20.08.2013 Views

Noter til filosofi-pensum - Horsens HF og VUC

Noter til filosofi-pensum - Horsens HF og VUC

Noter til filosofi-pensum - Horsens HF og VUC

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

<strong>Noter</strong> <strong>til</strong> <strong>filosofi</strong>-<strong>pensum</strong> 2008-2009<br />

Mennesket<br />

1. DESCARTES.(1596-1650): Mennesket som sjæl <strong>og</strong> legeme.<br />

Mennesket: Mennesket består ifølge D. af to væsensforskellige<br />

ting (substanser), sjælen <strong>og</strong> legemet. Sjælen er<br />

bevidstheden eller tænkningen (altså her en meget<br />

bred opfattelse af, hvad tænkning er: at sanse, at<br />

fores<strong>til</strong>le, at ville, at indse). Legemet er den fysiske,<br />

materielle side af mennesket. Sjælen er en tænkende<br />

ting (res c<strong>og</strong>itans), <strong>og</strong> legemet er en udstrakt ting<br />

(res extensa). Forbindelsen mellem sjæl <strong>og</strong> legeme<br />

er dybest set ubegribelig. Descartes hævder d<strong>og</strong> en<br />

vekselvirkningshypotese.<br />

Sansninger <strong>og</strong> følelser er legemets virkninger i<br />

bevidstheden. Egentlig tænkning er bevidsthedens<br />

egen aktivitet. Menneskets lykke består i, at det med<br />

sin vilje <strong>og</strong> sin forstand kan beherske sine følelser.<br />

Sjælens<br />

værdi <strong>og</strong> For Descartes har den menneskelige sjæl en højere<br />

eksistens: værdi end alt andet i verden. Denne værdi skyldes, at<br />

mennesket med sin egen tænkning kan fastslå<br />

sjælens ubetvivlelige eksistens. Alle påstande kan<br />

betvivles, hvad enten de bygger på sanserne,<br />

matematiske beviser eller common sense. Men at der<br />

tvivles, ja selv det at der tænkes et universelt<br />

bedrag, bekræfter tænkningens ubetvivlelige<br />

eksistens, når der tænkes. Tænkningen, <strong>og</strong> jeget der<br />

tænker, er hævet over enhver tvivl. Ikke hvad der<br />

tænkes, men at der tænkes. Mennesket har altså<br />

mindst én fundamental <strong>og</strong> sikker viden, nemlig "jeg<br />

tænker altså er jeg" (c<strong>og</strong>ito ergo sum). Denne viden<br />

danner grundlag for al anden viden 1 .<br />

Mennesket har altså mindst én fundamental <strong>og</strong> sikker<br />

viden, der må danne grundlag for al anden viden.<br />

Mennesket kan, hvad viden angår, med sikkerhed<br />

sætte sig selv i centrum.<br />

Naturen: Den udstrakte, fysiske natur er sjælløs <strong>og</strong> omfatter<br />

alt ikke-menneskeligt. Den udstrakte natur - altså<br />

1<br />

Det står klart <strong>og</strong> distinkt for bevidstheden, at tænkning <strong>og</strong> eksistens er uadskillelige. Det klare <strong>og</strong> distinkte kan<br />

således generelt hævdes som et subjektivt sandhedskriterium. Kun med Guds eksistens, som D. beviser på<br />

flere måder, kan der <strong>til</strong>lægges de klare <strong>og</strong> distinkte ideer en metafysisk vished, dvs. at ideerne stemmer<br />

overens med virkeligheden eller er objektive. Da Gud har indlagt disse ideer i os - som medfødte ideer - <strong>og</strong><br />

Gud ikke er en bedrager kan vi med sikkerhed have en viden om den ydre verden.<br />

1


herunder <strong>og</strong>så planterne <strong>og</strong> dyrene - er underlagt<br />

rent mekaniske love, som mennesket i princippet kan<br />

erkende, formulere <strong>og</strong> udnytte. Dyret er således blot<br />

en kompliceret maskine.<br />

Mennesket<br />

<strong>og</strong> naturen: Mennesket bliver i sin selvforståelse naturens<br />

hersker. Den videnskabelige fornuft <strong>og</strong> den rationelle<br />

metode er menneskets særlige kendetegn <strong>og</strong> dets<br />

mulighed for at hæve sig over naturen, eller i det<br />

mindste hæve sig op <strong>til</strong> niveau med naturen <strong>og</strong> ikke<br />

blot blindt være underlagt den. Denne position er<br />

sikret <strong>og</strong> retfærdiggjort ud fra den klare <strong>og</strong> distinkte<br />

idé om sjælens eksistens, som en tænkende ting.<br />

(Mennesket besidder <strong>og</strong>så andre klare <strong>og</strong> distinkte<br />

ideer: ideen om Gud, ideen om at enhver begivenhed<br />

må have en årsag, ideen om udstrækning som<br />

legemets grundlæggende egenskab).<br />

Problemet: De menneskelige handlinger er som fysiske<br />

bevægelser underlagt fysikkens love <strong>og</strong> dermed<br />

underkastet en determinisme. Men som bevidste<br />

handlinger, forårsaget af en fri vilje, er de ikke<br />

undergivet de mekaniske love.<br />

Idehistorisk<br />

placering: Med sin dualisme forsøger Descartes at forene troen<br />

på en Gud - der på den ene side har skabt naturen<br />

(efter mekaniske love, bevarer dens eksistens<br />

gennem tiden, men derudover ikke tænkes at gribe<br />

"overnaturligt" ind i dens forløb (deisme)) <strong>og</strong> på den<br />

anden side mennesket (skabt i Guds billede dvs. med<br />

bevidsthed <strong>og</strong> fri vilje) - med den nye matematiske<br />

naturvidenskab. Mennesket indtager en særlig plads i<br />

forhold <strong>til</strong> naturen (antropocentrisme). Med sin<br />

tænkning i det videnskabelige arbejde "genskaber"<br />

mennesket naturens matematiske, geometriske <strong>og</strong><br />

mekaniske væsen.<br />

Det antikke, græske syn på naturen som et kosmos,<br />

en organisk helhed, hvis dele afspejler helhedens<br />

væsen er hermed radikalt brudt.<br />

Menneskets <strong>til</strong>værelse er ikke længere sikret ved<br />

dets naturlige placering i helheden, men må <strong>og</strong> kan<br />

sikres af mennesket selv gennem dets viden.<br />

2


2. Kierkegaard:(1813-1855) Mennesket <strong>og</strong> den personlige eksistens<br />

Menneskets For K. er mennesket metafysisk set placeret<br />

placering: mellem naturen <strong>og</strong> Gud. Medens alt i naturen blot<br />

fremkommer i rum <strong>og</strong> tid <strong>og</strong> medens Gud er uden for<br />

rum <strong>og</strong> tid er mennesket et væsen, der i tiden hæver<br />

sig over tiden ved at forholde sig <strong>til</strong> sin situation.<br />

Menneskets Mennesket er et endeligt væsen. Det er begrænset<br />

situation, grænset af sin situation der afstikker de<br />

væsen <strong>og</strong> frihed: nødvendige betingelser <strong>og</strong> omstændigheder for<br />

dets liv. Såvel den medfødte udrustning, fysisk som<br />

psykisk, som de holdninger, værdier <strong>og</strong> normer, som<br />

er indlagt af omgivelserne, samfundet, ("det almenmenneskelige")<br />

i individet udgør hvert enkelt<br />

menneskes væsen. Det er en spændingsfyldt enhed<br />

mellem det individuelle <strong>og</strong> almene.<br />

Til denne enhed forholder hvert enkelt menneske sig.<br />

Det spørger: ”hvem er jeg”, <strong>og</strong> ”hvad vil jeg”. Heri<br />

består dets frihed. Mennesket forholder sig <strong>til</strong> sig selv<br />

i sin situation. Mennesket kan lige så lidt vælge om<br />

det vil være frit, som det kan vælge sin situation.<br />

Menneskets Mennesket kan vælge, at blive det, det er.<br />

valg: Mennesket har muligheden for at gøre dets<br />

nødvendige situation <strong>til</strong> dets egen, <strong>og</strong> dermed blive<br />

virkelig. Valget er muligt for ethvert menneske, <strong>og</strong><br />

det kræver hverken en særlig intelligens eller en<br />

særlig position i samfundet<br />

For så vidt det lykkes, kan enheden af det<br />

individuelle <strong>og</strong> det almene være <strong>til</strong> stede på en<br />

autentisk eller ægte måde.<br />

Det vigtigste spørgsmål i livet er person-<br />

ligt: hvad man vil med sit liv <strong>og</strong> sin<br />

eksistens.<br />

Filosofiens Filosofien kan kun angive de metafysiske rammer<br />

rolle: inden for hvilke spørgsmålet kan besvares, men<br />

aldrig give n<strong>og</strong>et svar på, hvorledes mennesket bør<br />

leve sit liv.<br />

3


Eksistens- De såkaldte stadier: det æstetiske,<br />

muligheder: det etiske <strong>og</strong> det religiøse stadie.<br />

Barnet lever æstetisk, for så vidt det lever uden<br />

ansvar <strong>og</strong> umiddelbart. At det er "ånd": "et forhold<br />

der forholder sig <strong>til</strong> sig selv" er kun "drømmende" <strong>til</strong><br />

stede.<br />

Angsten: Friheden <strong>og</strong> ansvarligheden er endnu ikke udviklet. I<br />

angsten erfarer barnet, at det er anlagt <strong>til</strong> at blive<br />

voksen. Det ængstes for den kommende frihed<br />

"Spidsborgeren": Når øjeblikket kommer, hvor det som voksen skal<br />

vælge, hvad det vil med dets liv, kan mennesket<br />

forvalte <strong>og</strong> misbruge friheden ved at vælge at<br />

identificere sig med en social rolle. Man lever<br />

æstetisk, eftersom man vælger det nemme <strong>og</strong><br />

behagelige. Angsten er <strong>til</strong>dækket. Et sammenbrud i<br />

livet forstås som de "andres skyld".<br />

"Æstetikeren": Man kan <strong>og</strong>så som romantikeren vælge at søge sit<br />

livs mening uden for det konkrete liv. Eller som den<br />

forfinede æstet <strong>og</strong> intellektuelle forfører, for hvem<br />

livet i sig selv er en række meningsløse<br />

usammenhængende begivenheder, forsøge at iscenesætte<br />

sit liv omkring jagten på nye nydelser. For<br />

æstetikeren er kærligheden et grundløst <strong>og</strong> genstandsløst<br />

begær. Kedsomheden, angsten <strong>og</strong><br />

fortvivlelsen viser sig uhyggeligt nærværende.<br />

"Etikeren": Etikeren vælger at tage ansvaret for sit eget liv.<br />

Friheden bruges <strong>til</strong> at overtage det fulde ansvar for<br />

den konkrete situation, han er bragt i. Han "vælger<br />

sig selv", som den han er. Ved dette valg bliver der<br />

sammenhæng i <strong>til</strong>værelsen, <strong>og</strong> forskellen mellem<br />

godt <strong>og</strong> ondt får almen betydning. Den moralsk<br />

forkerte handling kan fordømmes, <strong>og</strong> gennem<br />

angeren kan etikeren forsone sig med sine forkerte<br />

handlinger <strong>og</strong> forsøge at genoprette en brudt<br />

sammenhæng. Kærligheden er forpligtende <strong>og</strong> rettet<br />

mod et bestemt andet menneske. Valget er ikke<br />

valget af n<strong>og</strong>et bestemt <strong>og</strong> kræver ikke intellektets<br />

overvejelser. Valget beror på en lidenskab, en<br />

kærlighed <strong>og</strong> en magt, der overskrider det enkelte<br />

menneske.<br />

4


Etisk set er skyld, n<strong>og</strong>et man pådrager sig i anledning af<br />

en bestemt handling, men en sådan kan forklares <strong>og</strong><br />

dermed undskyldes.<br />

"Den religiøse":<br />

Skyld: Skyld er et religiøst begreb. Som fortvivlelsen er skylden<br />

der i forvejen, inden man pådrager sig den. For den<br />

religiøse findes der en skyld, som ikke kan angres, en<br />

uret over for Gud, der kun kan genoprettes af Gud. At<br />

forsøge, som etikeren, ved egen kraft at bringe skylden<br />

ud af verden er for den religiøse umuligt, <strong>og</strong> kaldes synd.<br />

Kærligheden er her det ubetingede lydighedsforhold <strong>til</strong><br />

Gud.<br />

For den religiøse er æstetikeren den "der fortvivlet ikke vil<br />

være sig selv" <strong>og</strong> etikeren den "der fortvivlet vil være sig<br />

selv".<br />

Fremmedgørelse: Den "alment religiøse", fordyber sig i sin skyldfølelse <strong>og</strong><br />

glemmer i sin afmagt det nærværende livs ansvarlighed.<br />

Mennesket bliver <strong>til</strong> sidst i dets skyldbevidsthed fremmed<br />

over for såvel Gud, næsten <strong>og</strong> sig selv.<br />

Kristendom: At retablere bruddet er kun muligt i troen på<br />

kristendommens paradoks: at Gud blev, hvad han ikke<br />

kan blive: et menneske. Troen på en umulig historisk<br />

begivenhed afspejler, hvad der er et - med egen kraft<br />

uopfyldelig - krav om i ens egen eksistens at <strong>til</strong>egne sig<br />

sit liv som en personlig realitet. At generhverve sin<br />

umiddelbarhed.<br />

Stadiernes Stadierne kan opfattes på forskellige måder:<br />

status: 1) Sider af et enkelt menneskes liv;<br />

2) Forskellige idealtyper af mennesker;<br />

3) Stadierne er trin i en udviklingshistorie om det enkelte<br />

menneske. Overgangene fra det ene trin <strong>til</strong> det næste er<br />

udtryk for et "spring" både i l<strong>og</strong>isk <strong>og</strong> eksistentiel<br />

forstand. Derfor er det <strong>og</strong>så kun muligt at meddele sig om<br />

eksistensens mening indirekte.<br />

5


3. NIETZSCHE (1844-1900): Mennesket som vilje <strong>til</strong> magt.<br />

Viljen: Viljen anses for det grundlæggende i al tænkning, liv <strong>og</strong><br />

virkelighed. Viljen er for N. hverken et snævert<br />

psykol<strong>og</strong>isk eller biol<strong>og</strong>isk begreb. Det er et metafysisk<br />

begreb. Som den eneste kraft i <strong>til</strong>værelsen er der tale om<br />

monisme.<br />

Vilje <strong>til</strong> magt: Livets grundlæggende kraft er ikke selvopretholdelse,<br />

men en kraft, der vil mere liv, et mere levende liv, en<br />

højnelse <strong>og</strong> forøgelse af livet.<br />

Splittelsen: Over den virkelige verden, verden i sig selv eller<br />

verdensviljen, dannes en <strong>til</strong>syneladende verden, en<br />

"Hinterwelt" en skinverden af orden, harmoni <strong>og</strong> fornuft;<br />

men det er kun verden, som vi fores<strong>til</strong>ler eller ønsker os<br />

verden. Dannelsen af denne "Hinterwelt" er et udtryk for<br />

splittelsen mellem vilje <strong>og</strong> fornuft.<br />

Fremmedgørelsen: I den europæiske kultur <strong>og</strong> <strong>filosofi</strong> har fornuften,<br />

ved en illusion <strong>og</strong> omfortolkning af virkeligheden, løsrevet<br />

<strong>og</strong> selvstændiggjort sig fra viljen. Som ideer eller<br />

ideol<strong>og</strong>ier, har illusionerne fået magten over de<br />

mennesker, som er magtesløse uden.<br />

Historien N. omvurderer både natur- som kulturhistorien<br />

som <strong>til</strong>bagegang fra en udvikling (fremskridt) <strong>til</strong> en <strong>til</strong>bagegang:<br />

- dekadence: det er hverken de bedst egnede, (modsat Darwins teori),<br />

eller de bedste, (på trods af den europæiske<br />

selvforståelse), der har overlevet. Det er de svage <strong>og</strong><br />

svækkede, de syge <strong>og</strong> dekadente mennesker der har<br />

magten. De svage har sejret ved deres antal, men hvorfor<br />

der er blevet flere svage end stærke naturer besvarer N.<br />

ikke.<br />

Erkendelsen: Begreberne: "ånd", "materie", "rum", "tid", "årsag" osv.<br />

er en samling nyttige fiktioner, ikke navne på n<strong>og</strong>en<br />

realitet. Erkendelsen er en erstatning for mennesket, der<br />

mangler "horn <strong>og</strong> skarpe rovdyrtænder". Mennesket<br />

kompenserer dets naturlige mangel på "instinktsikkerhed"<br />

med erkendelse.<br />

Al erkendelse er en mere eller mindre nyttig fortolkning af<br />

virkeligheden. Enhver fortolkning af virkeligheden er et<br />

perspektiv <strong>og</strong> der gives intet centralperspektiv.<br />

Erkendelsens ”sandhed” ligger i hvem der udtrykker den,<br />

6


hvorfor, hvornår <strong>og</strong> <strong>til</strong> hvad. Erkendelsen er et udtryk for<br />

magtviljen, men i <strong>filosofi</strong>en benægtes dette. Erkendelsen<br />

er i <strong>filosofi</strong>en et mål i sig selv.<br />

Moralen: Moralen er som erkendelsen et udtryk for magtviljen i<br />

<strong>til</strong>værelsen. Moralens værdier er ikke overnaturlige, de er<br />

blevet <strong>til</strong> i historiens løb <strong>og</strong> har et ikke-moralsk udspring.<br />

Moralen udspringer ikke af medfølelse med andre, men af<br />

behovet for at føle sig bedre end andre uden at være det<br />

eller kunne det.<br />

Moralen efterrationaliserer irrationelle drifter <strong>og</strong> hæver<br />

dem <strong>til</strong> en absolut orden af moralske fænomener eller gør<br />

sociale konventioner <strong>til</strong> almengyldige love.<br />

"Gud er død": Enhver transcendent moralbegrundelse, der gør højere<br />

magter <strong>til</strong> ophav <strong>til</strong> <strong>og</strong> håndhæver af moralen er for N. en<br />

fiktion. Et grundlag for de moralske værdier hinsides livet<br />

er forsvundet. Det har vist sig at være unyttigt, overflødigt<br />

<strong>og</strong> derfor uforpligtende.<br />

Der findes intet punkt uden for livet, hvorfra livet kan<br />

vurderes. Denne indsigt er befriende for den genopretter<br />

"<strong>til</strong>blivelsens uskyld"<br />

"Slavemoral": Moralen er et beherskelses- <strong>og</strong> undertrykkelses- apparat<br />

udtænkt af de svage mod de stærke af misundelse <strong>og</strong><br />

mindreværd (ressentimentfølelser).<br />

Moralen er et dække over en naturlig ufuldkommen- hed.<br />

Det moralske menneske tror sig frigjort fra sine drifter i<br />

virkeligheden har det tabt sin naturlighed.<br />

Omvurderingen Samvittighed er en følge af <strong>og</strong> ikke årsag <strong>til</strong> den<br />

af de moralske etablerede moral. Nytte <strong>og</strong> lykke begrunder ikke de<br />

værdier: gode handlinger, men er blot <strong>til</strong>fældige følger af naturlige<br />

handlinger. Menneskets fundamentale stræben er en<br />

stræben efter magt, mens "lyst indtræder når det opnår,<br />

hvad det stræber efter". Tillid <strong>og</strong> medlidenhed er svaghed<br />

<strong>og</strong> dumhed. Den gode er oprindeligt den, som magter<br />

<strong>til</strong>værelsen. Den slette er ikke ond, blot svag. Den<br />

retfærdige straf er begrundet i den svages hævnfølelser.<br />

Den gode vilje er viljen <strong>til</strong> magt.<br />

Nihilisme: Nihilisme (af lat. nihil, intet), betyder almindeligvis<br />

benægtelsen af, at der eksisterer et objektivt grundlag for<br />

erkendelsen <strong>og</strong>/eller især moralen.<br />

N. bruger begrebet på en særlig måde: Passiv nihilisme er<br />

den sigen nej <strong>til</strong> livet, som det moralske menneske<br />

7


epræsenterer, <strong>og</strong> som hele den europæiske <strong>og</strong> kristne<br />

kultur udtrykker. Aktiv nihilisme er for N. ikke at fortvivle<br />

over, at "Gud er død", men at sige ja <strong>til</strong> livet i alle dets<br />

<strong>til</strong>skikkelser <strong>og</strong> under den tanke, at der i livet råder "en<br />

evig genkomst af det samme". N. advarer imidlertid mod<br />

den form for nihilisme, som synes at forestår, nemlig at<br />

der af indsigten i "Guds død", drages den konsekvens at<br />

"alt er <strong>til</strong>ladt". Som den passive nihilisme er den et udslag<br />

af en svækket magtvilje, der ikke længere formår at<br />

sætte nye værdier, give ny mening <strong>til</strong> <strong>til</strong>værelsen.<br />

Dyret, mennesket Det sunde dyr har sin instinkt-sikkerhed <strong>og</strong> naturlighed.<br />

<strong>og</strong> overmennesket: Det "sidste menneske", moralisten <strong>og</strong> nihilisten, er<br />

som et sygt, ondskabsfuldt <strong>og</strong> lumsk dyr, der handler ud<br />

fra hævn <strong>og</strong> had. Overmennesket har overvundet<br />

ressentimentet <strong>og</strong> nihilismen. Overmennesket skaber nye<br />

livsbekræftende værdier.<br />

4. SARTRE (1905-1980): Menneskets væren er frihed.<br />

Den centrale<br />

tanke: Mennesket er frit: "Hvilke omstændighederne end er,<br />

hvilken tid <strong>og</strong> hvilket sted det end drejer sig om, er<br />

mennesket frit <strong>til</strong> at vælge sig som forræder eller helt,<br />

som kujon eller sejrherre"<br />

Menneskets<br />

"væren-fri": Menneskets frihed er først <strong>og</strong> fremmest dets mulighed for<br />

frit at tolke dets situation. Fortolkningen <strong>til</strong>hører<br />

bevidstheden. At menneskets væren er bevidsthed vil<br />

sige, at den er en væren på afstand af det givne. Som<br />

bevidsthed løsriver mennesket sig fra det, som er. Vi<br />

lever i det imaginære.<br />

Subjekt/objekt: I <strong>og</strong> med bevidstheden kommer først skellet mellem<br />

subjektet <strong>og</strong> objektet - mellem det jeg der fores<strong>til</strong>ler sig<br />

n<strong>og</strong>et <strong>og</strong> det n<strong>og</strong>et som fores<strong>til</strong>les. For mennesket er<br />

skellet mellem subjekt <strong>og</strong> objekt ikke oprindeligt, men en<br />

følge af bevidstheden - kritikken af Descartes' dualisme.<br />

Bevidstheden<br />

i sig selv: I sig selv er bevidstheden tom, et intet. Den har ingen<br />

væren-i-sig-selv. Bevidstheden bliver først <strong>til</strong>, når den har<br />

n<strong>og</strong>et at tænke på (bevidsthedens intentionalitet). For<br />

mig findes der på en måde ikke n<strong>og</strong>et andet, end det som<br />

viser sig for min bevidsthed. Før tingene viser sig for<br />

bevidstheden, er den som et spejl i mørket, dvs ikke<br />

n<strong>og</strong>et spejl.<br />

8


"Væren-for-sig": Bevidstheden bliver først <strong>til</strong>, når n<strong>og</strong>et viser sig for den.<br />

Den er væren-for-sig. Det som viser sig for bevidstheden<br />

kaldes fænomener.<br />

"Væren-i-sig": Tingene derimod, tænker vi, har en virkelighed uafhængig<br />

af, hvordan de viser sig, <strong>og</strong> uafhængig af bevidstheden.<br />

Deres virkelighed er en væren-i-sig. At fores<strong>til</strong>le sig ting<br />

<strong>og</strong> mennesker på denne måde er ingen positiv oplevelse:<br />

som sådanne er de overflødige, meningsløse <strong>og</strong><br />

kvalmende. De har tabt deres betydning, mening <strong>og</strong><br />

funktion. Hvorfor er de overhovedet <strong>til</strong>? - oplevelsen af<br />

<strong>til</strong>værelsens absurditet: den totale meningsløshed.<br />

Den aktive<br />

bevidsthed: Når tingene viser sig for vores bevidsthed er vi ikke<br />

passive, men aktive. Det er os der bestemmer, hvilken<br />

mening tingene skal have for os. Vi giver den i sig selv<br />

meningsløse eksistens form <strong>og</strong> betydning. Vi vælger<br />

tingene ud, som vi <strong>til</strong>lægger betydning - hver af de ting,<br />

vi forbinder med en bestemt funktion <strong>og</strong> hensigt.<br />

Bevidstheden en<br />

<strong>til</strong>intetgørende Bevidstheden skaber orden ved at se bort fra visse ting,<br />

kraft: skubber n<strong>og</strong>le i baggrunden <strong>og</strong> fremhæver andre. På<br />

grund af min forventning "forsvinder" de ting, som trods<br />

alt findes som rå kendsgerninger, - de gøres <strong>til</strong> et intet.<br />

Mennesket væren<br />

som projekt: Dette gælder <strong>og</strong>så i forholdet <strong>til</strong> mig selv. Beslutter jeg<br />

mig for f.eks. <strong>til</strong> at blive kunstmaler, n<strong>og</strong>et som jeg endnu<br />

ikke er, aflæser jeg ikke kun i omgivelserne, hvad der<br />

betyder <strong>og</strong> ikke betyder n<strong>og</strong>et for at realisere dette mål.<br />

Jeg gør <strong>til</strong>lige det, jeg er, f.eks. lærer, <strong>til</strong> fortid, <strong>til</strong> det,<br />

der ikke betyder n<strong>og</strong>et, <strong>til</strong> et "intet". Jeg ser min<br />

<strong>til</strong>værelse i lyset af det jeg vil, i lyset af et udkast eller et<br />

projekt, n<strong>og</strong>et muligt. I kraft af min bevidsthed bliver min<br />

<strong>til</strong>værelse organiseret omkring n<strong>og</strong>et som (endnu) ikke<br />

er.<br />

Menneskets væren<br />

som transcendens: Transcendens (af lat. overskridelse, gåen ud over)<br />

betyder hos S. menneskets overskridelse<br />

af det givne (det faktiske, det bestående)<br />

i det mulige. Menneskets væren er mulig væren.<br />

Menneskets væren<br />

som mangel: Menneskets væren er en mangel på væren. Det er begær,<br />

et umætteligt begær: "når begæret er <strong>til</strong>fredss<strong>til</strong>let<br />

vansmægtes det efter begær" (Hegel). Det lider <strong>og</strong><br />

9


sygner hen af mangel på begær. Dets væren som<br />

menneske er truet.<br />

Den radikale<br />

selvproduktions- Menneskets <strong>til</strong>værelse er ikke afgjort eller bestemt på<br />

tese: forhånd, men det bestemmer <strong>og</strong> definerer tværtimod sig<br />

selv gennem sine handlinger, dets projekter <strong>og</strong> gennem<br />

de fores<strong>til</strong>linger det gør sig. Sartre er således<br />

indeterminist. Mennesket vælger sig selv - men i<br />

modsætning <strong>til</strong> f.eks. Kierkegaard radikaliserer S. synet<br />

på menneskets frihed, for mennesket vælger ikke "kun"<br />

at blive det, det er, det gør sig <strong>til</strong> det, det er, det skaber<br />

sig selv.<br />

Den fordømte<br />

frihed: Mennesket kan ikke fravælge sig friheden. Ufrihed er den<br />

brug af friheden, der består i at benægte friheden. Der er<br />

ingen undskyldninger.<br />

Angsten: Angsten er bevidstheden om denne radikale frihed. Det er<br />

en angst for et intet, som altid er med i menneskets liv.<br />

Hvis jeg kan s<strong>til</strong>le mig frit <strong>til</strong> min fortid, hvis jeg kan<br />

vælge <strong>og</strong> lægge vægt på det jeg vil, bliver friheden et<br />

trykkende ansvar. Dette er forudgrebet i følelsen af angst.<br />

"Ond tro": Der findes i mennesket en <strong>til</strong>bøjelighed <strong>til</strong> at betragte sig<br />

selv som en ting, bestemt af årsager. Ved at hævde, at<br />

der er n<strong>og</strong>et, jeg må gøre, eller ved at lade hele sit liv bestemme<br />

af den rolle, man tror, man er sat <strong>til</strong> at spille,<br />

forsøger man flygte fra frihedens ansvar. Inderst inde ved<br />

man, at det er et falsk spil. Der er tale om et selvbedrag<br />

eller at være i ond tro.<br />

De andre: Min frihed <strong>og</strong> selvstændighed er ikke kun truet af tingene,<br />

men <strong>og</strong>så af andre mennesker, andre bevidstheder <strong>og</strong><br />

deres frie fortolkninger. Mennesket vil anerkendes som et<br />

menneskeligt væsen, dvs. som et frit <strong>og</strong> selvstændigt<br />

væsen. Det kan imidlertid kun ske gennem et andet<br />

menneskeligt væsen, for en anden bevidsthed, der<br />

imidlertid på samme måde søger anerkendelse.<br />

Kampen om<br />

anerkendelse: Forholdet mellem mennesker bliver konflikt <strong>og</strong><br />

magtkamp. Ifølge sin måde at være på (begærende <strong>og</strong><br />

<strong>til</strong>intetgørende) må den ene bevidsthed forsøge at indlemme<br />

den anden som n<strong>og</strong>et for den. Den reducerer den<br />

anden <strong>til</strong> et objekt <strong>og</strong> afviser på denne måde den andens<br />

menneskelighed. Når det andet menneske ser på mig,<br />

retter blikket mod mig, ser det mig ikke <strong>og</strong> kan ikke se<br />

10


mig, som jeg selv ønsker at blive set. Men for at vurdere<br />

<strong>og</strong> bedømme mig selv, som det menneske jeg er, dvs. vil<br />

være, må jeg alligevel underlægge mig de andres blikke.<br />

"Hvad jeg end siger om mig selv, indgår de andres dom<br />

altid deri".<br />

Etikken: S. <strong>til</strong>slutter sig Nietzsches påstand: "Gud er død".<br />

Der er ingen begrundelse for den rigtige handling. Ud<br />

over, hvad man beslutter sig <strong>til</strong> <strong>og</strong> engagerer sig i med sit<br />

liv, er der intet. Til gengæld står det enkelte menneske<br />

alene <strong>til</strong>bage med det fulde ansvar for dets handlinger. S<br />

udviklede sideløbende med den eksistentialistiske etik en<br />

etik, hvor det gode liv <strong>og</strong> det gode forhold forstås som det<br />

der sker, når mennesket spontant, uden bagtanker <strong>og</strong><br />

hinsides sine egne projekter yder hjælp <strong>til</strong> et andet<br />

menneske.<br />

5. LØGSTRUP (1905-1981): Tilværelsen som skabt <strong>og</strong> som fællesliv<br />

Fællesliv: Løgstrups opgør med eksistensteol<strong>og</strong>iens (Kierkegaards)<br />

adskillelse af det verdslige liv <strong>og</strong> Gud, hvor den enkelte i<br />

sin tro <strong>og</strong> sit valg er eneansvarlig for sit liv <strong>og</strong> sin etik<br />

fører <strong>til</strong> en forståelse af livet <strong>og</strong> etikken som givet med<br />

det forhold at al menneskeliv er fællesliv.<br />

Kristendom: Det kristne budskab må i dag (sekularisering/verdsliggørelsen)<br />

forstås ud fra en human eller<br />

ikke-religiøs forståelseshorisont, der indeholder "en<br />

tydning af menneskelivet <strong>og</strong> af naturen <strong>og</strong> af universet".<br />

Interdependens: Mennesket lever helt <strong>og</strong> holdent afhængigt<br />

(interdependent) af samværet med andre mennesker. "Vi<br />

er hinandens skæbne".<br />

Fordringen: Den etiske fordring - at skulle tage vare på det andet<br />

menneske - er alene begrundet i interdependensen.<br />

Fordringen, der skal respektere andres urørlighedszoner,<br />

er tavs dvs. selvom den er udtalt som i det kristne<br />

kærlighedsbudskab, siger den intet om, hvad man skal<br />

gøre i en konkret situation - den er ikke en<br />

handlingsregel. Fordringen er ensidig dvs. den er et krav<br />

om at handle næstekærligt uden krav om gengældelse.<br />

Fordringen er radikal dvs. uselvisk <strong>og</strong> uden bagtanker.<br />

11


Endelig er den uopfyldelig, hvad der følger af dens<br />

radikale karakter.<br />

De suveræne<br />

livsytringer:<br />

De kredsende<br />

Under den etiske fordring kommer mennesket, når de<br />

suveræne livsytringer svigtes eller udebliver. De<br />

suveræne livsytringer er fænomener ved menneskelivet<br />

som altid <strong>og</strong> allerede er <strong>til</strong> stede før mennesket erkender<br />

<strong>og</strong> handler i n<strong>og</strong>en situation. Tillid, talens åbenhed,<br />

oprigtighed, indignation <strong>og</strong> barmhjertighed er sådanne<br />

ytringer. Som utvungne <strong>og</strong> mål i sig selv er de spontane.<br />

Af sig selv kan de ændre enhver situation <strong>og</strong> som<br />

sådanne suveræne. De er anonyme dvs. ingens eller<br />

livets. Og endelig er de som ubetingede definitivt gode.<br />

livsytringer:<br />

Moralens<br />

I modsætning <strong>til</strong> de suveræne livsytringers åbenhed står<br />

de kredsende livsytringers lukkethed. I forurettelse,<br />

misundelse, jalousi <strong>og</strong> had er mennesket lukket inde i sig<br />

selv. De er definitivt onde.<br />

grundlag: Moralens grundlag er de suveræne livsytringer. Hvorfor<br />

den etiske fordring er fordringen, der dybest set burde<br />

være overflødigt. Ligeledes må de moralske normer<br />

betragtes som blot nødvendige - men ikke i sig selv<br />

moralske - regler for samvær. Nødvendige da fordringen<br />

er uopfyldelig <strong>og</strong> de suveræne livsytringer <strong>til</strong>sidesættes.<br />

Det sidste grundet i det forhold at for det moderne<br />

menneske kommer behovs<strong>til</strong>fredss<strong>til</strong>lelsen først.<br />

Skabelsestanken: Løgstrup indrømmer, at vi kan komme i situationer, hvor<br />

det kan være nødvendigt, "at suspendere en livsytring".<br />

Men ved konstant at underminere livsytringerne, som når<br />

mennesket vil selv <strong>og</strong> vil være selvberoende, "går<br />

<strong>til</strong>værelsen <strong>til</strong> grunde". Omvendt må vi tyde de suveræne<br />

livsytringers eksistens som n<strong>og</strong>et der kommer ude fra, er<br />

givet eller skabt med universet <strong>og</strong> menneskelivet.<br />

Den religiøse<br />

tydning: For det selvberoende menneske skylder vi os selv vores<br />

<strong>til</strong>værelse <strong>og</strong> naturen er omgivelser, reduceret <strong>til</strong> midler<br />

for behovs<strong>til</strong>fredss<strong>til</strong>lelsen, (den moderne kulturs<br />

illusioner). I den religiøse tydning er vi indfældet i et<br />

univers, der er vort ophav, som ikke er os ligegyldigt, <strong>og</strong><br />

som har en orden, vi ikke selv har skabt. Endvidere må<br />

der gives en magt som betinger, at der for en tid findes<br />

n<strong>og</strong>et snarere end intet. Men i denne magt - Gud - står<br />

det <strong>og</strong>så at <strong>til</strong>intetgøre.<br />

12

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!