Aluminiumsmelter og vandkraft i det centrale Vestgrønland
Aluminiumsmelter og vandkraft i det centrale Vestgrønland
Aluminiumsmelter og vandkraft i det centrale Vestgrønland
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
46<br />
2.3.2 Grønlandsk blisgås <strong>og</strong> canadagås<br />
Grønlandsk blisgås <strong>og</strong> canadagås er de to almindeligst forekommende<br />
gåsearter i <strong>Vestgrønland</strong>. De ankommer fra deres vinterkvarterer først i<br />
maj, <strong>og</strong> yngler i områ<strong>det</strong> i maj <strong>og</strong> juni. I juli fælder de deres svingfjer <strong>og</strong><br />
er således ikke i stand til at flyve i en periode på 3-4 uger. Omkring midten<br />
af september forlader de to arter Grønland <strong>og</strong> trækker mod syd til<br />
vinterkvartererne. Lysbuget knortegås (Branta bernicla hrota) kan forekomme<br />
i områ<strong>det</strong> under forårstrækket i midten af juni <strong>og</strong> under efterårstrækket<br />
i midten af september (Boertmann & Glahder 1999, Merne at al.<br />
1999). Denne population af lysbuget knortegås overvintrer i Irland <strong>og</strong><br />
trækker gennem Grønland på vej til <strong>og</strong> fra ynglepladserne i Arktisk Canada.<br />
Vores viden om knortegåsens rastepladser forår <strong>og</strong> efterår i <strong>Vestgrønland</strong><br />
inklusiv projektområ<strong>det</strong> er yderst begrænset <strong>og</strong> bør undersøges<br />
nærmere.<br />
Grønlandsk blisgås <strong>og</strong> canadagås vil i <strong>det</strong> følgende blive nøjere beskrevet.<br />
Arterne lever i dag i de samme områder af <strong>Vestgrønland</strong> <strong>og</strong> deres<br />
populationer har i de sidste årtier undergået meget store forandringer.<br />
Der er et vist overlap i deres habitatvalg, <strong>og</strong> der er tilsyneladende tale<br />
om at canadagåsen er den grønlandske blisgås overlegen, hvilket formentlig<br />
vil betyde en ændring af fordelingen <strong>og</strong> antallet af de to arter.<br />
Indtil 1970erne <strong>og</strong> 1980erne var den grønlandske blisgås enerådende i<br />
<strong>Vestgrønland</strong>, der er artens eneste yngleområde globalt (Salomonsen<br />
1967). Canadagåsen optrådte i den periode yderst sporadisk (Bennike<br />
1990). I løbet af 1990erne begyndte Canadagåsen at optræde mere <strong>og</strong> mere<br />
hyppigt, først som fældende, ikke-ynglende fugle i den nordlige del af<br />
<strong>Vestgrønland</strong>, siden <strong>og</strong>så som ynglefugle længere <strong>og</strong> længere mod syd<br />
(Fox et al. 1996, Malecki et al. 2000). Den grønlandske blisgås øgede sin<br />
population igennem 1980erne <strong>og</strong> 1990erne, men antallet af individer er<br />
siden gået kraftigt tilbage (Fox et al. 2006, Fox & Francis 2007). Derimod<br />
ser antallet af Canadagæs ud til stadig at øges i Grønland (Fox & Glahders<br />
egne undersøgelser 2005-07). Udviklingen af de to gåsepopulationer<br />
har således undergået store forandringer indenfor de sidste 2-3 årtier<br />
hvilket betyder, at den indsamlede viden i denne periode ikke er fuldt<br />
dækkende for populationernes udbredelse i <strong>Vestgrønland</strong> i dag.<br />
Grønlandsk blisgås<br />
Den grønlandske blisgås (Anser albifrons flavirostris) er en underart af<br />
blisgåsen A. a. albifrons Den yngler kun i Grønland <strong>og</strong> yngleudbredelsen<br />
er begrænset til <strong>Vestgrønland</strong> mellem Nuuk i syd <strong>og</strong> Upernavik i nord.<br />
Den grønlandske blisgås overvintrer i Skotland, Wales <strong>og</strong> Irland <strong>og</strong><br />
trækket til <strong>og</strong> fra vinterkvartererne går over indlandsisen <strong>og</strong> Island hvor<br />
gæssene raster i n<strong>og</strong>le uger både forår <strong>og</strong> efterår. Populationen var i<br />
1960erne <strong>og</strong> 70erne skønnet til omkring 15.000 individer, men øgedes i<br />
antal i 1980erne <strong>og</strong> 90erne pga. bl.a. omfattende jagtfredninger (Fox et al.<br />
1999). Bestanden kulminerede i 1999 med over 35.000 fugle, hvorefter bestanden<br />
er fal<strong>det</strong> stærkt til ca. 25.000 individer i 2006/07 (Fox et al. 2006,<br />
Fox & Francis 2007) (Figur 2.22).