Modermærkekræft med spredning til hjernen (pdf) - Kræftens ...

haft 42 gode år med mig (hvilket selvfølgelig er sølvbryllupsversionen,
for alle de 42 år har ikke været SÅ gode, men jeg er også enig med
ham om, at vi har været sammen for livet, og at vi har haft et rigt og
smukt liv sammen – og om denne ”dom” er vi i den grad også
sammen). En ven ringer for at høre hvordan det går, og bliver nok lidt
rystet over, at det er patienten selv, der svarer i telefonen, at han har
en kræftsvulst i hjernen. Så er det ikke helt nok med de sædvanlige
muntre bemærkninger om, frisk mod det går nok!
Næste dag er det tilbage til neurologisk afd. på sygehuset, hvor der
bliver skrevet en henvisning til neurokirurgiske afd. på et andet hospital
for en vurdering om den synlige tumor kan opereres. I øvrigt kan han
komme hjem på en såkaldt ”åben indlæggelse” – det er positivt. Vi
venter nu på at blive indkaldt til en visitation på det andet hospital.
Den kommer en god uge efter, 12 dage efter første indlæggelse. En
særdeles fornuftig læge i ambulatoriet, som peger og fortæller ud fra
skanningsbillederne. Beskeden er, at det er efter al sandsynlighed er
en metastase af modermærkekræften, og det er alvorligt; men den er
afgrænset og ligger så den kan opereres, hvilket anbefales – den
anden mulighed er stereotaktisk strålebehandling, som ikke er så
radikal en behandling.
Ved dette besøg synes vi begge, at vi bliver godt orienteret, og er
fortrøstningsfulde, fordi vi også begge tror, at det er den pågældende
læge, der skal operere min mand, og han er selv meget optimistisk,
hans opfattelse er, at ”nu fjerner de det skrammel”, men også jeg, som
ikke hører helt det samme, føler, at vi bliver godt orienteret. Lægen
undrer sig dog over, at min mand ikke får Prednisolon. Men det har
man fra neurologisk afd. på sygehuset ikke givet ham. Det bliver også
pointeret, at dette er så alvorligt, at der ikke vil gå ikke lang tid, inden
han bliver kaldt ind til operation. Jeg spørger til det, for i den korte tid,
dette har stået på, er det gået så hurtigt ned-ad-bakke. Det føles som
en tikkende bombe i hovedet på min mand. Men den følelse deles
tilsyneladende ikke af hospitalssystemet. Én ting er medicineringen fra
neurologisk afd. – nu har de overgivet ansvaret til nogle helt andre, og
så er det ikke deres problem.
På meget kort tid bliver min mand dårligere. Han får nogle voldsomme
allergiske symptomer, det ligner nældefeber, hele hans krop er hævet
og rødplettet og det klør. Det ender med, at vi kontakter vagtlægen,
som sender videre til skadestuen, som vurderer, at det ikke betyder
noget særligt og skriver noget allergi medicin ud, der kan hentes om
mandagen. Det er en lørdag, min søster og svoger kommer på besøg
om søndagen, og min søster mener, at allergien kan være en reaktion
på den medicin, min mand får mod epileptiske anfald, og stærkt
ansporet af min søster overtales min mand så til at kontakte
neurologisk afd., hvor han har sin åbne indlæggelse, og efter en del
timers venten kommer et tilbagesvar om, at han skal dukke op på afd.
næste dag, for at man kan bedømme problemet.
4
Personlige erfaringer med kræft