Kontrol eller samarbejde? EU og indvandringen (pdf, 528 KB) - DIIS

EU’S DILEMMAER
terne grænser mellem EU-landene er kommet til at betyde mindre og mindre – hvad
enten det drejer sig om den fri bevægelighed af varer, penge eller mennesker – er der
nemlig opstået et behov for at sikre de ydre grænser. Allerede med Schengen-aftalen
(se boks A) fra 1985 lagde man grunden for et retligt samarbejde. Formålet var at harmonisere
behandling af asylansøgere, visumkrav og så videre. Logikken var, at åbne
indre grænser krævede lukkede ydre grænser og først og fremmest en fælles politik.
Siden fulgte Dublin-konventionen i 1997 (se boks B), der bl.a. skulle sikre, at asylansøgere,
der har søgt asyl i et EU-land, ikke kan søge i et andet EU-land bagefter –
det som kaldes ‘asylshopping’.
EN UNION – MANGE POLITIKKER
På trods af intentionerne om en fælles migrations- og asylpolitik i EU styres indvandringen
meget forskelligt i de enkelte EU-lande, blandt andet fordi landene i EU har meget
forskellige erfaringer med indvandring. Nogle lande, f.eks. Frankrig og Storbritannien,
har haft indvandring siden Anden Verdenskrig, mens lande som Italien og Spanien først
har oplevet massiv indvandring for ganske nylig. Lande som Danmark modtager primært
asylansøgere og familiesammenførte, mens andre lande, f.eks. Storbritannien,
aktivt støtter arbejdsmigration. Det betyder, at de enkelte EU-lande har meget forskellige
opgaver og problemer i relation til immigranter og asylsøgere – og derfor også tænker
i forskellige baner, når de skal komme med forslag til nye tiltag i EU-regi.
I lande som Danmark, Tyskland og Holland opfordrede man i 1960’erne og begyndelsen
af 1970’erne de såkaldte gæstearbejdere til at slå sig ned og tage de dårligst betalte
jobs i industrien. På den måde støttede disse ufaglærte migranter et økonomisk
opsving i Danmark. Med oliekrisen i begyndelsen af 1970’erne lukkede de fleste europæiske
lande imidlertid for indvandringen. Den eneste mulighed for ikke-europæiske
immigranter blev at søge ophold som asylansøger eller via familiesammenføring
med personer, der allerede havde lovligt ophold i et EU-land. Især i de skandinaviske
lande har resultatet af denne politik været, at der er opstået en gruppe af
lavtuddannede indvandrere og flygtninge. En gruppe, der har haft svært ved at komme
ind på arbejdsmarkedet, og som i stedet lever af overførselsindkomster. Ifølge en
rapport fra Integrationsministeriets tænketank (se boks C), der sammenligner integrationen
i seks vestlige lande, ligger Danmark på en klar sidsteplads med hensyn til antallet
af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet.
I Danmark bliver flygtninge og indvandrere derfor primært set som en byrde for samfundet
og ikke en ressource. Den nuværende regerings officielle politik er i forlængelse heraf
at få de indvandrere, der allerede er i landet, ind på arbejdsmarkedet, før nye lukkes ind.
BLAIRS BALANCEGANG
Storbritannien ligner på nogle områder de andre nordeuropæiske lande. Her er indvandringen
godt nok sket noget tidligere på grund af landets fortid som kolonimagt,
idet statsborgere i tidligere kolonier i Caribien og Sydasien i en årrække frit kunne rejse
til moderlandet. Og i modsætning til gæstearbejderne i Danmark og Tyskland var
der en del veluddannede – især indere og pakistanere – imellem. Men ligesom andre
nordeuropæiske lande lukkede Storbritannien for indvandring i begyndelsen af
1970’erne, og som i andre EU-lande har Tony Blairs regering gennemført en række
stramninger på asylområdet de senere år.
BOKS A:
SCHENGEN-SAMARBEJ-
DET
03
Schengen-aftalen er opkaldt
efter en lille by i Luxemburg,
hvor samarbejdet blev aftalt i
1985. Det har været en integreret
del af EU-samarbejdet
siden 1999. Danmark tiltrådte
Schengen-samarbejdet den
25. marts 2001, samme dag
som Sverige, Finland, Norge
og Island. De to sidstnævnte
lande var de første ikke EUlande,
der blev en del af samarbejdet.
Siden er også
Schweiz kommet til. Storbritannien
og Irland ønsker fortsat
at stå udenfor, mens de
10 nye medlemslande arbejder
på at opfylde betingelserne.
Schengen-samarbejdet
betyder, at der ikke længere
er personkontrol ved grænser
mellem Schengen-landene.
Alle kan således bevæge sig
frit inden for Schengen-området,
uanset om de er borgere
i EU eller ej. Det indebærer
også et politimæssigt samarbejde
med det formål at bekæmpegrænseoverskridende
kriminalitet og illegal indvandring.
Det sker bl.a. ved
hjælp af et særligt informationssystem,
som myndighederne
i Schengen-landene
kan trække på.
BOKS B:
DUBLIN-KONVENTIONEN
Dublin-konventionen trådte i
kraft i 1997 og blev i 2003
suppleret af Dublin II-forordningen.
Formålet med Dublinreglerne
er at sikre, at en asylansøgningssag
kun behandles
i ét EU-land. I praksis betyder
det, at myndighederne i
et EU-land henvender sig til
deres kolleger i et andet EUland,
hvis de har mistanke
om, at en asylansøger har
opholdt sig og søgt asyl i dette
land først. Politiet i de to
lande udveksler fingeraftryk
for at fastslå asylansøgerens
identitet, og hvis vedkommende
har opholdt sig i et
andet EU-land tidligere, bliver
de normalt sendt tilbage til
det pågældende land. På
grund af de danske EU-forbehold
lykkedes det først i
2004 Danmark at opnå en
såkaldt parallel-aftale om at
tiltræde Dublin-regelsættet.