B U D FRA E N NY VE R D - Horsens HF og VUC

uv.vuchorsens.dk

B U D FRA E N NY VE R D - Horsens HF og VUC

S E D N A

En kunstners opfattelse af det nyligt opdagede planetlignende

objekt, Sedna, i yderkanten af Solsystemet.

Herudefra ser Solen ud som en meget stærk stjerne i

stedet for den store, varme Sol, vi ser her fra Jorden.

Sedna fremtræder lettere rødlig. En hypotetisk måne

er også kommet med.

20

Nyopdaget planetlignende himmellegeme i kredsløb omkring

Solen blev i første omgang udråbt som Solsystemets tiende

planet. Men nærmere granskning i systematikken giver det

noget paradoksale resultat, at Pluto snarere bør fratages

rangen som planet. Og at vi derfor må regne med, at Solen

kun har otte planeter.

aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/04

B U D F R A E N

Af Jens J. Kjærgaard

Illustration: NASA / JPL / Caltech / R. Hurt

Zoologisk Have i København koketterer med

at være det vildeste sted i byen. Det er ord,

som folk kan forstå. Nu følger astronomerne

i sporet. Midt i marts måned fortalte de en

god historie om opdagelsen af et rødmosset,

men dybfrosset himmellegeme – formentlig

1.700 km i diameter: det koldeste og fjerneste

objekt fundet i Oort Skyen, i Solsystemets

udmarker. Den nye verden befinder sig tre

gange længere ude end Pluto, der hidtil er

blevet betragtet som den yderste planet.

Temperaturen er nær det absolutte nulpunkt.

Den kommer aldrig over minus 240° C.

Opdagelsen blev gjort af en forskertrio på

Palomar Observatoriet øst for San Diego i

Californien. Gruppens medlemmer er Mike

Brown fra California Institute of Technology,

Chad Trujillo fra Gemini Observatoriet på

Hawaii og David Rabinowitz, der er knyttet til

Yale Universitetet i Connecticut. De tre astronomer

brugte en stribe optagelser af himmelrummet

foretaget med Samuel Oschinteleskopet.

Det foregik med forfinelsen af en teknik,

som også har ført til opdagelsen af talrige

småplaneter – og Pluto. Nu følges sagen op fra

flere observatorier. Eksempelvis har Suzanne

Tourtellotte fra Yale set på det nye himmellegeme

med det lille SMARTS-teleskop i

Chile. Og hun har bekræftet, at det nys fundne

objekt snurrer ganske sagte. Kun Merkur

og Venus roterer langsommere.


Foto: NASA / JPL / Caltech / M. Brown

N Y V E R D E N

Aflang bane

Det officielle navn er 2003 VB12. Og dermed

viser fagfolk hen til, at opdagelsen blev gjort

den 14. november i fjor. Men det ender nok

med, at vi skal kalde kloden for Sedna. Det er

de canadiske inuitters navn til Havets Moder

– den gudinde, som i den grønlandske mytologi

hedder Sanna. Når astronomerne finder

flere af samme slags, vil de sandsynligvis og

få navne fra det arktiske områdes sagnskat.

Lige nu er der lidt mere end 13 milliarder

kilometer ud til Sedna, eller sagt med astronomiske

fagord 90 AU (astronomiske enheder,

hvor 1 AU er afstanden mellem Jorden

og Solen, 150 millioner kilometer). Forrige

gang Sedna var os nær, var Jorden ved at tø

op efter istiden, og måske er der atter istid,

næste gang den kommer ind fra det ydre

rum.

Rumteleskopet Hubble bliver nu rettet

mod Sedna – og de vældige Gemini- og Keckteleskoper,

der er Chad Trujillos arbejdsplads

på Hawaii, bliver også mobiliseret.

Konditionerne vil angiveligt blive bedre og

bedre. Over de næste 72 år kommer Sedna

tættere på og bliver mere og mere klar, indtil

den igen vandrer udad og gør sig usynlig før

ankomsten til den fjerneste vendeplads, 130

milliarder kilometer fra Solen.

Måske får vi snart at vide, hvad der gør

den lille klode næsten så rød som Mars – og

måske kan forskerne bekræfte, at den har

følgeskab af en lille måne. Det kunne være

forklaringen på, at den roterer så langsomt

– døgnet varer 40 jordiske døgn.

Planetoide eller planet?

Hvis en rumfarer en dag sætter fod på Sedna,

får hun ikke svært ved at udpege Solen,

der – selv om den blot er en af mange fjerne

stjerner – trods alt vil lyse ganske klart. En

sådan rejse kan naturligvis lade sig gøre. Og

hvis det sker, kan lyset fra vores Sol formørkes

af et knappenålshoved holdt ud i arms

længde.

Selvsagt er der jubel i fagverdenen, men

fundet giver også anledning til dybe overvejelser.

Brown og hans fæller mener ikke, at Sedna

er værdig til optagelse i rækken af planeter

– de bruger betegnelsen planetoide. Og de

synes også, at vi bør stryge Pluto af listen.

Sagt med andre ord betyder det, at Solen

blot har otte planeter: Merkur, Venus, Jorden,

Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun.

Men hvordan skal vi definere en planet?

Det er godt spørgsmål, som er svært at besvare.

Det kan ende med ordkløveri. Lidt i stil

med dette: Er Australien bare en stor ø eller

et ægte kontinent? Er Sedna med sine 1.700

km stor nok til optagelse i planetfamilien?

Og hvad med Pluto, der med en diameter på

2.300 km er mindre end vores Måne og flere

af månerne omkring de store planeter?

Opdagelsesbillederne af Sedna fra den 14. november

2003 mellem kl. 06.32 og 09.38 UT. Fra

billede til billede kan

man følge den lille

forskydning af det

nye himmellegeme i

forhold til baggrundsstjernerne.

Mere end 16 planeter

Tilsvarende kan vi spørge, om planeter kan

blive så store og tunge, at de ikke længere

kan kaldes planeter. Det formodes, at fusionsprocesser

kan gå i gang i brune dværge, himmellegemer

13-17 gange større end Jupiter.

Pragmatikere siger: Lad os bevare Pluto på

listen over planeter – af historiske og økonomiske

grunde. Hvorfor skrive skolebøgerne

om. Resten kan vi diskutere.

Ind i debatten kommer tillige et forslag fra

astronomerne John A. Stansberry og Gibor

Basri, der vælger et andet planetarisk mindstemål,

rundt regnet 700 kilometer. I den

størrelse er kloder gjort runde af tyngdekraften.

Set i det lys har vores Solsystem

mindst 16 planeter, inklusive den største

asteroide, Ceres.

Sedna er ikke en måne, men et selvstændigt

himmellegeme, der cirkler om Solen i en

stabil, men særdeles elliptisk bane – endnu

mere besynderlig end Plutos omløb. Og hver

rundtur om Solen varer 10.500 jordiske år.

Det kan nok give hovedpine til astrologer,

som mener at kunne læse vores fortid, nutid

og mulige fremtid ved at iagttage planeternes

vandring hen over hvælvet.

Sagnet om Sedna

Man må formode, at navnet Sedna kan inspirere

til mørke idéer. Havets Moder endte

som herskerinde i dybet efter splid i en dys-

aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/04

21


S E D N A

22

Sednas placering i Solsystemet er vist her, hvor

der fra tegning til tegning – begyndende yderst

til højre – trin for trin zoomes ud fra Solen og det

indre Solsystem. Sedna befinder sig uden for de

yderste planeters baner ved den røde prik. Dens

nuværende position i den stærkt elliptiske bane

(med en omløbstid på ca. 10.000 år) er tæt ved

det mest solnære punkt, perihel. Den sidste teg-

ning (nederst) viser, at Sednas bane befinder sig

langt inden for, hvad der hidtil har været betragtet

som den kugleformede Oort Skys inderste

afgrænsning.

aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/04

funktionel familie. Sagnet fortæller om en

smuk pige, der forfængeligt afviste alle friere.

Men en dag kom et åndevæsen til bopladsen.

Tilsyneladende en flot og dygtig fyr,

men det var i virkeligheden en stormfugl.

Ægteskabet blev ikke lykkeligt, og Sedna

flygtede derfor med sin far og bror, alt imens

Stormfuglen søgte at vælte deres konebåd.

Da bølgerne gik rigtig højt, kastede faderen

sin datter i vandet for at redde sit skind

og huggede hendes fingre af, da hun klamrede

sig til rælingen. Sedna druknede ikke,

men sank til bunds, mens de blodige stumper

blev forvandlet til sæler og hvaler. Nu

regerer hun fra dybet – og når fangstlykken

svigter på grund af menneskers uforstandige

adfærd, må åndemanere rense hendes lange

hår for snavs og kæmme det op i en top.

Selvsagt kan vi i cyberspace finde spydigheder

om navnevalget: ”Hvorfor vælge en

gudeskikkelse fra inuitternes sagnkreds, for

hvem tror i dag på Sedna, Havets Moder”.

Eller … ”Opdagelsen er næsten sikkert gjort

af ateistiske amerikanske videnskabsmænd

med støtte fra de føderale myndigheder, så

hvorfor ikke kalde planeten for Ambition eller

Bevilling. Der er altid nogen, som dyrker

disse guder”. Og penge til forskningen er jo

bevilget af den amerikanske rumfartsstyrelse,

NASA.

Illustrationer: NASA / JPL / Caltech / R. Hurt

Pluto og Planet X

Pluto blev opdaget på Lowell Observatoriet i

1930, mens den unge astronom Clyde Tombaugh

søgte efter den hypotetiske Planet X.

Vi ved nu, at der ikke er noget stort X derude.

Men jagten var en nødvendighed for forskerne,

der søgte efter en naturlig forklaring på

uforklarlige afvigelser i Neptuns beregnede

bane. Ved at sammenligne fotografiske plader

kunne Tombaugh se, at et ukendt objekt

var i bevægelse mellem de tilsyneladende

faste stjerner.

Det var en lille, besynderlig planet, som nu

skulle have navn. Hvad skulle vi kalde den?

Mange navne var i spil, men Pluto blev kåret

som vinder. Måske fordi de to første bogstaver

kan læses som Percival Lowell – manden,

der byggede sig stjerneborg i Flagstaff for at

udforske Mars. Han var overbevist om, at der

var intelligent liv derude på den røde planet

– væsener, som anlagde kanaler og kunstvandede

deres golde, tørre ørken.

Astrologer kom også i selvsving. De kunne

udvide deres arbejdsfelt og lagde nye tolkninger

ind i horoskoperne. De siger, at Pluto

styrer det, som vedrører død og genfødsel

– mens den i løbet af 20 år passerer et tegn i

dit horoskop. Myten, der klæber til Sedna,

varsler vist ilde.


Sedna

Quaoar Pluto Månen

Størrelsesforholdene mellem Sedna, Jorden, Månen,

Pluto og Quaoar – en planetoide på den anden side af

Plutos bane, som ellers hidtil har været det største kendte

Solsystemsobjekt på den anden side af Plutos bane.

Oort Skyen

Med opdagelsen af Sedna kan Brown og

hans arbejdskammerater have gjort den første

direkte registrering af den såkaldte Oort

Sky, som har sin ydre grænse tre lysår fra

Solen. Skyen har fået navn efter den berømte

nederlandske astronom Jan Hendrik Oort

(1900-1992), der som leder af observatoriet

i Leiden postulerede, at der i kanten af Solsystemet

findes en ufattelig stor sværm af

talløse ”ufødte” kometer. Det er byggemateriale,

som blev tilovers, da planeterne blev

dannet i Solens ungdom.

Formentlig kondenserede disse kometer

allerede ude i Jupiters bane, men dér fandt

de ikke blivende hvile. De blev i løbet af Solsystemets

første 100 millioner år slået ud af

kurs af de nyfødte gaskæmper. Nogle af dem

blev slugt af Solen, andre forsvandt sporløst

i det interstellare rum – og resten endte ude i

det fjerne område, vi nu kalder Oort Skyen.

Ingen har set Oort Skyen, men alt tyder på,

at den er derude. Det er derfra, kometerne

kommer. De rystes løs og stryger ind i det

indre Solsystem, når Solens nabostjerner

kommer tæt på. Halley er et godt eksempel.

Sedna blev ikke forvandlet til en megakomet,

men analysen af dens besynderlige bane

tyder på, at en anden vildfaren sol skabte en

indre Oort Sky, da den kom meget tæt på i en

fjern fortid.

Den fremmede sol må have lyst lige så

klart som fuldmånen i 20.000 år – og den

kunne frisætte en byge af gigantiske kometer

hver for sig med mulighed for at kunne udslette

livet på den unge Jord. Teoretisk kunne

puffet til Sedna være givet af en ukendt planet

på størrelse med Mars i cirkulært kredsløb

70 AU fra Solen. Men det er ikke sandsynligt.

Så ville vi have set den, erklærer

Brown, Rabinowitz og Trujillo.

Kuiper Bæltet

De føler sig sikre på, at Sedna lige nu bevæger

sig gennem et indre bælte i Oort Skyen

og aldrig når helt ind til Kuiper Bæltet. Det er

en hob af isklædte klippeblokke og bjerge

hinsides Neptun, 30 -100 AU fra Solen. I fagjargon

taler astronomerne om Kuiper Bælte

Objekter, forkortet KBO. Det største kendte

er 10.250 km i diameter. Objektet blev døbt

Quaoar. Også det blev fundet af Sednas opdagere,

der målrettet gennemsøger Solsystemets

fjerneste egne i forvisning om, at de vil

finde endnu flere iskolde planetoider i løbet

af ganske få år. De har allerede 40 på jagttasken

og reviret er stort. De har kun set på

15 procent af hvælvet.

Der er givetvis tusinder af himmellegemer

magen til Sedna, siger de med henvisning til

Keplers love. Objekter i meget elliptiske baner

skal mestendels findes langt fra Solen. For

hver Sedna, der kommer i fokus, må der være

mange, mange flere, som gemmer sig derude.

De lyser uhyre svagt. Vi har ikke mulighed

for at se dem, før de kommer tættere på.

Amatørastronom først

Jagten på Sedna’er lettes af instrumenter,

som ikke stod til rådighed for fem år siden.

Clyde Tombaugh måtte nøjes med fotografiske

plader. Brown, Trujillo og Rabinowitz arbejder

med et 175 megapixel kamera monteret

på et robotteleskop og udstyret med CCDchips

bedre end dem, vi kan finde i moderne

digitale fotografiapparater. Læg dertil nutidig

computerkraft. Vi bliver måske forvænte

og blaserte, når resultaterne strømmer ind.

De fleste af os må nøjes med knallertteleskoper

og opgiver på forhånd tanken om at

finde Sedna, der lyser uhyre svagt – størrelsesklassen

er 20,5. Men den allerførste bekræftelse

kom dog fra amatøren Michael

Schwartz, som har investeret i et meget kraftigt

instrument i det private Tenagra Observatory

i det sydlige Arizona. Han får skulderklap

af fagfolkene på Palomar.

aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/04

Jorden

23

More magazines by this user
Similar magazines