Et casestudie af emigrationshistorier - speciale ... - Forskning

pure.iva.dk

Et casestudie af emigrationshistorier - speciale ... - Forskning






Ud
af
skyggen


Etcasestudieaf

emigrationshistorier






Det
Informationsvidenskabelige
Akademi



Speciale
skrevet
af

Alexandra
Koziel



Vejleder:
Hans
Elbeshausen


Sider:
75
normalsider





Schön
und
gut
und
klar
und
wahr



Da
sind
diese
vier
weißen
Tauben,


die
sich
in
das
Blau
des
Himmels
schrauben.



Sie
leuchten
sehr
auf
beim
Steigen,


um
sich
kurz
drauf
dunkel
zu
zeigen.



Das
machen
sie
immer
gemeinsam,


nie
flog
auch
nur
eine
je
einsam.



Warum
die
das
tun?
Keine
Ahnung.


Möglicherweise
als
Mahnung.



Es
ist
schön,
sich
im
Aufwind
zu
wiegen


Es
ist
gut,
nicht
alleine
zu
fliegen


Es
ist
klar,
daß
Steigen
schon
viel
ist


Es
ist
wahr,
daß
der
Weg
das
Ziel
ist.





(Robert
Gernhardt)




 2



Indholdsfortegnelse



ABSTRACT
 4


1.

 INDLEDNING
 6


2.

 ANALYSESTRATEGI
 9


2.1

 HVORFOR
ANALYSESTRATEGI
I
STEDET
FOR
TEORI
OG
METODE?
 9


2.2
 VALG
AF
DET
NARRATIVE
INTERVIEW
SOM
METODE
 10


2.3
 HVAD
ER
ET
NARRATIVT
INTERVIEW?
 12


2.4
 KARAKTERISTIKA
OG
FORDELE
AF
METODEN
 14


2.5
 NARRATIVE
ASPEKTER
OG
AUTOBIOGRAFISKE
SPONTANFORTÆLLINGER
 16


2.5.1
 TRÆKKETVANG
 19


2.5.2
 SCHÜTZES
FIRE
KOGNITIVE
FIGURER
 19


2.6
 MEDSKABEREN
–
INTERVIEWERENS
ROLLE
I
DET
NARRATIVE
INTERVIEW
 25


2.7
 FRITZ
SCHÜTZES
ANALYSEMODEL
 27


2.7.1
 INSPIRATION
FRA
GROUNDED
THEORY
 27


2.7.2
 TEORETISK
SAMPLING
OG
MÆTNING
 28


2.7.3





DE
SEKS
ANALYSETRIN
 29


3.
 CASEPRÆSENTATION
 32


4.
 ANALYSE
AF
FORSKELLIGE
VEJE
IND
I
DET
DANSKE
SAMFUND
 38


4.1
 ANALYSE
AF
CASE
1:
SEAN
 40


4.1.1
 STRUKTUREL
INDHOLDSBESKRIVELSE
‐
HOVEDFORTÆLLINGEN
 41


4.1.2
 STRUKTUREL
INDHOLDSBESKRIVELSE
–
UDVALGTE
DELE
FRA
EFTERSPØRGEFASEN
 48


4.1.3
 
ANALYTISK
ABSTRAKTION
 56


4.2.
 ANALYSE
AF
CASE
2:
NOUSHIN
 60


4.2.1
 STRUKTUREL
INDHOLDSBESKRIVELSE
–
UDVALGTE
DELE
AF
HOVEDFORTÆLLINGEN
 61


4.2.2
 STRUKTUREL
INDHOLDSBESKRIVELSE
–
UDVALGTE
DELE
AF
EFTERSPØRGEFASEN
 72


4.2.3
 ANALYTISK
ABSTRAKTION
 79


4.3
 SAMMENFATNING
 80


5.



METODEKRITIK
OG
REFLEKSIONER
 82


6.
 PERSPEKTIVERING
 86


6.1
 DET
NORMATIVE
ANSVAR
OG
FOKUSSKIFT
I
FORSKNINGEN
 87


6.2
 PRAKTISKE
PERSPEKTIVER
 88


7.

 KONKLUSION
 90


8.
 KILDER
 92


9.

 BILAG
 101



NB:
Bilag
3­13
er
ikke
offentligt
tilgængelige.




 3



Abstract



This
thesis
examines
the
different
ways
of
migration
that
nine
immigrants
and


refugees
have
taken
in
order
to
become
a
part
of
the
Danish
society.
Fritz
Schütze’s


narrative
interview
method
serves
as
a
theoretical
and
methodological


background.
This
study
focuses
on
how
these
ways
are
being
expressed
and


reflected
upon
in
the
individual
immigrant’s
personal
story,
and
on
how
these


ways
are
being
communicated.
The
epistemological
tradition,
that
this
thesis


advocates,
can
be
called
normative
social
constructivism.
Thus,
the
aim
of
this


paper
is
also
to
examine
how
Schütze’s
narrative
method
qualifies
for
knowledge


creation
by
giving
voice
to
the
unheard
stories
of
non‐Danish
members
of
the


society.



The
nine
interviewees
entered
the
Danish
society
by
using
the
following
ways:


language
(learning),
work
and
education,
hobbies,
transnational
networks
and


Danish
friends
(who
are
both
way
and
final
aim).
They
also
named
cities
and


places
and
recognition
as
significant
factors.
These
ways
are
by
no
means
ultimate


and
should
not
be
regarded
from
an
essentialist
point
of
view.
Even
though
we


could
find
persistently
significant
factors
such
as
recognition,
every
way
into
the


Danish
society
has
to
be
considered
as
distinct.
This
means
above
all
that
a
final


answer
on
successful
or
unsuccessful
integration
doesn’t
exist,
as
beneficial


parameters
are
related
to
the
entirely
personal
life
story
and
living
conditions
of


each
and
every
one
of
us.



Meanwhile,
it
is
very
interesting
that
many
interviewees
come
up
with
the
same


ways
and
problems,
when
trying
to
enter
the
Danish
society
–
even
though
they


reflect
and
argue
quite
differently
about
those.



In
this
thesis
the
narrative
method
proved
to
be
very
useful,
as
it
reflects
changes


in
society
by
uncovering
social
chances
for
and
demands
on
the
individual


member.
Thus,
I
recommend
the
use
of
this
particular
qualitative
method
in
social


science,
because
it
creates
rather
deep
knowledge
instead
of
generating
statistics



 4



as
quantitative
methods
do.
In
addition,
this
method
is
very
effective
in
letting


those
speak,
who
are
not
being
heard
usually,
thereby
creating
new
and
important


knowledge.



Finally,
this
thesis
has
illustrated
that
recognition
should
play
a
powerful
role
in


society
in
general
and
in
particularly
in
the
Danish
education
system.
Not
being


Danish
and
speaking
a
different
mother
tongue
should
be
seen
as
an
opportunity


and
not
as
a
threat.
Using
a
recognition
approach
facilitates
a
feeling
of
belonging


and
confirms
the
individual’s
dignity,
which
in
the
long
run
enhances
motivation


and
enables
people
to
develop
into
an
invaluable
resource
for
the
Danish
society.






 5



1.

 Indledning




 


Som
kandidatstuderende
og
indvandrer
har
jeg
nøje
fulgt
den
danske



integrationsdebat,
som
har
fået
en
skarpere
og
skarpere
tone
med
årene.
Jeg
har



undret
mig
over
den
tidligere
integrationsminister
Søren
Pind,
der
i
februar
2012



proklamerede
i
Berlingske,
at
han
vil
have
nedlagt
alle
integrationsprojekter
i


Danmark.
Pind
foreslår,
at
der
skal
etableres
tydelige
mål
for
integrationen.
“Man


skal
på
objektiv,
videnskabelig
basis
kunne
dokumentere,
hvad
der
virker.” 1
Hvordan


ved
’man’,
hvad
der
virker?
Hvad
er
målestokken?
Er
målestokken
lige
for
alle?
Og:



Kan
man
overhovedet
måle
integration
–
især
med
kategorier,
som
danske


politikere
og
ikke
udlændinge
har
sat?




Her
mener
jeg,
at
det
er
på
tide
at
høre
på
dem,
det
hele
handler
om.
Selvom
der


forskes
og
skrives
en
del
om
integration 2
og
indvandrere,
er
det
faktisk
sjældent


indvandrerne
selv,
der
kommer
til
orde.
Som
Marianne
Horsdal
forklarer,
lever
vi
i


et
videnssamfund,
som
er
”[…]
afhængig
af
konstruktion
af
innovativ
viden,
og
kun
i


kulturer
der
baseres
på
diversitet,
refleksivitet
og
åbent
samarbejde
kan
ny
viden


opstå.
Det
sker
ikke
i
en
lukket,
homogen
kontekst
[…].” 3
Og
lige
netop
derfor
skal
vi


have
alle
stemmer
med
–
også
og
især
i
forskningen.



”’Det er altså for galt, at flygtninge og indvandrere ikke sørger for, at få lært et

ordentligt dansk.’ Denne bemærkning har Palle Gettermann, formanden for Dansk

Røde Kors i Trundholm ofte hørt – og når han så spørger, hvornår vedkommende

senest har talt med en indvandrer, lyder svaret ofte, at det har de sandelig aldrig

gjort.”


 
 
 
 
 
 







Nordvestnyt,
10.5.2012,
s.
24.




























































1 
Nielsen,
Jens
Beck
&
Sloth,
Søs
Lykke:
Venstre
blæser
til
kamp
mod
projektmageri.
Berlingske.


14.2.2012,
s.
1.



2 
Her
skal
der
bl.a.
nævnes
Peter
Seeberg
(2001),
Flemming
Mikkelsen
(2001),
Morten
Ejrnæs


(2002),
Ruth
Emerek
(2003)
og
Karen
Fog
Olwig
&
Karsten
Pærregaard
(2007).


3 
Horsdal
(2004),
s.
134‐135.



 6



Dette
speciale
handler
ikke
om
integration 4
per
se,
men
snarere
om
hvordan
vi
i
et


videnssamfund
kan
få
alle
stemmer
med
for
at
skabe
ny
viden.




Ser
vi
på
den
samfundsvidenskabelige
forskningsside,
kan
vi
sikre
dette
normative


krav
gennem
brug
af
metoder,
der
tager
hensyn
til
alle
involverede
borgere.
I
og


med
at
”personal
experience
is
larger
than
personal,” 5
dvs.
at
personlige
historier


også
afspejler
samfundsrelevante
problemstillinger
og
løsninger,
har
jeg
anvendt


Fritz
Schützes
narrative
interview
som
metode
og
undersøgt,
hvilke
veje


indvandrere
har
fundet
ind
i
det
danske
samfund.
Jeg
har
interviewet
ni


ressourcestærke
indvandrere
for
at
lære
af
deres
personlige


emigrationsfortællinger.
Samtidig
var
jeg
interesseret
i,
hvordan
den
narrative


metode,
som
er
mest
kendt
og
anvendt
inden
for
den
tyske
biografiforskning, 6


egner
sig
til
dette
formål.
Ifølge
biografiforsker
og
sociolog
Birgit
Griese
er
et


normativt
perspektiv,
som
jeg
indtager
i
dette
speciale,
yderst
vigtigt:
”Leugnet
die


Biographieforschung
ihren
Bezug
zu
normativen
[…]
Perspektiven,
kann
sie
nichts


weiter
sein,
als
ein
Nacherzählung
der
[..]
Erzählung.” 7



Dette
normative
krav
hænger
sammen
med
min
videnskabsteoretiske
baggrund,


som
er
socialkonstruktivistisk.
Som
forsker
er
jeg
med
til
at
konstruere
den
sociale


virkelighed
gennem
analysebærende
begreber. 8
Herved
er
jeg
klar
over,
at
jeg


både
er
deltager
og
tilskuer
i
interviewprocessen,
og
at
den
viden,
der
opstår
i


situationen,
ikke
er
værdifri,
som
Habermas
påpeger.
Samtidig
forklarer
han,
at




























































4 
I
og
med
at
det
stadig
er
“enestående
uklart,
hvad
der
menes
med
integration
som
teori,
som
politisk


mål
eller
som
utopi”
har
jeg
forsøgt
at
undgå
selve
ordet
integration,
for
at
undgå
en
henvisning
til


aktive
integrationsdiskurser,
der
kunne
påvirke
mine
deltagere
og
kræve
bestemte
svar
og


fortællinger
fra
deres
side.
Citat
se
Ejrnæs,
Morten
(2002):
Etniske
minoriteters
tilpasning
til
livet
i


Danmark
–
forholdet
mellem
majoritetssamfund
og
etniske
minoriteter.
AMID
Working
Paper
Series


18/2002,
Aalborg.
s.
6.


5 
 Shuman,
 Amy
 (2006):
 ”Entitlement
 and
 empathy
 in
 personal
 narrative.”
 I:
 Narrative
 Inquiry.


1/2006.
s.
149.


6 
Bl.a.
Gabriele
Rosenthal,
Ivonne
Küsters,
Peter
Alheit,
Birgit
Griese
etc.


7 
 Griese
 Birgit
 (2010):
 ”Unübersichtlichkeiten
 im
 Feld
 der
 Biographieforschung.”
 I:
 Griese,
 Birgit


(red.):
 Subjekt
 –
 Identität
 –
 Person?
 Reflexionen
 zur
 Biographieforschung.
 VS
 Verlag
 für


Sozialwissenschaften:
Wiesbaden.
s.
135.


8 
Esmark,
Anders;
Laustsen,
Carsten
Bagge
&
Andersen,
Niels
Åkerstrøm
(2005):


”Socialkonstruktivistiske
analysestrategier
–
en
introduktion.”
I:
Esmark,
Anders;
Laustsen,
Carsten


Bagge
&
Andersen,
Niels
Åkerstrøm
(red.):
Socialkonstruktivistiske
analysestrategier.
Roskilde


universitetsforlag:
Frederiksberg.
s.
11.



 7



ingen
social
praksis,
inkl.
forskning,
er
desinteresseret. 9




Med
dette
socialkonstruktivistiske
udgangspunkt
kan
også
dette
speciales


opbygning
forklares.
I
stedet
for
to
afsnit
om
hhv.
teori
og
metode
følger
som
det


næste
kapitel
en
præsentation
af
min
analysestrategi.
Bagefter
præsenterer
jeg


kort
de
ni
cases,
hvorefter
jeg
analyserer
to
cases
detaljeret
med
Fritz
Schützes


analysemetode
efter
nedenstående
problemformulering.
Jeg
inddrager
dog


løbende
de
øvrige
syv
cases.
Med
udgangspunkt
i
mine
analyseresultater
vil
jeg


endelig
se
på
yderligere
mulige
perspektiver.



I
forlængelse
af
ovenstående
vil
jeg
derfor
undersøge
følgende:



1.
Hvilke
veje
finder
indvandrere
ind
i
det
danske
samfund,
og
hvordan
kommer


disse
veje
til
udtryk
i
indvandrernes
fortællinger?



• Hvordan
er
indvandrernes
etableringsproces
forløbet?



• Hvordan
reflekterer
indvandrerne
over
deres
veje
ind
i
samfundet?



• På
hvilke
måder
bliver
udvalgte
oplevelser
formidlet
–
og
hvorfor?


2.
Hvorledes
egner
den
narrative
metode
sig
til
at
give
dybere
indsigt
i
de
mere


kvalitative
aspekter
ved
emigration?







































































9 
Sørensen,
Anne
Scott;
Høystad,
Ole
Martin;
Bjurström,
Erling
&
Halvard
Vike
(2010):
Ny


kulturstudier.
Teorier
og
temaer.
Tiderne
Skifter:
København.
s.
122.




 8



2.

 Analysestrategi




2.1

 Hvorfor
analysestrategi
i
stedet
for
teori
og
metode?


I
og
med
at
min
videnskabsteoretiske
baggrund
er
socialkonstruktivistisk, 10
anser


jeg
det
for
umuligt
at
arbejde
med
hhv.
et
decideret
teori‐
og
metodeafsnit,
da
teori


og
metode
ikke
lader
sig
adskille
klart
ifølge
socialkonstruktivismen.
Jeg
har
derfor


med
mit
videnskabsteoretiske
udgangspunkt
valgt
at
kalde
dette
kapitel
for


Analysestrategi.



Ifølge
Anders
Esmark,
Carsten
Bagge
Laustsen
og
Niels
Åkerstrøm
Andersen


anvendes
der
tit
en
logisk‐empirisk
tilgang
også
til
samfundsvidenskabelig


forskningen,
idet
det
antages,
at
teori
og
empiri
er
skarpt
adskilt.
Mens
empirien


henviser
til
en
given
virkelighed,
er
det
teoriens
opgave
at
formulere
udsagn
om


den
og
afdække
årsags‐
og
virkningsrelationer. 11
Dog
er
socialkonstruktivismens


udgangspunkt
en
anden:



”Den
sociale
virkelighed
[er]
aldrig
[..]
organiseret
i
entydige
årsager
og


effekter.
Årsag/effekt­skemaets
problem
er,
at
det
ikke
tager
højde
for
forhold


såsom
refleksivitet,
autonomi
og
agency,
der
anses
for
uomgængelige
i
den


sociale
virkelighed.
[…]
[S]ocialkonstruktivismen
[tematiserer]
den
sociale


virkelighed
som
et
forhold
mellem
muliggørende
og
begrænsende
strukturer


og
refleksive
subjekter,
der
kan
både
undvige
og
ændre
strukturer.” 12


Det
betyder,
at
socialkonstruktivismen
snarere
skal
anses
som
et
perspektiv,
der


gør
en
forskel
i
den
konkrete
analyse. 13
Her
etableres
nemlig
et
bestemt
blik
på


den
sociale
virkelighed
eller
et
udsnit
deraf.
Dette
sker
gennem
udfoldelse
af
flere


analysebærende
begreber. 14
Som
Esmark
et
al.
forklarer,
handler
”[a]nalysestrategi


[..]
grundlæggende
om
at
gøre
rede
for,
hvordan
den
sociale
virkelighed
konstrueres




























































10 
Jeg
definerer
socialkonstruktivisme
efter
Esmark,
Laustsen
og
Andersen.
Se
nærmere
hos


Esmark,
Anders;
Laustsen,
Carsten
Bagge
&
Andersen,
Niels
Åkerstrøm
(2005):


”Socialkonstruktivistiske
analysestrategier
–
en
introduktion.”
I:
Esmark,
Anders;
Laustsen,
Carsten


Bagge
&
Andersen,
Niels
Åkerstrøm
(red.):
Socialkonstruktivistiske
analysestrategier.
Roskilde


universitetsforlag:
Frederiksberg.
s.
15‐26.


11 
ibid.,
s.
10.


12 
ibid.,
s.
10‐11.


13 
ibid.,
s.
8.


14 
ibid.,
s.
9.



 9



gennem
anvendelsen
af
bestemte
iagttagelsesledende
begreber.” 15
Brugen
af

begreberne
fører
endvidere
til,
at
forskeren
er
med
til
at
konstruere
den
sociale


virkelighed,
da
begreberne
ikke
testes
på
virkeligheden,
dvs.
empirien,
men
er
med


til
at
forme
den.
Som
Niels
Åkerstrøm
Andersen
konstaterer,
”[…]
er
det


perspektivet,
der
konstruerer
både
iagttageren
og
det
iagttagede.” 16
Således
vil
mine


valg
og
min
begrebsliggørelse
af
denne
undersøgelse
være
en
konstruktion.



Jeg
er
som
interviewer
og
forsker
med
til
at
konstruere
den
sociale
virkelighed
–


især
med
mit
valg
af
narrative
interviews
som
metode
til
dataindsamling
og


formatering.
Denne
interviewform
har
stor
betydning
og
mange
implikationer
for


dette
speciale.
I
og
med
at
jeg
har
valgt
at
arbejde
med
Fritz
Schützes
narrative


interviewmetode,
hænger
metoden
i
høj
grad
sammen
med
teoridannelsen
og
er


faktisk
dennes
forudsætning.
Dette
kan
forklares
ved,
at
Schützes
metode
er


inspireret
af
Grounded
Theory.
Ergo
efterstræber
jeg
selv
at
fremstille
en
refleksiv


teori
ud
af
de
empiriske
resultater,
som
jeg
har
opnået
gennem
de
ni
gennemførte


narrative
interviews.
Metoden
muliggør
arbejdet
med
en
analysestrategi,
der
er


inspireret
af
grounded
theory. 17
En
af
fordelene
er
her
ifølge
Berg,
at
den


komparative
arbejdsmåde,
altså
sammenligningen
af
forskellige
interviews,
kan


producere
teorier,
dvs.
perspektiver,
der
muligvis
har
mindre
research‐bias
end


andre.
Samtidig
er
der
større
chance
for,
at
teorierne
er
empirisk
valide,
hvilket


kan
forklares
med
den
tætte
forbindelse
mellem
teori
og
data. 18




2.2
 Valg
af
det
narrative
interview
som
metode


I
dette
speciale
vil
jeg
undersøge,
hvilke
veje
indvandrere
finder
ind
i
det
danske


samfund,
og
hvordan
disse
veje
kommer
til
udtryk
i
indvandrernes
fortællinger.


Hvordan
reflekteres
der
over
dem?
Hvorfor
bliver
nogle
oplevelser
gengivet
på
en


bestemt
måde?






























































15 
Esmark,
Laustsen
&
Andersen
(2005),
s.
11.


16 
Andersen,
Niels
Åkerstrøm
(1999):
Diskursive
analysestrategier.
Foucault,
Koselleck,
Laclau,


Luhmann.
Nyt
fra
Samfundsvidenskaberne:
København,
s.
14.



17 
Berg,
Bruce
L.
(2009):
Qualitative
Ressearch
Methods
for
the
Social
Sciences.
7.
udgave.
Pearson


Higher
Education:
Boston.
s.
317ff



18 
Ibid.
s.
320



 10



Hvorfor
vil
jeg
så
bruge
lige
netop
det
narrative
interview?
For
det
første
er


metoden
ikke
alt
for
tæt
knyttet
til
integrationsdebatten,
da
den
udgøres
af
en


personlig
fortælling,
enten
af
livshistorien
eller
dele
af
den
samme.
Så
vidt
som


muligt
har
jeg
forsøgt
at
undgå
den
belastede
integrationsdiskurs,
så
at
deltagerne


snarere
skal
fokusere
på
deres
egne
emigrationshistorier.
Derudover
vil
jeg
gerne


udnytte
narrativets
fordele,
som
bl.a.
ligger
begrundet
i
fortællingens
struktur.


Mere
herom
senere.



Et
andet
afgørende
aspekt
for
valget
af
det
narrative
interview
er,
at


autobiografiske
spontanfortællinger,
ifølge
sociolog
Peter
Alheit,
især
egner
sig
til


at
afspejle
forandringer
i
samfundet.
Sociale
chancer
og
krav,
som
stilles
til
den


enkelte,
bliver
synlige. 19



For
det
tredje
har
mit
metodevalg
personlige
og
idealistiske
grunde:
Ifølge
Hannah


Arendt
”[…]
konstitueres
virkeligheden
af
tilsynekomst,
det
vil
sige
af,
at
noget
kan


ses
og
høres
såvel
af
andre
som
af
os
selv.” 20
Efter
min
mening
bliver
indvandrernes


stemmer
ikke
hørt
(godt)
nok
i
den
danske
offentlighed.
Indvandrere
bliver


sjældent
spurgt
selv
–
der
gennemføres
feltstudier
om
dem,
bøger
om
integration


publiceres
af
danskere,
aviser
beretter
om
indvandrere,
men
hvad
siger


indvandrerne
selv?
Da
det
netop
er
indvandrerne,
der
har
mest
at
fortælle
om


deres
veje
ind
i
det
danske
samfund,
synes
jeg,
at
de
selv
skal
få
ordet
og
fortælle


deres
migrationshistorier.
Det
er
således
netop
deres
fortællinger,
der
skal
udgøre


undersøgelsesgenstanden.
Det
er
endvidere
historierne,
der
skal
komme
til
syne


og
blive
virkelige
for
andre
også.




Derudover
tager
jeg
mit
analytiske
udgangspunkt
i
grundsætningen
om,
at

”stories


change
our
experience
of
the
way
things
are.” 21
Dette
statement
af
antropolog


Michael
Jackson
skal
både
relateres
til
dem,
der
fortæller,
og
dem,
der
lytter.


Historier
er
i
høj
grad
med
til
at
konstruere
vores
sociale
virkelighed,
hvorfor
disse


fortællingers
socialkonstruktivistiske
potentiale
også
har
ladet
mig
vælge
den


narrative
metode.





























































19 
Griese,
Birgit
(2010):
”Einleitung.”
I:
Griese,
Birgit
(red.):
Subjekt
–
Identität
–
Person?
Reflexionen


zur
Biographieforschung.
VS
Verlag
für
Sozialwissenschaften:
Wiesbaden.
s.
13.


20 Arendt, Hannah (2005): Menneskets vilkår. Gyldendal: København. s. 73.


21 
Jackson,
Michael
(2006):
The
Politics
of
Storytelling.
Violence,
Transgression
and
Intersubjectivity.


Museum
Tusculanum
Press:
København.
s.
30.



 11



Helt
konkret
betyder
det,
at
jeg
ved
hjælp
af
en
biografisk
analyse
kan
undersøge


både
indvandrernes
egne
definitioner
og
meningsdannelse
omkring
deres
veje
ind


i
det
danske
samfund
og
andres
definitioner
af
indvandrerne,
og
hvordan
den


offentlige
og/eller
dominerende
diskurs
påvirker
indvandrernes
biografier.
Som


sociolog
Gabriele
Rosenthal
forklarer,
er
en
biografianalyse
også
en
form
for


diskursanalyse:



”Für
eine
Biographieforschung,
die
dem
Wechselverhältnis
zwischen


Individuen
und
Gesellschaft
gerecht
werden
will,
gilt
es,
die
hinter
dem


Rücken
der
Akteure
wirksamen
Regeln
der
Diskurse
und
deren
Wandel
in


Lebenserzählungen
aufzuspüren.” 22



Den
enkelte
livshistorie
er
altså
ifølge
socialkonstruktivismen
altid
både
et


individuelt
og
et
kollektivt
produkt.
Den
afspejler
både
refleksiviteten
fra
aktøren,


dvs.
biografibæreren,
og
er
samtidig
præget
af
begrænsende
eller
muliggørende


strukturer
i
samfundet,
som
jeg
har
beskrevet
ovenfor.



For
det
fjerde
vil
jeg
gennem
den
autobiografiske
selvfortælling
komme
så
tæt
på


virkeligheden
som
muligt.
Jerome
Bruner
nævner
fortællingens
mest
afgørende


karakteristika:
”A
life
as
led
is
inseparable
from
a
life
as
told—or
more
bluntly,
a
life


is
not
"how
it
was"
but
how
it
is
interpreted
and
reinterpreted,
told
and
retold
[…].” 23


Denne
pointe
motiverer
klart
mit
valg
af
den
narrative
interviewteknik
og
–


analysemetode.



2.3
 Hvad
er
et
narrativt
interview?


Det
narrative
interview
er
blevet
udviklet
af
sociolog
Fritz
Schütze
både
som


metode,
et
redskab
til
dataindsamling
og
som
en
analysemetode. 24
Gennem


metoden
søges
at
opnå
en
rekonstruktion
af
interviewdeltagerens
erfaringer
uden


alt
for
stor
indflydelse
fra
intervieweren.
Det
narrative
interview
er


”[…]
eine
derjenigen
Erhebungs­
und
Analyseverfahren,
welche
die


Erfahrungs­
und
Orientierungsbestände
des
Informanten
bei
weitgehender




























































22 
Rosenthal,
Gabriele
(2011):
Interpretative
Sozialforschung.
Eine
Einführung.
3.
aktualiserede


udgave.
Juventa
Verlag:
Weinheim
&
München.
s.
185.


23 
Bruner,
Jerome
(2004):
”Life
as
a
Narrative”
i
Social
Research,
vol.
71,
nr.
3.
s.
708
[Artiklen
blev


for
første
gang
trykt
i
1987.]


24 
Küsters,
Ivonne
(2009):
Narrative
Interviews.
Grundlagen
und
Anwendungen.
2.
oplag.
VS
Verlag


für
Sozialwissenschaften:
Wiesbaden.
s.
17.



 12




Zurücknahme
des
Forschereinflusses
unter
den
Relevanzgesichtspunkten
des


Informanten
möglichst
immanent
zu
rekonstruieren
versucht.” 25


Et
narrativt
interview
imiterer
en
daglig
kommunikationssituation,
hvor
en


person,
fortælleren,
fortæller
en
historie
til
en
anden
person,
intervieweren.
Det


særlige
ved
metoden
er,
at
fortælleren
ikke
har
udformet
den
retrospektive


historie
i
forvejen
–
han/hun
er
uforberedt
–
og
skal
fortælle
den
spontant
og
så


detaljeret
som
muligt,
så
historien
også
giver
mening
for
den
anden
part.
Der


finder
en
udveksling
og
formidling
af
informationer
sted,
som
er
bundet
til
visse


narrative
lovmæssigheder.
(Se
nærmere
nedenfor.)




Interviewet
udgøres
dermed
af
en
såkaldt
spontanfortælling
af
f.eks.
en
livshistorie


eller
en
biografisk
delproces.
Fortællingen
stimuleres
gennem
en
åben


fortælleopfordring.
Efter
at
opfordringen
er
blevet
ratificeret
af

interviewdeltageren
og
denne
er
gået
i
gang
med
at
fortælle,
afbryder


intervieweren
ikke.
Idealscenariet
er,
at
fortælleren
selv
udformer
den
fortalte


historie
og
samtidigt
genoplever
den.
Når
fortælleren
afslutter
historien,
har


intervieweren
nu
chancen
for
at
indlede
den
første
spørgefase,
som
Fritz
Schütze


kalder
for
immanente
Nachfragen. 26
I
denne
fase
må
der
stilles
spørgsmål,
som
er


knyttet
til
selve
fortællingen
og
som
kan
fungere
som
stimuli
for
nogle
nye


fortællinger.
Bagefter
følger
den
anden
spørgefase,
også
kaldt
exmanentes


Nachfragen. 27
Her
har
intervieweren
nu
mulighed
for
at
spørge
om
nye
emner,
som


ikke
indgik
i
spontanfortællingen.
Derudover
må
intervieweren
også
bede


fortælleren
om
beskrivelser
eller
argumentationer.
Efter
denne
fase
er
der


mulighed
for
at
spørge
efter
sociodemografiske
data.
Disse
må
ikke
indsamles


inden
interviewet,
da
det
kan
påvirke
spontanfortællingens
retning.
Herefter


slukkes
diktafonen
og
interviewet
afsluttes
med
en
eftersamtale
(Nachgespräch),


som
designes
efter
fortællerens
behov,
dvs.
det
er
interviewdeltageren,
der


bestemmer
emne
og
længde
af
denne
samtale. 28
Nogle
deltagere
har
hverken


behov
for
eller
lyst
til
en
eftersamtale.
Det
skal
også
accepteres.





























































25 
Schütze
citeret
efter
Küsters
(2009),
s.
21.


26 
Küsters
(2009),
s.
61‐63.


27 
ibid.,
s.
63‐64.


28 
Küsters
(2009),
s.
64‐65.



 13



Målet
med
det
narrative
interview
er
altså
at
reproducere
et
autentisk
forløb
af

oplevelser
og
hændelser,
som
afspejler
interviewdeltagernes
meningsdannelse
og


siger
noget
om
undersøgelsesemnets
forankring
i
biografien.


Spontanfortællingerne
skal
samtidig
åbne
op
for
en
symptomatisk
tolkning
af

vanskeligheder
i
fremstillingen.



2.4
 Karakteristika
og
fordele
ved
metoden


Den
narrative
metode
af
sociolog
Fritz
Schütze
er
ikke
kun
et
redskab
til


dataindsamling,
men
også
en
analysemetode. 29
Metoden
er
påvirket
af
og
indlejret


i
forskellige
sociologiske
teorier, 30
såsom
symbolsk
interaktionisme,


fænomenologisk
sociologi
(Alfred
Schütze
og
Georg
Meade),


konversationsanalysen
og
Grounded
Theory

(Anselm
Strauss
og
Barney
Glaser). 31




Fælles
grundlag
for
alle
de
nævnte
teorier
er
antagelsen,
at
den
sociale
virkelighed


ikke
eksisterer
uafhængig
af
samfundsmedlemmernes
handlen.
Den
bliver
først


dannet
som
et
led
i
kommunikative
interaktioner.
Herved
anses
den
sociale


virkelighed
som
noget
dynamisk
og
processuelt,
der
skal
aktualiseres
og


forhandles
på
nyt
i
hver
interaktion.
Det
afgørende
spørgsmål
ved
analysen
af
den


sociale
virkelighed
er,
hvordan
de
enkeltes
samfundsmedlemmers
handlen,
den


sproglige
interaktion
og
den
fælles
producerede
sociale
virkelighed
faktisk
hænger


sammen.
Den
sociale
virkelighed
produceres
altså
gennem
kommunikative


interaktioner
og
anses
derfor
som
en
dynamisk
og
’ongoing
social
proces’. 32


Schütze
sætter
især
fokus
på
den
sociale
virkeligheds
fortolkede,
sproglige
og


situative
karakter. 33




Samtidig
antager
han,
at
der
eksisterer
elementære
former
for
processtrukturer,




























































29 
Küsters
(2009),
s.
17.;
Fuchs‐Heinritz,
Werner
(2000):
Biographische
Forschung.
Eine
Einführung


in
Praxis
und
Methoden.
2.
bearbejdet
og
udvidet
oplag.
Westdeutscher
Verlag:
Wiesbaden.
s.
187.


30 
Se
Küsters
(2009),
s.
18
og
Andersen,
Anders
Siig;
Dausien,
Bettina
&
Larsen,
Kirsten
(red):


Livshistorisk
fortælling
og
fortolkende
socialvidenskab.
Roskilde
Universitetsforlag:
Frederiksberg,


2005.
s.
77‐86
for
en

nærmere
beskrivelse
af
de
enkelte
sociologiske
teorier.


31 
Küsters
(2009),
s.
18ff
&
Andersen
et.
al.
(2005),
s.
79‐84.


32 
Küsters
(2009),
s.
18


33 
Schütze,
Fritz
(2005):
”Lidelsesprægede
forløbskurver
som
forskningsgenstand
i
fortolkende


sociologi”
i
Andersen,
Anders
Siig;
Dausien,
Bettina
&
Larsen,
Kirsten
(red):
Livshistorisk
fortælling


og
fortolkende
socialvidenskab.
Roskilde
Universitetsforlag:
Frederiksberg.
s.
39.




 14



som
principielt
findes
i
alle
biografier.
Derudover
findes
der
systematiske


kombinationer
af
disse
elementære
processtrukturer,
som
har


samfundsrelevans. 34
En
sådan
processtruktur
kunne
for
eksempel
være,
at
et


menneske
føler
sig
fremmed
i
et
nyt
fællesskab
og
står
overfor
at
skulle
integrere


sig,
for
at
blive
en
del
af
fællesskabet.




En
biografi
er
en
sekventiel
ordnet
ansamling
af
ovennævnte
processtrukturer,
og


dermed
får
dens
fortælling
en
vigtig
rolle.
Som
Andersen
og
Larsen
konstaterer,
er


processtrukturbegrebet
centralt
i
Schützes
metodik:




”Processtrukturbegrebet
–
og
den
måde
hvorpå
det
søger
at
skabe


sammenhæng
mellem
livsløb,
sociale
strukturer,
identitet
og
det
at
fortælle
–
er


således
et
omdrejningspunkt
i
argumentationen
for,
hvorfor
og
hvordan
det


narrative
livshistoriske
interview
er
kilde
til
livshistorie
og
biografi,
og
desuden


for,
hvordan
biografistudier
kan
bidrage
til
forståelse
af
samfundsmæssige


sammenhænge.” 35


Forskerens
mål
er
–
med
andre
ord
–
at
udvikle
grounded
theory
om
typer
af

processtrukturelle
forløb. 36




For
at
kunne
undersøge
migranternes
meningsdannelse
i
forbindelse
med
deres


integrationsproces,
er
det
derfor
afgørende
at
etablere
en
sammenhæng
mellem


selve
vurderingen
og
de
reelle
hændelser
gennem
fortællingen
af
deres


livshistorier. 37




”Oberstes
Handlungsziel
des
narrativen
Interviews
ist
es,
über
expandiertes


Erzählen
die
innere
Form
der
Erlebnisaufschichtung
des
Informanten


hinsichtlich
der
Ereignisse
zu
reproduzieren,
in
welche
er
handelnd
und


erleidend
selbst
verwickelt
war.” 38




Fortællingens
fordel
og
kendetegn
er
herved
et
tydeligt
udviklingsperspektiv,
som




























































34 
Schütze,
Fritz
(1983):
”Biographieforschung
und
narratives
Interview”,
I:
Neue
Praxis.
Kritische


Zeitschrift
für
Sozialarbeit
und
Sozialpädagogik.
Årgang
13,
s.
284.


35 
Andersen,
Anders
Siig
&
Larsen,
Kirsten
(2005):
”Fritz
Schützes
teoretiske
og
metodologiske


arbejde.”
I:
Andersen,
Anders
Siig;
Dausien,
Bettina
&
Larsen,
Kirsten
(red):
Livshistorisk
fortælling


og
fortolkende
socialvidenskab.
Roskilde
Universitetsforlag:
Frederiksberg.
s.
83.


36 
Ibid.,
s.
111.


37 
Schütze
(1983),
s.
284.


38 
 Schütze,
 Fritz
 (1987):
 Das
 narrative
 Interview
 in
 Interaktionsfeldstudien
 I,
 Studienbrief
 der


Fernuniversität
Hagen.

s.
49



 15



er
indlejret
i
tid
og
rum. 39
Især
den
autobiografiske
spontanfortælling,
Schützes


såkaldte
Stegreiferzählung, 40
skal
stimuleres
i
et
narrativt
interview,
idet


fortælleren
på
grundlag
af
den
spontane
fortællingsramme
hverken
har
mulighed


for
at
systematisere
emnerne,
kalkulere
bestemte
formuleringer
eller
indstudere


præsentationen.
Det
betyder
samtidigt,
at
selve
hændelsesforløbet
reproduceres


mest
korrekt
med
denne
metode. 41





”Nicht
nur
der
’äußerliche’
Ereignisablauf,
sondern
auch
die
’inneren


Reaktionen’,
die
Erfahrungen
des
Biographieträgers
mit
den
Ereignissen
und


ihre
interpretative
Verarbeitung
in
Deutungsmustern
gelangen
zur


eingehenden
Darstellung.
Zudem
werden
durch
den
Raffungscharakter
des


Erzählvorgangs
die
großen
Zusammenhänge
des
Lebenslaufes


herausgearbeitet,
markiert
und
mit
besonderen
Relevanzensetzungen


versehen.” 42




2.5
 Narrative
aspekter
og
autobiografiske
spontanfortællinger


Det
narrative
interview
bygger
på
en
del
narrative
begreber,
som
Marianne


Horsdal
giver
et
godt
overblik
over
i
bogen
Livets
fortællinger. 43
For
det
første
er


temporalitet
afgørende
for
et
narrativ.
Et
narrativ
(en
fortælling)
defineres
som
et


taleforløb,
der
udgøres
af
narrative
sætninger.
Disse
er
knyttet
sammen
af

tidsadverbialer,
en
indledning,
der
præsenterer
tid,
sted,
personer
og
situationen,


og
en
afslutning. 44
Ifølge
Fritz
Schütze
er
det
den
mundtlige
spontane
fortællings


kendetegn,
at
den
fungerer
på
to
tidsplaner.
Den
første
tidsplan
kan
betegnes
som


erzählte
Zeit.
Det
vil
sige,
det
handler
om
tiden
dengang,
og
tidsforløbet,
der


fortælles
om. 45
Den
anden
tidsplan
er
kommunikationssituationen
og


samhandlingsforløbet,
som
fortælleren
indgår
i
nu.
Den
kalder
Schweikle


Erzählzeit. 46
Endvidere
kan
fortælleren
fremstille
handlingsforløbet
ved
hjælp
af
to


perspektiver:



”Det
ene
’naivt’
handlingsfinalt,
dvs.
overensstemmende
med
det
daværende


oplevelsesperspektiv
[…].
Det
andet
retrospektivt
kausalt,
defineret
ud
fra
den




























































39 
Horsdal,
Marianne
(2007):
Livets
fortællinger
–
en
bog
om
livshistorier
og
identitet.
1.
udgave,
5.


oplag.
Borgens
Forlag:
Valby.
s.
28.


40 
Schütze
1987,
s.
237;
Küsters,
s.
25.


41 
ibid.


42 
Schütze
1983,
s.
285


43 
Horsdal
(2007),
s.
15‐52.


44 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
86.


45 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
87.


46 
Schweikle,
Günther
&
Irmgard
(red.):
Metzler
Literatur
Lexikon.
Begriffe
und
Definitionen.
2.
rev.


oplæg.
J.
B.
Metzler
Verlag:
Stuttgart.
s.
138.



 16




aktuelle
kommunikationssituation.
[…]
De
to
tidsplaner
repræsenteres
ofte


ved
henholdsvis
rent
narrative
og
mere
refleksive
passager
i
en
samlet


fortælling.” 47


Schütze
kalder
de
narrative
passager,
som
hænger
sammen
med
den
erfarede


oplevelsesstrøm,
for
analoge. 48
Disse
passager
har
en
dobbelt
funktion.
Foruden
at


de
producerer
den
personlige
oplevelse
af
hændelserne
og
deres
sammensætning,


fremstiller
de
narrative
passager
samtidig
fortællerens
erfaringsperspektiv
og
det


indre
liv,
der
svarer
til
erfaringerne. 49
Ubevidste
oplevelsesværdier
fra
dengang


kommer
også
til
udtryk
i
disse
passager
gennem
bl.a.
intonation,
pauser
og


forskellige
stilelementer.
De
refleksive
passager
kalder
Schütze
for
digitale.
Disse


kan
karakteriseres
som
evaluerende,
for
at
skabe
en
fælles
forståelse
med


kommunikationspartneren
eller
intervieweren
om
de
fortalte
hændelser.
Det


interessante
ved
de
refleksive
passager
er,
at
de
ikke
kun
er
påvirket
af
selve
deres


fortæller,
men
også
af
fortællerens
interaktionspartnere
fra

dengang,
fra
den


fortalte
tid.
Derudover
spiller
de
diskurser,
der
har
været
acceptable
i
samfundet
i


både
Erzählzeit
og
erzählte
Zeit,
en
stor
rolle.
Dette
skal
der
tages
hensyn
til
i


analysen
af
det
narrative
interview.



For
det
andet
er
det
væsentligt,
at
narrativet
skal
forstås
som
en
erkendelsesform,


der
anvendes
til
at
skabe
mening
i
temporaliteten. 50
Psykolog
Donald


Polkinghorne
betegner
narrativ
mening
som
en
kognitiv
proces,
der
organiserer


erfaring
i
temporært
meningsfulde
forløb. 51
Samtidig
overskrider
narrativet


tidsgrænser
i
sin
meningsdannelse:
”Vi
griber
ind
i
tidens
gang
med
vores
narrative


evner
og
overskrider
nuets
stadigt
flygtige
bevægelse
ved
at
knytte
fortid,
nutid
og


fremtid
sammen
for
at
skabe
mening.” 52




Kausalitet
i
meningsdannelsen
er
det
tredje
narrative
aspekt.
Som
Polkinghorne


skriver,
bliver
narrativ
mening
skabt
ved,
”[…]
at
man
bliver
opmærksom
på,
at


noget
er
en
del
af
en
helhed,
og
at
noget
forårsager
noget
andet.” 53
Et
andet
vigtigt




























































47 
ibid.


48 
ibid.,
s.
88.


49 
ibid.


50 
Horsdal
(2007),
s.
27.



52 
ibid.,
s.
23.


53 
Polkinghorne
citeret
efter
Horsdal
(2007),
s.
33.



 17



egreb
i
denne
sammenhæng
er
narrativ
konfiguration.
Ifølge
Horsdal
opstår


narrativets
helhed,
dets
røde
tråd,
som
en
konfiguration,
og
det
er
konfigurationen,


det
narrative
plot,
der
giver
narrativet
meningen.
Narrativets
konfiguration
af

mening
er
delt
i
tre
aspekter,
som
er
selektion,
hierarkisering
og
rækkefølge. 54


Denne
konfiguration
er
en
retrospektiv
handling,
idet
fortælleren
selv
udvælger,


hvad
der
skal
fortælles
om
(selektion),
hvilke
aspekter
er
vigtigst
(hierarkisering)


og
hvilken
rækkefølge
narrativet
skal
præsenteres
i
for
at
give
mening.
Horsdal


konstaterer,
at
det
er
den
narrative
konfiguration,
”[…]
der
knytter
de
tidligere


kontekster
(der
og
da)
til
fortællingens
her
og
nu,
former
retrospektivt


tilværelsestolkninger
og
selvopfattelser
ud
af
de
identitetsskabende
relationer
til


forskellige
fællesskaber
–
indbefattet
de
såkaldte
forestillede
fællesskaber.” 55



Meningsdannelsesprocessen
er
ifølge
Jerome
Bruner
især
vigtig,
når
det
gælder
en


persons
oplevelser,
som
ikke
passer
i
dens
eksisterende
forforståelse
og


verdensbillede
og
dermed
forårsager
kaos
og
utryghed:
”The
function
of
a
story
is


to
find
an
intentional
state
that
mitigates
or
at
least
makes
comprehensible
a


deviation
from
a
canonical
pattern.” 56
Fortællingen
har
dermed
et
”dobbelt


landskab”,
for
at
bruge
Bruners
ord,
”[…]
idet
den
både
beskriver
resultatet
af
den


intentionelle
handling
og
den
emotionelle
effekt,
hvormed
vi
får
sammenholdt
’den


ydre
virkelighed’
og
’den
indre
vision’.” 57
Elinor
Ochs
og
Lisa
Capps
betoner
det


samme:
”Narrative
activity
attempts
to
resolve
the
discrepancy
between
what
is


expected
and
what
has
transpired
[happened].” 58
Samtidigt
skal
det
ifølge
Bruner


huskes,
at
”[..]
den
overordnede
historie
røber
et
stærkt
retorisk
islæt,
som
om
den


skulle
retfærdiggøre,
hvorfor
det
var
nødvendigt
(ikke
kausalt,
men
moralsk,
socialt,


psykologisk),
at
livet
var
forløbet
på
en
bestemt
måde.” 59





























































54 
ibid.,
s.
36.


55 
Horsdal,
Marianne
(2004):
”Demokratisk
medborgerskab
og
biografisk
læring.”
I:
Korsgaard,
Ove


(red.):
Medborgerskab,
identitet
og
demokratisk
dannelse.
Danmarks
Pædagogiske
Universitets


Forlag:
København.
s.
123‐124.


56 
Bruner,
Jerome
(1990):
The
Acts
of
Meaning.
Harvard
University
Press:
Harvard.
s.
49‐50.


57 
Horsdal
(2007),
s.
44.
Se
også
Bruner,
Jerome
(2002):
Making
Stories.
Law,
Literature,
Life.


Harvard
University
Press:
Cambridge,
London.
s.
93.


58 
Ochs,
Elinor
&
Capps,
Lisa
(1996):
”Narrating
the
Self.”
I:
Annual
Review
Anthropology,
25.
s.
27.


Se
også
Horsdal
(2007),
s.
111.


59 
Bruner,
Jerome
(1999):
Mening
i
handling.
Forlaget
Klim:
Aarhus.
s.
112.



 18



Fritz
Schütze
har
selv
udviklet
et
teoretisk
begrebsapparat
til
den
narrative


metode.
Herved
vil
jeg
hovedsageligt
fokusere
på
”trækketvang”
og
Schützes
fire


kognitive
figurer,
herunder
nøglebegreberne
processtruktur
og
forløbskurver.





2.5.1
 Trækketvang


Trækketvangen
er
et
af
de
principper,
som
fortællingen
er
underlagt
for
den


formelle
produktion
af
indholdet.
Den
virker
som
en
pligt
på
fortælleren.


Trækketvangen
kan
inddeles
i
tre
regler
angående
detaljering,
kondensering
og


afslutningen. 60


Reglen
omkring
detaljeringstvangen
sikrer,
at
fortælleren
producerer
detaljer
nok,


så
at
historien
også
kan
forstås
af
andre
end
fortælleren
selv.
Ifølge
Schütze
bliver


denne
tvang
effektiv
gennem
den
såkaldte
parallelitetskomponent,
som
betyder,
at


hændelserne
fra
dengang
skal
være
parallelle
med
dem,
der
fremstilles
mundtligt
i


Erzählzeit.

Fortælleren
bliver
dermed
nødt
til
at
holde
sig
til
den
virkelige


oplevede,
kronologiske
rækkefølge,
så
at
narrativet
giver
mening.


Kondenseringstvangen
sikrer
til
gengæld
en
overskuelig
fremstilling,
dvs.
at
der


kun
fortælles
om
de
hændelser,
der
er
nødvendige
for
historien.
Fortælleren
skal


altså
løbende
vurdere,
hvad
der
er
vigtigt
for
historiens
forløb
og
forståelse.
Den


sidste
regel
angår
den
såkaldte
afslutningstvang,
som
sikrer,
at
det
sagsforhold,


der
skal
fortælles
og
fokuseres
på,
afgrænses
fra
andre.



Fortælleren
er
ikke
bevidst
om,
at
disse
tre
trækketvangsregler
findes,
og
han/hun


forholder
sig
til
dem
løbende.
Trækketvangen
betyder
altså,
at
det
også
er


fortællingen,
der
behersker
fortælleren
og
kræver
produktion
af
forståelse


gennem
netop
trækketvangsreglerne. 61



2.5.2
 Schützes
fire
kognitive
figurer


Ifølge
Schütze
har
autobiografiske
spontanfortællinger
en
kompleks
struktur,


hvilket
nødvendiggør
en
skelnen
mellem
hele
fortællingen
og
enkelte
narrative


passager.
Her
bliver
den
ovennævnte
parallelitetskomponent
vigtig,
da
der




























































60 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
89.


61 
ibid.,
s.
90.



 19



efterstræbes
parallelitet
mellem
faser
i
det
fortidige
hændelsesforløb
og


rækkefølgen
af
de
pågældende
sekvenser
i

hele
den
aktuelle
fortælling.
Det,
der


især
udgør
det
narrative
interview,
er
fortællerens
refleksivitet
over
for
sig
selv


dengang
i
erindringen
og
nu
i
fortællesituationen.



Ifølge
Küsters
afspejler
Schützes
fire
kognitive
figurer
fortællerens
indre
opfattelse


(’Wahrnehmung’)
af
fortidige
oplevelser
og
hændelser,
som
fortælleren
har
været


involveret
i
enten
som
handlende
eller
som
lidende. 62
Denne
proces
kaldes
for


Erlebnis­
oder
Erfahrungsaufschichtung. 63
Selve
erindringen
og
genoplevelsen
af

hændelserne
muliggøres
kun,
fordi
figurerne
(gen)anvendes.
Fortællingen
falder


sådan
set
tilbage
på
dem.




Sammen
med
trækketvangen
gør
disse
kognitive
figurer
(se
nedenfor)
det
bl.a.


muligt
at
producere
fortælleafsnit,
knytte
dem
sammen
og
etablere
en
narrativ


struktur.
Dermed
fungerer
figurerne
både
som
orienteringsraster
og
som
kulturel


skabelon:




”Die
kognitiven
Figuren
des
Stegreiferzählens
sind
die
elementarsten


Orientierungs­
und
Darstellungsraster
für
das,
was
in
der
Welt
an
Ereignissen


und
entsprechenden
Erfahrungen
aus
der
Sicht
des
persönlichen
Erlebens
der


Fall
sein
kann
[…].” 64


Systematiseringen
af
fortællingen
gennem
figurerne
er
væsentlig
for
fortælleren
–


uden
figurerne
ville
den
retrospektive
erindring
ikke
kunne
gøres
forståelig
for


lytteren:



”Die
retrospektive
Erfahrungskapitulation
kann
nicht
ohne
die


Aufordnungsfunktion
der
kognitiven
Figuren
auskommen;
ohne
sie
könnte
der


Erzähler
keine
Erzählsegmente,
die
Verkettung
dieser
und
Bezüge
auf


narrative
Gesamtgestalten
im
aktuellen
Erzählvorgang
hervorbringen.” 65




























































62 
Küsters
(2009),
s.
26.


63 
Andersen
&
Larsen
oversætter
begrebet
med
erfaringsaflejring/­dannelse.
Se
s.
91.


64 
Schütze,
Fritz
(1984):
”Kognitive
Figuren
des
autobiographischen
Stegreiferzählens.”
I:
Kohli,


Martin
&
Robert,
Günther
(red.):
Biographie
und
soziale
Wirklichkeit.
Neue
Beiträge
und


Forschungsperspektiven.
J.B.
Metzler
Verlag:
Stuttgart.
s.
80.


65 
ibid.,
s.
80‐81.



 20



Ifølge
Schütze
sørger
de
første
to
figurer
for
en
forståelse
af
personer
og


kontekster,
mens
de
sidste
to
vedrører
principper
for
konstruktion
og


sammenkædning
af
enkelte
fortællinger: 66




1. Biografi‐
og
andre
hændelsesbærere
samt
deres
gensidige
relationer


2. Situationer,
miljøer
og
sociale
livsverdener
som
betingelses‐
og


orienteringsramme
for
sociale
processer


3. Sammenkædning
af
hændelser
og
erfaringer


4. Livshistoriens
samlede
konstruktion.


Selv
om
de
fire
figurer
spiller
en
afgørende
rolle
i
analysen
af
de
narrative


interviews,
er
målet,
som
Andersen
og
Larsen
påpeger,
ikke
selve
figurernes


identifikation,. 67
Analysen
skal
snarere
tydeliggøre
processtrukturer
og


identitetsprocesser
og
deres
interaktion
med
socialhistoriske
processer. 68



I
det
følgende
vil
jeg
kort
redegøre
for
de
vigtigste
karakteristika
af
hver
enkel


figur.




Biografi­
og
andre
hændelsesbærere
samt
deres
gensidige
relationer


Ifølge
Schütze
eksisterer
der
forskellige
persontyper
i
en
autobiografisk


selvfortælling:
Biografibæreren,
hvilket
plejer
at
være
selve
fortælleren, 69
flere


hændelsesbærere 70
og
intervieweren,
som
Andersen
og
Larsen
kalder
for


tilhøreren.
Biografibæreren
har
forskellige
grundlæggende
og
dynamiske
sociale


relationer
til
de
andre
hændelsesbærere,
hvilket
tit
kan
være
et
centralt
emne
i


selve
fortællingen.
Sociale
relationer
henviser
ofte
til
den
sociale
enhed,
som


fortælleren
tilhører.



I
fortællingen
er
biografibæreren
subjekt,
og
hans/hendes
”dispositioner
og


orienteringer
ift.
bestemte
livshistoriske
processer
[bringes]
til
udtryk,
som
hører




























































66 
Jeg
har
brugt
de
danske
begreber
efter
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
92ff.
For
de
tyske


originalbegreber
se
Schütze
(1984),
s.
84‐108.


67 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
121


68 
ibid.
Se
også
Schütze
(2005),
s.
37ff.


69 
Denne
rolle
kan
dog
også
tilfalde
en
anden
person,
hvis
oplevelser
fortælleren
så
beretter
om.



70 
Eller
Ereignisträger
i
originalet.
Se
Schütze
(1984),
s.
84.



 21



med
til
hans/hendes
grundlæggende
identitet.” 71
Disse
orienteringer
bringes
til


udtryk,
når
en
ny
livsfase
starter.



Situationer,
miljøer
og
sociale
livsverdener
som
betingelses­
og




orienteringsramme
for
sociale
processer


Denne
kognitive
figur
har
især
at
gøre
med
fortællingens
sociale
rammer,
som


danner
en
relevant
baggrund
for
hændelsesforløbet
og
biografiske
forandringer.




”Der
spezifische
soziale
Rahmen
eines
sozialen
Veränderungsprozesses
muß


als
elementare
kognitive
Figur
von
Stegreiferzählungen
angesehen
werden,


welche
die
Bedingungskonstellationen
und
den
Sinnhorizont
des


Veränderungsprozesses
angibt,
der
erzählt
werden
soll,
und
deren
narrativer


(und
z.
T.
auch
beschreibender)
Charakterisierung
in
geordneten


Darstellungsverfahren
Rechnung
getragen
wird.” 72


Der
findes
to
fremstillingsformer
for
hændelsesforløbet:
Den
første
betegner


Schütze
som
en
fortælling
på
dramatisk,
scenisk
grundlag
med
fokus
på


højdepunkter.
Den
anden
kalder
han
for
en
systematisk
beskrivelse
af
de
sociale


rammer
i
forhold
til
biografiske
og
sociale
processer.
Denne
beskrivelse
kan
enten


fungere
som
et
detaljeret
og
begrundende
fortælleafsnit
eller
som
en
senere


indlejret
baggrundsbeskrivelse. 73




Sammenkædning
af
hændelser
og
erfaringer


Den
autobiografiske
fortællingens
genstand
er
ifølge
Schütze
altid
et
forløb
af

ændringer
i
biografibærerens
tilstand
over
en
bestemt
tidsperiode. 74
Herved
er


fortælleren
bundet
ind
i
forskellige
hændelsesforløb.
For
at
kunne
styre


fortællingen,
fungerer
denne
kognitive
figur
som
et
sammenkædnings‐
og


segmenteringsredskab.
Der
findes
to
niveauer
i
tekstsegmenteringen:
Det
første


angår
sammenkædning
af
de
enkelte
fortællesætninger,
mens
det
andet
niveau


vedrører
sammenknytning
af
forskellige
fortællesegmenter
til
overordnede


suprasegmenter. 75
Disse
suprasegmenter
afspejler
fortællerens
grundlæggende




























































71 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
94


72 
Schütze
(1984),
s.
98.


73 
ibid.,
s.
99.


74 
ibid.,
s.
88.


75 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
96.



 22



perspektiver
på
og
meninger
om
hændelsesforløbet. 76
Dette
kalder
Schütze
for
en


processtruktur.


En
vellykket
spontanfortælling
er
karakteriseret
ved,
at
den
samler
enkelte


fortællesætninger
fra
det
fortalte
livsforløb
til
delfaser,
som
så
danner
særlige


fortællesammenhænge,
der
er
lige
med
erfaringssammenhænge.


Fortællesætninger,
som
er
livshistorisk
bærende,
kaldes
for
Kernerzählsätze. 77


Disse
er
indlejret
i
den
dominerende
fortællekæde,
mens
andre
fortællesætninger


udgør
de
såkaldte
side‐
eller
baggrundskonstruktioner,
der
enten
forløber
parallelt


med
eller
i
baggrunden
af
historien. 78
Man
kan
skelne
mellem
to
fortællemåder,


dvs.
mellem
den
udramatiske
og
den
dramatiske.
Den
første
fortælleform


nedkoger
og
sammenkæder
erfaringer
og
hændelser,
mens
den
anden
udfolder


dem
scenisk
og
dramatisk.



Som
Andersen
og
Larsen
skriver,
sker
der
en
fokusering
på
fremstillingen,
når


kernefortællesegmenter,
side‐
og
baggrundskonstruktioner
segmenteres
og


hierarkiseres.
Temporaliteten
og
kronologien
bibeholdes
dog
i


fremstillingsfokuseringen.

Den
er
således
”med
til
at
konstituere
den
analoge


paralleliserende
reproduktion
af
den
daværende
erfaring
i
den
nutidige


fortællestrøm.” 79



Etaf
Schützes
nøglebegreber
er
processtruktur,
og
det
defineres
som
”[…]
det
eller


de
erfaringsperspektiver,
der
anlægges
i
forhold
til
bestemte
hændelsesforløb,
og
som


udtrykkes
både
indholdsmæssigt
og
strukturelt
i
teksten.
Strukturelt
kommer


processtruktur
til
syne
som
suprasegmenter.” 80
Det
mest
væsentlige
kendetegn
ved


disse
processtrukturer
er,
at
de
ikke
kun
knytter
oplevelser
fra
fortællerens
liv


sammen
med
livets
samfundsmæssige
betingelser,
men
at
de
også
organiserer


biografibærerens
erindringer
gennem
brug
af
kulturelle
skabeloner
for


livsfortællinger.
Endvidere
peger
de
på
normative
rammer
for,
hvordan
der
kan


reflekteres
over
de
oplevelser,
som
fortælleren
har
været
udsat
for. 81
Der




























































76 
ibid.


77 
Schütze
(1984),
s.
91.


78 
Side‐
og
baggrundskonstruktioner
kan
være
en
måde
at
skjule
traumatiske
erfaringer
på.


79 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
98.


80 
ibid.


81 
Andersen,
Anders
Siig;
Dausien,
Bettina
&
Larsen,
Kirsten
(red):
Livshistorisk
fortælling
og


fortolkende
socialvidenskab.
Roskilde
Universitetsforlag:
Frederiksberg.
2005.
s.
13.



 23



eksisterer
fire
måder
at
forholde
sig
til
livshistoriske
oplevelser
på:
1)
Biografiske


handlingsskemaer,
som
er
resultat
af
biografibærerens
intentioner.
2)


Institutionelle
forløbsmønstre
af
livshistorien,
som
er
et
led
i
institutionelle


forventninger
til
biografibæreren
og
som
prøver
at
tilpasse
sig.
3)
Forløbskurver,


som
er
kendetegnet
ved,
at
fortælleren
bliver
så
overvældet
og
overbebyrdet
af

livshændelserne,
at
han/hun
kun
kan
reagere
’konditionelt’
på
dem,
for
at
finde


tilbage
til
sin
balance
i
hverdagen.
Og
endelig
4)
forvandlingsprocesser,
som
synes


at
opstå
i
biografibærerens
indre
verden,
men
de
kan
virke
overraskende
på


personen,
som
oplever
dem
som
en
systematisk
forandring
af
dens
erfarings‐
og


handlingsmuligheder. 82
Det
skal
noteres,
at
autobiografiske
selvfortællinger
tit


indeholder
en
blanding
af
disse
fire
måder.



 


Livshistoriens
samlede
konstruktion


Den
fjerde
kognitive
figur
udgøres
af
livshistoriens
samlede
konstruktion,
der


præger
hele
livshistorien
med
en
bestemt
autobiografisk
tematisering. 83
Til
denne


tematisering




”[…]
hører
et
’udsigtspunkt’,
hvorfra
fortælleren
organiserer
fortællingen
ved


hjælp
af
forskellige
fortællelinjer,
en
emotionel
farvning
af
de
forskellige


fortælledele
i
lyset
af
en
overordnet
erfaringsmodalitet
[…],
og
en
vurdering


og
teoretisk
kommentering
af
de
enkelte
erfaringsafsnit
i
lyset
af

biografibærerens
overordnende
livsstrategi
og
samlede
biografi.” 84


Det
skal
huskes,
at
historien,
som
biografibæreren
fortæller
netop
nu,
fortolkes
ud


fra
hans
eller
hendes
nuværende
livssituation
og
både
ud
fra
den
processtruktur,


som
fortælleren
er
påvirket
af
i
nutid,
og
ud
fra
de
gennemlevede


processtrukturer.
En
fortællelinje
defineres
af
Schütze
som
en
tematisk
specifikt


sammenkædning
af
livshistoriens
processtrukturer,
som
betragtes
efter
et
centralt


synspunkt.
Hvilken
fortællelinje,
fortælleren
beslutter
sig
for
at
følge,
afhænger
af

den
autobiografiske
tematisering.


Der
kan
dog
opstå
en
uorden
i
fortællelinjer
–
enten
på
grund
af
fortællerens



orienteringsvanskeligheder
eller
modvilje
ved
at
fortælle
om
bestemte
erfaringer




























































82 
Schütze
(1984),
s.
92.


83 
ibid.,
s.
102‐103.


84 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
100.



 24



og
hændelser.
Schütze
nævner
fire
typiske
tilfælde,
hvor
der
kan
optræde


forskellige
fortællelinjer
i
autobiografiske
selvfortællinger.




1. Forskellige
afsnit
af
livshistorien
fortælles
tydeligt
inden
for
rammerne
af

forskellige
fortællelinjer.


2. Fortælleren
er
klart
overbevist
om,
at
der
findes
bestemte
afsnit
i


livshistorien,
hvor
han/hun
skal
anvende
forskellige
fortællelinjer
parallelt.


Herved
udtrykkes
ambivalens.


3. Der
eksisterer
en
konkurrence
mellem
to
forskellige
fortællelinjer
for
et


livsafsnit
eller
endda
hele
livshistorien,
som
biografibæreren
ikke


accepterer.
Her
kan
man
tale
om
en
sønderrevethed
af
fortællerens


identitetskonception.


4. I
forlængelse
heraf
er
det
muligt,
at
biografibæreren
gennem
f.eks.


fortrængning
og
fornægtelse
ikke
længere
kan
formulere
eller
reflektere


over

bestemte
erfaringsområder
af
den
egen
identitet. 85


Andersen
og
Larsen
har
identificeret
fem
tilfælde.
Det
femte
tilfælde
vedrører
den


teoretiske
forarbejdning
af
modsætninger
mellem
fortællelinjer,
der
kan
have
en


terapeutisk
effekt. 86







2.6
 Medskaberen
–
Interviewerens
rolle
i
det
narrative
interview


Fritz
Schütze
og
andre
biografiforskere
favoriserer
den
narrative
metode,
netop


fordi
den
skal
producere
en
slags
erindringsstrøm,
der
gengiver
biografibærerens


erfaringer
så
autentisk
som
muligt
og
uden
betydelig
indflydelse
fra
intervieweren.




Set
med
et
socialkonstruktivistisk
blik
er
dette
dog
en
simplificering.
Som
bl.a.


psykolog
Gabriele
Lucius‐Hoene
konstaterer,
refererer
selvfortællinger
altid
til
en


recipient,
dvs.
de
kan
ikke
betragtes
uden
for
deres
interaktive
forhandling. 87


Selvom
forskerens
påvirkning
er
uønsket
og
forsøges
minimeret
mest
muligt,
og


selvom
fortælleopfordringen
er
relativ
åben,
er
forskeren
alligevel
altid
til
stede.
I




























































85 
Schütze
(1984),
s.
106‐108.


86 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
102.


87 
Lucius‐Hoene,
Gabriele
(2010):
”Narrative
Identitätsarbeit
im
Interview.”
I:
Griese,
Birgit
(red.):


Subjekt
–
Identität
–
Person?
Reflexionen
zur
Biographieforschung.
VS
Verlag
für


Sozialwissenschaften:
Wiesbaden.
s.
154.



 25



og
med
at
fortælleren
deltager
i
en
slags
bestilt
arbejde
i
form
af
et


forskningsinterview
om
et
bestemt
emne
(her:
emigrationshistorier),
hvis


resultater
skal
bruges
i
en
større
undersøgelse,
er
deltageren
for
det
første
en
del


af
forskningsprocessen
og
føler,
at
han
eller
hun
skal
opfylde
nogle
bestemte
krav.


Dette
kommer
tit
eksplicit
til
udtryk
i
spørgsmålet,
om
forskeren
så
kunne
bruge


det
fortalte
til
noget. 88



Et
andet
aspekt,
som
Horsdal
peger
på,
er,
at
selve
”[b]ehovet
for
accept
og


anerkendelse
fra
de
mennesker,
vi
er
omgivet
af,
kan
i
høj
grad
påvirke
vores


fremstillinger
og
tolkninger.” 89
Interviewsituationen
må
derfor
betegnes
som
et


sted
med
gensidig
påvirkning.
Ochs
og
Capps
berører
en
lignende
problematik,
der


beskriver
intervieweren
som
(muligvis)
første
modtager
af
historien
og
dermed


som
dens
medskaber:
”Given
that
narratives
mediates

self­understanding
and
that


narratives
are
interactional
achievements,
the
role
of
primary
recipient
can
be
highly


consequential.” 90
Især
i
forbindelse
med
feedback
er
den
primære
modtager
vigtig,


da
fortælleren
tit
reviderer
historien
efter
at
have
modtaget
feedback
af
en
eller


anden
art.
Det
skal
forskeren
være
bevidst
om.
Også
her
er
man
medskaber.
Ifølge


den
narrative
interviewteknik
er
det
således
helt
afgørende
at
give
så
neutral


feedback
som
muligt.
Ivonne
Küsters
formulerer
det
sådan:
”Der
Interviewer
muss


erzählanregend
schweigen.” 91



Intervieweren
kan
endvidere
medskabe
fortællingen,
idet
han/hun
har
implicitte


forventninger
til
fortælleren.
Som
sociologiprofessor
Cornelia
Helfferich


konstaterer,
forstår
mennesker
verden
efter
deres
eget
relevanssystem
og


forventer
derfor
ubevidst,
at
den
anden
bekræfter
ens
implicitte
forventninger
og


teoretiske
forståelser. 92
En
selvfortælling
anses
f.eks.
ofte
som
en
meningsfuld


aktivitet
i
det
narrative
interview,
men
det
er
ikke
nødvendigvis
et
synspunkt,
som




























































88 
ibid.,
s.
157.


89 
Horsdal
(2007),
s.
49.


90 
Ochs
&
Capps
(1996),
s.
35.



91 
Küsters
(2009),
s.
58.


92 
De
to
lingvistiske
antropologer,
Mary
Buchholtz
og
Kira
Hall,
beskriver
lignende
i
deres


diskussion
om
kategoriseringer
af
identitet,
lingvistik
og
tilhørsforhold:
”[…]
externally
imposed


identity
categories
generally
have
at
least
as
much
to
do
with
the
observer’s
own
identity
position
and


power
stakes
as
with
any
sort
of
objectively
describable
social
reality.”
Se
Buchholtz,
Mary
&
Hall
Kira


(2004):
”Language
and
Identity”
i:
Duranti,
Alessandro
(red.):
A
Companion
to
Linguistic


Anthropology.
Blackwell:
Malden,
Oxford,
Carlton.
s.
370.



 26



alle
kulturer
og
interviewdeltagere
deler.
Derfor
skal
intervieweren
være
meget


bevidst
om,
at
egne
implicitte
forventninger
kan
påvirke
interviewprocessen
–


især
når
forventningerne
ikke
opfyldes. 93




Kulturelle
forskelle
og
dermed
forskellige
forventninger
til
metakommunikative


kompetencer
skal
også
nævnes
her.

Antropolog
Charles
Briggs
har
beskrevet,


hvordan
interviewere
tit
udøver
kulturel
hegemoni
over
interviewdeltagere,
idet


de
ikke
tager
hensyn
til
deltagernes
metakommunikative
normer
og
prøver
at


overtrumfe
med
egne
normer
i
stedet.
Idealet
ville
altså
være,
at
forskeren


undersøgte
interviewdeltagernes
normer
først,
for
bagefter
at
lokke
informationer


frem
på
deres
måde. 94
Dette
skal
jeg
være
meget
opmærksom
på
i
interviews
med


udenlandske
deltagere.
Anvender
de
stadig
deres
oprindelige
metakommunikative


kompetencer,
eller
har
de
skiftet
til
danske?
Og
er
det
overhovedet
muligt
at
skelne


mellem
disse?
Forudsat
en
fornuftig
hensyntagen
til
disse
forhold
kan
det


narrative
interviews
styrke
bestå,
idet
det
overlader
forfatterskabet
til


interviewdeltageren
og
dermed
skaber
respekt
for
ham/hende
og
historien.



2.7
 Fritz
Schützes
analysemodel



2.7.1
 Inspiration
fra
Grounded
Theory


Som
nævnt
tidligere
er
den
narrative
metode
ikke
kun
et
redskab
til


dataindsamling,
men
også
en
analysemetode.
Under
metodens
udvikling
har


Schütze
fundet
inspiration
i
Anselm
L.
Strauss’
og
Barney
G.
Glasers
Grounded


Theory. 95
Fritz
Schütze
arbejder
for
eksempel
med
teoretisk
sampling
og
mætning,


som
også
er
karakteristika
i
Grounded
Theory
(GT).




GT
er
en
forskningsmetode,
som
stræber
efter
at
udvikle
en
teori
ud
fra
data,
som


systematisk
er
blevet
indsamlet
gennem
social
forskning.
Glaser
og
Strauss’


grundlæggende
antagelse
er,
at
”[…]
generating
grounded
theory
is
a
way
of




























































93 
 Helfferich,
 Cornelia
 (2009):
 Die
 Qualität
 qualitativer
 Daten.
 Manual
 für
 die
 Durchführung


qualitativer
Interviews.
3.
revideret
oplag.
VS
Verlag
für
Sozialwissenschaften:
Wiesbaden.
s.
58.


94 
Briggs,
Charles
L.(1984):
”Learning
How
To
Ask:
Native
Metacommunicative
Competence
and
the


Incompetence
of
Fieldworkers.”
I:
Language
in
Society,
Vol.
13,
no.
1.
Cambridge
University
Press.
s.


22.


95 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
78;
Küsters
(2009),
s.
18.



 27



arriving
at
theory
suited
to
its
supposed
uses.
[…]
[T]he
adequacy
of
theory
for


sociology
today
cannot
be
divorced
from
the
process
by
which
it
is
generated.” 96


Teorier
bliver
altså
udviklet
i
en
forskningsproces
og
er
ikke
noget,
der
skal
testes


på
empirien.
Her
er
det
tværtimod
empirien,
der
er
mest
væsentlig
for


teoriudviklingen. 97
Glaser
og
Strauss
mener,
at
“[…]
each
form
of
data
is
useful
for


both
verification
and
generation
of
theory
[…]” 98
Dog
anvendes
GT,
ifølge
Knud


Ramian,
mest
i
forbindelse
med
kvalitative
data. 99
Det
mest
afgørende
ved


metoden
er
arbejdsmåden:
I
stedet
for
at
indsamle
alle
data
og
bagefter
analysere


dem,
fungerer
GT
helt
anderledes.
Indsamlings‐
og
analyseprocessen
afhænger


nemlig
af
hinanden
og
foregår
derfor
samtidigt. 100



I
dag
er
metoden
en
af
de
mest
anvendte 101
og
betragtes
som
særlig
relevant
inden


for
socialt
arbejde. 102



I
det
følgende
vil
jeg
ikke
give
en
detaljeret
redegørelse
for
GT,
idet
jeg
anvender


Schützes
analysemetode.
Denne
deler
dog,
som
tidligere
nævnt,
GTs
grundtanke


om
en
empirisk‐procesanalytisk
fremgangsmåde
og
teoretisk
sampling
samt


mætning,
men
adskiller
sig
fra
metodens
kodningsprocedurer. 103
Det
kunne
have


været
utroligt
spændende
(men
tidskrævende)
at
arbejde
efter
GT
og
selv
udvikle


en
omhyggelig
teori,
men
specialets
rammer
tillader
det
desværre
ikke. 104




2.7.2
 Teoretisk
sampling
og
mætning


Den
procesanalytiske
fremgangsmåde
kan
ses
i
den
narrative
metodes
brug
af

teoretisk
sampling
og
mætning.
Samplingen
fungerer
sådan,
at
datamaterialet


fortolkes
straks
efter
det
første
interview
for
at
identificere
centrale
kategorier
for




























































96 
Glaser,
Barney
G.
&
Strauss,
Anselm
(1971):
The
Discovery
of
Grounded
Theory.
Strategies
for


Qualitative
Research.
Aldine:
Chicago.
s.
3‐5.


97 
Set
med
et
socialkonstruktivistisk
perspektiv,
kan
der
argumenteres,
at
teorien
og
empirien
i
den


grad
hænger
sammen,
således
at
de
er
med
til
at
konstruere
den
sociale
virkelighed
i
lige
dele
og


derfor
ikke
kan
eller
skal
adskilles.
Procestanken
er
derfor
væsentlig.


98 
Glaser
&
Strauss
(1971),
s.
17‐18.


99 
Ramian,
Knud
(2007):

Casestudiet
i
praksis.
Academica:
Århus.
s.
123.


100 
Rosenthal
(2011),
s.
84.


101 
Strauss,
Anselm
&
Corbin,
Juliet
(red.):
Grounded
Theory
in
Practice.
SAGE
Publications:


Thousand
Oaks,
1997.
s.
vii.


102 
 Oliver,
 Carolyn
 (2012):
 ”Critical
 Realist
 Grounded
 Theory:
 A
 New
 Approach
 for
 Social
 Work


Research.”
I:
British
Journal
of
Social
Work,
nr.
42,
s.
376.;
Rosenthal
(2011),
s.
84.


103 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
122.


104 
Ramian
(2007),
s.
123.



 28



undersøgelsesgenstanden.
Interviewet
rekonstrueres
herved
som
en
case.
Derefter


søges
der
efter
en
ny
case,
der
adskiller
sig
fra
den
første
i
dens
mest
afgørende


aspekter. 105
Dette
gennemføres,
indtil
der
er
opnået
’teoretisk
mætning’,
dvs.
”[…]


that
no
additional
data
are
being
found
whereby
the
sociologist
can
develop


properties
of
the
category.” 106
Det
er
dog
tvivlsomt,
om
en
idealtypisk
teoretisk


mætning
er
opnåelig
eller
overhovedet
findes.
For
det
første
er


forskningsprocesser
styret
af
begrænset
tid
og
budgetter,
og
for
det
andet
kan


teoriens
udviklingsproces
være
blokeret
af
dominante
diskurser,
der
forhindrer


forskeren
i
at
opdage
flere
relevante
kategorier. 107
På
trods
af,
at
jeg
indenfor
mine


givne
rammer
måske
ikke
opnår
den
fulde
teoretiske
mætning
i
min
sampling,


vælger
jeg
alligevel
at
følge
denne
fremgangsmåde
så
vidt
som
muligt.
Samtidigt


skal
det
huskes,
at
den
teoretiske
samplings
opgave
ikke
er
at
bekræfte
en
teori,


den
skal
snarere
generere
den:
”Theoretical
sampling
too
is
considered
as
a
tool
of


theoretical
exploration
not
confirmation.” 108




2.7.3
De
seks
analysetrin


For
at
analysere
hele
interviewet
har
Schütze
udviklet
en
analysemetode
i
seks


trin: 109


1.
Formel
tekstanalyse


2.
Strukturel
indholdsbeskrivelse


3.
Analytisk
abstraktion


4.
Vidensanalyse


5.
Sammenlignende
case‐analyser


6.
Konstruktion
af
teoretiske
modeller



De
første
fire
analysetrin
anvendes
på
hver
enkelt
case,
mens
de
sidste
to
bruges


kontrastivt
på
alle. 110






























































105 
Rosenthal
(2011),
s.
85;
Küsters
(2009),
s.
76f


106 
Glaser
&
Strauss
(1971),
s.
61.


107 
Rosenthal
(2011),
s.
85.


108 
Dey,
Ian
(2007):
”Grounding
Categories.”
I:
Bryant,
Antony
&
Charmaz,
Kathy
(red.):
The
SAGE


Handbook
of
Grounded
Theory.
Sage
Publications:
London.
s.
186.


109 
Schütze
(1983),
s.
285‐288.
Metoden
er
kun
beskrevet
i
denne
artikel.


110 
Küsters
(2009),
s.
78.



 29



I
den
formelle
tekstanalyse
gælder
det
at
adskille
de
narrative
tekstdele
fra
de
ikke‐

narrative
for
bagefter
kun
at
analysere
de
narrative
dele.
Det
forventes,
at
disse


dele
er
tættest
på
de
tidligere
oplevelser
og
hændelser.
De
narrative
tekstpassager


inddeles
i
segmenter
og
analyseres
efter,
hvordan
de
er
kædet
sammen.




I
det
andet
analysetrin,
den
strukturelle
indholdsbeskrivelse,
eftersøges
de
enkelte


tidsbegrænsede
processtrukturer. 111
Bagefter
analyseres
de
narrative


tekstelementer
med
særlig
fokus
på
forholdet
mellem
det
fortalte
indhold
og


præsentationens
perspektiv.
Sammenhængen
mellem
tekstindhold
og
–struktur


undersøges
her.
Forskerens
opgave
er
at
forstå,
hvilke
af
fortællerens
oplevelser


og
reaktioner,
der
vises,
og
hvordan
og
hvorfor. 112
Derudover
beskrives


sammenhængen
mellem
erfaringsaflejring
og
den
fortalte
proces.
Endvidere


dannes
der
for
hvert
fortællesegment
deskriptive
og
analytiske
kategorier
for


sammenhængene.
Processtrukturerne
i
hvert
segment
skal
beskrives,
og
relevante


indflydelsesaspekter
skal
kortlægges.



Den
tredje
analysetrin
hedder
analytisk
abstraktion.
Her
bliver
resultaterne
fra
det


forrige
analysetrin,
altså
strukturer
af
erfaringsaflejringen
og
af
det
fortalte


procesforløb
i
hvert
enkelte
segment,
systematisk
abstraheret
og
relateret
til


hinanden.
Der
anvendes
især
de
deskriptive
og
analytiske
kategorier,
som
er


blevet
dannet
i
forrige
analysetrin.
På
denne
måde
tydeliggøres
en
strukturplan
af

hele
den
fortalte
proces,
og
der
abstraheres
fra
detaljer.
Forskeren
forsøger
at
vise


livshistoriens
samlede
konstruktion. 113




Fjerde
analysetrin
udgøres
af
vidensanalysen,
som
ikke
anvendes
i
alle


forskningsprocesser,
der
benytter
sig
af
Schützes
metodik.
Her
gælder
det
om
at


”[…]
eksplicitere
den
interviewedes
egne
teoretiske
og
argumenterende
ytringer
om


livshistorie
og
identitet.” 114
Ifølge
Schütze
er
det
ikke
muligt
at
”[…]
bestemme




























































111 
Schütze
(1983),
s.
286.


112 
Küsters
(2009),
s.
79.


113 
ibid.,
s.
81‐82.


114 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
108.



 30



etydningen
af
den
autobiografiske
teoriproduktion
for
livsløbet
uden
et
dybtgående


kendskab
til
den
livshistoriske
hændelses­
og
erfaringsramme.” 115



I
analysens
femte
fase,
den
sammenlignende
case­analyse,
sammenlignes
de


forskellige
interviews
med
hinanden.
Der
anvendes
to
strategier
til
sammenligning


for
at
opnå
teoretisk
mætning:
En
strategi
med
hhv.
minimal
og
maksimal


variation.
Ifølge
minimal‐variations‐strategien
sammenlignes
interviews,
der


minimalt
adskiller
sig
fra
hinanden.
Og
omvendt
i
maksimal‐variations‐strategien:


Her
skal
alternative
strukturer
af
biografisk‐sociale
kategorier
udarbejdes,
og
der


skal
udvikles
elementærkategorier,
der
kan
konfronteres
med
hinanden. 116


Resultatet
af
denne
sammenlignende
case‐analyse
er
en
typologi
over
alle


varianter,
der
er
blevet
fundet
i
undersøgelsen.



Efter
analysen
foretages
der
en
konstruktion
af

teoretiske
modeller,
som
er


procesmodeller
af
specifikke
livsforløb,
procesmodeller
af
enkelte
grundlæggende


livsfaser
eller
procesmodeller
over
særlige
gruppers
livshistoriske
muligheder
og


betingelser 
. 117



Gabriele
Rosenthal
bruger
en
anden
analysemetode,
hvori
hun
bl.a.
arbejder
med


såkaldte
interpretationspunkter,
som
er
kendetegnede
ved
at
vise
afgørende


kritiske
momenter
eller
vendepunkter,
der
fører
til
en
geninterpretation
af

fortiden
og
nutiden,
men
også
fremtiden. 118
Disse
interpretationspunkter
kan


opstå
igennem
den
offentlige
diskurs,
udviklinger
i
samfundet
eller
på
grund
af

forandringer
i
familielivet.
Biografiske
vendepunkter,
f.eks.
sygdom,
flugt
etc.,
kan


også
forårsage
en
ny
fortolkning
af
ens
eget
liv
og
biografi. 119

I
min
analyse
af
de
ni


interviews
vil
jeg
bl.a.
også
tage
hensyn
til
disse
interpretationspunkter.




























































115 
ibid.


116 
Schütze
(1983),
s.
288.


117 
ibid.


118 
Rosenthal,
Gabriele
(2010):
”Die
erlebte
und
erzählte
Lebensgeschichte.
Wechselwirkung


zwischen
Erleben,
Erinnern
und
Erzählen.”
I:
Griese,
Birgit
(red.):
Subjekt
–
Identität
–
Person?


Reflexionen
zur
Biographieforschung.
VS
Verlag
für
Sozialwissenschaften:
Wiesbaden.
s.
206.



119 
Rosenthal
(2011),
s.
178.



 31



3.
 Casepræsentation


Dette
speciales
empiriske
grundlag
er
ni
narrative
interviews, 120
som
er
blevet


gennemført
i
perioden
fra
den
15.
marts
til
den
17.
april.
Interviewene
har
en


gennemsnitlig
varighed
på
godt
en
time,
men
er
varierende
fra
ca.
45
minutter
til


to
timer.
Syv
ud
af
ni
interviews
er
blevet
gennemført
privat
hos


interviewdeltagerne,
ét
på
neutralt
sted
(dog
i
private
omgivelser)
og
ét
i
mit
hjem.




Ud
af
de
ni
interviewdeltagere
har
jeg
kendt
to
perifert
i
forvejen,
hvilket
ifølge


biografiforsker
Ivonne
Küsters
kan
bevirke
fortællehæmninger
hos
deltageren. 121


Dette
har
jeg
ikke
umiddelbart
kunnet
opleve.
De
fleste
deltagere
har
været
meget


åbne
omkring
deres
oplevelser
–
især
i
efterspørgefasen.
I
og
med
at
jeg
selv
er


udlænding
i
Danmark,
formoder
jeg,
at
denne
udlændingestatus
har
hjulpet
mig


med
at
etablere
den
nødvendige
tillidsrelation
og
åbenhed,
der
er
afgørende
for


interviewets
succes.
I
hvert
fald
er
jeg
et
par
gange
blevet
bedt
om
bekræftende


feedback
á
la
Det
har
du
måske
også
oplevet?
Denne
form
for
feedback
kan
en


dansk
interviewer
ikke
tilbyde.
De
andre
syv
deltagere
er
blevet
formidlet
til
mig


gennem
fælles
venner
og
bekendte,
hvilket
var
en
god
strategi,
da
der
allerede
var


etableret
en
form
for
tillid.




Generelt
er
deltagerne
så
vidt
som
muligt
udvalgt
efter
Grounded
Theory
(GT)


forudsætninger. 122
Målet
var
at
opnå
en
teoretisk
mætning.
Mine


interviewdeltagere
er
mellem
29
og
68
år
gamle
og
er
emigreret
til
Danmark
i


perioden
fra
1967
til
2007.
Deltagerne
bor
i
dag
i
hhv.
Storkøbenhavn,
Odense,


Sønderborg
og
omegn,
og
de
er
af
meget
forskellige
årsager
flyttet
til
Danmark
fra


fem
forskellige
lande,
nemlig,
Iran,
Irland,
Tyrkiet,
Tyskland
og
Balkan‐området. 123


De
fleste,
dvs.
fem,
deltagere
kommer
fra
Tyskland,
men
i
og
med
at
det
er




























































120 
Der
er
uenighed
om,
hvor
mange
interviews
der
er
nødvendige
for
at
opnå
teoretisk
mætning
og


for
dermed
at
kunne
formulere
en
typologi.
Sociolog
Hans‐Jürgen
Glinka
nævner
et
antal
mellem
20


til
40
interviews,
men
angiver
et
antal
mellem
fem
til
seks
interviews
for
specialeprojekter.
Det
er


således
vanskeligt
at
opnå
teoretisk
repræsentativitet
i
et
speciale.
Se
mere
hos
Küsters
(2009),
s.


48.


121 
ibid.,
s.
49.


122 
Se
også
kapitel
2.7.1,
s.
27‐28
i
dette
speciale.


123 
Pga.
et
øget
anonymiseringsønske
angiver
jeg
kun
området
og
ikke
selve
landet.



 32



teoretisk
i
stedet
for
statistisk
repræsentativitet,
der
ønskes
opnået,
er
der
intet


problem
i
det. 124
At
deltagerne
kommer
fra
det
samme
land
betyder
efter
GT


præmisser
jo
ikke,
at
de
tilhører
den
samme
type.
Til
gengæld
har
udvalget
af
de


tyske
deltagere
givet
mig
den
fordel,
at
jeg
kunne
tale
tysk
med
dem
–
og
dermed


har
haft
mulighed
for
at
benytte
mig
af
de
samme
metakommunikative
strategier


og
‐regler
som
dem.
De
fleste
har
derudover
også
ønsket
at
tale
på
deres


modersmål.
Kun
én
har
hellere
villet
tale
dansk.
Den
fælles
kulturelle
baggrund
og


dermed
forståelse
kan
have
gjort
etableringen
af
tillid
lettere
og
hjulpet
dem
med


at
fortælle
mere
frit.




I
det
følgende
vil
jeg
kort
præsentere
de
ni
deltageres 125
vigtigste
biografiske
data.


De
er
opstillet
kronologisk
efter
interviewdato.
Der
findes
også


interviewprotokoller
til
interviewene
med
Frauke,
Ingeborg,
Judith,
Linda,


Noushin
og
Franziska. 126




Sean


Sean
er
en
38‐årig
mand
fra
Irland.
Han
har
periodevis
har
boet
i
Danmark
i
2003


og
2004.
Siden
2005
har
han
dog
boet
fast
i
København.
Han
er
kommet
til


Danmark
som
expat,
dvs.
hans
firma
har
sendt
ham
ud.
Sean
arbejder
som
revisor
i


et
internationalt
firma,
hvor
firmasproget
er
engelsk,
og
bor
sammen
med
sin


danske
kæreste
og
deres
fælles
datter
på
halvandet
år
i
en
lille
lejlighed
i


København.




Interviewet 127
gennemførtes
den
15.3.2012
på
engelsk
i
Seans
køkken
fra
ca.
kl.


19:30
til
20:15,
mens
Seans
datter
fik
mad
i
stuen
og
blev
gjort
sengeklar.
Alt
i
alt


har
jeg
været
hos
ham
fra
kl.
19:00
til
22:30.
Sean
var
indtil
2010
min
træner
i


gælisk‐fodbold.































































124 
Küsters
(2009),
s.
48.


125 
Navnene
er
selvfølgelig
ikke
deres
rigtige.


126 
Se
bilag
12.


127 
Dette
er
ren
interviewtid,
dvs.
den
angivne
tid
omfatter
spontanfortællingen
og
de
to


spørgefaser
–
ikke
samtalerne
før
og
efter
interviewet.



 33



Dieter


Dieter
er
en
68‐årig
mand
fra
Midttyskland,
og
han
har
boet
i
Danmark,
i


Storkøbenhavn,
siden
1967.
Han
er
kommet
til
Danmark
på
grund
af
sin
første


danske
kone,
som
han
lærte
at
kende
i
forbindelse
med
et
håndboldstævne
på


Sjælland
i
1963.
Dieter
er
nu
gift
for
anden
gang
og
har
en
datter
på
30
år
med
sin


anden
danske
kone.
Inden
han
blev
pensionist
i
2008,
har
han
siden
1967
arbejdet


som
ingeniør
hos
et
stort,
dansk
–
og
senere
amerikansk
–
firma.
I
2008

er
Dieter


blevet
dansk
statsborger.




Interviewet
gennemførtes
den
16.3.2012
på
tysk
i
Dieters
stue
fra
kl.
10:45
til


12:05.
Alt
i
alt
har
jeg
været
hos
ham
fra
kl.
10:30
til
12:50.
Jeg
har
ikke
kendt


Dieter
i
forvejen,
men
han
er
far
til
min
tidligere
kollega,
som
formidlede


kontakten.



Frauke



Frauke
er
en
29‐årig
kvinde
fra
Nordtyskland,
der
har
boet
i
Danmark
siden
2002.


Hun
er
kommet
til
Sønderborg
for
at
læse
på
universitetet.
Tidligere
havde
hun


været
et
år
i
USA
som
au
pair.
Frauke
arbejder
som
PhD‐studerende
med


Industrial
Design.
Hun
er
gift
med
sin
afghanske
mand
og
har
to
børn
på
hhv.

fem


og
to
år.



Interviewet
gennemførtes
den
20.3.2012
på
tysk
i
Fraukes
køkken
fra
ca.
kl.
15:00


til
16:00,
men
bliver
afbrudt
af
hendes
børn
og
mand,
der
kommer
tidligere
hjem


end
ventet.
Til
gengæld
var
vores
førsamtale
ret
lang
–
45
minutter.
Eftersamtalen


finder
ikke
sted,
da
børnene
kræver
opmærksomhed,
og
familien
skal
videre.



Frauke
og
jeg
kan
betegnes
som
gamle
bekendte,
da
vi
har
studeret
samtidig
i


Sønderborg.
Jeg
har
selv
kontaktet
hende
angående
interviewet.



Ingeborg


Ingeborg
er
56
år
og
fra
Tyskland.
Hun
har
boet
i
Danmark
(i
Skive
og
i


Sønderborg)
i
25
år,
dvs.
siden
1987.
Efter
at
hun
havde
mødt
sin
danske
mand
på


en
ferie
i
Australien,
har
parret
boet
i
Tyskland
i
fire
år.
De
blev
enige
om,
at
det



 34



kun
ville
være
fair,
at
de
også
boede
i
Danmark,
hvorefter
de
flyttede
til
mandens


hjemby,
Skive.
Ingeborg
er
uddannet
lægesekretær,
sygeplejerske
og
jordemor,


men
er
nu
på
førtidspension
pga.
gigt.
Hun
har
boet
alene
i
en
lejlighed
i


Sønderborg
siden
sidste
sommer,
da
hendes
mand
er
gået
fra
hende.




Interviewet
gennemførtes
den
21.3.2012
på
tysk
i
Ingeborgs
spisestue
fra
ca.
kl.


11:00
til
12:00.
Alt
i
alt
har
jeg
været
hjemme
hos
hende
fra
kl.
10:30
til
12:30.
Jeg


har
ikke
kendt
Ingeborg
i
forvejen
–
kontakten
blev
formidlet
gennem
Ingeborgs


tidligere
nabo,
som
er
en
af
mine
tyske
veninder.



Judith


Judith
er
en
47‐årig
kvinde
fra
Nordtyskland,
der
har
boet
i
Augustenborg
siden


1998.
Hun
kom
til
Danmark
sammen
med
sin
(nu
eks‐)
mand
og
parrets
to
børn


for
at
flytte
ind
i
drømmehuset
og
bo
på
landet.
Judith
er
uddannet
billedhugger,


men
har
arbejdet
med
i
eksmandens
møbelforretning,
mens
de
boede
i
Hamborg.


Efter
skilsmissen
har
hun
først
startet
en
uddannelse
som
social‐
og


sundhedshjælper,
som
hun
dog
har
afbrudt.
Siden
2003
er
hun
blevet
uddannet


som
teknisk
tegner
og
arbejder
hos
et
stort
dansk
firma.




Interviewet
gennemførtes
den
21.3.2012
på
dansk
hjemme
hos
en
fælles
veninde


fra
ca.
kl.
16:45
til
17:30.
Alt
i
alt
er
hun
hos
vores
fælles
tyske
veninde,
som
Judith


kender
fra
Salsa,
fra
kl.
16:00
til
18:00.
Veninden
har
formidlet
kontakten.


Judith
var
ikke
særlig
frisk
på
interviewdagen,
da
hun
havde
migræne
hele


formiddagen.



Linda


Linda
er
en
32‐årig
kvinde
fra
Balkan‐området
og
har
boet
i
Danmark


(Københavnsområdet)
siden
2007.
Hun
er
kommet
til
Danmark
pga.
sin
danske


kone,
som
hun
som
homoseksuel
ikke
kunne
være
sammen
med
på
Balkan.
Ingen
i


Lindas
familie
ved,
at
hun
er
lesbisk
og
gift.
Konen
anses
som
Lindas
bedste


veninde.
Linda
har
en
BA
i
Engelsk
og
har
arbejdet
med
en
del
NGO‐projekter
på



 35



Balkan.
I
Danmark
arbejder
hun
som
beskæftigelseskonsulent
og
også
som
frivillig


i
en
del
LGBT‐organisationer. 128




Interviewet
gennemførtes
den
26.3.2012
på
dansk
i
min
stue
fra
ca.
kl.
17:00
til


18:20.
Alt
i
alt
har
Linda
været
hos
mig
fra
kl.
16:30‐19:15.
Jeg
har
ikke
kendt


Linda
i
forvejen,
men
jeg
havde
hørt
om
hende
gennem
nogle
fælles
veninder.


Lindas
kone,
som
jeg
heller
ikke
kender,
men
som
jeg
deler
venner
med,
har


formidlet
kontakten.



Noushin



Noushin
er
en
49‐årig
kvinde
fra
Iran,
og
hun
er
kommet
til
Danmark
i
1984
som


politisk
flygtning.
Hun
er
gift
med
en
iraner
og
bor
i
Odense.
Parret
har
to
voksne


børn.
Noushin
er
uddannet
pædagog
og
arbejder
som
daglig
leder
i
en
integreret


børnehave.
Udover
denne
stilling
er
hun
i
gang
med
en
efteruddannelse
inden
for


pædagogik.
Siden
1990erne
har
hun
været
dansk
statsborger.




Interviewet
gennemføres
den
3.4.2012
på
dansk
i
Noushins
stue
fra
ca.
kl.
11:00
til


12:20.
Alt
i
alt
har
jeg
været
hos
Noushin
fra
kl.
10‐13:30,
og
hun
fulgte
mig
også
en


del
af
vejen
hjem.
Jeg
har
ikke
kendt
Noushin
i
forvejen,
men
gennem
min
kæreste


har
jeg
mødt
Noushins
datter,
som
har
formidlet
kontakten
til
sin
mor.




Franziska


Franziska
er
66
år
og
fra
Sydtyskland.
Hun
er
kommet
til
Danmark
i
1973
fra


Sverige,
hvor
hun
har
arbejdet
som
ergoterapeut
i
tre
år.
En
af
hendes
danske


kollegaer
anbefalede
København
varmt,
og
Franziska
havde
lyst
til
noget
nyt.


Senere
mødte
hun
sin
danske
mand,
som
hun
i
dag
har
to
voksne
sønner
med.


Franziska
har
hele
tiden
arbejdet
som
ergoterapeut,
mest
i
ledende
stillinger,
indtil


hun
gik
på
pension
for
to
år
siden.


Interviewet
gennemførtes
den
11.4.2012
på
tysk
i
Franziskas
spisestue
fra
12:00


til
14:00.
Alt
i
alt
har
jeg
været
hos
Franziska
fra
kl.
11:00‐14:45.
Jeg
har
ikke
kendt


Franziska
i
forvejen
–
kontakten
blev
formidlet
gennem
en
fælles
bekendt.





























































128 
LGBT
=
Lesbian,
Gay,
Bisexual
and
Transgender.



 36



Serdil


Serdil
er
49
år
og
er
kommet
fra
Tyrkiet
til
Danmark
i
1980
i
forbindelse
med
en


familiesammenføring.
Hans
far
var
gæstearbejder.
Serdil
er
uddannet
cand.pæd.
og


arbejder
som
bl.a.
familieterapeut,
socialkonsulent
og
underviser
mm.
Han
har
en


tyrkisk
kone
og
to
voksne
sønner.
Serdil
er
dansk
statsborger.



Interviewet
gennemførtes
den
17.4.2012
på
dansk
i
Serdils
lille
havehus
fra
kl.


17:30
til
18:15.
Alt
i
alt
har
jeg
været
hos
Serdil
fra
17:00
til
18:30.
Jeg
har
ikke


kendt
Serdil
i
forvejen
–
kontakten
blev
formidlet
gennem
en
fælles
bekendt.




Jeg
er
meget
bevidst
om,
at
jeg
gennem
både
denne
præsentation
af
de
ni
cases
og
i


transskriberingsprocessen
allerede
har
formet
den
sociale
virkelighed,
idet
jeg
har


udvalgt
kun
nogle
bestemte
informationer
om
deltagerne
og
gjort
dem


tilgængelige.
Det
er
således
mit
konkrete
perspektiv
på
den
sociale
virkelighed,
der


gør
en
forskel
i
analysen,
da
jeg
anvender
nogle
bestemte
iagttagelsesledende


begreber.









 37



4.
 Analyse
af
forskellige
veje
ind
i
det
danske
samfund


Efter
at
jeg
har
interviewet
ni
forskellige
indvandrere,
som
kom
til
Danmark
bl.a.


som
expat, 129
flygtning,
studerende
eller
pga.
kærlighed
eller
familiesammenføring,


vil
jeg
undersøge,
hvilke
veje
de
ni
indvandrere
har
fundet
ind
i
det
danske


samfund,
og
hvordan
disse
veje
kommer
til
udtryk
i
deres
fortællinger.
Herved
vil


jeg
samtidigt
besvare
følgende
underspørgsmål:



• Hvordan
reflekteres
der
over
disse
veje?



• Hvorfor
bliver
nogle
oplevelser
formidlet
på
en
bestemt
måde?


• Og
hvordan
egner
den
narrative
metode
sig
til
formålet?


Denne
analyse
foregår
hovedsageligt
efter
Schützes
analysemodel,
som
jeg
har


præsenteret
i
kapitlet
om
analysestrategi
(jf.
pkt.
2.7.3).
Jeg
har
dog
revideret


metoden,
idet
jeg
ligesom
Ivonne
Küsters
vil
tage
hensyn
til
både
narrative
og


refleksive
passager
i
deres
indbyrdes
sammenhæng
i
min
analyse.
Det
skyldes,


som
biografiforsker
Gabriele
Rosenthal
forklarer,
at
udeladelsen
af
de
ikke‐

narrative
passager
ville
være
lig
med
en
censurering
af
historien. 130
Sociolog
Peter


Alheit
er
enig
i
det
og
forklarer,
at
netop
spændingen
mellem
fortælleskemaer
og


argumentationsskemaer
lader
til
at
være
typisk
for
den
sociale
virkelighed. 131


Baseret
på
Rosenthal
vil
jeg
samtidigt
tage
hensyn
til
de
tidligere
omtalte


interpretationspunkter.
Jeg
vil
begynde
med
at
analysere
hovedfortællinger
(eller


dele
af
dem),
inden
jeg
inddrager
materiale
fra
efterspørgefaserne.
Idet
jeg
som


sagt
vil
undersøge
både
narrative
og
refleksive
passager,
bortfalder
det
første


analysetrin.
Det
fjerde
analysetrin,
vidensanalysen,
bortfalder
også.
Ifølge
Küsters


gennemføres
dette
trin
ikke
i
alle
forskningsprojekter.





























































129 
Definition
af
expat:
”Expat
is
an
abbreviation
of
expatriate,
the
English
term
used
for
someone


temporarily
or
permanently
residing
in
a
country
other
than
that
of
upbringing
or
citizenship.”



Expatindenmark:
”About
Expat
in
Denmark”
expatindenmark.com.
URL:


http://expatindenmark.com/About/Pages/Default.aspx
Hentet
den
2.6.2012.


130 
Küsters
(2009),
s.
84.


131
Alheit,
Peter
(2005):
”Historier
og
strukturer
–
metodologiske
overvejelser
over
narrativitet.”
I:


Andersen,
Anders
Siig;
Dausien,
Bettina
&
Larsen,
Kirsten
(red):
Livshistorisk
fortælling
og


fortolkende
socialvidenskab.
Roskilde
Universitetsforlag:
Frederiksberg.
s.
133.




 38



Vidensanalysen
er
især
af
betydning,
hvis
det
er
vigtigt
i
forbindelse
med


undersøgelsesspørgsmålene,
om
og
hvorvidt
fortællerens
egen
teori
adskiller
sig


fra
hans/hendes
erfaringsaflejring
og
den
rekonstruerede
processtruktur. 132




Grundet
specialets
rammer
har
jeg
ikke
mulighed
for
at
vægte
alle
cases
ligeligt.


Det
betyder
helt
konkret,
at
jeg
vil
præsentere
en
udførlig
analyse
af
to
udvalgte


cases,
som
i
større
eller
mindre
grad
afspejler
de
øvrige
casepersoners
væsentlige


veje
ind
i
samfundet
eller
andre
væsentlige
faktorer
og/eller
forskelle.
Jeg
vil
dog


løbende
inddrage
de
andre
syv
cases
(analysetrin
5)
og
abstrahere
analytisk


(analysetrin
3).
Således
kan
det
konstateres,
at
jeg
ikke
følger
Schützes


analysemodel
kronologisk.




Selvom
jeg
præsenterer
de
to
cases
som
en
foreløbig
typologi,
må
de
ikke
anses
for


en
decideret
typologi
eller
teori.
Ni
interviews
er
alt
for
få
til
at
kunne
fremstille
en


sådan.
Endvidere
er
enhver
autobiografisk
livsfortælling
meget
individuel
og


dynamisk,
så
en
kategorisering
eller
generalisering
kan
ikke
tage
hensyn
til
det


specielle
og
individuelle
i
livsforløbet.
Sociolog
Uta
Gerhardt
påpeger
også,
at
der


skal
tages
hensyn
til
to
aspekter
i
biografiforskning.
Det
første
er
nemlig
de
enkelte


biografiers
individualitet,
som
ikke
må
udviskes
gennem
generaliseringer.
For
det


andet
skal
friheds‐
og
rationalitetsmomentet
belyses
i
den
enkeltes
biografi. 133



Således
bortfalder
Schützes
sjette
analysetrin
også.




Ud
af
de
ni
deltagere
har
to
fortalt
mig
hele
deres
livshistorie,
selvom
jeg
kun
har


bedt
dem
om
at
fortælle
mig
deres
emigrationshistorie.
Hos
Ingeborg
var
hele


historien
væsentlig,
det
var
Franziskas
ikke.
De
første
to
deltagere
(Sean
og
Dieter)


har
derimod
fået
en
anden
fortælleopfordring,
som
spørger
efter
oplevelser
fra


den
tid,
hvor
de
kom
til
Danmark.
Det
har
været
et
for
uklart
spørgsmål,
som
ikke


nødvendigvis
har
stimuleret
en
hel
fortælling
eller
har
kunnet
forstås
som
en


opfordring
til
at
fortælle
en
historie.
Denne
fejltagelse
har
jeg
revideret
i
de


resterende
interviews
og
her
efterspurgt
emigrationshistorier.
Retrospektivt
kan




























































132 
ibid.,
s.
82.


133 
Gerhardt,
Uta
(1999):
”Die
Verwendung
von
Idealtypen
bei
der
fallvergleichenden


biographischen
Forschung.”
I:
Jüttemann,
Gerd
&
Thomae,
Hans
(red.):
Biographische
Methoden
in


den
Humanwissenschaften.
Beltz:
Weinheim
&
Basel.
s.
194.




 39



der
stilles
spørgsmål
ved
mit
valg
af
en
historie
om
et
livsafsnit
som
emigrationen,


en
begrænset
periode.
Dette
aspekt
vil
jeg
diskutere
nærmere
i
et
efterfølgende


kapitel
om
metodekritik.



Hvis
jeg
havde
fulgt
Schützes
metode
slavisk
og
kun
fokuseret
på
narrativer,
ville


jeg
betegne
to
til
tre
interviews
som
mislykkede.
For
det
første
indeholder
to
af

dem
ingen
helt
spontan
eller
udpræget
narrativ
hovedfortælling.
(Sean
og
Serdil).


For
det
andet
virker
den
tredje
hovedfortælling
mere
som
en
beretning
end
som
et


spontant
narrativ
(Franziska).
Her
skal
der
dog
ifølge
Rosenthal
tages
hensyn
til,
at


man
ved
udsortering
af
de
mislykkede
interviews
muligvis
favoriserer
en
bestemt


slags
deltagertype
og
dermed
mister
en
anden.
Samtidig
findes
der
også
fortællere,


der
generelt
har
en
tilbøjelighed
til
en
fortællestil,
der
er
mere
berettende
eller


argumenterende. 134
Derfor
anser
jeg
det
for
vigtigt
også
at
analysere
disse


interviews.



Mine
anvendte
transskriberingsregler
–
delvis
inspireret
af
Ivonne
Küsters 135
–


kan
ses
i
bilag
1.









4.1
 Analyse
af
case
1:
Sean


Sean
er
fra
Irland
og
er
kommet
til
Danmark
som
expat 136
i
2003.
Han


repræsenterer
en
indvandrer,
der
har
fundet
sin
vej
ind
i
det
danske
samfund


gennem
sit
transnationale,
irske
netværk
og
gennem
fritidsaktiviteter.
Ifølge
Sean


selv
er
han
ikke
helt
integreret,
da
hans
dansk
er
dårligt,
og
han
ikke
har
nok


danske
venner
–
i
hvert
fald
ikke
nogle,
som
er
tætte
nok.




Fortælleopfordringen
bliver
ratificeret
af
Sean,
idet
han
med
det
samme
starter


med
at
fortælle,
efter
at
han
er
blevet
spurgt
om
følgende:


”The
first
question
would
be:
Just
tell
me
about
your
experiences
when
you
came
to


Denmark.
What
was
it
like
to
come
to
a
new
country,
what
did
it
feel
like?”




























































134 
Rosenthal
citeret
efter
Küsters
(2009),
s.
67.


135 
Küsters
(2009),
s.
75.


136 
Ifølge
expatindenmark.com
bor
der
ca.
44.200
expats
i
Danmark.
Tallet
er
fra
2009
og
eksl.


studerende.
Expatindenmark:
”Statistics
2009/2010”
expatindenmark.com.
URL:


http://expatindenmark.com/About/Pages/Statistics.aspx
Hentet
den
2.6.2012.



 40



Denne
fortælleopfordring
afspejler
allerede
begynderfejl
fra
interviewersiden.
Jeg


skulle
ikke
have
startet
opfordringen
med
”The
first
question
would
be”,
da
dette


ordvalg
henviser
til
et
almindeligt
interview,
hvor
intervieweren
stiller
mange


spørgsmål
og
styrer
forløbet.
Jeg
skulle
have
bedt
om
Seans
emigrations‐
eller


livshistorie
for
at
interviewet
kan
udvikle
sig
til
et
narrativt
interview.
Selvom


Seans
hovedfortælling
dermed
kun
er
ca.
fire
minutter
lang
og
derudover
bliver


afbrudt
af
hans
kæreste
og
datter,
der
siger
god
nat,
finder
jeg
den
brugbar,
da


Seans
præsentation
af
sin
ankomst
i
Danmark
og
sine
refleksioner
er
meget


interessante
–
også
især
med
henblik
på,
at
der
faktisk
findes
mange
expats
i


Danmark,
der
muligvis
oplever
de
samme
udfordringer
som
Sean.
Hvis
man
vil
tale


om
indvandrertyper,
vil
expat’en
formentlig
være
den,
som
Danmark
får
flere
af
i


forbindelse
med
den
forventede
arbejdskraftmangel
i
fremtiden. 137
Også
derfor
er


det
interessant
at
beskæftige
sig
med
denne
case.



4.1.1
 Strukturel
indholdsbeskrivelse
‐
hovedfortællingen


Der
findes
fire
segmenter
i
alt.

De
første
to
er
narrative
analoge,
mens
de
sidste
to


er
digitale,
dvs.
ikke‐narrative.
Det
tredje
segment
er
argumenterende,
mens
det


fjerde
er
klart
reflekterende.
Om
skiftet
fra
narrativet
til
argumentationer
og


refleksioner
skyldes
afbrydelsen
gennem
Seans
kæreste
og
datter,
er
ikke
tydeligt,


men
afbrydelsen
har
sikkert
påvirket
Seans
første
fortælling,
da
han
havde
svært


ved
at
starte
igen.



Det
første
fortællesegment
er
i
begyndelsen
kendetegnet
ved
en
øget
brug
af

narrativer
og
beskrivelser
og
foregår
i
erzählte
Zeit.
Sean
starter
sin
fortælling
med


at
etablere
en
setting
og
placere
den
i
tiden,
idet
han
fortæller
om
sin
ankomst
til


Danmark
i
april,
hvor
det
var
koldt
og
havde
sneet.
Han
fortæller
videre,
at
han
var




























































137 
Se
f.eks.
Sloth,
Søs
Lykke
(2012):
”Danskere
er
reserverede
–
også
over
for
hinanden.”


Berlingske.
25.2.2012.
s.
4.;
Ritzaus
Bureau:
”EU‐opsang
til
indvandrerskeptiske
ledere.”
Ritzaus


Bureau.
1.6.2012.
URL:


http://infomedia.skoda.emu.dk/ms3/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&Duid=e34365bc


Hentet
den
26.6.2012.;
Sommer,
Nikolaj:
”Thorning‐Schmidt:
Danmark
kommer
til
at


mangle
arbejdskraft.”
DR2
Deadline.
6.6.2012.
URL:



http://infomedia.skoda.emu.dk/ms3/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&Duid=e34515e5


Hentet
den
26.6.2012.






 41



levet
sendt
hertil
med
firmaet
og
var
kommet
alene.
Han
kendte
kun
en
kollega,


som
dog
var
taget
tilbage
til
Irland
inden
Seans
ankomst.
På
denne
måde
har
Sean


allerede
anvendt
to
af
Schützes
kognitive
figurer,
idet
han
introducerer
sig
selv


som
biografibæreren
samt
sine
i
starten
manglende
relationer
til
andre
og
tegner


situationen
op
(hans
status
som
expat
og
hans
bolig
på
hotellet).


!"#$"%&'()'

!"###$%&'(()%*+#,-%-+.'%/%01.'%2'#'%&1,%+3%4%-2'%5'6+33+36%7*%89#+()%+-%&1,%07(:4%/-%21,%

,37&':4%/;:%07.'%*#7.%8+36% 13:% &7#>+36% 21#:% ,7% +-% &1,I% -+.'% &1,% 073,


verbet
fortæller,
at
fødselsdagen
var
forbundet
med
a
good
night
out,
virker
dette


udsagn
utroværdigt.
Denne
struktur
har
han
jo
brugt
i
andre


indholdssammenhænge.
Hvorfor
gør
han
det?
Han
har
muligvis
svært
ved
at


indrømme,
at
hans
oplevelser
ikke
har
været
særlig
gode
i
starten,
eller
måske


synes
han,
at
det
var
pinligt
over
for
mig,
da
vi
jo
kender
hinanden
i
forvejen.


Samtidigt
fortæller
han,
at
folk
har
været
venlige
–
det
betones
med
meget
høj


stemme,
”People
were
friendly”,
men
han
kendte
ingen
personligt.
Det
virker,
som


om
Sean
er
i
gang
med
det,
som
Goffman
kalder
for
ansigtsarbejde. 138
Herved
er


Sean
orienteret
i
to
retninger:
han
bevarer
sit
eget
ansigt
ved
hjælp
af

forsvarsvinklen,
mens
han
samtidigt
prøver
at
bevare
de
andres
ansigt
gennem


beskyttelsesvinklen. 139
Han
afslutter
dog
med
at
fortælle,
at
han
faktisk
husker


situationen
som
skræmmende.
Det
tager
ham
tre
forsøg
at
få
formuleret.
”So
–ehm­


so
it
was
–er­
.
ja­
it
was
actually
a
little
daunting
I
remember”.
Han
både
forklarer


og
forsvarer,
hvorfor
han
har
oplevet
situationen
som
skræmmende:
“It
was
just


the
circumstances
.
of
having
no
social
network
or
no­
even
company
network
to


support
me.
It
was
just
hotelroom
work
hotelroom
work
hotelroom
work
­
so.”


Gentagelsen
og
kombinationen
af
de
to
ord
hotelroom
og
work
beskriver
nøjagtigt,


hvor
kedeligt
og
trist
opholdet
må
have
været
i
starten.
På
denne
måde
udtrykker


Sean,
hvordan
han
har
haft
det,
uden
at
blive
mere
direkte.
Sean
hengiver
sig
dog


ikke
totalt
til
spontanfortællingen.
Dette
kan
konstateres
ved
de
mange
afbrydelser


og
opstart
i
begyndelsen
af
hans
sætninger.
Samtidigt
flyder
fortællingen
ikke,
og


Sean
er
meget
bevidst
om,
at
han
skal
fortælle
noget:
”Aaand.
what
else
was
I
to­
Oh


yeah
[…]”.



Dette
segment
er
kendetegnet
ved
den
processtruktur,
der
hedder
forløbskurve.


Det
lyder
muligvis
lidt
voldsomt,
men
i
og
med
at
forløbskurven
sørger
for,
at


biografibæreren
ikke
erfarer
det,
der
sker,
som
tilgængelig
for
intentionel


påvirkning, 140
passer
det
på
Sean.
Sean
kommer
til
Danmark
og
er
helt
uventet


alene.
Forløbskurven
er
i
første
omgang
negativ,
hvilket
kan
ses
ved
Seans
ordvalg:


shock,
daunting,
fremhævelsen
af
at
han
var
helt
alene,
I
knew
no
one
eller
også
I


knew
no
one
socially
og
I
came
here
all
alone.
Samtidigt
afspiller
Seans
liv
sig
kun


mellem
hotelværelset
og
arbejdspladsen.
En
anden
form
for
eksisterende




























































138 
Goffman,
Erving
(2004):
Social
samhandling
og
mikrosociologi.
Hans
Reitzels
Forlag.
s.
39‐75.


139 
ibid.,
s.
47.


140 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
99.



 43



processtruktur
er
den
biografiske,
som
er
karakteriseret
ved
at
være
resultat
af

Seans
intentioner. 141
I
came
to
Denmark
with
work.
At
Sean
selv
har
valgt
at


arbejde
i
Danmark,
kan
dog
ikke
aflæses
tydeligt
i
hovedfortællingen.
Det
kommer


først
frem
senere
i
interviewet.




Det
efterfølgende
segment
er
delvist
narrativt,
men
er
mest
fortalt
i


beretningsformen.
Historien
bliver
nu
lysere,
da
Sean
får
besøg
af
en
ven
fra


Sverige.
(Jeg
kan
desværre
ikke
tyde
alt,
der
blev
sagt.)
Sean
befinder
sig
stadig
i


erzählte
Zeit:
“That
was
the
first
week
[of
two?]
and
then
I
met
–er­
I
had
a
friend
in


Sweden
who
came
visit
me
and
then
I
met
some
people
with
[Babette?
–
kan
ikke


tydes]
so
–er­
that
helped
a
lot.
[A:
Hm]
and
–er­
didn’t
slowly
[?
ikke
sikker]
but
–er­


the
people
I
met
weren’t
so
much
Danish
.
they
were
more
–er­
expats.”



Sean
kommer
selv
ind
på
emnet
’mennesker’
og
hvem
han
har
mødt.
At
han
ikke


har
mødt
særligt
mange
danskere,
viser
sig
allerede
her
i
hovedfortællingen
at


være
et
problem,
da
han
henviser
eksplicit
til
det.
Denne
fortolkning
kan
støttes
af

de
to
øøh’er,
som
Sean
tilføjer.
Senere,
i
efterspørgefasen,
fortæller
og
reflekterer



Sean
meget
mere
over
dette
problem,
som
han
kalder
det.
Efter
ordet
expats
bliver


hovedfortællingen
afbrudt
af
Seans
kæreste
og
datter,
der
kommer
ud
i
køkkenet,


for
at
sige
god
nat.
Den
lille
siger
højt
hej
og
vifter,
og
vi
griner
–
især
Sean.


Bagefter
har
Sean
det
svært
med
at
finde
tilbage
til
historien.
Dette
segment
er
for


kort
til
at
kunne
bestemme
en
processtruktur.



De
næste
to
fortællesegmenter
er
digitale,
altså
ikke‐narrative,
og
er
kendetegnet


ved,
at
de
foregår
i
Erzählzeit.
Sean
fortæller
retrospektivt
kausalt,
og
han


definerer
nu
historien
ud
fra
den
aktuelle
kommunikationssituation.
Segment
3
er


tydeligt
argumenterende:





























































141 
ibid.,
s.
98.



 44




!!"#$ %&'(%$ )*+,"# -.# $%# &'(# )*+"# !"#$%& '()**#(& %+,#-.& ,-.*# /**0# '/1*# %2# /*#

(3442(*5#%2&***67#89:#;31%3+'112+*#=2$0=#/'?@#%2#)*+"#!2345.#,#

&2+@*5#>2+#%6+**#2+#>23+#5'+$*05(#&$%6#%6*7#%2#%6$(#5'


stemmen
sig
ikke.
Derudover
taler
Sean
ikke
særlig
hurtigt
i
denne
sekvens,
men


tænker
meget
over
det,
han
siger.
Han
afslutter
emnet
med
hævet
stemme
og
det


udglattende
”YEAH
it
was
okay
I
mean
[…]”.
Det
lader
til,
at
han
ikke
rigtig
vil
indse


eller
indrømme,
hvor
deprimerende
oplevelserne
var.
Han
fortsætter
med
at


fortælle
om
nogle
irske
venner,
som
han
mødte
efter
en
uge.
Her
smiler
jeg


bekræftende.
Jeg
er
ikke
sikker
på,
om
det
får
ham
til
at
skifte
over
til
nutid,


Erzählzeit,
og
nævne,
at
han
faktisk
skal
se
dem
lørdag,
hvilket
var
årets
St.


Patrick’s
Day.
Han
griner
højlydt
bagefter,
og
det
virker,
som
om
han
egentlig
vil


fortælle
om
noget
andet.
Efter
tre
opstarts
fortæller
Sean
videre,
at
han
stadig
er


venner
med
dem
i
dag,
selvom
han
tog
tilbage
til
Irland
i
halvandet
år.
At
han


stadig
er
venner
med
dem,
nævner
han
altså
to
gange.
Det
er
meget
vigtigt
for
ham.


Han
betegner
denne
situation
som
heldig.
Processtrukturen
kan
stadig
betegnes


som
forløbskurve
–
dog
nu
med
mere
positiv
karakter,
idet
Sean
har
mødt
nogle


irske
venner
og
fået
adgang
til
det
irske
netværk
i
København.


Det,
der
sker
nu,
er
meget
spændende:
Seans
stemmeføring
bliver
en
helt
anden.


Han
kommer
med
et
meget
konstaterende
indskud,
nogle
tanker,
som
han
har


reflekteret
over.
Sean
har
i
dette
segment,
segment
4,
tænkt
over,
hvordan
hans


nationalitet
(og
identitet)
som
irer
har
givet
ham
en
fordel:


!!"#$%&'($&)$&*'&)+&,($-(.),$/0.1%2$345$!"#$6&)$+&7$.)+"$+%($1"6.&8$)(+9"0:$"#$%&'(%

)'*+$+%&+$(;.1+1$>#).+=$&)*$+%()$="#$6&)$#1($+%&+$&1$&?$&1$&?$&1$&$

1+&0+.),$7".)+$"0$&$


intervieweren
er
meget
øvet
og
erfaren.
Som
Küsters
nævner,
er
det
vigtigt
for
en


førstegangs‐interviewer
at
blive
bekendtgjort
med
forskellige
fortællestrukturer


bl.a.
ved
hjalp
af
øget
opmærksomhed
ved
egne
samtaler,
så
at
man
bliver


sensibiliseret
for
kommunikationsmekanismer
og
netop
fortællestrukturer. 142


I
segment
4
nævner
Sean
allerede
en
vej
ind
i
samfundet,
den
første
analytiske


kategori:
det
transnationale
(irske)
netværk.
Netværket
udgør
en
fordel
for
Sean,


som
beskriver
netværket
som
et
starting
point
eller
fall
back
position.

Idet
Sean


beskriver
de
fordele,
man
har
som
irer,
anvender
han
’man’
som
fortæller.
Det


udtrykker
distance
og
kan
samtidig
vise,
at
Sean
har
reflekteret
over
dette
aspekt
i


forvejen.
Bagefter
bliver
segmentet
dog
mere
personligt
igen,
Sean
bruger
’jeg’
som


subjekt
og
indvier
os
i
at
”I’d
play
the
Irish
card”.
Ordvalget
er
afgørende
her.
Det


irske
netværk
beskrives
som
en
ressource,
der
kan
bruges.
To
tap
into
s.th.
betyder


ifølge
Oxford
Advanced
Learner’s
Dictionary:
”to
make
use
of
a
source
of
energy,


knowledge,
etc.
that
already
exists.” 143
Gennem
ordvalget
tillægger
Sean
(også


ubevidst)
netværket
en
stor
rolle.
Efter
at
Sean
har
fortalt
om
det
irske
netværks


betydning,
afrunder
han
hovedfortællingen
og
hans
første
oplevelser
i
Danmark


med
et
af
de
allerede
godt
kendte
udglattende
udsagn:
”But
I­

I’d
found
it
okay


here.
There
was
no
problems.”
Seans
stemme
taler
dog
et
andet
sprog,
da
den
er


nedtrykt
og
lav
–
især
i
den
sidste
sætning.
Udsagnet
og
præsentationen
passer
slet


ikke
sammen.
Det
virker,
som
om
Sean
er
i
gang
med
et
større
ansigtsarbejde.


Mange
(negative)
aspekter
af
hans
emigrationshistorie
bliver
nævnt
direkte,
men


de
tages
tilbage
næsten
lige
med
det
samme.
Alligevel
kommer
de
frem
igen
og


igen
i
løbet
af
hovedfortællingen.
Her
kan
der
ses
indflydelse
fra
Schützes


trækketvangsregler.
Kondenseringstvangen
sørger
for,
at
Sean
skal
fortælle
det,


der
er
nødvendigt
for
historien.
Og
det
er,
at
oplevelsen
med
at
komme
til


Danmark
var
skræmmende
og
forbundet
med
megen
ensomhed
i
starten.

































































142 
Küsters
(2009),
s.
193‐194.


143 
Wehmeier,
Sally
(red.):
”tap.”
Oxford
Advanced
Learner’s
Dictionary.
6.
udg.
Oxford
University


Press:
Oxford.
2000.
s.
1329.




 47



4.1.2
 Strukturel
indholdsbeskrivelse
–
udvalgte
dele
fra
efterspørgefasen



Transnationale
netværk


At
Seans
irske
netværk
fik
stor
betydning
for
hans
vej
ind
i
det
danske
samfund,


bliver
ekspliciteret
i
efterspørgefasen.
Jeg
henviser
til
Seans
udtryk
I’d
play
the


Irish
card
og
vil
vide
af
ham,
hvor
vigtigt
hans
irske
netværk
har
været.
Jeg
skulle


helst
have
bedt
Sean
om
kun
at
fortælle
lidt
om
sit
irske
netværk
for
at
generere


flere
narrative
passager.
Uanset
denne
interviewerfejl,
fortæller
Sean
alligevel
i
to


narrative
og
to
refleksive
segmenter
om
netværket, 144
som
har
været
utrolig


vigtigt
for
ham:
”It
was
important­
it
is­
It
made
the
transition
here
[A:
Hm]
.
very


very
easy
for
me.”
og
“They
were
really
my
fall
back
position”. 145
I
de
narrative


passager
er
Seans
fortælleperspektiv
hovedsageligt
handlingsfinalt
og
foregår
på


dramatisk,
scenisk
grundlag.
Idet
han
fortæller
om,
hvordan
han
første
gang
kom
i


kontakt
med
en
anden
irer
på
en
pub,
bliver
Seans
stemme
højere
og
gladere.
Han


virker
begejstret
og
nyder
tydeligt
at
tænke
tilbage
på
denne
hændelse.




Det,
der
er
påfaldende
og
gennemgående
i
både
de
narrative
og
refleksive


passager,
er
Seans
fremhævelse
af,
hvor
tilfældigt
han
er
kommet
ind
i
netværket.


Han
siger
bl.a.:
”it
kind
of
happened
upon
me.”,
“And
I
just
kinda
fell
into
that”
“I


kinda
wandered
into
their
network.”,
“you
gradually
get
introduced
to
somebody”
“I


used
this
.
accidentally.”

Næsten
alle
hans
vendinger
er
kendetegnet
ved,
at
der


ikke
findes
autonome
andele
i
hændelserne.
Sean
præsenterer
sig
selv
som
passiv


modtager.
Her
er
det
interessant
at
spørge,
hvorfor
han
egentlig
gør
det.
Ifølge


Andersen
&
Larsen
stiller
fortælleren
sig
refleksivt
i
forhold
til
sig
selv.
Og
”i


relation
til
de
konkrete
samhandlingsforløb
omfatter
refleksiviteten
at
se
sig
selv
[…]


fra
den
generaliserede
andens
position.” 146
Det
betyder
konkret,
at
den
aktuelle


diskurs
også
spiller
ind
i
fortællingen.
Rosenthal
konstaterer
lignende:
”Die


gegenwärtige
Lebenssituation
bestimmt
den
Rückblick
auf
die
Vergangenheit
bzw.


erzeugt
eine
jeweils
spezifische
erinnerte
Vergangenheit.” 147
Spørgsmålet
er
her,
om




























































144 
Se
bilag
3,
s.
5.


145 
Dieter
fortæller
lignende
om
sit
tyske
netværk:
”[…]
wenn
man
am
Anfang
öh
öh
hier
ist
alleine,


das
kann
ja
manchmal
schon
ne
äh
äh­
ich
war
nicht
alleine,
[A:
Hm]
aber
trotzdem
ist
das
immer


ganz
schön
mal
so’n
[A:
Ja]
bisschen
zurückfallen
zu
können,
ja?“
Se
bilag
9,
s.
60.


146 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
91.


147 
Rosenthal
(2011),
s.
179.



 48



den
aktuelle
danske
integrationsdiskurs
afspejler
sig
i
Seans
fortælling
om
det


irske
netværk
og
hans
både
lette
og
passive
indtræden.
Dette
kan
dog
ikke


besvares
uden
at
tage
forfatterskabet
fra
Sean.
Jeg
vil
komme
ind
på
den
aktuelle


integrationsdiskurs
senere,
når
jeg
undersøger
Seans
(og
nogle
af
de
andre


deltageres)
kommentarer
om
emnet
’danske
venner’.




Schützes
anden
kognitive
figur
har
en
stor
betydning
i
denne
sammenhæng.
Det


irske
miljø
fungerer
som
betingelses‐
og
orienteringsramme
for
den
sociale


integrationsproces.
Som
antropologerne
Olwig
og
Pærregaard
skriver,
spiller


netværksdannelse
en
vigtig
rolle
i
forbindelse
med
migration
og
de
dermed


forbundne
ændringsprocesser. 148
Det
irske
netværk,
som
ifølge
Sean
er
selve


pubkulturen
(”The
Irish
pub
scene
is­
is
the
network”)
har
sørget
for,
at
Seans
liv
nu


er
kendetegnet
ved
en
ny
processtruktur:
en
blanding
mellem
den
institutionelle


processtruktur
og
forvandlingsprocessen.
Sean
bliver
konfronteret
med
en


pludselig
forandring
i
sit
liv
i
Danmark
(han
slipper
for
ensomheden
gennem
sin


indtræden
i
det
irske
netværk),
som
dog
i
modsætning
til
forvandlingsprocesser


ikke
kommer
indefra,
men
udefra,
fra
netværket.
Samtidigt
kan
man
næsten
tale


om
netværket
som
institution,
idet
den
irske
pubkultur
er
så
etableret,
at
der
kan


være
tale
om
”[…]
en
rutinetilpasning
til
hændelser,
der
er
forventelige
[…]” 149
fra


Seans
side.
Han
er
bekendt
med,
hvordan
man
opfører
på
en
irsk
pub,
og
hvad
der


er
legitimt:
”It’s
just
the
fact,
that­
the
whole
culture
going
for
a
beer,
meeting


somebody
else,
talking
to
somebody.
[A:
Hm]
It’s
quite
accepted
for
an
Irish
to
do
it


on
your
own,
[...].”



Danske
venner
–
mål
og
vej
ind


Som
Sean
allerede
indirekte
fortalte
i
hovedfortællingen,
mødes
han
mest
med


expats.
I
efterspørgefasen
beder
jeg
Sean
fortælle
mig
noget
om
de
mennesker,
han


har
mødt.
Først
nævner
han
arbejdskollegaer,
andre
expats,
irere
fra
det
irske


netværk
såvel
som
en
mixed
community
og
nogle
svenske
venner.
Danske
venner




























































148 
Olwig,
Karen
Fog
&
Pærregaard,
Karsten
(2004):
”Netværk.
Transnational
migration
og
social


sammenhæng.”
I:
Hastrup,
Kirsten
(red.):
Viden
om
verden.
En
grundbog
i
antropologisk
analyse.


Hans
Reitzels
Forlag:
København.
s.
176.


149 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
98.



 49



nævner
Sean
sidst.
Segmentet
om
de
danske
venner 150
er
refleksivt‐

argumenterende
og
fortælles
i
Erzählzeit.
Seans
fortælleperspektiv
er


retrospektivt
kausalt
og
kendetegnet
ved
mange
fremhævelser
og
nogle


kunstpauser:
“And
then
Danish
people.It
took
me
QUITE
a
while
to
have

full

proper



Danish
friends.
And
even
today
I
.
don’t
.
have
.
major
proper
Danish
friends.
[…]
One


or
two
good
friends
but
none
of
my
reeeally
close
ones
who
is
Danish,
which
is


unfortunate.”
Det
er
interessant,
at
Sean
starter
med
at
sige
people
i
stedet
for


venner.
Allerede
her
kan
der
aflæses,
at
han
ikke
mener,
at
han
rigtig
har
nogle


danske
venner.
Sean
fremhæver
derudover
tidsaspektet,
”QUITE
a
while”
af

processen
i
at
finde
danske
venner,
idet
han
hæver
stemmen
meget.
Samtidigt


betoner
han
igen,
at
han
ingen
rigtige
danske
venner
har.
I
hvert
fald
ikke
nogen,


som
han
ville
fully
socialize
with.
Han
betegner
det
som
uheldigt
og
forklarer


hurtigt,
at
det
er
mere
hans
egen
fejl
end
deres.
Her
bliver
stemmen
lav.
På
grund


af
den
strukturelle
lighed
med
forrige
passager
i
hovedfortællingen,
hvor
that
is


okay
er
blevet
talt
med
lav
stemme
og
ment
udglattende
i
slutningen
af
sætningen,


tillader
jeg
mig
at
tvivle
på,
om
Sean
mener,
at
det
ikke
kun
er
hans
skyld,
at


venskaber
med
danskere
ikke
er
blevet
dybere.
Endvidere
hænger
manglen
på


danske
venner
sammen
med
hans
livsstil
og
arbejde,
siger
Sean.
Efter
tre
opstarts


lykkes
det
ham
at
fortælle
videre:
”[…]
that
is­
that
is­
that
is
a
little
bit
of
a
problem


and
my
partner
does
mention
it
to
me
that
I
don’t
have
enough
Danish
friends.”


Seans
stemme
er
blevet
lavere
og
lyder
lidt
nedtrykt.
Her
fremhæver
han
gennem


en
strukturel
konstruktion
(my
partner
does
mention),
at
hans
kæreste
ikke
er


tilfreds
med
manglen.




Det
virker
umiddelbart
som
om
Sean
–
og
også
andre
af
de
interviewede
deltagere


–
er
overbeviste
om,
at
de
kun
må
betegne
sig
som
integrerede,
når
de
ikke
blot
har


venskaber,
men
derimod
tætte
venskaber
med
danskere.
Spørgsmålet
er,
hvor


denne
forestilling
kommer
fra?
Er
det
en
personlig
indstilling,
eller
udspringer
den


af
den
statslige
integrationsdiskurs?
I
Seans
tilfælde
er
det
hans
danske
kæreste,


der
minder
ham
om
at
hans
mangel
på
danske
venner
ikke
fremmer
hans


integration.
Selvom
Sean
er
kæreste
med
en
dansker,
som
han
har
barn
sammen


med,
og
selvom
han
er
involveret
i
sit
irske
og
sit
fritidsnetværk,
hvor
han
faktisk




























































150 
Se
bilag
3,
s.
6‐7.



 50



har
et
par
danske
venner,
så
er
det
ikke
(godt)
nok.
Sean
har
taget
denne
diskurs
til


sig,
idet
han
selv
betegner
manglen
på
tætte
danske
venner
som
uheldigt.
Det


virker
som
om,
han
på
den
ene
side
gerne
vil
have
danske
venner
(måske
også
for


kærestens
skyld?)
og
samtidig
er
klar
over,
at
han
skal
have
nogle
for
at
kalde
sig


for
integreret.




Hos
Linda
bliver
det
endnu
tydeligere,
at
hun
føler,
hun
skal
have
danske
venner


for
at
opfylde
samfundets
krav
til
hende.
Hun
sætter
sine
danske
og
internationale


venner
over
for
hinanden
og
konstaterer,
at
hun
har
efterlyst
eller
bevidst
opsøgt


de
internationale
venner,
hvorimod
hun
kun
har
de
danske,
fordi
hun
er
en
del
af

samfundet
eller
ind
i
samfundet,
som
hun
udtrykker
det. 151
Samtidigt
virker
det


som
om,
Linda
ligesom
Sean
bruger
sit
internationale
netværk
(ikke
sit
netværk
fra


Balkan)
som
en
slags
fall
back
position,
hvor
hun
kan
give
slip
og
slappe
af.
Her
er


hun
mindre
gæst
og
mere
sig
selv.
Linda
siger
i
relation
til
sit
danske
netværk:
”Og


så­
eh­
selvom
man
kender
nogen,
så
kan
man
ikke
helt
præcis
være
sig
selv
eh.
ehm.


[…].” 152
Med
udgangspunkt
i
Lindas
skel
mellem
sit
danske
og
internationale


netværk,
mellem
at
skulle
og
at
ville,
bliver
det
måske
lettere
at
forstå,
hvor
Seans


selvkritiske
indstilling
kommer
fra.
Måske
har
han
selv
opstillet
kriteriet
om
at


have
tætte
danske
venner
for
at
kunne
kaldes
vellykket
integreret,
eller
også
har


han
ukritisk
overtaget
og
udbygget
den
allerede
eksisterende
statslige
diskurs.



Et
belæg
for
diskursen
findes
for
eksempel
i
den
nyeste
brochure
om
indvandrere


fra
Danmarks
Statistik,
som
har
undersøgt
”[…]
i
hvor
stort
omfang
indvandrere
og


efterkommere
danner
par
med
personer
med
dansk
oprindelse.” 153
I
forordet
til


Indvandrere
i
Danmark
2011
bliver
indvandrernes
stilling
i
det
danske
samfund
for


det
første
defineret
gennem
parametre
som
bl.a.
deltagelse
på
arbejdsmarkedet,


uddannelse
og
nu
–
siden
2011
–
også
gennem
partnervalget.
I
og
med
at


integration
nævnes
allerede
i
forordets
første
sætning,
kan
man
gå
ud
fra,
at


partnervalget
er
en
afgørende
integrationsfaktor.
Derudover
skelnes
i
denne


sætning
tydeligt
mellem
dansk
og
ikke
dansk.
Som
antropolog
Mikkel
Rytter




























































151 
Se
bilag
8,
s.
53.


152 
ibid.


153 
Danmarks
Statistik:
”Indvandrere
i
Danmark
2011.”
www.dst.dk
URL:


www.dst.dk/Publ/Indvandrereidk
Citeret
den
6.6.2012




 51



emærker,
rummer
”[d]en
effektuerede
ægteskabspreference
[..]
en
udlægning
af

integration,
hvor
det
antages,
at
indvandrernes
ægteskaber
og
deres
biologiske


reproduktion
her
i
landet
uvægerligt
vil
gøre
dem
mere
danske.” 154
Det
virker


imidlertid
som
om,
det
ikke
er
nok
for
Sean.
Her
skal
også
venskaberne
være


danske.
Ulrik
Pram
Gad
henviser
i
denne
sammenhæng
til
en
integrationstræthed,


der
kan
opstå,
”[n]år
den
velintegrerede
oplever,
at
der
stilles
spørgsmålstegn
ved,


om
man
nu
alligevel
spiller
den
rigtige
rolle
som
velintegreret.” 155
Eller
–
ligesom
i


Seans
tilfælde
–
kan
følelsen
af
ikke
at
være
god
nok,
ikke
være
integreret
nok 156


blive
ved.
Linda
oplever
tydeligt
denne
integrations‐
eller
snarere


assimilationstræthed:
”Om
jeg
bor
i
Afrika
eller
Danmark
eller
mit
hjemland,
så
eh


jeg
synes
vi
er
integreret
på
den­
eller
så
meget
som
vi
gerne
vil
eh
være
integreret


personlig
og
individuelt
og
sådan
noget.
[…]
ikke
fordi
loven
kræver.” 157
Linda
har
i


forbindelse
med
sit
såkaldte
integrationsprogram,
der
skulle
afvikles
i
løbet
af
tre


år,
bl.a.
skullet
lære,
hvordan
man
cykler
eller
bruger
dankort.
Det
har
irriteret


hende,
at
hun
ikke
selv
måtte
bestemme,
hvorvidt
hun
deltager
i
diverse


aktiviteter:
”Det
her
det
går
ikke.
Je­
jeg
jeg
vil­
Det­det
kan
godt
være
at
jeg­
jeg
vil


ikke
cykle
.
hvad
med
de
danskere
som
ikke
cykler?
Skal
de
også
på
integrations­
[A.


griner]
eh
hvad
hedder
det­
eh
loven
og
program
[…]?” 158





At
danske
venner
betragtes
både
som
en
vej
ind
i
samfundet
og
som
et
mål,
bliver


også
tydeligt
i
andre
interviewdeltageres
observationer.
Men
det
er
svært
at


komme
i
kontakt
med
danskere. 159
Linda
kommer
for
eksempel
med
iagttagelsen:


”Det
jeg
har
opdaget
i
Danmark
er,
at
man
ikke
får
danske
venner.” 160
Hun




























































154 
Rytter,
Mikkel
(2007):
”’Familien
Danmark
og
’de
fremmede’.
Slægtskabsbilleder
i
dansk


integrationspolitik.”
I:
Olwig,
Karen
Fog
&
Pærregaard,
Karsten
(red.):
Integration.
Antropologiske


perspektiver.
Museum
Tusculanums
Forlag:
København.
s.
76.


155 
Gad,
Ulrik
Pram
(2011):
”Muslimer
som
trussel.
Identitet,
sikkerhed
og
modforanstaltninger.”
I:


Pedersen,
Marianne
Holm
&
Rytter,
Mikkel
(red.):
Islam
og
muslimer
i
Danmark.
Religion,
identitet


og
sikkerhed
efter
11.
september
2001.
Museum
Tusculanums
Forlag:
København.
s.
81.


156 
Antropolog
Inger
Sjørslev
konstaterer
det
samme:
”Grænsedragningen
ændrer
sig
i
samme


øjeblik,
som
indvandreren
forsøger
at
passere
grænsen,
og
der
med
er
kampen
tabt
på
forhånd
–
af

indvandreren.”
Se
Sjørslev,
Inger
(2007):
”Integrationens
paradoks
og
den
kulturelle
træghed.”
I:


Olwig,
Karen
Fog
&
Pærregaard,
Karsten
(red.):
Integration.
Antropologiske
perspektiver.
Museum


Tusculanums
Forlag:
København.
s.
143.


157 
Se
bilag
8,
s.
46‐47.


158 
ibid.,
s.
47.


159 
Det
er
faktisk
et
lidt
spøjst
paradoks,
når
man
tænker
over,
at
integrationen
måles
i,
hvor
mange


danske
venner
indvandrere
har,
eller
om
de
er
gift
med
danske
partnere.
Det
kræver
jo
interesse


fra
begge
sider
–
ikke
kun
fra
indvandrerne.



160 
Se
bilag
8,
s.
47.



 52



egrunder
dog
dette
med
sin
alder:
Når
man
kommer
senere,
har
danskerne
ikke


plads
mere
til
en
ny
ven,
da
de
allerede
har
deres
netværk.



En
anden
interviewdeltager,
Frauke,
har
oplevet
noget
lignende:
”BIS
JETZT
habe


ich
nicht
viele
Dänen
kennengelernt
.
also
obwohl
ich
schon
so
lange
hier
bin
in


Dänemark
aber
is
halt
die
Grenze
[…].” 161
Frauke
ser
i
første
omgang


grænselandet
i
Sønderjylland
som
en
hindring
for
at
lære
danskere
at
kende.


Derudover
er
der
mange
tyskere
i
Sønderborg,
hvilket
heller
ikke
hjælper,
da


kontakten
til
tyskere
i
modsætning
til
danskere
etableres
nemt
og
hurtigt.
Når
man


først
har
nogle
(tyske)
venner,
er
behovet
for
danske
venner
og
den
indsats,
det


kræver
at
komme
i
kontakt
til
dem,
blevet
mindre
relevant.
Deri
ser
Frauke


ulempen
ved
at
bo
i
grænselandet.
Ligesom
Sean
mener
hun
i
øvrigt,
at
hendes


arbejde
udgør
et
problem,
da
forskningsmiljøet
er
meget
multinationalt
–
man


taler
engelsk
der.
Selvom
hun
har
været
i
Danmark
i
ti
år,
har
hun
ikke
opbygget
et


netværk
eller
lært
mange
danskere
at
kende.
Frauke
synes,
at
det
er
hendes
egen


skyld,
at
hun
ikke
har
mødt
mange
danskere.
Hun
havde
nogle
chancer,
som
hun


ikke
har
udnyttet,
f.eks.
et
tilbud
om
en
mødregruppe,
som
hun
takkede
nej
til.
Med


et
lille
’men’
fortæller
hun,
at
hun
ikke
ved,
om
det
er
hendes
problem,
eller
om
det


også
er
danskerne,
der
er
en
smule
distancerede
og
ikke
henvender
sig
til
folk


ligesom
amerikanerne, 162
som
hun
var
vant
til
tidligere,
skynder
Frauke
sig
at
sige.


Hun
er
forsigtig
og
vil
helst
ikke
pege
fingre.



Judith
er
til
gengæld
meget
åben
og
tydelig,
da
hun
i
et
narrativt
segment
med


refleksive
indslag
fortæller
om
et
kritisk
moment,
som
hun
oplevede,
da
hun
skulle


hente
sine
børn
en
morgen,
efter
at
de
havde
overnattet
i
SFO’en.
De
voksne
skulle


spise
fælles
morgenbrød,
men
Judith
var
forsinket.
Da
hun
ankom,
var
alle
pladser


taget,
og
ingen
rørte
sig
for
at
rykke
sammen
eller
hilse
på
hende.
Hun
blev


fuldstændigt
ignoreret.
Denne
episode 163
har
sat
sig
dybt
i
hendes
erindring,
og


Judith
er
rystet,
mens
hun
fortæller
herom.
Fortællingen
er
dramatisk
og
næsten


scenisk
med
direkte
tale.
Hun
virker
stadig
rædselsslagen,
mens
hun
fortæller


episoden.
I
denne
forbindelse
siger
hun
følgende
om
sin
integration:



”Det
var­
[J.
rømmer
sig]
jeg
synes
det
var
hård,
altså
[J.
griner
forlegent]
[A:




























































161 
Se
bilag
5,
s.
24.


162 
Franziska
siger
det
samme
om
sine
amerikanske
naboer,
som
hun
stadig
har
kontakt
til.


Kontakten
til
de
danske
naboer
beskrives
som:
”Er
ist
freundlich,
aber
dänisch.”
Se
bilag
10,
s.
90.


163 
Se
bilag
7,
s
37‐38.



 53




Hm]
ehm
at
integrere
sig.
[…]
Det
var
svært,
fordi
ehm
jeg
synes
øhm,


danskerne
de
er
meget­
de
er
ikke
så
nysgerrige.
[A:
Hm]
De
spørger
ikke
ehm


[A:
Hm]
noget
til
dig,
din
person.
[…]
Det
er­
de
er
mere
indelukkede 164
synes


jeg
.
[…]
Altså
det
hele,
det
er
sådan
lidt
langsomt
[J.
griner]
og
det­
det
giver


misforståelser

[J.
griner]
[A.
Hm]
hvis
man
ikke
ved
det,
sådan
er
det
bare


her.
Øhhm
.
[J.
synker]” 165


Judith
har
affundet
sig
med,
at
sådan
er
det
bare
her, 166
og
interpreterer
sin


erfaring
om
at
være
udenfor
som
en
misforståelse,
da
hun
ikke
vidste,
hvordan


de 167
var.
Men
oplevelsen
sidder
alligevel
dybt
i
kroppen
–
dette
vidner
hendes


stemmeføring
og
mimik
om.
Interessant
er
det,
at
næsten
alle
interviewede
på
en


eller
anden
måde
siger,
at
danskere
er
distancerede.
Dog
har
alle
dannet
sig
helt


forskellige
meninger
om
baggrunden
for
distancen:
Grænselandet
i
Sønderjylland


nævnes,
alder
(mennesker
over
25
har
allerede
venner
nok),
det
nordiske
klima


eller
troen
på,
at
danskere
bare
er
sådan.
Uanset
hvad,
nævner
de
fleste,
at
de


anser
danskere
som
distancerede.



Et
andet
symptomatisk
aspekt
ved
de
fleste
interviews
er
sprogbrugen.
Judith
siger


for
eksempel,
at
det
var
hårdt
at
integrere
sig.
Brugen
af
denne
refleksive


verbalform
antyder,
at
Judith
anser
integration
som
en
opgave,
hun
selv
er


ansvarlig
for.
Den
samme
overbevisning
har
mange
andre
interviewede. 168


Sammenlignet
med
ordets
oprindelige
latinske
betydning,
ifølge
Nudansk
Ordbog



”forny,
bringe
i
fuldkommen
stand”, 169
har
ordet
integrere
fået
en
ny
betydning. 170
I


og
med
at
integrationsindsatsen
åbenbart
hviler
på
den,
der
skal
integrere
sig,


virker
processen
mere
som
assimilation
end
et
fælles
projekt.
Antropolog
Steffen




























































164 
Dieter
observerer
det
samme:
”Also
öh­
was­
was
ich
vielleicht
hier
öh
öh
’n
bisschen
äh
.


bemängeln
kann,
das
is
ja
auch
wenn
man­
je
mehr
man
in­
in
Europa
zum
Norden
kommt,
die
Leute,


die
isolieren
sich
in
den
Häusern.“
Se
bilag
9,
s.
68.


165 
Se
bilag
7,
s.
37‐38.


166 
Det
har
Sean
også:
”[…]
but
they
are
not
being
rude
to
you
it’s
just
[A
griner:
Ja.]
the
way
it
is­
[…].”


Se
bilag
3,
s.
8.


167 
Hos
Judith
kan
der
observeres
en
stærk
’os‐og‐dem’
dikotomi.
Hendes
kritiske
oplevelser
med


danskere
og
danske
myndigheder
har
overvældet
hende
(forløbskurve).



168 
Sean
henviser
også
til
sig
selv,
idet
han
flere
gange
siger:
”I
haven’t
made
the
full
effort
to
come


across.”
Se
bilag
3,
s.
7.


169 
Becker‐Christensen,
Christian
(red.):
Politikens
Nudansk
Ordbog
med
etymologi.
Bind
1.
2.
udg.,
1.


opl.,
2001.
Politikens
Forlag.
s.
661.


170 
Ifølge
antropolog
Sally
Anderson
anses
indvandrere
og
flygtninge
i
politiske
integrations‐

diskurser
som
delelementer,
der
skal
forenes
med
helheden.
Se
Anderson,
Sally
(2006):


”Storbymennesker:
Tilflyttere
og
lokale
i
københavnske
kampsportsklubber.”
I:
Pedersen,
Marianne


Holm
&
Rytter,
Mikkel
(red.):
Den
stille
integration.
Nye
fortællinger
om
at
høre
til
Danmark.
C.
A.


Reitzel:
København.
s.
69.



 54



Jöhncke
konstaterer
det
samme,
idet
han
beskriver,
at
integrationspolitikken


kræver
af
den
enkelte
indvandrer
eller
flygtning
selv
at
sørge
for
sin
egen


integration. 171



Fritidsaktiviteter
og
storbyen


En
tredje
vej
ind
i
det
danske
samfund
går
ifølge
Sean
helt
klart
via


fritidsaktiviteter
og
foreningslivet.
Dette
er
den
mest
sikre
vej
til
at
møde


mennesker
og
falde
i
snak:




”I
didn’t
join,
something
early
enough
[A:
Hm]
but
I
was
working
too
hard
and
I


didn’t
think
about
it,
and
[A:
Ah]
.
And
that
was­
that
would
definitely
be
a
way


in.
Some
sort
of
activity
you
want
to
get
involved
in
.
[S.
synker]
here.
I­
It’s


there.
It’s
in
Copenhagen.” 172


Sean
fortæller
i
dette
segment 173
fra
efterspørgefasen
om
hvordan
han
er
kommet
i


kontakt
med
mennesker.
Gennem
arbejdet
har
han
mødt
andre
expats,
mens
han
i


sin
fritid
–
gennem
fodboldklubben
–
har
truffet
nogle
danskere.
Sean
anvender


her
Schützes
2.
kognitive
figur,
idet
han
beretter
om
fritidsmiljøet,
som
er
stedet


for
sociale
processer.
Dette
segment
er
især
kendetegnet
ved
Seans
begejstring
for


København,
som
tilbyder
mange
fritidsmuligheder
og
dermed
mange
muligheder


for
at
møde
mennesker.
Segmentet
er
meget
mere
flydende
end
hovedfortællingen


–
der
er
færre
afbrydelser
eller
opstarts.
Samtidig
hæver
Sean
oftere
sin
stemme


for
at
fremhæve
positive
og
forunderlige
karakteristika
ved
byen.
Sean
befinder
sig


i
Erzählzeit
og
fortæller
både
ud
fra
sit
nutidige
oplevelsesperspektiv
og


retrospektivt
kausalt,
idet
han
argumenterer,
hvorfor
han
ikke
selv
har
deltaget
i


fritidsaktiviteter
tidligere.
Det
virker,
som
om
han
flere
gange
føler
behov
for
at


forklare
grunden
dertil.
Her
er
Sean
klart
påvirket
af
min
tilstedeværelse
som


interviewer.
Igen
sammenfatter
jeg
hans
udsagn
som
et
bekræftende
spørgsmål


(”So
Copenhagen
is
a
good
city
to
get
into
contact
with
people?”),
hvilket
er
for


ledende
og
dermed
ikke
fremmende
for
nye
narrativer.
Alligevel
er
Seans
svar


meget
sigende:



“I
guess
so.
IF
YOU
TRY
if
you
try.
If
you
don’t
try
I
don’t
think
people
will
come




























































171 
Jöhncke,
Steffen
(2007):
”Velfærdsstaten
som
integrationsprojekt.”
I:
Olwig,
Karen
Fog
&


Pærregaard,
Karsten
(red.):
Integration.
Antropologiske
perspektiver.
Museum
Tusculanums
Forlag:


København.
s.
47.


172 
Se
bilag
3,
s.
7.


173 
ibid.,
s.
8.



 55




aand.
approach
you
[A:
Hm]
here.
I
mean
but
­er­
if
you
try
if
you
make
an
effort.


it
will
open
for
you.
[…]
It’s­
but
it’s
up
to
you
.
definitely
up
to
you.” 174


Seans
fremhævelse
og
gentagelse
illustrerer
for
det
første,
at
svaret
kom
meget


spontant.
For
det
andet
henviser
disse
stilistiske
elementer
til
et
aspekt
ved


integrationen,
som
vi
kunne
konstatere
i
forrige
afsnit.
At
det
er
indvandrerens


helt
egen
opgave
at
blive
en
del
af
fællesskabet
og
aktivt
søge
muligheder. 175
Det


samme
nævner
også
Franziska:
”Aber
man
muss
aktiv
sein.
[A:
Hm]
Also,
man
kann


sich
nicht
hinsetzen
und
warten,
[A:
Ja]
sondern
man
muss
aktiv
sein.
Und
das
muss


jeder
Emigrant,
glaube
ich
sein.
[A:
Hm]
Aktiv­
selbst
aktiv
sein
[...]“ 176
Ingeborg


konstaterer
præcis
det
samme:
„Also
es
ist
immer
gut
Kurse
zu
besuchen
[A:
griner]


weil
man
dann
eben
andere
Menschen
kennenlernt
[A:
Hm].
Wenn
man
einfach
nur


zuhause
bleibt
[A:
Nja]
dann
kommt
niemand,
man
muss
schon
selbst
was
tun.“ 177


Også
Judith
er
enig
i
det:
“Altså
man
skal
være
aktiv
og
gøre
noget.
[...]
Der
kommer


ingen
og
ringer
på
døren.“ 178
Det
er
påfaldende,
at
alle179
bruger
de
samme
 vendinger
og
stilistiske
elementer
(fremhævelse
gennem
stemmeføring)
for
at


udtrykke
vigtigheden
af
at
være
opsøgende.
Uanset
deres
alder,
køn
eller
herkomst


konstaterer
de
citerede
interviewdeltagere,
at
ens
eget
initiativ
er
afgørende
for
at


komme
ind
i
det
danske
samfund.



4.1.3
 
Analytisk
abstraktion


I
dette
analysetrin
skal
livshistoriens
samlede
konstruktion
vises,
ifølge
Schütze.


Denne
kan
ses
ved
en
eller
flere
fremtrædende
fortællelinjer.
Som
beskrevet
under


’Analysestrategi’
defineres
en
fortællelinje
som
en
tematisk
sammenkædning
af

livshistoriens
processtrukturer,
som
betragtes
efter
et
centralt
synspunkt.
I
og
med


at
jeg
kun
har
hørt
om
en
lille
del
af
Seans
liv,
er
det
umuligt
at
præsentere
Seans


livs
samlede
konstruktion.
Det,
der
kan
konstateres,
er,
at
to
fortællelinjer


konkurrerer
med
hinanden
i
hovedfortællingen.
På
den
ene
side
fortæller
Sean,


hvor
skræmmende
det
var
at
komme
til
Danmark,
på
den
anden
side
beskriver
han




























































174 
ibid.


175 
Dieter
mener
også,
at
man
skal
være
aktiv
–
især
idet
man
inviterer
folk
hjem
til
sig.


176 
Se
bilag
10,
s.
93.


177 
Se
bilag
6,
s.
29.


178 
Se
bilag
7,
s.
41.


179 
Her
skal
der
dog
tages
hensyn
til,
at
alle
citerede
er
tyskere.
Så
den
stilistiske
lighed
kan
sagtens


afspejle
tyske
sprog‐
og
udtryksmønstre.



 56



sine
oplevelser
som
okay
og
alligevel
problemfrie.
(”There
was
no
problems.”)


Ifølge
Andersen
og
Larsen
kan
dermed
forventes,
at
”[…]
de
refleksive


argumenterende
passager
breder
sig
på
bekostning
af
de
narrative.” 180
Dette
træk


ses
tydeligt
i
Seans
fortælling.



Jeg
vil
her
give
en
kort
sammenfatning
af
de
analytiske
kategorier
eller
veje
ind
i


det
danske
samfund,
vi
allerede
på
nuværende
tidspunkt
har
fået
overblik
over,
og


relatere
disse
til
eksisterende,
især
sociologisk,
teori.





Som
Seans
historie
har
vist,
er
transnationale
netværk
en
god
vej
ind
i
et
samfund.


Det
irske
netværk
har
hjulpet
ham
med
at
etablere
sig
i
Danmark.
Nina
Glick


Schiller
et
al.
har
observeret
lignende
i
deres
feltstudier
i
Tyskland.
”[…]
[M]igrants


become
connected
to
Germany
through
social
linkages
and
various
forms
of
identity


that
at
the
same
time
connect
them
to
organizations,
communication
systems
or


identities
that
extend
transnationally.” 181
Det
virker
imidlertid,
som
om
Sean
godt


kan
se,
hvor
vigtigt
netværket
er
og
har
været
for
ham
personligt,
men
han
ser
ikke


netværket
i
sammenhæng
med
integration.
Andre
deltagere
har
også
gavn
af
deres


transnationale
(tyske)
netværk
eller
deres
trans‐
og
internationale
netværk
i


LGBT‐miljøet.
Som
Olwig
og
Pærregaard
påpeger,
er
det
ikke
et
tegn
på
en


eksistens
uden
for
det
danske
samfund,
”[n]år
[..]
[indvandrere]
udvikler
særlige


fællesskaber
og
identiteter.
[…]
Der
er
snarere
tale
om,
at
deres
fællesskaber
har
fået


en
særlig
karakter
på
grund
af
de
integrationsprocesser,
de
har
gennemgået
i
det


danske
samfund.” 182



København,
altså
generelt
talt
byer
og
lokaliteter,
beskriver
Sean
som
et
andet


vigtigt
aspekt
ved
vejen
ind
i
samfundet.
I
denne
sammenhæng
konstaterer


geografiprofessor
Ruth
Fincher
følgende:



”[T]he
feature
of
the
cities
of
destination
of
transnational
migrants
deserve


particular
attention
as
contributors
to
their
social
inclusion
or
exclusion
[…].


Urban
communities
can
be
welcoming,
or
not,
of
transnational
newcomers;




























































180 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
101.


181 
Glick
Schiller,
Nina;
Nieswand,
Boris;
Schlee,
Günther;
Darieva,
Tsypylma;
Yalcin‐Heckmann,
Lale


&
Fosztó,
Lázló
(2004):
”Pathways
of
Migrant
Corporation
in
Germany.”
TRANSIT
1(1).
s.
1.


182 
Olwig,
Karen
Fogh
&
Pærregaard,
Karsten
(2007):
”Integration.”
I:
Olwig,
Karen
Fogh
&


Pærregaard,
Karsten
(red.):
Integration.
Antropologiske
perspektiver.
Museum
Tusculanums
Forlag:


København.
s.
28.




 57




the
location
of
transnational
migrants
in
certain
parts
of
cities
can
spatially


reinforce
their
isolation
or
belonging.” 183


Sean
og
Dieter
har
oplevet
København
som
en
god
by
for
indvandrere,
og
de


fremhæver
byens
mange
fritidsmuligheder
og
dermed
veje
ind
i
samfundet.
Det


kræver
dog,
at
indvandreren
selv
bliver
aktiv
og
udnytter
de
muligheder,
byen


byder
på.
Linda
føler
sig
sikker
i
København,
da
københavnerne
tænker


anderledes,
siger
hun.
Hun
ville
være
bange
for
at
tage
et
andet
sted
hen,
da
hun


ikke
ved,
hvordan
folk
ville
reagere
på
en
lesbisk
kvinde
(endda
med
muslimsk


baggrund)
fra
Balkan.
Selv
Odense
virker
for
lille
for
hende.
Ser
vi
på
Odense,
hvor


Noushin
bor,
kan
vi
konstatere,
at
nogle
bydele,
f.eks.
Vollsmose,
kan
fungere


ekskluderende.
Noushin
og
hendes
mand
har
valgt
at
flytte
væk
derfra,
for
at
give


deres
børn
større
muligheder
for
at
blandes
med
danskere:




”Hvis
vores
børn
skulle
have
en
chance
til
at
lære
ogs’
danske
normer
oog


knytte
nogle
danske
venskaber
oog
komme
i
skole
med
danske
børn
og
lærer


måske
sproget
flydende
ligesom
danske
børn,
ik’.
Æhhh
så
skulle
vi
måske


ligesom
søge
noget
andet
end­
end
at
bo
i
Vollsmose.
[…]” 184


Judith
og
Frauke
har
oplevet
Sønderborg,
eller
det
dansk‐tyske
grænseland,
som


problematisk.
Frauke
har
under
sin
uddannelse
nærmest
kun
mødt
tyskere,
hvilket


har
forhindret,
at
hun
mødte
danskere.
Derfor
overvejer
hun
at
flytte
til
en
anden


dansk
by
længere
væk
fra
grænsen,
for
at
komme
i
kontakt
med
danskere.
Hun


nævner,
at
der
måske
ikke
er
så
mange
fordomme
over
for
tyskere.
Judith
udtaler


direkte,
at
det
kan
være
svært
at
være
tysker
i
grænselandet:
”Ehm,
ja
altså
faktisk


pfff
[J.
med
lidt
sur
stemme]
oplever
man
jo
også
hver
dag
et
eller
andet
i
en
eller


anden
sammenhæng,
hvor
det
eeer
[hun
trækker
lidt
på
ordet]
øhh
grænseland
her,


at
der
bliver
tå­
eh
talt
dårligt
om
tyskere.” 185
Det
er
overraskende,
at
’Ånden
fra


’48’
og
nederlaget
fra
1864
stadig
spøger
i
baggrunden.
Men
det
betyder,
at


Sønderborg
med
sin
geografiske
position
og
helt
specielle
historie
kan
være
en


problematisk
by
for
netop
tyske
migranter.
Dette
fund
støtter
Glick
Schillers
kritik


ved
mange
migrationsstudier.
Hun
kritiserer,
at
byer
inden
for
en
nationalstat
er


blevet
behandlet
som
udskiftelig
i
forskningen:
”[…]
the
contextual
factors
shaping




























































183 
Finch,
Ruth
(2011):
”Transnationalism,
Social
Inclusion
and
the
City.”
I:
Mansouri,
Fethi
&
Lobo,


Michele
(red.):
Migration,
Citizenship
and
Intercultural
Relations.
Looking
through
the
Lens
of
Social


Incusion.
Ashgate:
UK.
s.
177‐178.


184 
Se
bilag
4,
s.
16.


185 
Se
bilag
7,
s.
39.



 58



the
practices
and
social
ties
of
migrants
in
that
specific
locality
are
implicitly


assumed
to
be
similar
throughout
the
nation­state.” 186


Som
vi
kan
se,
har
byen
en
betydning.
Betydningen
varierer
dog
fra
indvandrer
til


indvandrer,
da
forskellige
faktorer
gør
sig
gældende
i
forbindelse
med
både
byens


og
indvandrerens
specielle
karakteristika.



Sean
historie
har
samtidigt
vist,
hvad
der
ikke
var
en
vej
ind
i
det
danske
samfund


for
ham
som
expat.
Arbejdet
i
det
internationale
miljø
har
ikke
hjulpet
ham
med
at


lære
danskere
at
kende
eller
med
at
lære
sproget.
Den
lange
arbejdstid
har
gjort


det
umuligt
for
ham
at
deltage
i
et
frivilligt
sprogkursus.
Firmaet
selv
har
ikke


tilbudt
noget.
Det
engelske
sprog
har
ifølge
Sean
ikke
været
et
større
problem
i


sociale
sammenhæng,
men
det
har,
mener
han,
ikke
hjulpet
hans
integration,
at


han
ikke
kunne
tale
dansk.
Jeg
vil
komme
ind
på
sproget
i
behandlingen
af
den


næste
case.



Et
andet
aspekt,
som
Sean
ikke
har
nævnt,
men
som
var
vigtigt
for
Linda,
er


alderen.
Ifølge
Linda
er
hun
kommet
(for)
sent
til
Danmark
til
at
kunne
få
danske


venner,
da
alle
allerede
er
veletablerede.
Der
er
ikke
plads
til
flere
venner,
mener


hun.




Danske
venner
anses
generelt
af
de
interviewede
som
vejen
ind
i
samfundet
–
og


som
målet.
Først
når
en
indvandrer
har
fundet
(tætte)
danske
venner,
er
han
eller


hun
integreret.
Det
er
Sean
overbevist
om,
og
det
støttes
af
de
andre.
Hvorvidt
det


er
et
ønske
af
indvandreren
selv
at
have
tætte
danske
venner
(og
ikke
kun
venner)


eller
om
det
er
den
fremherskende
politiske
diskurs,
kan
herved
være
svært
at



bestemme.






























































186 
Glick‐Schiller,
Nina
&
Çaglar,
Ayşe
(2011):
”Locality
and
Globality.
Building
a
Comparative


Analytical
Framework
in
Migration
and
Urban
Studies.”
I:
Glick‐Schiller,
Nina
&
Çaglar,
Ayşe
(red.):


Locating
Migration.
Rescaling
Cities
and
Migrants.
Cornell
University
Press:
Ithaca
&
London.
s.
68.



 59



4.2.
 Analyse
af
case
2:
Noushin


Noushin
er
sammen
med
sin
mand
og
to
børn
kommet
til
Danmark
som
politisk


flygtning
fra
Iran
i
1984.
Året
før
blev
den
første
danske
udlændingelov
vedtaget.


Den
forbedrede
asylansøgernes
retsstilling
enormt
og
var
udtryk
for
et
dansk


ønske
om
at
være
et
humanitært
foregangsland. 187
Noushin
repræsenterer
en


indvandrer,
der
har
fundet
sin
vej
ind
i
det
danske
samfund
gennem
sproglæring,


arbejde
og
uddannelse.
Disse
faktorer
er
allerede
kendt
fra
eksisterende


forskning. 188
Samtidigt
spiller
aspektet
’anerkendelse’
også
en
rolle
i
hendes


emigrationshistorie
såvel
som
hendes
unge
alder
ved
ankomsten.




Fortælleopfordringen
bliver
ratificeret
af
Noushin,
idet
hun
siger
”Det
er
i
orden”


efter
at
jeg
har
afsluttet
følgende
fortælleopfordring:



”[…]
Jeg
er
meget
interesseret
i

ehm­
i
livshistorier,
især
af
mennesker
der
er


kommet
øhm­
ja
til
Danmark­
eller
emigreret
til
Danmark­
altså
meget


interesseret
i
emigrationshistorier.
Og
så
vil
jeg
æh­
ja,
gerne
bede
dig
om
at


ehm
fortælle
mig
din,
livshistorie.
Ja.”
”Ja.”
”Så
spørger
jeg
bagefter.”
”Ja.”
[A.


griner,
N.
griner
og
siger:]
”Det
er
i
orden.”


Selvom
min
fortælleopfordring
er
lidt
upræcis,
da
den
på
den
ene
side
nævner,
at


jeg
er
interesseret
i
emigrationshistorier,
og
på
den
anden,
at
jeg
vil
gerne
høre


hendes
livshistorie,
ratificerer
Noushin
den
og
fortæller
mig
sin


emigrationshistorie.
Hun
begynder
at
fortælle,
hvornår
og
hvorfor
hun
er
kommet


til
Danmark.
Noushins
hovedfortælling
er
over
25

minutter
lang
og
kan
på
grund


af
denne
længde
(og
specialets
begrænsede
omfang)
desværre
ikke
analyseres
i


alle
detaljer.
Jeg
henviser
derfor
til
bilag
4,
hvor
både
en
sammenfatning
og


udvalgte
dele
af
hovedfortællingen
kan
læses. 189 
I
det
følgende
vil
jeg
undersøge


fire
udvalgte
dele
af
Noushins
hovedfortælling,
som
hænger
sammen
med
hendes


veje
ind
i
samfundet.






























































187 
Danmarkshistorien.dk:
”Udlændingelove
1983‐2002.”
danmarkshistorien.dk
URL:


http://danmarkshistorien.dk/leksikon‐og‐kilder/vis/materiale/udlaendingelove‐1983/
Hentet


den
10.6.2012.


188 
 Se
 f.
 eks.
 Hansen,
 Eigil
 Boll
 &
 Kolodziejczyk,
 Christophe
 (2009):
 Nydanskeres
 vurdering
 af

introduktionsprogrammet
og
deres
integration.
AKF,
Anvendt
KommunalForskning:
København.



189 
Derudover
er
selve
lydfilen
tilgængelig
i
bilag
13.



 60



4.2.1
 Strukturel
indholdsbeskrivelse
–
udvalgte
dele
af
hovedfortællingen



Efter
at
Noushin
har
fortalt
historien
om
selve
flugten
fra
Iran
over
bl.a.
Tyrkiet


hen
til
de
første
uger
i
København,
fortæller
hun,
hvordan
familien
kom
til
Odense.



!"#$ %&$ '($ )*$ +,-$ ./////$ '0$ )1'2$ %2$ .//$ '($ )*$ +,-$ 3*4$ "'15%16$ *++12$ !"#$ %&'()$

*+)%,-()(.$'132$'13$)(7$*++1$5,#13$-(5$%14)$+0551$4*#1%,-$81%31--1$!/0$12.$'132$

'13$)(7$97($:(5%+$;4$,#$(441$'1$!/0$34&5.$'17$-$D+,)#&7'6$*++1E$F///2$,#$'17$/()'1$'1$9(+3*%+$4()13$13$.///$

4*#1%,-$15$4*44111$E$$13$4*441$/0%$,-$3*4$15$8G751/()1$E$!/0$34&5.$D&$),71%$8G75$+0551$

84*)1$>(%%13$-15%$)*$!/0$12.$%+0441$>&$%>7,#%+,41$,#$(43$'13$'176$*++1E$!/0$12.$$

;,7$%,-$%(#3$(441$'1$9(H*4*31317$%,-$-(5$4*#1%,-$4()1'1$%151716$'13$905#171'1$*++16$

'132$'13$)(7$*++1$5,#13$(9E$!/0$34&5.$;,7$)*$)(7$=,$'1$9G7%31$#70>>16$,%$'17$+,-$3*4$

"'15%16$ *++1E$ :17$ )(7$ 9(+3*%+$ /14417$ *++1$ 15#(5#$ 5,#136$ '17$ /1'$ %>7,#%+,415$ %,-$

%&'(5E$!/0$12.$:13$)(7$*++1$13(8417136$15'50$!/0$12.E$F///$-152-15$'($)*$+,-$3*4$

"'15%16$%&$9*+$)*$9(+3*%+$.///$15$9.441%$41=4*#/1'$*$I,44%-,%?$!/0$12.$./$/),7$'17$=,$

)(7$91-$).714%17$,#$%&$)(72$)(7$'13$=,$!/0$12.$8&'1$9(-*4*17$97($J,415$,,,#$.///2$

:17$)(7$5,#41$(5'71$*7(5%+1$9(-*4*17$,#$!/0$12.$'0$)1'6$9,4+2$'13$)(7$4*#1%,-$0'$,#$

*5'$!/0$12.$*$9,7/,4'$3*4$/),75&7$'1$9*+$15$41=4*#/1'$!/0$12.$.//$,#$%&'(5$5,#13E$

D&2$%&$)*$8,1'1$9(+3*%+$*$'15$41=4*#/1'$!/0$12.$*$91-$-&51'176$/),7$)*$!/0$12.$/()'1$

13$).714%1$/)17$,#$%&$'1431$!/0$12.$)*$,-$+G++15$,#$8('$!/0$34&5.$,#$%3015E$!/0$

12.$F//$,#$'13$905#1'1$,#%&6$9,7'*$!/0$12.$=1#$37,7$'13$9,7'*2$$)*2)*$/()'1$).713$

(441$%(--15$*$13$14417$(5'15$5G'%*30(3*,56$5&7$'0$)1'6$!/0$12.$!"#$%"&$'($)*"+$,(&$

+-.$!"#$/"%+-E$D&$'17$)(7$*++1$5,#13$-1'$+,594*+31$!/0$12.$14417$87,++1$%*#$,)17K$

!,2,%()()$(6$7)844(69($:%(22(.$?L),79,72$/),79,7$%+(4$)*$'141$8('$-1'$5,#15?$!/#$

-),6()$',9%.$144172$'0$)1'E$M(52$-(5$%&$,#%&$(43$'13$'17$%-&$3*5#$%,-$5,#13$#,'3$,#$

>,%*3*)3$*++1$,#?$!/0$12.$,#$-(5$3.5+17K$?:132$'13$9*536$9,7'*$)2)*$41)17$15'50$,#$!/0$

12.$'13$%+(4$5,+$#&$(441$%(--15$,#2?$M(5$+0551$,#%&$%1$'1$(5'71$9*+$9,7$1+%1->14$

41=4*#/1'17$!/0$12.$-1'$3*'15$,#$%&$+,-$'1$(9$%31'$,#2$!%);44()$


man
som
flygtning
hverken
kunne
bestemme
i
hvilket
land
eller
i
hvilken
dansk
by,


man
kom.
Dette
betoner
hun
også
flere
gange
i
hovedfortællingen
og
i


efterspørgefasen.
Det
er
meget
vigtigt
for
hende
at
fremhæve
den
manglende


valgmulighed.
Hun
nævner
en
lille
gård,
der
var
lavet
om
til
en
børnehave
for


flygtningebørn
og
forklarer,
at
der
dengang
ikke
fandtes
nogen
faciliteter
(á
la


dem,
vi
kender
i
dag)
for
flygtninge.
Ligesom
i
starten
af
hovedfortællingen


understreger
Noushin,
at
hun
hørte
til
den
første
gruppe
af
iranske
flygtninge,
der


kom
til
Odense.
Disse
informationer
virker,
som
om
de
skyldes
trækketvang.
Inden


Noushin
skal
fortælle
nærmere
om
livet
i
Odense,
skal
rammerne
først
sættes,
og


den
anden
kognitive
figur
anvendes.



Det
andet
segment
(fra
”Æhhh
men­
men
da
vi
kom
til
Odense…”
til
”vi
boed’
der
i


otte­
otte
år.”)
er
mere
berettende
end
det
første.
Noushin
fortæller
om
en


lejlighed,
som
hun
og
hendes
familie
skulle
dele
med
fire
andre
indvandrerfamilier


i
fem
måneder.
Hver
familie
havde
et
værelse,
og
fællesarealerne
blev
delt.
Det
gik


fint,
siger
hun.
I
de
første
linjer
af
segmentet
bruger
Noushin
det
personlige


pronomen
vi,
hvilket
virker,
som
om
hun
følte
tilhørighed
til
gruppen.
Hun


forklarer,
at
”v­vi
havde
været
alle
sammen
i
et
eller
anden
nødsituation,
[…]
man


var
jo
glad
for
det
man
havde.”
Dette
understreger
Noushin,
idet
hun
hæver


stemmen.
Pronomenet
man
virker
upersonligt
her
og
svækker
udsagnet
en
lille


smule,
selvom
udsagnet
fremhæves
gennem
høj
tale.
Også
tidligere
i


hovedfortællingen
gør
Noushin
sig
meget
umage
med
at
påpege,
at
hun
og
de


andre
flygtninge
var
glade
for,
at
de
var
i
live.
Disse
udsagn
følger
efter


kritikpunkter,
som
hun
f.eks.
havde
ved
hotellet
(”Men­
men
det
var
(2)
jo
ikke
de


bedste
betingelser
[…]” 190).
Her,
i
dette
segment,
kommer
en
lille
skjult
kritik
først


efter
et
positivt
udsagn.
Noushin
fortæller
nemlig
om
det,
der
ikke
er
sket,
hvilket


virker
mærkeligt:
”Så
der
var
ikke
noget
med
konflikter
[A:
Hm]
eller
brokke
sig
over


[…].”
Hun
imiterer
endda
et
udsagn.
I
og
med
at
hun
giver
det,
der
ikke
var
sket,
så


meget
plads
i
sin
fortælling,
forstår
jeg
det
som
en
efterrationalisering.
Hvis
hun
i


dag
skulle
leve
under
lignende
betingelser,
ville
hun
forestille
sig
en
del
brok. 191


Bagefter
fortsætter
hun
med
man
og
forklarer
igen,
at
man
syntes
det
hele
var
fint,


da
alle
var
i
live.
Hun
anvender
man
for
at
udtrykke
sig
på
alles
vegne.
Det
virker,




























































190 
Se
bilag
4,
s.
10.


191 
 At
 fortælle
 om
 noget,
 der
 ikke
 er
 sket,
 kunne
 dog
 også
 være
 en
 form
 for
 stilistisk
 figur,
 der


anvendes
for
at
fremme
udsagnet
om
Noushins
og
de
andres
positive
indstilling.



 62



som
om
Noushin
har
behov
for
at
vise
taknemmelighed
–
selvom
betingelserne


ikke
havde
været
ideelle,
hvilket
hun
ikke
vil
udtrykke
direkte.




I
det
tredje
segment
fortæller
Noushin
om
sprogskolen
men
skal
lige
forklare,
hvad


der
skete
med
børnene,
mens
hun
og
hendes
mand
var
væk.
Her
virker


detaljeringstvangen
og
den
anden
kognitive
figur
(situationer,
miljøer
etc.).
Som
de


foregående
segmenter
er
dette
også
udramatisk,
men
Noushin
befinder
sig
nu
i


erzählte
Zeit.




!"#$%&#'#())#$*+,*-.-#.-*#.-,#/-.#+*#01#23/#4%#!"#$%%$&'()*'+,-#'./0'$4,3"$235-6#

7%.-#/18#/+8.#3"#9-"'#!12'3%0#!"#7:,8-8-#75-0#4+$$-*#1#;


det
alligevel,
da
alle
sammen
gjorde
deres
bedste.
Her
smiler
hun.
Ligesom
i
forrige


segment
beskriver
Noushin
alle
hændelsesbærere
som
positive,
idet
de
er
glade
og


åbne
og
gør
alt,
de
kan,
for
at
situationen
lykkes.
Det
virker
som
om,


vanskelighederne
ikke
er
så
slemme
alligevel,
da
alle
gør
sig
umage.
Dette
er
en


meget
idealistisk
fortælling,
hvor
Noushin
beskriver
sig
selv
og
sin
mand
som
ret


bevidste
og
reflekterende
i
og
over
den
daværende
situation.
Hun
fortsætter
med


en
beskrivelse
af
miljøet,
Bullerup
Skovgård,
som
fremstår
som
et
hyggeligt
sted,


børnene
var
glade
for.
Efter
at
denne
(positive)
ramme
er
sat,
siger
Noushin
for


anden
gang,
at
parret
startede
i
sprogskole.
Her
beskriver
hun
sig
selv
som
en


flittig
student,
der
selv
havde
tænkt,
at
det
vigtigste
ville
være
at
lære
sproget.


Dermed
udtrykker
hun
overblik
og
overskud.
Ser
man
på
processtrukturen
i
denne


del
af
hovedfortællingen,
er
den
kendetegnet
ved
en
forløbskurve,
der
dog
er


positiv.
Som
Schütze
nævner,
repræsenterer
forløbskurver,
at
”[…]
personen
kan


være
drevet
af
socialstrukturelle
og
ydre
skæbneagtige
betingelser
for
eksistensen.


Biografibæreren
erfarer
ikke
hændelserne
som
tilgængelige
for
intentionel


påvirkning.” 192
Som
Noushin
har
udtrykt
tidligere,
kunne
hun
som
flygtning
ikke


selv
bestemme,
hvor
og
hvordan
hendes
liv
skulle
forløbe
i
fremtiden.
Gennem


udsagn
som
”Jeg
havde
selv
tænkt
at…”
konstruerer
Noushin
forløbskurven
som


positiv,
hvilket
betyder,
at
hun
hentyder
til
eksistensen
af
nye
muligheder
for
sin


positionering
i
det
sociale
rum. 193
Så
selvom
hendes
oplevelser
i
forbindelse
med


flugten
er
skæbnebestemte,
vælger
hun
ikke
at
fortælle
dem
som
en
lidelsesproces,


men
som
nye
muligheder,
hun
var
åben
og
taknemmelig
for,
eller
som
hun
endda


selv
havde
overvejet.
Generelt
kan
det
konstateres,
at
hovedfortællingen
afspejler


et
forsøg
på
at
illustrere
en
positiv
forløbskurve.





Sprog


Rosenthals
interpretationspunkter
kan
også
med
fordel
anvendes
her.
Noushins


biografiske
vendepunkt
giver
hende
anledning
til
en
geninterpretation
af
nutiden


og
fremtiden. 194
Hun
skal
etablere
et
helt
nyt
liv
i
et
andet
land
med
et
helt




























































192 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
99.


193 
ibid.


194 
Rosenthal,
Gabriele
(1995):
Erlebte
und
erzählte
Lebensgeschichte.
Gestalt
und
Struktur


biographischer
Selnstbeschreibungen.
Campus
Verlag:
Frankfurt
&
New
York.
s.
143.



 64



anderledes
sprog.
Det
er
meget
vigtigt
for
hende
at
lære
sproget.


Sprogfærdigheder
forstås
som
en
nøgle
til
samfundet
og
selvstændighed:
”Fordi


hvis
du
lærte
sproget,
så
ku’
du
jo
klare
næsten
alt,
ikke.”

Sprogets
store
betydning


understreger
Noushin,
idet
hun
hæver
stemmen
ved
verbet
klare.
Det
udtrykker,
at


sproget
formår
at
give
hende
magt
til
selvstændig
at
kunne
håndtere
sit
nye
liv.


Eller
næsten
alt
i
livet,
som
hun
siger.
Det
er
de
andre
interviewede
enige
i.


Ingeborg
sætter
også
sproget
på
førstepladsen:
”Dass
ich
als
erstes
die
Sprache


lerne,
das
ist
das
allerwichtigste
und
dann
aus
mir
raus
gehe
und
Leute


kennenlerne.“ 195
Dette
afspejler
en
mening
om,
at
sproget
både
er
fundament
og


forudsætning
for
at
finde
ind
i
samfundet.
Dieter
deler
synspunktet:
”Jamen


erstmal
muss
man
ja
die
Sprache
lernen.
Das
ist
das
allerwichtigste.
Die
Sprache,


muss
man
lernen,
[…]
Das­
das
ist
schon
mal
äh
äh
[A:
Hm]
wichtig,
dass
man
äh
äh


äh­
dass
man
die
Sprache
so
gut
beherrscht,
dass
man
äh
äh
.
da
keine
Probleme


hat.“ 196
Dieter
fremhæver
læreprocessen
og
vigtigheden
af
sproget.
I
og
med
at
han


også
betoner
ordet
da,
som
refererer
til
sproget,
siger
han,
at
der
kan
opstå


problemer
for
indvandrere.
Derfor
er
det,
der
er
vigtigst
først,
at
kunne
sproget.


Sproget
får
også
i
dette
udsagn
betydningen
som
et
fundament,
man
bygger
videre


på.
Serdil
tilføjer
et
nyt
argument
for
sprogets
relevans:
”Men
jeg
havde­
fandt
ud


af,
at
vejen
æhh
fra
det
der
med,
magtesløsheden
og
ensomheden,
det
middel
er­
det’


sprog.
[A:
Hm]
[S.
rømmer
sig]
Derfor
har
jeg
kæmpet
for
at
jeg
skal
tilegne
mig


sproget,
for
at
komme
videre
i
mit
liv,
ik’?” 197
Serdil
henviser
samtidigt
til


vanskeligheden
af
sproglæringsprocessen.
Han
har
kæmpet
for
at
lære
dansk.
Men


sproget
har
givet
ham
mulighed
for
at
opleve
fremgang
i
sit
liv.
Han
eksplicerer


dog
ikke
dette
udsagn.
Ligesom
Serdil
forbinder
også
Judith
manglende


sprogfærdigheder
med
ensomhed
og
siger:
”Og
det­
det
er
jo,
hvis
man
ik’­
ik’
kan


sproget
[J.
taler
meget
lavt]
[A:
Hm.]
Altså
man
er
altid
udenfor­
man
kan
ikke­
og­


men
det
giver
selvfølgelig
også
[J.
rømmer
sig]
øh
en
vilje
at
lære
det,
ik’?” 198
Judith


diagnosticerer,
at
man
er
udenfor,
hvis
man
ikke
kan
dansk.
Og
Sean
anser
sine


manglende
danske
sprogfærdigheder
som
en
hindring
for
at
blive
integreret:
“If


you
gonna
be
here
and
live
here,
I
mean
you
should
really
speak
the
language
fully
to




























































195 
Se
bilag
6,
s.
33.


196 
Se
bilag
9,
s.
69.


197 
Se
bilag
11,
s.
101.


198 
Se
bilag
7,
s.
39.



 65



e
fully
integrated.
[A:
Hm]
And­
er­
[S.
taler
med
lavt
og
nedtrykt
stemme]
my
Danish


is
very
poor.
So­
er­
it
doesn’t
help
my
integration.” 199

For
Sean
hænger
sprog
og
integration


sammen.
Det
danske
sprog
betegnes
dermed
igen
som
en
forudsætning
for
at
blive


en
del
af
samfundet.



Arbejde


Ifølge
Noushin
var
det
sproglige
fundament
for
hendes
videre
liv
lagt,
da
hun


bestod
dansk
prøve
3.
Nu
ville
hun
finde
sig
et
arbejde.
Dette
forklarer
hun
i
det


korte,
fjerde
segment 200:


!"#$%&#$'"#(%"#)'*#+,*$-"#.%$#$%/#$%*0#$'&12#3*4)%#50#16#3*4)%$%#(%"#7"16#'/#8-"%#1%#

7.# (%"# 29:# +-&$%# &7"%/# '*;%($%# !"#$ %&'# +7*$-# .-&%# ;4*&0# $%# )'*# (7# 1.60# 7"# 16# -#

.%88%./-$%&#!"#$%&'#)'*#$%#+'2/-12#27..%/#-#&7"8%#'8.-&$%8-"%#$'&12%#;4*&%


interpretationspunkter
bl.a.
gennem
den
offentlige
diskurs
og


samfundsudviklingen. 201
Den
statslige
integrationsdiskurs
har
i
lang
tid
været


karakteriseret
af
et
fokus
på
uddannelse,
beskæftigelse
og
selvforsørgelse. 202
Disse


aspekter
afspejler
sig
også
i
Noushins
fortælling.
Hendes
behov
for
at
finde
et


arbejde
er
dog
ikke
økonomisk.
Hun
forklarer
til
gengæld,
at
hun
vil
finde
et


arbejde
for
at
anvende
og
lære
mere
dansk
såvel
som
at
komme
i
kontakt
med


nogle
andre
og
kommunikere
med
dem.
Det
lader
til,
at
kontakten
ikke
har
været


der
på
dette
tidspunkt
i
historien.
For
Noushin
er
arbejde
altså
en
vej
ind
i
det


danske
samfund.



Anerkendelse


Som
antropologerne
Rytter
og
Pedersen
konstaterer,
kan
”[t]ilhørsforhold
[..]
aldrig


skabes
ud
fra
den
enkeltes
ønsker
alene.
Det
at
høre
til
beror
også
på
omgivelsernes


anerkendelse.” 203
At
anerkendelse
har
været
en
vigtig
faktor
for
Noushin,
for
at


finde
et
arbejde
og
dermed
en
vej
ind,
bliver
tydeligt
i
det
femte
segment.
Dette


segment
er
udpræget
narrativt
og
kendetegnet
ved
en
dramatisk
fremstilling.


Noushin
bruger
meget
direkte
tale
og
gengiver
en
hel
konversation.


Fortællingsperspektivet
er
tydeligt
i
overensstemmelse
med
det
daværende


oplevelsesperspektiv,
og
Noushin
nyder
at
fortælle
denne
lille
historie
om,


hvordan
hun
fik
sit
allerførste
job
på
et
gartneri
i
Odense.
Hun
smiler
meget,
mens


hun
fortæller.
Fortællingen
er
meget
flydende,
og
der
forekommer
næsten
ingen


afbrydelser
og
kun
fire
æhh’er.
Det
er
kun
lige
i
starten,
at
Noushin
skal
forklare


noget.
Ellers
er
segmentet
udelukkende
narrativt.
Samtidigt
er
det
i
begyndelsen
af

dette
segment,
at
Noushin
udskifter
sin
lidt
stive
siddestilling
med
en
mere


bekvem.
Hun
trækker
benene
op
på
sofaen
og
slapper
af.





























































201 
Rosenthal
(2011),
s.
178‐179


202 
Horsdal
(2004),
s.
130;
Emerek,
Ruth
(2003):
”Integration
–
eller
inklusion?
Den
danske


diskussion
om
integration.”
AMID
Working
Paper
Series
31/2003.
s.
4.



203 
Pedersen,
Marianne
Holm
&
Rytter,
Mikkel
(2006):
”Indledning.”
I:
Pedersen,
Marianne
Holm
&


Rytter,
Mikkel
(red.):
Den
stille
integration.
Nye
fortællinger
om
at
høre
til
i
Danmark.
C.
A.
Reitzel:


København.
s.
16.



 67



+7*$-#.'.#!"#$%&'#-#27&/'2/#.%$#&7"8%#'&$*%#7"#+-2#27..9&-2%*%/#.%$#$%#

'&$*%B#!;,$1*:85$8


centrale
dynamik
i
de
mellemmenneskelige
relationer,
der
medfører
positive


samfundsmæssige
forandringer.” 205
For
Noushin
har
anerkendelsen
fra
gartneri‐

ejeren
ført
til
en
positiv
forandring.
Hun
er
kommet
ind
på
arbejdsmarkedet
og


samtidig
i
en
social
sammenhæng.
Ifølge
Britta
Nørgaard
mener
Honneth
nemlig,


at
”[…]
sociale
forhold
er
anerkendelsesforhold.” 206
Noushin
er
blevet
på
gartneriet
i


to
år,
hvorefter
hun
har
fundet
nye
stillinger
som
tolk
og
pædagogmedhjælper
og


senere,
efter
sin
uddannelse
på
seminariet,
som
pædagog.
Hun
har
dermed
fundet


og
udviklet
(sociale)
relationer,
hvilket
er
utrolig
relevant
for
selvrealiseringen,


konstaterer
Charles
Taylor:
”Vi
har
behov
for
relationer
for
at
realisere
os
selv,
ikke


for
at
definere
os
selv.” 207




!

At
anerkendelse
er
en
meget
betydningsfuld
faktor,
der
baner
vejen
ind
i
et


!"#$%&'%(%)*%(%"#$%&'%+,-%+'&,.+'&/01&%&*2%!"#$%&'()$*+)%,-()(.$"#$%&'%34$+45+056%&*%

samfund,
kan
også
ses
i
Serdils
og
Lindas
fortællinger.
Serdil
beskriver,
at


!/0$12.$*4'%1)'&+%57%58/%*4'%1)'&+%57%58/%&*%(%"#$%*4'%1)'&+%20$%2&$+,'(%9**2%:7%

relationen
til
nogle
relevante
andre
(danskere)
og
deres
anerkendelse
har
givet


4;;&%2#;0.&%27/&'%27%


gerne
vil
tillægge
os.” 209
I
dialogen
med
sine
samfundsguider
og
mentorer
har


Serdil
oplevet
at
blive
anerkendt,
for
hvem
han
er
og
dermed
definerer
han
også


sig
selv
som
en,
man
sætter
pris
på
–
uanset
sproglige
vanskeligheder,
som
han


siger.
Ifølge
Honneth
har
Serdil
altså
kunnet
udvikle
selvværdsættelse,
idet
han
har


erfaret
anerkendelse
i
den
solidariske
sfære.




“Endelig
møder
vi
i
den
solidariske
sfære
en
form
for
social
solidaritet,
hvor
vi


anerkendes
for
vores
individuelle
særegenhed,
som
et
uerstatteligt
og
unikt


individ
[…].
I
solidaritetens
sfære
er
der
tale
om
både
noget
emotionelt
og
noget


kognitivt
i
anerkendelsen.
Mødes
vi
med
denne
form
for
anerkendelse,
udvikler


vi
selvværdsættelse.“ 210


Linda
fortæller
også
om
en
betydningsfuld
anden,
om
hendes
danske
mentor
og


veninde.
Hun
bruger
det
samme
udtryk,
mentor,
som
Serdil.
Mentoren
har
taget


imod
Linda,
som
om
hun
var
et
familiemedlem
og
dermed
etableret
et
tæt


tilhørsforhold
til
hende.
Linda
taler
med
begejstret
og
glad
stemme
om
sin


veninde:


!


Går
vi
tilbage
til
Noushin,
kan
vi
konstatere,
at
hun
i
sin
fortælling
om
sit
første
job


er
gået
fra
at
være
socialt
usynlig,
negligeret211
(af
de
andre
gartneri‐ejere)
til
at
 være
synlig
og
anerkendt.
Som
også
Taylor
bemærker,
kan
ikke‐anerkendelse
eller


miskendelse
føre
til
lidelse. 212
Schütze
ville
beskrive
denne
proces
som


+0;?4.&(%ABC!%

$

!9**%2&$%(%



!"#$%&'()*$+),$-%$'.,/)'$%0/$-%$1-'$/0,)231$4/05)*$0'%),*)*)%$3,$6$/0,)231$6$7./)$-%8$

-%$1-'8$1-'8$9-'$,.*$+3$3,2#$)'$73*2()/$3,$3,$1-'$4*:,)2$0$;)%$;-'2()$2-17:';


sin
familie
i
Iran.
Der
var
kun
hendes
mand
og
børnene.
Derfor
var


arbejdsmarkedet
vigtigt
for
hende,
idet
det
formidlede
relationer
og
tilhørsforhold


til
netværk.
Her
siger
hun:
”måske
på
en
anden
måde.”
Relationerne
var
ikke
så


tætte
som
til
familien,
men
de
gav
noget.




Slutningen
af
sammenfatningen
er
interessant,
da
Noushin
på
den
ene
side
taler


om
danskerne
og
de,
hvilket
ser
ud
som
en
’os
og
dem’‐dikotomi.
På
den
anden
side


er
hun
meget
reflekterende
og
beskriver
danskerne
som
forskellige
fra
hinanden,


danskere
er
ikke
bare
danskere,
og
de
ligner
ikke
hinanden
alle
sammen.
Hun


afrunder
fortællingen
med,
at
det
også
er
meget
sundt
at
blive
konfronteret
med


denne
kendsgerning.
Dette
tyder
på,
at
dikotomien
i
første
omgang
fandtes
hos


hende,
men
at
hendes
erfaringer
har
lært
hende
noget
andet.
Samtidig
beskriver


hun
forståelsesprocessen
(de
er
forskellige)
som
en
oplevelse,
der
ikke
var
let,
idet


hun
bruger
verbet
konfronteret.
Så
selvom
Noushins
fortælling
hovedsageligt
er


positiv,
kan
der
bemærkes
nogle
vanskeligheder,
som
ikke
nævnes
direkte.



4.2.2
 Strukturel
indholdsbeskrivelse
–
udvalgte
dele
af
efterspørgefasen


I
løbet
af
de
første
10‐15
minutter
af
efterspørgefasen
holder
Noushin
den
positive


fortællelinje.
Men
da
jeg
spørger
hende,
om
det
var
nemt
at
komme
i
kontakt
med


menneskerne
i
Odense,
trækker
hun
på
det
og
skifter
fortællelinje.
Jeg
har
delt


Noushins
svar
på
fire
minutter
i
fem
passager,
som
alle
er
argumenterende
og


defineret
ud
fra
den
aktuelle
kommunikationssituation.
Det
virker
som
om,
dette


spørgsmål
har
vist
et
helt
andet
interpretationspunkt.
Den
positive
forløbskurve,


som
Noushin
skabte
i
sin
hovedfortælling,
afløses
af
en
negativ,
en
lidelsesproces,


som
tydeligt
beskriver
et
sammenbrud
i
verdens‐
og
livsforventninger
og
en


alvorlig
erosion
af
sociale
relationer. 215
Samtidigt
illustrerer
Noushins
fem


tekstpassager
en
kollektiv
forløbskurve,
som
flygtninge
generelt
oplever.
I
og
med


at
denne
tekstdel
er
så
anderledes
end
hovedfortællingen,
kan
der
konstateres
en


konkurrence
mellem
to
forskellige
fortællelinjer
for
et
livsafsnit.
Noushins


oplevelsesperspektiv
er
ikke
konsistent.





























































215 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
99.



 72



Segment
1:


!"##$%&'%()&%!"#$%&'(()&$*+,%$-.$,)/0$*%+,#-,).%,-/-%$)01%&),%(#-%+2&#.%#,%3#.%(#-%$/%

*44)%5)))6,%75%89:%5(/-&#.%+4#6%$)0%;/-46#-)%&),#-?%%=#.%5#-%$/%3*+,),%3#.0)%,*.0@%&'%()&@%755%&),%)-%6*0)+/3%).%>/4+)-@%

&)-%;2-%6*0)%),%+6#0%*%5/()&%!12$345$640$*4A%/0A?%B555%+2%*%+,#-,).%+4'66)%3#.%/0+2%;*.&)%

+*0% +)6(@% *% ;/-5/6&% !12$ 780$ ,*6% &)% &)-% 4-*+)-% //0% ?% !"#$ 9:(()&0$ *44)% 4'..)% +/()% /3%

.#,,).% /0% ;*4% $)0% +C)4'6)-),% C2@% !12$ 780$ 5(/-&#.% >6*()-% 3*,% 6*(% 5)-% //0% 5(/-1%

5(/-&#.%(*6%$)0%46#-)%&),%5)-%//0%!+/,./,+/;0$&'%()&@%&),%(#-%$/%3#.0)%.D)%,*.0%!12$

780$EE555%/01%/0%3#.%>6)(%/0+2%;#4,*+4%#.0+,%./06)%0#.0)%!12$780$77555%;1;/-%

&),1%&),%)-%;*.,%3)&%'&;/-&-*.0)-%/0%.D)%,*.0@%!12$340$3).%.2-%&'%5#-%3*+,),%&),%5)6)%

!12$340%!"#$%&'#@%+2%)-%&),%;#4,*+4%C2%).%#.&).%32&)%!12$780$*4A)4D3-*.0)-%&),%5#(&)%(*%/0+A?%%


%


F*%,7.4,)%/0+A@%5(/-&#.%>6*()-%(/-)+%6*(%5)-/C%/0%!%4*)&$&9%.),)0$).&)6+)-%C2%/-&).)%/0%3#.%;*4%/0A%

fortælleren.
Allerede
i
dette
korte
segment
kan
der
ses
de
såkaldte


6*&,%&),%&)-%+/?)&9+>/@%3#.%,7.4,)%./0).%0#.0)K%,-@%&)%+,#-,)-%*44)%75$!1#$;&+/)&$

kernefortællesætninger
for
Noushins
samlede
svar
på
mit
spørgsmål.
Disse


+/,=>&9%.),)0$ +7,.*.0).% 3)&% &),% &)-% A$)0A% !12$ 780$ )66)-% +2&#.% ./0),?% L),1% &),%

sætninger
anvendes
hyppigst,
mens
de
samtidigt
afspejler
de
mest
væsentlige


+,#-,)&)%C2%).%#.&).%32&)@%*4A%/0A


lettere
at
gøre
den
mere
upersonlig
i
samme
fortællemoment.
Samtidig
anvender


+*0% +)6(@% *% ;/-5/6&% !12$ 780$ ,*6% &)% &)-% 4-*+)-% //0% ?% !"#$ 9:(()&0$ *44)% 4'..)% +/()% /3%

Noushin
mange
feedbackformer
som
du
ved,
ik’
og
ik­og’?.
Det
viser,
at
hun
for
det


.#,,).% /0% ;*4% $)0% +C)4'6)-),% C2@% !12$ 780$ 5(/-&#.% >6*()-% 3*,% 6*(% 5)-% //0% 5(/-1%

første
er
meget
bevidst
om
min
tilstedeværelse,
og
at
hun
har
brug
for
bekræftelse


5(/-&#.%(*6%$)0%46#-)%&),%5)-%//0%!+/,./,+/;0$&'%()&@%&),%(#-%$/%3#.0)%.D)%,*.0%!12$

fra
min
side,
da
denne
del
af
historien
ikke
er
nem
at
fortælle.


780$EE555%/01%/0%3#.%>6)(%/0+2%;#4,*+4%#.0+,%./06)%0#.0)%!12$780$77555%;1;/-%

Disse
feedbackformer
er
endnu
mere
påfaldende
i
segment
2.


&),1%&),%)-%;*.,%3)&%'&;/-&-*.0)-%/0%.D)%,*.0@%!12$340$3).%.2-%&'%5#-%3*+,),%&),%5)6)%

!12$340%!"#$%&'#@%+2%)-%&),%;#4,*+4%C2%).%#.&).%32&)%!12$780$*4A)4D3-*.0)-%&),%5#(&)%(*%/0+A?%%

Segment
2:


%

$

I
dette
segment
fortæller
Noushin
om
ensomhed,
idet
hun
forklarer,
at
den
store


C6'+%+/3%+#0,@%+2%+4'66)%/0A%67-)%),%.D,%+C-/0%?%*4A&9%.),)0$).&)6+)-%C2%/-&).)%/0%3#.%;*4%/0A%


I
det
tredje
digitale
segment
fortæller
Noushin
om
sproget,
som
var
meget
svært
at


+/,=>&9%.),)0$ +7,.*.0).% 3)&% &),% &)-% A$)0A% !12$ 780$ )66)-% +2&#.% ./0),?% L),1% &),%

lære.
Hvor
hun
i
hovedfortællingen
beskrev
sig
selv
som
en
flittig
studerende,


+,#-,)&)%C2%).%#.&).%32&)@%*4A%/0A/4+)-@%

&)-%;2-%6*0)%),%+6#0%*%5/()&%!12$345$640$*4A%/0A?%B555%+2%*%+,#-,).%+4'66)%3#.%/0+2%;*.&)%

F*%,7.4,)%/0+A@%5(/-&#.%>6*()-%(/-)+%6*(%5)-/C%/0%!%4*)&$/@%3#.%,7.4,)%./0).%0#.0)K%,-@%&)%+,#-,)-%*44)%75$!1#$;&+/)&$


 74



780$$

Segment
3:


$

+,#-,)&)%C2%).%#.&).%32&)@%*4A%/0A&9%.),)0$).&)6+)-%C2%/-&).)%/0%3#.%;*4%/0A%

6*&,%&),%&)-%+/?)&9+>/@%3#.%,7.4,)%./0).%0#.0)K%,-@%&)%+,#-,)-%*44)%75$!1#$;&+/)&$

+/,=>&9%.),)0$ +7,.*.0).% 3)&% &),% &)-% A$)0A% !12$ 780$ )66)-% +2&#.% ./0),?% L),1% &),%


 75



Segment
4:


!

/&*!&*! 6(%! "#$1!


Segment
5:


/&*!


Franziska,
da
den
Anden
Verdenskrig
stadig
var
meget
frisk
i
menneskenes


bevidsthed
og
erindring.
Også
Dieter
nævner
krigen
og
nogle
danskere,
der
havde


noget
imod
ham
som
tysker.
De
yngre
tyskere,
som
jeg
har
interviewet,
har
ikke


dette
problem.




En
sidste
iagttagelse
til
Noushins
5.
segment:
Hun
bruger
flere
gange
i
interviewet


begrebet
tosproget
om
sig
selv,
hvilket
overrasker
mig,
da
begrebet
tosprogede 217
i


dag
er
enormt
negativt
og
belastet
i
den
offentlige
diskurs.
Et
begreb,
der


oprindeligt
var
positivt
og
gjaldt
elever,
der
behersker
to
sprog
og
er
fortrolige


med
to
forskellige
kulturer,
har
nu
fået
betydningen:
Ikke‐danske
ballademagere.


Noushin
har
(ukritisk?)
overtaget
dette
udtryk,
selvom
hun
som
pædagog
må
være


meget
bevidst
om
dets
ændrede
betydning.
Hvorfor
vælger
hun
at
bruge
begrebet


alligevel?
Måske
bruger
hun
det
i
begrebets
oprindelige,
positive
forstand.
Men
så


ville
hun
nok
have
betonet,
at
hun
betragtede
sig
som
en
ægte
to‐sproget.
Snarere


bruger
hun
det
nok
ubevidst
i
den
negative
betydning
og
er
således
med
til
at


stigmatisere
sig
selv?
Det
er
som
om
hun
med
nutidige
begreber
forsøger
at
sætte


en
ramme
om
fortællingen,
som
tydeligt
illustrerer
for
os,
hvordan
hun
har
følt
sig


fremmedgjort
i
klasselokalet
og
har
måtte
kæmpe
for
sin
uddannelse
på
andre
og


sværere
vilkår
end
de
andre
studerende.
Dette
bestyrker
min
konklusion
om,
at
vi


ser
en
mere
negativ
forløbskurve
i
denne
efterfølgende
fortælling.



Sammenfattende
kan
det
ved
denne
samlede
fortælling
om
vanskelighederne


konstateres,
at
Noushin
kommer
ind
på
sine
veje
ind
i
samfundet.
Tre
segmenter


fokuserer
helt
tydeligt
på
sprog,
arbejde
og
uddannelse
–
men
også
på
alle
de


vanskeligheder
og
tvivl,
som
hun
ikke
havde
fortalt
om
før.
Her
kan
vi
tydeligt
se


trækketvangen
og
en
helt
anden
processtruktur,
nemlig
den
negative
forløbskurve.


Samtidigt
tolker
jeg
dette
svar
på
mit
spørgsmål,
om
det
var
svært
at
komme
i


kontakt
med
danskerne,
som
både
en
’korrektion’
af
den
tidligere
fortalte
historie




























































217 
For
en
nærmere
forklaring
af
betydningsskiftet
af
ordet
tosproget
se
f.eks.
Harder,
Thomas


(2010):
Mellem
to
sprog.
Om
oversættelse,
tolkning,
sprogpolitik,
og
hvorfor
det
er
bedre
at
være


tosproget
end
tvetunget.
Museum
Tusculanums
Forlag:
København.
s.
17‐41.
Eller
Daryai‐Hansen,


Petra:
“Modersmaal
er
vort
hjertesprog.
Indvandrersprogenes
repræsentation
i
Danmark.”


www.ruc.dk
URL:


http://rudar.ruc.dk//bitstream/1800/7163/1/Modersmaal_er_vort_hjertesprog.pdf
Hentet
den


15.6.2012. 



 78



og
som
en
hentydning
til,
at
hun
ikke
kan
fortælle
om
danskere,
der
rakte
ud
mod


hende.
At
danskere
er
distancerede,
kunne
vi
allerede
læse
i
Seans
historie.


Noushin
siger
selv,
at
man
virkelig
skal
knokle
for
at
opnå
ting,
og
at
hun
skulle


læse
sig
til
dansk
historie
og
samfundsfag.
Hun
fortæller
ikke
om
nogen


læsegrupper
eller
danskere,
der
har
hjulpet
hende
med
det.




4.2.3
 Analytisk
abstraktion


Som
beskrevet
i
Case
nr.
1,
Sean,
skal
livshistoriens
samlede
konstruktion
vises
i


den
analytiske
abstraktion.
For
Noushins
livshistories
samlede
konstruktion


gælder
dog
det
samme
argument
som
for
Sean:
Da
jeg
kun
har
hørt
Noushins


emigrationshistorie
og
ikke
hele
hendes
livshistorie,
er
det
mig
ikke
muligt
at


præsentere
hendes
livs
samlede
konstruktion.
Det
ville
også
være
anmassende.


Som
resultat
kan
imidlertid
præsenteres,
at
to
fortællelinjer
i
hhv.


hovedfortællingen
og
efterspørgefasen
konkurrerer
med
hinanden.
Det
drejer
sig


om
Noushins
hovedfortælling
med
den
fremtrædende
processtruktur
’positiv


forløbskurve’,
som
dog
revideres
til
en
’negativ
forløbskurve’
i
efterspørgefasen.
At


Noushin
først
har
forsøgt
at
fortælle
sin
emigrationshistorie
fra
et
mere
positivt


perspektiv,
kan
hænge
sammen
med,
at
hun
bevidst
eller
ubevidst
har
ønsket
at


præsentere
en
social
succeshistorie,
som
forsker
Heinz
Bude
understreger.
”Das


individuelle
Leben
modelliert
sich
so
unmerklich
nach
der
Struktur
eines
sozial


anerkennungsfähigen
Lebens.” 218




Et
andet
aspekt,
som
er
interessant
at
se
på,
er,
at
der
i
flere
af
mine
interviews
(i


hvert
fald
i
Seans
og
Noushins)
findes
både
negative
og
positive
forløbskurver.
De


forsøger
begge
i
første
omgang
at
opstille
den
positive
forløbskurve,
mens
den


mere
negative
alligevel
fremtræder
ved
nærmere
eftersyn.
Dette
må
være
en
form


for
(tvunget?)
høflighed:
De
vil
ikke
fornærme
nogen.
Men
denne
høflige
diskurs


støder
sammen
med
de
egentlige
følelser
og
oplevelser,
når
de
konfronteres
med


yderligere
spørgsmål
i
efterspørgefaserne.
Dette
illustrerer,
at
disse
faser
har
stor




























































218 
Bude,
Heinz
(1984):
”Rekonstruktion
von
Lebenskonstruktionen
–
eine
Antwort
auf
die
Frage,


was
die
Biographieforschung
bringt.”
I:
Kohli,
Martin
&
Robert,
Günther
(red.):
Biographie
und


soziale
Wirklichkeit.
Neue
Beiträge
und
Forschungsperspektiven.
J.
B.
Metzler
Verlag:
Stuttgart.
s.
12.



 79



etydning
for
den
narrative
metode
og
giver
intervieweren
mulighed
for
at
få


endnu
dybere
indsigt.



Som
en
vigtig
vej
ind
i
det
danske
samfund
nævner
Noushin
som
det
første


sproglige
færdigheder.
Når
man
kan
sproget,
kan
man
klare
næsten
alt,
siger
hun.


Dette
synspunkt
støttes
af
de
andre
interviewede,
som
anser
sproget
både
som
en


forudsætning
for
at
komme
ind
i
samfundet
og
som
en
mulighed
for
at
komme
væk


fra
ensomheden.




En
anden
vigtig
vej
er
arbejde,
idet
arbejdet
skaffer
adgang
til
et
nyt
netværk
og



samtidigt
skærper
indvandrerens
sproglige
kunnen.
At
have
et
arbejde
anses
som


væsentligt
ud
fra
et
netværks‐
og
ikke
selvforsørgelsesperspektiv.
Relationer
til


andre
er
altafgørende.



Samme
fokus
på
relationer
findes
i
en
anden
vigtig
faktor,
for
at
finde
sin
vej
ind
i


det
danske
samfund
–
anerkendelse.
Ønsket
om
at
høre
til
beror,
som
vi
kunne
se,
i


høj
grad
på
omgivelsernes
anerkendelse.
Denne
anerkendelse
fører
så
til


selvværdsættelse,
som
har
en
generel
positiv
effekt
på
indvandrernes
motivation


til
at
blive
(endnu)
mere
aktive.
Denne
aktivitet
er
en
afgørende
præmis
for
at


finde
vejen
ind
i
det
danske
samfund.
Dette
vidner
både
Seans
og
Noushins


historier
om.



4.3
 Sammenfatning



Et
vigtigt
aspekt,
som
de
to
cases
henviser
til,
er
sammenhængen
mellem
de


historiske
samfundsstrukturer
og
den
individuelle
biografi.
Forskelle
i
de


historiske
betingelser
afspejler
sig
i
den
enkeltes
historie.




Ser
vi
på
udlændingeloven
fra
1983,
lige
inden
Noushin
kom
til
Danmark
som


politisk
flygtning,
kan
vi
konstatere,
at
den
ikke
har
betragtet
flygtninge
og


indvandrere
som
en
fare
for
det
danske
samfund
–
tværtimod
var
de
velkomne.


Helt
anderledes
forholder
det
sig
i
2003,
hvor
Sean
kommer
til
Danmark.
Her
har


en
VKO‐regering
netop
overtaget
magten
fra
en
SR‐regering,
den
11.
september



 80



2001
ligger
ikke
langt
tilbage,
og
udlændingeloven
nr.
365
fra
2002
afspejler
en


restriktiv
udlændingepolitik.
Ifølge
Mikkel
Rytter
og
Marianne
Holm
Pedersen
er


integration
i
denne
periode
knyttet
sammen
med
nationale
og
internationale


sikkerhedsspørgsmål, 219
og
den
offentlige
diskurs
er
præget
af
etno‐nationalisme


og
kulturel
ængstelse. 220
Disse
samfundsbetingelser
præger
selvfølgelig
også


indvandreres
og
flygtninges
etablering
i
det
danske
samfund
og
fremmer
eller


forhindrer,
at
de
kan
udvikle
en
følelse
af
at
høre
til
i
Danmark.




Denne
iagttagelse
viser
samtidigt,
at
et
socialkonstruktivistisk
blik
på


analyseresultaterne
er
vigtigt.
De
i
dette
speciale
beskrevne
veje
ind
i
det
danske


samfund
er
på
ingen
måde
absolutte
–
de
må
ikke
ses
ud
fra
et
essentialistisk


perspektiv, 221
som
de
enkelte
cases
har
illustreret.
Selvom
vi
kan
finde


gennemgående
positive
faktorer
som
f.eks.
anerkendelse,
er
hver
vej
ind
i
det


danske
samfund
imidlertid
individuel,
og
hvad
der
virker
for
den
ene
indvandrer,


virker
ikke
nødvendigvis
for
en
anden.
Dette
betyder
samtidigt,
at
der
ikke
findes


et
ultimativt
svar
på
vellykket
eller
ikke
vellykket
integration,
da
(u)gunstige


faktorer
hænger
sammen
med
den
enkeltes
helt
personlige
livshistorie
og


betingelser.
I
sidste
ende
er
det
kun
indvandreren
eller
flygtningen
selv,
der
kan


sige,
om
han
eller
hun
føler,
at
han
eller
hun
hører
til.


































































219 
Pedersen,
Marianne
Holm
&
Rytter,
Mikkel
(2011):
”Islam
og
muslimer.
Udviklinger
efter
den


11.
september
2001.”
I:
Pedersen,
Marianne
Holm
&
Rytter,
Mikkel
(red.):
Islam
og
muslimer.


Religion,
identitet
og
sikkerhed
efter
den
11.
september
2001.”
s.
16.



220 
ibid.,
s.
18.


221 
Se
Pedersen
&
Rytter
(2011),
s.
29
eller
Bucholtz
&
Hall
(2004),
s.
370.



 81



5.
Metodekritik
og
refleksioner


Det
narrative
interview
som
metode
har
givet
mig
dyb
indsigt
i
mine


interviewdeltageres
liv
og
meningsdannelse.
Jeg
har
fundet
metoden
meget


brugbar
for
mit
formål,
men
den
indeholder
imidlertid
også
udfordringer.




For
eksempel
er
den
narrative
metodes
hovedantagelse,
at
den
kan
producere
en


slags
erindringsstrøm,
der
gengiver
biografibærerens
erfaringer
så
autentisk
som


muligt.
Denne
antagelse
af
homologi
mellem
det
fortalte
og
det
oplevede
er
blevet


kritiseret
af
mange
forskere.
Ifølge
Küsters
skelner
Schütze
ikke
helt
præcist


mellem
den
faktuelle
handlen,
selve
oplevelsen,
erindringen
om
oplevelserne
og
til


sidst
narrationen
om
dem.
Kritikerne
forklarer
her,
at
denne
homologi‐antagelse


ikke
kan
bevises
overhovedet. 222
For
det
første
må
jeg
sige,
at
jeg
ikke
har
oplevet


en
fossende
erindringsstrøm
hos
alle
interviewdeltagere
–
af
og
til
skulle


strømmen
hjælpes
på
vej.
For
det
andet
har
jeg
ingen
chance
for
at
undersøge,
om


deltagernes
fortællinger
er
lig
med
deres
oplevelser.
Her
har
kritikerne
ret.
Men
så


skal
det
siges,
at
metoden
faktisk
er
den
bedste,
vi
har,
for
at
komme
tæt
på
andre


menneskers
oplevelser
og
erfaringer.



Et
andet
kritikpunkt
–
og
nok
det
tungeste
–
er
antagelsen
om,
at
mennesker
godt


kan
huske
tilbage
og
fortælle
om,
hvordan
hændelserne
præcist
er
sket. 223


Hvorvidt
disse
hændelser
kan
reproduceres
så
detaljeret
og
tæt
på
den
daværende


virkelighed,
er
så
spørgsmålet.
Küsters
nævner
her
Welzer,
der
henviser
til
fejl
og


mangler
i
menneskets
hukommelse.
Hukommelsen
kan
endda
producere
såkaldte


pseudo‐erindringer,
som
dermed
fortælles
som
ægte
erindringer. 224
Schütze


mener
dog,
at
disse
erindringer
ligesom
falske
biografiske
aspekter
kan
genkendes


ved
deres
strukturer
i
fortællingen. 225





























































222 
Küsters,
Ivonne
(2012):”Narrationen
als
Repräsentationen
sozialer
Prozesse.
Erzählungen
als


empirische
Daten
in
der
Soziologie.”
I:
Aumüller,
Matthias
(red.):
Narrativität
als
Begriff.
Analysen


und
Anwendungsbeispiele
zwischen
philologischer
und
anthropologischer
Orientierung.
De
Gruyter:


Berlin,
Boston.
s.
270.


223 
ibid.


224 
Küsters
(2012),
s.
271.


225 
Küsters
(2009),
s.
35.



 82



Som
Peter
Alheit
forklarer,
afbilder
biografier
ikke
den
levede
virkelighed,
men


konstruerer
imidlertid
deres
egen
virkelighed. 226
Dette
betyder
dog
ikke,
at


biografier
er
helt
vilkårlige.
De
er
stadig
produkt
af
både
samfund,
tid
og
rum.
Og


netop
derfor
er
de
interessante,
da
de
afspejler
sammenhængen
mellem


samfundsstrukturer
og
det
individuelle
liv.
Derudover
viser
de
den
enkeltes


meningsdannelse
om
dens
liv
i
samfundet,
hvilket
kan
hjælpe
med
at
afdække


usynlige
og
delvis
overraskende
fænomener,
som
for
eksempel
bestemte
diskurser


(tætte
venskaber
med
danskere
er
forudsætning
for
vellykket
integration),
som


den
enkelte
ikke
er
bevidst
om.



Gabriele
Lucius‐Hoene
kommer
med
en
anden
form
for
kritik.
Hun
introducerer


begrebet
narrativ
identitet,
hvormed
hun
betegner
den
identitet,
der
opstår
i
selve


interviewsituationen,
og
som
er
interaktiv
og
situationsspecifik.
Derfor
skal



autobiografiske
fortællinger
altid
analyseres
i
forhold
til
deres
interaktivitet. 227


Dette
har
jeg
dog
taget
hensyn
til,
i
og
med
at
jeg
har
arbejdet
med
en


socialkonstruktivistisk
analysestrategi
og
inddraget
min
rolle
som
medskaber
i


undersøgelsen.



Endnu
et
problematisk
aspekt
ved
den
narrative
metode
er
størrelsen
af
det


empiriske
materiale.
Mine
ni
interviews
udgør
et
så
stort
og
omfattende
materiale,


at
det
er
helt
umuligt
at
præsentere
alt
og
inddrage
alle
interessante
faktorer
i


undersøgelsen.
Gabriele
Lucius‐Hoene
taler
her
om
”[die]
(Un)Abschließbarkeit
der


Daten, 228
og
også
sociologerne
Martin

Kohli
og
Günther
Robert
beskriver


vanskeligheden
ved
at
præsentere
hele
materialet. 229
Dette
problem
har
jeg
heller


ikke
kunne
løse
i
dette
speciale
–
langt
fra.
Et
andet
problem
er,
at
anvendelsen
af

kun
selve
lydoptagelsen
ikke
går
langt
nok.
I
nogle
tilfælde
(for
eksempel
hos


Ingeborg)
kom
nogle
relevante
informationer
først,
efter
at
diktafonen
var
slukket.


Samtidig
kan
det
sætte
forskeren
i
et
dilemma,
når
interviewdeltagere
beder
ham


eller
hende
om
at
udelade
visse
aspekter
af
fortællingen.
Om
dette
ønske
skal




























































226 
Alheit
(2005),
s.
137.


227 
Lucius‐Hoene
(2010),
s.
154.


228 
ibid.,
s.
163.


229 
Kohli,
Martin
&
Robert,
Günther
(1984):
”Einleitung.”
I:
Kohli,
Martin
&
Robert,
Günther
(red.):


Biographie
und
soziale
Wirklichkeit.
Neue
Beiträge
und
Forschungsperspektiven.
J.
B.
Metzler
Verlag:


Stuttgart.
s.
3.



 83



efterkommes,
kan
kun
forskeren
selv
besvare
–
nogle
gange
med
dårlig


samvittighed
eller
ufuldstændige
resultater.




Jeg
er
selvfølgelig
også
stødt
på
problemstillinger,
som
jeg
ikke
umiddelbart
kunne


løse.
For
eksempel
har
jeg
i
syv
ud
af
de
ni
tilfælde
fået
kontakten
formidlet
af

fælles
bekendte.
Problemet
er
her,
at
jeg
ikke
ved,
hvordan
formidleren
helt
præcis


har
introduceret
mit
ønske
om
et
interview
og
selve
emnet
til
deltageren.

Allerede


her
kan
deltagerne
jo
være
blevet
påvirket
i
en
uønskelig
retning,
idet
formidleren


måske
tydeligt
har
sat
interviewemnet
i
en
sammenhæng
med
temaet
integration


og
dermed
med
den
offentlige
integrationsdiskurs,
som
jeg
har
forsøgt
at
undgå
i


mine
senere
interviews.
Her
har
jeg
lavet
den
fejl,
at
jeg
muligvis
ikke
har
briefet


den
fælles
kontakt
godt
nok
eller
har
brugt
en
helt
uegnet
kontakt
som
formidler.




Et
andet
problem
var,
at
jeg
af
praktiske
årsager
var
nødt
til
at
gennemføre
tre


interviews
på
halvanden
dag
i
Sønderborg,
hvilket
har
haft
metodiske


konsekvenser.
Ifølge
Grounded
Theory
(GT)
skal
hvert
interview
analyseres


grundigt
for
sig
selv,
så
at
der
kan
opstilles
analytiske
kategorier,
hvorefter
en
ny


interviewdeltager
kan
findes.
Det
var
ikke
muligt
for
mig.
Derudover
tager


behandlingen
af
empirien
efter
GT‐præmisser
så
lang
tid,
at
det
sprænger


specialets
rammer.
Det
vil
sige,
at
jeg
desværre
ikke
har
opnået
teoretisk
mætning.


At
interviewe
flere
flygtninge
og
expats
ville
have
gavnet
specialet
med
måske


endnu
dybere
indsigter.



Derudover
har
jeg
kun
bedt
om
emigrationshistorier
(i
syv
interviews)
og
ikke
om


hele
livshistorien.
Mange
forskere,
f.eks.
Rosenthal, 230
anbefaler
at
høre
hele


livshistorien,
da
visse
faktorer,
bl.a.
i
barndommen,
kan
være
relevante
for
det


emne,
forskeren
er
mest
interesseret
i.
Jeg
har
hovedsageligt
fokuseret
på


emigrationshistorier
for
at
kunne
håndtere
hele
materialet.
Men
jeg
må
indrømme,


at
det
kan
være
nødvendigt
at
høre
hele
livshistorien
for
at
kunne
undersøge
og


forstå
alle
sammenhænge.
Tager
vi
for
eksempel
Ingeborg,
som
fortalte
mig
hele


sin
historie,
ville
vigtige
aspekter
være
gået
tabt
(som
hendes
barndom
i
Namibia


og
det
omvendte
kulturchok,
da
hun
kom
tilbage
til
Tyskland),
hvis
hun
kun
havde




























































230 
Rosenthal
(1995),
s.
187ff.



 84



fortalt
mig
sin
danske
emigrationshistorie.
Derfor
vil
jeg
anbefale
andre
forskere


altid
at
bede
om
livshistorien.



Jeg
har
reflekteret
over
min
egen
rolle
i
interviewprocessen.
For
det
første
er
jeg
jo


selv
indvandrer.
Betyder
det,
at
jeg
er
mere
udsat
overfor
research‐bias?
Det


mener
jeg
ikke.
Jeg
er
derimod
overbevist
om,
at
jeg
gennem
min
egen
rolle
som


indvandrer
og
den
refleksivitet,
det
indebærer,
har
haft
mulighed
for
dybere


forståelse.
Jeg
anser
derfor
den
narrative
metode
som
udmærket,
men
det
skal


huskes,
at
refleksivitet
over
forskerens
egen
rolle
i
interviewprocessen
er
meget


vigtig
–
især
ved
analysen
af
resultaterne.



Generelt
er
metoden
ikke
i
stand
til
at
give
informationer
om
de
undersøgte


fænomeners
hyppighed
og
repræsentativitet
i
samfundet, 231
men
den
kan
meget


mere,
som
Andersen
og
Larsen
sammenfatter:




”[…]
Schützes
analyse
[kan]
tilbyde
en
mere
nuanceret
forståelse
end


analyser,
der
mere
ensidigt
fokuserer
på
henholdsvis
individernes
ressourcer


og
strategier,
eller
på
hvordan
de
er
påvirket
af
samfundsmæssige


betingelser.” 232


Metoden
formår
at
knytte
den
enkelte
historie,
mikroniveauet,
sammen
med


historiske
samfundsstrukturer,
makroniveauet.
Den
tydeliggør
sammenhængen


mellem
det
indre
og
det
ydre
liv
–
uden
at
ignorere
den
enkeltes
individualitet
og


historiernes
forskellighed.





























































231 
Rosenthal
(2011),
s.
26.


232 
Andersen
&
Larsen
(2005),
s.
119.




 85



6.
 Perspektivering


Hvad
kan
vi
så
bruge
denne
undersøgelse
til?




For
det
første
illustrerer
dette
speciale
den
narrative
metodes
styrke,
som
jeg


detaljeret
har
beskrevet
i
forrige
afsnit.
For
det
andet
bekræfter
specialet


eksisterende
forskningsresultater
inden
for
integration.
Som
veje
ind
i
det
danske


samfund
har
mine
ni
interviewdeltagere
bl.a.
nævnt
sprog,
arbejde,
uddannelse,


fritid/foreninger
og
danske
venner.
Disse
veje
er
velkendte
og
anvendes
også
i
for


eksempel
i
AKF’s
(Anvendt
KommunalForskning)
rapport
om
nydanskernes


vurdering
af
det
statslige
integrationsprogram.
Ved
netop
faktorerne


sprogfærdigheder,
arbejde,
social
integration
(danske
venner)
og
uddannelse
har


AKF
undersøgt,
hvordan
det
står
til
med
indvandrernes
integration,
efter
at
de
har


gennemført
et
kommunalt
3‐årigt
introduktionsprogram. 233



Andre
betydningsfulde
faktorer,
som
mine
ni
deltagere
har
nævnt,
er
sted
(f.eks.


byer),
alder
og
anerkendelse.
De
to
første
faktorers
betydning
er
dog
forskellig
fra


indvandrer
til
indvandrer.



Anerkendelsesaspektet
udgør
til
gengæld
en
kerneforudsætning
for
at
finde
en
vej


ind
i
samfundet
samt
til
at
udvikle
et
tilhørsforhold
til
samme.
Som
Simone
Weil


forklarer,
er
følelsen
af
at
høre
til
knyttet
til
en
persons
deltagelse
i
et
samfund:
”To


belong
is
thus
to
believe
that
one’s
being
is
integrated
with
and
integral
to
a
wider


field
of
Being,
that
one’s
own
life
merges
with
and
touches
the
lives
of
others
[…].” 234


Derfor
mener
jeg,
at
integration
skal
ses
ud
fra
et
anerkendelsesperspektiv.



Og
for
det
tredje
viser
specialet,
at
et
fokusskifte
i
de
samfundsvidenskabelige


forskningsperspektiver
på
integration
er
nødvendigt.
Dette
speciale
har
fremhævet


den
personlige
historie,
idet
vi
har
set
bag
statistikker
og
ind
i
det
helt
konkrete


individuelle
liv
af
indvandrere
og
flygtninge
med
fokus
på,
hvordan
den
enkelte


egentlig
reflekterer
over
sin
vej
ind
i
det
danske
samfund
og
dermed
bidrager
til
et


unikt
og
anderledes
perspektiv.





























































233 
Hansen,
Eigil
Boll
&
Kolodziejczyk,
Christophe
(2009):
Nydanskeres
vurdering
af
introduktions­



programmet
og
deres
integration.
AKF,
Anvendt
KommunalForskning:
København.



234 
Citeret
efter
Jackson
(2006),
s.
12.



 86




Det
er
ikke
mit
mål
at
sætte
al
min
empiri
i
et
større
handlingsperspektiv
her,
men


jeg
vil
give
forslag
til
hvordan
materialet
yderligere
kan
behandles.




6.1
 Det
normative
ansvar
og
fokusskift
i
forskningen


Den
narrative
metode
har
muliggjort,
at
ni
indvandrerne
og
flygtninge
er
kommet


til
orde
og
selv
har
kunnet
fortælle
om
deres
egne
oplevelser
som
udlændinge
i


Danmark.
Jeg
anser
det
som
utrolig
relevant
at
høre
disse
historier
fra


førstehåndskilder,
af
dem,
der
virkelig
har
gennemlevet
historierne.
Og
lige
præcis


heri
ser
jeg
den
narrative
metodes
største
styrke:
Den
har
sørget
for,
at


indvandrernes
stemmer
er
blevet
hørt.
Sagt
med
Hannah
Arendts
ord,
skal
vi


huske,
at
virkeligheden
konstitueres
af
tilsynekomst,
dvs.
af
at
blive
hørt
og
set
af

andre
end
os
selv.
Michael
Jackson
påpeger
lignende,
nemlig
at
”[…]
storytelling
is
a


strategy
for
transforming
private
into
public
meanings.” 235
Og
ikke
kun
det.
I
og
med


at
de
personlige
og
individuelle
historier
er
så
tæt
knyttet
sammen
med
historiske


og
nutidige
samfundsstrukturer,
kan
de
give
et
mere
nuanceret
og
dybere
billede


af
den
sociale
virkelighed,
vi
lever
i.




”Det
forbavsende
resultat
er,
at
det
først
er
de
’bløde’
resultater,
der
for
alvor


muliggør
nye
diagnoser
af
betydelig
rækkevidde
på
makroniveau,” 236
forklarer
Peter


Alheit.
Og
efter
min
mening
er
dette
præcis
den
vej,
den
samfundsvidenskabelige


forskning
om
indvandrere
og
flygtninge
burde
gå
i
fremtiden.
I
stedet
for
alene
at


fokusere
på
kvantitative
metoder
som
store
surveys
og
tørre
tal,
burde


forskningen
også
koncentrere
sig
om
mere
kvalitative
data,
der
afspejler
både


mikro‐
og
makroniveauet
i
samfundet.




Derudover
kan
(og
skal)
den
narrative
metode
fungere
normativt.
Hannah
Arendt


har
argumenteret
for,
at
”storytelling
is
a
modal
form
of
social
critique.” 237
De
ni


historier
har
frembragt
en
del
kritik.
Den
største
er
måske
danskernes
distance,
en




























































235 
Jackson
(2006),
s.
14‐15.


236 
Alheit
(2005),
s.
128.


237 
Jackson
(2006),
s.
253.




 87



integrationsdiskurs,
der
konstant
gør
det
mere
og
mere
vanskeligt
at
høre
til
i
det


danske
samfund,
og
til
sidst
den
dermed
forbundne
følelse
af
at
aldrig
være
god


nok,
som
mange
indvandrere
udvikler.
Det
er
synd.
Og
unødvendigt.



6.2
 Praktiske
perspektiver


Der
er
mange
forskellige
veje
herfra.
Vi
kan
diskutere
nationalstatens
sidste
fase
i


globaliseringens
tidsalder.
Vi
kan
diskutere
multikulturalisme
og
nye
identiteter.


Vi
kan
diskutere
velfærdsstaten
og
etnocentrisme.
I
det
følgende
vil
jeg
angribe
et


anerkendelsesperspektiv.



Jeg
mener
ligesom
Charles
Taylor,
at
anerkendelse
er
et
uomgængeligt


menneskeligt
behov,
som
vi
faktisk
skylder
hinanden.
Anerkendelse
og
værdighed


hænger
uløseligt
sammen,
og
lige
præcis
derfor
synes
jeg,
at
vi
både
i
forskningen


og
i
det
offentlige,
politiske
liv
skulle
arbejde
med
og
ud
fra
et


anerkendelsesperspektiv.
Herved
er
oplysning
og
formidling
af
ny
viden
gennem


andres
historie
afgørende.
Vi
mangler
forståelse
for
andre,
viden
om
hvordan
det


egentlig
er
at
komme
til
et
land
som
en
såkaldt
fremmed.
Det
er
også
derfor,
at


denne
undersøgelse
er
interessant,
da
den
giver
adgang
til
noget,
vi
normalt
ikke


har
adgang
til
–
nemlig
adgang
til
at
høre
om
de
oplevelser,
frustrationer,
sorger,


glæder
mm.,
som
indvandrerne
oplever
i
deres
kamp
for
at
blive
en
del
af
det


danske
samfund.




Jeg
anbefaler,
at
der
gives
mere
plads
til
de
uhørte
stemmer
i
den
danske


offentlighed.
Det
gælder
ikke
kun
i
forskningen,
men
også
i
uddannelsessystemet


skal
vi
tage
et
ansvar
for
at
give
alle
elever
anerkendelse
–
og
ikke
kun
dem,
der
er


(mest)
danske.
Mangfoldighed
og
dermed
forskellighed
skal
ikke
opfattes
som
et


problem.
Elever
med
andet
modersmål
og
kultur
end
dansk
er
en
stor
ressource,


og
denne
ressourceudvikling
skulle
der
støttes
op
omkring.
Det
er
et
gode,
at


danske
elever
indbyrdes
kan
lære
om
andre
lande
og
kulturer,
at
de
kan
åbne


deres
verden
op
og
få
et
bredere
perspektiv
allerede
i
deres
uddannelse.
Hvis


denne
forståelse
og
lysten
til
at
se
verden
og
mennesker
med
et
mere
åbent
og


nuanceret
blik
kunne
videregives
til
unge
mennesker,
ville
vi
komme
et
stort
skridt



 88



videre
på
vejen.
Dette
ville
gøre
det
meget,
meget
nemmere
for
alle
os,
der
ikke
har


været
en
del
af
det
danske
samfund
fra
starten,
men
rigtig
gerne
vil
blive
det.




Jeg
vil
gerne
give
Noushin
ordet,
for
at
udtrykke
netop,
hvor
vigtigt
et
nuanceret


perspektiv
er: 238












!"# $%%$&'# !"#$% !"#% &'()% *"+,-.+% +(/% "*% 0)(1% ",% 23% -% !(/-(1#(4% -+5% 06.54% !"#$ %&'$

!()*+,-.$/0123$1-4/$,*3/-5232'$/(,%)"1%70%3('(%,-/(#%"',%/(,%/(1%,0.8106(/(%06%(%%$4%

-+59%!"#$%&'$06%(%%$%&'()%.+:1(,%0)(1%(#%+"!4%/;%)(/%233%!"#$%&'$-%#06'(%80'-,-.+(%

/-.+;..-0#(1%06%.:/"#%#06(,4%3)01%!"#%,2#+,(%7(6%3"1%70%+#0+'(,%*01%/(,%

3(14% 7(6% 3"1% 70% "1&(7/(,% -% !"#6(% :14% 7(6% 3"1% 70% "'/1-6% #"..(,% 8:% ."!*;#/(,% *01%

(+.(!8('4%!"#$%&'%7(6%3"1%"'/1-6%6701,%#06(,%*01+(1,4%-+59%!"#$%&'$)*+&,+&'#3)01*01%

,"'(1%/(%0!%0.%(%%$%>%'-6(%8';/.('-64%-+5%06.595%!"#$%&'$?-%(1%06.5%*01.+(''-6(4%-+59%!"#$

%&'$@:$%.:%.:%#06'(%,-#6%23334%+;5%%06.5%6A1(%",%!"#%&'()4%'-6(.0!4%'-/,%+(/%"*%/(,%

!"#$%&'$-#/%-%!(''(!%06%,2#+,(


7.

 Konklusion


I
denne
undersøgelse
har
jeg
ved
hjælp
af
Fritz
Schützes
narrative


interviewmetode
og
en
socialkonstruktivistisk
videnskabsteoretisk
baggrund


undersøgt,
hvilke
veje
ni
ressourcestærke
indvandrere
har
fundet
ind
i
det
danske


samfund,
og
hvordan
disse
veje
er
kommet
til
udtryk
i
disse
indvandreres


fortællinger.
Samtidig
har
jeg
set
på,
hvordan
der
reflekteres
over
de
forskellige


veje,
og
hvorfor
nogle
oplevelser
blev
formidlet
på
en
bestemt
måde.
Endelig
har


jeg
gennem
de
ni
cases
undersøgt,
hvordan
den
narrative
interviewmetode
egner


sig
til
mit
formål
om
at
få
alle
stemmer
i
samfundet
med
for
at
skabe
ny
viden.


Samtidig
giver
denne
undersøgelse
også
adgang
til
dybere
viden
og
personlig


indsigt
i
de
menneskers
liv,
som
vi
normalt
aldrig
hører
nuanceret
om.
Her
kan
vi


læse
om
deres
egne
refleksioner
over
deres
integrationsprocesser
og
de
dermed


forbundne
følelser,
vanskeligheder
og
positive
aspekter.




Som
forskellige
veje
ind
i
det
danske
samfund

har
mine
interviewdeltagere
nævnt


sprog,
arbejde
og
uddannelse,
fritids‐
og
foreningsaktiviteter,
transnationale


netværk,
danske
venner
(som
samtidigt
også
er
målet),
byernes
eller
stedernes


betydninger
og
anerkendelse
som
væsentlige
faktorer.
Hertil
skal
dog
siges,
at


disse
veje
på
ingen
måde
er
absolutte
–
de
må
ikke
ses
ud
fra
et
essentialistisk


perspektiv,
som
de
enkelte
cases
har
illustreret.
Selvom
vi
kan
finde


gennemgående
positive
faktorer
som
f.eks.
anerkendelse,
er
hver
vej
ind
i
det


danske
samfund
individuel,
og
hvad
der
virker
for
den
ene
indvandrer,
virker
ikke


nødvendigvis
for
en
anden.
Dette
betyder
samtidigt,
at
der
heller
ikke
findes
et


ultimativt
svar
på
vellykket
eller
ikke
vellykket
integration,
da
(u)gunstige
faktorer


hænger
sammen
med
den
enkeltes
personlige
livshistorie
og
‐betingelser.
I
sidste


ende
er
det
kun
indvandreren
selv,
der
kan
afgøre,
om
han
eller
hun
føler,
at
han


eller
hun
hører
til.




Interessant
er
imidlertid,
at
mange
deltagere
kommer
frem
til
de
samme


resultater,
mens
de
reflekterer
og
ræsonnerer
sig
frem
på
forskellig
måde.
En


anden
iagttagelse
er,
at
især
de
to
udvalgte
cases
formidler
deres
individuelle



 90



kritiske
momenter
gennem
en
høflighedsstrategi,
som
kun
meget
indirekte
peger


på
problematiske
oplevelser
med
f.eks.
distancerede
danskere.
De
færreste
af
mine


interviewede
vil
virke
utaknemmelige
og
søger
for
det
meste
skylden
for
kritiske


oplevelser
hos
sig
selv,
da
de
betragter
integrationsprocessen
som
deres
eget


ansvar.




Jeg
finder
den
narrative
interviewmetode
meget
brugbar,
da
den
egner
sig
til
at


afspejle
forandringer
i
samfundet,
idet
den
synliggør
sociale
chancer
og
krav,
som


der
stilles
til
den
enkelte.
Jeg
ser
derfor
mange
fordele
i,
at
den


samfundsvidenskabelige
forskning
om
indvandrere
og
flygtninge
også


koncentrerer
sig
om
mere
kvalitative
data,
der
afspejler
både
mikro‐
og


makroniveauet
i
samfundet,
i
stedet
for
alene
at
fokusere
på
hovedsageligt


kvantitative
metoder.




Derudover
er
det
muligt
gennem
autobiografiske
spontanfortællinger
at
lade
dem,


der
ellers
ikke
bliver
hørt,
komme
til
orde.
Dette
normative
ansvar
skal
tages


alvorligt
–
især
hvis
videnssamfundet
Danmark
gerne
vil
skabe
ny
viden.
Det


kræver,
som
Marianne
Horsdal
har
påpeget,
at
alle
stemmer
er
med.




Endelig
bør
anerkendelsesperspektivet
styrkes
og
dyrkes.
Anerkendelse
fremmer


følelsen
af
tilhør
og
bekræfter
den
enkelte
i
sin
værdighed,
hvilket
virker


motiverende
og
giver
mulighed
for
at
udvikle
sig
og
netop
(ville)
være
en


ressource
for
samfundet.
Og
med
den
stigende
indvandring
bliver
lige
netop
dette


aspekt
mere
og
mere
relevant.






 91



8.
 Litteratur




Alheit,
Peter
(2005):
”Historier
og
strukturer
–
metodologiske
overvejelser
over


narrativitet.”
I:
Andersen,
Anders
Siig;
Dausien,
Bettina
&
Larsen,
Kirsten
(red):


Livshistorisk
fortælling
og
fortolkende
socialvidenskab.
Roskilde
Universitetsforlag:


Frederiksberg.

s.
127‐155.



(Red.)
Andersen,
Anders
Siig;
Dausien,
Bettina
&
Larsen,
Kirsten
(2005):


Livshistorisk
fortælling
og
fortolkende
socialvidenskab.
Roskilde
Universitetsforlag:


Frederiksberg.
s.
7‐25.



Andersen,
Anders
Siig
&
Larsen,
Kirsten
(2005):
”Fritz
Schützes
teoretiske
og


metodologiske
arbejde.”
I:
Andersen,
Anders
Siig;
Dausien,
Bettina
&
Larsen,


Kirsten
(red):
Livshistorisk
fortælling
og
fortolkende
socialvidenskab.
Roskilde


Universitetsforlag:
Frederiksberg.
s.
75‐124.



Andersen,
Niels
Åkerstrøm
(1999):
Diskursive
analysestrategier.
Foucault,


Koselleck,
Laclau,
Luhmann.
Nyt
fra
Samfundsvidenskaberne:
København.



Anderson,
Sally
(2006):
”Storbymennesker:
Tilflyttere
og
lokale
i
københavnske


kampsportsklubber.”
I:
Pedersen,
Marianne
Holm
&
Rytter,
Mikkel
(red.):
Den
stille


integration.
Ny
fortællinger
om
at
høre
til
Danmark.
C.
A.
Reitzel:
København.
s.
62‐

90.



Arendt,
Hannah
(2005):
Menneskets
vilkår.
Gyldendal:
København.




(Red.)
Becker‐Christensen,
Christian
(2001):
Politikens
Nudansk
Ordbog
med


etymologi.
Bd.
1,
2.
udg.
Politikens
Forlag.
s.
661.



Berg,
Bruce
L.
(2009):
Qualitative
Ressearch
Methods
for
the
Social
Sciences.
7.


udgave.
Pearson
Higher
Education:
Boston



 92




Buchholtz,
Mary
&
Hall
Kira
(2004):
”Language
and
Identity”
i:
Duranti,
Alessandro


(red.):
A
Companion
to
Linguistic
Anthropology.
Blackwell:
Malden,
Oxford,
Carlton.


s.
369‐392.



Bude,
Heinz
(1984):
”Rekonstruktion
von
Lebenskonstruktionen
–
eine
Antwort


auf
die
Frage,
was
die
Biographieforschung
bringt.”
I:
Kohli,
Martin
&
Robert,


Günther
(red.):
Biographie
und
soziale
Wirklichkeit.
Neue
Beiträge
und


Forschungsperspektiven.
J.
B.
Metzler
Verlag:
Stuttgart.
s.
7‐28.



Briggs,
Charles
L.
(1984):
”Learning
How
To
Ask:
Native
Metacommunicative


Competence
and
the
Incompetence
of
Fieldworkers.”
I:
Language
in
Society,
Vol.


13,
no.
1.
Cambridge
University
Press.
s.
1‐28.



Bruner,
Jerome
(1990):
The
Acts
of
Meaning.
Harvard
University
Press:
Harvard.




Bruner,
Jerome
(1999):
Mening
i
handling.
Forlaget
Klim:
Aarhus.



Bruner,
Jerome
(2002):
Making
Stories.
Law,
Literature,
Life.
Harvard
University


Press:
Cambridge,
London.



Bruner,
Jerome
(2004):
”Life
as
a
Narrative”
i
Social
Research,
vol.
71,
nr.
3.
s.
691‐

710.
[Artiklen
blev
for
første
gang
trykt
i
1987.]



Danmarkshistorien.dk:
”Udlændingelove
1983‐2002.”
danmarkshistorien.dk
URL:


http://danmarkshistorien.dk/leksikon‐og‐kilder/vis/materiale/udlaendingelove‐

1983/
Hentet
den
10.6.2012.



Danmarks
Statistik:
”Indvandrere
i
Danmark
2011.”
www.dst.dk
URL:


www.dst.dk/Publ/Indvandrereidk
Citeret
den
6.6.2012.



Daryai‐Hansen,
Petra:
“Modersmaal
er
vort
hjertesprog.
Indvandrersprogenes


repræsentation
i
Danmark.”
www.ruc.dk
URL:



 93



http://rudar.ruc.dk//bitstream/1800/7163/1/Modersmaal_er_vort_hjertesprog.p

df

Hentet
den
15.6.2012.



Dey,
Ian
(2007):
”Grounding
Categories.”
I:
Bryant,
Antony
&
Charmaz,
Kathy


(red.):
The
SAGE
Handbook
of
Grounded
Theory.
Sage
Publications:
London.
s.
167‐

190.



Ejrnæs,
Morten
(2002):
Etniske
minoriteters
tilpasning
til
livet
i
Danmark
–


forholdet
mellem
majoritetssamfund
og
etniske
minoriteter,
AMID
Working
Paper


Series
18/2002,
Aalborg.



Emerek,
Ruth
(2003):
Integration
–
eller
inklusion?
Den
danske
diskussion
om


integration.
AMID
Working
Paper
Series
31/2003,
Aalborg.




Esmark,
Anders;
Laustsen,
Carsten
Bagge
&
Andersen,
Niels
Åkerstrøm
(2005):


”Socialkonstruktivistiske
analysestrategier
–
en
introduktion.”
I:
Esmark,
Anders;


Laustsen,
Carsten
Bagge
&
Andersen,
Niels
Åkerstrøm
(red.):


Socialkonstruktivistiske
analysestrategier.
Roskilde
universitetsforlag:


Frederiksberg.



Expatindenmark:
”Statistics
2009/2010”
expatindenmark.com.
URL:


http://expatindenmark.com/About/Pages/Statistics.aspx
Hentet
den
2.6.2012.



Expatindenmark:
”About
Expat
in
Denmark”
expatindenmark.com.
URL:


http://expatindenmark.com/About/Pages/Default.aspx
Hentet
den
2.6.2012.



Finch,
Ruth
(2011):
”Transnationalism,
Social
Inclusion
and
the
City.”
I:
Mansouri,


Fethi
&
Lobo,
Michele
(red.):
Migration,
Citizenship
and
Intercultural
Relations.


Looking
through
the
Lens
of
Social
Incusion.
Ashgate:
UK.
s.
177‐191.



Fuchs‐Heinritz,
Werner
(2000):
Biographische
Forschung.
Eine
Einführung
in
Praxis


und
Methoden.
2.
bearbejdet
og
udvidet
oplag.
Westdeutscher
Verlag:
Wiesbaden.




 94



Gad,
Ulrik
Pram
(2011):
”Muslimer
som
trussel.
Identitet,
sikkerhed
og


modforanstaltninger.”
I:
Pedersen,
Marianne
Holm
&
Rytter,
Mikkel
(red.):
Islam
og


muslimer
i
Danmark.
Religion,
identitet
og
sikkerhed
efter
11.
september
2001.


Museum
Tusculanums
Forlag:
København.
s.
61‐87.



Gerhardt,
Uta
(1999):
”Die
Verwendung
von
Idealtypen
bei
der
fallvergleichenden


biographischen
Forschung.”
I:
Jüttemann,
Gerd
&
Thomae,
Hans
(red.):


Biographische
Methoden
in
den
Humanwissenschaften.
Beltz:
Weinheim
&
Basel.
s.


193‐212.



Gernhardt,
Robert
(1998):
Weiche
Ziele.
Gedichte.
Fischer
Taschenbuch
Verlag:


Frankfurt
am
Main.
s.

193.



Glaser,
Barney
G.
&
Strauss,
Anselm
(1971):
The
Discovery
of
Grounded
Theory.


Strategies
for
Qualitative
Research.
Aldine:
Chicago.



Glick
Schiller,
Nina;
Nieswand,
Boris;
Schlee,
Günther;
Darieva,
Tsypylma;
Yalcin‐

Heckmann,
Lale
&
Fosztó,
Lázló
(2004):
”Pathways
of
Migrant
Corporation
in


Germany.”
TRANSIT
1(1).
s.
1‐18.



Glick‐Schiller,
Nina
&
Çaglar,
Ayşe
(2011):
”Locality
and
Globality.
Building
a


Comparative
Analytical
Framework
in
Migration
and
Urban
Studies.”
I:
Glick‐

Schiller,
Nina
&
Çaglar,
Ayşe
(red.):
Locating
Migration.
Rescaling
Cities
and


Migrants.
Cornell
University
Press:
Ithaca
&
London.
s.
60‐81.



Goffman,
Erving
(2004):
Social
samhandling
og
mikrosociologi.
Hans
Reitzels


Forlag.
s.
39‐75.



Griese,
Birgit
(2010):
”Einleitung.”
I:
Griese,
Birgit
(red.):
Subjekt
–
Identität
–


Person?
Reflexionen
zur
Biographieforschung.
VS
Verlag
für
Sozialwissenschaften:


Wiesbaden.
s.
7‐17.




 95



Griese
Birgit
(2010):
”Unübersichtlichkeiten
im
Feld
der
Biographieforschung.”
I:


Griese,
Birgit
(red.):
Subjekt
–
Identität
–
Person?
Reflexionen
zur


Biographieforschung.
VS
Verlag
für
Sozialwissenschaften:
Wiesbaden.
s.
115‐146.



Hansen,
Eigil
Boll
&
Kolodziejczyk,
Christophe
(2009):
Nydanskeres
vurdering
af

introduktionsprogrammet
og
deres
integration.
AKF,
Anvendt
KommunalForskning:


København.




Harder,
Thomas
(2010):
Mellem
to
sprog.
Om
oversættelse,
tolkning,
sprogpolitik,
og


hvorfor
det
er
bedre
at
være
tosproget
end
tvetunget.
Museum
Tusculanums
Forlag:


København.
s.
17‐41.



Helfferich,
Cornelia
(2009):
Die
Qualität
qualitativer
Daten.
Manual
für
die


Durchführung
qualitativer
Interviews.
3.
revideret
oplag.
VS
Verlag
für


Sozialwissenschaften:
Wiesbaden.



Horsdal,
Marianne
(2004):
”Demokratisk
medborgerskab
og
biografisk
læring.”
I:


Korsgaard,
Ove
(red.):
Medborgerskab,
identitet
og
demokratisk
dannelse.


Danmarks
Pædagogiske
Universitets
Forlag:
København.
s.
117‐137.



Horsdal,
Marianne
(2007):
Livets
fortællinger
–
en
bog
om
livshistorier
og
identitet.


1.
udgave,
5.
oplag.
Borgens
Forlag:
Valby.



Jackson,
Michael
(2006):
The
Politics
of
Storytelling.
Violence,
Transgression
and


Intersubjectivity.
Museum
Tusculanum
Press:
København.



Kohli,
Martin
&
Robert,
Günther
(1984):
”Einleitung.”
I:
Kohli,
Martin
&
Robert,


Günther
(red.):
Biographie
und
soziale
Wirklichkeit.
Neue
Beiträge
und


Forschungsperspektiven.
J.
B.
Metzler
Verlag:
Stuttgart.
s.
1‐6.



Küsters,
Ivonne
(2009):
Narrative
Interviews.
Grundlagen
und
Anwendungen.
2.


oplag.
VS
Verlag
für
Sozialwissenschaften:
Wiesbaden.




 96



Küsters,
Ivonne
(2012):”Narrationen
als
Repräsentationen
sozialer
Prozesse.


Erzählungen
als
empirische
Daten
in
der
Soziologie.”
I:
Aumüller,
Matthias
(red.):


Narrativität
als
Begriff.
Analysen
und
Anwendungsbeispiele
zwischen
philologischer


und
anthropologischer
Orientierung.
De
Gruyter:
Berlin,
Boston.
s.
259‐279.



Jöhncke,
Steffen
(2007):
”Velfærdsstaten
som
integrationsprojekt.”
I:
Olwig,
Karen


Fog
&
Pærregaard,
Karsten
(red.):
Integration.
Antropologiske
perspektiver.


Museum
Tusculanums
Forlag:
København.
s.
37‐62.



Kjærsgaard,
Bent
(2012):
“Trampolin‐spring
mod
integration.”
Nordvestnyt.


10.5.2012.
s.
24.





Lucius‐Hoene,
Gabriele
(2010):
”Narrative
Identitätsarbeit
im
Interview.”
I:
Griese,


Birgit
(red.):
Subjekt
–
Identität
–
Person?
Reflexionen
zur
Biographieforschung.
VS


Verlag
für
Sozialwissenschaften:
Wiesbaden.
s.
149‐170.




Mikkelsen,
Flemming
(2001):
Integrationens
paradoks.
Indvandrere
og
flygtninge
i


Danmark
mellem
inklusion
og
marginalisering.
Catinét:
København.



Nielsen,
Jens
Beck
&
Sloth,
Søs
Lykke:
”Venstre
blæser
til
kamp
mod


projektmageri.”
Berlingske.
14.2.2012.



Nørgaard,
Britta
(2005):
“Axel
Honneth
og
en
teori
om
anerkendelse.”
Tidsskrift
for


Socialpædagogik
nr.
16,
2005.
s.
63‐70.



Ochs,
Elinor
&
Capps,
Lisa
(1996):
”Narrating
the
Self.”
I:
Annual
Review


Anthropology,
25.
s.
19‐43.



Oliver,
Carolyn
(2012):
”Critical
Realist
Grounded
Theory:
A
New
Approach
for


Social
Work
Research.”
I:
British
Journal
of
Social
Work,
nr.
42,
s.
371‐387.




 97



Olwig,
Karen
Fog
&
Pærregaard,
Karsten
(2004):
”Netværk.
Transnational


migration
og
social
sammenhæng.”
I:
Hastrup,
Kirsten
(red.):
Viden
om
verden.
En


grundbog
i
antropoligisk
analyse.
Hans
Reitzels
Forlag:
København.
s.
161‐179.



Olwig,
Karen
Fogh
&
Pærregaard,
Karsten
(2007):
”Integration.”
I:
Olwig,
Karen


Fogh
&
Pærregaard,
Karsten
(red.):
Integration.
Antropologiske
perspektiver.


Museum
Tusculanums
Forlag:
København.
s.
9‐34.



Pedersen,
Marianne
Holm
&
Rytter,
Mikkel
(2006):
”Indledning.”
I:
Pedersen,


Marianne
Holm
&
Rytter,
Mikkel
(red.):
Den
stille
integration.
Nye
fortællinger
om


at
høre
til
i
Danmark.
C.
A.
Reitzel:
København.
s.
7‐17.



Pedersen,
Marianne
Holm
&
Rytter,
Mikkel
(2011):
”Islam
og
muslimer.


Udviklinger
efter
den
11.
september
2001.”
I:
Pedersen,
Marianne
Holm
&
Rytter,


Mikkel
(red.):
Islam
og
muslimer.
Religion,
identitet
og
sikkerhed
efter
den
11.


september
2001.”
s.
7‐34.



Ramian,
Knud
(2007):

Casestudiet
i
praksis.
Academica:
Århus.



Ritzaus
Bureau:
”EU‐opsang
til
indvandrerskeptiske
ledere.”
Ritzaus
Bureau.


1.6.2012.
URL:
http://infomedia.skoda.emu.dk/ms3/ShowArticle.aspx?output


Format=Full&Duid=e34365bc
Hentet
den
26.6.2012.




Rosenthal,
Gabriele
(1995):
Erlebte
und
erzählte
Lebensgeschichte.
Gestalt
und


Struktur
biographischer
Selnstbeschreibungen.
Campus
Verlag:
Frankfurt
&
New


York.



Rosenthal,
Gabriele
(2010):
”Die
erlebte
und
erzählte
Lebensgeschichte.


Wechselwirkung
zwischen
Erleben,
Erinnern
und
Erzählen.”
I:
Griese,
Birgit
(red.):


Subjekt
–
Identität
–
Person?
Reflexionen
zur
Biographieforschung.
VS
Verlag
für


Sozialwissenschaften:
Wiesbaden.
s.
197‐218.




 98



Rosenthal,
Gabriele
(2011):
Interpretative
Sozialforschung.
Eine
Einführung.
3.


aktualiserede
udgave.
Juventa
Verlag:
Weinheim
&
München.



Rytter,
Mikkel
(2007):
”’Familien
Danmark
og
’de
fremmede’.
Slægtskabsbilleder
i


dansk
integrationspolitik.”
I:
Olwig,
Karen
Fog
&
Pærregaard,
Karsten
(red.):


Integration.
Antropologiske
perspektiver.
Museum
Tusculanums
Forlag:


København.
s.
63‐86.



Schütze,
Fritz
(1983):
”Biographieforschung
und
narratives
Interview”,
I:
Neue


Praxis.
Kritische
Zeitschrift
für
Sozialarbeit
und
Sozialpädagogik.
Årgang
13,
s.
283‐

293.



Schütze,
Fritz
(1984):
”Kognitive
Figuren
des
autobiographischen


Stegreiferzählens.”
I:
Kohli,
Martin
&
Robert,
Günther
(red.):
Biographie
und
soziale


Wirklichkeit.
Neue
Beiträge
und
Forschungsperspektiven.
J.B.
Metzler
Verlag:


Stuttgart.
s.
78‐117.



Schütze,
Fritz
(1987):
Das
narrative
Interview
in
Interaktionsfeldstudien
I.


Studienbrief
der
Fernuniversität
Hagen.



Schütze,
Fritz
(2005):
”Lidelsesprægede
forløbskurver
som
forskningsgenstand
i


fortolkende
sociologi”
i
Andersen,
Anders
Siig;
Dausien,
Bettina
&
Larsen,
Kirsten


(red):
Livshistorisk
fortælling
og
fortolkende
socialvidenskab.
Roskilde


Universitetsforlag:
Frederiksberg.
s.
27‐74.



(Red.)
Schweikle,
Günther
&
Irmgard
(1990):
Metzler
Literatur
Lexikon.
Begriffe


und
Definitionen.
2.
rev.
oplag.
J.
B.
Metzler
Verlag:
Stuttgart.



(Red.)
Seeberg,
Peter
(2001):
Ubekvemme
udfordringer.
Aktuelle
tendenser
i
den


danske
og
europæiske
indvandrerdiskussion.
Odense
Universitetsforlag:
Odense.



Shuman,
Amy
(2006):
”Entitlement
and
empathy
in
personal
narrative.”
I:


Narrative
Inquiry.
1/2006.
s.
148‐155.



 99




Sjørslev,
Inger
(2007):
”Integrationens
paradoks
og
den
kulturelle
træghed.”
I:


Olwig,
Karen
Fog
&
Pærregaard,
Karsten
(red.):
Integration.
Antropologiske


perspektiver.
Museum
Tusculanums
Forlag:
København.
s.
131‐151.



Sloth,
Søs
Lykke
(2012):
”Danskere
er
reserverede
–
også
over
for
hinanden.”


Berlingske.
25.2.2012.
s.
4.



Sommer,
Nikolaj:
”Thorning‐Schmidt:
Danmark
kommer
til
at


mangle
arbejdskraft.”
DR2
Deadline.
6.6.2012.
URL:



http://infomedia.skoda.emu.dk/ms3/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&Duid

=e34515e5
Hentet
den
26.6.2012.



(Red.)
Strauss,
Anselm
&
Corbin,
Juliet
(1997):
Grounded
Theory
in
Practice.
SAGE


Publications:
Thousand
Oaks.



Sørensen,
Anne
Scott;
Høystad,
Ole
Martin;
Bjurström,
Erling
&
Halvard
Vike


(2010):
Ny
kulturstudier.
Teorier
og
temaer.
Tiderne
Skifter:
København.



Taylor,
Charles
(2008):
””Anerkendelsespolitik.”
I:
Jacobsen,
Michael
Hviid
&


Willig,
Rasmus
(red.):
Anerkendelsespolitik.
Syddansk
Universitetsforlag:
Odense.
s.


15‐57.



Timm,
Lene
&
Kristjánsdóttir,
Bergthorá
(2011):
Uhørte
stemmer.
Sproglige


minoritetsforældre
og
samarbejde
med
skolen.
Viasystime:
Aarhus.
s.
29‐48.



(Red.)
Wehmeier,
Sally
(2000):
”tap
(into).”
Oxford
Advanced
Learner’s
Dictionary.


6.
udg.
Oxford
University
Press:
Oxford.
s.
1329.





 100



9.

 Bilag



Bilag
1:
 Transskriberingsregler


Bilag
2:
 Interviewguide
med
spørgsmål
til
exmanente
Nachfragen
på



dansk


Udvalgte
transskriberinger
og
noter:


Bilag
3:
 Interview
med
Sean,
15.3.2012


Bilag
4:
 Interview
med
Noushin,
3.4.2012


Bilag
5:
 Interview
med
Frauke,
20.3.2012


Bilag
6:
 Interview
med
Ingeborg,
21.3.2012


Bilag
7:
 Interview
med
Judith,
21.3.2012


Bilag
8:
 Interview
med
Linda,
26.3.2012


Bilag
9:
 Interview
med
Dieter,
16.3.2012


Bilag
10:
 Interview
med
Franziska,
11.4.2012


Bilag
11:
 Interview
med
Serdil,
17.4.2012



Bilag
12:
 Udvalgte
interviewprotokoller
(Frauke,
Ingeborg,
Judith,
Linda,


Noushin
og
Franziska)


Bilag
13:

 CD
med
alle
lydfiler
(mp3,
wav,
wmp,
caf)



NB:
Bilag
3­13
er
ikke
offentligt
tilgængelige.




 101



Bilag
1:
 Transskriberingsregler



Følgende
transskriberingsregler
er
anvendt
i
transskriberingen
af
de
ni


gennemførte
narrative
interviews:




.
 Afslutning
af
sætning
ved
sætningens
slut;
pause
på
1
sekund


,
 
 
 Ganske
kort
pause,
ingen
grammatisk
komma


(2)
 
 
 Pause
i
sekunder


j‐jeg
 
 
 Afbrydelse;
forbedring
af
udsagn


jeeeeg

 
 Deltageren
trækker
ordet;
lang
vokal


[griner]
 
 Non‐verbal
aktivitet;
kommentar
fra
intervieweren


Ja
altså
 
 At
tale
med
højlydt
stemme,
også
en
form
for
fremhævelse


Eller
sådan
noget
 At
tale
med
lavt
stemme


Ja
virkelig
 
 Fremhævelse



Den
transskriberede
tekst
står
kursivt,
hvilket
skal
afspejle
den
direkte
tale.




Kommentar:


En
lille
kommentar
til
det
feedback,
som
jeg
giver
i
form
af
følgende


transskribering,
[A:
Hm]:
Denne
lyd
kan
misforstås,
hvis
den
kun
kan
læses
som


transskribering.
For
det
første
skal
den
forstås
som
bekræftende
eller
forstående


feedback.
Den
udtrykker
på
ingen
måde
ligegyldighed.
For
det
andet
afspejler
den


min
tyske
kommunikationsmønster,
i
og
med
at
lige
præcis
Hm
kan
bruges
i
mange


forskellige
situationer
med
meget
variation
i
stemmen.
En
dansker
ville
muligvis


have
brugt
nå
eller
okay.




Dette
problem
afspejler
transskriberingens
grænser.
Derfor
har
jeg
vedlagt
alle


lydfiler
som
bilag
(se
bilag
13),
så
at
eventuelle
misforståelser
grundet
i


transskriberingen
kan
løses
ved
at
lytte
til
interviewene.



 102



Bilag
2:
 Interviewguide
med
spørgsmål
til
exmanente
Nachfragen
på



dansk


Interviewspørgsmål
til
efterspørgefasen:


I
og
med
at
jeg
har
revideret
min
fortælleopfordring
gang
efter
gang,
har
jeg
ikke


medtaget
et
eksempel
her.



Interviewguiden
findes
også
på
engelsk
og
tysk,
som
dog
ikke
er
vedlagt
her.



1.
Fortæl
lidt
om
dine
oplevelser,
da
du
kom
til
Danmark.


Hjælpespørgsmål:



‐ Hvordan
var/føltes
det?



‐ Hvad
var
svært?
Og
hvad
tænker
du
rigtig
gerne
tilbage
på?


‐ Hvorfor
kom
du?


‐ Hvad
var
godt/ikke
godt
ved
det?
Har
du
tit
følt
dig
ensom?


‐ Hvilken
hjælp
har
den
danske
stat/din
kommune
tilbudt
dig
for
at
indrette


dig
i
Danmark?
Sprogskole
el.
lign.?
Kurser?


‐ Hvilken
rolle
har
dit
(fx
iranske
etc.)
netværk
spillet?
Hvorvidt
har
det


hjulpet
dig
med
at
etablere
dig
i
Danmark?


‐ Fandtes
der
faser
i
dit
liv,
hvor
du
hellere
ville
have
været
i
X‐land?


‐ Hvordan
har
din
familie
og
dine
venner
reageret
på
din
emigration?


2.
Fortæl
lidt
om
de
mennesker
du
har
mødt.


Hjælpespørgsmål:




‐ Hvor
har
du
mødt
dem
hen?


‐ Hvordan
var
det
at
komme
i
kontakt
med
dem?


‐ Føler
du
dig
som
en
del
af
det
danske
fællesskab/samfund?
Hvorvidt?


‐ Hvilken
by
kom
du
til?
Var
det
nemt
at
komme
i
kontakt
med
mennesker


der?




 103



3.
Hvad
betyder
dine
oplevelser
i
Danmark
for
dig
i
dag?



Hjælpespørgsmål:




‐ Hvad
vil
du
råde
andre
mennesker,
for
at
kunne
etablere
sig
i
Danmark
og


føle
sig
hjemme?



‐ Hvilke
faktorer
er
ifølge
dig
mest
vigtige
for
at
føle
sig
hjemme
og
godt


tilpas
i
et
fremmed
land/Danmark?


‐ Findes
der
noget,
som
du
ville
gøre
anderledes
i
dag?


‐ Hvilke
kritiske
momenter
har
du
oplevet?
Og
hvordan
har
du
tacklet
dem?


Fx
hjemve,
fordomme
over
for
dig
som
udlændinge,
finansielle
problemer?



‐ Føler
du
dig
godt
og
hjemme
i
Danmark?
Hvorvidt?
Hvad
betyder
mest
for


at
du
har
det
godt
her?


‐ Er
du
blevet
mere
dansk
med
årene?


‐ Hvordan,
tror
du,
ville
dine
danske
venner
og
bekendte
reagere,
hvis
du


meddelte
dem,
at
du
tager
tilbage
til
X‐land?


‐ Går
dine
børn
på
en
danske
skole?


‐ Hvor
vil
du
begraves?




 104


More magazines by this user
Similar magazines