DIALYSEFORSØG MED FORDØJELSE AF STIVELSE. - Emu
FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi
DIALYSEFORSØG MED FORDØJELSE AF STIVELSE.
Teori:
Mennesket fordøjer fødens indhold af makromolekyler (polysaccarider, proteiner, fedtstoffer m.m.)
ved ekstracellulær fordøjelse inden nedbrydningprodukterne (monosaccarider, aminosyrer,
glycerol, fedtsyrer m.m.) kan optages gennem tyndtarmsepithelcellernes semipermeable
membraner. Ovenfor (og som baggrund på resten af siden) er skematisk vist en række
tarmepithelceller. Den del af cellernes membraner der vender ind mod tarmlumen ('der hvor
tarmindholdet er') er stærkt foldet i strukturer kaldet microvilli (ental microvillus). På fig.1 ses
microvilli øverst til venstre i et længdesnit af tarmepithelceller. Læg mærke til de skrå mørke
streger ned gennem billedet, der angiver cellernes indbyrdes afgrænsning. Fig. 2 viser microvilli i
tværsnit. Bemærk at en hvilken som helst microvillus er omgivet af seks nabomicrovilli.. Dette
fænomen kaldes "hexagonal close packing". Det er den mest effektive måde at placere runde
objekter i forhold til hinanden, så der bliver flest mulige på mindst mulig plads. Herved forøges den
overflade der skal absorbere de fordøjede næringsstoffer betydeligt.
Side 1 af 6
FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi
Side 2 af 6
FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi
Fig.1. Elektronmikroskopisk foto af længdesnit af tyndtarmsepithel. Fig. 2. Tværsnit af microvilli.
Selve tyndtarmsepithelet er opbygget som tarmtotter kaldet villi (ental villus). På fig. 3 ses delvist
tværsnit af tre villi. På den midterste ses at en villus er opbygget af to epithellag. Pilene viser
placeringen af microvilli. I mellem de to epithellag (i centrum af en villus) løber blod- og lymfekar.
De fordøjede næringsstoffer optages dermed gennem microvilli hvorefter de transporteres gennem
epithelcellernes cytoplasma for endeligt at afleveres til blod- og lymfekar, der sørger for den videre
transport.
I dette forsøg skal vi demonstrere princippet i, “at stivelse må fordøjes, før det kan udnyttes
af cellerne”.
I forsøget anvendes dialyseslange, der har den egenskab at være semipermeabel, idet kun relativt
små molekyler kan diffundere gennem materialets porer, mens makromolekyler ikke kan.
Dialyseslangen skal i forsøget illudere et stykke tyndtarm. Det vi fylder i slangen er altså
“tarmindhold”, slangens overflade er “tyndtarmsepithelcellernes overflademembraner
(mikrovilli)” og væsken udenom slangen er “epithelcellernes cytoplasma”.
MATERIALER:
Side 3 af 6
FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi
Hvert hold skal bruge:
• 4 stykker dialyseslange à ca. 10 cm
• snor og saks
• 4 reagensglas m. propper
• Jod/JodKalium (J/JK) til stivelsesprøve (påviser stivelse ved blanding - dråber!)
• Benedict`s reagens til sukkerprøve (påviser reducerende sukkerarter ved kogning - ca. 2 ml
Benedict`s reagens blandes og koges med ca. 2 ml af prøven der skal testes)
• spytopløsning: 2 ml spyt blandet m. 2 ml vand
• amylaseopløsning (konc. afgøres af læreren)
• maltoseopløsning (ca. 1 %)
• stivelsesopløsning (ca. 1%)
• måleglas eller pipetter
FREMGANGSMÅDE:
1. 1-2 personer på holdet laver stivelsesprøve og sukkerprøve på følgende opløsninger: maltose,
stivelse, vand, spyt. Indfør
resultaterne i følgende skema:
Opløsning Stivelsesprøve (+/-) Sukkerprøve (+/-)
Stivelse
Maltose
Vand
Spytopløsning
Amylase
2. Resten af holdet opstiller de 5 forsøgsvarianter der fremgår af tabel 2. Nogle på holdet fylder 5
reagensglas efter
oplysningerne i tabel 2. Andre på holdet tager sig af dialyseslangerne: de tørre dialyseslanger
“nulres” under vand for at
kunne 'åbnes'. Den ene ende 'bøjes om' inden den ombindes med snor. Derefter fyldes 'sækken'
efter tabel 2. Den anden
ende bøjes og lukkes - lad et 5 cm lang stykke snor hænge. Pas på at sækken er fuldstændig tæt.
Skyl den lukkede
dialysesæk udvendigt i rent vand så der ikke sidder rester af indholdet på ydersiden. Nedsænk nu
dialysesækken i
det reagensglas den hører til - lad snoren hænge ud over mundingen og sæt en prop i
reagensglasset. Noter farven på
indholdet af både dialysesæk og reagensglas i opstilling A og B inden nedsænkningen.
Side 4 af 6
A J/JK-opløsning Stivelsesopløsning
FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi
B Stivelsesopløsning J/JK-opløsning
C Maltoseopløsning Vand
D
E
½ stivelsesopløsning +
½ spytopløsning
½ stivelsesopløsning +
½ amylaseopløsning
Tabel 2.
Vand
Vand
3. Observer og noter evt. farveændringer i opstilling A og B efter nogle minutter. Hvilken
konklusion kan drages vedrørende
dialysesækkens permeabilitet?
4. Opstil nu begrundede hypoteser for hvad der vil ske i opstillingerne C, D og E.
5. Efter 1-2 døgn laves der stivelses- og sukkerprøve på både glassenes og dialysesækkenes indhold
i opstillingerne C, D og
E og resultaterne indføres i tabel 3.
C: dialysesæk
C: reagensglas
D: dialysesæk
D: reagensglas
E: dialysesæk
E: reagensglas
Tabel 3.
Stivelsesprøve (+/-) Sukkerprøve (+/-)
6. Forklar forsøgsresultaterne og find ud af om de i punkt 4 opstillede hypoteser bekræftes eller
afkræftes.
7. Diskuter og vurder evt. fejlkilder og forbedringer/udvidelser af forsøget.
RESULTATBEHANDLING/RAPPORTSKRIVNING:
· Forklar formålet med de forskellige opstillinger (A-D) og forklar og diskuter de opnåede resultater
i forhold til de opstillede
hypoteser.
· Diskuter om formålet med forsøget er opfyldt.
· Forklar hvorfor man giver intravenøst drop med glucoseopløsning og ikke med stivelse til
patienter, hvis fordøjelsessystem er
ude af funktion.
· Besvar følgende gamle eksamensopgave:
Side 5 af 6
FaDB Biologijournaler - © forfatteren, FaDB Biologijournaler – Hostet på EMU/biologi
Man har i forsøg med afsnørede tyndtarmsstykker fra guldhamstre undersøgt, hvorledes
glucoseoptagelsen foregår i tyndtarmen. Et tyndtarmsstykke fyldtes med en fysiologisk
saltopløsning med en glucosekoncentration på 10 mM. derefter anbragte man tarmstykket i et
reagensglas med en helt tilsvarende opløsning. Efter 60 minutter var glucosekoncentrationen
inden i tarmstykket 4 mM og i reagensglasset 20 mM.
Hvad viser forsøgsresultaterne om glucoseoptagelsesmekanismen i tyndtarmen ?
12.10.99/Jørgen Baungaard Hansen
Side 6 af 6
Change language