Formidling af digitaliseret kulturarv af Henrik Dybdahl - Forskning

FORMIDLING AF DIGITALISERET KULTURARV

Speciale 2011 Det Informationsvidenskabelige Akademi

Henrik Dybdahl hd@thedybdahl.com tel 2617 1031

Vejledt af professor Beth Juncker


Henrik Dybdahl startede på Danmarks Biblioteksskole i 2005

og har i herværende speciale skrevet 50 normalsider.

Forsideillustration og kapitelforsider af THED.C et kulturaktivisme-projekt

http://www.flickr.com/photos/thedc

ABSTRACT

This masters thesis titled Communicating digitalized cultural heritage is

framed by the research question How do institutions under the Ministry of

Culture relate to communicating digitalized cultural heritage? The thesis

starts by explaining the Danish concept of heritage and moves futher on

explaining and exemplifieng the concept of prosuming. Then it analyzes the

recommendations stated in five reports from the Ministry and the Digitization

Committee. Then the thesis work with three case studies: The Royal Library,

National Archives and the Danish Folklore Archives. Each case is analyzed

through the performance contract with the Ministry, interviews and analysis

of website. Finally it is beeing tested how open minded and the institutions

are to external partners coming with ideas on how to develop new

communications projects. Findings: The institutions seems apparently open

to discuss project ideas with external actors. In addition, the thesis finds that

there is no direct correlation between the reports recommendations to open

up for new users and making cultural heritage wide digitally accessible, and

the institutions way of acting. There also is a big difference in how the

institutions work with the dissemination of cultural heritage and their position

on this.

2

Indholdsfortegnelse


Indledning...................................................................................................................4

Kapitel 1

Problemfelt og -formulering..........................................................................................6

Afgrænsning..................................................................................................................7

Specialets struktur.........................................................................................................8

Empiri........................................................................................................................10

Kapitel 2

Kulturarv....................................................................................................................15

Kapitel 3

Prosuming..................................................................................................................23

Kapitel 4

Politiske ønsker og anbefalinger..................................................................................31

Reach Out....................................................................................................31

Kultur for alle...............................................................................................32

Digitaliseringsudvalgets midtvejsrapport.......................................................33

Digitaliseringsudvalgets endelige rapport......................................................34

Rapport fra arbejdsgruppe under ”Carina-udvalget”.....................................35

Opsummering..............................................................................................36

Kapitel 5

Cases: Formidling af digitaliseret kulturarv ............................................................39

Dansk Folkemindesamling............................................................................39

Statens Arkiver..............................................................................................46

Det Kongelige Bibliotek...............................................................................53

De tre cases, kulturarven, ministeriet og prosuming......................................58

Kapitel 6

Aktion: I arbejde som ekstern aktør...........................................................................62

Projektforslagene..........................................................................................62

Tilbagemeldinger..........................................................................................63

Opsummering..............................................................................................64

Kapitel 7

Konklusion.................................................................................................................66

Litteraturliste............................................................................................................69

Bilag...........................................................................................................................74

3


/

Indledning

Med oprettelsen af Kulturarvsstyrelsen i 2002 fk et hengemt dansk ord

sin renæssance. Siden da har ordet – kulturarv – som mange er i tvivl om

hvad egentlig betyder, oplevet stor opmærksomhed i det politiske

Danmark. Adskillige kommuner ønsker at være kulturarvskommuner, og

kulturarv bliver af især den siddende regering nævnt som et essentielt

bindemiddel i udviklingen af den meget ønskede sammenhængskraft.

Det er derfor en naturlig konsekvens, at skiftende kulturministre

de senere år har ønsket at få kulturen, og kulturarven, ud til alle. At

række ud og inkludere hele landet. Kulturen skal efter ministeriets

rapporters anbefalinger ikke længere mures inde i halvlukkede

museumspaladser, men ud til folket. De skal være med, de danske

borgere, de skal opleve, glædes og have fngrene helt nede i materien, så

kulturen uomgåeligt sætter sine spor.

Samtidig har man fra kulturministerielt hold sat store udvalgsarbejder

i gang om digitalisering af den danske kulturarv. Først blev der

primært diskuteret digitalisering som et svar på bevaringsproblematikkerne.

Siden kom der mere fokus på tilgængeliggørelse af det digitaliserede

materiale og vel egentlig også på formidling. Omend tilgængeliggørelse

og formidling ofte ses som samme væsen.

Kun det tilgængelige bliver brugt. En ny type kulturforbrug har

med nettets overfødighedshorn af musik, tekst og visuelt materiale så

småt etableret sig. Og hvordan kan man næsten lade være, når det nu er

så let at blande, eller rettere remixe, noget gammelt musik med noget

nyt. Så man i stedet for Beatles' White Album og amerikanske Jay-Z's

Black Album, pludseligt, men dog efter en god del arbejde, står med et

Grey Album der kombinerer lyrik fra Beatles og beats fra Jay-Z. Fordi

man kan. Og fordi de nye prosumers ønsker at producere kultur mens de

konsumerer.

Kulturarv, politiske ønsker til udbredelse og brug af denne,

digitalisering og en ny form for kulturforbrug. Mit speciale, der afslutter

5 års studier på Det Informationsvidenskabelige Akademi, har så småt

etableret sine undersøgelsesfelter og kan begynde.

Henrik Dybdahl, januar 2011.

4


/ PROBLEMFELT- OG FORMULERING

Jeg ønsker med herværende speciale at arbejde med kulturarv. Med

politiske ønsker til udbredelse og brug af denne, og med digitalisering af

kulturarv, som også kan være en form for udbredelse og fordre brug.

Desuden ønsker jeg at undersøge en ny form for kulturforbrug der

mixer, sampler og skaber collager af gammelt og endnu ældre materiale

til nye kulturprodukter.

Umiddelbart hænger de forskellige vinkler på kulturarv godt

sammen. En ny type kulturforbrug, måske endda en subkultur, har

kastet sig over ældre materiale for at mixe det til nyt. En række

kulturministre ønsker at få kulturen og kulturarven i spil: Ud til folket.

Med folket. For folket. Kulturarvsinstitutionerne er i fuld gang med at

digitalisere og vil gerne mere og mere, så længe økonomien følger med.

Men der er også en masse sprækker i den store fortælling om den

digitaliserede kulturarv der bevarer, tilgængeliggør, formidler og skaber

lyst til at formidle selv. For der er næppe penge nok. Så der skal

prioriteres. Det er heller ikke sikkert at der reelt tænkes formidling når

snakken går om at tilgængeliggøre dansk kulturarv på det globale net. Er

der enighed mellem ministerielle ønsker og kulturarvsinstitutionernes

virker? Kan man i det hele taget regne med at nogen gider arbejde med

det gamle materiale, eller er eksemplerne så få og spredte at det ikke gør

nogen forskel?

Specialets rammer vil styres af problemformuleringen:

∙ Hvordan arbejder institutioner under Kulturministeriet med formidling af

digitaliseret kulturarv?

For at dette spørgsmål er relevant og interessant vil jeg også undersøge:

∙ Hvilke ønsker er der fra politisk hold til formidling af kulturarv?

∙ Hvilke anbefalinger har Digitaliseringsudvalget til formidling af

kulturarv?

∙ Finder der brugergrupper der arbejder specifkt med digitaliseret kulturarv?

∙ Er institutionerne umiddelbart åbne for eksterne aktøres henvendelse i

forbindelse med udvikling af nye formidlingsprojekter?

Hvordan jeg vil besvare de enkelte spørgmål, forklarer jeg i det

kommende afsnit Specialets struktur, men først en afgrænsning.

6


/ AFGRÆNSNING

Jeg arbejder med et bredt kulturbegreb, hvilket betyder at

kulturprodukter ikke kun inkluderer værker udgivet af traditionelle

forlagsvirksomheder og andre udgivere. Dette er væsentligt fordi

prosumernes arbejde med kulturobjekter der normalt ikke har den store

fokus – fx et hverdagslivsfoto fra 1930'erne - gennem en remix-proces

bliver til noget nyt, der måske, måske ikke, efterfølgende

udgives/tilgængeliggøres og når ud til mange mennesker. Derfor er mit

fokus heller ikke forskning eller decideret forskningsformidling af

kulturarvsmateriale, men det man kan kalde kulturformidling og

formidling der også fokuserer på æstetiske forhold.

At arbejde videre med eksisterende materiale er naturligvis ikke

noget nyt, men fokus er her på den kultur der er blevet skabt omkring

digital remixing. Jeg forholder mig altså til remix-kultur som en digital

kultur, hvorfor jeg ikke vil komme ind på de mange eksempler på

samplede kulturprodukter der også fndes i analogt baserede kulturer.

Lige så længe som mennesker har udviklet kulturprodukter er der

givetvis blevet arbejdet videre med disse i bearbejdet form – men pointen

med at forholde sig til den digitale remix-kultur er, at det, som jeg også

vil komme ind på senere i opgaven, er blevet enormt lettere at remixe når

'original'-materialet foreligger digitalt.

Jeg har valgt ikke at beskrive og analysere digitaliseringsprocessen

fra analogt til digitalt kulturarvsmateriale. Tidligere har der fx på

billedsiden været meget uens tilgange til i hvor høj kvalitet, der skulle

digitaliseres, mens der nu minimum digitaliseres i 300 dpi over hele

linjen, og materialet derfor er brugbart til de feste formål. Specialet

fokuserer derfor mere på hvorfor og hvordan man tilgængeliggør og

formidler det digitaliserede, end hvordan man digitaliserer. Jeg forstår

formidling som noget der er et niveau over blot at gøre

kulturarvsmateriale søgbart gennem oprettelse i database med en række

metadata, hvorfor mit fokus ikke er på selve metadataberigelse og

søgbarhed i databaser. Men mere på materiale der er gjort digitalt

tilgængeligt gennem digitalisering og berigelse og derfor umiddelbart er

til at arbejde med for dem der ønsker at formidle.

Jeg har valgt at analysere de tre institutioner Det Kongelige

Bibliotek (KB), Statens Arkiver (SA) og Dansk Folkemindesamling

7


(DAFOS), velvidende at der under Kulturministeriet fndes mere end 40

styrelser og institutioner.

Det har dog ikke indenfor specialet rammer været muligt at

analysere dem alle. Det Kongelige Bibliotek analyserer jeg udelukkende

som værende nationalbibliotek og fokuserer dermed på institutionen

som en kulturarvsaktør og ikke som fx universitetsbibliotek for

Københavns Universitet. Statens Arkiver analyseres som et hele. Ligeledes

med Dansk Folkemindesamling.

Endelig har jeg valgt at specialet ikke specifkt behandler

økonomiske muligheder og begrænsninger i forbindelse med

digitalisering af kulturarven. Jeg er dog opmærksom på at ressourcer, og

mangel på samme, spiller en væsentlig rolle for institutionernes råderum.

/SPECIALETS STRUKTUR

Kapitel to, som er specialets første efter metodekapitlets indledende

fokuseringer og afklaringer, omhandler kulturarvsbegrebet. Uanset om

kulturarv digitaliseres eller ej er det et begreb der er nået vidt omkring på

meget kort tid. Der føres kulturarvskamp, der er kulturarvskommuner

og spørgsmålet om hvordan kulturarven formidles, og udvælges, er ikke

kun væsentlig for nationalstatens institutioner men også for de

senmoderne mennesker der søger større indfydelse og medbestemmelse.

Kapitlet indkredser begrebet kulturarv og sætter det i et senmoderne

perspektiv.

Kapitel tre analyserer den nye type kulturforbrug hvis særkende

er at der skabes nye kulturprodukter mens der forbruges. Altså en

kombination af production og consuming. Jeg vil undersøge på hvilke

områder der fndes mennesker der prosumer. Formålet er at undersøge

hvorvidt tilgængeliggørelse af digitaliseret kulturarv vil kunne forventes

at møde et publikum. Hvilke krav og ønsker bør man være opmærksom

på, hvis målet er at få eksterne aktører til at remixe ældre materiale og

hermed sætte kulturarven i spil.

Kapitel fre analyserer rapporterne Reach Out og Kultur for alle

der begge er udarbejdet på foranledning af Kulturministeriet. Jeg vil

undersøge hvilke politiske ønsker og anbefalinger rapporterne

videregiver, for senere hen at kunne sætte disse resultater i forhold til

8


resultatkontrakter mellem Kulturministeriet og mine tre cases, Det

Kongelige Bibliotek, Dansk Folkemindesamling og Statens Arkiver.

Derudover vil Kulturministeriets ønsker blive sat i forhold til rapporter

fra Digitaliseringsudvalget. Derudover fokuseres der i kapitlet på

Digitaliseringsudvalgets to rapporter: Midtvejsrapporten og

Digitaliseringsudvalgets endelige rapport. Heri vil jeg undersøge ønsker

til brug af den digitaliserede kulturarv. Digitaliseringsudvalget består af

en lang række medlemmer heriblandt de store kulturarvsinstitutioner

hvorfor disses røster også vil kunne læses ud fra rapportens anbefalinger.

Jeg vil sætte Digitaliseringsudvalgets anbefalinger op mod

Kulturministeriets ønsker om formidling og sammenholde disse

resultater med de ønsker og den ageren jeg fnder hos prosumerne.

Kapitel fem har som formål at etablere empiri gennem mine tre

cases: Det Kongelige Bibliotek, Dansk Folkemindesamling og Statens

Arkiver. Hver af de tre cases vil jeg analysere gennem læsning af

resultatkontrakter for at undersøge hvilke forventninger og krav der

fndes mellem Kulturministeriet og den pågældende institution indenfor

formidling af digitaliseret kulturarv, eller hvis dette ikke er udtrykt

direkte, så indenfor formidling generelt. Derudover vil jeg på

institutionernes hjemmesider undersøge hvad der i dag fndes af

formidlingstiltag af digitaliseret materiale. Endelig vil jeg foretage

uddybende interview med relevante personer fra de tre institutioner.

Blandet andet fremgår det ikke direkte af institutionernes hjemmesider

eller resultatkontrakter hvordan de forholder sig til eksterne aktører, som

fx prosumers, der ønsker at arbejde med institutionernes digitaliserede

kulturarvsmateriale.

Kapitel seks vil teste institutionernes reaktion når en ekstern

aktører kontakter dem med henblik på at udvikle et formidlingsprojekt.

Den eksterne aktør er mig selv. Formålet er at undersøge hvor åbne

institutionerne er i praksis og om det overhovedet er muligt at etablere

kontakt. Om projekterne senere hen bliver realiserede er uden for

specialets område.

Kapitel syv samler op, svarer på problemformuleringens

spørgsmål og ender ud med en konklusion.

9


/ EMPIRI

Jeg har valgt at etablere min empiri på tre områder. Gennem litteratur,

interview og et kontaktsøgende aktionstiltag. Interviewene supplerer

litteraturen og vil afdække spørgsmål og detaljer der ikke fndes i trykt

materiale, mens det kontaktsøgende tiltag vil afprøve om institutionerne

også gør hvad de skriver og siger.

/ Litteratur

Til at beskrive kulturarvsbegrebet vil jeg i kapitel to blandt andet benytte

mig af Bernard Eric Jensens Kulturarv – et identitetspolitisk konfiktfelt,

Niels D. Lund mf.s' Digital formidling af kulturarv. Fra samling til

sampling, en artikel om kulturarvsbegrebets udvikling af Mette

Guldberg, en række opslagsværker samt skriftligt materiale fra

Kulturarvsstyrelsens hjemmeside. Kulturarvsbegrebet bliver brugt til

mange formål og er samtidig et nationalpolitisk værktøj, hvilket jeg

analyserer nærmere gennem brug af Anthony Giddens teorier om det

senmoderne, for bedre at kunne forstå kompleksiteterne.

Til at beskrive prosumerne og remix-kulturen i kapitel tre vil jeg

benytte mig af Lawrence Lessigs Free culture, samt af ph.d.-afhandlingen

Access Culture Te Remixable Culture of Prosumers and the Cultural Policy

of the European Union af Bjarki Valtysson. Derudover vil jeg inddrage

værket Kulturens Skjulte Styrker af Peter Hanke for at belyse

vækstpotentialer ved et alternativt kultursyn/brug. Tilsammen giver den

valgte litteratur mig mulighed for at forstå den nye form for

kulturforbrug/produktion og med Peter Hanke at se potentialer i en

anderledes kulturformidling.

I forbindelse med kapitel fre om politiske ønsker og anbefalinger

til formidling af kulturarv bruger jeg de seneste to rapporter

Kulturministeriet, Reach Out og Kultur for alle, samt de to rapporter fra

Digitaliseringsudvalget – midtvejsrapporten og den endelige rapport.

Rapporterne fra Kulturministeriet giver mig mulighed for at analysere de

politiske ønsker til brug og formidling af kultur og kulturarv.

Digitaliseringsudvalget giver en række anbefalinger til hvordan man kan

gribe digitalisering af kulturarv an, og hvilke muligheder dette giver.

Endelig baserer jeg kapitel seks, med mine cases, udover interview

med institutionerne, på resultatkontrakter mellem institutionerne og

10


Kulturministeriet og tilgængeligt materiale fra deres websites.

Resultatkontrakterne giver mulighed for at analysere Kulturministeriets

konkrete ønsker til de pågældende institutioner. Derudover vil jeg hvis

muligheden foreligger forholde mig til tekst fra institutionernes

hjemmesider og eventuelle strategi-rapporter.

/ Interview

Jeg vil benytte mig af den halvstrukturerede interviewform, som jeg vil

anvende til at komme omkring en række temaer (digitalisering,

formidling, samarbejde med eksterne aktører), uden at jeg forventer at

holde mig stringent til rækkefølgen af de spørgsmål, jeg inden

interviewene har forberedt, da jeg forventer, at der i løbet af interviewene

vil dukke nye nye spørgsmål op 1 . Det vil sige at det halvstrukturerede

interview dels giver mig mulighed for at spørge ind til konkrete

forberedte spørgsmål og dels giver mig mulighed for at være

eksplorerende og søge videre i kommentarer fra respondenterne.

I analysen af interviewene vil jeg benytte mig af en kombination

af egentlig transskription og meningskondensering, da dette giver mig

mulighed for både at trække respondenternes udtrykte meninger

sammen til kortere formuleringer og for i vigtige respondent-udtryk at

videregive disse ordret, såvidt en transskription gør det muligt 2 . Valget af

denne kombinerede analyseform skyldes, at jeg anser respondenterne

som eksperter på deres område, og at jeg er interesseret i et almindeligt

indtryk af deres synspunkter, hvorfor det med Steiner Kvales metodelære

in mente, kan være på sin plads at omformulere og kondensere

udsagnene, men samtidig også fordi jeg med en række af spørgsmålene

trækker respondenten ud i et politisk felt, hvor det er er på sin plads at

yde de interviewede retfærdighed ved at formulere deres udsagn så

præcist som muligt 3 .

Analysen vil desuden fnde sted inden for rammerne af den

fortolkningskontekst, der kaldes kritisk common sence-forståelse 4 . Denne

giver mig mulighed for at inddrage en bredere forståelsesramme, ikke

kun tage udgangspunkt i respondentens selvforståelse og en

omformulering heraf, men tilføje en fortolkning ud fra min egen kritiske

1 Kvale, Steiner 1997, p 129

2 Kvale, Steiner 1997, p 163 og 190



11


tilgang til hvad der siges. Det er interessant fordi en kritisk tilgang er

nødvendig, da respondenterne bedes forholde sig områder hvorom de

ikke nødvendigvis er eksperter, og fordi der kan være nogle

underliggende politiske budskaber i fere af interviewene.

Som bilag fndes spørgeguide mens digitale lydfler fra

interviewene kan rekvireres hvis det ønskes. Det empiriske materiale

baseret på interview indeholder interview med Erland Kolding Nielsen,

direktør Det Kongelige Bibliotek, interview med Poul Olsen,

chefkonsulent på på interviewtidspunktet fungerende publikumschef ved

Statens Arkiver og interview med Else Marie Kofod overarkivar og leder

af Dansk Folkemindesamling.

/ Aktionstiltag

Som supplement til litteraturstudier og interview, vil jeg etablere empiri

gennem et kontaktsøgende aktionstiltag. Det vil fungere på den måde at

jeg kontakter hver af de tre institutioner som en ekstern aktør med et

konkret projektforslag, vedlagt som bilag. Først vil jeg undersøge om det

umiddelbart er til at få en medarbejder fra institutionerne i tale. Dernæst

vil jeg sende dem det konkrete projektforslag og efterfølgende forsøge at

aftale et møde hvor mulighederne for projekternes videre udvikling kan

diskuteres.

Jeg er opmærksom på at det er en atypisk fremgangsmåde i

forbindelse med specialeskrivning, men jeg ønsker at teste åbenheden

hos institutionerne for at undersøge om de reelt har en procedure for

dialog med eksterne aktører der ønsker at arbejde med formidling af

deres kulturarvsmateriale. Kvaliteten af mine projektforslag vil naturligvis

have en del af skulle have sagt, men omvendt forventer jeg det er muligt i

det mindste at etablere en kontakt hos institutionerne, derefter

forhåbentligt at komme til at diskutere det enkelte projektforslag.

At jeg mener at være i stand til at dels skabe kontakt og dels

udvikle konkrete projektforslag skyldes en del erfaring med dette

område. Jeg har inden jeg startede på Danmarks Biblioteksskole/Det

Informationsvidenskabelige Akademi drevet egen virksomhed i ca. 9 år

hvor jeg har importeret, produceret og eksporteret en del forskellige

varer. Det har givet mig en del erfaring med at skabe kontakt og at sælge

produkter og ideer. Derudover har jeg det seneste år drevet et lille galleri

12


med særligt fokus på streetart hvorfor jeg har indblik i alternativ

kulturformidling og brugergrupper. Og endelig stod jeg i 2009 bag

konceptudviklingen af et Biblioteksmagasin til folkebibliotekerne som

søgte og fk tildelt ca en mio. kroner fra Styrelsen for Bibliotek og

Mediers Udviklingspulje, hvilket gav mig erfaring med

projektbeskrivelse, -styring og -udvikling.

13


Kulturarv

Da den store danske encyklopædi i 1998 udkom med bindet ”K” var

ordet kulturarv ikke med. Så usædvanlig var brugen af det. Internationalt

begyndte begrebet at være en del af den kulturpolitiske dagsorden i

1970'erne, og på dansk optræder det for første gang i et ofcielt

dokument i Museumsloven fra 1984 5 , inspireret af det engelske begreb

”heritage”, men det var åbenbart ikke nok til at ordet vandt nogen særlig

popularitet og brug. Med oprettelsen af Kulturarvsstyrelsen under

Kulturministeriet i 2002 satte Regeringen Anders Fogh Rasmussen I

begrebet kulturarv i fokus. Selv den store danske encyklopædi inddrog

opslagsordet i deres supplementsbind 2002 6 .

Museumsinspektør Mette Guldberg skriver i artiklen Fra

kulturmiljø til kulturarv: ”Kulturarvsbegrebet har utroligt hurtigt vundet

fodfæste i den brede ofentlighed. Søger man på internettet efter "Dansk

kulturarv" på søgemaskinen Google får man over 600 søgeresultater, hvoraf

det bare af de første fremgår, at begrebet bruges som så forskellige forhold som

pligtafeveringen af materiale til det Kongelige Bibliotek, dansk design,

børnesange, renovering af kroer samt Danmarks Radios optagelser. Museerne

er altså ikke længere alene om at tage sig af "den danske kulturarv", og

begrebet er efterhånden blevet så bredt, at næsten alt kan fyldes i det” 7 . En

opdateret søgning i 201 gav ca. 9.280 resultater 8 med vidt forskellige

forhold som fx monumenterne i Jelling, Kronborg Slot og Roskilde

Domkirke – og FDM Jyllandsringen.

Kulturarvsstyrelsen defnerer selv kulturarv således: ”Den danske

kulturarv omfatter alt, hvad mennesket har efterladt sig gennem tiderne:

strukturer, konstruktioner, bygningsgrupper, bopladser, grave og gravpladser,

fytbare genstande og monumenter og den sammenhæng, hvori disse spor er

anbragt. Det vil sige hele samfundsudviklingen frem til i dag. I Danmark

sondrer vi mellem den faste kulturarv (bygninger, broer, gravhøje), den løse

kulturarv (genstande, som ofte opbevares på museer, i arkiver eller på

biblioteker) og den immaterielle kulturarv (for eksempel egnsretter, folkeviser

eller Bournonville-balletten).” 9 Således fastslået at kulturarven omfatter en

5 Johannsen 2007, p 20

6 Guldberg 2007, p104f

7 Guldberg 2007, p 105

8 Google. Søgeresultat ”Dansk kulturarv” Søgt 31. januar 2011

9 Kulturarvsstyrelsen. Hvad er kulturarv. Hjemmeside.

15


meget stor mængde materiale, fortsætter Kulturarvsstyrelsen med at

forklare at det ikke er alt vi vælger at bevare. Om det nationale niveau i

Danmark skriver de at vi har: ”...museumslovgivningen og lovgivningen om

fredning og bevaring af bygninger. På det lokale niveau arbejder vi også med

at bevare kulturarven gennem den kommunale planlægning, når vi udpeger

bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer”. Den løse kulturarv omtales

dog ikke yderligere, og ej heller noget om fx pligtafeveringsloven10 der

siden 1781 er blevet anvendt til indsamling af den trykte kulturarv.

Gyldendals åbne encyklopædi Den Store Danske beskriver

begrebet sådan: kulturarv, kulturprodukter, der i særlig grad udgør et lager

for menneskelig erfaring, og som derfor tvinger til eftertanke og er med til at

forme en kulturel identitet. I den snævre betydning er der tale om en

kanoniseret kultur, såkaldt fnkultur, der kun omfatter malerkunst,

arkitektur, litteratur og musik, som er anerkendt i elitær forstand. Begrebet

bruges dog stadig mere i en bred betydning fra kunstneriske og hverdagslige

materielle udtryk til sprog, livsformer og identitet. 11

Bernard Eric Jensen skriver i artiklen Kulturarv – et nyt politisk

slagord12 om hvordan kulturarv i dag bruges til at mobilisere folks

fællesskabsfølelser samtidig med at begrebet udgør et våben i den

verserende kulturkamp. Han konkluderer at kulturarvspleje og borgerlignational

kulturkamp ofte udgør et sæt siamesiske tvillinger. Også i

udviklingen af danske kommuner spiller kulturarven ind. Da Realdania

og Kulturarvsstyrelsen i 2005 udbød muligheden for at tre kommuner

kunne deltage i et forsøg og blive udpeget til kulturarvs-kommuner,

søgte 53 ud af landets 98 kommuner om at være med til at ...”afdække

mulighederne for, at kommunerne kan bruge kulturarven som løftestang for

udviklingen i det byggede miljø og til at tiltrække fere borgere, mere erhverv

og fere turister.” 13

Kulturarvsbegrebet kan altså ses som et politisk redskab til at give

historien en national vinkel, og dermed fungere som et værktøj til at

opretholde nationalfølelsen hos borgeren. Kulturarvsstyrelsen og

Kulturministeriet beslutter hvilken kulturarv der støttes, hvilke historier

og genstande der kan søges støtte til formidling af, og hvilke kunstnere

og værker der får lov til at blive præsenteret i fx en kulturkanon, som dén

10 Pligtaflevering. Hjemmeside.

11 Den Store Danske. Kulturarv. Hjemmeside

12 Jensen, Bernard Eric i Information. Kulturarv – et nyt politisk slagord. Hjemmeside.

13 Realdania. 53 danske kommuner vil være kulturarvs-kommuner. Hjemmeside.

16


tidligere kulturminister Brian Mikkelsen lancerede i 2004 14 .

At kulturarven bliver et anliggende for nationalstaten og dens

indbyggere er i tråd med Anthony Giddens' refeksioner omkring

mennesket i en global sen-moderne tid der udvikler sig med en

hastighed, dybde og intensitet, som ikke tidligere er set 15 , udviklet på

baggrund af tre aspekter af moderniteten, nemlig adskillelse af tid og

rum, udlejring og modernitetens refeksivitet 16 . Adskillelse af tid og rum

hentyder til at både rum og tidsbegrebet har ændret sig. Da tiden er

blevet standardiseret, således at alle i verden er klar over hvad et bestemt

klokkeslæt betyder, og hele verden er blevet kortlagt, således at alle er

enige om hvor et bestemt geografsk sted ligger, er det i dag muligt at

kommunikere med mennesker fra hele verden, og fx aftale møder på

bestemte tidspunkter og steder, uden vanskeligheder. Samtidigt har

teknologien gjort det muligt at kommunikere uafhængigt at tid og rum.

I tidligere samfund, hvor tid og rum var synkront, var samfundets

handlinger og institutioner forankret, eller indlejret, i lokalsamfundet.

Blandet andet fordi de sociale relationer ikke længere er begrænset til

lokalsamfundet, gør dette sig ikke længere gældende.

Derfor sker der en udlejring af samfundsinstitutionerne, som gør

at de må ændre sig. Giddens argumenterer for, at der fndes to

udlejringmekanismer, der gør at de moderne institutioner kan udvikle

sig. Den ene er symbolske tegn og den anden er ekspertsystemer.

Symbolske tegn er udvekslingsmedier, der udveksles mellem individer og

systemer. Et eksempel på et symbolsk tegn er penge. I hverdagen befnder

vi os i mange ekspertsystemer, der kræver stor ekspertise at forstå til

fulde, men som ikke kræver at man forstå dem for at anvende dem. Et

eksempel på dette kunne være en bil, som de færreste forstår til fulde,

men som mange alligevel godt kan anvende. På den måde er

ekspertsystemerne med til at muliggøre udlejringen, da fx bilen gør det

muligt for individer at bevæge sig væk fra deres nære omgivelser 17 .

Mennesker har altid refekteret over deres handlinger, og handlet

på basis af refeksion. Det der er anderledes i moderniteten er, at

institutioner og individer refekterer på basis af viden og information.

Dette er muliggjort af massekommunikationsmidlernes udvikling. Kun i

14 Kulturministeriet. Kulturministeriets kulturkanon. Hjemmeside.

15 Giddens 2000, p 122

16 Giddens 2000, p 124

17 Giddens 1994, p 26

17


det moderne samfund er der mulighed for at opsamle og lagre så store

mængder af information, og således skabe et større refeksionsniveau. På

den måde opstår også historien. Historien bruges i moderniteten til at

refektere igennem, og således træfe valg, på baggrund af historisk

erfaring. Hvor man tidligere handlede på baggrund af traditionen,

refekteres der over traditionen, og der handles kun i overensstemmelse

med traditionen, hvis refeksiviteten tillader det. Det refeksive aspekt

medfører at det bliver vanskeligt at opnå sikker viden. Det skyldes at der

med refeksion følger en bevidsthed om, at opnået viden til enhver tid

kan revurderes. På den måde kan et krav om videnskabelighed ikke

længere bygge på sikkerhed og sandhed, men må bygge på en tilstræbt

tilnærmelse af disse.

Et af kendetegnene ved det senmoderne samfund er

globaliseringen. Giddens kritiserer andre sociologer, for at mene at

globalisering kun kommer til udtryk i én dimension, nemlig i den stærke

økonomiske påvirkning. Dette mener Giddens ikke kan give en

tilfredsstillende forklaring på begreber som nationalstaten og

nationalsystemets fremvækst. Hans teori gør i stedet brug af fre

dimensioner. Nationalsystemet, den kapitalistiske verdensøkonomi, den

militære verdensorden og international arbejdsdeling. Den globale

økonomis magtcentrer er de kapitalistiske lande, hvor hovedproduktion

er lagt i kapitalistisk virksomhed. Staterne har oftest en adskillelse af

økonomisk- og politisk magt, og således reguleres økonomien i vid

udstrækning af virksomhederne. Disse virksomheder har altid base i en

nationalstat, men fungerer ofte i fere forskellige stater. Dette gør at

virksomhederne kan udøve en enorm økonomisk magt og på den måde

påvirke de politiske beslutningsprocesser, både i deres hjemland og i de

stater som de opererer i. De største af virksomhederne har større

budgetter end de nationalstater de opererer i, og det betyder at

virksomhederne kan true staterne. Her nævner Giddens, at det især er

vigtigt at staterne beholder magten over dens territorium og monopolet

på voldsanvendelse.

Nationalstater opretholder deres position som nationalstat på

grund af fere faktorer. Den fastholder sin suverænitet, opretholder sine

grænser og respekterer andre staters grænser. Måske vigtigst er det at de

fornyer og vedligeholder nationalfølelsen og nationsforståelsen hos

18


borgerne. Centraliseringsbevægelser og overnationale samarbejder så som

EU og FN, bevirker at staterne må afgive noget af deres suverænitet, men

ved samtidigt at kombinere magten på nye måder opnås øget indfydelse.

Der foregår således en vekselvirkning imellem afgivelse af suverænitet og

tilførsel af indfydelse.

Den tredje dimension af globaliseringen er den militære

verdensorden. Dette aspekt af globalisering betyder at nationalstaternes

militær er så udviklet, at det kan udkæmpe krige alle steder i verden, og

at der også foregår en afgivelse af suverænitet med hensyn til militær

magt. Dette kom fx til udtryk under den kolde krig, hvor landende i de

to blokke på hver side afgav magt til enten Sovjetunionen eller USA, for

at kunne være med i deres alliancer, for på den måde at kunne nyde

beskyttelse fra stormagernes militær.

Globaliseringens sidste dimension er industriens udvikling, som

har indfydelse på den internationale arbejdsdeling. Arbejdsdelingen på

globalt plan, er blevet gensidigt afhængig, og dette har blandt andet

medført en af-industrialisering af visse af de tidligere industrilande,

samtidigt med at en industriproduktion har vundet frem i tidligere ikkeindustrilande.

Denne indbyrdes afhængighed har også medført, at det er

blevet langt sværere for de enkelte stater at kontrollere deres økonomi. På

den måde er den globale økonomi også med til at fratage staterne

suverænitet på et meget væsentligt punkt.

Som følge af globaliseringen sker der en magtforskydelse.

Nationalstaten mister en del af sin magt, og samtidigt mister autoriteterne

en stor del af deres autoritet, da de ikke længere kan komme med

sande svar, og således mister de også en del af deres magt. Individet bliver

i højere grad sat i centrum, og bliver ofte sin egen autoritet. Derfor

opstår der et krav om det, man kan kalde personlig magt. Det betyder at

individer ønsker en højere grad af selvbestemmelse og kontrol over sin

egen tilværelse. Det er kravet om personlig magt, der medfører et krav

om demokratisering af samfundets institutionerne.

Hvilket er i tråd med de ramaskrig Brian Mikkelsens kulturkanon

frembragte i medierne i lang tid efter lanceringen. Adskillige kulturpersonligheder,

og endda udpegede medlemmer af udvalgene bag kulturkanonen,

var ikke enige i det billede regeringen Anders Fogh Rasmussen

I ønskede at give af det kulturelle Danmarks og landets historie. 18

18 Wikipedia. Kulturkanonen. Internetside

19


Med globalisering følger som sagt at nationalstaten bliver frataget

en del af den magt som den tidligere havde. Denne magt overgår til

virksomheder eller overnationale organisationer, som fx EU. Det betyder

at befolkningen i den enkelte stat også får frataget en del af sin magt, da

man rent parlamentarisk befnder sig længere væk fra

beslutningsprocessen. Sagt på en anden måde, så vedtages beslutninger,

der har betydning i borgerens nærmiljø, langt væk derfra. Dette betyder

at borgeren kommer til at føle en magtesløshed over for de ændringer og

de beslutninger der har betydning for hverdagen. Således bliver

almindelig parlamentarisk politik mindre interessant, da man ikke føler

det har så stor betydning i en verden, hvor der er så mange forskellige

faktorer der spiller ind i forhold til beslutninger. Dette ses tydeligt i dag,

på at andelen af medlemmer i politiske partier er faldende, dog skyldes

dette også at troen på de store fortællinger er forsvundet, og ideologierne

har fejlet.

Som en reaktion på ovenstående opstår et demokratiseringskrav.

Det der sker i moderniteten når mennesker føler at de bliver frataget

magten over deres omgivelser er, at de søger endnu større demokrati i

deres nærhed. Det betyder mere konkret, at når en del af magten over

nationalstaten fratages de mennesker der lever i den, reagerer de på den

måde, at de ønsker større indfydelse og medbestemmelse i deres hverdag

og i nationalstatens institutioner. Dette kommer f.eks til udtryk via et

krav om medbestemmelse på skoler og arbejdspladser, samt

kulturinstitutioner.

Niels Lund tager i sit bidrag til antologien Digital formidling af

kulturarv. Fra samling til sampling udgangspunkt i et oplæg af Cyri

Sherlock fra kulturministeriets konference Cult2001. Her præsenterede

Sherlock sit indlæg Technology Democracy Culture – the essential triangle

om sammenhængen mellem kulturelt indhold, teknologibrug og adgang

og deltagelse for befolkningen. Lund bruger modellen til at diskutere

Sherlocks trekants-formel og sammenhængen til en kulturpolitisk

agenda. Trekantens spidser kultur, demokrati og teknologi repræsenterer

henholdsvis indhold, deltagelse og adgang og i midten svæver ord som

ansvarlighed, kontrol og repræsentation. 19 Kulturarven er altså med

andre ord centralt placeret i et trekantsdrama, som jeg vil undersøge

Samt artikler i Information, Politiken og Berlingske, se litteraturliste

19 Lund 2010, kap 1

20


nærmere i de kommende kapitler. Ønsket om deltagelse vil jeg arbejde

med i det kommende kapitel, hvor jeg tegner en profl af en ny form for

kulturforbrug, hvor kultur forbruges mens den produceres.

/ OPSUMMERING

Nationalstaterne er under pres og der forsøges på alle tænkelige måder at

skabe og opretholde en nationalfølelse for rigets fremtidige sikkerhed og

eksistens. Én af kamppladserne hedder kulturarv, og hvordan den

udvælges og formidles er der delte meninger om. Der har de seneste ti år

været stadig stigende fokus på kulturarv, hvilket bekræftes af, at en

søgning i Googles database er de seneste fre år steget med imponerende

1.500%. Men ikke nok med at fokus øges på de materielle og

immaterielle objekter der gemmer sig bag kulturarvsbegrebet, så vil fere

og fere også være med til at udvælge og formidle. Det er ikke længere

kun staten og statens institutioner der har interesse i kulturarvsmateriale,

og som jeg skal vise i det kommende kapitel, ønsker en ny type

kulturforbrugere og -producenter, at deltage på en ny måde.

21


/

Prosuming

Te Grey Video. Til lyden og synet af tusinder af jublende teenagere

ser man kontroltårnet tælle ned og sætte lyd til scenens mikrofoner.

Sceneskift. Te Beatles entrerer og synger oh yeah, oh yeah, oh yeah.

Sceneskift. Den sorte rapper Jay-Z træder frem i kontroltårnets

overvågningskameraer og synger hey, hey, hey, yeah Can I Get An Encore

Do You Want More? Sceneskift. Te Beatles står på scenen, men den

vante baggrund ændres og Jay-Z's lyrik projiceres på den pixelerede

baggrund. Sceneskift. En laber sort kvinde tager jakken af et af Beatlesmedlemmerne,

der straks begynder at break-dance til lyden af jublende

teenagepiger. Sceneskift. På scenen bliver Gringo Stars trommesæt til en

DJ-pult, hvor han scratcher vinylplader mens Jay-Z's bevægende

kontrafej fungerer som levende baggrund.

Dette kapitel ønsker at indkredse og beskrive en ny form for

kulturforbrug og -produktion, for at undersøge på hvilke områder der

prosumes, og hvilke krav denne denne aktivitet stiller til kulturinstitutionerne

og deres kulturarvsmateriale.

Prosuming- eller remix-kulturen er, som det også fremgår af

navnet, en kreativ kultur, hvori kulturproduktion foregår ved at mikse

kulturprodukter med hinanden. Det handler kort sagt om at sætte

kulturprodukter ind i en ny kontekst. Nye produkter opstår, når

kulturproducenten, dj'en eller remixeren, sammensætter eksisterende

materiale på nye måder og i nye sammenhænge. Det kan fx ske ved at

sætte moderne hiphop-musik til en danseflm fra 1950'erne, så der

opstår et nyt udtryk, som er forskelligt fra de to oprindelige produkter.

De nye sammenhænge kan være med til at skabe forskellige refeksioner

hos publikum, og kan samtidigt rumme kunstneriske kvaliteter og være

med til at gøre kulturarven relevant, ved at relatere den til nutiden og

den kultur, publikum kender.

Ovenstående beskrivelse af DJ Danger Mouse's video Te Grey

Video 20 er medtaget som et eksempel på et prosuming-kulturprodukt,

der ikke blev produceret med henblik på indtjening, og som på grund af

ophavsbeskyttede rettigheder ej heller har mulighed for at blive solgt på

kommercielle vilkår. Te Grey Video repræsenterer blot et enkelt

20 Wikipedia. The Grey Video. Hjemmeside

23


nummer fra albummet Te Grey Album fra 2004, der er et mix af Te

Beatles' Te White Album fra 1968 og Jay-Z's Te Black Album fra

2003.

Tilbage i 1972 forudså Marshall McLuhan og Barrington Nevitt i

værket Take Today : the executive dropout21 , at med ny elektronisk

teknologi ville konsumenten også blive producent. Tankerne om

prosuming er altså ikke nye, men hvad der har ændret sig, er forskellige

kulturelle og teknologiske forudsætninger. Teoretikeren Leo Mannovich

beskriver den computerbaserede kultur således “As distribution of all

forms of culture becomes computer-based, we are increasingly 'interfacing' to

predominantly cultural data - texts, photographs, flms, music, virtual

environments. In short, we are no longer interfacing to a computer but to

culture encoded in digital form.” 22 I sin Ph.d.-afhandling Access Culture

Te Remixable Culture of Prosumers and the Cultural Policy of the

European Union skriver Bjarki Valtysson, at denne kultur tydeligst

kommer til udtryk i world wide web, som kan ses som en stor database

fyldt med tekster, billeder, video og lyd, klar til at blive manipuleret af

brugerne. Computerens indtog i kulturen betyder ikke bare, at der opstår

nye kulturelle produkter, men at de kulturelle produkter, vi kender (tv,

radio, aviser) også ændrer karakter. Udviklingen henimod større

brugerdeltagelse og interaktion er med til at udviske forskellen mellem

kunstner og publikum23 . Således opstår begrebet Prosumer; Valtysson

citerer Felix Stalder som i sin artikelTe End of an Era: the Internet hits

ground fra 2001 siger "the interactive and participatory nature of on-line

art works seemed to erode distinction between artist and audience and ofer a

model for what some called the rise of the "prosumer": the consumer who is

also a producer." 24

Lawrence Lessing, en af fortalerne for remix-kulturen og forfatter

til bogen Free Culture, mener, at der er forskellige parametre, der har

betydning for remix-kulturens fremgang og spredning. Det drejer sig om

fldeling, billigt optageudstyr, open source software, nemme

redigeringredskaber og billig båndbredde. Dette er forudsætningen for

den rige og forskelligartede strøm af kreativitet, bygget på kreativitet,

som han kalder remix-kulturen25 .

21 McLuhan & Nevitt 1972.

22 Manovich 2001, pp. 69-70

23 Valtysson 2008

24 Stalder 2001

25 Koman 2005

24


Denne form for kulturproduktion har dog altid eksisteret. Lessing

argumenterer for, at fx Hollywood i høj grad er grundlagt af personer,

der benyttede sig af hinandens materiale. Der fndes også hele værker, der

udelukkende er baseret på andres materiale. Den amerikanske instruktør

J.X. Willams hovedværk Peep Show (1965) består udelukkende af

flmklip som J.X. Willams samlede sammen, da han arbejdede som

flmoperatør. På trods af at denne flm er af stor flmhistorisk interesse,

kan den ikke udgives, da det er stort set er umuligt at fremskafe

tilladelse fra alle rettighedshavere.

Helt så åben er den danske pladeindustri dog ikke for remix. Den

kæmper for at forbyde fldelingssoftware og hjemmesider.

Pladebranchens interessesorganisation IFPI's forsøg på at lukke for

Tele2's kunders adgang til bittorrent siden piratebay.org, med påstand

om, at siden indeholder materiale, der krænker deres medlemmers

ophavsrettigheder, er et eksempel på dette26 . Samtidig forsøger

producenterne også at beskytte deres digitale materialer med forskelligt

DRM-software (Digital Rights Management), hvorved de forhindrer

uautoriseret distribution. Lessing argumenter ikke for fldelingstjenester

som bittorrents eksistens, for at de kan bruges til at krænke

ophavsrettigheder, men han mener, at deres eksistens er vigtigt, fordi de

også opfylder lovlige formål, så som at understøtte remix-kulturen. Han

er således modstander af, at såkaldte pirater ulovligt deler

ophavsretsbeskyttet materiale. Han er i stedet fortaler for en ændret

copyright-lovgivning, kort sagt ønsker han at gøre det nemmere at bruge

ophavsbeskyttet materiale på nye måder, blandt andet ved at gøre det

nemmere at fnde og betale rettighedshaverne. I dag kan det være en

utrolig besværlig proces at fnde frem til alle rettighedshaverne på en

given flm, da både producenten, instruktøren, komponisten o.s.v, har

rettigheder. 27

For kulturinstitutionerne er det naturligvis ikke muligt at omgå

eksisterende lovgivning. Til gengæld fndes der enorme mængder af

rettighedsfrit kulturarvsmateriale, hvis tilgængelighed kun er et

spørgsmål om kulturarvsinstitutionernes ageren. Som selvfølgelig er

afhængig af politiske krav, økonomi osv. Fysiske kulturarvsmaterialer har

naturligvis også bevaringshensyn at forholde sig til, men for den del af

26 IFPI Danmark. Hjemmeside.

27 Lessing 2004

25


dansk kulturarv, der er digitaliseret og som der på grund af alder ikke

længere er ophavsretsbeskyttet, er det ikke en begrænsning.

Peter Hanke skriver i den nyligt udgivne bog Kulturens skjulte

styrker - institutioner, reservater og inspiration, om en ny måde at

kulturformidle på, hvor der bør indgå en gaveøkonomi i stedet for at

forsøge at sælge billetter og fokusere på bundlinjen. Som med open

source computerprogrammer bør man bekende sig til et princip hvor

”bidragene fra brugerne kvalifcerer og rafnerer institutionens udspil.” 28

Han skriver også at ”Kulturarven består af værdier, som den enkelte

forvalter ikke har nogen personlig andel i eller ejerskab til.” 29

Uden at nævne prosumers formulerer Hanke dermed et grundlag

for fremtidig samarbejde mellem kulturarvsinstitutionerne og de

forbrugere, der ønsker at arbejde med materialet – privat eller

professionelt. Han skriver endvidere: ”Den nye professionalisme er

selvbevidst og grådig efter inspiration og autenticitet, trænger dybere ned i

personligheden og bryder grænserne mellem de mentale tilstande, vi tidligere

har kaldt arbejde og fritid. Den nye professionalisme tager udgangspunkt i

en selvrealisering, som minder om kulturlivets aktørers egne karrierevalg og

forhåbninger, og den går elegant uden om de mange besværlige kompromiser,

der følger med tilværelsen i en typisk kulturinstitution.” 30

/ Eksempler på tilgængeliggørelse og brug

Helt tilbage i 2005 lancerede BBC i samarbejde med bf (British Film

Institute), Channel 4 og Open University Te BBC Creative Archive

pilot. Formålet med initiativet var at tilgængeliggøre en række flm, fotos

og lydklip under parolen: Find it. Rip it. Mix it. Share it. Come and get

it 31 . De fre aktører ønskede at udvikle en licens under hvilken briter

kunne downloade og remixe en lang række kulturprodukter. Selvom

forsøget er slut, tilgængeliggør bf og Open University stadig digitale fler

under Creative Archive licensen. Licensen, under hvilken ikkekommercielle

aktører kunne benytte sig af digitalt materiale, er dog mere

restriktiv end andre copyleft licenser. 32 Interessant er det dog at se forsøget

som en måde hvorpå store (kultur)institutioner forsøgte at ofentliggøre

primært ophavsretsbeskyttet materiale på.

28 Hanke 2010, p 67

29 Hanke 2010, p 68

30 Hanke 2010, p 44

31 BBC. Hjemmeside.

32 Wikipedia. Copyleft. Hjemmeside.

26


Københavns Kommunes Biblioteker (KKB) lancerede i 2009

projektet Demoteket33 . Formålet med dette er at give små

kulturproducenter mulighed for at blive set, hørt og læst. Ganske simpelt

stiller Demotekerne (på seks af kommunens biblioteker) plads til

rådighed for formidling og udlån af materialer, som de udøvende

kunstnere selv skal indlevere til bibliotekerne. KKB kræver, at det

indleverede materiale indleveres sammen med en kontrakt, hvor

producenten garanterer at være ophavsmand til hele det indleverede

værk. Der er ingen krav til, hvilken type kulturprodukt, der indleveres,

hvorfor der fndes ”alt fra krøllede soveværelsesproduktioner til

indieselskabers avantgardeproduktioner. Fra dubplates til zines, fra kunstflm

til digtsamlinger, fra streetart-bøger til stencils. Og bedst af alt: du kan få lov

til at låne det med hjem ligesom med alle andre biblioteksmaterialer.” 34

KKB vælger bevidst at distancere sig fra de vante

kulturproducenter og fortsætter ”På Demoteket er vi af den overbevisning,

at dine værker er værd at se og høre, uden indblanding fra store forlag og

pladeselskaber. Vi mener at Do It Yourself-kulturen er en af de mest

banebrydende og dynamiske udviklinger indenfor det københavnske

kulturliv i senere tid.” 35

Et andet eksempel på facilitering af prosuming fndes hos fotodelings-websitet

Flickr36 . På Flickr kan brugerne uploade og kommentere

digitale fotos, af hvilke der fndes adskillige milliarder. Flickr startede

med at være et website for private, men startede i januar 2008 projektet

Flickr Commons37 i samarbejde med Te Library of Congress. Formålet

med Flickr Commons er dels at give adgang til en række af verdens

ofentlige fotoarkiver, dels at give mulighed for at private kan komme

med input gennem kommentarer og tags til de enkelte billeder.

En række arkiver og biblioteker fra hele verden deltager nu i

projektet og tilgængeliggør en mængde fotos. Dette har været en

overvældende succes, hvor mange private netop gør som tænkt; beriger

materialerne med kommentarer og metadata.

Derudover remixes mange af fotograferne også og bliver til tshirts,

collager, håndtasker, photoblocks, punge, plakater, elementer i

malerier og meget mere. Der er blevet oprettet en diskussionsgruppe

33 Demoteket. Internetadresse.

34 Demoteket. Internetadresse

35 Demoteket. Internetadresse

36 Flickr. Internetadresse.

37 Flickr Commons. Internetadresse.

27


med navnet Re-mix! Mashing up the Commons your way... hvor

ophavsmændene til en række remix-produkter stolt fremviser hvad de har

lavet. 38

Photoshop Tennis 39 er en gruppe på Flickr, hvor folk spiller

Photoshop Tennis. Spillet går ud på at en person uploader et foto, sætter

nogle regler (et foto pr bogstav: a-z), hvorefter deltagerne starter med at

tilføje et foto med a, fx and. Dette indsættes så som man har lyst til i

Photoshop, eller et andet fotoredigeringsprogram, og så videre. Til sidst

ender man med en collage af fotos – og et remixed kulturprodukt der er

udtryk for kulturforbrug. Et af eksempler er PSTennis-spil nr. 123:

Trafc Jam40 , hvor udviklingen bevæger sig fra et simpelt foto af

motorvejskø til et større kaos-lignende motiv. Første tilføjelse det

orginale foto er et fammende Godzilla-monster. Dernæst bliver

synsvinklen ændret til inde fra en bil – med en skrigende dreng på bilens

køler. Drengen undergår en forvandling, og bliver tilsidst til en pige. Der

kommer en militærtank til, en faldskærmsspringende rullestolskører,

militærfy og mange, mange fere monstre.

Det er interessant at se, hvordan Flickrs (eller rettere brugerne af

Flickrs) tilgængeliggørelse, medfører en række aktiviteter, illustreret både

ved gruppen der diskuterer remix af materiale fra Flickr Commons og

ved gruppen af dem, der spiller Photoshop Tennis og billedmanipulerer i

stor stil. Alle aktiviteter, der kun er mulige, fordi en stor mængde digitalt

fotomateriale er gjort tilgængeligt.

KKB har med projekt Demoteket valgt at svare på det behov, der

er blandt små kulturproducenter – remixere eller ej – for at komme ud

med deres produktioner. Og det er jo prisværdigt i sig selv, men

understøtter kun et element i prosuming, nemlig tilgængeliggørelse af det

remixede materiale, men ikke de processer, der ligger forud.

Te Creative Archive License og også BBC's Creative Archive var

til gengæld et forsøg på at facilitere hele prosuming-processen ved at

tilbyde brugerne at fnde materialet, downloade det, mixe det, og til sidst

dele det med andre brugere af det kreative arkiv.

38 Flickr Commons / Discuss. Internetadresse

39 Flickr Groups PSTennis. Internetadresse

40 Flickr Groups PSTennis. Internetadresse

28


/ Opsummering

Som nævnt i kapitlet om kulturarv har samfundsændringerne en række

konsekvenser for nationalstaten og kulturinstitutionerne.

For nationalstaten betyder det, at dens betydning, relevans og

eksistens trues. For at dæmme op for denne trussel, sker der hos

nationalstaten en modreaktion og der opstår et politisk ønske om at

opretholde nationalfølelsen hos borgeren. Dette ses blandt andet ved at

der fra politisk side ofte tales om bevaring og formidling af kulturarven. I

spændingsfeltet mellem nationalstaten og globaliseringen fungerer

kulturinstitutionerne som et politisk redskab i kampen for at bibeholde

nationalfølelsen hos borgeren. Derfor ligges der fra politisk side pres på

institutionerne for at bevaring, formidling og tilgængeliggørelse af

kulturarven, hvilket jeg vil analysere nærmere i næste kapitel.

For kulturinstitutionerne betyder det stigende ønske om

selvbestemmelse og demokratisering hos de enkelte borgere, at de stiller

nye krav til institutionerne, der ikke længere kan fungere autoritært, men

er nødt til i højere grad at fungere på brugernes vilkår. Brugerne stiller

krav om større tilgængelighed af materialerne, både fysisk og digitalt, og

ønsker større indfydelse på, hvilket materiale der indkøbes, eller for fx et

teater, på hvilke skuespil der opsættes.

Der er da også allerede nu kulturinstitutioner der er begyndt at

tilbyde borgerne at formidle deres kulturprodukter, og som jeg har har

vist med en række eksempler så er de nye prosumers interesser ganske

brede. Det er tilsyneladende ikke kun bestemte genrer der egner sig til

remix. Tilgengæld er det væsentligt at materialet er tilgængeligt, da en af

årsagerne til den stigende prosuming netop er at digitaliseret materiale er

så let at gå til.

Det er svært at sætte tal på hvormange prosumers der fndes, og

hvor de geografsk holder til, men det er oplagt at forestille sig, at den

konstant stigende mængde digitaliseret kulturmateriale, også vil øge

antallet af remixes. At tage kulturen til sig, at nå nye brugergrupper og

komme ud i hele landet er netop nogle af de anbefalinger jeg vil se

nærmere på i næste kapitel, hvor jeg analyserer rapporter fra

Kulturministeriet og Digitaliseringsudvalget.

29


/

Politiske anbefalinger

Jeg vil i dette kapitel gennemgå to rapporter udgivet af Kulturministeriet

ultimo 2008 og ultimo 2009. Begge rapporter omhandler

tilgængeliggørelse, formidling og brugerinddragelse af kunst, kultur og

kulturarv og politiske anbefalinger til hvordan kulturinstitutionerne bør

agere indenfor dette felt. Derudover vil jeg analysere to rapporter om

digitalisering af kulturarven udgivet af Digitaliseringsudvalgets for at

undersøge hvilke anbefalinger udvalget kommer frem til, med fokus på

brugerinddragelse og formidling. Endelig vil jeg analysere rapporten

Digital formidling af kulturarv og licensbelagte ressourcer blev publiceret

den 23. oktober 2009. Rapporten er udarbejdet af en arbejdsgruppe

under udvalget ”Folkebibliotekets rolle i videnssamfundet” nedsat af

Kulturministeriet og populært kaldet ”Carina-udvalget”. Tilsammen

giver rapporterne et billede af hvad dels kulturministeriet ønsker på

områderne tilgængeliggørelse, formidling og brug af kulturarv og dels

hvad de nedsatte udvalg har af anbefalinger på områderne.

/ REACH OUT!

I oktober 2008 udgav et udvalg under Kulturministeriet, bestående af

personer fra ministeriet, Kunststyrelsen, Styrelsen for Bibliotek og

Medier og Kulturarvstyrelsen, et inspirationskatalog ved navn Reach Out!

- Inspiration til brugerinddragelse og innovation i kulturens verden. I

indledningen skriver daværende kulturminister Carina Christensen: "jeg

[vil] foreslå, at vi leger en gang med tanken om brugerinddragelse som en

palet af nye muligheder for kulturlivet i stedet for en begrænsning.

Brugerinddragelse i kulturen handler for mig at se om, at kulturen rækker

ud og får fat i os, der hvor vi er – og giver os et konstruktivt med- og

modspil." 41 Hun skriver at der i kulturlivet er, og har været, en del skepsis

overfor brugerindragelse, men samtidigt også at mange

kulturinstitutioner allerede er i gang med at indføre brugerinddragelse. I

følge kulturministeren fndes der tre gode grunde til at

kulturinstitutioner skal involvere deres brugere.

For det første kan det fungere som et redskab for institutionerne

til at tiltrække nye brugergrupper, ikke mindst børn og unge. Samtidigt

41 Kulturministeriets tværgående projektgruppe 2008, p 6

31


er det også med til at gøre institutionerne relevante overfor publikum.

Den anden grund er, at man imødekommer oplevelsesøkonomiens

udfordring til kulturinstitutionerne. Ifølge ministeren handler det "..om,

hvordan kulturlivet appellerer til et bredt publikum og skaber oplevelser, som

publikum gerne vil betale for. Det kræver bl.a., at vi kender, forstår og

inddrager viden om brugernes – tør jeg sige kundernes? – behov, vaner og

situation i arbejdet med at udvikle nye kulturtilbud." 42 Den tredje grund

er, at man kan tage samspillet med brugerne ind i "..en bevidst tilrettelagt

kunstnerisk eller kulturfaglig kvalitetsudvikling. Det er vigtigt, fordi

deltagelse, dialog og deling af oplevelser, tanker og viden i dag er blevet en

selvfølge for mange brugere." 43 Kulturminsteren peger altså på at

brugerinvolvering vil have en række fordele for institutionerne.

/ KULTUR FOR ALLE

Lidt over et år senere, i december 2009, udgav Kulturministeriet

strategien Kultur for alle – kultur i hele landet44 , med det formål at sætte

kursen fremover for institutioner under ministeriets resort, og sikre at

”Alle i Danmark skal have mulighed for at få ejerskab til vores fælles kultur

og kulturarv. 45 ” Kulturministeriet ønsker at højne brugerinddragelsen,

gennem en forståelse for at kulturen ikke længere kun er for borgeren,

”...men i højere grad med og af borgeren.” 46

Kulturministeriet vil gennem kulturaftalerne og resultatkontrakterne

med de statslige kulturinstitution sikre, at der bliver sat

fokus på at inddrage borgerne som aktive deltagere og medskabere af

kulturen, og ministeriet henviser selv til, at disse tanker blev lanceret i

Reach Out!-rapporten i 2008.

Specifkt om kulturarv i det ofentlige rum skrives der i rapporten

at Kulturministeriet fremover vil sikre ”at de statslige kulturinstitutioner i

højere grad benytter sig af muligheden for at formidle kulturen og

kulturarven i byerne og i landskabet, hvor det er relevant.” 47 Formålet er at

bidrage til, at danskerne får en større forståelse for deres fælles historiske

baggrund. Og man ønsker at inddrage og gennem kulturaftalerne



44 Kulturministeriet 2009

45 Kulturministeriet 2009, p 4



32


”indbyde lokale aktører til at udvikle initiativer, der har særlig fokus på at

tilbyde kultur på utraditionelle steder i det ofentlige rum” 48 .

Kulturministeriet henviser også til et kvantespring i kulturarvens

tilgængelighed som digitaliseringen giver mulighed for, jævnfør

Digitaliseringsudvalgets rapport fra 2009. Kulturministeriet har derfor

afsat kr. 7 mio årligt i 2010-2012 til en forstærket digitalisering af

kulturarven 49 . Men som jeg vil vise i det kommende kapitel er de afsatte

midler langt fra hvad Digitaliseringsudvalget mener der er behov for hvis

de opstillede scenarier skal realiseres.

/ DIGITALISERINGSUDVALGETS MIDTVEJSRAPPORT

Et af kulturministeriet nedsat digitaliseringsudvalg har i 2008 udgivet

rapporten: Digitalisering af Kulturarven – midtvejsrapport fra

Digitaliseringsudvalget50 . I rapporten har udvalget listet en række forslag

til digitalisering af kulturarven med henblik på bevaring, formidling og

tilgængeliggørelse heraf. Udvalget består blandt andet af repræsentanter

fra forskellige ministerier, herunder Kulturministeriet, og repræsentanter

fra Det Kongelige Bibliotek, Styrelsen for Biblioteker og Medier, og

Kulturarvsstyrelsen. Udvalgets opgaver er hovedsagligt at kortlægge

hvilke materialer der kan og bør digitaliseres og at prioritere disse, samt

at "overveje, hvilke selektionskriterier der kan benyttes ved digitalisering af

udvalgte prioriterede dele af kulturarven og anbefale selektionskriterier til de

respektive løsningsmodeller." 51 Og at udarbejde løsningsmodeler til

digitaliseringsopgaver.

I rapporten beskrives hvilke fordele digitaliseringen vil have for

de forskellige kulturinstitutioner, og for samfundets borgere generelt.

Om betydningen af borgernes adgang til kulturarven skrives: "Adgangen

til kulturarven har betydning for den enkeltes identitet og personlige

udvikling – og for aktiv deltagelse i samfundet, kulturliv og demokrati." 52

Digitaliseringsarbejdet og den nye tilgængelighed af kulturarven,

rummer også en række muligheder for kulturlivet og man ønsker at sætte

kulturarven i spil på nye måder. "Visionen er at digitalisere dansk

kulturarv ud fra et bevaringshensyn, men i lige så høj grad ud fra hensynet



50 Digitaliseringsudvalget 2008

51 Digitaliseringsudvalget 2008, p 6


33


til at gøre kulturarven bredt tilgængelig og derved sætte den i spil på nye

måder og blandt mange aktører. Afstanden til kulturarven, til forståelse,

fascination og fortolkning af den, skal gøres mindre for fere. Digital

tilgængelighed og formidling er et uomgængeligt redskab i en sådan

bestræbelse." 53 Når kulturarven sættes i spil på nye måder kan den fungere

som motor for kulturproduktionen, dette kan ses i sammenhæng med

remix-begrebet. Udvalget skriver: "Individuel tilpasning, kollektiv deling –

og også aktiv medskaben. For en del af brugerne er tilgangen til kulturarven

karakteriseret ved aktivitet. Det handler om selv at kunne genfortolke

materiale og producere nyt. Her gør en multiplikatorefekt sig gældende, hvor

kvalitet og volumen i eksponeringen af eksisterende kulturarvsmateriale har

vist sig at fungere som motor for produktion af ny kultur, med alt hvad det

indebærer af potentialer, både kunstnerisk, intellektuelt og kommercielt." 54

Digitaliseringen vil derudover betyde en mere efektiv

materialebehandling, og vil nedsætte slitage på materialerne og

transportudgifter. Dette ses dog ikke som den væsenligste årsag til

digitalisering, her ses i stedet samspillet mellem it og innovation som en

væsentlig faktor for udviklingen af Danmarks konkurrenceevne i en

globaliseret verden. Udvalget skriver: "It og især internettet gør det lettere

at danne netværk, indhente information og inspiration og udveksle ideer

med andre. Internettet bliver således en stadig vigtigere faktor i den

innovation og vidensopbygning, som skal udgøre grundlaget for Danmarks

konkurrenceevne. Det er på denne baggrund, at man også i relation til

kulturarvsinstitutionerne i stigende omfang ser digitalisering som et middel

til at understøtte nationale strategier for udviklingen af videnssamfundet." 55

/ DIGITALISERINGSUDVALGETS ENDELIGE RAPPORT

I april 2009 udsendte Kulturministeriet Digitaliseringsudvalgets endelige

rapport Digitalisering af kulturarven – endelig rapport fra

Digitaliseringsudvalget 56 . I rapporten fremlægges tre forskellige forslag til

digitalisering af udvalgte prioriterede dele af kulturarven, og disse forslag

er rapportens egentlige indhold, der som det skrives 57 , skal ses på

baggrund af midtvejsrapportens gennemgang af en række faglige,




56 Digitaliseringsudvalget 2009


34


tekniske, organisatoriske og ophavsretslige problemstillinger i forbindelse

med digitalisering af kulturarven.

Udvalget skriver i forbindelse med overvejelser om kulturarv, at

denne vedbliver at være ”... en kilde til ny viden, inspiration og råmateriale

til kulturel nyskabelse” 58 , og fortsætter med at omtale kulturarven i digital

form som en åbning mod ukendte perspektiver for hvor mange

mennesker der kan få adgang til, og bruge, kulturarven.

Digitaliseringsudvalget er altså også i den endelige rapport

opmærksomme på, at tilgængeliggørelse af kulturarvsmateriale kan være

en dynamo for udvikling af nye kulturprodukter.

Hovedopgaven for en national plan for digitalisering af

kulturarven er ifølge Udvalget, at sikre at materialet digitaliseres og gøres

reelt tilgængeligt 59 . Dette er langt fra gratis og udvalgets fandt da også

frem til i forbindelse med midtvejsrapporten, at en digitalisering af alt

digitaliseringsværdigt materiale på kulturarvsinstitutionerne ville koste

mellem 2 og 3 mia. kr. med kendt teknologi 60 .

Rapporten opstiller tre forslag hvor det første kan fnansieres

inden for institutionernes ordinære bevillinger, forslag 2 koster i alt kr

300 mio og forslag 3 i alt kr 570 mio, begge i perioden 2010-2019.

/ ARBEJDSGRUPPE UNDER 'CARINA-UDVALGET'

Rapporten Digital formidling af kulturarv og licensbelagte ressourcer blev

publiceret den 23. oktober 2009. Rapporten er udarbejdet af en

arbejdsgruppe under udvalget ”Folkebibliotekets rolle i

videnssamfundet” nedsat af Kulturministeriet og populært kaldet

”Carina-udvalget”.

Rapportens intention er at pege på indsatsområder, som ”...er

indiskutable, fremkommelige og operationelle, og det, vel at mærke, indenfor

en 1-3 årig tidshorisont” 61 . En stor del af disse indsatsområder handler

primært om hvordan folkebibliotekerne kan markedsføre sig selv og gøre

brug af bibliotekernes services tilgængelige via brugernes nye mobile og

digitale enheder (smartphones m.m). En mindre del af rapporten

omhandler den digitale kulturarv, i et afsnit om at facilitere brugerskabt

58 Digitaliseringsudvalg 2009, p 7


60 Digitaliseringsudvalget 2009, p 10 note 4

61 Arbejdsgruppe under ”Carina-udvalget”, p 2

35


indhold vedrørende kulturarv. Arbejdsgruppens ide går ud på at ”fremme

digital indsamling, tilgængeliggørelse og formidling af særligt lokale og

specielle bidrag vedr. kulturarv gennem betydelig brugerinvolvering.” 62

Bibliotekerne tænkes som en slags katalysator der kan hjælpe brugerne til

at uploade materiale af enhver art og samtidig sikre en metadatastruktur

der gør det muligt at arbejde med materialerne. Det er ikke meningen at

der skal udvikles nye portaler etc, men tværtimod at formidling skal ske

gennem eksisterende portaler og sites.

For bibliotekerne vil projektet udbygge bibliotekernes

eksisterende arbejde med brugerskabte data, som man fx ser det på

litteratursiden.dk hvor brugerne kan kommentere og anmelde litteratur.

Projektet kræver dog, som det også nævnes i rapporten, Kulturministeriel

opbakning og fnansiering, da opgaven ikke er en del af bibliotekets

nuværende kerneopgave og lovgrundlag.

/ OPSUMMERING

Gennem en periode på 13 måneder har Kulturministeriet og dertil

knyttede udvalg publiceret i alt fem rapporter der alle omhandler

digitalisering af kultur og kulturarv, og formidling og tilgængeliggørelse

heraf. Alle rapporter er opmærksomme på at der er et ønske fra borgerne

om at være medskabende i deres omgang med kulturen, og i Kultur for

alle ønskes der endvidere at aktivere børn og unge, der formodes at ville

noget andet med deres kulturforbrug.

Alene inspirationskataloget Reach Out indeholder i alt 29

eksempler på hvordan kulturinstitutioner kan imødekomme de tre

ovenstående udfordringer. I alle eksemplerne er det institutionerne selv

der står for konkrete projekter og der gives ikke eksempler på at brugere

på eget initiativ kan give sig i kast med fx at remixe institutionernes

samlinger. Hvorfor begreberne brugerinddragelse og brugerdreven

innovation fra inspirationskataloget ikke svarer til Remix begrebet i Free

Culture.

Digitaliseringsudvalget er mere tydelig i sin anbefaling af at sætte

den digitaliserede kulturarv i spil på nye måder og blandt mange aktører.

Man ønsker at forkorte afstanden til kulturarven og ser blandt andet en

62 Arbejdsgruppe under ”Carina-udvalget”, p 24

36


digitalisering som et middel til at understøtte nationale strategier for

udviklingen af videnssamfundet.

I næste kapitel vil jeg undersøge om de rapporternes ønsker og

anbefalinger til formidling og brug af kultur og kulturarv, også kommer

til udtryk hos kulturinstitutioner under ministeriets ressort.

37


/

CASES

Formidling af digitaliseret kulturarv

Jeg vil i dette kapitel arbejde med mine tre cases for, gennem læsning af

resultatkontrakter, at undersøge hvilke forventninger og krav der fndes

mellem Kulturministeriet og den pågældende institution indenfor

formidling af digitaliseret kulturarv, eller hvis dette ikke er udtrykt

direkte, så indenfor formidling generelt. Derudover vil jeg på

institutionernes hjemmesider undersøge hvad der i dag fndes af

formidling af digitaliseret kulturarv. Endelig vil jeg foretage uddybende

interview. I interviewene vil jeg forsøge at få uddybet holdninger til

formidling af digitaliseret kulturarv og institutionernes forholden sig til

eksterne aktørers forslag til formidling af digitaliseret kulturarv. Til sidst i

kapitlet vil jeg sammenholde og diskutere mine undersøgelser.

Altså, vil jeg for hver case undersøge:

∙ Forventninger og krav mellem Kulturministeriet og institutionerne til

formidling af digitaliseret kulturarv (primært resultatkontrakter)

∙ Hvad der i dag fndes af formidling af digitaliseret kulturarv på

institutionernes hjemmesider (primært analyse af hjemmesider)

∙ Institutionens holdninger til formidling af digitaliseret kulturarv og

eksterne aktørers henvendelser og forslag (primært interview)

/ DANSK FOLKEMINDESAMLING

Den i sammenhæng med specialets to øvrige cases meget lille institution

Dansk Folkemindesamling (DAFOS) har til huse i en bygning, der i

folkemunde kaldes fsken og som er bygget sammen med Det Kongelige

Biblioteks bygning Den Sorte Diamant. Institutionen blev pr. 1. juni

2008 fusioneret med KB som en del af Nationalbiblioteket, hvorfor

DAFOS nu organisatorisk er en afdeling under Nationalbiblioteket. I

opgavehierarkiet er de dog stadigvæk sig selv. De har fortsat eget budget

på fnansloven, samlingerne skal ikke integreres med KB's og

39


forskningsledelsen foregår selvstændigt, hvorfor jeg har valgt at forholde

mig til DAFOS som en selvstændig enhed.

Institutionens fysiske samling er delt op i tre hovedkategorier:

Håndskriftarkivet, lydarkivet og billedarkivet. I håndskriftarkivet fndes

der skriftlige optegnelser over hvad mennesker har fortalt, sunget, spillet

og danset, og om hvordan deres forestillingsverden har været og hvordan

deres hverdag har formet sig i 1700-, 1800- og 1900-tallet. Lydarkivet

indeholder mundtlige overleveringer, musik og sange på fonografvalser

og bånd. Billedarkivet rummer billeder af folkeliv og -kultur. 63

/ Forventninger og krav mellem Kulturministeriet

og institutionen til formidling af digitaliseret kulturarv

Om Dansk Folkemindesamlings mission står der i resultatkontrakten

mellem Kulturministeriet og DAFOS 2008-10 at: ”Dansk

Folkemindesamling skal fremme udforskningen og formidlingen af

dagliglivets kultur i fortid og nutid blandt alle grupper i samfundet.

Endvidere skal Dansk Folkemindesamling sikre, udbygge og tilgængeliggøre

sine samlinger med det formål at værne den ikke håndgribelige levende

kulturarv og lette adgangen til den for alle interesserede.” 64 Der er altså

ingen tvivl om, at det ønskes, at DAFOS i sin formidling henvender sig

til hele rigets befolkning og samtidig gør det let at få adgang til

kulturarvsmaterialerne. I resultatkontrakten fortsættes der med visionen

og skrives: ”Dansk Folkemindesamling vil være en historisk og nutidigt

orienteret aktør, som er respekteret for faglig kvalitet, initiativ og åbenhed.”

DAFOS skal altså ikke blot være åben, men også tage initiativ.

I resultatkontrakten fndes to mål, som hver dækker over krav til

formidling. Det ene er mål 3 65 med overskriften Strategisk formidling af

Dansk Folkemindesamlings viden og kompetencer i hele landet. På trods af

at overskriften indeholder ”...i hele landet” så viser det sig, at indholdet i

mål 3 begrænser sig til: én årlig temadag, ét bind årligt i serien

Folkemindesamlingens Kulturstudier, mindst 6 folkelige

foreningsforedrag årligt og en hjemmeside med undervisningsmateriale

målrettet folkeskolens 7. til 10. klasse. Derudover et pilotprojekt om

søgeportal over danske folkeeventyr. Ser man bort fra

undervisningsmaterialet, som godt nok er landsdækkende qua den

63 Koudal 2004

64 Kulturministeriet og Dansk Folkemindesamling 2008, p 1


40


digitale formidlingsform, men dog kun henvender sig til en meget

begrænset målgruppe, er det meget begrænset, hvad der er af formidling.

Søgeportalen over danske folkeeventyr er kun et pilotprojekt og pt. ikke

synligt på DAFOS's hjemmeside. Det er naturligvis væsentligt at

sammenholde dette med institutionens størrelse m.m. Der er tilknyttet

under 20 personer 66 hvorunder cirka halvdelen er akademisk ansatte,

hvilket naturligvis giver nogle begrænsninger sammenholdt med de to

væsentligt større institutioner jeg analysere senere i dette kapitel.

Det andet mål i resultatkontrakten er mål 4 67 med overskriften

Markere fagområdet igennem oplevelsen af historiske kulturmiljøer. Her

ønsker man at etablere to formidlingsprojekter med henholdsvis et

skriftligt produkt og et netbaseret produkt som mål. Det ene projekt har

titlen Til fods over heden med en folkemindesamler i 1873 og det andet

Den første fonografndsamling 1907.

/ Hvad fndes der i dag af formidling af digitaliseret kulturarv

på institutionens hjemmeside

Umiddelbart skulle man tro, at mange mennesker kunne have interesse i

DAFOS samlinger. De skriver selv, at ”Dansk Folkemindesamling er det

eneste landsdækkende arkiv i Danmark, som hovedsagelig beskæftiger sig med

almindelige menneskers liv og kultur. Andre og større institutioner tager vare

på kongemagtens og statens papirer, bøger, genstande og billedkunst.

Folkemindesamlingen er derimod fuld af materiale om det dagligdags liv af

enhver slags, hovedsagelig i form af folks fortællinger, viser, sagn, musik,

lokale historie og erindringer. I arkivet kan du opsøge stof fra de ellers

anonymes tilværelse i alle egne af landet, ofte fortalt af dem selv.” 68

Søger man på Dansk Folkemindesamlings site www.dafos.dk for at

fnde digitaliseret materiale fndes dette under overskriften 'Kilder online'

69 . Herunder fndes tre kategorier. Børnetraditioner, folkeeventyr og

spillemandsmelodier, samt en engelsk udgave af spillemandsmelodier.

Børnetraditionerne er i alt 25 forskellige børnetraditioner som fx 'Under

den hvide bro'. Siden med gyngesangen viser et foto af to piger, der

gynger, der er mulighed for at høre børn synge sangen, teksten er

gengivet og melodien sat på nodeark. Derudover ganske lidt om sangen

66 Dansk Folkemindesamling. Personale. Hjemmeside.


68 Dansk Folkemindesamling. Brug arkivet. Hjemmeside.

69 Dansk Folkemindesamling. Kilder online. Hjemmeside.

41


og gyngesangsbegrebet samt et forslag til videre analog læsning.

Folkeeventyr dækker over en digitalisering af 20 eventyr fra Svend

Grundtvigs Danske Folkeeventyr bind I og 19 eventyr fra sammes

Danske Folkeeventyr bind II. Eventyrene tilgås enkeltvis og der er

mulighed for at åbne op for et variantapparat, hvor det er muligt at se to

varianter ved siden af hinanden samt enkelte kommentarer.

Spillemandsmelodier er en digitaliseret samling af melodier og

nodebøger. I alt cirka 10.000 melodier. Der kan søges i en database og

resultat vises som en fotografsk kopi. Der skrives på

Folkemindesamlingens site under Spillemandsmelodier 70 , at der arbejdes

på at færdiggøre en ny søgeformular til melodidatabasen. Lige nu

henvises til tidligere site.

Billederne i Dansk Folkemindesamlings billedarkiv er ikke

digitaliserede og tilgængelige på siden. Der kan dog søges i billederne,

som alle er påført metadata og hermed gjort søgbare. De skal dog ses på

DAFOS.

Endelig formidles der på det selvstændige site med titlen Kildevæld

– strømme af viser og eventyr 71 , den rejse folkemindesamleren Evald Tang

Kristensen foretog i samarbejde med en ung akademiker i 1907 med

formålet for første gang at indsamle levende lyd på fonografer. Sitet

indeholder nogle få lydoptagelser fra rejsen, samt en del fakta om,

hvorfor rejsen blev gennemført, dagsbognotater og fakta om, hvad fx

eventyr og fonografvalser er.

Om yderligere digitalisering af materiale skriver DAFOS på deres

hjemmeside: ”Kun et lille udsnit af vores materiale er indscannet og

tilgængeligt på nettet på nuværende tidspunkt. Men digitalisering af

materiale er et punkt, som Folkemindesamlingen vil prioritere i fremtiden.

Blandt andet håber vi at få midler til at digitalisere folkemindesamleren

Evald Tang Kristensens (1843-1929) store, unikke samling af sagn og

eventyr.” 72

/ Holdninger til formidling af digitaliseret kulturarv

og eksterne aktørers forslag

Jeg starter interviewet med at spørge ind til om DAFOS har foretaget

nogen form for massedigitalisering, og altså konkret har digitaliseret

70 Dansk Folkemindesamling. Spillemandsmelodier. Hjemmeside.

71 Det Kongelige Bibliotek. Dansk Folkemindesamling. Kildevæld. Hjemmeside.

72 Dansk Folkemindesamling. Kilder online. Hjemmeside.

42


kulturarvsmateriale og planer hermed. Else Marie Kofod svarer: ”Der

hvor vi har lavet en form for massedigitalisering, som sikkerhedskopiering, er

vores lydmateriale. Der ligger også nogle forventninger fra Kulturministeriet

om at vi skal gøre os nogle tanker om hvordan det kan formidles. Men

materialet er klausuleret. Og det giver nogle problemer vi skal have løst.” Der

fndes altså udelukkende mængder af digitaliseret materiale i form af

lydmateriale, som ikke umiddelbart kan tilgængeliggøres pga

klausuleringer.

Else Marie Kofod fortsætter med at fortælle om ”Det vi ellers har

digitaliseret, og det er her vi adskiller vi os fra KB som tager store samlinger

der digitaliseres, og som man kan tilgå via Rex. Men sådan har vi aldrig

digitaliseret. Vi har digitaliseret i forbindelse med nogle projekter hvor vi har

lagt tingene frem på nettet, men hvor vi har sat det ind i en eller anden

kontekst, og lavet noget forskning eller forskningsformidling så det bliver lagt

frem som fx dagligliv.dk. Udsagnet passer overens med mine iagttagelser af

DAFOS' hjemmeside og også med formidlingssitet Kildevæld.

Jeg spørger ind til om de er åbne for eksterne aktører, og svaret er

”Ja, vi er altid interesserede i samarbejde, hvis vi kan se at det er en god

måde at udnytte vores materiale på.” Herefter får jeg bekræftet at der reelt

er henvendelser, men at det er væsentligt for Folkemindesamlingen at der

er tale om seriøse projekter fra fx arkiver i København og at ”Det skal

være noget der kommer samlingen til glæde”. Jeg spørger ind til hvad hun

mener med seriøse projekter og får svaret ”De behøver ikke være

forskningstunge. Men de skal være gennemarbejdede og ordentlige, så man

ved at de bliver lavet efter nogle bestemte retningslinjer som vi kan stå inde

for. Det kan være den måde man publicerer tingene på. Er det fra bøger, er

det originaloptegnelser eller hvad er det. Vi har både den første nedskrift fra

dagbøger, renskrifter, de trykte og alle gendigtningerne.” Man ønsker altså

fra DAFOS' side, at projekter, hvor materiale fra deres samlinger indgår,

som hovedregel tager udgangspunkt i det ældste materiale, hvilket oftest

vil sige håndskrifter m.m.

På mit spørgsmål om hvorvidt man må remixe deres materialer,

svarer Else Marie Kofod ”Med det materiale hvor vi mener der ikke er

nogen grund til at klausulere noget må folk gerne bruge det.” (Dog forudsat

brugerens godkendelse af det forhold at eventuelle rettighedskrav fra

tredjemand er det brugerens ansvar at undersøge. Hun fortsætter ”Men

43


vi har jo heller ikke så meget. Altså i det øjeblik hvis vi selv skal bruge

arbejdstid på det så sender vi det til Fotografsk Atelier.” Men man må gerne

selv tage billeder på læsesalen, hvis man medbringer kameraudstyr.

Jeg spørger ind til, om de inviterer folk til at komme og bruge

samlingerne og får at vide, at i den forrige resultatkontrakt var der fokus

på synliggørelse, at de fk lavet en brochure, der fortalte om

Folkemindesamlingen. ”Det blev faktisk en succes, og det betød at vi

pludselig stod og manglede arbejdskraft og ikke kunne nå det vi skulle. Vi

troede så at vi ville få fere penge fra Kulturministeriet, men blev i stedet

fusioneret med KB.” I den nyeste resultatkontrakt fremgår det også, at der

ikke længere er fokus på at få DAFOS synliggjort yderligere.

Jeg vender herefter tilbage til at spørge om det med at formidle

fagligheden, og spørger om det bliver på bekostning af 'bare' at formidle

samlingerne. ”Jeg mener at hvis man formidler samlingerne gennem ren

digitalisering så bliver de ubrugelige. Hvis man digitaliserer Evald Tang

Kristensens dagbøger, så vil der ikke være nogen der kunne fnde ud af at

bruge dem. Derfor skal de igennem de her faglige hænder. Det er jo ikke stof

som et kunstværk, eller en genstand eller Karen Blixens breve. Det er jo blevet

indsamlet og skrevet ned på deres måde. Det kan være svært at læse. Det er

dialekt. Det kræver transskription og en ordning. Vi kan ikke bare

digitalisere fra A til Å.” Der er altså en klar holdning til at rå

tilgængeliggørelse ikke har den store værdi, og at DAFOS' materiale er så

svært tilgængeligt, at det ikke giver mening at massedigitalisere.

Herefter spørger jeg ind til om Folkemindesamlingen kommer så

langt ud som rapporterne Kultur for alle og Reach Out anbefaler. ”Det

mener vi at vi gør. Vi tager ud og holder foredrag og formidler det vi laver.

Så har vi et samarbejde med lokalarkiver og -museer. Der skal kunne

komme ideer og initiativer fra de lokale institutioner.” Else Marie Kofod er

opmærksom på, at ideer og initiativer godt nok ikke kommer fra

borgerne, og jeg vælger at fortsætte dette emne med at spørge ind til alle

dem, der aldrig ville komme på et lokalarkiv og som måske endda ikke

ved, at de fndes, hvortil hun svarer: ”Foredragene er typisk folkeuniversitet,

eller i kirkesammenhæng. Der kommer ikke unge, men der kommer folk fra

mange forskellige lag.” Hun fortæller, at de har samlet en del ind fra unge

og at deres undervisningsmateriale på dagligliv.dk rækker ud, og at de

også tidligere har lavet en plakat som de sendte ud til alle

44


skolebibliotekerne, og endelig også bruger en del ressourcer på at sende

nyheder ud til medierne og slutter ”Med små midler prøver vi på at

komme med i nogle sammenhænge der når længere ud.”

Dansk Folkemindesamling er en lille kulturarvsinstitution med en

afgrænset samling om få specifkke emner. Der er få ansatte, budgettet er

begrænset. Institutionen har endnu ikke gennemført deciderede

massedigitaliseringstiltag, bortset for en sikkerhedskopiering af

lydmateriale. Store formidlingstiltag er fra kulturministerielt hold noget

man opfordres til at gøre sig overvejelser omkring eller opstarte som

pilotprojekter. Den formidling der sker i dag bærer præg af et ønske om

at man både formidler dele af samlingen og den særlige faglighed der er

tilstede hos Folkemindesamlingen. Brugere af samlingen er velkomne til

at gå direkte i arkiverne, fotografere og bruge materialerne som man vil,

så længe man ikke krænker en eventuel tredjepart.

45


/ STATENS ARKIVER

Statens Arkiver (SA) består af 7 enheder: Rigsarkivet i København,

Landsarkivet for Sjælland, Landsarkivet for Fyn, Landsarkivet for

Nørrejylland, Landsarkivet for Sønderjylland, Erhvervsarkivet i Århus og

Dansk Data Arkiv i Odense. SA's formål er at ”indsamle og opbevare

historiske kilder og at stille dem til rådighed for ofentligheden” 73

At overskue SA's samlinger er noget af en opgave. Modsat

biblioteker m.m. er samlingerne ikke ordnet efter emne eller titel, men

efter arkivskaber. Derfor er det nødvendigt at kende til den person,

myndighed, institution, organisation eller virksomhed, der har skabt en

samling af arkivalier, der er afeveret til SA. Til hjælp med at overskue

samlingerne har SA blandt andet udgivet pdf-dokumentet Guide I og

II74 . Det er et dokument på 2391 sider, der giver en kortfattet fortegnelse

over arkivindholdet. Derudover kan man søge i arkivdatabasen Daisy75 .

Men igen kun efter arkivskaber eller arkivserie. Helt konkret kan man

hos SA fnde kildemateriale så som regnskaber, kirkebøger, notater, breve,

tegninger og kort.

/ Forventninger og krav mellem Kulturministeriet og institutionen

til formidling af digitaliseret kulturarv

I Resultatkontrakt 2009-201276 mellem Kulturministeriet og Statens

Arkiver fremgår det at SA's mission er: Fremtiden tro bevarer og formidler

vi autentisk dokumentation til en virkelig historie77 . SA's virke er fastlagt i

arkivloven, der blandt andet forpligter SA til at sikre bevaringen af den

arkivalske kulturarv. I en lettere omskrevet og forklaret version af

arkivlovens paragraf 4, står der i Resultatkontrakten: ”I sin formidling

skal Statens Arkiver sikre, at et så bredt udsnit af befolkningen som muligt

kan benytte arkiverne og gøre sig bekendt med resultaterne af andres

arkivbenyttelse.” 78

Endvidere står der i Resultatkontrakten: ”Statens Arkiver skal gøre

den digitale formidling mere bredspektret ved at gennemføre nye programmer

for scanning og digital tilgængeliggørelse af arkivalier, ved at give netadgang

til almindelig tilgængelige elektroniske arkivalier, ved at forhandle adgang

73 Statens Arkiver. Om Statens Arkiver. Hjemmeside.

74 Statens Arkiver. Rigsarkivets samlinger. Guide I og Guide II. Hjemmeside.

75 Statens Arkiver. Daisy. Hjemmeside.

76 Kulturministeriet og Statens Arkiver 2009.


78 Kulturministeriet 2008, p1

46


for alle til individuelle digitaliseringsordrer af en vis størrelse, og ved

udnyttelse af nettets muligheder for interaktivitet med borgerne”. 79

I Resultatkontrakten fndes en kommentar til publikationen

Statens Arkiver 2015, hvor der står: ” Sidst, men ikke mindst, der hersker

en udbredt forventning om, at Statens Arkiver mestrer den nyeste viden om

digital bevaring og formidling på arkivområdet og er parat til at delagtiggøre

andre aktører i denne viden.” 80

Under overskriften Bredspektret digital formidling81 skrives der

primært om digitalisering af arkivalier og forbedrede søgemuligheder,

men under underoverskriften Bedre vejledning og kulturformidling fndes

et enkelt punkt: ”Der foretages en videreudvikling af målrettede digitale

arkivalieudstillinger og andre formidlinger som supplement til den personlige

formidling”.

I et vist omfang er formidling lig tilgængeliggørelse hos Statens

Arkiver. Men mængden af arkivalier er så omfattende, at

tilgængeliggørelse primært er lig beskrivelse og inddatering i

informationssystemet Daisy på pakke/bindniveau. Men kun Rigsarkivet

og Landsarkivet for Sjælland har opfyldt målet om dette. For arkiverne

vest for Storebælt udestår der større opgaver. 82 Man er dog i

Resultatkontrakten opmærksom på, at der skal mere til. På side 8 skrives

der: Tilgængeliggørelse af digitale arkivalier indebærer i virkeligheden digital

adgang. (…) men forudsætter yderligere opmærkninger og særlige

programmer til visning i direkte læselige formater. (…) Videreudvikling

2009-12 vil forudsætte særlig fnansiering.

Under overskriften 5.2 Produkt 2: Vejledning formidling83 fremgår

det, at det er et vigtigt mål, at digitale arkivalier kan læses på SA's

læsesale, og såfremt materialet ikke konfikter med arkivlovens

bestemmelser, også kan tilgås på nettet. Hvorfor det i

Resultatkontraktens periode vil undersøges, hvordan der kan gives

adgang til disse.

Afsnit 5.5 omhandler kulturpolitiske fokusområder. Under

overskriften Kultur i hele landet84 skrives der, at SA har ...en særlig

forpligtelse til at formidle den del af kulturarven, der er Statens Arkivers



81 Kulturministeriet 2008, p 2-3




47


særlige ansvar, til hele landet. Formidlingen fnder sted på Statens Arkivers 7

enheder i København, Århus, Odense, Viborg og Aabenraa. Dertil kommer

en fremgangsrig indsats over internettet. Hvorefter der nævnes

søgemaskinen daisy.dk, arkivalieronline, som jeg vil beskrive i næste

afsnit, samt at dansk demografsk database forventes udbygget og at

andre digitaliseringsprojekter vil blive gennemført, nogle i samarbejde

med andre kulturinstitutioner.

Under overskriften Nye publikumsgrupper skrives der: Statens

Arkivers stigende udbud af webtjenester og den lettere adgang til arkivalsk

information har medført en større diversifcering af brugergrupperne. Statens

Arkiver mærker stigende forventninger om vejledning i benyttelse af

arkivalier, dels på læsesalene men især over nettet. Andre netbrugere søger

ikke specifkke oplysninger i arkivalierne, men bredere overblik over denne

del af kulturarven. Statens Arkiver vil forstærke præsentation og formidling

af samlingernes klenodier og centrale kilder til Danmarks historie.

Endelig skrives der i strategirapporten Statens Arkiver 2015,

”Endelig bør Statens Arkiver, for den del af skatteborgerne, som aldrig har

sat deres ben på en læsesal eller benyttet arkivalier på nettet, overveje, hvilke

formidlingsmuligheder nettet frembyder. Ikke nødvendigvis for at gøre

sådanne borgere til arkivbenyttere, men ganske enkelt for at tilbyde dem

indblik i, hvilke klenodier Statens Arkiver bevarer, og hvilket reservoir af

store og små oplysninger til Danmarks historie samlingerne rummer. Ikke

mindst tilbud på nettet bør her komme på tale.” 85 Der er altså ingen tvivl

om, at der ønskes, i både resultatkontrakt og strategirapport, at SA skal

åbne sig op for brede grupper af befolkningen og ikke kun imødekomme

de brugere, der søger specifkke oplysninger, men endda også de

potentielle brugere, der aldrig vil besøge en læsesal, og som måske kan

have interesse i en netbaseret adgang til SA arkivalier og klenodier.



SA har udviklet et særligt site til deres digitaliserede arkivalier. På siden

arkivalieronline.dk kan man fnde to typer materiale: Kirkebøger og

folketællinger. Der kan søges i materialet, hvorefter de digitale kopier kan

benyttes. Kirkebøger og folketællinger er de vigtigste kilder til

slægtsforskning, som de senere år er blevet voldsomt populært og derfor

85 Statens Arkiver 2007, p20

48


også de hyppigst benyttede arkivalier i SA's samlinger, hvorfor de er

blevet digitaliserede 86 .

Udover at facilitere slægtsforskere har SA også ni mindre

webudstillinger 87 på deres nuværende site. Det drejer sig om Enevælden,

Kongeloven, Dr. Dampe, Arkivernes skatkiste, Kommunevåbener, Kort

over Bornholm, Københavns befæstning, Købstadskort og På kant med

loven. Hver udstilling viser en række fotos, ofte omkring 10, scannet i

høj kvalitet og tilføjet beskrivelser, så de netop fungerer som små

udstillinger.

Derudover har SA under overskriften Temaer til inspiration 88

udarbejdet 19 beskrivelser af emner så som Sundhed og sygdom,

Industrihistorie, Modstandsbevægelsen og Godsarkiver, der fungerer som

inspiration til at bruge arkivalier. Men uden at have noget digitaliseret

materiale tillknyttet.



Jeg starter interviewet med fungerende formidlingschef Poul Olsen med

at spørge ind til om tilgængeliggørelse er lig formidling. Han svarer

”Tilgængeliggørelse er en ting. Det er at lægge et råt produkt ud. Formidling

er berigelse som metadata og way points.” Han forklarer, at rå

tilgængeliggørelse fx kan være billeder (scanninger af tekst), mens

transskriberet materiale er formidling. Problemet med billeder af tekst er,

at der ikke kan søges i materialet. Han forklarer endvidere, at de har

cirka 20-30 hyldekilometer mikroflm, som hurtigt kunne blive

digitaliseret som billeder, men så ville ingen vide, hvor de skulle lede. Jeg

spørger, hvad der kommer til at ske og får svaret, at ”Det er vores hensigt

at opprioritere den her del af virksomheden så vi får en væsentligt større del

af arkivalierne tilgængelige via nettet og med en grad af formidling

(berigelse ved metadata) så fere mennesker kan fnde rundt.”

Jeg spørger til kommende tiltag, og der svares ”Ikke umiddelbart.

Vi har fået penge til at digitalisere arkivalier vedrørende de tidligere danskvestindiske

øer Det er her hvor tilgængeliggørelse og substitutionen går hånd i

hånd, da arkivalierne er skadede og vil blive nedbrudt i løbet af de næste

halvandet hundrede år.” Anledningen er, at det snart er 100 år siden

86 Statens Arkiver. Arkivalier Online. Hjemmeside

87 Statens Arkiver. Webudstillinger. Hjemmeside

88 Statens Arkiver. Temaer til inspiration. Hjemmeside

49


Danmark overlod øerne til USA og et godt eksempel på, at en større

digitalisering ofte kræver en særlig anledning for at kunne tiltrække

ekstra bevillinger.

Herefter spørger jeg til om de får henvendelser fra eksterne aktører,

der vil lave formidlingsprojekter på baggrund af materiale fra Statens

Arkiver. ”Vi leverer jo råstof til den historiske branche, men om vi får

direkte henvendelser fra folk der gerne vil formidle vores arkivalier. Vi har

gang i et hollandsk forskningsprojekt om handel. Det er et eksempel på at der

kommer nogle udefra og siger at de gerne vil formidle vores materiale og så

klapper vi i hænderne. Det er jo ikke noget med at sidde med øjne så store

som kafekopper og slå ud mod dem der nærmer sig.” Da jeg spørger til

eksempler, der ikke stammer fra forskningens verden, nævner han et

samarbejde med Mormonerne i Amerika og et projekt med titlen Sankt

Croix African Roots, og nævner, at det for dem drejer sig om at få gjort

arkivalierne tilgængelige og at de godt kan leve med, at materialet

tilgængeliggøres på forskellige sites, og ikke kun på SA's eget. Også hvis

det drejer sig om projekter, der drejer sig om almen kulturel virksomhed,

slægtsforskning, identitetskabende foretagender af den ene eller karakter.

Da jeg spørger, om man må bruge og remixe deres materialer,

svarer han ”Enhver kan jo stille sig herned på læsesalen, hvad de også gør,

med deres digitale kamera, tage pæne billeder af arkivalier gå hjem og lægge

dem op på diverse hjemmesider. Vi stiller gerne et fotostativ og lidt lys til

rådighed.” Statens Arkiver tilbyder altså fri adgang til deres materialer, og

tager ikke penge for adgangen til disse, medmindre man ønsker, at SA

står for fotografering, hvilket Poul Olsen også fortæller har givet en vis

efekt ”Så hvis du ser hvad der er publiceret af statens arkivers samlinger på

nettet, bare i Danmark, så er det rimeligt fantastisk. Jeg ved ikke hvor meget

de har, men de kan da nok komme op på 10% af hvad vi selv har.” Der er

dog nogle arkivalier, der ikke er almindeligt tilgængelige. Nogle af

bevaringshensyn, andre kan være ophavsretsligt beskyttede eller befnde

sig i klausulerede privatarkiver.

Jeg udtrykker min begejstring overfor åbenheden, som jeg på

daværende tidspunkt ved fx ikke er til stede hos Det Kongelige Bibliotek

(hvilket jeg kommer ind på i afsnittet om netop KB), hvortil han svarer:

”Nu har vi jo ikke crown copyright her i dette land. Arkivalierne er i

princippet tilgængelige. Og så vil det jo være lidt kunstigt når vi nu har de

50


tekniske muligheder hvor man kan tage billeder under primitive forhold. Og

hvis man ikke generer nogen ved det så kan jeg ikke se der skulle være nogle

forhindringer for det. Vi kan jo ikke tage penge for læsesalsbesøg. Det har vi

ikke hjemmel til.”

Jeg spørger ind til, hvad de selv laver af arkivalie-udstillinger som

supplement til den personlige formidling (betjening på læsesale), der er

den primære formidlingsform hos SA. ”Det er jo sådan noget vi laver hvis

vi pludselig kommer i tanke om at det kunne være interessant at gøre, og der

er en anledning til at folk ville interessere sig for det. Fx udstilling om

enevælde. Det er sådan noget ad hoc.” Poul Olsen fortsætter med at

forklare, at det er meget ressourcetungt og generer forholdsvis få

besøgende sammenlignet med den enorme stigning, de har oplevet ved

digitalisering af slægtsbøger, som har mere end 10-doblet det registrerede

antal brugere på statensarkiver.dk

Hvordan forholder SA sig til anbefalingerne i Kultur for alle? Er

det de 7 læsesale, spørger jeg? ”Det er det vi har ar arbejde med.

Derudover så udlåner vi også arkivalier til andre institutioner, så der aldrig

er mere end 40 km til en læsesal hvortil arkivalier kan udlånes og her

besigtiges. Vi har haft forskellige overvejelser om hvad vi skulle gøre. Fx

scanning on demand. Vi gør det hvis folk bestiller. Det koster penge. Vi er

også stadig i overvejelser om massedigitalisering.” I fortsættelse heraf spørger

jeg til nye publikumsgrupper, der aldrig bruger arkivernes læsesale. ”Vi

har overvejet om man skulle gå i samarbejde med andre kulturinstitutioner,

biblioteker og museer, og fx satse på en særlig lokalitet. Og kigge på hvad der

fndes af centrale arkivalier om fx Vendsyssel”. Han forklarer videre, at SA

kende de feste årsager til, at folk kontakter dem, og hvorfor han mener,

at de forholdsvis let kan identifcere og stille nogle tilbud op, som de

pågældende vil være interesserede i, hvilket nok vil kunne få nogle

brugergrupper med, som ellers ikke ville blive arkivbenyttere.

SA skelner mellem to typer brugere ”umiddelbare brugere som

kommer på læsesalene og middelbare brugere som gerne vil høre en historisk

udsendelse i radioen men som aldrig nogensinde vil komme på en læsesal.”

Jeg kommenterer, at SA netop har ofentliggjort, at deres

kommende formidlingschef er Jeppe Bjørn Høj, der tidligere blandt

andet har ledet udviklingen af DR's Bonanza, og spørger om SA også

skal gå 'bonanza'. Poul Olsen svarer ”Hos os er der ingen erindringer om

51


noget man gerne vil gense. Det er en lidt anden situation. Det er ikke helt

det samme der driver arkivbenytteren frem. Rent basalt er kirkebogssider

eller sider i retsprotokoller i sig selv som billeder betragtet utroligt kedelige.

Det er derfor at det kræver en langt heftigere formidlingsindsats at putte

arkivalier på nettet end det kræver at give sådan et flmklip eller et andet

som formidler sig selv fordi det er produceret til at gøre det. Det er det samme

med bøger der er produceret som formidlende produkter. Det er arkivalier

ikke. De har intet formidlende i sig selv.”

Statens Arkiver er en stor kulturarvsinstitution med en meget stor

samling af forskelligartede arkivalier. Sammenlignet med Dansk

Folkemindesamling er der mange ansatte og budgettet er stort.

Institutionen har med digitalisering og tilgængeliggørelse af alle landets

kirkebøger og folketællinger gennemført et stort

massedigitaliseringsprojekt der har resulteret i en kraftig stigning i

antallet af online-brugere. Deciderede formidlingstiltag der ligger udover

at tilgængeliggøre materiale ved digitalisering og påførsel af metadata er

ganske få. Fra ministerielt hold er der ønsker til at formidle større dele af

samlingen og at få denne ud til fere forskellige brugere. Brugere af

arkiverne er velkomne til at fotografere og bruge de ikke klausulerede og

ophavsretsbeskyttede materialer som de vil.

52


/ DET KONGELIGE BIBLIOTEK

Det Kongelige Bibliotek, som er min sidste casebeskrivelse, er den klart

største af de tre case-institutioner, med et driftsbudget på næsten det

dobbelte af Statens Arkivers. Det Kongelige Bibliotek er både

universitetsbibliotek for Københavns Universitet og nationalbibliotek.

Det er Det Kongelige Bibliotek som nationalbibliotek der er interessant

for mit speciale, da det er i nationalbiblioteket man indsamler, bevarer og

formidler kulturarvsmaterialer. KB har i århundreder modtaget

pligtafeveringskopier af alt hvad der er trykt i Danmark hvorfor

samlingen er enorm. Derudover rummer institutionen landets

hovedsamling ”af kort, noder, manuskripter, breve og arkivalier efter

forfattere, kulturpersoner m.m. ... Det Kongelige Bibliotek rummer også 22

millioner fotografer. Endelig rummer Det Kongelige Bibliotek landets

hovedsamlinger af orientalia og judaica.” 89

/ Forventninger og krav mellem Kulturministeriet og institutionen

til formidling af digitaliseret kulturarv

I resultatkontrakten 90 mellem Kulturministeriet og KB står der, at

institutionen som nationalbibliotek forvalter den nationale kulturarv på

en lang række materialetyper i konventionel eller digital form, samt at

”Institutionen giver den bedst mulige adgang til samlingerne på nutidens

vilkår til forskning, studier og oplevelser, samtidig med at samlingerne skal

bevares, sikre og overleveres til eftertiden.” Direkte efterfulgt af at ”Som

museums- og kulturinstitution formidler nationalbiblioteket viden og

oplevelser med udgangspunkt i opgaver og samlinger.” Der knytter sig altså

nogle specifkke opgaver til nationalbiblioteksopgaven, som rækker

udover at facilitere forskning og blandt andet inkluderer formidling af

samlinger.

Resultatkontrakten fortsætter 91 med at understrege opgaverne

”...bevaring og tilgængeliggørelse af den danske kulturarv, og som

kulturinstitution skal nationalbiblioteket formidle viden og oplevelser inden

for den del af landets kulturarv, som Nationalbiblioteket har ansvaret for.”

Måden hvorpå der ønskes formidlet er udtrykt længere nede på siden

hvor KB ønskes ”at anvende de til enhver tid bedst egnede it-redskaber til

forvaltning og formidling af samlingerne”.

89 Det Kongelige Bibliotek. Om Nationalbiblioteket. Hjemmeside

90 Kulturministeriet og Det Kongelige Bibliotek 2007, p 1

91 Kulturministeriet og Det Kongelige Bibliotek 2007, p 3

53


På resultatkontraktens ottende side, og under punkt 5.1.3

Formidling af samlinger gentages ovenstående med tilføjelsen

”...netformidling af digitale samlinger samt formidling via egne

udstillinger.” Inddragelse af eksterne aktører nævnes ikke, og man ønsker

tilsyneladende, at formidling af KB's samlinger skal ske i egne lokaler,

dog inkluderer opgaverne under punktet også ”lån til udstillinger

nationalt og internationalt”.

Erland Kolding Nielsens betragtninger om, hvor meget og hvor

hurtigt, der bør stilles digitaliseret kulturarv til rådighed, opsummeres

godt i KB's årsberetning 2009. Her skriver han ”Der er ingen tid at

spilde, hvis ikke vi skal cementere den opfattelse, der allerede gør sig gældende

hos de yngste generationer helt op til universitetsniveau: Hvad der ikke fndes

på nettet, fndes ikke! Vi er med andre ord i gang med at påføre os selv et

gigantisk, dansk nationalt hukommelsestab. Det må forhindres. Men det

koster penge, mange penge. Til gengæld er det en engangsinvestering, der vil

forrente sig, ikke mindst i en globaliseret tidsalder og i en krisetid.” 92

Endelig skrives der i samme årsberetning om et nyt initiativ, hvor

ideen er, at få kendte kunstnere til at angribe kulturarven i

udstillingssammenhænge. Det har i 2009 resulteret i en udstilling med

Robert Wilson, og i 2010 med Kirsten Dehlholm. Om intiativet står der,

at det er ”...et andet nyt initiativ, en understregning af Det Kongelige

Biblioteks ønske om at bringe kulturarven ind i fremtiden på en for

publikum interessant måde.”Og i fortsættelse ”Vi skal være åbne, det giver

politisk legitimitet”. 93



Det Kongelige Biblioteks hjemmesiden www.kb.dk er enormt

omfattende og samtidig en stor opgave at overskue. Heldigvis fndes der

to oversigtssider som dels beskriver tilgængelige e-ressourcer og dels

beskriver webudstillinger.

KB tilgængeliggør deres materiale i et visningsformat der gør det

muligt at zoome ind og se detaljer. Tilgengæld blokerer formatet for at

man kan downloade materialerne til sin egen computer. Af

tilgængeliggjort materiale på siden e-ressourcer fndes både danske tryk,

92 Det Kongelige Bibliotek 2009, p10

93 Begge citater Det Kongelige Bibliotek, 2009 p 96

54


danske tidsskrifter, udenlandske tryk, kort og billeder. Et af de ældre

eksempler er Flora Danica-projektet hvor samtlige 3.240 kobberstukne

tavler kan ses i visningsformatet. 94 Et andet eksempel er den latinske

tekst til Saxo's Grammaticus: Gesta Danorum. 95 E-ressourcerne kan tilgås

ud fra materialetype eller emne og der fndes meget store mængder

materialer til rådighed.

Hvor Flora Danica-tavlerne er en del af en større webudstilling om

Flora Danica-udgivelsen er teksterne af Saxo uden formidling. Af

webudstillinger med både formidling og fndes der desuden

webudstillinger om fx Guaman Pomas' Inka-krønike, illegale tryk og

H.C. Andersen. Alle webudstillinger er rige på formidlingselementer

såsom billeder, forklarende tekster, og digitaliseret materiale, men også

noget uens i deres 'udstyr' og bærer præg af at være lavet på forskellige

tidspunkter i løbet af de sidste ca. 10 år.



Jeg starter interviewet med Erland Kolding Nielsen med at spørge til en

kort beskrivelse af deres arbejde med formidling af digitaliseret

kulturarvsmateriale. Han svarer ”Grundlæggende så kommer der ingen

penge. Godt nok har ministeriet meddelt at der kommer 21 mio. men det er

jo fup! Det er midler vi allerede har fået bevilget. Så det er alt hvad der er.

Det vil sige vi er tilbage til det der hedder status quo eller model nul. At det

er kun, inden for de eksisterende rammer, der bliver digitaliseret, medmindre

man kan få støtte fra helt andre kanaler.” Den meget ringe tilgang af

midler betyder også ifølge Erland Kolding Nielsen, at de små

institutioner har meget bedre råd end de store institutioner, da deres

samlinger er meget små, og han fortæller, at 85% af alt, der skal

retrodigitaliseres, fndes hos de tre institutioner Det Kongelige Bibliotek,

Statsbiblioteket og Statens Arkiver. Han fortæller endvidere, at det

kommer til at betyde en asymmetrisk digitalisering, hvor der ikke bliver

digitaliseret i forhold til betydning, målgrupper m.m. og slet ikke i de

mængder, der er behov for.

Erland Kolding Nielsen skelner mellem fre digitaliseringsområder,

man må holde ude fra hinanden. Det ene er massedigitalisering, som

94 Det Kongelige Bibliotek. Flora Danica. Hjemmeside

95 Det Kongelige Bibliotek. Saxo Grammaticus: Gesta Danorum. Hjemmeside

55


Google har sat sig tungt på for litteratur fra 1800 og frem. Det andet er

den ældre litteratur, som engelsk-amerikanske ProQuest har set et

marked for og blandt indgået samarbejde med KB om, og hvor Google

er begyndt at røre på sig i blandt andet Holland og Østrig. Det tredje er

avisområdet, hvor det har vist sig at fondene ikke vil medvirke i

projekter, hvor der også indgår kommercielle medspillere. Det ferde,

som er specialsamlinger af den fnere kulturarv, hvor der ikke er tale om

massedigitalisering, og som der ingen penge er i, og som der ikke er

nogen, der tør arbejde med, da materialer er i public domain og derfor

forventes stillet gratis til rådighed, så længe materialerne fndes hos

ofentlige institutioner.

Jeg spørger ind til om formidling er lig tilgængeliggørelse og får

svaret ”Tilgængeliggørelse er en delmængde af formidlingen. Det kan du se

allerede på tjenesten Kulturperler, som i fremtiden vil blive lavet om, så der

bliver bedre søgemuligeheder.” Som eksempler på formidlingsprojekter

nævner han København i musikhistorien, og ”...formidlingen af forfattere,

hvor vi digitaliserer håndskrifter og lignende, har taget til i de senere år. Så

på det punkt udvikles men alt sammen indenfor rammerne af vores

hjemmeside og det fordi vi kun vil formidle på den måde et sted.”

Ønsker man at benytte sig af digitaliseret materiale fra KB skal

dette bestilles gennem fotografsk atelier, hvor fx scanninger af billeder

koster fra 225 til 625 kroner pr foto afhængig af størrelse. Da jeg

spørger ind til, om man kunne forestille sig, at det digitale materiale blev

gjort tilgængeligt for eksterne og nye brugergrupper svares: ”Det kunne

man godt. Men det er alene et fnansieringsspørgsmål. I den kommende

resultataftale indgår et element af on demand digitalisering men det er først

og fremmest med henblik på universetsbrugere.” Det er altså helt

væsentligt, at man som bruger af KB's materialer vil betale for

benyttelsen af materialerne. ”Men det har vist sig at betalingsvilligheden er

meget meget ringe i det her land. De feste forstår slet ikke hvad

omkostningerne er.”

Jeg slutter af med at spørge om, hvordan KB imødekommer

Kulturministeriets anbefalinger fra Reach Out og Kultur for alle -

rapporterne, og gør opmærksom på, at jeg specifkt tænker på hvordan

kulturarven kan sættes i spil. Erland Kolding Nielsen svarer ”De

anbefalinger er først og fremmest møntet på museerne. Vi har ikke følt os

56


særligt forpligtede i den sammenhæng, da det sigter først og fremmest på den

fysiske repræsentation mere end den digitale repræsentation. Og for så vidt

det angår den digitale formidling er det også stadigvæk museerne, der er i

frontlinjen der.(...)Men universitetsbiblioteket vil ikke prioritere andre

brugergrupper end universitet. Det er der ikke råd til i dag og det vil

universiteterne ikke acceptere.” Det Kongelige Bibliotek er dog ikke

udelukkende universitetsbibliotek og Erland Kolding Nielsen tilføjer ”På

Nationalbiblioteks-området mener jeg stadig vores primære opgave er at få

konverteret så meget som overhovedet muligt og at det må have

førsteprioritet. Så nye brugergrupper: Vi er ikke noget børnebibliotek, vi er

ikke noget ungdomsbibliotek, som jeg tit at sagt: Det har man andre til. Der

er en arbejdsdeling og den mener jeg ikke vi skal til at ændre.” Fokus er altså

hos KB på massedigitalisering og man ønsker ikke at bruge ressourcer på

at udvide brugergruppen til også at inkludere børn og unge. Der er dog

en enkelt åbning ”Men i Danskerne Digitale Bibliotek der vil vi

formentlig, der bør vi have den rolle, at vi bliver digital indholdsleverandør i

stort omfang. Og det bør der skabes økonomiske basis for og det er man

begyndt at tænke over. Så det er der vi vil nå nye brugergrupper gennem det

tiltag.”

Det Kongelige Bibliotek er som nævnt den største af de tre

kulturarvsinstitutioner jeg analyserer, og har en meget stor samling af

meget forskelligartet karakter. Institutionen har arbejdet med

digitalisering af deres materialer i lang tid og er en af landets førende

ressourcer for viden om netop digitalisering af kulturarvsmateriale. Der

bliver løbende lanceret nye digitaliseringsprojekter, omend man fra

institutionens side gerne så at meget, meget mere blev digitaliseret. Der

fndes både adskillige eksempler på tilgængeliggørelse af digitaliseret

materiale og webudstillinger hvor institutionen digitalt formidler dele af

samlingerne. Fra ministerielt hold ønskes det at man formidler via

institutionens egen hjemmeside og at man giver den bedst mulige

adgang til samlingerne på nutidens vilkår samtidig med at der tages

hensyn til samlingernes beståen. Brugere af bibliotekets materialer kan

mod betaling få leveret digitalt materiale, medmindre de kan nøjes med

at bruge materialet i det visningsformat der stilles til rådighed på kb.dk.

57


/ De tre cases, kulturarven, ministeriet og prosuming

Der er mange forskelle på de tre institutioner og arbejdet med at

analysere resultatkontrakterne har også vist nogle interessante forhold.

Min gennemgang af kulturarvsbegrebets udvikling, sammenholdt med

Giddens analyse af, hvordan nationalstaten i det senmoderne ønsker at

fremhæve nationale identitetsskabende fortællinger og klenodier, ses også

afspejlet i de tre resultatkontrakter. Man ønsker fra kulturministerielt

hold at sikre, at kulturarven bliver formidlet hos statens hukommelsesinstitutioner,

hvilket afspejles i alle tre resultatkontrakter. Giddens teori

fremhæver også et øget borger-ønske om medbestemmelse hvilket mit

kapitel om prosumers bekræfter. Der er dog ingen indikationer på at

prosumerne med deres remix-produkter ønsker at fortælle nationalidentitetsskabende

fortælinger og ej heller er der nogle klare tendenser

for et fælles mål med remixene. Prosumers er sandsynligvis lige så

forskellige i deres ønsker og mål som alle andre kunstnere.

Min gennemgang af rapporterne Reach Out fra september 2008

og Kultur for alle fra december 2009 afspejles også i analysen af

resultatkontrakterne. Den ældste resultatkontrakt, helt tilbage fra 2007,

er den mellem Kulturministeriet og Det Kongelige Bibliotek. Herefter

følger Dansk Folkemindesamlings fra 2008 og tilsidst Statens Arkivers

fra 2009. Det er bemærkelsesværdigt at ministeriets anbefalinger om at

formidle til nye brugergrupper, om at række ud og generelt om at få

kulturarven og historiebevidstheden ud til endnu fere danskere bliver

tydeligere og tydeligere i resultatkontrakterne. Hvor der i KB's

resultatkontrakt fndes meget lidt om formidling udenfor KB's rum og

web og meget lidt om nye brugergrupper, er hele landet-strategien

tilstede hos Dansk Folkemindesamling og endelig er der hos Statens

Arkiver stor fokus på netop dette.

Man kan naturligvis diskutere om det udelukkende skyldes de to

rapporter og de to år der er gået mellem udarbejdelsen af KB's og SA's

resultatkontrakter der gør den store forskel. KB er med Diamanten

kendt i hele landet, og tiltrækker store mængder besøgende og turister

dagligt. Samtidig er det tydeligt at institutionen, og her refererer jeg til

interviewet med Erland Kolding Nielsen, ikke ønsker at være et børne-

og ungebibliotek, og ej heller mener at de to rapporter fra Kulturministeriet

er direkte henvendt til dem. Hvorfor man måske har haft

58


held til at få denne holdning overført til resultatkontrakten, som jeg går

ud fra udarbejdes i samarbejde mellem institutionen og ministeriet.

Omvendt er Statens Arkiver ikke ligefrem en turistmagnet, omend de

med digitaliseringen af kirkebøger og folketællinger har fået en meget

stor brugergruppe blandt helt almindelige borgere der gør det i, især,

slægtsforskning. Man har måske fra ministerielt hold ønsket at forsøge at

overføre noget af denne succes til den øvrige samling af arkivalier, der

næppe har en ligeså stor folkelig appel.

Det Kongelige Bibliotek er som nævnt den mest erfarne og største

formidler af digitaliseret kulturarv. Institutionen bruger mange ressourcer

på området, men samtidig adskiller KB sig fra Statens Arkiver og Dansk

Folkemindesamling på ét ganske centralt område. Mit kapitel om

prosumers viste at en ny deltagerkultur har etableret sig og ønsker at

forbruge kultur(arv) og samtidig producere nye kulturprodukter. Men

for at dette kan lade sig gøre, er det nødvendigt at der bliver stillet

materiale til rådighed. Og netop her er det at KB afviger. Institutionen

ønsker ikke at stille sit materiale til rådighed medmindre dette bestilles

hos deres Fotografsk Atelier. Det betyder at brugere der fnder et oplagt

foto, lydklip, tekst eller tegning kun i første omgang kan se på det i et

lukket visningsformat. Herefter skal der skrives bestillingssedler og man

skal vente på at bestillingen bliver ekspederet. Hos institutioner som

British Library kan man umiddelbart downloade materiale, dog mod

betaling, og hos amerikanske Library of Congress kan man blandt andet

gratis downloade over én mio. billeder i reproduktionskvalitet. Det er på

dette område KB adskiller sig fra DAFOS og SA. Godt nok er det ikke

muligt at downloade store mængder af materiale fra hverken Staten

Arkiver eller Dansk Folkemindesamling endnu, men man er velkommen

til med eget kamera at afotografere det man ønsker. Derudover adskiller

KB sig ved tilsyneladende kun at ville tilgængeliggøre og formidle

materiale fra deres samlinger i deres egne lokaler og på deres eget site.

Det er en holdning og en politik der hverken er i tråd med prosumernes

ønsker eller anbefalingerne fra Kulturministeriets rapporter.

Digitaliseringsudvalget argumenterede i deres rapporter for at man

bør digitalisere kulturarven, og konkluderede, at det netop er helt

væsentligt at gøre den digitaliserede kulturarv bredt tilgængelig og derved

sætte den i spil på nye måder og blandt mange aktører. Det er en stor

59


udfordring, og kræver en ny måde at tænke både formidling og

tilgængeliggørelse af kulturarv på. For det første kræver det, at man

fokuserer på det digitaliserede materiale og ikke på den digitaliserende

institution. Fokus skal med andre ord være på indhold og ikke samling.

Dernæst kræver det, at man fokuserer på potentielle aktører, formidlere

og andre der kunne have en interesse i at tilgængeliggøre kulturarven.

Altså et fokus på andre og ikke institutionen selv. Det kræver et opgør

med hvem der 'ejer' kulturarven. Staten, Kulturministeriet, ministeriets

institutioner, borgerne, eller brugerne?

Hvor åbne institutionerne er for eksterne aktørers forslag og

henvendelser har jeg fundet svært at udlede af dette kapitel. Derfor vil

jeg i næste kapitel trække i arbejdstøjet som ekstern aktør og henvende

mig til Det Kongelige Bibliotek, Statens Arkiver og Dansk

Folkemindesamling.

60


/

AKTION

I arbejde som ekstern aktør

Jeg vil i dette kapitel udvide min forståelse af de tre kulturarvsinstitutioner

ved at stille dem over for konkrete projektforslag. Med

andre ord vil jeg etablere mig selv som en projektmager, udvikle forslag

til formidling af kulturarv og kontakte institutionerne med henblik på at

få realiseret formidlingsprojekterne.

Metoden er, at jeg starter med at ringe til omstillingen på de tre

institutioner. Her forklarer jeg mit ærinde; At jeg har udviklet et konkret

formidlingsprojekt, som jeg gerne vil præsentere for dem. Når jeg

omstilles til relevant person, vil jeg forklare dette igen. Målet er i første

omgang at få en e-mailadresse og sende yderligere information, Hvorfor

jeg ikke vil gå i detaljer med det konkrete forslag. Med muligheden for at

sende yderligere info i hus, gør jeg dette og afventer svar i cirka 8

arbejdsdage, så et svar ikke forsinkes af fx en uges ferie. Herefter vil jeg

rykke for svar pr e-mail. Hvis der fortsat ikke er noget svar, ringer jeg op

til institutionen to dage efter afsendelse for at høre nærmere.

Hvis det lykkes at etablere et møde, hvor projektet kan diskuteres

yderligere, anser jeg institutionen som værende åben for eksterne aktørers

forslag til formidling af kulturarv. Hvis projektet afvises pga. manglende

relevans eller andet, men med en vis åbenhed for at kontakte

institutionen igen, vil jeg også anse institutionen for åben for forslag.

Afslag vil blive analyseret i forhold til ordlyd i mail eller telefon.

/ PROJEKTFORSLAGENE

Jeg har valgt bevidst at beskrive mine projekter meget kort, da de

fungerer som en slags teasers, og primært har til hensigt at aftale møder,

hvor jeg kan uddybe forslagene og forhåbentligt udvikle dem i

samarbejde med institutionerne.

/ Det Kongelige Bibliotek

Remix kulturarven. Unge kreative grafkere og kunstnere remixer den

visuelle kulturarv og nyt materiale opstår. Baseret på materiale, der er i

public domain.

62


/ Dansk Folkemindesamling

Folkeminder ud i naturen. Udvikling af analoge infotavler med geospecifkke

folkeminder, eventyr eller sagn. Infotavlerne placeres også

digitalt på et Google Map, der med tiden bliver et digitalt landkort over

danske folkeminder.

/ Statens Arkiver

Det er frækt. Utugtigt materiale tilbage på gaderne. Et

formidlingsprojekt, der gransker Statens Arkiver for materiale der blev

bortcensureret før pornografen blev tilladt. Og som vil blive sat op i det

Københavnske byrum på samme måde som streetart/gadekunst bliver det

i dag. Opsat som plakater på fx Metrobyggeriets byggepladsmure.

/ TILBAGEMELDINGER

Jeg startede med at ringe til receptionen hos Det Kongelige Bibliotek og

blev efter lidt præciseringer stillet videre til Kort- og Billedafdelingen.

Her blev jeg fortalt, at jeg skulle kontakte førstebibliotekar Grethe

Jacobsen. Derfor sendte jeg mail til Det Kongelige Bibliotek den 7.

januar kl 14.28 (se bilag 1 med mail-korrespondancen) og allerede kl.

15.50 var der svar med invitation til at mødes og snakke om projektet.

Dog blev det præciseret, at der ikke var nogle ressourcer til rådighed.

Hos Statens Arkiver blev jeg samme dag forsøgt stillet ind til

publikumsafdelingen, dernæst formidlingschefen og endte hos dennes

afdelingssekretær, som udtrykte begejstring for min henvendelse, og bad

mig sende en mail til deres ofcielle mailadresse, så skulle de nok vende

tilbage med svar. Mailen blev sendt samtidig med mailen til KB. Svaret

kom den 17. januar med invitation til et møde med den arkivar der

arbejder med Københavns politis historie og formidlingschef Jeppe Bjørn

Høj.

Det lykkedes mig hos Dansk Folkemindesamling ikke at få

telefonisk kontakt til Else Marie Kofod, som jeg blev fortalt var rette

vedkommende, men jeg valgte alligevel at sende hende en mail. Svaret

kom den 18. januar med en invitation til at mødes, og med kommentar

om, at projektet har mange interessante muligheder, men også vil være

temmelig ressourcekrævende.

63


/ OPSUMMERING

At det er lykkedes for mig at få en mødeaftale i stand med hver af de tre

institutioner er som udgangspunkt meget overraskende. Dernæst er det

bemærkelsesværdigt, at alle tre institutioner svarer tilbage uden at blive

rykket for svar. Godt nok skriver både Dansk Folkemindesamling, at

projektet virker ressourcekrævende og Det Kongelige Bibliotek, at de

overhovedet ingen ressourcer har de næste 4-5 år. Men alligevel vil de

gerne mødes. Det virker derfor rimeligt at antage, at institutionerne er

åbne for at samarbejde, i det mindste på idé-niveau, med eksterne

aktører. Måske skyldes dette, at institutionerne ikke ligefrem bliver

overrendt af projektmagere, der ønsker at formidle og synliggøre dele af

deres kulturarvssamlinger. Under alle omstændigheder er der ikke

grobund for at konkludere, at de ikke er åbne for eksterne samarbejder.

64


/

Konklusion

Jeg vil her i det sidste kapitel samle op på de foregående og svare på

problemformuleringens spørgsmål. Jeg vil starte med at svare på mine

arbejdsspørgsmål og til sidst svare på hovedspørgsmålet der lød Hvordan

arbejder institutioner under Kulturministeriet med formidling af

digitaliseret kulturarv?

Det første arbejdsspørgsmål var Hvilke ønsker er der fra politisk hold

til formidling af kulturarv? Det spørgmål arbejde jeg primært med i

kapitel fre hvor jeg analyserede rapporterne Reach Out og Kultur for alle

samt i dele af rapporten Folkebibliotekets rolle i videnssamfundet. Jeg kom

frem til, at man fra kulturministerielt hold ønskede at få den danske

kulturarv og kultur ud til fere mennesker, og gerne til nye brugergrupper

og præsenteret på nye lokaliteter. Giddens' teorier brugte jeg til at

forklare, at årsagerne hertil blandt skal fndes i et konstant øget pres på

nationalstaten i en senmoderne og globaliseret tid. Hvorfor man fra

regeringens side ønsker, at øge fokus på at skabe en fælles national

identitet, gennem et meget specifkt valg af præcist hvad der er kulturarv.

Det andet arbejdsspørgsmål var Hvilke anbefalinger har

Digitaliseringsudvalget til formidling af kulturarv? Det behandlede jeg

ligeledes i kapitel fre hvor jeg analyserede to rapporter fra

Digitaliseringsudvalget som kom frem til vægtige argumenter for hvorfor

man bør digitalisere kulturarven, og økonomiske scenarier for hvordan

det kan lade sig gøre. En af konklusionerne var, at det er helt væsentligt

også at digitalisere kulturarven for at gøre den bredt tilgængelig, og

derved sætte den i spil på nye måder og blandt mange aktører.

Tredje arbejdsspørgsmål var Finder der brugergrupper der arbejder

specifkt med digitaliseret kulturarv? I kapitel tre præsenterede jeg

disciplinen prosuming og gav en række eksempler på en ny deltagerkultur

der ønsker at producere ny kultur mens den forbruger den eksisterende.

Eksemplerne på prosuming/remix fndes indenfor alle genrer af

kulturlivet, hvorfor jeg mener at kunne konkludere, at der fndes

brugergrupper der arbejder specifkt med digitaliseret kulturarv – og

digitaliseret kulturarv i mange genrer vel at mærke. En af årsagerne er at

netop digitaliseret materiale er tilgængeligt og lettere at arbejde med.

66


Fjerde arbejdsspørgsmål var Er institutionerne umiddelbart åbne for

eksterne aktøres henvendelse i forbindelse med udvikling af nye

formidlingsprojekter? Dette spørgsmål spurgte jeg dels ind til i kapitel fem

hvor jeg gennemførte interview med de tre institutioner Statens Arkiver,

Det Kongelige Bibliotek og Dansk Folkemindesamling, og dels i kapitel

seks hvor jeg kontaktede institutionerne som en ekstern aktør med

konkrete forslag til formidlingsprojekter. I interviewene fremgik det, at

institutionerne så sig selv som værende åbne, men kun for seriøse forslag

og de havde fest eksempler på decideret forskningsformidling. Gennem

aktionstiltaget hvor jeg præsenterede institutionerne for mere kulturformidlingsprægede

forslag, var alle imødekommende og svarede

indenfor kort tid ja tak til at mødes og diskutere forslagenens videre

færd.

Med denne gennemgang af arbejdsspørgsmålene er tiden kommet

til at svare på det egentlige hovedspørgsmål Hvordan arbejder

institutioner under Kulturministeriet med formidling af digitaliseret

kulturarv? Ikke så overraskende er der stor forskel på de tre institutioner

jeg valgte at arbejde med.

Den klart mindste af de tre, Dansk Folkemindesamling, har

digitaliseret en meget lille del af deres samling og dette primært som en

bevaringsdigitalisering hvor det ikke er formidlingen der har været i

hovedsædet. Tilgengæld ønsker man hos institutionen at digitalisere for

at formidle. Der er ikke noget ønske om at digitalisere for at

tilgængeliggøre rå data, hvilket dels hænger sammen med formen på en

stor del af deres samling, der består af nedskrevne fortællinger m.m. og

som tilsyneladende kræver specialister for at blive læst og forstået. Dels

hænger det sammen med at man ønsker også at formidle den faglighed,

der er en del af Dansk Folkemindesamling, sammen med formidling af

de konkrete samlings-elementer.

De to noget større institutioner, Det Kongelige Bibliotek og

Statens Arkiver, har både forskellige og noget ens tilgange til arbejdet

med formidling af digitaliseret kulturarv. Der tænkes hos begge

institutioner meget i massedigitalisering der stilles til rådighed for

brugerne i en form hvor der godt nok er tilføjet metadata, så der kan

søges i materialet, men hvor der ikke er megen yderligere formidling.

Derudover har begge institutionerne mindre webudstillinger på deres

67


hjemmesider med karakter af reel formidling. Der hvor institutionerne er

meget forskellige i deres policy, er hvad brugerne kan og må med deres

materiale. Det Kongelig Bibliotek kræver at man køber adgang gennem

deres Fotografsk Atelier til deres materialer, hvis man ønsker det i en

kvalitet der er så god at den kan reproduceres/remixes. Ønsker man bare

at kigge på materialet på sin computerskærm er dette muligt, men der

kan ikke for billedernes vedkommende downloades. Bedre er det dog

med nogle af litteratur-dokumenterne. Hos Statens Arkiver er tilgangen

helt modsat. Her er man velkommen, med eget kamera, hvis man ønsker

at afotografere arkivalier og man kan, så længe ophavsret og

klausuleringer tillader dette, bruge materialerne som man ønsker.

Der er altså ingen af de analyserede institutioner, der i deres

arbejde med formidling af digitaliseret kulturarv, fuldt ud er på linje med

de anbefalinger rapporterne giver: At stille til rådighed og række ud, så

nye brugergrupper får lyst til at arbejde med kulturarven. Institutionerne

har stadig meget at gøre, hvis de ønsker at eksterne aktører også skal tage

del i formidlingen af den danske kulturarv.

68

LITTERATUR


Jeg har valgt at dele litteraturlisten op i trykte og elektroniske udgivelser.

/ ANVENDT TRYKT LITTERATUR

Arbejdsgruppe under Carina-udvalget (2009): Digital formidling af kulturarv og

licensbelagte ressourcer. Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Det Kongelige Bibliotek (2009): Årsberetning. Det Kongelige Bibliotek

Digitaliseringsudvalget (2008): Digitalisering af Kulturarven - midtvejsrapport fra

Digitaliseringsudvalget. Kulturministeriet.

Digitaliseringsudvalget (2009): Digitalisering af Kulturarven – endelig rapport fra

Digitaliseringsudvalget. Kulturministeriet.

Giddens, Anthony (2000): En løbsk verden - Hvordan globaliseringen forandrer vores

tilværelse. Hans Reitzels Forlag.

Giddens, Anthony (1994): Modernitetens Konsekvenser. Hans Reitzels Forlag.

Guldberg, Mette (2007): Fra kulturmiljø til kulturarv – Museerne og det kulturhistoriske

arbejde. I Skjæk'len 2006. Saltvandsakvariet i Esbjerg.

Hanke, Peter (2010): Kulturens skjulte styrker - institutioner, reservater og inspiration.

Gyldendal.

Johannsen, Carl Gustav (2007): Om kulturavens forskerskole. I: BiblioteksskoleNyt nr. 1,

2007. pp. 18-20

Kaspersen, Lars Bo ( 1995): Anthony Giddens - introduktion til en samfundsteoretiker.

Hans Reitzels Forlag.

Koudal, Jens Henrik (2004): Folkeminder og dagliglivets kultur. Indføring i Dansk

Folkemindesamlings arkiv. C.A. Reitzels Forlag

Kulturministeriets tværgående projektgruppe (2008): Reach Out! – Inspiration til

brugerinddragelse og innovation i kulturens verden. Kulturministeriet.

Kulturministeriet (2009): Kultur for alle – kultur i hele landet. Kulturministeriet.

Kulturministeriet og Dansk Folkemindesamling (2008): Resultatkontrakt

Findes her: http://www.dafos.dk/om-folkemindesamlingen/administrativeforhold/resultatkontrakt.aspx

Kulturministeriet og Det Kongelige Bibliotek (2007): Resultatkontrakt

Findes her: http://www.kb.dk/da/kb/resultatkontrakt/index.html

69


Kulturministeriet og Statens Arkiver (2009): Resultatkontrakt

Findes her:

http://www.sa.dk/content/dk/om_statens_arkiver/resultatstyring/resultatkontrakt

Kvale, Steiner (1997). InterView. En introduktion til det kvalitative

forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag.

Lessig, Lawrence (2004): Free Culture - How big media uses technology and the law to

lock down culture and control creativity. Te Penguinpress.

Lund, Niels D. (2009): Digital formidling af kulturarv. Fra samling til sampling.

Multivers. Redigeret af Niels D. Lund mf.

Manovich, Lev (2001): Te Language of New Media. MIT Press.

McLuhan, Marshall & Nevitt, Barrington (1972): Take today : the executive dropout.

Harcourt, Brace, Jovanovich

Statens Arkiver (2007): Statens Arkiver 2015. Statens Arkiver.

Valtysson, Bjarki (2008): Access Culture - Te Remixable Culture of Prosumers and the

Cultural Policy of the European Union. Department of Communication, Business and

Information Technologies, Roskilde University. PhD Tesis.

70

ANVENDT ELETRONISK LITTERATUR


Alle internetkilder er kontrolleret og var tilgængelige 31. januar 2011

BBC. BBC's Creative Archive.

Web: http://www.bbc.co.uk/creativearchive/

Berlingske. KulturKanon klar til afyring.

Web: http://www.b.dk/kultur/kulturkanon-klar-til-afyring

Dansk Folkemindesamling. Personale.

Web: http://www.dafos.dk/1208.aspx

Dansk Folkemindesamling. Brug arkivet.

Web: http://www.dafos.dk/brug-arkivet.aspx

Dansk Folkemindesamling. Kilder online.

Web: http://www.dafos.dk/brug-arkivet/kilder-online.aspx

Dansk Folkemindesamling. Spillemandsmelodier.

Web: http://www.dafos.dk/brug-arkivet/kilder-online/spillemandsmelodier.aspx

Den Store Danske. Kulturarv.

Web:

http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geograf_og_historie/Folkeslag/Etnografske_ter

mer/kulturarv?highlight=kulturarv

Det Kongelige Bibliotek. Dansk Folkemindesamling. Kildevæld.

Web: http://www.kb.dk/da/nb/fag/dafos/kildevaeld

Det Kongelige Bibliotek. Flora Danica.

Web: http://www.kb.dk/da/tema/foradanica/index.html

Det Kongelige Bibliotek. KulturPerler.

Web: http://www.kb.dk/da/materialer/kulturarv/

Det Kongelige Bibliotek. Om Nationalbiblioteket.

Web: http://www.kb.dk/da/nb/om_nb.html

Det Kongelige Bibliotek. Saxo Grammaticus: Gesta Danorum.

Web: http://wayback.kb.dk:8080/wayback-

1.4.2/wayback/20100107153228/http://www2.kb.dk/elib/lit/dan/saxo/lat/or.dsr/0/3/i

ndex.htm

Elephants Dream (2009). Animationsflmen Elephants Dream.

Web: http://www.elephantsdream.org/

Flickr. Flickr. Internetadresse http://www.fickr.com

Flickr Commons. Te Commons.

Web: http://www.fickr.com/commons/

71


Flickr Commons / Discuss. Re-mix! Mashing up the Commons your way...

Web: http://www.fickr.com/groups/fickrcommons/discuss/72157612988593338/

Flickr Groups PSTennis. Photoshop Tennis.

Web: http://www.fickr.com/groups/pstennis/

Flickr Groups PSTennis. Game 123: Trafc Jam

Web: http://www.fickr.com/groups/pstennis/discuss/72157594450507259/

IFIP Danmark: Internetudbyder skal lukke for adgangen til Te Pirate Bay.

Web: http://www.pladebranchen.nu/?id=485

Information. Hvor gemmer kulturkanonen sig?

Web: http://www.information.dk/155503

Jensen, Bernard Eric, i Information. Kulturarv – et nyt politisk slagord.

Web: http://www.information.dk/169112

Koman, Richard: Remixing Culture: An Interview with Lawrence Lessig.

O'Reilly Network.

Web: http://www.oreillynet.com/pub/a/policy/2005/02/24/lessig.html

Kulturarvsstyrelsen. Hvad er kulturarv.

Web: http://www.kulturarv.dk/om-os/om-kulturarvsstyrelsen/hvad-er-kulturarv/

Kulturministeriet. Kulturministeriets kulturkanon.

Web: http://kulturkanon.kum.dk/

Københavns Kommunes Biblioteker (2011): Demoteket.

Web: http://demoteket.dk/

O'Reilly, Tim (2005): What Is Web 2.0 - Design Patterns and Business Models for the Next

Generation of Software. O'Reilly Media. Web:

http://www.oreillynet.com/pub/a/oreilly/tim/news/2005/09/30/what-is-web-20.html?

page=1

Pligtafevering. Hvad er pligtafevering.

Web: http://www.pligtafevering.dk/hvaderpligtafevering/index.htm

Politiken. Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne.

Web: http://politiken.dk/kultur/ECE135565/kulturkanon-faar-lunken-modtagelse-afanmelderne/

Raymond, Matt (2008): My Friend Flickr: A Match Made in Photo Heaven.

Library of Congress Blog. Web: http://www.loc.gov/blog/?p=233

Realdania. 53 danske kommuner vil være kulturarvs-kommuner.

Web: http://www.realdania.dk/Presse/Nyheder/2005/PM+-

+53+ansøgere+kulturarv+14-12-05.aspx

72

Shorpy: Shorpy - Te 100-year-old Photo Blog.

Web: http://www.shorpy.com/

Stalder, Felix: Te End of an Era: the Internet hits ground.

Web: http://felix.openfows.com/html/endofera.html


Statens Arkiver. Arkivalier Online.

Web: http://www.sa.dk/content/dk/brug_arkivet/sog_i_samlingerne/arkivalieronline

Statens Arkiver. Daisy. Web: http://www.sa.dk/daisy

Statens Arkiver. Om Statens Arkiver.

Web: http://www.sa.dk/content/dk/om_statens_arkiver/introduktion

Statens Arkiver. Rigsarkivets samlinger. Guide I og Guide II.

Web:

http://www.sa.dk/media(3018,1030)/Guide_I_og_II_Rigsarkivet_og_hjælpemidlerne_t

il_dets_benyttelse.pdf

Statens Arkiver. Temaer til inspiration.

Web: http://www.sa.dk/content/dk/temaer_til_inspiration

Statens Arkiver. Webudstillinger.

Web: http://www.sa.dk/content/dk/temaer_til_inspiration/webudstillinger

Wikipedia. Copy left. Web: http://en.wikipedia.org/wiki/Copyleft

Wikipedia. Grey Album. Web: http://en.wikipedia.org/wiki/Te_Grey_Album

Wikipedia. Kulturkanonen. Web: http://da.wikipedia.org/wiki/Kulturkanonen

73

BILAG


74

Interviewguide

Kort introduktion til interview.

#


Kan du kort beskrive jeres arbejde med formidling af digitaliseret

kulturarvsmateriale. Her tænker jeg på det materiale der er født digitalt, men på

analogt materiale der er blevet digitaliseret.

#

Hvor stor en del af jeres materiale har I digitaliseret og hvad kommer der til at

ske fremover?

#

Er tilgængeliggørelse lig med formidling for jer?

#

Har I nogle kommende formidlingstiltag der endnu ikke er synlige?

#

Er I åbne for eksterne aktørers forslag til formidling af digitaliseret kulturarv?

#

Hvordan kan brugerne bruge det digitaliserede materiale?

#

Må de downloade og bruge/remixe?

#

Inviterer I folk til at gøre det?

#

Pris? Hvorfor den pris?

#

Hvordan forholder I jer til rapporterne Kultur for alle og Reach Out?

75


Mail til Det Kongelige Bibliotek som opfølgning på første telefoniske

kontakt:

EMNE: Forslag til formidlingsprojekt

Kære X

Tak for snakken. Som aftalt sender jeg her yderligere information om det

formidlingsprojekt jeg nævnte i telefon.

Mine overvejelser går på at give nyt liv til den visuelle kulturarv. Dette kunne

ske gennem et formidlingsprojekt hvor unge kreative grafkere, kunstnere m.m.

remixer den visuelle kulturarv og dermed skaber nyt materiale. Umiddelbart

forestiller jeg mig udelukkende at der skal anvende materiale der allerede er i

public domain, og måske endda også udelukkende materiale der allerede er

digitaliseret.

Jeg håber denne ultrakorte projektbeskrivelse vækker din interesse. Jeg er klar

over at der er mange forhold der kan og skal diskuteres før et projekt eventuelt

kan igangsættes. Men det kan vi måske snakke videre om over en kop kafe?

Jeg ser frem til at høre fra dig

Alt godt

Henrik Dybdahl

Tel 2617 1031

hd@thedybdahl.com

Te Dybdahl cvr 2058 2693

Torslundevej 109, Torslunde. DK-2635 Ishøj

76


Mail til Dansk Folkemindesamling som opfølgning på første telefoniske

kontakt:


Kære X



Mine overvejelser går på at få folkeminder tilbage i naturen. Dette kunne ske

gennem udvikling af analoge infotavler (skilte der tåler vejr og vind, og som er

appetitligt udført) med lokalitets-specifkke folkeminder, eventyr eller sagn.

Derudover tænker jeg at man kunne udvikle en form for Google Map hvor de

enkelte lokaliteter blev tagget. På den måde vil der med tiden blive skabet et

digitalt landkort over Danmarks folkeminder, der både vil skabe overblik over

hvor hvilke fortællinger hører til, og forhåbentligt give lyst til at komme ud og

opleve naturen og folkeminderne sammen.





Alt godt


Tel 2617 1031

hd@thedybdahl.com



77


Mail til Statens Arkiver som opfølgning på første telefoniske kontakt:


Kære X



Mine overvejelser går på at levendegøre kulturarven. Dette kan ske gennem et

projekt hvor en særlig del af Statens Arkivers arkivalier er i fokus. Et

formidlingsprojekt der gransker Statens Arkiver for utugtigt materiale der blev

bortcensureret før pornografen blev tilladt, men som i dag anses for mere eller

mindre harmløst. Og som jeg forstiller mig kunne blive sat op i det

Københavnske byrum på samme måde som streetart/gadekunst bliver det i dag.

Opsat som plakater på fx Metrobyggeriets byggepladsmure og måske med

projektører på store vægfader.





Alt godt


Tel 2617 1031

hd@thedybdahl.com



78

Formidling af digitaliseret kulturarv af Henrik Dybdahl - Forskning

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?