B U D FRA E N NY VE R D - Horsens HF og VUC

S E D N A
En kunstners opfattelse af det nyligt opdagede planetlignende
objekt, Sedna, i yderkanten af Solsystemet.
Herudefra ser Solen ud som en meget stærk stjerne i
stedet for den store, varme Sol, vi ser her fra Jorden.
Sedna fremtræder lettere rødlig. En hypotetisk måne
er også kommet med.
20
Nyopdaget planetlignende himmellegeme i kredsløb omkring
Solen blev i første omgang udråbt som Solsystemets tiende
planet. Men nærmere granskning i systematikken giver det
noget paradoksale resultat, at Pluto snarere bør fratages
rangen som planet. Og at vi derfor må regne med, at Solen
kun har otte planeter.
aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/04
B U D F R A E N
Af Jens J. Kjærgaard
Illustration: NASA / JPL / Caltech / R. Hurt
Zoologisk Have i København koketterer med
at være det vildeste sted i byen. Det er ord,
som folk kan forstå. Nu følger astronomerne
i sporet. Midt i marts måned fortalte de en
god historie om opdagelsen af et rødmosset,
men dybfrosset himmellegeme – formentlig
1.700 km i diameter: det koldeste og fjerneste
objekt fundet i Oort Skyen, i Solsystemets
udmarker. Den nye verden befinder sig tre
gange længere ude end Pluto, der hidtil er
blevet betragtet som den yderste planet.
Temperaturen er nær det absolutte nulpunkt.
Den kommer aldrig over minus 240° C.
Opdagelsen blev gjort af en forskertrio på
Palomar Observatoriet øst for San Diego i
Californien. Gruppens medlemmer er Mike
Brown fra California Institute of Technology,
Chad Trujillo fra Gemini Observatoriet på
Hawaii og David Rabinowitz, der er knyttet til
Yale Universitetet i Connecticut. De tre astronomer
brugte en stribe optagelser af himmelrummet
foretaget med Samuel Oschinteleskopet.
Det foregik med forfinelsen af en teknik,
som også har ført til opdagelsen af talrige
småplaneter – og Pluto. Nu følges sagen op fra
flere observatorier. Eksempelvis har Suzanne
Tourtellotte fra Yale set på det nye himmellegeme
med det lille SMARTS-teleskop i
Chile. Og hun har bekræftet, at det nys fundne
objekt snurrer ganske sagte. Kun Merkur
og Venus roterer langsommere.

Foto: NASA / JPL / Caltech / M. Brown
N Y V E R D E N
Aflang bane
Det officielle navn er 2003 VB12. Og dermed
viser fagfolk hen til, at opdagelsen blev gjort
den 14. november i fjor. Men det ender nok
med, at vi skal kalde kloden for Sedna. Det er
de canadiske inuitters navn til Havets Moder
– den gudinde, som i den grønlandske mytologi
hedder Sanna. Når astronomerne finder
flere af samme slags, vil de sandsynligvis også
få navne fra det arktiske områdes sagnskat.
Lige nu er der lidt mere end 13 milliarder
kilometer ud til Sedna, eller sagt med astronomiske
fagord 90 AU (astronomiske enheder,
hvor 1 AU er afstanden mellem Jorden
og Solen, 150 millioner kilometer). Forrige
gang Sedna var os nær, var Jorden ved at tø
op efter istiden, og måske er der atter istid,
næste gang den kommer ind fra det ydre
rum.
Rumteleskopet Hubble bliver nu rettet
mod Sedna – og de vældige Gemini- og Keckteleskoper,
der er Chad Trujillos arbejdsplads
på Hawaii, bliver også mobiliseret.
Konditionerne vil angiveligt blive bedre og
bedre. Over de næste 72 år kommer Sedna
tættere på og bliver mere og mere klar, indtil
den igen vandrer udad og gør sig usynlig før
ankomsten til den fjerneste vendeplads, 130
milliarder kilometer fra Solen.
Måske får vi snart at vide, hvad der gør
den lille klode næsten så rød som Mars – og
måske kan forskerne bekræfte, at den har
følgeskab af en lille måne. Det kunne være
forklaringen på, at den roterer så langsomt
– døgnet varer 40 jordiske døgn.
Planetoide eller planet?
Hvis en rumfarer en dag sætter fod på Sedna,
får hun ikke svært ved at udpege Solen,
der – selv om den blot er en af mange fjerne
stjerner – trods alt vil lyse ganske klart. En
sådan rejse kan naturligvis lade sig gøre. Og
hvis det sker, kan lyset fra vores Sol formørkes
af et knappenålshoved holdt ud i arms
længde.
Selvsagt er der jubel i fagverdenen, men
fundet giver også anledning til dybe overvejelser.
Brown og hans fæller mener ikke, at Sedna
er værdig til optagelse i rækken af planeter
– de bruger betegnelsen planetoide. Og de
synes også, at vi bør stryge Pluto af listen.
Sagt med andre ord betyder det, at Solen
blot har otte planeter: Merkur, Venus, Jorden,
Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun.
Men hvordan skal vi definere en planet?
Det er godt spørgsmål, som er svært at besvare.
Det kan ende med ordkløveri. Lidt i stil
med dette: Er Australien bare en stor ø eller
et ægte kontinent? Er Sedna med sine 1.700
km stor nok til optagelse i planetfamilien?
Og hvad med Pluto, der med en diameter på
2.300 km er mindre end vores Måne og flere
af månerne omkring de store planeter?
Opdagelsesbillederne af Sedna fra den 14. november
2003 mellem kl. 06.32 og 09.38 UT. Fra
billede til billede kan
man følge den lille
forskydning af det
nye himmellegeme i
forhold til baggrundsstjernerne.
Mere end 16 planeter
Tilsvarende kan vi spørge, om planeter kan
blive så store og tunge, at de ikke længere
kan kaldes planeter. Det formodes, at fusionsprocesser
kan gå i gang i brune dværge, himmellegemer
13-17 gange større end Jupiter.
Pragmatikere siger: Lad os bevare Pluto på
listen over planeter – af historiske og økonomiske
grunde. Hvorfor skrive skolebøgerne
om. Resten kan vi diskutere.
Ind i debatten kommer tillige et forslag fra
astronomerne John A. Stansberry og Gibor
Basri, der vælger et andet planetarisk mindstemål,
rundt regnet 700 kilometer. I den
størrelse er kloder gjort runde af tyngdekraften.
Set i det lys har vores Solsystem
mindst 16 planeter, inklusive den største
asteroide, Ceres.
Sedna er ikke en måne, men et selvstændigt
himmellegeme, der cirkler om Solen i en
stabil, men særdeles elliptisk bane – endnu
mere besynderlig end Plutos omløb. Og hver
rundtur om Solen varer 10.500 jordiske år.
Det kan nok give hovedpine til astrologer,
som mener at kunne læse vores fortid, nutid
og mulige fremtid ved at iagttage planeternes
vandring hen over hvælvet.
Sagnet om Sedna
Man må formode, at navnet Sedna kan inspirere
til mørke idéer. Havets Moder endte
som herskerinde i dybet efter splid i en dys-
aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/04
21

S E D N A
22
Sednas placering i Solsystemet er vist her, hvor
der fra tegning til tegning – begyndende yderst
til højre – trin for trin zoomes ud fra Solen og det
indre Solsystem. Sedna befinder sig uden for de
yderste planeters baner ved den røde prik. Dens
nuværende position i den stærkt elliptiske bane
(med en omløbstid på ca. 10.000 år) er tæt ved
det mest solnære punkt, perihel. Den sidste teg-
ning (nederst) viser, at Sednas bane befinder sig
langt inden for, hvad der hidtil har været betragtet
som den kugleformede Oort Skys inderste
afgrænsning.
aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/04
funktionel familie. Sagnet fortæller om en
smuk pige, der forfængeligt afviste alle friere.
Men en dag kom et åndevæsen til bopladsen.
Tilsyneladende en flot og dygtig fyr,
men det var i virkeligheden en stormfugl.
Ægteskabet blev ikke lykkeligt, og Sedna
flygtede derfor med sin far og bror, alt imens
Stormfuglen søgte at vælte deres konebåd.
Da bølgerne gik rigtig højt, kastede faderen
sin datter i vandet for at redde sit skind
– og huggede hendes fingre af, da hun klamrede
sig til rælingen. Sedna druknede ikke,
men sank til bunds, mens de blodige stumper
blev forvandlet til sæler og hvaler. Nu
regerer hun fra dybet – og når fangstlykken
svigter på grund af menneskers uforstandige
adfærd, må åndemanere rense hendes lange
hår for snavs og kæmme det op i en top.
Selvsagt kan vi i cyberspace finde spydigheder
om navnevalget: ”Hvorfor vælge en
gudeskikkelse fra inuitternes sagnkreds, for
hvem tror i dag på Sedna, Havets Moder”.
Eller … ”Opdagelsen er næsten sikkert gjort
af ateistiske amerikanske videnskabsmænd
med støtte fra de føderale myndigheder, så
hvorfor ikke kalde planeten for Ambition eller
Bevilling. Der er altid nogen, som dyrker
disse guder”. Og penge til forskningen er jo
bevilget af den amerikanske rumfartsstyrelse,
NASA.
Illustrationer: NASA / JPL / Caltech / R. Hurt
Pluto og Planet X
Pluto blev opdaget på Lowell Observatoriet i
1930, mens den unge astronom Clyde Tombaugh
søgte efter den hypotetiske Planet X.
Vi ved nu, at der ikke er noget stort X derude.
Men jagten var en nødvendighed for forskerne,
der søgte efter en naturlig forklaring på
uforklarlige afvigelser i Neptuns beregnede
bane. Ved at sammenligne fotografiske plader
kunne Tombaugh se, at et ukendt objekt
var i bevægelse mellem de tilsyneladende
faste stjerner.
Det var en lille, besynderlig planet, som nu
skulle have navn. Hvad skulle vi kalde den?
Mange navne var i spil, men Pluto blev kåret
som vinder. Måske fordi de to første bogstaver
kan læses som Percival Lowell – manden,
der byggede sig stjerneborg i Flagstaff for at
udforske Mars. Han var overbevist om, at der
var intelligent liv derude på den røde planet
– væsener, som anlagde kanaler og kunstvandede
deres golde, tørre ørken.
Astrologer kom også i selvsving. De kunne
udvide deres arbejdsfelt og lagde nye tolkninger
ind i horoskoperne. De siger, at Pluto
styrer det, som vedrører død og genfødsel
– mens den i løbet af 20 år passerer et tegn i
dit horoskop. Myten, der klæber til Sedna,
varsler vist ilde.

Sedna
Quaoar Pluto Månen
Størrelsesforholdene mellem Sedna, Jorden, Månen,
Pluto og Quaoar – en planetoide på den anden side af
Plutos bane, som ellers hidtil har været det største kendte
Solsystemsobjekt på den anden side af Plutos bane.
Oort Skyen
Med opdagelsen af Sedna kan Brown og
hans arbejdskammerater have gjort den første
direkte registrering af den såkaldte Oort
Sky, som har sin ydre grænse tre lysår fra
Solen. Skyen har fået navn efter den berømte
nederlandske astronom Jan Hendrik Oort
(1900-1992), der som leder af observatoriet
i Leiden postulerede, at der i kanten af Solsystemet
findes en ufattelig stor sværm af
talløse ”ufødte” kometer. Det er byggemateriale,
som blev tilovers, da planeterne blev
dannet i Solens ungdom.
Formentlig kondenserede disse kometer
allerede ude i Jupiters bane, men dér fandt
de ikke blivende hvile. De blev i løbet af Solsystemets
første 100 millioner år slået ud af
kurs af de nyfødte gaskæmper. Nogle af dem
blev slugt af Solen, andre forsvandt sporløst
i det interstellare rum – og resten endte ude i
det fjerne område, vi nu kalder Oort Skyen.
Ingen har set Oort Skyen, men alt tyder på,
at den er derude. Det er derfra, kometerne
kommer. De rystes løs og stryger ind i det
indre Solsystem, når Solens nabostjerner
kommer tæt på. Halley er et godt eksempel.
Sedna blev ikke forvandlet til en megakomet,
men analysen af dens besynderlige bane
tyder på, at en anden vildfaren sol skabte en
indre Oort Sky, da den kom meget tæt på i en
fjern fortid.
Den fremmede sol må have lyst lige så
klart som fuldmånen i 20.000 år – og den
kunne frisætte en byge af gigantiske kometer
hver for sig med mulighed for at kunne udslette
livet på den unge Jord. Teoretisk kunne
puffet til Sedna være givet af en ukendt planet
på størrelse med Mars i cirkulært kredsløb
70 AU fra Solen. Men det er ikke sandsynligt.
Så ville vi have set den, erklærer
Brown, Rabinowitz og Trujillo.
Kuiper Bæltet
De føler sig sikre på, at Sedna lige nu bevæger
sig gennem et indre bælte i Oort Skyen
og aldrig når helt ind til Kuiper Bæltet. Det er
en hob af isklædte klippeblokke og bjerge
hinsides Neptun, 30 -100 AU fra Solen. I fagjargon
taler astronomerne om Kuiper Bælte
Objekter, forkortet KBO. Det største kendte
er 10.250 km i diameter. Objektet blev døbt
Quaoar. Også det blev fundet af Sednas opdagere,
der målrettet gennemsøger Solsystemets
fjerneste egne i forvisning om, at de vil
finde endnu flere iskolde planetoider i løbet
af ganske få år. De har allerede 40 på jagttasken
– og reviret er stort. De har kun set på
15 procent af hvælvet.
Der er givetvis tusinder af himmellegemer
magen til Sedna, siger de med henvisning til
Keplers love. Objekter i meget elliptiske baner
skal mestendels findes langt fra Solen. For
hver Sedna, der kommer i fokus, må der være
mange, mange flere, som gemmer sig derude.
De lyser uhyre svagt. Vi har ikke mulighed
for at se dem, før de kommer tættere på.
Amatørastronom først
Jagten på Sedna’er lettes af instrumenter,
som ikke stod til rådighed for fem år siden.
Clyde Tombaugh måtte nøjes med fotografiske
plader. Brown, Trujillo og Rabinowitz arbejder
med et 175 megapixel kamera monteret
på et robotteleskop og udstyret med CCDchips
bedre end dem, vi kan finde i moderne
digitale fotografiapparater. Læg dertil nutidig
computerkraft. Vi bliver måske forvænte
og blaserte, når resultaterne strømmer ind.
De fleste af os må nøjes med knallertteleskoper
og opgiver på forhånd tanken om at
finde Sedna, der lyser uhyre svagt – størrelsesklassen
er 20,5. Men den allerførste bekræftelse
kom dog fra amatøren Michael
Schwartz, som har investeret i et meget kraftigt
instrument i det private Tenagra Observatory
i det sydlige Arizona. Han får skulderklap
af fagfolkene på Palomar.
aktuel ASTRONOMI – SOMMER NR. 3/04
Jorden
23