Modermærkekræft med spredning til hjernen (pdf) - Kræftens ...

More documents

Recommendations

Info

mere skæv, og går og slæber med fødderne. Han er også meget træt, og når han ikke er på arbejde, hvad han stadig insisterer på at være de 3 dage om ugen, stener han foran fjernsynet, hvor han næsten sover hele tiden. Vi deltager dog i nogenlunde de samme sociale begivenheder som hidtil, går i biografen med vores biografklubvenner, i teateret, ser venner til middag, er sammen med vores børn. Når der er nogle stykker til stede, siger han meget lidt, og mange bliver aldrig opmærksomme på, at han helt har mistet sin realitetssans, fordi han bare sidder og er lidt udenfor den almindelige samtale. Ved andre lejligheder får han startet på nogle helt utrolige fantasihistorier, der i al sin groteskhed kan være barokt morsomme. Det er lidt svært at forholde sig til for flere at vores venner, hvordan tackler man at den mest prosaiske af alle, nu berette om hændelser, der er uladsiggørlige? Hans hang til søde sager antager uhyrlige dimensioner, èn dag har han i løbet af nogle eftermiddagstimer spist 750 g fyldt chokolade fra Magasin (en julegave, jeg har fået), og mens han glemmer nærmest alt andet, er der én sætning, han husker, og ofte gentager. Det var den min søster sagde, da de i juledagene var til middag hos os, ”kræftpatienter har godt af chokolade, de bør have mindst 200 g chokolade om dagen”. Da min mands tidsfornemmelse nu er væk, har han ikke helt styr på hvor mange gange om dagen, han spiser 200 g chokolade – men det er mere end én. Han tager ingen medicin nu, kun lidt simple smertestillende mod smerter i den dårlige skulder. Det, jeg mest frygter, er, at han skal få svære smerter, især i hjernen, hvor metastaserne breder sig. Til sidst må der da blive et grufuldt overtryk? Men sådan bliver det heldigvis aldrig, lige til den sidste dag fik han aldrig voldsomme smerter. De allersidste ord, han sagde, var dagen før han døde. Jeg havde fået slæbt ham ud på toilettet, hvor han sad og hvilede hovedet op mod min mave. Jeg spurgte, hvordan har du det? Jeg har det fiiint! Ordene kunne dårligt komme ud af ham, men det var en god melding at få. Mandag d. 16. januar tager han på arbejde. Jeg synes bestemt ikke, at det er en god idé; men som en gammel cirkushest vil han rundt i manegen. Hen på eftermiddagen ringer hans chef, at min mand er meget forvirret, det er nok bedst at hente ham, og jeg kører fra mit arbejde ind til ham, der er meget trafik i byen, så det tager lidt tid. Han står og venter på mig udenfor, da jeg kommer. Senere snakker jeg med chefen og vi er enige om, at det er alt for utrygt, at han fortsætter på den måde. Han går bl.a. og falder, fordi han ikke har helt kontrol over sine ben. Det lykkes at få ham til at afvikle sin ”restferie” de næste to dage, og siden er han for uklar til at tænke på at tage på arbejde. Vi har fået en indkaldelse til kontrol på plastikkirurgisk ambulatorium d. 26. januar, men d. 13. januar har jeg rådført mig med vores læge, og bestilt en tid til en nærmere samtale torsdag d. 19. januar, og aflyser derfor tiden på hospitalet. Jeg har helt klart større tillid til, at egen læge kan yde nogen hjælp i det stade, min mand nu er nået ind i. 18 Personlige erfaringer med kræft
Vi har fundet en rutine for dagen, der fungerer nogenlunde rimeligt. Jeg kører meget tidligt på arbejde, og lader min mand sove. Ved 11tiden ringer jeg og vækker ham, så kan han gå ned og spise den morgenmad, jeg har stillet frem til ham, og læse avisen (selvom han næppe opfatter ét ord af den, sidder han vanemæssigt længe og bladrer siderne igennem). Vi snakker i telefonen flere gange i løbet af dagen, jeg har hele tiden min mobil med mig, og han ringer til mig, når der er noget han ikke kan finde ud af, og han ringer tit. Jeg kører tidligt hjem, men må konstatere, at han har mistet sin tidsfornemmelse, for når jeg kommer hjem, tror han at jeg lige har været ude i haven. Netop på denne tid har jeg nogle arbejdsopgaver, der er en helt nødvendig deadline på, og som andre ikke kan overtage, så jeg føler, at jeg er nødt til at tage af sted, selvom det er svært. Jeg bliver dog mere og mere klar over, at det er nu, jeg skal søge om orlov – selvom det er meget svært at overskue, hvordan det kan køre. Men netop torsdag d. 19. januar, hvor jeg har min/vores tid hos lægen, udvikler det sig, så jeg bliver helt sikker på, at nu er det nu. Da jeg ringer om formiddagen for at vække min mand, tager han ikke telefonen, jeg ringer mange gange. Han har heller ikke ringet til mig – og der ligger, som de andre dage, en stor seddel med mit mobilnummer og beskeden: ”Ring hvis du vågner selv” på bordet, som han ikke kan undgå at se. Jeg kører hjem for at se, hvad der er sket efter et kvarters forgæves opringninger. Da jeg kommer hjem, står hoveddøren ulåst, morgenmaden står på spisebordet, og min mand er væk. Det er rædselsfuldt. Jeg tager min cykel og kører rundt i nabolaget alle de steder, jeg overhovedet kan forestille mig, at han kan være. Det er i en radius på 2-3 km fra vores hus. Jeg kan ikke finde ham. Jeg ringer til hans arbejde, måske er han taget der ind? Nej, der er han heller ikke. Jeg spørger vores nabo, som er hjemme, om hun har set noget, og hun hjælper mig med at lede. Så ringer jeg til venner og familie, der er hjemme, om han måske er dukket op der. Nej. Jeg ringer til hospitaler – heller ikke der. Efter et par timer er jeg nærmest desperat og tager bilen for at øge søgeradiusen. Der finder jeg ham så. I en tynd uforet vindjakke – det er 16. januar og bidende koldt – står den lille mand på fortovet, ikke særlig langt fra vores hjem med en indkøbspose i hånden. Da jeg drejer ind til fortovet for at tage ham med, er det som om, han bare har stået og ventet på, at jeg kom, og at det er en ganske naturlig aftale. Han er kold og blåfrossen. Det han forklarer mig er, at han nu nok har været hos samtlige bagere og købmænd i byen, og at det godt nok irriterer ham i den grad, at folk ikke kan holde en aftale, for det var jo aftalt, at gruppen skulle mødes for at køre til guldbryllup. Han er meget irriteret over, at de andre ikke overholder, hvad der er aftalt, og bliver ved med at gentage det. I al hans irritation, der nærmest giver ham energi, lyder han næsten som den, han engang var. Det er en rigtig tung dag. Han har sin faste torsdagsaftale hos fysioterapeuten, og jeg kan lige nå at køre ham derned. Personalet på klinikken er også rystede over at se, hvor svækket han er og lover, at passe på ham, til jeg kommer tilbage. 19 Personlige erfaringer med kræft
Page 1 and 2: En 61-årig kvinde fortæller om si
Page 3 and 4: og at man intet kan sige før stueg
Page 5 and 6: Det gør han så, dukker op på afd
Page 7 and 8: Ret frustrerede finder vi elevatore
Page 9 and 10: foretaget viser aktiv metastasevæk
Page 11 and 12: hjernen, hvilket ingen kemo ellers
Page 13 and 14: Men dette besøg er det mest skuffe
Page 15 and 16: til dagen efter. Tænker godt nok,
Page 17: hvordan han har det, svarer han ”
Page 21 and 22: Så denne øvedag forlod vi kort ef
Page 23 and 24: Hjemmeplejen fungerede fint. De var
Page 25 and 26: Jeg sover ved siden af min døde ma

Modermærkekræft med spredning til hjernen (pdf) - Kræftens ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?