anmeldelserne i Noter 185 - Emu

emu.dk

anmeldelserne i Noter 185 - Emu

nr. 185 maj 2010

tema:

brugen af mindesteder


Anmeldelser Noter 185

(Klik på titlen for at gå direkte til anmeldelsen)

Anders Bjørn, ”Jugoslaviens sammenbrud – Balkan-krigene 1991-2001”, Frydenlund 2010

Egon Nyrup Madsen, Knud Ryg Olsen & Ole Ravn, ”Dansk historie og litteratur”, Systime 2010

Flemming Larsen, ”Fascismens Italien”, Frydenlund 2010

Peder Madsen (red), ”Krisetider”, Systime 2010

Thomsen, Liv: Liv i Renæssancen. DR Multimedie 2009

Søren Vinterberg: Levende streger. Politikens tegnere og tegneserier i 125 år. Politiken 2009

Christopher Lloyd, ”Hvad i alverden skete der? Den komplette historie om planeten jorden, liv og

mennesker fra Big Bang til i dag”, Politiken 2009

Jørgen Vogelius: ”Erindringens fysiognomi. Danskhed, guldalder og historiekultur”. Roskilde

Universitetsforlag 2009

Erik Somer, ”Mexico i flammer set fra Danmark”, Forlaget Liora 2010

Maria Fabricius Hansen, ”Genbrugskirker i Rom: Når antik bliver til middelalder”, Aarhus Universitetsforlag

2010

Richard Dawkins: ”Darwins teori. Om evolution, videnskab og sandhed”. Thaning & Appel 2009

Adam Krzemiinski: Polen i det 20. århundrede. Et historisk essay. Ellekær 2009

Ulrich Mählert: ”DDR’s historie”, Ellekær 2009

Regin Schmidt, Rasmus Mariager & Morten Heiberg, ”PET. Historien om Politiets Efterretningstjeneste fra

den kolde krig til krigen mod terror”, Gyldendal 2009

Frank Allan Rasmussen, ”Holmen. Fra flåde til folk”, Gyldendal 2009

Dan H. Andersen, ”Tordenskjolds skygge”, L&R 2009

Andrea Bak: ”Else Marie Pade. En biografi”, Gyldendal 2009

Sarah von Essen: ”Danske mord. Englemagersken og alle de andre”, DR Multimedie 2009

Søren Hein Rasmussen: ”Den kolde krigs billeder”. Gyldendal 2009

Carsten Due-Nielsen, Rasmus Mariager & Regin Schmidt, ”Nye fronter i den kolde krig”, Gyldendal 2010

Wesley Adamczyk: ”Da Gud så til den anden side”. Forlaget Ellekær 2008

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


Rane Willerslev: ”På flugt i Sibirien. Zobeljagt, russisk mafia og 65 minusgrader”, Gyldendal 2009

Bernd Greiner, ”Krig uden fronter. USA i Vietnam”, People’s Press

Michael Dobbs:”Cubakrisen. Kennedy, Khrusjtjov og Castro på randen af atomkrig”. Informations Forlag

Jens Jessen: ”Besættelsen set med tyske øjne”. GT forlag 2010

Poul Bech: ”Søkrig i danske farvande 1939-42. Under anden verdenskrig”. Det Schønbergske Forlag. 2008

Poul Bech: ”Søkrig i danske farvande 1943-45. Under anden verdenskrig”. Det Schønbergske Forlag 2009

Helle Schøler Kjær: Danske vidner til Det armenske folkemord 1915. Forlaget Vandkunsten 2009

Clara Kramer, ”Claras krig – en piges dramatiske kamp for at overleve”, Gad 2010

Geoffrey Powell: “Soldat ved Arnhem. Britisk faldskærmssoldat i operation Market Garden 1944”. Diorama

2009

Colin D. Heaton og Anne-Marie Lewis: ”Nattens helte. Luftwaffe og RAFs kampe over Europa 1939-45”.

Schønberg 2009

Mario R. Diderichs: ”Heydrich – ondskabens ansigt”, Schønberg 2009

Tadeusz Borowski, ”Hos os i Auschwitz”, Vandkunsten 2009

Kathrine Læsøe Engberg, ”Modstandskvinder. Kvinder i den danske modstandsbevægelse fortæller”,

People’s Press

Fredrik Barth: ”Afghanistan og Taleban”. Hovedland 2010

Jens Winther, ”Dødskysset – den der kommer for sent bliver straffet af livet”, Sohn 2009

Bent Blüdnikow: Bombeterror i København. Trusler og terror 1968-1990. Gyldendal 2010

Tonny Brems Knudsen, Jørgen Dige Pedersen og Georg Sørensen (red.): ”Danmark og de fremmede. Om

mødet med den arabisk-muslimske verden”, Academica 2009

Nikolaj Ifversen & Jan Lindhardt, ”Ingen over Tinget – Intet under tæppet. Danske politiske taler fra Ørsted

og Hørup til Poul og Pia”, Forlaget Vandkunsten 2009

Peter Nedergaard, ”Politik i Europa. Konflikt, samarbejde og institutioner i de europæiske politiske

systemer”, Columbus 2010

Lars Olsen, ”Eliternes triumf. Da de uddannede klasser tog magten”, Sohn 2010

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


Hvorfor skal alt dette ske?

ANDERS BJØRN: ”Jugoslaviens sammenbrud – Balkan-krigene 1991-

2001”. Frydenlund 2010. 157 sider, illustreret, 169 kr. Tilhørende

ressourcerum på www.his2rie.dk

Det er den 15-årige gymnasieelev, Jelena Andric, der stiller ovenstående

spørgsmål i sin dagbog d. 28. maj 1992. Den dag blev 14 dræbt, da tre

granater eksploderede midt i en brødkø på 2-300 mennesker i det

belejrede Sarajevo. Det skete for snurrende tv-kameraer. Myrderierne

og strømmen af chokerende mediebilleder fortsatte frem til Daytonaftalen

i december 1995. Siden fulgte den serbiske offensiv i Kosovo og

NATOs luftkrig mod Serbien i 1999. Ufattelige menneskelige lidelser,

enorme flygtningestrømme og store materielle ødelæggelser i hjertet af

det Europa, der netop havde frigjort sig fra den kolde krigs spændetrøje.

Siden da har mediestilheden sænket sig over Balkan, og i 2010 skal man faktisk lede længe for at finde

artikler eller udsendelser, der sætter fokus på de ex-jugoslaviske samfund. For nutidens gymnasieelev er

1990ernes Balkan-krige fjern fortid.

Med Jugoslaviens sammenbrud – Balkan-krigene 1991 – 2001 har Anders Bjørn skabt grundlag for en

nuanceret og dybtgående historieundervisning, der kan bidrage til svar på det spørgsmål, Jelena stillede i

1992.

Anders Bjørn har valgt at tage udgangspunkt i Srebenica-massakren i juli 1995, der frem for andre

begivenheder er kommet til at fremstå som et ikon over borgerkrigens vanvid. Med dette afsæt

præsenteres læseren i bogens første kapitel for et samlet overblik over de komplicerede udviklingslinjer og

de fem krige, der rasede i tiåret fra 1991 – 2001. I den forbindelse analyseres den komplekse etniske

sammensætning i de jugoslaviske republikker og provinser ved konflikternes udbrud, og i en faktaboks

forklares det ”Narod”-begreb, der er helt afgørende for at forstå, hvorfor det kunne gå så galt.

De følgende to kapitler rummer en ret omfattende fremstilling af den historiske baggrund frem til 1945 og

af det socialistiske Jugoslaviens udvikling fra 1945 til 1991. Det er et par store mundfulde, som man nok

ikke uden videre kan bede elever gabe over. Men på den anden side er 1990ernes jugoslaviske borgerkrig

så gennemsyret af historiemyter, at man næppe kan forstå de voldsomme lidenskaber, der er sat i spil,

uden at tage de historiske briller på. Til gengæld kan historiefagligheden i høj grad udfolde sig med analyser

af de forskellige ”narods” brug og – vil mange nok sige – misbrug af historien. Her kan man få

anskueliggjort, hvor betydningsfuld – og livsfarlig – historiebevidsthed kan være. Desuden er der et stærkt

element af europæisk historie i de mange konflikter på Balkan. Det har i ikke ringe grad været

”civilisationernes sammenstød”, der udfoldede sig, godt garneret af nævenyttig stormagtskynisme.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


De fem krige, der definitivt opløste den jugoslaviske forbundsstat, får lov at udfolde sig i de følgende tre

kapitler med særlig vægt på at behandle den bosniske tragedie fra 1992-1995. Bogen afsluttes med

tematiske kapitler om folkedrab og krigsforbrydelser, mediernes betydning for krigens forløb og et særligt

kapitel om verdenssamfundets og Danmarks rolle under krigen, herunder Danmarks ny aktivistiske

udenrigspolitik og det danske samfunds reaktion på flygtningestrømmen. Endelig Afslutter Anders Bjørn

bogen med et kort signalement af udviklingen i de nye stater efter Dayton-aftalen i 1995.

Til forskel fra Den jugoslaviske krig, som Anders Bjørn sammen med Durdica Z. Sørensen udgav på forlaget

Amanda i 1996 er Jugoslaviens Sammenbrud udelukkende en historisk fremstilling, suppleret med tabeller,

kortmateriale, fotos og få udvalgte øjenvidneberetninger og kommentarer. Til gengæld finder man et

righoldigt ressourcerum med kilder på www.his2rie.dk . Det er en funktionel ”arbejdsdeling” med

indbygget fremtid. Digitale kilderessourcer er langt mere egnede til elevcentrerede, informationssøgende

arbejdsprocesser end de traditionelle kildesamlinger, og det er nemt at opdatere og udbygge IT-baserede

kilder. Som et nyttigt redskab rummer bogen en samlet fortegnelse over det digitale rums kildetekster.

Men desuden finder man på hjemmesiden en række links, forslag til undervisningsforløb og henvisninger til

skønlitteratur og film.

Jugoslaviens sammenbrud bærer tydeligt præg af Anders Bjørns mangeårige interesse for og engagement i

udviklingen i den jugoslaviske del af Balkan. Der er særdeles meget at hente i bogen både med hensyn til

viden og indsigt. Netop derfor kan man godt ærgre sig lidt over, at forlaget har valgt en så skrabet model,

når det gælder udstyr og typografisk kvalitet. Det rammer helt specielt kortmaterialet, der er langt bedre i

den gamle Amanda-bogs farvetryk. Den nye bog må klare sig med gråhvide nuancer, og det fremmer

bestemt ikke forståelsen af den etniske kompleksitet.

Jugoslaviens sammenbrud indbyder til mange indfaldsvinkler. Der vil næppe være timer til at

gennemarbejde bogen ”på langs”. Men den vil kunne yde et kvalificeret og bevidsthedsskabende bidrag til

væsentlige perspektiver på den moderne historie: nationalismens og fundamentalismens genkomst, brug

og misbrug af historie, folkedrab og etniske udrensninger, mediekrigen, forsøgene på at håndhæve en

international retsorden, stormagtsimperialisme, den reale socialismes sammenbrud. Og adskillige andre

vinkler.

Så kunne man jo også bruge bogen som grundlag for ekskursioner til f.eks. Sarajevo eller Banja Luka. Det er

ikke vanskeligere eller dyrere end at tage til Rom eller Firenze. Men det vil give elever og lærere en

oplevelse i særklasse.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Knud Holch Andersen


Nyt materiale til oversigtsforløbet i dansk og historie

EGON NYRUP MADSEN, KNUD RYG OLSEN & OLE RAVN: ”Dansk historie og litteratur. Fællesfagligt forløb

om familie, ægteskab og seksualitet”. Systime 2010. 144 sider, 160 kr.

En af kollegerne på den skole, hvor jeg har min daglige gang, holder meget af at harcelere over det, han

kalder feminiseringen af den danske gymnasieskole. Hermed mener han ikke blot at ca. 65 % af eleverne på

stx er piger, men også at de herskende værdier og normer i vores skolesystem i stigende grad er blevet

feminine. Og denne udvikling smitter af på det stof, som mange lærere vælger at undervise i især i de

humanistiske fag: her arbejdes hyppigt med emner, som appellerer direkte til pigernes interesser og

selvforståelse.

Dansk historie og litteratur er primært tænkt som bud på et undervisningsmateriale til det obligatoriske

fællesfaglige forløb i dansk og historie i 1g i stx. Bogen giver et overblik over hovedtrækkene i dansk historie

og litteraturhistorie fra 800 til 2010. Præsentationen af det historiske stof er delt op i fem afsnit: 1. 800-

1500; 2. 1500-1780; 3. 1780-1870; 4. 1870-1960; 5. 1960-2010. Til hvert afsnit er der nogle historiske

kildetekster og skønlitterære tekster, 31 i alt, som belyser tematikken familieliv, ægteskab og seksualitet ud

fra de to fags vinkler.

Som helhed holder bogen høj kvalitet, og det gælder både fremstillingsdelen og i tekstvalget. De historiske

afsnit indledes med solide udblik til verdenshistoriske forhold, der har haft betydning for den danske

udvikling, og de afsluttes med redegørelser for, hvorledes familie, ægteskab og seksualitet blev praktiseret

og opfattet i de pågældende perioder. Teksten er kompakt (punkt 10), men billedmaterialet er velvalgt og

supplerer teksten fint - især er der mange gode illustrationer til bogens tematiske dimension.

Temaet familie, ægteskab og seksualitet er i det hele taget på én gang bogens styrke og dens svaghed.

Grundbogsdelen skitserer udmærket udviklingen på disse områder fra vikingetiden til i dag - igen set fra

begge fags synsvinkel. Tekst- og billedvalget er fremragende; mange velvalgte tekster belyser både hvordan

fx valg af ægtefælle foregik i de skiftende perioder, og hvorledes dette gennem tiden er blevet tematiseret i

litteraturen. Her er virkelig tale om en solid og gennemtænkt tekstsamling, som er tilrettelagt for 1gnivaeu.

Problemet er, synes jeg, at man ikke kan anvende bogen uden at vælge at arbejde med dette tema. Bogens

fremstilling af danmarkshistorien og den danske litteraturhistorie er med forordets formulering en

kortfattet kronologisk oversigt, hvor både væsentlige årsagssammenhænge og centrale begivenheder enten

udelades eller omtales ekstremt kortfattet (fx Kanslergadeforliget). At bogen er tænkt som en sådan

helhed, er vel også årsagen til at temaet er skudt op i bogens undertitel.

Og det er her, at bogen kan bidrage til en yderligere feminisering af gymnasieskolen. Temaet er et oplagt

valg - men jo bestemt ikke det eneste mulige – hvis man vil arbejde på tværs af de to store dannelsesfag.

Men det er også et emne, som mildt sagt egner sig bedre til visse studieretninger end andre. Og da man

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


mange steder først begynder historieundervisningen i 2. semester, bliver familie, kærlighed og seksualitet

drengenes møde med faget i gymnasial sammenhæng. Det kan blive en kold afvaskning!

I det hele taget virker bogen mere skrevet til dannelsesgymnasiet end kompetencegymnasiet. I forordets

længste afsnit gør forfatterne meget ud af at bogen skal give ”eleverne et indblik i de to fags forskellige

arbejdsmetoder”: kildekritisk læsning samt litterær analyse og fortolkning. En helt oplagt ide for en bog, der

er beregnet til undervisning i 1g. Men bogen giver ikke eleverne – eller lærerne for den sags skyld – nogen

som helst redskaber i den retning. Der er ingen afsnit med korte introduktioner til kildekritik og litterær

analyse, ja, der er ikke engang arbejdsspørgsmål til de 31 tekster. Det betyder, at lærere og hold på egen

hånd skal i gang med små metodekurser sideløbende med oversigts- og temalæsningen. Det kan blive en

krævende øvelse!

Bogen inddeler det historiske forløb i fem hovedperioder. De to første følger nogenlunde inddelingen af

kernestoffet i fagbilaget til historie. Tredje periode indledes 1870, hvilket er rimeligt nok set fra en

danskfaglig betragtning: her har vi Det Moderne Gennembrud i dansk litteratur. Men at lade denne periode

gå helt frem til 1960 virker problematisk. I en oversigtspræget fremstilling som denne, er det nødvendigt at

beskære og vælge fra, men i dette afsnit er det komplicerede og begivenhedsmættede historiske og

litteraturhistoriske forløb komprimeret så kraftigt, at det er svært at følge for selv en læser, der er

uddannet i begge fag. Her tror jeg, mange elever står af.

Problemet er ikke så meget selve periodiseringen, den kan der sagtens argumenteres for. Men det er nok

velbegrundet, når fagbilaget i historie afsætter dobbelt så mange timer til perioden 1914-1989 som til hver

af de andre fire. Her burde forfatterne simpelthen have brugt mere plads til at udfolde stoffet ordentligt.

Og det gælder i begge fag.

På trods af disse forbehold vil jeg anbefale bogen. Den giver et udmærket overblik over og introduktion til

kernestof i de to fag. Den har mange spændende tekster, som der kan arbejdes fornuftigt og

perspektiverende med i 1g. Dansk historie og litteratur vil derfor kunne fungere som et udmærket bud på,

hvordan det fællesfaglige forløb i dansk og historie kan afvikles med udbytte.

Og drengene? – Ja, de skal jo alligevel vænne sig til, at de videregående uddannelser også domineres af

piger og feminine værdier.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Henrik Bonne Larsen


Fascismen i Italien

FLEMMING LARSEN: ”Fascismens Italien”, Frydenlund, 2010,

illustreret, 110 sider, 119 kr.

Rundt omkring i Rom og andre italienske byer er der mindesmærker

om fascismens æra i Italien (1922-1945). I flæng kan nævnes mange

bygninger i EUR, og de symbolske mosaikker i sort og hvid på Foro

Italico foran det olympiske stadion og inskriptioner med Mussolinis

navn på bygningerne omkring Augustus’ gravmæle. Det ville være

utænkeligt at se f.eks. en søjle med Hitlers navn i Berlin, men

Mussolinis navn kan den dag i dag tydeligt ses på obelisken ved det

olympiske stadion. Italien har aldrig helt fået gjort op med (arven

fra) fascismen.

Efterhånden er emnet taget op i flere bøger på dansk: en øjenåbner

for undertegnede var Steen Bo Frandsen: ”Det tredje Rom” (1991), fulgt op af ”Syd for Rom” i 2006, og

emnet belyses også kort i f.eks. Johnny Thiedecke: ”Alle tiders Rom” (2009), ligesom emnet er behandlet og

analyseret grundigt i Carsten Juhl: ”Italiens historie fra enhedsstatens oprindelse til det historiske

kompromis” (1979). Ingen af de nævnte bøger er – overraskende nok i en dansk lærebog – med i Flemming

Larsens litteraturliste, der dog har den vægtige T. Borring Olesen & N. A. Sørensen: ”Fascismen i Italien –

Brud og kontinuitet i Italiens historie efter 1860” fra Aarhus Universitetsforlag (1986) med.

Flemming Larsen, pensioneret underviser i samfundsfag på erhvervsskolerne, giver i sin lille bog inddelt i 10

kapitler en oversigt over fascismens historie. Hovedvægten er selvsagt lagt på perioden fra ca. 1920 til

1945, men der er to meget korte kapitler om Italien som ’et land med to ansigter’ og ’Italien før fascismen’,

der naturligvis er nødvendigt for bare at få en lille forståelse af fascismen og dens fremkomst i Italien.

Skitsen af Italiens historie fra oldtid til 1848 er så kort, at den ikke er særlig anvendelig, men afsnittet om

Italiens samling og 1. verdenskrig og arbejderurolighederne i ’det røde toår’1919-1920 er bedre og meget

relevante. Desuden er der to meget interessante kapitler, det ene om fascismen efter 1945, der på det

seneste har fået fornyet aktualitet, da der er direkte samarbejde mellem Alleanza Nazionale (AN – indtil

1995 MSI (Movimento Sociale Italiano – stiftet af G. Almirante allerede i 1946)), under ledelse af G. Fini, og

regeringslederen, Berlusconi. Det andet handler om ’debatten om fascismen’, der er historiografisk og

mentalitetshistorisk interessant.

De vigtigste kapitler er kap 3-7. Kap 3 ’Fascismens fødsel og magtovertagelse’ beskriver foruden partiets

fødsel og Mussolinis baggrund vejen til magten, herunder de voldelige angreb på socialister og andre

modstandere og marchen mod Rom. I kap 4 ’Fascismen som diktatur’ belyses mange aspekter under

fascismen, f.eks. korporatisme, forholdet til kirken, kvindernes stilling og antifascistiske grupper, mens ’det

tredje Rom – kampen for et nyt romerrige’ er temaet i kap 5, hvor fascisternes udenrigspolitik og kampen

for ligesom i oldtiden at gøre ”mare nostrum” (vores hav), Middelhavet, til et italiensk indhav, belyses.

Felttoget mod Abessinien (Etiopien) i 1935-1936 får som ventet en stor dækning.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


I kap 6 ’Italien i krig – igen!’ behandles den italienske deltagelse i den spanske borgerkrig og 2. verdenskrig

indtil 1943. Her får Flemming Larsen på udmærket vis gjort rede for, at Mussolini var meget tøvende med

at gå ind i 2. verdenskrig. I det efter min mening bedste kapitel 7, der bærer titlen ’Sammenbrud’,

behandles meget detaljeret, hvordan fronterne blev opdelt og befolkningen spredt i de sidste hektiske

krigsår. Her gives gode svar på emner som Mussolinis Salò-republik og de forskellige modstandsbevægelser.

Det ellers gode kapitel skæmmes af, at de sidste 3-4 sider kun er en fyldig opremsning af begivenhederne

fra marts til juni 1945.

I kapitel 8 belyses ’fascismens væsen’, hvor begrebet søges defineret, hvilket burde være gjort allerede i

bogens begyndelse, og der gives forskellige fortolkninger af og forklaringer på fænomenet. Interessant er

her inddragelsen af psykologiske forklaringer med udgangspunkt i P. B. Bollone: La psicologia di Mussolini

(2007), der ser diktatoren som narcissist. Måske kunne Maria Antonietta Macciocchi: Mussolinis kvinder

(1978) være inddraget til at belyse fascismens kvindeforagt samtidig med mange kvinders åbenlyse

Mussolini-beundring. Lidt overflødigt sammenlignes fascismen med liberalisme, socialisme og

konservatisme (og nazisme, forstås), men det er vist gjort bedre i egentlige samfundsfaglige bøger om

ideologi.

Bogen afsluttes med en kronologisk oversigt på 6 sider, og her mener jeg, de sidste sider af kap 7 med

fordel kunne være anbragt. Desuden er der 5½ side biografier, hvor de vigtigste personer nævnt i teksten

får en kort beskrivelse. Her kan man således finde mini-biografier af de gamle fascister, Granini, De Bono og

Balbo, men også historikeren, De Felice, filosofferne, Gramsci og Croce samt de fra det aktuelle italienske

politiske landkort meget omtalte: Fini, Berlusconi og Mussolinis barnebarn, Alessandra. Litteraturlisten

mangler som nævnt nogle vigtige værker på dansk, men har til gengæld foruden 6 på dansk 11 på italiensk,

heriblandt det glimrende opslagsværk Storia illustrata del Fascismo (2000), hvorfra mange af bogens

billeder er hentet, og 1 på engelsk. Der savnes en af klassikerne: Angelo Tasca: Naissance du Fascisme, der

blev udgivet i eksil i Frankrig (og findes i både engelske og tyske oversættelser) i 1938. Bogen giver et helt

fantastisk samtidigt billede af fascismen, og det er herfra de fleste forfattere har sakset en beskrivelse af

fascisternes straffeekspeditioner omkring 1920, hvor en aktionsgruppe på en lastbil om aftenen hentede

socialistiske borgmestre eller fagforeningsledere, kørte dem ud på et øde sted, torterede og i nogle tilfælde

dræbte dem.

Bogen giver en god beskrivelse af emnet, og der er ingen tvivl om, at vi er i hænderne på en forfatter, der

kender emnet godt, og har stor indsigt ikke mindst fra italiensk sprogede værker. Baggrundsafsnittene er

lidt tynde, men der kan henvises til føromtalte værker af C. Juhl eller T. Borring Olesen & N. A. Sørensen.

Fascismen før krigen kunne efter min mening godt have tålt en egentlig analyse og en skarpere tidsmæssig

opdeling, ligesom jeg som sagt mener, at fascismens væsen og definition burde have været bragt tidligere.

Afsnittene om krigen er bogens bedste. Fosse Ardeatine–massakren er omtalt. Ude ved Via Appia blev 335

italienere dræbt ved nakkeskud i marts 1944, 10 for hver tysk soldat, som modstandsbevægelsen havde

ombragt. Herefter sprængte tyskerne området i luften, men efter krigen er resterne af ligene blevet gravet

frem, og hver person er anbragt i en sandstensgrav med et kors eller jødestjerne på. Mange Romfarere, der

besøger katakomberne, ved ikke, at dette dystre mindesmærke ligger få hundrede meter derfra. Det burde

være et must at besøge på enhver studietur til den evige stad.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


Der er absolut meget udmærket stof at hente i afsnittene om efterkrigstiden. Her savnes dog en diskussion

af, hvorfor det officielle Italien har ladet føromtalte fascistiske monumenter blive stående i Rom.

Af faktuelle fejl har jeg kun fundet få: f.eks. er det en tilsnigelse at omtale det fascistiske Italien som det

tredje Rom. Betegnelsen dækker hele perioden fra Risorgimento til 1945. Den græske diktator i 1930’erne

hedder Metaxas og ikke Metexas (s 80), ligesom Indiens store mand, der besøgte Italien i 1933, hedder

Gandhi og ikke Ghandi (s 46). De forholdsvis mange gentagelser og krydshenvisninger kan distrahere

læsningen undervejs.

Emnet er uhyggeligt, spændende og uhyre aktuelt, og bogen opfylder helt sikkert et behov i

gymnasieskolen, og emnet er velegnet som AT-forløb med f.eks. samfundsfag, dansk og italiensk, gerne

som emne for en studietur til Italien, f.eks. Rom. I historieundervisningen kan den enkelte lærer inddrage

nogle af de mange kilder (32 i alt), der kan hentes på internettet www.his2rie.dk.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Kai Verner Nielsen


Genbrug

PETER MADSEN (red.): “Krisetider”, Systime 2010, 144 sider, 100 kr. eks. moms.

Systime har netop fabrikeret denne lille bog om økonomi ved at klippe og klistre. Den består af i alt 13

artikler, hvoraf de 8 er hentet fra andre af forlagets udgivelser, mens 5 er nyskrevne. Hertil kommer et

varieret billedmateriale og et par aktuelle artikler (det var de i hvert tilfælde for et år siden) og 2 sange fra

USA i 1931. Med andre ord: sådan et materiale, som vi alle har fremstillet med saks, lim og

fotokopimaskine.

Bogens sigte har ifølge forordet især været “at levere et materiale til belysning af en aktuel global

krisesituation”, og udgiverne forestiller sig, at det kan anvendes både i flerfaglige forløb (som AT),

enkeltfaglige (det må være samfundsfag) og ved rapportskrivning.

Blandt bidragyderne genkender jeg Torben M. Andersen som professor i økonomi og et par af de andre

som gymnasielærere; men det gør eleverne ikke! Gode vaner i forbindelse med materialeudnyttelse - hvad

enten materialet findes på internettet eller i en bog - indebærer, at man undersøger, hvem der er

ophavsmanden. Det kan ikke lade sig gøre her, for der en ingen præsentation af forfatterne. Det synes jeg

ikke er tilfredsstillende.

4 artikler stammer fra Kureer og Lundgren: “International Økonomi A”. Den ene gennemgår de økonomiske

skoler fra merkantilismen til monetarismen, 2 beskæftiger sig med globaliseringen af økonomien og den

sidste med verdensøkonomien siden 1960’erne. De befinder sig overvejende på et lavt taxonomisk niveau -

jeg ville ikke have haft svært ved at bruge dem med de elever, der i gamle dage havde samfundskundskab i

historieundervisningen. Nu er de åbenbart beregnet på elever med samfundsfag på A-niveau.

Henrik Kureer er også forfatter til 2 af de nyskrevne artikler: “Keynes is back”, der udsender et klart

budskab uden nogen diskussion, nemlig at det er globaliseringen, spec. af finansmarkedet, der er skyld i

den nuværende krise, og at de økonomer, der troede på markedets evne til selvregulering ganske simpelt

har taget fejl. Kureer har også leveret en ikke særligt dybtgående redegørelse for Irlands økonomiske

udvikling efter 1990 (“Irland - højt at flyve, dybt at falde”).

Niveauet i de 3 tekster af Torben M. Andersen er højere. 2 af dem er kap. 22 og 24 fra hans bog

“Samfundsøkonomi”, som Systime udgav i 2006. Heri leverer han en glimrende gennemgang af de

økonomiske politikker, der er til rådighed, og den måde, de har været brugt på i Danmark i de sidste årtier.

Også hans nyskrevne tekst “Global finanskrise” vil jeg fremhæve som både god, pædagogisk og ædruelig.

Han går grundigt til værks og sørger samtidig for, at læseren kan følge med. Leif Christoffersens artikel “De

finansielle markeder” befinder sig ligeledes på et højt fagligt niveau. Måske lovlig højt. Også den er

nyskrevet til denne bog.

Hvad er der så i bogen for historiefaget, som jo ikke længere omfatter undervisning i samfundskundskab?

En (nyskrevet) artikel af bogens redaktør, Peter Madsen, “The Long Depression”. Nej, det er ikke

verdenskrisen i 1930’erne, men perioden 1873-96. Vi hører om krak i Wien og Tyskland, om krise i USA og

konjunkturskifte i Danmark, og jeg spørger mig selv, hvad vi egentlig skal med de oplysninger for de sættes

kun perifert i forbindelse med hinanden og slet ikke med resten af bogen.

1930’ernes krise dækkes med både en international og en dansk vinkel af 2 andre artikler, der begge er

hentet af andre bøger udgivet af Systime i 2008. Det drejer sig om “Konjunkturer og kriser 1919-1939” (fra

Syskind og Söderberg. “Det 20. århundredes verdenshistorie”) og “1930’ernes krise i Danmark” (fra Peter

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


Frederiksen m. fl: “Grundbog til Danmarkshistorien”). De er begge velskrevne, men det kan jo være, at

historielæreren arbejder med andre grundbøger, der ligeså godt kunne bruges.

Det må være på sin plads at overveje værdien af en udgivelse som denne. Emnet er bestemt velvalgt, men

formen adskiller sig jo ikke fra, hvad vi hver især selv kunne have fremstillet med saks osv. uden at forsynde

os mod COPY-DAN aftalerne. Det sparer selvfølgelig tid for den enkelte lærer, men så bliver spørgsmålet,

om skolen har råd til at indkøbe klassesæt af en bog, der som alle andre højaktuelle hastigt forældes.

Bogens nytteværdi for historiefaget berettiger næppe nogen større satsning.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Gerda Kjær


Renæssancen

LIV THOMSEN: ”Liv i Renæssancen”, DR Multimedie 2009, 95

sider, 349 kr.

Bogen ligner en forlængelse – eller måske manuskriptet? – til

en udsendelsesrække på DR om Renæssancen. Og lad et

være sagt med det samme: emnet er rigtig godt formidlet.

Bogen er bygget op omkring 6 personcentrerede kapitler,

der meget vel kunne have været 6 TV udsendelser (jeg har

ikke selv set udsendelserne): Tycho Brahe, Christian 4., Jens

Munk, Maren Splids, Leonora Christina og Thomas Kingo.

Hovedpersonerne i de 6 kapitler er dog kun brugt som

omdrejningspunkter for at fortælle om rigtig mange aspekter

af emnet. Og det er gjort rigtig godt: emnet er utroligt godt

og engageret formidlet med stor indsigt og interesse for emnet. Sammen med fortællingen om

enkeltpersonerne formidles stor viden om tiden og tidsånden.

Det særlige ved bogen er at den er udstyret med et antal indstik. Små dokumenter, billeder og meget andet

der kan tages ud af små lommer rundt omkring i bogen. På denne måde følger den i kølvandet på bøger af

samme type om Den kolde krig og 2. verdenskrig. I de 2 sidstnævnte var indstikkene lavet sådan, at de

lignede original dokumenter til forveksling. Dette synes jeg ikke er lykkedes i denne bog – farver og emner

egner sig ikke nær så godt til at tjene dette formål. Men hvis man tænker bogen til elever er jeg sikker på at

de ville være en appetitvækker og de ville synes at det er spændende at åbne dem for at se hvad der

gemmer sig når dokumenter mv. foldes ud.

Layout’et af bogen er ligeledes meget indbydende og ville nok kunne få elever til at læse om emnet. Der er

utroligt mange billeder og andre illustrationer som gør bogen læsevenlig. Desværre kunne man godt have

tænkt sig at der også var angivelse af titler og ophav i tilknytning til illustrationerne.

Ind imellem brødteksten er bogen krydret med mange små citater fra forskellige og relevante steder. Det

bliver dog ved de små kildeuddrag – men bogen er jo heller ikke tænkt som en undervisningsbog.

Alt i alt må man sige at bogen sagtens kunne tænkes at bringe eleverne til at sætte sig ind i renæssancen.

Bogen kan derfor varmt anbefales til skolens bibliotek.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


”Stregen” i Politiken

SØREN VINTERBERG: ”Levende streger. Politikens tegnere og

tegneserier i 125 år”, Politiken 2009, 264 sider, 300 kr.

Søren Vinterberg, der er mag. art. i dansk og journalist, kom til Politiken i

1990. Her har han fungeret som litteraturredaktør og redaktør af

sektionen Kulturliv. I nærværende publikation fejres det, at Politiken i

125 år har betjent sig af et væld af tegnere til at illustrere artikler om

kunst, sport, natur, personer, politik og politikere. Søren Vinterberg

præsenterer i en veloplagt tekst mange forskellige temaer i navnlig

karikaturtegningen. Han gennemgår Politikens mange fremragende tegnere lige fra de første generationer

til de tegnere, der i dag ”tegner” Politiken. Han beskæftiger sig med den teknik og teknologi, tegnerne

benyttede og benytter sig af. Han giver meget udførlige skildringer af nogle af de største tegnere, og Arne

Ungermann er vel Vinterbergs foretrukne, selv om han ikke forklejner hverken Bo Bojesen eller Roald Als.

Vinterberg skriver: ”Satiretegningen forekommer – Allah være lovet! - i al verdens dagblade. ” (side 8) - og

fristes man til at skrive anno 2010 – nu også i Norge! Vinterberg kommenterer ellers ikke med et ord de

forkætrede Mohammad-tegninger, men der var jo heller ikke nogen af Politikens tegnere, der tegnede

profeten til den famøse side i Jylland Posten 30. sept. 2005. Uden at jeg kan vide det, har jeg en

fornemmelse af, at det må have været en konkurrenceklausul, der forhindrede Politikens tegnere i at

deltage i den kontroversielle konkurrence. Da denne anmelder holder meget af politisk karikatur og satire,

ville jeg, alt andet lige, gerne have set Mette Dreyers, Anne Marie Steen Petersens, Poul Holcks, Per

Marquard Otzens’s eller Roald Als’s udgave af profeten.

Vinterberg viser i mange eksempler, at en tegning hurtigt kan udtrykke lige så meget som 1000 ord, og han

mener, med rette, at Politiken har formået at tiltrække de allerstørste tegnere. Og uden at forklejne de

mange andre gode tegnere, der ikke lige tegnede for og i Politiken, mener jeg også, at denne påstand

holder. Men Politiken er og bliver selvfed, og når Vinterberg gennemgår teatertegningen og kredser om

den navnkundige og udødelige Hans Bendix og dennes arvtagere, synes jeg han glemmer at nævne

formanden for Dansk Bladtegnerforbund, Claus Seidel, der med sine teatertegninger i B.T. nok er en af de

bedste på dette felt i dag. Seidels teatertegninger har samme sikre lethed, som Hans Bendix tegninger, der

dannede skole indenfor dette speciale.

Og nu hvor talen er på den selvfede Politiken, skriver Vinterberg, der undervejs ironiserer over sin egen

arbejdsplads, ”organet for den højeste oplysning”, at omtalte Hans Bendix, der var en af dansk

karikaturtegnings store, skulle have kommenteret dette, idet han sagde: ”Man siger nok, at vi her på

Politiken er selvglade; men det intet imod, hvordan andre ville være i vores situation”! (side 54) Dette

skulle i øvrigt være et omskrevet citat fra den socialdemokratiske åndsaristokrat K.K. Steincke, der må have

udtalt sig sådan om socialdemokraterne i 1930’erne.

Men set fra historikerens synspunkt er kapitlet: Dagens galskab – og verdensgang, (side 180-201) det mest

spændende. Vinterberg skriver: ” ... så kan den rammende satiretegning også flytte – eller måske snare

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


fastholde – flere stemmer på valgdagen end de politiske kommentatorers tusindvis af ord.” (side 184)

Vinterberg giver mange eksempler på, hvordan politikerne har det med karikaturtegningen. Og den gode

politiske karikatur er ambivalent og paradoksal. Dårlig omtale er, i hvert fald i politik, som bekendt bedre

end ingen omtale. Og det er velkendt, som Vinterberg også skriver, hvordan den socialdemokratiske

politiker Viggo Kampman i 1950’erne beklagede sig over, hvordan Bo Bojesens latterliggørelse af partiet

Venstre i den berømte ”Venstrevikingernes Saga” gav Venstre uforholdsmæssig stor popularitet hos

vælgerne. Det er også tankevækkende, at Anders Fog Rasmussen syntes, at Roald Als var kult, og at samme

AFR tilsyneladende ikke har lidt under Roald Als konsekvente portrættering af ham som en stenaldermand,

der ville gøre det af med socialstaten med sin kølle. I øvrigt citerer Vinterberg Anders Fogh Rasmussen for

som ung politiker at skulle have glædet sig over, at han (AFR) ikke havde særlige karakteristika, som

karikaturtegnere kunne hæfte sig ved. Gad vide hvordan hans skægvækst var, da han var yngre!

Og karikatur af politikere er spændende, da tendensen er så tydelig på mange tegninger, idet de klart

afslører, om tegnere har sympati for politikeren eller ej. Når fx Mette Dreyer tegner Karen Jespersen (side

197) er det let at se, at hun ikke har meget til overs for denne dansk politiks ultimative vendekåbe. Roald

Als er også let at læse, og det er og bliver elementært morsom altid at se Pia Kjærsgaard tegnet i

muddergrøften. (her side 201)

Karikaturtegnere hæfter sig ved særlige kendetegn. Men de havde deres problemer den pæne og lidt

anonyme Poul Nyrup Rasmussen, indtil denne i forbindelse med en cykeldemonstration i mod de franske

atomprøvespringninger i Stillehavet klogt og politisk korrekt iførte sig cykelhjem, for at foregå befolkningen

med et godt eksempel. Nu er der ingen, der ser rigtig klog ud med en cykelhjelm, og den, Nyrup havde

valgt, var for lille til hans store hoved, så derfor så han i særlig grad fuldstændig tåbelig ud. Derefter

afbildede Roald Als og andre tegnere konsekvent Nyrup med cykelhjelm, og det i en sådan grad, at Roald

Als, da Nyrup gik som formand for Socialdemokratiet, ikke behøvede at tegne andet end en stumtjener,

hvorpå der hang den omtalte cykelhjelm. Et andet og tilsvarende eksempel, som Vinterberg kunne have

nævnt, var da EU-levebrødspolitikeren John Iversen blev taget på fersk gerning i at hæve diæt for et møde,

som han ikke deltog i. Roald Als tegnede herefter konsekvent Iversen, som en der havde

kleptomanpølserne langt med i klejnekrukken. Det dannede skole, så alle landets tegnede konsekvent

karikerede Iversen med fingrene nede i klejnekrukke eller i dåsen med ”Kjeldsen Cookies”.”

Til slut gennemgår Vinterberg mange af de tegneserier, der har været i Politiken fra tegneserien blev

voksen i slutningen af 1950’erne. Indtil da blev tegneserien af datidens bedste smagsdommere oplevet som

ikke alene underlødig, men undergravende og farlig. I et væk gennemgår han nogle af de tegneserier, der i

år og årtier blev bragt i avisen dag efter dag. Lad os bare nævne nogle få: ”Hanne Hansen”, ”Radiserne”,

”Poeten og Lillemor”, ”Livets gang i Lidenlund”, ”Cafe” og ”Homo Metropolis”, ”Wulffmorgenthaler”, og

”Strid”.

Publikationen er flot illustreret, men Forlaget Politiken har vel også nogle fornuftige rettigheder til sine

tegneres produkter. Bogen kan varmt anbefales til aficionados ud i karikatur og satiretegning. Måske kan

lærere i billedkunst have glæde af at læse om de enkelte kunstnere teknik og steg m.m., men bogen er og

bliver forbeholdt Politiken-fans og karikatur-aficionados. Thorkil Smitt

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


Populærvidenskabeligt storværk

CHRISTOPHER LLOYD: ”Hvad i alverden skete der? Den komplette historie

om planeten Jorden, liv og mennesker fra Big Bang til i dag”. Oversat fra

engelsk af Heidi Laura. Politikens Forlag 2009. 416 sider, 250 kr.

(vejledende pris)

Som man kan se af titel og undertitel er det en bog med et meget

omfattende emne. Den falder i 4 store dele. Første del hedder Moder

Natur og handler om tiden fra for 13,7 til 7 milliarder år siden, altså

universets, solsystemets og jordens skabelse. Anden del hedder Homo

sapiens og handler om tiden fra de første mennesker til landbrugets

opståen. Tredje del, Menneskene slår sig ned, omhandler tiden fra 5000

f.v.t. til 570 e.v.t. Endelig fjerdel del, Globalisering, hvor forfatteren skriver om tiden fra 570 til i dag. Første

og anden del er ikke så lange, så den historiske del fylder de sidste næsten 300 sider.

Der er gjort meget for at gøre bogen indbydende og let tilgængelig. Der er mange illustrationer, både

tegninger, kort og gengivelse af billeder. Derimod er der ingen statistikker eller grafer. Stoffet er inddelt i

korte, læsevenlige kapitler, typisk på 5 til 8 sider, enkelte lidt længere. Til gengæld er der ingen

underrubrikker i disse afsnit, og det kan man godt savne, for forfatteren springer tit fra emne til emne. - Der

er en del noter, som er samlet bagest i bogen, hvor der også er forslag til videre læsning samt et register.

Endelig må det nævnes at bogens sider er forsynet med en farvet kant længst væk fra bogens ryg. I denne

kant står der bogen igennem et klokkeslæt, således at big bang er kl. 0.00.00, mens nutiden er kl. 24.00.00.

Historikeren har ikke meget udbytte af dette, for mennesket træder først ind på scenen kl. 23.59.21, og det

betyder at i bogens sidste tre fjerdedele (tiden fra indførelsen af landbrug til i dag)er klokken hele tiden

23.59.59.

Bogen afsluttes med noget som forfatteren kalder tidstabeller. Det dækker over nogle lister over emner

som: De 10 vigtigste naturbegivenheder, som formede jorden. Eller: De 10 vigtigste mennesker, som

forandrede historien. Denne liste begynder med Hammurabi og slutter med Hitler. Der er i alt 8 sådanne

lister.

Så vidt jeg kan se holder bogen sig overalt på et beskrivende og refererende niveau. Mange steder gør

forfatteren opmærksom på at der er tale om teorier, f.eks. angående evolutionen, men så vidt jeg kan se

kommer forfatteren ingen steder op på et analyserende eller vurderende niveau. I det hele taget er værket

skrevet i en meget populær stil. Nogle steder, især i de naturvidenskabelige afsnit, kommer jeg til at tænke

på populære blade som Illustreret Videnskab. Han bruger mange billeder, f.eks. sammenlignes de

tektoniske plader med radiobiler. Og han fortæller små historier om de videnskabsmænd som finder de

vigtigste fossiler eller gør de vigtige opdagelser.

Som bekendt er der i de senere år skrevet nogle kortfattede verdenshistorier til brug for oversigtslæsning.

Ligner denne bog så de danske forsøg i genren? Både ja og nej. Visse steder kan man godt føle sig hensat til

en almindelig historiebog. Men der er nogle afgørende forskelle.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


For det første: den naturhistoriske tankegang, som naturligt nok præger bogens to første hovedafsnit, føres

i høj grad videre i resten af bogen. Der gøres meget ud af de konsekvenser for dyre- og planteliv som

menneskenes aktivitet medfører. Som eksempler kan nævnes skovhugst til forskellige formål,

konsekvenserne af plantagedrift og importen af fremmede dyr til Amerika og Australien.

For det andet: ofte gøres der meget ud af tankegangen, mens der ikke fortælles meget om de konkrete

begivenheder. Vi får beskrevet hovedpunkterne i Muhammeds lære og indholdet af islams fem søjler.

Derefter beskrives den muslimske ekspansion superkort. Vi får også refereret den racistiske tankegang i

Sydstaterne før den amerikanske borgerkrig, men selve krigen gøres der ikke noget ud af. Tilsvarende med

Hitlers racelære og anden verdenskrig.

For det tredje er bogen ikke så Europa-centreret som de fleste verdenshistorier. F.eks. lægges der vægt på

at Kina har leveret afgørende bidrag til civilisationernes udvikling.

Bogen er altså en blanding af naturhistorie, idehistorie og traditionel historie. Ifølge forordet er det

forfatterens ambition at overvinde den atomisering af vores viden som er et problem i dag. Læseren skal

have et redskab til at samle de spredte stumper af viden som han eller hun har inde i hovedet. Man kan

sige at dette er lykkedes. Der lægges stor vægt på sammenhæng og lange linjer.

Bogen er meget aktuel ved at forfatteren har blik for de miljømæssige konsekvenser af menneskenes

handlinger. Den udfylder et tomrum ved at være flerfaglig, hvilket jo kræves flere steder i

ungdomsuddannelserne. I mange sammenhænge vil der kunne hentes synspunkter fra denne bog.

Selvfølgelig er der mange emner, som slet ikke omtales eller kun omtales meget kort. Der står f.eks. kun 10

linjer om Israel/Palæstina-konflikten. Afsnittet om tiden efter 1945 er i det hele taget meget essay-agtigt,

og det samme gælder flere andre afsnit i værket. Men de emner, som så bliver uddybet, bliver ofte

beskrevet på en sådan måde at man let ser parallellerne til nutidige problemer i fortidens begivenheder.

Bogen hører absolut hjemme på skolens bibliotek.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Jørgen Krøigård


Guldalderen revisited

JØRGEN VOGELIUS: ”Erindringens fysiognomi – Danskhed, Guldalder og Historiekultur”, Roskilde Universitet

– Institut for kultur og identitet 2010, 320 sider, 280 kr.

Over de sidste 20 år har forskningen i og omkring den nationale identitet fyldt en del i historiefaget.

Balkankrige, indvandring, europæisk integration og globalisering har accentueret problematikker og gjort

identiteten til en aktiv del af værdipolitikken og således også til en fast del af kanonen for historiefaget i

gymnasiet. Mange historielærere har sikkert oplevet, at disse forløb kan være særdeles nærværende for

eleverne, da de kommer til at arbejde med udviklingen af deres egen identitet, og i denne forbindelse får

de et fint indtryk af, hvordan historieformidlingen gennem de sidste 250 år har haft et tydeligt formål, og at

historisk bevidsthed er noget, der hele tiden er under udvikling.

Ganske meget af forskningen knytter sig til første halvdel af 1800-tallet, og det er da også tilfældet med

lektor ved Institut for kultur og identitet på RUC Jørgen Vogelius’ nye udgivelse. Han har i denne bog sat sig

for at undersøge samspillet mellem historiekultur, historiebrug og historisk bevidsthed i guldalderen og se

på, hvordan historiekultur, som den optræder i skønlitteraturen, medier og institutioner, er med til at skabe

historieteoretisk erkendelse. Det er således blevet et tværfagligt studie af samtidens litterære diskurs med

henblik på at finde ud af, hvordan begrebet om historie ændrer sig, når nye fortælleformer træder til.

Vogelius beskriver, hvordan den danske guldalderkonstruktion bruges til at fastholde forestillingen om et

fællesskab gennem en ”kultisk erindringsdyrkelse”. Han beskriver guldalderkonstruktionen som

fremadrettet, og viser, hvordan datidens optimistiske forestillinger om menneskets muligheder bliver

anvendt som bølgebryder i nutidige aktørers forsøg på at skabe bestemte fremtidsforestillinger.

Bogen består af elleve kapitler, der sagtens kan læses hver for sig, da de hver især knytter sig til forskellige

dele af guldalderen. Vægten ligger på, hvordan danskhedsfølelse, historiekultur og politik hang (hænger?)

uløseligt sammen, og ud over en række kapitler med historieteoretiske overvejelser omkring erindring og

historiesyn er vægten lagt på Grundtvig, B.S. Ingemann og Christian Molbechs historieopfattelse i perioden.

Specielt fungerer konflikten mellem Grundtvig og Molbechs historiesyn godt. Grundtvig tænkte den

historiske interesse sammen med det poetiske og det religiøse i mennesket, og derved blev historien til en

religiøs åbenbaring. Det var altså gennem historien, at Gud viste sin idé med verdenen, og et studie af

historien kunne således give en guddommelig indsigt, som ikke kunne opnås andre steder. Historien hos

Grundtvig er således den moralske fortælling. Denne tilgang faldt historikeren og grundlæggeren af

Historisk Tidsskrift Christian Molbech for brystet. Molbech accepterede ikke historien som lukket

forsynstænkning, og hans deraf følgende strid med Grundtvig er et skønt eksempel på, at uenighed om

historieteoretiske positioner kan koste gamle venskaber. Molbech holdt fast på en objektiv historisk

sandhed, som han i høj grad savnede i Grundtvigs buldrende metaforunivers.

Uenighederne over de historiefilosofiske positioner til trods blev det netop Grundtvigs og Ingemanns

idealisering og skæbneforestillinger sammen med Molbechs objektivisme, der skabte grundlaget for

1840’ernes opgør med enevælden: Historiefagets fokus på både kærligheden til nation og folk samt

kritikken af disse positioner.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


Bogen er fyldt med fine overvejelser, der serveres med en stor teoretisk funderet grundighed.

Samtænkningen mellem det litterære, det politiske og historiekulturen giver ny viden til et ellers

veldokumenteret forskningsfelt.

Bogen er desværre flere steder skrevet i et forceret akademisk sprogbrug. Heftig namedropping giver

fornemmelsen af én lang forskningsoversigt, og det er i arbejdet med empirien, at Vogelius er bedst. Man

kunne frygte, at sproget og en komprimeret typografi kan jage potentielle læsere væk – bogens fine pointer

har fortjent bedre. Det er ganske sikkert for svært stof for gymnasieelever, men det skal anbefales, at man

som lærer konsulterer Erindringens fysiognomi, når man skal undervise i national identitet eller 1800-tallet i

det hele taget.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Mads Blom


Uafhængighedskamp og revolution. Om to vigtige perioder i Mexicos

historie og den samtidige dækning i den danske presse.

ERIK SOMER: ”Mexico i flammer set fra Danmark”. Forlaget Liora 2010, 150 s,

51 illustrationer, 298 kr.

Bogen er blevet til i anledningen af 200 året for den mexicanske

uafhængighed af Spanien og 100 året for den Mexicanske Revolutions start og

på opfordring af den mexicanske ambassadør i Danmark. Tanken var, at Erik

Somer skulle undersøge, hvor meget den danske samtid vidste om de to

perioder. Det førte til større arbejde med at gennemse samtidige danske

aviser og indberetninger fra gesandtskaber i kombination med studie af

enkelte samtidige danske bøger. Resultatet er blevet en bog, hvor rigtig

mange udklip bindes sammen af en yderst detaljeret beretning om de to perioder. Ideen er som

udgangspunkt meget interessant, men det styrende princip gør samtidig bogen lidet egnet som egentlig

undervisningsbog. Det er simpelthen for svært at finde og følge den røde tråd igennem afsnittene.

Avisudklippene bruges(overvejende) som ukommenterede illustrationer af begivenhederne. Mens det nok

er ret naturligt, at aviscitaterne for uafhængighedskampen kommer udelukkende fra Dansk Statstidende

(Berlingskes forløber), kan det undre, at den danske presses informationer om den Mexicanske Revolution

hundrede år senere på samme måde bliver ret ensidigt belyst ved udklip fra Berlingske Tidende og enkelte

(meget få) klip fra Politiken. På dette tidspunkt (o. 1910) var der trods alt også en arbejderpresse, nok med

en lidt anden holdning til tingene.

I det hele taget savner jeg nogle afsnit, der kunne give læseren forudsætningen for at forstå, hvor

anderledes Danmark var o. 1910 sammenlignet med tiden omkring 1810, og hvad man derfor kunne

forvente af holdninger/ ikke holdninger i pressen og informationsgraden i de forskellige lag af befolkningen.

O. 1810 var der næppe mange danskere, der læste avis (af flere grunde) og antallet af udklip har derfor en

meget begrænset værdi som mål for danskernes informationsgrad, mens holdninger i bladet Dansk

Statstidende til gengæld udmærket spejler den informationsform, man kunne tillade sig som avis under et

oplyst enevælde. Udklippene fra o. 1910 skal så til gengæld bedømmes i et helt andet lys!

Efter den meget detaljerede beretning om Mexicos store revolution, afsluttes med et appendix i form af et

uddrag den danske eventyrer Frans Bloms beretning fra sin rejse til Mexico 1919 og frem og et uddrag om

Mexicos historie fra Salmonsens Leksikon fra samme periode. Begge tekster er interessante og kan ligesom

flere af avisuddragene finde god anvendelse i et undervisningsforløb om Mexicos historie. Bogen kan også

på andre måder være en udmærket kilde til inspiration i forbindelse med planlægning af et forløb om

Mexico. Det kan derfor være en god ide at købe et eksemplar til fagbiblioteket på skolen.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Lis Gertrud Kildsig


Genbrugskirker i Rom

MARIA FABRICIUS HANSEN: ”Genbrugskirker i Rom: Når antik bliver til

middelalder” (rigt og godt illustreret); Aarhus Universitetsforlag 2010. 256 sider,

250 kr.

Forholdet mellem den klassiske, græsk-romerske antik på den ene side og

middelalderen på den anden, altså spørgsmålet om brud og kontinuitet disse

perioder imellem, er – og forbliver? – et hængeparti, et uafklaret anliggende i

europæisk kulturhistorie. I hvert fald i eftertiden betød renæssancen således for

vel nok langt de fleste fortolkere et eklatant brud med middelalderen og en

tilsvarende opvurdering af oldtiden, dvs. en opfattelse af forholdet som et

forhold imellem uforenelige størrelser. Og skønt oplysningstiden var mere

afbalanceret i sin vurdering af forholdet, skønt den så et altovervejende

fremskridt i historiens bevægelse, og således også et principielt fremskridt i middelalderens samfundsorden

og kultur set i relation til den forrige periode, så var den dog immervæk mere inspireret af antikken end af

middelalderen; således hyldede den unge Goethe i sin Sturm und Drang-periode i et digt den Prometheus,

der stjal skabelsens, geniets ild fra de antikke guder og gav den til menneskene. Romantikken vendte op og

ned på dette forhold og lod middelalderen opvurdere, til en vis grad som en konservativ,

fællesskabsbetonende reaktion på oplysningstidens liberalisme. I dag synes emnet knap så sprængfarligt,

knap så ladet med betydning; ofte anskues forholdet uden tvivl (mere eller mindre ’postmodernistisk’) som

temmelig ligeværdigt – middelalderen er da også i større omfang og mere velbegrundet end tidligere inden

for de senere årtier blevet anskuet mere positivt og med en vis afstandtagen til begrebet om ’den mørke

middelalder ’ –, og ikke som uforeneligt. Og dog hænger forestillingen om middelalderen som mørk nok

stadig ved som noget førbevidst i ikke så ringe en grad hos mange mennesker.

Kunsthistorikeren Maria Fabricius Hansen (MFH), der er lektor ved Aarhus Universitet, har inden for sit felt

ydet et spændende bidrag til denne problematik i sin på flere måder fortrinlige, forskningsformidlende bog

Genbrugskirker i Rom, der bygger på hendes disputatsafhandling fra 2003, The Eloquence of Appropriation,

og som samtidig er en meget anvendelig guide til de undersøgte kirker.

Emnet for Genbrugskirker i Rom er simpelthen brugen af de såkaldte spolier i de oldkristne og

middelalderlige kirkebygninger. Spolier er bygningsmaterialer fra ældre bygninger, der anvendes i nye

bygninger i en sammenhæng forskellig fra deres oprindelige, hvilket giver dem en ny betydning. I bogens

tilfælde drejer det sig altså om antikke byggematerialer, der anvendes i især kristne kirker.

For kirkernes bygherrer var der først og fremmest det problem, at de gamle grækere og romere jo var

hedninger; så hvordan legitimere det at lade hedenske elementer indgå i en hellig, kristen sammenhæng,

som en kirkebygning jo er? Middelalderteologien etablerede, som man kan læse hos bl.a. Dante i Den

guddommelige komedie (La divina commedia, ca. 1320), et limbo på grænsen til Helvede for hedenske

forfædre som fx filosofferne Platon og Aristoteles, der var døde i ”oprindelig synd”, altså af gode grunde

uvidende om Jesus og udøbte, men som alligevel havde Guds venskab, dvs. ikke var fordømte. Ifølge en vis

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


middelalderteologi frelstes disse ved Jesu nedstigning til dødsriget og forkyndelse af frelsen efter sin

korsfæstelse.

En sådan overvejende forsonlig relation til indflydelsesrige ideer fra antikken som Platons, Aristoteles’ og

stoicismens – men vel at mærke ikke epikuræernes hedonistiske – finder man da også i den middelalderlige

filosofi og teologi op igennem middelalderen. Man gjorde således den antikke filosofi til ’(den kristne)

teologiens tjenestepige’, idet kristendommens første mange århundreder, faktisk op til 1200-tallet,

filosofisk er præget af platonisme, mens århundrederne herefter er meget stærkt præget af Aristoteles,

som via især den italienske middelalderfilosof Thomas Aquinas (1225-74) øver stor indflydelse på den

katolske kirkes tænkning endnu den dag i dag.

MFH analyserer spoliebrugen i især elleve udvalgte, oprindeligt senantikke, oldkristne og middelalderlige

kirker i Rom. Desuden behandles i kortere form yderligere 28. De elleve udvalgte kirker analyseres grundigt,

detaljeret og meget læservenligt; man føler sig som læser taget kyndigt ved hånden, man føler sig hele

tiden virkelig med på de guidede ture rundt i kirkerne, ikke mindst takket være den grundige indføring i og

de konkrete, udførlige gennemgange for hver bygning af søjlernes og murværkets stilarter, opbygning og

materiale – den slags, husker jeg, som i sin tid gik hen over hovedet på de fleste elever i gymnasiets

oldtidskundskabs-timer. Men MFH gør også dette stof spændende; som en anden detektiv føler man sig

med på opdagelse, ligeledes flot og værdifuldt hjulpet på vej af bl.a. talrige, reelt illustrative fotos af

relevante bygningsdele, af fotografisk gengivelse af byggematerialer, af en meget brugbar ordforklaring

med arkitektoniske termer samt en overskuelig og informativ tidstavle.

Anden del af bogen er med forfatterens ord ”en slags katalog”, hvor ”elleve kirker nærmere er beskrevet og

illustreret. Disse faktuelle beskrivelser kan bruges, når man befinder sig i kirken og gerne vil have svar på,

hvad der er hvad”. Første del af bogen præsenterer ” spoliebrugens historie, stiltræk og betydninger i en

række introducerende kapitler”.

Man bliver klogere af begge bogens dele, og ikke mindst den anden. Mht. MFH’s tolkning af spoliernes

betydning, er den velunderbygget og som oftest plausibel. Helt overbevist er denne anmelder dog ikke, når

det fx hævdes i bogen, at det, at ”længderetningen og den hierarkiske forandring af rummet (bl.a. i kraft af

kvalitetsforskelle i søjlemateriale og -udformning; pf) fra indgangen frem mod det helligste, alter og apsis,

var et afgørende kendetegn ved den kristne basilika” hænger sammen med den kristne grundidé om, ”at

man er undervejs i en stadig proces imod frelse” (32). Ganske vist spiller den enkeltes retfærdiggørelse ved

sin egen gerning en ikke uvæsentlig rolle i den katolske teologi; men frelsen er dog til syvende og sidst en

nådegave fra Gud, som fundamentalt set er uafhængig af den enkeltes gøren og laden – det lille, døbte

barn har således ikke mindre mulighed for frelse end den aldrende, lærde teolog. Langt snarere synes

rummets hierarkiske inddeling simpelthen, til ihukommelse for menigheden, at udtrykke den stigende

hierarkiske forskel mellem den profane og forgængelige verden, hvorfra menigheden kommer ind i kirken,

og så den sakrale, som ligger fjernest fra den mere profane indgang.

Noget overraskende er også bogens påstand, at antikken, i modsætning til middelalderen, skulle have

værdsat egenskaber som stabilitet, evighed og logisk-forudsigelig sammenhæng, al den stund

middelalderens faste holdepunkt jo var en stabil og evig Gud, hvis forudsigelighed man stort set kunne lide

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


på, i modsætning til de lunefulde antikke guder. Sandt nok finder man også værdsættelsen af disse

egenskaber hos Platon, Aristoteles og stoikerne, men det overrasker altså, at de ikke i tilsvarende grad

skulle findes hos middelalderens arkitekter. Og måske kunne man forsigtigt foreslå den tese, at

middelalderens variationsrigdom i henseende til materialer, form og elementernes sammensætning – fx

joniske og korintiske kapitæler i samme kirkerum – var styret af en slags enhed i mangfoldigheden?

Helt overtydende er det heller ikke, når det hedder, at ”det ensartede udtryk (fx ensartet søjlemateriale

som granit og ensartede, joniske kapitæler; pf)associerede den lavere status, man forbandt med

kvindekønnet” (37); kvindekønnet er vel således igennem historien oftere blevet associeret med det mere

uberegnelige, snarere end med det stabile og rolige, og vel desuden, i en mere positiv forstand, med det

mere farverige?

Visse vanskeligheder synes MFH også at have med tolkningen af det at bygge en kirke oven på et gammelt

kultsted fra førkristen tid (jf. 50). At det skulle være udtryk for et ønske om at overtage den hellige kraft fra

kultstedet, som hun foreslår som den ene mulighed, forekommer ikke særlig sandsynligt, al den stund den

ene, almægtige kristne Gud ikke turde behøve assistance eller supplement fra anden kant. Medmindre da

MFH vil tilskrive de tidlige kristne arkitekter og/eller teologer en rem af den antikt-hedenske hud. Den

anden, modsatte mulige tolkning, som foreslås af MFH, forekommer heller ikke ganske overbevisende,

nemlig den, at middelalder-bygherrerne ønskede at glemme den hedenske gudeverden, som associeredes

med bygningen, men ikke ville rive denne ned, da man så ville få en desto kraftigere virkende erindring om

den. I stedet byggede man så oven på den og lod den på den måde være. Men dette, at man lod bygningen

fortsætte sin eksistens vidner dog om, at man simpelthen ikke ønskede at udslette mindet om den – og

hvordan skulle man også kunne det, når den fortsat var til, om end temporært tildækket? Ydermere vidste

vel alle og enhver, at den fandtes under kirken? At man byggede på det gamle bør vel derimod tages for

pålydende; det gamle var i en vis forstand fundament for det nye, den antikke tros- og tankeverden havde

uafviseligt stor betydning for udviklingen af kristendommen. Men nogen selvstændig funktion tilmåltes

antikken dog ikke af middelalderfolkene, derfor utvivlsomt den antikke bygnings fuldstændige overlejring

fra kirkens side. Retfærdigvis skal det dog siges, at MFH de fleste steder, hvor hun behandler denne

problematik, er af en tilsvarende opfattelse; hun skriver således blandt andet: ”Men i det lange løb var det

nok respekten for og attraktionen ved antikken og alt hvad den indebar af autoritet og pragt, der kom til at

spille den største rolle i forholdet til fortiden” (56). Langt det meste tyder på, at hun har ret heri; nok er det

antikke Roms historie fyldt med kristenforfølgelser og martyrers død, hvilket jo nok kunne afføde et

voldsomt nag imod de hedenske gamle. Men vender den kristne da ikke den anden kind til? Og hvad der vel

er vigtigere: Enhver fornuft måtte tilsige forsonlighed og lydhørhed, om end ikke autoritetstro, over for de

viise gamle.

Men immervæk leverer denne bog, i hvilken de mange flotte billeder og teksten supplerer hinanden på

forbilledlig vis, et værdifuldt, konkret og detaljeret bidrag til grundlaget for forståelsen og begribelsen af

forholdet mellem antikken og middelalderens kristendom og samfund. Og den gør det på en sådan måde,

at i hvert fald denne læser alt andet lige animeres til på nærmere hold at se på spoliebrugen i Rom.

Til sidst: Kan man drage paralleller til Danmark, hvor den katolske kirke immervæk dominerede i små 500

år, og hvor den jo også havde et forhold til den lokale hedenskab? Først og fremmest kunne

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


kunsthistorikere eventuelt indlede studiet af spoliebrug i de danske kirker – hvis det da ikke allerede er

sket, det ved jeg faktisk ikke. Dernæst kan man måske tentativt generalisere MFH’s resultater en smule og

påstå, at der også herhjemme nok primært var tale om respekt for det gamle – de fleste kender vel også til

historien om smykkerne forestillende Thors hammer, der omtolkedes til det kristne kors, altså fik en ny

betydning, som ikke udslettede den gamle, men derimod tolkede den ind i en ny (og ifølge de gamle

kristne: bedre) sammenhæng. Om man så må sige: Thor ansås af de kristnende for i virkeligheden at være

den af de asatroende fejlfortolkede Jesus Kristus.

Bogen henvender sig til læreren – bestemt også historielæreren – som baggrund for og inspiration til

undervisningen.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Poul Ferland


Bogen mod biologernes Holocaust-benægtere

RICHARD DAWKINS: ”Darwins teori – om evolution, videnskab og

sandhed”, Thanning og Appel 2010, 449 sider, 350 kr.

”Forestil dig, at du underviser i moderne historie, og dine

undervisningstimer om det 20. århundredes Europa boykottes, afbrydes

af forstyrrende tilråb eller på anden måde afbrydes af velorganiserede,

velfinansierede og politisk muskuløse grupper af Holocaust-benægtere.

(…) De er højrøstede, overfladisk troværdige og eksperter i at virke lærde.

De støttes af præsidenten i mindst en for tiden stærk stat, og de

inkluderer mindst en biskop i den romerske katolske kirke.”

Sådan beskriver den kendte britiske biolog Richard Dawkins side 11-12

situationen for undervisere i biologi, der vil formidle et videnskabeligt

underbygget billede af naturens udvikling, der bygger på Darwins teori om evolution gennem ikke-tilfældig

naturlig selektion. I den forbindelse er det vigtigt at gøre sig klart, at der ikke er tale om en teori i

betydningen en velunderbygget hypotese, men det drejer sig tværtimod om en kendsgerning, som alle

forskere med indsigt støtter, og som er den eneste videnskabeligt underbyggede forklaring på den

biologiske udvikling på vores klode. Dawkins forslår derfor, at man i stedet bruger betegnelsen ”teorum”,

men det vil næppe have de store overlevelseschancer.

Som antydet i det indledende citat er der en forfærdelig stor gruppe mennesker, der nægter at anerkende

evolutionsteorien, og der er særlig to steder, hvor det står slemt til. Det ene er i USA, hvor 44 % af

befolkningen i 2008 mente at ”Gud skabte mennesker nogenlunde i deres nuværende form på et tidspunkt

inden for de seneste 10.000 år”. Den anden gruppe er en stor andel af muslimer, der også nægter at

anerkende de videnskabelige kendsgerninger.

Det er foruroligende, for som bekendt er jordens sande alder ca. 4,6 milliarder år, og menneskets

oprindelse skal søges for omkring to millioner år siden. Hertil kommer, at evolutionsteorien er så

indlysende rigtig. Dawkins leverer i den 400 sider lange bog et utal af eksempler på dette. For at gøre det

lettere for den uindviede læser at følge med, bruger han ofte billedet med opdageren, der skal opklare et

mord, og derfor selvfølgelig kommer efter, at begivenheden har fundet sted og derfor må slutte sig til, hvad

der er sket. Her kan man som Darwin undersøge flora og fauna forskellige steder på jorden, eller man kan

se på fossiler, der kan føre os langt tilbage i udviklingens historie. Men det overraskende er, at evolutionen

også forgår for øjnene af os, som Dawkins levende beskriver i kapitel 5. For eksempel har en amerikansk

bakteriolog ved navn Richard Lenski i sit laboratorium i Michigan ladet en coli-bakterie formere sig i alt

45.000 gange! Han beviser ”beyond any doubt”, hvorledes evolutionen udfoldede sig i praksis fuldstændig i

overensstemmelse med Darwins ”teorum”. Et andet videnskabeligt forsøg med samme resultat omfattede

de mere velkendte guppyer.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


Svar på det udsagn, at ”mennesker som vi kender dem i dag,

udviklede sig fra tidligere dyrearter”

Land I alt Sandt

(%)

Falsk (%) Ved ikke

(%)

1 Island 500 85 7 8

2 Danmark 1.013 83 13 4

3 Sverige 1.023 82 13 5

4 Frankrig 1.021 80 12 8

5 Storbritannien 1.307 79 13 8

28 Bulgarien 1.008 50 21 29

29 Letland 1.034 49 27 24

30 Litauen 1.003 49 30 21

31 Cypern 504 46 36 18

32 Tyrkiet 1.005 27 51 22

Kilde Eurobarometer 2005. Citeret i Dawkins teori, s. 395

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Modstanderne af evolutionslæren

kaldes enten ”kreationister” eller

tilhængere af ”intelligent design”, og

de har ingen jordisk chance for at

sandsynliggøre, at mennesket og

livet på jorden blev skabt over en

kort årrække af et eller andet væsen

eller gud. Men hertil kommer der et

andet problem, som også jeg har

tumlet med i mange år. Hvis en eller

anden gud eller ånd har skabt

verden, hvorfor har han så skabt så

uendelig meget lidelse og smerte?

Eller med Darwins ord: ”Hvilken bog

kunne en djævels præst ikke skrive

om den klodsede, spildagtige, lave,

rædselsfulde, grusomme måde,

naturen fungerer på?”(s. 357).

Teologer har opfundet deres eget

begreb for dette, og taler om

”teodicé”. Men der er mange, der

har vanskeligt ved at acceptere disse

noget luftige forklaringer, der ser en

eller anden form for forsyn bag

denne grusomme virkelighed.

I modsætning til USA er der i Europa – bortset fra Tyrkiet – ikke så mange, der tror på den ikkedarwinistiske

udlægning af evolutionen. Det fremgår af en undersøgelse fra Eurobarometer af holdningen i

32 europæiske lande.

Løber Dawkins med sin bog ikke åbne døre ind i Danmark? Er det overhovedet nødvendigt at oversætte

sådan en bog, der i England er udgivet med den lidt mere sprælske titel ”The Greatest Show on Earth – The

Evidence for Evolution”? Desværre ikke, for med den stærke amerikanske påvirkning og voksende

fundamentalisme i såvel kristne som muslimske kredse, må der stadig kæmpes for at holde fast ved de

videnskabeligt dokumenterede kendsgerninger – uanset om de passer med forudfattede meninger.

Bogen bør selvfølgelig stå på ethvert skolebibliotek.

Ulrik Grubb


Vore naboer på tysk

ULRICH MÄHLERT: ”DDR´s historie” 250 sider, 259 Kr. & ADAM

KRZEMINSKI: ”Polen i det 20. Århundrede – et historisk essay”, 323 sider,

259 Kr. Begge på forlaget Ellekær 2009.

Mange husker sikkert billedet i fjernsynet af to danske statsborgere, som

blev arresteret og dømt for spionage i Polen i 1987 for derefter at blive

udvist kort efter en dansk modydelse. Den ene af de dømte har nu

etableret sit eget forlag med webadressen www.ellekar.dk . Her har han

udgivet sin version om spionagen mod Polen i bogform og desuden et par

andre meget interessante bøger, som han selv har oversat fra tysk. To af

dem skal præsenteres her.

Ulrich Mählerts bog om DDR er traditionel i disposition og præsentation.

Set med gymnasiets briller skyder den på en måde over målet, idet bogen simpelt hen er for seriøs. Sproget

er tungt og det er klart, at bogen er skrevet for et publikum, som stiller krav til grundighed og alvorlighed.

Jeg mener ikke, at der er mange danske gymnasieelever, som i 2010 vil have tålmodighed til at læse bogen

til ende. Desværre, for der er en omfangsrig litteraturliste, forskningsoversigt, instruktive kort plus registre,

og oversætteren har forsynet bogen med oplysninger om de vigtigste begreber og institutioner i DDR. Alt i

alt fremragende arbejde for feinschmekere. Man bliver lidt splittet, når man møder en historisk fremstilling,

som ikke lefler for det populære men som alene vil være seriøs. Det var rart på den ene side at arbejde med

en bog, som kræver koncentration, men på den anden side også trist at tænke på, at en populær bog om

samme emne måtte være lige i øjet med de muligheder, som Berlin nu giver i relation til studieture. Koblet

med et besøg på det meget publikumsvenlige DDR-museum samt meget pædagogiske Berliner Gallerie ville

det være glimrende med en DDR bog for eleverne hjemmefra. Det er jo på en måde uretfærdigt, at den

fantastiske film ”De andres liv” er en ypperlig introduktion til Stasihovedkvarteret i Normannenstrasse og

undersøgelsesfængslet i Hohen-Schönhausen, medens andre dele af diktaturstaten ikke har fået deres

introduktion endnu.

Jeg kan naturligvis anbefale bogen. Selv gamle DKP´ere kan læse bogen, da den er næsten klinisk ren for

personlige vurderinger eller angreb i det hele taget. Diktaturstatens overgreb mod den forsvarsløse

befolkning og sovjetvennernes ageren omtales i beskedent og korrekt oplysende omfang og i neutrale

vendinger og kobles sammen med de traditionelle forklaringer om, at overgangen til det socialistiske

samfund krævede de nødvendige ofre. Denne pris kunne aldrig blive for høj. Selvom bogen koster 259

kroner mener jeg, at her er et undtagelsestilfælde, hvor prisen ikke er for høj.

Adam Krzeminski´s bog om Polen ligner på mange måder DDR-bogen. Også her er sproget tungt og hvad

værre er, det kræver en god portion forhåndsviden at få det mylder af oplysninger, som bogen giver, til at

hænge fast i hukommelsen. Igen er der her tale om en fremstilling med et stort appendix, som i sig selv

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


ummer et hav af oplysninger. Der er igen tale om et fremragende arbejde

for den udvalgte. Bruger man igen studieturen som udgangspunkt er Polen

(= Krakow) velegnet på samme måde som Berlin og til den halve pris. Man

kan vælge at tage udgangspunkt i Krzeminskis bog, som omtales her eller

lade eleverne få en fornemmelse af Polen ved at læse Marie Hellebergs

bog ” Fremmede naboer” der ikke er så sødsuppeagtig, som hendes anden

produktion. Midt imellem står Søren Kolstrups bog: ”Polen i 1000 år ” fra

2007. Den enkelte lærer kan nok selv finde ud af, hvilken bog, som passer

til det aktuelle publikum.

Jeg lærte meget ved læsningen af bogen og kunne også glæde mig over

synet af forsidebilledet fra Wajdas fremragende film ” Aske og Diamanter”

med den polske superstjerne Cybulski. Da bogen også medtager mere

generelle kulturelle oplysninger kan den også bruges som en indgang til polsk film og lignende. Sammen

med Roman Polanskis selvbiografi, som er oversat til dansk, kunne der laves et spændende projekt om film,

samfund og censur med udgangspunkt i Polen.

I det hele taget rummer Polens historie så mange muligheder for at forstå menneskeslægten og heldigvis

for os, er det polakkerne, undertrykkelsen og millionmordene er gået ud over. De er blevet ofret og vi

burde lære af det. At udlægge dette er, hvad en historielærer er til for.

Test dig selv. Køb bøgerne, læs dem og send konen/manden, hunden, svigermor og ungerne i biografen

eller til Grand Canaria, hvis du vil have fuldt udbytte af din investering. Føler du dig beriget, når resten af

familien omsider vender hjem, så er du en rigtig historiker. Smed du bogen fra dig med det samme og

tændte for fodbold i fjernsynet, ja så er du som folk er flest. Du ville være en problemfri borger i de

kommunistiske diktaturstater DDR og Polen. Teksten til Internationale skulle du nok få lært.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Klavs Verholt


Fortsat en delvis lukket bog

REGIN SCHMIDT, RASMUS MARIAGER & MORTEN HEIBERG: ”PET.

Historien om politiets efterretningstjeneste fra den kolde krig til

krigen mod terror”, Gyldendal 2009, 336 sider, 299 kr.

Måske er bogen det tættest vi lige nu kommer på PET, den er i hvert

fald skrevet af tre medlemmer af PET-kommissionen og dermed

skrevet af nogle med adgang til arkiverne. Bogen beskriver noget at

det der er foregået i PET under den kolde krig, så på den måde kan

man godt kalde det historien om politiets efterretningstjeneste.

Måske den historie PET selv gerne har villet af med. Det er svært at

vide. De tre forfattere virker som om de ligger tæt op af PETs egen

selvforståelse, og selvom det er interessant som tidsbillede, så er det

ikke særlig reflekteret – PET og tjenestens rolle i samfundet

udfordres ikke.

Bogen er kronologisk opbygget, og det fungerer egentlig ok, ikke mindst fordi det giver et billede af

hvordan PET udviklede sit syn på landets fjender – hvilket samtidig bliver en interessant kommentar til det

politiske spil. Udviklingen i hvad PET måtte – eller selv synes at tjeneste var nødt til at måtte beskrives også.

Diskussionen af hvad en hemmelig efterretningstjeneste skal og kan berøres flere gange. Her synes jeg

bogens forfattere med fordel kunne have skabt distance – i stedet giver de tjenesten de facto medhold i at

det var nødvendigt at registrere lovlige partier og politikere.

Bogen er interessant fordi den giver et billede af at efterretningstjenesten, flere regeringer og politikere

anså det for en sandsynlig mulighed med en kommunistisk magtovertagelse. Dermed tegner bogen et

væsentligt sindbillede på hvordan verden så ud - specielt i begyndelsen af den kolde krig.

Mange af de episoder bogen starter hvert kapitel med fungerer ok som dramatisering, men efterlader også

et indtryk af en efterretningstjeneste med relativt få kilder. PET brugte meget tid på at jage kommunister

og kikke venstrefløjen efter i sømmene. Og dermed kommer meget af bogen også til at handle om det –

uden at føje så meget nyt til historien. En god undtagelse er beskrivelsen af samarbejdet mellem

socialdemokratiet, PET og arbejderbevægelsen – her udfoldes der flere forhold som jeg ikke kendte.

Læren fra Blekingegade kunne have været interessant, hvis bogens forfattere havde udfoldet, hvordan PET

kunne tillade sig at forholde det almindelige politi væsentlig oplysninger, i stedet står der fx side 287, at det

er vigtigt at understrege at Appelgruppen bestod af flere personer end den endelige dom viser – hvordan

det skal være med til at gøre PETs tavshed rimelig forstår jeg ikke. For mig bliver det et eksempel på

forfatternes manglende distance til deres objekt. Sprogbruget i bogen er et andet: fx er BZerne aparte

(280). Og selvom PET ikke mindst i de første år var præget af uprofessionel kappestrid så er det ikke noget

der giver anledning til en kritisk refleksion. Desværre, for med forfatternes indsigt kunne det måske have

været interessant.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


Det betyder at arkivadgang til trods, så forbliver PET i al væsentlig fortsat en delvist lukket bog – jeg føler

ikke jeg er kommet mere under huden på tjeneste end jeg var tidligere. Det kan sagtens skyldes PET mere

end forfatterne at historien om efterretningstjeneste ikke for alvor bliver interessant.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Katrine Scheibel


Holmens historie?

FRANK ALLAN RASMUSSEN: ”Holmen. Fra flåde til folk”. Gyldendal

2009, 260 sider, 240 kr.

Lad det være sagt med det samme. Ingen er vel mere kvalificeret

til at skrive om netop dette emne end Frank Allan Rasmussen

(FAR). Han forener sin kærlighed til København og sin oprindelige

håndværksmæssige uddannelse med sine omfattende

teknologihistoriske studier. Han øser af sin detaljerede viden om

Flådens og Holmens historie, som han erhvervede sig, da han

spillede en afgørende rolle i forbindelse med oprettelsen af det

nye Orlogsmuseum i det gamle Søkvæsthus. I samme forbindelse

har han også haft detailindsigt i den proces, der forvandlede

Holmen fra at være Flådens til at blive … Folkets?

”Holmen. Fra Flåde til Folk” er et pragtværk. Alene de mange fremragende historiske malerier, de mange

oprindelige konstruktionstegninger og de mange, rigtig gode nutidige fotos gør bogen værd at bladre i. Og

hvis man har eller har haft relation til Holmen, eller hvis man er interesseret i Københavns historie, er

bogen et ”must”.

Men hvad vil forfatteren med bogen? Den gennemgår kronologisk Holmens historie, idet der fokuseres på,

hvordan Holmen gennem 300 år til stadighed blev udvidet og på de mange bygninger, der kom til, som

forfatteren beskriver indgående og placerer stilhistorisk. Men det er lidt ærgerligt, at forfatteren vil det

hele, og at Flådens historie ender med at blive ”garniture”.

På side 69 ses fx et par danske krigsskibe foran Algier i 1772. Det er kun billedteksten, der fortæller

historien om Barbareks-staterne, som ikke kun Danmark havde problemer med. Denne underlige, men

spændende historie om, hvordan danske krigsskibe truer en arabisk/muslims fyrste til at makke ret, kunne

have været uddybet bl.a. set i lyset af, hvilken rolle Fregatten Absalon i dag spiller i farvandet ud for

Somalia.

På side 74 antyder forfatteren, at svenskerne vist havde en skjult dagsorden i 1801, hvor de ikke løsnede et

skud fra Helsingborg-siden, da englænderne stod Øresund ind, til trods for at de var i Neutralitetsforbund

med Danmark. Forfatteren har læst Sveriges historie og kan ikke lide arvefjenden, men bemærkningen ER

meget indforstået.

På side 87 får vi at vide, at anlægsomkostningerne til Arsenaløen i 1741 skønnedes at blive 19.000 rigsdaler,

og i samme åndedrag sammenlignes med, at Holmens fabriksmester tjente 750 rd. om året. Det var nok

mange penge dengang, men fortidige pengebeløb er vanskelige at forholde sig til, og det ville havde været

mere interessant, hvis FAR havde sammenlignet med, hvad det kostede at bygge et linjeskib. Og det ville

også have været interessant at vide, hvor stor en del af statens budget, der gik til Flåden, herunder Holmen.

Det kunne have været med til at påvise, at Danmark fra Chr. IV til Københavns Befæstning var en

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


gennemmilitariseret stat, der brugte enorme summer ikke mindst til opretholdelse af en, landets størrelse

taget i betragtning, meget betydelig flåde.

På side 94 hører vi den sjove turist-historie om, hvordan Madeira-vinen skulle have overlevet i kraft af, at et

eksemplar blev hjemført og plantet på Holmen. Herfra blev stiklinger mange år senere sendt tilbage til

Madeira, da en vinpest havde ødelagt vinproduktionen på denne ø. Men er der hold i historien? eller er det

en myte?

Noget af det, forfatteren beskriver med bedst indlevelsesevne, er Københavns bombardement i 1807 og

Kanonbådskrigen mod englænderne (side 102ff). Fra side 121-130 kredser forfatteren omkring den

teknologiske katastrofe, som englændernes ”Udåd” i 1807 medførte. Herefter refererer forfatteren egen

forskning i den samtidige industrispionage overfor den teknologisk overlegne fjende. Her er FAR på

hjemmebane med stor indsigt i de teknologiske problematikker og omfattende og detaljeret viden.

På samme måde er forfatteren igen på hjemmebane i hans uforlignelige beskrivelse af, hvordan det store

anlægsprojekt af Dokøen blev til fra side 180ff. Her øser han igen af egen forskning, når han beskriver

teknologioverførslen fra England til Danmark i forbindelse med anlægget af Pumpehuset, hvor en hvis Hr.

Wain (B&W) spillede en betydelig rolle.

Orlogsværftet fulgte med tiden. Da træskibene havde udspillet deres historie i slutningen af 1800-tallet, gik

man på Holmen over til at fremstille skibe af stål. Og fra 1912 fremstillede man også u-både på Holmen.

Men mindre kendt er det, at man på Holmen i perioden fra 1921 til 1938 byggede i alt 92 fly! (side 193)

På side 199ff forklarer forfatteren, hvorfor det var så attraktivt at arbejde på Holmen, og hvordan Holmen

og Holmens faste stok (arbejdsstyrke) udgjorde en stor selvstændig by i storbyen. Men det er ærgerligt, at

han ikke har helliget denne spændende historie et kapitel. Og når forfatteren beskæftiger sig med Flåden

og Holmen under Første Verdenskrig og mineudlægningen i august 1914, er det ærgerligt, at han ikke

sætter det i sammenhæng med den storstilede bemanding af Københavns Befæstning i samme periode og

med Danmarks væbnede neutralitetspolitik under Den Store Krig.

På side 204 skriver forfatteren detaljeret om den velkendte episode med Flådens sænkning 29. august. Han

bemærker, at det var den forsmædelige udlevering af Flåden til fjenden, som man havde været tvunget til i

1807, man denne gang ville undgå. Gad vide om admiral Vedel tænkte på det, da han gav ordre til, at

skibenes besætninger skulle sænke skibene? Men forfatteren ER præget af at have arbejde så indgående

med Holmens og Flådens historie, så der hviler national patos over beskrivelsen af, hvordan mange fra

Flåden gik ind i modstandsbevægelsen. Samme nationale patos hviler over billedet (side 209) af Dannebrog,

der blev sat på halv stang ved Batteriet Sixtus, da den danske samarbejdsregering i 1941 så sig nødsaget til

at udlevere de nybyggede danske torpedobåde til tyskerne. Billedet taler sit tydelige sprog om den passive

modstand og om forfatterens begejstring for ”den danske ånd” på Holmen.

Imidlertid er det spændende side 208 at høre om, hvordan Flåden efter Anden Verdenskrigs slutning i løbet

af få år uskadeliggjorde ikke mindre end 20.000 miner, der lå spredt rundt omkring i de danske farvande.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


På side 201 når forfatteren frem til Holmens lukning i 1991. Og det smerter historikeren, at dette stykke

Danmarkshistorie og innovative teknologikompleks lukker og slukker, men det glæder museumsmanden, at

så store dele af Holmens bygninger er blevet bevaret, nænsomt restaurerede, og nu bruges til

uddannelsesmæssige, boligmæssige og rekreative formål. Forfatteren demonstrerer i disse sidste afsnit sit

store kendskab til, hvad der gik godt, og hvad der ikke gik, som det skulle i forbindelse med Holmens

forandring fra et militærindustrielt kompleks til en almindelig, om end stadig eksotisk bydel i byen.

På side 228 skriver FAR, at den danske Flådes hårdeste kamp var at beholde Holmen. Og det var en

langstrakt dødskamp. Det stod allerede i begyndelsen af det 20. århundrede klart, at Holmen med den

danske krigsflåde placeret midt i København, var et logistisk problem i en potentiel krigssituation. Men der

gik mange årtier, før man først stoppede skibsbyggeriet, til man udflyttede Flådens leje til Korsør og

Frederikshavn, og til man endelig helt nedlagde Holmen som krigshavn i 1991. Men som forfatteren så

rammende skriver, idet han parafraserer over Scavenius, i dag, så kontroversielle tale fra juli 1940, så gik

det, som det tit er gået i Danmarks Historie: ”Man måtte erkende overmagten og efter bedste evne forsøge

at tilpasse sig den nye virkelighed.” (side 228)

Når det gik, som det gik med Holmen, kan forfatteren heldigvis glæde sig over, at en række kreative

uddannelsesinstitutioner har fået plads i mange af de gamle historiske bygninger. Således nyder

Arkitektskolen, Rytmisk Musikkonservatorium, Statens Teaterskole og Den Danske Filmskole i dag godt af at

være placeret i disse - paradoksalt nok fredelige og idylliske - historiske omgivelser. Hvis man ved endt

læsning skulle få lyst til at besøge Holmen, bliver man i dag ikke længe stoppet ved kontrolporten for enden

af Prinsessegade, men lidt længere fremme, hvor forhindringer i vejen stopper uvedkommende bilkørsel til

Københavns nye overklassekvarter. Så hvis man vil snuse rundt i de historiske omgivelser og se det

eksklusive nybyggeri, må det foregå på apostlenes heste eller på cykel. Og Holmen bordes bedst fra

søsiden, hvis man fx ankommer med Havnebussen.

Bogen er for entusiaster indenfor Holmens, Flådens og Københavns historie.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Thorkil Smitt


Dan H. Andersen: ”Tordenskiolds skygge”. Slægten, bd.14

Lindhardt og Ringhof 2009, 249,95 kr.

Er det fair at anmelde bind 14 i en romanrække, når man ikke har læst

de øvrige bind? Det er det vel næppe. Når jeg alligevel vover det, er det

fordi Dan H. Andersens: ”Tordenskiolds skygge”, der er udkommet i

serien ”Slægten”, er et aktuelt eksempel på historieformidling i

fiktionens form, en genre, man kunne overveje at inddrage i

historieundervisningen i forbindelse med arbejdet med elevernes

kritiske kompetencer.

Romanrækken er udviklet af Det Historiske Hus Aps. Læseren følger en

fiktiv adelsslægt, Dane, gennem Danmarkshistorien fra Knud den

Hellige og frem. Bindene er skrevet af skiftende forfattere.

Nærværende bind af Dan H. Andersen, der tidligere har skrevet en

biografi om Tordenskiold.

Den historiske roman er en genre af ældre dato. I kronologiforløbet dansk/historie har min 1.g f.eks. nyligt

læst uddrag af Ingemanns: ”Valdemar Sejr” (1826), Johannes W. Jensens: ”Kongens fald” (1900) og

P.O.Enquist: ’” Livlægens besøg” (2001). Konceptet bag romanrækken ”Slægten” er dog snarere at bidrage

til historieformidlingen end til litteraturhistorien.

I romanen ”I Tordenskiolds skygge” er hovedpersonen Harald Dane, en yngre søn i Dane-slægten. Harald

flytter til København, bliver optaget på søkadetakademiet og går ind i flåden. I selskab med Harald Dane

oplever læseren søslag, pest, Københavns brand, kolonihandel, rigets mægtigste mænd - og Tordenskiold..

Det kunne være så spændende – men fortællingen letter aldrig. Harald Dane bevæger sig rundt i sin samtid,

i skyggen af Tordenskiold, uden egentlig at engagere sig, - som en iagttager, måske forfatterens eller

læserens ”alter ego”. De historiske begivenheder opleves som ”product placement” i en historie, hvor

personerne mangler den dybde, der kunne kalde på læserens engagement. Selv Haralds kærlighedshistorie

virker konstrueret, og dog næppe typisk for sin tid? Kun i beskrivelserne af Tordenskiold brænder

fortællerens engagement igennem, ligesom formidlingen står stærkest i beskrivelsen af livet på flådens

skibe.

Jeg ville derfor ikke inddrage ”I Tordenskiolds skygge” i historieundervisningen, men snarere gribe fat i

andre eksempler på spændende og engageret historieformidling i fiktionens form. Det kunne være Bernard

Cornwells: ”Det sidste kongerige” (2006), ”Hikuins blodhævn” (2010) en århusiansk audiomove skabt af

Moesgårds Museum, teater Katapult og Svend Aage og Maria Madsen, eller måske Frederikshavns

Tordenskioldsdage.

http://www.histhus.dk/slaegten/index.php?id=5

http://www.katapult.dk/page75.aspx

http://www.tordenskiold.dk/ Anne Melillo

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


En pionér.

ANDREA BAK: ”Else Marie Pade – en biografi”. Gyldendals forlag 2009,

224 sider, 249 kr.

I fireogtyve forholdsvis korte kapitler skildres Else Marie Pades liv fra

barndom til alderdom. Bogen er overvejende fortalt med Else Marie

Pades egne ord i interview med bogens forfatter, Andrea Bak. Om det

egentlig er en biografi, kan diskuteres, da livsskildringen næsten

udelukkende er set fra hovedpersonens synsvinkel og med hendes

stemme. Man kunne have ønsket sig nogle flere stemmer, som det

heldigvis sker nogle steder, til et mere nuanceret portræt af mennesket

Else Marie Pade.

Den kronologiske linje, der er fulgt, får især Else Marie Pades musikalske

udvikling til at træde levende frem for læseren, hvilket understreges af

den personlige tone i erindringerne. Det er en meget livskraftig,

usentimental kvinde med et positivt livssyn, vi møder. Og selvom stilen

er noget kort og konstaterende, fremstår hovedpersonens holdninger alligevel. Bl.a. i afsnittet om

besættelsen. Karen Brieg, lærer på Musikkonservatoriet, som hun opfatter som sit livs mentor, både rent

musikalsk, men også menneskeligt, kanaliserer den unge piges engagement i modstandskampen ind i

Danmarks eneste kvindelige modstandsgruppe, hvor hun arbejder sammen med Hedda Lundh. Else Marie

er 19 år, da gruppen stikkes, og Gestapo henter hende. Efter en forhørsperiode på Århus Universitet følger

otte måneder i Frøslev, hvor hun møder sin kommende mand Henning Pade.

I tilbageblikket på oplevelserne under krigen fordømmer hun ingen, men udtrykker forståelse for, hvordan

mennesker handler ud fra forskellige bevæggrunde. ”Det betyder uendeligt meget for ens mentale helbred

og overskud, at man ikke bærer rundt på det”. En sådan forsonende indstilling er det ikke mange beskåret

at kunne opvise, men det er karakteristik for Else Marie Pades selvforståelse. Alligevel rammes hun tredive

år senere af psykiske problemer i form af KZ syndromet, men det bliver også en del af billedet af Else Marie

Pade.

Musikken er omdrejningspunktet i hendes liv, lige fra hun som lille i mange sygdomsperioder lærer at

”lytte” til lyde, over deltagelse i et ungdommeligt jazz-band til musikalske fantasier i fængslet. Hele tiden er

musikken i fokus, og den egentlig indvielse til den musik, hun så at sige har ledt efter, kommer i mødet med

Pierre Schaeffers tanker om, at alle lyde er musik samt med Karlheinz Stockhausens elektroniske musik.

Else Marie Pades første værk med både konkret og elektroniske musik er ” Den lille havfrue”, udarbejdet

1957/58. Tiden taget i betragtning er både musik og kvinde utraditionel. Husmoderrollen ligger ikke

umiddelbart for, og som mor vurderer sønnen Morten hende som distræt og i sin egen verden, ”Jeg har

savnet opmærksomhed (…) min mor bekymrede sig egentlig ikke særligt om noget som helst”. Else Marie

Pade følger sin dybe lidenskab for den eksperimenterende og nyskabende musik livet igennem med de

omkostninger, det kan have at være idealist og ildsjæl. Hendes musik møder kritik, er ”uforståelig”,

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


”dekadent”, og ægteskabet går i stykker i 1960. Som biografien er anlagt er der ingen fordybelse i musik

eller begivenheder, men alligevel får man som læser et udmærket indblik i de musikalske ideer og tanker,

der inspirerer og betager Else Marie Pade, gennem hendes utroligt begejstrede fortælling om skabelsen af

sine musikværker.

Efter årtusindskiftet så at sige ”genopdages” hendes avantgardistiske musik af technogenerationen og får

sin plads i en tid, hvor den anerkendes og forstås.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Susanne Richardt Kall


Danske mord

SARAH VON ESSEN: ”Danske mord. Englemagersken og alle de andre”.

DR Multimedie 2009, 196 sider, 249 kr.

Journalist Sarah von Essen var med til at tilrettelægge tv-serien ”Danske

mord” i 2008, og har nu fulgt op på tv-udsendelserne med en bog,

byggende på samme research. Bogen er baseret på især avismateriale,

hvor både Herman Bang og Henrik Cavling er repræsenteret, men også

på arkivalier, Højesteretstidende og flere retshistoriske værker.

Den kan anvendes til opgaveskrivning, og enkelte af kapitlerne kan

bruges i undervisningen til at illustrere datidens rets- og

samfundsforhold fra ca. 1697 og frem til 1921, med et kort fremblik til

Retsopgøret efter Besættelsen og dødsstraffens genindførelse i denne

sammenhæng.

Et af bogens fokuspunkter er den danske dødsstraf, som allerede fra 1700-tallet fik adskillige livstrætte

tyende og soldater til at begå mord, for at kunne dø ved skarpretterens hånd, og dermed undgå det

selvmord, der ville have fået kirken til at dømme dem til evig fortabelse. Et andet anvendeligt eksempel,

der illustrerer danskernes holdning til fremmede for 100 år siden, er avisernes omtaler af et rovmord

begået af en russisk landarbejder i 1908.

Bogen er velskrevet og letlæst, og kan sagtens læses på egen hånd af interesserede elever. Den indeholder

en kort liste over anvendt materiale til hvert af de 6 kapitler men ingen litteraturhenvisninger.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Gitte Kjærup


Billeder fra den kolde krig

SØREN HEIN RASMUSSEN: ”Den kolde krigs billeder”. Gyldendal 2009,

360 sider, 299,95 kr.

Søren Hein Rasmussen har sat sig den opgave at undersøge, hvordan

den kolde krig tog sig ud i de danske massemedier fra 1945 til 1962.

Hans udgangspunkt har været, at de massekulturelle medier har stor

indflydelse på menneskers forestillinger, fordi de laver enkle og

overskuelige fremstillinger af verden.

Med det formål for øje har han gennemgået samtlige numre af

”Billed-Bladet” og ”Se og Hør” fra 1945 til 1962. De er blevet suppleret

med bl.a.”Politikens Hvem Hvad Hvor”, ”Samvirke”, ”Alt for

damerne”, ”Blæksprutten” og Bo Bojesens tegninger fra Politiken.

Andre dele af kildematerialet består af dagbladene Berlingske

Tidende, Politiken og Social-Demokraten i udvalgte måneder fra perioden 1945-62 samt Land og Folk fra

august 1945. Kildematerialet er omfattende og rummer også en lang række film fra perioden, f.eks.

periodens ”Soldaterkammerater”-film.

Forfatteren har bevidst valgt at lade kildematerialet styre det, som behandles i bogen. Han har sorteret det

fundne i beslægtede grupper, og det har givet udgangspunkt for bogens 18 kapitler. Blandt emnerne er

”Triumfens bombe”, ”Nyttige atomer”, ”Jet” og ”Hverdag bag jerntæppet”. Bogen afsluttes med kapitlet

”Ud af den kolde krig”.

Til sin egen overraskelse konstaterer Søren Hein, at den kolde krig faktisk spillede en relativt stor rolle i

skrifter som Billed-Bladet og Se og Hør. Mindre overraskende er det, at fremstillingen af den kolde krig

ensidigt er den, at den vestlige verden og det kapitalistiske system er den østlige verden overlegen: det er

den frie verden kontra den ufrie. Først omkring 1960 begyndte der at komme opblødning i holdningen til,

hvem der var ansvarlig for den kolde krig.

Atombomben var genstand for stor fascination og begejstring. Nok var den farlig, men den var mest farlig

for fjenden, og risikoen ved den var hurtigt drevet over. ”Bombe” blev et positivt ladet ord, som kunne

anvendes i mange andre sammenhænge, hyppigst vel nok i ”sexbombe”. Atomer havde også mange

anvendelser. I 1956 skrev man om en kommende atombil, atomkøkkenet blev vist på en udstilling, og

pudder blev i en reklame beskrevet som atomlet. Først sidst i den behandlede periode kom der nogle

enkelte pip om atomvåbnets katastrofale langtidsvirkninger. Generelt var holdningen i bladene stærkt

nationalistisk med opbakning til NATO og bekæmpelse af kommunismen, som blev fremstillet som en

trussel for verden.

Hvor repræsentativ er den forestillingsverden, som Billed-Bladet og Se og Hør giver? Det er ikke et

spørgsmål, som forfatteren overhovedet behandler i bogen. Der er ingen oplysninger om bladenes oplag og

læserskare, og hvilket udsnit de udgjorde af den danske befolkning. Langtfra hele befolkningen byggede

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


deres forestillingsverden på den letteste del af massemedierne, også i 1950’erne var der store forskelle på

de forskellige samfundsgruppers brug af massemedier.

Selv om Søren Heins bog kun giver os en delmængde af den forestillingsverden, der eksisterede under den

kolde krig, er det alligevel en meget læseværdig og underholdende bog, hvor ikke mindst illustrationssiden

skal roses. Den giver os en brik, som ikke tidligere har været lagt frem, og som også er en del af

virkeligheden. Det må have været lige så morsomt at skrive bogen, som det har været at læse den.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Bente Thomsen


’Loyal allieret med forbehold’ eller ’allieret med forbehold’?

CARSTEN DUE-NIELSEN, RASMUS MARIAGER & REGIN SCHMIDT (red.): ”Nye

fronter i Den kolde Krig”. Festskrift til Poul Villaume. Gyldendal 2010, 352 sider,

299,99 kr. (vejl.).

Den kolde Krig trækker sine spor op gennem historieforskningen. Poul Villaume

er en af hovedaktørerne med en række værker om emnet. Fra disputatsen i 1995

over ”Dansk Udenrigspolitisk Historie, bd. 5” (2. oplag 2006) og ”Et land i

forvandling”, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 15 og 16 (2. oplag

2006) til ”Perforating the Iron Curtain: European Détente, Transatlantic Relations,

and the Cold War, 1965-1985” (2009). Hovedtesen i disputatsen var, at Danmark var en ’allieret med

forbehold’. Der var med andre ord tale om, at NATO-tilslutningen i 1949 ikke var et voldsomt brud i dansk

sikkerhedspolitik, men snarere udtrykte en kontinuitet i nye rammer. Over for denne tese står det

synspunkt, at 1949 markerede et klart brud med en hævdvunden neutralitetspolitik. Skismaet står mellem

at lægge fokus på konflikt eller sammenhold. Artiklerne i festskriftet afspejler mange mellemsynspunkter

og mange niveauer af og aspekter i diskussionerne mellem dem.

Festskriftet rummer en lang række smukke eksempler på forskere, der i lyset af nyt kildemateriale, ny

forskning og en seriøs debat nuancerer deres synspunkter. Det gælder bl.a. Villaume selv, der skifter fra at

se Danmark som en ’allieret med forbehold’ til, at vi var en ’loyal allieret med forbehold’. Kildematerialet

øgedes afgørende med åbningen af østarkiverne og med Nikolaj Petersens tilladelse til særlig arkivadgang

herhjemme. Det gav forskerne nye muligheder for at kikke politikerne i kortene. Vi savner imidlertid stadig

en åben adgang til de hjemlige arkiver efter amerikansk mønster.

Et af aspekterne i diskussionen er mulige sammenhænge mellem indenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvilken

vej går påvirkningerne primært, og hvilke hensyn skal og må indarbejdes? Interessant er desuden

Socialdemokratiets rolle under Den kolde Krig og ikke mindst generationsskiftet i partiet frem mod

1980’erne. I den forbindelse er der afgørende forskelle i vurderingen af et muligt pres fra Øst og af dets

veje og resultater.

Villaumes modstykke er Bo Lidegaard (s. 33-46), der næsten konspirationsteoretisk ser samarbejdet mellem

USA og Danmark som et tæt strategisk parløb med en nøje aftalt rollefordeling, der langt hen skulle være

resultatet af hemmelige forhandlinger og aftaler. Den aktive og idealistiske supermagt harmonisk skulder

ved skulder med den snusfornuftige småstat. Skønt Villaume har flyttet sig noget siden 1995, er han stadig

et langt stykke fra Lidegaard.

Spørgsmålet om afspændingspolitikkens rolle frem til 1970’erne er hovedemnet for Jonatan Søborg Agger

og Lasse Wolsgård (s. 47-67), der når frem til, at Danmark primært baserede sin sikkerhedspolitik på den

afskrækkende effekt af USA’s kernevåben. Afspændingen havde først og fremmest til formål at mindske

risikoen for en atomkrig. Danmarks udenrigspolitik var med andre ord mere pragmatisk end idealistisk.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


Der foregik i efterkrigsårene et spændende og til tider noget speget spil omkring de formelt private

Bilderberg-møder for den europæiske og amerikanske elite – politisk, økonomisk og akademisk. Ingeborg

Philipsen redegør flot og afbalanceret for det s. 156-180.

Navneopråbet kunne fortsætte. Herværende anmelder har hele vejen følt sig i gode og kompetente

hænder. Festskrifter byder ofte på et par lidt svage artikler, der gerne måtte være blevet i

skrivebordsskuffen. Sådan er det ikke her. Ind ad en kant er bidragene centrale og bidragyderne tændte.

Det er et festskrift, man (dvs. Poul Villaume og redaktørerne) godt kan være bekendt.

Festskriftet afspejler en debat, der er en langt mere værdig og udbyttegivende side af vores fag end de

senere års ofte næsten hetzagtige fokus på enkeltpersoners aktiviteter i koldkrigsårene. Det faglige er i

centrum på en måde, der afspejler et grundvilkår i et demokrati. Man er søgende og på vej, så ingen har

patent på sandheden.

Af udenomsværker er alt det nødvendige i nydelig orden på nær et register, der ville have hjulpet læseren

en del i en bog med 16 enkeltartikler, der ofte er i en forbilledlig indirekte dialog med hinanden.

Også herfra skal der lyde et stort til lykke.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Martin Salmonsen


Polen. Tragediernes hjemland?

WESLEY ADAMCZYK: ”Da Gud så til den anden side”. Forlaget Ellekær

2008, 379 sider, 295 kr.

Jeg har tidligere anmeldt to bøger fra dette lille forlag om DDR og Polens

historie. Det er fagbøger af meget høj kvalitet og kvaliteten er ikke

lavere vedrørende erindringsbogen her. Som følge af det nazistisk-

kommunistiske kammeratskab 1939 tilfaldt et kæmpeområde i det

østlige Polen Stalins USSR. De to diktatorer regulerede naturligvis deres

ægteskab med en skreven kontrakt. Der var ikke bare tale om kærlighed

men også realpolitik. Begge parter forpligtede sig højtideligt til at holde

den polske nationalisme nede med magt, hvad de med glæde ville have

gjort under alle omstændigheder. Der holdtes endda flere næsten

fællespædagogiske arbejdsmøder for ledende medarbejdere fra

Gestapo og de tilsvarende sovjetiske såkaldte sikkerhedsorganer. Begge

diktatorers statsautoriserede bødler, Himmler og Beria, gik til sagen

med ildhu. Et af resultaterne heraf er den skæbne som her beskrives af Wesley Adamczyk. Han voksede op i

en tryg familie i det østlige Polen og sagde farvel til sin fader i efteråret 1939 for aldrig at se ham igen.

Faderen blev senere som en af de cirka 15.000 polske officerer, der faldt i sovjetisk fangenskab i september

1939, myrdet af det sovjetiske hemmelige politi NKVD ved nakkeskud i Kharkov i foråret 1940 og begravet i

en af byens udkantområder, senere park. 1998 stod Wesley Adamczyk ved parken og deltog i en

mindehøjtidelighed over sin far og de andre ofre for kommunisternes forsøg på at udrydde den polske

intelligens og nationalisme.

Bogen om rejsen fra barndommen, deportationerne og endestationen i Chicago er både rystende læsning,

fængslende og en hyldest til den menneskelige selvopholdelsesdrift. Endnu engang får vi et vidnesbyrd om

sovjetkommunismens ufattelige afstumpethed og totale menneskeforagt. Når man læser om danske

kommunisters lovprisning af sovjetparadiset og inddrager oplysningerne fra bogen i denne tankegang kan

man kun tage sig til hovedet. Tankerne i hovedet vil ikke nå ud til tangenterne på tastaturet heller ikke for

en forhærdet person som mig.

Via bogen skal vi endnu engang stifte bekendtskab med det såkaldte ”Katyn-Kompleks”. Et forståeligt polsk

traume af dimensioner. Fra udleverede NKVD papirer ved vi, at cirka 22.000 polakker af NKVD-Chefen Beria

blev anbefalet til skydning uden rettergang alene som følge af deres antagelige modstand mod det

sovjetiske system. I tallet indgik de 15.000 polske officerer. Berias anmodning blev konfirmeret af Stalin og

andre, og bødlerne gik gang. Cirka en tredjedel af de polske officerer blev nakkeskudt i Kharkov, den anden

trediedel i Kalinin og den sidste tredjedel i skoven ved Katyn. De cirka 4.500 ofre fra Katyn blev som

bekendt fundet af tyskerne i 1943 og i midthalvfemserne foretog polske og russiske læger m.v.

udgravninger i de to andre gravpladser som følge af, at Præsident Jeltsin havde overleveret de vigtigste

dokumenter om officersmordene til polakkerne og lovet russisk hjælp til opklaringen af Stalins forbrydelse.

I Kharkov var parkområdet endt som en slags ”skattekiste” hvor legende børn fandt knoglerester og andet

materiale fra afdøde personer på parkens legeplads indtil KGB måtte foretage en oprensning. I det hele

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


taget kan det undre, at man ikke i 1940 slettede alle spor efter sovjetsystemets ugerninger, således som

nazisterne gjorde det med dødslejrene i Østpolen 1943. Netop her i april 2010 er der stadig ikke fra russisk

side gjort endeligt rede for de 7.000 civile ofre for Berias bestialske nakkeskudsforslag og da en del

oplysninger findes i Hvide-Rusland er der ikke håb om hjælp til opklaringen af begivenhederne dengang så

længe det nuværende styre sidder totalt på magten.

Adam Adamczyks bog er bemærkelsesværdig på den måde, at det mig bekendt er den eneste – se dog Jerzy

Gliksman: Sig det til Vesten. 1949 - fremstilling på dansk af den skæbne som blev cirka 350.000 polakkerne i

det østlige Polen til del. I den sovjetiske fremstilling kaldes denne aktionen for ” befrielsen af Vestukraine”.

Det skønnes, at mindst 10 % af befolkningen i Østpolen fik fred i form af kommunistisk retfærdighed.

Polakker i den tysk besatte del af Polen blev også myrdede, men deres lidelser er mere kendte i hvert fald

for et vestligt publikum. Det skønnes, at 22 % af Polens befolkning omkom 1939-45. Adam Adamczyks bog

fortæller i rigt mål herom. Khrustjov var den øverste politiske leder af den såkaldte befrielse af Vestukraine

og han kunne senere prale med, at det lykkedes NKVD ved en utrættelig arbejdsindsats kaldt socialistisk

kappestrid at myrde over 45 % af den polske intelligens i de nye områder, som naturligvis straks derefter

”spontant ansøgte” om optagelse i USSR. Den nuværende litauiske hovedstad Vilnius var 1939 en del af det

sovjetiske bytte og her lykkedes det NKVD at fjerne alle spor af polsk intelligens på to måneder førend

området blev overgivet til Litauen. De litauiske nationalister erkendte det praktiske i at polakkerne blev

fjernet uden helt at forstå, at deres tur bare kom 1 år efter.

Jeg skal ikke her give et resume af bogen, som fortjener den størst mulige udbredelse og kan læses uden

forudsætninger, idet forfatteren har villet mere end at fortælle sin lidelseshistorie. Han har forsynet bogen

med noter og en perspektivering ligesom oversætteren/forlæggeren også har tilføjet yderligere oplysninger

især for danske læsere. Omdrejningspunktet overalt er Katynkomplekset. Berias memorandum fra marts

1940 om at skyde de cirka 22.000 polakker er medtaget i bogen i både russisk original og dansk

oversættelse. Desværre er den danske oversættelse sket ud fra Adamczyks amerikanske tekst, hvilket gør

sproget ubehjælpeligt og tvetydigt. I Sudoplatovs bog ”Uønsket vidne” er der allerede en dansk

oversættelse, som ifølge min russisksprogede kone er klar og præcis. Med denne lille detalje på minussiden

vil jeg endnu engang varmt anbefale en udgivelse fra forlaget Ellekær og præsentere nogle

problemkomplekser, som bogen kunne anspore til ved undervisningen i gymnasieskolen:

De 15.000 polske officerer blev på et par måneder skudt helt ensartet og begravet igen efter samme

mønster. I de nazistiske dødslejre myrdedes ofrene ved ankomsten med gas. Nazisterne begik folkemord.

Hvad med mordene på de polske officerer m.v. Er det også folkemord?

Er udryddelsen af den polske intelligens en etnisk udrensning?

Etniske udrensninger/folkemord er strafbare. Hvad med overgrebene på polakkerne?

I Adamczyks bog skrives det direkte, at alle polakker bortset fra Stalins polske følgesvende opfattede den

engelske og amerikanske politik overfor Polen 1943-45 som forræderisk. De solgte Polen, som de gik i krig

for i 1939, til Stalin som betaling for alliancen mod Hitler trods Stalins alliance med netop selvsamme

diktator. De baltiske folk deler denne opfattelse af vestligt forræderi. Var det Polen/Balterne som betalte

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


den højeste pris for II. V.K.? Ikke alene massemordene men også, at de fik påtvunget det kommunistiske

system, som både betød yderligere massemord og desuden fattigdom?

Undersøg de etnografiske forhold i Østpolen 1919-39 samt i Litauen, Hviderusland og Ukraine i samme

periode. Kunne eller skulle man lave homogene nationalstater i dette område?

I skrivende stund er Katyn igen dukket frem af historien. Er der ingen ende på det polske folks lidelser? De

mest katolske af de katolske, men det giver åbenbart ikke rabat på lidelser. I 1940 blev den polske

intelligens slagtet ved Katyn. 70 år senere gentager begivenheden sig. Man skal være polak for at forstå, at

flyvemaskinen kunne falde ned alle andre steder end netop ved Katyn. Det hjælper så lidt, at det var første

gang, at en sovjetisk/russisk statsleder overhovedet ville stå i Katyn sammen med en udsending fra Polen

under den klare præmis, at det var folk fra Putins gamle arbejdsplads NKVD/KGB, som nat efter nat havde

skudt cirka 250 mand og derefter fået dem begravet så systematisk, at en murstensstabler ville være

tilfreds med sit arbejde og kræve en bonus udbetalt.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Klavs Verholt


Sibirsk magi

RANE WILLERSLEV: ” På flugt i Sibirien. Zobeljagt, russisk mafia og 65

minusgrader”, Gyldendal 2009, 204 sider, 249,95 kr. (vejl.)

Da jeg læste denne lille bog var der udenfor en for danske forhold

streng frost. Den daglige bilstart og kørsel var noget besværlig og

langsommelig. Disse problemer blev sandelig sat i relief ved læsningen.

Der er meget langt fra det lune lille velfærdssamfund til de ekstreme

vejrforhold og barske levevilkår i det postsovjetiske Østsibirien. Her

har forfatteren rodet sig ind i et vovet og farefuldt pelsprojekt.

I denne forbindelse træffer han de forskelligste mennesker:

bureaukrater, nyrige banditter og frem for alt resterne af jukagirernes

oprindelige jægerbefolkning. Det idealistiske element i projektet, at

hjælpe de fattige zobeljægere til en betrygget tilværelse kan næppe

siges at være lykkedes.

Trods yderste livsfare overlever forfatteren dog (ellers kunne han jo heller ikke have skrevet bogen). I dag

har han et helt normalt arbejde som lektor på Institut for Antropologi, Arkæologi og lingvistik I Århus, men

han er stadig påvirket af det magiske univers han mødte hos sine jukagiriske venner.

Han har hædret dem med en spændende og læseværdig bog, der måske kan bruges som supplement ved

undervisning omkring dette fjerne hjørne af den moderne verden.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Mogens Nørgaard


Den brutale krig

BERND GREINER: ”Krig uden fronter. USA i Vietnam”. Oversat af Mikael

Witte. People’s Press 2009 (tysk udgave 2007), 480 sider, Illustreret S/H,

399 kr.

En vigtig pointe i denne bog er, at ”there was more of it in Vietnam.”

Med et samlet tabstal på 627.000 civile og 726.000 soldater i perioden

1965-1974 var Vietnam stedet, hvor den kolde krig igen blev varm. Det

var derfor her, at den kolde krig blev udformet i praksis, og det er ikke

noget kønt syn! Denne bog handler om en række aspekter af denne krig

og stiller spørgsmål som, hvorfor amerikanske soldater begik overgreb

på vietnamesere, hvorfor de amerikanske medier ikke interesserede sig

for disse overgreb før november 1969, samt hvorfor retssagerne mod

amerikanske soldater foregik på en måde, ”der selvstændiggjorde den

juridiske praksis fra lov og ret” (s.341).

Disse spørgsmål behandles grundigt og nuanceret med inddragelse af et omfattende kildemateriale og en

række fremstillinger - således fylder noteapparatet ca. 1/5 af bogen. Et eksempel på bogens tyske

grundighed ses i analysen af, hvorfor soldaterne opførte sig så voldeligt mod den vietnamesiske

civilbefolkning. I stedet for bare at ridse i lakken peger Greiner i sin analyse på, hvordan mange aspekter af

både det amerikanske og det vietnamesiske samfund kan medvirke til at forklare fænomenet.

Således accepterede præsidenter som Johnson og Nixon den asymmetriske krigs præmisser, men de kunne

ikke tage skridtet fuldt ud p.g.a. Kinas og Sovjetunionens støtte. Tendensen blev styrket af, at

generalstaben og forsvarsministeriets regnedrenge betragtede krigen som et regnestykke, hvor vinderen

var den, som dræbte flest fjender. Denne tankegang overtog officererne og det førte til en hård fremfærd

mod civile. Krigens regler blev gradbøjet gennem brugen af ”militær nødvendighed,” hvilket i praksis

sikrede officerer immunitet mod retsforfølgelse og gav dem frie hænder til at føre en ofte brutal politik

mod civilbefolkningen.

Denne brutalitet blev overtaget af de menige. Racisme, frustrationer over måden at føre guerillakrig på, et

heftigt stofmisbrug, en lav gennemsnitsalder samt en høj andel af sociale tabere gjorde ikke tingene bedre.

Denne giftige cocktail førte bl.a. til My Lai-massakren, men der var mindst tale om to til otte lignende sager.

Bogen er meget interessant og et ”must” for folk der interesserer sig for vold som samfundsfænomen.

Bogen kan i uddrag bruges til dygtige klasser eller til opgaveskrivning. Den anbefales derfor både til

skolebiblioteket og til privat brug.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Rasmus Østergaard


Cubakrisen

MICHAEL DOBBS: ”Cubakrisen – Kennedy, Khrusjtjov og Castro på randen af

atomkrig”, Informations Forlag 2009, 471 sider (ill.), 399 kr.

Michael Dobbs er amerikansk journalist, og det er tydeligt, at det er en yderst

skrivekyndig person, der har begået denne bog. Sproget flyder let og naturligt, og

bogen er meget læsevenlig og spændende.

Til tider glemmer man helt, at der ikke er tale om en kriminalroman – måske fordi

der er flere ”scener” med direkte tale og andre elementer som man ofte finder i

skønlitteratur. Denne ”genre” er helt bevidst og stemmer overens med Dobbs’ mål med bogen, som er ”at

hjælpe en ny generation af læsere til at genopleve den vigtigste krise under Den Kolde Krig” (s. 13). Målet

opfyldes til fulde: når man har læst bogen, sidder man netop tilbage med en stærk fornemmelse for hvad

der faktisk skete dengang dramaet udspillede sig.

Med til at øge dramaet er også det tikkende ur, som angives øverst på bogens højresider: her kan man

løbende følge den dato og det klokkeslæt, de begivenheder man netop læser om, udspiller sig. Man får på

den måde indtryk af, hvor hurtigt tingene udviklede sig.

Atomkrig er en frygtelig tanke, og for mange af os er det svært at forestille sig hvordan det føltes at leve

dengang den kolde krig var på sit højeste. På mange måder markerer Cubakrisen et højdepunkt i den kolde

krig: atomkrigen lurede, og aldrig før eller siden har verden været tættere på atomkrig. Dette har blandt

andet medvirket til en stor interesse for begivenhederne i oktober 1962 som blandt andet har mundet ud i

flere film. Vigtigt for myterne omkring Cubakrisen har også været, at John F. Kennedy var en af

hovedpersonerne.

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål vedr. begivenhederne i oktober 1962. Flere og flere arkiver

bliver åbnet, men store dele af de amerikanske arkiver er stadig lukkede. Dobbs har researchet grundigt i

forbindelse med denne bog, som da også er forsynet med grundige henvisninger. Dobbs har endvidere flere

detaljer med, som (åbenbart) ikke tidligere har været almindeligt kendt. Blandt disse er eksempelvis den

sovjetiske deployering af strategiske atomvåben kun 25 km fra USA's flådebase i Guantánamo.

Denne bog er yderst velegnet til den nysgerrige læser, som gerne vil have et indblik i begivenhederne

dengang i 1962 og er bestemt prisen værd.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Martin Sonnenborg


Soldaterbilleder

JENS JESSEN: ”Besættelsen set med tyske øjne”, GT Forlag 2009, 208

sider, 325 kr.

Ifølge pressemeddelelsen indeholder denne bog næsten 400 billeder,

der alle er taget i perioden 1940-1945 af tyske besættelsestropper i

Danmark. Og der er mange interessante billeder imellem – men det er

lidt af en tilsnigelse når samme pressemeddelelse hævder at billederne

”… giver os et indblik i, hvordan Danmark så ud set gennem besætternes

øjne”. Langt hovedparten af billederne viser billeder af tyske soldater i

forskellige situationer og fortæller dermed mere om, hvordan de tyske

soldater så sig selv end hvordan de oplevede Danmark. Det er der vel

heller ikke noget mærkeligt i: billederne var vel tænkt at skulle sendes

hjem til familie, kæreste eller venner i Tyskland. Det er da også

kendetegnende at der optræder endog meget få danskere på billederne. Hvorfor sende billeder hjem af

helt ukendte danskere?

Bogen er delt op i forskellige afsnit om selve besættelsen d. 9. april og om de forskellige værn samt om

forskellige tyske enheder i Danmark. Dertil et afsnit om krig i Danmark, om yndede motiver, et kapitel om

datidens kameraer (bogen er udgivet på et forlag der hovedsagelig udgiver bøger om teknik og især

motorkøretøjer) og en introduktion af museer i Danmark, der udstiller om Besættelsen. Endelig er der et

kapitel hvor der vises billeder fra perioden 1940-45 og sammenligner med billeder af de samme steder i

dag. Dette sidste kapitel kan jeg ikke rigtigt se meningen med – er det mon blot for at nogle farvebilleder

ind i bogen? Alle billeder er forsynet med tekst, der forklarer hvor og hvem der er med på billedet samt en

udførlig og deltaljeret forklaring hver gang der optræder et køretøj på billedet (der er dog en del

gentagelser i den ledsagende tekst til billederne). Forfatterens interesse for og store viden om biler mv.

fornægter sig sandelig ikke. Alt andet lige er der her gjort et stort arbejde for at placere billederne i tid og

sted.

Men hvad kan vi så se på billederne? De tyske soldater på billederne ser i mange tilfælde ud til at være

mænd, der enten er kommet lidt op i årene eller også er meget unge. Det er så at sige billeder af tyske

soldater i danske kulisser i forskellige situationer: marcherende, mens man holder frokost eller hviler sig

oven på en anstrengende march eller poserer sammen med sine soldaterkammerater. Ind imellem kan man

se en civil dansker, der helt tilfældigt er kommet med i baggrunden.

Rigtig interessant bliver bogen ikke. Det ville f.eks. efter min opfattelse have været meget mere interessant

hvis det kunne være lykkedes at indsamle billeder af danskere – billeder taget af tyske soldater. Dette ville

kunne vise et billede svarende til bogens titel.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


Om Besættelsen og Anden Verdenskrig – nu til søs!

Poul Bech: ”Søkrig i danske farvande. 1939-42”, Schønberg 2008, 304

sider, 299 kr. & Poul Bech: ”Søkrig i danske farvande. 1943-45”,

Schønberg 2009, 352 sider, 299 kr.

Poul Bech har virket som journalist på Fredericia Dagblad i en

menneskealder og har efter sin pensionering fået tid til at begå dette

værk om, hvad der skete i og omkring danske farvande under den Anden

Verdenskrig og Besættelsen. Forfatteren har øjensynlig altid haft en

passion for det maritime, som han forbinder med sin opvækst ved

Hellerup Havn. Han har læst stor set alt tilgængeligt materiale på dansk,

engelsk og tysk, der relaterer til hans emne, og han har med egne ord

gennempløjet danske, engelske og tyske arkiver for materiale angående

sit emne. Han ønsker at belyse, hvad der foregik i danske farvande af krigsrelaterede hændelser, da han jo

rigtigt mener, at det er et af de få underbelyste emner i forhold til historien om Besættelsen.

Men til trods for at han har et spændende billedmateriale og bruger optryk fra samtidige danske, svenske

og tyske aviser og tidsskrifter, bliver bøgerne aldrig rigtig spændende. Den

opremsende (lejlighedsvis springende) kronologiske fremstilling virker i

længden kedsommelig og forhindrer forfatteren i at sætte begivenhederne

ind i en større forståelsesramme. Blandt andet kan det undre, at han vælger

at lade skellet mellem de to bøger gå ved årsskiftet 1942-43, når nu al

besættelsestidshistorie i dag lader 29. august 1943 være det store skel.

Men imponerende er forfatterens oversigter over ”liste over mineramte

skibe i danske farvande” og ”flyangreb mod skibe i danske farvande” (i

1939-42, side 270-274) samt de samme fortegnelser i (1943-45, side 334-

346), hvor han ganske vist taler om ”minesprængte skibe i danske

farvande”. Her er oversigter, som år for år gennemgår, hvilke skibe der blev

ofre for krigsrelaterede handlinger i og omkring danske farvande. Det mest

spændende er dog listen over engelske ubådsangreb i 1940 (1939-42, side

274-75) som dokumenterer en betydeligt engelsk offensiv i danske og sydnorske farvande i forbindelse med

Operation Weserübung.

Men forfatteren er amatørhistoriker, hvilket han med al tydelighed demonstrerer ved i (1939-42, side 63)

at skrive: ”Kl. 6 besluttede Kongen at Danmark skulle overgive sig uden kamp.” Sådan! Samtidig virker

notesystemet tilfældigt. Når forfatteren fx skriver (1939-42, side 67), at den tyske beslutning om også at

besætte Bornholm først blev taget den 9. april, ville en henvisning her have været på sin plads. På samme

måde skriver forfatteren (1943-45, side 172), at der den 19. september ved 22-tiden blev skudt med

maskinpistoler mod det transportskib, der skulle sejle de danske politifolk til KZ-lejre i Tyskland. Forfatteren

antyder, at der måske var tale om en behjertet befrielsesaktion fra modstandsbevægelsens side. Men hvor

ved han det fra? - og når man er den første til at omtale en så spændende (og fantasifuld) hændelse, er det

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


på sin plads med dokumentation. Derfor er bøgerne også præget af en journalistisk ”von hören-sagen”

metode. Forfatteren refererer fx (1943-45, side 174) en nu afdød politimand for at have sagt, at der i den

forseglede ordre (til transportskibets kaptajn) stod: ”Sænk skibet med fangerne i Østersøen og forlad skibet

med Deres mandskab.” Hvordan den nu afdøde politimand kunne vide, hvad der stod i den forseglede

ordre, melder historien ikke noget om, ligesom man heller ikke får at vide, hvor eller hvornår omtalte

politimand skulle have udtalt sig sådan. Det ligner dramatisk kontrafaktisk spin, men har ikke meget med

kildekritik at gøre. Et andet eksempel på tilfældighed i forhold til noteapparatet er note 38 (1939-42, side

39), der skal forklare den såkaldte Malteserkorsaftale, der skulle have givet specielt danske skibe lov til at

sejle på England i begyndelsen af Verdenskrigen. Note 38 henviser til note 27 i samme bind, men note 27

handler om noget helt andet.

Så desværre er bøgerne ikke alene jævnt hen kedsommelige, og det er ærgerligt, når forfatteren ved så

meget om de maritime krigsrelaterede hændelser i perioden. Men den sine steder meget detaljerede

fremstillinge formår ikke at sætte de mange begivenheder ind i en større ramme. Og det er en skam, da

forfatteren (1943-45, side 303) på sidste side! kan berette, at der fra september 1939 til 9. maj 1945 forliste

omkring 600 skibe, og at der omkom ca. 4700 mennesker i forbindelse med krigsrelaterede hændelser i

danske farvande.

Man skal være mere end almindelig interesseret i maritime forhold eller have interesse i en speciel

hændelse, hvor familie eller venner omkom eller overlevede for rigtig at have interesse i nærværende

bøger.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Thorkil Smitt


Det armenske folkemord

HELLE SCHØLER KJÆR: ”Danske vidner til det armenske folkemord 1915”,

Forlaget Vandkunsten, 2009, 152 sider, 229 kr.

DR-journalist Helle Schøler Kjær har skrevet den første samlede

fremstilling om det armenske folkedrab på dansk. Folkedrabet, der trods

sine snart 100 år på bagen, er yderst nærværende på den storpolitiske

dagsorden. Indholdsmæssigt befinder bogen sig et sted mellem den

biografiske genre og historikerens nøgterne optegnelser skrevet med

fornemmelse for den journalistiske reportagestil, der tillader at springe

mellem øjenvidners dagbogsoptegnelser, officielle dokumenter,

historikeres analyser og baggrundsmateriale.

Selv om samtiden kan have svært ved at se folkedrabets betydning i det

21. århundrede, formår bogen at få sat billeder af forfølgelsen og

massemordet på armenierne i 1915 på læserens nethinde gennem først og fremmest brugen af danske

samtidige øjenvidneberetninger. Således er det første gang at de danske øjenvidner i form af

børnehjemslederen Karen Jeppe, missionæren Maria Jacobsen og den danske gesandt Carl Ellis Wandel

kommer til orde i en bogudgivelse på lige fod med den daværende amerikanske ambassadør i Tyrkiet,

Henry Morgenthau, senior.

Bogen er med til at vise en ny og særlig dansk vinkel på massemordet og fordrivelsen af armenierne fra det

område, der senere blev til Tyrkiet. Et massemord, der vel uden tvivl i omfang, intensitet og karakter, kan

klassificeres med det senere anvendte begreb, folkedrab.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Brian BM Larsen


Hvem var ”de retfærdige”?

CLARA CRAMER: ”Claras Krig. En piges dramatiske kamp for at

overleve”. Gads Forlag 2010. 368 sider, 249 kr.

Da vi på DIIS i 2003 valgte, at det følgende års Auschwitz-dag skulle

have et tema – som det så har været tilfældet siden – faldt valget

på temaet ”Tilskuer eller Beskytter”. For hvad er det, der får nogle

til blot at se på, nogle til at være gerningsmænd – og nogle til at

være redningsmænd / beskyttere?

Og det er ikke kun i Danmark interessen for denne gruppe er stor:

På Holocaust-centret Yad Vashem i Jerusalem går man fra

indgangen op til museet og de mange mindesmærker ad ”De

retfærdiges Allé” – ja stedet har en hel afdeling for forskningen i

”De retfærdige blandt nationerne”. Vi kender nogle af dem –

måske især Oscar Schindler, Raoul Wallenberg og Miep Gies – Miep

Gies var kvinden, der hjalp Otto Frank og hans familie i Amsterdam.

Disse tre er meget forskellige personer – omstændighederne er vidt forskellige – og mens Miep Gies i sidste

ende ikke var i stand til at hindre, at Anne Frank og de andre i baghuset blev arresteret, reddede Oscar

Schindler i hundredvis og Wallenberg endnu flere jøder.

Clara Kramers bog ”Claras Krig”, der i øjeblikket er en af de mest solgte bøger i Danmark, handler også om

en ”beskytter”. Den handler selvfølgelig også om familien Schwarz, der sammen med flere andre – i alt 18 –

i tyve måneder lever i en kælder under et hus i Zolkiew i Galizien – dengang Polen, i dag Ukraine. Zolkiew,

der ”havde snesevis af politiske og religiøse organisationer: zionistiske, hasidiske, ortodokse,

kommunistiske, bundistiske, socialistiske og flere til”. Den handler om den sovjetiske besættelse af det

østlige Polen fra september 1939 til sommeren 1941 – et drama, som vi med den nylige katastrofe i Katyn

lige har fået repeteret. Og den handler om de tyve måneder, hvor familien lever i skjul. Men først og

fremmest skildrer den med udgangspunkt i pigen Clara Schwarz´ (nu Cramer) dagbog fra dengang deres

redningsmand – Valentin Beck: ”Kunne vi risikere at lægge vores liv i hænderne på en mand, der var kendt

for sin skarpe tunge, sin antisemitisme, sin forkærlighed for de våde varer og sine forfejlede forretninger?”

Det kunne de – eller rettere sagt: Det var de nødt til – der var ikke mange, der var parat – og slet ikke, når

de skjultes penge slap op. Og igen er det rystende at læse, hvor få polakker, der så valgte ”blot” at være

tilskuere – her som mange andre steder er det polakkerne, der er mest ivrige i jagten på jøderne – mest

forfærdeligt skildret, da Claras søster Mania under en brand i kælderen løber ud og bliver forrådt af to

polske drenge. Og denne jagt fortsætter til den bitre ende – kun overgået af ukrainerne. Som Clara skriver:

”Beck´erne havde truffet det valg at risikere deres liv for at redde os, men det eneste, Tilzer (den polske

dreng, der angiver Mania) havde skullet gøre, var at se den anden vej, og så havde min søster stadig været i

live”

Beck er polsk – men som navnet antyder ”Volksdeutsch” – hvorfor gør han det? Clara skriver et sted: ”Ud

fra mine sporadiske kontakter med hr. Beck var jeg begyndt at indse, at han var fuld af modsætninger. Han

havde ry for at være antisemit, men han optrådte aldrig andet end elskværdigt overfor for os.” (s.101) Men

side 110 får vi også en interessant oplysning: En af de gange, Beck er beruset, fortæller han sin bror om, at

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


han skjuler jøder – det er en af de mange situationer, hvor familierne er overbeviste om, at deres sidste

time er kommet. Men her får vi måske en del af forklaringen: Beck brøler op om den sovjetiske besættelse

og spørger broderen, hvem der reddede ham dengang: ”DET VAR JØDEN MELMAN NEDENUNDER, DER

BESTAK DE SKIDE KOMMUNISTER. HVIS JEG FORRÅDER DEM, FORRÅDER JEG MIN EGEN ÆRE. JEG HAR

HADET JØDERNE HELE MIT LIV, OG DET GØR JEG STADIG. MEN HVORFOR? HVORDAN FANDEN SKULLE JEG

VIDE DET?”

Dette er næppe hele forklaringen – der har krævet et helt uforklarligt mod at spille det dobbeltspil, Beck

spillede – i perioder med tyske jernbanefolk og senere tysk politi som logerende! Højdepunktet kommer, da

seks SS´ere, flytter ind lige over de skjulte.

Fru Beck – Julia – har tidligere arbejde for familien Schwarz – også hun skildres som et eksempel på en

fantastisk person: ”Det var Julie Beck, den simple, folkelige, gigtkrogede, for tidligt ældede og af sin egen

mand ydmygede Julia Beck, der var den stærkeste af os alle.” (202) Ja, Beck ydmyger hende ved at have et

forhold til en af de unge jødiske kvinder, de skjuler – og til sin svigerinde.

De sidste måneder er de værste – kampene foregår på flere fronter – af og til nærmer Den røde Hær sig –

så truer ukrainerne polakkerne – og ”folketyskerne” begynder at flygte. Og omkring den 24. juli når

russerne Zolkiew. På det tidspunkt er der af de fem tusind jøder, der havde boet i byen ved krigens start,

kun halvtreds tilbage – og kun forfatteren og to andre børn havde stadig begge deres forældre.

At det i denne verden lykkes den nu 18-årige Clara ved hjælp af sin dagbog at redde hr. Beck fra NKVD tre

måneder efter befrielsen er vel det sidste mirakel i bogen. Herefter får vi de oplysninger, der viser, at

antisemitismen hverken kom eller gik med Hitler – familien Schwarz må forlade Zolkiew: ”Byen, vi havde

elsket, eksisterede nu kun som et fælles minde. Der var intet jødisk samfund tilbage. Ukrainerne var stadig

lige antisemitiske, så vi kunne ikke praktisere vores religion og dårligt skaffe til dagen og vejen.” (s.355) De

må tage til Liegnitz, fra 1945 Legnica i Polen, men med den kommunistiske regering og de pogromer, der

sker i Polen 1945 og 1946 bliver de klar over, at der heller ikke er nogen fremtid for jøder dér. Og efter

ophold i lejrene for ”Displaced Persons” i Tyskland lander de endelig til sidst i staten Israel.

Bogen er fantastisk godt skrevet, den er utrolig spændende og hele vejen igennem overvejer man, hvornår

Beck giver op. Det gør han aldrig – og på ”De retfærdiges Allé” kan man finde træet plantet for Julia og

Valentin Beck.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Otto Rühl


”… knust til ingen verdens nytte”

GEOFFREY POWELL:”Soldat ved Arnhem. Britisk faldskærmssoldat i

operation Market Garden 1944”. Oversat af Morten W. Larsen. Diorama

2009. Illustreret. 224 sider, 249 kr.

For den krigshistorisk interesserede vækker sceneriet i kælderen under

Hotel Hartenstein i Oosterbeek fortættede sindbilleder af de

forfærdende kamphandlinger i september måned 1944 under det fatale

angloamerikanske forsøg på etablering af et brohoved om Arnhem nord

for Neder Rijn. Hotellet, der i dag er museum for luftlandsætningen, var

den britiske 1. Luftbårne Divisions kommandostation. Divisionens chef

var generalmajor Roy Urquhart. Oosterbeek ligger lige vest for Arnhem,

knap tre km nordvest for jernbanebroen over Neder Rijn, der var den

nærmeste af de strategisk vigtige broer, hvis erobring skulle have banet

vejen frem mod fatamorganaet: ophøret af den europæiske krig inden jul.

Operation Market Garden udsprang af uenigheden mellem de allierede krigsherrer om taktikken.

Amerikanerne ønskede et angreb over en bred front mod Ruhr, Saar og Frankfurt am Main. Englænderne,

dvs. først og fremmest feltmarskal Bernard Law Montgomery, ønskede et koncentreret fremstød over Ruhr

mod Berlin. Til uenigheden føjedes Montgomerys uvilje mod general Dwight D. Eisenhowers operative

ledelse samt hans behov for at hævde sig især efter mange anklager om ’poor performance’ foran Caen

efter D-dagen. Operationen blev, med lunken amerikansk accept, iværksat søndag 17. september.

Operation Market, erobringen af broerne ved Eindhoven og Nijmegen, blev en succes. Operation Garden,

erobringen af broerne ved Arnhem, blev en katastrofe.

Geoffrey Powell (1914-2005) tilhørte den luftbårne 156. Bataljon af 1. Luftbårne Divisions 2. Brigade lige fra

bataljonens oprettelse i 1941. Bataljonen blev efter tre års hverken overvættes dramatisk eller særlig

tabsgivende krigsindsats i Mellemøsten og på Sicilien nedkastet mandag 18. september nordvest for

Arnhem som del af opfølgestyrkerne til 1. Brigade, der var landet om broerne dagen før. Da Dakota’erne

lettede fra flyvepladser spredt over Leicestershire, var Powell 29 år gammel, major og chef for bataljonens

C-Kompagni. Han beretter om sine bekymringer allerede dagen før indsættelsen. Operationsplanen virkede

”enkel og lige ud ad landevejen, sådan som alle ordentlige militære planer skulle være” (s. 21), men to

forhold nagede ham.

For det første skulle operationen gennemføres i to bølger, således at 1. Luftbårne Division ikke blev

nedkastet på én gang. For det andet var der op mod tretten km mellem det anviste nedkastningsområde og

det befalede mål for den påfølgende fremrykning. Det var, erkendte han klart dagen efter under en

trøstesløs march ad et endeløst hjulspor mod Arnhem, hvor soldaterne måtte bære stort set alt, hvad de

skulle bruge under kamp, ”en meningsløs måde at anvende luftbårne tropper på. Overraskelsesmomentet

var gået tabt for længe siden” (s. 47). Da 156. Bataljon sammen med resterne af divisionstropperne ved

mørkefald mandag 25. september indledte en evakuation ud af forsvarsområdet ved Oosterbeek, var

Powell som den ældste tilbageværende officer bataljonens chef. Den var under kampene reduceret til

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


delingsstørrelse, nedslidt under fjendens kampvogne, morter- og artilleriild, fældet af hans snigskytter eller

faldne i nærkamp. Powell førte sit mandskab over Neder Rijn til den britiske 2. Armé, hvor han efter at

være brudt sammen af udmattelse vågnede op tirsdag 26. september, niendedagen efter indsættelsen, på

et felthospital i Nijmegen. Ved den endelige opgørelse resterede da af 156. Bataljon blot tre officerer og 43

øvrige soldater.

Powells værdifulde beretning udkom i 1976 under pseudonym, men blev senere genudgivet under eget

navn, da hans identitet var blevet kendt. Genudgivelsen opretholder dæknavnene for beretningens

vigtigere aktører, men deres virkelige identitet er afsløret i forordet. Powell var forfatter til andre

militærhistoriske værker, deriblandt en analyse af den samlede Operation Market Garden.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Ole Halding


Luftkrig

COLIN D. HEATON & ANNE-MARIE LEWIS: ”Nattens helte om Luftwaffes

og RAF’s kampe over Europa 1939-45”, Schønberg 2009, 286 sider, 249

kr.

Denne bog handler om en række aspekter af den tysk-britiske luftkamp

med jagerfly og bombemaskiner og fokuserer på såvel de strategiske,

taktiske, teknologiske og menneskelige faktorer hos beslutningstagere

og udøvere af den krig, der skulle fremvise nogle resultater med

mulighed for at styrke den militære og civile kampmoral. Bogen baserer

sig på mange års forskning og interviews med såvel allierede som tyske

piloter og andre besætningsmedlemmer ombord på bombefly og

kampflyvere. Der er lagt en betydelig militær- og historiefaglig energi i at

skaffe materialet til bogen, og den er forbilledlig forsynet med et

omfattende noteapparat, appendiks med tekniske detaljer og en

litteraturliste med primære og sekundære kilder til yderligere læsning.

Bogens fortjeneste er, at den gør brug af mange tekniske detaljer, betegnelser og talangivelser, der kunne

få den mindre flykyndige læser uden interesse eller indsigt i tyske og britiske flytypers fortrin og mangler til

at tabe tråden under den ret opremsende fremstilling. Alligevel bliver man som læser fastholdt, idet

beretningen rummer så mange andre militærfaglige og storpolitiske tilgange til luftkrigen, at man får en

bred og nuanceret forståelse for den professionalisme, der besjælede begge de krigsførende landes piloter

og øvrige besætningsmedlemmer under den meget professionelle duel mellem Luftwaffe og RAF, som

betød ufattelig mange psykiske sammenbrud og voldsomme menneskelige tab. 55. 000 var det totale antal

døde besætningsmedlemmer under ”Bomber Command”s operationer, og heraf udgjorde RAF 69,2 %

svarende til et personeltab på mere end 38.000.

Et af bogens interessante temaer er det tyske Luftwaffes militære eksperters bestræbelser for at motivere

den politiske ledelse af luftkrigen, personificeret af Hermann Göring til at opprioritere konstruktion og

produktion af bombefly, i stedet for at fastholde en strategi med overvejende jagerindsats imod de natlige

britiske bombetogter over tyske industrianlæg. I denne sammenhæng indledte man fra tysk side en

desperat og virkningsfuld kampform for at begrænse eller eliminere effekten af de britiske bombeflys

overvejende natangreb ved en aktionsform, der havde kodeordet ”Wilde Sau”. Det er heltene herfra – de i

bogen benævnte ”natjageresser”s resultater, antal sejre og ordenstildelinger i form af ridderkors, egeløv,

sværd og diamanter, som bogens forfatter har fået adgang til gennem et fordumsfrit og historiefagligt

pionerarbejde med interviews og materiale fra de nu få tilbageværende og fremtrædende repræsentanter

for Luftwaffes og RAFs opslidende og menneskeligt alt for omkostningstunge rivalisering om herredømmet i

det vesteuropæiske luftrum.

Bogen er forsynet med mange fotos af de bidragydende piloter og øvrige militære overordnede, der er

omtalt i bogen. For den luftkampinteresserede læser, for hvem flybetegnelser som Spitfire, Hurricane,

Short-Stirling, Halifax og Lancaster, der alle figurerer på sejrslisten i Oberstleutnant Hans-Joachim Jabs´

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


opremsning af sine 50 nedskydninger, er bogen en lækkerbisken. Der kunne godt have været gjort mere ud

af arbejdet med bogens kortmateriale over det luftmilitære geografiske operationsområde for ”nattens

helte”. Der er kun 2 kortsider med skravering af de tyske natjageres rækkevidde og operationsarealer, der

tilmed viser forskellige udsnit af samme gamle kort fra før eller under 1. Verdenskrig. Disse irrelevante kort

har været tiltænkt andre formål end bogens og burde have været udeladt eller hellere været erstattet med

illustration og dokumentation af denne bogs meget fortjenstfulde formål i forlagets udgivelsesrække af

forskning i 2. Verdenskrigs historie.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Jørgen Steen Albertsen


Heydrich – med et hjerte af jern

DEDERICHS, MARIO R.: ”Heydrich. Ondskabens ansigt”, Schønberg,

2009, 340 sider, 299 kr.

Udmærket tysk biografi stiller skarpt på et af Det 3. Riges mest

uhyggelige skabninger, Reinhard Heydrich, som Hitler omtalte som en

storslået mand ”med et hjerte af jern”. Biografien går minutiøst til

værks i beskrivelsen af Himmlers højre hånd og SD’s medgrundlægger,

der endte sine dage som stedfortrædende rigsprotektor for Böhmen og

Mähren efter et attentat i et vejsving uden for Prag i 1942.

Fra opvæksten i et musikalsk miljø, over en kortere karriere som

søofficer til indtrædelsen i NSDAP og SS kulminerende med

udnævnelsen til chef for RSHA med ansvar for planlæggelsen og

udførelsen af ”løsningen af det jødiske spørgsmål” , kan personen

Heydrich bedst skildres med det i bogen gengivne citat af historikeren Joachim Fest: ”Han var en mand som

et piskesmæld i sin diabolske følelseskulde, sin amoralitet og sit uudslukkelige magtbegær”.

Biografien er grufuld læsning, der belyser Heydrich frygtelige andel i nazisternes forbrydelser, og leder til

det centrale spørgsmål: Hvorfor?

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Brian Larsen


”Hverdagen” i Auschwitz

TADEUSZ BOROWSKI: ”Hos os i Auschwitz”. Oversat fra polsk af

Judyta Prei og Jørgen Herman Monrad. Forlaget Vandkunsten 2009,

159 + 10 sider efterskrift, 249 kr.

”KL Auschwitz was founded as an Instrument of the Nazi Terror and

Repressive Measures against the Polish People” - denne tekst på den

polske udstilling på museet I Auschwitz-Birkenau minder alle besøgene –

de sidste år mere end én million – om baggrunden for Auschwitz – og det

uddybes på den følgende: ”For the Contemporary World KL Auschwitz is

the symbol of Holocaust – the Mass Extermination of the Jewish Nation.

However before the first Transports of the Jews were directed to the Gas

Champers, Thousands of Poles as well as other Nation´s Representatives

were killed in the Camp.”

Tadeuz Borowski´s (1922-1951) fortællinger om livet og døden i

Auschwitz er skrevet i årene umiddelbart efter befrielsen og belyser

delvist ovenstående – Borowski var godt nok ikke blandt de første polske fanger – langtfra – han kom først

til Auschwitz i april 1943 og hans fangenummer var 119 198 – men hans skildringer drejer sig i høj grad om

både de polske, jødiske og andre fanger. Og han nævner en meget vigtig forskel, da han skal forklare,

hvorfor en jødisk fange forlanger ”betaling” for en tjeneste – ”eftersom jøderne jo, i modsætning til

polakkerne, ikke fik tilsendt pakker udefra” (s.74)

Udvalget her bringer 12 mindre og én lidt længere fortælling, der giver os et billede af ”hverdagen” i

Auschwitz og Birkenau – hvor grotesk det end kan lyde, er Borowski på et tidspunkt på ”efteruddannelseskursus”

som samarit i Stammlager – Auschwitz 1 – før han kommer tilbage til Birkenau. I ”Denne vej til

gassen, mine damer og herrer” giver han en fuldstændig nøgtern skildring af ankomsten af en transport –

interessant er her hans sætning ”Transporterne varer i ugevis, i månedsvis, i årevis. Når krigen er slut, vil

man tælle de brændte. Man vil nå op på fire en halv million.” (s.20) Dette tal er ifølge al nyere forskning alt

for højt – som det fremgår af Peter Smiths bog om Auschwitz fra 2004 regner man i dag med ca. 1.1 mio.

døde – således også i Blum & Bøggilds ”Auschwitz – en introduktion”. Men tallet på over 4 mio. har altså

været et tal, man talte om straks efter krigen.

Den lidt længere tekst – ”Her hos os i Auschwitz” – er udformet som breve fra Borowski til kæresten Marie i

kvindelejren i Birkenau. Det fremgår tydeligt, at fangerne i Auschwiz er bange for Birkenau – ”Folk her

holder af Oswiecim, med stolthed i stemmen siger de: ”Hos os i Auschwitz ... ”” (s.83). Og her spørger han

sig selv: ”Hvordan kan det være, at ingen råber op, at ingen spytter dem i ansigtet og sætter sig til

modværge?” (s.93)

Borowski bliver i sensommeren 1944 overført til Natzweiler ved Stuttgart, som han beskriver i fortællingen

”Veteranen fra Warszawa” og de sidste noveller handler om tiden efter befrielsen, hvor Borowski i første

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


omgang bliver i Tyskland, men i maj 1946 vender hjem til Polen, hvor han i juli 1951 begår selvmord i

fortvivlelse over de politiske tilstande.

Da Imre Kertesz i 2002 fik nobelprisen i litteratur for sin digtning om Holocaust nævnte han Borowskis

noveller som en afgørende inspirationskilde – nu er der mulighed for at skifte bekendtskab med et lille

udvalg af hans fortællinger på dansk.

Jeg vil anbefale at læse efterskiftet først – Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad har valgt ikke at lave

noter – det gør derfor forståelsen større, hvis man på forhånd ved, hvem Borowski er og får forklaret nogle

af de indforståede vendinger.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Otto Rühl


I morgen er det måske for sent

KATHRINE LÆSØE ENGBERG: ”Modstandskvinder. Kvinder i den

danske modstandsbevægelse fortæller”, People’s Press 2009, 285

sider(ill.), 249 kr.

Peter Øvig Knudsen har brugt formlen i ”Efter Drabet”: Fået nogle af

de sidste, nulevende modstandsfolk interviewet, mens tid er. Og det

i sig selv er en god idé. Men hvor Øvig Knudsen tager fat om et af

besættelsestidens største tabuer, stikkerlikvideringerne, har

Engberg som forfatter taget sin undertitel bogstaveligt. Hun lytter,

refererer loyalt, men kommenterer ellers ikke. Der er noter til

teksten, overvejende taget fra Gads leksikon om besættelsestiden,

hvilket nok er en hjælp for lægmanden, men overflødigt for den, der

har det fine opslagsværk liggende.

Flere af de interviewede har skrevet deres memoirer, og Engberg

har for Lis Mellemgaards vedkommende valgt at supplere

interviewet med dennes ”Pige i modstandskampen”. Det er helt let at se hvorfor og hvordan. Samme Lis

Mellemgaard begik i 2001 et andet samtaleværk, nemlig ”Fra tavshed til tale”, hvor børn af

frihedskæmpere fortæller. Mange med års indestængthed efter forældrenes kryben udenom, når det kom

til besættelsens ubehagelige oplevelser.

Den væsentligste anke mod Engbergs metode må være, at hun ikke blander sig mere. Hvad er det egentlig,

der gør kvinde-vinklen interessant? For som typer og mennesker er de vidt forskellige, lige fra kommunisten

Inge Nielsen til den excentriske komponist, Else Marie Pade. Historierne er hver for sig spændende, og

indimellem krydser de hinandens veje, f.eks. gennem arbejdet med den legendariske nedkastningschef,

Jens Toldstrup.

Og apropos veje. Som Århus-baseret læser kan geografien hos Engberg undre. Ringvejen? Eller menes der

Ringgaden? Og blokkene ved Skovbrynet? Det er da et fuldblods villakvarter! Vel er det detaljer, men de

skal være i orden.

Men Kathrine Engbergs bog er spændende læsning, ikke mindst fordi disse kvinders engagement og mod

stadig brænder igennem så mange år efter. Nu er der snart ikke mange tilbage, så det er godt at få lyttet,

mens tid er!

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Hans-Henrik Christensen


Afghanistan og Taleban

FREDERIK BARTH: ”Afghanistan og taleban”, forord af Lasse

Ellegaard, Forlaget Hovedland 2010, 111 sider, 139 kr.

Forfatteren til bogen ”Afghanistan og Taleban”, Frederik

Barth (f. 1928), er professor i socialantropologi ved

universitetet i Boston. Fra 1954 og frem har han ofte besøgt

Afghanistan hvor han har rejst rundt i landet. Undervejs har

Barth lært sig majoritetssproget ’pashto’ og bl.a. levet

sammen med ’pashtunerne’, en befolkningsgruppe på ca. 35

millioner mennesker. Det er fra den pashtunske

befolkningsgruppe, at Taleban rekrutterer de fleste

medlemmer til jihad mod internationale styrker.

Om en oplevelse under et af sine besøg i Afghanistan skriver

Barth: ”Jeg kom forbi en ukendt mand på en sti, hvor han

sad og spiste et fladbrød. Han inviterede mig til at sidde ned

hos sig og delte sit brød med mig. Så filosoferede han over

menneskelivets omstændigheder: ”Det er lettere at være

fattig end at være rig. En rig mand er altid bekymret for sin

rigdom – at den kan blive røvet fra ham, eller at han kan

blive snydt, eller at folk indsmigrer sig for at opnå noget. Han må passe på. Men jeg er en fattig mand. Her

kunne jeg dele mit brød med dig, og vi blev venner, så går vi hver til sit, og jeg skiller mig fra dig med ære.”

(s.39). Citatet er et illustrativt eksempel på den gennemgående tone i bogen. Barths biografiske beretning

viser, at her er tale om en bog, som dels er skrevet ud fra en personlig kærlighed til landet og dels som et

forsøg på at udfylde et tomrum ved som vesterlænding at synliggøre den afghanske befolknings position og

situation.

Indhold: Der er tale om en forholdsvis kort bog. Bogens 19 kapitler samt de to forord er fordelt på kun 111

sider. Bogen indeholder desuden et kort over Afghanistan men intet register.

Hvert kapitel er kort og præcist og kendetegnet ved, at Barth går direkte efter kernen i de forhold han

ønsker at belyse. Her spildes ingen tid.

Bogens kapitler kredser i særlig grad om de indre afghanske forhold med vægt på æresbegreber og

organiseringen af samfundet. Bogen rummer også forslag til, hvordan konflikten i Afghanistan kan løses

eller opblødes ved, at de vestlige magter i landet vælger en ny og bedre strategi. Begge fokuspunkter

funderes i en kortfattet gennemgang af Afghanistans historie.

Samfundsforhold: Det var den dominerende befolkningsgruppe, de førnævnte pashtunere, som

grundlagde kongeriget Afghanistan i 1747. Afghanistan beskrives af Barth som et statisk samfund, der ikke

har ændret sig meget og som er præget af indre modsætninger, ulighed mellem kønnene og en flerkulturel

befolkning. Der er endvidere en meget stor modsætning mellem de afghanske bysamfund som, i kraft af

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


historien, er af persisk kulturel karakter. Samfundene på landet derimod er overvejende af pashtunsk

karakter.

Den pashtunske organisering af livet på landet er knyttet til slægtsforhold og hvad man som historiker vel

bedst kan karakterisere som et do-ut-des-forhold mellem samfundets mandlige medlemmer. Slægternes

livsgrundlag er lænket til dyrkelse af jord, og fra kampen for dette livsgrundlag udgår samfundets vigtigste

politiske organisering. Jordret arves fra fader til søn eller fra fader til nærmeste mandlige familiemedlem.

Sådan har det været gennem generationer. Slægterne allierer sig med og mod hinanden således at

samfundslivet konstant er præget af konkurrence og skiftende lokale aftaler af kortsigtet taktisk karakter.

Hvert enkelt slægtsoverhoved må sikre bevarelse af det arvede territorium og skabe sikkerhed for sin slægt

og sig selv gennem et netværk af alliancer til gensidig beskyttelse og opretholdelse. Retsforholdene på

landet er funderet i islamisk lov og i en stammeretslig praksis udviklet over århundreder, kaldet

”pashtunwali”. Slægternes overhoveder mødes på ting (”jirga”) og taler sig her frem til fælles afgørelser. I

de tilfælde hvor konflikter bringes frem på ting, er det den slægt eller person som får medhold i sin sag,

som ved selvtægt selv skal udøve straffen. Der ydes altså ingen beskyttelse eller gives nogle rettigheder fra

en centraliseret stat. Afghanistan har derfor aldrig været en sammenhængende stat med en fælles

nationalfølelse eller haft en centralmagt med bred folkelig opbakning.

Nyere afghansk historie: Først med nyere afghansk historie og i særlig grad med tilstedeværelse af de

internationale styrker, har man forsøgt at gennemtvinge en centralisering og organisering af det afghanske

samfund efter vestlig-demokratisk forbillede. Men på trods af dette forbliver det afghanske samfund et

ikke-centraliseret, statsløst samfund, hævder Barth. Hvis man ønsker at opbygge et nyt demokratisk

Afghanistan, skal det være en proces, der skal startes nedefra og med udgangspunkt i stammesamfundene

og med respekt for de eksisterende slægtskabsforhold. En ændring af det afghanske samfund kan ikke

gennemtvinges ovenfra og ned, som det er i den nuværende strategi, ifølge Barth.

Afghanistans nyere historie er præget af den sovjetiske besættelse fra 1979 og frem til tilbagetrækningen i

slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. Taleban blev her stiftet af en gruppe afghanske ledere som

reaktion på den sovjetiske besættelse og som et forsøg på at styre interne afghanske konflikter under

besættelsen. Der er som bekendt intet, der binder et land tættere sammen end en ydre fjende. Det var i

denne sammenhæng at Osama Bin Laden og hans allierede i Afghanistan, den religiøse regeringsleder

Mulla Omar, fik afgørende betydning for Taleban-organisationen. Den hellige krig, Jihad (s. 45), er for

afghanerne en naturlig og traditionsbundet reaktion på en udefra kommende modstander, hævder Barth.

Osama Bin laden bruger denne traditionsbundne reaktion til sit eget politiske ego-projekt og som middel til

at tvinge hele verden i retning mod en islamisk samfundsindretning.

Kontroversiel tendens? Efter redegørelsen for afghanske samfundsforhold og for afghansk historie,

bevæger Barth sig frem imod en kritik af de internationale styrkers metoder i Afghanistan. Disse metoder

hviler på manglende viden om den afghanske befolknings traditioner, hævder Barth. NATO-styrkernes

entré i Afghanistan er en konsekvens af personen Osama Bin Ladens terrorangreb 11. september 2001 og

har som sådan ikke meget med landet Afghanistan at gøre. Tværtimod har man fra international side kastet

brænde på Talebans bål. Ved at være massivt tilstede i landet har de internationale styrker selv aktiveret

jihad-traditionen. Men værre endnu: man har givet islamiske fundamentalister fra hele verden en grund til

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


at kæmpe. Det kan bl.a. observeres ved at Afghanistan invaderes af en stadig strøm af islamiske

fundamentalister fra den øvrige verden. De islamiske fundamentalister kommer for at deltage i kampen

mod de internationale styrker. Den afghanske befolkning er således kommet i klemme mellem

internationale styrker og religiøse fanatikere.

Med en afghansk grundlov, valget af Karzai som præsident og etableringen af en art demokratisk afghansk

folketing i 2004 har vestlige magter forsøgt at konstruere et nyt fredeligt Afghanistan. Men man har gjort

dette uden at spørge den afghanske befolkning - en fremgangsmåde der i sig selv er stærkt vanærende set

fra den pashtunske befolkningsgruppes synsvinkel. I forsøget på at skabe et fredeligt Afghanistan som ikke

burde udgøre nogen trussel mod en vestligt domineret verden, har man altså skabt sig flere fjender i stedet

for færre.

Barth leverer en skarp bredside til de nordiske NATO-lande og til Danmark, når han skriver at ”Grundloven

blev skrevet af en ung amerikansk ekspert på gennemrejse, ikke forberedte af en stænderforsamling i

Roskilde endsige gennemført af nogen grundlovsgivende forsamling på et afghansk Eidsvoll”. (s.73). Den

vestligt konstruerede afghanske stat er blevet skabt uden respekt for afghanske traditioner og forhold,

hævder Barth og pointerer, at dette er nok en af de vestlige magters største fejl.

De mulige løsninger på konflikten i Afghanistan kan ifølge Barth bestå i, at man etablerer en afghansk

folkehær som er uafhængig af de vestlige magters politiske og militære tilstedeværelse og som kan vinde

lokalbefolkningens sympati.

Derudover skal man føre forhandlinger med Taleban. Men på en sådan måde, at man sikrer at

organisationen får så lidt indflydelse som muligt og hvor det bagvedliggende sigte skal være at få ”… den

anden part til at skifte side.” (s. 83).

Sidst men ikke mindst mener Barth, at man kan sikre en delvis demokratisk styrerform i landet ved at give

pashtunerne så megen selvbestemmelse som overhovedet muligt. Dermed undgår man at udfordre det

traditionsbundende slægtssamfund og dets æresbegreber.

Barth mener, at hvis ikke det internationale samfund tager disse tiltag vil krigen i Afghanistan forsætte.

Hvis man spørger om ”Afghanistan og Taleban” er en kontroversiel bog præget af en stærk forfattertendens,

må svaret være: Ja, det er den. Bogen kan betragtes som kontroversiel da den helt afgjort har en

politisk dagsorden. Forfatteren ønsker at noget skal ændres. Og det, der skal ændres, er vestens syn på

Afghanistan og den afghanske befolkning, men også de vestlige magters politiske og militære strategi i

Afghanistan. Synspunkter, der må forekomme kontroversielle og provokerende på især amerikanske

metoder i landet. Jeg mener dog ikke, at bogen er kontroversiel eller provokerende i en grad, der skaber

grundlæggende tvivl om sandfærdigheden af Barths fremstilling. Der er en klar tendens på spil i bogen, men

den er ikke beskæmmende endsige skjult. Tendensen virker snarere positiv, idet den opfordrer til debat

eller maner til eftertanke hos læseren.

Gymnasiebrug: Barth skriver, at han ønsker at præsentere ”En nøgtern analyse af afghanske forhold” (s.

19). En nøgtern analyse er der vel næppe tale om. Dertil er bogen for kort og for introducerende. Jeg mener

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


snarere, at der er tale om en oplysende bog, der i særlig grad er frugtbar for den, der har ringe eller ingen

viden om forholdende i Afghanistan. Hvis dette er udgangspunktet er det en yderst anvendelig bog, som

afgjort kan anbefales.

Bogen kan således være til glæde for den gymnasielærer der ønsker at få en baggrundsviden om de

nuværende forhold i Afghanistan.

Bogen burde kunne læses af elever på gymnasiale uddannelser uden de store vanskeligheder. Særligt

præcisionen og de korte kapitler gør bogen læsevenlig. Da bogen er stærkt bundet af den øjeblikkelige

situation i Afghanistan, kan det ikke anbefales at man køber hele klassesæt af bogen. Den vil muligvis

hurtigt blive forældet. Derimod vil bogen egne sig bedst i arbejdet med individuelle AT-temaer eller større

skriftlige opgaver.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Thomas P. Larsen


”De var småkriminelle og lurvede hele bundtet”

JENS WINTHER: ”Dødskysset - den der kommer for sent bliver straffet

af livet”. Sohn 2009. Illustreret, 238 sider, 249,95 kr.

Jens Winther (f. 1945), der er journalist og forfatter og bl.a. ansat i DR,

er stærkt engageret i sit emne: sovjetkommunismens undergang. Selv

oplevede han som ung i 1968 ’Pragforåret’. Hans fremstilling, der

inddrager erindrings- og synspunktsmateriale af, for det meste,

udmærket kvalitet fra interviews med og fremstillinger af aktører eller

observatører i både ind- og udland, er informativ og medrivende, men

ujævnt disponeret og rummer mange gentagelser. Der mangler

præcise kildehenvisninger.

Den kolde Krig, som tog afsæt i 2. Verdenskrigs slutfase, medførte for

krigs- og kriseplagede Europa en tilsyneladende endeløs kæde af

dramafulde og oftest tragiske enkeltbegivenheder: kuppet i Prag,

Jugoslaviens brud med Komintern, blokaden af Vestberlin,

udrensningsbølgen i Østblokken, især i Tjekkoslovakiet og Rumænien,

opstandene i DDR og i Polen og Ungarn, spillet om Berlin fra 1958, krisen i Tjekkoslovakiet ti år senere og

dramaet i Polen igennem 1980’erne. For mig, som tilhører en krigsårgang, står lukningen af sektorgrænsen

mellem Østberlin og vestsektorerne i de tidlige morgentimer 13. august 1961 som den mest

betydningsfulde begivenhed. I hvert fald er det den, som skarpest har indprentet sig i min erindring om Den

kolde Krig. Kraftigt ansporet af Walter Ulbricht, SED’s førstesekretær, tillod Sovjetunionen satellitstaten

DDR at sikre sin truede stabilitet med opførelsen af historiens formentlig mest absurde mur, som sammen

med den hermetisk lukkede grænse til Forbundsrepublikken ikke havde til opgave at afværge en fjendes

angreb, men at spærre statens befolkning inde. USA accepterede, ligesom England og Frankrig, de facto

afspærringen, idet man nok mente herved at eliminere risikoen for de forudgående års skrækscenarie: en

på sovjetisk initiativ iværksat indrykning i Vestberlin med den påfølgende, uundgåelige storkrig. Desuden

opnåede USA, og Vesten, selvfølgelig en ganske uvurderlig propagandafordel.

Sovjetunionens sammenbrud og Østblokkens opløsning fulgte mindre end 30 år efter Berlinmurens

opførelse. Det er en af historiens mange overraskelser, som ingen kunne forudse endnu i 1985 ved Mikhail

Gorbatjovs magtovertagelse i Sovjetunionen. Journalisten Samuel Rachlin udtrykker sig således om følgerne

af sammenbruddet: ”Der var ikke opbakning fra Moskva længere. Der blev meget, meget ensomt på toppen

i politik i Østeuropa. De østeuropæiske ledere var en flok småforbrydere, der kun melede deres egen kage.

Der har ikke været en stor leder blandt de der marionetter i de østeuropæiske lande. Historien vil ikke være

blid ved nogen af dem” (s. 211). Holger K. Nielsen, SF, mener, at overgangen fra diktatur til mere

demokratiske forhold ”hører til de europæiske solskinshistorier” (s. 213).

Der er i eftertiden, uden for de mest sekteriske miljøer, tilnærmelsesvis fuldstændig konsensus om at

fordømme Sovjetunionen og forholdene i Østblokken. Forskellige opgørelser over ofrene for

sovjetkommunismen ligger mellem 60 og 100 millioner døde. Enkelte røster fra fortidens dunkle dyb

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


forundrer dog stadig med dialektiske stunt i ny og næ. Frank Aaen, EL, mener, at specielt 2. Verdenskrigs

vestlige allierede var med til at gøre freden så skrøbelig, tilsyneladende blot en pause i krigen: ”Nu var det

Sovjetunionen, der var hovedfjenden. Alle de socialistiske lande følte sig udsat for et enormt pres på alle

områder, ikke mindst militært … Der skete en systematisk og massiv underminering af de socialistiske

lande” (s. 40). Bl.a. hævder han, at Vesttyskland underminerede DDR ved bevidst at undlade at udbygge sit

uddannelsessystem. Og Hanne Reintoft, tidligere SF, VS og DKP, omtaler den dag i dag Sovjetunionen som

en fredsbevarende nation og forklarer Østblokkens sammenbrud med ”arbejderbevægelsens evindelige

problemer med pamperi og druk … Det er vigtigt også at tale om de gode sider ved de kommunistiske

samfund. De er blevet glemt i den historieforfalskningens tid, vi lever i” (s. 12). Som modsætning til dette

står Holger K. Nielsens prægnante dom: ”Den russiske revolution og forsøget på at udvikle det

kommunistiske system var en historisk fejltagelse, som bragte alle former for socialisme i miskredit … For

mig er kommunismen det 20. århundredes største fejltagelse” (s. 13).

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Ole Halding


Danmark og terroren 1968-1990

BENT BLÜDNIKOW: ”Bombeterror i København. Trusler og terror 1968-

1990”, Gyldendal, 2009, 536 sider, 349 kr. (vejl.)

Bent Blüdnikows seneste værk handler om bombeterror og trusler i

København fra 1968 til 1990. Forfatteren argumenterer for, at Danmark

og Skandinavien var i frontlinjen af en ”skyggekrig” mellem en række

terrorrister fra diverse lande. Derudover var der ”vores” egne terrorister,

Blekingegadebanden, der dog langt fra var de farligste.

Terroren indbefattede mordplaner på dansk grund mod den israelske

præsident Chaim Herzog, den amerikanske forsvarsminister Casper

Weinberger, chefredaktør Herbert Pundik og overrabbiner Bent Melchior.

Udover dette blev danskere ramt af terroren i udlandet og i 1985

eksploderede en terrorbombe i København, hvor en blev dræbt og 27 sårede.

Forfatteren ønsker, at gennemhulle myten om at: ”… Vi lever i Danmark med illusionen om, at Danmark var

et fredeligt land – endda befriet for afskyelige ting som terror. Men den historiefortælling er ikke sand.”

Bent Blüdnikow inddrager også den danske venstrefløjs støtte til terrorhandlinger, og herunder står

VS`eren Anne Grete Holmsgaard for skud: ”Der på vegne af sit parti gik ind for en fælles erklæring om

samarbejde med de selv samme folk, der styrede Blekingegadebanden.” Anne Grete Holmsgaards bog fra

1984 om Palæstina tages under behandling og forfatteren konkluderer at: ”Det tilhører en af dansk åndslivs

sorteste kapitler, at det har været næsten umuligt at få offentligheden til at forstå alvoren af, hvad der blev

skrevet og sagt om jøderne fra venstreradikal side i disse år.”

Jeg savner en definition af begrebet terror. Jeg savner også en gennemgang af, hvorfor terroren blomstrede

op på dette tidspunkt? Når palæstinenserne efter 1968 tog terrormidler i brug og skabte rædsel og død

over hele verden, skal det vel ses ud fra begivenhederne i Mellemøsten med 6-dageskrigen i 1967 og Israels

besættelse af bl.a. Vestbredden. Desuden blev FN`s resolution 242 ikke ført ud i livet, hvilket måske kunne

have dæmpet de stridende parter. Gennemførelsen af resolutionen er stadig en del af den danske regerings

officielle mellemøstenpolitik. Men det gør naturligvis ikke terror acceptabel, og den må under alle

omstændigheder bekæmpes.

Danmark var i perioden 1968-1990 ramt af den mellemøstlige terror. Det var et nyt kampmiddel, og

spørgsmålet var, hvordan det officielle Danmark skulle reagere på det nye trusselsbillede, der i en række

situationer blev blodig alvor. Forfatteren er i den forbindelse inde på spørgsmålet, om den danske regering

indgik aftaler/handler med terrorristerne? Det kan diskuteres og der mangler centrale kilder. Den danske

regering handlede, ifølge min opfattelse, fornuftigt ved at føre en rimelig pragmatisk og afventende politik,

så Danmark ikke blev mål for omfattende terror.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


Bent Blüdnikow argumenterer i værket godt for sin opfattelse af, at Danmark var en del af terrorkrigen i

perioden. Blüdnikows bog er spændende læsning og til tider føler man sig hensat til en krimi, når han

skriver om mordplaner, attentater, terrorceller, Entebbe-aktionen, samarbejdet med Mossad,

bombeattentatet i 1985, Blekingegadebanden m.m.

Forfatterens synspunkter på Israel og mellemøsten er velkendte fra dagspressen og dem skal man have i

baghovedet, når man læser hans værk, som varmt kan anbefales for læreren og i uddrag til undervisningen.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Kim Beck Danielsen


Danmark og de fremmede

TONNY BREMS KNUDSEN, JØRGEN DIGE PEDERSEN & GEORG SØRENSEN (red):

”Danmark og de fremmede. Om mødet med den arabisk-muslimske verden”,

Academica 2009, 247 sider, 195 kr.

Antologien består af 11 selvstændige artikler delt op i tre temaer. Det første

tema behandler mødet med de fremmede kulturer i Danmark og den

besværlige integration. Det andet tema samler sig om det religiøse med

hovedvægt på radikalisering og mulighederne for deradikalisering. Endelig

drejer det tredje tema sig om Danmarks og den vestlige verdens forhold til den

arabisk-muslimske verden i international politik.

Forfatterne og redaktørerne er alle forskere, og det præger antologien. Artiklerne er forsynet med

særdeles fyldige litteraturlister, der giver mulighed for videre studier. De mange kapitler vender alle

centrale problemstillinger med forbindelse til den hovedproblematik, som antologien behandler. Bortset

fra enkelte af artiklerne har forfatternes baggrund den konsekvens, at de har en forskningsorienteret

tilgang til stoffet frem for en egentlig formidlende. Det betyder, at mange af artiklerne vil være svære at

anvende til undervisningen, selvom hovedemnet og delemnerne lige rammer ind i, hvad vi f.eks. skal

beskæftige os med i Kultur og Samfund.

Som enkeltkapitler har artiklerne stor værdi og kan indgå som meget kvalificerede indlæg i debatten og

fungere som en god baggrundsviden - især for underviseren.

I det sidste kapitel har redaktionen på grundlag af klip fra Erling Bjøls omfattende skribentvirksomhed ” Fra

og om muslimernes verden” skabt en broget billedrække over de mange komplicerede konflikter, som har

præget regionen den sidste halvdel af det 20. århundrede. Bjøls evne til at formidle slår klart igennem selv i

de små klip, og kapitlet giver anledning til stor eftertanke.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Johannes Lebech


Det levende ord

NIKOLAJ IFVERSEN OG JAN LINDHARDT: ”Ingen over tinget – intet

under tæppet. Danske politiske taler fra Ørsted og Hørup til Poul og

Pia”. Forlaget Vandkunsten 2009. 638 sider, 399 kr.

Bogen rummer uddrag fra i alt 65 taler i kronologisk rækkefølge fra

1835 til 2005, med en generel indledning og med kommentarer til

hver tale, dels generelt historisk (Ifversen), dels mere specifikt med

henblik på det retoriske (Lindhardt).

Kriterierne for udvalget er ikke ganske klare. I følgeskrivelsen fra

forlaget står der at talerne ”alle på en eller anden måde er

bemærkelsesværdigt veldrejede eller vigtige”. På smudsomslaget står

der at ”talerne er udvalgt så de bredt belyser 170 års

danmarkshistorie”. Endelig siger forordet at ”talerne i denne samling

er ikke udvalgt specielt efter kontroversialitet, politisk betydning,

elegance, skarpsindighed, forudseenhed eller efter andre kriterier,

som man kunne finde på at lægge ned over en tale. De er resultatet

af et historisk strejftog…”. Det virker som om man ikke har lyst til at

blive hængt op på bestemte kriterier.

Talerne er fundet mange forskellige steder, med rigsdagstidende/folketingstidende som den vigtigste kilde,

og for de ældre taler også Harald Jørgensen: Danske taler gennem 100 år (Kbh. 1945). De talende er næste

alle politikere, meget naturligt. De er så nogenlunde jævnt fordelt med hensyn til standpunkter og

partifarve. Dog er Dansk Folkeparti repræsenteret med ikke mindre end halvdelen af talerne fra perioden

efter partiets grundlæggelse, og ingen taler af SF-politikere er fundet værdige til optagelse. I den ældre

periode frem til 1901 er talerne mest nogle der repræsenterer vinderne i de politiske kampe, eller i hvert

fald nogle der ”peger fremad”. Det betyder at væsentlige reaktionære kræfter som f.eks. Estrup og Carl

Ploug ikke er med.

Men der er da mange interessante. De gustibus non est disputandum, men at læse L. V. Bircks hudfletning

af Alberti fra 1908 er da ren nydelse. Andre taler kalder på andre følelser. For en historielærer på konstant

udkig efter tekster til undervisningen er der en del af komme efter. Der er stof til mange forskellige emner,

men talerne er ikke samlet om bestemte emner, selv om lejlighedsvis et par stykker handler om det

samme.

Kommentarerne til de enkelte tekster indeholder faktuelle oplysninger samt udgivernes egne synspunkter.

Man kan jo bruge det ene, men ikke det andet, hvis man synes.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Axel Moos


Komparativ politik for gymnasiet

PETER NEDERGAARD: ”Politik i Europa. Konflikt, samarbejde og institutioner i de

europæiske politiske systemer”. Columbus 2010. 172 sider, 190,25 kr. (skolepris

109 kr. ekskl. moms og forsendelse).

Den foreliggende bog hører klart mere til samfundsfag end til historie. Den

udspringer af forfatterens undervisning i Almen og Sammenlignende

Statskundskab på Københavns Universitet, og den er tænkt som

undervisningsmateriale til introducerende kurser på universitetet, til

undervisning på læreruddannelsen og i gymnasierne, og her, må man formode,

specielt til undervisningen i samfundsfag på A-niveau.

Det er på en måde et ambitiøst projekt at skrive en komparativ politik på kun 172 sider. Der er ganske

mange begreber der skal gennemgås, og ganske mange lande der skal med. Hvad det sidste angår, holder

forfatteren sig – heldigvis – ikke til Europa, men medtager også lejlighedsvis USA. Ved at presse det meget

store stofområde ned på så få sider løber man naturligvis nogle risici:

- At man vælger forkert overfor dilemmaet grove forenklinger versus manglende klarhed

- At man underforstår eller forudsætter noget som læseren ikke kan leve op til

- At man tilsyneladende eller reelt kommer til at modsige sig selv.

-

Forfatteren undgår ikke helt disse risici, og der er formuleringer ind imellem, som man nødig vil høre

gentaget af en af sine elever ved eksamen, eller som man i hvert fald ville bede om at få uddybet. Den gode

elev ville så naturligvis huske de mere uddybende forklaringer andre steder fra i bogen, den mindre gode

måske ikke. Jeg tænker på sådan noget som når en premierminister på s. 14 kaldes ”primus inter pares”, en

karakteristik der dementeres umiddelbart efter.

I tabel 4, s. 83, er der ikke overensstemmelse mellem overskriften og tabellens indhold. Det er en ganske

banal forveksling af % lodret og % vandret. I samme tabel er 67,4 % af arbejdsstyrken i Tyskland gjort til

offentligt ansatte. Man mener formodentlig funktionærer.

I og med at hovedsigtet er en begrebsgennemgang, er det kronologiske aspekt naturligvis svagt. Det er der

ikke noget at sige til, men for en historielærer er det måske alligevel et savn at der ikke er gjort mere ud af

nogle interessante udviklingstræk ved politikken i de europæiske lande. Jeg tænker på sådan noget som

styrkelsen af de folkelige konservative partier og på den tendens vi i hvert fald ser her i Danmark til

styrkelse af statsministeren og statsministeriet i forhold til de øvrige ministerier.

Bogen afsluttes med et kort kapitel om den europæiske velfærdsstat og et noget længere og grundigere og

ganske interessant kapitel om korporatisme, pluralisme og elitisme i Europa.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Axel Moos


Eliten

LARS OLSEN: ”Eliternes Triumf. Da de uddannede klasser tog magten”,

Forlaget Sohn 2010, 250 sider, 249 kr.

Lars Olsens bog skriver sig ind i en lang tradition for at kritisere den

intellektuelle elites samfundskritik og måde at definere samfundets

problemer på. Allerede Jørgen Dichs bog ”Den herskende klasse” fra 1973

anslog dette tema og postulerede, at embedseliten først og fremmest

regerede for at varetage dens egne interesser. Samtidig snakkede

Mogens Glistrup om ”papirnussernes” helt overflødige arbejde og senere

fulgte Anders Fogh Rasmussen med sin fordømmelse af ”eksperter og

smagsdommere”. Lars Olsens ærinde ligger imidlertid milevidt fra

forgængerne, hans kritik skal ikke bruges til at miskreditere og

indskrænke velfærdssamfundet, men derimod til at trimme og optimere

velfærdssamfundet.

Synet på eliten er på et plan meget nuanceret. Eliten deles op i forskellige segmenter med hver sine

holdninger og målsætninger, og disse undersøges gennem en opinionsanalyse På et andet plan er det dog

en firkantet grundlæggende forudsætning for hele bogens konstruktion, at eliten lever fysisk og mentalt

isoleret fra resten af samfundet, og at dette har omfattende konsekvenser for dens evne til at definere og

prioritere samfundsmæssige problemer. Denne udvikling skulle være forstærket drastisk af den ændrede

politiske struktur, hvor klassepartiernes opløsning har medført en ”DJØF-isering” af toppen i alle partierne

og en tilsvarende drejning bort fra en politisk baseret og på reelle økonomiske interesser over mod en

fokusering på den politiske proces og jagten på gode meningsmålinger. Det er en proces alle kan genkende,

men derfor behøver man nødvendigvis ikke at være enig med Lars Olsens bud på årsagerne til den. Bogen

kan ikke sige sig fri for en vis nostalgi overfor klassesamfundet. Selvfølgelig anerkendes det, at samfundet

er løftet ud af materiel nød, men samtidig dokumenteres det, at elitens forestillinger om materiel

ligestilling er overdreven, og at dette udnyttes af højrefløjen til at flytte fokus fra lavtlønsproblematik og

ghettodannelser i de almennyttige boligområder til andre politikområder.

Noget af det bedste i bogen er faktisk de konkrete eksempler på denne proces ved en gennemgang af det

sidste årtis store reformer: Strukturreformen, politi og domstolsreformen og gymnasiereformen. Her

påvises det ganske overbevisende, hvordan teoretiske forestillinger hos forskellige dele af eliten står i

skærende kontrast til den praktiske dagligdag på de berørte områder, men alligevel overtrumfer, når der

skal laves reformer.

Lad os tage undervisningsområdet, som vi kender indefra. Den opfattelse af elever, som ligger til grund for

gymnasiereformen, er der mildest talt ikke empirisk belæg for. Gymnasiereformens idealiserede elev er

skabt ud fra moderne sociologis antagelser om, hvilke udfordringer mennesket møder i den globaliserede

senmoderne verden. Man har sprunget den spændende diskussion om i hvilket omfang nutidens unge er i

stand til at møde disse udfordringer over, og på forhånd fastlagt, at det kan de. Nutidens 16-årige er pr.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold


definition omstillingsparate, refleksive forfattere i deres egen selvbiografi og intellektuelt udrustet til straks

at håndtere Kuhns teorier om paradigmeskift.

Lars Olsen hælder vel mest til, at de 20 % af vores elever, der kommer fra akademiske hjem, rent faktisk

lever op til disse idealer. Det er jeg personligt i tvivl om, men det er åbenlyst, at hovedparten af resten gør i

hvert fald ikke. Bogen sandsynliggør overbevisende, at akademiseringen af uddannelserne har skabt en ny

type tabere som marginaliseres, og det er bestemt en central problemstilling for hele velfærdssamfundets

fortsatte beståen, men der er ikke mange løsningsforslag på dette problem, og dem der er, har en

nostalgisk tilbageskuende drejning: håndens arbejde skal atter indtage en respektabel plads i vores

uddannelsessystem. Dette er efter min bedste overbevisning en blindgyde. Håndens arbejde er under

hastig afvikling – i Kina.

Den uddannelsesskabte marginalisering kan ikke bekæmpes gennem en nostalgisk afsværgelse af moderne

akademisk viden, men nok gennem en konstruktiv kritik af den måde, som viden anvendes på. Her har vi

selv et stort ansvar som lærere. Under hele gymnasiereformens forløb har vi ladet os stopfodre med

vidtløftige pædagogiske teorier båret frem af et lag eksperter, der for manges vedkommende er flygtet bort

fra undervisningens brutale virkelighed, og som let kan bruges som eksempel på Lars Olsens

virkelighedsfjerne eksperter. Imidlertid har vi bare rystet på hovedet af dem, og ladet vores implementering

af gymnasiereformen være båret frem af sort humor i stedet. Det har været ufrugtbart. Eksperter med

manglende jordforbindelse skal ikke mødes med hovedrysten, men med konstruktiv forpligtende kritik. Det

er den eneste vej på alle niveauer.

På et andet plan er ideen om elitens triumf og evne til at påtvinge hele samfundet sin dagsorden helt

malplaceret. Siden 2001 har regeringen nedsat et betragteligt antal kommissioner til at belyse centrale

samfundsmæssige problemstillinger: Velfærdskommissionen, Globaliserings kommissionen osv. Disse har

efter nogens mening haft en vis politisk slagside, men det har generelt ikke stillet sig i vejen for, at deres

mangfoldige anbefalinger har været solidt forankret i en meget bred vifte af akademisk viden. Hvis

DJØF’erne havde taget magten i samfundet, var alle disse forslag for længst blevet gennemført, men det er

de som bekendt ikke. Meget få af kommissionernes anbefalinger er kommet levende gennem den

efterfølgende politiske proces. Om det er et sundhedstegn for demokratiet, kan selvfølgelig diskuteres,

men det viser i hvert fald, at den politiske proces rummer mange andre magtfulde faktorer end DJØF’ernes

evne til at sætte dagsordenen. Man kan endda tilføje at netop Lars Olsens skrækeksempler

Kommunalreformen, Politi og Domstolsreformen og uddannelsesreformerne lige netop ikke har været

forberedt af bredt sammensatte kommissioner, men snarere er katastrofale eksempler på forceret og

dårligt DJØF arbejde kombineret med svage eller inkompetente ministre.

Bogen egner sig ikke til klasseundervisning i større omfang, men den vil være fin til mange SRP opgaver.

Den må dog ikke stå alene.

Klik på Ctrl + home for at komme tilbage til oversigten over indhold

Niels Kristian Steensberg

More magazines by this user
Similar magazines