Nr. 2. Maj 2013, 11. årgang - Kræftens Bekæmpelse

Tema
Når mor
eller far får
kræft
Fortæl børnene om
sygdommen
Børn kan mærke, når stemningen
i hjemmet ændrer sig. Derfor har
de fra starten brug for at få at vide,
hvis mor eller far har fået kræft.
Det kan være en god idé, at:
• Give dig tid til dine egne reaktioner,
inden du/I taler med børnene
• Forberede snakken med børnene
• Fortælle det samtidig til alle børn,
og gerne når I alligevel er samlet
• Lægge op til, at børnene kan stille
spørgsmål og give plads til deres
reaktioner
• Kun at fortælle det, I ved på
nuværende tidspunkt
• Spørge børnene, hvad de kender
til kræft, og hvad de tænker
Forbered børnene på døden
Børn har brug for at vide, hvis mor
eller far er blevet uhelbredeligt syg
og kan dø. Det kan hjælpe børnene,
hvis I taler om døden, og om hvordan
du altid vil forblive en del af familien.
• Der er ingen rigtig måde at tale
med sine børn om døden på. Det
afhænger af, hvordan omgangstonen
er i jeres familie, og hvor
gamle børnene er. Det kan være
en god idé at forberede, hvordan
I vil fortælle det, for:
• Børn kan mærke, når stemningen
ændrer sig, så vent ikke for længe
med at fortælle om ændringen
i din sygdom
• Hvis I som forældre ikke er enige
om, hvad børnene skal vide, er
det en god idé at nå frem til et
kompromis, inden I taler med
børnene
• Fortæl det til alle børnene samtidig,
så er der ikke nogen, der
føler sig holdt udenfor. Du kan
efterfølgende tale med et barn
ad gangen
• Fortæl det gerne, når familien
alligevel er samlet
• For nogle familier kan det være
lettere at tale sammen, når
man går en tur, laver mad eller
lignende, i stedet for at sætte sig
over for hinanden for at snakke.
Kilde: www.cancer.dk/boern
10 tæt på kræft Maj 2013
Fortæl det til børnene først
Det er en god idé at fortælle de vigtigste voksne i børnenes hverdag, at du har fået
kræft. De kan nemlig hjælpe og støtte under sygdommen.
Men det er vigtigt, at børnene ved, at mor eller far har fået kræft, inden man
begynder at fortælle det til deres omgivelser. Så er I sikre på, at de hører det fra dig/
jer og ikke fra andre.
Der er flere grunde til, at det er vigtigt, for eksempel:
• Børnene føler sig som betydningsfulde medlemmer, der inddrages i vigtige ting
i familien. Det styrker tilliden til forældrene
• Så ved du/I præcis, hvad børnene har fået at vide
• Børnene har haft mulighed for at stille spørgsmål, få svar og få rettet eventuelle
forkerte forestillinger om sygdommen
• Børnene ved, at der er åbenhed om sygdommen, og at de altid er velkommen til
at stille spørgsmål og få omsorg.
Læs mere på www.cancer.dk/boern om, hvem i børnenes netværk der skal vide, at
du har fået kræft.
Poul Rejsenhus nikker og samtykker.
– Jeg har det efter omstændighederne
godt og skal så småt til at starte med at
blive genoptrænet. Det værste er faktisk
det psykiske. Tænker hele tiden: Er jeg
mon nu rask? fortæller den 46­årige Poul
Rejsenhus.
For sidste sommer, da han var blevet
’raskmeldt’ og startet med gentræningen,
fik han tilbagefald.
Far har noget, der hedder kræft
I januar sidste år fik Poul konstateret akut
leukæmi, og dagen efter fik han sin første
kemoterapi.
– Min verden brød fuldstændig sammen,
og jeg var handlingslammet. Ville jeg dø?
Og hvad skulle der ske med mine elskede
børn og kone? fortæller Poul Rejsenhus.
Susanne Rejsenhus tog straks teten i
forhold til børnene, for de skulle som de
første vide besked.
– Jeg sagde til Freja og Mads, at far er
syg og ligger i Århus. Far har noget, der
hedder kræft. Og så læste vi bogen om
kemomanden Kasper. Maja – Pouls datter
– på 15 år skulle også have besked her
og nu. Poul kunne ikke sige det. Alt var så
kaotisk, så det blev hans ekskone, som tog
sig af Maja, siger Susanne.
Susanne og Poul var dog fuldstændig
enige om, at de ville være åbne omkring
sygdommen og gerne ville tale om det.
Derfor gik Susanne i gang med at skrive til
alle i børnenes omgivelser ­ familie, venner,
skole og institutioner.
Døden fylder hos børnene
Sætninger som: 'Far, du kan dø af det her!';
'Far, hvis du dør, så kommer vi med blomster
hver dag'; 'Hvis nogen kører ind i dig
mor, og du dør, skal vi så på børnehjem?'
er hverdagskost i hjemmet i Viborg.
– Døden fylder meget hos børnene. Vi ignorerer
aldrig spørgsmålene, men forsøger
hele tiden at signalere håb, være ærlige og
oprigtige, siger Susanne.
Det samme gjaldt også de mange gange,
Poul fik høj feber og fluks måtte indlægges
tit og ofte om aftenen.
– Børnene blev angste, når de opdagede,
at far var væk om morgenen. Var han
mon død? Derfor indførte vi, at de skulle
sige farvel til ham, når han blevet hentet
af ambulancen uanset tidspunktet. Vi kan
kun anbefale, at man husker det. Selv om
Lærke kun er to år, er hun fuldstændig
klar over, hvad som sker. Hun går rundt og
siger: ’Min far har kræft’. Og hun reagerer,
hvis hun opdager, at Poul er væk om morgenen.
Der kan sagtens gå op til 14 dage,
inden hun overhovedet vil kendes ved ham
igen, fortæller Susanne.
Vil ikke tale om kræft
Til gengæld er alt fuldstændig anderledes
i forhold til Maja. Hun går på efterskole og
har meddelt alt og alle, herunder lærerne
på skolen, at hun ved alt om kræft og
derfor ikke ønsker at tale om det.
– Jeg ved godt, at hun er på vej ud i
voksenlivet. Alligevel piner det mig, at vi
ikke kan tale sammen om det. En rådgiver
fra Kræftens Bekæmpelse har sagt, at der
måske ligger noget andet til grund, at hun
er bange for igen at blive skilt fra mig, hvis
jeg dør. Derfor skal jeg blandt andet se at
få snakket med hende om, hvorfor hendes
mor og jeg blev skilt. Håber det kan være
med til at løsne den gordiske knude, så vi
igen kan nå hinanden, siger Poul.
Børnene må ikke blive små voksne
I oktober 2012 fik Susanne bevilget orlov
fra sit job som social­ og sundhedsassistent
i hjemmeplejen i Viborg. Poul sov på