Noter til filosofi-pensum - Horsens HF og VUC
Noter til filosofi-pensum - Horsens HF og VUC
Noter til filosofi-pensum - Horsens HF og VUC
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Noter</strong> <strong>til</strong> <strong>filosofi</strong>-<strong>pensum</strong> 2008-2009<br />
Mennesket<br />
1. DESCARTES.(1596-1650): Mennesket som sjæl <strong>og</strong> legeme.<br />
Mennesket: Mennesket består ifølge D. af to væsensforskellige<br />
ting (substanser), sjælen <strong>og</strong> legemet. Sjælen er<br />
bevidstheden eller tænkningen (altså her en meget<br />
bred opfattelse af, hvad tænkning er: at sanse, at<br />
fores<strong>til</strong>le, at ville, at indse). Legemet er den fysiske,<br />
materielle side af mennesket. Sjælen er en tænkende<br />
ting (res c<strong>og</strong>itans), <strong>og</strong> legemet er en udstrakt ting<br />
(res extensa). Forbindelsen mellem sjæl <strong>og</strong> legeme<br />
er dybest set ubegribelig. Descartes hævder d<strong>og</strong> en<br />
vekselvirkningshypotese.<br />
Sansninger <strong>og</strong> følelser er legemets virkninger i<br />
bevidstheden. Egentlig tænkning er bevidsthedens<br />
egen aktivitet. Menneskets lykke består i, at det med<br />
sin vilje <strong>og</strong> sin forstand kan beherske sine følelser.<br />
Sjælens<br />
værdi <strong>og</strong> For Descartes har den menneskelige sjæl en højere<br />
eksistens: værdi end alt andet i verden. Denne værdi skyldes, at<br />
mennesket med sin egen tænkning kan fastslå<br />
sjælens ubetvivlelige eksistens. Alle påstande kan<br />
betvivles, hvad enten de bygger på sanserne,<br />
matematiske beviser eller common sense. Men at der<br />
tvivles, ja selv det at der tænkes et universelt<br />
bedrag, bekræfter tænkningens ubetvivlelige<br />
eksistens, når der tænkes. Tænkningen, <strong>og</strong> jeget der<br />
tænker, er hævet over enhver tvivl. Ikke hvad der<br />
tænkes, men at der tænkes. Mennesket har altså<br />
mindst én fundamental <strong>og</strong> sikker viden, nemlig "jeg<br />
tænker altså er jeg" (c<strong>og</strong>ito ergo sum). Denne viden<br />
danner grundlag for al anden viden 1 .<br />
Mennesket har altså mindst én fundamental <strong>og</strong> sikker<br />
viden, der må danne grundlag for al anden viden.<br />
Mennesket kan, hvad viden angår, med sikkerhed<br />
sætte sig selv i centrum.<br />
Naturen: Den udstrakte, fysiske natur er sjælløs <strong>og</strong> omfatter<br />
alt ikke-menneskeligt. Den udstrakte natur - altså<br />
1<br />
Det står klart <strong>og</strong> distinkt for bevidstheden, at tænkning <strong>og</strong> eksistens er uadskillelige. Det klare <strong>og</strong> distinkte kan<br />
således generelt hævdes som et subjektivt sandhedskriterium. Kun med Guds eksistens, som D. beviser på<br />
flere måder, kan der <strong>til</strong>lægges de klare <strong>og</strong> distinkte ideer en metafysisk vished, dvs. at ideerne stemmer<br />
overens med virkeligheden eller er objektive. Da Gud har indlagt disse ideer i os - som medfødte ideer - <strong>og</strong><br />
Gud ikke er en bedrager kan vi med sikkerhed have en viden om den ydre verden.<br />
1
herunder <strong>og</strong>så planterne <strong>og</strong> dyrene - er underlagt<br />
rent mekaniske love, som mennesket i princippet kan<br />
erkende, formulere <strong>og</strong> udnytte. Dyret er således blot<br />
en kompliceret maskine.<br />
Mennesket<br />
<strong>og</strong> naturen: Mennesket bliver i sin selvforståelse naturens<br />
hersker. Den videnskabelige fornuft <strong>og</strong> den rationelle<br />
metode er menneskets særlige kendetegn <strong>og</strong> dets<br />
mulighed for at hæve sig over naturen, eller i det<br />
mindste hæve sig op <strong>til</strong> niveau med naturen <strong>og</strong> ikke<br />
blot blindt være underlagt den. Denne position er<br />
sikret <strong>og</strong> retfærdiggjort ud fra den klare <strong>og</strong> distinkte<br />
idé om sjælens eksistens, som en tænkende ting.<br />
(Mennesket besidder <strong>og</strong>så andre klare <strong>og</strong> distinkte<br />
ideer: ideen om Gud, ideen om at enhver begivenhed<br />
må have en årsag, ideen om udstrækning som<br />
legemets grundlæggende egenskab).<br />
Problemet: De menneskelige handlinger er som fysiske<br />
bevægelser underlagt fysikkens love <strong>og</strong> dermed<br />
underkastet en determinisme. Men som bevidste<br />
handlinger, forårsaget af en fri vilje, er de ikke<br />
undergivet de mekaniske love.<br />
Idehistorisk<br />
placering: Med sin dualisme forsøger Descartes at forene troen<br />
på en Gud - der på den ene side har skabt naturen<br />
(efter mekaniske love, bevarer dens eksistens<br />
gennem tiden, men derudover ikke tænkes at gribe<br />
"overnaturligt" ind i dens forløb (deisme)) <strong>og</strong> på den<br />
anden side mennesket (skabt i Guds billede dvs. med<br />
bevidsthed <strong>og</strong> fri vilje) - med den nye matematiske<br />
naturvidenskab. Mennesket indtager en særlig plads i<br />
forhold <strong>til</strong> naturen (antropocentrisme). Med sin<br />
tænkning i det videnskabelige arbejde "genskaber"<br />
mennesket naturens matematiske, geometriske <strong>og</strong><br />
mekaniske væsen.<br />
Det antikke, græske syn på naturen som et kosmos,<br />
en organisk helhed, hvis dele afspejler helhedens<br />
væsen er hermed radikalt brudt.<br />
Menneskets <strong>til</strong>værelse er ikke længere sikret ved<br />
dets naturlige placering i helheden, men må <strong>og</strong> kan<br />
sikres af mennesket selv gennem dets viden.<br />
2
2. Kierkegaard:(1813-1855) Mennesket <strong>og</strong> den personlige eksistens<br />
Menneskets For K. er mennesket metafysisk set placeret<br />
placering: mellem naturen <strong>og</strong> Gud. Medens alt i naturen blot<br />
fremkommer i rum <strong>og</strong> tid <strong>og</strong> medens Gud er uden for<br />
rum <strong>og</strong> tid er mennesket et væsen, der i tiden hæver<br />
sig over tiden ved at forholde sig <strong>til</strong> sin situation.<br />
Menneskets Mennesket er et endeligt væsen. Det er begrænset<br />
situation, grænset af sin situation der afstikker de<br />
væsen <strong>og</strong> frihed: nødvendige betingelser <strong>og</strong> omstændigheder for<br />
dets liv. Såvel den medfødte udrustning, fysisk som<br />
psykisk, som de holdninger, værdier <strong>og</strong> normer, som<br />
er indlagt af omgivelserne, samfundet, ("det almenmenneskelige")<br />
i individet udgør hvert enkelt<br />
menneskes væsen. Det er en spændingsfyldt enhed<br />
mellem det individuelle <strong>og</strong> almene.<br />
Til denne enhed forholder hvert enkelt menneske sig.<br />
Det spørger: ”hvem er jeg”, <strong>og</strong> ”hvad vil jeg”. Heri<br />
består dets frihed. Mennesket forholder sig <strong>til</strong> sig selv<br />
i sin situation. Mennesket kan lige så lidt vælge om<br />
det vil være frit, som det kan vælge sin situation.<br />
Menneskets Mennesket kan vælge, at blive det, det er.<br />
valg: Mennesket har muligheden for at gøre dets<br />
nødvendige situation <strong>til</strong> dets egen, <strong>og</strong> dermed blive<br />
virkelig. Valget er muligt for ethvert menneske, <strong>og</strong><br />
det kræver hverken en særlig intelligens eller en<br />
særlig position i samfundet<br />
For så vidt det lykkes, kan enheden af det<br />
individuelle <strong>og</strong> det almene være <strong>til</strong> stede på en<br />
autentisk eller ægte måde.<br />
Det vigtigste spørgsmål i livet er person-<br />
ligt: hvad man vil med sit liv <strong>og</strong> sin<br />
eksistens.<br />
Filosofiens Filosofien kan kun angive de metafysiske rammer<br />
rolle: inden for hvilke spørgsmålet kan besvares, men<br />
aldrig give n<strong>og</strong>et svar på, hvorledes mennesket bør<br />
leve sit liv.<br />
3
Eksistens- De såkaldte stadier: det æstetiske,<br />
muligheder: det etiske <strong>og</strong> det religiøse stadie.<br />
Barnet lever æstetisk, for så vidt det lever uden<br />
ansvar <strong>og</strong> umiddelbart. At det er "ånd": "et forhold<br />
der forholder sig <strong>til</strong> sig selv" er kun "drømmende" <strong>til</strong><br />
stede.<br />
Angsten: Friheden <strong>og</strong> ansvarligheden er endnu ikke udviklet. I<br />
angsten erfarer barnet, at det er anlagt <strong>til</strong> at blive<br />
voksen. Det ængstes for den kommende frihed<br />
"Spidsborgeren": Når øjeblikket kommer, hvor det som voksen skal<br />
vælge, hvad det vil med dets liv, kan mennesket<br />
forvalte <strong>og</strong> misbruge friheden ved at vælge at<br />
identificere sig med en social rolle. Man lever<br />
æstetisk, eftersom man vælger det nemme <strong>og</strong><br />
behagelige. Angsten er <strong>til</strong>dækket. Et sammenbrud i<br />
livet forstås som de "andres skyld".<br />
"Æstetikeren": Man kan <strong>og</strong>så som romantikeren vælge at søge sit<br />
livs mening uden for det konkrete liv. Eller som den<br />
forfinede æstet <strong>og</strong> intellektuelle forfører, for hvem<br />
livet i sig selv er en række meningsløse<br />
usammenhængende begivenheder, forsøge at iscenesætte<br />
sit liv omkring jagten på nye nydelser. For<br />
æstetikeren er kærligheden et grundløst <strong>og</strong> genstandsløst<br />
begær. Kedsomheden, angsten <strong>og</strong><br />
fortvivlelsen viser sig uhyggeligt nærværende.<br />
"Etikeren": Etikeren vælger at tage ansvaret for sit eget liv.<br />
Friheden bruges <strong>til</strong> at overtage det fulde ansvar for<br />
den konkrete situation, han er bragt i. Han "vælger<br />
sig selv", som den han er. Ved dette valg bliver der<br />
sammenhæng i <strong>til</strong>værelsen, <strong>og</strong> forskellen mellem<br />
godt <strong>og</strong> ondt får almen betydning. Den moralsk<br />
forkerte handling kan fordømmes, <strong>og</strong> gennem<br />
angeren kan etikeren forsone sig med sine forkerte<br />
handlinger <strong>og</strong> forsøge at genoprette en brudt<br />
sammenhæng. Kærligheden er forpligtende <strong>og</strong> rettet<br />
mod et bestemt andet menneske. Valget er ikke<br />
valget af n<strong>og</strong>et bestemt <strong>og</strong> kræver ikke intellektets<br />
overvejelser. Valget beror på en lidenskab, en<br />
kærlighed <strong>og</strong> en magt, der overskrider det enkelte<br />
menneske.<br />
4
Etisk set er skyld, n<strong>og</strong>et man pådrager sig i anledning af<br />
en bestemt handling, men en sådan kan forklares <strong>og</strong><br />
dermed undskyldes.<br />
"Den religiøse":<br />
Skyld: Skyld er et religiøst begreb. Som fortvivlelsen er skylden<br />
der i forvejen, inden man pådrager sig den. For den<br />
religiøse findes der en skyld, som ikke kan angres, en<br />
uret over for Gud, der kun kan genoprettes af Gud. At<br />
forsøge, som etikeren, ved egen kraft at bringe skylden<br />
ud af verden er for den religiøse umuligt, <strong>og</strong> kaldes synd.<br />
Kærligheden er her det ubetingede lydighedsforhold <strong>til</strong><br />
Gud.<br />
For den religiøse er æstetikeren den "der fortvivlet ikke vil<br />
være sig selv" <strong>og</strong> etikeren den "der fortvivlet vil være sig<br />
selv".<br />
Fremmedgørelse: Den "alment religiøse", fordyber sig i sin skyldfølelse <strong>og</strong><br />
glemmer i sin afmagt det nærværende livs ansvarlighed.<br />
Mennesket bliver <strong>til</strong> sidst i dets skyldbevidsthed fremmed<br />
over for såvel Gud, næsten <strong>og</strong> sig selv.<br />
Kristendom: At retablere bruddet er kun muligt i troen på<br />
kristendommens paradoks: at Gud blev, hvad han ikke<br />
kan blive: et menneske. Troen på en umulig historisk<br />
begivenhed afspejler, hvad der er et - med egen kraft<br />
uopfyldelig - krav om i ens egen eksistens at <strong>til</strong>egne sig<br />
sit liv som en personlig realitet. At generhverve sin<br />
umiddelbarhed.<br />
Stadiernes Stadierne kan opfattes på forskellige måder:<br />
status: 1) Sider af et enkelt menneskes liv;<br />
2) Forskellige idealtyper af mennesker;<br />
3) Stadierne er trin i en udviklingshistorie om det enkelte<br />
menneske. Overgangene fra det ene trin <strong>til</strong> det næste er<br />
udtryk for et "spring" både i l<strong>og</strong>isk <strong>og</strong> eksistentiel<br />
forstand. Derfor er det <strong>og</strong>så kun muligt at meddele sig om<br />
eksistensens mening indirekte.<br />
5
3. NIETZSCHE (1844-1900): Mennesket som vilje <strong>til</strong> magt.<br />
Viljen: Viljen anses for det grundlæggende i al tænkning, liv <strong>og</strong><br />
virkelighed. Viljen er for N. hverken et snævert<br />
psykol<strong>og</strong>isk eller biol<strong>og</strong>isk begreb. Det er et metafysisk<br />
begreb. Som den eneste kraft i <strong>til</strong>værelsen er der tale om<br />
monisme.<br />
Vilje <strong>til</strong> magt: Livets grundlæggende kraft er ikke selvopretholdelse,<br />
men en kraft, der vil mere liv, et mere levende liv, en<br />
højnelse <strong>og</strong> forøgelse af livet.<br />
Splittelsen: Over den virkelige verden, verden i sig selv eller<br />
verdensviljen, dannes en <strong>til</strong>syneladende verden, en<br />
"Hinterwelt" en skinverden af orden, harmoni <strong>og</strong> fornuft;<br />
men det er kun verden, som vi fores<strong>til</strong>ler eller ønsker os<br />
verden. Dannelsen af denne "Hinterwelt" er et udtryk for<br />
splittelsen mellem vilje <strong>og</strong> fornuft.<br />
Fremmedgørelsen: I den europæiske kultur <strong>og</strong> <strong>filosofi</strong> har fornuften,<br />
ved en illusion <strong>og</strong> omfortolkning af virkeligheden, løsrevet<br />
<strong>og</strong> selvstændiggjort sig fra viljen. Som ideer eller<br />
ideol<strong>og</strong>ier, har illusionerne fået magten over de<br />
mennesker, som er magtesløse uden.<br />
Historien N. omvurderer både natur- som kulturhistorien<br />
som <strong>til</strong>bagegang fra en udvikling (fremskridt) <strong>til</strong> en <strong>til</strong>bagegang:<br />
- dekadence: det er hverken de bedst egnede, (modsat Darwins teori),<br />
eller de bedste, (på trods af den europæiske<br />
selvforståelse), der har overlevet. Det er de svage <strong>og</strong><br />
svækkede, de syge <strong>og</strong> dekadente mennesker der har<br />
magten. De svage har sejret ved deres antal, men hvorfor<br />
der er blevet flere svage end stærke naturer besvarer N.<br />
ikke.<br />
Erkendelsen: Begreberne: "ånd", "materie", "rum", "tid", "årsag" osv.<br />
er en samling nyttige fiktioner, ikke navne på n<strong>og</strong>en<br />
realitet. Erkendelsen er en erstatning for mennesket, der<br />
mangler "horn <strong>og</strong> skarpe rovdyrtænder". Mennesket<br />
kompenserer dets naturlige mangel på "instinktsikkerhed"<br />
med erkendelse.<br />
Al erkendelse er en mere eller mindre nyttig fortolkning af<br />
virkeligheden. Enhver fortolkning af virkeligheden er et<br />
perspektiv <strong>og</strong> der gives intet centralperspektiv.<br />
Erkendelsens ”sandhed” ligger i hvem der udtrykker den,<br />
6
hvorfor, hvornår <strong>og</strong> <strong>til</strong> hvad. Erkendelsen er et udtryk for<br />
magtviljen, men i <strong>filosofi</strong>en benægtes dette. Erkendelsen<br />
er i <strong>filosofi</strong>en et mål i sig selv.<br />
Moralen: Moralen er som erkendelsen et udtryk for magtviljen i<br />
<strong>til</strong>værelsen. Moralens værdier er ikke overnaturlige, de er<br />
blevet <strong>til</strong> i historiens løb <strong>og</strong> har et ikke-moralsk udspring.<br />
Moralen udspringer ikke af medfølelse med andre, men af<br />
behovet for at føle sig bedre end andre uden at være det<br />
eller kunne det.<br />
Moralen efterrationaliserer irrationelle drifter <strong>og</strong> hæver<br />
dem <strong>til</strong> en absolut orden af moralske fænomener eller gør<br />
sociale konventioner <strong>til</strong> almengyldige love.<br />
"Gud er død": Enhver transcendent moralbegrundelse, der gør højere<br />
magter <strong>til</strong> ophav <strong>til</strong> <strong>og</strong> håndhæver af moralen er for N. en<br />
fiktion. Et grundlag for de moralske værdier hinsides livet<br />
er forsvundet. Det har vist sig at være unyttigt, overflødigt<br />
<strong>og</strong> derfor uforpligtende.<br />
Der findes intet punkt uden for livet, hvorfra livet kan<br />
vurderes. Denne indsigt er befriende for den genopretter<br />
"<strong>til</strong>blivelsens uskyld"<br />
"Slavemoral": Moralen er et beherskelses- <strong>og</strong> undertrykkelses- apparat<br />
udtænkt af de svage mod de stærke af misundelse <strong>og</strong><br />
mindreværd (ressentimentfølelser).<br />
Moralen er et dække over en naturlig ufuldkommen- hed.<br />
Det moralske menneske tror sig frigjort fra sine drifter i<br />
virkeligheden har det tabt sin naturlighed.<br />
Omvurderingen Samvittighed er en følge af <strong>og</strong> ikke årsag <strong>til</strong> den<br />
af de moralske etablerede moral. Nytte <strong>og</strong> lykke begrunder ikke de<br />
værdier: gode handlinger, men er blot <strong>til</strong>fældige følger af naturlige<br />
handlinger. Menneskets fundamentale stræben er en<br />
stræben efter magt, mens "lyst indtræder når det opnår,<br />
hvad det stræber efter". Tillid <strong>og</strong> medlidenhed er svaghed<br />
<strong>og</strong> dumhed. Den gode er oprindeligt den, som magter<br />
<strong>til</strong>værelsen. Den slette er ikke ond, blot svag. Den<br />
retfærdige straf er begrundet i den svages hævnfølelser.<br />
Den gode vilje er viljen <strong>til</strong> magt.<br />
Nihilisme: Nihilisme (af lat. nihil, intet), betyder almindeligvis<br />
benægtelsen af, at der eksisterer et objektivt grundlag for<br />
erkendelsen <strong>og</strong>/eller især moralen.<br />
N. bruger begrebet på en særlig måde: Passiv nihilisme er<br />
den sigen nej <strong>til</strong> livet, som det moralske menneske<br />
7
epræsenterer, <strong>og</strong> som hele den europæiske <strong>og</strong> kristne<br />
kultur udtrykker. Aktiv nihilisme er for N. ikke at fortvivle<br />
over, at "Gud er død", men at sige ja <strong>til</strong> livet i alle dets<br />
<strong>til</strong>skikkelser <strong>og</strong> under den tanke, at der i livet råder "en<br />
evig genkomst af det samme". N. advarer imidlertid mod<br />
den form for nihilisme, som synes at forestår, nemlig at<br />
der af indsigten i "Guds død", drages den konsekvens at<br />
"alt er <strong>til</strong>ladt". Som den passive nihilisme er den et udslag<br />
af en svækket magtvilje, der ikke længere formår at<br />
sætte nye værdier, give ny mening <strong>til</strong> <strong>til</strong>værelsen.<br />
Dyret, mennesket Det sunde dyr har sin instinkt-sikkerhed <strong>og</strong> naturlighed.<br />
<strong>og</strong> overmennesket: Det "sidste menneske", moralisten <strong>og</strong> nihilisten, er<br />
som et sygt, ondskabsfuldt <strong>og</strong> lumsk dyr, der handler ud<br />
fra hævn <strong>og</strong> had. Overmennesket har overvundet<br />
ressentimentet <strong>og</strong> nihilismen. Overmennesket skaber nye<br />
livsbekræftende værdier.<br />
4. SARTRE (1905-1980): Menneskets væren er frihed.<br />
Den centrale<br />
tanke: Mennesket er frit: "Hvilke omstændighederne end er,<br />
hvilken tid <strong>og</strong> hvilket sted det end drejer sig om, er<br />
mennesket frit <strong>til</strong> at vælge sig som forræder eller helt,<br />
som kujon eller sejrherre"<br />
Menneskets<br />
"væren-fri": Menneskets frihed er først <strong>og</strong> fremmest dets mulighed for<br />
frit at tolke dets situation. Fortolkningen <strong>til</strong>hører<br />
bevidstheden. At menneskets væren er bevidsthed vil<br />
sige, at den er en væren på afstand af det givne. Som<br />
bevidsthed løsriver mennesket sig fra det, som er. Vi<br />
lever i det imaginære.<br />
Subjekt/objekt: I <strong>og</strong> med bevidstheden kommer først skellet mellem<br />
subjektet <strong>og</strong> objektet - mellem det jeg der fores<strong>til</strong>ler sig<br />
n<strong>og</strong>et <strong>og</strong> det n<strong>og</strong>et som fores<strong>til</strong>les. For mennesket er<br />
skellet mellem subjekt <strong>og</strong> objekt ikke oprindeligt, men en<br />
følge af bevidstheden - kritikken af Descartes' dualisme.<br />
Bevidstheden<br />
i sig selv: I sig selv er bevidstheden tom, et intet. Den har ingen<br />
væren-i-sig-selv. Bevidstheden bliver først <strong>til</strong>, når den har<br />
n<strong>og</strong>et at tænke på (bevidsthedens intentionalitet). For<br />
mig findes der på en måde ikke n<strong>og</strong>et andet, end det som<br />
viser sig for min bevidsthed. Før tingene viser sig for<br />
bevidstheden, er den som et spejl i mørket, dvs ikke<br />
n<strong>og</strong>et spejl.<br />
8
"Væren-for-sig": Bevidstheden bliver først <strong>til</strong>, når n<strong>og</strong>et viser sig for den.<br />
Den er væren-for-sig. Det som viser sig for bevidstheden<br />
kaldes fænomener.<br />
"Væren-i-sig": Tingene derimod, tænker vi, har en virkelighed uafhængig<br />
af, hvordan de viser sig, <strong>og</strong> uafhængig af bevidstheden.<br />
Deres virkelighed er en væren-i-sig. At fores<strong>til</strong>le sig ting<br />
<strong>og</strong> mennesker på denne måde er ingen positiv oplevelse:<br />
som sådanne er de overflødige, meningsløse <strong>og</strong><br />
kvalmende. De har tabt deres betydning, mening <strong>og</strong><br />
funktion. Hvorfor er de overhovedet <strong>til</strong>? - oplevelsen af<br />
<strong>til</strong>værelsens absurditet: den totale meningsløshed.<br />
Den aktive<br />
bevidsthed: Når tingene viser sig for vores bevidsthed er vi ikke<br />
passive, men aktive. Det er os der bestemmer, hvilken<br />
mening tingene skal have for os. Vi giver den i sig selv<br />
meningsløse eksistens form <strong>og</strong> betydning. Vi vælger<br />
tingene ud, som vi <strong>til</strong>lægger betydning - hver af de ting,<br />
vi forbinder med en bestemt funktion <strong>og</strong> hensigt.<br />
Bevidstheden en<br />
<strong>til</strong>intetgørende Bevidstheden skaber orden ved at se bort fra visse ting,<br />
kraft: skubber n<strong>og</strong>le i baggrunden <strong>og</strong> fremhæver andre. På<br />
grund af min forventning "forsvinder" de ting, som trods<br />
alt findes som rå kendsgerninger, - de gøres <strong>til</strong> et intet.<br />
Mennesket væren<br />
som projekt: Dette gælder <strong>og</strong>så i forholdet <strong>til</strong> mig selv. Beslutter jeg<br />
mig for f.eks. <strong>til</strong> at blive kunstmaler, n<strong>og</strong>et som jeg endnu<br />
ikke er, aflæser jeg ikke kun i omgivelserne, hvad der<br />
betyder <strong>og</strong> ikke betyder n<strong>og</strong>et for at realisere dette mål.<br />
Jeg gør <strong>til</strong>lige det, jeg er, f.eks. lærer, <strong>til</strong> fortid, <strong>til</strong> det,<br />
der ikke betyder n<strong>og</strong>et, <strong>til</strong> et "intet". Jeg ser min<br />
<strong>til</strong>værelse i lyset af det jeg vil, i lyset af et udkast eller et<br />
projekt, n<strong>og</strong>et muligt. I kraft af min bevidsthed bliver min<br />
<strong>til</strong>værelse organiseret omkring n<strong>og</strong>et som (endnu) ikke<br />
er.<br />
Menneskets væren<br />
som transcendens: Transcendens (af lat. overskridelse, gåen ud over)<br />
betyder hos S. menneskets overskridelse<br />
af det givne (det faktiske, det bestående)<br />
i det mulige. Menneskets væren er mulig væren.<br />
Menneskets væren<br />
som mangel: Menneskets væren er en mangel på væren. Det er begær,<br />
et umætteligt begær: "når begæret er <strong>til</strong>fredss<strong>til</strong>let<br />
vansmægtes det efter begær" (Hegel). Det lider <strong>og</strong><br />
9
sygner hen af mangel på begær. Dets væren som<br />
menneske er truet.<br />
Den radikale<br />
selvproduktions- Menneskets <strong>til</strong>værelse er ikke afgjort eller bestemt på<br />
tese: forhånd, men det bestemmer <strong>og</strong> definerer tværtimod sig<br />
selv gennem sine handlinger, dets projekter <strong>og</strong> gennem<br />
de fores<strong>til</strong>linger det gør sig. Sartre er således<br />
indeterminist. Mennesket vælger sig selv - men i<br />
modsætning <strong>til</strong> f.eks. Kierkegaard radikaliserer S. synet<br />
på menneskets frihed, for mennesket vælger ikke "kun"<br />
at blive det, det er, det gør sig <strong>til</strong> det, det er, det skaber<br />
sig selv.<br />
Den fordømte<br />
frihed: Mennesket kan ikke fravælge sig friheden. Ufrihed er den<br />
brug af friheden, der består i at benægte friheden. Der er<br />
ingen undskyldninger.<br />
Angsten: Angsten er bevidstheden om denne radikale frihed. Det er<br />
en angst for et intet, som altid er med i menneskets liv.<br />
Hvis jeg kan s<strong>til</strong>le mig frit <strong>til</strong> min fortid, hvis jeg kan<br />
vælge <strong>og</strong> lægge vægt på det jeg vil, bliver friheden et<br />
trykkende ansvar. Dette er forudgrebet i følelsen af angst.<br />
"Ond tro": Der findes i mennesket en <strong>til</strong>bøjelighed <strong>til</strong> at betragte sig<br />
selv som en ting, bestemt af årsager. Ved at hævde, at<br />
der er n<strong>og</strong>et, jeg må gøre, eller ved at lade hele sit liv bestemme<br />
af den rolle, man tror, man er sat <strong>til</strong> at spille,<br />
forsøger man flygte fra frihedens ansvar. Inderst inde ved<br />
man, at det er et falsk spil. Der er tale om et selvbedrag<br />
eller at være i ond tro.<br />
De andre: Min frihed <strong>og</strong> selvstændighed er ikke kun truet af tingene,<br />
men <strong>og</strong>så af andre mennesker, andre bevidstheder <strong>og</strong><br />
deres frie fortolkninger. Mennesket vil anerkendes som et<br />
menneskeligt væsen, dvs. som et frit <strong>og</strong> selvstændigt<br />
væsen. Det kan imidlertid kun ske gennem et andet<br />
menneskeligt væsen, for en anden bevidsthed, der<br />
imidlertid på samme måde søger anerkendelse.<br />
Kampen om<br />
anerkendelse: Forholdet mellem mennesker bliver konflikt <strong>og</strong><br />
magtkamp. Ifølge sin måde at være på (begærende <strong>og</strong><br />
<strong>til</strong>intetgørende) må den ene bevidsthed forsøge at indlemme<br />
den anden som n<strong>og</strong>et for den. Den reducerer den<br />
anden <strong>til</strong> et objekt <strong>og</strong> afviser på denne måde den andens<br />
menneskelighed. Når det andet menneske ser på mig,<br />
retter blikket mod mig, ser det mig ikke <strong>og</strong> kan ikke se<br />
10
mig, som jeg selv ønsker at blive set. Men for at vurdere<br />
<strong>og</strong> bedømme mig selv, som det menneske jeg er, dvs. vil<br />
være, må jeg alligevel underlægge mig de andres blikke.<br />
"Hvad jeg end siger om mig selv, indgår de andres dom<br />
altid deri".<br />
Etikken: S. <strong>til</strong>slutter sig Nietzsches påstand: "Gud er død".<br />
Der er ingen begrundelse for den rigtige handling. Ud<br />
over, hvad man beslutter sig <strong>til</strong> <strong>og</strong> engagerer sig i med sit<br />
liv, er der intet. Til gengæld står det enkelte menneske<br />
alene <strong>til</strong>bage med det fulde ansvar for dets handlinger. S<br />
udviklede sideløbende med den eksistentialistiske etik en<br />
etik, hvor det gode liv <strong>og</strong> det gode forhold forstås som det<br />
der sker, når mennesket spontant, uden bagtanker <strong>og</strong><br />
hinsides sine egne projekter yder hjælp <strong>til</strong> et andet<br />
menneske.<br />
5. LØGSTRUP (1905-1981): Tilværelsen som skabt <strong>og</strong> som fællesliv<br />
Fællesliv: Løgstrups opgør med eksistensteol<strong>og</strong>iens (Kierkegaards)<br />
adskillelse af det verdslige liv <strong>og</strong> Gud, hvor den enkelte i<br />
sin tro <strong>og</strong> sit valg er eneansvarlig for sit liv <strong>og</strong> sin etik<br />
fører <strong>til</strong> en forståelse af livet <strong>og</strong> etikken som givet med<br />
det forhold at al menneskeliv er fællesliv.<br />
Kristendom: Det kristne budskab må i dag (sekularisering/verdsliggørelsen)<br />
forstås ud fra en human eller<br />
ikke-religiøs forståelseshorisont, der indeholder "en<br />
tydning af menneskelivet <strong>og</strong> af naturen <strong>og</strong> af universet".<br />
Interdependens: Mennesket lever helt <strong>og</strong> holdent afhængigt<br />
(interdependent) af samværet med andre mennesker. "Vi<br />
er hinandens skæbne".<br />
Fordringen: Den etiske fordring - at skulle tage vare på det andet<br />
menneske - er alene begrundet i interdependensen.<br />
Fordringen, der skal respektere andres urørlighedszoner,<br />
er tavs dvs. selvom den er udtalt som i det kristne<br />
kærlighedsbudskab, siger den intet om, hvad man skal<br />
gøre i en konkret situation - den er ikke en<br />
handlingsregel. Fordringen er ensidig dvs. den er et krav<br />
om at handle næstekærligt uden krav om gengældelse.<br />
Fordringen er radikal dvs. uselvisk <strong>og</strong> uden bagtanker.<br />
11
Endelig er den uopfyldelig, hvad der følger af dens<br />
radikale karakter.<br />
De suveræne<br />
livsytringer:<br />
De kredsende<br />
Under den etiske fordring kommer mennesket, når de<br />
suveræne livsytringer svigtes eller udebliver. De<br />
suveræne livsytringer er fænomener ved menneskelivet<br />
som altid <strong>og</strong> allerede er <strong>til</strong> stede før mennesket erkender<br />
<strong>og</strong> handler i n<strong>og</strong>en situation. Tillid, talens åbenhed,<br />
oprigtighed, indignation <strong>og</strong> barmhjertighed er sådanne<br />
ytringer. Som utvungne <strong>og</strong> mål i sig selv er de spontane.<br />
Af sig selv kan de ændre enhver situation <strong>og</strong> som<br />
sådanne suveræne. De er anonyme dvs. ingens eller<br />
livets. Og endelig er de som ubetingede definitivt gode.<br />
livsytringer:<br />
Moralens<br />
I modsætning <strong>til</strong> de suveræne livsytringers åbenhed står<br />
de kredsende livsytringers lukkethed. I forurettelse,<br />
misundelse, jalousi <strong>og</strong> had er mennesket lukket inde i sig<br />
selv. De er definitivt onde.<br />
grundlag: Moralens grundlag er de suveræne livsytringer. Hvorfor<br />
den etiske fordring er fordringen, der dybest set burde<br />
være overflødigt. Ligeledes må de moralske normer<br />
betragtes som blot nødvendige - men ikke i sig selv<br />
moralske - regler for samvær. Nødvendige da fordringen<br />
er uopfyldelig <strong>og</strong> de suveræne livsytringer <strong>til</strong>sidesættes.<br />
Det sidste grundet i det forhold at for det moderne<br />
menneske kommer behovs<strong>til</strong>fredss<strong>til</strong>lelsen først.<br />
Skabelsestanken: Løgstrup indrømmer, at vi kan komme i situationer, hvor<br />
det kan være nødvendigt, "at suspendere en livsytring".<br />
Men ved konstant at underminere livsytringerne, som når<br />
mennesket vil selv <strong>og</strong> vil være selvberoende, "går<br />
<strong>til</strong>værelsen <strong>til</strong> grunde". Omvendt må vi tyde de suveræne<br />
livsytringers eksistens som n<strong>og</strong>et der kommer ude fra, er<br />
givet eller skabt med universet <strong>og</strong> menneskelivet.<br />
Den religiøse<br />
tydning: For det selvberoende menneske skylder vi os selv vores<br />
<strong>til</strong>værelse <strong>og</strong> naturen er omgivelser, reduceret <strong>til</strong> midler<br />
for behovs<strong>til</strong>fredss<strong>til</strong>lelsen, (den moderne kulturs<br />
illusioner). I den religiøse tydning er vi indfældet i et<br />
univers, der er vort ophav, som ikke er os ligegyldigt, <strong>og</strong><br />
som har en orden, vi ikke selv har skabt. Endvidere må<br />
der gives en magt som betinger, at der for en tid findes<br />
n<strong>og</strong>et snarere end intet. Men i denne magt - Gud - står<br />
det <strong>og</strong>så at <strong>til</strong>intetgøre.<br />
12