urets udvikling

32
urets
udvikling
AF NINA hAlD
i denne verden er der kun to ufravigelige sandheder:
Vi skal alle betale skat, og vi skal alle dø. Og
netop tiden er årsag til begge dele! Besættelsen af
tid er imidlertid et nutidigt, moderne fænomen.
Tidsmåling går naturligvis tilbage til de ældste civilisationer;
de første kalendere er baseret på månen
(derfor er der endnu mange arabiske stater, der har
månen i deres flag), og egypterne foretrak at inddele
året efter solen (deres kalender talte 365,25 dage pr.
år, hvilket må siges at være uhyggeligt præcist!).
Tid for tidligere generationer kunne imidlertid hverken
måles, beregnes eller spores på samme måde,
Broche-ur fra Cartier Paris fra
1925, i guld, platin, runde og
roseslebne diamanter, onyks,
koral, flere forskellige farver
emalje, monteret på en sort
silkesnor. 9,7 cm langt
fra bryst
til vest
fra håndled
til finger
Mænd har måske nok kunnet gå med deres ure i vestelommen, men de har
aldrig haft muligheden for at ”flashe” tidens gang på fingeren. Vi sporer urets
udvikling, fra de første i 1504, til de seneste kreationer til kvinder, der er mere
smykker end ure.
som vi kan i dag. I det 18. århundrede patruljerede
vægterne byerne og fortalte samtidig, hvad klokken
var, med dybe stemmer. Offentlige ure havde oftest
kun en viser, og om dagen blev tiden annonceret ved
kirkeklokkerne. Minutternes gang var endnu noget,
man kun kunne drømme om i de mest præcise fantasier,
og sekunder har været et koncept, som har
været noget nær ufatteligt. Men ønsket om at holde
styr på tiden har været dybfølt for mange en vordende
hersker.
Da Christoffer Columbus i slutningen af det 15. århundrede
begynder på sine opdagelsesrejser, fik
man pludselig brug for breddegrader (relativt lette at

Da tiden blev taget med på rejser:
Rejseur fra 1930, af sort emalje, grøn
jade og roseslebne diamanter, dekoreret
med et landskabsmotiv. Har tilhørt
hertuginden af Windsor. I dag i
Van Cleef & Arpels’ kollektion
Bordure er som små møbler. Cartier
New York “Model A” mysterieur fra
1929, som fik sin hemmelighedsfulde
status, fordi samtiden ikke kunne
regne ud, hvordan mekanikken bag
viserne var skjult. Guld, platin, bjergkrystal,
onyks og roseslebne diamanter.
13,7 cm høj
finde frem til) og længdegrader (straks værre, for bestemmelsen
af længdegraderne kræver, at man ved
hvad klokken eksakt er på det tidspunkt, hvor sekstanten
vendes mod himlen i forsøget på at kortlægge
sejlruten og det sted, hvor man befinder sig). Netop
besværet med længdegraderne gør, at Amerika ”opdages”
i flere omgange, for man er simpelthen ikke i
stand til at ramme samme ”havn” hver gang. Endnu
dikterer solen tiden, og ideen om at bære tiden på
sin krop er derfor (næppe nogen overraskelse!) ikke
så gammelt som tiden selv.
Transporterbar tid
Ønsket om konstant at kunne se, hvad klokken er,
og eje en mekanisme der kan oplyse sin ejerkvinde
om tidens gang, også om natten (i modsætning til
solure), bliver en besættelse, ligesom ønsket om at
eje de nyeste ”gadgets” er det for nogle i dag. Det
første transportable ur udformes i jern, af Peter Henlein
(eller Peter Hele) i Nürnberg, omkring år 1504.
Nyheden består i størrelsen på uret, der faktisk til-
Lotusuret fra Van Cleef & Arpels,
til brug for knaphullet.
Blomsten besat med gule
og hvide diamanter (i alt
5,80 carat), bladene tæt
fattet med smaragder (i
alt 22,28 carat). Urskiven
er fattet med hvide diamanter
og en enkelt smaragder
”kl. 12” – stilken er besat
med runde hvide diamanter og en
enkelt pæreformet diamant på stilkens
afslutning. I alt er der fattet 26,08 carat
diamanter på stilken og urskiven.
Urværket er et quartzværk
lader transport! De tidligste armbåndsure – og dette
er måske en nyhed – blev lavet af Jacquet-Droz og
Leschot i Geneve og dateres til 1790. Den vigtige
pointe er dog, at armbåndsurene lod vente mere end
et århundrede på sig, før de blev den foretrukne tidsmåler.
Indtil da var det diverse veste- eller lommeure,
broche- og vedhængsure, der dikterede tidens gang.
De tidligste ure har to funktioner. Oftest er de smykker
frem for alt – det viser materialerne, som de er udført
i. Ikke så sjældent er de også små kunstværker,
udstyret med romantiske miniature-malerier. Hvis
uret blev båret i en lomme, var en kæde nødvendig;
af sikkerhedsgrunde, for let at kunne tage uret ud
af lommen, og selvfølgelig fordi kæden giver endnu
en mulighed for overdådig udsmykning. Kæden kan
selvfølgelig være enkel, men oftest har de været små
udstyrsstykker, suppleret med enkelte charms og
måske et enkelt diskret miniature våbenskjold eller
to. Specielt victorianerne var kreative, hvad kæderne
angik.
33

34 uRETs uDvIKlINg
Lommeur fra Cartier New York fra
1926, i platin, med roseslebne diamanter
og onyks
uret uD af vestelommen!
På samme måde som snustobaksæsker var det 18. århundredes
symbol på status, stil og rigdom, blev ure
det 19. og 20. århundreders modediller for de rigeste
– af den simple grund, at ure har deres eget liv. Så
megen opfindsomhed og håndværk på så lille plads –
kompliceret mekanik skjult bag en enkel kasse i guld
eller sølv. I det 19. århundrede kunne et ur koste op
til, hvad der ville svare til 200.000 kroner i nutidens
penge, hvilket har været med til at begrænse antallet
af dem i gadebilledet og tilsvarende mangedoble den
status, som har været forbundet med dem. Ure var,
og er i nogle tilfælde stadig, den ultimative luksus
for nogle mennesker. Masseproduktion og billigere
materialer tillader dog heldigvis i dag, at alle har råd
til at gå med ur.
Menneskekroppen er stor – ure relativt små. Det
betyder, at der er et stort område at placere ure på.
Siden 1850’erne begynder modetrends at spille en
væsentlig rolle for ures form og ligeledes hvordan de
bæres. Brocheure og vedhængsure bliver det store
modemæssige påhit – og af flere grunde bliver tiden
aldrig den samme igen! Herefter antager tidens
form mange udtryk; efter lommeurene er passé,
indtages brystet. Efter håndledet følger i hurtigt rækkefølge
manchetknapure, fyldepenneure, stokkeure
og ringure. Kvinder når endda at få små ure monteret
på pudderdåser, men det vinder aldrig fodfæste som
Vedhæng-ur af Cartier Paris, fra 1909. Feminin
blomsterkurv, med uret ”orienteret”
på en sådan måde, at kun bæreren kan
aflæse tidens gang. Platin, guld, roseslebne
diamanter og blå emalje
Ring-ur fra Piaget, i 18 karat hvidguld besat
med 292 diamanter (i alt 7,35 carat). Ringen
åbnes ”kl. 6” og tiden åbenbares
trend, som for eksempel ringurene gør. Ringurene
bliver populære, fordi det er en feminin måde at udtrykke
tid på – en som mænd, der ellers har ”patent”
på tid, ikke kan komme i nærheden af!
Kvinderne og smykkerne
Tid har til de fleste tider sorteret under mænd. Kvinder
begynder faktisk først at bære ure i midten af
det 19. århundrede, og da er de naturligvis en del
mindre i størrelsen og mere feminint udformede.
Det smukke køn bærer til at begynde med tiden på
brystet (det mest feminint synlige område på kvindekroppen),
ofte gemt bag blomster- eller sløjfemotiver.
Hvad sker der så? Mænd bliver misundelige!
De vil også være med i legen! Revers-ure udformes
prompte til mændene, så mændene ikke skal føle sig
forfordelt! Lige så prompte følger mindre, lettere og
mere diskrete kæder, så man også kan holde styr på
den slags ure, hvis man ønsker at droppe dem ned i
brystlommen.
Første Verdenskrig placerer uret solidt på håndleddet
– hvor det faktisk er forblevet lige siden. Tid blev
en vigtig faktor under krigen, og lommeure, som
før ville have levet en lettere skjult tilværelse, blev
monteret på kæder til håndleddet, som et umiskendeligt
tegn på modernitet. Fabrikker, som fremstilles
i Charlie Chaplin-filmen ”Modern Times” (1936),
kræver, at arbejdere stempler ind og ud; mennesket
er nu styret af mekanisk tidtagning.

Definitionen af et sekund
I vores postmodernistiske tidsalder er det kun
passende ironisk, at det nok engang er naturen
(i form af radioaktive grundstoffer), som er
den mest eksakte måde at måle tid på. Til dem,
der måtte have en speciel interesse i emnet,
skal det bemærkes, at man i dag bruger særlige
atomure til at definere tidsenheden ”sekund”.
Atomure definerer et sekund som varigheden
af 9.192.631.770, eller cirka 9,2 mia., svingninger
af den lysbølge, som udsendes fra radioaktive
cæsiumatomer inde i atomure. Hvert
200.000. år taber et atomur et sekund – se, dét
er da præcision, der VIL noget!
moden
Som moden udvikler sig i det 20. århundrede er det
ikke længere nok at variere, hvor på kroppen uret
bæres. Endelig tages der fat på selve urskiven: Fra
ganske almindelige cirkler bliver ovaler og firkanter
også økonomisk tilgængelige for almindelige mennesker.
I art deco perioden opfindes de kurvede
rektangler, der følger håndleddets form. Kvindeure
i 1920’erne og 1930’erne skjuler selve urskiven under
dekorative låger, som først skal løftes, før tidens
gang åbenbares, en designmæssig trend, som stadig
genoplives med mellemrum, senest her i begyndelsen
af det 21. århundrede.
1940’erne er som årti præget af ure som ringe. I det
hele taget bliver urene mindre og mindre, i takt med
tidens fascination af små mekaniske ting. 1960’erne
er præget af kitschede ure, nok en gang i form af
vedhængure. I dag er vintage ure den eneste sikre
investering, som med garanti vil vedblive at stige i
værdi – ure med en personlig historie, og en sjæl som
kan fortælle eventyr.
Selvom tiden er uforanderlig, ændrer vores måde
at måle tid på, og dermed ure, sig i høj grad. Hvem
kunne for eksempel have forudset, at langt de fleste
mennesker i dag kigger på deres mobiltelefon for at
finde ud af, hvad klokken er?! En tur tilbage til fortiden,
til dengang, hvor ure var værd at bruge tid på,
er måske tiltrængt!
uRETs uDvIKlINg 35
Fra det 21. århundrede: Cartier kuglepen
af sort lak og platin, med en
koral på kronen og ur på toppen
Halskæde-ur fra Georg Jensen, et opdateret Koppel
design fra 1970’erne, på justerbar sort bomuldssnor,
så uret også kan bruges som lommeur
greenwish mean Time – gmT
I 1879 inddeler englænderen Sir Sandford Fleming
verden i 24 tidszoner. Fem år senere, i 1884,
udnævnes det kongelige observatorium i Greenwich,
England, til stedet, der angiver verdens
”standard-tid”, fordi det meste af kloden dengang
var kortlagt i forhold til England. Derfor henviser
vi stadig til ”GMT – Greenwich Mean Time”, som
en tidszone man kan læne sig op ad, når det evigtgyldige
spørgsmål stilles: ”Hvad er klokken?”.
Med tak til…
Den æstetiske/modemæssige beskrivelse af urets udvikling er baseret
på interview med Robin Dutt, engelsk kommentator, kurator
og kunstkritiker, som blandt andet har arbejdet for BBC Radio,
The Times, The Independent, Elle Deco og Elle. For definitionen af
et sekund skyldes tak til atomfysiker og dr. phil. Nadia Hald