Samfundsfagsnyt 170 - FALS

fals.info

Samfundsfagsnyt 170 - FALS

samfundsfagsnyt

stig Hjarvard: danmarks nye pressesystem

finn madsen: usa som militærmagt

Temadag om afghanistan

170 » maj 2008

foreningen af lærere i samfundsfag


deadline:

Blad nr. 171: 15. august 2008

redaktion:

Anna Amby Frejbæk

redaktionens adresse:

Anna Amby Frejbæk

Posekærvej 41

6200 Aabenraa

Tlf: 3512 3543/3011 2966

E-mail: anna@ambyfrej.dk

ekspedition:

Enkelteksemplarer, annoncer

mv.: Henvendelse til

Anna Amby Frejbæk

Priser:

Abonnement 300,00 kr./år

Enkelteksemplar kr. 80,00

annoncer:

1/4 side kr. 500,00

1/2 side kr. 1.000,00

1/1 side kr. 2.000,00

Bagsiden kr. 4.000,00

Farvetillæg + 100%

udgivere:

FALS og Forlaget Columbus

Fond

Produktion:

Forlaget Columbus og

Clemenstrykkeriet

Manuskripter til Samfunds-

fagsnyt sendes pr. email (ved-

hæftet som rtf-fil) til

anna@ambyfrej.dk

indhold

leder

Tværfagligt samarbejde i gymnasiereformen

– bøvl og begejstring 3

Nyt fra fagkonsulenten 5

artikler

Stig Hjarvard: Danmarks nye pressesystem 9

Finn Madsen: USA som militærmagt 27

fra bestyrelsen

Referat af sidste bestyrelsesmøde 36

Skæv vinkling i EVA-rapport 39

Anmeldelser 45

Kurser 56

Meddelelse fra kassereren 60

Bestyrelsen 61

Øvrige adresser 62


Tværfagligt samarbejde i gymnasiereformen

– bøvl og begejstring

af gregers friisberg, formand for fals

Når disse linjer læses, er skoleåret ved snart at

være ovre. Dermed har den første årgang under

gymnasiereformen også fuldført et helt gymnasieforløb

fra 1. g til 3. g. Vi begynder altså at

nærme os det tidspunkt, hvor vi kan begynde

for alvor at evaluere reformen.

Det indtryk, der umiddelbart melder sig, er,

at det både er positivt og negativt. Hvis man tager

det sidste først, så har mange oplevet en reform,

der har ført til en forøgelse af det administrative

arbejde, ofte uden at den fornødne tid

til at lave det er fulgt med.

Men gymnasiereformen efterlader også positive

indtryk. Et af de centrale mål med reformen

var at skabe større helhed. Ikke mindst i elevernes

hoveder. I det gamle gymnasium forlod

mange gymnasiet med et antal ”fagligheder”,

der stort set svarede til antallet af fag. Hvor var

helhedsperspektivet? Hvor var det almendannende?

Det var ikke altid let at få øje på.

Det er bl.a. en del af baggrunden for faget

Almen studieforberedelse (AT). Det skulle både

skabe sammenhæng, og det skulle gøre eleverne

mere studieforberedte. Det sidste bl.a. ved, at

metoder og videnskabsteori kom til at spille en

mere central rolle. Eleverne skulle ikke så meget

reproducere stof, som de skulle lære selv at stille

problemformuleringer op og finde veje til løsninger.

Herved skulle man kunne opnå større

selvstændighed. Noget der både kræves på de

videregående studier og i samfundet, som de

kommer ud i efter endt uddannelse.

Det er mit indtryk, at en betydelig del af disse

formål er opfyldt et langt stykke ad vejen.

Derfor er det lidt underligt at se, hvordan refor-

men skal have på puklen netop for det tværfaglige,

som man dyrker både i AT, studieretningsprojektet

(SRP) og i tværfaglige projekter. I

gymnasieskolen nr. 4, 2008 udtaler et par universitetsfolk,

der har været censorer ved studieretningsprojekter,

sig. ”Det er sværere at finde

fagligheden, når fagene ligger langt fra hinanden”,

siger de om matematik og historie, som

der har været en del projekter i.

Det er nok rigtigt. På den anden side kan

man også spørge: Hvor mange elever skrev stor

skriftlig opgave i matematik tidligere? Jeg fornemmer,

at den tværfaglige tilgang øger interessen

for at se virkeligheden i sammenhæng og

dermed øger interessen for begge fag og deres

anvendelighed i konkrete sammenhænge.

Det er heller ikke helt nemt at kombinere

samfundsfag og matematik. Jeg har selv været

en af dem, der har prøvet det fra samfundsfags

synsvinkel. Jeg har haft et hold i samfundsfag

B, i studieretning med matematik A. Og her

skrev en betydelig del af eleverne studieretningsprojekt

i de to fag og med hovedfag i samfundsfag.

Resultaterne var i mange tilfælde ret

opløftende – ikke alene set ud fra samfundsfags

synsvinkel. Under alle omstændigheder må

man sige, at det har været spændende at se det

engagement, eleverne har udfoldet.

Vi to lærere var i New York på studietur med

eleverne i starten af 3.g, og de havde inden da

beskæftiget sig med husfinansieringsmodeller i

samfundsfag og matematik. Hjemmefra havde

de kontaktet ejendomsmæglere på Manhattan

via internettet. De brugte en eftermiddag derovre

på at tage rundt og interviewe de kontak-

samfundsfagsnyt maj 2008


leder

tede personer. Det var meget udbytterigt. De

fleste kom tilbage med lange EDB-udskrifter

med låneopstillinger. En del af eleverne valgte

at skrive SRP inden for området finansieringsmodeller

og subprimelån/finanskrise i matematik/samfundsfag.

Ud over de opgaver jeg havde sammen med

matematik, havde jeg også fem opgaver sammen

med engelsk. Her var samarbejdet mellem

de to fag rimelig nemt, idet jeg kunne nøjes

med at tale med mig selv. Disse fem elever havde

jeg ikke selv til daglig. Og jeg vil godt indrømme,

at jeg var ved at blive lidt modfalden,

da den første af disse engelsk-samfundsfagsskrivere

kom og sagde, at hun ville skrive opgave

om ”børnesoldater i Afrika”.

Jeg forestillede mig, at med dette emne kunne

det ende i en eller anden rørstrømsk boulevardpresseagtig

historie om, hvor forfærdelig

synd det er for disse børn, - hvad det naturligvis

også er, men det forventede gymnasiale niveau

ville ikke blive opnået, hvis det ikke blev andet

end det.

Eleven endte med at få 12 for opgaven. Hun

benyttede relativt vanskelig samfundsvidenskabelig

teori om baggrunden for dannelse af svage

stater i Afrika. Hun anvendte Eriksons socialisationsteori

til analyse af personlighedsudvikling

hos et par konkrete cases (engelske tekster).

Hun bevægede sig med stor sikkerhed

imellem det individorienterede analyseniveau

og det samfundsvidenskabelige makroniveau.

For at sikre at engelsk-fagets fagtraditioner blev

repræsenteret, havde jeg knyttet en relativt vanskelig

tekst fra Amnesty International med anbefalinger

til, hvad verdenssamfundet bør gøre

ved problemet børnesoldater. Spørgsmålet så

således ud:

Børnesoldater

Redegør for den sociale og økonomiske baggrund

for fænomenet børnesoldater. Undersøg ud fra et

eller flere eksempler i tilgængelig litteratur og be-

samfundsfagsnyt maj 2008

retninger, hvordan børnesoldater har oplevet deres

situation. Karakteriser herefter det pågældende

– eller de pågældende – barns/børns socialisationsproces

(dannelse af normer, roller, sociale

værdier og personlighed) ud fra en model for socialisations-

og identitetsdannelse. Til slut skal

du inddrage vedlagte bilag. Analyser først sproget,

der anvendes i teksten. Diskuter derefter Amnestys

”opskrift” på, hvordan problemet børnesoldater

kan gøres til et historisk problem.

Bilag: Child soldiers: a global issue

Demobilized child soldiers in the Democratic

Republic of Congo

As armed conflict proliferates around the world,

increasing numbers of children are exposed to

the brutalities of war. In numerous countries,

boys and girls are recruited as child soldiers by

armed forces and groups, either forcibly or voluntarily.

Children are susceptible to recruitment

by manipulation or may be driven to join armed

forces and groups because of poverty or discrimination.

Often they are abducted at school,

on the streets or at home. Once recruited or

forced into service, they are used for a variety

of purposes. While many children participate in

combat, others are used for sexual purposes, as

spies, messengers, porters, servants or to lay or

clear landmines. Many children serve multiple

roles…….(forstsætter ca. 1,5 normalside)

Udførelsen af de engelsk-faglige krav var også

virkelig god. Det gjaldt både forståelse af og analyse

af teksterne om børnesoldater og den

sproglige analyse af Amnesty-teksten. Eleven

brugte således analysemodeller fra almen sprogforståelse

til karakteristik af tekstens sprog som

”officielt sprog”, ctr det mere ”private sprog”,

hun mødte i børnesoldaternes beretninger.

Når man har været igennem en sådan vejledningsproces

og set resultatet, er man ikke i tvivl

om, at gymnasiereformen også har sine gode

øjeblikke, og det er lidt synd, det ikke kommer

mere frem i den offentlige debat.


nyt fra fagkonsulenten

af Bent fischer­nielsen

udfordringer

Første årgang elever efter gymnasiereformen bliver

studenter i år. Vi skal prøve kræfter med en

ændret skriftlig prøve med tre små delspørgsmål

og med nye mundtlige prøveformer med 24 timers

forberedelse på samfundsfag A, B og KS.

Desuden skal alle studenter til prøve i AT, hvor

mange har valgt at undersøge fremtiden ved

hjælp af samfundsfag. Så der er godt med udfordringer

af tage fat på.

Til alle prøver skal vi vurdere, i hvilken grad

eleverne lever op til de faglige mål, og vi skal

bruge de faglige mål i voteringen. Det kan være

svært at vænne sig til, men gennem 3 års undervisning

og evaluering har vi forhåbentlig lært

det. Prøvesæt til en mundtlig prøve skal give

eleverne mulighed for at opfylde de faglige mål.

Tilføjelser i vejledning for saB april 008

Det er vigtigt, at alle involverede lærere får læst

gældende afsnit i læreplan og vejledning om

mundtlig og skriftlig prøve. Med muligheden

for at vælge mellem 3 og 24 timers prøve til

samfundsfag B og KS kom der tilføjelser til de to

læreplaner i februar og til de to vejledninger i

april. I behøver ikke printe alt fra de nye vejledninger,

blot I grundigt læser de nye afsnit om

mundtlig prøve.

Det bliver spændende at se, hvor langt eleverne

kan nå med 24 timers forberedelse. Prøven

kritiseres på forhånd for, at elevernes forskellige

muligheder for hjælp vil påvirke deres

resultat. Derfor står der i vejledningerne, at ele-

verne gives god tid til deres fremlæggelse, således

at de får lejlighed til at demonstrere opfyldelse

af faglige mål, og at der gives ligeledes god

tid til den efterfølgende dialog bl.a. for at sikre

en individuel bedømmelse.

faQ

På fagkonsulentens hjemmeside på emu’en

http://www.emu.dk/gym/fag/sa/ kan man se

præsentationen ”Eksamen 2008” og link til forsøg

med digital eksamen med opgaveeksempler.

På samme side og på ministeriets side til censorernehttp://us.uvm.dk/gymnasie/almen/eksamen/orientering-censorer-2008_000.

htm?menuid=1530 vil jeg efter behov oprette en

side med typiske spørgsmål og svar i forbindelse

med eksamen.

skriftlig prøve uden rettevejledning

Skriftlige censorer skal kigge ind på sidstnævnte

side søndag den 25. maj og se en meddelelse om

den skriftlige prøve. Der bliver som tidligere

nævnt ikke blive udarbejdet en rettevejledning,

men jeg vil i samarbejde opgavekommissionens

formand skrive en kort meddelelse, efter at vi

har rettet de første opgaver.

Censorernes opgave

Censorernes opgave er, at ”medvirke til og påse,

at prøverne gennemføres i overensstemmelse

med de gældende regler” (Eksamensbekendtgørelsen

§ 28). Censorerne skal studere undervisningsbeskrivelsen

som grundlaget for prøven og

samfundsfagsnyt maj 2008


nyT fra fagkonsulenTen

skal ifølge læreplanen ”godkende” det tilsendte

prøvemateriale. ”Godkende” betyder, at der skal

være en dialog mellem eksaminator og censor

inden prøven. Dialogen er vigtig for, at vi som

kolleger hjælper hinanden med de nye prøveformer.

Dialogen kan handle om, at prøvesættet er

fint og umiddelbart kan godkendes, eller at det

skal rettes til og fx suppleres med et talmateriale,

således at eleverne bedre kan demonstrere opfyldelse

af de faglige mål. Dialogen fører frem til,

at censor godkender prøvesættet.

Det er efter reformen alene op til censor at

påse, at undervisningsbeskrivelsen er i overensstemmelse

med læreplanen. På den ene side må

man tage hensyn til, at meget stadig er nyt bl.a.

med samfundsfag A som frit tilvalg. På den anden

side må man af hensyn til fremtidig undervisning

i faget tage en dialog om evt. mangler i

undervisningsbeskrivelsen. Censor må anlægge

en helhedsvurdering af det faglige niveau.

I tilfælde af alvorlige fejl og mangler i undervisningsbeskrivelsen

eller prøvens gennemførelse,

som man ikke kan tale sig til rette om,

skal man som censor dels tænke på, at det ikke

må gå ud over eleverne og dels skrive en indberetning

til eksamensskolen.

lille spørgeskema til evaluering

Andre fag blev sidste år evalueret via spørgeskemaer.

I samfundsfag A, B og KS sker der for første

gang en evaluering af prøveformen via et lille

spørgeskema, som alle censorer skal udfylde efter

prøven. Formålet er ikke at indfange fejl ved

den enkelte prøve, men at få et generelt billede

af, hvordan de nye prøveformer har fungeret. Så

det er vigtigt, at man som censor svarer på

spørgsmålene.

Man skal udfylde et lille spørgeskema med

fx 3-4 spørgsmål. Til 24 timers prøve kan det

være spørgsmål om, hvorvidt anvendelse af

henholdsvis synopsis, det udleverede materiale

og det fundne materiale understøttede elevernes

opfyldelse af de faglige mål. Her kan man så

samfundsfagsnyt maj 2008

svare enig, delvis enig, delvis uenig eller uenig.

Jeg vil også gerne have korte kommentarer om

godt og mindre godt ved den nye prøveform. På

forhånd tak for hjælpen!

Der kommer besked ud til skolerne om,

hvordan man kommer ind på spørgeskemaet,

men det sker formentlig via ministeriets side til

censorerne:

http://us.uvm.dk/gymnasie/almen/eksamen/

censorindberetning.htm?menuid=150560

Skriftlige censorer skal 5 dage inden censormødet

give tilbagemeldinger på sommerens opgavesæt

og elevernes besvarelser. Der er censormøde

tirsdag den 17. juni.

Jeg vil samle op på evalueringerne og melde

tilbage her i Samfundsfagsnyt.

evaluering og konferencer om

ks, srP og aT

Der er voldsom diskussion af de flerfaglige prøver

i AT, SRP og KS. SRP bliver evalueret inden

sommerferien af DPU, og der vil herefter være

en politisk diskussion med evt. ændringer i formen.

KS er blevet evalueret af EVA og resultater

af denne og andre evalueringer ligger på http://

us.uvm.dk/gym/generelinfo/reform/evaluering.

htm?menuid=1510. Man kan bl.a. læse, at lærerne

fandt det svært at nå alle de faglige mål. Læreplanen

for KS bliver dog ikke ændret før der

ligger en samlet evaluering af hf, således at evt.

ændringer indgår i en samlet justering af hf.

Til efteråret kommer der en række konferencer

om AT og SRP. På SRP-konferencerne vil

der være fokus på opgaveformuleringer og bedømmelse.

Hold selv øje med datoer for konferencer

og evt. justeringer af prøverne i SRP og

AT.

klimaundervisning 009

I anledning af Klimatopmødet i København

2009 er emnet klima ministeriets store indsatsområde

lige fra grundskole over ungdomsuddannelser

til universiteter. Klimapolitik er et rig-


tig godt tema til samfundsfag, hvor en række

faglige mål og kernestof kan opfyldes: Et politikområde

(herunder betydningen af EU og globale

forhold), effektivitetshindringer, typer af goder,

økonomiske styringsprincipper, bæredygtig

udvikling og aktører, magt, sikkerhed og konflikter.

På den nyredigerede side www.klimaundervisning.dk

vil alt om klimaundervisning blive

samlet, og man kan søge links og undervisningsmateriale

efter en række kategorier. Du

kan tilmelde dig som klimalærer, indgå i netværk

med andre lærere, blive informeret om en

række arrangementer og få tilsendt et nyhedsbrev.

klimapolitik, økonomi og sikkerhed

Et heldigt sammentræf med denne satsning er

udgivelsen af bogen ”Klimapolitik” med afsnit

om økonomisk teori, international politik, i- og

ulande, CO 2 -kvoter, fleksible mekanismer og

Danmarks klimapolitik. Bogen kobler økonomisk

teori om eksternalitet og godetyper og international

systemteori og konkluderer, at da

”klimaet er et fælles gode på verdensplan og det

forhold, at beslutningerne skal træffes i et internationalt

anarkisk system, gør, at det er meget

vanskeligt at nå frem til internationalt forpligtende

aftaler”. Bogen konkluderer endvidere, at

CO 2 -kvoter er den økonomisk set mest rationelle

styringsmekanisme, at free-rider problematikken

er særdeles relevant for staternes adfærd, og

at der er behov for policy-entreprenører som

EU og Danmark.

Klimaændringer fører til nye typer af sikkerhedstrusler.

Der kan opstå kamp om ressourcer

nyT fra fagkonsulenTen

som fx drikkevand og dyrkbar jord, når havniveauet

stiger, og tørken breder sig. Mange af de

mest udsatte lande er forvejen svage stater. Svage

stater især i Afrika kan bryde sammen og

give anledningen til borgerkrig, flygtningestrømme

og radikalisering. Læs fx Javier Solana:

”Klimaforandringer er den nye trussel”, Politiken

11.03.2008 om EU-Kommissionens rapport

og se mere på http://www.euo.dk/upload/

application/pdf/50088a07/072163.pdf

KU, AU og DTU har etableret Denmark’s

University Coorperation on Climate (DUCC),

som planlægger en stor konference i marts

2009, hvor forskere fra hele verden skal præsentere

beslutningstagere for, hvor langt man er

nået mht. løsningsmuligheder. Konferencen

skal være et videnskabeligt oplæg til selv klimakonferencen

i december 2009. DUCC har desuden

nedsat en styregruppe, der skal drøfte behov

for efteruddannelse og undervisningsmateriale

til gymnasiet. KU har iværksat 12 klimaspor,

hvor spor 11 er ”Miljøforvaltning”

(retsligt og økonomisk) og spor 12 er ”Sikkerhedspolitik,

risikoanalyse og migration” med

deltagelse af Institut for Statskundskab. Jeg ser

frem til et samarbejde mellem universiteterne

og gymnasiet om udvikling af kurser mm.

god eksamen til alle

Jeg håber, at alle får nogle interessante oplevelser

i eksamensperioden til gavn for vores elever.

Med en professionel indsats og dialogen som

værktøj er jeg overbevist om, at udfordringerne

kan håndteres på en ordentlig måde.

20.04.08 Bent Fischer-Nielsen

samfundsfagsnyt maj 2008


annonce Ræson


danmarks nye pressesystem

af stig Hjarvard

den danske dagspresse er blevet opdelt i

to typer af aviser: for det første apolitiske

gratisaviser med nyheds­ og forbrugerstof

styret af en rent kommerciel interesse og

for det andet betalingsaviser præget af nyheder,

baggrund og politisk tendens, hvor

man prøver at kombinere en kommerciel

med en publicistisk interesse.

Vi er i disse år vidne til en regulær presserevolution.

Hvor man skulle tro, at forandringer i medieverdenen

først og fremmest drejede sig om

nye, digitale og interaktive medier, har noget så

gammeldags som papiraviser vendt op og ned

på det danske pressesystem. Gratisaviserne begyndte

at udkomme i 2001, og de har på ganske

få år opnået at blive landets største aviser målt i

læsertal. Ikke siden Henrik Cavling overtog redaktørposten

på Politiken i 1905, har vi været

vidne til en så omfattende omstrukturering af

dagspressen. Cavlings omlægning af Politiken

indvarslede partipressens gradvise afvikling og

omnibusavisens sejrsgang i både København og

provinsen. I stedet for en avis styret af partipolitiske

interesser opstod en mere bredt favnende

avis, der appellerede til en bredere læserskare,

både hvad angik politisk tilhørsforhold, kulturelle

interesser og social baggrund. I dag er denne

”gamle” bredtfavnende omnibuspresse blevet

relegeret til en andenplads, hvad angår læsernes

opmærksomhed, og de gamle morgenaviser må

derfor finde en ny rolle i et ændret pressemøn-

ster. En omstilling, der ikke bliver lettere af, at

Internettet og andre digitale medier er blevet

vigtige platforme for nyhedsformidling, ligesom

de generelt har befordret, at læserne i stigende

grad opfatter nyheder, som noget, man ikke skal

betale for.

I denne artikel skal vi koncentrere os om at

se på nogle sider af dagbladenes politiske rolle i

det ændrede pressesystem; men først skal nogle

hovedlinjer i den historiske udvikling præciseres.

I anden halvdel af det 20. århundrede udgjorde

de danske dagblade et integreret pressesystem.

Det var integreret, fordi stort set alle

aviser var baseret på halvvejs publicistiske,

halvvejs kommercielle interesser, udgav såvel

nyheder som opinion og kombinerede det populære

med det seriøse. Sagt på en anden måde,

var aviserne orienteret mod en mainstream:

tabloidaviser som Ekstra Bladet og B.T. var naturligvis

underholdningsorienterede, men

bragte ikke desto mindre en del politiske nyheder

og debat. Morgenaviserne bragte seriøst nyhedsstof

og politisk debat, men bortset fra enkelte

og ganske små aviser havde de samtidig et

bredt og populært indhold; de var seriøse aviser

med en populær tone. Danmark har hverken

haft ekstremt tabloide aviser eller stærkt elitære

aviser, sådan som man finder det i eksempelvis

England og Tyskland. Det integrerede pressesystems

blanding af det populære med det politiske,

dets brede udvalg af nyheder og opinion og

kombination af kommerciel interesse med publicistisk

ambition skal givetvis ses i sammen-

samfundsfagsnyt maj 2008

9


danmarks nye PressesysTem

Den historiske udvikling af det danske pressesystem. Kilde: Hjarvard (2007: 50).

hæng med velfærdsstatens opbygning og konsolidering

i samme periode. Det var et pressesystem,

der slog bro mellem sociale klasser, mellem

politiske holdninger og mellem markedskræfter

og offentlig interesse.

I det nye pressesystem, der er under udvikling,

ser vi to distinkte avistyper: på den ene

side den rent kommercielle avis, der leverer nyheder

til forbrugeren. Her er gratisavisen prototypen.

På den anden side en halvt kommerciel,

halvt publicistisk avis, der forsøger at omforme

den gamle avistype til en ny virkelighed, hvor

den ikke længere er dominerende. Her er betalingsavisen

prototypen. De gamle tabloidaviser

har ikke nogen klar plads i dette system, hvorfor

de også har de største problemer med at

fastholde læserne. Som nyere analyser – måske

overraskende – har påvist, konkurrerer gratis-

10 samfundsfagsnyt maj 2008

aviserne ikke i synderligt omfang direkte med

betalingsaviserne (Wadbring, 2007a; Bakker,

2007). De betalte aviser oplever vigende læsertal,

men denne udvikling er et meget langsigtet

fænomen, der satte ind meget før gratisaviserne

dukkede op. Som Bakker (2007) endvidere påviser

i en omfattende international komparativ

undersøgelse, finder man i Norge nogenlunde

samme tilbagegang for betalingsaviser som i

mange andre lande, selvom gratisaviser endnu

ikke præger markedet i Norge. Det er i den

sammenhæng værd at notere, at de mindre og

opinionsorienterede aviser som Information,

Kristeligt Dagblad og Børsen ikke oplever tilbagegang

i læsertal, men i nogle tilfælde har opnået

en mindre vækst. Forholdet mellem gratisaviser

og betalingsaviser ser således snarere ud

til at dreje sig om markedsdeling og komple-


mentaritet end om substitution; gratisaviser har

skaffet nye avislæsere og flere dobbeltavislæsere

og derved blandt andet stoppet faldet i avislæsningen.

Den nye pressestruktur kan kaldes det opdelte

pressesystem, fordi det består af to forskellige

typer af aviser: Gratisaviser og betalingsaviser

tjener hver især en forskellig funktion,

har delvist forskelligt indhold, henvender sig til

et delvist forskelligt publikum, udgives med

forskellig interesse og finansieres med forskellige

forretningsmodeller. Med andre ord har det

danske pressesystem undergået en funktionel

differentiering på avismarkedet.

Hvis vi sætter de igangværende forandringer

ind i et længere historisk perspektiv, kan vi

iagttage nogle lighedspunkter med et ældre

pressesystem. Pressestrukturen i perioden fra

1870 og frem til 2. verdenskrig var grundlæggende

set et klassebaseret system. Partipressen,

der kulminerede med firebladssystemet i de fleste

større byer, repræsenterede de fire partiers

sociale grundpiller: bønder (Venstre), husmænd

(Radikale Venstre), arbejdere (Socialdemokratiet)

og godsejere/industri (Konservative).

I København var billedet lidt mere sammensat,

men også her fulgte opdelingen af aviser

grundlæggende klasseforskelle. Den

københavnske populærpresse (af sine fjender

kaldet smudspressen), der omkring århundredeskiftet

var lige så udbredt, som de politiske

aviser i hovedstaden, var kommerciel og leverede

nyheder og underholdning til arbejdere og

almue. Danmarks største avisentreprenør på

dette tidspunkt, Jens Christian Ferslew, havde

også organiseret sin kommercielle presse efter

klasseforskelle, idet han udgav aviser til henholdsvis

eliten, middelklassen og folket.

Det opdelte pressesystem, vi ser etableret i

disse år, er ligeledes opdelt i en kommerciel

presse og en mere politisk presse, der prøver at

kombinere et kommercielt og publicistisk sigte.

I et vist omfang vil dette system formodentlig

danmarks nye PressesysTem

også blive præget af en stærkere opdeling i forhold

til social klasse sammenlignet med det integrerede

pressesystem. Ingela Wadbring

(2007b) har på baggrund af svenske data påvist,

at valget mellem at læse en betalingsavis eller en

gratisavis også er præget af klasseforskelle. På

den ene side kan læsning af gratisaviser kompensere

for vigende læsning af betalingsaviser

blandt lavindkomstgrupper. På den anden side

vil gratisaviser primært forsyne lavindkomstgrupperne

i samfundet med nyheder og forbrugsstof;

de vil i mindre grad skabe en kontaktflade

til samfundets politiske diskussion og

opinionsdannelse.

Der er naturligvis også betydelige forskelle

mellem det nye og det gamle klassebaserede

pressesystem, og ikke mindst er koblingen mellem

pressen og de politiske organisationer ikke

af samme formelle og organisatoriske karakter i

dag, som tilfældet var under partipressen. Der

er således ikke tale om en tilbagevenden til et

gammelt pressesystem, men den historiske

sammenligning kan tjene til at forstå den

igangværende udvikling lidt bedre, end hvis vi

alene sammenligner med det integrerede pressesystem,

vi har vænnet os til gennem det sidste

halve århundrede, og som får omnibusavisen til

at fremstå som den naturlige avismodel.

Politisk parallelisme

Partipressens gradvise afvikling til fordel for

omnibusavisen førte ikke nødvendigvis til, at

pressen kom til at spille en mindre rolle i det

politiske liv. Der er snarere tale om, at pressens

relation til det politiske liv fik en anden og mere

sammensat karakter. I omnibuspressen spillede

avisen ikke mindst en politisk rolle på tre måder:

ü

ved fortsat at være præget af en bred politisk

grundholdning (f.eks. konservativ eller socialliberal)

som ikke mindst kom til udtryk på lederplads

samfundsfagsnyt maj 2008

11


danmarks nye PressesysTem

ü ved at repræsentere forskellige politiske holdninger

i nyheds- og debatstof

ü ved at påvirke den politiske dagsorden gennem

det journalistiske nyhedsstof

Ikke mindst den sidstnævnte politiske rolle har

været i centrum i nyere medie- og presseforskning.

Timothy E. Cook (1998) har med afsæt i

en analyse af amerikansk presse argumenteret

for, at nyhedsmedierne har opnået en stor uafhængighed

vis-à-vis de politiske institutioner

(parlament, partier osv.), men i stedet for at se

dette som et udtryk for en afpolitisering af nyhedsmedierne,

har de i stedet indtaget en ny politisk

rolle i samfundet. Nyhedsmedierne er selv

blevet en slags politisk institution, og journalister

kan betragtes som politiske aktører, fordi de

nu udfylder en vigtig politisk funktion: de formidler

ikke alene politisk relevant information,

men bidrager dagligt til konstruktionen af den

politiske dagsorden. I konsekvens heraf må de

traditionelle politiske aktører og institutioner i

et vist omfang indrette sig efter de normer og

rutiner, der kendetegner nyhedsmedierne. Paradokset

er ifølge Cook, at nyhedsmediernes politiske

indflydelse er et resultat af deres adskillelse

fra de politiske institutioner:

[…] the political role of newspersons is that their

political influence may emerge not in spite of, but

because of, their principled adherence to norms of

objectivity, deference to factuality and authority,

and a let-the-chips-fall-were-they-may distance

from the political and social consequence of their

coverage (Cook, 1998: 85).

Ud fra dette synspunkt er det netop pressens

apolitiske karakter, der giver dem politisk indflydelse,

ikke mindst ved at nyhedsværdier bliver

en vigtig faktor i den politiske dagsordenssætning.

I en dansk sammenhæng har Cooks tilgang

inspireret studier hos eksempelvis Lund

(2002) og Pedersen et al. (2000). Cooks argu-

1 samfundsfagsnyt maj 2008

ment er et vigtigt korrektiv til den opfattelse, at

partipressens afvikling nødvendigvis skulle være

synonym med en tilsvarende reduktion i pressens

politiske betydning. Selv den mest objektive

journalistik kan få politiske konsekvenser, og

professionelle journalistiske normer kan blive

indoptaget som et vigtigt hensyn i de politiske

institutioners virkemåde. Cooks argumentation

har dog en tendens til at skygge for det forhold,

at nyhedsmedier ikke alene styres af kommercielle

og professionelle motiver; nogle nyhedsmedier

er også præget af en interesse i at påvirke

den politiske dagsorden ud fra politiske motiver.

Fox News i USA er et tydeligt eksempel på,

at også meget kommercielle nyhedsmedier kan

praktisere en holdningspræget journalistik og

tiltrække sit publikum i kraft af politiske præferencer

(Lyengar and Hahn, 2007). Analyser viser

ligeledes, at tilsyneladende neutrale og mainstream

aviser i USA kan udvise en systematisk

politisk drejning af nyhederne (Kahn & Kenny,

2002).

I Daniel Hallin & Paolo Mancini’s (2004) regionale

modeller for sammenhængen mellem

medier og politik er politisk parallelisme et nøglebegreb.

Herved forstås, at der er en strukturel

lighed og forbindelse mellem det politiske system

og pressesystemet. Firebladssystemet i

Danmark udviste således en eksemplarisk politisk

parallelisme, idet hvert parti havde sin avis.

De nordiske lande er prototypiske for, hvad

Halling & Mancini (2004) kalder den demokratisk

korporative model. Her finder man på én og

samme tid en tidlig massepresse, en udvikling

af journalistisk professionalisme, en høj grad af

statslig regulering af mediesystemet og en vis

grad af politisk parallelisme. Den liberale model,

der har USA’s presse som prototype, er også

kendetegnet ved en tidlig massepresse og en høj

grad af professionalisme, hvorimod man ikke

finder nogen nævneværdig politisk parallelisme

eller statslig regulering af mediesystemet. I USA

gik ”the partisan press” tilbage i takt med den


kommercielle massepresses ekspansion i 1800tallet.

I den sydeuropæiske presse, den polariserede

pluralistiske model, er typiske træk en

stærk politisk parallelisme og en mindre grad af

journalistisk professionalisme; her er der stor

politisk indflydelse på mediesystemet, og den

trykte presse er fortrinsvis læst af en politisk interesseret

elite. Pressesystemet i Danmark og de

øvrige nordiske lande udgør således en slags

mellemting eller hybrid mellem to yderpoler, en

sydeuropæisk presse med høj politisk parallelisme

og en amerikansk presse med ringe politisk

parallelisme.

Selvom Hallin & Mancini giver en systematisk

og komparativ gennemgang af regionale

forskelle mellem mediesystemer og politiske systemer,

finder de, at udviklingen som helhed

skubber det europæiske mediesystem i retning

af den liberale model. Set i dette lys, vil de regionale

forskelle ikke være vedvarende regionale

særtræk, men successivt blive af historisk interesse

som følge af, at kommercialiseringen former

de to andre regioner efter den liberale models

billede:

Commercialization, in the first place, is clearly

shifting European media systems away from the

world of politics to the world of commerce. This

changes the social function of journalism, as the

journalist’s main objective is no longer to disseminate

ideas and create social consensus around

them, but to produce entertainment and information

that can be sold to individual consumers.

(Hallin & Mancini, 2004: 277).

Der er ingen tvivl om, at kommercialisering af

pressen er en generel udviklingstendens i de fleste

lande, men det behøver ikke nødvendigvis

eller entydigt presse udviklingen i retning af den

liberale model, som Hallin & Mancini antager.

Desuden er idéen om, at kommercialisering

uundgåeligt vil formindske avisernes politiske

parallelisme og fremme professionalisme base-

danmarks nye PressesysTem

ret på en forsimplet årsag-virkningsmodel, der

ikke fanger de specifikke og sammensatte relationer

mellem politiske institutioner og medier i

andre lande. Grundlæggende set er problemet

hos dem, at deres teoretiske ramme placerer den

amerikanske model og den sydeuropæiske model

som to yderpoler, og andre pressesystemer

skal så placeres og forklares inden for denne

overordnede modsætning. Politisk parallelisme

og journalistisk professionalisme behøver imidlertid

ikke at være hinandens modsætninger,

men kan udmærket være til stede samtidig, hvis

man ser på den historiske og aktuelle politiske

og mediemæssige kontekst. Kommercialisering

og professionalisering fører ikke nødvendigvis

til den politiske parallelismes forsvinden; specifikke

kendetegn ved mediesystemet og det politiske

system kan resultere i andre udviklingstendenser

end, Hallin & Mancinis model tilsiger.

Politisk polarisering

I det følgende skal vi belyse den politiske parallelisme

i landsdækkende, danske dagblade for

på den baggrund at diskutere forholdet mellem

kommercialisering og politisk tendens. Politisk

parallelisme mellem mediesystem og politiske

institutioner kan belyses på flere måder, og vi

skal her skelne mellem tre niveauer for politisk

parallelisme. For det første et organisatorisk niveau,

hvor den politiske parallelisme viser sig i

formelle organisatoriske bånd eller personlige

netværk mellem det politiske system og medierne.

For det andet et indholdsmæssigt niveau,

hvor den politiske parallelisme afspejler sig i avisernes

indhold i forskellige genrer som leder,

debatstof, nyheder, analyser m.fl. For det tredje

et modtagerniveau, hvor den politiske parallelisme

er synlig i form af systematiske politiske

præferencer hos publikum for den ene eller anden

avis som følge af deres opfattelse af avisens

politiske ståsted.

Partipressens gradvise forsvinden i løbet af

det 20. århundrede har på afgørende vis svæk-

samfundsfagsnyt maj 2008

1


danmarks nye PressesysTem

ket den politiske parallelisme mellem avis og

enkeltpartier på det organisatoriske niveau.

Praktisk talt alle aviser er i dag uafhængige af

partipolitiske interesser, og i stedet bekender

nogle aviser sig til en politisk hovedstrømning,

sådan at eksempelvis Jyllands-Posten er et ”uafhængigt

liberalt dagblad”, og at ”Politiken og

Ekstra Bladet ledes som uafhængige radikaltsocialliberale

blade og organer for dansk frisind”

(citater fra avisernes hjemmesider

17.10.07). Andre aviser og ikke mindst gratisaviserne

indtager ikke en sådan politisk orientering.

Hvordan denne bredere politiske orientering

finder konkrete organisatoriske udtryk

vil ikke blive behandlet nærmere her, men i stedet

vil vi koncentrere os om den politiske parallelisme

i indholdet og på modtagersiden. Det er

videre værd at understrege, at man ikke kan

forstå forholdet mellem presse og politik ved

alene at se på medieudviklingen; netop fordi

medierne og ikke mindst aviserne udgør en

arena for etablering af befolkningens samtykke

til politiske forhold, må den politiske udvikling

også medreflekteres.

Gennem det sidste årti har det danske politiske

system undergået en polarisering. Hvor den

Christiansborgpolitiske scene tidligere har været

kendetegnet ved mindretalsregeringer, der

har søgt parlamentarisk støtte hen over midten,

er dansk politik i dag domineret af to politiske

blokke, henholdsvis en centrum-venstre blok

og en højreblok. De to blokke har først og fremmest

været delt på de værdipolitiske områder

som f.eks. flygtninge og indvandrere, Irakkrig,

miljø og voldskriminalitet, hvorimod de traditionelle

økonomiske og fordelingspolitiske områder

i mindre grad har kaldt på blokpolitisk

konfrontation. Den nye blokpolitik har bidraget

til en cementering af dagspressens opdeling

i et regerings-oppositionspresse-mønster, hvor

eksempelvis Jyllands-Posten og Berlingske Tidende

har støttet regeringens politik, og Politiken

og Information har støttet oppositionens

1 samfundsfagsnyt maj 2008

politik. Aviserne har naturligvis ikke fungeret

som talerør for enkeltpartier eller politikere

som i partipressens dage, men de har på lederplads

og i den journalistiske dækning fremmet

synspunkter og dagordener, der har været sympatisk

over for hver sin blok. For at illustrere

denne blokpolitiske parallelisme på det indholdsmæssige

plan vil vi fokusere på to tilfælde,

hvor aviserne tog meget aktivt del i den politiske

meningsdannelse, henholdsvis invasionen

af Irak i 2003 og krisen omkring Muhammedkarikaturerne

i 2005-06.

Som bekendt blev invasionen af Irak støttet

af Danmark både politisk og militært, men den

politiske beslutning om at deltage i krigen delte

det politiske system. En analyse af danske mediers

dækning af invasionen i Irak dokumenterede

blandt andet, hvordan de enkelte aviser afspejlede

forskellige politiske holdninger, selvom

hovedparten af nyhedsdækningen beroede på

samme kilder og især koalitionens kilder (Hjarvard,

Kristensen og Ørsten, 2004). De politiske

forskelle kom ikke overraskende til udtryk på

lederplads i aviserne, hvor eksempelvis Jyllands-Posten

gav stærk støtte til invasionen, og

Politiken var ganske kritisk. Den politiske tendens

på de enkelte avisers lederplads var tillige

synlig i opinionsstoffet (læserbreve, debatindlæg

m.m.), sådan at man fandt langt flere indlæg,

der støttede invasionen i Jyllands-Posten

og mere kritik i Politiken og Information. Endelig

– og mest afgørende i forhold til argumentet

om den fortsatte politiske parallelisme - så

man, at avisens holdning på lederplads afspejlede

sig i avisernes journalistiske dækning. Analysen

af det journalistiske stof, som aviserne

havde valgt at prioritere som forsidestof, viste,

at udvalget og vinklingen af historierne i Jyllands-Posten

var mere fordelagtigt for regeringens

position, hvorimod Politiken og Information

var langt mere kritiske i de journalistiske

forsidehistorier (figur 1).


figur 1. danske avisers dækning af invasionen af irak i 00

danmarks nye PressesysTem

Den overordnede politiske tendens i det journalistiske forsidestof i tre danske aviser: Politiken, Jyllands-Posten og

Information. Stikprøve fra marts og april 2003. I alt 134 journalistiske enheder indgik i analysen, hvoraf 95 er ar-

tikler og 39 er større henvisninger.

Kilde: Hjarvard, Kristensen og Ørsten (2004: 95).

Tilstedeværelsen af en politisk parallelisme

var også tydelig under krisen omkring karikaturtegningerne

af Muhammed i 2005-6, og den

kan i sig selv betragtes som et resultat af den

politiske rolle, som aviser og redaktører har tiltaget

sig i dele af pressen (Hjarvard, 2006).

Hverken Jyllands-Postens publicering af tegningerne

eller reaktionerne hos andre politiske

aktører blandt flygtninge og indvandrere kan

forstås uden at inddrage den politiske sammenhæng,

som Jyllands-Posten og andre aviser allerede

indgik i før publiceringen af tegningerne.

Da Jyllands-Postens kulturredaktør besluttede

at offentliggøre de 12 tegninger og erklære, at

også muslimer ”må finde sig i hån, spot og latterliggørelse”

(JP, 30.9.05) var det ikke en isoleret

handling fra en kulturredaktør, der handlede

ude af trit med avisens øvrige redaktionelle

policy. Tværtimod havde Jyllands-Posten og an-

dre aviser, der støttede højreblokken i dansk

politik, gennem flere år publiceret mange kritiske

nyhedshistorier om flygtninge og indvandrere

i Danmark, og ledere og opinionssider

havde været præget af stærk kritik af eksempelvis

islamisk fundamentalisme (Hervik, 2002).

Tegningerne lå i forlængelse af denne redaktionelle

linje, og de blev bevidst produceret med

henblik på at videreføre denne kurs; der var således

ikke tale om, at avisen rapporterede om

nogle allerede eksisterende kontroversielle tegninger.

Jyllands-Posten inviterede tegnere til at

afbilde Muhammed, og som følge af denne

handlings åbenlyse politiske karakter, var to af

tegningerne en satire over Jyllands-Postens intention

med disse Muhammed-tegninger, hvor

en af tegningerne indeholdt en tekst med arabiske

bogstaver, der sagde: ”Jyllands-Postens skribenter

er reaktionære og provokerende”. Denne

samfundsfagsnyt maj 2008

1


danmarks nye PressesysTem

figur . avislæsning og politisk holdning (stemmeafgivning ved seneste folketingsvalg)

Alle danskere fra 18 år og opefter i året 1997. Højrefløj: Venstre, Konservative og Fremskridtspartiet/Dansk Folkeparti.

Centrum: Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og CD. Venstrefløj: Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og

Minoritetspartiet. Andet: Stemte ikke, husker ikke, vil ikke fortælle om stemmeafgivning eller ikke gammel nok på

tidspunktet til at kunne stemme. Total: Gennemsnit af hele befolkningen.

Kilde: Index Danmark / TNS Gallup. N= 16.326.

kritik af Jyllands-Postens handling i selve tegningerne

blev dog overset i den efterfølgende

politiske tumult.

Man må tilsvarende forstå reaktionerne på

tegningerne i denne blokpolitiske kontekst,

hvor både aviser og politiske aktører for en stor

dels vedkommende allerede havde indtaget deres

faste pladser. For en række flygtninge- og

indvandrergrupper og deres politiske støtter

blev Jyllands-Postens publicering af tegningerne

set som endnu et led i en vedvarende politisk

kampagne mod muslimer. Regeringen og statsministeren

støttede generelt Jyllands-Posten

position, om end den kom under betydeligt

pres fra traditionelle støtter i industrien, i takt

med at den internationale krise forværredes og

boykot af danske produkter greb om sig. Avisernes

stillingtagen på lederplads og journalistiske

prioriteringer fulgte regerings-oppositions

mønsteret. En analyse foretaget af dagbladet

Information af tre større dagblades forsider

1 samfundsfagsnyt maj 2008

gennem 24 dage under denne krise viste, at Jyllands-Postens

forsider lagde betydelig mere

vægt på spørgsmålet om ytringsfrihed, hvorimod

Politiken kontinuerligt bragte kritiske artikler

om regeringens håndtering af krisen.

Hverken Jyllands-Posten eller Berlingske Tidende

prioriterede dette emne i nær samme

omfang (Information, 2006).

en politisk opdeling af avislæserne

Hvis vi dernæst fokuserer på avisernes læsere,

finder vi også dér en politiske parallelisme i det

danske pressesystem. I figur 2 og 3 er de landsdækkende

avisers læsere grupperet i forhold til

deres politiske orientering (målt i forhold til læserens

stemmeafgivning ved sidste folketingsvalg).

I såvel 1997 og 2006 er der en systematisk

sammenhæng mellem læserens politiske synspunkter

og de enkelte avisers overordnede redaktionelle

policy. Figur 2 giver et indtryk af situationen,

før der blev introduceret gratisaviser i


Carl Pedersen og Helle Porsdam

USA i det 21. århundrede

128 sider

Nettopris kr. 82,00

ekskl. moms og forsendelse

Direkte salg

Til valg i USA

sune f. sunesen

USA efter 9/11

„Hvordan lave en gymnasielærebog, der fremstiller et lands

politiske system således at eleverne kan forstå det, huske

væsentlige tendenser og anvende viden til forklaringer/sammenligninger?

Det er vanskeligt … Sunesens bog er dog klart at anbefale som grundlag for eleverne til en

gennemgang af USA’s politiske system. Det er vel den bog hos Columbus, der fremstiller et fremmed lands

politiske system, så den umiddelbart tilfredsstiller det faglige niveau hos

samfundsfag A og B.“ Niels Lund i Samfundsfagsnyt

„Der findes ikke andre bøger på dansk som så grundigt og detaljeret rede-

gør for hele det amerikanske valgsystem.“ Carsten Nørby, DBC

Fuldstændig revideret udgave af Sune Finn Sunesens bog „USA

til valg i 90’erne“. Bogen giver oversigt over de grundlæggende

principper og traditioner for præsidentvalg m.v. i USA.

Bogen henvender sig primært til A- og B-niveau i samfundsfag,

men også til historie og tværfaglige temaer/projekter sammen

med engelsk og historie. Kapitlerne kan bruges som grundlag

og udgangspunkt for det aktuelle valg i USA eller projekter,

hvor amerikanske eksempler er relevante.

‘USA i det 21. århundrede’ er ikke blot en grundig lærebog. Helle Porsdams og

Carl Pedersens store viden om og engagement i udviklings tendenserne i det

amerikanske samfund gør det til en bog, som vil være egnet til at skabe gode

diskussioner både i og uden for undervisningen.

„…et udmærket overblik over det politiske system i USA (den amerikanske forfatnings

grundideer, partierne og præsidentembedets rolle)… et spændende indblik i nogle af skillelinierne

i den politisk-ideologiske udvikling og vælgerstrømningerne… god og læsevenlig inspiration, der er oplagt

at bruge i samarbejdet mellem engelsk og samfundsfag.“ Mogens Hansen i Samfundsfagsnyt

„En god og grundig introduktion til en dybere forståelse af forskelle mellem

USA og stort set resten af verden og de dybe forskelle i det amerikanske samfund.

Den vil derfor også være anvendelig til almindeligt interesserede…“

Per Månson i DBC

forlaget © columbus

Tlf. 3542 0051 • Fax 3542 0521 • www.forlagetcolumbus.dk

128 sider

Nettopris kr. 89,00

ekskl. moms og forsendelse

Direkte salg


danmarks nye PressesysTem

figur . avislæsning og politisk holdning (stemmeafgivning ved seneste folketingsvalg)

Alle danskere fra 18 år og opefter i året 2006. Højrefløj: Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Centrum: Ra-

dikale Venstre, Kristendemokraterne og CD. Venstrefløj: Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Minoritetspartiet.

Andre: Stemte ikke, husker ikke, vil ikke fortælle om stemmeafgivning eller ikke gammel nok på tidspunktet til at

kunne stemme. Total: Gennemsnit af hele befolkningen.

Kilde: Index Danmark / TNS Gallup. N= 21.505.

Danmark, og figur 3 giver mulighed for at vurdere,

hvordan situationen så ud efter et par af

gratisavisernes tilkomst. MetroXpress og Urban

udmærker sig ved at have en læserskare, der i

høj grad afspejler befolkningens generelle politiske

sammensætning; der er en ganske svag venstreorientering

i deres læserprofil, hvilket formodentlig

skyldes, at de som trafikomdelte aviser

i storbyområder fortrinsvis læses af lønarbejdere.

Betalingsaviserne har ikke bevæget sig i

retning af gratisavisernes læserprofil, men fastholdt

deres politiske læsergrundlag som enten

højrefløjsaviser eller centrum-venstre aviser. Eftersom

den danske befolkning som helhed bevægede

sig mod højre i denne periode, ser man i

visse tilfælde en mindre forskydning i denne retning.

Flere gratisaviser blev som bekendt introduceret

i 2006, men tal for disses politiske profil

var ikke tilgængelige i skrivende stund.

Sammenhængen mellem politisk holdning

og hvilken avis, man læser, siger imidlertid ikke

direkte noget om, hvordan læserne opfatter den

pågældende avis’s politiske orientering. For nærmere

at belyse dette har vi foretaget en spørge-

18 samfundsfagsnyt maj 2008

skemaundersøgelse blandt et repræsentativt udsnit

af den danske befolkning, hvor de er blevet

bedt om at vurdere den politiske tendens i en

række landsdækkende avisers forskellige stofområder.

Konkret er de adspurgt om den politiske

tendens i avisens ledere, i sammensætningen

af debatstoffet og i det journalistiske stof. De har

kunnet angive den politiske tendens på en fempunktsskala

over det politiske spektrum: venstreorienteret,

moderat venstreorienteret, centrum,

moderat højreorienteret og højreorienteret.

De har tillige kunnet angive, at der ingen

bestemt politisk tendens er i henholdsvis ledere,

debatstof og journalistisk stof, ligesom muligheden

for at svare ”ved ikke” har foreligget. Der er

tale om en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse

(CAWI) gennemført i perioden 3-8. september

2007 af analysebureauet Zapera med i alt

1.003 respondenter, og resultaterne er vejet i forhold

til køn, alder, geografisk placering og politisk

stemmeafgivning ved sidste valg. I de følgende

resultater inddrages alene vurderinger

blandt personer, der inden for den sidste uge har

læst i den pågældende avis.


danmarks nye PressesysTem

figur . læsernes vurdering af den politiske holdning i Jyllands­Postens journalistik

N=218. Gennemført af Zapera i september 2007.

figur . læsernes vurdering af den politiske holdning i timers journalistik

N=236. Gennemført af Zapera i september 2007.

Sammenligner vi først en enkelt betalingsavis,

Jyllands-Posten, med en enkelt gratisavis,

24 timer, og ser på læsernes vurdering af, om

der er en politisk tendens i det journalistiske

stof, finder vi markante forskelle. I Jyllands-Postens

tilfælde finder kun 4,7% af læserne, at der

ingen bestemt politisk tendens er i det journalistiske

stof. 22,1% ved ikke, om der er en sådan

politisk tendens, mens de øvrige angiver en placering

på den politiske højre-venstreskala. Her

finder 41%, at Jyllands-Posten er moderat højreorienteret

i sin journalistik, 12,1% finder, at

samfundsfagsnyt maj 2008

19


danmarks nye PressesysTem

figur . læsernes vurdering af den politiske tendens på avisens lederplads (metroXpress,

timer og urban har ikke ledere i traditionel forstand)

N=1003. Gennemført af Zapera i september 2007.

den er højreorienteret, og 13,1% finder, at journalistikken

er præget af en centrumtendens.

Yderst få finder, at Jyllands-Postens journalistik

befinder sig til venstre for midten. Ser vi dernæst

på gratisavisen 24 timer, der i øvrigt udgives

af samme bladhus, ser vi en helt anden vurdering

af det journalistiske stof. Her finder

13,3%, at der ikke er nogen bestemt politisk

tendens, og hele 47% svarer ”ved ikke”. De resterende

placerer avisens journalistik som entydigt

præget af en politisk midtertendens. Mange

læsere ser således en tydelig politisk tendens i

Jyllands-Postens journalistik, mens 24 timers

journalistik altovervejende fremstår som apolitisk

eller midtsøgende.

Forskellene mellem Jyllands-Posten og 24 timer

viser sig at afspejle en generel forskel mellem

betalingsaviser og gratisaviser, når det gælder

læsernes vurdering af den holdningsmæssige

tendens i forskellige stoftyper. Ser vi på,

hvordan læserne af de pågældende aviser indplacerer

avisens ledere, debatstof og journalistiske

stof på en politisk højre-venstreskala, viser

0 samfundsfagsnyt maj 2008

der sig markante forskelle (figur 6-8). Læserne

vurderer generelt, at der er en klar parallel mellem

de holdninger, der kommer til udtryk på lederplads,

i debatstoffet og i det journalistiske

stof. Aviser som Information og Politiken vurderes

til at være præget af en moderat venstreorientering,

hvorimod aviser som Børsen, Berlingske

Tidende og Jyllands-Posten er præget af

en moderat højreorientering i alle stoftyper.

Gratisaviserne placeres omkring en centrumtendens,

men da der samtidig er omkring halvdelen

af deres læsere, som ikke finder sig i stand

til at svare på den politiske tendens, skal centrumtendensen,

som nogle udpeger, nok snarere

tolkes som en måde at angive manglende eller

varieret politisk tendens end tages som et

udtryk for en meget markant artikulering af et

politisk centrumsynspunkt. Formiddagsaviserne

Ekstra Bladet og B.T. placerer sig lidt til henholdsvis

venstre og højre for centrum, og som

helhed peger vurderingerne af deres politiske

ståsted og andelen af ”ved ikke”-besvarelser på,

at de hvad angår politisk tendens for læserne


figur . læsernes vurdering af den politiske tendens i debatstoffet

N=1003. Gennemført af Zapera i september 2007.

danmarks nye PressesysTem

figur 8. læsernes vurdering af den politiske tendens i det journalistiske stof. n=100

Gennemført af Zapera i september 2007.

samfundsfagsnyt maj 2008

1


danmarks nye PressesysTem

figur 9. Vurderinger af nyhedsartiklers mulige holdning

Svar på spørgsmålet: ”Avisernes nyhedsartikler fortæller om, hvad der sker i samfundet. Vurderer du, at nyhederne

er påvirket af journalistens eller avisens holdning? (f.eks. i valget eller vinklingen af nyheder, brugen af billeder m.

m.)”. Respondenterne er blevet bedt om, at svaret skal tage udgangspunkt i den avis, man har læst mest i den se-

neste måned. N= 912. Gennemført af Zapera i januar 2005.

udgør en mellemting mellem morgenavisernes

tydelige politiske tendens og gratisavisernes

mangel på samme.

Nu kunne man indvende, at den tydelige

overensstemmelse mellem læsernes vurdering

af politisk holdning i leder, debatstof og journalistisk

stof skyldes, at nogle af respondenterne

ikke evner at skelne klart mellem disse stofområder

eller ikke formår at skelne mellem en politisk

tendens eller simpel vinkling af en journalistisk

historie. Men en sådan fortolkning er

der næppe belæg for. En tidligere undersøgelse

blandt et repræsentativt udvalg af danskerne

peger på, at de udmærket formår at skelne mellem

de forskellige måder, som holdninger kan

sætte sig igennem på, også når det gælder det

journalistiske stof (figur 9). Adspurgt om nyhedsstoffet

er påvirket af avisens eller journalistens

holdninger svarer ganske få, at det ikke er

samfundsfagsnyt maj 2008

tilfældet, og kun ganske få ved ikke, om det er

tilfældet. Knap 45% af befolkningen vurderer,

at ”nyhedsartiklerne i det store og hele er saglige,

men præget af en journalistisk vinkel”,

mens godt 35% vurderer, at ”nyhedsartiklerne

undertiden er præget af avisens holdninger til

emnet”. Endelig siger godt 8%, at ”nyhedsartiklerne

er undertiden præget af en bestemt

partipolitisk grundholdning”, hvad der turde

være et ganske stærkt udsagn, der går på tværs

af enhver opfattelse af journalistisk upartiskhed.

Meget tyder altså på, at der er delte meninger

om, hvorvidt journalistikken er båret af

journalistiske, bredere holdningsmæssige eller

politiske synspunkter; men der er ikke noget

som peger i retning af, at avislæserne ikke kan

forholde sig kritisk evaluerende til journalistikkens

politiske tendens.


Som helhed peger disse resultater på, at der

for betalingsaviserne eksisterer en betydelig

grad af politisk parallelisme, såvel i den objektive

læseradfærd (læsning af avis følger politisk

holdning) som i den subjektive vurdering af

avisens indhold (ledere, debatstof og journalistik

opfattes som politisk tonet). Endvidere peger

svarene på, at den journalistiske institutions

ideal om adskillelse af nyheder fra holdning, af

news fra views, blandt en del af befolkningen

ikke vurderes at være realiseret – og som adfærden

viser – den er heller ikke i alle tilfælde ønsket.

For nogle læsere er valget af avis netop bestemt

af den pågældende avis’ holdning i såvel

ledere, debatstof som journalistik.

kommercialisering og/eller

politisk opinion?

Trods kommercialisering af avismarkedet og

nyhedsmedierne generelt, eksisterer der fortsat

en politisk parallelisme mellem dele af pressen

(betalingsaviserne) og de politiske institutioner.

Parallelismen viser sig i mindre grad på det organisatoriske

niveau, selvom nogle aviser fortsat

har som erklæret målsætning, at de vil fremme

bestemte politiske orienteringer såsom socialliberale

eller liberale grundholdninger. Parallelismen

er til gengæld synlig i avisernes redaktionelle

indhold, herunder både eksplicitte ledertilkendegivelser,

opinionsstof i øvrigt og i det

journalistiske stof. Læserskarens politiske sammensætning

udviser tilsvarende en fortsat politisk

parallelisme, når det gælder betalingsaviserne,

og det samme er tilfældet med læsernes opfattelse

af de enkelte avisers politisk orientering.

Den fortsatte politiske parallelisme er i øvrigt

ikke begrænset til Danmark. Nylige studier af

norsk presse har peget på en tilsvarende tendens;

et studie af avisdækningen af lokalvalg i

Norge dokumenterer en vis grad af politisk parallelisme

i nyhedsjournalistikken (Allern,

2007), og et studie af den norske avis VG’s behandling

af partilederstriden i Arbejderpartiet

danmarks nye PressesysTem

mellem Thorbjørn Jagland og Jens Stoltenberg

peger ligeledes på en politisk bias i rapporteringen

(Halse, 2006).

Den kommercielle faktor ser ud til at have en

anden indflydelse på gratisaviserne end på betalingsaviserne.

I gratisavisernes tilfælde ser vi

en type nyhedsmedier, der satser på nyheder og

forbrugerstof. Opinionsstoffet er særdeles begrænset:

der er enten ingen ledere eller indlæg

skrevet af enkeltpersoner udefra, ofte kendisser.

Læserbreve har en lav prioritet, og selvom nogle

gratisaviser har blogs på internettet, er der kun

få meningstilkendegivelser i den trykte udgave.

Som følge af et kommercielt pres er der yderst

sjældent basis for større journalistisk research,

og i stedet er der en udbredt brug af nyhedsbureauer

til at producere korte nyhedshistorier.

Betalingsaviserne tenderer til at gå i den modsatte

retning og opprioriterer baggrund, analyse,

kommentar, opinion etc. Der er visse undtagelser

til dette mønster, hvor eksempelvis Nyhedsavisen

har lidt mere opinionsstof og plads

til større journalistisk research. De gamle tabloidaviser

Ekstra Bladet og B.T. ser ud til at have

sværest ved at finde en ny position i det ændrede

pressesystem og prøver på forskellige måder

at tilpasse deres hidtidige blandede underholdnings-,

menings- og nyhedsudbud til klarere

målgrupper end hidtil.

Betragter vi udviklingen ud fra Hallin &

Mancini’s (2004) optik, afspejler især gratisavisernes

fremvækst et skridt i retning af den liberale

pressemodel. De er båret af en rent kommerciel

interesse og orienteret mod et nyhedsideal,

der lægger vægt på politisk neutralitet eller

upartiskhed. Den fortsatte politiske

parallelisme i de store morgenaviser peger

imidlertid på, at forholdet mellem markedsorientering

og politisk tendens er mere sammensat.

Politisk tendens behøver ikke være i uoverensstemmelse

med det kommercielle imperativ,

da en politisk profil og en publicistisk funktion

også kan have kommerciel værdi. Så længe der

samfundsfagsnyt maj 2008


danmarks nye PressesysTem

er dele af befolkningen, der ønsker at tage del i

den mere politiske del af meningsdannelsen, vil

interesse for politisk orientering kunne omsættes

til købekraft. Nogle aviser kan desuden bruge

den politiske segmentering af avislæserne til

at optræde som politiske aktører. Under partipressen

var avisen et talerør for det politiske parti

og dets fremtrædende politikere; i dag kan

avisen og dens redaktører og fremtrædende meningsmagere

(politiske redaktører og kommentatorer

tilknyttet avisen) takket være den

manglende organisatoriske forbindelse til et

parti artikulere politiske synspunkter på vegne

af sine læsere og på denne måde spille en mere

uafhængig politisk rolle vis-à-vis de traditionelle

politiske aktører, partierne og de folkevalgte.

På denne måde har Flemming Rose ved Jyllands-Posten,

Eric Meier Carlsen på B.T. og Tøger

Seidenfaden på Politiken gennem flere år

haft en platform for at påvirke den politiske

meningsdannelse, hvor de har haft større politisk

frihed end tilfældet ville have været i partipressens

dage.

Den politiske parallelisme behøver heller

ikke at være i modstrid med journalistisk professionalisme.

Betalingsaviserne har generelt et

større udvalg af egenproducerede nyhedshistorier

og kvalitetsjournalistik i form af interviews,

analyser, baggrund m.m. sammenlignet med

hovedparten af gratisaviserne, og de betalte avisers

fortsatte eksistens vil givetvis bero på deres

evne til også at levere et professionelt journalistisk

produkt af høj kvalitet, da et politisk interesseret

publikum typisk også vil efterspørge

dette. En avis’ politiske grundholdning vil undertiden

komme i konflikt med den journalistiske

professionalisme, når det gælder vurdering

af nyhedsværdi og vinkling af historier, men det

vil i praksis oftere blive et spørgsmål om at afbalancere

forskellige hensyn med hinanden,

end det vil resultere i en direkte og åbenlys konfrontation.

Avisens politiske grundholdning vil

sjældent være eksplicit artikuleret i den daglige

samfundsfagsnyt maj 2008

redaktionelle proces, men snarere være en del af

de ansattes tavse viden om gældende normer i

virksomheden. Der vil imidlertid også være

grænser for, hvor langt en avis kan gå med at

bedrive holdningsbaseret journalistik. Betalingsaviser

er ikke mindst for de veluddannede

og bedrestillede segmenter af befolkningen, og

de efterspørger både gode argumenter og grundig

information. Så hvis holdning helt kommer

til at skygge for saglig information, vil mange

læsere sige fra. Men man kan have den hypotese,

at der blandt visse læsergrupper er større

plads til journalistik med en politisk tendens,

end den traditionelle journalistiske skelnen

mellem news og views tilsiger.

Gratisaviserne går nu sin sejrgang over store

dele af den vestlige verden, og eftersom gratisaviserne

er blevet markedsført meget aggressivt

i Danmark, skeler man mange steder til Danmark

for at se, hvordan fremtidens pressebillede

ser ud. Den igangværende udvikling aftegner

konturerne af et nyt, opdelt pressesystem,

hvor en kommerciel presse servicerer forbrugeren

med nyheder og servicestof, og en halvt

publicistisk, halvt kommerciel presse orienterer

borgeren med nyheder, analyse og holdningspræget

stof. Pressens kobling til de politiske institutioner

er ikke forsvundet, men har fundet

en anden form. Partipressen uddøde i det 20.

århundrede, og ved indgangen til det 21. århundrede

er omnibuspressens intention om at

favne alt og alle blevet stadig vanskeligere at

gennemføre. I stedet er vi ved at få en apolitisk

massepresse og en publicistisk presse, for hvem

politiske holdninger også udgør et markedsmæssigt

grundlag.

Stig Hjarvard er professor, Ph.D., ved Institut for

Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns

Universitet. Artiklen er en forkortet og omarbejdet

udgave af ”Den politiske presse” offentliggjort

i Journalistica nr. 5, 2007.


litteratur

Allern, Sigurd (2007). “From Party Press to Independent

Observers? An Analysis of Election

Campaing Coverage Prior to the General Elections

of 1981 and 2005 in Two Norwegian

Newspapers”, pp. 63-79 i Nordicom Review Vol.

29, No. 2.

Bakker, Piet (2007). “The impact of free daily

newspapers on the circulation of paid newspapers”.

Paper presented to the ICA Conference in

San Francisco, May 25-29, 2007.

Cock, Timothy E. (1998). Governing with the

News. The News Media as a Political Institution.

Chicago: University of Chicago Press.

Hallin, Daniel & Paolo Mancini (2004). Comparing

Media Systems. Three Models of Media

and Politics, Cambridge: Cambridge University

Press.

Halse, Rolf E. S. (2006). “Politisk slagside i uavhengig

presse?”, pp. 67-89 i Sosiologisk Årbok

2006, 1-2.

Hervik, Peter (2002). Mediernes muslimer. En

antropologisk undersøgelse af mediernes dækning

af religioner i Danmark. København: Nævnet

for etnisk ligestilling.

Hjarvard, Stig, Kristensen, Nete Nørgaard, and

Ørsten, Mark (2004). ”Mediernes dækning af

invasionen af Irak 2003”. København: Modinet.

Hjarvard, Stig (2006). “Medier og religion i mediernes

offentlighed”, pp 44-71 i Lisbet Christoffersen

(ed.): Gudebilleder. København: Tiderne

Skifter.

Hjarvard, Stig (2007). ”Den politiske presse”,

pp. 27-53 i Journalistica, nr. 5, 2007.

danmarks nye PressesysTem

Høyer, Svennik (2005). “The Rise and Fall of

the Scandinavian Party Press”, in Høyer, S. &

Pöttker, H. (eds.): Diffusion of the News Paradigm

1850-2000. Göteborg: Nordicom.

Information (2006). “Har Muhammed-sagen

genoplivet partipressen?”, af Jacob Sejer Pedersen

og Maria Skov. Dagbladet Information, 3.

marts, 2006.

Kahn, Kim Fridkin & Kenny, Patrick J. (2002).

“The Slant of the News: How Editorial Endorsements

Influence Campaign Coverage and Citizens’

Views of Candidates”, pp. 381-394 i American

Political Science Review vol. 6, no. 2.

Lund, Anker Brink (2002). Den redigerende

magt. Nyhedsinstitutionens politiske indflydelse.

Århus: Århus Universitetsforlag.

Lyengar, Shanto & Hahn, Kyo S. (2007). “Red

Media, Blue Media. Evidence of Ideological Polarization

in Media Use”. Paper presented to the

ICA Conference in San Francisco, May 25-29,

2007.

Pedersen, Ove Kaj et al. (red.) (2000). Politisk

journalistik. Århus: CFJE/Ajour.

Wadbring, Ingela (2007a). “Konsekvenser av

dagliga gratistidningar på marknaden - svenska

erfarenheter”, pp. 86-101 i MedieKultur no.

42/43, 2007.

Wadbring, Ingela (2007b). “The Role of Free

Dailies in a Segregated Society”, pp. 135-147 i

Nordicom Review Vol. 29, No. 2.

samfundsfagsnyt maj 2008


annonce

Gyldendal


usa som militærmagt

af finn madsen

1. Verdens – og usa’s – militærudgifter

Et lands forsvarsudgifter kan opgøres på flere

forskellige måder.

For det første kan man vælge at opgøre beløbet

i MER-dollars (d.v.s. Market Exchange Rate,

altså den alment accepterede valutakurs) eller i

PPP-dollars (d.v.s. Purchasing Power Parity, altså

værdien målt i købekraft). Beregningsmetoden

får selvfølgelig konsekvenser for vurderingen

af, hvor stor den reelle udgift vil være

for et givet land. Befolkningsrige magter med

en såkaldt ”skyggeøkonomi”, som vanskeligt vil

kunne måles præcist efter vestlig målestok p.g.a.

upræcis eller manglende registrering af mange

økonomiske aktiviteter, fx Kina, Indien og Rusland,

vil ved MER-metoden have tilbøjelighed

til at anvende relativt beherskede midler på oprustningen.

Omvendt vil PPP-metoden i højere

grad afspejle den reelle byrde, som oprustningen

lægger på landet; til gengæld afspejler disse

talstørrelser ikke, hvad der i stedet kunne have

været købt af varer på det internationale marked.

Fx kan PPP-opgørelsen slet ikke måle det

teknologiske niveau på det udstyr, som landet

havde måttet ønske at anskaffe sig. MER-metoden

har således tendens til at undervurdere den

økonomiske byrde, som oprustningen lægger

på et samfund, mens PPP-metoden i mange tilfælde

overvurderer, hvad der kunne have været

købt til verdensmarkedspriser.

For det andet kan man vælge at fokusere på

befolkningsstørrelsen i de lande, man ønsker at

sammenligne. I 2006 anvendte store og befolk-

ningsrige, men relativt fattige, lande som Kina

og Indien kun henh. US$ 37 og US$ 21 pr. indbygger

på forsvaret. Et forholdsvis lille og relativt

velstående land som Saudi-Arabien brugte

US$ 1.152, mens USA med en stor befolkning

anvendte US$ 1.756 pr. indbygger.

Hertil kommer, at ikke alle lande inkluderer

militærforskning, våbenhjælp m.v. i deres forsvarsbudgetter.

Det er således ikke uden problemer

at foretage en direkte sammenligning af

rustningsniveauet de enkelte lande imellem.

Som det ses af tabellen anvendte USA i 2006

omkring 530 mia $ på forsvaret og omtrent det

samme som resten af verden tilsammen!

Også for USA’s vedkommende er det vanskeligt

præcist af afgøre størrelsen af forsvarsbudgettet,

selv om alle tal – som i andre demokratiske

lande – altid er genstand for en intens debat

i den lovgivende forsamling (Kongressen) og

offentliggøres, så medierne og almindelige borgere

også kan se dem.

Forsvarsministeriet nåede i en publikation

fra 2007 selv frem til, at de samlede udgifter for

året 2005 nåede op på 501 mia. US$, når også

udgifter til GWOT (Global War On Terror), d.

v.s. udgifterne til krigene i Irak, Afghanistan og

Homeland Security hjemme i USA medregnes.

For 2006 var de samlede udgifter 526 mia. US$.

I begyndelsen af 2007 var det forsvarsministeriets

opfattelse, at de samlede udgifter i dette år

ville beløbe sig til 598 mia. US$, se fig. 1. Fig. 2

viser forsvarsministeriets demonstration af, at

trods det svimlende beløb til forsvaret, udgør

samfundsfagsnyt maj 2008


usa som miliTærmagT

Forsvarsudgifter i 2006

forsvarsudgifter opgjort efter mer­metoden forsvarsudgifter efter PPP­metoden

Nr. Land Udgifter

mia.US$

8 samfundsfagsnyt maj 2008

Udgifter pr.

indb. i US$

Procentdel af

verdens

udgifter befol.

Nr. Land Udgifter

mia.US$

1 USA 528,7 1.756 46 5 1 USA 528,7

2 Storbritannien 59,2 990 5 1 2 Kina [188,2]

3 Frankrig 53,1 875 5 1 3 Indien 114,3

4 Kina [49,5] [37] [4] 20 4 Rusland [82,8]

5 Japan 43,7 341 4 2 5 Storbritannien 51,4

6 Tyskland 37,0 447 3 1 6 Frankrig 46,6

7 Rusland [34,7] [244] [3] 2 7 Saudi-Arabien 36,4

8 Italien 29,9 514 3 1 8 Japan 35,2

9 Saudi-Arabien 29,0 1.152 3 - 9 Brasilien 32,0

10 Indien 23,9 21 2 17 10 Tyskland 31,2

11 Sydkorea 21,9 455 2 1 11 Sydkorea 30,1

12 Australien 13,8 676 1 - 12 Iran 28,6

13 Canada 13,5 414 1 - 13 Italien 28,6

14 Brasilien 13,4 71 1 3 14 Tyrkiet 20,2

15 Spanien 12,3 284 1 1 15 Pakistan 15,6

Subtotal øverste 15 963,7 83 56 Subtotal øverste 15 1.270,2

Hele verden 1.158 177 100 100

[ ] angiver beregnede talstørrelser, idet præcise oplysninger ikke foreligger. Kilde: SIPRI Yearbook 2007 fra det

svenske fredsforskningsinstitut SIPRI, s. 270. Her forklares endvidere, hvorledes de nævnte talstørrelser fremkom-

mer. En endnu mere detaljeret diskussion findes i 2006-udgaven.

dette for året 2005 alligevel ”kun” 3,9% af

BNP (bruttonationalproduktet) . Det er den

laveste procentdel i forbindelse med konfliktperioder

siden 2. verdenskrig. Forklaringen er

selvfølgelig, at USA’s samlede BNP er vokset

med enorm hastighed de seneste 15 år. Fig. 3

viser, at USA i begyndelsen af det 21. århundrede

anvendte ca. det samme på forsvaret som

under Korea-krigen (i begyndelsen af 1950’er-

ne), Under Vietnam-krigen (i 1960’erne) og

under den anden kolde krig (i 1980’erne).

Det forsvarskritiske magasin The Defense

Monitor havde i sin marts/april udgave 2007

en artikel med titlen ”Who Will Pay for this

Puny Defense Budget?” (puny = sølle, ubetydelig).

– Det var en stærkt satirisk, men meget

præcis og detaljeret, analyse af udsigterne for

det amerikanske forsvarsbudget for budgetåret


2008 (der går fra september 2007 til september

2008).

Præsident Bush anmodede i begyndelsen af

2007 formelt Kongressen om et forsvarsbudget

for 2008 på i alt 481 mia. US$. Hertil bør ifølge

The Defense Monitor imidlertid lægges 147

mia. US$ til dækning af udgifterne ved de

fortsatte krigshandlinger i Irak og Afghanistan,

17 mia. US$ til omkostningerne til kernevåben,

som er budgetopført under Energiministeriet,

samt ca. 5 mia. US$, som findes

placeret i andre ministerier, men som i realiteten

er forsvarsudgifter.

Hvis også udgifter til Homeland Security

skal henføres under Forsvarsministeriets aktiviteter,

skal yderligere 36 mia. US$ lægges til

de anførte talstørrelser. Udgifter fx til sikring

af amerikanske diplomater, FN’s freds-bevarende

styrker, hjælpe- og genopbygningsprogrammer

i Irak og Afghanistan er heller ikke anført i

Forsvarsministeriets budgetter; det drejer sig

for 2008 om i alt 38 mia. US$. Alle beløbsstørrelser,

der relaterer til tidligere krige, som fx

soldaterpensioner m.v. og som budgetmæssigt

optræder under Department of Veterans Affairs

(og som ikke er en del af Forsvarsministeriet)

kunne med en vis ret også overflyttes

til Forsvarsministeriets budget, som så ville

vokse med yderligere 84 mia. US$. Hvis de renteudgifter,

der skyldes forsvarsmæssige aktiviteter

og som årligt betales som en del af det

samlede amerikanske budgetunderskud, opførtes

på Forsvarsministeriets budget, ville det

vokse med yderligere 75 mia. US$.

Opgjort efter denne metode ville Forsvarsministeriets

budget for 2008 beløbe sig til

mindst 878 mia. US$. I rene Pentagon-udgifter

var det foreløbige beløb således på ca. 625

mia. US$. Uanset beregningsmetode – og det

er i høj grad en diskutabel beregningsproblematik

vi har med at gøre – må det stå klart, at

det amerikanske forsvarsbudget i de kommen-

usa som miliTærmagT

de år formentlig vil overskride de samlede forsvarsudgifter

for resten af verden. Af fig. 3

fremgår det, at udregnet i konstante 2007-priser,

er de amerikanske forsvarsudgifter fra og

med 2007 højere end på noget andet tidspunkt

siden 2. verdenskrig. Som nævnt ovenfor, men

som ikke kan ses ud af denne tabel, er de

astronomiske forsvarsudgifter ikke særligt

tyngende procentuelt set i BNP-perspektiv,

idet de ”kun” er omkring 4%.

Konklusionen er, at USA med en sund økonomi

uden de store problemer vil kunne opretholde

sit forsvarsbudget i de kommende år.

. usa’s kernevåben

Efter den kolde krigs afslutning og Sovjetunionens

sammenbrud er USA’s strategiske kernevåbenstyrker

blevet voldsomt reduceret. (’Strategisk’,

d.v.s. langtrækkende, defineres som våben,

der har en rækkevidde på mindst 5.500

km.) Den gamle ”triade”, der bestod af (1) landbaserede,

interkontinentale raketter, (2) u-bådsbaserede

raketter og (3) kernevåben på bombefly,

er nu under ændring. (Se kap. 6 ang. en

nærmere forklaring på disse våben). Det amerikanske

forsvarsministerium satser i begyndelsen

af det 21. århundrede på en ny forsvars-”triade”

bestående af (1) de reducerede kernevåbenstyrker,

(2) nye, revolutionerende forhold i de konventionelle

(d.v.s. ikke-atomare) styrker og (3)

missilforsvaret/rumforsvaret.

I 2007 rådede USA og Rusland hver over

godt 5.000 atomare sprænghoveder anbragt på

strategiske og taktiske (kortrækkende) fremføringsmidler.

11 Hertil kom ekstra o. 5.000

sprænghoveder ’på lager’. Rusland havde ca.

3.300 strategiske våben mod amerikanernes o.

4.600; dette antal planlægges at være reduceret

1 SIPRI Yearbook 2007, s. 514-551 – fra det svenske

fredsforskningsinstitut SIPRI – indeholder detaljerede

oplysninger om verdens kernevåbenmagter og deres

arsenaler.

samfundsfagsnyt maj 2008

9


usa som miliTærmagT

til ca. 3.700 i løbet af 2007. Ifølge den såkaldte

SORT-traktat fra 2002 har Rusland og USA

forpligtet sig til at reducere de strategiske

sprænghoveder til mellem 1.700 og 2.200 inden

2012. USA er således førende, ikke alene

kvantitativt, men især kvalitativt (sikrere,

mere effektive og mere præcise våben). Tilsammen

havde de øvrige atommagter (Storbritannien,

Frankrig, Kina, Indien Pakistan

og Israel) mindre end 1.000 strategiske og taktiske

våben.

I 2007 bestod USA’s strategiske kernevåbenarsenal

af 432 langtrækkende Trident-missiler

fordelt på 14 strategiske u-både (hvoraf 12

altid er på patrulje), 500 Minuteman-III interkontinentale

missiler og ca. 90 langtrækkende

B-52 og 21 B-2 bombefly. Hertil kom et større

antal satellitter, der i konstant kredsløb videresender

alle tænkelige informationer overalt

på kloden til det amerikanske forsvar. Missilforsvaret,

som blev introduceret i begyndelsen

af George Bush’ første valgperiode, er under

hastig udvikling og vil nærmere blive diskuteret

i kap. 4. Endvidere findes forskellige early

warning-radarsystemer, der til stadighed opgraderes.

. de konventionelle styrker

Hæren omfatter ca. 500.000 soldater (15% er

kvinder) samt special forces, 355.000 mand i

nationalgarden og 385.000 i reserven. Hæren

har til sin rådighed ca. 7.600 kampvogne, ca. 50

amfibieskibe og o. 5.000 helikoptere.

Flåden havde i 2005 o. 385.000 mand under

våben fordelt på flg. fartøjer: 72 u-både (strategiske

og taktiske), 12 hangarskibe (flere end

alle andre lande tilsammen), 27 krydsere 55

destroyere og 35 fregatter. Hertil kommer et

stort antal skibe til transportformål samt fly.

Marinekorpset, der formelt ikke er en del af

flåden, er på 173.000 mand og har egne skibe,

kampvogne og artilleri.

0 samfundsfagsnyt maj 2008

Flyvevåbnet består af 370.00 personer og er

i besiddelse af ca. 7.500 fly af alle typer.

Andre nationer, som fx Kina, har flere

mand under våben. Men i det 21. århundrede

er overvægt i antallet af soldater ikke længere

en åbenlys fordel, måske snarere tværtimod.

Teknologi og kvalitet er altafgørende. Eksperter

regner med, at en amerikansk soldat har en

ødelæggelsesevne, der er 10 gange større end

den gennemsnitlige soldat globalt set. I enhver

henseende – ledelsesmæssigt, uddannelsesmæssigt,

træningsmæssigt, erfaringsmæssigt

o.s.v. – må det amerikanske militær beskrives

som second to none.

Alligevel ser man daglige tab af soldater under

Irak-besættelsen og i Afghanistan. Krigen

mod Irak i 2003 kostede kun o. 100 amerikanske

soldater livet, medens de efterfølgende

uroligheder alene op til 2008 krævede o. 3.600

amerikanske soldaters liv. Amerikansk militær

er altså ekstremt effektivt i en regulær

krigssituation, hvor store ødelæggelser kan opfattes

som et nødvendigt onde. Helt anderledes

ser det ud i situationer, hvor bagholdsangreb,

vejsidebomber og selvmordsangreb ikke

uden videre kan matches med regulær ildkraft.

. amerikansk forsvar – nu og i fremtiden

Siden begyndelsen af 1990’erne har der hersket

en – tilstræbt og stadigt accellererende – tilstand

af ”permanent revolution” i de amerikanske

væbnede styrker. Dette forhold vil blive uddybet

nedenfor; først et par konkrete eksempler.

I begyndelsen af 1991 blev Saddam Husseins

styrker drevet ud af Kuwait, som Irak

havde besat ved et lynangreb sommeren forinden.

Med numerisk underlegne, men kvalitativt

totalt overlegne, styrker angreb den amerikansk

og britisk ledede invasion de irakiske

styrker stationeret i Kuwait og i selve Irak.

Forinden havde omfattende luftbombardementer

af det irakiske militær fundet sted –


mere end 100.000 flyangreb på kun én måned!

På præcis fire døgn knuste de allierede i deres

landoffensiv totalt den irakiske besættelsesstyrke,

der led kolossale tab. Verdens 4. største

hær var reelt sat ud af spillet; måske op mod

200.000 irakiske soldater blev dræbt, andre

kilder opererer med væsentligt lavere tal. Vestmagternes

samlede tabstal beløb sig til under

200 mand.

Præcisionsangreb fra luften, indsættelse af

specialstyrker og et effektivt samarbejde med

Taliban-styrets modstandere i Afghanistan,

satte efter 9/11 talibanerne fra magten i efteråret

2001. (I 1988 havde russiske besættelsestyrker

i Afghanistan efter en halv snes års

udsigtsløs partisankrig mistet op mod 20.000

mand og var blevet tvunget til et ydmygende

tilbagetog).

Den 2. Irak-krig mod Saddam fandt sted i

foråret 2003, efter at den irakiske enehersker

havde afvist et amerikansk krav om at forlade

Irak og gå i eksil. Denne krig – som amerikanerne

og briterne udkæmpede alene p.g.a. FNmodstand

– viste sig endnu mere smertefri og

ukompliceret end den første. Overalt hvor den

irakiske hær stillede op, blev den lynhurtigt

fejet af banen. Efter en måneds ”kamp” var

den irakiske hær forsvundet, og hovedstaden

Bagdad besat og ”befriet” uden egentlige

kamphandlinger. Også denne gang led de

amerikanske styrker meget begrænsede tab;

ingen kender de irakiske tab, men de var omfattende.

De amerikanske styrker var væsentligt

færre end i 1991, mens deres slagkraft var

dramatisk forøget. En amerikansk general beskrev

senere i en sammenligning af de amerikanske

styrker i 1991 og i 2003 de første som

totalt forældede i forhold til 2003-styrkerne;

ingen andre nationer vurderes i 2008 til at

have militære styrker, der blot er i nærheden

af det amerikanske niveau i 1991!

Ovenstående er praktiske eksempler på dét,

som amerikanerne selv kalder RMA (Revolu-

usa som miliTærmagT

tion in Military Affairs). Målet er helt præcist

at hindre, at nogen som helst magt nu eller i

fremtiden vil kunne udfordre USA’s militære

position. Enhver konkurrent skal bringes til at

begribe det nyttesløse i at udfordre USA og

indlede et kapløb, som det alligevel vil være

dømt til at tabe. Hertil kommer, at skulle afskrækkelsen

alligevel slå fejl, skal de amerikanske

styrker være i stand til at vinde enhver

militær konflikt. Det er vigtigt at understrege,

at dette ikke er et revolutionært spring; revolutionen

skal være konstant, og målestokken

skal udelukkende være USA selv. Betingelserne

for krigsførelse bliver således til stadighed

skabt i et samspil mellem teknologiske, samfundsmæssige,

politiske og strategiske udviklinger.

Den tidligere amerikanske forsvarsminister

Donald Rumsfeld definerede RMA således

i en enkelt sætning: ”Transformationen af

militæret er ikke en begivenhed; det er en vedvarende

proces!” I begyndelsen af det 21. århundrede

anvender det amerikanske militær

årligt dobbelt så stort et beløb på forskning

som hele det britiske forsvarsbudget!

Kritikere af RMA har hæftet sig ved risikoen

for, at USA ved at satse på fremtiden vælger

at ignorere nutiden og de problemer, der findes

hér. Den problematik synes meget reel.

Ved at satse på kapital i stedet for arbejdskraft,

hastighed i stedet for masse og lade det hele

dominere af kommunikation og information,

vil alle umiddelbare konkurrenter ganske vist

blive hægtet af, men det vil venner og allierede

(fx i NATO) også. Det viste sig allerede under

præcisionsbombardementerne i Kosovo og

Serbien i 1999, da USA’s NATO-allierede i realiteten

blev bedt om at holde sig væk for ikke

at være i vejen.

Det samme gentog sig under nedkæmpelsen

af Taliban-styret i 2001; selv Storbritanniens

tilbud om indgriben blev afvist. Amerikanerne

vidste, at hjælp fra vennerne kun ville

sinke og komplicere angrebene på Taliban.

samfundsfagsnyt maj 2008

1


usa som miliTærmagT

Aldrig nogensinde før i historien har USA

militært set fyldt så meget i verden, som det

gør nu. Og der er ingen tegn på, at USA

kommer til at fylde mindre i fremtiden.

Tværtimod tyder alt på, at afstanden mellem

USA og resten af verden på det militære område

øges for hver dag, der går. USA er den

militære overmagt, the hyperpower. USA

nærmer sig stærkt halvdelen af de militære

udgifter i verden. USA er i besiddelse af de

ultimative dræbermaskiner, som ingen andre

kan måle sig med. USA kan til enhver

tid etablere luftherredømme over et hvilket

som helst land i verden. Med sin gigantiske

flåde behersker USA verdenshavene, og marineinfanterister

vil kunne gå i land hvor

som helst. USA er i stand til at føre flere krige

på en gang og kan gennemføre regimeskift

i en række lande. USA er til stede overalt

i verden, og man kan betragte USA ikke

alene som en europæisk og asiatisk magt,

men også som en latinamerikansk, en mellemøstlig

og en afrikansk magt. Og mindst

lige så afgørende: USA satser på at beherske

ikke alene verdensrummet, men også cyberspace.

USA er klart førende, hvad angår viden

og information for slet ikke at tale om

effektiv og hurtig udnyttelse af information

i et kampområde. Militært set er USA i

sandhed en hyperpower.

Samtidig ser man sprækker, ja, dybe kløfter

i USA’s position som militærmagt. Virker

de militære midler? Kan man i længden

beherske, lede eller overvåge det internationale

system med en ensidig vægt på militær

NATO-styrkernes indsættelse på Balkan og i

Afghanistan efter amerikanerne havde fjernet

modstanden demonstrerede blot, hvad en noget

taktløs amerikansk officer tidligere havde

givet udtryk for overfor sine europæiske

samfundsfagsnyt maj 2008

magt og teknologisk overlegenhed? Forholder

det sig ikke snarere sådan, at terrorisme,

selvmordsaktioner, gidseltagninger og guerillakrig

bliver til afgørende politiske og militære

midler, som har en helt central indflydelse

på et krigsforløb og på et efterfølgende

forsøg på stabilisering i forbindelse med

asymmetrisk militær afskrækkelse og krigsførelse?

At de amerikanske interventioner,

ikke mindst Irak-krigen – med den franske

præsident Chiracs ord – har øget usikkerheden

i verden? Og har disse midler ikke også

en direkte indvirkning på verdenssamfundets

syn på begivenhederne og på den efterfølgende

håndtering? Er situationen ikke

den, at den foretrukne amerikanske løsning

på taktiske og strategiske militære situationer

– indsættelsen og udnyttelsen af teknologiske

fix, hvor grundlæggende menneskelige

dimensioner og relationer ignoreres –

har spillet fallit? Ser vi ikke et billede af et

USA, som lider af overstrech, selvovervurdering,

manglende erkendelse af begrænsningen

i anvendelse af militære styrker, manglende

erkendelse af krigens egentlige natur

og af de store omkostninger forbundet med

væbnede aktioner? Ser vi ikke et USA, som

netop pga. den exceptionelle udnyttelse af

forsvaret parret med politisk arrogance og

uvidenhed, fremtræder som en forhadt og

utroværdig enhed i store dele af verdensbefolkningen?

Den danske sikkerheds- og militærpolitiske forsker

Bertel Heurlin i sin bog USA som militærmagt, s. 8-

9, (DIIS, København, 2005)

kolleger:”Vi tager os af middagen; I sørger for

opvasken”!

Et andet problem er ”risikoen for at vinde

slagene, men alligevel tabe krigen”. Med dette

udtryk menes, at selv om amerikanske styrker


Samfundsfaglige

grundbøger

i nye udgaver

gregers friisberg

Politik – dansk politik i internationalt perspektiv

4. udgave

Benny Jacobsen, søren Juul, erik laursen og klaus rasborg

Sociologi og modernitet 2. udgave

grundbog til sociologi

Samfundsudviklingen fra det traditionelle, over det moderne til det senmoderne

samfund er i Sociologi og modernitet belyst af fire kyndige samfunds-

forskere ud fra hver deres vinkel.

Sociologi og modernitet er en grundbog

til sociologi og social psykologi på A-

niveau. Bogen er gennemrevideret og

opdateret med ny teori og empiri.

Såvel Danmark som EU må i disse år i stigende omfang finde ud

af at gebærde sig i et internationalt system, der præges af større

gensidig afhængighed. I denne udgave lægges der endnu større vægt på analyser af

magt, EU og globalisering end i den tidligere. I gennemgangen af dansk politik er in-

288 sider

Nettopris kr. 98,00

ekskl. moms og forsendelse

Direkte salg

kåre Clemmesen og Per Henriksen

Økonomi – principper, praksis og perspektiver

3. udgave

stitutionerne nedtonet noget, men til gengæld er der

lagt større vægt på analyser af såvel vælgeradfærd

som baggrunden for de politiske ændringer, der finder

sted. Bogen introducerer til dansk politik på B-niveau, mens

behandlingen af magttematik, global politik og EU foregår på A-niveau.

den mest udbredte grundbog i økonomi er kommet i en

ny revideret udgave som opfylder kravene til a­niveau.

Bogen er kraftigt revideret. De fem første kapitler indeholder de forskellige grund-

læggende økonomiske værktøjer, mens de sidste fire

bringer værktøjerne i anvendelse. Til hvert kapitel er

der et varieret udvalg af opgaver og der er forslag

til større projekter, herunder samarbejde med matematik.

Bogens hjemmeside giver brugerne adgang til et væld af opgaver og materialer.

forlaget © columbus

Tlf. 3542 0051 • Fax 3542 0521 • www.forlagetcolumbus.dk

224 sider

Nettopris kr. 129,00

ekskl. moms og forsendelse

Direkte salg

296 sider

Nettopris kr. 139,00

ekskl. moms og forsendelse

Direkte salg


vil gå sejrrigt ud af militære sammenstød med

sine modstandere, kan andre faktorer end rent

militære være afgørende for, om indsættelse af

amerikanske styrker samlet set har givet det

ønskede resultat. Den amerikanske besættelse

af Irak efter 2003-krigen er et eksempel herpå.

Det irakiske militær var chanceløst overfor de

amerikanske styrker, men efter sejren stod det

amerikanske militær hjælpeløst overfor plyndringer,

sabotage, selvmordsattentater og regulær

borgerkrigslignende tilstand. Forfængelige

amerikanske forhåbninger om at blive modtaget

som helte af jublende irakere og hurtig

indførelse af et velfungerende demokrati i det

tidligere Saddam-diktatur blev helt gjort til

skamme. Det samme kan til en vis grad siges

om Afghanistan efter nedkæmpelsen af Taliban-styret.

Et tredje problem er en ny form for sårbarhed.

Truslen består simpelthen i at nye modstandere

ved angreb på USA’s kommunikationsudstyr,

fx satellitter, så at sige kan lamme

det amerikanske militær. Dette er en af forklaringerne

på, at USA prioriterer et rumbaseret

forsvar meget højt. Det drejer sig ikke alene

om at beskytte sig mod angribende missiler

fra såkaldte ”slyngelstater” (som Nordkorea og

Iran), men i høj grad også om at kunne sikre

rum-baserede kommunikationssystemer. Derfor

vil USA kunne beherske både rummet og

cyberspace nu og i fremtiden! I valget mellem

at satse på fremtiden og nutiden i sin strategiske

planlægning har USA tydeligvis valgt fremtiden.

. Bush­doktrinen

I september 2002 udsendte Bush-administrationen

sin ”Nationale Sikkerhedsstrategi”. Den bestod

i al sin enkelhed af en ca. 20 siders analyse,

hvori de fremtidige retningslinjer for USA’s sikkerhedspolitik

blev beskrevet. Heri fremhævedes

det bl. a., at det amerikanske militærs opgaver

bestod i at (1) garantere USA’s allierede og

samfundsfagsnyt maj 2008

venner, at (2) fraråde fremtidig militær konkurrence,

at (3) afskrække trusler mod amerikanske

interesser, allierede og venner og at (4) afgørende

at besejre en hvilken som helst modstander,

hvis afskrækkelsen slog fejl.

Bush-doktrinen – som sikkerhedsstrategien

sammen med efterfølgende præsident-direktiver

siden er blevet døbt – indeholdt ikke blot

anvisninger på amerikansk, militær adfærd.

Den understregede også, at USA havde til hensigt

i en kombination af militær og økonomisk

magt at fremme frie og åbne samfund. Fx lovede

Bush i sikkerhedsstrategien, at USA ville

gå forrest i bekæmpelsen af sygdommen AIDS,

og at bistanden til udviklingslandene – de der

overholdt de demokratiske spilleregler, vel at

mærke – ville blive forøget med 50% i løbet af

nogle få år.

I rapportens afgørende afsnit var det imidlertid

tydeligt, at holdningen og tonen var temmelig

aggressiv. Bush-administrationen understregede,

at USA ikke i nogen som helst henseende

ville acceptere andre lande eller alliancer

over USA eller ved siden af USA på det militære

område. Denne holdning er efterfølgende

blevet understreget i andre rapporter fra bl.a.

forsvarsministeriet. Selv om den internationale

tolkning af doktrinen har været meget forskelligartet,

står det klart, at USA i kraft af sin militære

overlegenhed forbeholdt sig visse rettigheder,

som ikke stod til forhandling. Fx var

man indstillet på militært at slå til først, hvis

nationale sikkerhedsinteresser stod overfor alvorlige

trusler. Sådanne tanker havde allerede

længe været under overvejelse. Dét fik Talibanstyret

i Afghanistan at føle allerede i efteråret

2001, og i 2003 kom så turen til Saddam Husseins

Irak. Evt. forebyggende angreb på fx Iran

og Nordkorea p.g.a. disse landes forsøg på at

skaffe sig kernevåben ligger således i logisk

fortsættelse af denne del af doktrinen.

I et andet afgørende afsnit understregede

rapporten, at USA ikke ville acceptere nogen


udfordringer på det militærteknologiske område.

I forvejen var det amerikanske forspring

som nævnt så stort, at andre lande, der kunne

tænkes at konkurrere på området, ikke ville

have nogen chancer. USA var indstillet på at

bruge alle sine økonomiske og forskningsmæssige

midler på at hindre andre nationer

i at nå op på siden af USA. Denne advarsel

kunne i realiteten kun være møntet på

Kina, eftersom Rusland i en meget lang årrække

slet ikke ville kunne konkurrere.

En del af Bush-doktrinen beskæftigede sig

med, hvad der er blevet kaldt ”valgpåvirkningsstrategien”.

Centrale nøglestater som

Rusland, Kina og Indien skulle ”ledes i den

rigtige retning”, nemlig at samarbejde med i

stedet for at gå imod USA. Advarslen var klar:

prøv ikke på at konkurrere med USA, for I vil

alligevel tabe. USA vil ikke overhales hverken

militært eller teknologisk, og det vil ikke tåle

nogen konkurrenter. Her har vi forklaringen

på, at USA fortsat pumper gigantiske summer

ind i forsvars- og forskningsbudgetterne.

USA havde med den nye sikkerhedsdoktrin

tydeligvis demonstreret, at man ikke agtede at

acceptere en ny form for bi-polaritet eller multi-polaritet.

Uni-polariteten var kommet for at

blive, og den ville blive fastholdt med alle

midler! Det er i denne forbindelse interessant

at ved årsskiftet 2007/2008 havde de da førende

præsidentkandidater – republikaneren

Rudy Giuliani og demokraterne Barack Obama

og Hillary Clinton – alle understreget, at

udbygningen af det amerikanske forsvar i

princippet ville blive fortsat.

usa’s fortsatte dominans

Ikke meget tyder på, at den amerikanske verdenspolitiske

dominans vil kunne udfordres

seriøst, endsige brydes, inden for en tidshorisont

på i hvert fald 20-30 år. Bliver det 21. århundrede

så også the American century? – Meget

synes at pege i den retning!

samfundsfagsnyt maj 2008


eferat af bestyrelsesmøde

Bestyrelsesmøde i fals

9. februar 008 i københavn

Tilstede var: Gregers, Jon, Michael, Anna, Bente

samt fagkonsulent Bent Fischer-Nielsen.

1. Valg af dirigent og referent.

godkendelse af referat fra sidste

bestyrelsesmøde

Valg af dirigent (Michael) og referent (Jon). Referat

fra sidste bestyrelsesmøde blev godkendt,

dog med bemærkning om, at der er fejl i referatet

mht. datoen for GFK. Den rigtige dato er d.

30. og d. 31. oktober 2008.

. ændring tidspunkt for kommende

bestyrelsesmøde

Da fagkonsulent Bent Fischer-Nielsen ikke kan

deltage den 27. april, blev det besluttet at rykke

bestyrelsesmødet til den 17. eller 18. maj i stedet

for.

. nyt fra fagkonsulenten

.1 timers prøve

På emu ligger informationer, som klargør reglerne

omkring eksamen fx

ü Eleverne selv skal finde materiale under 24 timers

eksamen. Det er et af de faglige mål.

ü Inddragelse af billeder i KS er primært målrettet

mod historie og religion.

ü Gruppemedlemmer må ikke overhøre hinandens

prøve, men hvis to elever trækker det samme

materiale, må de godt overhøre hinanden.

samfundsfagsnyt maj 2008

. studieretningsprojekter og aT

Det er generelt gået rimelig godt med studieretningsprojekterne,

men der har været diskussioner

om opgaveformuleringer. Der vil komme

konferencer til efteråret, med fokus på opgaveformulering

og votering. DPU laver en evaluering

med rapport inden sommerferien, og derefter

vil der komme en politisk drøftelse.

Bestyrelsen drøftede erfaringer fra studieretningsprojekterne:

ü Problemer med logistikken fx at få kontakt

med folk.

ü Problem, hvis problemformuleringen går ud

over pensum, eksempelvis hvis det er en elev på

B-niveau. Det er derfor vigtigt, at man på skolen

snakker sammen.

ü Svingende niveau fra skole til skole, og at

man voterede forskelligt fra skole til skole.

ü

Forslag/opfordring til, at man på skolerne laver

et internt kursus eller lignende, hvor man

prøver at kigge på AT-synopser/ studieretningsprojekter,

gode som dårlige og på tværs af faggrupperne.

I forhold til AT, så udsender ministeriet til april

en DVD til skolerne med en instrueret eksamen,

så man på lærerværelserne evt. kan bruge det til

en pædagogisk eftermiddag og øve sig inden den

endelige eksamen.

. samfundsfag – matematikbindingen

Lovforslag. Høringsrunden ændrede ikke noget

og lovforslaget er derfor fremsat i FT.


. klima i samfundsfagsundervisningen

Der er blevet indkaldt til en stor klimakonference

den 21. april, hvor ministeren deltager. Her

vil politikere, interesseorganisationer, eksperter

og en række faglige foreninger inviteres for at

promovere klimaundervisning frem til klimatopmødet

i København december 2009. FALS

vil sende en repræsentant, sandsynligvis Jon.

Der vil senere blive 5 regionale konferencer,

hvor samfundsfagslærerne kan tilmelde sig på

www.klimaundervisning.dk.

. kultur og samfundsfag

Eva-rapport: Kan læses på http://us.uvm.dk/

gym/generelinfo/reform/documents/Kultur_og_

samfundsfagsgruppen_hf_Fagevalueringer07.pdf

. Thune­udvalgets forlag om eksamensformer

Mange forslag om ændrede eksamensformer:

Flere skriftlige og færre mundtlig prøver. Færre

prøver. Flere interne og færre eksterne prøver.

Stikprøvevis ekstern bedømmelse ved intern bedømmelse

af skriftlige prøver. Forslagene skal

nu drøftes i ministeriet og politisk.

fra BesTyrelsen

. nyt pædagogikum

Pædagogikum bliver fremover etårigt med fuld

løn og fastansættelse (betinget af, at pædagogikum

bestås).

. nyt om kursusaktiviteterne

.1 fagligt forum

Bent melder indsatsområder ud, eksempelvis to,

hvorefter der skal søges om penge til at arrangere

kurserne. Det skal være områder, som nogen

ønsker at søge, og som ministeriet ønsker. Processen

kan først gå i gang omkring sommerferien,

da finansloven først bliver vedtaget til april.

Indsatsområde kunne være samfundsfag og

matematik som indsatsområde, og måske klima.

Man kunne evt. lavet et kursus, hvor man

har oplæg og workshops, hvor man i grupper

skriver om klima i samfundsfagsundervisningen,

som så kan lægges ud på EMU.

Eksempelvis Samf-mat: opsamling af, hvad

der er sket, hvad findes der på området og finde

de bedste eksempler frem og få dem præsenteret

og lagt ud på EMU. Finde oplægsholdere,

som kan inspirere.

samfundsfagsnyt maj 2008


fra BesTyrelsen

På mødet diskuterede vi, hvem der evt. kunne

prøve at arrangere disse kurser, hvor Jon evt.

kunne overveje noget i forhold til klima, og Per

Henriksen og Bent Fischer kunne tænkes om

arrangør af et samf-mat kursus.

. istanbul, Bente

Der er søgt fondsmidler for at få penge til bogen.

Kurset er offentliggjort på EMU og i gymnasieskolen.

. generalforsamlingskurset

Bente, Jens og Anna. Se Samfundsfagsnyt.

. regionalkursus

Bente og Jon. Bliver placeret d. 10.-12. september.

Oliver Skov kunne desværre ikke deltage,

og vi arbejder at få nogle andre til at komme inden

for sociologi/antropologi.

. . der arbejdes på et samarbejde mellem

fals og ifPr om kursusudbud til samfundsfagslærerne

Marianne er i gang med kontakten. Der tænkes

evt. på et udviklingsprojekt, hvor der evt. kunne

udarbejdes nogle kurser mellem matematik og

samfundsfag. Vi vil prøve at få IFPR til at melde

ud, hvilke kurser de udbyder, og hvad der kunne

være relevant for samfundsfagslærer på GFK.

. ”Progression i samfundsfag” i samarbejde

med leon dalgas Jensen CVu

Marianne er i gang.

8 samfundsfagsnyt maj 2008

. klimakursus (omrejsende) med spilelementer

Jens er i gang.

. rapport fra den nye kasserer, Jon

Jon har overtaget kassererjobbet efter Lone, og

er nu i gang med at sætte sig ind i det nye system,

hvilket bevirker at kontingentopkrævningen

er udskudt, og der kan gå lidt længere tid

end normalt med optagelse af nye medlemmer.

. forslag om udvikling af organisationskontakter,

di m.fl., organisationsudvalget

Blev udskudt.

. Temadag for samfundsfagslærere om

afghanistan i samarbejde med

udenrigsministeriet. V. Pernille dueholm.

Der er ønsker at lave en temadag for samfundsfag,

hvor der sendes en invitation til samfundsfag

og deres lærere. Her ønskes en diskussion

med Per Stig Møller, og man kunne udarbejde

en temadag om Afghanistan for lærerne.

Pernille Dueholm ønsker, det skal ligge i foråret,

hvilket vi ikke mener, er muligt, men vi

melder tilbage, at vi er interesseret i kurset, men

først til efteråret.

8. møde med Columbus

Den ledige plads i fondsbestyrelsen ønsker

FALS, at Mikael skal vælges til.


skæv vinkling i eVa­rapport

af agnete Holst andersen, allan friis Clausen og gregers friisberg

I februar måned offentliggjorde Danmarks Evalueringsinstitut

en fagevaluering af Kultur- og

samfundsfaggruppen på hf. Rapporten har nu

givet anledning til en fælles kommentar fra de

faglige foreninger for historie, religion og samfundsfag.

Kultur- og samfundsfaggruppen på hf, KS,

er en radikal nyskabelse, der er kommet med

reformen af de gymnasiale uddannelser. Det

nye ligger dels i et formaliseret samarbejde mellem

fagene historie, religion og samfundsfag

om en række flerfaglige projekter, dels i én fælles

eksamen som afslutning på de tre fag.

Nu har Danmarks Evalueringsinstitut undersøgt

faggruppen, og i de faglige foreninger for

de tre involverede fag hilser vi selvsagt en evaluering

velkommen. 1 Forandringerne af hf har

været så gennemgribende, at det er helt nødvendigt

at få en vurdering af, hvordan det går.

Så meget desto mere ærgerligt synes vi, det

er, at EVA’s rapport forekommer mangelfuld.

En række nødvendige spørgsmål til selve KSkonstruktionen

stilles slet ikke, og det medfører,

at rapporten ikke giver et retvisende billede

af de store problemer, underviserne må tumle

med i dagligdagen. Vinklingen bliver skæv.

Som det første undrer vi os over undersøgelsens

grundlag. På allerførste side i rapporten

anfører man, at evalueringen først og fremmest

skal »opfattes som et bidrag til processen med

implementering af reformen« (s. 7). Det handler

åbenbart kun om reformimplementering. En

ærligere evaluering ville have forsøgt at finde ud

af, om dette nye, store samarbejde mellem tre

fag i det hele taget fungerer i sin nuværende

form.

Tilsvarende fokuserer evalueringen alene på

undervisernes oplevelse af KS. Det anføres, at

evalueringen tager »udgangspunkt i læreres og

censorers aktuelle erfaringer med den nye faggruppe,

og den kan derfor ikke belyse om KS –

når den er fuldt implementeret – vil kunne leve

op til de forventninger som har ligget til grund

for reformen« (s. 9). Hvorfor er hverken institutionsledelser

eller hf-kursister blevet spurgt?

Det er, som om man ikke regner med, at første

årgang har fået det fulde udbytte af KS. Tør

man ikke høre for eksempel kursisternes svar?

For det andet er man vældig optaget af at undersøge

opfyldelsen af de faglige mål og det faglige

indhold i KS. Men i evalueringen spørges

der ikke tilstrækkeligt til de strukturelle problemer

– eller »udfordringer«, som EVA hele tiden

kalder det – der er forbundet med B-C-Cmodellen,

altså at historie er B-niveau, mens de

to øvrige fag er C-niveau med deraf følgende

vidt forskelligt timetal. I den forbindelse er det

bemærkelsesværdigt, at man har valgt at have

kun én undervisningsrepræsentant i ’ekspertgruppen’,

når det faktisk handler om tre særskilte

fag.

Vores medlemmer kan fortælle, at der er en

række vanskeligheder knyttet til fagenes timetal.

Dels er det meget tidskrævende at koordinere

samarbejdet mellem fagene og at planlægge

projektperioder m.m., og samarbejdet er

samfundsfagsnyt maj 2008

9


fra BesTyrelsen

ekstremt sårbart over for flytning af timer, særligt

på institutioner med flere uddannelsesudbud

– alt sammen problematikker, som slet

ikke undersøges.

Et tredje forhold er, at undersøgelsens empiriske

grundlag er alt for spinkelt, når det drejer

sig om den flerfaglige eksamen. Den del af undersøgelsen

omfatter kun de censorer, der også

selv havde undervist i KS. I alt 17 personer.

Hvordan kan man drage valide konklusioner

om eksamen på baggrund af blot 17 besvarelser

fra censorer?

Netop eksamensformen er stærkt omdiskuteret

blandt underviserne i faggruppen, og det

med god grund. Hvordan kan man få eksamen

i historie på B-niveau, hvis man – som det nu er

muligt – til eksaminationen har fokus på en

problemstilling, som kun inddrager religion og

samfundsfag (og vice versa)? Dertil kommer

sammensætningen af eksaminator(er)/censor:

Det er nemlig op til den enkelte institution at

bestemme, hvor mange midler man vil afsætte

til eksamen – hvilket i praksis vil sige, hvor

mange af underviserne der skal være til stede

ved den mundtlige eksamen. Der kræves blot,

at lærer(e) og censor tilsammen dækker de tre

fag. En lærer med religion og historie kan således

afvikle eksamen sammen med en censor,

som har samfundsfag.

Dette indebærer flere problemer. Dels stiller

det kursister på forskellige institutioner forskel-

0 samfundsfagsnyt maj 2008

ligt til eksamen, dels har kursisterne ingen garanti

for, at det er undervisningens indhold, der

afspejles i den faglige dialog til eksamen. Derudover

er det i sig selv problematisk, at censor

både skal eksaminere og censurere – og sidstnævnte

uden nødvendigvis at have den fulde

faglige indsigt i de fag, han eller hun ikke selv

har. Alt sammen en alvorlig svækkelse af kursistens

retssikkerhed.

Da vi i de faglige foreninger erfarede, at EVA

havde fået til opgave at undersøge KS-konstruktionen

på hf, regnede vi med, at alt skulle

evalueres, for så vidt der med KS er tale om en

virkelig omfattende og væsentlig nyskabelse.

Men vi er blevet slemt skuffede. Det er vanskeligt

at se, hvordan rapporten kan bidrage kvalificeret

til diskussionen om de gældende rammer

for KS.

Agnete Holst Andersen er formand for Historielærerforeningen

for Gymnasiet og HF, Allan

Friis Clausen er formand for Religionslærerforeningen

for Gymnasieskolerne og HF, og Gregers

Friisberg er formand for Foreningen Af Lærere i

Samfundsfag.

Noter

1 Kultur- og samfundsfaggruppen på hf, Danmarks

Evalueringsinstitut 2008. Evalueringsrapporten kan

downloades på www.eva.dk.


annonce systime


annonce systime


annonce systime


annonce systime


Mangfoldighedens

rettesnor – Anmeldelse

af Demokratikanon

Undervisningsministeriet, 2008

I slutningen af maj 2007 nedsatte

regeringen et udvalg, der

skulle udarbejde endnu en kanon.

Formålet var denne gang

at styrke kendskabet til værdierne

bag demokratiet. Resultatet

udkom med et par måneders

forsinkelse i marts 2008.

Kanonen slår med sikker hånd

ned på 35 punkter i demokratiets

udviklingshistorie, særligt

det danske. Med så mange

punkter burde mangfoldigheden

være sikret – med andre

ord: ”En kanon er ikke en færdig

facitliste [sic]. Den er et

kvalificeret oplæg til debat,”

hedder det i forordet fra statsminister

Anders Fogh Rasmussen.

I indledningen knyttes

fremvæksten af det danske demokrati

sammen med den

stærke stat, som borgerne føler

tillid til, og dermed igen til velfærdsstaten.

Lighedsbegrebet

må i det hele taget siges at være

en bærende pille i konstruktionen,

da dette optræder helt i

starten af bogen (som punkt

2). Desuden behandles bl.a.

bonde- og højskolebevægelsen,

den kulturradikale bevægelse

og arbejderbevægelsen, der alle

kæmpede for mere lighed i

samfundet. Således betoner kanonen

både de negative (liberale)

rettigheder – ved at analysere

udenlandske og danske

forfatninger, lovkomplekser og

erklæringer – og de positive

(sociale) rettigheder.

Kanonen er kort, da hvert

emne, inkl. billeder og tekstbokse,

kun fylder to sider. Til

gengæld er opslagene præcise,

og bogen er stramt og godt redigeret.

Tidsmæssigt spænder

de 35 punkter fra antikkens

Athen til den valgte øvre tidsgrænse

i år 2000 med Europatraktaterne

som det sidste nedslag.

Her lægges der op til en

spændende diskussion om unionssamarbejdets

tvetydige demokratiske

implikationer. Undervejs

præsenteres alt fra Jyske

Lov (1241) til den indisk-britisk-amerikanske

forfatter Salman

Rushdie, De sataniske

Vers og nutidens alvorlige trussel

mod ytringsfriheden (i dette

opslag gæsteoptræder Muhammed-krisen);

fra John Locke,

baron de Montesquieu og magtens

tredeling til Kanslergadeforliget

i 1933 og datidens fjender

af det åbne samfund.

I den førnævnte indledning

lægges der vægt på, at demokratiet,

som vi kender det, har

to sider: det er dels en ideologi,

som er udspecificeret i menneskerettighederne;

dels er det en

styreform, ”hvor magten tilkommer

hele folket” (s. 8). Altså

både form og indhold – hvilket

næppe vil bekomme Søren

Krarup og ligesindede vel (jf.

Demokratisme (1968)). Dette

dobbeltindhold i begrebet betyder,

at kanonen medtager

den væsentlige danske diskus-

anmeldelser

sion i årene efter Anden Verdenskrig

mellem Alf Ross (demokrati

som styreform) og Hal

Koch (demokrati som livsform)

– i forfladiget form: mellem

deltagelses- og repræsentations-/konkurrencedemokrati.

Mangfoldigheden har sine

grænser. Kanonen breder sig

over begivenheds- og idéhistorie,

mens de strukturelle forudsætninger

– som f.eks. Tim

Knudsen har betonet i bogen

Fra enevælde til folkestyre

(2006) – for udvikling af demokrati

lades ude af syne.

Egentlige forklaringer på ændringerne

i et styres institutionelle

opbygning ligger det også

tungt med. Altså det, der i

Danmark kommer til udtryk

ved grundlovsændringer. Samspillet

mellem demokratiet og

det omgivende samfund får

således en stedmoderlig behandling.

Kanonen er især tiltænkt

folkeskolen – hvilket

uden tvivl kan forklare de fleste

af manglerne, der vil kræve

nogle besværlige, blodfattige

udredninger – men et eller flere

af de 35 punkter kan fint

bruges i gymnasiet, vil jeg tro.

Demokratikanonen skyder

måske med spredehagl med

sine mange emner og vinkler

på kun få sider; men det skal

omvendt betones, at den faktisk

danner et godt udgangspunkt

for diskussion af demokratiets

indhold, fortid, nutid

og fremtid.

Christen Bonde

samfundsfagsnyt maj 2008


anmeldelser

Per H. Jensen (red.):

Velfærd – dimensioner

og betydninger

Forlaget Frydenlund.

Pris: 299 kr.

Velfærd er et begreb, som kan

defineres på flere måder, alt efter

hvilket teoretisk ståsted,

man indtager. Således kan begrebet

omhandle både økonomiske,

sociale eller kulturelle

forhold, afhængig af hvilke

værdier man anser som værende

centrale for menneskeligt

velbefindende. Spørger man

derfor; hvad er velfærd, må det

mest præcise svar være, at ”det

afhænger af øjnene, der ser”. Et

sådan svar bidrager imidlertid

ikke til en dybere forståelsen af

velfærdsbegrebet og er derfor

ikke særligt brugbart i en tid,

hvor vi ser, at velfærdsbegrebet

har koloniseret snart sagt alle

områder.

For at udvide sin indsigt i

velfærdsbegrebets mange facetter

er det givtigt at se begrebet

i et større perspektiv. Et bekendtskab

med antologien

”Velfærd – dimensioner og betydninger”

kan klart anbefales

som inspirationskilde til at

opnå en bredere forståelse af

velfærdsbegrebet, idet bogens

340 sider tilbyder 14 meget forskellige

analyser af forhold der

omhandler levekår og velfærd.

Velfærdsbegrebet har ændret

betydning gennem tiden.

De behov, som velfærdsstaten

blev indført for at sikre, såsom

tryghed og lighed gennem so-

samfundsfagsnyt maj 2008

lidaritet, afviger på mange måder

fra de behov, som velfærdsstaten

anno 2008 søger at opfylde.

Nutidens velfærdsstat

tilbyder ”forbrugervelfærd”,

hvilket vil sige en velfærd, der

snarere opfylder individuelle

behov end kollektive behov.

Det er nok de færreste, som

umiddelbart ser, hvordan man

udfra en managementteori

kan forklare velfærdsbegrebet.

Ligeledes er det nok de færreste,

som er bekendte med, at

man rent faktisk kan forklare

vigtige aspekter af velfærdsbegrebet

udfra en analyse af byudviklingen

i det tyvende århundrede.

Ikke desto mindre

er det netop sådanne skæve

vinkler på emnet velfærd som

kan læses i antologien.

Andre interessante analyser,

som kan læses i bogen, er Socialforskningsinstituttets

(SFI)

levekårsundersøgelser som har

været foretaget tre gange fra

1976- 2000 med de samme interviewpersoner.

Analysen giver

et indblik i de problemer,

der opstår med empiriske undersøgelser

som foretages over

tid. Problemer, der i dette tilfælde

skyldes, at betydningen

af begrebet velfærd ændres

over tid. De mangler, som indikerede

dårlige levekår i 1976,

er derfor ikke længere dækkende

for de forhold der indikerer

dårlige levekår i 2000.

I relation til SFI’s levekårsundersøgelse

er det værd at anbefale

kapitel 10 i antologien.

Kapitlet omhandler nemlig tidens

betydning for velfærd.

Forfatteren til dette kapitel har

foretaget en empirisk velfærdsanalyse,

hvor en af de centrale

indikatorer for den enkeltes

velfærdsniveau afgøres af omfanget

af tid til rådighed efter

husholdnings- og erhvervsarbejde.

Grunden til, at netop

dette kapitel er interessant, er,

at der tages højde for, at velfærd

har en ganske anden betydning

i dag i forhold til tidligere, hvorfor

den måde man måler velfærd

på naturligvis også må

ændres. At tid pludselig er en

vigtig målestok for den enkeltes

levekår er måske ikke så svært

at begribe, når man tænker på,

hvor meget arbejde fylder i de

fleste danskeres hverdag.

Antologien henvender sig til

alle, der er interesserede i at

opnå en bredere og dybere

indsigt i velfærdsbegrebet.

Som lærebog er bogen temmelig

svær og kan derfor ikke anbefales

som klassesæt. Derimod

kan de mange forskellige

kapitler sagtens bruges til at

lave små forelæsninger udfra.

Desuden kan forskellige kapitler

også være særdeles velegnede

som inspiration til projektopgaver

og tværfaglige undervisningsforløb.

susan Pauli Petersen


Finn Rasmussen:

Massemedier og politisk

kommunikation

Forlaget Columbus.

Nettopris: 109 kr.

Mediernes rolle i forbindelse

med politik behandles ofte kun

perifert i lærerbøger i samfundsfag,

hvor emnet som regel

fremsættes som et tilbud til

en videre undersøgelse af et

emne. Det er ærgerligt, da medierne

spiller en central rolle

for forståelsen af samfundsfaglige

forhold i dag. Løsningen

på dette problem er, at personer,

der beskæftiger sig med

politisk stof, udstyres med

brugbare værktøjer til at afkode

det medialiserede indhold.

Til at løse denne opgave er

Finn Rasmussens bog; Massemedier

og politisk kommunikation

særdeles anvendelig.

Det skyldes, at forfatteren behandler

mediernes rolle, så det

primære fokus ligger på politisk

medieanalyse og ikke udelukkende

forankrer sig omkring

almen medieanalyse. At

det samfundsfaglige er i centrum,

viser sig blandt andet i

form af en struktureret opbyg-

ning, hvor mediernes rolle, kapitel

for kapitel, kobles til det

obligatoriske samfundsfaglige

kernestof, såsom demokrati,

lovgivning, policy-analyse,

valgkamp, magt, international

politik m.v.

Bogen Massemedier og politisk

kommunikation er derfor

også relevant i forbindelse med

AT- forløb i gymnasiet. I et

tværfagligt samarbejde mellem

samfundsfag og dansk, medieanalyse

eller psykologi er der

masser af stof at hente til receptions-,

diskurs- segment eller

kommunikations-analyse.

Bogens sidste kapitel; Krig,

konflikt og mediernes rolle kan

endvidere fremhæves som et

oplagt kapitel til tværfagligt

samarbejde mellem samfundsfag

og historie. Kapitlet giver

en spændende indføring i,

hvorledes medier kan og har

været brugt som propagandaværktøj

i krig og krisesituationer.

I samarbejde med historie

vil kapitlet således gøre det

muligt at opnå en forståelse af

nazitysklands propagandasucces

samt en indsigt i de problemer

med ytringsfrihed, som

hersker i Rusland og Kina i

dag. Emnet kunne desuden

udbygges med en analyse af

den måde. hvorpå regimet i

Nordkorea benytter medierne

til at bevare den politiske magt.

Med andre ord er der inspiration

til spændende analyser

til at forstå de omvæltninger,

som nutidens medieunivers

anmeldelser

medfører. Bogens forfatter

nævner selv flere interessante

forhold, fx det, at de amerikanske

soldater, under krigen i

Irak, sendte mms beskeder

hjem til familie og venner. På

denne måde fik befolkningen

hjemme nogle andre billeder

fra krigsområdet end de, der

blev vist på TV. Resultatet af

de mange nye typer informationsteknologi

er således, at medierne

mister den monopolstatus

i forhold til formidling af

”virkeligheden”, som de traditionelt

har haft.

Et tilbagevendende problem

i forbindelse med politisk medieanalyse

er spørgsmålet om

bogens aktualitet på længere

sigt. Således kunne man spørge,

hvorvidt bogen vil være anvendelig

mere end et par år ud

i tiden. Dette problem er der

imidlertid ikke grund til at

frygte, idet bogens mange eksempler

fungerer som ”appetitvækkere”

på forskellige konkrete

teorier eller metoder. Eksempelvis

kan en analyse af

partiernes kampagnestrategier

ved valget i 2007 foretages af

eleven selv ved at bruge den

analyse af venstres kampagnestrategi

ved valgkampen i

2005, som findes i bogen.

Massemedier og politisk

kommunikation kan bruges på

alle klassetrin i gymnasiet.

Mest anvendelig er den nok til

samfundsfag på B-niveau,

hvor eleverne har de grundlæggende

kerneelementer på

samfundsfagsnyt maj 2008


anmeldelser

plads og dermed er rustet til at

foretage dybere analyser af

samfundsrelaterede problemstillinger.

Sproget er imidlertid

nemt og tilgængeligt og kan

læses af alle på gymnasiale uddannelser.

susan Pauli Petersen

Richard Bundsgaard og

Oliver Skov: Hooligan

– I’m fuckin’ lovin’ it!

Forlaget Columbus.

Nettopris: 89 kr.

”I’m fuckin’ lovin’ it!” er en temabog

om hooliganisme rettet

mod samfundsfag og engelsk.

De første 6 kapitler er på

dansk, mens de sidste 3 er på

engelsk. Til bogen er der knyttet

en hjemmeside, hvor man

finder artikler, arbejdsspørgsmål,

links m.m. (findes via

www.forlagetcolumbus.dk).

I kapitel 1 gives der et kort

historisk rids over hooliganismens

udvikling, og man forsøger

at definere nogle af de centrale

begreber. I Kapitel 2 bliver

der set nærmere på teorier

relateret til det senmoderne

samfund, dvs. Giddens, Beck

8 samfundsfagsnyt maj 2008

og Ziehe. Det er en kort gennemgang,

hvor der primært er

sat fokus på de dele af teorierne,

der kan hjælpe med at forklare

hooliganfænomenet.

Kapitel 3 og 4 har fokus på

en række teorier, der mere

konkret forsøger at forklare

supporterfænomenet og udviklingen

af hooliganisme. Der

er valgt en model, hvor en

række teorier nævnes, uden at

der bliver gået rigtig i dybden.

Dog gøres der lidt mere ud af

John H. Kerrs reversal theory

og Michel Maffesolis teori om

neo-tribiale fællesskaber.

Kapitel 5 er et meget kort

kapitel, der forsøger at vise

nogle paralleller mellem religion

og fodbolddyrkelse. Kapitel

6 handler om, hvad der kan og

bør gøres i Danmark. Det har

fokus på politiets håndtering

af hooliganisme og diskuterer

et muligt hooliganregister.

Kapitel 7, 8 og 9 er kapitlerne

på engelske, hvor man ser

nærmere på hooliganismens

udvikling i England, den engelske

lovgivning på området,

og hvilke alternative muligheder,

der er for at løse problemerne

med hooligans.

Hele grundideen med bogen

er der al mulig grund til at

tage hatten af for. Samfundsfag

og engelsk har fundet sammen

i mange studieretninger

og supporterkultur/hooliganisme

er et oplagt emne til

samarbejde de to fag imellem,

ikke mindst som studietur-

sprojekt. Der er ingen tvivl

om, at bøger som disse vil blive

modtaget med kyshånd

Indholdsmæssigt har bogen

også nogle kvaliteter. Først og

fremmest at den får sat emnet

ind i en teoretisk ramme. Det

er også oplagt, at den del, der

handler om de engelsk erfaringer

er på engelsk, og at de forskellige

citater af englændere

er på originalsproget.

På trods af de tydeligt gode

intentioner sidder man dog tilbage

med et noget rodet indtryk.

På den ene side skal det

være en lille overskuelig bog.

På den anden side vil de to forfattere

gerne præsentere flere

sider af en forholdsvis kompleks

problemstilling. Undervejs

gør de nogle valg og de virker

ikke alle steder lige logiske.

Hooliganisme et begreb, der

rummer mange aspekter som

forfatterne selv siger. Desværre

lykkes det dem ikke helt at

skabe orden i forvirringen. En

væsentlig årsag er, at de selv

roder rundt i begreberne fankultur,

supporterkultur og

hooliganisme. En adskillelse af

de tre begreber ville måske

give en bedre forståelse og en

bedre struktur og ikke mindst

vil det i undervisningen og i

projektsammenhænge give

bedre mulighed for at inddrage

andre fankulturer.

Midt i 90erne lavede tre studerende

fra AUC en undersøgelse

af fodboldsupporter i

Danmark (Kenneth Damsga-


ard m.fl.: ”Det handler ikke

om at vinde”). Den empiriske

del af undersøgelsen er naturligvis

forældet i dag (måske er

der hjælp at hente i Jonas Havelunds

undersøgelse af dansk

supporterkultur fra 2006),

men deres teoretiske indgang

og det analyseapparat, de opbyggede,

er stadig ganske anvendeligt

og kan netop bruges

til at trække tråde til andre

fanfænomener. En kort gennemgang

findes i en artikel i

tidsskriftet Dansk Sociologi

1997, årgang 3 nr.8 (”Fodboldsupportere

i den danske superliga”).

Desværre er der ingen

henvisning til den i den ellers

udmærkede litteraturliste.

Men det kan der jo rådes bod

på, på hjemmesiden.

Uanset ens erfaringer med

fodbold og supporterkultur

skal man ikke være bange for

at gå i krig med emnet. Det

fanger rigtig mange af elever

og både sociologiske og politiske

områder kan dækkes ind.

Udover denne bog er der masse

af materiale at gribe fat i

(bøger, avisartikler, film m.

m.), så det er bare at lade sig

inspirere God fornøjelse!

gunvor Vestergaard

Christian Albrekt Larsen:

Danskernes Nationale

Forestillinger

Aalborg Universitetsforlag 2008

Hvem er vi danskere egentlig?

Hvad er det, der binder os

sammen, og hvilken betydning

har den danske nationalstat i

2008? Det er bare nogle af de

spørgsmål, der præger debatten

for øjeblikket. En debat der

handler om danskheden og

danske værdier, og som er blevet

forstærket af en Muhammedkrise,

der for øjeblikket er i

gang med sin anden runde.

Christian Albrekt Larsens

bog ”Danskernes nationale

forestillinger” giver ikke svarene,

men den kommer med

nogle gode og interessante inputs

til debatten. Bogen gennemgår

på en let tilgængelig

måde hovedresultaterne af en

undersøgelse foretaget i ISSPregi

(International Social Survey

Program). I 2003 foretog

man en spørgeskemaundersøgelse

i 27 lande, hvor man forsøgte

at indkredse nationale

værdier og forestillinger og befolkningens

egen opfattelse af

deres nationale identitet. Det

er de nationale forestillinger,

der adskiller danskerne fra andre

folkeslag, og som samler os

om noget fælles.

Det nationale er en svær

størrelse at tage fat på. Der er

ikke nogen entydig forståelse

af, hvad der ligger i det nationale,

og det betyder, at der er

mange forklaringsmuligheder.

Christian Larsen skelner mellem

to typer nationer: de politiske

nationer, hvor nationalstaten

er den centrale identitetsdanner

og de kulturelle nationer,

hvor det etniske og

kulturelle er det identitetsska-

anmeldelser

bende. I Danmark er der et

klart sammenfald mellem nationalstaten

og det etnisk/kulturelle.

Vores nationale forestillinger

er knyttet til ét folk,

én stat, ét politisk fællesskab

og ét sæt af nationale velfærdsrettigheder.

Sådan har det set

ud i næsten 150 år, og derfor

har vi svært ved at forstå, at det

ikke er noget naturgivent.

Christian Larsen fremhæver

tre udviklingstræk, der er

med til at rykke ved den danske

ensartethed:

1. Globaliseringen (øget integration

på tværs af grænser)

2. Politiske institutioner på

overnationalt niveau (primært

EU)

3.

Stigende kulturel interaktion

på tværs af grænser (især

gennem elektroniske medier)

Udviklingen kan påvirke den

nationale identitet i hver sin

retning. Den kan mindske de

nationale forestillinger, men

den kan også forstærke dem.

Efter de indledende overvejelser

gennemgås nogle af undersøgelsens

væsentlige resultater.

Kapitel 3 kikker på til-

samfundsfagsnyt maj 2008

9


anmeldelser

knytningen til Danmark. Her

føler 56% sig meget tæt knyttet

til Danmark. Jo ældre man

er jo større tilknytning. Jo højre

uddannelse jo mindre tilknytning.

Kapitel 4 ser på vores

opfattelse af det multikulturelle.

Her kommer den danske

ensartethed tydeligt til

udtryk. 77% mener, at det er

bedst for et samfund, hvis andre

etniske grupper tilpasser

sig og indgår i det omgivende

samfund. 11% mener, det er

bedst hvis disse grupper bevarer

deres særegne skikke og

traditioner. Det placerer Danmark

på en klar første plads. I

den modsatte ende ligger Japan

og Polen.

Kapitel 5 handler om stolthed.

”Hvad der udad tabes,

skal indad vindes” passer stadig

på danskerne. Vi er forholdsvis

realistiske i forhold til

landets formåen ud ad til – lilleputnationen.

Dog er vi forholdsvis

stolte af landets internationale

indflydelse. Historie,

militær, kunst og kultur og

sport får ikke stoltheden til at

blomstre. Det gør derimod vores

demokrati og sociale sikkerhedsnet.

Velfærdsstaten har

fået en vigtig symbolsk status i

Danmark.

Kapitel 6 ser på, hvad der er

vigtigst for at være dansk. Her

er der ret stor enighed om, at

man skal kunne sproget og udvise

respekt for danske politiske

institutioner og love. Derimod

har det ikke den store be-

0 samfundsfagsnyt maj 2008

tydning, om man er kristen. I

kapitel 7 bliver der set nærmere

på holdningerne til indvandrer.

Her viser der sig en massiv

splittelse i den danske befolkning.

På alle spørgsmål

læggerne danskerne sig i hver

ende af skalaen (helt enig og

helt uenig). F.eks. er 21% helt

enige i, at indvandrer skal have

samme rettigheder som danske

statsborgere. 22% er helt

uenige. Gennemsnitlig er danskerne

ikke mere indvandrerfjendske

end andre lande, men

holdningerne er markant mere

polariseret. Kun Frankrig og

Østrig er i samme kategori.

Afslutningsvis bruges der et

kapitel på at samle op på de

gennemgåede resultater. Bl.a.

konkluderer Christian Larsen,

at forestillingen om én stat og

ét folk lever stærkt i Danmark.

Vi holder fast i et David mod

Goliat-billede. Der synes dog

at være nogle generationsforskelle,

der peger mod, at den

ægte fædrelandskærlighed uddør

med krigsgenerationerne.

De unge har det vanskeligere

med det kulturelle fællesskab

end det politiske. Skal der være

en fortsat national samling, synes

det derfor nødvendigt at

satse på det politiske fællesskab,

og her ser det ud til at

velfærdsstaten er den kamp,

danskerne kan samles om.

Gennem bogen er der tabeller

og figurer, der illustrerer

talmaterialet. Har man ikke

nok i dem, kan man gå ind på

www.surveybank.aau.dk. Her

har man adgang til alle undersøgelsens

danske data, og man

kan endda få lov til at lave sine

egne sammenligninger. Spørgeskemaet

og andre relevante

oplysninger om undersøgelsen

finder man på www.issp.org.

Bogen er et både interessant

og relevant input til debatten.

Den er skrevet i et sprog, der

gør den absolut anvendelig i

undervisningen, og via hjemmesiden

er der gode muligheder

for at arbejde med talmaterialet.

Så det er bare at komme

i gang med snakken om danskernes

nationale forestillinger.

Måske der oven i købet er

en idé til et spændende ATprojekt?

gunvor Vestergaard

Sønderjyllandsbilleder

eller selvportrætter?

Red. Inge Adriansen

og Karen Margrethe

Pedersen

Sønderjyske Museer 2005-

2007. Årbog for Museum

Sønderjylland 2007

I bogen ”Danskernes nationale

forestillinger” sættes der fokus

på forholdet til nationalstaten.

”Sønderjyllandsbilleder” tager

fat i det regionale og det lokale.

Den skildrer sønderjydernes

opfattelse af deres landsdel. Det

betyder dog ikke, at det nationale

og det globale bliver usynligt.

Bogen viser tværtimod, at

de forskellige niveauer indgår i

stort set alles identitet, og at de


hos mange både overlapper

hinanden og blandes sammen.

Inspireret af Politiken og

Nationalmuseets udstilling

”Danmarksbilleder” iværksatte

Museum Sønderjylland i

2002 et indsamlingsprojekt,

som skulle give et billede af

den regionale og lokale identitet.

Hvilke forestillinger havde

sønderjyderne om deres landsdel,

og hvad mente de karakteriserede

den? Udgangspunktet

var de samme 10 punkter som

Politiken og Nationalmuseet

havde brugt til deres Danmarksbilleder:

1. Et mindesmærke,

2. En ting, 3. En ret, 4.

En begivenhed, 5. Et billede, 6.

En person, 7. En sang, 8. Et

landskab, 9. En bygning og 10.

En skik.

Parallelt udskrev det tyske

mindretals avis Der Nordschleswiger

en konkurrence,

hvor de opfordrede folk fra

mindretallet til at give deres

bud på ”Mein Nordschleswigbild”.

Tilsammen indkom der i

alt godt 100 besvarelser. De er

ikke statistisk repræsentative,

men alligevel giver de et indtryk

af, hvad der på det pågældende

tidspunkt opfattes som

”rigtig sønderjysk”.

Første halvdel af bogen giver

et indblik i besvarelserne

og kommer med nogle bud på,

hvordan de kan tolkes. Heri

indgår også koblingerne mellem

det lokale, det regionale,

det nationale og det globale. Et

kapitel sætter særlig fokus på

landsdelens sproglige mangfoldighed.

Et andet kapitel kikker

dybere ned i besvarelserne fra

det tyske mindretal.

Til sammen viser besvarelserne

Sønderjylland som en

grænseegn på godt og ondt. På

den ene side bekræftes en række

stereotyper; sønderjyderne

som meget knyttet til det danske

og en klar kobling mellem

det lokale og det nationale

(Dannebrog indgår i mange

dele af besvarelserne), vigtigheden

af landsdelens historie

(mange valg er hentet i historien)

og en fortsat brug af de sønderjyske

dialekter. På den anden

side viser besvarelserne

også en landsdel, der er præget

af en sproglig og kulturel mangfoldighed,

hvor det dansk-tyske

bruges konstruktivt, og hvor

ikke mindst de unge ser en naturlig

kobling mellem det lokale/regionale

og det globale. De

viser en landsdel, hvor det flerkulturelle

trives, og hvor mindretal

bliver en ressource.

I et kapitel præsenteres endnu

en undersøgelse. På Tønder

Museum forsøgte man i 2002

at få yderligere indblik i den

lokale identitet. Det skete gennem

en spørgeskemaundersøgelse

indsat i Ugeavisen Tønder.

Her fik man knap 100 besvarelser.

Der blev spurgt til

mange forskellige ting som natur,

kunst og kultur, historie,

sprog og ikke mindst hvad der

kendetegner ”en rigtig vestsønderjyde”.

Det sidste skete gen-

anmeldelser

nem udvælgelse af en række

ord, der blev anset som karakteristiske

for vestsønderjyder.

Modsat ”Sønderjyllandsbilleder”

bliver det fremover muligt

at sammenligne Tønderundersøgelsen

med andre lokalområder.

Dansk Folkemindesamling

er nemlig i gang

med at samle besvarelser ind

fra hele landet. Det gøres via

Internettet, hvor alle kan gå

ind og udfylde et spørgeskema

(www.dafos.dk/brug-arkivet/

fortael-selv-til-arkivet/lokaleog-regionale-forskelle.aspx)

og

se eksempler på besvarelser.

Undersøgelserne kan med

fordel inddrages i en række temaer,

Det gælder ikke mindst

identitet og kulturmøder. Med

mindre man hører til i Sønderjylland,

vil det næppe være interessant

at læse hele kapitler,

men en række underafsnit kan

sagtens vælges ud. Man kan

desuden lade sig inspirere af

undersøgelserne til lignende

undersøgelser i klassen, på

skolen eller måske endda i lokalområdet.

Selv om undersøgelserne

ikke er direkte sammenlignelig

med ”Danskernes

nationale forestillinger”, kan

de dog fint kombineres. På

nogle områder ser man tendenserne

fra den nationale undersøgelse

gå igen i det lokale,

mens der på andre områder

ikke er entydige sammenhænge.

Tilsammen giver de et interessant

bud på ”den danske

folkesjæl”.

samfundsfagsnyt maj 2008

1


anmeldelser

Bogens to sidste kapitler

handler henholdsvis om Sønderjylland

skildret af lokale

billedkunstnere og om hjemstavnsforskning.

De er i samfundsfagssammenhænge

ikke

særlig relevante, men kan måske

bruges i et samarbejde med

henholdsvis dansk/billedkunst

og historie.

gunvor Vestergaard

Jesper Bo Jensen:

Langt ude? Essays om

fremtiden

Academica. 2007

Jesper Bo Jensen er fremtidsforsker.

På bogens omslag står

der, at han er ejer af center for

fremtidsforskning og lic.scient.

pol. Fremtidsforskning er mig

bekendt ikke nogen disciplin

på universiteterne. Jesper Bo

Jensen søger dog i sin bog at

give sin bog en fremstilling af

et vist videnskabeligt præg. I

bogens 4. del: ”Metoder og

praksis” introduceres læseren

til forskellige begreber og metoder

i fremtidsforskning, såsom

fremskrivninger, prognoser,

scenarier, wildcards, trend-

og tidsåndsanalyser. Det giver

læseren en vis fornemmelse for

fremtidsforskningens videnskabelige

status, som man må

sige ud fra denne bog ikke virker

imponerende. I bogens del

4 får man så scenarie-metoden

anvendt på boligmarkedet i

fremtiden. I 3 scenarier beskrives

fremtiden. Fremstillingen

samfundsfagsnyt maj 2008

er meget tæt på almindeligheder,

uden dybde.

Jesper Bo Jensen er bedst,

når han analyserer udviklingstendenser

på virksomhedsplan.

Det sker især i del 2:

”Medarbejderne og kunderne”.

De unge, som fremtidens

arbejdskraft udgør store udfordringer

for, for virksomhederne.

De traditionelle karrieremuligheder

og 8-16-job virker

ikke tiltrækkende på et stigende

antal unge. De unge

ønsker at vælge fra og til, ad

hoc-præget arbejde, selv definere

sit arbejde og arbejdstid.

Forbrugerne vil i fremtiden

have ”mæthedssymptomer”.

Der skal noget ekstraordinært

til at vække købelysten. Tilfældigheder,

impulskøb, forretningens

evne til at iscenesætte

både produkter og virksomhed

kommer til at spille en stigende

rolle i fremtiden.

Jesper Bo analyserer i forlængelse

heraf detailhandelen i

fremtiden, nye butikstyper,

fremtidens kontor, hvordan

design kommer til at præge det

og endelig innovation, som i

fremtiden vil indgå som en

væsentligt element i virksomhedens

funktion.

Del 1: ”Tiden og mennesket

” handler dels om begrebet

tidsånden, dels om især børnefamiliernes

tidsanvendelse,

hvor det interessante er, at forældrenes

følelse af tidsknaphed

mere skyldes deres mangel på

tid til sig selv end tid sammen

med børnene. Det sidste er steget

en del fra 1987 til 2001.

Del 3: ”Samfundet og økonomien”

handler om ret så forskellige

emner som fremtidens

skole, de nye ældre, forskellige

persontypers risikoadfærd.

Spredt fægtning og uklart,

hvorfor afsnittet hedder Samfundet

og økonomien.

Både del 1 og 3 er præget af

en del almindeligheder, uden

dybde og ikke særlig sammenhængende.

Det er svært for mig direkte

at anbefale bogen. Man får for

få substantielle analyser af

fremtidsudviklingen. De, der

er, findes i afsnittet om medarbejderne

og kunderne. Jesper

Bo Jensens bog ”Midt i en mellemtid”

fra 2001 var langt

grundigere, gennemarbejdet

og interessant som fremtidsanalyse.

niels lund

Anthony Giddens:

Europa i globaliseringens

tidsalder

Hans Rietzels forlag, 2007

Anthony Giddens er engelsk sociologiprofessor

og vel nogenlunde

kendt blandt samfundsfagslærere.

I den fine sociologilærebog

”Sociologi og modernitet”

udgivet på Columbus er der

talrige henvisninger til Giddens.

Han er en af de centrale personer

når det gælder forståelsen af

det postindustrielle samfunds

væsentligste karakteristika, især

ud fra en sociologisk synsvinkel.


I 2000 blev en lille fremragende

bog af Giddens ”En løbsk verden”

oversat til dansk. Den giver

et fint overblik over globaliseringens

betydning sociologisk.

Læs den!

”Europa i globaliseringens tidsalder”

er en anderledes omfattende

sag. Her søger Giddens

især at indkredse hvilke udfordringer

de europæiske velfærdsstater

står overfor i den

moderne globaliserede verden.

Og hvilke løsninger der skal til.

Han søger at anskue problemerne

fra mange synsvinkler.

Den førte velfærdsstatspolitik i

de forskellige EU-lande. De

gode eksempler og de dårlige.

Globaliseringens økonomiske

indvirkning på arbejdsmarkeder

og velfærdspolitik i Europa.

Livsstilsændringer og velfærdspolitik

i det postindustrielle

samfund. EU-systemets betydning

for håndtering af

udfordringerne.

Giddens er også kendt for at

have haft betydelig indflydelse

på Tony Blairs strategi for en

tredje vej mellem socialisme og

liberalisme. Dette gør også

hans bog interessant. Han prøver

at kombinere liberalismens

valgfrihed og konkurrence

med socialismens sociale retfærdighed

og lighed.

Udgangspunktet for bogen

er at Europa ikke klarer sig så

godt i den globaliserede økonomi,

specielt i relation til USA og

også i relation de målsætninger

EU-landene opstillede i Lissabon

i år 2000 for EU’s vækst og

beskæftigelse. Bogen kredser så

om hvordan EU og de europæiske

nationalstater kan få gang i

en bedre udvikling.

Et område for hans analyse

er at sammenligne de forskellige

EU-lande. Han udnævner

de 3 nordiske EU-lande som

eksempler til efterfølgelse.

Hvorimod de 3 store: Tyskland,

Frankrig og især Italien

står til at dumpe. Han kalder

dem for blokerede lande. Det

er især parametrene vækst, beskæftigelse,

offentlige finanser,

lighed og social retfærdighed.

De 3 nordiske lande er udpræget

reformvillige m.h.t. arbejdsmarkedsreformer

og pensionssystemer

og har som følge

heraf høj økonomisk vækst og

innovation samtidig med høj

beskatning og stor lighed. For

at EU skal komme i gang med

en sådan udvikling må i hvert

fald Tyskland og Frankrig til at

bevæge sig.

Et andet område for hans

analyse er hvordan velfærdssamfundene

ændrer sig fra negativ

til positiv velfærd, dvs.

fra et fokus på afhjælpning af

nød til fokus på forebyggelse af

nød/problemer. Dvs. velfærdssamfundenes

formål i det postindustrielle

samfund er at skabe

trivsel, selvværd, autonomi.

Giddens kombinerer dette

med sit begreb ”hverdagslivets

demokratisering”. Individerne

skal i højere grad tage ansvar.

anmeldelser

Uddannelse og omskoling står

centralt. Større hjælp til selvhjælp

og valgfrihed. Samtidig

ændrer den sociale solidaritet

karakter, således at den mere

omfatter helheden frem for

gruppen (klassen) og hænger

nøje sammen med begrebet

sammenhængskraft. Det klassiske

velfærdssamfunds hovedproblem

var knaphed. I det

postindustrielle velfærdssamfund

drejer det sig om livsstil.

Giddens har her nogle interessante

analyser af fedmeproblemet

og ældres beskæftigelse.

Sidste del af bogen er helliget

EU. Forfatningstraktaten,

det hollandske og franske nej,

Hvad EU kan og bør udvikle

sig til for at matche ovennævnte

problemer. Bogen er skrevet

før reformtraktaten. Giddens

er hverken føderalist eller tilhænger

af et rent mellemstatsligt

EU, men ligger et sted

imellem og opfatter EU som

meget væsentlig for at få sat

gang i reformer

Bogen er som nævnt meget

omfattende og ikke helt sammenhængende.

Giddens er

bedst, når han er tættest på sin

hjemmebane, det sociologiske,

velfærdssamfundet og livsstilforandringer

f.eks.. Analysen af

EU synes mig lidt for generel

Men som inspiration, oplysning,

igangsætter for samfundsfagslærere

er den absolut at anbefale.

niels lund

samfundsfagsnyt maj 2008


anmeldelser

Bøger til anmeldelse

Helt nye bøger

Peter Nedergaard:

Klimapolitik - i Danmark, EU

og internationalt.

Columbus. Nettopris 68 kr.

Gregers Friisberg: Politik:

dansk politik i internationalt

perspektiv.

Columbus. Nettopris 98 kr.

Christian Albrekt Larsen: Danskernes

nationale forestillinger.

Aalborg Universitetsforlag.

98,00 kr. excl. moms og forsendelse..

Leena Eskelinen, Søren Peter

Olesen og Dorte Caswell:

Potentialer i socialt arbejde.

Et konstruktivt blik på faglig

praksis.

Hans Reitzels forlag

Norman Fairclough:

Kritisk diskursanalyse.

En tekstsamling.

Hans Reitzels forlag. 225 kr.

inklusiv moms.

Evald Bundgård Iversen (red):

Kroppen i tykt og tyndt – emneforløb

til almen studieforberedelse.

samfundsfagsnyt maj april 2008

Systime. 128 kr. Ved køb af

100 stk: 100 kr. pr. stk.

José Corrêa Leite, Chico Whitaker,

Lars Bohn og Helena Tagesson:

World Social Forum –

Et globalt alternative til nyliberalismen.

Frydenlund. 119 kr.

Øvrige bøger

Amin M. Alavi: Studying Legalization:

Special and Differential

Treatment of Developing

Countries in the WTO. Department

of Political Science,

University of Copenhagen.

Simon Emil Ammitzbøll og

Erik Boel: Europa i alle palettens

farver. 11 essays om europæiske

værdier.

Informations forlag.

Lotte Bøgh Andersen og Søren

Serritzlew (red.) Politica –

Statskundskabens metoder.

Politica årgang 39 nr. 3.

Frank Bornakke: Den grønne

tråd – Det handler om miljø.

Ideforlaget. 128 kr.

Jacob Buhl Jensen: Det brogede

Spanien – Spaniens historie fra

Franco til i dag.

Frydenlund. 112 kr.

Paul du Gay: Hyldest til bureaukratiet.

Weber, Organisation,

Etik.

Hans Reitzels Forlag. 279 kr.

Malene Fenger-Grøndahl:

Tyrkiet – en del af Europa?

Informations forlag. 40 kr. ved

køb af klassesæt.

Astrid Jespersen, Marie Riegels

Melchior og Marie Sandberg

(red.): Verden over – en introduktion

til stats- og livsformsteorien

og dens aktuelle anvendelse

i etnologien. Museum

Tusculanums forlag. 250 kr.

Bjarne Villads Larsen: På tværs

af samfundsvidenskab – synopsis,

mundtlig eksamen og AT.

Systime. 50 kr.

Torben M. Andersen: Samfundsøkonomi.

Systime. 198 kr. ex moms.


Thomas Brudholm og Martin

Mennecke (red): Efter folkedrab

– en flerfaglig undervisningsbog.

Dansk institut for internationale

studier.

Erik Christensen og Per Christensen

(red.): Fælleder i forandring.

Aalborg Universitetsforlag. 250

kr.

Mads Christian Esbensen: Public

affairs – lobbyisme i praksis.

Informations Forlag. 248 kr.

Gregers Friisberg: Politik og

økonomi.

Columbus. Nettopris kr. 139.

excl. moms og forsendelse.

Ole Hedegaard Jensen: Dit

samfund. Samfundsfag på Cniveau.

Systime. 140 kr. Ved køb af

min. 100 styk på samme ordre:

kr. 100.

Malene Haakansson: Det værste

er at dø i stilhed – stemmer

fra Darfur.

Informations Forlag. 168 kr.

Peter Lodberg (red): Sammenhængskraften.

Replikker til

Fogh.

Forlaget Univers. 149 kr.

Peter Nielsen (red.): Økonomi

og samfund 2008.. Debatbog.

Frydenlund. 249 kr.

John Palm Nielsen: Økonomi.

Grundbog til Samfundsfag på

A-niveau.

Gyldendal. 159 ex. moms.

Poul Nyrup Rasmussen: I grådighedens

tid. Kapitalfonde og

kasinoøkonomi.

Informations forlag. 298 kr.

Charlotte Rassin, Jacob Buksti

og Jørn Thulstrup: Danskerne

2007 – om overdreven bekymring:

Energi og klima, ulighed,

de ældre, dødsstraf og medierne.

Institut for Konjunktur-Ananlyse.

237.50 kr. inkl. moms.

Samfundsstatistik 2007.

Columbus. Nettopris kr. 98.

Arthur Schopenhauer: Kunsten

at være lykkelig. Oversat af

Hans Christian Fink.

Informations forlag. 128 kr.

Dorte Marie Søndergaard

(red.): Feministiske tænkere. En

tekstsamling.

Hans Reitzels Forlag.

anmeldelser

Wolf Wagner: Hvorledes politik

fungerer.

Ellekær. 145 kr.

Jørgen Winding: Basissamf.dk.

3. udgave.

Systime. 140,- ekskl. moms.

(100,- pr stk ved køb af mindst

100 på samme ordre)

Kurt Aaagard Nielsen og Birger

Steen Nielsen: Demokrati og

naturbeskyttelse. Dannelse af

borgerfællesskaber gennem social

læring – med Møn som eksempel.

Frydenlund. 229 kr.

Hvis du vil anmelde en af disse

bøger, kan du få tilsendt et

anmeldereksemplar.

skriv til anna frejbæk:

anna@ambyfrej.dk.

Tlf: 0 11 9

samfundsfagsnyt april maj 2008


urser

kurser

Generalforsamlingskursus 2008 for samfundsfagslærere

Temadag om Afghanistan

Erhvervsøkonomidag for gymnasiesektorens lærere


generalforsamlingskursus 008 for samfundsfagslærere

fals’s generalforsamlingskursus afholdes d. 0.­ 1. oktober 008 i odense

Congress Center.

Program

Torsdag d. 0. oktober

12.00 -13.00: Indkvartering og frokost

13.00 -14.30: Tyrkiet som emne for flerfaglige forløb i fx KS og AT,

v. Mehmet Necef, lektor ved Center for Mellemøst-studier på SDU

14.45- 17.00: Klimapolitiske problemstillinger.

17.15 – 18.45: FALS’s generalforsamling

Fra 19.00: Middag og fest

fredag d. 1. oktober

09.00-10.30: Progression i samfundsfag v. Leon Dalgas Jensen,

CVU i Storkøbenhavn

10.30-12.30: Nyt fra fagkonsulenten. v. Bent Fischer-Nielsen

13.15-14.45: Globalisering og udfordringer for uddannelse og forskning,

v. Ove Kaj Pedersen, Professor ved Copenhagen Business School

14.45-16: Undervisningsspil v. Jens Christian Holck

Prisen er 2600 kr. Tilmelding til Anna Frejbæk på anna@ambyfrej.dk

Ved tilmelding bedes du angive skolens EAN-nummer. Hvis flere deltagere tilmeldes

samtidigt, vil vi gerne have alle mailadresser, så vi kan lave en mailliste.

samfundsfagsnyt maj 2008


Temadag om afghanistan

reserver d. 8. oktober 008 til en temadag om afghanistan.

Programmet for dagen vil være oplæg om situationen, udviklingen, konflikterne og

den internationale civile og militære indsats i Afghanistan.

De mange dilemmaer

knyttet til det internatio-

nale engagement vil

være udgangspunkt for

diskussion.

Temadagen afholdes i et

samarbejde mellem

FALS, Udenrigsministeri-

et og Forsvarsministeriet.

Desuden bidrager uaf-

hængige eksperter.

Yderligere oplysninger

om program, og infor-

mation om tilmelding, vil

følge i næste nummer af Samfundsfagsnyt, men sørg allerede i forbindelse med

skemalægningen, at holde dagen åben hvis du vil deltage.

8 samfundsfagsnyt maj 2008


erhvervsøkonomidag for gymnasiesektorens lærere

erhvervsøkonomidag for gymnasiesektorens lærere i de erhvervsøkonomiske

fag, international Økonomi og samfundsfag

fredag den . august 008, kl. 9. 0­1 .00.

Sted: Auditorium 011, bygning 1324 i Universitetsparken, Aarhus Universitet, se

www, au. dk/da/kort – Kom i god tid, da det kan være vanskeligt at finde en parke-

ringsplads i Universitetsparken.

Program:

9.30: Kaffe, te og morgenbrød i Samfundsfagenes Kantine, bygning 1321.

10.10: Velkomst ved institutleder, professor, ph.d. Per Baltzer Overgaard

10.15-10.45: Professor, cand.oecon. Jorn Flohr Nielsen: Instituttets undervisning i

Organisation

10.45-11.15: Lektor, cand.merc, ph.d. Henrik Sørensen: Forskellige organisationsbøger

11.15: Kort pause

11.30-12.15: Lektor, cand.scient.pol., ph.d. Mikael Søndergaard: Kulturforskelle og

organisationsteori

12.15: Frokost i Samfundsfagenes Kantine, bygning 1321

13.15-14.00: Professor, cand.oecon. Jorn Flohr Nielsen: Organisations-ændrings

bølgen

14.00-14.45 : Lektor, cand.scient.pol., ph.d. Mikael Søndergaard: Global management

14.45: Kort pause

15.00-15.45: Lektor, cand.oecon. Jens Hørlück: Projektledelse

16.00 : Afslutning

Pris: Kr. 150,- (for hele arrangementet inkl. kaffe, morgenbrød og frokost).

Tilmelding: Send en e-mail til amortensen@econ.au.dk (Annette Mortensen), hvor du

senest 15.06.08 oplyser dit navn og dit arbejdssted.

Betaling: Betaling sker kontant i forbindelse med kaffe, te og morgenbrød i Samfundsfagenes

Kantine.

NB: Vi er desværre nødt til at begrænse deltagerantallet til 120. Hvis flere end 120 tilmelder

sig arrangementet, vil vi anvende ”først til mølle”-princippet.

samfundsfagsnyt maj 2008

9


meddelelse fra kassereren

af Jon urskov Pedersen

nB! nB! Årets kontingentindbetaling…

Er blevet opkrævet en måned senere end sædvanligt.

Kontingentet er hævet, hvilket blev vedtaget

på den seneste generalforsamling, og er således

nu 350,00 kr. for fuldtidsansatte og 175,00 kr.

for pædagogikumkandidater samt ½ -tidsansatte,

- pr. 1.4.2008.

Enkelte har muligvis oplevet problemer med

at betale deres girokort. Dette skyldes en fejl fra

PBS, idet de ikke rettede kontonummeret for

giroindbetaling, men kun for PBS-indbetaling

til den nye konto i Sydbank.

0 samfundsfagsnyt maj 2008

Derfor er der flere, som måske har fået afvist

deres giroindbetaling, dog ikke alle. Langt de

fleste giroindbetalinger blev gennemført til den

oprindelige konto og overført til Sydbank, men

nogle få stykker er altså ikke.

Fejlen er nu rettet, og jeg vil derfor opfordre

alle, der har indbetalt med girokort til at undersøge,

om betalingen er gennemført og i tilfælde

af, at den ikke er så genbetale enten vha. girokortet

eller ved at indsætte beløbet direkte på

FALS konto(7110 0001271972) med angivelse af

navn. Jeg beklager ulejligheden.


Bestyrelsen

Bestyrelsen i fals

formand

Gregers Friisberg

Nykøbing Katedralskole

gregersf@gmail.com

næstformand

Marianne Nordentoft

Frederiksberg Tekniske Gymnasium

Marianne.Nordentoftl@skolekom.dk

kasserer

Jon Urskov Pedersen

Egå Gymnasium

jp@egaa-gym.dk

Bente Sørensen

Holstebro Gymnasium

bs@hogym.dk

Anna Frejbæk

Sønderborg Statsskole

anna@ambyfrej.dk

Hasan Yildiz

VUCVest

vhy@vuc-vest.dk

Michael Bang Sørensen

Det frie Gymnasium

mbs@detfri.dk

Anders Brandt Sørensen

Frederikshavn Gymnasium

as@frhavn-gym.dk

Jens Christian Holck

Avedøre Gymnasium

jens@TeamReality.dk

FALS på nettet: www.fals.info.

Stof til hjemmesiden sendes til Gregers:

Gregers.Friisberg@nykat-gym.dk

samfundsfagsnyt maj 2008

1


Øvrige adresser

regionsfortegnelse

sønderjylland

Ole Østergaard

Abenrå Gymnasium

Ole.oestergaard@skolekom.dk

Tlf. 74 62 20 54

Hederegionen

Samfundsfagslærerne pa Struer

Gymnasium

fyn

Samfundsfagslærerne på Svendborg

Gymnasium

jw@svendborg-gym.dk

Tlf. 62 61 66 07

roskilde

Erik Zinglersen

Roskilde Gymnasium

rgez@roskilde-gym.dk

Tlf.46 36 37 10

storkøbenhavn

Anne-Grete Rovbjerg

N.Zahles Gymnasium

ar@nzg.dk

Tlf. 33 23 76 00

sydvestjylland

Ole Hedegaard Jensen

Ribe Katedralskole

oh@ribekatedralskole.dk

Tlf. 75 42 28 66

frederiksborg

Randi S. Grib

Frederiksværk Gymnasium

risg@koebenhavn.mail.tele.com

Tlf.46 76 20 16

Århus

Lærerne pa Egå Gymnasium

samfundsfagsnyt maj 2008

fondsbestyrelsen

Lone Bentzen

Torvevej 20

2740 Skovlunde

Tlf. 44 84 48 69

lone.bentzen@skolekom.dk

Steffen Bruun Christensen

Mylius Erichsensvej 11

9900 Frederikshavn

Tlf. 98 42 60 14

sc@frhavn-gym.dk

Mikael Frydlund

MAQS

Gutenberghus

Pilestræde 58, 4.sal

1112 København K

Lise Hansen

Nattergalevej 37

8210 Århus V

Per Rasmussen

Tonysvej 25

2920 Charlottenlund

Tlf. 39 64 19 02

pr@forlagetcolumbus.dk

Michael Bang Sørensen

Stevnsgade 11, 4. th.

2200 København N

mbs@detfri.dk

Hasan Yildiz

VUCVest

vhy@vuc-vest.dk

Fondsbestyrelsen afholder tre

møder årligt. På hvert møde

behandles indkomne ansøgninger

til fonden. Se vores hjemmeside

om, hvad man kan få støtte til, og

hvordan man søger.

Øvrige

Forlaget Columbus

Østerbrogade 54 C

2100 København Ø

Tlf. 35 42 00 51

Fax. 35 42 05 21

info@forlagetcolumbus.dk

opgavekommission

Bent Fischer-Nielsen

Peter Lundberg Thomsen

Kirsten Krehan

Morten Hansen Thorndal

Claus Just Andersen

fagkonsulent

Bent Fischer-Nielsen

Sølystparken 2

2990 Nivå

Tlf. 25 57 41 52

Bent.Fischer-Nielsen@uvm.dk

internetsider

Samfundsfag:

www.emu.dk/gym/fag/sa

Forlaget Columbus:

www.forlagetcolumbus.dk

www.fals.info


Hans Branner

Det politiske Europa – grundbog om EU

Helt nyskreven og opdateret grundbog skrevet af en fagets mest erfarne lærebogsforfattere. Erstatter

Branners hidtidige bestseller „Det ny Europa“, men har udelukkende fokus på EU. Syv overskuelige kapitler

med et væld af nye elevaktiverende figurer og tekstbokse. Opfylder alle krav til A-niveau – og

mere til. I flere afsnit kobles til andre af fagets discipliner, ligesom der lægges op til tværfagligt samarbejde.

Velegnet som optakt til den kommende folkeafstemning om danske EU-forbehold.

Hans Branner

DET

POLITISKE

EUROPA

Grundbog om EU

Jens Bencke og flemming schmidt

Danskerne og samfundet

–ny, revideret udgave i ét bind

”Danskerne og samfundet – ny, revideret udgave” er en nyskrevet

grundbog til samfundsfag C, som tager højde for erfaringerne fra

gymnasie- og hf-reformernes første tre år – og for de mange nye træk

og ændringer i samfundsdebatten.

Målgruppen er eleverne i de gymnasiale uddannelser.

Indholdet dækker kravene til samfundsfags kernestof på C-niveau samtidig

176 sider

Udkommer

juni 2008

Columbus

Indhold: 1) EU og Europas forandring

2) Grundholdninger til EU

bl.a. – organisation eller statsdannelse?

– liberalt eller socialistisk?

– styrkelse eller svækkelse af demokratiet?

3) EU’s medlemslande – en broget flok

bl.a. – forskelle i integrationsholdning

– forskelle i demokratiske strukturer

4) EU’s opbygning og beslutningsproces

5) EU’s politikområder

bl.a. – regionalpolitikken og solidariteten

– asyl- og indvandrerpolitik

– miljø- og forbrugerpolitik

6) Integrationsteorier

7) Danmark og EU.

med at flere af bogens ti kapitler egner sig til samarbejde med andre fag. Desuden

introducerer bogen i to kapitler både samfundsvidenskabelig teori og

metode samt elementære videnskabsteoretiske problemstillinger.

Forfatterne har bestræbt sig på at skrive flydende og sammenhængende

om grundlæggende strukturer og processer i det danske samfund, men også

nuanceret og problematiserende samt med klare perspektiver til Danmarks

internationale omverden.

forlaget © columbus

Tlf. 3542 0051 • Fax 3542 0521 • www.forlagetcolumbus.dk

160 sider

Udkommer

1. september

Jens Bencke

Flemming Schmidt

Danskerne

og Samfundet

Introduktion til samfundsfag

Columbus


Afsender: samfundsfagsnyt

Jon Urskov Pedersen

Steinmannsgade 11 3th

8000 Århus

Returneres ved varig adresseændring

Clemens stubbe Østergaard

Kinas eksperimenter

– Reformer og stormagtsstatus?

2.udgave

Måske er det størrelsen, der gør Kina til paradoksernes land; måske er det den lange

historie. Men allermest er det vel den særlige ‘indhente’-situation, landet befinder sig i.

Alting går så hurtigt, at det nye er der, før det gamle er væk; fænomenerne eksisterer

sideløbende, og folks hoveder kan slet ikke følge med. Udviklingen er

ujævn, som en kapitalistisk udvikling nu engang er.

Alle disse forandringer gør Kina

til et godt case-studie for samfundsvidenskaben.

Vi har ikke laboratorier,

men her er en statsdannelse, et samfund,

en økonomi, der ændrer sig så

hastigt, at det giver masser af data,

kvantitative som kvalitative.

Med udgangspunkt i sit indgående

kendskab til det moderne kinesiske samfund

belyser forfatteren gennem tekst,

kilder og fotografier de kinesiske eksperimenter

gennem kapitler om Kinas historie,

de sociale og samfundsmæssige forandringsprocesser,

det politiske liv, økonomien og

Kina som regional og global aktør.

”Bogen er forbilledlig formidling af forskning på højt niveau til forståelse og anvendelse..”

skrev en anmelder og

”Samlet byder bogen på dynamisk, analytisk og udbytterig

læsning. Godt gået.” skrev Flemming Ytzen

i Politiken om 1. udgaven af denne bog der nu foreligger

en ny og opdateret 2. udgave.

160 sider

Nettopris kr. 98,00

ekskl. moms og forsendelse

Direkte salg

forlaget © columbus

Tlf. 3542 0051 • Fax 3542 0521 • www.forlagetcolumbus.dk

More magazines by this user
Similar magazines