Modermærkekræft med spredning til hjernen (pdf) - Kræftens ...

cancer.dk

Modermærkekræft med spredning til hjernen (pdf) - Kræftens ...

En 61-årig kvinde fortæller om sin mands sygdomsforløb og død.

Manden havde modermærkekræft, der 10 år spredte sig til hjernen.

Kvinden beretter, hvordan sygdommen påvirkede hendes mand og

fortæller også om mødet med sundhedsvæsnet samt om manglende

kommunikation mellem de forskellige sygehuse.

I høj grad malignt melanom

Indtil starten af året 2005 betragtede jeg det danske sundhedsvæsen

som optimalt. Jeg var 60 år – gud bedre det – og har heldigvis ikke

været storforbruger af sundhedssystemet. Hverken med egen krop

eller med nærmeste families.

Min mand og jeg har været gift i 43 år – og trods alle odds – er vi det

endnu. Til døden skiller os ad.

Og det gør den så, langt før vi havde regnet med.

Min mand er stædig som bare helvede. Da han efter reglen gik på

pension som 60-årig i marts 2004, fik han et æsel i afskedsgave af

kollegerne. Han er også en fighter, og en der helst vil vinde.

Hans arbejdsliv har været i militæret. Han sluttede i sit ønskejob og har

hele sit liv være fit for fight. I perioder udstationeret til fremmede

destinationer: Cypern, Namibia, Kuwait. Hans hud var oprindeligt bleg,

han var ekstremt lys. Det er nok derfor vi har tre lysegrønne børn, der

unægtelig ikke helt er børn længere.

På Cypern i 1980 blev han pludselig solbrændt. Voldsomt. Der blev

taget billeder af manden i hans ulideligt hæslige, gamle blå

badebukser så – og smukt – solbrændt som en reklame og med en

medalje sat fast med sikkerhedsnål på den bare, brune brystkasse.

Da han sidst var I Kuwait i 1995 og var hjemme på ferie i juli, var der et

modermærke på hans ben, det var sort og underligt, så ud som han

havde tabt noget sort stearin, hårdt presset gik han til lægen dagen

inden, han skulle af sted til Kuwait igen.

Vores læge reagerede dengang prompte, han vurderede det til

modermærkekræft, og det var det. Hurtig reaktion hele vejen igennem.

Direkte til plastikkirurgisk afd. på hospitalet, som ligeså hurtigt

opererede en luns ud af benet, undersøgte spredningen i lymfekirtler –

det var en stor besked dengang at få, at der ikke var spredning. Der

kom nogle komplikationer siden med en voldsom betændelse i benet,

1

Personlige erfaringer med kræft


men det var peanuts, vi tænkte begge: Slut med det. Nu er du rask,

lille oberst!

Slut var det ikke, men der gik 9 gode år med kontroller, men uden

bekymringer – i den forbindelse.

Så var der en knude i lysken, han kunne mærke den i brusebadet. Det

viste sig at være modermærkekræften, der var vågnet, eller rettere: en

af de små sendebude havde sat sig fast et sted. Alle lymfekirtler blev

fjernet i området; men det var kun den ene, der var dårlig. Fred igen!

For mig dog lidt tvungent, det var en alarm! jeg vidste, at de satans onde

melanomer cyklede rundt i mandens krop. Men stadigvæk, vi tager

bekymringerne i den rækkefølge de kommer. No problems, men alligevel,

vi er mere bevidste om at have det godt, mens vi trækker vejret.

Et år efter kommer så den hårde tur.

Vi spiller badminton, som vi har gjort i 30 år. Min mand siger, at han

synes, at han ikke kan holde ordentligt på ketsjeren, vi driller bare lidt

med det, vi spiller med vores venner, som vi har været sammen med

fra skoletiden – hvornår har du kunnet det, holde ordentligt på

ketsjeren? Nytårsaften er det værre: min hånd er altså underlig. Den

gode flaske rødvin vælter ud over festdugen, da han dækker bord. Jeg

spørger, skal vi køre på skadestuen? Nej, nej, no problems, det

betyder ikke noget, og han har også kræfter til at åbne østers.

Men det er alligevel så bekymrende, at han går til vores læge, hvor

han får en henvisning til en neurolog – hvor der efterfølgende bestilles

tid, den kan blive i slutningen af februar.

En uge efter går det hurtigt.

Et chokerende og pludseligt epileptisk anfald, mens juletræslysene

tages ned Hellig-tre-kongers-dag, og han tror, at han dør. Han

kontakter vores læge, som henviser til neurologisk afd. på sygehuset.

Jeg er på arbejde, tager en taxa hjem, fordi bilen for en gangs skyld er

hos min mand, vi kører til sygehuset. Det er lidt besværligt at få nogen

til at reagere; men vi ender efter lang ventetid hos en ung sympatisk

læge, der tager den første undersøgelse.

Hun har travlt, farer lidt ud og ind af kontoret. Hendes mobil ringer. Jeg

læser i indlæggelsessedlen, mens hun er ude, da jeg ser ordene

malignt melanom og jackson epileptisk anfald, ringer alarmklokkerne

oppe i mit hoved – de ringer højt og bimlende. Patienten selv mener, at

det bare er en nerve, der er kommet i klemme. Højre hånd kan ikke

bruges, lægen siger, at det stammer fra hjernen, og han bliver indlagt.

Der kan ikke siges noget om årsagen, før der har været foretaget en

MR eller CT skanning. Det er fredag, og efterhånden middagstid, men

man siger, at han vil blive skannet samme dag. Vi venter, vi venter, der

kommer 2 yderligere anfald, men der sker intet før hen ad aftenen,

hvor beskeden er, at der selvfølgelig ikke bliver skannet mere den dag,

2

Personlige erfaringer med kræft


og at man intet kan sige før stuegang lørdag formiddag. Det lykkes ved

denne stuegang at få en ”åben indlæggelse”, da der alligevel intet

lægeligt sker i weekenden, så jeg henter min mand hjem til lidt mere

opmuntrende omgivelser end neurologisk afd. på sygehuset. Søndag

aften bliver han bragt tilbage. Han skal skannes mandag. Det bliver

han tirsdag; men der er intet resultat, da jeg besøger ham efter arbejde.

Vi rykker personalet lidt for et resultat, det er vigtigt for os begge, at jeg

er med, når resultatet af skanningen kommer; men beskeden er, at det

kommer først i morgen. Ved 20-tiden kører jeg hjem. Kort tid efter

ringer min mand og siger, at han har snakket med overlægen og fået

resultatet af skanningen, og spørger mig om, jeg kan komme derop

igen. Jeg kører med det samme.

Vurderingen har åbenbart været, at der ikke var grund til, at jeg også

var med, da beskeden blev givet, selvom jeg kunne have været der

med et kvarters varsel. Min mand er rystet, skanningen viser, at der er

kræft i hjernen; men lægen vil godt stille op til en samtale, hvor jeg

også er med. Vi venter et godt stykke tid, lidt mere end en time, så

kommer en synligt utilpas overlæge, der på intet tidspunkt kigger på os.

Vi sætter os i hans kontor, og han fortæller, at han netop nu er på et

kursus i ”den slags samtaler” og at der er flere meninger, om man skal

give beskeden alene til patienten eller involvere nærmeste pårørende,

og på den ene side og på den anden side osv. osv. - jeg føler, at der

for os lige nu er noget mere påtrængende problemer end den stakkels

overlæges overvejelser om, hvordan han skal formulere sig i ”den

svære samtale”. Men beskeden kommer da til sidst: det er efter al

sandsynlighed en metastase i hjernen af modermærkekræft, og det er

fatalt.

Der vil blive henvist til neurokirurgiske afd. på et andet hospital, der vil

vurdere om der kan opereres. I øvrigt kan vi godt tage hjem for denne

nat – uden at det er, fordi min mand vil dø inden for de nærmeste 14

dage.

Og det har vi også stor trang til – at tage hjem. Da vi venter foran

elevatoren kommer overlægen ud for lige på falderebet at tilføje, at der

intet er til hinder for, at man kan nyde alkohol.

Det havde jeg heller ingen skrupler med, planen for umiddelbart

nærmeste fremtid var afgjort at tage en absolut stiv whisky i hjemlige

omgivelser, og få snakket om denne situation, der så dramatisk vender

op og ned på hele vores tilværelse.

Og det gør vi, hjemmets tilstand harmonere glimrende med

sindstilstanden, fordi vi i løbet af weekenden har gjort klar til at få

afhøvlet gulve i halvdelen af huset, så resten, der hvor vi kan være,

ligner kaos. Vi får nogle stive whiskyer, jeg har vist den største trang til

at se bunden, for måske der at finde freden. Men det bedste er, at vi

får en god, nær snak, og lang. Det er i de timer, vi får talt bedst

sammen – og efterfølgende ved jeg, at de er de eneste. For min mand,

som er rystet, melder mere ufiltreret ud, end han senere har gjort. Han

siger, at det er OK, hvis han dør, for han har haft et godt liv, og han har

3

Personlige erfaringer med kræft


haft 42 gode år med mig (hvilket selvfølgelig er sølvbryllupsversionen,

for alle de 42 år har ikke været SÅ gode, men jeg er også enig med

ham om, at vi har været sammen for livet, og at vi har haft et rigt og

smukt liv sammen – og om denne ”dom” er vi i den grad også

sammen). En ven ringer for at høre hvordan det går, og bliver nok lidt

rystet over, at det er patienten selv, der svarer i telefonen, at han har

en kræftsvulst i hjernen. Så er det ikke helt nok med de sædvanlige

muntre bemærkninger om, frisk mod det går nok!

Næste dag er det tilbage til neurologisk afd. på sygehuset, hvor der

bliver skrevet en henvisning til neurokirurgiske afd. på et andet hospital

for en vurdering om den synlige tumor kan opereres. I øvrigt kan han

komme hjem på en såkaldt ”åben indlæggelse” – det er positivt. Vi

venter nu på at blive indkaldt til en visitation på det andet hospital.

Den kommer en god uge efter, 12 dage efter første indlæggelse. En

særdeles fornuftig læge i ambulatoriet, som peger og fortæller ud fra

skanningsbillederne. Beskeden er, at det er efter al sandsynlighed er

en metastase af modermærkekræften, og det er alvorligt; men den er

afgrænset og ligger så den kan opereres, hvilket anbefales – den

anden mulighed er stereotaktisk strålebehandling, som ikke er så

radikal en behandling.

Ved dette besøg synes vi begge, at vi bliver godt orienteret, og er

fortrøstningsfulde, fordi vi også begge tror, at det er den pågældende

læge, der skal operere min mand, og han er selv meget optimistisk,

hans opfattelse er, at ”nu fjerner de det skrammel”, men også jeg, som

ikke hører helt det samme, føler, at vi bliver godt orienteret. Lægen

undrer sig dog over, at min mand ikke får Prednisolon. Men det har

man fra neurologisk afd. på sygehuset ikke givet ham. Det bliver også

pointeret, at dette er så alvorligt, at der ikke vil gå ikke lang tid, inden

han bliver kaldt ind til operation. Jeg spørger til det, for i den korte tid,

dette har stået på, er det gået så hurtigt ned-ad-bakke. Det føles som

en tikkende bombe i hovedet på min mand. Men den følelse deles

tilsyneladende ikke af hospitalssystemet. Én ting er medicineringen fra

neurologisk afd. – nu har de overgivet ansvaret til nogle helt andre, og

så er det ikke deres problem.

På meget kort tid bliver min mand dårligere. Han får nogle voldsomme

allergiske symptomer, det ligner nældefeber, hele hans krop er hævet

og rødplettet og det klør. Det ender med, at vi kontakter vagtlægen,

som sender videre til skadestuen, som vurderer, at det ikke betyder

noget særligt og skriver noget allergi medicin ud, der kan hentes om

mandagen. Det er en lørdag, min søster og svoger kommer på besøg

om søndagen, og min søster mener, at allergien kan være en reaktion

på den medicin, min mand får mod epileptiske anfald, og stærkt

ansporet af min søster overtales min mand så til at kontakte

neurologisk afd., hvor han har sin åbne indlæggelse, og efter en del

timers venten kommer et tilbagesvar om, at han skal dukke op på afd.

næste dag, for at man kan bedømme problemet.

4

Personlige erfaringer med kræft


Det gør han så, dukker op på afdelingen om mandagen. Han får en

anden slags medicin mod de epileptiske anfald, og samtidig bliver

overlægen noget overrasket over, at min mand ikke får Prednisolon,

det var vist en smutter, men det får han herefter.

Prednisolonen har en klar effekt. Min mands højre arm kunne ikke

bruges, nu blev den pludseligt bedre, meget bedre. Samtidig blev den

lille mand særdeles munter, det var speed, og hans hang til chokolade

og søde sager, for eksempel kokosboller accelererede voldsomt.

Og vi venter stadig på indkaldelse til operation. Det bliver ikke indenfor

et par uger, men over 3 uger senere. D. 2. februar skal min mand

indlægges fra morgenstunden for operation. Jeg kører ham til

hospitalet, og efter nogle timers ventetid får vi en samtale med en ung

reservelæge, en sympatisk – og empatisk – mand, der skal have

afklaret nogle almindelige facts (af den slags, der er opgivet ikke så få

gange før i dette forløb), men han giver sig også tid til at forklare, hvad

han ved om selve operationen og forløbet, men for mere reel og

dybtgående information må han henvise han til den opererende læge,

som vi senere vil få en samtale med. Det er uvist, hvornår denne har

tid, men der vil under alle omstændigheder gå en god rum tid. Jeg

kører på arbejde, denne ventetid er utålelig, det myldrer med patienter

og pårørende i det lille afsnit af hospitalsgangen, hvor der er et par

borde og nogle stole, og jeg kan ikke bidrage med noget fornuftigt med

min utålmodighed, og kan under alle omstændigheder være på pletten

igen på et kvarter.

Meget sent på eftermiddagen ringer min mand, at nu er der tid til en

samtale med lægen, det bliver afdelingens overlæge, da den

opererende læge alligevel ikke er til rådighed. Der er endnu megen

ventetid, da jeg kommer til afdelingen. Samtalen med overlægen er

meget kort, og samtale er nok ikke det rette ord, da der ikke er

meget ”sam” i den. Vi bliver i få ord orienteret om, hvornår operationen

skal finde sted – det er dagen efter – om risici, at tilstanden kan blive

forværret, at der kan forekomme blødninger og bliver spurgt om, vi kan

acceptere evt. blodtransfusioner. Alt meget knapt og koncist. Derpå en

lille runde med hovedet: ”Er der nogle spørgsmål?” - Og, nej, dem

nåede vi så ikke til.

Min mand bliver på hospitalet, og jeg taler i telefonen med ham om

morgenen, jeg kan høre, at han, trods al sin optimisme og laden som

om, at det bare er lige noget skrammel, der skal væk, er nervøs og

anspændt. Vi får sagt nogle gode ting til hinanden. Han siger også, at

han har aftalt med sygeplejersken, at de klipper alt hans hår af, så han

ikke bare har en stor bar plet, der hvor han skal opereres. Det er

betryggende, at han stadig er den forfængelige mand, han altid har

været, og fortsat lægger vægt på at se så godt ud som muligt. Jeg får

et direkte nummer til opvågningsafdelingen, som jeg kan ringe til, når

operationen er overstået. Det er en kompliceret operation, og der vil gå

timer, det viser sig at blive 4. Det er en svær dag, hvor jeg bare venter

på at klokken bliver så mange, at jeg kan få en besked; da jeg ringer

5

Personlige erfaringer med kræft


første gang, er min mand ikke kommet til opvågningsstuen, næste

gang er han, meldingen er, at det er gået godt. Jeg kører derind, og

han har det faktisk godt, er lettere oplivet og driller sygeplejerskerne på

den lille opvågningsstue. Hans højre arm er dog meget dårligere; men

den mulighed var vi advaret om, og det kan blive bedre. Jeg må køre

hjem efter ikke ret lang tid, fordi der kommer en anden patient ind,

opereret nogenlunde som min mand, men han bliver meget dårlig, og

der kan ikke være andre besøgende på stuen. Den anden patient er

en jævnaldrende mand, som min mand har snakket noget med, en

hyggelig fyr, som var meget bange for operationen, han var blevet

svært skræmt efter samtalen med lægen, som havde givet ham et

upyntet billede af alle de risici, der var ved operationen. Siden blev han

i øvrigt endnu dårligere, og døde, efter hvad jeg ved, efter nogle dage.

Min mands hår er ikke klippet, der er bare barberet et stort hul, hvor de

har skåret et låg ud af hans kranie. Det ser meget dramatisk ud; men

han ser i øvrigt OK ud selv, har en rimelig sund farve og er synligt lettet

over, at det er overstået. Han afventer spændt besøg af den læge, der

har opereret ham, han kigger forbi i ca. 20 sekunder. Der er ikke tid til

forklaringer nu. Det bliver der heller ikke de næste dage. Min mands

tilstand forbedres, armen som de første dage svingede som et

fremmedlegeme fra hans skulder, og væltede alt, der kom i vejen,

bliver lidt bedre og kan styres fra skulderen; men underarmen er

ubrugelig.

Efter nogle dages venten på en orientering fra den opererende læge,

beder min mand frustreret om den lægesamtale, han havde fået at

vide kom. I stedet for den opererende bliver det den unge reservelæge,

der ved indlæggelsen orienterede os. Jeg er også med, og han

orienterer os ud fra sin viden glimrende og stadig med empati – og

tager sig tid; men hans faktuelle viden begrænser udbyttet af denne

samtale. Han sørger også for at finde et lille rum, hvor det kun er os tre,

der sidder overfor hinanden.

En uge efter indlæggelsen foreligger resultatet af mikroskopien af det

fjernede tumorvæv. Derefter kan patienten udskrives. Jeg er på

hospitalet for at være med til udskrivningssamtalen og selvfølgelig for

tage min lille mand med hjem. Vi venter længe på, at den opererende

læge skal komme. Vi sidder på stuen, det er en tosengsstue, hvor en

ung fyr, et trafikoffer, og hele hans familie optager det meste plads.

Endelig kommer lægen, han har en samlemappe i hånden, og giver os

på hospitalsstuen, hvor der som sagt er fuldt op med mennesker,

informationen om status. han sætter sig ikke ned, har meget travlt, og

indgangsreplikken lyder ”Ja, I ved vel, hvad det her drejer sig om?”.

Det ved vi nu ikke helt. Men det er som ventet, også af os, malignt

melanom. Nu skal min mand have nogle helhjernestrålinger, bare som

en forebyggelse. Armen kan muligvis blive bedre; men hvis den ikke er

det inden 3 måneder, bliver den det ikke. Lægen står nærmest og

vipper på fødderne for at komme hurtigt ud af døren igen, og det er en

ualmindelig dårlig orientering, den tager under 3 minutter.

6

Personlige erfaringer med kræft


Ret frustrerede finder vi elevatoren, hvor vi i øvrigt møder et (fjernt)

familiemedlem, der også er neurokirurg. Måske kunne han have været

en bedre indfaldsvinkel til neurokirurgisk afd., da han kender min mand

som et menneske, og ikke kun som metastaser med omgivende mand?

Vi har fået hospitalets accept til at tage på ferie kort efter. Det betyder

meget for os, er gennem 10 år blevet en uvurderlig tradition at tage en

uge på til Sverige, i et snelandskab af dimensioner og med udsigt til

solnedgangen over fjeldene. Vi har ældste datter og hendes familie

med - og yngste barnebarn på 8 – det plejer altid at være en meget

dejlig uge, og i år fylder jeg endda 60 i midten af den, så vi laver lidt

fest i anledningen. Og det bliver også en meget dejlig ferie. Min mand

har det godt, fuld af optimisme, han kan selvfølgelig, vemodigt nok for

os andre, ikke løbe på ski. Han har altid været den sejeste af os alle,

der tog udfordringerne op og klarede nogen, efter danskerstandard,

meget hurtige kilometre, hver dag hele ugen. Men nu går han så i

stedet, og han går langt og sejt. Jeg ser hans røde anorak bevæge sig

i den hvide sne, den højre arm svinger stadig ret skævt; men han

bevæger sig, og vi har en uforglemmelig dejlig uge.

Hjemme igen starter han så d. 23. februar på Stråleterapiklinikken. Det

er en velsignelse at komme til denne afdeling efter neuro-afdelingerne.

Her behandler man patienterne venligt og omsorgsfuldt, stemningen er

behagelig og mild og ved den indledende samtale taler både læge og

tilstedeværende sygeplejerske med os. Det er en meget ny oplevelse i

dette forløb. Der er dog ingen, der orienterer om evt. bivirkninger,

udover muligt hårtab og ømhed. Prednisolon-dosis bliver sat kraftigt op

for at modvirke evt. gener ved hævelser forårsaget af

strålebehandlingen. Skulle det gå efter reglerne, har jeg efterfølgende

læst, burde man have orienteret om, at der er meget stor risiko for

demens ved så kraftig strålebehandling; men vurderingen har

formodentlig været, at der var ikke store chancer for, at min mand ville

leve længe nok til denne risiko blev et problem. Selve

strålebehandlingen starter d. 8. marts, og afsluttes d. 11. marts – det er

4 gange dosis på 5 gy.

Min mand har ikke gener af strålerne, det er først 14 dage efter

behandlingen er afsluttet, at han taber håret – det ryger pludselig af i

store totter og han bliver helt skaldet; men han havde i forvejen ikke

meget hår tilbage, og ser ganske godt ud alligevel. Føler heller ikke

selv, at det er et problem. Håret er væk i de næste 4-5 måneder, men

begynder så senere at komme tilbage, og selvom det er blevet til tyndt

babyhår, har han hår på hovedet i sine sidste måneder.

Min mand sluttes af fra radioterapiklinikken og overgår til videre kontrol

på plastikkirurgisk afd. Det er nemlig skruet sådan sammen, at netop

denne kræftform, malignt melanom, hører til plastikkirurgisk afd.

uanset hvilket stadie, sygdommen befinder sig i. Det er for mig ikke

specielt naturligt, at en plastikkirurg skal være eksperten på hvad, der

sker i en metastaseramt hjerne, og man må sige at forløbet til fulde

bekræfter dette. Men min mand har en aftalt tid på denne afdeling 1

7

Personlige erfaringer med kræft


uges tid efter afslutningen fra radioterapiklinikken. Den læge, min man

ugen efter har en samtale med, kender han fra tidligere, og han følte

en god forståelse imellem dem, da han for 1½ år siden blev opereret

for en kræftinficeret lymfekirtel.

Ved denne samtale er jeg ikke med, min mand mener, at det er der

overhovedet ingen grund til. Der sker heller ikke meget, men han

referer nogle solstråleshistorier, han fik fortalt, om nærmest mirakuløse

helbredelser, bl.a. af en kvinde på Bornholm. D. 23. marts får min

mand så et brev om, hvad der videre skal ske. Han skal have foretaget

en MR-skanning af hjernen og en helkropsskanning, for at undersøge

om han kan indgå i en supplerende behandlingsform. I brevet står

også, at der formodentlig vil gå 6 uger, før han bliver indkaldt til disse

skanninger, selvom man har bedt om, at de vil ske hurtigt.

Så vi prøver at væbne og med tålmodighed. Tager på ferie i vores hus

i Frankrig i slutningen af april. Det er en dejlig ferie; men min mand har

det dog, især i starten af ferien, absolut ikke godt. Hans energi og gåpå-mod

er for stærkt nedadgående, og hans appetit er ringe, men

trætheden stor. Jeg er meget bekymret for ham, men det bliver dog lidt

bedre som dagene går, og solen får magt. Det er også svært for en

mand, der normalt har været sådan en stor slider, og altid aktiv, bare at

være ham, der ser de andre arbejde, men sådan måtte det jo være.

Det bliver først d. 23. maj At min mand kan blive skannet. 2 måneder

efter kontrollen på plastikkirurgisk afd. og det er først d. 2. juni, vi derpå

indkaldes for at få et resultat af disse skanninger og et bud på den

videre behandling. Det er næsten 3 måneder, efter han blev afsluttet

fra radioterapien. 3 måneder uden medicin eller behandling, udover

lokal fysioterapi for at lindre på de gener, han har af en lam højre arm.

Ved denne samtale d. 2. juni er jeg med. Da den er slut, må jeg helt

klart meddele min mand, at den ikke giver mig grund til at rose den

overlæge, som han tidligere har følt at han kommunikerede godt med. I

øvrigt er vi meget enige om, at denne samtale er katastrofalt dårligt

forberedt. Én ting er en meget lang ventetid, 1½ time; men da vi

endelig kommer ind, skal lægen først til at læse resultatet af

skanningerne. Beskeden til min mand er, at da der er vækst i flere

metastaser i hjernen, kan han ikke indgå i adjuverende (supplerende)

behandling.

Sekretæren er dybt berørt af situationen, og tårerne triller ned ad

hendes kinder. Min mand selv forstår ikke, hvad der bliver sagt, for han

er stadig og stædigt overbevist om, at der kun har været én metastase,

og den er fjernet. Det siger han også: det her forstår jeg ikke, man har

jo fjernet svulsten – den er jo væk. Hvordan kan noget, der ikke har

været der, sprede sig???

Vi får så lov at læse beskrivelsen af skanningen, og der står ganske

rigtigt, at samtlige tidligere beskrevne metastaser er tiltaget i størrelse,

nogle er hyperintense, og også området, hvor operationen har været

8

Personlige erfaringer med kræft


foretaget viser aktiv metastasevækst.

På intet tidspunkt tidligere har vi fået nogen som helst indikationer om,

at der var flere metastaser, tværtimod er det blevet understreget, at det

gode var, at der kun var én, og at den var afgrænset. Efter en del

forgæves forsøg og opringninger til andre afdelinger, lykkes det nu, på

vores opfordring, overlægen, at hente resultat af den skanning, der

blev lavet umiddelbart før operationen d. 2. februar. Denne kan vi se

på hans computer, og det fremgår af denne beskrivelse, at der er flere

suspekte metastaser end den, der blev fjernet.

Det er slemt for min mand, dette her, han var på ingen måde forberedt

på en besked som denne. Og selvom jeg var mere forberedt, er det

også meget slemt for mig, især fordi jeg mærker, hvor rystet den lille

mand er. Vi får den besked, at med metastasespredning i hjernen kan

man ikke indgå i nogen behandling; men alt håb er ikke ude: spis

rigeligt med broccoli og tænkt positivt, der er sket mirakler!

Eksemplerne på disse står rigeligt mål med dem, man kan læse i visse

ugeblade, det virker helt surrealistisk, at det er på hospitalet, de bliver

fortalt. Man vil dog undersøge, om der skulle være mulighed for en

eksperimentel behandling af nogen art. Vi vil få besked hurtigst muligt.

Det er meget groggy, vi forlader hospitalet denne gang. Men nu må vi

vente på besked, om der er andre muligheder.

Der går dage, der går uger, intet nyt, min mand beder om kopi af sin

journal. Han kan få det ene blad fra plastikkirurgisk afd. ; men hvis han

skal have resultat af skanningerne, skal han selv henvende sig til den

afdeling, der har foretaget dette – det forekommer helt ufatteligt at man

ikke kan koordinere dette på et stort hospital. Men det lykkes da

endelig at få nogle journalkopier. Vel at mærke fra plastik kirurgisk afd.

– denne afdeling kan ikke rekvirere fra andre afdelinger, det skal

patienten selv gøre – det kræver virkeligt godt kendskab til det

berømmede sygehusvæsens ansvarsområder/organisationsplaner, at

vide hvilken afdeling man så skal kontakte; men vi ender så med at

finde frem til radiologisk.

Imidlertid havde min mand også i sin tid fået en tid på neurologisk afd.

på sygehuset for kontrol – det er d. 14. juni, og selvom hans sygdom

nu hører til på det andet hospital, vil vi gerne benytte os af denne tid,

for da at få snakket med en, der kender noget til hjerner. Min mand

mailer i forvejen til neurologisk afd. på sygehuset og beder dem om at

indhente resultater af skanning og beskrivelsen af denne fra hospitalet

for, at de kan have et grundlag for at bedømme situationen, og vi

sætter vores lid til, på basis af disse facts, at kunne få noget mere

information om påvirkningen af hjernen, og hvad man skal være

opmærksom på. For mit eget vedkommende har jeg utroligt meget

brug for at få at vide, hvilke tegn eller symptomer, jeg bør være

opmærksom på, fordi jeg konstant er i stærkt øget alarmberedskab,

frygtende hvordan sygdommen udvikler sig og, trods stor viden om

selve sygdommen (via Internettet), uden nogen viden om hvordan

dette tilfælde helt konkret kan udvikle sig.

9

Personlige erfaringer med kræft


Men denne mail har de ikke læst på neurologisk afdeling, og der er

ikke indhentet oplysninger udover dem, som de selv har i forvejen. Så

det er ikke en givende samtale. Godt nok kigger overlægen på os

denne gang (han må have afsluttet sit kursus i den vanskelige samtale)

og han virker også venlig og heller ikke fortravlet. Men han har intet

andet at foreslå, end at vi kontakter Kræftens bekæmpelse for at

snakke med en psykolog, og at vi skal huske ikke kun at tænke i

sygdom. Det sidste tror jeg, at alle i vores omgivelser vil medgive mig,

at vi aldrig under hele dette forløb har gjort eller gør. Samtalen slutter

med, at han giver os et tilbud, han vil gerne tilbyde endnu en samtale,

selvom det egentlig ikke er den afdeling, der nu har ”ansvaret” for

sygdommen. Dette tilbud tager vi imod, og vi får hos sekretæren den

første ledige tid – det er d. 20. oktober – 4½ måned efter. Da jeg

desværre kun alt for godt kender middel-overlevelsestiden for patienter

med min mands diagnose, virker dette helt grotesk, hvis ikke et af de

omtalte mirakler skulle ske, er det helt uden for statistikken, hvis han

lever til den tid.

Men vi venter så stadig på nyt fra plastikkirurgiske afd. Den 20. juni er

vi begge blevet meget utålmodige for dog at få en besked af en slags.

Så utålmodige, at vi henfalder til nepotisme og beder min søster om at

forhøre sig, hvordan sagen står, for det er umuligt for os som en

almindelig patient at komme igennem til afd. eller den ansvarlige læge.

Så sker der lidt i sagen. Man har fundet en protokol, hvor min mand

muligvis kan indgå. Det er et Fase II forsøg på et Universitetshospital

(Fase II, ved vi ikke selv på det tidspunkt hvad er, men det er første

forsøg på ganske få patienter, der har sygdommen). Lidt senere

samme dag får vi besked om, at min mand kan indgå i forsøget, og at

vi vil blive kontaktet af Universitetshospitalet for det videre forløb. En

uge efter får vi brev om, at vi skal komme til en samtale d. 12. juli. Så

sker der da noget, vi er af mange grunde spændt på det videre forløb.

Vi har oprindeligt planlagt ferie til vores hus i Frankrig sammen med

vores venner og medejere i midten af juli. Denne ferie vil vi selvfølgelig

nødigt aflyse, netop i sådan en livsfase er det vigtigt at have gode

stunder – og der er ferie en af måderne.

Jeg finder via min bedste – og desværre nærmest eneste –

informationskilde, nettet, frem til et nyhedsbrev, udgivet af- og for

Dansk Melanom selskab. Der står en lille notits om et nyt forsøg, der

køres fra Universitetshospitalet, efter alt at dømme, er det det, som

Min mand skal deltage i. Og det viser sig at være rigtigt.

Vi tager til Universitetshospitalet, det bliver det første af mange besøg.

Afdelingen virker venlig, og vi får en god orientering af den

behandlende overlæge, han resumerer med få, men klare ord,

situationen og min mand forstår nu også, at der er en sygdom i hans

hjerne, og at forløbet er hvad man normalt kan forvente. Behandlingen

et jo stadig et fase II forsøg, altså første gang, det afprøves på en

mindre gruppe af mennesker, der har den pågældende sygdom.

Konkret går forsøget ud på at Thalidomid kombineres med en cellegift,

der hedder Temozolomid, der har vist sig at kunne påvirke kræft i

10

Personlige erfaringer med kræft


hjernen, hvilket ingen kemo ellers har kunnet. På det tidspunkt har jeg

netop læst i et tidsskrift, at denne cellegift har haft en tydeligt

livsforlængende virkning på primære hjernetumorer (glioblastom,

denne type, som vi ulykkeligvis nogle måneder senere kun bliver alt for

kendt med, fordi vores svigerdatter brat bliver ramt af den).

Proceduren omkring udlevering af Thalidomid grænser til noget af et

cirkusnummer. Efter de rystende fosterskader, stoffet i 1960’erne

medførte, skal der nu følges nogle meget langsommelige – og tåbelige

- procedurer for, at man kan få det udleveret. Ved dette første besøg er

det dog kun en orientering, om at man, selvom man er en mand, under

ingen omstændighed må udsætte fostre for nogen risiko for at blive

udsat for Thalidomid. Det vil sige, altid bruge kondom. Da jeg som 60årig

ikke føler risikoen for at blive gravid stærkt truende, og da min lille

mand i sin nuværende tilstand i det hele taget ikke ligefrem er nogen

stor trussel mod den seksuelle sikkerhed, hverken for sin kone, og,

føler jeg mig overbevist om, heller ikke for de unge damer i hans

nærområde, virker det ret latterligt, at denne advarsel i den grad bliver

pindet ud og gentaget og gentaget.

Men efter denne orientering om forsøget, har vi 1 uge til at tænke over,

om vi vil acceptere at indgå i det. Ingen af os er i tvivl om, at det

selvfølgelig skal prøves, for der er ikke andre muligheder, og vi har

ikke brug for en uges betænkningstid; men den er obligatorisk, og vi får

så en tid ugen efter, hvor forsøget efter planen så kan starte.

Overlægen melder klokkeklart ud, at det vil være udelukket, at vi tager

på ferie – det må vi gøre en anden gang. Vi skal kunne komme til

Universitetshospitalet hurtigt. Det er selvfølgelig en stor skuffelse, både

vores venner og vi var indstillet på at tilpasse vores Frankrigsferie med

kontrolbesøgende på Universitetshospitalet. Men aflyst bliver ferien

selvfølgelig for vores vedkommende, det er helt klart, at min mands

mulige bedring er prioriteret over alt andet.

Ugen efter er vi på Universitetshospitalet igen. Der er denne gang

meget mere travlt. Der er også en del ventetid, før vi kan komme til, og

hvor vi begge havde ventet en grundigere orientering denne gang, og

forberedt os på det, er det lige modsat – nu er ”vi” inde i forsøget, så er

der ikke tid til så meget, man må vente og se hvad der sker. Min mand

har ellers skrevet på computeren med store bogstaver, han har jo ikke

sin højre hånd mere, nogle spørgsmål. Dem blev der ikke tid til, og det

selvom han hele sit liv har været en, endog meget, insisterende mand.

Jeg selv har stærkt behov for at få svar på, hvor min mandhører til som

patient, hvor skal vi henvende os, hvis der sker en forværring? Måske

et epileptisk anfald? For mig er det ikke klart, da der lige nu er 3

forskellige hospitaler: Universitetshospitalet, det andet hospital og det

lokale sygehus. Men på Universitetshospitalet kan man ikke give et

svar på det – for det kommer an på hvad og hvordan osv. så det gør

mig hverken klogere eller tryggere.

Men da der i øvrigt altid er nogle timers ventetid fra selve

konsultationen til, at man kan få det sprængfarlige Thalidomid

11

Personlige erfaringer med kræft

Pe


udleveret, har vi nogle timer for os selv i byens centrum, hvor vi også

denne gang finder et frokoststed og snakker. Vi er enige om at dette

besøg var en MEGET stor skuffelse, hvor vi kraftigt fornemmede, at vi

(og det er selvfølgelig i virkeligheden kun min mand, men jeg føler mig

meget klart som en del af ham i alt dette) nu var et interessant forsøg,

men ikke et menneske. Vi prøvede at undskylde overfor os selv med

personalets stress og travlhed; men det var heller ikke for os særligt

overbevisende. Men nu er han da med i forsøget, han har ikke slemme

bivirkninger af nogen af stofferne, især ikke Temozolomid; men får hen

ad vejen ret voldsomt eksem af Thalidomiden. Det er i form af store

røde pletter i ansigtet og rød, tør, skallende hud over det hele. Men det

er småting, opvejet mod et håb om, at det kan hjælpe og stoppe

sygdomforløbet. Og patienten selv tror fuldt og fast på, at det vil lykkes.

I starten skal vi på Universitetshospitalet hver 14. dag, siden er det kun

hver 4. uge. Efter 3 måneder skal han skannes, for at se om

behandlingen har virkning. Hvis den er positiv, kan forsøget fortsætte i

3 måneder endnu, hvorefter det så vil slutte under alle

omstændigheder.

Denne sommer – som skulle have været en – ditto-ferie – er for mig

helt igennem rædselsfuld. Jeg tager nogle dage på arbejde i min

oprindeligt planlagte ferie, for at holde bunkerne nede, og for at have

nogle flere feriedage, som vi kan gøre godt med senere hen, når vi

forhåbentlig kan rejse igen. Drømmen, som jeg ikke tør nævne, er en

tur til Sydafrika i vinteren. Min mand har det ikke godt, han er tydeligt

svækket, selvom han ikke vil indrømme det, slet ikke over for sig selv –

det er som om han ved at fornægte sygdommen bekæmper den. Men

for mig er det barsk at gå med al den frygt og sorg uden at kunne tale

med ham om det, og selvfølgelig respekterer jeg, at det er ham, der

bestemmer i dette forløb, det var da også på tide, at han kom til at

bestemme 100%, kan man sige, men jeg er nærmest ved at gå i

spåner, trods jeg gør alt for at holde facaden og være til stede i alle

henseender. Faktisk er det også langt sværere, at holde fri samtidig,

fordi det giver tid til at tænke.

Men også turene til Universitetshospitalet kommer ind i en slags rutine,

hver fjerde uge. Der er i alt 3 forskellige læger, vi har kontakt med.

Overlægen og 2 lidt yngre kvindelige læger. De sidste virker som om

de ikke har helt så travlt som første.

Efter 3 måneder skal forsøget evalueres. Min mand skal skannes, for

at se om der er vækst, stilstand eller sågar mindskelse af

metastaserne i hjernen og om der er tegn på metastaser i andre

organer. Hvis ikke forsøget har medført en vis bedring, vil det blive

stoppet. Vi er selvfølgelig meget, meget spændte på at høre resultatet

af disse skanninger, og ser meget frem til en god orientering.

Umiddelbart er det min fornemmelse, at væksten må være stoppet,

fordi han ikke har fået det dårligere, måske endda lidt bedre, han går

ikke så skævt mere.

12

Personlige erfaringer med kræft


Men dette besøg er det mest skuffende af alle. Da vi efter en lang

ventetid kommer ind, har man overhovedet ikke forberedt sig på

samtalen. Overlægen bladrer i og skimmer lidt hen over journalen,

men har ikke set billederne, og kan i øvrigt slet ikke se dem, fordi

sygehuset har fremsendt dem i elektronisk form (på en CD), og det har

man på Universitetshospitalet ikke ressourcer til at læse. Vi kan derfor

ikke få at vide om, behandlingen på nogen måde har haft et resultat,

men vi får en del at vide om, at det er for dårligt af sygehuset at

fremsende skanningsresultater på denne måde. Det hele tager måske

lidt over 5 minutter, hvor de sidste går med at overlægen indtaler et

brev til sygehus på sin diktafon. I dette udbeder han sig

skanningsresultaterne på papir.

Men da der tilsyneladende heller ikke er belæg for at metastaserne er

vokset, fortsætter min mand i forsøget indtil videre.

Endnu engang står vi groggy udenfor et hospital. Hvad skete der her? I

de få minutter, vi var inde at tale med lægen, hørte vi intet om

sygdommen eller behandlingen, men var kun vidner til en diskussion

om hvilket hospital, der skulle bruge ressourcer på at fortolke de

skanninger, der er en del af behandlingsforløbet. Vi føler ikke, at vi

rettelig skal være en del af denne diskussion. Vi vil bare gerne

behandles med almindelig anstændighed, og til det hører, at man ikke

starter med at indtale breve og journaloptegnelser endnu inden, vi har

rejst os fra stolen.

Min mand er blevet vred, og skriver en klage til overlægen. Den får vi

aldrig noget svar på. Men 8 dage efter får vi et brev, hvor overlægen

skriver, at han nu har gennemgået billederne sammen med en

røngtenlæge, og at der ikke er noget sikkert bevis på, at sygdommen

er forværret, så forsøget kan fortsætte.

6 dage efter dette besøg på Universitetshospitalet er det imidlertid

blevet tid for kontrollen på sygehusets neurologiske afd. Det er den tid,

der blev aftalt i juni måned. Da skanningerne foretages på sygehuset,

har min mand mundtligt og pr. mail bedt om, og stærkt understreget

det, belært af tidligere dårlige erfaringer med samme, at resultaterne

også sendes til neurologisk afd., så de er der til den aftalte tid d. 14.

oktober. Vi har begge det håb, at de så kan danne grundlag for

samtalen med neurologen, så han måske kan fortælle noget om, hvilke

funktioner metastaserne kan påvirke, og hvad vi måske skal være

opmærksomme på.

Men endnu engang må vi konstatere, at kommunikation er en svær en.

Afdelingen har ikke fået beskeden, og billederne kan ikke hentes ind

elektronisk, så der er ikke noget konkret at tale om. Det bliver igen

bare et råd om at kontakte Kræftens bekæmpelse og at huske ikke at

tænke på sygdom hele tiden. Vi er helt enige med denne overlæge om,

at der ingen grund er til at aftale en ny tid, det er blot spild af alle

parters tid.

13

Personlige erfaringer med kræft


Herefter fortsætter rutinerne, besøg på Universitetshospitalet hver 4.

uge. Det er en lang køretur for 5 minutters samtale om ingenting, men

det er det eneste for os tilgængelige våben mod sygdommen.

De næste 2 gange har man ikke fået resultatet af de blodprøver, der

skal tages 1 uges tid før hvert besøg. Egentlig kan vi så heller ikke få

udleveret medicinen; men der er vi så heldige, efter at vores

mangeårige gamle læge er gået på pension, at have skiftet til en ”egen

læge”, der er trådt ind i den elektroniske tidsalder, og giver sine

patienter mulighed for at logge ind på nettet og selv se resultatet af for

eksempel blodprøver. Da Universitetshospitalet dog har netadgang fra

den computer, der står på skrivebordet, kan jeg så logge ind på min

mands afsnit på vores læges website, og der kan de fra

Universitetshospitalet kontrollere, at det er OK at fortsætte forsøget.

Hvis ikke denne mulighed havde været tilgængelig, havde turene til

Universitetshospitalet været forgæves. Dette gør sig også gældende i

starten af december, hvor vi er til den sidste kontrol 4 uger, før

forsøget og behandlingen efter den oprindelige plan skal slutte. På det

tidspunkt har min mand det rimeligt, når man ser på ham overfladisk,

og vi får – til hans egen store glæde – at vide, at der er mulighed for, at

forsøget, hvis de næste skanningsresultater er positive, kan fortsætte

udover det halve år, der oprindeligt var grænsen.

For mig er der dog ingen tvivl om, at sygdommen er forværret. Min

mands mentale tilstand er klart dårligere, han glemmer meget, han har

ligesom mistet sine følelser, er i hvert fald klart reduceret, og er blevet

meget, meget langsom til alt, hvad han foretager sig. Han skælder mig

meget ud, og har ingen som helst fornemmelse af, at jeg bliver meget

ked af det. Jeg fornemmer også, at han ikke mere forstår hvad han

læser, og han læser i øvrigt heller ikke meget mere, men kan dog

sidde med avisen i halve og hele timer – uden briller – og han har ikke

kunnet læse uden briller i adskillige år. Men han lader som om, at alt er

som det plejer, siger selv, at han ”har det fint”, så vi lader stadig som

om at alt er OK. Hans trang til søde sager, som alle dage har været

stor, er også voldsomt accelereret. Der ryger megen chokolade og

flødeboller ned. For slet ikke at tale om vanillekranse, jeg havde bagt

en stor dåse fuld. Da jeg henter dem frem til vores familie 2. juledag,

ligger der 3 stk. og råber til hinanden i bunden af dåsen.

Fredag den 16. december kommer jeg hjem ved 3-tiden. Næste dag

har hos os vi et traditionsrigt julearrangement, hvor vores egen og min

søsters familie fælder juletræer og besøger vores forældres grav med

blomster og Gl. Dansk til døde og levende og synger Dejlig er Jorden

for de døde, og bagefter samles skiftevis hos os eller min søster til en

god frokost og efterfølgende sekserspil. Det er altid en god dag, som

alle, både små og store værdsætter. Efterhånden er vi jo en del,

familierne vokser, og denne gang er det vist 22, der kommer, så det

kræver noget forberedelse og ommøblering. Men jeg kommer som

sagt hjem denne fredag, og min mand går på planteskolen for at købe

blomster til kirkegården for mig – det er et par hundrede meter fra

vores hus. Imens går jeg i gang med at ordne høns og forberede mad

14

Personlige erfaringer med kræft


til dagen efter. Tænker godt nok, at han er lidt længe væk, men at han

nok bare er faldet i snak med nogen, han holder meget af at snakke

med folk, og det passer også mig ganske fint, for så kan jeg få noget

fra hånden. Så ringer telefonen, det er en mand, der fortæller mig, at

min mand er faldet om og er kørt med ambulance til skadestuen; men

at han har det godt nok – det er ikke alvorligt. Han siger også, at nogle

drenge har set ham gå længere nede af vejen ved den lille lokale

købmand. Jeg siger, at det kan ikke passe, han skulle bare lige om

hjørnet efter blomster. Jeg er meget rystet og kører selvfølgelig straks

op til skadestuen på sygehuset; men der er ingen – han kommer dog

på en båre 5 minutter efter, jeg har bare været hurtigere end

ambulancen. Han ser ikke godt ud, og er totalt forvirret, siger de mest

mærkelige ting, sådan har han endnu aldrig reageret.

Han bliver forbundet og tilset af forskellige læger, i sidste omgang en

neurolog. I skadejournalen nævnes flere gange, at patienten er fuldt

orienteret i tid og sted og kan sit eget CPR nr. Ja sit CPR. nr. kan han,

men fuldt orienteret i tid og sted, det er han langtfra. Bare hans

forklaring om, hvorfor han er landet på skadestuen er tydeligt uden

bund i virkeligheden. Han forklarer, at der var hundrede vis af

mennesker forsamlet i hans egen baghave, og så begyndte de at falde,

så kom en ambulance, og egentlig skulle en dreng med den, må så var

det, at han stod nærmest, og derfor var det ham, der kom med.

Om mandagen d. 19. dec. skal han til en planlagt CT-skanning – det er

den, der danner grundlag for vurderingen af, om forsøget kan fortsætte.

Jeg er enig med skadestuen i, at der ikke er grund til at foretage nogen

akut skanning udover denne, og også i, at det er langt bedst at tage

ham med hjem, hvor der er en hel del rarere end på hospitalet. Men

han er bestemt ikke sig selv. Han siger det frygteligste sludder, og har

nærmest helt mistet sin realitetssans; men han siger stadig, at ”han har

det fint”. Det bliver en underlig aften, det er som om en stor ske har

rørt rundt i Min mands hjerne, og blandet gamle erindringer op med

noget, der lige er sket og noget, der kun er fantasi. Vi er omkring

Planteskolen for at checke, om han har været derovre – det er han helt,

helt sikker på, at han har – men det har han ikke.

Næste dag har vi vores familiearrangement som planlagt, og min mand

er stille, men helt uden kontakt med virkeligheden. Han er helt sikker

på, at vores lille jyske familie også er i huset, og spørger flere

gange ”er de ovenpå?”

I de 1½ måned herefter, hvor han lever, er dette nogle hallucinationer,

han konstant har. Han mener, at huset er fuldt af unge mennesker,

børn, børnebørn – og tror aldrig på mig, når jeg siger: Vi er kun os to

her! Og på sin vis har han jo ret, de er her nok også, alle sammen, i

tankerne.

I juleferien er de her så, i det virkelige liv, de tre fra Jylland. Da de

tager af sted, spørger han hver morgen, når han kommer ned i stuen.

Hvor er de unge mennesker? Er de ovenpå?

15

Personlige erfaringer med kræft


Også vores søn, som bor 1 km herfra, og er 40 år, mener han er flyttet

hjem, i mange tilfælde følges han med sin papdatter på 25 år. Vi har

aldrig haft så ofte besøg af hende som i den tid.

Vi skal til kontrol på Universitetshospitalet lige efter nytår. Min mand er

i stærkt tiltagende grad forvirret. I juleferien har vi begge haft fri; men

han insisterer kraftigt på at gå på arbejde, når kontrollen er overstået.

Jeg er meget bekymret for, hvordan det kan gå, både med at komme

med toget ind til arbejde, og med alt andet, og prøver at overbevise

ham om, at det er bedre at sygemelde sig. Men NEJ, han er ikke syg.

Det er en lille stædig og meget pligtopfyldende mand, jeg har, man

passer sig arbejde. Om han ikke er mere til skade end gavn på sit

arbejde, har jeg godt nok min tvivl om, og af bekymring for ham, gør

jeg noget, jeg ellers aldrig ville, ringer bag hans ryg til arbejdspladsen,

for at bede dem passe på ham. Det er en stor støtte, at hans chef er

meget positivt indstillet, og har en stor omsorgsfuldhed overfor den

medarbejder, han også i årene forud har kendt som en stærk og flittig

mand. Vi udveksler mobilnumre for altid at kunne komme i kontakt,

hvis der dukker problemer op. Det er en stor lettelse for mig at

modtage denne opbakning fra min mands arbejdsplads, og jeg bliver

ved den lejlighed også klar over, at de sidste par måneder også har

været problematiske for hans kolleger.

Vi tager på Universitetshospitalet d. 3. januar. Det er en tung tur, som

jeg ikke venter noget godt af. Det har været meget svært, at få min

mand til at gøre sig klar til at komme af sted den morgen. Han er i det

hele taget blevet meget lang tid om alt nu, går rundt om sig selv, og

ingenting sker. Han kan være 1½ time om at børste tænder og tage

tøjet af for at komme i seng. Og jeg ligger og venter, og venter, går ned

og ser, hvor han bliver af; men han går bare rundt om sig selv. Det

bliver ikke til lange nattesøvne. Ja, ja, ja, siger han. Han er meget

irriteret over, at jeg skynder på ham, og jeg kan høre, at jeg ikke er ret

populær.

Vejret d. 3. januar er ikke godt, vi er heller ikke just kommet af sted i

god tid, og i den almindelige pressede situation får jeg ikke drejet rigtigt

af på motorvejen, hvilket jeg får mine bange anelser om, mens vi ruller

derudaf. Min mand har altid været den, der kunne finde vejene, og har

sat en ære i, at det var ham, der viste vej. Han har også altid været en

elendig passager, der mente, at han afgjort selv var den eneste, der

kunne føre bilen på betryggende vis – i de senere år, blødte han dog

lidt op på det synspunkt, og vi kunne skiftes til at køre på lange stræk –

og i det år, han ikke har kunnet køre pga. sin lamme højre arm, har

han faktisk affundet sig med situationen, men til gengæld været en

meget opmærksom vognkommandør, og kortfører. Nu mener han, at vi

bestemt er på rette vej – ”bare kør lige ud” – det er hjertegribende, at

være vidne til at han nu mener at vejen til Universitetshospitalet går

over Sverige.

Vi når dog trods alt til Universitetshospitalet i tide. Det er en kort

seance, denne gang. På det sædvanlige indledende spørgsmål, om

16

Personlige erfaringer med kræft


hvordan han har det, svarer han ”fint”; men jeg bryder ind og forklarer,

om hans anfald 14 dage før. Overlægen konstaterer også, at min

mand ikke virker til at have det så godt, og fortæller, at

skanningsresultaterne underbygger dette. Metastaserne er vokset, og

en ny er kommet til, så forsøget bliver derfor afsluttet nu. Til gengæld

er ”den gode nyhed”, at han vil skrive en erklæring, så min mand kan

få gratis medicin, og jeg kan tage plejeorlov, man skal være lidt

specielt indstillet for at anse en terminalbevilling som en god nyhed, og

selvom jeg var forberedt, er det en hård besked, og for min mand især,

som stadig fortrænger, at han er meget syg. En second opinion, får vi

at vide, har man selvfølgelig ret til; men det frarådes, da det nu vil

være formålsløst. Jeg spørger om, hvor vi så nu hører til, og får at vide

at det er hos egen læge, eller evt. neurologisk afd. på sygehuset, eller

plastik kirurgisk afd. på hospitalet; men ikke Universitetshospitalet

mere – det er afsluttet. Ellers er der ikke mere at sige.

Så siger vi farvel, denne gang er der ingen blodprøvetagning, og ej

heller ventetid på at få udleveret medicinen. Så vi kan vende snuden

hjemad straks. Efter at vi er trådt ud fra Universitetshospitalet er min

mand meget forvirret, han mener, at vi har haft en hel kortege af biler

med, med børn, svigerbørn og børnebørn og vil ikke køre, før vi har

fået dem med. Vi ringer til børnene, for at han kan høre, at de er et

andet sted end på Universitetshospitalets enormt overfyldte

parkeringsplads, og så kører vi hjem. Efter dette besøg er min mands

tilstand meget klart forværret. Efterfølgende har jeg tænkt over om,

han flygtede ind i psykosen for den ubærlige kendsgerning, at nu var

det snart slut, eller om hans hjerne bare blev påvirket af metastaserne,

så der blev mere og mere rod. Det får jeg næppe nogensinde klarhed

på, men det er i hvert fald helt klart, at han herefter udviser stigende

psykotiske træk. Det eneste, der er positivt i dette, er at han

tilsyneladende ikke er bange eller ked af det. Heller ikke, når han ser

syner, der for de fleste ville være ret skræmmende. Det er som om

hans virkelighed er som en drøm, realiteterne blander sig med fri

fantasi, og tiden er ikke en enhed; men fortid og nutid – og måske

endda fremtid – blandes i en stor suppe. Ind imellem er det som om

han har fået en sjælden sjettesans og meget fornemmer, hvad vi andre

føler.

Et eksempel er en aften, hvor jeg laver mad, og han sidder i den

hjørnestol, der er blevet hans hyggeplads de sidste uger. Han sidder

og kigger ud på vores terrasse, og siger så: nej hvor smart, du har

hængt dig derude, det var da en god idé at bruge den bjælke til det. Da

han samtidig er i et fint humør spørger jeg lige en gang; hvad mener

du med hængt? Ja, i et reb om halsen.

Og skal jeg være ærlig, synes jeg netop også, at livet var så svært og

vanskeligt, at jeg næsten kunne have fundet på at hænge mig, og jeg

forestiller mig, at min mand på en eller anden måde har fornemmet

denne følelse hos mig. Der var mange tilsvarende oplevelser i den tid.

Det er ikke kun hans mentale tilstand, der hurtigt forværres. Også

fysisk går det nu hurtigt ned af bakke, armen bliver dårligere, han bliver

17

Personlige erfaringer med kræft


mere skæv, og går og slæber med fødderne. Han er også meget træt,

og når han ikke er på arbejde, hvad han stadig insisterer på at være de

3 dage om ugen, stener han foran fjernsynet, hvor han næsten sover

hele tiden. Vi deltager dog i nogenlunde de samme sociale

begivenheder som hidtil, går i biografen med vores biografklubvenner, i

teateret, ser venner til middag, er sammen med vores børn. Når der er

nogle stykker til stede, siger han meget lidt, og mange bliver aldrig

opmærksomme på, at han helt har mistet sin realitetssans, fordi han

bare sidder og er lidt udenfor den almindelige samtale. Ved andre

lejligheder får han startet på nogle helt utrolige fantasihistorier, der i al

sin groteskhed kan være barokt morsomme. Det er lidt svært at

forholde sig til for flere at vores venner, hvordan tackler man at den

mest prosaiske af alle, nu berette om hændelser, der er uladsiggørlige?

Hans hang til søde sager antager uhyrlige dimensioner, èn dag har

han i løbet af nogle eftermiddagstimer spist 750 g fyldt chokolade fra

Magasin (en julegave, jeg har fået), og mens han glemmer nærmest alt

andet, er der én sætning, han husker, og ofte gentager. Det var den

min søster sagde, da de i juledagene var til middag hos

os, ”kræftpatienter har godt af chokolade, de bør have mindst 200 g

chokolade om dagen”. Da min mands tidsfornemmelse nu er væk, har

han ikke helt styr på hvor mange gange om dagen, han spiser 200 g

chokolade – men det er mere end én.

Han tager ingen medicin nu, kun lidt simple smertestillende mod

smerter i den dårlige skulder. Det, jeg mest frygter, er, at han skal få

svære smerter, især i hjernen, hvor metastaserne breder sig. Til sidst

må der da blive et grufuldt overtryk? Men sådan bliver det heldigvis

aldrig, lige til den sidste dag fik han aldrig voldsomme smerter. De

allersidste ord, han sagde, var dagen før han døde. Jeg havde fået

slæbt ham ud på toilettet, hvor han sad og hvilede hovedet op mod

min mave. Jeg spurgte, hvordan har du det? Jeg har det fiiint! Ordene

kunne dårligt komme ud af ham, men det var en god melding at få.

Mandag d. 16. januar tager han på arbejde. Jeg synes bestemt ikke, at

det er en god idé; men som en gammel cirkushest vil han rundt i

manegen. Hen på eftermiddagen ringer hans chef, at min mand er

meget forvirret, det er nok bedst at hente ham, og jeg kører fra mit

arbejde ind til ham, der er meget trafik i byen, så det tager lidt tid. Han

står og venter på mig udenfor, da jeg kommer. Senere snakker jeg

med chefen og vi er enige om, at det er alt for utrygt, at han fortsætter

på den måde. Han går bl.a. og falder, fordi han ikke har helt kontrol

over sine ben. Det lykkes at få ham til at afvikle sin ”restferie” de næste

to dage, og siden er han for uklar til at tænke på at tage på arbejde.

Vi har fået en indkaldelse til kontrol på plastikkirurgisk ambulatorium d.

26. januar, men d. 13. januar har jeg rådført mig med vores læge, og

bestilt en tid til en nærmere samtale torsdag d. 19. januar, og aflyser

derfor tiden på hospitalet. Jeg har helt klart større tillid til, at egen læge

kan yde nogen hjælp i det stade, min mand nu er nået ind i.

18

Personlige erfaringer med kræft


Vi har fundet en rutine for dagen, der fungerer nogenlunde rimeligt.

Jeg kører meget tidligt på arbejde, og lader min mand sove. Ved 11tiden

ringer jeg og vækker ham, så kan han gå ned og spise den

morgenmad, jeg har stillet frem til ham, og læse avisen (selvom han

næppe opfatter ét ord af den, sidder han vanemæssigt længe og

bladrer siderne igennem). Vi snakker i telefonen flere gange i løbet af

dagen, jeg har hele tiden min mobil med mig, og han ringer til mig, når

der er noget han ikke kan finde ud af, og han ringer tit. Jeg kører tidligt

hjem, men må konstatere, at han har mistet sin tidsfornemmelse, for

når jeg kommer hjem, tror han at jeg lige har været ude i haven.

Netop på denne tid har jeg nogle arbejdsopgaver, der er en helt

nødvendig deadline på, og som andre ikke kan overtage, så jeg føler,

at jeg er nødt til at tage af sted, selvom det er svært. Jeg bliver dog

mere og mere klar over, at det er nu, jeg skal søge om orlov – selvom

det er meget svært at overskue, hvordan det kan køre. Men netop

torsdag d. 19. januar, hvor jeg har min/vores tid hos lægen, udvikler

det sig, så jeg bliver helt sikker på, at nu er det nu.

Da jeg ringer om formiddagen for at vække min mand, tager han ikke

telefonen, jeg ringer mange gange. Han har heller ikke ringet til mig –

og der ligger, som de andre dage, en stor seddel med mit

mobilnummer og beskeden: ”Ring hvis du vågner selv” på bordet, som

han ikke kan undgå at se. Jeg kører hjem for at se, hvad der er sket

efter et kvarters forgæves opringninger. Da jeg kommer hjem, står

hoveddøren ulåst, morgenmaden står på spisebordet, og min mand er

væk. Det er rædselsfuldt. Jeg tager min cykel og kører rundt i

nabolaget alle de steder, jeg overhovedet kan forestille mig, at han kan

være. Det er i en radius på 2-3 km fra vores hus. Jeg kan ikke finde

ham. Jeg ringer til hans arbejde, måske er han taget der ind? Nej, der

er han heller ikke. Jeg spørger vores nabo, som er hjemme, om hun

har set noget, og hun hjælper mig med at lede. Så ringer jeg til venner

og familie, der er hjemme, om han måske er dukket op der. Nej. Jeg

ringer til hospitaler – heller ikke der. Efter et par timer er jeg nærmest

desperat og tager bilen for at øge søgeradiusen. Der finder jeg ham så.

I en tynd uforet vindjakke – det er 16. januar og bidende koldt – står

den lille mand på fortovet, ikke særlig langt fra vores hjem med en

indkøbspose i hånden. Da jeg drejer ind til fortovet for at tage ham

med, er det som om, han bare har stået og ventet på, at jeg kom, og at

det er en ganske naturlig aftale. Han er kold og blåfrossen. Det han

forklarer mig er, at han nu nok har været hos samtlige bagere og

købmænd i byen, og at det godt nok irriterer ham i den grad, at folk

ikke kan holde en aftale, for det var jo aftalt, at gruppen skulle mødes

for at køre til guldbryllup. Han er meget irriteret over, at de andre ikke

overholder, hvad der er aftalt, og bliver ved med at gentage det. I al

hans irritation, der nærmest giver ham energi, lyder han næsten som

den, han engang var. Det er en rigtig tung dag. Han har sin faste

torsdagsaftale hos fysioterapeuten, og jeg kan lige nå at køre ham

derned. Personalet på klinikken er også rystede over at se, hvor

svækket han er og lover, at passe på ham, til jeg kommer tilbage.

19

Personlige erfaringer med kræft


Vores ældste datter kommer om eftermiddagen og er hos sin far, mens

jeg er hos lægen. Oprindeligt skulle min mand have været med, men

jeg synes ikke at det tjener noget formål nu. Det er en god snak med

lægen, for første gang i hele dette sidste år føler jeg at nogen i

sundhedsvæsenet påtager sig et ægte ansvar for at hjælpe mig.

Følelsen går lige ind, han hører og forstår min besked om, at jeg har

brug for hjælp nu. Vi bliver enige om at få hjemmeplejen på banen, og

at lægen skal komme hjem til os om onsdagen (den dag, hvor han har

mulighed for det) for at snakke med min mand og mig, så vi kan finde

ud af, hvordan vi bedst tackler den næste tid. Det, jeg siger er, at jeg

ved, at min mand snart vil dø, og at det eneste jeg ønsker er, at han

ikke får smerter eller angst, og at det må gå hurtigt, for som nu er det

ikke et værdigt liv for den mand, han var.

Det lykkes om fredagen at få aftalt med kommunen, at jeg bevilliges

plejeorlov, og det lykkes også – efter store praktiske vanskeligheder –

at få snakket med én fra hjemmeplejen. Men trods vanskelighederne

med at komme i kontakt, er det en meget positiv snak. Jeg er nærmest

ved at bryde sammen over at møde en forståelse, som jeg ikke har

mødt tidligere i dette forløb. Fredag er vores datter igen babysitter for

sin far, hun har fået lavet en flot aftale med sin arbejdsplads, for at

kunne være til støtte. Min mand er mange i dagens løb i gang med at

pakke sin toilettaske, fordi han skal tilbage på hospitalet i nabobyen –

hvor han aldrig har været – men hvor der alligevel er den

tankevækkende sandhed i det, at jeg har overvejet, om det trods alt

var bedre at få ham på hospice, hvor de måske kan tage bedre vare på

ham end jeg som amatør kan. Der er dog samtidig ingen tvivl om at nu,

hvor han har accepteret, at der måske kommer en sygeplejerske og

hjælper ham, er det helt klart at han skal blive her hjemme, hvor han er

tryg og vi begge kan leve mest normalt i de rammer, hvor vi har haft de

sidste 21 rigtigt gode år.

Den fredag, som er d. 20. januar, er der nytårsbal i hallen. Vi er, som i

alle de foregående år, hvor dette arrangement har fundet sted, meldt til

sammen med det store flertal af min mands madhold. Dem, der

hedder ”de finere mænd”, og som han har været en slags formand for

– selvom der ikke findes formænd for 12 forskellige mænd, der hver

har deres helt rigtige mening. Men min mand, har været den, der

sørger for alt det praktiske, som han har gjort i så mange andre

forbindelser – og som han i øvrigt kan lide at gøre.

Ved madholdets sidste øvelse (som finder sted hver 2. onsdag i

skolens skolekøkken), havde min mand meldt ud, at vi selvfølgelig

deltog i Les Lanciers (vi er jo bare gode til det der! og det har vi faktisk

været siden gymnasietiden), men til den traditionelle øve-søndagformiddag

umiddelbart før, gik alting for min mand så langsomt, at vi

ikke kom ud af døren tidsnok, og da vi joinede lancierøvelsen, havde

de andre dannet kvadriller og var i fuld gang, så vi nåede ikke at være

med. Men det var jo i virkeligheden også så uladesig-gørligt som noget,

min mand kunne nu ikke løfte sine ben eller fødder og hukommelsen

var som en tesi; men det gode var, at han ville og mente at han kunne.

20

Personlige erfaringer med kræft


Så denne øvedag forlod vi kort efter at vi var kommet, at vi var kommet

og gik hjem og lod de andre danse. Men vi skulle med til nytårsballet –

vores datter havde som sagt passet farmand, han havde været i bad

og de havde fundet smokingen frem, lidt problemer med skjorten - og

med butterflyen. Hvor fandtes udstyret? Men fin så han ud, selvom

stadigvæk kun en skygge af sig selv, skæv og tynd, og det lykkedes til

sidst at finde den prikkede butterfly – men det blev kjoleskjorten, noget

han i tidligere tider ville have forbandet som virkeligt useriøst.

Dette nytårsbal, hvor så mange lokale deltager, var svært. Men jeg tror

ikke for min mand, for han registrerede ikke så meget af, hvad der

skete. Vi spiste en god middag, og sad sammen med venner og

bekendte. Nogle lagde mærke til, at min mand ikke havde det så godt,

andre ikke. Men for mig var det afgjort et farvel. Vejret var samtidig helt

vildt vintervejr, nærmende sig snestorm. Vi brød op før restens af

vores selskab. Jeg gik ud for at hente vores overtøj, og bad ham blive

stående hvor han var. Da jeg kom tilbage – efter ½ minut – var han

væk, og så gik den vilde jagt, på herretoilettet, i hallen, udenfor. Væk

var han. Så dukkede han pludseligt op fra et omklædningsrum. Han

havde en blå damefrakke med krave på og en sort damehat – han

lignede en sjov klovn, det var dybt tragisk, men det eneste jeg kunne

gøre var at grine – min mand, der ville have kontrol med alt, klædt ud i

fjollet dametøj, og uden selv at være bevidst om det. En af vores

venner, der tilfældigvis også ude på det tidspunkt, indså først da hvor

syg min mand egentlig var. Damens frakke og hat blev afleveret i

garderoben, og jeg overbeviste ham om, at det var bedst at jeg kørte

bilen, selvom han mente, at han burde gøre det, og vi kom hjem.

Hjemmeplejen håbede at kunne komme dagen efter for at snakke med

os, men det nåede de ikke – og vi aftalte, at de så skulle komme

mandag, så vi kunne aftale en model for hvordan de kunne hjælpe os.

Senere på lørdagen tog vi sammen med nogle venner til deres

sommerhus for at være der til søndag, og det var godt og rart, selvom

min mands tilstand så hurtigt gik ned ad bakke nu; men det betød

meget for mig, på det tidspunkt, at have nogen at dele dette sorgfulde

liv med, og kunne snakke lidt med, for selvom han kunne svare mig,

kunne vi ikke snakke sammen så der var mening i det. Men i løbet af

denne weekend gik det også meget hurtigt endnu mere ned-ad-bakke.

Min mand elskede stadig søde sager, chokolade og deslige, og der røg

ikke så få marcipanbrød og flødeboller ned; men han kunne dårligere

og dårligere drikke – hvad han altid har været glimrende til i sin gode

tid, i forhold til hans højde og drøjde, kunne han tømme glas i en vis

hastighed. Men nu kunne han simpelthen ikke sluge væsken. Sad med

det i munden i uendelig lang tid, ”Slug det nu, skat!” Han rystede bare

på hovedet og lukkede munden om den væske, der kørte rundt i

mundhulen. Det var pinefuldt at se på, og alverdens forsøg med at

bearbejde hans strube eller demonstrere hvordan man skulle, virkede

ikke.

21

Personlige erfaringer med kræft


Han gik også dårligere og dårligere, i løbet af denne weekend så

dårligt, at han ikke mere selv kunne sætte sig ind i en bil, men måtte

støttes og halvvejs løftes.

Da vi kom hjem søndag aften, var jeg klar over at han ikke mere kunne

sove i vores soveværelse på førstesal, for jeg skulle have båret ham

derop, og selvom han ikke var en tung mand, var det for tungt. Så nu

flyttede han ned og sov på vores ekstraseng i stueetagen. Det gik

rimeligt, bortset fra når han vågnede om natten. Jeg troede, at jeg fra

min seng kunne følge med i alt hvad der skete; men det gik ikke helt så

godt. En nat vågnede jeg ved et kæmperabalder. Da jeg kom ned stod

han midt i en bunke smadret porcelæn, som han havde raget ned af

vores hylde. Han forklarede at det var nogle andre, der havde gjort det,

og sov næsten bar videre, halvvejs stående i resterne af nogle

sovseskåle og fade. Jeg hjalp ham ud at tisse og i seng igen og han

sov øjeblikkeligt, men om morgenen lå der et helt andet sted et par

potteplanter på gulvet, som var revet ud af potterne, og som han

tilsyneladende havde trampet på – det må have lignet noget, der skulle

bekæmpes. Han selv kunne ikke forklare noget om hvad der var sket.

Derefter flyttede jeg også ned i stueetagen om natten, hvor jeg sov på

gulvet.

Vores rare nabo hjalp mig ved at passe min mand mandag morgen og

formiddag, så jeg kunne tage på arbejde nogle timer om formiddagen.

Ved middagstid kom hjemmeplejen, og vi fik lavet den aftale, at de

skulle komme ved 10-tiden hver formiddag og hjælpe min mand med

at komme i bad og i tøjet, og så ville jeg være hjemme ved 11-tiden for

at tage over.

Dette første møde med hjemmeplejen var også meget positivt, og alt

hvad der i øvrigt skete i det kun ugelange forløb bagefter, bekræftede

min positive opfattelse af vores lokale hjemmepleje.

Vores læge kom på det aftalte hjemmebesøg om onsdagen, han kom

cyklende i et herrens snevejr. Det gav ham ikke så få points. Det

gjorde den efterfølgende snak også. Lægen vurderede, at min mand

var psykotisk – og det var vel også det han var – da vi sad og

snakkede med lægen, fortalte min mand, at det var en hel del, der

havde ringet i løbet af formiddagen, bl.a. nogle, der ville fortælle ham

hvordan han bedst begik selvmord – og stadigvæk syntes jeg, at han i

sit hoved også der havde grebet essensen – for hvad var det for et liv,

han havde nu?

Vores læge sagde også, at vi ikke skulle lade det vare længe, inden vi

bad vores datter i Jylland om at komme hjem, hvis hun ville sige farvel

til sin far. Vi var enige om, at det ikke tjente til noget formål at begynde

at give medicin, der ville trække denne pinefulde tilstand ud; men min

mand fik nogle piller mod psykose – så fik vi da noget ud af

terminalbevillingen, for de var normalt hundedyre – og de hjalp faktisk

mod nogle af de syner, han så, men gjorde ham også mere sløv.

22

Personlige erfaringer med kræft


Hjemmeplejen fungerede fint. De var omsorgsfulde, og jeg følte, at

også min mandvar glad for de smukke og muntre kvinder, der

assisterede ham, selvom han mente at de godt nok havde en tendens

til at jage ham i bad, selvom han allerede havde været det flere gange

den dag. Jeg var på arbejde nogle timer fra tidligt om morgenen, og

afløste så hjemmeplejen. Efter deres råd købte jeg noget granulat, der

fortykker væske, men heller ikke dette kunne få ham til at drikke.

Fredag d. 27. januar havde vi en gammel aftale med en venneklub om

en aften med middag og snak. Vi er 6 venner, 3 gamle

soldaterkammerater og koner (som i de sidste 20 år har fået lov at

komme med). Og vi tog af sted for at være med, jeg tænkte at de

kunne få sagt farvel til ham på en måde, der føltes rigtig. Jeg fik min

mand i bad og i tøjet, støttet ham til bilen, og vi var med. Min mand

spiste rigtigt godt af jordskokkesuppen, så godt at jeg lavede det

dagen efter, for dog at få noget flydende i ham. Men han var langt fra

frisk, og rykkede fra middagsbordet over i en lænestol, hvor han sad

og sov de næste par timer, inden vi kørte hjem. I løbet af lørdagen kom

flere venner forbi, det var rart, også for dem selv, tror jeg. Det samme

også om søndagen, hvor vores ældste datter, vores datter med familie

kom til søndagsmiddag, også for at børnebørnene skulle have

mulighed for at sige farvel til Morfar. Min mand blev dårligere og

dårligere, og i løbet af søndagen, meldte jeg også fra på mit arbejde,

jeg synes slet ikke, at jeg kunne forlade ham, nu. Det var aftalt at vores

jyder skulle komme om onsdagen, men vi ringede og sagde, at de nok

skulle komme før – og det var en rigtig beslutning, selvom det er

utroligt svært at vurdere, med en ringe erfaring i de ting.

Jeg sov ved siden af min mand om natten i vores stueseng, jeg lå og

holdt om ham, og han trykkede mig nogle gange i hånden. Det var lige

præcis det, der var vigtigt for mig: at han registrerede at jeg var der, og

at jeg passede på ham. Og hvor ville jeg dog gerne kunne have passet

bedre på den lille mand. Men det eneste jeg kunne gøre var at være

der og vise ham, at han ikke var alene. Det trøster mig, at han forstod

det.

Om morgenen var han endnu mere svækket, havde tisset i sengen –

selvom han jo ikke kunne drikke noget, var der alligevel væske i den

lille mand – jeg fik ham nærmest båret ud på badeværelset. ”Stuen

ret!” – en gammel vittighed for at få ham på benene. Det var tungt, de

eksede nærmest under ham. Men da han sad derude på toilettet,

hvilende hovedet mod min mave, og jeg spurgte ham, så overvældet

over hvor svært dette var: Hvordan har du det, skat?

Ja, så var det han sagde sine sidste sammenhængende ord: Jeg har

det fiiint!

Også det har været en trøst.

Om mandagen kommer mange på besøg. Vores datter og svigersøn

kommer fra Jylland, og hvor var det godt at de nåede det. Vores

søskende og deres ægtefæller kommer, niece, nevøer, vores venner

23

Personlige erfaringer med kræft


fra ungdommen. Der er mange, mange mennesker her i løbet af dagen.

Og det er en god dag, selvom min mand bare ligger på den seng, vi

har i vores storkøkken, og det er mørk januar. Og min mand siger ikke

noget mere, vi har fået et redskab fra Hjemmeplejen, en svamp på en

pind, så vi kan fugte hans tørre mund. Der er masser af levende lys, og

mange er henne og sidde ved siden af min mand på sengen og trykker

hans hånd og har en indre dialog med ham. Og vores søn kommer,

med sin syge, syge kone, og barnebarnet på 8 og de andre store børn.

Og vores barnebarn får blandt alle de mennesker, som bare sidder

rundt omkring med de levende lys om sig, også lejlighed til ubemærket

at gå hen og ae Farfar på kinden. Og vores svigerdatter, er på en god

måde også med i dette, hun sidder i en stol og deltager, selvom hun

ikke er i stand til at kommunikere med noget rent verbalt, så går det på

andre måder.

Jeg sover igen ved siden af min mand, men denne gang er der ingen

kontakt. Han er ved at forsvinde.

Tirsdag d. 31. januar får vi fra hjælpemiddelcentralen de hjælpemidler,

vi har fået bevilget en uge forinden. Det er en kørestol, en rollator og

div. andre ting. Desuden har hjemmeplejen bedt om en hospitalsseng.

Den er jeg ikke glad for; men har selvfølgelig forståelse for at det er

deres rygge – og samtidig deres arbejde – der skal tages hensyn til, så

den er også med i leverancen. Bortset fra sengen, beder vi dem tage

alt det andet med tilbage – det er for sent, det har vi ikke brug for nu.

Vores datter og svigersøn bor hos os nu, og de hjælper hjemmeplejen

– svigersønnen er tidligere Falckredder, med speciale i katastrofer, så

han er trænet i dette. Jeg kører et par timer til arbejde, for at instruere

en vikar i nogle ting. Da jeg kommer hjem ligger min mand midt i stuen

i en hospitalsseng, han trækker vejret besværet. Vores svigersøn kører

hjem, han må passe sit arbejde, og ingen af os kan fornemme,

hvordan de nærmeste dage vil gå. Men vores datter og dejlige

barnebarn på 2 måneder er der. I løbet dagen kommer flere på besøg

for at sige farvel. Hen ad aften er det kun vores datter, barnebarn og

mig, der er der. Det er så godt, at vi er to i denne stund. Jeg skriver et

fødselsdagskort til en veninde, vi har stadigvæk stearinlys – og rar

musik, men min mand, som nu ligger i en hospitalsseng, trækker vejret

mere og mere besværet. Det er ikke helt til at bære, at hans krop skal

lide, selvom vi begge to tror, at han ikke mærker det i sit hoved. Vi

ringer til hjemmeplejen for at bede dem komme. Han trækker vejret i

stigende grad besværet. Bare han kunne hoste, så de var plads til at få

luft ind, det lyder så pinefuldt. Hjemmeplejen ringer til vagtlægen.

Vores datter ringer til sine søskende, så de kan komme. Vores søn er

kommet, da vagtlægen kommer. Vagtlægen kan godt se, hvor ringe

det er, og giver min mand lidt lindrende morfin. Vores anden datter og

hendes familie kommer. Vi er nu alle bevidst om, at det er slut for

mand, far, svigerfar, morfar.

Der blev ingen smerter. Det var godt.

24

Personlige erfaringer med kræft


Jeg sover ved siden af min døde mand. Og der er ingen tvivl om at han

er død. Han er det mest døde lig af alle jeg nogensinde har set.

Næste morgen kommer vores læge og skriver dødsattesten,

hjemmeplejen kommer og klæder ham i hans fine selskabsuniform –

men uden medaljer, for de skal afleveres til ordenskapitlet. Og jeg

lægger en hat over hans hoved, fordi han som sagt ser så forfærdelig

død ud, og ikke ligner sig selv mere. Alt det praktiske kører, bedemand,

præst – til en god snak. Og om lørdagen bliver min mand bisat.

De første par dage efter han er død, føles det helt underligt, bare at

kunne køre i byen for at handle (mad til alle dem, der heldigvis er i

vores hus i disse dage), uden at skulle sørge for nogen til at passe min

mand. Og i virkeligheden har det kun været i så kort en periode, at livet

var sådan. Men den har sat sig på rygmarven.

Bagefter kommer så sorgen, og den er langt, langt værre end jeg på

nogen måde kunne forberede mig på. Trods et liv, hvor jeg har været

meget alene, i dage, uger og måneder, ½ år, er dette helt, helt

anderledes, og selvom jeg i den sidste tid afgjort kun ønskede, at det

ville gå hurtigt, savner jeg alligevel også i den grad den skygge af sig

selv, som min mand endte med at blive. Det var bedre end dette her

helt ingenting.

Jeg startede med at skrive denne sygehistorie, da min mand levede,

og der endnu var et håb, om at han ville fortsætte med det i nogen tid

endnu, eller det helt store håb: at miraklet skulle ske og forsøget kunne

lykkes. Historien var da tænkt som en kronik om Sundhedsvæsnets

fallit i vores oplevelse; men for længst er den blevet for lang og

personlig til dette formål. Men den måtte have sin egen længde. I

stedet har den hjulpet mig med at få lidt klaring over mine egne

forvirrede følelser.

Hvis jeg slutteligt skal lave en konklusion på, hvad jeg synes er gået

galt, er det: Kommunikation og struktur, min mand ville have kaldt det

logistik. I vores informationssamfund er det uhyggeligt, at der ikke

findes et centralt arkiv for alle hospitaler, så hver enkelt patient kan

følges gennem hele systemet. Måske den elektroniske patientjournal.

Som lægmand har man ikke en jordisk chance for at finde ud af, at

indenfor bare det samme hospital, skal man rekvirere journalkopier fra

3-4 forskellige steder, for at kunne læse af hvad der er sket.

Og det er heller ikke godt, at man som patient, med en absolut fatal

sygdom, ikke aner hvor man skal henvende sig, hvis man har brug for

hjælp. Ligesom det heller ikke er godt, at læger med en stor faglig

ekspertise og håndværksmæssig kunnen, er så umådeligt ringe til at

snakke med mennesker, og besidder mindre empati end der kan ligge

under en lille-bitte lillefingernegl. Enten må de uddannes til det, eller de

må få andre til at overtage den der snak. På neurokirurgisk afd. på

hospitalet, hvor den faglige ekspertise er optimal, er det eneste

fornuftige menneske, vi har snakket med en ung reservelæge, der

25

Personlige erfaringer med kræft


formodentlig er langt nede i hierarkiet. Og bortset fra en OK empatisk

behandling på Radioterapeutisk afd. på hospitalet, har det været

utroligt ubehageligt alle andre steder i systemet, at måtte konstatere, at

man ikke blev betragtet som et menneske med en sygdom, men som

en sygdom med omkringliggende og besværligt menneske – som man

følte det synligt belastende at tale med.

Det danske melanom selskab har i marts 2006 udgivet sit sidste

nyhedsbrev. Der er omtalt det forsøg, min man var med i, og der

står: ”STATUS: Der er indtil nu inkluderet i alt 5 patienter, der alle er

on-study. Behandlingen tåles generelt godt” - for mit vedkommende

håber jeg, at de er stoppet med at studere min mand. Her et par

måneder efter, at han er død og kremeret, er der nok ikke så meget at

blive klogere af der. Jeg har også mine forbehold overfor hvor godt han

tålte behandlingen.

Men positivt var det, da vi til sidst blev taget ind under vores eget

lokale sundhedssystems vinger. Hjemmepleje, egen læge. Endelig

havde man en fornemmelse af, at der var nogen, der udviste en ægte

omsorg for os. Men det var sent i dette sygdomsforløb, vi fik den

oplevelse. Hjemmeplejen hjalp os i 1 uge, vores egen læge kom hjem

til os 6 dage før min mand døde. Men både Min mand og jeg har også

altid sat en ære i at klare os selv, og det har vi såmænd også haft

succes med – vi har også opfattet os selv som nogle relativt

ressourcestærke personer, der kan læse, høre og forstå også

vanskeligt tilgængelige oplysninger. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvor

fortabt, man må føle sig i systemet, hvis man ikke har den følelse.

30. april 2006

26

Personlige erfaringer med kræft

More magazines by this user
Similar magazines