FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi

DIALYSEFORSØG MED FORDØJELSE AF STIVELSE.

Teori:

Mennesket fordøjer fødens indhold af makromolekyler (polysaccarider, proteiner, fedtstoffer m.m.)

ved ekstracellulær fordøjelse inden nedbrydningprodukterne (monosaccarider, aminosyrer,

glycerol, fedtsyrer m.m.) kan optages gennem tyndtarmsepithelcellernes semipermeable

membraner. Ovenfor (og som baggrund på resten af siden) er skematisk vist en række

tarmepithelceller. Den del af cellernes membraner der vender ind mod tarmlumen ('der hvor

tarmindholdet er') er stærkt foldet i strukturer kaldet microvilli (ental microvillus). På fig.1 ses

microvilli øverst til venstre i et længdesnit af tarmepithelceller. Læg mærke til de skrå mørke

streger ned gennem billedet, der angiver cellernes indbyrdes afgrænsning. Fig. 2 viser microvilli i

tværsnit. Bemærk at en hvilken som helst microvillus er omgivet af seks nabomicrovilli.. Dette

fænomen kaldes "hexagonal close packing". Det er den mest effektive måde at placere runde

objekter i forhold til hinanden, så der bliver flest mulige på mindst mulig plads. Herved forøges den

overflade der skal absorbere de fordøjede næringsstoffer betydeligt.

Side 1 af 6

---

FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi

Side 2 af 6

---

FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi

Fig.1. Elektronmikroskopisk foto af længdesnit af tyndtarmsepithel. Fig. 2. Tværsnit af microvilli.

Selve tyndtarmsepithelet er opbygget som tarmtotter kaldet villi (ental villus). På fig. 3 ses delvist

tværsnit af tre villi. På den midterste ses at en villus er opbygget af to epithellag. Pilene viser

placeringen af microvilli. I mellem de to epithellag (i centrum af en villus) løber blod- og lymfekar.

De fordøjede næringsstoffer optages dermed gennem microvilli hvorefter de transporteres gennem

epithelcellernes cytoplasma for endeligt at afleveres til blod- og lymfekar, der sørger for den videre

transport.

I dette forsøg skal vi demonstrere princippet i, “at stivelse må fordøjes, før det kan udnyttes

af cellerne”.

I forsøget anvendes dialyseslange, der har den egenskab at være semipermeabel, idet kun relativt

små molekyler kan diffundere gennem materialets porer, mens makromolekyler ikke kan.

Dialyseslangen skal i forsøget illudere et stykke tyndtarm. Det vi fylder i slangen er altså

“tarmindhold”, slangens overflade er “tyndtarmsepithelcellernes overflademembraner

(mikrovilli)” og væsken udenom slangen er “epithelcellernes cytoplasma”.

MATERIALER:

Side 3 af 6

---

FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi

Hvert hold skal bruge:

• 4 stykker dialyseslange à ca. 10 cm

• snor og saks

• 4 reagensglas m. propper

• Jod/JodKalium (J/JK) til stivelsesprøve (påviser stivelse ved blanding - dråber!)

• Benedict`s reagens til sukkerprøve (påviser reducerende sukkerarter ved kogning - ca. 2 ml

Benedict`s reagens blandes og koges med ca. 2 ml af prøven der skal testes)

• spytopløsning: 2 ml spyt blandet m. 2 ml vand

• amylaseopløsning (konc. afgøres af læreren)

• maltoseopløsning (ca. 1 %)

• stivelsesopløsning (ca. 1%)

• måleglas eller pipetter

FREMGANGSMÅDE:

1. 1-2 personer på holdet laver stivelsesprøve og sukkerprøve på følgende opløsninger: maltose,

stivelse, vand, spyt. Indfør

resultaterne i følgende skema:

Opløsning Stivelsesprøve (+/-) Sukkerprøve (+/-)

Stivelse

Maltose

Vand

Spytopløsning

Amylase

2. Resten af holdet opstiller de 5 forsøgsvarianter der fremgår af tabel 2. Nogle på holdet fylder 5

reagensglas efter

oplysningerne i tabel 2. Andre på holdet tager sig af dialyseslangerne: de tørre dialyseslanger

“nulres” under vand for at

kunne 'åbnes'. Den ene ende 'bøjes om' inden den ombindes med snor. Derefter fyldes 'sækken'

efter tabel 2. Den anden

ende bøjes og lukkes - lad et 5 cm lang stykke snor hænge. Pas på at sækken er fuldstændig tæt.

Skyl den lukkede

dialysesæk udvendigt i rent vand så der ikke sidder rester af indholdet på ydersiden. Nedsænk nu

dialysesækken i

det reagensglas den hører til - lad snoren hænge ud over mundingen og sæt en prop i

reagensglasset. Noter farven på

indholdet af både dialysesæk og reagensglas i opstilling A og B inden nedsænkningen.

Side 4 af 6

A J/JK-opløsning Stivelsesopløsning

---

FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi

B Stivelsesopløsning J/JK-opløsning

C Maltoseopløsning Vand

D

E

½ stivelsesopløsning +

½ spytopløsning

½ stivelsesopløsning +

½ amylaseopløsning

Tabel 2.

Vand

Vand

3. Observer og noter evt. farveændringer i opstilling A og B efter nogle minutter. Hvilken

konklusion kan drages vedrørende

dialysesækkens permeabilitet?

4. Opstil nu begrundede hypoteser for hvad der vil ske i opstillingerne C, D og E.

5. Efter 1-2 døgn laves der stivelses- og sukkerprøve på både glassenes og dialysesækkenes indhold

i opstillingerne C, D og

E og resultaterne indføres i tabel 3.

C: dialysesæk

C: reagensglas

D: dialysesæk

D: reagensglas

E: dialysesæk

E: reagensglas

Tabel 3.

Stivelsesprøve (+/-) Sukkerprøve (+/-)

6. Forklar forsøgsresultaterne og find ud af om de i punkt 4 opstillede hypoteser bekræftes eller

afkræftes.

7. Diskuter og vurder evt. fejlkilder og forbedringer/udvidelser af forsøget.

RESULTATBEHANDLING/RAPPORTSKRIVNING:

· Forklar formålet med de forskellige opstillinger (A-D) og forklar og diskuter de opnåede resultater

i forhold til de opstillede

hypoteser.

· Diskuter om formålet med forsøget er opfyldt.

· Forklar hvorfor man giver intravenøst drop med glucoseopløsning og ikke med stivelse til

patienter, hvis fordøjelsessystem er

ude af funktion.

· Besvar følgende gamle eksamensopgave:

Side 5 af 6

---

FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi

Man har i forsøg med afsnørede tyndtarmsstykker fra guldhamstre undersøgt, hvorledes

glucoseoptagelsen foregår i tyndtarmen. Et tyndtarmsstykke fyldtes med en fysiologisk

saltopløsning med en glucosekoncentration på 10 mM. derefter anbragte man tarmstykket i et

reagensglas med en helt tilsvarende opløsning. Efter 60 minutter var glucosekoncentrationen

inden i tarmstykket 4 mM og i reagensglasset 20 mM.

Hvad viser forsøgsresultaterne om glucoseoptagelsesmekanismen i tyndtarmen ?

12.10.99/Jørgen Baungaard Hansen

Side 6 af 6