og bevaring af truede aber - Viden (JP)

De heldige sydamerikanske
løvetamariner
I 70’erne var der kun 100-200 vildtlevende løvetamariner
tilbage. Derfor dannede man en population i
fangenskab og begyndte at avle på dem. I starten af
80’erne begyndte man at undersøge den vilde populations
adfærd og økologi og indledte beskyttelse af
dens levesteder. I den forbindelse blev der også startet
samfundsbaseret uddannelse. Nogle år senere blev 71
individer fra fangenskab sat ud i naturen og heraf overlevede
27 som senere fi k 26 afkom – hvilket var nok
til at populationen begyndte at vokse. I 1991 var der
450 vilde aber og 550 i fangenskab, og hele aktionen
må siges at være en succes. Udover genudsætning af
løvetamariner avlet i fangenskab, er fl ere vildtlevende
familiegrupper siden 1991 også blevet fl yttet fra små
isolerede og truede skovområder til større ubeboede
men egnede og beskyttede skove. I 2000 var der fl yttet
120 aber i alt og denne fl yttede population trives og får
afkom.
Genetikken opdagede problemer
på Madagaskar
Lepilemurer lever normalt i skovene på Madagaskar. Her
er skovene meget fragmenterede, og dermed er mange
populationer små og isolerede. I slutningen af 90’erne
viste genetiske undersøgelser af 72 individer fra fi re
isolerede populationer, at de havde meget lidt genetisk
variation tilbage, og at der foregik indavl. Lepilemurer
har en meget lav migrationsevne, så populationerne
vil fortsætte med at blive mindre og samtidig mere og
mere isolerede og indavlede. På længere sigt er denne
art dermed truet af udryddelse, medmindre der bliver
gjort noget. Det mest oplagte bevaringstiltag vil være, at
området får tildelt status som beskyttet reservat/park
for at undgå mere ødelæggelse af skoven. Derudover
kunne dannelsen af såkaldte korridorer, forbindelser
mellem skovfragmenter, øge muligheden for migration
mellem isolerede populationer og dermed øge udvekslingen
af den livsnødvendige genetiske variation.
basepar lange. Derfor er der
mange genetiske metoder, der
ikke umiddelbart kan bruges til
at analysere dette DNA. Men
der bliver hele tiden udviklet
nye og bedre metoder.
Vi har således udviklet en
hurtig, simpel og billig genetisk
metode, som ud fra delvist
nedbrudt DNA fra hår og afføringsprøver
kan kønsbestemme
alle abearter. Ud fra kun 2-3
hår kan vi hurtigt afgøre kønnet
(se boks). Genetisk kønsbestemmelse
af prøver indsamlet
uden at forstyrre aberne er et
vigtigt redskab, når man undersøger
sociale forhold hos truede
Foto: William R. Konstant, Conservation International.
Foto: www.primates.com
abearter. Kønsbestemmelse er
noget, vi kender fra retsmedicin,
kriminalforskningen eller
i forbindelse med arvelige sygdomme,
men også inden for
dyrebeskyttelse kan sådanne
oplysninger være vigtige. Ved
hjælp af DNA-prøver kan man
få en masse oplysninger om
f.eks. parringssystemer og gruppesammensætning,
og de oplysninger
er nødvendige for at
kunne foretage de rette beslutninger
for arten.
Vi har viden til at bevare
Med de moderne genetiske teknikker
har vi adgang til den
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 4 | 2 0 0 5
Gylden-hovedet løvetamarin, (Leontopithecus chrysomelas),
Brasilien.
En truet lepilemur (Lepilemur septentrionalis) fra
Madagaskar
viden, der skal til, for at vi kan
bevare de fl este truede aber.
Fremtidens store udfordring er,
om den viden kan omsættes til
praksis, og om vi er villige til at
betale prisen. Det er umuligt,
at bibeholde en uberørt natur
overalt, men vi kan prøve at
gøre indgrebene mindre ødelæggende
og ligeledes mere
bæredygtige over længere tid.
Kun på den måde kan vi gøre
os håb om at undgå, at fl ere
af vores nærmeste slægtninge
uddør – og med dem svaret
på mange af de største gåder
omkring os selv og vores egen
oprindelse. ■
N A T U R B E S K Y T T E L S E
Om forfatterne
Tina Fredsted er ph.d.-studerende
ved Afd. for Genetik og
Økologi, Aarhus Universitet.
tina.fredsted@biology.au.dk
Palle Villesen er forskningsadjunkt
ved Center for Bioinformatik
(BiRC), Aarhus Universitet.
palle@birc.au.dk
Yderligere læsning
Cowlishaw G. and Dunbar
R. (2000) Primate conservation
biology. The University of
Chicago Press.
Mittermeier R. og andre
(2005) Primates in Peril - The
World’s 25 Most Endangered
Primates 2004-2006.
http://www.iucn.org/webfi les/
doc/SSC/SSCwebsite/News/
Primates_In_Peril.pdf
Pope T.R. (1996) Socioecology,
population fragmentation,
and patterns of genetic loss in
endangered primates. In: Conservation
Genetics, pp. 119-
159. Eds. Avise J.C. and Hamrick.
J.L., Chapman & Hall.
19