hvilket

f.eks. historien om negligeringen af ekspertviden på gulvniveau afspejler. Fokus på usynlige

organisatoriske processer og det at lytte til sig selv kan endvidere være med til at berige en

organisation på et multidimensionalt plan (Bhardwaj et al., 2006, 82).

På baggrund af historierne advarer Bhardwaj et al. mod, at organisationer er afhængige af nogle få

individer med henblik på vidensressourcer. Selv om dette er svært at undgå, skal organisationer

stræbe efter at undgå denne afhængighed:

”As rightly pointed outs by one of the respondents, there is a need to have a right combination of rainmakers and rain

catchers in organizations so that not only there is a process of knowledge creation in place but there is also a process of

nurturing of this knowledge to optimize the benefits of unleashed tacit knowledge” (Bhardwaj et al., 2006, 83).

72


Sammenfatning

Ovenstående analyse med historier om, at ledelser tilsidesætter vigtig tavs medarbejderviden og

lader sig være afhængige af bestemte individers viden, kan sammenholdes med

videnskabelsesteorien, der netop sætter fokus på (mellem)lederes 10 og individers betydning for

videnskabelsen. Skønt Nonaka og Takeuchi påpeger, at kriterier pointeret af ledelsen ikke

udelukker organisatoriske enheder fra at have autonomi (Nonaka et al., 1995, 87), gås der ikke i

dybden med potentielle problemer hermed.

Bhardwaj et al.s pointering af, at institutioner kan være narcissistiske, hvilket dels kan føre til

negligering af tavs viden og dels implicere en ensidig forretningsgang, har ligheder med Lyotards

forudsigelse om, at et bestemt sprogspil vil dominere organisationer og institutioner i

postmoderniteten. En tendens, der, som det sås tidligere, kan være en følge af Nonakas og

Takeuchis videnskabelsesteori. -Medmindre der sættes fokus på f.eks. organisationskulturen og den

heri indlejrede tavse viden med potentielle magtstrukturer og harmoniseringer. Sådanne

overvejelser indgår i Bhardwaj et al.s overvejelser, der endog eksplicit retter opmærksomhed mod

den særlige New Zealandske kulturkontekst (Bhardwaj et al., 2006, 83).

Bhardwaj et al.s dekonstruktivistiske metode, der kritisk tager højde for forskellige subsystemer,

dvs. psykologiske, kulturelle osv., synes i langt højere grad at have øje for de faldgruber, en

organisation, der har som mål at verbalisere tavs viden, bør tage sig i agt for. Med forankringen i

den narrative vidensform er der større forståelse for mangfoldighed og deraf følgende konflikter end

Nonaka og Takeuchis aboutness-betragtninger i ”Externalization” og videnspiralen, som i lighed

med empirisk-paradigmatisk viden til sidst lader alt gå op som samlingen af et puslespil (jf.

Hedegaard). Bhardwaj et al.s historier udtrykt i withness-stils jeg/mig- eller vi/os-form understreger

en subjektiviseret og vektoragtig forståelse for såvel de positive som negative følger, som tavs

videns eksplicitering kan have for videndelingen- og skabelsen. Storytellingmetoden lægger

endvidere op til brugen af det forestillede element. Skønt det forestillede tillige indgår i

metaforskabelsesmetoderne i ”Externalization”, grunder disse metoder sig ikke på pragmatisk

formaliserede regler, som iht. Wittgensteins sprogspilsbegreb er meningsdannende.

10 f.eks. (Nonaka et al., 1995, 48-49, 87), hvor ledelsens strategier, visioner og kriterier for begrebsgodkendelse betones.

73


Diskursanalyse

Trine Schreiber og Camilla Moring anlægger i ”Codifiation of knowledge using discourse analysis”

(2001) en postmoderne tilgang til viden, der betragtes som en socialkonstruktivistisk proces,

markeret i sproget som ”knowing” frem for ”knowledge” (Schreiber et al., 2001, 2). I stedet for den

modernistiske objektivistiske tilgang, bør kodificering af viden forstås som ”making a written

version of a specific interpretation of knowing” (Schreiber et al., 2001, 3, forfatternes

fremhævelser). Med den postmoderne approach ses det at fortolke viden som et vigtigt element i

Knowledge Management-aktiviteter på organisatorisk niveau. Forskellige fortolkninger kan herved

gøres synlige og bruges som en ramme for styringen af viden. Den socialkonstruktivistiske optik

indebærer if. Schreiber et al. et anderledes perspektiv i skabelsen, delingen og kommunikationen af

viden, hvor kommunikation bruges til at kombinere individer og reflektere over vidensfasen på et

givent tidspunkt (Schreiber et al., 2001, 3-4).

Ovenfor beskrevne interpretative tilgang til vidensprocessen har ligheder med narrativ videns

fokus på, hvordan erfaringer tildeles mening (jf. Hedegaard, Lyotard). Den socialkonstruktivistiske

approach har endvidere ligheder med Lyotards pragmatiske syn på fortællinger: De giver lov til dels

at definere kriterierne for kompetence, som er det samfunds kriterier, hvori de fortælles, og dels i

henhold til disse kriterier at vurdere de performances, som udføres eller kan udføres i dette samfund

(Lyotard, 1991, 20). Nedenfor foreligger desuden paralleller mellem fokuset på diskurser og

Wittgensteins/Lyotards pointering af sprogspil, som i begge tilfældes ses som meningsdannede .

Til at identificere de typer mønstre, som foregår og gentages i kommunikationssamspillet mellem

individer i en arbejdssituation, benytter Schreiber et al. diskursbegrebet. Diskurs er ikke blot et

andet ord for samtale, men karakteriseres som en slags fortolkningssystem, en bestemt måde at ‟tale

om‟ og ‟forstå‟ verden eller dele af verden på. En diskurs implicerer således både sproglige udtryk

og disse udtryks betydninger. Centralt står kommunikationen, der defineres som produktionen og

udvekslingen af meninger i meddelelser. Diskurs konstituerer og konstruerer verden mhp. mening.

Sproget skal hverken forstås som en genspejling af verden eller direkte afspejle observationer

herom (Schreiber et al., 2001, 4): Når mennesker kommunikerer, producerer de en

meningsforhandling og en konstruktion af virkeligheden (Schreiber et al., 2001, 4-5). Med disse

antagelser, som afspejler en afstandtagen til den empirisk-paradigmatiske opfattelse af, at verden

74


kan repræsenteres korrekt, nærmer Schreiber et al. sig narrative/Lyotards skeptiske syn på sproget,

der i form af mange små fortællinger kun kan give et fragmenteret billede af verden.

Mening anskues i diskursanalyse som en aktiv proces: Da en meningsproces er enorm kompleks

og implicerer flere forskellige tolkninger, kræves et tegnsystem til afkodning af diskursen. Det

pointeres, at kommunikation ikke blot er baseret på sprog: En diskurs er et tegnsystem, der udover

sprog implicerer mimik og kropssprog. Slet ikke at kommunikere er tillige en måde at

kommunikere på. Derfor er diskurs såvel et tegnsystem som en måde at handle på. Et tegnsystem i

form af en diskurs kan således spænde fra sociale relationer til etableringen af institutioner.

Diskursanalyse kan anvendes som en måde til at analysere, hvordan mennesker konstruerer viden

gennem kommunikation (Schreiber et al., 2001, 5).

Dette syn på dannelse af mening grundende på både lingvistiske og ikke-lingvistiske tegn har

paralleller med Wittgensteins sprogspilsbegreb som sammenfletningen af sproglige og ikke-

sproglige aktiviteter. Opfattelsen har tillige ligheder med withness‟ betoning af andres stemmers

tilstedeværelse og det kollektive vi, hvortil mening knyttes til co-tihøreres- og taleres ansigtsudtryk,

indåndinger og andre tegn på forståelse eller slet ingen (Shotter, 2004, 216).

En diskurs, som tillige kaldes en diskursiv formation, består if. Schreiber et al. af formationsregler,

som er regler for dannelsen af vidensobjekter, og for hvad mennesker forstår som sandhed og den

konceptuelle ramme for denne viden. Men det er også regler for dannelsen af subjektets identiteter

og sociale relationer. Sproget har i denne forbindelse tre funktioner: Det bidrager til: 1)

konstruktionen af den sociale identitet, 2) konstruktionen af sociale relationer, 3) konstruktionerne

af viden og holdninger. Diskursen rummer alle disse funktioner. Kommunikativt kan en diskurs

både bibeholdes og forandres, idet kommunikation hele tiden producerer nye diskurser og

reproducerer gamle. Herigennem vil menneskers forståelse af verden blive skabt og opretholdt.

Konstruktionen af diskurser implicerer, at nogle handlinger ses som naturlige og andre uhyrlige.

Men på samme tid vil dette altid blive forhandlet i den igangværende kommunikation (ibid.).

Som det fremgår, anses formationsregler ligesom sprogspilsregler for vigtige i skabelsen af viden.

Sådanne tanker ligger tillige til grund for withness, hvor nye muligheder på basis af prælingvistisk

adfærd og sprogspil forkastes til fordel for videreudvikling af nye praksiser (Shotter, 2004, 222).

På basis af antagelser af Fairclough og Foucault betragter Schreiber et al. formålet med

diskursanalysen som analysen af sociale praksiser i deres produktion af nye forståelser, identiteter

og sociale relationer og i reproduktionen af gamle praksiser. I forsøget på at finde de pågældende

diskurser, analyseres kommunikationen ved undersøgelsen af dets praksiser.

75


Med opfattelsen af, at mere end en diskurs ofte vil være aktiv på samme tid i kommunikationen

mellem mennesker, introduceres Faircloughs begreb ‟interdiscursivity‟. Interdiskurs forstås som

den strukturelle entitet, der ligger til grund for forskellige diskursive begivenheder, og som har

primat over alle typer diskurser. Den samler indefra alle forskellige diskurselementer.

Interdiskursen er ikke nødvendigvis et harmonisk hele: Ofte bærer den præg af inkohærens,

inkonsistens, konflikter og dilemmaer. En analyse bør derfor følge to trin: Først og fremmest skal

de bestemte typer af praksiser i et givent felt identificeres. Dernæst bør der ses nærmere på de

inkohærenser og konflikter mellem disse praksiser, der afspejler interdiskursen på dette område.

Herudfra kan det vurderes, om praksiserne producerer eller reproducerer viden, identiteter og

sociale relationer. Ved på denne måde at beskrive interdiskurserne kan viden kodificeres gennem

den stadige proces, som er indlejret i kommunikationen.

I diskursanalysen af skriftlig kommunikation i en dansk produktionsvirksomhed i forbindelse med

et organisationsudviklingsprojekt benyttes to værktøjer: Total Quality Management (TQM) og den

lærende organisation (LO). To diskursive praksiser identificeres ud fra spørgsmålene: Hvilke

diskursive praksiser benyttes i det skriftlige materiale, og hvordan skaber disse praksiser viden,

identiteter og sociale relationer? TQM, der er blevet indført i virksomheden gennem de sidste 6-7

år, vedrører opnåelsen af konkurrencemæssig fordel og de anslåede mål i produktionen og i

distributionen (Schreiber et al., 2001, 7-8). Der er blevet arbejdet med fire grundelementer i TQM:

fokus på fakta, kunder og medarbejdere, fortsatte forbedringer, lederens engagement og enhvers

deltagelse. Dertil er en vigtig del af TQM en fortsat evaluering: en vurdering af, hvor langt man er

kommet, og derpå en gennemgang, diskussion og implementering af de forbedringer, som bør

gøres. Der fokuseres på fakta frem for holdninger og følelser.

Baggrunden for implementeringen af den lærende organisation (LO), som har været indført de

sidste tre år, har været at støtte ‟de kollektive, mentale processer‟, som allerede formodes at være

vigtige elementer i TQM-projektet. Intentionen med LO var at give medarbejderne en overordnet

forståelse, forandringsparathed, udvikling af kompetencer, teamworkuddannelse og

medarbejderdeltagelse. På den ene side benyttes LO udelukkende til at fremme en bedre TQM-

adfærd, dvs. at gøre medarbejdere i stand til at træffe beslutninger og lave forbedringer. På den

anden side har det overordnede mål med LO været at institutionalisere en forandring i

organisationskulturen. Virksomhedslederen er af den opfattelse, at uden en ændring i kulturen og de

iboende værdier og holdninger heri, er det ikke muligt at foretage gennemgribende forandringer i

76


systemet og teknikkerne. I sådanne udtalelser kommer LO if. Schreiber et al. til sin ret: Her

fokuseres på værdier og holdninger, som er anderledes end dem, der præsenteres i TQM. LO angår

refleksion, læring og det at lade ideer strømme (Schreiber et al., 2001, 8-9).

TQM og LO identificeres som to diskursive praksiser, som er del af en interdiskurs i

virksomheden. TQM-diskursen producerer viden som et resultat af målinger, undersøgelser og

søgningen efter fakta. Sandhed grunder sig her på statistik, tal og diagrammer. Der er blevet skabt

sociale relationer og identiteter med henblik på teamarbejde. I LO skabes ligeledes viden på basis af

læreprocesser, men tillige via forskellige og ændrede holdninger blandt ansatte i forhold til

virksomheden og de andre ansatte, samt i forhold til virksomhedsværdier. En forandring i kulturen

vil if. Schreiber et al. resultere i nye sociale relationer og identiteter blandt de ansatte. Samtidig

pointeres det, at de to diskurser vil stå i konflikt med hinanden, idet den ene praksis kan dominere

eller reducere den anden. Dog synes de to diskursive praksiser at være vigtige elementer i

virksomhedens videnskabelse. De repræsenterer vigtig indlejret viden og grundlæggende

betingelser i det kommunikative og sociale liv i organisationen.

Schreiber et al. slutter, at skriftlig eller mundtlig kommunikation afspejler den måde

virksomheden forstår sig selv og sin egen situation på; den illustrerer vidensprocessen. Ved at

beskrive de diskursive praksiser er det muligt at kodificere nogle dele af den kommunikative viden i

virksomheden. Det er endvidere muligt at få en ide om de forskellige interpretative systemer, som

eksisterer i virksomheden, ligesom diskurserne giver en forståelse for informationsbehovene

(Schreiber et al., 2001, 9-10). Schreiber et al. fremhæver den postmoderne optik, der implicerer et

fokus på kommunikation i form af diskursanalyse; denne metode, der betragter kommunikation som

produktionen af meninger i meddelelser, er i stand til at identificere diskursive praksiser. En

skreven version af fortolkningen af vidensprocessen i en organisation har if. Schreiber et al. mindst

to funktioner: 1) Den kan være en inspiration for informationsmedarbejdere til at arbejde med den

eksplicitte viden i form af skabelsen af klassifikationssystemer og en tesaurus. 2) Den kan guide og

animere til brugen af denne viden (Schreiber et al., 2001, 10).

Sammenfatning

At Schreiber et al. sluttelig gør opmærksom på, at diskursanalysen i dens skrevne form kan være en

mulighed for at bevidstgøre individer mere om vidensprocesserne i organisationen (Schreiber et al.,

77


2001, 10), understreger de grundige overvejelser om videnskabelse og videndeling, som den

diskursanalytiske tilgang er udtryk for. Fokuset på diskurs, sprog - dvs. såvel lingvistiske som ikke-

lingvistiske tegn - og formationsregler har ligheder med Wittgensteins sprogspilsbegreb, som tillige

figurerer hos Lyotard og Shotter. At kommunikationen både bibeholdes og forandres med

produktionen af nye diskurser og reproduktionen gamle, har endvidere paralleller til teoretisk viden,

hvor kvalitativt nye erfaringer udvider teorierne og modellen og omorganiserer disse.

De to diskurser TQM og LO, hvor der fokuseres på holdninger og værdier, understreger

forståelsen af vidensprocessen som en kompleks størrelse. Ligesom synet på sandhed: Til forskel

fra Nonaka og Takeuchi, som blot én gang udbreder sig om sandhed, dvs. i forbindelse med

definitionen af viden (Nonaka et al., 1995, 58), lever Schreiber et al. i højere grad op til deres

overordnede socialkonstruktivistiske tilgang. I den kontekst, hvor TQM-diskursen indgår, grunder

sandhed sig således på statistik, tal og diagrammer. Med redskaberne TQM og LO, der dels skal

sikre konkurrencemæssig fordel og mål mhp. produktion, og dels er møntet på ”blødere” størrelser

som ‟de kollektive, mentale processer‟ og organisationskulturen, pointeres, at menneskelige

processer er ligeså essentielle for videnskabelsen- og delingen som mere produktorienterede tiltag.

En opfattelse, der deles med Bhardwaj et al.s narrativt orienterede fokus på organisationens

subsystemer. Men en anskuelse, der kontrasterer med Nonaka og Takeuchis pointering af

videnskabelse frem for ”videndeskabelse”. Trods Nonaka og Takeuchis helhedssyn betones i højere

grad eksplicit viden/slutproduktet end de forskellige faktorer, som knytter sig til videndelingen. På

det område tenderer videnskabelsesteorien mod en modernistisk optik, hvor viden ses som objekt.

I storytellingmetoden og diskursanalysen, hvor en postmoderne approach til viden synes bibeholdt,

hersker en erkendelse af videns magtpotentiale, som kan have den følge, at en diskurs kan dominere

eller reducere den anden diskurs. Der er tale om en betoning af de etiske aspekter ved viden,

fronesis, som kommer til udtryk i de daglidags ”knowing how to live”-processer. En erkendelse,

som særligt er fraværende i Lee et al.s Nonaka/Takeuchi-inspirerede ”neutrale” fremstilling.

Heroverfor genspejler historier og diskurser hos Bhardwaj et al. og Schreiber et al. en realistisk

opfattelse af, at konflikter og modsætninger altid vil være en del af vidensdelingen. Det pluralistiske

videnssyn med f.eks. pointeringen af personlige historier (jf. Bhardwaj et al.) bærer i højere grad

end videnskabelsesteoriens beskrivende aboutness-stil præg af, at virkeligheden kun kan afbildes

fragmentarisk. Således synes Bhardwaj et al. og Schreiber et al. i langt højere grad at nærme sig den

nuancerede vidensforståelse i narrativ og teoretisk viden end Nonaka og Takeuchis empirisk-

paradigmatiske prægede optik.

78


Konklusion

Nærværende speciale har med narrativt orienterede antagelser af Polanyi, Lyotard,

Hedegaard/Bruner og Davydov, Shotter, Wittgenstein og Foucault, påpeget, at Nonaka og

Takeuchis videnskabelsesteori tenderer mod et endimensionalt videnssyn i form af empirisk-

paradigmatisk vidensform, videnskabelig viden og aboutness. Det til trods for forfægtelsen af et

helhedssyn, der, som det viser sig gang på gang, paradoksalt nok ikke lader sig opretholde. Dette

kommer først og fremmest til udtryk i præsentationen af videnskabelsesteorien, hvor helhedssynet

funderet i japansk filosofi og i form af ”Organisatorisk videnskabelse” afgrænses over for vestlig

filosofi- og managementtradition, der pga. den fremherskende kartesianske dualisme ikke har

kunnet mønstre samme holistiske videnssyn. Således favoriseres Nonaka og Takeuchis japanske

tilgang, selv om det pointeres, at de vestlige og japanske approaches er gensidigt komplementære.

I analysedelen fastslås det ud fra ovennævnte teorigrundlag, at Nonaka og Takeuchis

videnskabelsesteori, herunder de centrale videnskonverteringprocesser ”Socialization” og

”Externalization”, tenderer mod et empirisk-paradigmatisk videnssyn. En optik, der beror på en

naturvidenskabelig forståelse af, at viden er observerbar, og at det muligt at nå til en

helhedsforståelse ligesom det at samle et puslespil. Den viden, man har, forandres ikke, medmindre

man har fejlagtige oplysninger eller forvrængede informationer. De unuancerede overvejelser om

videnskabelse- og deling viser sig endvidere i sproget ved en rapporterende aboutness-stil, et træk

ved Nonaka og Takeuchis videnskabelsesteori, der sjældent er blevet betonet i den kritiske

litteratur. Set ud fra Dag Østerbergs antagelser om forskellige forståelsesformer eller forhold

mellem værender afspejler beskrivelserne i ”Socialization” og ”Externalization” en

udvendighedstilgang, som kommer til udtryk i middelbare handlinger, der allerede er foretaget på

forhånd på et abstrakt aboutness-plan. Eftersom relationer mellem medarbejdere iagttages udefra og

handlinger ikke ses som flertydige, synes disse ikke at implicere noget anderledes nyt, som

videskabelseteorien med fokus på innovation ellers garanterer. Nonaka og Takeuchis teori bliver

aldrig til ‟withness‟ (jf. Shotter), som via følelser og engagement orienterer og fører recipienten

mod det næste ‟rette skridt‟, der skal tages i praksis; et paradoks i en teori, som betoner et holistisk

videnssyn og handleviden.

Disse faktorer, ligesom det for helhedsteorien paradoksale fokus på især eksplicit viden og et deraf

følgende produkt, peger på, at teorien i sin helhed og kerneprocessen ”Externalization” i

79


særdeleshed opfylder Lyotards forudsigelser om videns status i postmoderniteten: Videns

sandhedskriterium delegitimeres og erstattes af et nyttebetonet performance-kriterium. På den

baggrund afslører videnskabelsesteorien endnu en modsætning, idet Nonaka og Takeuchi faktisk

gør sig overvejelser om sandhed i deres definition af viden: Viden ses som en proces, hvor

sandheden søges tilnærmet. På den anden side synes denne sandhedsviden at rette sig mod et

nyttekriterium i form af et produkt. I den henseende bærer Nonaka og Takeuchis teori præg af et

modernistisk videnssyn, hvor viden ses som et objekt, der kan flyttes uafhængigt af den vidende.

Hvilket udgør endnu en modsætning i helhedsteorien, hvis mål netop er at forbinde den, der ved

med det, der vides, den vidende med viden.

Lyotards antagelser reflekteres især i kerneprocessen ”Externalization”, som er udgangspunktet for

den senere videnskonvertering med udviklingen af produkter. At synet på viden i disse processer

bærer præg af et kriterium om nytte, skal desuden ses i sammenhæng med endnu en modsætning i

teorien, nemlig definitionen af tavs viden, der indledningsvist beskrives i særdeles generelle

vendinger. Metaforen om tavs videns rige potentiale som undersiden af et isbjerg, står i kontrast til

især eksternaliseringsprocessens fokus på de tekniske dimensioner ved viden. Lyotards antagelser

om, at videnskabelig viden i form af ét bestemt sprogspil kan blive en indirekte komponent i

institutioner i postmoderniteten sammenholdes med Ray og Cleggs kritik vedr. tavs viden i japansk

kontekst: Nonaka og Takeuchis fokus på verbalisering af tavs viden forårsager en

institutionalisering, en ensretning, der grunder sig på tavs videns indforståede karakter i en særlig

kollektiv japansk autotitetstro organisationskultur. Ray og Cleggs antagelser afspejler et videnssyn,

som ikke blot er knyttet til tavs videns ”know how” og kognitive dimensioner, men tillige etiske

aspekter ved viden og narrativt orienterede dimensioner som ”knowing how to live” og ”how to

listen” (jf. Lyotard).

Omvendt viser ét bestemt sprogspils ensretning sig tillige i forbindelse med tavs videns

verbalisering på det individielle plan, idet mellemledere i eksempelmaterialet repræsenterer flere

forskellige aktører. Sådanne modsætninger i den holistisk prægede optik ses endvidere ved den

manglende betoning af, at begreber udvikles ud fra de forhold, som tavs/eksplicit viden

konfronteres med. Det til trods for forfægtelsen af en socialkonstruktivistisk tilgang og forankringen

i Berger og Luckmanns teorier.

Nærværende optik anser sprog og magt for at være essentielle og uafvendelige faktorer i skabelsen

og delingen af viden. Det er problematisk, at Nonaka og Takeuchi ikke behandler disse forhold,

som ydermere hæmmes af styringen mod ét sprogspil af især teknisk karakter. Til at belyse sprog

80


og magts betydning for viden tages udgangspunkt i Jørgensens tilgang (2006), hvis narrativt

orienterede optik beror på, at videnskabelse- og deling sker ud fra en række forskellige faktorer.

Jørgensens kritiske antagelser om management-værktøjet Intellektuel Kapital overføres til

nærværende analoge kritik af management-værktøjet ”videnskabelse”, med særligt fokus på

”Externalization”s sparsomme betragtninger om sprog; en videnskonverteringsform, der egentlig

lægger op til at se nærmere på sproget. I diskussionen af de forskellige tilgange afsløres og

bekræftes dels tendensen mod empirisk-paradigmatisk vidensform og dels nuancerede overvejelser

om videnskabelse- og deling funderet i en narrativ optik. Eftersom Nonaka og Takeuchi ikke gør sig

overvejelser om sprog- og magtspillet, synes sprogspillet af særlig teknisk karakter og den japanske

organisationskultur at medføre forskydninger i magt- og sprogspillet. Mens videnskabelsesteorien

snarere er møntet på transformationen mellem tavs og eksplicit viden end reflekterende og kritiske

overvejelser om videnskabelse, afspejler Jørgensens antagelser en evaluerende tilgang til viden

ligesom ‟withness‟, som tillige har visse ligheder med teoretisk videns og aktionsforskningens

fokus på forskning og forandring på en samme tid.

Da teori og praksis i høj grad er forbundet med hinanden, når det gælder vidensprocesser, sås på

basis af teorigrundlaget nærmere på forskellige tilgange til eksplicitering af tavs viden. Skønt

fokuset på Polanyis overvejelser om videns grundlæggende tavse natur er essentielle og ligger til

grund for nærværende tilgangs betoning af videns forening med den vidende, synes kritikere af

Nonaka og Takeuchis teori at forblive på et teoretisk plan. Således gives der ikke bud på nye måder,

f.eks. understøttet af caseundersøgelser, til, hvordan tavs viden som vigtig vidensressource kan

deles. Heroverfor synes de narrativt orienterede tilgange, storytelling og diskursanalyse, både

teoretisk og praktisk at have gjort sig flere overvejelser om tavs videns kodificering og deling. En

postmoderne approach til viden synes bibeholdt, ligesom der hersker en erkendelse af videns

magtpotentiale, som kan have den følge, at en diskurs kan dominere eller reducere den anden

diskurs. Der er tale om en betoning af de etiske aspekter ved viden, som kommer til udtryk i de

daglidags ”knowing how to live”-processer.

De Nonaka/Takeuchi-inspirerede undersøgelser af Lee et al. og Stover ligger på linie med

videnskabelsesteoriens tendenser mod en empirisk-paradigmatisk optik og abstrakte aboutness-

beskrivelser. Dog viser det sig, at Stover i højere grad har øje for de barrierer, der er forbundet med

konverteringsprocessen end Lee et al. og Nonaka og Takeuchi, og således nærmer sig et narrativt

orienteret videnssyn. Dog bygger undersøgelsen stadig på videnskabelsesmodellen ureflekterede

transformationstanke. En optik, som nærmer sig det empiriske-paradigmatiske

81


videnssyn/videnskabelig viden, hvor der ikke gøres overvejelser om sprog og magts indflydelse på

viden. Hvilket kan medføre ensretning og gøre aktører til fanger i deres eget sprogspil.

På denne baggrund er det vigtigt at understrege, at Nonakas teori tenderer mod empirisk-

paradigmatisk viden, videnskabelig viden og aboutness, eftersom praksisbaserede undersøgelser

som Stovers, der inddrager forskellige barriere, f.eks. etiske aspekter ved viden, vil kunne føje nyt

til teorien. Derudover bør det tillige understreges, at Nonaka og Takeuchi fremhæver

grundlæggende træk ved viden, der er funderet i en postmodernistisk optik: Viden er handling, en

proces, en social konstruktion osv. Dog, som det har vist sig i analysen, opretholdes disse ikke pga.

teoriens mange modsætninger og særdeles abstrakt beskrivende stil.

Eftersom nærværende tilgang anser tavs videns kodificering for at være en vanskelig, men dog i

visse tilfælde mulig proces, hvis fragmentariske udfald endvidere afhænger af en fortolkning, har

spørgsmålet drejet sig om, hvordan denne proces forløber, og hvilke faktorer, der er i spil, til forskel

fra ovennævnte kritikeres grundlæggende spørgsmål, om verbalisering af tavs viden i henhold til

antagelser af Polanyi eller Wittgenstein kan lade sig gøre. Nærværende tilgang anser narrativ viden

med dennes fokus på sprog, sprogspil, det fragmentariske og pluralistiske for at være det givtigste

grundlag til at verbalisere tavs viden. Dog bør den vidende vel at mærke altid forsøgt tænkt med,

f.eks. i form af etiske værdier og den kontekst disse er forankret. Den narrative vidensform synes i

langt højere grad at medinddrage den vidende i en erkendelse af, at menneskelivet som sådan har

indvirkning på videns skabelse, dvs. dimensioner som ”knowing how to live” og ”how to listen”,

retfærdighed og/eller lykke (etisk visdom), en lyds eller farves skønhed (auditiv, visuel følsomhed)

osv. (jf. Lyotard). Dertil foreligger der en postmoderne erkendelse af, at viden er fragmenteret og

frem for alt hverken kan generaliseres eller fremstilles som objektiv. En erkendelse af, at viden er

pluralistisk størrelse, der implicerer mange forskellige sprogspil, som hver især bidrager til den

instrumentering af stemmer, som viden er.

Problemet med en teori som Nonaka og Takeuchis er dybest set det, den selv ensidigt sætter fokus

på, nemlig viden. I den henseende kan teorien med de mange modsætninger ironisk nok siges at

leve op til sin overordnede tese, videnskabelse. Fokuset på viden, herunder særligt tavs videns

tekniske dimensioner medfører en ensretning, der lader den vidende ude af betragtning.

Nærværende tilgang, der anser viden og den vidende for at være to uadskillelige størrelser, anfører,

at et større fokus på den vidende uvilkårligt vil give større forståelse for viden. Med tanke på den

vidende burde Nonaka og Takeuchi som Frank Blackler stille det grundlæggende spørgsmål: ”What

is knowledge?” (Blackler, 1995, 1033, forfatterens fremhævelse). Blacklers tilgang til viden, der

82


ent sprogligt manifesterer sig ved brugen af ”knowing” frem for ”knowledge” - det til forskel fra

Nonaka og Takeuchis konsekvente brug af ”knowledge”, som tankevækkende nok afslører

tendensen mod et modernistisk videnssyn – vidner om en bibeholdt postmoderne optik med et

socialkonstruktivistisk og procesorienteret islæt. Viden er ikke en specifik entitet skabt i individers

hjerne (Blackler, 1995, 1033), men en multifacetteret, situeret processuel størrelse, der indebærer

størrelser som magt og kultur (Blackler, 1995, 1042). Disse overvejelser vidner om, at tavs viden

ligesom viden som sådan og videnskabelse- og deling er multifacetterede størrelser, netop fordi

viden er knyttet til mangfoldige vidende mennesker. Der bør derfor mere forskning til for at se

nærmere på de mange faktorer, der har indflydelse på viden og den vidende.

83


Litteraturfortegnelse

Bhardwaj, M. et al.: “Tacit to explicit: an interplay shaping organization knowledge”, Journal of

Knowledge Management, 2006, 10, 3, 72-85.

Blackler, F., ”Knowledge, Knowledge Work and Organizations: An Overview and Interpretation”,

Organization Studies, 1995, 16/6, 1021-1046.

Boje, D. M., Narrative Methods for Organizational and Communication Research, 2001.

Ambrosini, V. et al., “Tacit knowledge: some suggestions for operationalization”, Journal of

Management Studies 38:6, 2001, 811-829.

Brohm, R., “The emancipatory power of the tacit dimension”, Critical perspectives on international

business, vol. 2, 3, 2006, 244-258.

Bryant, Antony, ”Knowledge Management – the Ethics of the Agora or the Mechanisms of the

Market?”, Proceedings of the 35 th Hawai International Conference on System Sciences, 2006, 1-10.

Clark et al., ”The Spectrum of (Explacit) Knowledges in Firms and Nations”, Prometheus, vol. 18,

4, 2000, 453-460.

Clegg et al., ”Tacit knowing, communication and power: lessons from Japan?”, i: Managing

knowledge: an essential reader, 2005, 319-347.

Clegg et al., ”Power, Rules of the Game and the Limits to Knowledge Management: Lessons from

Japan and Anglo-Saxon Alarms”, Prometheus, Vol. 21, 1, 2003, 23-40.

Cook, S. et al., ”Bridging Epistemologies: The Generative Dance Between Organizational

Knowledge and Organizational Knowing”, Organization Science, 1999, 10, 4, 381-400.

Donaldson,

Essers, J. et al., ”Nonaka´s Subjectivist Conception of Knowledge”, Knowledge Organization,

1997, 24, 1, 24-32.

84


Gourlay, S., “Towards conceptual clarity for „tacit knowledge‟: a review of empirical studies”,

Knowledge Management Research and Practice, 2006, Vol. 4, p.60-69.

Gourlay, Stephen: “Conceptualizing Knowledge Creation: A Critique of Nonaka‟s Theory”, Journal

of Management Studies 2006, Vol. 43, No. 7, 1415-1436.

Gourlay, Stephen; Nurse, Andrew: “Flaws in the “engine” of knowledge creation”, 2005, i: Buono,

A. F. & Poulfelt, F. (udg.) Challenges and issues in knowledge management, 293-315.

Gourlay, S., “Tacit knowledge, tacit knowing or behaving?”, 3rd European Organizational

Knowledge, Learning, and Capabilities Conference, Athens, 2002.

Findes på (02.01.08):

http://www.alba.edu.gr/OKLC2002/Proceedings/pdf_files/ID269.pdf

Gourlay, Stephen: “On some cracks in the “engine” of knowledge-creation: a conceptual critique of

Nonaka & Takeuchi‟s (1995) model”, British Academy of Management Conference, Edinburgh,

2000.

Grant, B., “Tacit Knowledge Revisited – We Can Still Learn from Polanyi”, Electronic Journal of

Knowledge Mangement, vol. 5, 2, 2007, 173-180.

Gudiksen, J., “Aktionsforskningens selvforståelse. En begrebslig diskussion af handlings- og

forandringsopfattelser i aktionsforskningen”, Nordiske udkast, 2004, 2, 23-31.

Haldin-Herrgard, T., ”Difficulties in diffusion of tacit knowledge in organizations”, Journal of

Intellectual Capital, 2000, vol. 1, 4, 357-365.

Hardy et al., ”Some do dare call it power”, i: S. R. Clegg & C. Hardy & W. R.. Nord (udg.),

Handbook of organization studies, 1996 (pp. 622-641).

Hedegaard, M., Tænkning. Viden. Udvikling, 1995.

85


Jackson, M., “Reflections on knowledge management from a critical systems perspective”,

Knowledge Management Research & Practice, 2005, 3, 187-196.

Knights, D. et al., Organization and innovation. Guru schemes and American dreams, 2003.

Jasimuddin, S. M. et al., ”The paradox of using tacit and explicit knowledge”, Management

Decision, vol. 43, 1, 2005, 102-112.

Johannessen, J.-A. et al., “Mismanagement of tacit knowledge: the

importance of tacit knowledge, the danger of information technology, and what to do about it”,

International Journal of Information Management 21, 2001, 3-20.

Jørgensen, K. M., ”Conceptualising intellectual capital as language game and power”, Journal of

Intellectual Capital, 2006, vol. 7, 1, 78-92.

Kreiner, K., “Tacit knowledge management: the role of artifacts”, Journal of Knowledge

Management, vol. 6, 2, 2002, 112-123.

Lee, Hyun-Soo; Suh, Yung-Ho: “Knowledge conversion with information technology of Korean

companies”, Business Process Management, 2003, vol. 9, 3, 317-336.

Leonard, D. A. et al, "The Role of Tacit Knowledge in Group Innovation”, California Management

Review, 40, 3, 1998, 112-132.

Lyotard, J.-F., The Postmodern Condition: A Report on Knowledge, 1991.

Nielsen, K., “The Concept of Tacit Knowledge. –A Critique”, Outlines 2, 2002.

Neurale Netværk. Findes på (02.01.08): http://www.fou.uib.no/fd/1996/h/704001/KAP02.htm

Nonaka, Ikujiro; Takeuchi, Hirotaka: The Knowledge-Creation Company. How Japanese

Companies Create the Dynamics of Innovation, 1995.

86


Peltonen, T. et al., ”‟Communities of Practice‟ and the Social Process of Knowledge Creation:

Towards a New Vocabulary for Making Sense of Organizational Learning”, Problems and

Perspectives in Management, 2004, 4, 249-262.

Polanyi, Michael, Knowing and being, 1969.

Polanyi, Michael: The Tacit Dimension, 1966.

Pålshaugen, Ø., “The Use of Words: Improving Enterprises by Improving their Conversations”, i:

Reason, P., Bradbury, H. (udg.) The Handbook of Action Research, 2001, pp.209-218.

Schreiber, Trine; Moring, Camilla: “Codification of knowledge using discourse analysis”,

Proceedings of The 11th Nordic Conference on Information and Documentation, Reykjavik, 2001.

Findes på (02.01.08):

http://www.bokis.is/iod2001/papers/Schreiber_paper.doc

Schreyoegg, G. et al : If knowledge is everything, maybe it is nothing: Reconsidering organisational

knowledge, 3rd European Organizational Knowledge, Learning, and Capabilities Conference,

Athens, 2002.

Findes på (02.01.08): http://www.fu-

berlin.de/wiwiss/institute/management/schreyoegg/forschung/schwerpunkte/pdf/If_knowledge_is.p

df

Shotter, J., “Expressing and legitimating „actionable knowledge‟ from within „the moment of

acting‟, Concepts and Transformation, 9:2, 205-229.

Snowden, D., “Complex acts of knowing: paradox and descriptive self-awareness”, Journal of

Knowledge Management, Volume 6, 2, 2002, 1-13.

Stacey, R. “The Emergence of Knowledge in Organizations” Emergence, 2(4), 23-39.

87


Stenmark, Dick: “Turning Tacit Knowledge Tangible”, Proceedings of the 33 rd Hawaii International

Conference on System Sciences, 2000, 1-9.

Stillwell, William D.: “Tacit Knowledge And The Work of Ikujiro Nonaka: Adaptions of Polanyi in

a Business Context”, The Polanyi Society Periodical 2003-2004, vol. XXX, 1, 19-23.

Stover, Mark: “Making tacit knowledge explicit: the Ready Reference Database as codified

knowledge”, Services Review 32(2), 2004 164-173.

Styhre, Alexander, “Rethinking Knowledge: A Bergsonian Critique of the Notion of Tacit

Knowledge”, British Journal of Management 2004, 15 (2), 177–188.

Tsoukas, Haridimos: “Do we really understand tacit knowledge?”, Knowledge

2002, 1-18.

Wackerhausen, ”Polanyi´s begreb om tavs viden – en kritisk skitse”, Institut for filosofi, 1997, 2, 1-

19.

Wilson, T. D.: “The nonsense of „knowledge management‟”, Information Research, Vol. 8 No. 1,

October 2002.

Zhenhua, Y., “Tacit Knowledge/Knowing and the Problem of Articulation”, 2007, 1-13.

Findes på (02.01.08):

http://64.233.183.104/search?q=cache:ULO0OpmYrI0J:www.missouriwestern.edu/orgs/polanyi/T

AD%2520WEB%2520ARCHIVE/TAD30-2/TAD30-2-pg11-23-

pdf.pdf+%22Zhenhua%22+%22tacit+knowledge%22&hl=da&ct=clnk&cd=1&gl=dk

Zhu, Z., “Nonaka meets Giddens: A Critique”, Knowledge Management Research & Practice, 2006,

4, 106-115.

88

More magazines by this user
Similar magazines