Auktionsliv nr. 8 - indhold.indd - Bruun Rasmussen

32
BRUUN RASMUSSEN KUNSTAUKTIONER
Jeg køber aldrig kunst til arbejdspladsen
for investeringens skyld,
og man kan da begå fejl, købe
kunst der viser sig ikke at holde.
Men også dér er en spejling, for
vi laver jo også fejl her i virksomheden,
det kan vi ikke undgå, og
det er meningen, vi skal lære af
dem.”
"Kunst på denne arbejdsplads
er et ledelsesværktøj,
et ledelsessignal"
De kriterier, Mads Øvlisen køber
kunst efter, er enkle: ”Det skal være
originalt, det er meget vigtigt, og
så skal det provokere. Se den
Plenge installation i finansafdelingen
for eksempel. Hvis alt er forkert,
hvad er det så vigtigt er rig-
tigt? Iagttageren skal stille spørgs-
mål og måske - måske blive vred”,
siger Øvlisen forsigtigt, som om
han ikke er helt sikker på, at vred
er godt.
Kunst fordi og på trods
Interessen for omgangen med kunst
startede allerede i gymnasieårene.
Øvlisen gik i klasse med kunstneren
Stig Brøgger, der, sammen med
Hein Heinsen, Bjørn Nørgaard, Per
Kirkeby og flere andre, var med
til at etablere Den eksperimenterende
Kunstskole, Eksskolen, i starten
af 1960’erne.
”Jeg fik min gang i det miljø, jeg
fik et andet forhold til kunst, tror
jeg, end blot det betragtende, når
man ærbødigt læner hovedet til-
bage og kigger. Kunsten var omkring
mig, og siden blev det en
AUKTIONSLIV
hobby i en travl hverdag at se på
kunst på auktioner, gallerier og
udstillinger.”
Trods det, at Øvlisen har været på
Novo Nordisk siden 1972, var det
først op gennem firserne, han be-
gyndte at købe kunst til arbejdspladsen:
”Vi voksede langsomt, og der op-
stod et behov for identifikation
og inspiration, og langsomt blev
det en del af virksomhedens iden-
titet, at der var kunst på væggene.
Og medarbejdernes. Jeg har
oplevet en medarbejder, der havde
et billede hængende, han egentlig
ikke brød sig om, og som han al-
drig ville have købt selv. Men det
blev en del af ham, det blev en
del af en historie, han altid kunne
fortælle, og da afdelingen flyttede,
insisterede han på at få det med,
så nu hænger det i afdelingens
nye mødelokale”, siger Mads Øvlisen
med et glimt i øjnene. Noget
der, af samme grund og til hans
ærgelse, ikke helt er lykkedes, er
den grad af rotation værkerne
imellem, han drømte om. Medarbejdere
knytter sig både fordi og
på trods til de enkelte værker, så
det kan være en skam at forsøge
at vriste kunstværkerne fra dem
igen".
Kunst som
personlig kommunikation
”Kunst på denne arbejdsplads er
et ledelsesværktøj, et ledelsessignal.
Derfor har det altid været
væsentligt for mig, at det var mig
selv, der købte kunsten. Det er en
meget personlig kommunikation
til medarbejderne. Den nye ledelse
har bedt mig fortsætte med at
købe kunst, men det ved jeg ikke,
om er rigtigt, for hvilke signaler
og hvis signaler skal sendes?
Hvad nu, hvis jeg ender med at
blive deres dekoratør, det var jo
ikke det, der var meningen. Måske
burde den nye ledelse selv købe
kunsten.”
Mads Øvlisen kan ikke bevise, at
kunsten gør Novo Nordisk til en
bedre virksomhed, men at den
skaber samtale og nye indgange
til kolleger og arbejde, er han sikker
på. Hvis kunsten kan bryde
vanetænkningen, er målet sådan
set opfyldt. Engang havde han
hængt et nyt værk op i reception-
en. ”Det lignede noget, der var
"Hun kom op til mig og
spurgte, hvad det var for
noget bras, jeg havde købt"
lavet på en sovjet-russisk fabrik
og bestod af bl.a. jern og skuresvampe.
Jeg syntes jo, det var vid-
underligt, men en kvindelig med-
arbejder syntes, det var så grimt,
at det næsten var en fornærmelse,
så hun kom op til mig og spurgte,
hvad det var for noget bras, jeg
havde købt. Hun kunne altså ikke
lide det, men i den tid hun gik
op for at skælde mig ud, tænkte
hun i hvert fald på noget andet
end det, hun normalt var optaget
af på det tidspunkt af dagen. Det
var en fin reaktion.
Jeg har det derimod skidt, når
folk siger: “Jeg forstår ikke kunst”.
Kunst skal ikke forstås. Man kan
bare opleve glæde eller overrask-