Forskning og politik - Viden (JP)

viden.jp.dk

Forskning og politik - Viden (JP)

Forskning og politik

Forskningspolitik

Er der er forståelseskløft

mellem politikere og

forskere? Og hvorfor er

forskningspolitik et

lavstatusområde i den

politiske verden?

Det har Aktuel Naturvidenskab

spurgt

Christine Antorini om.

Hun formåede at

markerede sig som en

engangeret forskningspolitisk

ordfører for SF.

Hendes erfaringer er

overraskende positive.

Af Jørgen Dahlgaard og

Carsten R. Kjaer

En liste over politikere,

som i den senere tid har

markeret sig i den offentlige

debat med forskningspolitiske

synspunkter er bestemt

ikke alenlang. En udbredt

fornemmelse på landets

universiteter er uden tvivl, at

politikere med et stort engagement

inden for forskning og

videregående uddannelser så

absolut er en mangelvare i Danmark.

Men, hvorfor forholder det

sig sådan, hvordan ser den

forskningspolitiske debat ud på

den anden side af muren og,

hvad kan forskningsverdenen

selv gøre for at komme over

“forståelseskløften”? Det har vi

spurgt det forhenværende Folketingsmedlem

for partiet SF,

Christine Antorini, om.

Den første januar i år tiltrådte

hun et nyt job som Sekretariatschef

for den selvejende

institution Forbrugerinformationen,

som netop er

oprettet under Forbrugerstyrelsen.

At hun således har

forladt det politiske arbejde i

Folketinget, vil mange inden

for forskningsverdenen sikkert

beklage, idet hun i sine 1½ år i

Folketinget nåede at markere

sig stærkt i den forsknings- og

uddannelsespolitiske debat.

Forskning er ikke hot

Christine Antorini lægger ikke

skjul på, at forskningspolitik

som område er meget lidt “hot”

at kaste sig over som politiker.

»Man kan godt undre sig

over, at der er så lidt prestige i

dette område, da alle jo snakker

videns- og kompetencesamfund,

og at man skal prioritere

forskning. Spørger man de enkelte

politikere, vil de uden

tvivl samstemmende vægte

forskning og uddannelse meget

højt. Men når det kommer til

at lave forskningspolitik – ja så

sker der ikke rigtig noget«, siger

hun.

Hun fortæller også, at der i

en folketingsgruppe er et klart

hierarki i, hvilke poster der

giver prestige. »Desværre må

man nok sige, at ser man på

den nuværende regerings periode,

så er forskningsområdet i

denne periode faktisk faldet i

prestige. At der har siddet så

mange forskellige ministre på

posten i perioden sender jo

også et meget klart signal om,

at området ikke er prioriteret

særligt højt. Og dette afspejler

sig også i partigruppen på den

måde, at medmindre man af en

eller anden underlig grund

brænder for forskning – ja, så er

forskning bare ikke et område,

man går efter«, siger hun.

Et kompliceret område

Allerede inden Christine Antorini

kom i Folketinget havde

hun en ambition om at vælge

områder inden for det, hun

kalder “det brede kompetencebegreb”

– dvs. hun ville gerne

sidde i udvalg som Erhvervsudvalget,

Undervisningsudvalget,

Forskningsudvalget og Uddannelsesudvalget.

På denne baggrund

mente hun, at hun ville

have et godt udgangspunkt for

at snakke om de ting, der interesserede

hende, nemlig kompetence,

udvikling og vidensvækst.

Det traf sig så heldigt, at

både Erhvervs- og Forskningsområdet

var ledige, da hun

kom i Folketinget. Dette hang

sammen med, at den tidligere

mand på disse poster stoppede,

og da det samtidig var lavprestigeområder

(i SF er erhvervsområdet

heller ikke hot!) var

der fri bane for hende.

Men Christine opdagede

hurtigt, at Forskningsområdet

var meget kompliceret at have

med at gøre.

»Bare den ordverden, der

findes her!«, siger Christine.

»Det kan godt være, at det

hænger sammen med, at jeg

ikke havde været studenterpolitisk

aktiv, så jeg ikke kendte

systemerne i forvejen, men

denne nye begrebsverden er

altså virkelig en barriere. Jeg

brugte lang tid på at finde ud

af, hvordan systemet overhovedet

var skruet sammen – f.eks.

på universiteterne: konsistorium,

dekaner, institutbestyrelser,

institutledere, studenterråd

– det tog lang tid at

forstå den verden. Og når man

så kommer til selve forskningspolitikken,

så skal man finde

ud af de forskellige forskningsråd

og kasser. Da jeg stoppede i

Folketinget efter 1½ år følte jeg

stadig ikke, at jeg havde fuld

styr på den del af forskningspolitikken«.

Christine har dog aldrig

været i tvivl om, at det er meget

vigtige diskussioner, som foregår

inden for forskningsområdet.

Men diskussionerne er

meget specialiserede, og man

skal derfor bruge meget tid på

dem. Hvis man så samtidig er

ordfører for en række områder,

betyder det selvfølgelig knaphed

med tid, hvilket igen betyder,

at man nedprioriterer de

mest tidrøvende områder. Og

det mener Christine ofte går ud

over forskningsområdet.

Forskning kommer ikke

på dagsordenen

En anden ting, som Christine

mener rammer forskningen er,

at der kommer meget få lovforslag

inden for forskningsområdet.

En gang imellem er der

en forespørgselsdebat i Folketinget,

men ellers kommer der

næsten ikke noget.

42 Aktuel Naturvidenskab 2/2000


»Arbejdsgangen i en folketingsgruppe

er jo, at når der er

en førstebehandling af en sag

har ordføreren lagt en ordførertale

på skrift. Så diskuterer

gruppen den, og det betyder, at

der kommer en form for kollektiv

bevidsthed om emnet – det

bliver så at sige sat lidt på alles

dagsorden. Men, når der næsten

ingen lovforslag er inden

for forskning betyder det, at

man kun meget sjældent diskuterer

forskningspolitik i grupperne.

Det gør man så kun i

Forskningsudvalget mellem de

få, der nu sidder der. På den

måde har forskningen hårde

odds i kampen mod alle de

andre interessante dagsordener«,

fortæller hun.

Hvad der kommer på den

samfundsmæssige dagsorden er

i høj grad også afhængig af medierne.

Således fortæller Christine,

at man på et tidspunkt

kunne se, at aviserne opprioriterede

uddannelsesstof – formodentlig

fordi de kæmpede

om de yngre læsere. Dette trak

også øget fokus på forskning.

»Det betød, at man som

politiker i en periode kunne

have et godt samspil med en

journalist og få sat nogle emner

på dagsordenen. Men disse

situationer er i virkeligheden

meget journalist-afhængige.

Når den aktive journalist får

andre stofområder, har andre

journalister jo det samme problem

som politikerne: forskningsområdet

er meget svært og

teknisk stof – og forskningspolitik

er bestemt heller ikke

“hot” for en journalist at have

som sit sagsområde. Så det ender

hurtigt med, at disse historier

bare ikke bliver skrevet!«,

siger Christine.

Forskere bør deltage

i samfundsdebatten

Forskningen er selvfølgelig og

oppe mod noget helt tredje,

nemlig folks billeder af forskere.

»Hvis man ikke selv beskæftiger

sig med forskning,

kan man altid læne sig trygt op

ad sine fordomme«, siger Christine.

»Folk bilder sig gerne ind

at forskere er verdensfjerne og

sidder i deres osteklokker – det

er sikkert meget interessant,

hvad de sidder og laver, men

hvad kommer der ud af det?

Og der er jo heller ikke nogen,

der kan forstå, hvad de siger!«

Selvom Christine er klar

over, at dette er fordomme, så

mener hun samtidig, at der

altid er en kerne af sandhed i

sådanne myter – og det gælder

også her.

»For mig at se hænger det

sammen med forskernes manglende

deltagelse i samfundsdebatten.

Som forsker burde

man have en pligt til at formidle

– hver gang man har

lavet en rapport eller lignende

bør man lave en artikel eller en

kronik i en avis. Hvad angår

naturvidenskaberne sidder de jo

i virkeligheden på enormt

mange meget samfundsrelevante

emner. Men de forskere,

som blander sig i den

offentlige diskussion, er som

regel forskere fra samfundsfagene.

Hvis naturvidenskabelige

forskere blander sig i debatten,

går det oftest på de “rigtige”

forskningspolitiske emner,

f.eks. om forskningen er prioriteret

for lavt – alt det, der hører

til den lille verden«, siger hun.

Christine mener derfor, at

forskere skal blande sig langt

Christine Antorini

Aktuel Naturvidenskab 2/2000 43

mere i den offentlige debat –

f.eks. i debatten omkring gensplejsning.

Dette mener hun

samtidig er en måde at gøre

forskningen relevant og vedkommende

på, hvilket måske

også vil have den effekt, at interessen

for naturvidenskab vil

blive forøget – og måske endda

få nogle unge mennesker til at

vælge forskningsvejen.

»På det politiske niveau har

politikerne jo også i høj grad

brug for at vide, hvad der foregår

inden for forskningen –

hvad der er det “rigtige”. Og

derfor er det vigtigt, at resultaterne

kommer ud«, tilføjer hun.

Demokrati og ledelsesproblemer

Selvom Christine gik til sagen

med et “kærligt” forhold til

forskning- og uddannelsesverdenen,

har hun også oplevet

at komme ud i sammenhænge,

hvor hun virkelig følte, at her

fik man meget lidt ud af forskningen.

»Man må jo ikke sige

nulforsker..«, siger hun og tilføjer:

».. men der findes altså

nogle faglige miljøer, hvor man

med rette kan spørge: hvorfor

sker der ikke mere inden for

dette her område? Hvorfor producerer

de ikke mere viden,

som kommer til offentlighedens

kendskab?« Hun fortæller

også, at det i mange sammenhænge

er tabu at tale om en

elite af forskere, som evt. burde

nyde en ganske særlig opmærksomhed.

Christine mener, at noget af

dette hænger sammen med

diskussionen om universiteternes

ledelse – en diskussion,

som det er meget svært at tage,

især hvis man kommer fra venstrefløjen,

hvor man virkelig

hylder universitetsdemokratiet.

Hun mener da også selv, at der

er mange elementer i universitetsdemokratiet,

som det bestemt

er værd at værne om.

Men problemet er, at det meget

hurtigt bliver en ideologisk

kamp – en højre-venstre diskussion

for eller imod demokratiet

på uddannelsesstederne.

»Hvis man overhovedet kan

få højrefløjen op på dupperne

og snakke universitets- og

forskningspolitik, ja, så går den

på den der med: universiteterne

har en elendig ledelse – skift

hele banden ud og ansæt nogle

udefra. Modparten vil så sige:

nej, nej – her har vi endelig et

sted med medarbejderdemokarti

fra bund til top.

Konsekvensen af denne ideologiske

kamp er, at man aldrig

når til det punkt, hvor man får

lavet noget sund og fornuftig

forskningsledelse. Efter min

mening er en forskningspersonale-ledelsesfunktionafsindig

vigtig, og det burde være

en forpligtelse på institutionerne,

men det ligger ikke i

systemet, sådan som det er

skruet sammen i dag«, siger

Christine.

Dialog med forskere

Da Christine startede i Folketinget

stod hun uden et netværk

at trække på. Men efterhånden

som hun begyndte at

blande sig i samfundsdebatten,

f.eks. via avisartikler, fik hun

ofte reaktioner fra forskellige

forskere rundt omkring i landet.

På den måde fik hun opbygget

et netværk af en række

forskere, som i hendes øjne

havde meget fornuftige synspunkter.

Hun var specielt glad


for at kunne trække på dette

netværk i forbindelse med den

meget svære diskussion om

patenter. »Uden nogen i baghånden,

som kunne forklare

mig tingenes sammenhæng –

f.eks. omkring procedurerne –

ville jeg aldrig have haft en

chance for at gennemskue sagerne.

Det samme gjaldt for

mange af de komplicerede

spørgsmål om økonomi«, siger

hun.

Det er i øvrigt tankevækkende,

at stort set alle i hendes

forskernetværk var fra det naturvidenskabelige

område. Der

var en enkelt fra sundhedsvidenskab,

en enkelt fra samfundsfag

og resten var faktisk

fra naturvidenskaberne. Selvom

det selvfølgelig kan hænge sammen

med, at naturvidenskaben

har været udsat for de mest

massive nedskæringer, er det

dog i Christines øjne en pejling

på, at de naturvidenskabelige

forskere faktisk er meget interesserede

i, hvad der foregår

uden for den lille verden.

Christine fortæller videre om

dette forskernetværk, at man i

et parti som SF har brug for

sådanne personlige netværk, da

det i modsætning til større par-

tier ikke har et stort politisk

sekretariat. »Men jeg vil dog

æde min gamle hat på, at hvis

man spurgte rundt i partigrupperne,

så vil de ikke have nogen

forskningspolitisk sekretariatsmedarbejder.

Det kan godt

være, at de har en som dækker

uddannelsesområdet – men

ikke forskning. Derfor kører de

forskningspolitiske diskussioner

meget på de personlige netværk

og alle dem, som har blandet

sig i den forskningspolitiske

debat, har givetvis et sådant«,

siger hun.

Hvad vil politikerne have?

At politikere i praksis kan have

god brug for reaktioner fra forskere

i de komplicerede debatter,

burde måske anspore flere

fra forskningsverdenen til at

deltage i den offentlige debat.

Men, hvordan forholder det sig

så med de henvendelser, som

forskerne selv tager initiativ til

– f.eks. i form af tryksager og

opråb? Hertil siger Christine, at

hvis man vil have politikernes

opmærksomhed, går vejen ikke

via kulørte årsrapporter og “reklame”

– de ryger direkte i

skraldespanden!

For Christine var en af de

vigtigste kilder til information

om forskningsområdet

avisernes debatsider – herunder

også de store universitetsaviser,

da de giver en god pejling på,

hvad der foregår på universiteterne.

»Og så kan jeg bruge noget

veldokumenteret statistik, som

kan give mig nogle tal og argumenter

i hånden i forhold til en

debat«, siger Christine. Hun

nævner f.eks. en rapport af Bertel

Ståhle Kvinder og mænd i

dansk universitetsforskning i

1990’erne. »I SF har der jo været

en udbredt holdning om, at

det bare er enormt strengt, at

kvinder ikke kan blive forskere.

Men Bertel Ståhle dokumenterer,

at der, hvor søgningen er

lige stor, bliver der faktisk ansat

lige mange mænd og kvinder.

Derfor kan man selvfølgelig

ikke kræve, at 50% af dem, der

bliver ansat inden for naturvidenskab

er kvinder!«, siger hun.

Katastrofal adskillelse!

På spørgsmålet om, hvad hun

mener om den nuværende opdeling

i et Forsknings- og Undervisningsministerium,

svarer

hun kort, at det simpelthen er

en katastrofe! Det skyldes pri-

mært, at der bliver brugt alt for

megen negativ tid på at finde

ud af grænsefladen. Hvis den

nuværende opdeling skulle fungere,

burde man efter hendes

opfattelse sige, at Undervisningsministeriet

tog sig af området

til og med ungdomsuddannelserne,

og så rykke alt

med videregående uddannelser

over i Forskningsministeriet.

Den nuværende adskillelse

hænger simpelthen ikke sammen,

hvis man vil have

forskningsbaseret undervisning.

Hun mener dog, at hvis man

virkelig ville satse på videns- og

kompetencesamfundet skulle

man nok samle det hele under

en hat udfra en livslang læringskompetencetænkning,

og

sætte en virkelig stærk minister

i toppen. Dette vil kunne

komme forskningen til gode,

idet en minister givetvis vil

kunne gøre meget for at sætte

fokus på området, som generelt

opfattes som meget ufolkeligt

og teknokratisk. Christine roser

dog samtidige den nuværende

minister Birte Weiss for at være

meget kvalificeret og saglig og

for på meget kort tid at have sat

sig ind i de centrale problemstillinger.

44 Aktuel Naturvidenskab 2/2000

More magazines by this user
Similar magazines