Aldringens molekylærbiologi - Viden (JP)

viden.jp.dk

Aldringens molekylærbiologi - Viden (JP)

består af en gentagen sekvens af nukleotider (DNA-byggesten), samt specifi kke telomerbindende proteiner. Telomererne har til funktion at hindre kromosom-enderne i at blive nedbrudt og dermed undgå, at DNA’et bliver ødelagt. Men, hver gang en celle deler sig, bliver telomerene kortere. Så jo ældre mennesker bliver – jo fl ere delinger cellerne i kroppen gennemgår – jo kortere bliver telomererne altså. Mange forskere har spekuleret over, om denne forkortelse af telomererne fungerer som et slags urværk, en slags nedtælling. Når telomerlængden når et bestemt kritisk niveau, så dør cellen simpelthen! En understøttelse af denne teori kommer fra viden om kræftceller. Kræftceller er i princippet udødelige celler, og i netop disse celler, forekommer der ikke telomerforkortelse. Manglen på telomerforkortelse i kræftceller skyldes tilstedeværelsen af enzymet telomerase, der kan forlænge telomerstrukturerne i takt med at cellerne deles. Man har vist, at hvis genet, der koder for enzymet telomerase, indsættes i normale celler, så udviser disse celler ikke længere tegn på aldring. Dette er en af de primære grunde til, at telomerlængden betragtes som en vigtig faktor i aldring. Der er dog også mange aspekter af aldring, som denne teori ikke kan forklare, såsom den betydelige variation i menneskers levetid. Det er ydermere blevet vist, at telomererne i ældre mennesker er så lange, at længden af dem ikke burde være kritisk før end ved gennemsnitslevealdre, der ligger 25-50 år over, hvad vi ser i dag. Ophobning af DNA skader og genomisk instabilitet Som nævnt så ofte før – er vi alle et produkt af arv og miljø. Miljøet menes i høj grad også at bidrage til aldringsprocessen, bl.a. ved at udsætte kroppen for en lang række ydre påvirkninger, der skader cellernes makromolekyler – det vil sige både proteiner, RNA og DNA. Solens ultraviolette stråler og mange former for forurening er A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 1 | 2 0 0 4 G E R O N T O L O G I Førtidige aldringssyndromer Aldrings-syndrom og hyppighed Hutchinson-Gilford 1 pr. 4.000.000 Werner 1 pr. 1.000.000 Cockayne (CS) 1 pr. 1.000.000 Trichothiodystrophy (TTD) 1 pr. 1.000.000 Ataxia Telangiectasia (AT) 1 pr. 50.000 Gennemsnitlig levetid 13 år 46 år 12 år 10 år 20 år Typiske symptomer Sygdommen indtræder inden for barnets første 2 leveår. Meget tidligt bærer disse mennesker præg af tidligt udviklet alderdomssvaghed. De taber hår og øjenvipper. De har ofte åreforkalkning og udviser i høj grad mangel på underhudsfedt. Sygdommen rammer oftest hvide mennesker og lidt hyppigere drenge end piger. Dødsårsag er oftest hjertestop. Symptomerne for Werner syndrom indtræder, når børnene når puberteten. Kendetegnet er en slående misforhold mellem patientens faktiske alder og deres udseende. De får i en ung alder gråt hår og rynket hud. Desuden er der blandt disse patienter en overhyppighed af kræft, grå stær og knogleskørhed. Sygdommen er hyppigst forekommende i Japan. Der fi ndes to typer af CS. Den klassiske type indtræder inden for barnets første 10 leveår. I den anden type er symptomerne allerede tilstede fra barnets fødsel. Karakteristika for denne sygdom er en kraftig og hurtig nedbrydning af nerveceller, forekomst af grå stær, dværgvækst og oftest er patienterne følsomme over for sollys. Det mest i øjenfaldende karakteristika for TTD er patienternes skrøbelige hår og negle samt ekstremt tørre hud med tendens til skældannelse. De er ofte fysisk og mentalt underudviklede, og mange af patienterne er følsomme over for sollys. AT er en sygdom karakteriseret ved fremadskridende tab af evne til koordinering af bevægelser, udvidelse af de små kar i øjnene og gentagne infektioner af luftvejene. AT patienter er i høj grad præ-disponerede for kræft. Sygdommen kan diagnosticeres i den tidlige barndom. gode eksempler på udefrakommende faktorer, som kan trænge ind i vores celler og skade DNA’et. Hvis skaderne forbliver i DNA’et, kan det medføre det, der kaldes genomisk instabilitet. Det er ikke muligt fuldstændigt at undgå de påvirkninger, der skader vores DNA. Vi er bl.a. afhængige af den ilt, vi indånder, selvom netop ilt har vist sig at være særlig skadeligt for vores DNA. Ilt kan nemlig i kroppen forvandles til meget reaktive molekyler kaldet frie radikaler, og disse frie radikaler vil lynhurtigt reagere med Genetisk defekt Skyldes mutationer i Lamin A genet, der koder for et cellekerne protein. Skyldes mutationer i Werner-genet, som er et gen involveret i opretholdelsen af genomets stabilitet. Kan skyldes mutationer i enten CSA- eller CSB- generne. Disse gener koder for proteiner, som bl.a. er nødvendige for koblingen imellem DNA-reparation og transskription. Kan skyldes mutationer i enten XPB- eller XPD- generne. XPB- og XPDproteinerne er involverede i transskription og DNAreparation. Skyldes mutationer i ATM genet. ATM er et protein, der signalerer forekomsten af DNA skader til cellen DNA med en lang række skader til følge. Sådanne DNA-skader kaldes oxidative skader og disse har vist sig i særlig grad at blive ophobet med alderen. DNA-skader kan medføre en lang række cellulære forandringer, da informationen indkodet i DNA’et i første omgang kan blive misfortolket eller gå tabt. Forbliver skaderne i DNA’et, kan det på sigt medføre, at cellen enten udvikler sig til en kræftcelle eller også bliver cellen programmeret til at dø, hvilket kan have fatale konsekvenser, hvis cellen f.eks. er en nerve- 5

More magazines by this user
Similar magazines