AFKLARINGENS METODIK – brikker til en håndbog - Cabi

AFKLARINGENS METODIK – brikker til en håndbog
_____________________________________________________________
Efter fleksjobreglerne (LAB § 70, stk. 2) kan fleksjob først tilbydes, ”når alle relevante
tilbud efter LAB samt andre foranstaltninger, herunder eventuelt forsøg på omplacering
på arbejdspladsen, har været afprøvet”. Heller ikke her tager lovgiver stilling til
hverken tid eller indhold.
Det sidste lovgivningsmæssige – men bestemt ikke uvæsentlige – element, der skal
nævnes, er refusionsreglerne. Ved at skrue refusionsreglerne sammen på en måde,
der belønner aktivitet frem for passivitet, forsøger Folketinget at motivere kommunerne
til at en aktiv indsats. Det samme gælder, når der fastsættes regler om, at hvis
frister m.v. ikke overholdes (rettidighed) mistes refusionen.
De politisk økonomiske vilkår i øvrigt er byråd og jobcenterledelsernes ansvar. Disse
vilkår er naturligvis påvirket af en række forhold, herunder de nys nævnte regler om
refusion og ønsket om at optimere indsatsen og dermed økonomien inden for området.
Dette betyder bl.a., at der er opmærksomhed på, hvor lange de enkelte forløb er
og et ønske om så vidt muligt at begrænse længden. Desuden kan det spille en rolle,
hvilke overordnede retningslinjer der lægges for indsatsen mht. fx brug af særlige
tilbud, andre aktører m.v.
Et andet aspekt af de politisk økonomiske vilkår er markedsgørelsen af afklaringsindsatsen.
Med introduktionen af mange private udbydere af afklaring, er der en forventning
om konkurrence, både på pris og kvalitet.
Der ser ud til at være en stigende tendens til, at afklaringen rammesættes gennem
udbudsforretninger, som resulterer i en række snævre tilbud, der først og fremmest
er afgrænset gennem varighed og derudover gennem afklaringens fokus, fx branche,
motivation m.v. i nogle tilfælde også gennem målgruppekarakteristika. Tidsrammerne
(4 uger, 13 uger m.v.) følger for kontanthjælpsmodtagerne mere eller mindre tæt
minimumsbestemmelserne for aktivering – dvs. det er forløb, der bl.a. sikrer, at betingelserne
for refusion overholdes.
Denne opdeling af afklaringstilbuddene kan man vælge at forstå ind i en dynamisk
trappemodel-tænkning eller som en fragmentering, der vanskeliggør en sammenhængende
indsats.
Tidsrammerne udfordrer afklaringsenhederne. Der er enighed om, at lovens hensigt
om kortest mulig vej til job (eller afklaring) er positiv, og at der tidligere inden for
beskæftigelsesområdet ofte blev brugt mere tid end godt var på afklaringsforløb. Nok
skete der en grundig afklaring, men til gengæld blev afstanden fra afklaring til rigtigt
arbejde så stor, at det kunne skabe betydelige overgangsproblemer.
På den anden side betyder de kortvarige afklaringsforløb, at man ikke kan iværksætte
parallelindsatser, der kan støtte en positiv udviklingsproces.. Det er altså vigtigt, at
15