Arena connaisseur

download.benjamin.dk

Arena connaisseur

Guide til de finere ting i livet

Arena

connaisseur

#14 Denne måned

Film

Vi ved alle noget om fi lm ... synes vi i

hvert fald selv. Men har du styr på dine

klassikere? Arena giver dig et overblik over

de 25 fi lm, som er værd at tale med om

TEKST: THOMAS PORSKJÆR

Hvem har ikke drømt om at indrette et

bibliotek? Tænk herreværelse i klassisk

engelsk stil med tunge Chesterfieldmøbler,

mørk palisander på væggene,

årgangscognac i barskabet og en

atmosfære ladet med ånd, kultur og skaberkraft

fra værkerne samlet i reolerne. Men hvorfor ikke

supplere de litterære klassikere med et smagfuldt

udvalg af filmhistoriens mesterværker?

Kulturel dannelse er ikke begrænset til en stak

støvede bøger. Nej, spørgsmålet er, om du har

citeret dialogerne i The Big Lebowski igen og

igen, siddet i mørket og bidt negle til Dødens gab,

kæmpet med klumpen i halsen under The Deer

Hunter eller er gået rystet ud af biografen efter

Breaking the Waves. For når film er bedst, kan de

få os ud i alle ender af følelsesregisteret, mens de

fortæller en god historie.

Det er den kombination, der har udviklet

filmkunsten til en milliardindustri – siden den i sine

unge år mest blev betragtet som en kuriøs døgnflue

uden kommercielt potentiale.

Arena har udvalgt 25 film, som enhver

connaisseur med respekt for sig selv bør have set

og have en holdning til. Nogle vil sikkert spørge:

Hvor er Orson Welles’ mesterværk Citizen Kane, der

adskillige gange er kåret som verdens bedste film?

Hvorfor er François Truffaut, den franske nybølges

fornemste instruktør, ikke repræsenteret med en

film? Og siden hvornår er Ridley Scotts Alien (som er

med på listen) blevet en bedre film end hans Blade

Runner (som ikke er med)?

Svaret er, at for entusiasten er der nok at hidse sig

op over og diskutere, og sådan skal dét være. Men

under alle omstændigheder garanterer de valgte

film adskillige nætters adrenalinchok, latterudbrud

og stof til eftertanke. Så sæt dig i den bløde, lad din

bedste cognac fylde glasset, og forsvind ind i en af

de fantastiske fortællinger.

DOMMEDAG NU/APOCALYPSE NOW

Francis Ford Coppola, 1979

Francis Ford Coppola baserede sin ultimative

Vietnam-krigsfilm på Joseph Conrads roman Heart

of Darkness, der slet ikke handler om Vietnamkrigen,

men finder sted i kolonitidens Congo. I begge

fortællinger rejser hovedpersonen op ad en flod for

at uskadeliggøre en hvid mand, der er gået amok

blandt de indfødte. Coppola gjorde materialet til en

af de mest storslåede og ekstreme demonstrationer

af krigens altødelæggende indflydelse på

menneskeheden. At filmen oven i købet var både

fysisk og psykisk nedbrydende at indspille, kan man

opleve i den også fremragende dokumentarfilm

Hearts of Darkness.

Bonus: Se 12 Monkeys bagefter, og bemærk,

hvordan Brad Pitt har studeret Dennis Hoppers

maniske skuespilstil i rollen som amerikansk

krigsfotograf i Dommedag nu.

THE DEER HUNTER

Michael Cimino, 1978

The Deer Hunter griber dig om hjertet og sparker

dig i mellemgulvet i sin hverdagsskildring af

almindelige, unge amerikanske mænd og deres dybt

traumatiserende møde med Vietnam-krigen, hvor

de bliver taget til fange og mishandlet af Vietcong-

soldater. Både Robert De Niro og Christopher

Walken leverer skuespilpræstationer, der med

rette har givet dem deres stjernestatus. Når du har

set filmen, bliver dit forhold til kombinationen af

tromlerevolvere og hidsige vietnamesere aldrig helt

det samme igen.

Bonus: Efter den overvældende succes med The

Deer Hunter overskred instruktøren Michael Cimino

alle budgetter og sænkede selskabet United Artists

med sit næste projekt, Heaven’s Gate, der står som

filmhistoriens største flop nogensinde.

82 APRIL 2007

www.arenamag.dk www.arenamag.dk

APRIL 2007 83

Film

Helvede på jord

Robert De Niro i The

Deer Hunter, mens

livet stadig er værd at

leve. Og Dommedag

nu efter ... ja,

dommedag


84

THE GODFATHER II

Francis Ford Coppola, 1974

Der var ikke mange, der troede på, at den relativt

uprøvede Francis Ford Coppola kunne løfte opgaven

med den første Godfather. Ikke desto mindre gav

filmen instruktøren den stjernestatus, han stadig

har den dag i dag. Arenas favorit i triologien er

2‘eren, hvor vi i krydshandling oplever en ung Vito

Corleone på Sicilien og i 1910‘ernes New York

samt sønnen Michael Corleones forsøg på udvide

mafia-familiens forretning til 1950‘ernes Las Vegas,

Cuba og Hollywood. I filmen lykkes det en ung

Robert De Niro at løfte arven fra forbilledet Marlon

Brando, og Al Pacinos portræt af Michael Corleones

sjælelige undergang er lige så gribende, som den er

knusende.

Bonus: Coppola ville egentlig helst have været fri

for at instruere 2’eren og foreslog i stedet Martin

Scorsese. Men pengemændene insisterede på

Coppola efter den første films massive succes.

U-BÅDEN/DAS BOOT

Wolfgang Petersen, 1981

Som instruktør er Wolfgang Petersen normalt

en dygtig håndværker – og ikke mere. Men hans

klaustrofobiske skildring af livet på en tysk ubåd

under 2. Verdenskrig står stadig som genrens

storværk. Og overraskende nok er det ikke et

problem for indlevelsen, at historien bliver fortalt fra

en tysk synsvinkel. Wolfgang Petersen fortæller ud

fra et menneskeligt synspunkt, og ikke uden humor,

men bestemt også med øje for krigens nådesløshed.

Det er en intens og omklamrende oplevelse at være

tilskuer i dybet.

Bonus: De samme modeller af ubåde, som blev

brugt under optagelserne til U-båden, blev senere

genbrugt i Steven Spielbergs eventyrfilm Jagten på

den forsvundne skat.

GLADIATOR

Ridley Scott, 2000

Ridley Scotts heroiske fortælling om Maximus, der

som offer for en blodig uretfærdighed kæmper sig

gennem Romerrigets bloddryppende arenaer for

at konfrontere sin dødsfjende, er en vanvittig flot

og voldsom film. Russell Crowe fik fuldt fortjent

superstjernestatus som Maximus, og dramaet

tryllebandt publikum i sådan en grad, at Ridley Scott

kunne glæde sig over et comeback som instruktør i

superklassen.

Bonus: Efter sin rolle i The Insider måtte Russell

Crowe tabe næsten 20 kilo på to måneder, inden

optagelserne til Gladiator skulle begynde. Lidt hårdt

arbejde på farmen i Australien var alt, der skulle til.

PULP FICTION

Quentin Tarantino, 1994

I insider-kredse var man klar over, at Quentin

Tarantino var en instruktør, det var værd at holde øje

med. Men ingen havde forudset den vindstyrke, Pulp

Fiction skulle blæse 90‘ernes filmhistorie omkuld

med. Filmen handler om to mafia-lejemordere, en

bokser, en gangsters kvinde og ... nu bliver det for

indviklet. Se den selv. Fortællingens opbygning, de

hippe maskinpistol-dialoger, de kulørte karakterer og

designervolden bliver stadig kopieret i film som Kiss

Kiss Bang Bang og Lucky Number Slevin – men der

er kun én original, og ingen har endnu nået den til

sokkeholderne.

Bonus: Allerede under optagelserne til Pulp Fiction

fik Uma Thurman og Quentin Tarantino idéen til en

karakter ved navn Beatrix Kiddo alias Black Mamba

alias The Bride, der har én mission: Kill Bill.

APRIL 2007

Al Pacinos greatest

Det er altid en evig

kilde til diskussion,

hvilken Godfather-fi lm

der er bedst. Men det

ligger fast, at Al

Pacino spiller

mesterligt i alle tre

EN KVINDE SKYGGES/VERTIGO

Alfred Hitchcock, 1958

Gysets mester, Alfred Hitchcock, lavede to

fantastiske thrillers med James Stewart i

hovedrollen: Skjulte øjne og En kvinde skygges.

Skjulte øjne, hvor Stewart sidder med benet i gips

og studerer livet i boligblokken overfor, er den

morsomste af de to. En kvinde skygges, hvor

Stewart to gange oplever den samme tragedie,

nemlig at miste sin elskede, er den mest komplekse

og måske bedste. I hvert fald var det til den film, at

Hitchcock udviklede den effektfulde contra zoomteknik,

der efterligner oplevelsen af højdeskræk

og svimmelhed (vertigo), og som siden er blevet

kopieret et utal af gange, blandt andet i Dødens gab.

Bonus: Vertigo fik en hård modtagelse ved den

amerikanske premiere, og Hitchcock mente, det

skyldtes, at James Stewart så for gammel ud.

Vertigo blev deres sidste film sammen.

THE ICE STORM

Ang Lee, 1997

The Ice Storm er et stille, men skarpt portræt af

tiden, familien og menneskene i USA i 1973, hvor

middelklassen bl.a. gør sig i partnerbytte og alkohol.

Ang Lee har instrueret filmen med den samme

autoritet og følsomhed, som også gjorde hans

Brokeback Mountain til en af forrige års bedste

film. Hans undersøgelse af relationerne mellem

personerne i The Ice Storm kulminerer med et

næsten surrealistisk isslag, der med både skrøbelig

poesi og nådesløs konsekvens fryser et fatalt øjeblik

til is. The Ice Storm rører dig dybt og længe.

Bonus: Ang Lee, der er født i Taiwan, er en af de

få instruktører, der tilsyneladende befinder sig lige

naturligt i en lang række genrer, som fx historisk

(Fornuft og følelse), martial arts (Tiger på spring,

drage i skjul), superhelte (Hulk) og klassisk drama

(The Ice Storm, Brokeback Mountain).

FOTO: MIRACLE FILM DISTRIBUTION, ALL OVER, SCANPIX, AMBA

Tre mesterværker

Fra det sjove til det

syrede – Monty

Python’s Life of Brian,

Moderne Tider og A

Clockwork Orange.

De tre fi lm udfordrede

på hver sin måde den

tid, de blev skabt i

SE7EN

David Fincher, 1995

David Fincher var instruktøren bag den massivt

undervurderede Alien 3. Så ingen var forberedt

på den dybe afgrund af mørke, som han skulle

åbenbare med thrilleren Se7en. Plottet er en bibelsk

lektie i menneskelig ondskab. To politimænd jager

en psykopatisk seriemorder, som bruger De syv

dødssynder som skabelon for sine drab. I den

film ramte Brad Pitt højdepunktet af sin karriere i

samspillet med Morgan Freeman og en uhyggelig

afdæmpet Kevin Spacey. Når filmens rulletekster

løber den forkerte vej ned over lærredet til tonerne af

David Bowies The Heart’s Filthy Lesson, er verden

ganske enkelt ikke længere som før.

Bonus: I scenen, hvor Brad Pitt jagter morderen,

kommer han rigtigt til skade med armen, og derfor

blev man nødt til at skrive resten af manuskriptet om,

så Pitts figur har forbinding om armen.

A CLOCKWORK ORANGE

Stanley Kubrick, 1973

En af filmhistoriens mest kontroversielle film er

Stanley Kubricks filmatisering af Anthony Burgess’

roman A Clockwork Orange. Den udspiller sig i

fremtidens England, hvor en bande teenagere

hærger og voldtager. Temaet er vold, dels som

en del af den menneskelige natur, dels som et

instrument, som systemsamfundet bruger til at

kontrollere borgerne. Kubricks morale er hverken

entydig eller let at fordøje, og sammen med hans

suveræne brug af filmiske og musikalske virkemidler

erobrer A Clockwork Orange din bevidsthed i et vildt

og flot voldsorgie.

Bonus: Filmen blev ikke distribueret i Storbritannien

fra 1973 og til Kubricks død i 1999. Det var

Kubrick selv, der trak filmen tilbage, efter at han

havde modtaget dødstrusler på grund af filmens

kontroversielle indhold.

MONTY PYTHON’S LIFE OF BRIAN/

ET HERRENS LIV

Terry Jones, 1979

Monty Python er nærmest definitionen på britisk satire.

Tænk bare på The Flying Circus, De skøre riddere

og Live at the Hollywood Bowl og tænk dernæst på,

hvor svært det er at forestille sig Drengene fra Angora

eller Casper & Mandrilaftalen uden d’herrer John

Cleese, Terry Gilliam, Terry Jones, Eric Idle, Graham

Chapman (må han hvile i fred) og Michael Palins

geniale ideer. Med Life of Brian lavede gruppen sit

egentlige hovedværk. En hysterisk morsom, spidende

satirisk og voldsomt intelligent religionskritisk film om

Brian, der gennem hele sit liv må lide den tort at blive

forvekslet med en vis berømt kristen profet, der endte

sine dage på korset. Det gør Brian vel ret beset også,

men først efter at have sunget sin livsbekræftende

opfordring i et af filmens klassiske øjeblikke: Always

Look on the Bright Side of Life!

Bonus: EMI trak sig fra finansieringen af Life of

Brian, fordi man anså den for at være blasfemisk.

Beatles-guitaristen George Harrison trådte til med

en økonomisk håndsrækning, fordi han mente, det

var den eneste måde, han kunne komme til at se

endnu en Monty Python-film. Han kan i øvrigt ses

som statist i filmen.

MODERNE TIDER/MODERN TIMES

Charles Chaplin, 1936

Da Chaplin lavede Moderne tider, havde han

allerede flere mesterværker bag sig, men netop

i denne film får hans velkendte vagabond mødet

med det moderne industrisamfunds teknologi til

at gå op i en højere komisk og samfundssatirisk

enhed. Næsten symbolsk varslede denne film også

slutningen på Chaplins storhedstid, for som mange

andre stumfilmstjerner havde han svært ved at

acceptere tonefilmens fremmarch, og selv om han

lavede tonefilm efter Moderne tider (bl.a. Diktatoren),

vil han og vagabonden for altid være uløseligt

forbundet med stumfilm.

Bonus: Det franske selskab bag René Clairs A nous

la liberté sagsøgte Chaplin for at have plagieret

Clairs film. Men da René Clair selv udtalte, at han

var beæret, hvis Chaplin havde ladet sig inspirere af

filmen, blev der indgået forlig.

BLUE VELVET

David Lynch, 1986

David Lynch er en af de få filminstruktører, der

har formået at forene et mystisk, gådefuldt og

tvetydigt univers med blockbuster-potentiale. Blue

Velvet blev filmen, der for alvor placerede ham

som et af de mest originale navne i amerikansk

film med sin flertydige vision om ungdommelig

uskyld, indestængt drift og hardcore vold. I filmen

vender en mand tilbage til sin fødeby, hvor han

finder et menneskeøre på en mark. Han begynder

selv at efterforske sagen, og det fører ham til en

mystisk, smuk kvinde, som har involveret sig med

en ond og pervers stodder spillet med grotesk

og uhyggelig perfektion af Dennis Hopper. Filmen

har mange lighedspunkter med David Lynchs

senere så folkelige succes med den mageløse og

revolutionerende tv-serie Twin Peaks. Og glem ikke

særlingens andet store mesterværk, Wild at Heart,

der vandt De Gyldne Palmer i Cannes.

Bonus: Da Dennis Hopper havde læst manuskriptet

til Blue Velvet, ringede han til David Lynch og sagde,

at han måtte spille Frank, fordi han var Frank. Måske

var David Lynch lidt nervøs for, hvordan det ville

være at arbejde sammen med en voldspykopat, der

siger ‘fuck‘ i stort set hver eneste sætning – men

Dennis Hopper fik da rollen.

www.arenamag.dk www.arenamag.dk APRIL 2007 85

Film


DE UTROLIGE/THE INCREDIBLES

Brad Bird, 2004

Hollywood spytter for tiden animationsfilm ud, som

var det ugentlige afsnit af Disney Sjov. Men der er én,

som har sneget sig med på vores liste: Med skelen til

De fantastiske fire skabte Pixar og instruktøren Brad

Bird i 2004 animationsfilmen De utrolige, der handler

om en familie af superhelte, der gemmes væk af

et samfund, der ikke længere har brug for hjælp.

Bird brillerede med den stilfulde og kækt drejede

historie om, at også en superhelt kan være træt af

sit kedelige job, have en problematisk teenagedatter

og drømme om de gode, gamle dage, hvor verden

skulle reddes et par gange om dagen.

Bonus: Filmens stilmæssige referencer til

1960‘ernes agentfilm blev understreget af, at John

Barry oprindelig var hyret som komponist. Han har

skrevet musikken til de fleste James Bond-film.

BREAKING THE WAVES

Lars von Trier, 1996

Med tv-serien Riget forlod Lars von Trier sin Europatriologis

elitære verden og kom i stedet ud til et stort,

bredt tv-publikum. Så da uskyldige Emily Watson

som Bess ofrede dyden og livet for sin syge elskede

Jan (Stellan Skarsgård) i Breaking the Waves, var

der lagt op til den helt store offentlige diskussion om

kvindesyn, ironi og håndholdt kamera i Triers film. Nu

hvor støvet har lagt sig, står det klart, at filmen er en

kompleks blanding af noget meget naivt, noget lidt

patetisk og noget langt mere udspekuleret. Og det

egentlige kunststykke er, at det virker.

Bonus: Helena Bonham Carter var tænkt til at spille

rollen som Bess, men hun takkede nej – angiveligt

på grund af nøgenscenerne. Senere virkede hun dog

ikke helt så genert i Wings of the Dove og Fight Club.

RAGING BULL

Martin Scorsese, 1980

Robert De Niro tog 25 kilo på for at spille sin rolle,

men det er måske det mindst imponerende ved

hans og Martin Scorseses portræt af bokseren

Jake La Motta. Filmen er en fortvivlende, men

også underligt befriende rejse gennem La Mottas

liv, hvor han støder sine nærmeste fra sig og

ender i menneskeligt forfald. Mod alle odds

leverer Scorsese og De Niro en filmisk skønhed og

musikalitet midt i de voldsomme boksescener og

fordærvende nedture. Nogle anser Raging Bull for at

være 80‘ernes største amerikanske film.

Bonus: Raging Bull var det andet mesterværk af

trekløveret Martin Scorsese, Robert De Niro og

manuskriptforfatteren Paul Schrader. Det første

mesterværk var Taxi Driver fra 1976 med endnu

en forpint sjæl i hovedrollen: taxachaufføren og

Vietnam-veteranen Travis Bickle.

DØDENS GAB/JAWS

Steven Spielberg, 1975

Da Steven Spielberg var i gang med at optage

Dødens gab, gik Hollywood-sladderen om den

unge instruktør, der var ved at knække halsen på en

håbløs hajfilm, hvor en sagesløs badeby hjemsøges

af en grotesk monsterhaj. Det gik stik modsat,

for med Dødens gab blev blockbuster-begrebet

født. Filmen trak fulde huse og skræmte livet af en

hel generation af badegæster. Karakteristisk for

Spielberg står han ved sin gæld til Hitchcock ved at

kopiere den berømte contra zoom-teknik fra Vertigo,

første gang Roy Scheider ser dræberhajen i aktion.

Bonus: Det lykkedes Steven Spielbergs ven George

Lucas at få hovedet i klemme i hajens mund, da de

under optagelserne inspicerede kræet.

THE BIG LEBOWSKI

Joel Coen, 1998

Brødrene Ethan og Joel Coen er en del af

Hollywoods alternative brigade med en lang

række af ekstremt originale film i kufferten. The Big

Lebowski er en hyldest til den afslappede livsstil,

personificeret af den bowlingspillende Jeff Bridges

som The Dude, der prøver at finde vej gennem

joint-tågerne og et mystisk kidnapningsplot. Filmen

er måske lidt løs i fugerne, men de overlegne

karakterer, geniale dialoger og en mageløs

situationskomik gør, at du bliver lige så høj af

latteren, som The Dude bliver af sit græs. I øvrigt

ses John Goodman i sit livs rolle som den Vietnamfikserede

Walter.

Bonus: I pornofilmen med Bunny, det formodede

kidnapningsoffer, spiller hun over for Asia Carrera,

der vil være kendt af hardcore fans som ægte

pornoskuespillerinde.

Helt utroligt

Animationsfi lmen De

Utrolige slår benene

væk under dig. Det

samme gør Breaking

the Waves, Raging

Bull og Dødens gab

ALIEN

Ridley Scott, 1979

Dødens gab i det ydre rum. Sådan er historien i Alien

blevet beskrevet, og det virker jo som en temmelig

oplagt ide. Alligevel var der mange, der mente, at

Alien-filmen var en alt for blodig sag at binde an

med. Men Ridley Scotts spændingsmættede scener

blev sammen med H.R. Gigers skræmmende

monsterdesign et tordnende hit. Det har banet vejen

for en både kunstnerisk og kommerciel succesfuld

filmserie om den altfortærende rædsel i rummet,

derude hvor ingen kan høre dine panikslagne skrig,

når monstret angriber.

Bonus: Et af de mest effektive trick ved Alien er, at

man ikke får monstret at se i fuld figur før meget sent

i filmen, så fantasien paradoksalt nok får meget mere

at være bange for. Men designeren H.R. Giger var

bitter, fordi han mente, at man ikke fik nok lejlighed til

at beundre hans aggressive kreation.

MIT LIV SOM HUND

Lasse Hallström, 1985

Hvis man skal opsummere alt det smukke ved

vores store, vemodige og fyrrenålsduftende

broderland, er det lille mesterværk Mit liv som

hund ikke til at komme udenom. Lasse Hallströms

gennembrudsfilm er historien om lille Ingemar, der

i 1950‘ernes Sverige vil alt det bedste, men går

så grueligt meget igennem. Alligevel klarer han

tilværelsens sørgelige situationer og udfordringer

med livsfilosofien “det kunne være værre, hvis

man sammenligner med …”. Tænk bare på den

sovjetiske rumhund, Lajka, der sendes op med

Sputnik og er dømt til ensom rotation i det store

mørke ingenting ...

Bonus: Mit liv som hund blev i 1988 nomineret

til en Oscar i hele to kategorier, men vandt ikke.

Til gengæld satte det fut i Lasse Hallströms

amerikanske karriere.

Respektløs western

Gene Wilder som

‘gun-slinger’ slår sig

sammen med en sort

sherif i Gucci-tøj. Se

det glade vanvid i

Mel Brooks’ Sheriffen

skyder på det hele

SUNSET BOULEVARD/SUNSET BLVD.

Billy Wilder, 1950

Billy Wilder er ofte blevet forbundet med den mørke

og skæbnetunge kriminalfilmgenre, film noir, men var

en utrolig alsidig instruktør. Dels fordi hans Double

Indemnity fra 1946 er så helstøbt et mesterværk,

dels fordi Sunset Boulevard fra 1950 om muligt er

endnu bedre og i øvrigt den sidste store film noir.

Næsten selvbiografisk spiller Gloria Swanson en

afdanket stumfilmdiva, Norma Desmond, der ikke vil

se i øjnene, at hendes tid i rampelyset er forbi. Det

bliver i Billy Wilders hænder til et frysende, dystert

drama om bagsiden af Hollywoods stjernedyrkelse.

Bonus: Sunset Boulevard er fuld af referencer til

virkeligheden. F.eks. viser Norma filmen Queen

Kelly i sin private biograf. Den film eksisterer og er

instrueret af Erich von Stroheim, der spiller Normas

butler i Sunset Boulevard. Og hovedrollen i Queen

Kelly spilles naturligvis af – Gloria Swanson.

SHERIFFEN SKYDER PÅ DET HELE/

BLAZING SADDLES

Mel Brooks, 1974

Den amerikanske komiker Mel Brooks‘ eneste rigtigt

vellykkede film er den ultimative westernparodi.

Sheriffen skyder på det hele kan ved første øjekast

virke både lavpandet og plat på et elementært

pruttepude-plan. Men se den igen. Og igen. Du vil

opdage, at det er sofistikeret og befriende politisk

ukorrekt jødisk humor med punchlines, du skal lede

længe efter. I hvor mange andre cowboyfilm møder

du for eksempel indianere, der taler jiddisch, og en

sort sherif i en by af halvracistiske bonderøve?

Bonus: Oprindeligt skulle John Wayne spille den

alkoholiserede cowboy, og selv om westernstjernen

græd af grin, da han læste manuskriptet, sagde han

nej tak, i erkendelse af at lige præcis den rolle ville

smadre hans karriere.

FESTEN

Thomas Vinterberg, 1998

Begrebet dogmefilm havde ikke fået sin kolossale

betydning for dansk film, hvis det ikke havde været

for Thomas Vinterbergs Festen. Det var den første,

og den gik sin sejrsgang verden over og markerede

Danmark på filmens verdenskort. Det er da også

en lysende god og svimlende tragisk historie, som

Vinterberg har sat ind i en genkendelig tradition,

familiefesten. Fortidens skeletter om incest rasler

ud af skabene, og alle overflader krakelerer,

mens traditionen forsøger at holde sammen på

stumperne. Det er både forfærdeligt og forløsende

på samme tid.

Bonus: I bedste Alfred Hitchcock-stil spilles

taxachaufføren, der kører Helenes kæreste Gbatokai

til familiefesten, af Vinterberg selv.

DIE HARD

John McTiernan, 1988

Jo, den er god nok – vi har også actionfilm på

listen. Da Die Hard fik premiere i 1988, satte den

nye standarder for actiongenren, og selv om den

snart er 20 år gammel, og der er sket meget med

computerteknik og special effects siden da, sparker

den stadig røv. Bruce Willis spiller den uheldige

politimand John McClane, der ene mand og på

bare fødder må nedkæmpe en skyskraber fuld

af terrorister. Die Hard holder sig godt, fordi den

igennem al larmen holder sig til de tre E’er: enkel,

effektiv og energisk. Yippee-ki-yay!

Bonus: En af politibetjentene uden for den besatte

skyskraber kommenterer John McClane: “He

could be a fucking bartender for all we know!” Tja,

før Bruce Willis blev en kendt skuespiller, var han

såmænd...bartender.

MANHATTAN

Woody Allen, 1979

Woody Allen ligner mest af alt en selvudslettende

nørd, der har været udsat for mobning siden

vuggestuen, og hans filmproduktion er både stor og

noget ujævn. Men tag ikke fejl – han er en eminent

filminstruktør, og i sine bedste øjeblikke er han en

sand mester på sit felt. I Manhattan mødes hans

komiske og selvudleverende talent med en stærk

kærlighedshistorie. En usædvanligt veloplagt dialog,

New Yorks fotogene locations og ikke mindst

fantastiske præstationer fra Allen selv og en ung

Muriel Hemingway er Woody Allens vartegn, og de

gør filmen til en ægte klassiker.

Bonus: Woody Allen selv mener, at Manhattan er

hans dårligste film. Alligevel er det den af alle hans

film, der har haft den største indtjening.

86 APRIL 2007

www.arenamag.dk

www.arenamag.dk

APRIL 2007 87

Film

More magazines by this user
Similar magazines