Tid til forandring? - FALS

fals.info

Tid til forandring? - FALS

Tid til forandring?

Et nyt skoleår hvor tingene er, som de plejer at

være; men samtidig et skoleår hvor vi skal forberede

os på det nye og anderledes, som kommer

næste år. 2005 byder på store forandringer, der

bliver mange - måske for mange.

I 2005 skal vi i samfundsfag i gang med et helt

nyt fagbilag – en læreplan, i gymnasiet skal vi i

gang med en helt ny bekendtgørelse, alle gymnasierne

skal flyttes fra amterne til staten og endelig

skal vi have en ny overenskomst.

Læreplanerne i samfundsfag – Arbejdet

med læreplanerne har været grundigt og set fra

bestyrelsens side meget tilfredsstillende. Bestyrelsen

har været repræsenteret i læreplansgrupperne,

og det har givet os mulighed for i hele bestyrelsen

at drøfte indholdet og de ændringer, som vi har

fundet vigtige og væsentlige, med fagkonsulenten.

Det store problem har været at få bredt diskussionen

ud i et bredere forum; først og fremmest fordi

ministeriet generelt var meget sene til at offentliggøre

læreplanerne - ultimo juni, hvor ferien, men

ikke sommeren var begyndt, og specielt fordi samfundsfag

(og nogle få andre fag) beklageligvis ikke (i

skrivende stund) er blevet offentliggjort. D.v.s. at

den brede diskussion slet ikke er kommet i gang

endnu! Men den kommer så følg med på:

www.emu.dk/gym/fag/sa/debat/reformdebat.jsp

www.emu.dk/gym/fag/sa/index.html

Reformen af gymnasiet – som fremover

skal hedde STX, hvilket nok skal få en del gymnasielærere

op af stolene i protest, men lad nu det

ligge. Der er andre og anderledes alvorlige ting

på spil – jeg vil her nævne tre: Den nationale

standard undergraves i det udkast til bekendtgørelse

som ligger på ministeriets hjemmeside.

Her åbnes der mulighed for eleverne kan få

meget forskellige antal undervisningstimer i det

enkelte fag eller i grupper af fag. Det samme gælder

for det skriftlige arbejde – her er det nemlig

rektor, der suverænt bestemmer hvordan det

skriftlige arbejde skal fordeles mellem holdene

og fagene. D.v.s. at der ikke er en garanti for hvor

mange timer / skriftlige opgaver et hold skal have,

og dermed er der åbnet mulighed for store variationer

fra skole til skole. – Der bør være et

3

minimumskrav til antal timer og antal skriftlige

opgaver! For det andet opregner udkastet til

bekendtgørelse en lang række ressourcekrævende

opgaver som fx samarbejdet om det enkelte

hold, samarbejdet på tværs af fagene, offentliggørelsen

af studieplaner samt studieplaner for

den enkelte elev. Opgaver som der ikke er afsat

tid til, d.v.s. at tiden skal gå fra noget andet - og

det kan alene komme til at gå ud over undervisningen

og dermed det faglige niveau, som reformen

egentlig ville styrke. – Der bør afsættes ressourcer

til nye opgaver! Endelig er der noget,

der mangler i bekendtgørelsen – det er de kollegiale

organer. Det tyder på enevælde og i de heldigste

tilfælde på oplyst enevælde. – der bør være

mulighed for demokratisk dialog om skolens

udvikling.

Ejerskabet – fra 1.august 2005 bliver vi statsskoler;

det er et led i strukturreformen, som i

parentes bemærket jo heller ikke er på plads

endnu. Og senere i 2009 skal vi være selvejende.

Det kan diskuteres, hvad det kommer til at betyde;

men min pointe er; at midt i en meget omfattende

forandring vil det være en yderligere (og

unødvendig) komplikation – tænk bare på at det

skal foregå midt i et finansår.

Overenskomst 05 – Det betænkelige er at

lave en ny overenskomst med dens diskussioner

af løn og arbejdsvilkår i en tid, hvor alle skal

arbejde meget mere for at få reformen til at blive

andet end det papir, den er skrevet på. Der vil blive

stillet enorme krav til den enkelte lærer i forbindelse

med indførelsen af reformen, og enhver

diskussion af løn- og arbejdsvilkår er dømt til at

mislykkes i en sådan situation.

Det er gået meget stærkt med udarbejdelsen

af bekendtgørelse og læreplaner – og høringsfristen

i forbindelse med bekendtgørelsen for gymnasiet

har været uanstændig kort. Desuden

mangler der masser af arbejde – fx vejledningerne

(hvem vil ikke gerne se almen studieforberedelse?)

og elever skal allerede til at høre om det

nye gymnasium i løbet af de nærmeste måneder.

Spørgsmålet er om vi får tid nok til forandring!

Steffen Bruun Christensen.


NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne

Fagkonsulentens hjørne

Per Henriksen

Fra Undervisningsministeriets side var det

planlagt at udkast til læreplaner for alle fag

skulle offentliggøres på www.emu.dk før sommerferien

med henblik på debat. For nogle

fag, herunder samfundsfag blev det ikke tilfældet.

Denne afvigelse fra køreplanen vil forhåbentlig

ikke afholde folk fra at komme med

kommentarer og kritik af de nu offentliggjorte

udkast.

Før sommerferien kom også udkast til de

centrale uddannelsesbekendtgørelser for stx,

htx, hhx, hf og hf enkeltfag. Heri er anført en

række generelle bestemmelser, som præciserer

og uddyber lovene. Umiddelbart vil afsnittene

omhandlende uddannelsestid og elevtid

nok påkalde sig den største interesse.

Jeg håber mange vil møde op på de planlagte

regionalmøder og deltage i debatten om de

nye læreplaner i samfundsfag og komme med

inspiration til vejledningerne, som skal skrives

i løbet af efteråret.

De mundtlige prøver sommeren 2004

Sommereksamen blev afviklet uden de store

problemer. Jeg fik enkelte henvendelser fra

censorer omkring manglende overholdelse af

frister for fremsendelse af eksamensspørgsmål,

men i forhold til tidligere må antallet

siges at være beskedent.

Mange steder afprøves nye eksamensformer.

Det gælder især synopsisbaserede mundtlige

prøver, hvor eleverne enkeltvis eller i gruppe

i forberedelsestiden (typisk 3 timer) på baggrund

af et udleveret materiale skal udarbejde

en synopsis. I de tilbagemeldinger jeg har

fået fra eksaminatorer og censorer er der

udbredt tilfredshed med denne prøveform.

For det første ’slipper’ eksaminator for at

udarbejde eksamensspørgsmål, men skal ale-

ne finde et relevant materiale. Det tager selvfølgelig

også tid, men den længere forberedelsestid

bevirker at materialet ikke behøves at

beskæres så målrettet som ved den traditionelle

eksamensform. For det andet giver den

længere forberedelsestid en mindre stressende

eksamensafvikling. For det tredje afprøves

centrale faglige kompetencer, som det ikke er

muligt at afprøve ved andre prøveformer.

Spørgsmålsformulering og bedømmelseskriterier

er stort set identiske ved den traditionelle

mundtlige prøve og den skriftlige prøve.

Et forhold der gør det vanskeligere at argumentere

for at opretholde begge prøveformer.

Den skriftlige prøve i samfundsfag

Nedenfor bringes nogle foreløbige kommentarer

til opgavesættet, elevernes besvarelser

og karakterfordelingen. En mere fyldig omtale

vil komme i Råd og vink om skriftlig samfundsfag

2004, som udsendes til alle skoler i

september 2004.

I alt 4281 eksaminander gik til den skriftlige

prøve i samfundsfag. Ca. 50% havde valgt

standardforsøget – en betragtelig stigning i

forhold til tidligere år.

Opgavesættet

I fællesdelen skulle eleverne undersøge de

økonomiske sammenhænge der kan forklare

den økonomiske vækst. Såvel opgaveformulering

som bilag har klare paralleller til fællesdelen

i opgaven i 1997 (Produktion, forbrug

og velstand). De tre delopgaver (B: Identitet

og velfærd, C: Dansk udenrigspolitik og D:

Unge og politik) behandlede hver centrale

faglige temaer, ligesom bilagsmaterialet i stor

udstrækning var et oplæg til anvendelse af

begreber og teorier fra fagets kerneområder.

Mange censorer efterlyste en klarere sammenhæng

mellem fællesdel og delopgaver,

ligesom den faglige progression gennem hele

opgavesættet ikke ved alle delopgaver er lige

prægnant.

Forskellene mellem opgaverne til normalsættet

og standardforsøget gik især på bilagenes

mængde og art, hvor bilagene i normalsættet

gav eleverne begrebslige og teoretiske afsæt

for diskussionen i opgave 3, mens det var

opgavekommissionens antagelse, at eleverne

fra gruppeforberedelse ville medbringe dette

begrebslige og teoretiske afsæt. En antagelse

som i nogen udstrækning viste sig at holde

stik.

Elevernes besvarelser

Mange elever besvarede fællesdelen særdeles

overbevisende og demonstrerede et højt fagligt

niveau begrebsmæssigt, teoretisk og færdighedsmæssigt.

Modsat var der også en række

elever som behandlede bilagsmaterialet på

en overfladisk måde, ligesom der var åbenlyse

færdighedsmæssige mangler omkring tabellæsning.

Især besvarelserne af opgavesættet til standardforsøget

(2004-5-3) gav anledning til

censorkommentarer. Der er mange besvarelser,

hvor der kan konstateres et meget lille

udbytte af gruppeforberedelsen. Enten fordi

eleverne er svage eller fordi målrettet gruppeforberedelse

ikke i tilstrækkelig grad er

trænet i forbindelse med hjemmeopgaverne.

Hvis der hos alle elever på et hold kan konstateres

et manglende eller lille udbytte af

gruppeforberedelsen kan det være nærliggende

at tilskrive problemerne den manglende

træning.

Det er også et problem at en betragtelig

gruppe elever så at sige vælger at skrive

besvarelsen på forhånd. Dvs. de ukritisk kopierer

notater, gamle opgavebesvarelser, afskrift

fra bøger, etc. ind i besvarelsen, men uden

fokuseret at anvende det indsatte stof på

bilagene eller den stillede problemstilling.

Sådanne besvarelser bedømmes derefter, for-

4 5

di der ikke demonstreres anvendelse af

begreber og teorier. Anvendelse af begreber,

teorier og færdigheder et fortsat det centrale

bedømmelseskriterium, mens ufokuseret

reproduktion ikke honoreres. Og især i delopgaverne

C og D blev der lagt op til at kunne

dokumentere faglige sammenhænge i bilagene.

En stor gruppe elever har fortsat problemer

med at arbejde fokuseret. Dvs. de ikke besvarer

den stillede opgave, men noget andet.

Dette forhold kan også bero på manglende

træning i læsning af opgaveformuleringerne.

Fortsættes næste side ...


NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne

Karakterfordelinger

Karaktererne nedenfor i skemaet er de endelige karakterer.

Karakter 3 5 6 7 8 9 10 11 13 I alt

2001-norm

Antal 15 146 449 815 884 672 290 73 7 3351

% 0,4 4,4 13,4 24,3 26,4 20,1 8,7 2,2 0,2 100

Gnst. 7,79

2001-gr

Antal 4 28 91 157 176 140 71 21 1 689

% 0,6 4,1 13,2 22,8 25,5 20,3 10,3 3,0 0,1 100

Gnst. 7,87

2002-norm

Antal 30 184 483 780 880 633 323 99 11 3424

% 0,4 4,4 13,4 24,3 26,4 20,1 8,7 2,2 0,2 100

Gnst. 7,79

2002-grup

Antal 12 48 127 232 231 209 94 37 8 998

% 1,2 4,8 12,7 23,2 23,1 20,9 9,4 3,7 0,8 100

Gnst. 7,84

2003-norm

Antal 23 178 370 652 772 526 236 64 4 2276

% 0,8 6,4 13,3 23,5 26,0 18,9 8,5 2,3 0,1 100

Gnst. 7,76

2003-grup

Antal 12 64 182 317 415 315 157 40 9 1511

% 0,8 4,2 12,0 21,0 27,5 20,8 10,4 2,6 0,6 100

Gnst. 7,9

2004-norm

Antal 18 112 292 499 549 388 193 44 6 2101

% 0,9 5,3 13,9 23,8 26,1 18,5 9,2 2,1 0,3 100

Gnst. 7,72

2004-grup

Antal 16 105 262 474 565 463 226 54 15 2180

% 0,7 4,8 12,0 21,7 25,9 21,2 10,4 2,5 0,7 100

Gnst. 7,88

Som sædvanligt ligger gennemsnittene meget

konstant omkring 7,8. Ses der på fordelingen af

karakterer efter valg af delopgaver og linje

(matematisk, sproglig) er der fortsat en signifikant

tendens til at matematikere klarer sig bedre

end sproglige – dette uanset valg af delopgave,

ligesom sproglige især vælger opgaver, som de

opfatter som værende nemmere.

Karakterfordelingen på delopgaverne for standardopgaven

(2004-5-1):

B (Identitet og velfærd): 7,38 (50% valgte denne)

C (Dansk udenrigspolitik): 8,13 (36%) valgte denne)

D (Unge og politik): 7,47 (14% valgte denne).

Karakterfordelingen på delopgaverne for forsøgsopgaven

(2004-5-3):

B (Identitet og velfærd): 7,55 (52% valgte denne)

C (Dansk udenrigspolitik): 8,17 (39% valgte denne)

D (Unge og politik): 7,58 (9% valgte denne).

Karaktererne fordelt på delopgaver er 1.censors

foreløbige karakter inden den endelige censur.

I Råd og vink, september 2004 vil der komme en

mere udførlig kommentar.

Fremtidens prøveformer i samfundsfag

I udkastene til læreplanerne for samfundsfag i stx

har læreplansgruppen tilstræbt at inddrage erfaringerne

fra forsøgene med nyere eksamensformer,

ligesom det har ligget grupperne meget på

sinde at få præciseret bedømmelseskriterierne

ved de forskellige prøveformer (mundtlig, skriftlig)

i forhold til hinanden.

Den mundtlige prøve på C-niveau bliver en traditionel

mundtlig prøve med 25 minutters forberedelsestid

og 25 minutters eksaminationstid. For

at undgå en stressende forberedelsestid, meget

tæt klippede bilag kan forberedelsestiden evt.

udstrækkes til 50 minutter.

På B-niveau opereres der i udkastet med en synopsisbaseret

prøve, hvor der skal opstilles og

6 7

undersøges en problemstilling på baggrund af et

større materiale (5-10 sider). Der gives 3 timers

forberedelsestid og 30 minutters eksaminationstid.

På A-niveau gives der 24 timers forberedelse til

en synopsisbaseret prøve. Eleverne skal her selv

supplere det tildelte bilagsmateriale. Dvs. man

her får lejlighed til at afprøve elevernes evne til

selv at opsøge og kildekritisk vurdere materiale

af relevans for en problemstilling.

Den skriftlige prøve bliver på 6 timer med 1 time

til forudgående sparring (gruppeforberedelse) og

5 timer til den individuelle besvarelse.

Evaluering af skriftlighed i gymnasiet

I efteråret 2003 iværksatte Danmarks Evalueringsinstitut

(EVA) en evaluering af skriftlighed i

gymnasiet. Dansk, biologi og samfundsfag blev

taget ud som fag. Rapporten vil blive offentliggjort

i begyndelsen af oktober 2004. Kommissorium,

arbejdsplan m.v. kan læses på EVA’s hjemmeside

(www.eva.dk).

Udkast til læreplaner

Udkastene til læreplaner vil kunne læses på ministeriets

hjemmeside. Fra læreplansgrupperne er

der tilstræbt:

- en progression fra C- til B- til A-niveau.

- en præcisering af de metodiske krav

- at kernestoffet giver gode muligheder for samspil

mellem fagene

- at der både skal arbejdes på tværs af discplinerne

og med de enkelte discipliner

- at målene med undervisning er præcise og evaluerbare

- at bedømmelseskriterierne er præcise og hænger

sammen med målformuleringerne

- at samfundsfag også er et fag, hvor man skal

kunne formulere en stillingtagen

Indholdsmæssigt (kernestoffet) er der ikke tale

om radikale ændringer. Det betyder ikke, at man

bare kan gøre som man plejer! Omdrejningspunkterne

i læreplanerne er ikke alene kernestoffet,

men især også målene med undervisningen.


NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne

Omkring det tilrettelæggelsesmæssige forpligtes

samfundsfag til samspil med andre fag. Det gælder

både i grundforløb og studieretningsforløb,

men også når samfundsfag optræder som frit

valgfag.

Skriftlighed i samfundsfag indgår på alle niveauer

til at understøtte læringen og skabe overblik.

Endelig er der i alle læreplaner lagt op til en styrkelse

af den interne evaluering.

Som nævnt vil der i efteråret blive afholdt en

række regionalmøder. Her vil der blive rig lejlighed

til at diskutere udkastene til læreplaner.

Didaktikbog

Til en række fag er der udgivet bøger omhandlende

fagenes didaktiske problemstillinger. Det

gælder fx religion, filosofi og geografi.Til brug for

nye kandidater i samfundsfag har der længe været

savnet en sådan udgivelse. I løbet af efteråret

2004 vil der på forlaget Columbus komme en didaktikbog

til samfundsfag, hvor en række centrale

temaer omkring det at undervise i samfundsfag

behandles.

Inspiration til projekter

Landbohøjskolen (KVL) har til alle lærere i samfundsfag

udsendt en brochure med tilbud om foredrag

og øvelser. De 9 forskellige temaer må umiddelbart

siges at være relevante i forhold til

tværfaglige projekter, herunder samspil mellem

samfundsfag, matematik og de naturvidenskabelige

fag.

Aarhus Universitetsforlag planlægger en bogudgivelse

med centrale papirer fra Copenhagen Consensus

konferencen. Også en række af temaerne

her vil kunne inspirere til tværfaglige projekter

mellem samfundsfag og især de naturvidenskabelige

fag. Som inspiration til valg af tema for den

store skriftlige opgave vil kapitlerne i bogen også

kunne inspirere.

I Samfundsfagsnyt nr. 152 omtalte Torben Fridberg

fra SFI European Social Suervey. På adressen

ess.nsd.uib.no ligger store datamængder til kom-

8

parative analyser af sammenhænge mellem politiske

holdninger, socio-demografiske baggrundsvariable,

værdier og livskvalitet. Umiddelbart er materialet

lettilgængeligt, ligesom det er muligt at

gennemføre statistiske analyser i et interaktivt

miljø. Ressourcerne på hjemmesiden vil være

overordentlig interessante i forbindelse med

tværfaglige projekter og som materiale til store

skriftlige opgaver.

Nye lærere i samfundsfag

Der er ifølge tilmeldingerne til de faglige-pædagogiske

kurser i samfundsfag ansat mange nye lærere

i samfundsfag. Der deltager 40 kursister i efteråret

og 30 i foråret.

Afsluttet 9.august 2004

Per Henriksen

STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN

9


STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN

10

STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN

11


STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN

12

STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN

13


STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN

14

STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN

15


STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave C STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave C

”Nye Tider – Ny Tendenser”

Besvaret af Jacob Kjærsgård Lester,Allerød Gymnsium

Skriftlig Studentereksamen

I år har det desværre knebet lidt med at få de aftalte

censorkommentarer i hus, men der bringes her to 13

tals opgaver, dels en besvarelse af fællesdelen og delopgave

C og en besvarelse af fællesdelen og delopgave

D.Tusind tak til de involverede.

Jytte Merete Knudsen

Fællesdel: Opgave A

Jeg vil i denne opgave undersøge hvordan de

økonomiske sammenhænge, der kan udledes af

bilag A2, kan forklare den økonomiske vækst.

I løbet af sidste halvdel af sidste århundrede blev

den velfærdsstat som vi kender i dag bygget op.

Dette skete ved hjælp af den økonomiske vækst,

som man i bilag A1 kan se har fortsat helt fra

1950 og til nu. I 1950 var Danmarks BNP

omkring 300 mia. kr., hvor den kun 20 år senere

var blevet fordoblet og lå på 600 mia. kr. i 1970.

For bare 4 år siden blev dette tal igen fordoblet,

og vores BNP i 2000 var på næsten 1200 mia. kr.

En forbløffende udvikling, der vidner om en høj

økonomisk vækst. Men hvorfor opstod denne

økonomiske vækst?

Bl.a. på grund af de nye tider og de nye tendenser

omkring kønsrollerne. I 1915 havde kvinderne i

Danmark fået stemmeret med den nye grundlov,

men selvom de havde fået stemmeret betød dette

ikke, at samfundet så på dem som ligestillede

borgere. Derfor skete der da heller ikke den store

udvikling i kvinders rettigheder. Faktisk skete

der ikke nogen nævneværdig udvikling før helt

oppe i slutningen af 1960’erne i forbindelse med

ungdomsoprøret i 1968, hvor diverse feminist

organisationer tog fat. Dette kan ses i bilag A2

tabel 1, hvor erhvervsfrekvensen for kvinder i

1950 er 47 %, og herfra falder den faktisk til 40,9

% i 1960. Dette skyldes højst sandsynligt indflyt-

16

ningen i parcelhuse i forstæderne, der for alvor

tog fat i 1950’erne. Her blev idealet en hjemmegående

husmor, der passede huset, haven og børnene

mens faderen tog på arbejde. Men så i 1970,

med ungdomsoprøret og feministorganisationernes

opståen, stiger antallet af erhvervsaktive

kvinder med godt og vel 13 procentpoint. Fra

40,9 % i 1950 til 54,1 % i 1970, en betydelig stigning.

Som mentaliteten fortsatte med at skifte og

der blev en stigende accept af kvinder på

arbejdsmarkedet, så steg antallet af kvinder på

arbejdsmarkedet også. I 1990 toppede det med

73,1 % erhvervsaktive kvinder. Hvad betød dette

så for den økonomiske udvikling? Jo, det betød at

den danske arbejdsstyrke blev forøget meget

dramatisk, hvilket bidrog til den økonomiske

vækst og udvikling.

Ydermere kan man i bilag A2 på tabel 1 se, hvordan

udviklingen for de forskellige erhverv er

gået. Her kan man bl.a. følge landbrugets udvikling.

I 1950 var 26,5 % beskæftigede med primære

erhverv – dvs. landbrug. Men der sker en kraftig

nedgang i denne, og så tidligt som i 1960 er

beskæftigelsen faldet 7 procentpoint til 19,7.

Denne nedadgående udvikling fortsætter op gennem

århundredet, og i år 2000 er der kun 3,7 %

beskæftigede med landbruget. Et fald på 23 procentpoint

fra 1950. Denne udvikling kan bl.a. tilskrives

den økonomiske vækst, der omstillede

Danmark fra landbrugssamfund til industrisamfund.

I kraft af den industrielle udvikling tog til,

blev der flere og flere arbejdere og flere mennesker

tog fra landet til byerne for at få arbejde, da

der ikke altid var nok arbejde på landet, fordi

arbejdspladserne blev så at sige opslugt af traktorer

og andre nye maskiner. Men andre ting spillede

også ind: Landbruget var begyndt at nyde godt

af nye industrielle opfindelser, og man effektiviserede

og rationaliserede, så megen arbejdskraft

blev gjort overflødig. Lige pludselig kunne én

traktor gøre det samme arbejde som dusinvis af

karle. Dette gjorde det meget billigere for landmanden

at producere og han kunne derfor

omsætte mere, hvilket bidrog til den økonomiske

vækst. Ulempen ved denne udvikling indenfor

landbruget var dog, at den gjorde mange arbejdsløse.

Men at landbruget derfor blev svækket, det

ville være forkert at sige.Tværtimod. I tabel 2 kan

det nemlig ses, at produktivitetsudviklingen

indenfor landbruget er gået enormt stærkt. I

1950 er indeks 113, altså en ikke særlig stor stigning

fra 1948, hvor indeks er 100. Men i 1960 er

indekset 149, altså en væsentlig stigning. Og derfra

går den industrielle udvikling i landbruget

endnu stærkere, og nye metoder får landmændenes

produktion til nærmest at eksplodere. Derfor

er indekset i 1970 hele 255, næsten en fordobling

af tallet fra 1960. Og i 1980 kommer vi

endnu nærmere en fordobling, da tallet er 494,

hvilket så rent faktisk bliver fordoblet i 1990,

hvor indekstallet er hele1075! Selv om det nok

ikke er nødvendigt at nævne det, så bliver dette

tal igen mere end fordoblet i 2000, hvor det er

2318. Altså en enorm udvikling, der virkelig har

sat skub i den økonomiske udvikling i Danmark

med de indtægter det har givet. Det skal dog lige

nævnes, at denne udvikling højst sandsynligt ikke

havde været mulig i samme målestok, hvis ikke

det havde været for den landbrugsstøtte det danske

landbrug har modtaget fra Bruxelles.

Men der var også andre kræfter, der tog over.

Indenfor industrien og håndværk, de sekundære

erhverv, blev der flere beskæftigede i løbet af den

opadgående udvikling. I 1950 kan man derfor se,

at 31,2 % er beskæftigede indenfor det sekundære

erhverv, og dette stiger så til 34,8 % i 1970.

Det er ikke en specielt stor stigning, men det vidner

om en øget økonomisk vækst indenfor denne

sektor, da denne sektor også rationaliserede

og effektiviserede med nye industrirobotter, kraner

osv. Noget, der burde have haft den samme

effekt på beskæftigelsen, som den man så i landbruget,

hvis ikke lige det var fordi, at denne sektor

blev udvidet kraftigt på grund af udviklingen,

og der derfor blev skabt flere arbejdspladser og

17

en øget beskæftigelse. I 1972 stemmer vi dog for

en indtrædelse i EF, og da dette træder i kraft i

1973 bliver vi nødt til at skære ned – for ikke at

sige helt stoppe – den støtte vi havde givet vores

industrier og den told vi havde lagt på andre landes

industrivarer. Dette havde man i sin tid gjort

for at beskytte den danske industri og de

arbejdspladser, der var tilknyttede denne. Man

vidste nemlig godt, at dansk industri ikke ville

kunne konkurrere med de magtfulde industrier i

Tyskland og Frankrig. Landbruget derimod jublede,

men det er en anden historie. Jeg mener at

kunne spore det tilbageslag det gav dansk industri

ved indtrædelsen i EF, på beskæftigelsesprocenten

fra 1970 og til 1980, der falder med 7

procentpoint i denne periode. Det første fald

efter en stødt stigning i to årtier.

En anden forklaring lyder dog på, at industrien

gjorde det samme som landbruget og rationaliserede

og effektiviserede, for produktionen falder

nemlig ikke fra 1970 til 1980 – så helt gal kan

indtrædelsen i EF ikke havde været. I 1970 er

produktiviteten nemlig 241 og i 1980 er dette tal

346 – så det er ikke fordi der var en væsentlig tilbagegang

for dansk industri. Dette tal stiger yderligere

lidt, og ender i år 2000 på 474. Dog er

landbrugets udvikling mere væsentlig, og landbruget

har fra 1950 til 2000 fået en 23 gange større

produktivitet, hvorimod industrien kun har fået

en 4 gange større produktivitet i samme periode.

Dog skal man ikke kimse af industriens udvikling,

da det var og er en stor del af dansk økonomi og

den positive udvikling har derfor også bidraget

væsentligt til den stærke økonomiske udvikling i

Danmark.

Som den økonomiske udvikling steg, blev der

også lettere råd til uddannelse og flere mennesker

blev akademikere, funktionærer osv. Dette

kan man bl.a. se i bilag A2 tabel 1, hvor de private

tjenester i alt er steget fra 35,7 % i 1950 til 44,5

% i 2000. Dette kommer også som følge af, at

Danmark omstillede sig til at blive et højteknologisk

land, der tjente på IT-virksomheder og andre

højteknologiske virksomheder. Dette har også

bidraget til den økonomiske udvikling i Danmark,

da disse virksomheder kan hive mange penge


STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave C

hjem til Danmark, og endvidere lønner de deres

ansatte godt, hvilket igen betyder et højere forbrug

og skub i produktiviteten. At folk har fået

flere penge i hænderne, kan ses på figur 1: Her er

den faste realkapital steget fra 1 mio. kr. pr.

beskæftiget i 1966, til godt og vel 2,2 mio. kr. pr.

beskæftiget i år 2000 – altså en fordobling, og

noget der har betydet en væsentlig stigning i danskernes

forbrug. Dette kan ses i tabel 3, her kan

det ses, hvordan det private forbrug er steget fra

189,4 mia. kr. til hele 558,4 mia. kr. i 2000, og som

resultat af dette øget forbrug er der også sket en

væsentlig stigning i dansk produktivitet og økonomisk

udvikling.

Som førnævnt har denne økonomiske vækst

gjort det muligt at opbygge den velfærdsstat vi

kender i dag. Udviklingen af denne kan man følge

i antallet af offentligt beskæftiget, der i 1950 kun

var 6,5 % af den samlede beskæftigelse. I 1970 er

det dog mere end fordoblet, og er oppe på 15,8

%. Som velfærdsstaten blev mere og mere udbygget,

og der skulle bruges flere og flere ansatte i

sundhedssektoren, ministerierne og diverse

administrationen steg dette dog helt til 29 % i år

2000. Denne udbygning af det offentlige har dog

haft den ekstra gevinst, at der er blevet pumpet

mange penge ind i samfundet [Keynesianisme], og

dette har også bidraget til den økonomiske

vækst. Dette kan ses i tabel 3, der også viser det

offentlige forbrug. Dette forbrug er i 1950 55,2

mia. kr., men i år 2000 er det 286,4 mia. kr.Altså

en rimelig sum penge, der bliver pumpet ud i

samfundet.

Den økonomiske vækst er dog ikke sket på

bekostning af vores livskvalitet, og det overskud

som den økonomiske vækst symboliserer, kan

tydeligt ses i at antallet af arbejdstimer er faldet. I

kraft af den økonomiske udvikling og den øgede

mængde kapital, har virksomheder bedre kunnet

tilgodese arbejderne og fagforeningernes krav

om mindre arbejdsuger. Derfor kan det ses, at

den gennemsnitlige årlige arbejdstid i industrien i

1950 var 2200 timer, hvorimod dette i 2000 er

faldet til lidt over 1500 timer.

Som konklusion kan det siges, at den økonomiske

vækst skylder vi den effektivisering som den øgede

industrialisering af Danmark har medført.

Dette har betydet større afkast, større indkomst,

større produktion og mest af alt har det betydet

overskud. Et overskud som vi har brugt til at

opbygge en velfærdsstat, som også har været

med til at øge den økonomiske udvikling ved

hjælp af kyndig økonomisk planlægning. Endvidere

har alle de penge som borgerne i Danmark

har fået i hænderne på grund af den økonomiske

vækst igen betydet en endnu større vækst. Altså

en god cirkel, jo flere penge vi har fået i hænderne

jo større er den økonomiske vækst i Danmark

blevet. Kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet

har også betydet meget, da dette jo

lige pludselig har aktiveret den ene halvdel af

befolkningen og skabt en væsentligt større

arbejdsstyrke.

Delopgave C: Dansk udenrigspolitik

2. Jeg vil her undersøge i hvor høj grad den danske

beslutning om at støtte USA i krigen mod

Irak var et brud med hidtidig dansk udenrigspolitik.

Dansk udenrigspolitik har længe været præget af

en idealistisk tankegang.Vi har støttet idéen om

internationale organisationer og love, og vi har

arbejdet meget aktivt indenfor FN. Dette er sket,

fordi den danske idealistiske tilgang til tingene

bunder i at vi ser internationale organisationer –

som FN – som en ny aktør mellem staterne, der

kan udøve sin indflydelse.Vi mener, at stater kan

samarbejde og arbejde for noget bedre, at de

ikke nødvendigvis behøver at handle efter egeninteresse.

Det har i hvert fald været Danmarks

tilgang til international politik igennem lang tid.

”En af de ideer eller normer, som Danmark har

søgt fremmet siden begyndelsen af det 20. århundrede

– og som svækket synes at stå i centrum af dansk

udenrigspolitik – er ideen om en international retsorden

baseret på internationale aftaler på styrkelsen

og udvidelsen af kontakter landene imellem. Med

andre ord: konsolideringen af et internationalt samfund…”

Denne tilgang til international politik er kun

naturlig for en småstat, der ikke egentlig kan

udøve nogen væsentlig hård indflydelse, som militær

indgriben eller sanktioner af nævneværdig

styrke.Vi bruger den bløde tilgang, og prøver at

beskytte os selv og vores interesser ved at påvirke

andre nationer på diplomatiske måder.

Danmark havde dog været begrænset til hvad

vi kunne gøre udenrigspolitisk, da vi hele tiden

skulle tage hensyn til Sovjetunionen og østblokken.

Men med den kolde krigs ophør kunne vi

lige pludseligt udfolde os frit i den internationale

sfære:

”Denne chance blev grebet til at gå et skridt videre.Under

betegnelsen ’aktiv internationalisme’ er det

officiel dansk politik at føre en højtprofileret normativ

politik baseret på FN-principper.”

Dette har vi bl.a. gjort i de baltiske lande, hvor

Danmark har arbejdet hårdt for demokratiseringen

af disse lande og for at etablere et tæt venskab

med dem. Et eksempel på, hvor meget vi tør

rent udenrigspolitisk nu, er episoden fra november

2002 hvor den tidligere tjetjenske leder Sakajev

kom til Danmark for at holde en konference

om konflikten i Tjetjenien. Dette ville Rusland

have stoppet, da de hævdede han var en terrorist

og en trussel mod Ruslands interne sikkerhed.

Men Danmark, som tidligere rystede af skræk

over, hvis Sovjetunionen bare udtrykte det mindste

ubehag om os, gav ikke efter for det russiske

pres og afholdte konferencen under alle omstændigheder.

Ligeledes ville man heller ikke udlevere

Sakajev til Rusland, men sendte ham til London i

stedet. Selvom konferencen blev afholdt i Danmark,

blev dette til et af de mere frække udenrigspolitiske

stunts som Danmark har lavet.Vi tog

klar afstand til den russiske mangel på forståelse

for basale demokratiske rettigheder som ytringsfrihed

og retssikkerhed, og udfordrede derved

Rusland på det groveste. Noget, der ville have

været fuldstændigt utænkeligt for bare 15 år

siden.

”Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære

styrker stilles til rådighed for en multinational

indsats i Irak.”

Dette blev vedtaget i Folketinget d. 21 marts

2003, én dag efter at invasionen i Irak var

18 19

STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave C

begyndt. Med denne vedtagelse havde Danmark

besluttet sig for at gå udenom FN, hvor Sikkerhedsrådet

havde blokeret en FN godkendt koalition

af styrker at invadere Irak. Det skal også lige

nævnes, at FN faktisk kun har godkendt to FNledet

krige: Nemlig krigen mod Nordkorea, hvor

Sovjet havde boykottet Sikkerhedsrådet og derfor

ikke stemte imod, og den første Golfkrig,

hvor alle kunne se at det var en utilstedelig

aggression fra Iraks side. Så i stedet for at føre

invasionen igennem FN, samarbejdede vi med

USA og Storbritannien og en række andre lande,

der havde valgt at støtte USA.

Hermed kan det siges, at Danmark brød med

den ’aktive internationalisme’ som skulle være

baseret på FN principper, og dermed brød vi

også med den hidtidige førte udenrigspolitik.

Men hvorfor valgte vi så at gøre dette?

I et ’Læserbrev’ fra koalitionens regeringsledere

bliver der som forklaring skrevet:

”Det transatlantiske forhold må ikke blive offer for

det nuværende irakiske regimes vedvarende forsøg

på at true verdens sikkerhed. I nutidens verden er det

mere end nogensinde afgørende, at vi fastholder vort

fællesskab og sammenhold. Vi ved at succes i den

daglige kamp mod terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben

kræver urokkelig beslutsomhed

og fast internationalt sammenhold mellem alle lande,

der hæger om frihed”

Hos realisterne i den amerikanske administration,

og hos nogle af de europæiske regeringer, er

man efterhånden kommet til den konklusion, at

med Sovjet ude af billedet er FNs politiske gren

mere eller mindre overflødig. FN blev nemlig

brugt som et middel til at holde de to supermagter

fra at ryge i totterne på hinanden, altså som

en slags ’buffer’ mellem USA og Sovjetunionen.

Og med Sovjet ude af billedet var denne ikke så

nødvendig som den havde været. Nu kunne man

altså udøve sin indflydelse uforstyrret. Og denne

indflydelse så man bl.a. gerne udført udenom FN,

fordi at FNs Sikkerhedsråd næsten aldrig har

kunnet blive enige om en FN-ledet krig. Det er

hvad veto-retten i Sikkerhedsrådet betyder for

systemet, og da der næsten altid er overlappende

interesser på spil, vil der også næsten altid være

nogen, der nedlægger veto. I Ruslands tilfælde var


STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave C

de bl.a. bange for, at nogle af de store handler de

havde lavet med Irak ville gå i vasken, og også at

Irak bagefter ikke ville kunne tilbagebetale de lån

de havde taget af Rusland. Frankrig, som nok er

et af de mest realpolitiske lande i verden, ville

helst ikke se amerikansk indflydelse spredt og

endvidere havde de også selv nogle lukrative

handler med Irak som de heller ikke ville se gå i

vasken. Dette mente bl.a. USA og andre vestlige

regeringer ikke var retfærdiggørende grunde for

ikke at gå i krig, og derfor besluttede man sig for

at gå udenom Sikkerhedsrådet. Kofi Annan siger

om dette:

”Nu hævder nogen, at denne forståelse ikke længere

er holdbar, fordi et ’væbnet angreb’ med masseødelæggelsesvåben

kan sættes i gang til enhver tid,

uden varsel eller af en ukendt gruppe. I henhold til

denne argumentation er stater ikke forpligtiget til at

vente, indtil der er opnået enighed i Sikkerhedsrådet.

I stedet forbeholder de sig ret til at handle unilateralt,

eller i skiftende koalitioner. Denne logik er en fundamental

udfordring af de – ganske vist mangelfulde –

principper, som fred og stabilitet i verden har hvilet

på i de sidste 58 år. Min bekymring er, at såfremt

denne argumentation skulle blive almindelig udbredt

kunne det skabe en præcedens, som ville resultere i

en spredning af unilateral og retsløs brug af magt.”

USA og andre vestlige regeringer var bange

for, at Iraks påståede masseødelæggelsesvåben

kunne falde i hænderne på terrorister, eller blive

brugt af Saddam regionalt. Derfor mente man

ikke, at Frankrig og Ruslands egeninteresser skulle

komme i vejen for at sikre fred i regionen og

for at beskytte vestens borgere.

Men havde Danmark egentlig brudt med sin hidtidige

førte udenrigspolitik ved at gå med i koalitionen?

Nej, det mener jeg ikke at Danmark havde. For

det første var det ikke første gang, at vi gik udenom

FN for at sikre menneskerettigheder og fred.

Den socialdemokratiske regering gjorde det i

1999, da den tillod danske flystyrker at deltage i

bombardementet på Serbien for at stoppe massakrerne

på albanerne i Kosovo. Dette havde

Rusland, grundet sit lange venskab med Serbien,

nedlagt veto imod i Sikkerhedsrådet. Men allige-

vel deltog mange vestlige lande i bombardementet,

udenom FN. Og som om dette ikke var nok,

så havde Frank Jensen, på vegne af den socialdemokratiske

regering, allerede i 1998 erklæret sig

villig til at gå i krig med Irak udenom FN – denne

holdning kom som reaktion på, at Irak havde

smidt FNs våbeninspektører ud i 1997.

Og det er værd at notere sig, at de krige Danmark

har deltaget i udenom FN er blevet ført på

et humanistisk grundlag. Det er før nævnt at

vores hidtidige udenrigspolitik skulle være… baseret

på FN-systemets normer og ideer og man skulle

føre en højtprofileret normativ politik baseret på

FN-principper. Dette mener jeg ikke selv er blevet

brudt, da FNs normer, ideer og principper i højeste

grad handler om menneskerettigheder og

fred. Og både Irak-krigen og bombardementet på

Serbien blev ført for at sikre fred og menneskerettigheder.

Og med henhold til vores internationale arbejde

og sikring af internationale love, så blev Irakkrigen

jo ført på basis af FN-resolution 1441 som

man mente man opfyldte ved at invadere Irak.

Den internationale profilering har vi også opretholdt,

som Anders Fogh Rasmussens tale afslører:

For det andet skal vi styrke den fælles udenrigs-

og sikkerhedspolitik i EU. Set fra et lille lands

synspunkt ville det ideelle være, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken

blev et fælles EU-anliggende. På

den måde ville de store lande blive bundet af en fælles

linje. Og de mindre lande ville opnå en større indflydelse

på den internationale scene.”

Ønsket om at kæmpe for internationale organisationer

og overstatslige love holder altså stadig

vand, selvom den fælles europæiske udenrigspolitik

fik et ordentligt hug på grund af Irak-krigen.

Efter at ’læserbrevet’ fra koalitionens europæiske

regeringer blev sendt ud, kommenterede

nogle EU-diplomater: ”Det er unødvendigt, det skaber

splittelse” og EU's daværende formandskab

postulerede: ”Den måde at handle på bidrager ikke

til en fælles holdning”

Frankrig og Tyskland var specielt chokerede,

da de var hovedproponenterne bag krigsmodstanden

i Europa. De beskyldte de europæiske

koalitionsregeringer for at splitte EU og for at

ødelægge bestræbelserne på at opnå en fælles

europæiske udenrigspolitik. Men egentlig kan

skylden for splittelsen også lægges over på krigsmodstanderne,

for de to lejre var nogenlunde

lige store - befolkningsmæssigt, så ingen af dem

kunne hævde at have ret, og at deres politik skulle

være den fælles europæiske udenrigspolitik. De

to lejre så sådan ud inden for EU:

Koalitionsregeringer

• Storbritannien, Danmark, Holland, Spanien

og Italien.

Krigsmodstandere:

• Irland, Frankrig,Tyskland, Østrig, Belgien,

Sverige, Portugal, Grækenland, Luxembourg,

Finland.

Og hvis man tager de nye EU medlemmer som

trådte ind i unionen den 1. maj med, så kommer

koalitionsregeringerne i stort overtal. Den danske

regering kan derfor ikke på retfærdigvis beskyldes

for at sabotere de internationale bestræbelser.

Derfor er de fleste kommet til den konklusion, at

en fælles europæisk udenrigspolitik ikke vil være

mulig.Anders Fogh kommenterer: ”Kan nogen for

eksempel forestille sig, at Frankrig og Storbritannien

vil opgive deres faste pladser i FNs sikkerhedsråd til

fordel for et fælles EU-sæde? … Derfor er det i en

dansk interesse, at EU i de kommende år udvikler en

militær kapacitet til at varetage fredsskabende og

humanitære opgaver på det europæiske kontinent.”

De internationale bestræbelser fortsætter altså

fra den danske regerings side, selvom fokus er

taget fra FN.

Som konklusion kan det siges, at ja det danske

forhold til FN er nok blevet belastet. Men jeg

mener ikke at den nuværende regering kan beskyldes

for at bryde med Danmarks hidtidige førte

udenrigspolitik. Netop fordi at vores regering

jo har handlet i ånd med FNs principper og ideer,

og gjort sit for at sikre fred og menneskerettigheder.

Endvidere har vi fortsat vores internationale

bestræbelser indenfor EU, selvom disse også

har været ude i hårde tider. Men hvis man når

20 21

STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave C

den konklusion, at den nuværende regering har

brudt med den hidtidige førte udenrigspolitik, så

må man først og fremmest også nå til den konklusion,

at den hidtidige førte udenrigspolitik allerede

var blevet brudt af den tidligere socialdemokratiske

regering med deres bombardement

på Serbien. Et bombardement som de havde retfærdiggjort

med de samme menneskerettighedsprincipper

som den nuværende regering retfærdiggjorde

Irak krigen med.

Endvidere kan det konkluderes, at FN har udspillet

sin rolle i sin nuværende funktion. Efter

den kolde krig er Sikkerhedsrådet blevet overflødigt

i sin nuværende form, derfor må der reformer

til før FN og Sikkerhedsrådet kan indtage sin

rette plads i det internationale samfund igen.

3. Jeg vil her diskutere, hvordan Danmark kan

varetage sine udenrigspolitiske interesser i et

unipolært internationalt system.

I dag står vi overfor en hel ny international verdensorden.

Sovjetunionen er væk, og den eneste

tilbageblivende supermagt er USA – en supermagt,

der allerede har signaleret at den vil gøre

som den vil og handle efter sine egne interesser.

Med sin nye forsvarsdoktrin har USA allerede tilkendegjord,

at de ikke vil acceptere, at andre lande

igen kan udfordre dem militært eller økonomisk.

Med andre ord, så vil USA være den eneste

supermagt i verden - på ubestemt tid.Og med sin

præventive krigsførelse har USA også vist, at det

ikke er bange for at bruge sin magt for at sikre

sig selv. Dette er en situation, hvor FN er sat

udenfor politisk indflydelse.

Men samtidig er det en situation, hvor Danmark

kan udøve indflydelse som aldrig før. Med

Sovjetunionen i bakspejlet skal Danmark ikke

længere tage hensyn til, hvad den hidsige bjørn

øst på nu synes om os.Vi skal ikke længere træde

så let som vi tidligere skulle, og vi kan udøve vores

indflydelse helt tæt på den russiske bjørn

uden at de kan gøre meget ved det.

Men hvilke prospekter tegner der sig for

dansk udenrigspolitik i fremtiden? Hvordan kan

vi varetage vores interesser i denne nye verdensorden?

Der er flere muligheder.

Først og fremmest ville det første realpolitiske


STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave C STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave C

og logiske skridt være et knytte tættere bånd til

verdens eneste supermagt: USA. Dette burde

umiddelbart ikke være noget problem, da vi som

nævnt i de europæiske koalitionlederes ’læserbrev’

deler de samme principper med USA: ”Det

egentlig bånd, som forener USA og Europa, er de værdier,

vi står sammen om: demokrati, individuel frihed,

menneskerettigheder og retssikkerhed.”

At øge samarbejde med en anden demokratisk

nation, når det tilmed er til vores eget bedste,

burde ikke være det store problem – men det er

det desværre for mange. Men med den nuværende

regering, så bliver der også ført en USA-venlig

politik.

Amerikanerne har allerede lagt mærke til

Danmark og sætter pris på hver eneste USAvenlige

land der er i Europa, da der desværre ikke

er særlig mange. At amerikanerne ved, at vi har

støttet dem i Irak og mange andre steder vil helt

sikkert gøre at de lytter mere til os. Og selv om

vi er et lille land, og vi ikke har megen indflydelse,

så tror jeg godt man kan regne med at vores indflydelse

på amerikansk politik for tiden svarer til

den indflydelse som Frankrig vil kunne udøve på

amerikansk politik. Hvis ikke mere endda.

Under alle omstændigheder kan det ikke skade,

at have et venligt forhold til verdens eneste

supermagt.

I forbindelse med vores forhold til USA, burde

også nævnes vores mulighed for indflydelse via.

NATO.Vha. af NATO har Danmark lige pludselig

en meget større stemme. Rusland ville ikke

drømme om at røre os, fordi de ved at hele

NATO står bag os – og med dem også USA. Men

Danmark har forpligtigelser i NATO, og hvis vi

ikke opfylder dem så mister vi også indflydelse i

NATO. Lige nu der er de forpligtigelser mest af

alt amerikanske ønsker. USA ønsker brændende,

at de europæiske regeringer, inklusiv den danske,

skal tage mere ansvar og øge deres militærbudgetter.

Tendensen i Europa har nemlig været faldende

militærbudgetter og forsømmelse af militæret

efter afslutningen på den kolde krig.Amerikanerne

er trætte af dette, da de mener vi selv

skal betale for Europas forsvar, nu hvor amerikanerne

har stået for at forsvare os de sidste 50 år.

22

Derfor vil Danmark kunne gøre sig positivt

bemærket ved at øge militærbudgettet og købe

ind hos amerikanerne. De første skridt til dette

er taget, da vi i det nye forsvarsforlig bl.a. forøger

flåden med 3 nye ubåde.

En større indflydelse på NATO vil også være

en større indflydelse på international politik, da

situationen i NATO i øjeblikket er ved at skifte

om fra at være en forsvarspagt til at være en

pagt, der også kan bruges aggressivt og hvis styrker

endvidere skal kunne bruges i fredsbevarende

missioner. Dette skete blandt andet i Kosovo i

1999, da NATO styrker bombarderede serbiske

mål og efterfølgende indsatte fredsbevarende

styrker. I forbindelse med krigen mod terror, er

det også blevet diskuteret om NATO generelt

skal kunne sættes ind andre steder. Altså vil indflydelse

i NATO i høj grad betyde indflydelse på

fremtidens internationale magtpolitik.

En tredje mulighed finder vi inden for EU. Som

før nævnt sagde Anders Fogh Rasmussen om

muligheden for tættere udenrigs- og sikkerhedspolitisk

samarbejde i EU: ”Og de mindre lande

ville opnå en større indflydelse på den internationale

scene.”

EU er vores nærområde, så muligheden for at

udøve indflydelse der er også stor. Også fordi vi

finder mange, der deler de samme holdninger

som os eller som vi har lange traditioner for at

arbejde sammen med. Hvis en eventuel fælles EU

udenrigspolitik bliver etableret, vil Danmark ikke

længere kun tale med sin egen stemme, men med

hele 25 landes stemmer – hvoriblandt store nationer

som Polen,Tyskland, Italien og de to atomkræfter

Storbritannien og Frankrig befinder sig.

Dette vil der helt sikkert blive lyttet til ude i verdenen.

Men her går vi altså ud fra, at det er den af

Danmark ønskede politik, der går igennem. Fordi

det kunne ligeså godt være, at vi var blevet overtrumfet

og nogle andre landes interesser og politik

gennemført som EU's samlede. Men under

alle omstændigheder vil det være lettere at påvirke

indenfor EU, og hvis den fælles udenrigspolitik

nogensinde bliver gennemført på en demokratisk

måde vil det være lettere at acceptere at skulle

føre andre landes udenrigspolitik.

Men det ser ikke ud til at en fælles udenrigspoli-

tik bliver gennemført indenfor den nærmeste

fremtid, der er simpelthen for mange modstridende

interesser til at det kan lade sig gøre. Til

gengæld tegner det lysere for en fælles sikkerhedspolitik,

og for muligheden for en EU-fredsbevarende

styrke. Danmark har altid markeret sig

positivt, når det kommer til fredsbevarende

opgaver, og omverdenen lytter til os på dette

område. Hvis vi fortsætter dette engagement

inden for EU vil vi helt sikkert også kunne udøve

indflydelse af den vej, om end ikke så meget som

en fælles udenrigspolitik vil kunne tillade os at

udøve.

FN, derimod, er et område, hvor vi nok ikke kan

få nogen nævneværdig indflydelse i lang tid. Efter

Irak-krigen er FN blevet sat på sidelinien, simpelthen

udspillet. Danmark har ellers altid arbejde

hårdt for FN og investeret meget i projektet.

Vi er også blevet kendt og respekterede i FN

systemet, og har derfor en relativ stor indflydelse

indenfor det. Specielt indenfor de humanitære

programmer er vi aktive, men dette er desværre

ikke nok til at udøve nogen særlig indflydelse på

international magtpolitik.

Konklusionen må være, at den nye verdensorden

giver Danmark langt større mulighed for at

udøve sin indflydelse og føre sine interesser ud i

livet end tidligere.Tidligere var Sovjet en hæmsko

om benet, men nu er vi frigjorte fra denne. Og

som en trofast USA allieret går vi en lys fremtid i

møde; for når det regner på præsten så drypper det

på degnen.Vores muligheder for øget indflydelse

fra USA og NATOs side stiger da også med vores

øgede militære engagement, og med den nylige

omlægning af hæren til en mere professionel og

international styrke og indkøb af mere militært

isenkram gør vi det også fint på dette område.

Det tegner ikke nær så lyst for vores indflydelse i

EU, da udviklingen i EU ikke går nær så stærkt

som man kunne håbe. De seneste tilbageslag med

forfatningen, vores forbehold og en ødelagt drøm

om en fælles europæisk udenrigspolitik, der har

efterladt en hovedrystende Javier Solana, lader

meget tilbage at ønske. Men muligheden er der,

og før eller siden vil den næsten helt sikkert ops-

23

tå. Og som førnævnt så tegner det ganske lyst for

en europæiske udrykningsstyrke, der skal foretage

fredsbevarende missioner.

Alt i alt er Danmark på vej til en god start i det

nye årtusinde.

Jacob Kjærsgård Lester


STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave D

STUDENTEREKSAMEN

Opgave A: Fællesdel

Bilag A1 giver et noget harmonisk billede af den

danske økonomiske udvikling efter 2. Verdenskrig.

En mere detaljeret figur end A1 ville kunne

vise store udsving i væksten. Jeg har valgt at dele

perioden op i et par tidsperioder, som jeg mener

giver et godt billede af variationerne i væksten,

og som jeg mener, man kan udlede af bilag A1.

Efterkrigstiden 50’erne: Væksten i dette årti

er ikke særlig høj, hvilket måske til dels skyldes

en afmatning efter krigen.

- Tabel 1 viser, hvordan en stor del af befolkningen

er beskæftiget i landbruget, som i øvrigt er

det af de tre hovederhverv, der dog har opnået

den største (men dog lille!) produktionsstigning

siden 1948. Den viser endvidere, hvordan man

ikke udnytter en vigtig arbejdskraftsreserve,

nemlig kvinderne: Deres erhvervsfrekvens falder

faktisk i perioden.

- Tabel 2 viser en beskeden produktivitetsudvikling

i alle hovederhvervene. Den relativt lave

produktivitetsudvikling passer i øvrigt godt

sammen med, at den faste realkapital (vist i figur

1) vokser meget langsomt i perioden.

- Figur 2 viser, hvordan hverken det private eller

det offentlige forbrug stiger særlig markant i perioden.

”De glade 60’ere”: Væksten er her markant

højere, end den var i 50’erne. 60’erne bliver i dag

betragtet som en fuldstændig enestående vækstperiode,

hvis lige man sikkert aldrig vil se igen.

Bl.a. derfor ser 50’erne så beskedne ud i sammenhængen.

- Tabel 1 viser, at beskæftigelsen stiger markant

hen til 1970, hvilket ikke mindst hænger sammen

med et stigende befolkningstal. Efter 1970

har den demografiske situation i DK været en

noget anden – befolkningsvæksten er stagneret

af Jimmi Østergaard Nielsen, 3g SA/2 3al7

24

noget, og efter dette årti er den ikke af helt ligeså

afgørende betydning.

- Tabel 2 viser, at den stigende beskæftigelse

smitter af på produktionen, som stiger ret markant.

Det gælder faktisk for alle hovederhverv.

- Figur 1 viser, at den forøgede produktivitet kan

ikke forklares ved stigende realkapital pr. beskæftiget,

idet denne ikke er steget særligt markant

frem til 70.

- Tabel 3 understreger, at betegnelsen ”de glade

60’ere” ikke er helt forkert.Tabellen vidner om

en ret markant stigning i det private forbrug.

Oliekriserne 70-midten af 80’erne: Da oliepriserne

i 1973 steg dramatisk, fik det store konsekvenser.

Konsekvenserne kan aflæses på bilag

A1, som viser en relativ lav vækst i denne periode.

- Tabel 3 viser, at der har været en lille stigning i

det private forbrug, som dog er markant lavere

end i flere andre perioder. En mere detaljeret

tabel ville formentlig have vist deciderede fald i

visse år. Til gengæld er der, naturligt nok, tale

om en markant stigning i det offentlige forbrug,

hvilket skyldes kriseårene men nok også det, at

den offentlige sektor voksede markant fra

1970-1980. (Stigningen i beskæftigelsen her kan

aflæses i tabel 1).

- Tabel 2 viser, at stigningen i produktiviteten fra

1970-1980 i de tre hovederhverv ikke er nær så

stor som i væsentlige andre perioder. Dette

skyldes formentlig navnlig det faldende privatforbrug.

- Kvindernes erhvervsfrekvens stiger markant i

dette årti. Dette skyldes navnlig den effekt, der

blev igangsat i 1960’erne hvor kvinderne navnlig

i de sidste år begyndte at komme på arbejdsmarkedet.

Kvindernes støt stigende erhvervsfrekvens

får dog tilsyneladende ikke væksten til

at vokse særligt meget.

Krise fra midten af 80’erne til midten af

90’erne: Den relativt lave vækst fortsætter ind i

1980’erne og faktisk helt hen til 1990. Grafen

”snyder” dog lidt, idet der faktisk var en rimelig

høj vækst i 82-83 pga. et fald i renteniveauet, bedre

lånemuligheder og derfor forøget produktion.

Perioden fra 83-86 karakteriseres således oftest

som højkonjunktur. Det, der imidlertid dominerer

grafen er den kontraktive finanspolitik, regeringen

førte navnlig i sidste halvdel af årtiet med

skattereform og den såkaldte kartoffelkur. Mens

den danske økonomi lå underdrejet, kørte det i

øvrigt godt i verdensøkonomien.

- Tabel 2 viser, at produktiviteten ikke falder, men

at stigning til gengæld er meget begrænset

indenfor de sekundære erhverv og inden for de

private tjenester.

- Figur 1 viser, at den faste realkapital ikke er steget

ret meget, hvilket måske kan undre lidt på

grund af de forbedrede lånemuligheder fra 82-

83, men måske kan forklares med en vis pessimisme

i det meste af perioden.

- Tabel 3 viser, at hverken det offentlige forbrug

eller det private forbrug er steget særligt meget

gennem perioden. Også dette vidner om den

generelle pessimisme og måske regeringens

politik.

”De glade sene 90’ere”: Det lille hak, der kan

aflæses på A1 i starten af 90’erne er formentlig

rentefaldet i 1993. Væksten synes måske ikke

særlig høj, men det hænger sammen med, at der

er grænser for, hvor hurtigt udviklingen kan ske i

allerede veludviklede økonomier. Set i et internationalt

perspektiv har væksten været ret høj .

- Tabel 3 viser, at det private forbrug er steget markant

op gennem 90’erne. I 1994 førte Nyrupregeringen

ekspansiv finanspolitik ved at give borgerne

skattelettelser. Det er formentlig dette, der

har givet de voldsomme forbrugsstigninger.

- Tabel 1 viser, at beskæftigelsen i perioden frem

til 2000 ikke er steget ret meget – og at den lille

stigning, der har været, i øvrigt er båret frem

af landets demografiske situation (relativt mange

i den arbejdsdygtige alder) idet erhvervsfrekvensen

for både kvinder og mænd faktisk er

faldet i perioden.

STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave D

25

- Tabel 2 vidner endnu engang om en voldsom

produktionsfremgang indenfor de primære erhverv.

Dette sker – igen – på trods af et fald i

erhvervets andel af den samlede beskæftigelse.

At de primære erhverv med denne fremgang

har medvirket til en generel positiv økonomisk

udvikling, er der meget, der tyder på.

Konklusion: Danmark har efter 2. Verdenskrig

oplevet en ret stabil vækstperiode, hvis højdepunkt

var 1960’erne, som i dag betragtes som

enestående.Væksten i de sidste årtier af årtusindet

var noget lavere, og den suveræne 60’ervækst

afbrudtes tydeligt af 70’ernes oliekriser.

Væksten har endvidere konstant haft en modarbejdende

faktor, nemlig den, at arbejdstiden i

industrien er blevet kortere og kortere op gennem

tiden.Væksten har i slutningen af 1990’erne

stabiliseret sig omkring et niveau, som er relativt

godt set i et internationalt perspektiv.

Delopgave D:

Unge og politik. Undersøgelse:

Jeg vil finde de vigtigste tendenser i bilagsmaterialet

og som sådan ikke behandle de tre piger

hver for sig, idet de i nogen udstrækning faktisk

er enige om meget af det, der har påvirket deres

politiske socialisation:

Forældrenes rolle: Hos alle tre piger spiller

forældrene en meget klar rolle. Således overtager

Sandra sine forældres politiske holdninger, selvom

hun på et senere tidspunkt i nogen grad er

gået imod dem. Louise mener ikke, at hun er

”opdraget til at have en bestemt politisk holdning”,

men dette kan i nogen grad hænge sammen

med forældrenes mangel på samme, eller i

hvert fald deres placering i hver side af det politiske

spektrum. Julie siger, at hun, hvis der var valg i

dag, ville stemme på det samme parti som faderen,

nemlig Venstre.

- I en tid, hvor der tales meget om dobbeltsocialisering

og institutionalisering af samfundet, er

det egentlig lidt besynderligt, at ingen af pigerne

lægger mere vægt på den indflydelse, kammerater

og skole har haft på deres politiske engage-


STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave D

ment. Det kan begrundes med, at man ikke er

særlig bevidst om den dobbelte socialisering,

der finder sted. Det kan også tages som udtryk

for, at den politiske socialisation primært finder

sted i familien. Om Sandra bemærkes det dog,

at ”den stærke feministiske bevidsthed er udviklet

som et led i bevægelsesarbejdet”.

- Hos Sandra er det ligeledes klart, at den gruppe

hun er del af, har en stor betydning. Det bliver

bemærket, at hun ”blev smidt ud hjemmefra”.

Sandra er, måske lidt tvungent, blevet et godt

billede på den ændring der er sket fra det normstyrede

til det gruppestyrede menneske,hvori det

ligger, at familiens stærke ”vi” er blevet suppleret

eller ligefrem udskiftet med nye stærke, men

flygtige, fællesskaber.

Drejning mod alternative organisationer:

For Julie og Sandra (de to piger, der er aktive i

henholdsvis ATTAC og det autonome miljø) gælder

det, at de har valgt at organisere sig i organisationer

frem for i politiske partier.

- Julie mener, at ”det er ærgerligt, at den store

opbakning i starten ebbede ud sammen med

den store mediedækning”. Dette vidner i høj

grad om, hvorledes græsrodsorganisationerne

appellerer til medierne i kraft af deres appel til

nyhedsrutiner og nyhedskriterier, men vel også

om, hvor sårbare de er i forhold til samme. Og

måske også om, hvor vigtig opmærksomheden

er for nutidige unge – og hvordan mange blot

zapper videre!

Desorientering i forhold til den traditionelle

venstre/højre-akse: Valget af alternative

organisationer og bevægelser kan skyldes pigerne

ubevidste (eller måske bevidste?) fravalg af

den fordelingspolitiske højre/venstre-akse:

- Julie er aktivt medlem af ATTAC, men ville samtidig

sikkert stemme Venstre, hvis der var valg i

dag. ATTAC og Venstre ville de fleste umiddelbart

placere på hver sin side af den traditionelle

akse, men netop Julies levende engagement i

ATTAC og hendes (godt nok lidt tilbageholdende)

politiske tilhørsforhold, vidner måske mere

end noget andet i bilaget om, at den gamle akse

forfalder i vore dage.

- Louise ved ikke, hvad hun vil stemme, måske

blandt andet fordi hun selv som relativt ung er

ramt af det krydspres, som mange moderne

vælgere er fanget af. Hun er marginalvælger, og

dem er der ifølge Samfundsstatistik tabel 10,17

blevet flere af i løbet af de sidste par årtier.

Mest klart viste denne marginalisering sig dog

nok i Socialdemokratiets katastrofevalg i 2001

ved valg til Folketinget.

- Både Louise og Sandra er ikke helt villige til at

kalde deres engagement for politisk, selvom det

helt tydeligt er det. Ordet ”politik” har muligvis

en negativ klang. Alligevel vidner karakteristikken

af alle tre piger om det, det danske samfund

bestemt har: en sund demokratisk kultur med

oplyst deltagelse, for selv det, Louise kommer

rundt om, vidner jo om, at hun vitterligt har en

politisk forståelse og et politisk engagement:

”Louise synes, det er vigtigt, at vi fortsat har en

velfærdsstat. Hun finder det derfor rimeligt, at

vi skal betale en høj skat, fordi det betyder, at vi

er godt sikret, hvis vi skulle blive syge”.

Nationalisering/globalisering: Som man kunne

forvente vender pigerne sig især til de store

spørgsmål i livet. Både Julie og Louise viser tydeligt

deres manglende interesse i det lokale politiske

liv. Sandra vender sig vel nærmest mod alt

politisk i det hele taget, men det siges dog om

hende, at hun har startet en kvindegruppe efter

et møde med ”en militant, patriarkalsk mandekultur”

– altså endnu et ikke-lokalt emne.

- Denne tendens kan være et udtryk for en stigende

globalisering, der blandt andet har følgende

konsekvenser, der kan ændre på opfattelsen af

lokal, regional, national og international politik:

• Mindre verden i tid og rum.

• Folkestrømninger på tværs af landegrænser.

• Politisk inspiration udefra (eksempelvis franske

ATTAC)

• Aftraditionalisering, da globaliseringen med

den medfølgende eksplosive vidensudvikling

nedbryder traditionernes autoritet.

Pigernes politiske orientering kan blandt andet

opfattes som konsekvens af ovenstående.

Engagement i kvindesagen og bopæl: Endelig

er det jo ikke uden betydning, at de tre personer,

der beskrives i bilaget, er kvinder. Alle kvinderne

er således bevidste om, at kvinderne på

nogle områder har dårligere forhold end mænd.

Tydeligst kommer det til udtryk i afsnittet om

Sandra. Ud fra bilagsmaterialet er der dog ikke

belæg for at konkludere, at kvinder orienterer sig

længere mod venstre end mænd, selv om der

givetvis stadig er store forskelle mellem mænd og

kvinders politiske orientering.

Bopæl er en anden faktor, der kan have betydning.

Julies jyske bopæl har måske givet hende

den foreløbige orientering mod det traditionelle

bondeparti Venstre, mens Sandra næppe var flyttet

ind i børnehuset og havde stiftet bekendtskab

med den autonome bevægelse, hvis hun ikke havde

boet nær København.

Sammenfatning: Forældre spiller tilsyneladende

stadig en vigtig rolle i den politiske opdragelse

af deres børn. Alligevel vidner de tre unge kvinders

besvarelser om, at der er tale om en generationskløft

– tydeligst viser dette sig i form at et

fravalg af partier til fordel for andre organisationer

samt desorienteringen i forhold til den gamle

fordelingspolitiske højre/venstre-akse.

Endelig synes forvandlingen fra moderne til senmoderne

samfund at have sat sig spor i de unge kvinders

bevidsthed. Kvinderne er således mere globalt

og nationalt orienterede end deres forældre.

Alt i alt vidner besvarelserne om, at den politiske

socialisation munder ud i oplyste borgere, hvilket

i øvrigt stemmer godt overens med den politiske

kultur, man plejer at tillægge Danmark.

Diskussion

Jeg vil dele denne del af opgaven op i argumenter,

der taler henholdsvis for og imod, at de politiske

partier har udspillet deres rolle.

For at de politiske partier har udspillet deres rolle

taler bl.a. følgende:

- At der er sket et enormt fald i antallet af borgere,

der melder sig ind i partierne. Medlemsandelen

er faldet fra 27% i 1947 til 5% af vælgerne

26 27

STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave D

i 1998. Og tendensen fortsætter tilsyneladende.

En fælles hvervekampagne, partierne iværksatte

i midten af 1990’erne gav således ikke noget

mærkbart resultat.

- Partierne skal i dag kæmpe med mange andre

(og mere interessante, vil mange sige) fritidstilbud.Andre

organisationer har med deres enkle

budskaber tit mere appel til både medier og

borgere. Desuden beskæftiger partierne sig tit

med ting, som ikke appellerer til en ”globaliseret”

ungdom, jf. bilag D1.

- At der i den seneste tid er kommet flere marginalvælgere,

som ikke føler sig knyttet til et bestemt

parti. Valget til Folketinget i 2001 viste,

hvor stor indflydelse denne slags vælgere kan få,

da rigtig mange pludselig krøb ind over midten

fra Socialdemokratiet til Venstre og Dansk Folkeparti.

Ændringen er blandt andet sket, fordi

vælgerne er udsat for krydspres (man er eksempelvis

både bilejer og arbejder på samme

tid) og fordi de gamle fællesskaber smuldrer

væk.

• Dette hænger naturligvis også sammen med

højre/venstre-aksens forfald. Aksens forfald

kan også forklare den lavere organiseringsgrad

i partierne: mange vælgere føler sig sikkert

sat i bås, hvis de organiserer sig i et

bestemt parti. En bås, som i øvrigt er placeret

på en akse, som vælgerne slet ikke kan

orientere sig på.

- At båndene mellem parti- og fagbevægelse hos

de socialistiske partier er blevet svagere. På

LO’s og Socialdemokratiets kongresser i 1995

og 1996 blev den gensidige repræsentation i

besluttende organer ophævet, ligesom der er

sket markante ændringer i forhold til de faglige

organisationers tilskud til partierne. De øvrige

partier har ikke længere nære forbindelser til

organiserede samfundsgrupper .

- At forbindelsen mellem partitop og bagland bliver

svagere, blandt andet som følge af lavere

medlemstal. Traditionelt set har de politiske

partiers landsmøder haft den øverste myndighed,

men hos Centrum Demokraterne tog man

konsekvensen af et lille medlemstal og gjorde

landsorganisationen til en rent rådgivende forsamling.

Dette fjernede meget af den indflydel-


STUDENTEREKSAMEN – besvarelse opgave D

se, partimedlemmer almindeligvis har, og måske

var det en medvirkende faktor til, at partiet ved

sidste valg måtte forlade Folketinget .

Imod at de politiske partier har udspillet deres

rolle taler bl.a. følgende:

- At der siden 1929 kun er blevet valgt en løsgænger

ind i Folketinget, nemlig komikeren

Jacob Haugaard.

- At det politiske system simpelthen ville blive

for uoverskueligt, hvis der ikke var partier eller

lister, man kunne stemme på.

- At der netop er blevet oprettet et nyt parti,

Minoritetspartiet, som dog indtil videre kun

ifølge meningsmålinger støttes af 0,2% af vælgerne

– dvs. langt under Folketingets spærregrænse.At

partiet er dannet, og at det i øvrigt nu

tæller flere markante medlemmer (eksempelvis

Niels I. Meyer og Peter Hjørne) er dog udtryk

for, at nogle mener, at et partisystem kan rumme

alternative partier, som ikke retter sig efter

den gamle højre/venstre-akse. Partiets leder har

således proklameret, at han ikke på forhånd vil

træffe beslutning om, hvilken regeringsleder

partiet, hvis det kommer så langt, vil pege på.

- At Dansk Folkeparti siden 95 netop har været

et meget alternativt parti. Partiet har måske

nok taget store dele af den socialdemokratiske

velfærdspolitik med sig – men denne er kombineret

med en god portion særdeles højreorienteret

rets- og flygtningepolitik.

- At partierne tilsyneladende har evnen til at

foretage omstillingen fra masseparti til medieparti,

uden at valgdeltagelsen falder! Det tyder

på, at:

• Partierne stadig forstår at artikulere interesser

i samfundet til det politiske system.

• Der i et mangepartisystem som det danske

er et parti for enhver smag – og at partierne

er gode til at opfange befolkningens krav.

Man kunne endda hævde, at mediepartier i

skarp konkurrence er tvunget til at være

lydhøre.

Delkonklusion: Både de tre unge kvinders

besvarelser samt partiernes dalende medlemstal

taler for, at vi er på vej væk fra partisystemet – og

28

især væk fra den gamle fordelingspolitiske højre/venstre-akse.

Alligevel ser partierne dog ud til at kunne klare

sig, idet den mindre appel til vælgerne, man kunne

forestille sig, udviklingen ville medføre, endnu

ikke kan aflæses i valgdeltagelsen eller utilfredsheden

med det politiske system. Dette skyldes

sandsynligvis partiernes dygtige omstilling fra

massepartier til mediepartier. Partierne har altså

tilsyneladende ikke udspillet deres rolle – men

deres form er i høj grad ændret.

ARTIKEL – Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem?

”Hvordan bekæmper vi

verdens sultproblem?”

Per Pinstrup-Andersen

Professor, Fødevarepolitik, Cornell University, USA

Professor, U-landsøkonomi, Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole, Danmark

Udbredt sult og underernæring i en verden så rig

som vores er umoralsk, det forårsager store økonomiske

tab, det resulterer i en stigende strøm af flygtninge

og det skaber ustabilitiet og terrorisme både nationalt

og internationalt. Det er i alles interesse – rig

som fattig – at bidrage til sultens afskaffelse. En verden

uden sult burde være verdenssamfundets højeste

prioritet.

For at opnå en sådan verden skal u-landene investere

i uddannelse, sundhedsvæsen, adgang til rent

vand og gode hygiejniske forhold, landbrugsforskning

og teknologi, infrastruktur og velfungerende markeder.

De fattige skal have adgang til produktive ressourcer

og beskæftigelse og handel med landbrugsvarer

skal liberaliseres således at u-landene får adgang

til vore markeder på lige konkurrencemæssige vilkår.

U-landenes landbrugsudvikling er af særdeles stor

betydning for at formindske sult og fattigdom og, som

nævnt in denne artikel, kan vi fra dansk side yde en

række konkrete bidrag.

Hvor stort er problemet?

I en tid hvor overvægt, fedme og de resulterende

sygdomme som sukkersyge og hjertesygdomme

er blevet et stort og stigende problem i Danmark

er det underligt, eller måske skulle vi sige

paradoksalt, at 800 millioner, svarende til hver

sjette af u-landenes borgere lider af sult og hvert

tredje barn under skolealderen, hvilket svarer til

160 millioner børn, er underernæret. Der dør

hvert år lige så mange børn under skolealderen

af sult og underernæring som der er mennesker i

Danmark – godt og vel 5 millioner. Udover mangel

på energi og protein, er sygdomme forårsaget

af mangel på mikronæringsstoffer meget udbredte.

Jernmangel i kosten forårsager anæmi hos me-

29

re end halvdelen af u-landenes kvinder og børn,

mangel på A-vitaminer er en vigtig årsag til blindhed

og død og nedsætter modstandskraften mod

en række sygdomme, som for eksempel HIV/-

AIDS.

Selvom statschefer og andre fra mere end 180

lande ved fødevaretopmødet i Rom for syv år

siden blev enige om at halvere antallet af sultende

mennesker fra 800 millioner til 400 millioner

inden år 2015, er der ikke sket de store fremskridt.

I mere end halvdelen af landene er der flere

sultende i dag end for 10 år siden og det samlede

antal sultende i alle u-landene med undtagelse

af Kina steg med 40 millioner gennem de sidste

ti år. Kinas antal faldt med 80 millioner.Antallet

af sultende mennesker og underernærede

børn stiger kraftigt i Afrika Syd for Sahara og om

15-20 år vil der være 30 procent flere underernærede

børn i den verdensdel. For u-landene

som helhed forventes et svagt fald fra 160 millioner

til 135 millioner. Målsætningen som blev vedtaget

ved fødevaretopmødet i 1996 blev bekræftet

ved det andet fødevaretopmøde afholdt i Juni

sidste år, men der er ikke noget tegn på at det

nye løfte vil blive taget mere alvorligt end det

gamle. I mellemtiden vedtog man ved FNs Millennium

konference at halvere procentdelen af verdens

befolkning som lider af sult inden 2015, et

mål som er lettere at imødekomme, men som

sandsynligvis heller ikke bliver nået.

Hvorfor er der sult?

Teoretisk set er der mad nok til alle. Hvis den

mad som bliver produceret i verden blev ligeligt

fordelt, ville hver af os kunne spise 2.800

kilokalorier dagligt. Det er naturligvis fuldstændig


ARTIKEL – Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem?

urealistist at tro, at vi så bare kan omfordele. Når

så mange sulter skyldes det en meget ulige fordeling

forårsaget hovedsagligt af fattigdom. Hver

femte verdensborger har adgang til mindre end

6,50 krone (1 amerikansk dollar) om dagen. Selvom

det er en arbitrær fattigdomsgrænse, er der

vel ikke mange som vil synes at den er for høj.

Der er givetvis mange som tjener mere men som

må regnes for fattige. Hvis vi sætter fattigdomsgrænsen

til 2 dollars om dagen, er mere end en

tredjedel af verdens befolkning fattig. Fattigdom

hænger nøje sammen med en stigende ulighed i

indkomstfordelingen. Den rigeste én procent af

verdens befolkning har en indkomst som svarer

til den samlede indkomst af 57 procent af resten

og uligheden bliver stadig større. I 1960 var gennemsnitsindkomsten

i industrilandene 9 gange

gennemsnitsindkomsten i Afrika Syd for Sahara. I

dag er den 18 gange så stor. I 10-års perioden

1990–2000 steg gennemsnitsindkomsten pr. person

med 5.000 dollars i højindkomstlandene, 40

dollars i lavindkomstlandene, medens den faldt

med 20 dollars i Afrika Syd for Sahara.

Hvor er de som sulter?

Langt størstedelen (70–75 procent) af de som

sulter er i u-landenes landdistrikter. De findes

hovedsageligt i de områder, som er enten afsides

eller vanskelig tilgængelige, som har dårlig jord,

uregelmæssig nedbør og dårlig infrastruktur. Ca.

halvdelen af verdens fattige lever i disse områder,

som de fleste landes regeringer enten har overset

eller med fuldt overlæg diskrimineret imod.

En stor del af ulandenes miljøskader sker i de

områder fordi den stadig stigende lokale befolkning,

i et forsøg på at overleve, misbruger de lokale

naturressourcer. Størstedelen af landdistrikternes

fattige afhænger af landbruget enten direkte

som landbrugere eller landarbejdere, eller

indirekte som producenter af goder som landbruget

efterspørger. Det er derfor ikke underligt

at landbrugsudvikling spiller en overordentlig

stor rolle i bekæmpelse af fattigdom og sult.

Landbruget spiller også en helt afgørende rolle i

bestræbelser på at øge økonomisk vækst og formindske

fattigdom og sult udenfor landbrugssektoren.

Analyser i en række u-lande på lavt ind-

30

komstniveau viser at landbrugets multiplikatoreffekt

er meget stor. Som en tommelfingerregel

gælder det, at for hver krone landbrugets indtjening

stiger, øges økonomisk vækst i fattige

samfund med 2,50 kroner. I mange u-lande sker

udvandringen fra land til by i et tempo som overstiger

byernes evne til at skabe arbejdspladser og

sikre rimelige levevilkår.Vi ser derfor nu en kraftig

vækst i fattigdom og sult i byområderne.

Indenfor de næste 15 år vil u-landenes bybefolkning

blive fordoblet og der er udsigt til en flerdobling

af antallet af fattige og sultende.

Men hvorfor kommer det os ved,

at så mange mennesker sulter og så

mange børn er underernærede?

Det er vel ikke vores problem?

Jo, det er det. Det er uacceptabelt fra et humanitært,

moralsk og etisk synspunkt, det skader os

økonomisk gennem manglende samhandel og

beskæftigelse, det foranlediger pres på landegrænserne

fra folk som flygter fra fattigdom og

sult og det skaber ustabilitet, væbnet konflikt og

terrorisme både i u-landene og internationalt.At

skabe en verden uden sult og fattigdom er i alles

interesse hvad enten vi er fattige eller ej. Det er

en investering i fredelig sameksistens. Det kan vi

ikke opnå gennem militærmagt og investeringer i

beskyttelsesforanstaltninger. Desværre er de rige

landes reaktion på terrorangrebene den 11. september

2001 rettet mod brug af magt og opbygning

af beskyttelsesforanstaltninger i stedet for at

angribe ondet ved dets rod. Med mindre de

underliggende faktorer — fattigdom, sult, håbløshed

og den afledede vrede — bliver formindsket

og eventuelt fjernet, får vi aldrig en stabil verden.

I stedet for at fokusere på symptomerne af global

ustabilitet bør vi rette vor opmærksomhed mod

de underliggende årsager.

Så hvilke politiske indgreb er der

behov for?

Svaret afhænger af hvilket land vi taler om. Generelt

er der brug for politiske indgreb på syv fronter:

1. Investering i den menneskelige ressource

Der er behov for større offentlige investeringer

ARTIKEL – Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem?

og mere effektive politiske indgreb for at give alle

adgang til rent vand, gode hygiejniske forhold, primært

sundhedsvæsen og primær uddannelse.

Over en milliard mennesker har i dag ikke adgang

til rent vand og endnu flere lever under meget uhygiejniske

forhold. Det resulterer i diarré og en

række andre sygdomme for både børn og voksne.

Privatisering af vandforsyning har ofte skadet

de fattige, fordi de ikke har råd til at betale for

vand. Der skal bygges skoler, uddannes flere lærere

og oprettes helsecentre i landdistrikterne.

Undervisningssektoren i en række lande diskriminerer

mod piger. Uddannelse af kvinder er en

meget vigtig del af bestræbelser på at udrydde

sult. Næsten halvdelen af de forbedringer, som

er sket indenfor børneernæring gennem de sidste

30 år, er en følge af øget uddannelse af kvinder.

En kombination af undervisning og gratis

mad til børn fra fattige familier kan være en særdeles

effektiv måde at opnå både uddannelses- og

ernæringsmålsætningen, især hvis der indgår både

skolefrokost og en kupon som giver adgang til en

vis mængde mad til resten af familien. En betingelse

for at få en sådan kupon bør være at familien

er fattig og at den sender børnene i skole.

Selvom antallet af børn som hver kvinde får i

gennemsnit er faldet fra 5,4 til 3 de sidste 30 år,

vokser verdens befolkning stadig med 75 millioner

årligt. Et meget stort antal familier, som

ønsker at begrænse antallet af børn, får stadig

ikke hjælp til familieplanlægning.

2. Forbedret adgang til produktive

ressourcer og beskæftigelse.

Mange sulter fordi de ikke har adgang til landbrugsjord.

Jordfordelingen er særdeles skæv i

mange lande. Det gælder i særlig grad for Latinamerika,

hvor de fleste forsøg på jordreform ikke

har båret frugt. Problemet er særlig grelt i Brasilien,

hvor en ny regering har fattigdomsbekæmpelse

på programmet. Det er dog tvivlsomt, om jordreform

og for den sags skyld andre reformer

rettet mod en bekæmpelse af fattigdom og forbedret

indkomstfordeling vil lykkes. Den herskende

magtstruktur i Brasilien og de fleste

andre u-lande er helt klart imod reformer af den

art. Den senere tids udvikling i Venezuela viser

31

hvor vanskeligt det er for en reformvenlig præsident

at komme igennem med et program som

udfordrer den økonomiske elite. Behovet for en

bedre fordeling af landbrugsjord er ikke desto

mindre stort i Latinamerika.

I Afrika er situationen en anden. I mange afrikanske

lande har jorden tradionelt været under

det lokale samfunds kontrol. Privatisering i visse

lande har medført at en stigende del af jorden nu

ejes af enkeltpersoner, som ofte ikke bor i landsbyen

og som i mange tilfælde ikke dyrker jorden.

Det skaber yderligere fattigdom og sult fordi der

bliver mindre jord til rådighed for landsbyens

indbyggere. I Zimbabwe, Sydafrika og enkelte

andre afrikanske lande ligner jordfordelingsproblemet

det latinamerikanske. Her findes størstedelen

af den gode landbrugsjord i større bedrifter,

medens langt størstedelen af landbobefolkningen

enten ikke har adgang til jord eller må

nøjes med små lodder af dårlig jord. Løsningen

her er jordreform af samme type som den der er

brug for i Latinamerika, men udført på en måde,

som er betydelig mere intelligent end den som

for øjeblikket sker i Zimbabwe. Men adgang til

jord er ikke nok. Små landmænd har brug for lån

til rimelige renter og de behøver adgang til tilpasset

teknologi, plantenæringsstof, plantebeskyttelsesmidler

og redskaber.

En stor del af landbobefolkningen som sulter

er imidlertid hverken landmænd eller landarbejdere

men afhænger i stedet af beskæftigelse på

små virksomheder. Disse virksomheder forarbejder

råvarer fra landbruget, formidler ressourcer

til landbruget og producerer forbrugs- og investeringsgoder

og serviceydelser som landbruget

har brug for. De har det kun godt økonomisk,

hvis landbruget tjener penge. For dem er økonomisk

vækst i landbruget afgørende. Det er også

nødvendigt at de har adgang til velfungerende

infrastruktur såsom veje, elektricitet og vand og,

ligesom landmændene, har de brug for adgang til

kredit til en rimelig rente. Med undtagelse af långivning,

som kan løses af den private sektor, drejer

det sig om offentlige goder som kræver

offentlig investering.


ARTIKEL – Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? ARTIKEL – Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem?

3. Bedre fungerende markeder, investering

i infrastruktur og bedre institutioner.

Forbedret infrastruktur i u-landenes landdistrikter

er et af de mest kritiske områder for øget

offentlig investering. Det drejer sig om infrastruktur

som skoler, helsecentre, veje, energi og vand

samt nye institutioner.

Halvdelen af verdens sultende mennesker bor

i områder med meget dårlig infrastruktur. Hvor

infrastrukturen er dårlig, fungerer markedet ikke

og forsøg på at privatisere markeder for landbrugets

produkter og ressourcer mislykkes. Det

betyder, at priserne på det landbruget producerer

er lave og priserne på de ressourcer, som

landbruget har brug for, er høje. For eksempel

skal en landmand i Ethiopien og Malawi sælge 6

kg. korn for at kunne købe et kg. kunstgødning.

Den danske landmand kan købe et kg. kunstgødning

for prisen på 1,5 – 2 kg. korn.

Når infrastrukturen er dårlig, svinger priserne på

det landbruget producerer meget, afhængig af om

høsten er god eller dårlig. Majsprisen i visse dele

af Malawi steg med 500 procent fra april 2001 til

april 2002 som følge af tørke og vanskelige transportmuligheder

i landet. I Jimma Horo distriktet

af Ethiopien steg majsprisen med 150 procent fra

1998 til 1999. Året efter faldt prisen til en femtedel

af hvad den var året før. Uden den mest basale

infrastruktur er der kun begrænsede muligheder

for at udjævne svingninger i produktionen

ved hjælp af handel og prisen på den samme vare

kan variere meget fra en landsby til en anden.

En sammenligning mellem to områder med overskudsproduktion

og to med underskudsproduktion

i Ethiopien viste at majsprisen var mere end

det dobbelte i underskudsområdet. Det er ikke

ualmindeligt at finde overflod af mad i en landsby

og sult i en anden. Det betyder også, at økonomisk

vækst i landet og mulige økonomiske fordele

forbundne med globalisering ikke kommer de

mennesker som bor i områderne tilgode. Dårlig

infrastruktur isolerer mange af de områder hvor

de fattige bor fra resten af samfundet. Det er

simpelthen for dyrt at transportere varer ind og

ud af området.

32

4. Øget investering i forskning, formidling

af viden og tilpasset teknologi

Produktivitetsstigninger i u-landenes landbrug er

afgørende for bekæmpelse af sult. Stigende produktivitet

formindsker enhedsomkostningerne i

fødevareproduktion. Det medfører enten øget

indtjening for landmanden, lavere fødevarepriser

for forbrugerne eller begge dele. Siden 75 procent

af de fattige afhænger af landbruget enten

direkte eller indirekte, er øget indtjening i landbruget

en forudsætning for at formindske fattigdom

og sult. Fattige forbrugere bruger ofte mere

end 70 procent af deres indkomst på mad. Lavere

fødevarepriser kan forøge deres købekraft ganske

betydeligt og dermed gøre det muligt for

dem at få adgang til mere mad og andre fornødenheder.

Den Grønne Revolution reducerede

enhedsomkostningerne i Asiens hvede og ris produktion

med 30-40 procent. En enorm økonomisk

gevinst for både fattige forbrugere og fattige

producenter. Øget produktivitet kan også bidrage

til en mere bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne

og mindre pres på de områder som

ikke er velegnet til landbrugsproduktion. Det

betyder en beskyttelse af biodiversiteten, mindre

jorderosion og mere skov.

Kornudbyttet pr. arealenhed i Afrika Syd for

Sahara er stort set det samme idag som det var

for 40 år siden. Når der alligevel er sket en stigning

i produktionen skyldes det at mere jord er

blevet opdyrket. Det har haft betydelige negative

miljøkonsekvenser. Der er nu mindre skov, mere

jorderosion og mindre biodiversitet end hvis de

afrikanske landmænd havde haft adgang til tilpasset

produktivitetsfremmende teknologi, bedre

viden om produktionsmetoder, kunstgødning og

plantebeskyttelsesmidler til rimelige priser. Disse

negative miljøtendenser vil fortsætte hvis de afrikanske

landmænd ikke får mulighed for at producere

mere pr. arealenhed. Hvadenten målsætningen

er at udrydde sult og fattigdom eller beskytte

miljøet, er produktivitetsstigninger vejen frem.

U-landene investerer alt for lidt i produktivitetsfremmende

forskning. De rige lande investerer

omkring 5 procent af landbrugsproduktionens

værdi i landbrugsforskning. Ca. halvdelen er

offentlig investering. Den anden halvdel kommer

fra private virksomheder. U-landene investerer

lidt over en halv procent som stort set alt sammen

er financieret af det offentlige. Så, målt i procent

af produktionsværdien, investerer vi 10 gange

så meget i produktivitetsfremmende forskning

i de lande som har overskud af fødevarer end de

gør i lande hvor lav produktivitet forårsager

udbredt sult. Problemet er ikke at vi investerer

for meget men at u-landene investerer for lidt.

Det er min opfattelse, at u-landene skulle øge

deres landbrugsforskning til mindst to procent af

værdien af deres landbrugsproduktion og rette

forskningen mod en løsning af de problemer som

plager landmænd med små brug og fattige forbrugere.

Valg af forskningsmetode må naturligvis

baseres på hvad der er mest formålstjenlig. Det

er vigtigt, at alle metoder såsom agro-økologiske

metoder, traditionel planteforædling og molekylærbiologi

stilles til rådighed og at prioriteringen

er målrettet med henblik på at løse problemer

som fattige landmænd og forbrugere har. Fuld

deltagelse af landmændene i prioritering og

udførelse af forskningen er vigtig for at sikre

relevans. Den senere tids udvikling indenfor

molekylærbiologi åbner enorme muligheder for

at nå til en verden uden sult. Molekylærbiologiske

forskningsmetoder giver mulighed for at opnå

bedre og hurtigere resultater fra traditionel planteforædling

ved brug af markørgener, hurtigere

formidling af forbedret plantemateriale til forskning

og til landbruget ved hjælp af vævskultur, og

indføring af egenskaber i planter og dyr som er

fordelagtige for producenter, forbrugere eller

miljøet som for eksempel øget produktivitet, formindsket

produktionsrisici, bedre næringsstofindhold

og bedre kvalitet, ved hjælp af gensplejsning.

Gensplejsning har vundet stor udbredelse i

amerikansk landbrug og er begyndt at vinde indpas

i u-landene, hovedsageligt i form af Btbomuld

i Kina, Indien, Syd Afrika og Indonesien

og Bt-majs og soyabønner i Argentina. Forskningen,

som hovedsageligt er udført af private firmaer,

er dog næsten udelukkende rettet mod landbruget

i de rige lande. Hvis molekylærbiologiske

forskningsmetoder skal bidrage mere til en verden

uden sult skal u-landenes regeringer investe-

33

re betydeligt mere i målrettet forskning i de afgrøder,

produktionssystemer og økologiske forhold,

som gælder for u-landenes små brug. Der

skal også investeres mere i international landbrugsforskning

gennem CGIAR og danske forskningsinstitutioner

bør have tilført en større

forskningsbevilling målrettet mod den forskning

som u-landene har brug for men som bedst kan

gøres i Danmark. Forskningssamarbejde mellem

danske og u-landsinstitutioner bør udvides gennem

en kombination af forskning og forskeruddannelse.

Vi kan ikke forvente at private virksomheder

skal betale for at frembringe den viden og teknologi

de små brug har behov for, dels fordi det ofte

drejer sig om offentlige goder som ikke kan

patenteres og dels fordi de fattige landmænd ikke

har råd til at betale. Der er brug for offentlig

investering i teknologi som kan stilles til rådighed

for de små brug uden betaling.

Europæisk modstand mod brug af gensplejsning

i fødevarer og landbrug har sat sit præg på

debatten i mange u-lande. De fleste europæere

har ikke de store problemer med at vi bruger

gensplejsning til at finde løsninger på vore egne

sundhedsproblemer som kræft og demens.Vi vil

bare ikke acceptere gensplejsning til at løse problemer

som vi ikke har.Vi får nok at spise uden

gensplejsning.Vi er tilfredse med status quo. Det

er de fleste i u-landene som er ansvarlige for

deres landes fødevare- og landbrugssituationen

eller deres børns ernæring ikke. Deres største

problem er ikke kræft og demens men sult og

underernæring. Det er derfor at de — i modsætning

til mange europæere — ønsker at anvende

gensplejsning i landbruget hvor den kan bidrage

til at løse deres problemer. Desværre gør vi

europæere det vanskeligt for dem. Vi fortæller

dem, at der er bedre måder at løse deres problemer

på, at vi ikke vil hjælpe dem gennem forskningssamarbejde,

at vi ikke vil handle med dem,

hvis de indfører gensplejsning og at gensplejsede

fødevarer iøvrigt er sundhedsfarlige og kan gøre

umådelig skade på miljøet uden at vi har noget

som helst bevis på hverken sundheds- eller miljøskader.

Misbrug af forsigtighedsprincippet i den

europæiske debat skader de sultende i u-landene.


ARTIKEL – Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? ARTIKEL – Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem?

I stedet skulle vi hellere hjælpe dem med at

udvikle biosikkerhedssystemer som er tilpasset

det enkelte land, formidle information som modvirker

urigtig information spredt af grupper som

kæmper mod udbredelse af gensplejsning i landbruget

som en principsag, forstærke forskningssamarbejdet,

hjælpe med afprøvning af nye teknologier

for sundheds- og miljøeffekt, bistå med

cost-benefit og risiko analyser, som tager de fattiges

tarv i betragtning, og give en større del af vor

u-landsbistand som støtte til u-landenes landbrugsforskning,

hvadenten det er baseret på

molekylærbiologi eller ej. Det er vigtigt at holde

sig for øje at sultende mennesker befinder sig i

en situation hvor status quo betyder mere lidelse

og måske død. Det forstår vi godt, når det drejer

sig om HIV/AIDS og der er nok ikke mange som

vil nægte en person som er ramt af AIDS adgang

til medicin, som måske kunne hjælpe, men som

kunne have ukendte bivirkninger. På tilsvarende

måde bør vi ikke misbruge forsigtighedsprincippet

når det drejer sig om mulige løsninger af sult

og ernæringsproblemer. Jeg forstår ikke, hvordan

de mennesker som har spredt urigtig information

om gensplejset mad, kan sove om natten, så længe

præsidenten i Zambia, som tog dem alvorligt,

nægter sultende millioner adgang til amerikansk

majs, fordi den kan være gensplejset. Det er vel at

bemærke samme slags majs som amerikanerne

har spist i mere end 7 år uden problemer. De fleste

ansvarsbevidste organisationer har da også

udtrykt at de ikke er enige i præsidentens holdning.

For mange sultende i Zambia kan det desværre

være for sent.

5. Bæredygtig udnyttelse af

naturressourcerne

Fattigdom, sult og lav produktivitet i landbruget

skaber enorme miljøproblemer i mange u-lande.

Landmænd som ikke kan øge deres produktivitet

på den jord de allerede dyrker, ser sig nødsaget

til at opdyrke ny jord som ofte ikke er velegnet

til landbrug og som derfor eroderer efter få års

dyrkning, hvis familiens behov skal dækkes. Samspillet

mellem fattigdom, sult, lav produktivitet og

degradering af naturressourcer som jord, vand,

skov og biodiversitet skaber en ond spiral, som

ikke har fået nok opmærksomhed i hverken miljø-

eller fattigdomsdebatten. Ufuldstændig forståelse

af hvordan disse faktorer påvirker hverandre

og den ret udbredte opfattelse at miljøet

lider skade hvis landbruget forøger produktiviteten

har medført mange fejlslagne politiske indgreb.Vi

bør stræbe efter produktivitetsstigninger

som anvender naturressourcerne på en bæredygtig

måde i stedet for at promovere lav produktivitet.

Det vil for eksempel sige, at Afrikas landmænd,

som i øjeblikket udpiner deres jord for

plantenæringsstof og kompenserer for lav produktivitet

ved at opdyrke jord som ikke egner sig

til landbrug skal have adgang til mere kunstgødning,

organisk materiale og bedre produktionssystemer.

Det ville øge produktiviteten, formindske

fattigdom og sult og beskytte både den dyrkede

og den uopdyrkede jord fra degradering: Et virkeligt

vindvind scenario. Adgang til tilpasset teknologi

og plantebeskyttelsesmidler kunne formindske

produktionsrisici og yderligere øge produktiviteten

til fordel for både landbofamilien,

den fattige forbruger og miljøet.

Mellem 75 og 80 procent af verdens samlede

vandforbrug bruges i landbruget. Forbruget af

vand i landbruget er fordoblet gennem de sidste

50 år og firedoblet i industri og husholdninger.

Vandmangel vil blive den mest begrænsende faktor

i fødevareproduktionen i et stigende antal

områder fremover. Faldende grundvandstand og

udtørring af floder og vandløb før de når deres

udløb er allerede et stort problem i Kina, Egypten,

Indien og en række andre u-lande. Grundvandstanden

i store dele af det nordlige Kina falder

i øjeblikket med ca. 1 meter årligt, medens

den falder med 2–3 meter årligt i mange regioner

af Indien. Efterhånden som grundvandstanden falder

stiger risikoen for indtrængning af saltvand.

Det er et stigende problem i, for eksempel, den

østlige del af Kina.

Verdens samlede efterspørgsel efter vand

uden for landbruget vil stige med 60 procent

over de næste 25 år som følge af økonomisk

vækst, befolkningstilvækst og ændringer i livsstil. I

u-landene vil efterspørgslen fordobles. Det vil

bevirke skarp konkurrence for landbruget, som

må nøjes med en stigning på 9 procent. Vand

udnyttes meget dårligt i landbruget og der er

stort spild. Politiske indgreb bør rettes mod en

mere hensigtsmæssig fordeling, mindre spild og

en bæredygtig udnyttelse af de vand ressourcer

som er tilrådighed. Nye vandingsmetoder, en

højere pris på vand og brugerforeninger til fordeling

af vand er nogle af de løsninger som burde

overvejes. Privatisering af vandforsyningen kan

medvirke til et velfungerende market for vand,

men det er vigtigt at privatisering ikke resulterer

i priser som de fattige ikke har råd til at betale.

6. Good regeringsledelse

Til trods for megen retorik som udtrykker det

modsatte, er det kun et fåtal af ulandenes regeringer

som prioriterer bekæmpelse af sult og fattigdom

højt. Manglende politisk vilje er efter min

opfattelse den vigtigste årsag til, at så mange

mennesker lider af sult, underernæring og fattigdom.

Regeringer som ikke repræsenterer landenes

befolkning, som er korrupte og som ikke respekterer

basale menneskerettigheder tillægger

ikke bekæmpelse af sult den store interesse med

mindre de sultende truer deres eksistens og legitimitet.

Efterhånden som fattigdom og sult flytter

fra land til by, bliver truslen heldigvis større. Selvom

der findes diktatorer, som for eksempel Fidel

Castro, som har prioriteret programmer til

dækning af de basale menneskelige behov, gælder

det mere generelt at en form for medbestemmelsesret,

hvadenten det er demokrati som vi

kender det eller i anden form, er nødvendig for

at bekæmpelse af sult bliver prioriteret tilstrækkelig

højt.

Som erfaringer fra Tanzania, Zambia og enkelte

andre lande viser, er prioritering ikke tilstrækkelig.

Der skal også ske økonomisk vækst. Kraftig

økonomisk vækst baseret på en særdeles lige

indkomstfordeling har medført en enorm nedgang

i antallet af sultende og underernærede i

Kina til trods for at landets styreform ikke kan

betegnes som demokratisk. Antallet af sultende

og underernærede faldt også drastisk i Thailand,

Indonesien og Sydkorea gennem en periode med

kraftig økonomisk vækst selvom landene var plagede

af korruption og selvbestemmelsesretten

blandt de fattige og sultende var ret begrænset. I

34 35

mange andre lande, såsom Brasilien, har økonomisk

vækst kun haft en meget ringe positiv effekt

på antallet af sultende. Indkomstfordelingen før

perioder med økonomisk vækst er en vigtig faktor.

I Kina var indkomstfordelingen relativt lige, i

Brasilien var den meget ulige.

Baseret på disse eksempler og mange andre,

synes det rimeligt at konkludere at en kombination

af god regeringsledelse, en relativ lige indkomstfordeling

og kraftig økonomisk vækst er nødvendig

for at opnå en verden uden sult.

7. International handelspolitik

En handelspolitik som er retfærdig overfor u-landene

er en vigtig del af bestræbelser på at nå en

verden uden sult. Som medlem af den Europæiske

Union er vi i Danmark medansvarlige for

at den nugældende handelspolitik overfor u-landene

ændres så den bliver – om ikke retfærdig –

så i det mindste rimelig. Hvad angår landbrugsvarer,

er vor handelspolitik hverken retfærdig eller

rimelig. Den er, hvad Lars Attrup i en artikel i Jyllandsposten

sidste år kaldte “hinsides al logik”.

Det er den fordi den skader ikke alene u-landene

og deres fattige befolkning men også vor egen

økonomi. Ifølge Fødevareøkonomisk Institut ville

en global handelsliberalisering af landbrugsvarer

medføre en stigning i dansk nationalindkomst på

mellem 10 og 12 milliarder kroner.Tilfældigvis er

det et beløb som næsten svarer til dansk u-landsbistand

for 2003 på omkring 12,5 milliarder kroner.

Det som er vigtigt i den sammenhæng er

imidlertid, at vor handelspolitik er fattigdomsskabende

medens u-landsbistandens målsætning er

fattigdomsbekæmpelse.

Hver time døgnet rundt modtager verdens

landmænd 270 millioner kroner i subsidier. Det

svarer til 6,5 milliarder kroner om dagen. Halvdelen

betales af forbrugerne gennem kunstigt høje

fødevarepriser. Den anden halvdel betaler staten.

Ca. 35 øre af hver krone som EUs landmænd tjener

kommer fra subsidier. I USA er det 20 øre.

De norske og svejtsiske landmænd slår alle

rekorder. Mere end to-tredjedele af deres indkomst

kommer fra subsidier. I Polen og Ungarn

udgør subsidier kun 10–12 procent af landmændenes

indkomster. Det er ikke mærkeligt at de


ARTIKEL – Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? ARTIKEL – Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem?

gerne vil med i EUs landbrugsstøtteordning selvom

de naturligvis er utilfredse med i begyndelsen

kun at få en fjerdedel af hvad de nuværende EU

medlemmer får.

Men hvorfor spiller de rige landes landbrugsordninger

en rolle i bestræbelser på at opnå en

verden uden sult? Som tidligere nævnt, er

størstedelen af u-landenes fattige og sultende

afhængig af landbrugsproduktion. Den mest

effektive — og ofte den eneste — måde hvorpå

de kan komme ud af fattigdom og sult er ved at

forøge produktiviteten i landbruget. Men for at

det skal lykkes, skal der være et marked for den

stigende landbrugsproduktion. Der er ofte for

lidt købekraft på hjemmemarkedet, så der er

behov for at eksportere. Eksport er også vigtig

for af skaffe fremmed valuta til import af varer

som kan produceres billigere udenfor det enkelte

u-land. Det er derfor yderst vigtigt, at u-landene

får adgang til vore markeder for de varer som de

kan producere billigere end vi kan. For at opretholde

vore landbrugsordninger med høje interne

priser, er vi imidlertid nødt til at beskytte vore

markeder mod billigere fødevarer fra u-landene.

Det gør vi dels ved hjælp af høje toldmure og

dels ved andre importrestriktioner. Vore landbrugsordninger

medfører overskudsproduktion,

som vi så eksporterer til u-landene til priser som

er kunstigt lave som følge af subsidier betalt til

vore landmænd. Så vore landbrugsordninger saboterer

u-landenes landmænds forsøg på at komme

ud af sult og fattigdom på to måder:Vi holder

dem ude fra vore markeder og vi ødelægger deres

egne markeder ved at sælge overskudsproduktion

til priser som ligger under produktionsomkostningerne

og vi presser verdensmarketspriserne

ned.

Men som om det ikke var nok, har vi også

konstrueret en metode hvorpå vi kan straffe de

u-lande som — ofte ved hjælp af u-landsbistand

— søger at skabe beskæftigelse blandt de fattige

ved at forarbejde råvarerne fra landbruget. Vi

sætter toldsatsen op i takt med forarbejdningsgraden

for derigennem at sikre at u-landene fortsat

holder sig til råvareeksport, som vi så kan forarbejde

og øge vor egen beskæftigelse. Endeligt

kan vi også ty til andre metoder for at holde u-

landenes fødevarer ude fra vore markeder.Vi kan

for eksempel sætte kvalitets- og fødevaresikkerhedskrav

højere end de fleste u-landene kan imødekomme.

Der er mange eksempler på at disse

krav bliver brugt til at diskriminere mod fødevarer

fra u-landene. For eksempel er det interessant

at når æblehøsten er god i USA finder amerikanerne

ofte problemer ved æbler som Chile

ønsker at eksportere til USA. EU har for nylig

nedsat det tilladelige indhold af aflatoxin i forskellige

fødevarer til under de internationale

standarder, selvom beregninger viser, at det ikke

vil have nævneværdig positiv sundhedseffekt. Det

vil imidlertid ifølge Verdensbankens beregninger

koste Afrika mere end 500 millioner dollars årligt

i tabt eksportindtjening.

Af alle lande skulle Danmark, som har baseret

sin økonomiske vækst på international handel,

kunne forstå betydningen af handel for u-landene.

Men det er måske heller ikke i Danmark problemet

ligger? Da EUs landbrugskommisær under

Danmarks EU formandskab foreslog et skridt i

retning af at landbrugsstøtten skulle tildeles så

den ikke forårsager overskudsproduktion og

behov for høje toldmure, var 5 lande deriblandt

Danmark parate til nærmere drøftelse. Desværre

var de andre 10 EU lande imod og Danmark

gjorde det ikke til en mærkesag for formandskabet.

Med Frankrig og Tyskland i spidsen blev der i

stedet indgået en aftale om at beløbsrammen for

EUs landbrugsordninger som er fastsat indtil

2007 ikke ændres. Derefter skal rammen stige

med én procent årligt til år 2013.

Problemet for u-landenes fattige og sultende

er ikke støttens størrelse men måden den bliver

fordelt på. Så længe størstedelen af støtten består

af enten højere interne priser skabt ved hjælp

af toldmure eller betaling til den enkelte landmand

i forhold til den mængde som bliver produceret,

går det ud over u-landene. Hvis derimod

støtten blev fordelt på en måde som ikke var

baseret på højere interne priser og øget produktion,

kunne toldmuren fjernes og overskudsproduktionen

ville forsvinde. Det ville være til stor

fordel for både u-landenes fattige og europæiske

forbrugere. Det var netop en sådan ”afkobling”,

EUs landbrugskommisær foreslog. En omlægning

af kriterierne for fordeling af støtten således at

u-landene kan få adgang til vore markeder og vi

kan undgå overskudsproduktion er mulig uden at

beløbsrammen nødvendigvis sættes ned. Spørgsmålet

er om der er politisk basis for det i EU,

EFTA, USA og Japan. For nylig kunne vi så læse i

avisoverskrifterne at nu var EUs landbrugsministre

nået til enighed om at afkoble landbrugsstøtten

fra produktionsmængden. Desværre representerede

overskrifterne ikke aftalens indhold.

Det er min opfattelse, at WTOs fornemste opgave

nu er at bistå medlemmerne med at nå frem

til nye afkoblede fordelingskriterier med eller

uden nedsat beløbsramme. Det vil give indhold i

retorikken om at den runde af handelsforhandlinger

som netop er begyndt skulle være rettet

mod en mere fair handelspolitik for fattige lande,

den såkaldte udviklingsrunde.

Afsluttende bemærkninger

For at opnå en verden uden sult, er der brug for

nye politiske indgreb fra regeringer i både u-lande

og industrilande. U-landene skal investere mere

i offentlige goder rettet mod landdistrikterne

som veje og anden infrastruktur, landbrugsforskning,

primæruddannelse og sundhedsvæsen. Industrilandene

bør støtte ulandenes bestræbelser

gennem udviklingsbistand, en mere rimelig handelspolitik

og mere forskningssamarbejde. Så

hvad kan vi danskere gøre? Der er en række områder

hvor Danmark og danskere kunne bidrage:

1. Som medlem af EU kunne vi stræbe efter at få

ændret EUs landbrugs- og handelspolitik således

at u-landene får adgang til danske og andre

europæiske markeder på lige konkurrencemæssige

vilkår samtidig med at al eksport af

landbrugsvarer fra EU til subsidierede priser

ophører.

2.Vi kunne øge forsknings- og uddannelsessamarbejdet

med u-landene og stille relevant viden

og teknologi til rådighed for u-landene uden

betaling.

3.Vi bør fortsætte den nuværende målretning af

vor u-landsbistand mod investering i de allerede

nævnte offentlige goder med vægt på landdistrikterne

og bibeholde bistandsniveauet på

én procent af nationalindkomsten.

36 37

4.Vi kunne medvirke til bedre regeringsledelse i

u-landene dels ved at lægge politisk og økonomisk

pres på korrupte regeringer og dels ved

at skærpe dansk lovgivning mod korruption og

anden antisocial opførsel blandt danske virksomheder

i u-landene.

5.Vi kunne styrke den danske debat omkring

bekæmpelse af sult og fattigdom dels ved at

øge bevillingerne til frembringelse af ny viden

og dels ved at invitere flere folk fra u-landene

til at deltage i debatten. Vi kunne for eksempel

søge en mere nuanceret debate omkring bioteknologi,

således at vi ikke bliver skyld i at ulandenes

fattige bliver forbigået medens vi

uden hæmninger bruger bioteknologiens muligheder

til at løse vore sundhedsproblemer.

6. Samtidig med at vi søger en bæredygtig løsning

på det stille sultproblem, bør vi fortsætte med

både privat og offentlig nødhjælp for at løse

akutte sultproblemer på kort sigt.

Er vi parate til at kæmpe for en verden uden sult?

Det vil også komme os tilgode.


ARTIKEL – Socialt engagement og samfundskritik ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen

Socialt engagement

og samfundskritik

Webtidsskriftet Kritisk Debat gik i luften første

gang 15. februar 2004. Forud var gået mange drøftelser

af tidsskriftets formål og kritikfelt, samt

hvilken form det skulle have.

Kritisk Debat har en redaktion på 7 medlemmer

og et tilknyttet forfatterpanel, der vokser

stødt. Målet er at opbygge en bred vifte af samfundsforskere

og debattører i panelet, der forpligter

sig til at skrive til tidsskriftet. Kriteriet er

accept af tidsskriftets grundlag. (Navne på redaktionsmedlemmer

og paneldeltagere samt tidsskriftets

grundlag kan findes på www.kritiskdebat.dk)

Fra starten var der enighed om, at tidsskriftet

skulle stille ind på en overordnet kritisk og udogmatisk

debat af nyliberalismen som ideologi,

samfundstænkning og konkret politisk opgør med

velfærdsstaten. Heri ligger selvfølgelig også en kritisk

analyse af nyliberalismens neoklassiske økonomiske

teori og utopi.

Begrundelsen for valget af hovedkritikfelt er

helt uden omsvøb ønsket om et opgør med nyliberalismens

reaktionære samfundstænkning – et

forsvar for velfærdsstatstænkningen som et

grundlæggende demokratisk frihedsprojekt – men

også en forhåbning om gennem denne kritiske

virksomhed at kunne medvirke til den åben og

udogmatisk debat om fremtidens samfundsudvikling.

Redaktionen opererer med andre ord ikke

ud fra en teoretisk eller politisk homogen verdensanskuelse

– tværtimod! Ejheller er redaktionen

eller forfatterpanelet direkte knyttet til politiske

partier eller sociale bevægelser.

Det er ambitionen, at tidsskriftet skal udkomme

10 gange om året, den 15. i måneden. Redaktionen

har besluttet i videst mulige omfang at give

hvert nummer et overordnet tema, men i øvrigt

åbne op for artikler om temaer langt fra hovedtemaet.

Endvidere håber vi på i løbet af det første

år at kunne leve op til overskriften og åbne spalterne

for Kritisk Debat. De første uopfordrede

artikler har allerede fundet vej til redaktionen.

Kritisk Debat tilstræber en relativ høj standard,

om end vi ikke forventer at kunne nå op på

det specialiseringsniveau, som kendetegner mange

fagtidsskrifter. Ikke desto mindre er det hensigten

at dække de forskellige temaer historisk, økonomisk,

sociologisk, filosofisk, politisk og kulturelt.

Men stadig på et rimeligt højt generaliseringsniveau.

Dette ud fra en antagelse af, at samfundsproblemernes

kompleksitet i dag ikke kan fanges

ind og analyseres tilstrækkeligt frugtbart unikonceptuelt

– hvis det da nogen sinde har været

tilfældet.

På redaktionen er vi bevidste om, at et tidsskrift

som Kritisk Debat i længden ikke kan producere

tilstrækkelig mange interessant numre,

hvis vi ikke indgår samarbejde med andre tidsskrifter.Af

samme grund har vi fra starten indledt

samarbejde med andre tidsskrifter bl.a. i USA,

England og Tyskland, som læseren også finder links

til på hjemmesiden.Vi vil konstant søge at udbygge

dette samarbejde, så læserne ikke overbebyrdes

med for mange ”tynde” numre.

Men om Kritisk Debat overlever og opnår en

vis positiv rolle i den kritiske samfundsdebat

afgøres langt fra af artiklernes kvalitet. Det springende

punkt bliver, om det lykkes at udvikle en

afbalanceret og interessant kritisk debat på selve

hjemmesiden – dvs. om tilstrækkeligt mange føler

sig foranlediget til at producere bidrag til hjemmesiden.

Fremover vil redaktionen tilstræbe udgaver

med færre temaartikler og flere frie artikler –

netop for at fremme udviklingen af ”debatrummet”.

I efteråret har redaktionen bl.a. planlagt følgende

temaer: Kritisk lys på Velfærdskommissionens

rapport, analyse af Socialdemokratiets forhold til

nyliberalismen, kritisk debat af alternativer til nyliberalismen.

Redaktionen

Ved Jan Helbak.

”Sammenligning af Rasmussen

og Rasmussen’s nytårstaler”

Metodeopgave udarbejdet af Pernille Bødker Frank,

16.-23. januar 2004

1. Indledning

I det følgende præsenteres fire nytårstaler af

statsministrene Poul Nyrup Rasmussen og Anders

Fogh Rasmussen i perioden 1994-2004 analyseret

efter Erik Christensen model for tekstanalyse

med henblik på at sammenligne ideologiske

forskelle.

Kapitel 2 indeholder en præsentation af enkeltelementerne

i Erik Christensens model for tekstanalyse

og en kort diskussion af hovedkriterierne i

denne. I kapitel 3 analyseres 4 udvalgte nytårstaler

enkeltvis, hvorefter disse sammenlignes i kapitel

4 med henblik på at vurdere ideologiske forskelle

mellem de udvalgte nytårstaler.

2. Model for tekstanalyse

Erik Christensen henter stor inspiration i Kenneth

Burkes teknikker til næranalyse af tekster i

sin model for tekstanalyse. I det følgende er det

derfor i høj grad Burkes analytiske metode i den

udformning, som Christensen fremlægger den,

der er omdrejningspunktet.

Erik Christensen skelner mellem tre grundlæggende

niveauer i sin redegørelse for tekstanalysemodellen,

nemlig ord-, sætnings- og stil- eller

billedniveauet.Til hvert af disse niveauer knytter

der sig særlige analyseformer, således at ordniveauet

knytter an til cluster- og agon-analyse,

sætningsniveauet kan forbindes med en pentadanalyse

og stil- eller billedniveauet kan analyseres

ved hjælp af en stil-analyse. Det er disse forskellige

former for analyser, der vil blive behandlet i

det følgende.

2.1. Cluster-analyse

En af de teknikker til næranalyse af tekster, som

Burke har givet navn til, er ”cluster-” eller klynge-

38 39

analysen. I cluster-analysen drejer det sig om ”at

finde ud af hvorledes nogle begreber klynger sig

omkring centrale begreber. En række ord optræder

hyppigt sammen og sættes måske direkte

sammen, hvorfor det gælder om at finde dette

mønster og de eller det centrale ord i dette

mønster” (Christensen, 2002a, 11). Cluster-analysen

bygger på en antagelse om, at sproget består

af nogle nøglebegreber, hvortil der knytter sig en

række sekundære begreber. Selve cluster-analysen

går således ud på at danne et meningsgivende

billede af det begrebsapparat, der anvendes i den

givne tekst, idet de vigtigste begreber, nøglebegreber

og de dertil knyttede sekundære begreber

bestemmes (Christensen, 2002a, 11-12).

Cluster-analysen fokuserer på ligheder i sproget

og det drejer sig i denne sammenhæng om at

identificere overensstemmelsesprincipperne i en

tekst. Der findes tre former for overensstemmelsesprincipper:

1. Ligestillelse (hvilke ord og begreber

ligestilles i teksten?). 2. Forening eller forbindelse

(hvilke ord forbindes eller forenes i teksten?)

og 3. Identifikation (hvilke ord identificeres

med hinanden i teksten?) (Christensen, 2002a,

13-14).

På det praktiske plan implicerer cluster-analysen

en udvælgelse af tekstens nøglebegreber. Typisk

vil teksten indeholde ret få nøglebegreber, som

regel højst 4-5 stykker. Empirisk kan udvælgelsen

af nøglebegreber afgøres ved at se på frekvensen

og intensiteten i brugen af de samme begreber.

Nøglebegreber optræder ofte, men ikke nødvendigvis,

flere gange i tekstens centrale passager,

mens intensitet afgøres ved en nøjere læsning af

teksten i forhold til tekstens struktur, plot eller

argumentation (Christensen, 2002a, 16).


ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen

2.2.Agon-analyse

Hvor cluster-analysen fokuserer på ligheder, drejer

agon-analysen sig om at karakterisere de

sproglig og begrebsmæssige modsætninger og

valoriseringer, der umiddelbart kan ses i teksten,

eller kan fremanalyseres igennem en nøjere

tekstlæsning. I agon-analysen kortlægges modsætningsstrukturen

mellem en teksts nøglebegreber,

hvilket ofte er forbundet med en vurdering af det

gode og det onde og dermed en valorisering

(værditillæggelse) af tekstens nøglebegreber

(Christensen, 2002a, 11, 18).

Et centralt element i agon-analysen er at bestemme

modsætningernes karakter, idet der både kan

være tale om polære modsætninger, om en form

for konkurrence eller modsætningerne kan være

af en mere indirekte art, hvor begreberne fx er

forbundet via relationen til et tredje begreb. I

forlængelse af dette kan modsætningen være kontradiktorisk

(negation), hvor to begreber er uforenelige

og udelukker en tredje mulighed, fx sort

og ikke-sort, kontrær,hvor to begreber er uforenelige,

men lader en tredje mulighed stå åben fx

sort og hvid og endelig kan modsætningen være

komplementær,idet to beskrivelser af det samme

på en gang udelukker hinanden og supplerer hinanden

(Christensen, 2002a, 7, 19).

2.3. Pentad-analyse

På sætningsniveauet, også kaldet det grammatiske

niveau, fokuseres der på at afdække, hvad der

foregår i den enkelte sætning og i sætningerne

som helhed, hvilket præger tekstens udtryk.

Grundidéen er, at den enkelte sætning kan ses

som et drama, hvor der optræder forskellige

aktører, og der foregår forskellige handlinger i

forskellige rum. Christensen peger på, at formålet

med sætningsanalysen ”er at fremanalysere de

årsags- og ansvarsforhold som ligger indbygget i

den sætnings-grammatiske struktur” (Christensen,

2002b, 1). Her inddrager han Burkes pentadanalyse,

der kan siges at henvise til de fem

spørgsmål, som enhver politimand må redegøre

for i sin rapport, når han skal beskrive en lovovertrædelse:

1. Hvad skete der? (Handlingen). 2.

Hvornår og hvor blev det gjort? (Scenen). 3. Hvem

gjorde det? (Aktøren). 4. Hvordan gjorde han det?

(Instrument, middel). 5. Hvorfor gjorde han det?

(Formål) (Christensen, 2002b, 6). Disse fem

grundbegreber kan betragtes som et ”cluster”,

”hvor begreberne implicerer hinanden og hænger

sammen, ligesom de forskellige elementer i et

drama. Man kan ikke tænke det ene element

uden at blive ført over i det andet o.s.v.” (Christensen,

2002b, 6).

I den praktiske anvendelse af pentad-analysen

drejer det sig om at identificere de fem elementer

i teksten, ved at spørge ind til pentad-analysens

grundspørgsmål: hvad sker der, hvilken aktør

etc. Pointen er, at alle tekster vil kunne reduceres

til disse fem grundlæggende elementer, men at

sproget sjældent er entydigt, og at det derfor i

praksis ofte vil være vanskelig at kategorisere

grundelementerne entydigt. Opgaven er i denne

sammenhæng at kaste lys over sprogets flertydighed,

hvilket i sig selv bidrager til analysen. Idéen

bag pentad-analysen er, at den giver et overblik

over, hvordan tekstproducenten har set på den

pågældende situationen og mere overordnet på

den større sammenhæng, og dermed være med

til at give et billede af den motivation, der ligger

til grund for sproghandlingen (Christensen,

2002b, 7-8).

Andet led i pentad-analysen er at afgøre, hvilket

at de fem elementer, der dominerer i forhold til

de øvrige. Tekstproducenten har enten bevidst

eller ubevidst ladet et eller flere elementer spille

en mere fremtrædende rolle i fremstillingen, hvilket

kan afdække motiv-mønsteret i den pågældende

tekst og sige noget om, hvordan tekstproducenten

opfatter verden. Burke taler i denne

forbindelse om ”pendantic ratio”, som en beskrivelse

af de relationer, der er mellem elementerne

i pentaden (Christensen, 2002b, 11-12).

2.4. Stil-analyse

På dette niveau er analysens genstand den stil,

der anvendes i tekster, altså de stiltræk og stilistiske

virkemidler, der signalerer bestemte holdninger

og anvendes for at påvirke modtagerens

opfattelse af tekstens emne.Tanken er, at vi opfatter

verden igennem billedsprog, og at vores forståelse

af situationer og enkeltting afhænger af disse

billedmønstre og overførslen af et billed-

mønster fra et område til et andet. I denne sammenhæng

spiller metaforer en vigtig rolle som

udtryk, der anvender billedsprog (Christensen,

2002c, 1). En metaforanalyse af en tekst er af en

særlig betydning, fordi vi alle bevidst og/eller ubevidst

igennem sprogets metafordannelser er med

til at reproducere og skabe bestemte samfundsmæssige

virkeligheder. Metaforer har også betydning

for vores måde at opfatte politik på, hvor

valget af metaforer afspejler det syn på politik,

som tekstproducenten besidder (Christensen,

2002c, 5-6).

I sin stil-analyse forbinder Burke metaforen med

perspektiv, og definerer metaforen som ”a device

for seeing somthing in termes of something else”

(citeret efter Christensen, 2002c, 10).

Heroverfor har metonymien en anden funktion,

idet den implicerer en reduktion af det komplekse

til det mindre komplekse: ”The basic ”strategy”

in metonymy is this: to convey some incorporeal

or intanggible state in terms of the corporal

or tangible. E.g., to speak of ”the heart” rather

than ”the emotions” (Burke citeret efter Christensen,

2002c, 10). Metafor- og metonymiprocesserne

er ifølge Burke fundamentale processer

i sproget, hvorved der altså enten sker en perspektivudvidelses

(metafor) eller en reduktion

(metonymi). Synekdoten er på lignende vis en

reduktion, men tillige en repræsentation, idet

synekdoten fungerer som en talefigur, hvor en

del sættes lig med helheden, eller helheden reduceres

til et delelement. Endelig knytter Burke ironi

sammen med dialektikken. Den ironiske proces

er en proces, hvor tingene viser sig at være

anderledes, end de giver sig ud for, hvilket netop

konstituerer ironiens dialektiske natur. Her kan

sygdom skabe helbredelse og omvendt på dialektisk

– og dramatisk vis (Christensen, 2002c, 11-

12).

2.5. Diskussion af hovedkriterierne

i tekstanalysen

Den primære fordel ved denne tekstanalysemodel

er, at den gør det muligt at foretage en struktureret

analyse af forskellige politiske tekster

med henblik på at sammenligne disse. Modellen

præsenterer i denne sammenhæng en række red-

40 41

skaber, der kan fungere som pejlemærker i det

analytiske arbejde, der ellers er i fare for at miste

fokus. En fordel synes også at være niveau-delingen

i analysen, hvor de tre niveauer alle må formodes

at have relevans i forhold til den overordnede

analyse.

En ulempe ved modellen er, at den ikke i tilstrækkelig

grad inddrager den kontekst, som talerne

befinder sig i: en politisk tekst er som alle andre

tekster påvirket af den samtid, som den er blevet

til i, og denne negligering af konteksten synes

især at være problematisk i forbindelse med politiske

tekster, der i særlig grad må formodes at

forholde sig til forhold i samtiden.

Christensen inddrager mange overvejelser og

detaljer i sin fremstilling af tekstanalysemodellen,

som jeg af afgrænsningsmæssige årsager har valgt

at udelade. Jeg har i stedet valgt at fokusere på de

elementer i præsentation, der lader sig overføre

på praksis i denne begrænsede sammenhæng.

3. Nytårstaler

I det følgende bruges ovenstående tekstanalysemodel

til at karakterisere ideologiske forskelle

mellem 4 nytårstaler af statsministrene Poul

Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen i

perioden 1994-2004. De udvalgte taler vil blive

analyseret enkeltvis efter ovenstående model, og

vil efterfølgende blive sammenlignet i kapitel 4

med henblik på at fastslå ideologiske forskelle.

Talerne er udvalgt således, at der analyseres to

taler fra hver af de pågældende statsministre,

ligesom talerne er spredt rent tidsmæssigt, således

at der optræder taler fra begyndelsen af

regeringsperioderne og en senere tale.

Analysen af de enkelte taler indledes med en

agon-cluster analyse, hvor talens nøglebegreber

fastlægges og modsætningerne og valoriseringen

mellem disse og de afledte begreber bestemmes.

Herefter analyseres talerne efter pentad-modellen

og slutteligt overvejes talernes stilmæssige

karakter.

3.1. Poul Nyrup Rasmussens nytårstale

1.1. 1994 (nytårstale 1)

Et af talens vigtigste nøglebegreber præsenteres i

indledningen, hvor Poul Nyrup Rasmussen (PNR)


ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen

kigger tilbage på redningen af de danske jøder i

1943. De blev reddet, hedder det, ”fordi danskerne

var enige om, at de skulle reddes” (P.N.

Rasmussen, 1994). PNR bruger i denne forbindelse

en synekdote, idet et ellers komplekst historisk

sagsforhold reduceres: det var således alle

danskere, der reddede jøderne, og alle (på nær

53) danske jøder, der blev reddet. Denne begivenhed

kom i stand, fordi danskerne ved denne

lejlighed ”tænkte stort”, hvilket er talens vigtigste

nøglebegreb med en positiv valør. ”At tænke

stort” forbindes med fire afledte begreber: menneskelighed,

mod, handlekraft og holdning, der

ligeledes alle betegnes med positiv valør. Hovedmodsætningen

i teksten findes mellem nøglebegrebet

”at tænke stort” og dets negative afledning

”afmagt”. Afmagten har sneget sig ind på

danskerne, fordi de har glemt ”at tænke stort”.

Begrebet forbindes med et andet af tekstens

nøglebegreber med negativ valør, arbejdsløshed

og afledte begreber som økonomisk nedtur, pessimisme,

modløshed, et delt Danmark, aggressioner

og vold. Arbejdsløshed trækker dybe spor,

sætter skel, skaber splittelse i familierne og samfundet

og gør børn utrygge, og er som sådan et

fænomen, der vedkommer alle.

Talen indeholder yderligere to nøglebegreber

med positiv valør, nemlig tid og værdier.Tid er en

knaphedsressource som regeringen vil tilvejebringe

– der skal være tid til hinanden, til uddannelse,

til børnene, til at have det rart. I sidste

ende forbindes tid med flere arbejdspladser, da

tid som ressource er et resultat af orlovsordninger,

der skal skaffe flere i arbejde.Værdierne forbindes

med hverdagen og omhandler arbejde,

uddannelse og tryghed.Værdier skal overføres fra

ældre generationer til yngre, hvorved de ældre

generation får positiv valør som dem, der tænkte

stort. Det drejer sig i denne sammenhæng om at

lytte og at betro sig.

Analyseret efter Burkes pentad-analyse beskriver

talen et politisk og et menneskeligt drama på en

scene, der er præget af store forandringer. Verden

var for fem år siden kendetegnet af en Berlin-mur,

Sovjetstyre, apartheid og konflikt mellem

israelere og palæstinensere. Dette scenario er

forandret til det bedre, men samtidig er der nu

borgerkrig på Balkan og halv- og helfascistiske

bevægelser vinder frem sammen med nationalisme.

Scenen er præget af en omfattende økonomisk

nedtur og krav om at forholde sig til ny teknik

og nye produktionsformer.

På denne scene optræder en række aktører: der

er politikerne i den siddende regering, der forbindes

med handlekraft, mod og menneskelighed

og der er familierne, som er i bekneb for tid og

presset af arbejdsløshed. Der er også en række

danskere ”der tænker stort” – både de danskere,

der tænkte stort for 50 år siden, og dem der gør

det i dag, fx nødhjælpschauffører og danskere

soldater på fredsbevarende mission i det tidligere

Jugoslavien. Endelig optræder der mellem linierne

en opposition, der har nogle andre og selvsagt

ringere bud på, hvordan problemerne kan løses.

Politikernes mål er at få standset afmagten og

arbejdsløsheden – hvilket er et mål, der også

overføres til de andre aktører på scenen. Det

simple middel er i denne sammenhæng at få danskerne

til at tænke stort igen:Afmagt og arbejdsløshed

kan på enkel vis neutraliseres af, at tilpas

mange danskere tænker stort, og handler med

menneskelighed, mod, handlekraft og holdning.

Forbedrede økonomiske konjunkturer i den

nære fremtid fungerer også som et middel i denne

sammenhæng, men spiller en knap så afgørende

rolle.

De centrale handlinger, der udspiller sig på denne

scene, relaterer sig til nøglebegreberne med

positiv eller negativ valør. Negative handlinger

affødes af afmagt og arbejdsløshed og drejer sig

om vold og aggressioner, mens positive handlinger

udspringer af at tænke stort: nødhjælpsarbejde,

være der for hinanden, hjælpe flygtninge i nød

der kommer til Danmark, have tid til hinanden i

familierne, fordele arbejdet bedre, opdrage og

viderebringe værdier.

Ser man på det billedsprog, der anvender i talen,

beskrives opgaven med at afskaffe arbejdsløsheden

med en metafor, som en lang vandring, hvor

det første skridt er taget. Andetsteds henvises

skjult til Grundtvigs ord om, at få har for meget

og færre for lidt i en omformuleret udgave, hvor

der gerne må være nogle, der har for meget, men

ingen der har for lidt. Selve rammen i talen er

redningen af de danske jøder for 50 år siden og

tilbageblik spiller på denne måde en central rolle

i talen. Afslutningsvis fortæller PNR en lille anekdote

om rabbinsk lærdom, hvor moralen

udlægges som en kommentar til situationen i

Mellemøsten og som en påmindelse om at hjælpe

flygtninge. Selve anekdoten fungerer således

indenfor den overordnede ramme om ”at tænke

stort”.

3.2. Poul Nyrup Rasmussens nytårstale

1.1. 2000 (nytårstale 2)

Talens centrale nøglebegreb med positiv valør er

kvalitetssamfund, der forbindes med en lang række

afledte begreber og fænomener. Et kvalitetssamfund

er således et samfund, der hjælper de

mange, uden at stå i vejen for den enkelte, hvor

de raske hjælper de syge, de rige hjælper de fattige,

unge hjælper gamle, hvor alle har adgang til

sundhed og uddannelse, alle føler ansvar for miljøet,

alle slutter op om den enkeltes frihed, hvor

goder fordeles retfærdigt, hvor der er lighed og

værdighed for alle, hvor ingen er forladte og hvor

alle er med i fællesskabet. Kvalitetssamfundet

bygger på en ide om, at vi passer godt på hinanden

og på at vi deltager aktivt i det internationale

samfund. Der er på en gang tale om en beskrivelse

af samfundet, som det i en eller anden grad

allerede er, og samtidig en vision for, hvordan

fremtidens samfund skal se ud. En af de vigtigste

42 43

forudsætninger for dette kvalitetssamfund er

tryghed, der fungerer som et af tekstens andre

nøglebegreber. Tryghed forbindes med frihed, at

turde noget, dygtiggørelse og mod til jobskift.

Mere overordnet forbindes tryghed med international

konkurrencekraft og reel frihed. Dette forhold

forbindes med talens tredje nøglebegreb

euroen. Euroen fungerer som den positive garant

for både tryghed og international konkurrencekraft.

Lige så centralt er i denne sammenhæng de

fænomener, der forbindes med ikke-euro: ikkeeuro

implicerer valutaspekulation, samfund under

pres, krise, arbejdsløshed og en dårlig situation

for folket. Ud over begrebet ikke-euro er talens

centrale nøglebegreb med negativ valør ghettodannelse.

Ghettodannelse forbindes med afledte

begreber som problemer, fremmedgørelse, ofre

for manglende lydhørhed, ligegyldighed overfor

danske værdier, tvangsægteskaber, automatisk

familiesammenføring, klasseskel, lovovertrædelser

og misbrug.

I Burkes pentad-optik skildrer talen flere scener:

Der er gamle-Danmark, som er Danmark inden

velfærdssamfundet. Her er levealderen lav, børnedødeligheden

høj, fattigdommen stor, goderne

uretfærdigt fordelt og nederlagene mange. Overfor

dette scenario er der kvalitetssamfundet

Danmark-nu, hvor tingene ser anderledes lysere

ud: her er der frihed, fællesskab, en retfærdig fordeling

af goderne, omsorg og tryghed og frem for

alt en bomstærk økonomi. Denne scene trues på

den ene side af den finansielle globalisering i en

situation med ikke-euro og på denne anden side

af ghetto-Danmark. I ghetto-Danmark er de danske

værdier under pres, der hersker utryghed og

på mange måder minder situationen om gamle-

Danmark.

Til hver af disse scener knytter der sig en række

aktører.I gamle-Danmark finder vi folket, der med

hårdt arbejde har opbygget kvalitetssamfundet

Danmark-nu. Her er arbejdere, kvinder og bønder,

der alle arbejder for velfærden. I Danmarknu

finder vi de offentligt ansatte, der roses for

deres indsats for velfærden og vi finder brobyggere,

der på nærmest mytisk vis inkarnerer folke-


ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen

sjælen, men ellers ikke defineres nærmere. I

opbygningen af Danmark-nu har indvandrere af

forskellig herkomst igennem tiderne spillet en

positiv rolle, ligesom flere forskellige ”gamle”

flygtningegrupper har bidraget til udviklingen.

Disse aktører tildeles en positiv valør i kraft af

deres engagement i at opbygge Danmark-nu, hvilket

står i skarp modsætning til gruppen af nutidige

flygtninge, der i disse år truer udviklingen i

Danmark-nu. Denne gruppe bidrager ikke til

velfærden, og forsøger implicit at destruere det

arbejde, som de andre aktører har udført for at

opbygge kvalitetssamfundet.Til dette billede føjer

sig en anden gruppe af aktører, nemlig valutaspekulanterne,

der på lignende vis truer den positive

udvikling.

De forskellige aktører arbejder efter forskellige

mål – således er folket optaget af at arbejde både

i og for velfærdssamfundet. Man slider, hjælper og

brobygger for at opbygge kvalitetssamfundet. De

gamle flygtninge og indvandrere er på lignende

vis optaget af at skabe velstand, mens de nye

flygtningegrupper vil bo i ghettoer, familiesammenføres

og indgå tvangsægteskaber. Valutaspekulanterne

vil bringe Danmark i krise, hvilket er

ensbetydende med, at folket lider og manden på

gulvet mister sit job. Her melder PNR sig på

banen med tre krav, som både de nye flygtninge

og danskerne skal honorere: alle skal lære dansk,

alle skal arbejde og uddanne sig og alle skal

acceptere de danske værdier.

Disse krav er på en gang mål og middel, for de

skal sikre, at Danmark-nu udvikler sig positivt.

PNR vil i denne sammenhæng forsøge at holde

sammen på befolkningen for at modstå splittelse.

Her spiller brobyggere også en rolle, idet disse

tilsyneladende kan udføre en lignende opgave. Et

vigtigt middel er at fastholde den politiske kurs –

og dermed en socialdemokratisk styret regering

– da det ikke er tiden til at tabe pusten, komme i

tvivl og kaste sig ud i den totale liberalisme, der

har vist sig at være et dårligt middel. Midlet i forhold

til at sikre sig imod valutaspekulanterne er

at indføre euroen og sige ja til at være med.

De dominerende handlinger i talen er arbejde i

alle dets afskygninger: pløjning, opdyrkning af

heden, svedende arbejdere, udearbejdende kvinder,

byggeri, handel, roeplukning, raske der hjælper

syge og unger der hjælper gamle. I forhold til

tale 1 er arbejdsløshed blevet til et ”ikkebegreb”,

der er blevet afløst af en beskæftigelsesdiskurs,

hvor folk på den ene eller anden måde

arbejder i og for velfærdssamfundet.

Stilmæssigt gør talen brug af både synekdoter og

metonymier. Den danske velfærdsmodel fremstilles

som en velfærdsmodel, der overalt betragtes

som verdens bedste (metonymi) og i forbindelse

med flygtningegruppen nævnes ”masser af

udlændinge, som gør en stor indsats i det danske

samfund”. Denne gruppe overskygges af den problematiske

gruppe, der således kommer til at tegne

helhedsindtrykket (synekdote). I en central

passage i talen fremhæver PNR, at politik rummer

en vision, en drøm, en fortælling. Politik

handler med andre ord om at fortælle historier –

storytelling – og det er da også det billede, der

præger talen: her fortælles en historie om, hvordan

gamle-Danmark udviklede sig til et kvalitetssamfund

og hvilke fænomener og aktører, der

truer dette billede.

3.3.Anders Fogh Rasmussens nytårstale

1.1. 2002 (nytårstale 3)

Talen indledes med en skitsering af begivenhederne

i forbindelse med 11. september og introducerer

dermed et af de vigtige nøglebegreber i talen:

terror. Billedet, der tegnes, præges af to poler,

hvor USA udgør det ene og terror det andet.

USA kæmper en kamp for at sikre sine værdier,

der samtidig er de værdier, som hele den vestlige

verden hylder og er bygget op efter, hvorfor denne

kamp også skildres som danskernes kamp.Terroren

repræsenterer på den anden side det

binære modpol til disse værdier og udgør dermed

en kontradiktorisk modsætning, idet der ikke

eksisterer en tredje position i dette scenario –

der findes kun godt og ondt. Terror forbindes

med religiøse fanatikere og herskesyge tyranner,

der uvilkårligt implicerer fattigdom, mens den

vestlige verden repræsenterer velstand.

Skematisk kan modsætningen skildres således:

Talens andet nøglebegreb er EU-udvidelsen mod

øst, der fremstilles som en ”win-win” situation:

medlemskabet af EU betyder en ”lys og lovende

fremtid” for demokratierne i Øst- og Centraleuropa,

og det betyder mere handel for os og dermed

penge i tegnebogen. Men mere centralt figurerer

spørgsmålet om sikkerhed: udvidelsen er et

gode, fordi den garanterer et helt og udelt Europa,

hvilket igen forbindes med fred og frihed.

Udvidelsen er altså en fordel både i et økonomisk

og i et sikkerhedsmæssigt øjemed.

Det efterfølgende nøglebegreb er igen portrætteret

ved i høj grad at blive spejlet i sin modsætning:

det 21. århundrede er således nøglebegrebet

med en positiv valør, der reflekteres i sin

modsætning det 20. århundrede. Hvor det 21.

århundrede står for frihed, samarbejde, fred og

respekt for det enkelte menneskes liv, repræsenterer

det 20. århundrede klassekamp, folkemord,

undertrykkelse, verdenskrige, totalitære ideologier,

kollektivisme og systemer. Modsætningerne

paralleliserer i høj grad modsætningen mellem

USA og terror – selvom modsætningens natur i

dette tilfælde måske ikke ligefrem kan karakteriseres

som kontradiktorisk, så befinder begreberne

sig i en form for konkurrence og modsætningen

synes derfor snarere kontrær. Det 20. århundrede

forbindes tillige med opbygningen af

velfærdsstaten, dog i en misforstået version, hvor

det har været systemet, der dominerede over

menneskene. Derfor er det nu tid til at udvikle

velfærdsstaten, hvilket bringer os til nøglebegrebet

velfærd. I den udformning, som rammen ”det

44 45

21. århundrede” indebærer, forbindes velfærd

først og fremmest med personlig frihed i forhold

til det fælles ansvar.Velfærd handler om frit valg

og ingen ventelister i modsætning til klientgørelse

og formynderi, der forbindes med den forrige

regerings velfærdsmodel og implicit ”det 20.

århundrede”.

Talens sidste nøglebegreb er eksperttyranni, hvor

ordets anden del indikerer den negative valør:

tyranni.Vi har altså at gøre med et fænomen, der

kan forbindes med moddiskursen til USA og derfor

i sidste ende står for det samme som terror:

ikke-demokrati, tvang og ufrihed – og i en eller

anden forstand religiøs intolerance. Eksperterne

gør sig jo netop til dommere over godt og ondt

på samme måde som de religiøse fanatikere og

herskesyge tyranner, der ikke lytter til fornuft og

undertrykker den frie og folkelige debat.

Overført til Burkes pentad-analyse præsenterer

talen således en række scener, hvor forskellige

dramaer udfolder sig.Vi har en terrorscene, hvor

de religiøse fanatikere bekæmper den frie verden

og en brændpunktscene, hvor danske soldater

gør en indsats for at sikre freden. EU-scenen er

præget af den historiske udfordring, som det danske

formandskab skal forsøge at sikre: udvidelsen

mod øst, mens talens sidste scene er velfærdsscenen,

der tegnes i et perspektiv hvor udvikling

er det centrale parameter.

Disse scener befolkes af en række aktører;terrorscenen

bemandes af religiøse fanatikere, herske-


ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen

syge tyranner og vestlige agenter, der repræsenterer

den frie verden. Disse aktører går i nogen

grad igen i næste scene, brændpunktscenen, hvor

danske soldater og politifolk yder en indsats for

frihed og fred i verden overfor aktører, der implicit

repræsenterer moddiskursen til USA. På EUscenen

indtager Danmark en afgørende rolle

som formandskabsland og dermed som leder af

forhandlingerne om udvidelsen. Velfærdsscenen

befolkes af en række aktører: ældre, syge, patienter,

hjemløse, misbrugere og sindslidende. Heroverfor

står medmenneskene, der tager ansvar,

hvilket indebærer, at der udvikles selvstændighed,

personlighed og selvrespekt. Endelig trues

velfærdsscenen af smagsdommere og eksperter,

der mener at vide bedst. I kulisserne finder vi en

regering og en opposition, der betjener sig af forskellige

midler.

Regeringens middel er oprydning, hvilket står i

skarp kontrast til oppositionen og den gamle

regering, der vil systemet. Den nye regering sætter

mennesket før systemet, som det hedder.

Midlet er dermed den driftige entreprenør, der

selv tager ansvar: ”Jo mere frihed, udfordring og

ansvar vi mennesker får, desto mere stoute og

selvstændige bliver vi, og desto bedre kan vi

udfolde og udnytte vore evner til gavn for hele

fællesskabet” (A. F. Rasmussen, 2002).

Målene præsenteres i en ”slogan-agtig” form:

man vil velfærd, der virker, have noget ordentligt

for skattekronerne, ingen ventelister, frit valg og

mennesket før systemet. Heroverfor har vi imellem

linjerne en opposition, der per definition vil

det omvendte: velfærd der ikke virker, lange ventelister

og systemer. Og på terrorscenen har vi

de religiøse fanatikere, der vil bekæmpe den frie

verden og de vestlige aktører, herunder de danske

soldater, der gør Danmark ære.

Overordnet kan handlingerne i dette scenario

siges at være enten nedbrydende eller forsvarende/udviklende:

hvor de forskellige moddiskurser

engagerer sig i nedbrydende handlinger i relation

til velfærd eller den vestlige verden som sådan,

præges billedet i den anden lejr af forsvarende og

udviklende handlinger: regeringen rydder op, soldaterne

kæmper den vestlige verdens sag, og på

velfærdsscenen har vi den aktive entreprenør,

der tager ansvar og handler medmenneskeligt.

Stilmæssigt er talen bygget op omkring en række

slogan-agtige formuleringer, der umiddelbart

prenter sig fast og danner nogle enkle, men

sigende billeder. Talen gør brug af et kraftigt billedsprog

både på det beskrivende plan og i form

af metaforer: mennesket sammenlignes med et

træ, og der tales om smagsdommere, herskesyge

tyranner, hjertet af en nation, blomstrende mennesker

og eksperttyrannier.

3.4.Anders Fogh Rasmussens nytårstale

1.1. 2004 (nytårstale 4)

Indledningsvis tegner talen et billede omkring

nøglebegrebet Østeuropa før og nu. Østeuropa

før kendetegnes af kommunistisk diktatur, politiske

brændemærkning og en barsk hverdag bag

Jerntæppet, mens Østeuropa nu indleder et nyt

kapitel, og optræder som et vitamintilskud til det

EU, landene snart bliver medlemmer af. Nu syder

og bobler Østeuropa af energi, der tænkes nyt og

man tror på frihed, sig selv og på fremtiden. Det

næste nøglebegreb er også bygget op omkring en

kontrast – i dette tilfælde i forhold til krigen i

Irak. Krig forbindes med massegrave, død og lemlæstelse

og beskrives som den sidste udvej. Kontrasten

forklarer, hvorfor krigen kom i stand:

befrielsen af Irak, billedet af en væltet Saddamstatue,

jublende irakere, den tilfangetagne Saddam,

diktaturets fald, irakerne som herrer over

deres egen fremtid, Saddam for en domstol, terrorregimets

fald, håb om frihed, fred og fremgang

og genopbygningen af Irak. Det dystre scenario

omkring selve krigshandlingen fylder således

meget lidt i forhold til det andet scenario og helhedsindtrykket

bliver da også overvejende et

positivt billede.

Efterfølgende skifter fokuset til den nationale

scene og nøglebegrebet økonomi. Danmark

befinder sig i en økonomisk presset situation på

grund af verdensøkonomien, men billedet er ikke

kun dystert: Vi har en bundsolid økonomi, som

det hedder, hvilket opsummeres i en række

underpunkter: overskud på de offentlige finanser,

afvikling af gæld, overskud på betalingsbalancen,

små prisstigninger, god købekraft, lav rente, investeringslyst

og en konkurrenceevne i top. Dette

kædes sammen med nøglebegrebet uddannelse,

da den bundsolide økonomi også afhænger af

uddannelse, som en forudsætning for vækst og

velfærd. Ambitionen er, at danskerne skal være

blandt de bedst uddannede i verden. Situationen

ikke-uddannelse er således en særdeles kritisk

situation, der på alle måder er truende for

velfærden. Dette afspejles i talens sidste og

måske mest centrale nøglebegreb: ghettodannelse.

Her portrætteres netop en situation med

ikke-uddannelse. Ghettodannelse forbindes således

med arbejdsløse mænd, isolerede kvinder,

ikke-dansktalende, kriminel påvirkning, vægelsind,

tomhed, ligegyldighed, foragt, vold, kriminalitet,

konfrontation, lediggang, gadehjørner og kriminalitet.

Modgiften til dette billede er uddannelse og

opfordringen lyder på at tage ved lære af de indvandrere,

der klarer sig godt i det danske samfund

og altså har et arbejde. Overensstemmelsesprincippet

mellem ghettodannelse og de afledte

begreber hertil peger i retning af identifikation:

ghettodannelse implicerer per definition disse

dårligdomme og skal ikke kun forstås som en

ligestilling eller forening.

I pentad-analysen er scenen sat til en række forskellige

dramaer:Vi præsenteres for et Østeuropa

før og et Østeuropa nu, der er præget af store

kontraster.Talen markeres af en krigsscene i Irak,

hvor der ikke udspiller sig egentlige krigshandlinger,

men hvor det i stedet er genopbygning, der

tegner billedet. I den nationale kontekst finder vi

en økonomisk scene, hvor nationalregnskabet

rulles op og en scene med ”Danmark med mod

på fremtiden”, hvor bemærkelsesværdige danskere

sætter Danmarks navn på verdenskortet i

kraft af deres kunnen. Heroverfor findes indvandrerghettoerne,

der præsenteres som et udansk

fænomen, hvor der lades hånt om danske værdier

og det danske samfund.

Aktørerne på scenen i Østeuropa er de politisk

brændemærkede, der nu er blevet ledere for de

46 47

nye demokratier. Irak-scenen præges af jublende

irakere og den tilfangetagne Saddam samt de

danske soldater, politifolk og hjælpearbejdere,

der er engageret i genopbygningen af Irak. På den

økonomiske scene finder vi de danske virksomheder

med en god konkurrenceevne og familier,

der rammes af arbejdsløshed og familier, der har

travlt. I indvandrerghettoerne befolkes scenen af

en gruppe indvandrere, der ikke benævnes flygtninge

og karakteriseres ved ikke at tale dansk.

For mændenes vedkommende gælder yderligere,

at de er arbejdsløse, mens kvinderne er isolerede.

I ”Danmark med mod på fremtiden” møder vi

en række store danskere, der på en eller anden

måde har udmærket sig i en international sammenhæng

– det drejer sig om alt fra danske arkitekter

til sportsfolk, filminstruktører og forskere.

Aktørerne er engageret i handlinger, der relaterer

sig til de forskellige scener. Her bemærkes særligt

det fåtal af handlinger, der direkte kan relateres

til normal krigsførelse i forbindelse med karakteristikken

af Irak-krigen. Handlingerne domineres i

stedet af jubel, glæde og genopbygning. Talens

handlingsdimension er i det hele taget sparsom,

og det er da også kun i forbindelse med ghettodannelse,

der i sig selv implicerer handling, at vi

for alvor støder på aktivitet. Her tales andre

sprog end dansk, bedrives kriminalitet, udøves

vold, konfronteres, isoleres og dannes flere ghettoer.

Målene relaterer sig ligeledes naturligt til de

enkelte scener. I Østeuropa er målet EU-medlemskab,

mens det på Irak-scenen drejer sig om

genopbygning og om at bygge et nyt, moderne,

frit og fredeligt Irak. På den økonomiske scene er

målet, at alle der kan arbejde skal have et arbejde,

hvilket også er et mål i forhold til indvandrerghettoerne,

men her er arbejde tillige et middel:

det er vejen væk fra ghettodannelse sammen

med det at kunne tale dansk. Uddannelse optræder

ligeledes som et vigtigt middel i denne sammenhæng,

da fremtidens job afhænger af højteknologisk

kunnen og dermed uddannelse til og for

alle. På den økonomiske scene figurerer opsvinget

som midlet til at sikre økonomisk fremgang


ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen

og vækst. I modsætning til uddannelse, arbejde og

danskkundskaber optræder opsvinget som et

udefrakommende middel, som aktørerne ikke

selv er herrer over. AFR besidder imidlertid en

indsigt i dette forhold, der gør at han på profetisk

vis kan love, at opsvinget kommer i 2004, hvorved

opsvinget kommer til at fremstå som AFRs

personlige gave til det danske folk.

Stilmæssigt bruger talen mange billeder og metaforer:

Der gengives billeder af den tilfangetagne

Saddam, af jublende irakere og væltede statuer,

og anvendes metaforer om Jerntæppet, politisk

brændemærkning, vitamintilskud til EU, lande der

syder og bobler af energi, en verdensøkonomi

der står stille, danskere med penge mellem hænderne

og børnefamilier der skal give den en skalle.

Karakteristikken af ghettodannelse udtrykker

en betydelig reduktion af et komplekst sagsforhold

(metonymi): ghettodannelse er per definition

en dårlig ting og implicerer per automatik

vold, kriminalitet og konfrontation. Her er fænomenet

entydigt, og der optræder ikke et godt

eksempel på ghettodannelse, der kan tjene som

forbillede, men i stedet henvises til en situation,

hvor fænomenet ophæves: arbejde.

4. Sammenligning af ideologiske forskelle

imellem de udvalgte nytårstaler

I bilag 1 præsenteres en oversigt over de nøglebegreber,

der anvendes i talerne og de afledte

begreber hertil, samt valoriseringen af de pågældende

begreber.

Oversigten viser, at der optræder ideologiske

forskelle imellem PNRs og AFRs taler. PNR tillægger

en række fænomener og begreber positiv

værdi, som fx menneskelighed, handlekraft, tid til

hinanden, hverdagens værdier, arbejde, uddannelse,

sundhed til alle, ansvar for miljø, tryghed,

international konkurrencekraft, hjælp til de mange

og en retfærdig fordeling af goderne. Heraf må

særlig menneskelighed, et bredt sikkerhedsnet og

en retfærdig fordeling af goderne siges at være

klassiske socialdemokratiske værdier. I forhold

hertil finder vi de begreber og fænomener, som

AFR tillægger positiv værdi: personlig frihed,

mere handel, sikkerhed, frihed, respekt for den

enkelte, frit valg, herrer over egen fremtid,

nytænkning, positiv økonomisk udvikling, uddannelse,

arbejde, energi, selvtillid, samarbejde og

demokrati. Heraf står særligt den personlige frihed,

mere handel, respekt for den enkelte, herrer

over egen fremtid og nytænkning for klassiske

liberalistiske værdier.

Med hensyn til de begreber og fænomener man

tager afstand fra (både nøglebegreber og afledte

begreber), finder vi igen ideologiske forskelle om

end i mindre grad: PNR tager afstand fra arbejdsløshed,

afmagt, økonomisk nedtur, vold, splittelse,

utryghed, valutaspekulation, krise, fremmedgørelse,

÷ lydhørhed, ÷ danske værdier, klasseskel, kriminalitet

og ghettodannelse. De fleste af disse

problemer kan forbindes med traditionelle socialdemokratiske

mærkesager i nyere tid. AFR

tager afstand fra terror, tvang, ufrihed, religiøs

intolerance, tyranni, ÷ fri og folkelig debat, klassekamp,

folkemord, undertrykkelse, totalitære ideologier,

kollektivisme, systemer, ghettodannelse,

arbejdsløshed, kriminalitet, vold, konfrontation og

kommunisme, hvoraf de fleste ligeledes kan overføres

til klassiske liberalistiske holdninger.

På det praktiske plan er der imidlertid en del

gengangere i forbindelse med de fænomener og

begreber, man tager afstand fra, fx ghettodannelse,

arbejdsløshed og kriminalitet. På det konkrete

plan beskrives disse fænomener med ord, der i

høj grad kan ligestilles og konkrete politiktiltag er

ofte dunkelt eller uklart formuleret. Særligt i forbindelse

med fænomenet ghettodannelse er der

bred enighed mellem fløjene: det er et fænomen

med kraftige negative konnotationer, hvortil der

kun gives en kur: arbejde. Hverken PNR eller

AFR beskriver dog i konkrete termer, hvorledes

disse job skal tilvejebringes og det ser med andre

ord ud til, at der er konsensus om, at nytårstalerne

ikke er rummet for mere specifikke politikformuleringer

på dette konkrete område, eller for

den sags skyld på andre områder.

På et mere overordnet plan er statsministrene

ganske enige om, hvilke fænomener og begreber

man vurderer positivt og negativt. Betragter vi

således de overordnede nøglebegreber med

positiv valør er billedet ikke præget af store ideologiske

forskelle: hvor PNR taler om ”at tænke

stort”, tid, værdier, kvalitetssamfund, tryghed og

euro, taler AFR om USA, EU-udvidelse, det 21.

århundrede, velfærd, Østeuropa nu, Irak-krig,

økonomi og uddannelse. Samlet set spiller

velfærd og velfærdsrelaterede emner altså en

central rolle på den nationale scene, mens EU

spiller en vigtig rolle i forhold til internationale

spørgsmål. Med hensyn til nøglebegreber med

negativ valør er billedet stort set det samme: her

taler PNR om afmagt, arbejdsløshed, ikke-euro

og ghettodannelser, mens AFR taler om terror,

eksperttyranni, det 20. århundrede, Østeuropa

før og ghettodannelse. På den nationale scene er

særligt PNR optaget af arbejdsløshed, mens AFR

ikke gør dette til et egentligt nøglebegreb og kun

behandler dette som et afledt begreb. Ghettodannelse

er derimod et nøglebegreb i den nationale

kontekst, der spiller en væsentlig rolle for

begge statsministre. I forhold til internationale

spørgsmål er det særligt AFR, der inddrager disse

som nøglebegreber i talerne. Her er det dog

nødvendigt at overveje, om den særlige kontekst,

som talerne er blevet til i, ikke spiller ind, for

mon ikke også PNR ville inddrage terror i en

nytårstale efter 11. september 2001 og kommentere

Irak-krigen?

Samlet set ser det altså ud til, at der kan identificeres

visse ideologiske forskelle mellem de to

statsministres taler på detailniveauet, mens der

på et mere overordnet plan hersker en betydelig

konsensus. Spørgsmålet bliver i denne sammenhæng,

hvor dybt de ideologiske forskelle egentlig

stikker, for udtrykker talerne ikke også en

betragtelig optagethed af issues, der formodes at

have befolkningens interesse? Eksemplerne med

ghettodannelse, kriminalitet og arbejdsløshed må

siges at være emner, der i høj grad har haft mediernes

og befolkningens bevågenhed i de konkrete

sammenhænge, og det er derfor nærliggende at

formode, at inddragelsen af disse emner ikke

udelukkende finder sted af ideologiske årsager,

men måske også af årsager med mere pragmatisk

karakter, som fx stemmemaksimering?

Samtidig er det værd at bemærke, at talerne sjældent

bruges til at præsentere konkrete politiske

tiltag på detailniveauet, men at det i stedet er de

brede pensler, der males med – ofte i form af en

48 49

generel opgørelse over nationens tilstand. Frem

for at præsentere egentlige detaljerede politiske

arbejdsprogrammer, får talerne således karakter

af en mere generel og overfladisk statusopgørelse

over tingenes tilstand og mere eller mindre

markerede henvisninger til issues i det daglige

mediebillede. Det er således ikke de skarpe ideologiske

aftegninger, der præger talerne, men snarere

floskelprægede referencer af halvideologiske

tilsnit.

Talerne kan siges at være bygget op efter stort

set samme model med en smule variation i rækkefølgen:Talen

indledes ofte med et tilbageblik på

en særlig begivenhed, der relateres til en situation

i nutiden. Herefter redegøres for nationens

tilstand særligt i forhold til velfærd og økonomi,

og perspektivet udvides til den internationale

kontekst med reference til EU og danske soldater

i verdens brændpunkter. Siden inddrages et

issue, hvor regeringens holdning markeres, fx

ghettodannelse og talen rundes af med en positiv

anekdote eller lignende med succesfulde danskere

i centrum. Denne til dels fastlagte form bevirker,

at der ikke åbnes mulighed for de store ideologiske

markeringer, men at talen fremstår som

statsministerens tale til hele befolkningen og ikke

en partiformandstale.

5. Konklusion

Analysen efter Christensens model af de udvalgte

nytårstaler viser, at der findes ideologiske markeringer

i de pågældende taler, men at disse også

udviser en betydelig homogenitet, både hvad

angår form og indhold.Talerne forholder sig samtidig

til issues i den almindelige debat og til forhold

til samtiden.

6. Litteraturliste

Christensen, Erik:Tekstanalyse – efteråret 2002. Ordniveauet. Forelæsningsnoter,

2002a

Christensen, Erik:Tekstanalyse – efteråret 2002. Sætningsniveauet. Forelæsningsnoter,

2002b

Christensen, Erik:Tekstanalyse – efteråret 2002. Om stil- eller billedniveauet.

Forelæsningsnoter,

2002c

Nytårstaler:

Rasmussen,Anders Fogh: Nytårstale 1.1.2002 (nytårstale 3)

Rasmussen,Anders Fogh: Nytårstale 1.1. 2004 (nytårstale 4)

Rasmussen, Poul Nyrup: Nytårstale 1.1. 1994 (nytårstale 1)

Rasmussen, Poul Nyrup: Nytårstale 1.1. 2000 (nytårstale 2)


ARTIKEL – Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen ARTIKEL – Lav din egen Copenhagen Consensus

”Lav din egen

Copenhagen Consensus”

Af: direktør Bjørn Lomborg og Cand. Polyt Anders Kristoffersen,

Institut for Miljøvurdering

Hver dag foretages der globale politiske prioriteringer.

Vi vælger at støtte nogle gode forslag,

mens andre ikke bliver taget op. Desværre indgår

der i de politiske beslutninger sjældent en samlet

afvejning af effekter og omkostninger ved at løse

ét problem i forhold til et andet. Prioriteringen

sker ofte i en uigennemskuelig kamp om mediers,

befolkningers og politikeres opmærksomhed.

Trods gode intentioner er der derfor en stor vilkårlighed

i beslutningstagningen. Idéen med Copenhagen

Consensus er at bidrage til, at denne vilkårlighed

kan blive mindre i fremtiden. Politiske

beslutninger bør ikke tages vilkårligt, men basere

sig på fakta og viden.

Resultatet fra Copenhagen Consensus er meget

konkret: En rangordnet liste med virkelige løsninger

for virkelige mennesker i den virkelige verden.

Hvis vi havde 50 milliarder dollars ekstra at

gøre godt med, hvilke problemer skulle vi så løse

først? Det var det spørgsmål, økonomerne skulle

besvare. Med afsæt i mere end 600 siders videnskabelige

papirer nåede de gennem en intens faglig

diskussion frem til en prioriteret liste over

løsninger på verdens store problemer.

Men er Copenhagen Consensus relevant for unge

mennesker? Har de nogen interesse i så højtflyvende

spørgsmål? Svaret kan findes hos Copenhagen

Consensus Ungdomsforum, som blev

afholdt samtidig med Copenhagen Consensus mødet

i København. 80 unge fra hele verden af mange

forskellige uddannelsesbaggrunde deltog i Ungdomsforumet.

De skulle diskutere de samme problemstillinger

som de økonomerne. De unge var

meget engagerede i problemstillingerne, og det var

meget interessant at følge dem i løbet af ugen.

50 51

Men du og din klasse kan også være med til at

lave jeres egen Copenhagen Consensus. Diskussionen

af prioriteringer og af hvad vi skal gøre

først er i den grad relevant for unge mennesker.

Derfor har Institut for Miljøvurdering med støtte

fra Tuborgfondet og mindelegatet for brygger I.C.

Jacobsen lavet en undervisningsbog, som indeholder

sammendrag af de ti videnskabelige papirer

og de tyve opponent-indlæg. De er skrevet i et

forståeligt sprog rettet mod gymnasieuddannelserne.

Bogen indeholder sammendrag af det materiale,

som drømmeholdet havde til rådighed, og du og

din klasse får derfor lejlighed til at gennemgå den

samme, svære prioritering, som de førende økonomer

gjorde. Der er udarbejdet en lærervejledning

til bogen, som indeholder opgaver, diskussionsemner

og forslag til formen af undervisningen.Alt

materialet kan også downloades gratis på

www.copenhagenconsensus.dk.

Processen i København og i klasseværelset

Hensigten med Copenhagen Consensus er at

bygge bro mellem forskernes elfenbenstårn og

offentligheden.Vi har brug for økonomernes kolde

tal for at vide, hvordan vi bedst kan yde et

varmhjertet bidrag til en bedre verden. Forskning

skal bruges. Viden skal bruges. Det har vi taget

meget bogstaveligt i Copenhagen Consensus.

Figuren viser overordnet, hvordan Copenhagen

Consensus processen blev sat op.


ARTIKEL – Lav din egen Copenhagen Consensus ARTIKEL – Lav din egen Copenhagen Consensus

Til Copenhagen Consensus mødet havde 10

anerkendte økonomer udarbejdet videnskabelige

papirer om 10 alvorlige problemer fra sult og

rent drikkevand til sygdomme og klimaforandringer.

Disse 10 forskere kom til København og

fremlagde deres resultater. Yderligere 20 fremtrædende

forskere var hyret til at opponere mod

papirerne. Opponenterne var også i København.

Dertil kom drømmeholdet på otte topøkonomer,

heraf tre nobelpristagere, der havde til opgave

at lytte til alle argumenterne, se på tværs af de

ti områder og prioritere de bedste løsninger.

Processen kan let overføres til jeres klasselokale.

F.eks. kan klassen opdeles i 10 grupper, som så

specialiserer indenfor hvert af problemerne.

Gruppen fremlægger så deres problem for resten

af klassen. Et par elever udnævnes til opponenter,

og deres rolle er akkurat som i København at

forholde sig kritisk til den fremlagte information

og at stille de ’svære’ spørgsmål. Resten af klassen

agerer ekspertpanel.Alle eleverne skal løbende

foretage den vanskelige prioritering mellem

verdens store problemer. På denne måde indlærer

eleverne konkret viden indenfor problemområderne,

de forbedrer deres evner til

mundtlig fremlæggelse, og de skal forholde sig

kritisk til et fremlagt materiale. Og de kommer

igennem den svære men lærerige prioriteringsøvelse.

Der er flere forskellige muligheder for at tilpasse

processen i København til klasseværelset, og disse

er beskrevet nærmere i lærervejledningen. Vi

er overbevist om, at diskussionerne i klasselokalet

bliver lige så intense og inspirerende, som de

var under Copenhagen Consensus.

Resultaterne

Det var ikke nogen nem opgave, drømmeholdet

blev sat på. På nogle områder fandt de, at der

ikke var tilstrækkelig information til at vurdere

løsningerne. Det gjaldt på områderne uddannelse,

konflikter og finansiel ustabilitet. Det er også

et vigtigt resultat fra Copenhagen Consensus. At

der er behov for yderligere forskning på disse

områder.

Det er lidt den samme proces, FN’s klimapanel er

i gang med. Da panelet kom med den første rapport

om konsekvenserne af udledningen af drivhusgasser

viste det sig, at man manglede væsentlige

informationer. Det har ført til ny forskning,

og da panelet kom med deres anden og tredje

rapport, var mange af hullerne lukker. Det har

medført et stadig bedre beslutningsgrundlag.

At der er svært, bør ikke afholde os fra at prøve.

At vi ikke ved alt, bør ikke afholde os fra at bruge,

det vi ved. Materialet til Copenhagen Consensus

viser, at der foreligger ganske omfattende

viden om en række problemer og deres mulige

løsninger.

Også hos Copenhagen Consensus topøkonomerne

var der en vis ydmyghed over for den vanskelige

opgave.Vi vil gerne understrege, at drømmeholdet

havde helt frie hænder. De otte økonomer

bestemte – naturligvis – suverænt resultatet

af Copenhagen Consensus. Men det lykkedes

rent faktisk opnå konsensus. De otte var overraskende

enige om resultatet. Det positive budskab

fra et enigt panel er, at vi kan gøre noget. At det

er en god investering at forbedre vilkårene for

verdens milliarder af fattige mennesker.

Ekspertpanelet på Copenhagen Consensus nåede

frem til, at HIV/AIDS, sult, frihandel og malaria

er verdens mest påtrængende problemer.

Verden bør først og fremmest satse på at kontrollere

HIV/AIDS. Omkring 28 millioner sygdomstilfælde

kan forhindres frem til 2010. Det vil

koste 27 milliarder dollars. Fordelene anslås at

være mere end 40 gange så store. AIDS er et

fremtrædende eksempel på, at det er en god

investering at bekæmpe sygdomme.

Fejlernæring er nummer to på eksperternes liste.

Sygdomme, der skyldes mangel på jern, zink, jod

og A-vitamin kan afhjælpes ved kosttilskud. Det

vil give et exceptionelt højt udbytte i forhold til

52 53

omkostningerne. Eksperterne anbefaler, at der

investeres 12 milliarder dollars til at afhjælpe dette

problem. I dag mangler omkring 3,5 milliarder

mennesker jern. Det er utroligt vigtig at gøre

noget for at afhjælpe fejlernæring, især hos børn.

Frihandel er nummer tre på eksperternes liste.

Omkostningerne ved at indføre frihandel vil være

meget lave. Gevinsterne vil derimod være enorme,

op til 2.400 milliarder dollars om året.

Afskaffelse af handelsbarrierer kræver ikke mange

penge. Her er først og fremmest brug for politisk

vilje. Hele verden vil have fordel af frihandel,

både fattige og rige lande, og større velstand

betyder, at der bliver råd til at løse flere af verdens

alvorlige problemer.

Kontrol og behandling af malaria for 13 milliarder

dollars kom på en fjerdeplads på topøkonomernes

liste. Især blev moskitonet behandlet med

insektmiddel fremhævet som en investering, der

vil give et meget højt afkast.

Ud over sygdomme, sult og frihandel står tiltag

for rent drikkevand og bedre regeringsførelse

højt på drømmeholdets liste.

Ved at læse sammendragene af de videnskabelige

papirer får man en god indsigt i, hvilke argumen


ARTIKEL – Lav din egen Copenhagen Consensus ARTIKEL – Lav din egen Copenhagen Consensus

ter der ligger bag ved økonomernes prioriteringer.

Og man forstår, at de var en svær opgave de

blev sat på. Er du og din klasse enig i prioriteringerne?

Prioriteringer

De problemer, som kom højest på topøkonomernes

liste er helt bassale problemer for milliarder

af mennesker verden over. Ny teknologi,

økonomisk vækst og udvikling har forbedret

levevilkårene for mange mennesker. Alligevel er

helt basale behov som at få tilstrækkelig og

ordentlig mad og som en basal sundhedstilstand

meget presserende.

Så meget om de bedste løsninger. Dem kan både

eksperter og alle gode viljer hurtigt blive enige

om, at vi bør sætte i værk.Vidste vi ikke i forvejen,

at det var en god ting at bekæmpe sygdomme

og fejlernæring? Hvem kan være uenig i det?

Men nu fortæller økonomerne os, at det også er

en økonomisk sund ide at investere i menneskers

fremtid.

Hvad med den anden ende af listen – de dårlige

løsninger? At prioritere er ikke alene svært. Det

er også ubehageligt. Fordi en rangordnet liste

ikke bare betyder, at der er noget, der kommer

øverst på listen, men også at noget kommer

nederst. Den tankegang virker stødende på mange.

Skal vi da ikke gøre det hele – både løse problemer

med sult, stoppe klimaforandringer, undgå

krige o.s.v.? Er det ikke ondt at vælge noget fra?

Et valg indebærer også et fravalg. Eksperterne

delte deres liste op i fire kategorier: Meget gode

løsninger, gode løsninger, acceptable løsninger og

dårlige løsninger. I kategorien dårlige løsninger

placerede de et af løsningsforslagene for migration,

nemlig gæstearbejderprogrammer for ufaglærte.

Desuden lå tre forslag til løsninger på klimaforandringer

helt i bund. Det gjaldt Kyotoprotokollen

og to forslag om skat på CO2.

Eksperterne ignorerer ikke, at klimaforandringer

er vigtige. Men for verdens fattige lande, som vil

blive ramt hårdest af klimaforandringerne, er

problemer som HIV/AIDS, sult og malaria mere

presserende, og de kan løses mere effektivt. Professor

Stokey fra ekspertpanelet understregede,

at klimaforandringer er et alvorligt problem, men

at de løsninger, der var foreslået, herunder Kyoto,

ikke er særligt effektive. Der er behov for

mere forskning på området.

Nogle kritikere mener, at Copenhagen Consensus

tager en alt for snæversynet tilgang ved at

fokusere på hvilken effekt en løsning har, og hvad

den koster. En enkelt kritiker optrådte ved Copenhagen

Consensus’ afslutning med kikkertbriller

for at skære denne pointe ud i pap: Økonomerne

ser kun på et lille, snævert udsnit af verden med

deres økonomiske tilgang..

Det er imidlertid interessant, at topøkonomernes

prioritering ligger meget tæt på Ungdomsforum’s.

Dagbladet Politiken bad faktisk også et

ekspertpanel i Uganda at prioritere de store

udfordringer, og resultatet lå også forbløffende

tæt på økonomernes. Så der er meget, der tyder

på, at der er bred opbakning omkring økonomernes

prioritering.

Det faktum, at økonomernes kølige overblik,

unges entusiastiske diskussioner, og Ugandas eksperter

nåede så ens resultater, understreger, at

sygdomme og sult er meget påtrængende problemer,

og at det er her, vi bør sætte ind først.

Copenhagen Consensus er også blevet kritiseret

for at sammenligne æbler og bananer. Hvordan

kan man prioritere på tværs af så forskellige

emner som sult og klimaændringer? Vel er det

svært, men det er nu engang det, politikerne gør

hver dag. Der bliver prioriteret mellem rundkørsler

for at øge trafiksikkerheden og hjemmehjælp

til de ældre. Mellem nye skoler og bedre hospitaler.

Og prioriteringen forsvinder ikke fra jordens

overflade ved at vi ikke taler om den. Den bliver

bare mindre synlig. Derfor er diskussionen relevant.

Er der penge nok?

Copenhagen Consensus er blevet kritiseret for

som udgangspunkt at antage, at der ikke er nok

penge til alt. Vil Copenhagen Consensus så ikke

blive misbrugt som en løftestang for nedskæringer?

Vi tror, at vi vil se lige den modsatte effekt.

Copenhagen Consensus vil betyde øget

opmærksomhed og dermed flere penge til udvikling

i de fattige lande. Simpelthen fordi vi viser, at

pengene gør stor nytte.

Nogle har sat spørgsmålstegn ved hele ideen bag

Copenhagen Consensus.At det er nødvendigt at

prioritere.

Tænk, hvis læger på en skadestue ikke prioriterede

patienterne efter, hvor alvorlige tilfældene var?

Tænk, hvis lægerne først behandlede dem, der

tilfældigvis stod forrest i køen, eller råbte højest.

Så kom den brækkede arm før hjertetilfældet.

Det ville koste liv og være forkert brug af ressourcer,

og det ville vi naturligvis aldrig acceptere.Vil

vi acceptere den metode, når det gælder

hjælp til verdens fattige?

De, der ikke vil se i øjnene, at vi har begrænsede

ressourcer, lever i en drømmeverden. Med fare

for at virke kedelig mener jeg, at verden har

mere brug for realister end for drømmere. Det

kan være meget bekvemt at ville støtte alle gode

formål, men den holder ikke i virkelighedens verden.

Har drømmerne med alle deres gode viljer

patent på godheden? Foretager realisten onde

prioriteringer? Målt ud fra effekten for verdens

lidende befolkning, hælder vi mere til det

omvendte opfattelse. Det er uetisk ikke at inddrage

viden om, hvor vi kan gøre mest godt.

Copenhagen Consensus er det kølige overbliks

projekt. Det er også et meget etisk projekt. Men

vi taler ikke så meget til den dårlige samvittighed,

som til den aktive handling.

Copenhagen Consensus har vist, at en kvalificeret

prioritering er mulig. At økonomiske beregninger

af fordele og omkostninger ikke fører til

54 55

snævertsynethed og pengefiksering, men tværtimod

til fokus på fattige menneskers vilkår.

Jeg er stolt over, at vi har nået det første mål

med Copenhagen Consensus, nemlig en prioriteret

liste over løsninger på verdens store problemer.

Eksperterne har brugt deres viden og indsigt.

De har lagt et stort engagement i at nå frem

til konkrete løsninger. Copenhagen Consensus

har allerede startet en vigtig debat om prioritering

af verdens ressourcer.

Copenhagen Consensus er tænkt som et konkret

input til politikerne.Vil de så bruge det? Mit

håb har hele tiden været, at når listen først lå der,

så ville den ikke være til at komme uden om. Fordi

den i den grad bygger på viden. Og fordi den

er så konkret.

Men Copenhagen Consensus angår ikke bare

politikere. Det er også vigtigt, at alle vi andre bliver

inddraget i prioriteringsdiskussionen. At vi

selv ser på fakta, stiller os selv overfor de svære

men uundgåelige valg mellem en lang række gode

muligheder. Med bogen her får du og din klasse

muligheden for at inddrage de bedste informationer

til at forbedre debatten, til at komme med

jeres bud på en kvalificeret liste. Det næste mål

for Copenhagen Consensus er netop at få debatten

bragt ud over de akademiske og politiske

rækker.Vi håber meget, du og din klasse vil deltage

i den helt nødvendige diskussion omkring de

globale prioriteringer – om hvad vi skal gøre

først.

Sammendrag og lærervejledning kan downloades

på www.copenhagenconsensus.dk. Du er velkommen

til at kontakte Anders Kristoffersen fra Institut

for Miljøvurdering (akr@imv.dk, tlf.72 26 58

10), hvis du har spørgsmål til materialet.


ANDET – TV forelæsning ANDET – Dansk udviklingsbistand

”Invitation til TV-forelæsning

i EU-Universitetet

og U-lands Universitetet”

TV-stationen dk4 optager i august og september 2004

en række TV-forelæsninger om EU- og U-landsforhold under titlerne

”EU-Universitetet” og U-lands Universitetet”.

Hver forelæsning varer 45 minutter. En fagperson

forelæser først over emnet i ca. 25 minutter. Herefter

går en opponent i dialog med forelæserne.

Til sidst præsenteres spørgsmål fra publikum eller

spørgsmål, der er indsendt på forhånd via

mail.

Til hver forelæsning inviteres en klasse fra en af

ungdomsuddannelserne som publikum med mulighed

for at stille spørgsmål.

Vi vil gerne allerede nu varsko samfundsfags- og

historielærerne om initiativet, således at der er

mulighed for at inddrage forelæsningerne i planlægningen

af det kommende skoleår.

Forelæsningerne finder sted på følgende datoer

hos dk4, Rådmandsgade 55, 2200 København N:

7. 9.

Klokken 10.30 (EU-Universitetet)

Europapolitisk chef (DI) Lykke Friis om emnet

”Det udvidede EU's funktionsdygtighed”.

Klokken 13.00 (U-lands Universitetet)

Anita Alban, Direktør for EASE International og

tidligere cheføkonom for FN's aidsorganisation

UNAIDS, om mål nummer 6: Standse udbredelsenaf

HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme, der truer

menneskeheden inden 2015

8. 9.

Klokken 10.30 (EU-Universitetet)

Europapolitisk chef (DI) Lykke Friis om emnet

”Et EU i flere hastigheder?”

Klokken 13.00 (U-lands Universitetet)

Janice Førde (sandsynligvis), (forkvinde for Kvindernes

U-landsudvalg (KULU)) om mål nummer

3: Fremme ligestilling og styrke kvinders rettigheder

14. 9.

Klokken 10.30 (U-lands Universitetet)

Vagn Berthelsen (Generalsekretær for Ibis) om

mål nummer 2: Sikre grundskoleuddannelse for alle

inden 2015

Klokken 13.00 (U-lands Universitetet)

Christian Friis Bach (Økonom ved Landbohøjskolen)

om mål nummer 8: Opbygge et globalt

partnerskab for udvikling

15. 9.

Klokken 10.30 (EU-Universitetet)

professor Søren Kjeldsen-Kragh (KVL) om

emnet ” EU's budget – landbrugs- og strukturpolitikken”

Klokken 13.00 (U-lands Universitetet)

Anna Lise Mortensen (Direktør for bæredygtighed

i Hartmann A/S) om mål nummer 7: Sikre en

miljøvenlig og bæredygtig udvikling

20. 9.

Klokken 10.30 (EU-Universitetet)

professor Niels Thygesen (KU) om emnet ” Samarbejdet

mellem euro-landene”

Klokken 13.00 (U-lands Universitetet)

Peter Lodberg (Generalsekretær for Folkekir-

kens Nødhjælp) om mål 1: Bekæmpe fattigdom og

sult

21. 9.

Klokken 10.30 (U-lands Universitetet)

Steen Andersen (Generalsekretær i UNICEF) om

mål nummer 4: Reducere spædbarnsdødeligheden

og børnedødeligheden

Klokken 13.00 (U-lands Universitetet)

Peter Bech larsen (Gynækolog, Læger uden

Grænser) om mål nummer 5: Reducere dødeligheden

blandt gravide og fødende kvinder

Hver forelæsning består af en forelæsningsdel, en

opponentdel og en spørgedel. Det er muligt at

indsende spørgsmål på forhånd via mail eller at

stille spørgsmål under optagelsen. Mail til EU Universitetets

forelæsere.

Fri adgang, men tilmelding nødvendig. Tilmelding

på telefon 7025 35 35 eller på e-mail: EU Universitetet.

Malene Grøndahl

Dansk udviklingsbistand

- fra mission til terrorbekæmpelse

110 sider

60 kr. (i klassesæt 30 kr.)

Informations Forlag

Udkommer ultimo oktober 2004

Dansk udviklingsbistand er under konstant udvikling.

De danske midler til udviklingsbistand er for

første gang i mange år faldende – målt som andel

af bruttonationalproduktet. Samtidig ændrer prioriteterne

sig. Der gives bistand til oliestaten

Saudi-Arabien, mens ludfattige Zimbabwe er

kommet på den sorte liste. Men ifølge regeringen

er fattigdomsbekæmpelse fortsat udgangspunktet

for dansk bistand. Ngo’erne mener noget andet.

Men alle er enige om, at bistanden skal være

effektiv og målrettet. Den skal bidrage til demokratisering,

fremme af menneskerettigheder og

56 57

bekæmpelse af fattigdom. Men skal den også

fremme frihandel? Hvordan skal bekæmpelse af

aids foregå? Og hvordan skal hensyn til miljø, ligestilling

af kønnene og kulturel forskellighed vægtes

i forhold til hinanden? Disse og mange andre

spørgsmål indgår i debatten om, hvordan dansk

udviklingsbistand kan bidrage til en mere retfærdig

fordeling af verdens goder.

”Dansk udviklingsbistand” er en introduktions-

og debatbog til undervisningsbrug i samfundsfag

på gymnasiet og VUC. Bogens koncept

og opbygning er udviklet i samarbejde med Ernst

Jensen, mangeårig underviser i samfundsfag på

Falkonergårdens Gymnasium. Den indgår i serien

”Verden nu”, der har til formål at sætte aktuelle

emner til debat ud fra faglig og saglig baggrundsviden.

”Dansk udviklingsbistand” gennemgår baggrunden

for den aktuelle debat om det danske

samarbejde med ulandene. Fra tiden efter 2. verdenskrig,

hvor Danmark modtog bistand i form af

Marshall-hjælp, til 1950’erne-1970’erne, hvor

Danmark markerede sig som donorland, gennem

1980’ernes liberaliseringsbølge, frem til nutidens

afvejning af komplekse humanitære og sikkerheds-

og erhvervsmæssige hensyn.

Efterfølgende præsenteres de væsentligste

danske og udenlandske aktører på området, og i

bogens sidste del gennemgås en række af de store

og aktuelle udviklingsmæssige udfordringer –

aids, fattigdom, miljø, demokratisering og sikkerhed

samt handel og globalisering. Den danske

bistand sættes ind i en international ramme, og

bistandsarbejdets dilemmaer skitseres som

oplæg til debat.

”Dansk udviklingsbistand” indeholder desuden

faktuelle oplysninger om danske bistandsmidler,

internationale tendenser og udviklingsperspektiver

i både i- og ulande.

Malene Grøndahl (f. 1976) er freelancejournalist

med speciale i integration, islam og Mellemøsten.

Hun har skrevet en række faglitterære

bøger samt forskelligt undervisningsmateriale til

folkeskolen og gymnasiet.

Bogen/klassesæt bestilles gennem Forlaget

Information på forlag@information.dk, telefon:

3369 6007, fax: 3369 6018 eller hos boghandlere.


ANMELDELSE – Politik ANMELDELSE – Politik

Det er Institut for Statskundskabs tidligere tidsskrift

Politologiske Studier, der er genopstået –

eller ført videre – i ny skikkelse. Man har ønsket

at undgå dels et besværligt navn, dels lange, indforståede

politologiske artikler. I stedet skal der

satses på et mere tværdisciplinært samfundsvidenskabeligt

koncept, hvor hvert nummer bygges

op med et tema, nogle artikler og endelig boganmeldelser.

Målet er en ”mere åben og formidlingsorienteret

profil”.

Det er klart, at tidsskriftet med denne målsætning

i højere grad lægger op til at kunne bruges i

samfundsfag i de 16-19 åriges uddannelser. Mange

af artiklerne er dog stadig noget vanskelige for

vores målgruppe, men de vil være gode for lærerne

til orientering om, hvad der rører sig på det

samfundsvidenskabelige felt. Med de kortere

artikler når man videre omkring end andre lignende

tidsskrifter. Nogle af artiklerne og boganmeldelserne

er heller ikke vanskeligere end at

gode og motiverede samfundsfagselever vil kunne

bruge dem til inspiration til opgaveskrivning.

Temaet i nr. 1, marts 2004 er den europæiske forfatning.

Den blev som bekendt sendt i limbo med

det mislykkede topmøde i Rom i december 2003,

men vil formentlig blive vedtaget i en eller anden

form. Den har allerede ført til en righoldig akademisk

diskussion, der på glimrende vis refereres af

Tore Vincents Olsen i artiklen ”Forfatningstraktaten.

En overlappende koncensus om EU”.

EU traktatudkastet kan læses og fortolkes på

forskellige måder. Det er et resultat af den mudrede

politiske beslutningsproces, der har givet

det. Det har frembragt forskellige mulige legitimationsgrundlag,

som gennemgås i artiklen.

Der er for det første den mellemstatslige

tilgang, der har medlemsstaterne og deres suve-

”POLITIK”

Tidsskrift red.Af Rasmus Kleis Nielsen. Institut for Statskundskab Københavns Universitet.

Alm.Abonnement 295 kr årlig, institutionsabonnement 495 kr.

Nr. 1, marts 2004: På vej mod en europæisk forfatning

Nr. 2, maj 2004: Nationsbygning

rænitet som det, der giver unionen legitimitet. De

suveræne stater er unionens konstituenter. Det

støder imod formuleringer i traktaten, der også

via unionsborgerskabet gør borgerne til konstituenter.

Dette dilemma kan imidlertid løses

inden for den mellemstatslige forståelsesramme

på den måde, at man fortolker det som borgerne

i de enkelte medlemslande. I det første udkast til

traktat nævntes ordet ”føderal”, men det blev

pillet ud under forhandlingsprocessen i konventet,

bl.a. på britisk foranledning. Det grundlæggende

princip bliver herefter kompetencetildeling,

som ikke nødvendigvis er føderal.Vincents Olsen

mener, at unionen i den mellemstatslige tilgang

ses i en form for ”nytteorienteret optik”. Unionen

forfølger en række mål, som medlemsstaterne

ser en fordel i at indfri i fællesskab.

I en funktionalistisk læsning af forfatningsudkastet

deler man ikke præmissen om staternes

suverænitet. Den funktionalistiske tilgang sætter

økonomiske mål i centrum, og opfyldelsen af disse

mål vil føre til konflikt med suverænitetens

varetagelse. Det er Det indre marked og ”de

grundlæggende friheder”, der sættes op som

afgørende mål. Det fører til en bekræftelse af

princippet om EU rettens forrang. Domstolen og

den økonomiske integration bliver derved afgørende

murbrækkere for fortsat integration inden

for denne optik. Domstolen går ind og bruger

ikke-diskriminationsprincippet som løftestang for

den økonomisk-juridiske EU-logiks udbredelse i

den økonomiske sfære.

Vincents Olsen finder en række af elementer i

forfatningstraktaten, der understøtter en liberal-demokratisk

læsning af den. Det er bl.a.

definitionen af de grundlæggende værdier i de

første artikler, samt bestemmelser om unionsborgerskab

og unionens ”demokratiske liv”, samt

præamblerne til de grundlæggende rettigheder.

De sidste sætter bl.a. individets rettigheder og

”rule of law” i centrum. Den offentlige magt begrænses

i forhold til individernes rettigheder.

Artiklerne I-45 og I-46 omhandler principper for

repræsentativt demokrati og deltagelsesdemokrati.

Det giver alt sammen en ”indikation af, at

”det er borgerne, der er ophavsmænd til de

europæiske love”. Unionen erhverver herved

den såkaldte ”dobbelte legitimitet”, der formuleres

på følgende måde i traktaten:

Borgerne er direkte repræsenteret på EU-plan i Europaparlamentet.

Medlemsstaterne er repræsenteret i

Det europæiske Råd og i Ministerrådet af deres regeringer,

der selv er ansvarlige over for de nationale

parlamenter, som deres borgere har valgt (Artikel I-

45-2).

Hermed er både borgerne og staterne gjort til

unionens konstituenter. Der kan herved være

lagt op til fremtidige konflikter, der vil kunne blive

gefundenes fressen for en domstol, der evt. udvider

sit jurisdiktionsområde ud over det hidtil

gældende aquis communautaire på det økonomiske

plan.Tore Vincents Olsen går nok lidt for let

hen over dette mulige konfliktpotentiale, når han

konstaterer, at ”den dobbelt legitimitet betyder i

realiteten ikke andet end at disse borgere bliver

repræsenteret gennem to forskellige institutionelle

kanaler. Det er borgernes autonomi, der er

central, ikke staternes”.

Endelig er der den fællesskabsorienterede

tilgang. Unionen baserer sig på et historisk-kulturelt

værdifællesskab. Det er netop uenighed om

det, der på det seneste virkelig har bragt gemytterne

i kog med den afsindige diskussion om,

hvorvidt der skal indgå erklæringer om den fælles

kristne kulturbaggrund, som vil kunne have

ekskluderende virkninger i forhold til et evt.

bosnisk og tyrkisk medlemskab. Hvori skal den

fælleseuropæiske identitet bestå? Hvordan får

man de europæiske borgere til at føle sig som

medlemmer af det samme kollektiv? Rødderne

afsøges, bl.a. i demokratiets historie i Europa.

Med disse læsninger af traktatteksten får Vincents

Olsen på kort plads redegjort for nogle af

de helt centrale dilemmaer og konfliktpotentialer

58 59

i selve EU-konstruktionen. Der er ingen tvivl om,

at denne måde at se EU på, kunne vække interesse

i samfundsfagsundervisning. Der er tale om en

supplerende indfaldsvinkel i forhold til de traditionelle

integrationsteorier, vi ofte gennemgår.

Det er en forfatningspræget, noget formalistisk

tilgang, men forfatningskonstruktionen indeholder

netop mange af EU’s interessante modsigelser

i sig. Det er derfor en både overskuelig og

givende tilgang til emnet.

Morten Kelstrups artikel i samme nr, ”EU-konventets

Forfatningsudkast: Et fundament for det

fremtidige EU eller et monument over spildte

kræfter”, hæfter sig ved forhandlingssammenbruddet

2003 som udtryk for, at EU stadig er et

modsætningsfyldt politisk system, der befinder

sig i skæringspunktet mellem fremaddrivende

integrerende institutionaliseringsprocesser og

intergovernementale magtkampe. Kelstrup ser

her konventsmodellen som en tilføjelse til de

mekanismer, der hidtil har bidraget til EU’s institutionaliseringsproces.

Der er nogle meget frugtbare

og interessante synsvinkler her. Kelstrup

behandler det fransk-tyske ”kooperative hegemoni”

som en kraftig drivfjeder i de politiske

konstellationer og hele udviklingen i EU, men han

forsømmer at sætte dette ”hegemoni” ind i en

bredere forståelsesramme. Dermed kommer det

til at fremstå som udslag af snævre nationale

interesser eller politiske ambitioner hos de

nuværende statsledere i disse to lande. Alternativt

kunne man have forsøgt at se de to landes

europæiske hegemonibestræbelser i en mere

global forståelsesramme, hvor det bliver et

spørgsmål om en svækket amerikansk økonomi

over for den stærkere og mere og mere dominerende

europæiske økonomi, der imidlertid er

en dværg på det politisk-militære felt.

På trods af Politik-redaktionens erklærede

tværdisciplinære approach må man nok her sige,

at man netop mangler en behandling og inddragelse

af de økonomiske proceskræfter. Når man

skal forstå, hvorfor nogle aktører bestandig driver

EU fremad imod den føderale union, eller de

afgørende europæiske aktører evt. vælger at gå

enegang, må økonomi og globalisering inddrages.

Temaet i nr 2 er nationsbygning, i dette tilfælde


ANMELDELSE – Politik

Irak, Kosovo og Øst-Timor, Mozambique og Afghanistan.

Temaet tager den penible problematik

omkring ”internationale formynderskaber” op.

Peter Viggo Jakobsen skriver om Irak og påpeger,

at nationsbygningen afhænger af, om irakerne kan

acceptere en langvarig amerikansk besættelse.

Alternativet frygtes at være borgerkrig. Man

bevæger sig her inden for et noget snævert politologisk-historisk

felt. Det ville have været forfriskende

og givet luft under vingerne, hvis artiklerne

var blevet suppleret med f.eks. noget imperialismeanalyse

eller andet, der kunne have bragt

mindre vestligt centrerede synsvinkler på nationsbygning

på banen. Det er tankevækkende, at

når man f.eks. læser indiske, kinesiske eller latinamerikanske

samfundsforskeres behandling af disse

problemstillinger, at hele optikken ses i et ganske

anderledes lys. Dansk samfundsforskning skal

nok passe på, at den ikke bliver for provinsiel og

for ”atlantorienteret” i sine paradigmevalg og

almindelige syn på verden.

De kritiske synsvinkler kommer imidlertid ind

med fuld kraft i dette nummers bogsektion, hvor

Heine Andersen leverer en velformuleret kritik

af magtudredningen. Det efterfølges af en replik

fra Magtudredningens forskningsledelse (Jørgen

Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, m.fl.).

Heine Andersens kritik indeholder mange af de

velkendte ting, som vi har set hos Curt Sørensen

(Kritisk Debat (kritiskdebat.dk)) og Jørgen Øllgård

red. (bogens titel ”Magt.dk” (website: kritikafmagt.dk,

hvorfra den kan downloades)). Magtudredningen

beskyldes for at være idylliserende

og ikke inddrage den økonomiske magt i tilstrækkelig

grad. I replikken afvises beskyldningen om,

at rapporterne i deres helhed er idylliserende.

Man siger, man har set det som sin opgave at give

et ”nøgternt, afbalanceret billede”.

Alt i alt må man konkludere, at vi her er blevet

forsynet med et nydesignet tidsskrift, der giver

gode ideer og ny viden til videreudvikling af samfundsfagsundervisningen.

Tidsskriftet bør klart

finde sin naturlige plads på samfundsfagshylden i

skolens bibliotek.

Gregers Friisberg

Jørgen Vinding Basissamf. dk Systime, 160 kr.

Bo Elkjær og Kenan Seeberg Gåden om Echelon

Borgen

Jørgen Staun Centraleuropæiske forbindelse

InformationsForlag

Benny Jacobsen Den politiske dansker Columbus

Søren Riishøj Østeuropa Columbus

Hans Branner Det ny Europa Columbus

256 sider, 174 kr incl moms

Gregers Frisberg Dansk økonomi og politik i

internationalt perspektiv, Columbus

288 sider, 174 kr. incl moms

Per Henriksen og Kåre Clemmesen Økonomi –

teori, praksis og perspektiv, Columbus

Lars Bo Nielsen Grøn økonomi og grønne regnskaber,

Systime Academic, 178 sider, 180 kr.

Hanne Rasmussen, Mogens Rüdiger Fremskridtets

boulevard, Danmarks historie 1957-2001,

Columbus

Gregers Friisberg Politik – dansk politik i en EUramme.

Columbus, 3. udgave 2003

Pia Pinkowsky,Terrorens mange ansigter,

Columbus

Jens Aage Poulsen, Farligt udslip –

miljøkatastrofer, Gyldendal

Larry Hirschhorn,Autoritetsrelationen i nye

sammenhænge, Hans Reitzels Forlag

Magareta Bäck-Wiklund og Tommy Lundström,

Børns hverdag i det senmoderne,

Socialpædagogisk bibliotek

Samfundsstatistik 2003, Columbus

Jens Nielsen, Hvorhen Europa ?

EU og den nye forfatning Informations Forlag

Michael Hviid Jacobsen (red.)

Sociologiske visioner), Systime,Academic

60 61

ANMELDELSER - Bøger til anmeldelse

Bøger til anmeldelse

I øjeblikket er modtaget følgende bøger til anmeldelse:

Ib Faurby og Märta-Lisa Magnusson (red.)

Korsvej og minefelt Kultur og

konflikt i Kaukasus, Systime Academic

Lykke Friis EU fra fundament til konvent,

Gyldendal

Bent Greve Det danske velfærdssamfund,

Columbus

Poul Ole Schultz Internationale organisationer,

Columbus

Frants Andreasen og Peter Bak

Synsvinkler på politik

Systime

Jesper Helgaard m.fl.

Ret eller vrang for Jordens syersker

Mellemfolkeligt Samvirke og SiD

Verdens tilstand 2004

Mellemfolkeligt Samvirke

Kinas eksperimenter

Clemens Stubbe Østergaard

Columbus

Erik Christensen (red)

Velfærd på vildspor, Frydenlund

Hans Jørgen Nielsen

Er danskerne fremmedfjendske,

Aarhus Universitetsforlag

Faurby og Magnusson Korsvej og minefelt,

Systime Academic

Charles Lemert Sociale forhold,

Systime Ademic

Vil du anmelde en af bøgerne kan du kontakte

mig telefonisk eller via e-mail.

Jytte Merete Knudsen

98 24 28 00

jyttemerete@mail.dk


A V I S + N E T

AKTUELLE EMNER

PÅ TRYK OG INTERNET

Gyldendal og Politiken udgiver

Undervisningsavisen med letlæste,

underholdende og pædagogisk

bearbejdede artikler. Aktuelle

temaer præsenteres i en journalistisk

form illustreret med fotos,

grafiske oversigter og tegninger.

GRATIS OPGAVER

På www.undervisningsavisen.dk

finder du gratis undervisningsforslag,

tips og ideer, links og supplerende

materiale til hvert tema.

NYHEDSBREV

Tilmeld dig et elektronisk

nyhedsbrev på

www.undervisningsavisen.dk

og få besked, hver gang Undervisningsavisen

er på gaden med et

nyt tema.

UDKOMNE TITLER

Der er udkommet 11 temaer i

serien af Undervisningsaviser. Flere

af dem er velegnet i gymnasiets

undervisning.

DANSKHED:

Det danske land – Hvem er danskerne?

– Det danske sprog – Danskerne set med

fremmede øjne – Danmarksudstillinger.

VERDENS HANDEL:

Om forbrug, global varehandel og om

den skæve fordeling af verdens

ressourcer mellem Nord og Syd.

Udgivet i samarbejde med

Danida/Udenrigsministeriet.

FOLKEDRAB:

Stærke og rystende beretninger om drab,

forfølgelse og likvidering af hele

folkeslag. Særtryk fra Politiken 27. januar

2003 – årsdagen for befrielsen af

Auschwitz.

BRÆNDPUNKT IRAK:

Om Iraks historie, våbenlagre og styreform.Udkom

lige inden Irak-krigen. Netdelen

er opdateret sommeren 2003.

Læs mere om de enkelte aviser på

www.undervisningsavisen.dk

Ja tak, jeg vil gerne købe

Navn

Institution

Adresse

stk. klassesæt Danskhed

stk. klassesæt Verdens handel

stk. klassesæt Folkedrab

stk. klassesæt Brændpunkt Irak

stk. klassesæt USA

Postnummer By

Et klassesæt er på

28 eksemplarer og koster

400 kr.

ex moms og forsendelse

KOMMENDE TEMAER

USA: Denne avis bliver skræddersyet

til brug i historie og samfundsfag, så

eleverne får indblik i det amerikanske

samfunds historie, udvikling og rolle

som verdens eneste supermagt.

Velegnet som baggrundslæsning op

til det kommende præsidentvalg.

USA udkommer 2. september.

TERRORISME: Dette nummer af

Undervisningsavisen sætter terrorismen

ind i en historisk sammenhæng,

skaber overblik og giver forklaringer.

TERRORISME udkommer 2. december.

terrorisme, vold, oftest mod sagesløse, udført af enkeltpersoner,

grupper eller netværk for at gennemtvinge politiske forandringer

eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab,

eller statsterrorisme, forstået som vold udøvet af stater mod egen

befolkning eller andre landes befolkninger mhp. at opretholde et

magtregime og/eller sende en politisk meddelelse til tredjepart.

(Citeret fra „Den Store Danske Encyklopædi“, bind 19, side 14)

Klareboderne 5

1001 København K

Tlf. 33 75 55 60

Fax 33 75 57 22

www.gyldendal-uddannelse.dk


ADRESSER

Bestyrelsen

Bestyrelse

Formand

Steffen B. Christensen

Mylius Erichsensvej 11

9900 Frederikshavn

Tlf. 98 42 60 14

E-mail: sc@frhavn-gym.dk

Morten Rødgaard Jensen

Ringgade 59

7600 Struer

Tlf. 96-853377

E-mail: mr@struer-gym.dk

Bent Fischer-Nielsen

Sølystparken 2

2990 Nivå

Tlf 49 14 32 27

E-mail: bent.fischer@tele2adsl.dk

Marianne Nordentoft

Kongevejen 21

2000 Frederiksberg

Tlf. XX XX XX XX

E-mail: marianne.nordentoft@skolecom.dk

Jytte Merete Knudsen

Nørremarksvej 119

9440 Aabybro

Tlf. 98 24 28 00

E-mail: jyttemerete@mail.dk

Susannne Willadsen

Korsgade 7 2. tv.

5800 Nyborg

Tlf. 65 30 35 37

E-mail:

susanne.willadsen@skolekom.dk

Lone Bentzen

Torvevej 20

2740 Skovlunde

Tlf. 44 84 48 69

E-mail: lone.bentzen@skolekom.dk

Kasserer

Lars Peter Høgh

Hans Egedes Vej 12

9800 Hjørring

Tlf/fax. 98 92 70 68.

E-mail: lh@hj-gym.dk

Torben Spanget Christensen

Mejlbyvej 13

8250 Egå

Tlf 86 22 66 47.

E-mail: torben.spanget.christensen

@skolekom.dk

Bestyrelsesudvalg

Formand: Steffen

Kasserer: Lars

Bladredaktion: Jytte og Morten

Pædagogisk

Samarbejdsudvalg: Steffen

Fagligt Udvalg: Susanne, Jytte, Bent, Per og Lone

Fondsrepræsentant: Lone

HF- og VUCudvalg: Lars,Torben og Marianne

Internationalt udvalg: Lone og Marianne

Regionsrepræsentantkontakt: Torben og Lars

IKT-udvalg: Bent og Lars

Kontaktpersoner

for regionerne

Nordjylland: Jytte

Hederegionen: Morten

Århus: Torben

Trekantområdet: Torben

Esbjergområdet: Lars

Sønderjylland: Steffen

Fyn: Susanne

Storstrøm: Marianne og Lone

Storkøbenhavn: Marianne og Lone

Vestsjælland: Susanne

Roskilde: Lone

Frederiksborg: Bent

Bornholm: Bent

FALS PÅ NETTET: www.fals.info

NYT: Fals om gymnasie reformen.

Referat af regionsmøder og andre bidrag til

hjemmesiden sendes til

bent.fischer@get2net.dk

ADRESSER

Regionsfortegnelse

Nordjylland:

Martin Hove Jensen,

Drøvten 28,

9310 Vodskov,

je@aalborghus.dk

Hederegionen:

Jacob Helms

Storegade 3

6880 Tarm

Tlf. 9737 3637

E-mail: helms.tarm@get2net.dk

Trekantområdet:

Birgitte Nielsen

Lindevej 7

6051 Almind

Tlf. 7556 1640

E-mail: bn@kolding-gym.dk

Esbjergområdet:

Ole Hedegaard Jensen

Midtfenner 10

6760 Ribe

Tlf. 7542 2866

oh@ribekatedralskole.dk

Sønderjylland:

Ole Østergård

Skovbakken 57

6200 Aabenraa.

Tlf. 74 62 20 54

E-mail:

ole.oestergaard@skolekom.dk

Fyn:

Morten Jensen

Vester Voldgade 33, 1. tv.

5800 Nyborg

Tlf. 6531 3206

E-mail: mortenrene@hotmail.com

Storstrøm:

Michael Welling

Nørre Boulevard 8

4800 Nykøbing F

Tlf. 54 82 10 72

mw@nykat-gym.dk

Storkøbenhavn:

Vibeke Due

Havdrupvej 110

2720 Vanløse

Tlf. 38 79 48 49

e-mail: vibeke.due@post2.tele.dk

Vestsjælland:

Søren Pfeffer

Odsherreds Gymnasium

Tlf. 47 52 82 32

soeren.pfeffer@skolekom.dk

Roskilde:

Allan Jørgensen

Stenås 20

2670 Greve

Tlf. 43 90 89 63

allan_joergensen@mail.dk

Bornholm:

Claes Ludvigsen

Årg 44

3700 Rønne

Tlf. 56 95 48 58

claes@tdcadsl.dk

Færøerne:

Erik Arge

Bøgøta 13

FR-100 Torshavn

Færøerne

64 65

Disse personer er også amtsrepræsentanter.

Dog med

følgende tilføjelser:

Ringkøbing amt:

Jørgen V. Jacobsen

Frederiksborg amt:

Randi Søberg Grib

Hove Gadekærsvej 2

2765 Smørum

Tlf: 46 76 20 16

risg@ koebenhavn.mail.tele.com

Århus:

Lone S. Jacobsen

Naurvej 2,

8220 Brabrand

Tlf: 86262474

E-mail: lj@langkjaer.dk


ADRESSER

Øvrige

FORLAGET

Columbus

Østerbrogade 54 C

2100 København Ø

Tlf. 35 42 00 51

Fax. 35 42 05 21

E-mail: info@forlagetcolumbus.dk

Fondsbestyrelsen

Henrik Arbo-Bähr

Bakkehusene 25

2970 Hørsholm

Tlf. 45 16 18 91

E-mail:

HAB@forlagetcolumbus.dk

Hans Chr. Bauerlund

Esberns Alle 8 A

2860 Søborg

Tlf. 39 69 75 45

Mikael Frydlund

Qvist Stanbrook

Gutenberghus

Pilestræde 58, 4. sal

1112 København K

Lise Hansen

Nattergalevej 37

8210 Århus V

Lise Johnsen

Vigerslevstræde 5

2500 Valby

Tlf. 36 17 26 82

E-mail: li@sankt-annae,dk

Lone Bentzen

Torvevej 20

2740 Skovlunde

Tlf. 44 84 48 69

Rigmor Bækholm

Fasanvej 5

4000 Roskilde

Tlf. 46 36 47 70

Per Rasmussen

Tonysvej 25

2920 Charlottenlund

Tlf. 39 64 19 02

E-mail:

PR@forlagetcolumbus.dk

Fondsbestyrelsen

afholder tre møder årligt.

På hvert møde behandles indkomne

ansøgninger til fonden.

Se vores hjemmeside om, hvad

man kan få støtte til, og hvordan

man søger.

66

Fagligt udvalg

Per Henriksen

Torben Spanget Christensen

Sten Tiedemann

Vibeke Due

Kursusafregning hos:

Susannne Willadsen

Korsgade 7 2. tv.

5800 Nyborg

Tlf. 65 30 35 37

Opgavekommission

Per Henriksen

Peter Lundberg Thomsen

Steen Larsen

Torben Stener Nielsen

Pia Brøgger

Fagkonsulent

Per Henriksen

Østervangsvej 7

8900 Randers

Tlf. 25 57 41 52

E-mail: perdatav@post3.tele.dk

eller

Undervisningsministeriet

H.C.Andersens Boulevard 43 4

1553 København V

Tlf. 33 92 56 00

Fax 33 92 56 08

E-mail: per.henriksen@uvm.dk

Internetsider

Samfundsfag:

www.sa.gymfag.dk/

Forlaget Columbus:

www.forlagetcolumbus.dk/

www.fals.info

More magazines by this user
Similar magazines