Samfundsfagsnyt 171 - FALS

fals.info

Samfundsfagsnyt 171 - FALS

samfundsfagsnyt

interview med di

retsstat og retssamfund

– den blinde plet i samfundsvidenskaberne

skriftlig eksamen 2008

171 » september 2008

foreningen af lærere i samfundsfag


deadline:

Blad nr. 172: 15. nov. 2008

redaktion:

Anna Amby Frejbæk og

Anders Brandt Sørensen

redaktionens adresse:

Anna Amby Frejbæk

Gl. Tinglevvej 13

6200 Aabenraa

Tlf: 3512 3543/3011 2966

E-mail: anna@ambyfrej.dk

ekspedition:

Enkelteksemplarer, annoncer

mv.: Henvendelse til

Anna Amby Frejbæk

Priser:

Abonnement 300,00 kr./år

Enkelteksemplar kr. 80,00

annoncer:

1/4 side kr. 500,00

1/2 side kr. 1.000,00

1/1 side kr. 2.000,00

Bagsiden kr. 4.000,00

Farvetillæg + 100%

udgivere:

FALS og Forlaget Columbus

Fond

Produktion:

Forlaget Columbus og

Clemenstrykkeriet

Manuskripter til Samfunds-

fagsnyt sendes pr. email (ved-

hæftet som rtf-fil) til

anna@ambyfrej.dk

2

indhold

leder

Ikke det største fag 3

Nyt fra fagkonsulenten 5

artikler

Interview med DI: For meget Samfundsfag 11

Bestyrelsens svar til DI 15

Retsstat og retssamfund

– den blinde plet i samfundsteorierne 17

Skriftlig eksamen 2008 24

fra bestyrelsen

Generalforsamling i FALS 2008 45

Bilag B: Vedtægtsændringer 46

Anmeldelser 47

Kurser 58

Bestyrelsen 61

Øvrige adresser 62


ikke det største fag

af gregers friisberg, formand for fals

Der var vist mange, der spærrede øjnene op ved

synet af et interview med undervisningsministeren

om gymnasiereformen i Politiken 31.5.

”Samfundsfag er blevet gymnasiets største fag.

Samfundsfag er ikke adgangsgivende til noget

som helst”, sagde undervisningsminister Bertel

Haarder. Det er lidt af en spand koldt vand at få

lukket ud, når man vier sit arbejdsliv til undervisning

i faget.

Man fristes næsten til at citere en gammel

Carlsberg reklame om, at det ikke gælder om

at være den største.

Hvis Haarder ellers er citeret korrekt, må

man sige, at det er en ret utrolig udtalelse. Den

er arrogant og udtryk for en betænkelig form

for personaleledelse. En minister er selvfølgelig

ikke direkte personaleleder for gymnasielærere.

Men det vil være forkert at betragte ham alene

som politisk leder. Han kan på et overordnet

plan siges at være en slags personaleleder inden

for sine ressortområder, idet ministerens holdninger

og udmeldinger betyder en hel del for

personalets fornemmelse af at blive støttet og

agtet.

For ikke så lang tid siden kunne man se

Bertel Haarder som initiativtager til en kampagne

imod mobning i Folkeskolen. Det var et

godt initiativ, for mobning er et af vore store

samfundsproblemer.

Det er imidlertid ikke så godt, hvis ministeren

selv deltager i noget, der ligner mobning.

Det er vanskeligt at karakterisere udtalelserne

den 31.5. i Politiken på anden måde.

Mobning er kendetegnet ved en fabrikeret

fremstilling af dem, der mobbes. Det er det, der

lige præcis er tale om i de citerede udtalelser.

Det er f.eks. ikke korrekt, at samfundsfag er

det største fag i gymnasiet. Den mest rimelige

måde at måle dette på, må være at se på et fags

samlede timetal på en skole. På et gennemsnitsgymnasium

er enkelte andre fag ca. dobbelt så

store som samfundsfag i timetal.

Der er givet oplysninger fra Undervisningsministeriet

om, at ca. 37 pct. af de, der starter i

gymnasiet vælger en samfundsvidenskabelig

studieretning. I en stor del af disse studieretningsklasser

indgår samfundsfag B som ét af fagene,

men ikke som det dominerende A-niveaufag.

En mere rimelig målemetode vil være at se

på, hvor mange studieretninger der har samfundsfag

som A-niveaufag. Og det er langt færre.

Når mange elever gerne vil have samfundsfag

B, er det fordi, de ser viden om samfundet,

om det politiske system, arbejdsmarkedsforhold,

økonomisk politik, EU og globalisering

som nyttige i forhold til det, de skal lave som

f.eks. læge eller ingeniør. Men det er ikke disse

elevers hovedmål i livet. Enhver frygt for, at

Danmark ikke kan klare sig med naturvidenskabelige

kompetencer i globaliseringen, kan

ikke være begrundet i, at samfundsfag vælges af

en del elever. Gymnasiereformen har ført til en

stærk stigning i andelen af elever, der har kombinationer

af fagene matematik, fysik og kemi

på højt niveau. Når man derfor taler om samfundsfag

som vinderfag i forbindelse med gymnasiereformen,

er det vigtigt at se tingene i det

rette perspektiv.

samfundsfagsnyt september 2008


leder

”At samfundsfag ikke er adgangsgivende til

noget som helst”, er heller ikke helt korrekt. Det

er for øvrigt ikke en fejl ved faget eller dets udøveres

måde at undervise på, hvis det ikke er

specifikt adgangsgivende til så meget. Det beror

på en politisk afgørelse.

Man synes godt på dette punkt, at den politiske

ledelse af samfundet kunne have overvejet

de uddannelsespolitiske problemstillinger i et

lidt bredere perspektiv. Når det er vigtigt, at et

fag som samfundsfag er adgangsgivende, er det

jo bl.a. også for at sikre, at uddannelserne ikke

bliver for elitære. Jo flere elever, der kan vælge

efter interesse, jo større er muligheden for, at

flest muligt finder deres rette plads i uddannelserne

og får lyst til at opholde sig i dem, til de

når et højt kompetenceniveau. Det vil være i det

danske samfunds interesse, at flest mulig får en

højere uddannelse. De tider burde for længst

være overstået, hvor man laver planøkonomi i

forhold til uddannelsernes dimensionering. Det

kan ikke undgå at give bagslag og føre til dårligere

motivering og forkerte valg af fag og fagkombinationer.

samfundsfagsnyt september 2008

Midt i sommervarmen kom søgetallene til

de videregående uddannelser. De viste således

en nedgang på 12 pct. i forhold til 2007.

Det førte til en hed, men relativt kortvarig

debat om optagelseskravene til uddannelserne.

Videnskabsminister Helge Sander udtalte til

Berlingske Tidende 31. juli, at der fremover måske

skal foretages nogle justeringer.

Vi har i bestyrelsen haft sagen oppe at vende,

og det har ført til en henvendelse til universitetsinstitutter

om samfundsfag A som adgangsgivende

til statskundskab. Medlem af Folketingets

undervisningsudvalg Nanna Westerby udtalte

sig til samme dagblad, hvor hun inddrog

biologi og samfundsfag: ”desværre er mange af

de nye adgangskrav ulogiske. Eksempelvis er

biologi i gymnasiet ikke adgangsgivende til biologi

på universitetet. Og samfundsfag er ikke

adgangsgivende til statskundskab.” Man kan

håbe, hun kan vinde gehør for sine synspunkter

i udvalget, så adgangskravene ændres.


nyt fra fagkonsulenten

af Bent fischer-nielsen

Justeringer

Gymnasieloven er som bekendt ændret således,

at elever, der starter i år og i 3.g vælger samfundsfag

A som frit valgfag, også skal have matematik

på mindst B-niveau. Til skriftlig prøve i

samfundsfag i 2011 vil alle elever i have matematik

B, og det kan udnyttes ved prøven.

Der er sket små justeringer af læreplan og vejledninger

mht. til eksamen. Der er ingen ændringer

i læreplaner og vejledninger mht. fagets

indhold.

2 minutters eksaminationstid

Ændringer i læreplanerne begrænser sig til, at

eksaminationstiden for samfundsfag C er ændret

fra 25 til 24 minutter og i forberedelsestiden fra

50 til 48 minutter. Ændringen er alene sket for

at gøre det ens for C-niveaufagene, og her var

der flest fag, der i forvejen havde 24 minutters

eksaminationstid.

ændring af vejledningerne om eksamen

Ændringerne i vejledningerne til samfundsfag A

står side 37 og 40-43 og til samfundsfag B side

32-34. Læs grundigt disse sider!

Ændringerne i vejledningerne indeholder følgende

punkter:

Bilag til fællesdelen

Om den skriftlige prøve: Der er slettet en sætning

om, at bilag til fællesdelen udleveres sammen

med spørgsmålene. Det betyder, at opgavekommissionen

er frit stillet mht. om bilag til

fællesdelen udleveres kl. 9 til gruppeforberedelse

eller kl. 10 til individuel besvarelse. Begrundelsen

for ikke at udlevere et bilag til gruppeforberedelsen

er bedre at kunne differentiere bedømmelsen

af besvarelser af fællesdelen.

overskrifter på eksamensspørgsmål

Om overskrifter på eksamensspørgsmål til samfundsfag

C er det præciseret (som det hele tiden

har været meningen), at overskriften skal være

identisk med overskriften på et tema i undervisningsbeskrivelsen.

Det skyldes, at den mundtlige

prøve ifølge læreplanen sker ”på grundlag af

et kendt tema”. Eleverne kender temaet i kraft

af, at det er en overskrift på et undervisningsforløb.

En del lærere har udtrykt ønske om, at temaerne

til prøvesæt/spørgsmål til samfundsfag

A, B og C ikke behøvede at være lig med overskrifterne

på undervisningsforløbene. Det kræver

en ændring af læreplanen, som jeg vil overveje.

For at temaerne stadig skal være kendte for

eleverne, kræver det, at temaerne offentliggøres i

god tid (fx 2 uger) inden den mundtlige prøve.

Prøvesæt skal dække alle faglige mål

Om antal af prøvesæt (samfundsfag A + B) er

tilføjet: ”Ifølge Eksamensbekendtgørelsen §1 er

formålet med en prøve, ”at dokumentere i hvilken

grad eksaminanderne opfylder de faglige mål

og krav”. Prøvesættene skal derfor tilsammen

dække de faglige mål, således at eleverne kan demonstrere

anvendelse af alle faglige mål gennem

prøvesættene tilsammen. Eksaminator behøver

ikke at lave prøvesæt i alle forløb, men må ikke

samfundsfagsnyt september 2008


nyt fra fagkonsulenten

orientere eleverne om, hvilke forløb, der er prøvesæt

i, og hvilke der ikke er.”

Prøvesæt til -årige forløb

Om prøvesæt og undervisningsbeskrivelse for

samfundsfag A som studieretningsfag er tilføjet:

”For samfundsfag A som studieretningsfag kan

der fra 1.g være forløb, hvor det faglige niveau vil

være for lavt, hvis eleven trækker et prøvesæt alene

i dette forløb. Man kan undlade at udarbejde

prøvesæt til et sådant forløb fra 1.g. En anden

mulighed er, at hvis man i 1.g fx har haft et forløb

om socialisation og på et højere niveau vender

tilbage til samme tema i 3.g, kan man kalde

forløbet i 1.g for ”Socialisation i det senmoderne

samfund 1” og forløbet i 3.g for ”Socialisation i

det senmoderne samfund 2”. Der kan nu udarbejdes

et prøvesæt med titlen ”Socialisation i den

senmoderne samfund”, hvor eleven kan bruge

kernestof/supplerende stof både fra forløbet i 1.g

og det fortsatte forløb i 3.g.”

Censors opgaver

Om censors opgave ved mundtlig prøve er tilføjet

et afsnit om, hvordan censor ifølge eksamensbekendtgørelsen

skal ”medvirke til og

påse, at prøverne gennemføres i overensstemmelse

med de gældende regler”. Censor skal

tjekke undervisningsbeskrivelsen og skrive en

indberetning til eksamensskolen, hvis der er

(væsentlige) mangler. Censor kan gøre indsigelse

mod spørgsmål/prøvesæt og bede om ændringer.

Efter en dialog med eksaminator skal

censor godkende spørgsmål/prøvesæt. I tilfælde

af (alvorlige) fejl i prøvens gennemførelse, skal

censor skrive en indberetning til eksamensskolen.

Eksamensskolen skal sende indberetningen

og en kommentar hertil videre til ministeriet.

god tid til dialogen

Om samtalen til den mundtlige prøve ved samfundsfag

A og B er tilføjet: ”Der skal være god

tid til dialogen, således at flere faglige mål kan

samfundsfagsnyt september 2008

demonstreres, og den individuelle bedømmelse

kan sikres.” Der står i forvejen, at der gives ”god

tid” til elevens fremlæggelse af synopsen, og der

gives ”ligeledes god tid” til en samtale. Det betyder,

at eleverne på forhånd skal være instrueret

om, at deres fremlæggelse af synopsen ikke må

vare længere end ca. halvdelen af eksaminationstiden.

Når ca. halvdelen af eksaminationstiden

er gået, skal eksaminator indlede en samtale

og stille spørgsmål, og hvis eksaminator ikke gør

det, skal censor gøre det! Eksaminator må ikke

lade eleverne fremlægge næsten hele tiden - også

selv om det er godt og fint, alt hvad eleven kommer

med. Eleven skal kunne bedømmes individuelt,

og det skal kunne bedømmes, hvorledes

eleven indgår i en faglig diskussion.

grupper

Om andre elevers tilstedeværelse ved mundtlige

prøve er tilføjet: ”Når en elev fra en gruppe er til

mundtlig prøve, må de andre elever i gruppen

íkke overvære prøven, før de selv er blevet eksamineret

jf. Eksamensbekendtgørelsen § 12 stk.

3.” I forvejen står der, at ”Det anbefales endvidere,

at skolen sikrer, at ventende elever ikke

kan kommunikere med eksaminerede elever fra

samme gruppe.” Censorer har beklaget, at nogle

skoler ikke sikrer dette, hvilket giver uretfærdige

fordele til de sidste i en gruppe.

synopsis med ét overordnet spørgsmål

Formuleringen om synopsis er ændret således, at

det anbefales, at problemformuleringen indeholder

ét overordnet spørgsmål (”sagen” jf. AT),

og at eleven heraf udleder underordnede spørgsmål,

som undersøges. Det vil give en mere fokuseret

synopsis, undersøgelse og fremlæggelse.

Censorerne om de mundtlig prøver

Mange tak til de 156 censorer, der har været på

www.uvm.dk og svare på spørgeskemaet om


de mundtlige prøver til samfundsfag A og B.

Alle skoler har modtaget to breve fra eksamensafdelingen

med et link og en opfordring til

censorerne.

Væsentlige kvaliteter ved 24 timers prøven

Censorerne har mange særdeles positive kommentarer

til synopsiseksamen med 24 timers

forberedelsestid og peger på række væsentlige

fordele:

ü Eleverne får bedre mulighed for selvstændigt

at fordybe sig, strukturere stoffet, gennemarbejde

anvendelsen af kernestoffet og vise flere kompetencer

end ved den traditionelle eksamensform.

ü Eleverne er bedre forberedte og mere rolige,

og eksamen er mindre chancebetonet end tidligere.

ü Dygtige elever når særdeles højt, og svage elever

kan drage fordel af gruppearbejdet.

ü Der er ikke stor forskel i forberedelsestiden

som ved 3 timers forberedelse i grupper.

ü Mange elever er godt instrueret i, hvordan de

skal skrive synopsis, opstille problemformulering,

undersøge, fremlægge og kunne indgå i

dialog.

udfordringer

Men censorerne har også oplevet problemer,

som jeg her vil kommentere:

- Nogle elever har skrevet for lange synopser og

bruger for lang tid på at fremlægge den, hvilket

vanskeliggør en differentiering i bedømmelsen,

da eleverne ikke testes tilstrækkeligt i relevant

kernestof. Det bliver svært at bruge de lave karakterer.

Nogle elever læser endda op fra et manuskript

i stedet for at bruge synopsen som talepapir.

Kommentar: Eksaminator og censor skal sikre

god tid til den faglige dialog og stille spørgsmål,

der sikrer en individuel bedømmelse bl.a. ud fra

en test i relevant kernestof og faglig præcision.

nyt fra fagkonsulenten

Censor skal afbryde eleven og begynde at stille

spørgsmål, hvis ikke eksaminator sikrer god tid

til dialogen. Som nogle censorer bemærker, er

det især i dialogen, at forskellene mellem eleverne

åbenbares. Se ovenfor om tilføjelser i vejledningen.

Eleverne skal være instrueret i, at de

ikke skal læse op, for det ”giver ikke mange kugler

i kassen”, som en censor skriver.

- Det kniber for mange elever selv at finde relevant

stof, og det er uklart, hvor meget det skal betyde

for bedømmelsen.

Kommentar: Det er et klart krav, at eleven med

24 timers forberedelsestid selv SKAL finde relevant

materiale, der kan bruges til besvarelse af

deres problemformulering. Hvis det ikke sker,

skal det klart trække ned ved bedømmelsen,

hvilket kan medvirke til en differentiering af karaktererne.

Det er et af de faglige mål, der må

trænes i det daglige og evalueres til eksamen.

- Nogle censorer klager over for mange gentagelser

af de samme prøvesæt.

Kommentar: Som præciseret i vejledningen (se

ovenfor) skal prøvesættene tilsammen give eleverne

mulighed for at demonstrere alle de faglige

mål, herunder alle fagets discipliner. Desuden

anbefales i vejledningen, at man ved gentagelse

af prøvesæt foretager mindre eller større variationer

i bilagsmaterialet.

- 24 timers forberedelsestid er uretfærdigt, fordi

eleverne har forskellige muligheder for at få hjælp

i næromgivelserne.

Kommentar: Det kan ikke afvises, at elever med

forbindelser til samfundsfaglig ekspertise kan

udnytte denne fordel ved udarbejdelse af synopsis

og træning af fremlæggelse. Den bedste måde

at modvirke en sådan uretfærdighed er som

nævnt ovenfor at give god tid til dialog og

spørgsmål, der sikrer en individuel bedømmelse.

samfundsfagsnyt september 2008


nyt fra fagkonsulenten

mundtlig prøve til ks

Tak til de 65 censorer, der udfyldte spørgeskema

om den mundtlige prøve i kultur- og samfundsfaggruppen.

- ¾ af censorerne er enig eller delvis enig i, at

”anvendelse af synopsis understøtter kursisternes

opfyldelse af fagets mål”. 90% af censorerne er

enig eller delvis enig i, at ”anvendelse af det udleverede

materiale understøtter kursisternes opfyldelse

af fagets mål”. Derimod er 60% af de 27

censorer, der havde overværet prøve med 24 timers

forberedelse, uenige eller delvis uenige, i at

”anvendelsen af det fundne materiale understøtter

kursisternes anvendelse af fagets mål”, og

uenige eller delvis uenige i, at ”kursisterne har en

tilpas vægtning i anvendelsen af det udleverede

materiale og det fundne materiale”.

Kommentar: Som nævnt ovenfor skal eksaminanderne

selv finde yderligere relevant materiale

til prøve med 24 timers forberedelse. Det har

åbenbart været svært for mange kursister, og er

derfor noget, man må træne i undervisningen,

jf. det faglige mål at ”kursisterne skal kunne indsamle,

analysere og kritisk anvende forskelligartede

materialetyper.” Det skal indgå i bedømmelsen

ved prøven, om kursisterne kan opfylde

dette faglige mål.

- 27 af de 65 censorer har skrevet kommentarer

til spørgsmålene, og de fleste kommentarer er

meget kritiske. Kritikken kan sammenfattes til, at

kursisterne har svært ved at skrive en synopsis

med en problemformulering, der omfatter de tre

fag, og de har svært ved selv at finde materiale til

24 timers prøven.

Kommentar: Det er rigtigt, at synopsisprøven

stiller større krav til kursisternes selvstændighed

end den traditionelle prøve. Derfor er det særdeles

vigtigt at træne denne prøveform i undervisningen

fx ved at afslutte hvert tværfagligt forløb

med skrivning og/eller fremlæggelse af en

synopsis med en flerfaglig problemformulering.

8 samfundsfagsnyt september 2008

konferencer om srP, at og it

I efteråret arrangerer ministeriet en række endagskonferencer,

som man med fordel kan deltage

i.

- SRP-konferencer:

23. september på Viby Gymnasium, 24. september

på Rødkilde Gymnasium, 2. oktober på

Roskilde Gymnasium og 6. oktober på Kongsholm

Gymnasium. Om læreplan inkl. ændring,

DPU’s evalueringsrapport, opgaveformulering,

vejledning og votering. For alle fag.

- AT-konferencer:

3. september i Middelfart, 4. september i Herning,

10. september i Hobro, 11. september i

Køge, 17. september i Gladsaxe og 18. september

i Rungsted. For alle fag.

- IT-konference:

27. november på Fyn. Om forsøg med it til

skriftlig eksamen. Arbejdsgruppen vil præsentere

deres første prøvesæt og lærere på forsøgsholdene

vil give tilbagemelding om opgaverne og

elevernes besvarelse. For alle samfundsfagslærere.

Se invitation andetsteds i dette blad.

studieretningsprojektet (srP)

Jeg skrev i Nyt fra fagkonsulenten i Samfundsfagsnyt

nr. 169 marts 2008 om, hvad man skal

være opmærksom på, når man formuler opgaver

sammen historie, sprogfag og generelt. Jeg

vil opfordre til, at man genlæser dette afsnit inden

man tager til konference eller begynder vejledningen

i SRP. I opgaver med historie skal

man være opmærksom på, at der stilles krav om

brug af samfundsfaglig teori og om en aktuel

perspektivering. I opgaver med sprogfag inkl.

dansk skal analysen både indeholde samfundsfaglig

teori/begreber og empiri. Fiktion er oplagt i

samspillet med sprogfag, men det kan ikke erstatte

empiri! Generelt skal man sikre, at der

både stilles præcise fagspecifikke krav og præcise

tværgående krav jf. læreplanen om SRP.


udviklingskurser om klima og

samfundsfag-matematik

Som indsatsområde for efteruddannelse i 2008

har jeg udmeldt to områder: Klimaundervisning

og Samspillet mellem samfundsfag og matematik,

som udvides pga. lovændringen (se ovenfor).

Hold øje med hvad der måtte komme af

muligheder her.

”klimaudfordringer” som skriftlig opgave

Opgaven ”Kapitalismens udfordringer” trykkes

ekstraordinært og udsendes sammen med sygeeksamensopgaver

til alle skoler, da der her findes

delopgaven ”Klimaudfordringer”, som kan

bruges til forløb med klimaundervisning. Klimapolitik

er et fint politikområde, der kan dækker

flere faglige mål og områder i kernestoffet,

og er velegnet til samspil med naturvidenskabelige

fag. Se materiale mm på www.klimaundervisning.dk

Opgaven lyder:

”Klimaudfordringer

2. Undersøg på grundlag af materialet i bilag B1

og B2 hvilke udfordringer det internationale

samfund står overfor.

3. Diskutér, hvilke politiske problemer der er

forbundet med at begrænse det globale CO2udslip.

Besvarelsen skal tage udgangspunkt i bilag

B3.”

nyt fra fagkonsulenten

det femte-største fag

For at der ikke skal danne sig overdrevne forestillinger

om, hvor stort samfundsfag er blevet

under reformen, vil jeg nævne, at samfundsfag

er det femte-største fag. Man kan beregne, hvor

mange timer en student fra 2008 i gennemsnit

har haft i løbet af de 3 år. Her bliver rækkefølgen

for de seks største fag: Engelsk, matematik,

dansk, historie, samfundsfag og idræt.

fagkonsulentens side på emu

http://www.emu.dk/gym/fag/sa/Undervisningsministeriet/Fagkonsulenten/index.html

Det er en god ide jævnligt at tjekke denne side

for nyheder.

Emu’en har fået ny redaktør. Tak til Gregers

Friisberg for indsatsen sidste år og velkommen

til Anders Stubkjær, Sønderborg Statsskole. Jeg

vil sammen med den nye redaktør overveje nyskabelser

som fx abonnement på nyhedsbreve.

generalforsamlingskurset

Vel mødt til generalforsamlingskurset 30.-31.

oktober i Odense, hvor jeg gerne deltager i en

debat om de nye prøveformer og fagets udvikling!

15.08.2008

Bent Fischer-Nielsen

samfundsfagsnyt september 2008


for meget samfundsfag

af Jens Christian von Holck

i foråret vedtog folketinget lov nr. 82 om

ændring af stx-loven. Her blev muligheden

for at tage samfundsfags valgfag på højt

niveau uden matematik B bl.a. forhindret.

et af høringssvarende til loven er formuleret

af forskningspolitisk chef, Charlotte

rønhoff og konsulent Berit kjær Petersen

fra dansk industri (di). Høringssvaret er

dateret den . februar 2008.

i høringssvaret kan man bl.a. læse:

”DI mener, at der er behov for større fokus

på, at gymnasiet er kompetencegivende til

videregående studier. Alt for mange elever

har i dag samfundsfag på højt niveau,

selvom der kun stilles krav herom på C

niveau for optagelse på f.eks. økonomi og

statskundskab. DI er derfor positiv over for

at styrke studiekompetencen til de økonomisk-samfundsvidenskabelig

studier, ved

at kombinere valgfaget samfundsfag på

A-niveau med matematik på B-niveau.”

På den baggrund henvendte jeg mig til di

med henblik på en uddybning af organisationens

syn på samfundsfag i gymnasiet. i

begyndelsen af juni mødte jeg da op i di’s

nybyggede hus i københavns nordhavn for

at lave et interview med en af forfatterne

til høringssvaret, Berit kjær Petersen.

Læs hele høringssvaret på www.fals.info.

»Vi er jo ikke nede i lærerplanerne, når vi taler

samfundsfag,« begynder Berit Kjær Petersen.

»Men derfor har vi selvfølgelig en holdning

til faget. Det er dejligt, at der er mange, der

interesserer sig for samfundsfag, men vores

bekymring går på, at der er rigtig mange, der

vælger faget, og at de vælger det på højt niveau.

Problemet er, at det ikke er kompetencegivende

på nogle af de videregående uddannelser. Det

vi kan se, når vi kigger på kompetencekravet

generelt, er, at vi har brug for at styrke matematik

og mere generelt de naturvidenskabelige fag.

Den helt store vinder ved gymnasiereformen,

det er imidlertid samfundsfag. «

»Hvis man kigger på de studier, hvor samfundsfag

kunne være virkeligt aktuelt, så som

fx Polit eller Statskundskab, kræver man her

rent faktisk kun samfundsfag på C-niveau. Og

det vi som sagt kan se er, at rigtig mange vælger

faget på A-niveau.

- Vil det sige, at hvis nogle af de videregående

uddannelser begynder at kræve samfundsfag på

A-niveau eller B-niveau, så vil I ændre jeres

holdning til faget?

»Ja. Men vi kigger selvfølgelig på det her med

aftagerøjne. Hvad er det, vi kommer til at

mangle på sigt? Vi ved jo nu – også med ledighedstallene

– at ledigheden er meget lav indenfor

de naturvidenskabelige områder, bl.a. ingeniører.

Den er også lav inden for en række af de

samfundsvidenskabelige områder, men vi kommer

ikke udenom, at det er universiteterne, der

stiller kravene, og vi kan se, at der, hvor de største

problemer er, det er bl.a. indenfor naturvi-

samfundsfagsnyt september 2008

11


interview med di – for meget samfundsfag

denskaberne. Vi har lavet undersøgelser sammen

med Danmarks Evalueringsinstitut og undervisningsministeriet,

der viser, at der kommer

til at mangle 14.000 ingeniører i 2020 1 . Det

vigtige er at sikre et match mellem, hvad der er

kompetencegivende på de videregående uddannelser,

og hvad gymnasiet tilbyder. «

- Så hvis relevante videregående uddannelser

stiller krav om samfundsfag på et højere niveau,

så vil DI altså ændre holdning?

»Ja, hvis det er samfundsfagligt uddannede,

vi mangler i den anden ende. Hvis det med andre

ord er den type kompetencer, vi mangler på

sigt ude i erhvervslivet, så er det klart, at vi vil

se på det igen.«

- Du taler om, at der mangler ingeniører,

men du siger også, at der mangler folk med mere

samfundsvidenskabelig baggrund?

»Ja altså, økonomer og statskundskaber osv.

er der da også mangel på. Vi har jo ledighedstal

på området, som jeg kan sende dig 2 . Her kan vi

se, hvordan ledigheden ser ud pt.«

- Kan du konkretisere fx med hensyn til

manglen på økonomer?

»Økonomer er bestemt et ”go-område”, hvor

der mangler kvalificerede folk.«

- Nu udgør økonomi jo ifølge bekendtgørelsen

ca. 1/3 af samfundsfagsundervisningen i gymnasiet.

Når der er så stor mangel på økonomer,

så er det altså ikke det, der skulle udelades fra

bekendtgørelsen, hvis faget skulle gøres mere

kompetencegivende?

»Det kan jeg ikke vurdere, for så dybt nede i

lærerplanerne er vi ikke. Vi forholder os til det

mere overordnede: Hvad er det, eleverne vælger,

og hvad er det, man efterspørger?«

- Men du må vel kunne vurdere helt overordnet,

når du nu nævner sektorspecifikke ledighedstal.

Økonomi er vel ikke det, der er allermindst

brug for i gymnasiet; kendskab til økonomiske

sammenhænge osv.?

1 Se tallene på www.fals.info

2 Se tallene på www.fals.info

12 samfundsfagsnyt september 2008

»Nej, nej bestemt ikke. Vi mener sådan set, at

samfundsfag i dag bør udvides i forhold til økonomi

fx i forhold til spørgsmålet om, hvad der

skaber væksten i samfundet. Vores indtryk er, at

det ved de unge ikke. Hvad skaber vækst i samfundet,

og hvad skaber vækst for virksomhederne?

En forståelse for, hvordan arbejdsmarkedet

fungerer. Hvis vi fx mangler arbejdskraft, så er

vi nødt til at få den udefra, og hvis vi på sigt

fortsætter denne udvikling, så risikerer vi at

skulle flytte produktionen til udlandet – og det

skaber jo ikke vækst i Danmark. Men hvis vi

kan holde det inden for landets grænser, og vi

kan sige ja til alle de ordrer, vi kan få ind, så skaber

det jo vækst, styrket beskæftigelse og lavere

ledighed. Men det skaber også vækst for Maren

nede i kæret, for nu kan hun pludseligt komme

på hospitalet osv. Det er den type samfundsforståelse

- de her markedsmekanismer om, hvordan

det hele hænger sammen – det er noget, vi

synes, at de unge kunne have mere gavn af.«

»Og hvis man går et niveau ned og fokuserer

på, hvad der skaber væksten for virksomhederne,

så er det mere forretningsforståelse, der er

tale om. Forståelse for, hvordan man kan have

virksomhed i Danmark. Sådan en type kompetence

synes vi, der mangler.

»Vores indtryk med de unge, vi møder, er, at

de faktisk ikke rigtigt ved disse ting. Det kunne

også være om den danske model. Disse mangler

møder vi hos de elever, der besøger os gennem

vores skolekontakt.«

- Har du noget indtryk af, hvilket niveau i

samfundsfag, de elever, du omtaler, har?

»Mit indtryk er generelt; eleverne ved ikke

nok. Når der så er et fag, der fylder så utroligt

meget, så kunne man måske forvente mere.

Men også selvom vi er nede på C-niveau, så er

kendskabet til markedsmekanismerne jo en

grundlæggende forudsætning for at kunne vide

noget og diskutere. Jeg kan godt huske de bøger,

jeg selv læste, de har godt nok været på et

overordnet niveau.«


- De ting, du efterspørger, er jo sådan set en

vigtig del af lærerplanen i samfundsfag, men

man tilrettelægger jo lærerplanerne efter niveauet

for de elever, vi modtager fra folkeskolen.

Så er det, du efterspørger, da mere af denne slags

samfundsfag i folkeskolen, så vi kunne overtage

eleverne på et højere niveau?

»Man kunne sagtens have noget mere af det

her ind i undervisningen. Her tænker jeg fx på

en form for praktik. At man kommer ud på

virksomhederne og derigennem får en forståelse

for, hvordan det er at drive virksomhed. Praktik

kunne man i øvrigt også have i gymnasiet.«

- En anden del af lærerplanen i samfundsfag

handler om globaliseringen og dens konsekvenser,

udviklingen mod det senmoderne samfund

osv. – det er ca. 1/3 af undervisningen og det er

det eneste sted i gymnasiefagrækken, hvor man

rigtigt kommer i dybden med disse områder.

Disse spørgsmål har vel stor betydning for kulturforståelse,

både for vores egen og for andre

landes kultur. Mener du med andre ord, at man

i lærerplanen for samfundsfag kunne skrue ned

for denne her grundlæggende undervisning i

kulturforståelse i lyset af samfundsudviklingen?

»For mig at se kan globalisering også handle

om de andre ting, vi var inde på før, men jeg har

svært ved at se, hvad det mere konkret er, man

evt. skulle skære, men det er jo klart, at globalisering

er meget vigtigt – du kunne ligeså godt

have sagt globalisering, som du kunne have sagt

økonomi, fordi tingene hænger sammen. Men

der kan jo være endnu flere forskellige elementer

– og så er man jo nede i den enkelte lærers frie

ret til at udvælge de undervisningsmaterialer,

som han eller hun vil bruge i sin undervisning.

Der behøver altså ikke være en anden vægtning,

men materialet, eleverne præsenteres for, er muligvis

ikke godt nok. Vi kan bare se, at når eleverne

kommer ud i den anden ende, så ser det

ud som om, at de ikke ved nok om, hvad der

skaber dynamik. Hvordan posen præcis skal rystes,

kan jeg ikke svare på«

interview med di – for meget samfundsfag

- Den sidste del af lærerplanen i samfundsfag

handler om politik. Det drejer sig om forståelse

for politiske partier, interesser og konflikter, forståelse

for meningsdannelse osv. Det er det eneste

sted i gymnasiet, hvor man rigtigt kommer i

dybden med disse spørgsmål. Er politikdelen noget,

DI mener, man kunne skære væk?

»Altså, jeg kan ikke give dig et håndslag på,

om det lige er der, man skal skære. Så meget er

vi ikke nede i lærerplanen.«

- En stor del af globaliseringen handler jo

også om politik. Tag fx lobbyisme. Det er vel

også vigtigt for Danmarks fremtid, at man har

nogen, som interesserer sig for den slags?

»Men det er jo svært, for man skal jo vide

noget om det hele, så du er nok lidt for langt

nede i den enkelte lærers måde at tilrettelægge

undervisningen. Et andet bud kunne jo også

være, at man fik nogle flere undervisningstimer

ved at skære ned på noget af alt det her mødeaktivitet

og i stedet øgede kvaliteten gennem

den vej. Det er jo den helt store diskussion, om

man får nok for pengene; om hvor meget man

underviser i Danmark i forhold til andre lande.

Det er helt klart vores opfattelse, at man her

kunne hente noget.«

- Nu har jeg fx i Almen Studieforberedelse

stor glæde af at samarbejde med fx fysik eller

matematik, og det kræver jo en del mødeaktivitet.

Jeg tror, de fleste samfundsfagslærere i lyset

af reformen ser deres fag meget i relation til de

naturvidenskabelige og humanistiske fakulteter.

Hvis man gør, som du foreslår, ville der så ikke

være en risiko for, at eleverne mistede fornemmelsen

for sammenhængen mellem fagene, hvis

man undlod at samarbejde mellem fagene?

»Jeg synes sådan set også, man skal samarbejde

mellem fagene, men der er nok ikke nogen

tvivl om, at det ikke har fungeret optimalt.

Tanken i det er rigtig, men jeg tror også, man

har brugt rigtig mange ressourcer på at få det

her i gang. Det ændrer sig forhåbentligt i fremtiden,

så man virkeligt kunne hente mere tid –

samfundsfagsnyt september 2008

1


interview med di – for meget samfundsfag

man kunne måske skære 10 procent her og 10

procent der. Vi ved jo generelt med ineffektive

møder, at det er noget af en tidssluger.«

- Så det er sådan en generel opfordring til

gymnasielærere om at være mere…

»Ja, det er jo også en ledelsesopgave. Når jeg

taler om flere undervisningstimer, så er det, jeg

mener, flere konfrontationstimer, hvor der fysisk

er en lærer. «

- Mener du dermed mindre forberedelsestid

til den enkelte undervisningstime?

»Det kunne det være i nogle fag. Alle fag

kræver jo ikke den samme forberedelsestid.«

- Hvilke fag ville du sige, kræver meget forberedelsestid?

»Det kan jeg ikke sige. Men på folkeskoleområdet

– hvilket nok er det samme i gymnasiet

– kræver idræt fx ikke den samme forberedelsestid,

som hvis man fx skulle undervise i

historie. En anden vinkel kunne være, om en

ældre lærer bruger ligeså meget tid på forbere-

1 samfundsfagsnyt september 2008

delse, som en yngre. Det handler kort sagt om

at skabe et større ledelsesrum, for at man ude

på den enkelte institution kan skabe det, der nu

passer bedst i den konkrete situation. Vi kan

bare se, at der er en gevinst at hente.«

- Jeg tror, at det er den generelle opfattelse

hos lærerne, at hvis man skærer i forberedelsen,

så vil der komme flere af disse her lærerbogsstyrede

undervisningstimer. Hvordan ville I se på

en sådan udvikling?

»Jeg tror på, at der skal være plads til fleksibilitet.

Men det kan jo godt være, at det ikke er

alle lærere, der skal udvikle undervisningsmaterialer.

Nu kender jeg mest til folkeskoleområdet,

men der er lidt en tendens til, at vi alle

sammen skal udvikle, alle sammen skal gøre

det ene og det andet. Her tænker jeg en gang

imellem, at vi i stedet måske burde gøre det, vi

er bedst til. Men bottomline er, at vi skal styrke

ledelsesrummet, så vi kan få mest ud af undervisningen.«


Bevar proportionerne i debatten om

samfundsfag i det nye gymnasium

gregers friisberg, formand for fals

I min kommentar til interviewet med DI vil jeg

tage udgangspunkt i følgende udtalelse: ”Det vi

kan se, når vi kigger på kompetencekravet generelt,

er, at vi har brug for at styrke matematik og

mere generelt de naturvidenskabelige fag. Den

helt store vinder ved gymnasiereformen, det er

imidlertid samfundsfag”.

Det er en udbredt opfattelse, at samfundsfag

er den store vinder ved reformen. Det er imidlertid

en konklusion, der trænger til at blive

set efter i sømmene, så der ikke sker for meget

mytedannelse.

Ifølge UNI-C Statistik er matematik det

klart mest populære fag på A-niveau, og kombinationer

af matematik, fysik og kemi i studieretning

vælges af omkring 20 pct., hvad der er

klart højere end i det ”gamle” gymnasium, hvor

kun omkring 14 pct. valgte hardcore kombinationer

af naturvidenskab.

Billedet af ”samfundsfag som vinder” er sløret

af mangler i den statistiske registrering af

studieretninger fra skolernes side.

Ifølge publikationen ”Oprettede studieretninger

på de gymnasiale Uddannelser” fra

UNI-C’s statistikenhed 4.6.08 (samme kilde

som tabellen ovenover), er det sådan, at ”i forhold

til 2007 har de samfundsvidenskabelige

studieretninger med 35 pct. af eleverne overhalet

de naturvidenskabelige studieretninger, der

samler tilslutning fra 33 pct. af eleverne.”

Det er imidlertid sådan, at mange studieretninger

med engelsk A, samfundsfag B, er blevet

kaldt samfundsvidenskabelige studieretninger,

hvad der næppe er dækkende. Det er ikke så

stor en del af eleverne, der tager studieretninger

med samfundsfag A:

”I 2008 er matematik det fag, der oftest optræder

som studieretningsfag. Således indgår matematik

i 61 pct. af studieretningerne på stx (30 pct. på

A-niveau og 31 pct. på B-niveau). Herefter følger

samfundsfag, som er valgt af 52 pct. af eleverne

(22 pct. på A-niveau og 30 pct. på B-niveau), og

engelsk A, som er studieretningsfag for 51 pct. af

eleverne”.

Kilde: Oprettede studieretninger på de gymnasiale

Uddannelser” UNI-C’s statistikenhed,

4.6.08)

Ovenstående citat giver et mere dækkende billede

af problematikken. I betragtning af de samfundsvidenskabelige

fags betydning og vægt på

fremtidens arbejdsmarked er det svært at se, det

kan give anledning til nogen bekymring.

Men vi må dog nok også fra foreningens side

erkende, at i billedet af ”samfundsfag som vinderfag”

kan indgå, at samfundsfag deltager med

stor styrke i almen studieforberedelse, idet

mange elever vælger at lave synopsis i samfundsfag

i kombination med et andet fag. Det

har utvivlsomt styrket samfundsfag, at det repræsenterer

det samfundsvidenskabelige fakultet,

og det giver stor repræsentation af faget, når

to fakulteter skal indgå i et forløb.

Det er vigtigt i den sammenhæng at betone,

at der skal være en ordentlig vejledning af eleverne,

så de ikke vælger samfundsfag ud fra forkerte

forventninger.

samfundsfagsnyt september 2008

1


Det er også muligt, at kravet om to fakulteter

repræsenteret ikke skal være et krav, men bør

være valgfrit. Samfundsfag er naturligvis ikke

interesseret i at gå på strandhugst i andre fag,

men synes principielt, at eleverne skal have mulighed

for at vælge faget, når det har deres interesse.

Derfor mener vi, at vejledning, både om

faget og generelt om de metoder, der arbejdes

med i almen studieforberedelse, er vigtig.

Når det gælder kompetencer, er det min opfattelse,

at DI har et noget snævert kompetencebegreb

i baghovedet. Jeg skal ikke underkende

betydningen af matematiske og naturvidenskabelige

kompetencer. De er naturligvis vigtige i

et moderne samfund. Men elever lærer bedst,

når de er motiverede. Det vil være uheldigt at

tvinge dem til at vælge fag, de måske ikke føler,

de har forudsætninger for. En for ensidig betoning

af kompetencer fører til et for elitært gymnasium.

Det er uheldigt i en tid, hvor uddannelsesniveauet

skal hæves generelt.

Den internationale handel bliver i stigende

grad præget af serviceydelser. Det gør det relevant

med et bredere sæt af kompetencer.

Med globaliseringen står vi i en situation,

der gør, at de naturvidenskabelige kompetencer

må suppleres af økonomiske og samfundsvidenskabelige

kompetencer i bredere forstand.

DI er selv inde på, at de unge har en alt for

begrænset viden om den danske model. De ved

for lidt om, hvordan vort samfund fungerer, og

hvad sammenhængene og spillereglerne både i

international økonomi og i dansk og europæisk

økonomi og politik er. Her kommer samfundsfag

på et højt niveau med gode bud på såvel vidensmæssige

som analytiske kompetencer.

Samfundsfag har også gode bud på mere metodiske

kompetencer, når man f.eks. arbejder

med kvantitative empiriske undersøgelser og

arbejder med økonomisk, demografisk og social

statistik i regneark.

Man bør også nævne den interkulturelle

kompetence. Noget af det væsentligste for at få

1 samfundsfagsnyt september 2008

virksomheder til at fungere er, at forskellige

personalegrupper kan finde ud af at samarbejde.

Det kan som bekendt i det multikulturelle

samfund, vi lever i, kræve viden og parathed i

forhold til andres etnicitet og kultur. Det erkendes

i stigende grad i det politiske system, at

Danmark i fremtiden bliver nødt til at få en

øget indvandring af arbejdskraft, hvis velfærdssamfundet

skal kunne finansieres fremover.

Det kan kun lade sig gøre med en befolkning,

der ikke lider af allergi over for ”fremmede”.

Samfundsfag er et fag, der medvirker til at give

mellemfolkelig forståelse, fordi man arbejder

med emner som globalisering, kultursammenstød

og andre landes politiske systemer.

Det er vigtigt at samarbejde med interesseorganisationer.

FALS har altid prioriteret dette

arbejde højt. DI er en betydningsfuld organisation,

hvis synspunkter vi altid vil lytte interesseret

til. Men det skal også siges, at der er andre

vigtige interesser. Vi finder det f.eks. væsentligt

også at lytte til fagbevægelsen og elevorganisationerne.

Det er i Folketinget, at afvejningen af de forskellige

interesser sker, når der er udmøntning

af de forskellige inputs til det politiske system i

en konkret lovgivning. Når Folketinget laver

uddannelseslovgivning, er det vigtigt, at det

sker som brede forlig, da denne lovgivning af

hensyn til brugerne nødig skulle udsættes for

hovsa-løsninger. Sådanne ”løsninger” kan man

kun undgå, hvis der bredt tages hensyn til de

forskellige interesser i det danske samfund, - og

tages hensyn til, at læring også er til for de unges

udvikling, ikke alene med henblik på de

snævert faglige kompetencer, men også som

mennesker og borgere, der kan deltage i demokratiske

beslutninger.


etsstat og retssamfund

– den blinde plet i samfundsteorierne

af anette faye Jacobsen, ph.d., chefkonsulent, institut for menneskerettigheder

nye demokratier verden over slås i reg-

len med alvorlige problemer i form af

korruption og manglende retssikkerhed.

fænomenet kan have utallige varianter:

fra storforbrydere der køber sig til gunstige

domstolsafgørelser og straffrihed,

over mindre donationer, der forventes for

enhver offentlig tjeneste, til systematisk

brug af tortur hos politi og fængselsmyndigheder.

Den argentinske politolog Guillermo O’Donnell

har sagt i en analyse af de latinamerikanske demokratier,

at det er den manglende udvikling af

retsstatstraditioner, der får disse samfund til

konstant at skulle kæmpe med galopperende

kriminalitet og samfundsmæssig usikkerhed.

O’Donnell hævder også, at retsstaten spiller en

alt for lille rolle i de dominerende demokratiteorier,

nærmest som noget, der tages for givet. Og

det har ført til en mangel på forståelse for de alvorlige

svagheder, der gennemtrænger de nye

demokratier, hvor retsstatstraditioner er mere

eller mindre fraværende. Andre har peget på, at

det ikke er muligt at opbygge en tillidskultur i

samfund uden retssikkerhed med deraf følgende

alvorlige konsekvenser for både økonomi og almindelig

menneskelig trivsel.

korruptions- og lykkemålinger

Retsstaten og retssikkerheden har meget lange

rødder i vores del af verden. Den britiske polito-

log T.H. Marshall var en af de første til at påpege,

at de borgerlige rettigheder, som netop

handler om retssikkerhed, var den første generation

af menneskerettigheder. De blev udviklet

allerede i middelalderen bl.a. i de kongelige

håndfæstninger, hvor der blev stillet krav til

retsprocesser om bevisførelse og lagt bånd på

myndighedernes frie råderum overfor borgerne.

Det er selvfølgelig en tilsnigelse at formulere det

så bredt, for retssikkerhed var forbeholdt de ledende

mænd i relation til kongen. Det tog adskillige

århundreder at opbygge en retssikkerhed

og en retsstat, der gjaldt for alle i samfundet. Og

man kan mene, at det er et projekt, der aldrig

finder sin afslutning end ikke i veletablerede

retsstater. Men det er formentlig rigtigt, når

O’Donnell understreger i sammenhæng med sin

analyse af Latinamerika, at en af de vigtigste

grunde til, at de gamle vestlige demokratier ikke

alene er velfungerende styreformer, men også

velhavende økonomier og i det hele taget ganske

trygge samfund, er netop de veletablerede retsstatslige

traditioner. Danmark er endda i en særligt

privilegeret situation, for vi er altid blandt de

højest placerede i Transparency Internationals

verdensindex over korruptionsfrie stater, I 2007

indtog vi den allerøverste plads, dog skarpt forfulgt

af Finland. Og ganske hyppigt popper vi

også op som verdens lykkeligste folk i diverse

velfærds- og lykkemålinger. I det seneste globale

’happiness-survey’ fra University of Michigan’s

Institute for Social Research (rapporteret i Jyllandsposten

2. juli 2008) kommer danskerne ud

som det lykkeligste af 97 folkeslag, der er blevet

samfundsfagsnyt september 2008

1


etsstat og retssamfund

udspurgt gennem de sidste 17 år. Baggrunden er

ikke en god økonomi, understreger forskerne,

selvom det naturligvis spiller en rolle. Nej, sundhed,

tryghed og følelsen af, at man kan have tillid

til myndighederne, figurerer som afgørende

faktorer.

nye aspekter i ungdomsuddannelsernes

demokratiforståelse

Det er min påstand, at retssikkerhed og retssamfundets

grundprincipper og institutioner har

været forsømte områder i den gennemsnitlige

danske demokratiforståelse, selvom man diskutere,

om man kan operere med sådan en størrelse.

Men det også ud til, at der er sket positive

ændringer i retning af at indhente det forsømte;

og den empiriske dokumentation for påstanden

er i denne sammenhæng udviklingen i ungdomsuddannelsernes

læseplaner (jeg må nok

med det samme indrømme, at jeg ikke har foretaget

egentlige videnskabelige undersøgelser til

støtte for min antagelse). I de nye vejledninger

kan man konstatere, at menneskerettighederne

og herunder ikke mindst betydningen af retssystemet

er kommet til - for første gang - som obligatorisk

stof i tilknytning til demokratitemaet i

samfundsfag. Heri må man formode, der ligger

en erkendelse af, at retsstat og retssikkerhed er

helt afgørende elementer i et moderne demokrati,

fuldt på linje med de parlamentariske institutioner

og styreformer.

Hvordan skal menneskerettigheder og retssystemets

rolle formidles i ungdomsuddannelserne?

Temaet er stort og vidtforgrenet. Hvis

man ønsker at skabe en skrækblandet respekt

om emnet, kan man jo indlede med at påpege,

at den danske retsplejelov har mere end 1.000

paragraffer. Nu skal vi heldigvis ikke uddanne

de unge til jurister med speciale i procesret.

Men en række af de retlige grundprincipper

skal eleverne nødvendigvis præsenteres for. Og

det viser sig hurtigt, at der rummes en hel række

centrale byggesten til vores demokratiske

18 samfundsfagsnyt september 2008

samfundssystem i netop de grundlæggende

retsprincipper.

grundlæggende retsprincipper

I selve definitionen af en retsstat er legalitetsprincippet

centralt. Det tilsiger, at staten styres

ved generel lovgivning. Den generelle lovgivning

giver borgerne mulighed for at kende og indrette

sig efter de regler, der gælder i samfundet. Det

betyder også, at der ikke må lovgives med tilbagevirkende

kraft. Staten giver love, som borgerne

skal følge, derfor må de kende dem på forhånd.

Og hvis der er tvivl om, hvor vidt en borger

har fulgt eller brudt en lov, skal der en fastlagt

procedure til at vurdere, om der har været

tale om en lovovertrædelse. Og en borger må

ikke straffes for lovbrud, uden at hans eller hendes

sag har været prøvet. Det er primært domstolene,

der har til opgave at vurdere, om en

person har overtrådt lovgivningen; og det er

domstolene, der skal fastsætte straffen for lovbrud.

Det er desuden fastlagt ved lov, hvordan

domstolene skal virke og hvilke straffe, der kan

komme i betragtning.

Legalitetsprincippet rummer altså en hel

række formelle styrings- og organisationsprincipper

for staten. Der er imidlertid også nogle

mere ideologiske eller værdibaserede krav indbygget

i begrebet om den moderne retsstat. Der

er tale om en statsopfattelse, hvor myndighederne

principielt er samfundets og borgernes

tjenere, ikke omvendt. Staten skal med sine love

sikre betingelserne for borgernes frie og trygge

tilværelse. Det betyder, at borgerne har frihed

til at handle, som de vil, når de blot følger lovene

til alles fælles bedste. Legalitetsprincippet

indebærer også, at de generelle love skal stille

borgerne lige. Lighed for loven er et centralt

værdibaseret princip for en retsstat. Det værdibaserede

udtrykkes i den holdning, at ethvert

menneske har og bør have de samme rettigheder

og muligheder i samfundet. I den moderne

forståelse af retsstaten ligger ydermere, at en


ække friheder og rettigheder er lovfæstet for

alle borgere, og at det er statens opgave at sikre,

at disse rettigheder og friheder respekteres.

Hermed tegner der sig en sammenhæng mellem

retsstaten og et udbygget og uafhængigt

domstolssystem på den ene side og med en

række af de grundlæggende menneskerettigheder

på denne anden. Og så er vi tilbage ved de

nye kernestofområder.

Hvis man vil lade sin klasse arbejde med

domstolenes rolle og med menneskerettighedernes

betydning, kan man for begge temaers

vedkommende tage udgangspunkt i Grundloven.

Her beskrives de centrale principper i nogle

få paragraffer. Desuden er formuleringerne

så brede, at der nødvendigvis må følges op med

videre research og diskussioner af, hvordan de

lidt tunge og gammelmodige formuleringer er

blevet ført ud i praksis.

Hver og én af paragrafferne i Grundloven

(jf. boksen ovenfor) kan danne udgangspunkt

for et videre arbejde, hvor eleverne kan fordybe

sig, f.eks. i hvordan domstolssystemet er blevet

organiseret efter den nye reform i 2007, hvor

bl.a. 82 byretskredse blev sammenlagt til kun

22. Det findes der let tilgængelige oplysninger

om på Domstolsstyrelsens hjemmeside. Og der

er desuden gode muligheder for at lade eleverne

besøge en domstol og overvære nogle sager (jfr

Grundlovens § 65), hvad der kan være en både

uhyggelig og gribende oplevelse.

domstolenes rolle og fortolkningspraksis

Her skal vi gå lidt nærmere ind i § 64, der siger,

at dommerne kun skal rette sig efter loven. Formuleringen

siger ikke særligt meget, men paragraffen

lægger grunden til det, juristerne kalder

retskildelæren, og hermed har vi åbnet op for en

diskussion af den juridiske eller rettere de juridiske

metoder. Og det er ikke mindst på dette

felt, at nogle af de store og politiserede slagsmål

står i disse år om magtdeling, borgerrettigheder

og politisk legitimitet, senest med EF-domsto-

retsstat og retssamfund

lens afgørelser på udlændingeområdet. Men

først lidt om retskildelæren.

I Danmark, såvel som i de fleste andre vesteuropæiske

lande, er der en tradition for, at

domstolene udlægger og fortolker lovens bogstav

ganske tæt op ad, hvad der må fremgå som

lovgivers hensigt. Denne fortolkningspraksis,

som det kaldes, udsprang bl.a. af den europæiske

parlamentariske tradition for at anerkende

den lovgivende magt som den højeste instans i

staten. Hertil udvikledes den retsfilosofi, der

stod stærkt frem til 1970’erne, og som i Danmark

havde Alf Ross som en prominent fortaler.

Ross var talsmand for en retsrealisme, der

ville holde retsvidenskaben fri af syn på og krav

til retfærdighed. Lidt skematisk sagt gik Ross

ud fra et retskildehierarki, hvor domstolene

først og fremmest skulle følge de normer og retningslinjer,

der var fastlagt af det politiske system

og herudover støtte sig på andre, tidligere

retsafgørelser. Det er en teori med tilhørende

metode, der er velegnet til at skabe forudsigelighed

og ensartethed i retsudøvelsen.

De sidste årtier har retsvidenskaben dog

fjernet sig mere og mere fra det traditionelle

retsrealistiske synspunkt. Og det har spillet ind

på domstolenes rolle i samfundet. Dels har

samfundsudviklingen taget fart, så den hidtidige

retspraksis ofte ikke har så meget at tilbyde

som rettesnor i aktuelle afgørelser. Dels har

retssikkerhedsbegrebet udviklet sig til at blive

mere vidtgående end tidligere med beskyttelse

mod diskrimination, mod social-økonomisk

udstødelse m.v. Det giver et større spillerum

for, at domstolene forholder sig til rettens formål

og funktion, når de træffer deres afgørelser.

Dermed har domstolene fået en mere retsskabende

rolle end tidligere, hvor dommerne først

og fremmest skulle lade sig vejlede af, hvad der

allerede var gældende ret. Man taler om, at

domstolene har anlagt en mere dynamisk fortolkningspraksis.

Hertil hører en mindre

stramt hierarkiseret retskildelære, hvorunder

samfundsfagsnyt september 2008

1


etsstat og retssamfund

dommerne også vedkender sig en række rets-

og samfundspolitiske værdier, som domstolene

skal beskytte, og lader dem indgå sammen med

en vurdering af lovenes og retsafgørelsens formål,

når de træffer en beslutning i retten.

Der har været livlig debat blandt ledende jurister

ved de danske universiteter de seneste år

om denne udvikling i domstolenes samfundsmæssige

rolle. Gorm Toftegaard Nielsen, professor

fra Århus Universitet, har været én af kritikerne

af den friere fortolkningspraksis. Argumenterne

imod er bl.a., at domstolene fungerer

uden demokratisk kontrol, ligesom der ikke vil

være nogen instans, der kan sikre, at retsskabelsen

hos domstolene kommer til at ligge i forlængelse

af, hvad borgerne ønsker sig. Det har

også været fremholdt, at dommerne og de øvrige

jurister i retssystemet ikke udgør en repræsentativ

del af befolkningen, tværtimod rekrutteres

de typisk fra de øvre samfundslag. Og hvis

det i højere grad bliver op til den enkelte dommer

at vurdere, hvad han eller hun synes er en

rimelig afgørelse i en sag, frem for at lægge sig

tættest muligt op ad traditionen, så bliver det

vanskeligere for borgerne at forudse, hvad der

er gældende ret - og det går ud over retssikkerheden.

Andre som Hjalte Rasmussen fra Københavns

Universitet har fremhævet, at en

mere selvstændig fortolkningspraksis hos domstolene

tværtimod kan give en bedre retsbeskyttelse

af borgerne, dels fordi den parlamentariske

flertalsmagt i et flerkulturelt samfund

måske vil være mindre tilbøjelig til at sikre de

grundlæggende rettigheder også for mindretallene,

og dels fordi domstolene i en friere fortolkningspraksis

i højere grad vil benytte sig af

grundlæggende retsprincipper hentet fra

Grundloven og fra internationale retsregler,

som menneskeretten.

internationale domstole

Domstolenes dynamiske fortolkningsstil bliver

måske især befordret af den stigende internatio-

20 samfundsfagsnyt september 2008

nale indflydelse på dansk ret. Der kommer som

bekendt til stadighed direktiver fra EU og domme

fra EF-domstolen, som er retsskabende for

Danmark, og det vil sige skal være vejledende i

danske domstoles afgørelser, hvor det er relevant,

fordi Danmark er forpligtet af beslutninger

og afgørelser i EU. Ligeså vel er danske domstole

forpligtet af de internationale menneskeretskonventioner,

som Danmark har tiltrådt, og bestemmelserne

herfra ligesom domme fra Den

Europæiske Menneskeretsdomstol skal indgå

som retskilder i sager, hvor der er et menneskeretligt

element.

Fortolkningspraksis ved de internationale

domstole er typisk mere dynamisk end ved de

nationale domstole. Det skyldes, at internationale

regler og traktater i reglen er formuleret

mere bredt end almindelig national lovgivning,

fordi de skal dække meget forskellige forhold i

medlemslandene. Det betyder også, at de domstole,

der skal kontrollere de internationale regelsæt,

i højere grad må lægge til grund, hvad

der er reglernes formål og funktion, frem for

hvad der er gældende ret - alene af den grund at

gældende ret vil være vidt forskellig i de lande,

der er tilsluttet. Og denne mere dynamiske metode

skubber også på retsudviklingen i de enkelte

lande, fordi de nationale og internationale

retssystemer bliver mere og mere flettet ind i

hinanden.

Så når politikerne for tiden diskuterer om

EF-domstolens afgørelser skal kunne omstøde

eller underminere den bredt vedtagne danske

familiesammenføringspolitik, så er det bare det

seneste, og højt profilerede, eksempel på en udvikling,

der foregår på mange niveauer, og som

måske samlet set er en proces, der gradvist forskyder

vægtningen i den klassiske konstitutionelle

magtdeling mellem domstole og parlament

med mere indflydelse til domstolene. Men

de kommende år vil uden tvivl kunne opvise

nogle betydelige magtkampe og territorieafmærkninger

mellem magtens forskellige in-


stanser, nationalt såvel som internationalt, som

varslet når Birthe Rønn Hornbeck udtaler i en

kronik i Berlingske Tidende (2./8.-08): ”Derfor

vil jeg gøre mig til talsmand for, at de politiske

organer i EU træder i karakter og overlader

mindre til EF-domstolen og selv sørger for klarere

regler”.

international retsorden

Men udviklinger i domstolenes rolle har også

interesse i international politik. I det internationale

samfund ser det ligeledes ud til, at domstolene

kan komme til at spille en voksende rolle.

Senest har vi været vidner til den spektakulære

sag, hvor den formodede krigsforbryder fra krigen

i Bosnien, Radovan Karadzic, blev indfanget

og overgivet til Krigsforbrydertribunalet for det

tidligere Jugoslavien (International Criminal

Tribunal for the former Yugoslavia, forkortet

ICTY). Tribunalet er midlertidigt og skal kun

tage sig af sager fra krigene i Ex-Jugoslavien, og

en tilsvarende ad hoc status gælder for tribunalet

for folkemordet i Rwanda og for de FN-støttede

retsopgør, der foregår i Sierra Leone, Cambodia

og Øst Timor. Men ikke desto mindre er

der de seneste 15 år sket en radikal udvikling af

folkeretten, hvor det grundlæggende princip om

staternes suveræne ret til at råde uforstyrret over

egne anliggender har fået nogle alvorlige skud

for boven.

Endnu mere interessant er oprettelsen af den

permanente internationale straffedomstol (International

Criminal Court, ICC), der ligesom

en række andre internationale domstole, bla.

Jugoslavien-tribunalet, er hjemmehørende i

Haag.

ICC har mandat til at retsforfølge personer,

som anklages for grove krænkelser af menneskerettighederne:

krigsforbrydelser, folkedrab

og forbrydelser mod menneskeheden. Og straffedomstolens

målsætning er at sørge for universel

jurisdiktion i tilfælde af sådanne grove forbrydelser.

Med universel jurisdiktion menes, at

retsstat og retssamfund

enhver forbryder kan retsforfølges, uanset hvor

og mod hvem forbrydelsen er begået. Det er meget

ambitiøst målsætning, og der er da også et

godt stykke vej, til den er nået. For det første har

Den Internationale Straffedomstol kun mandat

til at retsforfølge personer, der er statsborgere i

en af de stater, der har tilsluttet sig domstolen,

eller som har begået forbrydelsen på en af de tilsluttede

staters område. Godt halvdelen af verdens

lande (108 pr. juli 2008) har ratificeret statutten,

og der kommer løbende flere til.

Men store og betydningsfulde lande som

Kina, Indien, Rusland og ikke mindst USA har

ikke tilsluttet sig domstolen. Og USA indgår løbende

tosidige aftaler med alle de lande, der

kan presses til det, om, at de skal respektere

amerikanske statsborgeres immunitet mod international

retsforfølgelse. Mere end 100 stater

har indvilget i sådanne aftaler, det er dog kun

godt halvdelen, der er endeligt bekræftede. Det

forekommer naturligvis temmelig håbløst at

opbygge en troværdig international retsorden,

hvis de største og mest magtfulde stater sætter

sig udenfor. Alligevel kan man godt være en

smule optimistisk på den internationale straffedomstols

vegne. For det var en følge af en beslutning

i Sikkerhedsrådet i 2005, at ICC indledte

de undersøgelser af menneskeretskrænkelser

i Sudans Darfur-provins, som i juli i år

førte til, at domstolen rejste sigtelse mod Sudans

præsident, Omar al Bashir for bl.a. folkedrab.

Det bemærkelsesværdige er, at det lykkedes

Sikkerhedsrådet at undgå et veto fra USA

mod opfordringen til ICC om at tage Sudan-sagen

op. Det giver en indikation af, at international

retsforfølgelse af massive menneskeretskrænkelser

har vundet gehør også i den amerikanske

offentlighed, og at George W. Bush og

hans administration har måttet tage hensyn til

det i netop denne sag. Og set over et lidt længere

tidsperspektiv kan man godt tænke sig, at

også de nuværende arge modstandere af den internationale

retsorden nøk for nøk alligevel bli-

samfundsfagsnyt september 2008

21


etsstat og retssamfund

ver presset til at godtage en omsiggribende udvikling

i den retning. I hvert fald er der nyere

teoridannelser i international politik, med den

tyske politolog Thomas Risse i spidsen, der vil

hævde, at den type af socialisering af stater

(som denne ’skole’ kalder det) er virksom på

netop menneskeretsområdet.

Alligevel vokser træerne nok ikke ind i himlen.

Der kan rejses mange andre, mere indholdsmæssige

kritikker af hele ideen om at oprette

en international straffedomstol: Retsforfølgelse

kan måske være med til at forstyrre

freds- og forsoningsprocesser i konfliktområder;

en international domstol fjerner retsprocessen

fra de mennesker, den skal yde retfærdighed;

de internationale domstole og tribunaler

dømmer mildere end mange lokale domstole

(f.eks. kan der ikke idømmes dødsstraf), og

ICC får kun fat i en brøkdel af de personer, som

har været involveret i forbrydelserne. Sådan lyder

nogle af de centrale kritikpunkter mod den

internationale retsorden, og alle kritikpunkterne

har noget for sig og er velegnede til at tage op

som diskussion i en klasse eller lade eleverne

arbejde videre med.

Debatterne omkring den internationale retsorden

rejser en mængde centrale spørgsmål i relation

til international politik. Ikke mindst sætter

de fokus på den evigt unge debat om forholdet

mellem magt og strategiske interesser på

denne en side og mere ideale politiske hensyn

og målsætninger på den anden, dvs. mellem de

forskellige afskygninger af ’realister’ og de opponerende

retninger, som f.eks. ovennævnte

Thomas Risse hører til.

I forhold til formålsbeskrivelsen for samfundsfag

om, at ”undervisningen skal give viden

og forståelse af danske og internationale

samfundsforhold og den dynamik, der har indflydelse

på udviklingen af det moderne samfund”,

samt at eleverne skal stimuleres til at engagere

sig og involvere sig i den demokratiske

samfundsdebat, så har menneskerettighederne,

22 samfundsfagsnyt september 2008

retssamfundet og domstolens rolle alt det, der

skal til for at opfylde faget formål. Og i tilbageblik

kan man næsten ikke forstå, hvordan man

indtil for ganske nyligt har kunnet have samfundsfag

i ungdomsuddannelserne uden noget

krav om at inddrage disse vigtige temaer. Set fra

det perspektiv er de nye fagbeskrivelser et stort

fremskridt.

litteratur

Faye Jacobsen, Anette (2008): Menneskerettigheder,

demokrati og retssikkerhed. Gyldendal.

Marshall, T.H. (1950): Citizenship and social

class and other essays. Cambridge University

Press.

O’Donnell, Guillermo (2007): Dissonances. Democratic

Critiques of Democracy. University of

Notre Dame Press.

politica 36. Tidsskrift for politisk videnskab.

(2004): Retliggørelse af politik. Nr. 1, Februar

2004. Jørgen Dalberg-Larsen (red.)

Rasmussen, Hjalte (1996): Folkestyre, Grundlov

og Højesteret: Grundlovens § 20 på prøve. Chr.

Ejlers Forlag.

Risse, Thomas, Stephen C. Ropp, and Kathryn

Sikkink (1999): The Power of Human Rights.

International Norms and Domestic Change.

Cambridge University Press.

Toftegaard-Nielsen, Gorm m.fl. (2001): Parlamentarismen

– hvem tog magten? Aarhus Universitetsforlag.


skriftlig eksamen 2008

skriftlig eksamen 2008

af fagkonsulent Bent fischer-nielsen

skriftlig eksamen under nye vilkår

Til den skriftlige studentereksamen 2008 var der

mange nye vilkår:

ü Ny læreplan og ny vejledning.

ü 6 timers prøve med mulighed for gruppeforberedelse

for alle

ü Nye opgavetyper til supplement af de traditionelle

opgavetyper.

ü Ny karakterskala.

ü Bedømmelse alene ud fra faglige mål og uden

rettevejledning til de enkelte opgaver.

Hvordan gik det så under de nye vilkår?

karakterfordeling

Karakterfordelingen blev som vist nedenfor.

Gennemsnittet blev på 6,2. 2,2 % af eleverne bestod

ikke prøven I 2007 var der 6,6 %, som ikke

bestod.

Tabellen viser de karakterfordelinger, der

blev indtastet på censormødet i Avedøre. Den

verificerede karakterfordeling offentliggøres senere

af UNI-C.

Det ses, at kun 8 % har valgt opgave C, hvor

man i C3 skulle skrive et notat, hvilket er en af

de nye opgavetyper. Notatgenren er beskrevet i

vejledningen og har været givet i to vejledende

opgavesæt. En forklaring på elevernes lave valg

af opgave C kan dog stadig være, at det er en ny

opgaveform, som ikke er trænet lige så meget

som traditionelle opgaveformer. De elever, der

vælger opgave C får det højeste gennemsnit,

hvilket tyder på, at eleverne har opfattet det

2 samfundsfagsnyt september 2008

karakterer 2008

antal Pct.

12 215 4,0

10 1002 18,6

7 1947 36,2

4 1461 27,2

2 634 11,8

0 118 2,2

-3 3 0,06

5380 100

gennemsnit ,2

1. censorernes foreløbige karakterer 2008

Fordeling pct. A B C I alt

12 4 7 11 6,1

10 15 19 22 17,7

33 34 33 32,9

30 27 23 28,1

2 14 10 10 11,9

0 0 2 2 3,2

- 0,1 0,04 0 0,06

Gennemsnit 5,8 6,4 6,8 6,2

Opgavevalg pct. 41 51 8

som den sværeste opgave, som mange middelgode

elever har fravalgt. Blandt besvarelserne er

der mange rigtig gode notater, og i fremtiden

vil denne opgavetype fortsat kunne forventes.


Der er stor forskel i karaktergennemsnit for

de 293 hold. Højeste gennemsnit er 8,9 og laveste

gennemsnit 1,0. 11 hold har fået et gennemsnit

på 8,0 eller derover og 16 hold har fået under

4,0.

På det bedste hold har 4 elever fået 7, og 7

elever har fået 10. På det næstbedste hold har 3

elever fået 02, 8 har fået 7, 3 har fået 10 og hele

10 elever har fået 12.

På det dårligste hold har 1 elev fået -3, 6 har

fået 00, 1 har fået 02 og 1 elev har fået 10.

Der er således fortsat et stort behov for, at

man blandt kollegerne på den enkelte skole og

på tværs af skolerne hjælper hinanden med,

hvad der kræves til den skriftlige prøve, og

hvordan man bedst muligt træner eleverne i

disse færdigheder.

På de frie valghold kan det være meget svært

at træne eleverne tilstrækkeligt til skriftlig prøve

på ét år. Det kan derfor anbefales at placere

elevtimer i de underliggende B-niveau-klasser

og blandt lærerne her aftale, hvilke skriftlige

færdigheder, der trænes på B-niveau, således at

eleverne på frie valghold i 3.g har nogle fælles

færdigheder at bygge videre på.

opgavesættet

Opgavesættet ”Kultur og nation” er det første

eksamenssæt efter den nye opgavestruktur med

3 delspørgsmål i spørgsmål 1 efterfulgt af 3 valgfrie

delopgaver. Hver af de 3 delspørgsmål i

spørgsmål 1 peger frem mod hver sin delopgave.

Spørgsmål 1 må maksimalt fylde 1000 ord.

Opgavesættets spørgsmål dækkede samlet

en meget stor andel af de faglige mål og dækkede

kernestof indenfor alle fagets discipliner

med hovedvægt på sociologi, international politik

og økonomi.

Fællesdelen indeholdt spørgsmål, der krævede

opfyldelse af specifikke faglige mål. I spørgsmål

1a skulle eleverne udlede kulturelle mønstre

af en tabel. At udlede konklusioner ud fra

en tabel er en fundamental samfundsfaglig

skriftlig eksamen 2008

kompetence, og kulturelle mønstre er et af de

nye emner i kernestoffet. Mange elever udleder

kulturelle mønstre om forskelle mellem tyrkere,

pakistanere og danskere og mellem indvandrere

og efterkommere. De gode besvarelser dokumenterer

mønstrene med relevante tal og forklarer

dem med sociologiske begreber.

I spørgsmål 1b skal eleven opfylde faglige

mål om at kunne argumentere og om at kunne

anvende en teori. I den gode besvarelse anvender

eleven teorien til en faglig, sammenhængende

og eksplicit argumentation imod udsagnet

i opgaveformuleringen. Den mindre gode

besvarelse er kendetegnet ved enten kun at referere

teorien uden en eksplicit argumentation eller

en normativ argumentation imod udsagnet.

I spørgsmål 1c skulle eleven opfylde det faglige

mål om at kunne opstille hypoteser. Opstillingen

af 3 hypoteser skulle ske på grundlag af

to figurer og hypoteserne skulle handle om

konsekvenser for Danmarks konkurrenceevne.

En hypotese er en antagelse om en sammenhæng

mellem to (eller flere) variable/fænomener,

og her var det givet, at den ene variabel

skulle have baggrund i en af de to figurer, og

den anden variabel havde med Danmarks konkurrenceevne

at gøre. Hypoteserne skulle understøttes

af en faglig begrundelse og krævede

dermed en anvendelse af økonomisk viden om

konkurrenceevne. Opgaveformen var ny og

voldte vanskeligheder for en del elever. De

skrev, hvad figurerne viste om Danmarks konkurrenceevne

uden eksplicit at opstille hypoteser.

Men der var også mange elever, der tydeligt

formulerede 3 forskellige hypoteser efterfulgt af

hver sin faglige begrundelse.

Delopgave A om ”Kultur og identitet” krævede

opfyldelse af faglige mål og anvendelse af

kernestof om sociale og kulturelle mønstre og

om identitetsdannelse. I spørgsmål A2 skulle

eleverne ud fra 3 tabeller udlede konklusioner

om danskernes holdning til den nationale identitet.

Hver for sig var tabellerne ikke svære, men

samfundsfagsnyt september 2008

2


skriftlig eksamen 2008

tilsammen var det et ret stort talmateriale, hvor

der skulle demonstreres et overblik. Der indgik

tre baggrundsvariable i alle 3 tabeller (alder,

skolegang og politisk orientering), og de gode

besvarelser indeholdt påvisninger af, hvor der

var variationer og politiske skillelinier. De mindre

gode besvarelse brugte kun tal om alder eller

indeholdt kun få eller mere tilfældige nedslag

i materialet uden at vise overblik over tendenserne.

I spørgsmål A3 skulle eleverne ud fra et kort

bilag (Gundelach) om nationen som et ”forestillet

fællesskab” diskutere, i hvor høj grad det

nationale tilhørsforhold spiller en rolle for individets

identitetsdannelse i det senmoderne

samfund. Mange elever kan skrive om kernestoffet

identitetsdannelse i det senmoderne

samfund, men det kniber for overraskende

mange elever at anvende denne viden til en fokuseret

diskussion om betydningen af det nationale

tilhørsforhold. De gode besvarelser indeholder

en egentlig diskussion med modstilling

af argumenter fx om hvorvidt globaliseringen

fremmer henholdsvis ikke fremmer det nationale

tilhørsforholds betydning for identitetsdannelsen.

De gode besvarelser kan desuden

indeholde brug af talmaterialet fra spørgsmål

A2 og brug af kernestof om kulturelle mønstre.

I delopgave B om ”Kultur og internationale

konflikter” skal der opfyldes faglige mål og bruges

kernestof om international politik. I spørgsmål

B2 skal 3 bilag sammenlignes. Det er forholdsvis

let at sammenligne bilag B1 (Huntington)

og B2 (Khatami og Tutu), hvad de fleste

elever også gør udmærket, mens det er

betydeligt vanskeligere at placere bilag B3 (Kagan)

i forhold til B1 og B2, og der er her store

forskelle i besvarelserne. De gode besvarelser

fremhæver forskelle og ligheder mellem B3 og

henholdsvis B1 og B2 og bruger teorierne realisme

og idealisme til at karakterisere forskelle

og ligheder. De mindre gode besvarelser nøjes

med at referere bilag B3 uden at sammenligne

2 samfundsfagsnyt september 2008

det med B1 og B2. Enkelte af de gode besvarelser

understøtter deres sammenligninger med et

skema, hvor bilagenes synspunkter er sammenlignet

ved hjælp at bestemte kriterier/kategorier.

Et sammenligningsskema kan give et fint

overblik og understøtte en besvarelse, men kan

ikke erstatte en besvarelse.

I spørgsmål B3 skal årsagerne til USA’s invasion

i Irak diskuteres. Spørgsmålet er besvaret

rigtig godt af mange elever med brug af begreber/teorier

og stor viden om USA’s udenrigspolitik.

De gode besvarelser tager afsæt i B4’s (Perles)

to årsager til USA’s invasion i Irak og karakteriserer

dem som henholdsvis realisme og

idealisme. Herfra diskuteres om USA’s invasion

kan forklares ud fra en realistisk eller en idealistisk

teori og argumenterne modstilles. Der vises

en stor viden om den amerikanske neokonservative

udenrigspolitik som grundlag for invasionen

i Irak. Andre gode besvarelse tager en

årsag ad gangen og modstiller dem løbende

med andre årsager. Det er fortsat vanskeligt for

mange elever at gennemføre en egentlig faglig

diskussion. I mange besvarelser er der ingen

modstilling af forklaringer på invasionen. Nogle

elever misforstår, hvad der skal diskuteres, og

diskuterer normativt, om USA burde have invaderet

Irak eller ej.

I delopgave C om ”National konkurrenceevne”

skal der opfyldes faglige mål og bruges kernestof

primært om økonomi, men også om politik.

I spørgsmål C2 skal eleverne sammenligne

opfattelserne af Danmarks konkurrenceevne i

bilag C1 (Cambell og Pedersen), C2 (Ågerup og

Hansen) og C3 (Det Økonomiske Råd). De

gode besvarelser sammenligner alle tre bilag

indbyrdes og anvender begrebspar som fx statsstyring/markedsstyring

eller kortsigtet lønkonkurrenceevne/langsigtet

strukturel konkurrenceevne

til at karakterisere forskelle og ligheder

mellem bilagene. De mindre gode besvarelser

refererer bilagene hver for sig og påviser kun

ganske få eller ingen forskelle og ligheder og har


endvidere vanskeligheder med forståelse af bilag

C1.

I spørgsmål C3 skal eleverne skrive et notat til

Villy Søvndal, der sætter ham i stand til at imødegå

en række liberale forslag om at nedsætte

dagpenge, fjerne topskat mm. De gode besvarelser

indeholder anvendelse af en omfattende viden

om økonomiske sammenhænge fx om konkurrenceevne,

produktivitet, opkvalificering,

skat, keynesianisme, monetarisme og flexicurity-modellens

styrker i den globale konkurrence.

Gode besvarelser ruster Villy Søvndal til en fagligt

velfunderet politisk og økonomisk argumentation

imod de nævnte liberale forslag og for en

række alternativer til at forbedre Danmarks

konkurrenceevne ud fra SF’s politiske grundholdninger.

I de mindre gode besvarelser har

eleverne svært ved at håndtere notatgenren og

anvender ikke tilstrækkelig økonomisk viden.

Censorernes opfattelse af opgavesættet

og besvarelserne

56 ud af 58 censorer besvarede et spørgeskema

med 15 spørgsmål.

Af besvarelserne af spørgeskemaet fremgår det

bl.a.

skriftlig eksamen 2008

ü at ca. 73% af censorerne mener der er god

progression i opgavesættet uanset valg af delopgave,

ü at ca. 68% af censorerne mener opgavesættet

som helhed dækker fagets faglige mål,

ü at ca. 77% af censorerne mener opgavesættet

dækker væsentlige dele af fagets kernestof,

ü at for de nye opgavetyper i spørgsmål 1b, 1c

og C3 mener henholdsvis 66%, 61% og 61% af

censorerne, at spørgsmålene er klare og forståelige

for eleverne

ü at for de traditionelle opgavetyper i alle de øvrige

spørgsmål mener 79-93% af censorerne, at

spørgsmålene er klare og forståelige for eleverne

ü at ca. 90% af censorerne mener bilagsmængden

er passende i omfang og sværhedsgrad (tilpasset

elevernes niveau)

ü at ca. 72% af censorerne mener opgaverne

ü giver gode muligheder for at anvende hjælpemidler

ü at 20% af censorerne mener, at fællesdelen giver

fine muligheder for at differentiere i bedømmelsen

og anvende hele karakterskalaen. Her

svarede 53% nogenlunde og 27% svarede nej.

ü at 49%, 62% og 67% af censorerne mener, at

henholdsvis delopgave A, B og C giver fine mu-

Censorers svar på spørgeskema, pct. 200 2008

God progression 75 73

Sæt dækker fagets færdighedskrav/faglige mål 66 68

Sæt dækker videnskrav/kernestof 70 77

Bilag i passende mængde og sværhedsgrad 80 90

Klare og forståelige spørgsmål: - -

Nye opgavetyper: 1b, 1c, C3 - 61-66

Traditionelle opgavetyper 80 79-93

Fin mulighed for at differentiere i bedømmelsen: 50 -

Fællesdel - 20*)

Delopgave A - 49

Delopgave B - 62

Delopgave C - 67

*) 53% svarede nogenlunde mulighed og 27% svarede nej

samfundsfagsnyt september 2008

2


skriftlig eksamen 2008

ligheder for at differentiere i bedømmelsen og

anvende hele karakterskalaen.

ü at ca. 80-90% af censorerne mener eleverne

nogenlunde eller bedre kan honorere videns- og

færdighedskrav i de forskellige spørgsmål.

ü at ca. 65% af censorerne mener, at bedømmelsen

alene ud fra faglige mål fungerer nogenlunde,

men at bedømmelsen ville foregå væsentligt

bedre, hvis der var en rettevejledning til hver

opgave.

Sammenlignet med sidste år ser det sådan ud for

en række af spørgsmålene:

For de nye opgavetyper i fællesdelen er der

ifølge censorerne plads til forbedringer mht.

differentieringsmuligheder. I kommentarer til

opgaverne påpeges, at det, der mindsker differentieringsmulighederne

i fællesdelen, er, at eleverne

har alle bilag til fællesdelen med til gruppearbejdet.

Eleverne kan i gruppearbejdet hjælpe

hinanden med at komme frem til de samme

konklusioner.

For at øge differentieringsmulighederne til

skriftlig prøve 2009 vil der her ske en ændring.

Sætningen i vejledningen om, at alle bilag til

spørgsmål 1 udleveres til gruppearbejdet, er

slettet i vejledningen juni 2008. Det betyder, at

opgavekommissionen vil være frit stillet mht.

om bilag til spørgsmål 1 udleveres til gruppearbejdet

(kl. 9.00) eller til det individuelle arbejde

(kl. 10.00). Det kan fx tænkes, at tal- og figurmateriale

først udleveres til det individuelle arbejde.

I de øvrige kommentarer til spørgsmålene

skriver en del censorer, at nogle elever har haft

svært ved at forstå opgavetyperne ”opstille hypoteser”

(1.c) og ”skriv et notat” (C3). I C3 havde

nogle elever desuden problemer med ordet

”imødegå”, som blev opfattet som ”imødekomme”.

Det har fra starten været meldt ud, at der

kommer spørgsmål ud fra de faglige mål og her

er et af de faglige mål, at eleverne skal kunne

28 samfundsfagsnyt september 2008

”formulere… operationaliserbare hypoteser”. I

vejledningen har en række af de faglige mål været

særlig fremhævet i forbindelse med fællesdelen

til skriftlig prøve, og her er ”argumentere”

og ”opstille hypoteser” nævnt. Men det åbenbart

ikke alle elever, der tilstrækkeligt har trænet

at opstille hypoteser. Der er ifølge censorerne

ikke tilsvarende problemer med at argumentere.

C3 lød: ”Du er økonomisk-politisk rådgiver

for SF’s formand Villy Søvndal. Skriv et notat,

der forbereder Villy Søvndal til en politisk debat

om ”Danmarks konkurrenceevne”; notatet skal

sætte Villy Søvndal i stand til at imødegå forslagene

sidst i bilag C2”, hvor der nævnes en række

stærkt liberale forslag om at nedsætte dagpenge,

afskaffe topskat og nedsætte lønnen for indvandrere

med mindre gode kvalifikationer.

Notatgenren er som nævnt beskrevet i vejledningen

under skriftlig prøve, så her har været

gode muligheder for at vejlede eleverne i,

hvad et notat er.

Mht. ordet ”imødegå” viste det sig efter afholdelsen

af den skriftlige prøve, at det ifølge

Dansk Sprognævn er et såkaldt pendulord, der

kan have flere betydninger. I dag opfattes det

således af nogle mennesker også i betydningen

”imødekomme”. Fagkonsulenten sagde derfor

på formødet med censorerne, at de i deres konkrete

helhedsbedømmelse af C3 skulle tage

hensyn hertil, og til at eleverne skulle vide, at de

nævnte liberale forslag ikke er SF’s politik.

Alt i alt vurderer censorerne opgavesættet i

2008 til at være på højde med eller bedre end

opgavesættet i 2007 mht. progression, faglige

mål, kernestof, bilag og for de traditionelle opgavetyper

også mht. opgaveformulering og differentieringsmuligheder.

I betragtning af de

mange nye vilkår må dette betragtes som særdeles

tilfredsstillende.

15.08.2008. Bent Fischer-Nielsen


kommentar til besvarelser

Fællesdelen

af Claus Just andersen

I det følgende bringes et eksempel på en suveræn

besvarelse af fælledelen ”Kultur og nation”. Ikke

alle dele af besvarelsen har samme høje faglige

niveau, men som helhed må besvarelsen vurderes

som suveræn. Besvarelsen udmærker sig ved

et gennemgående klart fokus og en solid og nuanceret

anvendelse af samfundsfaglig viden.

Det gælder således i besvarelse af delopgave

1a, at besvarelsen funderes på et solidt fagligt

svar på spørgsmålet om ”kulturelle mønstre”

med blik for enkle metodiske problemer. Besvarelsen

vægter nuanceret ligheder og forskelle

i de kulturelle mønstre, som kan udledes af tabellen

om synet på ”kvinders ret til arbejde”

fordelt på nationalitet, indvandrere og efterkommere.

I besvarelsen af delopgave 1b er der straks et

klart fokus på argumentation imod udsagnet

Besvarelse af alexander stephanou:

kultur og nation – fællesdel

1.a. Hvilke kulturelle mønstre kan udledes af tabel

1? Tabellen viser, hvor enige eller uenige de adspurgte

er i følgende udsagn: ”Hvis der ikke er jobs

til alle, har mænd mere ret til at arbejde end kvinder.”

Tabellen viser overordnet, at henholdsvis tyrkiske

og pakistanske indvandrere er væsentligt mere enige

i det ovenstående udsagn end de henholdsvis tyrkiske

og pakistanske efterkommere. Således erklærer

31 procent af de adspurgte tyrkiske indvandrere sig

helt enige i udsagnet, mens det samme kun er tilfæl-

skriftlig eksamen 2008

om ”politikernes interesse i globale værdier”,

hvortil der inddrages og anvendes en overordnet

nuanceret teoriforståelse af høj relevans for

besvarelsen. Der vises på denne måde både en

solid og nuanceret forståelse for forskellige teoretiske

vinkler, og en sikker og relevant anvendelse

i relation til opgaveformuleringens krav.

I besvarelsen af delopgave 1c fokuseres der

på relevante mulige sammenhænge mellem figurmaterialets

indhold og ”konsekvenserne for

Danmarks konkurrenceevne” opstillet i form af

hypoteser. Der opstilles tre hypoteser, som må

betegnes som variationer over samme tema, så

her kunne besvarelsen være mere nuanceret,

men der kompenseres ved en supplerende relevant

anvendelse af faglige viden, som viser en

suveræn forståelse for problemstillingen.

det for 10 procent tyrkiske efterkommere. Hvad de

pakistanske indvandrere og efterkommere angår,

erklærer 10 procent af indvandrerne sig helt enige,

mens det samme er tilfældet for seks procent af efterkommerne.

De etniske danskere er væsentligt

mere enige i deres besvarelse; kun én procent erklærer

sig helt enig i udsagnet, mens 94 procent erklærer

sig helt uenige.

Siden tresserne, hvor den danske velfærdsstat for

alvor voksede frem, og hvor kvinderne blev erhvervsaktive,

har kønsrollernes ligestilling spillet en

central rolle i de danske kulturelle mønstre. I den

vestlige verden har der således i bred almindelighed

været tale om en markant bevægelse fra et patriarkalsk

samfund, hvor mandens autoritet er større

samfundsfagsnyt september 2008

2


skriftlig eksamen 2008

end kvindens (og videre et samfund, hvor tiltroen til

kvindens kompetencer, hvad arbejde uden for

hjemmet angår, er yderst begrænset), til et samfund,

hvor der i stadigt mindre udstrækning kan tales om

diskrimination af det kvindelige køn.

Udsagnet ovenfor, at mænd har mere ret til et

arbejde end kvinder, hvis der ikke er flere jobs, antager

øjensynligt patriarkalske dimensioner. Ofte

forbindes et sådant udsagn med synet på kønsrollerne

i de mellemøstlige, islamiske samfund, hvor sekulariseringen

(religionens adskillelse fra de samfundsmæssige

anliggender) og den deraf følgende

svækkelse af mandens autoritet ikke er så markant,

som det har været tilfældet i den vestlige verden i løbet

af de seneste tohundrede år.

Tabellen understøtter ovenstående, idet den,

som antydet ovenfor, viser, at den procentuelle andel

af henholdsvis tyrkiske og pakistanske efterkommere

er større end den procentuelle andel af etniske

danskere, der erklærer sig enige i udsagnet. Hovedparten

af de etniske danskere holder således fast i de

sekulariserede, vestlige kulturelle mønstre. Splittelsen

er imidlertid større, hvad forholdet mellem de

henholdsvis tyrkiske og pakistanske indvandrere og

efterkommere angår; som tallene ovenfor vidner

om, er den procentuelle andel af de henholdsvis tyrkiske

og pakistanske efterkommere større end den

procentuelle andel af de henholdsvis tyrkiske og pakistanske

indvandrere, der erklærer sig helt enige i

udsagnet. Formuleret med andre termer lader det

således til, at efterkommerne i større udstrækning

end indvandrerne lader sig integrere i (eller har en

større tendens til at internalisere) de danske, vestlige

kulturelle mønstre og værdier. En plausibel årsag

hertil kan være, at efterkommernes, indvandrernes

børn, sekundærsocialisering finder sted under danske

forhold (for eksempel i uddannelsesmæssige

sammenhænge som i folkeskolen eller gymnasiet).

Endelig fortæller de opridsede tal øverst på side

ét, at væsentligt flere pakistanske indvandrere og efterkommere

end tyrkiske indvandrere og efterkommere

erklærer sig enige i udsagnet; dette indikerer,

at integrationen af de pakistanske indvandrere og

efterkommere fungerer bedre end integrationen af

de tyrkiske indvandrere og efterkommere. Generelt

bør tabellen imidlertid anvendes med nogle metodi-

0 samfundsfagsnyt september 2008

ske forbehold; den fortæller intet om, hvad de adspurgte

for eksempel ville sige til det omvendte udsagn,

”hvis der ikke er jobs til alle, har kvinder mere

ret til at arbejde end mænd.”

1.b. Argumentér ud fra idealistisk teori imod nedenstående

udsagn. ”Politikerne er ikke interesserede

i globale værdier. De vil fundere deres politik på en

kold og kynisk analyse af deres nationale interesser

ud fra en realistisk vurdering af fordele og ulemper”

Udsagnet ovenfor er uholdbart og misvisende i forhold

til politikernes reelle interesser; således er de

netop interesserede i globale værdier, eftersom de

mener, at eksistensen af en stærk national suverænitet

og selvstændighed hæmmer den enkelte stats udvikling.

De ønsker netop ikke at fundere deres politik

på en kold og kynisk analyse af deres nationale

interesser ud fra en realistisk vurdering af fordele og

ulemper, men de ønsker derimod – i modsætning

til deviserne fra den realistiske, intergovernmentalistiske

skole – at fundere deres politik på en kollektivistisk

analyse af deres nationale interesser ud fra en

idealistisk, føderalistisk vurdering af fordele og

ulemper. Der er således tale om en analyse, hvor

verdenssamfundets interesser prioriteres over nationalstatens

interesser.

Udsagnet ovenfor er begrænsende i forhold til

nationalstatens udvikling, hvilket skyldes, at i særdeleshed

den frembrusende globalisering samt den

voldsomme teknologiske i det eksisterende senmoderne

samfund udløser en voksende interdependens

(indbyrdes afhængighed landene imellem). Denne

interdependens er nemlig mulighedsskabende, hvis

den enkelte nationalstat vælger at nedprioritere sine

nationale interesser til fordel for verdenssamfundets

interesser; samarbejde frem for konflikt spiller en

central rolle i den idealistiske, intergovernmentalistiske

skoles argumentation imod det ovenstående

udsagn, der øjensynligt fungerer som et udtryk for

den realistiske skoles bidrag til diskussionen om,

hvordan politikerne vil forholde sig til forekomsten

af de globale værdier.

At den voksende interdependens er mulighedsskabende

ud fra et idealistisk synspunkt, skyldes, at

nationerne ved at oprette internationale samarbej-


der og fastsætte overnationale lovgivninger, der

kommer til at fungere som symbolet på, at de nationale

interesser, herunder den nationale suverænitet

og selvstændighed, udviskes, kan medvirke til at

skabe en fredelig og harmonisk verden, der, som

antydet ovenfor, ikke er baseret på konflikt, men

derimod på føderale samarbejder.

1.c. På grundlag af Danmarks placering i figur 1 og

figur 2: Opstil tre hypoteser om konsekvenserne for

Danmarks konkurrenceevne.

Hver af hypoteserne skal understøttes af en faglig

begrundelse.

Tabel ét, som viser den procentuelle andel af befolkningen,

der har en videregående uddannelse, afslører,

at ud fra et relativistisk synspunkt (et synspunkt,

hvor de faktorer, der afvejes, sammenholdes)

er de 45-54-årige danskere væsentligt bedre placeret

end de 25-34-årige danskere (om end det skal bemærkes,

at den sidstnævnte aldersgruppe er større

procentuelt). Danmark er videre, som det ses af figur

to, det land, hvor lønforskellen mellem langt-

og kortuddannede er næstmindst. Således er der

umiddelbart statistisk belæg for at antage, at de danske

lønforhold mindsker det økonomiske incitament

til at tage en længerevarende uddannelse. Motivationen

til at tage en længerevarende uddannelse

ledsages formentlig ikke bare af interessen for uddannelsens

indhold, men samtidig af udsigten til en

velbetalt erhvervsaktivitet og et højt velstandsniveau.

Det danske skattesystem er imidlertid progressivt

(jo mere, man tjener, des mere beskattes

man), hvilket indikerer, at ønsket om omfordeling

står centralt, og lighedsmålsætningen er fremherskende.

Som figur et viser, betyder det imidlertid, at

lønforskellen mellem langt- og kortuddannede

mindskes, hvorfor det virker korrekt at antage, at

lønforholdene mindsker incitamentet til at tage en

længerevarende uddannelse.

flere kommentarer til besvarelser

Læs kommentarer til besvarelserne af delopgaverne

A, B og C på www.fals.info/.

skriftlig eksamen 2008

Det er de unge mennesker, der i fremtiden skal

sikre en stærk dansk konkurrenceevne, men det, at

den unge aldersgruppe tilsyneladende er væsentligt

ringere placeret, end det er tilfældet for den ældre

aldersgruppe, skaber en oplagt mulighed for at antage,

at den danske strukturelle konkurrenceevne bliver

stadigt svagere. Den strukturelle konkurrenceevne

kan også forstås som den langsigtede konkurrenceevne,

hvori blandt andet uddannelsesniveauet figurerer

(det er produktiviteten, der er afgørende for

den langsigtede udvikling, men ikke desto mindre

vil en høj produktivitet i de fleste tilfælde afspejle en

veluddannet arbejdskraft, dermed et højt teknologisk

niveau i produktionen samt et højt videnshold i

produkterne). 1 Et relativt faldende uddannelsesniveau

vil endvidere være med til at svække de danske

komparative fordele, og derfor virker det umiddelbart

nærliggende at antage, at den danske strukturelle

konkurrenceevne bliver stadigt svagere.

Opsummerende synes det i forlængelse af ovenstående

oplagt at antage, at det danske samfund de

statistiske udviklingstendenser taget i betragtning i

fremtiden vil have svært ved at udvikle sig til et vidensamfund.

Politikerne har ytret et klart ønske om

at skabe et vidensamfund, men udviklingen af et sådant

samfund vil kræve, at danskerne kan skabe en

række komparative fordele på vidensområdet (et

område, hvor uddannelsesniveauet spiller en afgørende

rolle). Det synes umiddelbart ikke realistisk,

idet de unge danskere, som det ses af figur et, er relativt

skidt placeret i forhold til deres konkurrenter.

Det virker derfor oplagt at antage, at det danske

samfund de statistiske udviklingstendenser taget i

betragtning i fremtiden vil have svært ved at udvikle

sig til et vidensamfund.

1 Clemmesen, Kåre m.fl.: Økonomi – teori, praksis og

perspektiv, Columbus, 2. udgave, Viborg 2002, s. 122.

samfundsfagsnyt september 2008

1


skriftlig eksamen 2008

Delopgave A, spørgsmål 2 og 3

Besvarelse af lea mejdahl nielsen

delopgave a: kultur og identitet

2. Danskernes holdning til den nationale identitet

Bilag A1 indeholder tre tabeller som overordnet set

vedrører danskernes opfattelse at være dansk samt

deres holdning til forskellige udsagn vedrørende

Danmark. Ud fra dette tydeliggøres samtidig danskernes

holdning til den nationale identitet, der

både vedrører statslige såvel som sociale og individulle

forhold, af hvilke jeg vil undersøge i det næste.

I tabel 1 beskæftiges der med danskernes opfattelse

af at være dansk, hvilket først og fremmest indebærer

spørgsmålet om hvorvidt det er vigtigt at

være født i Danmark, at kunne tale dansk, at være

kristen og at føle sig dansk. Tendenserne i tabellen

er gennemgående og det ses tydeligt at danskerne

vægter forhold som sprogkundskaber og den personlige

relation til Danmark (det at føle sig

”dansk”) højt, i og med at hele 97 % mener det er

vigtigt at kunne tale dansk, mens 90 % samlet mener

det er vigtigt at føle sig dansk. Kravene til

sprogkunskaber er stort set gennemgående for alle

aldersgrupper, skolegang og politisk orientering,

mens f.eks. det at være født i Danmark spiller en

større rolle for de, som er født før 1930 og i 1930-

1944, mens det kun er 50 % af de som er født 1975-

1985 der mener, at dette er et kriterie for at være

dansker. Af tabellen kan det således udledes hvorledes

den nationale identitet for danskerne er lig

med at kunne gebærde sig i samfundet, men den er

ikke lig med at man af oprindelse skal være fra

Danmark. Den nationale identitet er således ikke

karakteriseret ved at den knytter sig til geografiske

forhold, men i stedet at den knytter sig til danskernes

normative og kulturelle kode. Den nationale

identitet er for danskernes altså karakteriseret ved

at være et sæt af værdier, som tillader den enkelte at

kunne agere i Danmark på baggrund af et fælles

normsæt. Dette er f.eks. tilfældet med forholdet

”det at føle sig dansk”, fordi det indirekte antyder,

at man for at være dansk, samtidig skal overholde

de værdier og normer, som eksisterer i Danmark.

2 samfundsfagsnyt september 2008

Interessant er det ligeledes at den religiøse tilknytning

gennemgående ikke spiller nogen betydning

for at være dansk. Dette ses eksemplicificeret

ved at kun i alt 33 % føler det vigtigt at være kristen

for at være rigtig dansk. Dette forhold tydeliggøres

særligt desto længere op i årtierne vi kommer; de

født før 1930 vægter den religiøse baggrund forholdsvis

højt med 67 %, mens de født i 1975-1985

mener det har en væsentlig lav betydning, hvoraf

kun 14 % mener det spiller en rolle. Denne fravælgelse

af religiøs baggrund stemmer desuden overens

med at de som er født senest er vokset op i stort

set senmoderne samfund, hvor religion har meget

ringe betydning. I fokus står i stedet individets

personlige initiativtagen og refleksion, hvorved

samfundet i denne tid er stærkt præget af individualisering.

Dette betyder samtidig, at ens religiøse

baggrund ikke er af betydning for den nationale

identitet fordi det netop, udtrykt via resultaterne i

tabellen, er danskernes værdier som udgør et fælles

samfundsgrundlag – og ikke eksempelvis et geografisk

eller et religiøst grundlag. Det er dog lidt

interessant at de borgerlige partier med hhv. 74 %

for kriteriet at være født i Danmark og 38 % for

kriteriet at være kristen ligger højest. Dette kan

især skyldes Dansk Folkeparti, der netop vægter

den danske borgerskab højt, hvoraf en stor del af

deres vælgerskare også er ældre.

I tabel 2 ses endvidere en række udsagn samt

den andel af danskerne, der er enige hermed. Første

udsagn ”jeg er stolt af at være dansk” er danskere

med 87 % gennemgående enige om, mens udsagn

nr. 2: ”Verden ville være et bedre sted, hvis

folk fra andre lande var mere som danskerne” kun

tilsluttes af samlet 40 %. Endvidere mener 43 % af

danskerne at folk bør støtte deres land, selvom dette

har gjort noget forkert og slutteligt mener samlet

54 % at der i Danmark eksisterer visse ting, som

vedkommende skammer sig over. At 87 % er stolte

over at være dansker udtrykker en gennemgående

positiv holdning over en samtidig ”dansk identitet”,

men sammenholdt med resultaterne af de andre

udsagn tydeliggøres også en anden tendens;


fordi på trods af at de fleste er stolte over at være

danskere ses det samtidig at denne ”danskhed”

ikke tillægges et geografisk landområde (”Danmark”),

men at det at være dansk i højere grad betyder

at man tillægger sig bestemte kvaliteter,

hvorved den nationale identitet for danskerne således

vedrører et fællesskab, men ikke nødvendigvis

et land, som geografisk er afgrænset fra andre.

Dette udtrykkes mere konkret ved at 54 % som

omtalt skammer sig over visse ting ved Danmark,

hvorfor der her samtidig ses en tydelig adskillelse

mellem individets personlige forhold til Danmark

som land og individets forhold til danskerne, som

et fællesskab. Der ses således ikke en fremherskende

patroisme om end det igen er de borgerlige partier

som støtter særligt op omkring det danske

samfund, men også Danmark som land.

I tabel 3 ses den andel af danskere, som er stolte

over forskellige forhold i Danmark. Tilfredsheden

med Danmark er endvidere gennemgående, om

end forholdet ”den retfærdige og lige behandling af

alle grupper i samfundet” skiller sig ud ved at kun

46 % er stolte herom. Dog er hhv. 78 % stolte over

det danske demokrati, 75 % er stolte over Danmarks

sociale sikkerhedsnet og igen er 75 % stolte

og den danske historie. Danskerne er således særligt

tilfredse med det danske demokrati og den

universielle velfærdsmodel, men dette kan netop

ses som resultat af elementerne i den danske velfærdsstat,

opfylder de krav, som ligger bag fællesskabets

værdier og normer. Den nationale identitet

bliver herved en enhed, som sikrer fællesskabets

overlevelse og varetager befolkningens behov. At

danskerne er tilfredse med samfundet udtrykker

dog herigennem netop også en form for fælles national

identitet, hvorigennem de danske borgere sikres

mod udefrakommende, som kan true samfundet

og fælleskabets eksistens. I den henseende kan

en indgåelse af internationale aftaler eller medlemskab

af internationale organisationer som f.eks.

EU, både medvirke til en opslitning af den nationale

identitet eller til en forstærkning af selvsamme

og ud fra tendenserne i bilag A1 virker det som om

at danskerne på én gang er positive stemt over en

fælles national identitet samtidig med at de forsøge

at skabe en egen individualisme, som netop er fri-

skriftlig eksamen 2008

gjort en national ramme.

Igen er der dog kke en gennemgående patroismen,

hvor borgerne konsekvent stiller op for deres

land. I stedet udtrykker tabellen også en kritik af

det danske samfund særligt mht. dets behandling

af social ulighed. Danskerne er altså ikke bange for

at se på kritisk på Danmark og dette er en tendens

som både kan tilskrives den senmoderne samfundsudvikling,

hvor alle skal tage stilling til alting,

men også det forhold, at danskerne holdning

til den nationale identitet begrænser sig særligt til

fællesskabets overlevelse, men i mindre grad med

fokus på staten og dennes anliggener. Dette udtrykker

samtidig, at danskerne ser forskelligt på

hhv. Danmark som en selvstændig nationalstat og

Danmark som en fælles nationalidentitet. Overgangen

imellem de to anskuelser sløres så meget

desto mere fordi Danmark består af en udpræget

homogen befolkning.

sammenfatning

Som det er blevet behandlet i ovenstående behandler

alle tabellerne i bilag A1 danskernes forhold til

Danmark og den deraf nationale identitet. Ovenstående

undersøgelse har herved bragt sig flere konklusioner.

Først og fremmest ses den nationale

identitet at være et udtryk for danskernes følelse af

at tilhøre et socialt fællesskab, hvorfor den nationale

identitet ikke opstår på baggrund af et geografisk tilhørssted,

men i stedet på baggrund af en normativ

og kulturel kode, der udarter sig ved at indeholde et

sæt af fælles værdier. Danskernes holdning til den

nationale identitet skal endvidere også ses i lyset af

de senmoderne samfundstendenser, hvor individualiseringen

medfører en indskrænkning af patroitismen

samtidig med at individuelle og sociale værdier

og relationer sættes højt. Danskerne kan således siges

at være af den holdning, at nationalstaten befinder

sig i grænsefeltet mellem social identitet, som

sigter på et fællessab byggende på fælles normer og

værdier, og en statsmæssig identitet, som sigter på

et befolkningsammenhold baseret på geografi og

nationale interesser, der kan beskytte befolkningen

mod udefrakommende farer.

samfundsfagsnyt september 2008


skriftlig eksamen 2008

3. Det nationale tilhørsforhold kontra identitetsdannelse

i senmoderniteten

Den vestlige verden lever i dag i senmoderne samfund,

hvor der stilles nye og andre krav til individet

end tidligere. Vi er ikke længere truet af overlevelsesproblemer

eller vareknaphed, men befinder os

således nu i en tid, der fordrer effektivitet og omstillingsparathed

fra det enkelte individ, så det kan tilpasse

sig samfundets eksplosive forandringshastighed

og progressivitet. Både forandringshastighed og

globalisering medfører, at den sociale interaktion

imellem individer både begrænses men også nødvendiggøres,

fordi individet igennem det sociale

netværk gøres i stand til agere individuelt og refleksivt

i den senmoderne hverdag.

Det er på dette udgangspunkt, at uddraget i bilag

2: ”Det er dansk” af Peter Gundelach (herefter

Gundelach) beskæftiger sig med individets identitetdannelse

samt dannelsen af et nationalt tilhørsforhold,

som netop skal ses som resultat af det senmoderne

individs socialisering. Som Gundelach

skriver er nationen et ”forestillet fællesskab” 1 , betydende

at nationen er fællesskab som er skabt på

baggrund af de individuelle deltageres ligheder.

Gundelach anfører hertil, at denne konstellation,

hvor individier genkender hinanden, medvirker til

skabelsen af en gruppeidentitet, som i sidste ende

skaber en national referenceramme: ”der sker hermed

en identifikationsproces, hvor individerne

danner sig billeder af at tilhøre den samme kategori,

det vil her sige en bestemt nation” 2 . Tendensen

som Gundelach beskriver er særlig tydelig i de senmoderne

samfund, hvor individers identitetsdannelse

netop i høj grad sker på baggrund af refleksion

overfor omverdenen. Det nationale tilhørsforhold

dækker ifølge Gundelach altså over individets

søgen mod fællesskab og accept, en søgen der netop

sker i en tid, som er karakteriseret ved anomi 3

1 Uddrag: Peter Gundelach: Det er dansk. Hans Reitzels

forlag. 2002.

2 Uddrag: Peter Gundelach: Det er dansk. Hans Reitzels

forlag. 2002.

3 Anomi betyder normløshed og hentyder til at der i

senmoderniten kun i ringe grad eksisterer normgivende

faktorer. Dette kan dog i høj grad diskusteres, hvilket jeg

i begrænset omfang også kommer ind på i min ovenstående

diskussion.

samfundsfagsnyt september 2008

og en opslitning af de gængse fællesskaber. For at

understrege fællesskabets betydning for individets

identitetsdannelse fremhæver den tyske sociolog

Niklas Luhmann (1927-1998), at det senmodene

samfund ikke alene kan forstås og fortolkes ud fra

de fænomener, individet møder – det er i stedet

igennem senmodernitetens forskellige sociale systemer,

at individerne færdes og omgiver sig med

andre sociale individer, som via deres indbyrdes

kompleksitet gør individet i stand til at træffe valg 4 .

Herved bliver det muligt for det enkelte individ at

reducere kompleksiteten i senmoderniteten, hvorved

der opbygges en intern kompleksitet, som matcher

den ydre. Det er i dette forhold at selvreferentialiteten,

som Luhmann udtrykker det, opstår og

det er omvendt via denne selvreference at relationerne

mellem de elementer, der eksisterer i de

sociale systemer, opretholdes.

Forholdet mellem det nationale tilhørsforhold

og individets identitetsdannelse kan således afdækkes

ved at se på de normative forhold i senmoderniteten

– forhold, der mere indgående er defineret

af bl.a. sociologen Anthony Giddens. Ifølge

Giddens er senmoderniteten præget af individualisering

og forandringshastighed, hvorfor der netop

er sket en ændring i fællesskabsfølelsen fordi der

ikke længere hersker den samme grad af samhørighed.

På grund af dette fritstilles individet kulturelt

og skal selv skabe identitet og mening i en ellers absurd

verden. Gundelachs fremstillede forhold vedr.

nationen som et forestillet fællesskab kan således

ses i forlængelse at individets stilling i det senmoderne

samfund. Heraf foregår identitetsdannelsen i

større grad via en dobbeltsocialisering, hvor nutidens

børn både opdrages inden for hjemmets fire

vægge og gennem andre adfærdsrelationer (dagliginstutioner,

skoler etc.) hvorfra også størstedelen

af deres kulturelle kode skabes. Det senmoderne

individ bliver således fra barnsben af påduttet et

socialt fællesskab sideløbende med fordringen om

at skulle være ”sin egen”, hvorved der skabes en udviklingsmæssig

kontinuitet, hvor individet meget

tidligt i livet skal kunne agere socialt fleksibelt. Individet

bliver samtidig meget tidligt tillært bestemte

adfærdsformer gennem medierne, der ligeledes

4 Dansk Luhmann Forum: Selvreference s. 10.


kan ses som regulator for ovennævnte dobbeltsocialisering.

Igennem medierne fremstilles en bestemt

virkelighed, som (på trods af den udbredte

anomi) opdrager det senmoderne individ i en bestemt

retning, hvilket gør sig særligt gældende når

medierne viser billeder af f.eks. krigs- eller terroraktioner

i Afghanistan. Fordi tid og rum, ifølge

Giddens, bliver så adskilt skabes der et større skel

mellem ”os” og ”dem” og det er dette forhold, der

bl.a. kan ses som modulator for udvikling af en

gruppeidentitet. Fordi det sociale fællesskab samtidig

er mindsket bliver den nationale identitet et indirekte

fællesskab, hvor individet i senmoderniteten

kan tillægge sig en fælles holdning, værdi,

norm etc. samtidig med at det kan agere socialt

fleksibelt og individuelt.

Samfundsudviklingen i de senmoderne samfund

er endvidere også stærkt præget af at landene

indgår i forskellige internationale organistationer,

som både skal varetage nationalstaterne og det internationale

samfunds interesser. EU er eksempelvis

et glimrende eksempel på hvorledes danskerne

tilknyttes en organisation, som står udenfor landets

geografiske rammer, men som samtidig varetager

et sæt af fælles værdier. Her kan den store debat

imod et EU-statsborgerskab ses som symbol på

hvorledes individet også har brug for et nationalt

tilhørsforhold, hvorigennem det kan skabe mening

i samfundet. Som jeg også behandlede i spørgsmål

2 kommer nationaliteten altså til at befinde sig et

grænseland, hvor det på den ene side varetager individets

behov for social interaktion og på den anden

side nationalstatens forsvar mod udefrakommende

trusler fordi individerne, som Gundelach

beskriver i bilaget, etablerer ”lighed og beslægtethed”

5 . Igennem opvæksten bliver individet således

opdraget til at kunne iklæde sig et nationalt tilhørsforhold,

som senere hen kan virke beskyttende.

Det nationale tilhørsforhold er særlig tydeligt i

Danmark grundet den homogene befolkning og

hvor ét sprog er herskende. I dette forhold spiller

det nationale tilhørsforhold en betydelig rolle for

identitetsdannelsen i senmoderniteten, netop fordi

vi igennem de ens forhold (udseende, sprog etc.)

5 Uddrag: Peter Gundelach: Det er dansk. Hans Reitzels

forlag. 2002.

skriftlig eksamen 2008

ligner hinanden og kan skabe en fælles socialisation

herudfra.

Den tyske sociolog Jürgen Habermas ser desuden

i senmoderniteten en større tendens til at systemverdenen

koloniserer livsverdenen 6 , hvortil der

menes at systemverdenen, som indeholder de statslige

og offentlige funktioner, på afgørende vis bryder

ind i den sociale livsverden. Dette gælder bl.a.

den omtalte dobbeltsocialisering, men det medfører

samtidig også, at individet i stigene grad klientgøres.

Dette skyldes til dels også velfærdssamfundet

med dets mange velfærdsydelser, men begge elementer

medvirker til at identitetsdannelsen i senmoderniteten

også præges af en større victimisering

og umyndiggørelse, fordi mange ikke formår at leve

op til de senmoderne livskrav. Herved opstår det

nationale tilhørsforhold, som resultat af individets

mangel på et socialt fællesskab. Det nationale tilhørsforhold

overskrider på samme tid grænserne

mellem system- og livsverden, fordi begge faktorer

er nødvendige for at det nationale tilhørsforhold

kan overleve. Herved kan det nationale tilhørsforhold

blive en realitet fordi det, som Gundelach påpeger,

medfører at ”til trods for alle mulige andre

opdelinger i en befolkning opleves nationen som

noget der går på tværs af og overskrider andre forskelle”

7 . Det kan herigennem altså argumenteres for

at den senmoderne identitetsdannelse præges og

udvikles på baggrund af tilknytning til et nationalt

tilhørsforhold, hvor tilhørsforholdet spiller en betydelig,

om end mere indirekte, rolle for identitetsdannelse

i det senmoderne samfund.

sammenfatning

I ovenstående er det blevet behandlet, hvorledes det

nationale tilhørsforhold i indirekte grad spiller en

stor rolle for individets identitetsdannelse i det senmoderne

samfund. Konklusionen er således tvetydig

fordi individet både opdrages til at kunne agere

6 Med begrebet ”systemverdenens kolonisering af livsverdenen”

menes at systemverdenen (staten, det offentlige

system etc.) griber afgørende ind i den private livsfære.

7 Uddrag: Peter Gundelach: Det er dansk. Hans Reitzels

forlag. 2002.

samfundsfagsnyt september 2008


skriftlig eksamen 2008

socialt fleksibelt og individuelt uafhængigt, men

samtidig har det brug for et ydre socialt fællesskab

til at kunne mestre senmodernitetens øgede krav.

Tilhørsforholdet yder således sin indvirkning i den

henseende, at individet, som Gundelach i bilag A2

også formulerer det, skaber sin identitet på baggrund

af et nationalt tilhørsforhold, der som forudgående

autoritet opstiller normer og værdier, som

individet udvikler sin identitet efter. Det er således

på denne måde at det nationale tilhørsforhold spiller

en indirekte rolle, fordi vi i forhold til omverde-

Delopgave B

delopgave B – kultur og internationale

konflikter

2) forskellige synspunkter på forholdet

mellem kultur og konflikt

I de tre uddrag er der tre forskellige synspunkter på

forholdet mellem kultur og konflikt og den internationale

virkelighed. Vi kan groft inddele de tre synspunkter

inden for hver deres teoretiske udgangspunkt

i den internationale politiske teori. Huntingtons

idé om civilisationernes sammenstød er af den

realistiske skole, Khatami og Tutu placerer sig som

idealister, mens Kagan er noget sværere at placere,

men trækker både på idealismen og realismen. Denne

forskellighed betyder også, at deres syn på mulighederne

for fred i verden er forskellige. Jeg vil starte

med at påpege forskellighederne mellem Huntington

og Kagan, for derefter at sammenligne disse to

med Khatami og Tutu, da Huntington og Kagan for

så vidt er enige om, at verden bevæger sig mod mindre

fred, mens Khatami og Tutu ser muligheder for,

at vi kan opnå mere fred i verden.

Huntington og Kagan er enige om, at vi ikke

bevæger os mod en mere fredelig verden. Man kan

påstå, at Huntington er realist af den grund, at han

mener, at tidligere konflikter mellem lande, nu er

afløst af konflikter mellem civilisationer. Med afslutningen

af Den Kolde Krig opstod der en situation,

hvor vi havde USA som den eneste supermagt.

samfundsfagsnyt september 2008

nen og udlandet er nødt til at være en del af et fællesskab

for at kunne agere. Det nationale tilhørsforhold

er altså et forestillet fællesskab i den henseende,

at det bringer individer sammen, som ikke

kender hinanden direkte, men som er gensidigt dependente.

Herved kan det nationale tilhørsforhold

også fungere som et holdepunkt for individet, som

lever i en individualiseret og globaliseret verden,

hvor det konstant skal tilpasse sig de skiftende samfundskrav.

Dette unipolære magtsystem i verden vil ifølge realisterne

medføre en modstand mod supermagten,

og verden vil igennem en delegitimering af supermagtens

magt bevæge sig mod en dekoncentration

af magten, og herefter vil der igen opstå en global

krig. 1 Det er denne dekoncentration, som Huntington

ser i den civilisatoriske opdeling af verden

på baggrund af forskellige kulturer. Han mener

derfor også, at afslutningen på situationen vil blive

en global krig mellem civilisationer, forinden vil

der konstant være krige og konflikter på civilisationernes

brudflader. Huntington opridser en række

argumenter for, hvorfor det netop er kulturen, som

kommer til at definere disse civilisationer og dermed

være baggrunden for konflikterne, og han påpeger,

at, ligesom nationalstaterne gjorde, så vil civilisationerne

forsøge at fremme deres egeninteresser

frem for andre civilisationer, om nødvendigt

gennem militære midler. Huntington gør det klart,

at det er selve verdenssystemets struktur, der er afgørende

for staternes adfærd. Hans fjerde argument

for, hvorfor civilisationerne opstår og adskiller

sig fra hinanden, er nemlig, at Vestens (og dermed

USA’s) position som supermagt betyder, at resten

af verden ønsker at forme deres verden på en

anden måde. Man kan her sige, at Huntington påstår,

at Vesten er en hegemon, som er i stand til at

påtvinge verdenssamfundet sine egne normer og

1 Branner, Hans: Global Politik, 2007, s. 89


værdier og også i vid udstrækning få dem accepteret.

2 Realisterne mener, at denne struktur med en

hegemon vil betyde, at resten af enhederne i strukturen

vil forsøge at kæmpe imod denne hegemons

magt for at fremme deres egen kultur og egne værdier.

Disse kulturelle faktorer anser Kagan derimod

ikke som værende afgørende for verdenssituationen,

da han er af den holdning, at det er selve konflikten

mellem demokrati og autokrati, der fortsat

vil skabe konflikterne, ligesom den ofte gjorde i det

20. århundrede. Dog mener han, at det er Vestens

ønske om at fremme deres egne værdier, i form af

det liberale demokrati, som forstærker autokratiernes

modstand imod dem. Kagans idealistiske træk

ses i, at han anser det for ønskværdigt, at det liberale

demokrati bliver spredt, men samtidig er han

også realist i den forstand, at han mener, at det

nærmest er umuligt at udbrede demokratiet til

autokratiske regimer. Kagan tager udgangspunkt i

Kina og Rusland, som ifølge ham beviser hans

pointe. Konflikten i verden står nemlig i dag hovedsageligt

mellem disse to autokratiske lande og

Vesten, som vil udbrede demokratiet. Konflikterne

vil opstå, fordi disse lande vil modsætte sig ethvert

forsøg på at ændre deres samfunds strukturer.

Derfor ser vi deres voksende interesse i lande som

Iran og Sudan, og deres modstand mod internationale

tiltag for at gøre noget ved forholdene i f.eks.

Myanmar (Burma). Den trussel som før 1989 kom

fra det autokratiske Sovjetunionen, ser vi nu fra

Rusland og Kina.

Khattami og Tutu er grundlæggende uenige

med både Kagan og Huntington. Jeg vil placere

dem som idealister på grund af deres syn på mulighederne

for at skabe en mere fredelig og sikker verden.

De mener heller ikke, i modsætning til Huntington,

at kulturforskelle vil være afgørende for

fremtidens konflikter. Derimod påpeger de, at verdenssamfundet

skal tage hånd om fire grundlæggende

problemer, og hvis de problemer bliver løst,

så er vi nået meget langt på vejen mod global fred

og sikkerhed. De fire problemer er Israel-Palæstina-konflikten,

krigene i Irak og Afghanistan, fattigdom

og endelig Vestens inkonsekvente forsvar

2 Branner, Hans: Global politik, 2007, s. 8

skriftlig eksamen 2008

for dets egne værdier for frihed fra undertrykkelse.

Hvis vi kan få løst de tre første problemer, og Vesten

bliver mere klar i mælet omkring sin holdning

til undertrykkelse, f.eks. ved ikke at støtte undertrykkende

regimer 3 , så er vi tæt på mål. Man kan

derfor placere Khattami og Tutu som idealister, da

de mener, at verdens lande har en klar fordel af at

samarbejde og fredeligt bilægge konflikter, og de

mener ikke, at det er systemets struktur, der er afgørende

for staternes adfærd. Derimod er det helt

essentielt, at landenes politikere tager fat om problemerne

og er med til at løse dem. Til forskel fra

Huntington er det altså enhederne, dvs. landene i

systemet, og ikke systemets struktur, der er afgørende

for verdenssituationen.

) usa og irakkrigen

Der har siden Irakkrigens begyndelse i 2003 været

mange forklaringer på, hvorfor USA valgte at gå ind

i Irak. I Flemming Roses interview med Richard

Perle, som er tidligere sikkerhedsrådgiver for præsident

George W. Bush, bliver den amerikanske stats

baggrund for at gå ind i krigen fremhævet. Der var

to grunde: Beskytte det amerikanske samfund samt

fjerne en undertrykkende diktator i Irak. Jeg vil se

nærmere på disse to argumenters holdbarhed ud fra

nogle grundlæggende betragtninger om fire forhold.

Angående det første argument vil jeg først se nærmere

på USA’s position i verden, dernæst det sikkerhedspolitiske

billedes forandring i verden siden

Den Kolde Krig og endelig vil jeg se nærmere på

FNs rolle. Disse tre forhold vil jeg opveje imod det

første argument. Angående det andet argument vil

jeg se nærmere på begrebet humanitær intervention

i forhold hertil. Herudfra vil jeg give mit bud på, om

der måske findes andre forklaringer end de to, som

Perle giver.

Grundlæggende set er verden i dag præget af én

supermagt, nemlig USA. Den Kolde Krigs afslutning

betød, at Sovjetunionen faldt sammen og mistede

hele sin styrke, og selvom mange påpeger Kinas

styrke, så er der stadig lang vej, før de når

3 Af eksempler kan nævnes støtte til Saudi Arabien og

den enorme samhandel med Kina, selvom landet ifølge

menneskerettighedsorganisationer krænker menneskerettighederne.

samfundsfagsnyt september 2008


skriftlig eksamen 2008

USA’s magt, f.eks. er USA’s militærbudget større

end Kinas, Ruslands, Indiens og Englands tilsammen.

4 Derfor er USA altså ene på toppen, og, ligesom

Huntington, vil nogle påstå, at USA er en hegemon.

Den påstand har sit belæg i USA’s enorme

styrke på det økonomiske, militære, erhvervsmæssige,

kulturelle og for så vidt også politiske område.

USA har, bl.a. ifølge Hans Branner, magten til at

påtvinge andre lande sine holdninger og værdier. 5

Noget tyder også på, at USA fortsat vil kunne fastholde

denne position i lang tid endnu, blandt andet

i kraft af økonomiens størrelse og de militære midler,

landet har til rådighed, samt landets høje videns-

og teknologiske niveau.

USA opererer sikkerhedspolitisk i dag i en anden

verden. Udover USA’s unipolare magtsituation

i verden er det også sværere at bruge militære midler,

fordi de fleste befolkninger er imod krig, og

våbnene neutraliserer hinanden, og globaliseringen

har også gjort verdens grænser mere hullede,

f.eks. i form af nye kommunikationsmuligheder.

Endvidere er verden også blevet mere ordnet i retlig

forstand i kraft af, at flere og flere lande bakker op

om FN. 6 Det er altså et andet verdensbillede, som

USA står overfor, og også sikkerhedstruslerne har

ændret sig. Hvor truslerne tidligere ”bare” handlede

om aggressioner mellem stater, så har verden i

dag bevæget sig i retning af et trusselsbillede med

flere aktører på banen. Nu er det ikke blot stater,

men også nationer, organisationer og individer,

som indgår i trusselsbilledet, og truslerne er heller

ikke længere kun rettet mod stater, hvilket bl.a. ses

i form af trusler som miljøproblemer, terrorisme

og fattigdom. 7 Dermed har begrebet sikkerhedspolitik

også ændret sig. Man kan foretage tre vigtige

sondringer i forhold til sikkerhedsbegrebet. Definitionen

af sikkerhedspolitik er her, at det er bestræbelser

på at mindske eller imødegå trusler mod sikkerheden.

Den første sondring er mellem sikkerhedspolitikkens

subjekter: Enten handler det om

stater og deres overlevelse vedr. suveræniteten, eller

4 Zakaria, Fareed: ”The Fearful Superpower”, Time Magazine,

Special Edition | Issues 2008, December 2007 –

Februar 2008

5 Branner, Hans: Global Politik, 2007, s. 8

6 Global Politik, s. 26

7 Global Politik, s. 47, figur 2.1

8 samfundsfagsnyt september 2008

det handler om nationer og deres overlevelse vedr.

identiteten. Den anden sondring er mellem sikkerhedspolitikkens

midler: Enten handler det om hårde,

dvs. kun militære, midler, eller det handler om

bløde, dvs. både diplomatiske, økonomiske, kulturelle

og delvist militære (fredsbevarende), midler.

Den tredje sondring er mellem truslerne: Enten er

de snævre og dermed kun militære, eller de er brede,

hvilket vil sige alle slags militære, økonomiske,

politiske, samfunds- og miljømæssige trusler. Derfor

har USA også ændret sin sikkerhedspolitik, og

den sikkerhedspolitik, som Irakkrigens begrundelse

bygger på, finder vi i ”The National Strategy of

The United States of America” (NSS) fra 2002. 8

Her ses det, at den amerikanske sikkerhedspolitik

skal bygge på foregribende tiltag i krigen mod terror,

fordi terrorister og de såkaldte slyngelstater, i

modsætning til f.eks. Sovjetunionen, ikke frygter

gengældelsesangreb. 9 Sikkerhedspolitikken i NSS

bliver tydeligst, når man ser den i kontrast til EU’s

trusselsvurdering fra 2003: ”Et sikkert Europa i en

bedre verden” (ESS), hvor trusselsbegrebet gøres

bredt i forhold til det snævre i NSS, og hvor den

bløde sikkerhedspolitik, f.eks. i form af retligt arbejde,

anvisning til stater, humanitær hjælp og politihjælp

til svage stater, spiller en afgørende rolle. I

NSS handler det primært om brug af militære midler

mod slyngelstater, der huser terrorister. Jeg

nævnte, at det i dag er sværere at gøre brug af militære

midler på grund af forskellige faktorer, og

derfor kan NSS kritiseres for at se for ensidigt på de

militære midler som løsningsmulighed, mens ESS

er blød og åben for andre løsningsmuligheder.

Hvis vi antager, at i stedet for, at USA har én

sikkerhedspolitik, EU har en anden, og resten af

verdens lande har hver deres sikkerhedspolitik, lod

FN være den, der skulle sikre freden for alle, så ville

der ikke være de store problemer. Situationen er

bare den, at det er svært at antage. Jeg vil her opridse,

hvordan situationen ser ud med hensyn til

FN. Afhængigt af synet på international politik er

8 Global Politik, s. 54-55

9 NSS: ”But deterrence based only upon the threat of

retaliation is less likely to work against leaders of rogue

states more willing to take risks, gambling with the lives

of their people, and the wealth of their nations.”


der to forståelser af FNs rolle i dag.10 Den ene baserer

sig på realismen, og anser FN for at fungere

som arena, hvor det stadig er de enkelte stater, der

er egenrådige aktører. Ifølge denne tolkning strækker

FNs magt sig altså kun til det punkt, hvor verdens

lande kan nå til enighed. 11 Den anden tolkning

bygger på den idealistiske teori indenfor international

politik. Her anses udviklingen af verdenssamfundet

at gå imod bedre tider, og hvor

især demokratier medvirker til større orden og retfærdighed

i verden. Den idealistiske teori anser

især FNs nye opgaver efter afslutningen af Den

Kolde Krig, hvor FN f.eks. har påtaget sig en fredsskabende

rolle i forhold til verdens konflikter, som

tegn på, at FN er ved at blive en selvstændig aktør i

verdenssamfundet.12 Men den sidste tolkning ligger

vist et stykke ude i fremtiden, for eksempel formåede

FN ikke at få en internationalt bindende aftale

igennem på klimaområdet under topmødet i

Bali i efteråret 2007. Alt taler altså for, at FN blot er

en arena, hvor staternes holdninger brydes, men

uden at skabe reelle løsninger.

Er det så en god forklaring, at USA gik ind i

Irak for at beskytte sig selv? Både ja og nej. Først

grundene til et ja. Først og fremmest havde FN

ikke magten til at løse den konflikt, der var med

Irak omkring masseødelæggelsesvåben og våbeninspektørerne.

For det andet var USA i sin position

som hegemon et mål for angreb fra lande uden for

Vesten, som var imod dets position. Til at underbygge

dette argument kan Huntington fremhæves,

da han, ligesom andre realister, påpeger, at hegemonen

altid vil være udsat for modstand. For det

tredje mente man fra USA’s side, at Irak var blandt

slyngelstaterne, der hjalp terroristerne, og derfor

var det rent sikkerhedspolitisk uforsvarligt ikke at

gå ind i Irak. Grunden til et nej finder jeg i NSS,

for som jeg påpeger, så er både holdningen til de

sikkerhedspolitiske midler og truslerne ikke helt i

tråd med tidens ændrede sikkerhedsbillede. Et

bredt trusselsbillede og større brug af bløde midler

ville måske have haft en større effekt i krigen mod

terror, fordi, som Tutu og Khatami nævner, så kan

10 Branner, Hans: ”Global Politik” 2007, s. 99

11 Global Politik, 2007; s. 99

12 Global Politik, 2007; s. 99

skriftlig eksamen 2008

vi fjerne en del af baggrunden for terroristernes rekruttering

ved at gøre noget ved fattigdom og sociale

problemer. USA har dog også grebet sikkerhedspolitikken

anderledes an før, f.eks. var USA

med til at skrive NATOs nye strategiske koncept i

1999, som udbygger sikkerhedsbegrebet for alliancen

og de midler, der skal bruges for at foregribe

trusler mod staterne. Hvor NATO under Den Kolde

Krig kun fokuserede på et snævert trusselsbegreb,

anerkender alliancen i dag ”betydningen af

de politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige

faktorer udover den uomgængelige forsvarsdimension.”

13 Disse trusler kommer ikke som angreb,

som man kan modangribe; de kræver forebyggelse,

og derfor udvider det strategiske koncept alliancens

midler til også at inkludere samarbejde og

fredsbevarende opgaver.

Jeg vil nu vende tilbage til Perles andet argument,

nemlig at det er det mest moralsk ansvarlige,

at man befrier andre fra undertrykkelse. Man kan

kalde USA’s handling for en humanitær intervention,

da Irak interveneres af humanitære grunde,

nemlig befolkningens befrielse fra diktaturet. Der

er dog store problemer med denne forståelse af humanitær

intervention af to grunde. Først og fremmest

påpeger FN-pagtens andet kapitel, at ethvert

land har ret til uafhængighed fra andre landes indgriben,

men samtidig siger kapitel syv, at Sikkerhedsrådet

har ret til at gribe ind, hvis et land er en

trussel mod sikkerheden, begår fredsbrud eller begår

nogen angrebshandlinger .14 Dette giver selvsagt

nogle dilemmaer, og selvom man i 2005 blev enige

om, at FN har et ”beskyttelsesansvar” for verdens

befolkninger 15, så er det stadig svært for organisationen

at gøre noget af især én grund: Der skal være

enighed i Sikkerhedsrådet, før der kan ske noget.

Som nævnt så er FN ikke specielt handlekraftigt,

især på grund af Sikkerhedsrådets sammensætning

med en del uenige stater, og derfor har USA et par

gange optrådt som verdens politimand siden Anden

Verdenskrig,

13 Global Politik, s. 122 – boks om NATOs strategiske

koncept 1999 (uddrag)

14 Global Politik, s. 102

15 The Economist, 17. maj 2008, s. 67-68, ”To protect

sovereignty, or to protect lives?”

samfundsfagsnyt september 2008


skriftlig eksamen 2008

f.eks. i Kosovo i 1999. Derfor gjorde de det også i

forhold til Irak. Hvis man mener, at vi som verdenssamfund

har et moralsk ansvar for at befri andre

befolkninger fra undertrykkelse, så er Perles

andet argument godt.

Det er interessant at godtage ovenstående, for

det betyder en hel del for, hvordan USA og Vesten

skal føre politik. Aktuelt kan nævnes Burma

(Myanmar), hvor et undertrykkende styre formentlig

er skyld i, at befolkningen kommer til at

lide helt enormt efter en naturkatastrofe. Hvis vi

godtager ovenstående, så kan vi med den franske

udenrigsministers, Bernard Kouchers, ord ”i løbet

af halvanden time nå katastrofeområdet og være

klar til at hjælpe.” 16 Desmond Tutu og Mohammad

Khatami nævner dog også et væsentligt problem i

forhold hertil. USA støtter f.eks. i dag Saudi Arabien

i kraft sin enorme olieimport, så hvis USA skulle

gøre alvor af ønsket om at befri verdens befolk-

16 The Economist, 17. maj 2008, s. 67-68, ”To protect

sovereignty, or to protect lives?”

Delopgave C, spørgsmål 2 og 3

Besvarelse af katrine kaspersen

delopgave C. national konkurrenceevne

2. Opfattelser af Danmarks konkurrenceevne:

Er Danmark på vej mod en hård landing efter en

højkonjunktur med økonomisk vækst, med moderat

lønudviklingen på trods af stigende mangel på arbejdskraft?

Danmark har en åben og samtidig meget

tilpasningsdygtig økonomi, men vil vi også i fremtiden

kunne klare os i den globale konkurrence, hvis

vi skal opretholde vores høje skattetryk og omfattende

velfærdssamfund?

Et centralt spørgsmål rejser sig i debatten om

fremtidsudsigterne for Danmarks konkurrenceevne;

har vi klaret os så godt på grund af eller på trods

af det høje skattestyk?

Danmark klarer sig godt i den internationale

konkurrence stik imod neoliberale forventninger,

når man tænker på, hvordan vi har indrettet vores

0 samfundsfagsnyt september 2008

ninger fra undertrykkelse, skulle man også gøre

noget ved Saudi Arabien. Ved ikke at være konsekvente,

men blot foretage denne humanitære intervention

i nogle lande, så viser Vesten en inkonsekvens,

som skaber modstandere i resten af verden,

ifølge Tutu og Khatami.

Afslutningsvis kan der også nævnes andre forklaringer

på, hvorfor USA gik ind i Irak. Nogle påstår

f.eks., at USA gik ind i Irak udelukkende for at

sikre sig olie til den hjemlige industri. Andre igen

mener, at USA med præsident George W. Bush i

spidsen er en imperialistisk supermagt, der vil bevare

sin magt igennem erobring af andre lande. Jeg

har prøvet at belyse de to forklaringer, som den tidligere

sikkerhedsrådgiver Perle selv angiver. Det, jeg

finder mest interessant i forhold til hans forklaringer,

er især perspektiverne i ønsket om at befri andre

befolkningerne fra undertrykkelse.

eget samfund med en universalistisk velfærdsstat

og et progressivt skattesystem – det er både ledere

af CEPOS og fortalere for institutionel konkurrenceevne

enige om.

Forskellene i deres opfattelse kommer, når man

ser på deres forklaring på årsagen til denne situation,

og ikke mindst hvad angår deres syn på fremtiden.

Her opstiller liberalisterne Martin Ågerup og

Mads Lundby Hansen et ultimatum for dansk økonomi;

den danske samfundsmodel skal justeres betydeligt

med refomer af dagpenge- og skattesystemet

samt den danske model for fastsættelse af lønnen

på arbejdsmarkedet.

Dette reformforslag strider imod synspunktet

hos John L. Campbell og Ove K. Pedersen. De mener,

at vi kan fremtidssikre vores økonomi netop

ved at fastholde og styrke vores institutioner. Her

spiller arbejdsmarkedets parter en væsentlig rolle,


og der skal sandelig ikke pilles ved den danske model!

Universelle velfærdstilbud om fx fri erhvervsuddannelse

er ligeledes en forudsætning for den danske

(fortsatte) succes. Pointen er, at Danmark er et

attraktivt land for en virksomhed at slå sig ned i,

da der som udgangspunkt er en kvalificeret arbejdsstyrke

at benytte sig af. Hertil kunne tilføjes

en omfattende infrastruktur og gode muligheder

for pasning af de ansattes familier i modsætning til

selektive og residuale velfærdsstater.

Men med mangel på arbejdskraft i fremtiden

bliver denne uddannede arbejdsstyrke mindre tilgængelig,

organisationsgraden blandt arbejdere er

faldende 1 og individuelle lønforhandlinger, regeringsindgreb

i overenskomstforhandlinger og EUdomme

over for strejkeretten truer det kollektive

aftalesystem. Svækkes institutionerne får de økonomiske

aktører altså i højere grad frit spil og der

opstår et anarki, der står i modsætning til vore dages

fælles struktur og koordinering.

Danmark har bevist, at den liberale tankegang

har nogle markante mangler. Den har undervurderet

betydningen af en socialstat, og neoliberalismen

gør det til stadighed. Det løsningsforslag, der præsenteres

af folkene bag den liberale tænketank, omhandler

en direkte modsatrettet strategi. Frem for

at staten skal så ind og skabe lige muligheder for

alle og dermed mere lighed, lægges der op til mere

ulighed i form af lavere skat til de rigeste og mindre

i sociale ydelser til folk uden for arbejdsmarkedet,

som midler til at få flere i arbejde.

Indsatsen over for udenlandsk arbejdskraft går

sågar ud på at og lukke folk med mindre gode kvalifikationer

ind på det danske arbejdsmarked, frem

for at fokusere på at opkvalificere dem. Faktum er

jo i dag, at der, som det fremgår af bilag C3 er så

katastrofal mangel på arbejdskraft, at det må konkluderes,

at det ikke er motivationen til at komme i

arbejde, der er problemet, men derimod flaskehalsene

hvad angår kvalifikationer.

Bilag C2 slår på, at forudsætningen for den danske

succes skal findes i de liberale værdier, som ligger

til grund for det danske samfund i form af individuelle

frihedsrettigheder, demokrati osv. Bilag

C1 fremhæver de mange institutioner og fællesska-

1 Tabel 11-10 den digitale Håndbog for samfundsfag

2007

skriftlig eksamen 2008

bets kvaliteter som årsag, men sandheden er vel en

kombination – for det er to sider af samme sag.

Når det kommer til at se fremad er de to bilag da

også meget mere modstridende og det er spørgsmålet

om nogen af dem alene kan forhindre de i bilag

C3 opstillede scenarier for Danmarks konkurrenceevne,

der forudsiges at falde med dramatiske konsekvenser

for dansk økonomi. Her er det især frygten

for en løneksplosion, der er central – men er det

ikke det samme resultat, der opnås ved at sænke

skatterne? Rettidig omhu, som der manes til i bilag

C2 er en god ting, for vi skal gribe ind, før det er for

sent. Bilag C1 mener dog at det går så godt, at der

slet ikke er grund til store indgreb og reformer – så

længe virksomhederne er institutionelt konkurrencedygtige

er Danmark konkurrencedygtigt.

3. Notat til Villy Søvndal:

Danmarks konkurrenceevne handler grundlæggende

om, i hvor høj grad danske virksomheder er i stand

til at sælge deres varer i udlandet. Her er der særligt

to faktorer, der spiller ind.

ü De danske lønninger og dermed produktionsomkostninger

er høje, og dermed må vi være innovative

og tilbyde produkter af tilsvarende højere standard.

ü

Der er en stigende mangel på arbejdskraft, hvilket

truer konkurrenceevnen, da virksomheder kan blive

tvunget til at afstå fra ordrer – deres udbud kan ikke

følge med efterspørgslen.

Debatten i forhold til Danmarks konkurrenceevne

koncentrerer sig i høj grad om behovet for at

udvide og fastholde arbejdsstyrken. De ældre skal

blive længere på arbejdsmarkedet, arbejdsløse - i

særdeleshed indvandrere skal i arbejde, og de unge

skal uddannes. I denne forbindelse har SF nogle relevante

mærkesager fx at 100 % af en ungdomsårgang

skal have en ungdomsuddannelse. Men der er

nogle mere komplekse mekanismer at tage hånd

om. Det gælder især spørgsmålet om, hvordan man

motiverer folk til at arbejde og arbejde mere på

trods af et progressivt skattesystem og muligheden

for at få sociale ydelser. Denne dagsorden er i dag

domineret af de borgerliges tankegang, der forstærkes

af velfærdskommissionens udspil om udfasning

af efterløn, stramning af dagpengeordningen

og ligeledes stramninger på integrationsområdet.

samfundsfagsnyt september 2008

1


skriftlig eksamen 2008

Regeringen har over de seneste år med skattestop

og skattelettelser formået at sælge deres dagsorden

om, at de er økonomisk ansvarlige, alt imens

uligheden er voksende og de løber fra løfter om at

investere i fx uddannelse og forskning. SF må først

og fremmest kritisere denne sparedagsorden, der

flytter midlerne fra det offentlige over i det private.

Du må også inddrage den øgede ulighed som en

væsentlig del af din argumentation for et mere socialt

Danmark, og du må inddrage en kritik af det

fremmedfjenske menneskesyn, der gennemsyrer

dansk integrationspolitik.

Målet er at formidle SF’s menneske- og samfundssyn,

der i sidste ende vil løse konflikten. For

sammenhængen mellem de tre parametre skat, lighed

og integration, er SF’s tro på, at vi i fællesskab

kan skabe et samfund, hvor der er plads til alle,

jobs til alle, muligheder til alle; SF har løsningerne

og en ansvarlig økonomisk politik, der strider

imod det herskende borgerlige billede af, at ulighed

skaber dynamik, at arbejdsløse er dovne, at indvandrere

er nassere, at unge er egoister, at efterlønsmodtagere

er griske, at SU er cafépenge, at sabbatår

er tidsfordriv – at mennesker skal indrette sig

efter samfundet frem for at kæmpe for at forandre

det!

Løsningsforslag:

Herunder er opridset en række progressive løsningsforslag,

der kan sikre SF en offensiv plads i debatten.

Nøgleordene er solidaritet og lighed og som

følge heraf uddannelse og efteruddannelse til alle

samt fleksibilitet på arbejdsmarkedet:

ü Drop de asociale sociale ydelser:

Starthjælp og kontanthjælpsloft skal afskaffes. I et

velfærdssamfund som det danske kan vi ikke være

bekendt at lade folk leve i fattigdom, hvor familier

ikke har råd til at holde børnefødselsdage og kun

kan give deres børn et stykke frugt om ugen. Ordningerne

straffer folk, der ikke kommer i arbejde og

går ikke mindst ud over børnene, det er pisk frem

for gulerod.

ü Arbejde til alle i form af jobs der tilpasses mennesker:

Det danske arbejdsmarked skal kunne rumme folk

på deltid og tilbyde meget mere fleksible jobordninger,

der tilpasser sig den enkeltes behov og skaber

større frihed og livskvalitet. Det offentlige skal gå

2 samfundsfagsnyt september 2008

forrest og virksomheder skal forpligtes til aktivt at

tage ansvar – indfør økonomiske sanktioner over

for passivitet såvel som diskrimination.

ü Investér og motivér:

Der må nye boller på suppen, når det gælder

at motivere folk til at uddanne sig og arbejde. Der

skal først og fremmest investeres i efteruddannelse

og jobcentrene skal spille en langt mere aktiv rolle i

forhold til at hjælpe folk med ansøgninger og normer

ved jobsamtaler. Alle jobs skal lås op via arbejdsformidlingen,

og så skal de sociale netværk på

arbejdspladsen styrkes, så livsglæden og udsigten til

en meningsfuld tilværelse bliver drivkraften.

ü Omfordeling via ny skattereform:

Hæv grænserne for, hvornår man skal betale top- og

mellemskat, så skatten flyttes fra lav- og mellemindkomsterne

til arbejdsfri profitter, spekulationsgevinster

og lign. Ejendomsskatten kan dog fredes i

første omgang.

ü

Bevar den danske model:

Arbejdsmarkedet skal åbne op for indvandring af arbejdskraft

med green card ordninger, men niveauet

skal ikke sænkes i form af at søge at skabe grobund

for ansættelser af folk med mindre gode kvalifikationer

i form af lavere lønninger. De kollektive overenskomster

skal fastholdes og ingen skal arbejde til under

mindstelønnen og dermed underminere denne.

Argumentation:

Ulighed skaber ikke dynamik – det gør derimod en

indsats for at få alle med. Derfor skal de sociale

ydelser fortsat bruges som et sikkerhedsnet til folk,

der falder igennem. De skal ikke reduceres. Uligheden

er allerede voksende i det danske samfund og

viser sig på to måder. For det første vokser kløften

mellem det store brede flertal og den økonomiske

elite, fordi profitter og boligpriser er eksploderet,

mens skatten er sat ned. For det andet vokser der en

stadig dybere kløft mellem dem, der på forskellig vis

er i stand til at skabe sig en tilværelse inden for kapitalismens

rammer, og et mindretal, der bliver helt

udstødt af samfundet. SF’s kamp for lighed, er en

dobbeltkamp imod disse to former for ulighed. Ikke

mindst fordi det giver grundlag for en alliance mellem

både flertallet af arbejdere og de udstødte grupper.

Frem for at udstøde folk, skal folk hjælpes ind

på arbejdsmarkedet.


Der er brug for en lighedsskabende politik, som

omprioriterer fra de allerrigeste personer og koncerners

luksuriøse overforbrug, til at løse almindelige

menneskers hverdagsbehov. En omfordeling,

der ikke kun handler om at sikre en rimelig fordeling

af de værdier, som alle i samfundet har været

fælles om at skabe, men som også handler om at

sikre et samfund med ligeværdige borgere.

Samtidigt er der behov for en politik der skaber

plads til alle arbejdsduelige borgere på arbejdsmarkedet,

samt ordentlige vilkår for folk, der ikke kan

arbejde. Lighed betyder lige muligheder og kun

herigennem kan en langt større andel af den potentielle

arbejdsstyrke aktiveres.

Det er ikke korrekt, at det kun kan betale sig at

arbejde, hvis man får en høj løn. Et arbejde giver

livskvalitet og uvurderlige sociale relationer. Det er

en generel menneskelig egenskab ikke bare at være

passive men derimod at yde noget. Men selvfølgelig

skal dette manifestere sig i form af en økonomisk

gevinst, og netop derfor bør man hæve grænserne

for, hvornår man rammer fx topskatten, så der stadig

er en progression, men så den hovedsagelig

rammer de allerrigeste.

Danmark er et attraktivt land at bo og arbejde i.

Man kan formentlig opnå en højere løn i udlandet,

men der er en lang række kulturelle aspekter, der

spiller ind og binder folk til Danmark, så truslen

om, at de højest lønnede automatisk flytter pga.

topskat, holder ikke. Vi har så meget at byde på i

Danmark i form af et socialt sikkerhedsnet, et gratis

uddannelsesvæsen og sundhedssektor og god

infrastruktur at her også er interessant for virksomheder

at slå sig ned.

Ligeledes kan det også sagtens betale sig at tage

en uddannelse. I fremtiden vil endnu flere ufaglærde

jobs blive outsourcet til lande, der er konkurrencedygtige

på lave lønninger. Det, Danmark skal

satse på, er et højt uddannelsesniveau, og det ved

de unge! Investeringer i uddannelserne på alle niveauer

er vejen for fremtiden.

Truslen er ikke, om vi kan fortsætte vores vækst

på trods af velfærdssamfundet, men derimod om

det offentlige kan fortsætte med at tiltrække arbejdskraft

med det markante og konstant stigende

skriftlig eksamen 2008

lønefterslæb i forhold til den private sektor – for

hvis velfærden ikke virker, svinder opbakningen og

solidariteten. Derfor må SF kæmpe imod udhulingen

af velfærden og brugen af fattigdom som middel

til at sparke folk i gang med at arbejde. Staten

må tage ansvar over for såvel indvandrere og efterkommere,

som etniske danskere, der i vidt omfang

er ledige og klar til at arbejde, men som ikke kan

rummes ved arbejdsmarkedets nuværende indretning.

Konklusion:

Nej truslen er ikke, som de borgerlige fremfører det,

at folk vil undlade at arbejde. Truslen er, at vi skaber

en ny social underklasse i forsøget på at tvinge folk

ud på arbejdsmarkedet, frem for at yde en motiverende

indsats og hjælpe folk på vej.

Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at

konkurrenceevne ikke er alt. Velstand er positivt,

men vigtigst er dog velfærd. Blot fordi Danmark

klarer sig godt i den internationale konkurrence

betyder det ikke, at dette kommer den almene dansker

til gode. I debatten skal fokus derfor i høj grad

ligge i forhold til, hvad der kan gøres nationalt for

at sikre, at værdierne bliver fordelt til fordel for

øget lighed, samtidig med at vi naturligvis fremtidssikrer

samfundets behov for arbejdskraft.

Den ulige demografiske udvikling, vi står over

for i forbindelse med fx den voksende ”ældrebyrde”,

er en udfordring, men ikke nødvendigvis en

trussel. Det er et problem, at der mangler arbejdskraft,

men sørg for at vend dette til en socialistisk

dagsorden – for vi kan ganske enkelt løse problemet

ved at tage hånd om samfundets svageste. Vi

skal øge arbejdsstyrken ved sociale tiltag, der hjælper

arbejdsløse i gang. Vi skal indføre og effektuere

ordninger, der medfører et mere rummeligt arbejdsmarked

over for folk, der kun kan klare en

deltidsstilling.

Efteruddannelse er et nøgleord såvel som uddannelse

generelt, hvor det er paradoksalt at se regeringen

skære ned og give skattelettelser med den

anden hånd. SF må først og fremmest være det ansvarlige

parti, der står fast på, at velfærd til alle

kommer før lempelser for de bedst stillede.

samfundsfagsnyt september 2008


skriftlig eksamen 2008

digital eksamen i skriftlig samfundsfag

af Per Henriksen

Til den skriftlige prøve i samfundsfag i sommeren

2008 var der en del tabelmateriale vedlagt

som bilag. Nogle elever synes, det var noget

gammeldags, at tabelmaterialet ikke var tilgængeligt

i digital form, således at de nemmere kunne

bearbejde materialet. Det samme synspunkt

kom frem på censormødet på Avedøre Gymnasium.

Når man samtidig læser læreplanen for

samfundsfag på A-niveau, hvor der er en udførlig

opremsning af, hvordan it skal indgå i undervisningen,

kan man godt forstå elevernes undren.

Heldigvis sker der noget – også på dette

område!

Som omtalt i Samfundsfagsnyt nr.169 (marts

2008) af fagkonsulent Bent Fischer-Nielsen er

der iværksat et forsøg med deltagelse af en række

skoler, hvor den skriftlige opgave skal stilles

digitalt, og hvor der vil være adgang til nettet

under selve prøven. Til at udarbejde opgaver til

de deltagende skoler er der nedsat en arbejdsgruppe

med Per Henriksen, Gregers Friisberg,

Claus Just Andersen og Kirsten Krehan. Bent

Fischer-Nielsen deltager også i gruppens møder.

Baggrunden for forsøget skal ses i regeringens

globaliseringsstrategi, hvor sigtet bl.a. er at

styrke elevernes digitale kompetencer, og i rapporten

vedrørende fremtidens eksamenssystem

(Christian Thune-udvalget). Ikke alene samfundsfag

er omfattet af forsøget, men også

dansk og matematik i stx og de økonomiske fag

(international økonomi, afsætning, virksomhedsøkonomi)

i hhx.

Som oplæg til forsøget udarbejdede arbejdsgruppen

en udredning (kan ses her: http://us.

uvm.dk/gym/eksamen/it_eksamen/it_eksamen.

htm?menuid=1530 ), hvori de forskellige mu-

samfundsfagsnyt september 2008

ligheder ved digitalt stillede opgaver opregnes,

ligesom udredningen indeholder eksempler på

mulige opgaver, som evt. vil kunne inspirere i

arbejdet med de skriftlige opgaver.

For de deltagende skoler vil målet være, at

eleverne kommer til at gå til den skriftlige prøve

i samfundsfag sommeren 2010 under forsøgsbetingelserne.

Frem til den endelige prøve sommeren

2010 vil arbejdsgruppen udarbejde opgaver,

som forsøgsskolerne skal anvende. Der vil

blive stillet opgaver i efteråret 2008, sommeren

2009, efteråret 2009 og endelig eksamen sommeren

2010. Såvel opgaver som elevernes besvarelser

vil blive evalueret af en følgegruppe, som

overordnet følger forsøget. Desuden vil der løbende

blive afholdt konferencer med de deltagende

skoler. Desuden afholdes der 27.november

2008 en åben konference, hvor interesserede

lærere har mulighed for at deltage og bl.a.

høre om erfaringerne med forsøget. På denne

åbne konference vil der også blive mulighed for

en mere generel drøftelse af de skriftlige opgaver

i samfundsfag under indtryk af forsøget. Så

hvis du er interesseret i arbejdet med digitale

opgaver og måske også har konkrete forslag, vil

det være en god ide allerede nu at reservere den

27.november. I løbet af september vil der komme

en mere fyldig invitation med program og

naturligvis sted for konferencen. Deltagelse vil

naturligvis være gratis, men skolerne skal selv

finansiere transport.

På arbejdsgruppens vegne

Per Henriksen


generalforsamling i fals 2008

fra Bestyrelsen

fals indbyder alle medlemmer til generalforsamling

torsdag den 0. oktober kl. 1 .1 - 18. på

odense Congress Center, Ørbækvej 0, 220 odense sØ, tlf 01 00.

dagsorden:

1. Valg af ordstyrer og referent

2. Bestyrelsens beretning

3. Kassererens beretning

4. Forslag om vedtægtsændring: Vedtægter mht. valg af bestyrelse formuleres, så det

bliver muligt at vælge bestyrelsen på generalforsamlingen. Forslag til nye vedtægter

vedlægges som bilag til endelig dagsorden.

5. Forlagets beretning

6. Kandidatopstilling

7. Valg af valgbestyrelse for perioden 2008-09. Dette punkt falder bort, hvis de nye

vedtægter vedtages

8. Valg af revisor og revisorsuppleant

9. Eventuelt.

Hvis man ikke deltager i generalforsamlingskurset, kan man tilmelde sig til generalforsamling

og efterfølgende festmiddag ved at kontakte et medlem af bestyrelsen/formanden

25. oktober.

Ønsker til punkter til dagsordenen skal være formanden i hænde senest 25/10. Kandidater

til bestyrelsesvalget skal kontakte bestyrelsen eller møde frem på generalforsamlingen.

samfundsfagsnyt september 2008


fra Bestyrelsen

Bilag B: vedtægtsændringer

eksisterende vedtægter:

§ 7 Senest 14 dage efter generalforsamlingen udsender

valgbestyrelsen kandidatliste og stemmeseddel

til foreningens medlemmer. Hvert medlem

har lige så mange stemmer, som der er bestyrelsesmandater

på valg. Månedsdagen efter generalforsamlingens

afholdelse skal stemmesedlerne være

valgbestyrelsen i hænde. Umiddelbart herefter offentliggøres

resultatet. af afstemningen, således at

de ikke valgte bliver suppleanter til bestyrelsen i

den rækkefølge, stemmetallet angiver.

§ 8 Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år, således

at 5 vælges i år med lige årstal, og 4 i år med

ulige årstal. Bestyrelsen, der konstituerer sig selv,

kan nedsætte udvalg til behandling af forskellige

sager.

§ 9 På den ordinære generalforsamling vælges en

valgbestyrelse på 3 medlemmer. Denne valgbestyrelse

leder alle valg i det følgende kalenderår. Desuden

vælges en revisor og en revisorsuppleant..

§ l0 Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter

beslutning af bestyrelsen eller på skriftlig begæring

af 1/6 af medlemmerne. Den indkaldes efter

samme regler som ordinær generalforsamling. En

ekstraordinær generalforsamling kan vedtage, at

bestyrelsen skal afgå og nyvalg til bestyrelsen finde

sted. I tilfælde af sådant nyvalg skal valgbestyrelsen

indkalde til generalforsamling inden 30 dage med

sædvanligt varsel. Kandidatopstilling og afstemningsprocedure

foregår herefter ifølge de i 7 nævnte

regler. De 5 henholdsvis 4 nyvalgte bestyrelsesmedlemmer,

der har opnået flertal i stemmer, er

valgt for den længste periode, således at bestemmelserne

i § 8 om successiv udskiftning af bestyrelsens

medlemmer kan opretholdes. Den afgåede

bestyrelse fungerer, indtil ny bestyrelse er valgt.

samfundsfagsnyt september 2008

foreslås ændret til:

§7: Valg til bestyrelsen afholdes på Generalforsamlingen

af de fremmødte. Både de på Generalforsamlingen

fremmødte og ikke-fremmødte medlemmer

af FALS kan stille op.

De på Generalforsamlingen fremmødte medlemmer

af FALS vælger den nye bestyrelse blandt

de på valglisten opstillede. Hvis antal navne på

valglisten svarer til antallet af nye medlemmer, der

skal vælges, sker valget ved akklamation. Hvis der

er flere navne på valglisten end det antal, der skal

vælges, nedsættes en ad hoc valgbestyrelse blandt

de på Generalforsamlingen fremmødte. Denne

valgbestyrelse udfærdiger stemmesedler. Der kan

maksimalt sættes et antal krydser på stemmesedlen

svarende til det antal, der skal vælges. Ad hoc valgbestyrelsen

organiserer valget på Generalforsamlingen

og gennemfører optælling af stemmerne,

samt forkynder resultatet.Resultatet af valget offentliggøres

snarest derefter i Samfundsfagsnyt og

på foreningens hjemmeside.

§8 Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år. Så vidt

det er muligt sikres der kontinuitet ved, at bestyrelsesmedlemmer

vælges forskudt af hinanden i

ulige år og i lige år. Bestyrelsen, der konstituerer

sig selv, kan nedsætte udvalg til behandling af forskellige

sager.

§9 På den ordinære generalforsamling vælges en

revisor og en revisorsuppleant.

§ l0 Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter

beslutning af bestyrelsen eller på skriftlig begæring

af 1/6 af medlemmerne. Den indkaldes efter samme

regler som ordinær generalforsamling. En ekstraordinær

generalforsamling kan vedtage, at bestyrelsen

skal afgå og nyvalg til bestyrelsen finde sted. I

tilfælde af sådant nyvalg vælger den ekstraordinære

generalforsamling en ny bestyrelse efter reglerne i

§7. Kandidatopstilling sker blandt de fremmødte

medlemmer, og afstemningsprocedure foregår herefter

ifølge de i §7 nævnte regler.


anmeldelser

Jørgen grønnegaard

Christensen, erik damgaard

og Jørgen elklit

det demokratiske system:

valg, parlamentarisme og

forvaltning

Academica, 2007, 162 sider

Det er 3 velmeriterede Århusprofessorer

i statskundskab, der

her har valgt at udgive deres noter

til starten på studiet i bogform.

Selv om de er forskellige,

så baserer de alle deres fagopfattelse

på de grundlæggende værdier,

som gennem årene har

kendetegnet dette studium.

Anm. skal derfor også indledningsvis

bekende, at han akademisk

er flasket op med samme

modermælk som disse herrer.

Det er en lærebog, som skal

formidle viden inden for de tre

centrale områder, som titlen angiver,

og det vel at mærke med

henblik på starten af et studium.

Den vil ikke skræmme nogen

væk, men kunne og vil være et

fint afsæt.

Erik Damgård skriver indledningsvist

på få sider om rammerne,

idet han tager udgangspunkt

i en traditionel figur, hvor

centrale organer er forbundne

med magt- og ansvarspile. Formålet

er at illustrere de 2 styringskæder,

den parlamentariske

(dvs. nationale/statslige) og

her indenfor den kommunale.

Udgangspunktet er en systemisk

tankegang, og fremstillingen er i

klassisk forstand en organanalyse.

I denne tilgang bliver omgivelsernes

betydning understreget,

først de nationale, dernæst

de internationale, bl.a. EU. Der

er heller ikke – ligesom i Grundloven

- ganske vist af andre

grunde – plads til de politiske

partier, som andet end en blackbox.

Partierne optræder dog i

forbindelse med partisystemer

og det parlamentariske system.

Der er imidlertid tale om politiske

partier, der ikke mener noget

specifikt, men som spiller

deres forskellige roller i systemet.

Den formelle organanalyse

suppleres med sociologiske undersøgelser,

men de juridiske

bestemmelser dominerer over

de mere processuelle.

Indledningen på knap 4 sider

må formodes at være ny, og den

virker lidt famlende. Den kunne

godt fortjene en gennemskrivning

(og gennemtænkning) i

næste udgave.

Den alfabetiske forfatterrækkefølge

på titelbladet vendes om:

sidstnævnte Elklit starter, og det

gør han rigtig fornuftigt. Fremstillingen

af Valg (vælgerorganet)

er naturligvis opdateret

med den sidste valgordning, foranlediget

bl.a. amternes forsvin-

den. Spørgsmålet er det tilsyneladende

ret enkle: hvordan

”oversættes” den konkrete vælgers

mening og dermed stemmeafgivning

til et konkret mandat?

Det forklares med stor ekspertise

og med sådan en grundighed,

at man ligefrem fornemmer

en vis glæde ved det at

formidle og jonglere med tal og

divisorer. Selvom matematikken

umiddelbart vil være forståelig

for de fleste lægmænd, så er der

her et oplagt område, hvor der

vil kunne spindes nogle frugtbare

tråde til matematik. Elklit

som jo også optræder som international

valgekspert i den ganske

verden viser her, at han på

bedste vis kan skære det overflødige

væk og koncentrere en flot

sammenhængende fremstilling

omkring det centrale. I afsnittet

”Analyseredskaber” demonstrerer

han på overlegen vis sammenhængen

mellem valgmåder

og partisystem. Fremstillingen

er i det hele taget på et niveau,

der ligger noget over selv A-niveau

i gymnasiet, men en gang i

mellem findes der vel stadig elever,

der på specielle områder vil

og tør give sig i kast med noget

ud over den undervisningsmæssige

dagligdag.

Damgårds behandling af det

parlamentariske system er klassisk

og efter bogen: sober og

samfundsfagsnyt september 2008


anmeldelser

uangribelig inden for de traditionelle

tankemæssige tilgange,

som nu engang er instituttets.

Han behandler også spørgsmålet

om graden af enighed i

folketinget, men nøjes dog med

en opdeling på de klassiske skillelinjer,

nemlig i forbindelse med

love, beslutninger og vedtagelser

Anm. tillader sig her at efterlyse

nogle mere raffinerede metoder

til at måle ”afstande” mellem

partierne på. Det synes også at

være nødvendigt at sondre mellem

lovenes vægt og betydning

for at undgå den summariske

udlægning om de 80% enighed.

Damgaard, der står som redaktør

af et glimrende nummer

af tidsskriftet Politica (nr. 37) fra

2005, gør gode komparative internationale

iagttagelser, men

det forbavser anmelderen, at der

her ikke er trukket mere på især

pointer fra andre forfattere i dette

nummer. Eksempelvis er de

aktiviteter, der ikke har betydning

for lovgivningsarbejdet

vokset betydeligt.

Det sidste afsnit om forvaltningssystemet

er så naturligvis

Grønnegårds. Og ingen som

ham her i landet formår med

korte sætninger og en knivskarp

logik at fremstille den side af sagen.

Den mand kan sondre. Der

er ingen svinkeærinder og tom

snak i denne pædagogisk fremragende

fremstilling.

Hvis man dog skulle ønske

mere, så skulle det være nogle

flere eksempler på forskellige

ministerieopbygninger sammen

med de erfaringer man måtte

have indhøstet. Desuden forekommer

der at være en slagside

til forvaltning i forhold til ”of-

8 samfundsfagsnyt september 2008

fentlig administration”, Det

kommer især til udtryk i det allersidste

afsnit, hvor Grønnegård

på godt tre sider klarer ”Kontinuitet,

reformer og dynamik”.

Diverse dobbeltbegreber som

Mål- og rammestyring, Centralisering

og decentralisering,

samt Markedsgørelse og kvalitetsstyring

(herunder evalueringer)

burde være tydeliggjort og

især det sidste begrebspar får alt

for lidt opmærksomhed. Man

må dog forvente, at det kommer

Grønnegård tilbage til, når de

studerende er længere henne i

studiet.

Vi er sikkert mange, der savner

Grønnegårds begavede

klumme i Weekendavisen. I det

hele taget er der alt for få universitetsfolk,

der ytrer sig på et vurderende

plan i medierne, og

alt for mange spindoktorer og

letbenede politiske (dagblads)

kommentatorer, som i dag får

lov til ensidigt at beherske

scenen.

Det er ikke en underholdende

bog. Men den er saglig. Og den

kunne være en relevant prøvesten

for det unge menneske i gymnasiet,

som overvejer at starte på

samfundsfags- eller statskundskabs-studiet.

Hvis vedkommende

kommer nogenlunde helskindet

igennem den, så kunne det

måske være en art lakmusprøve

på interesseintensiteten.

Man sagde engang i spøg der

sidst i 1960-erne, at man skulle

lade Poul Meyer udtænke de originale

og provokerende tanker,

men lade Rasmussen systematisere

dem, for endelig at lade

Bjøls formidlingsmæssige evner

om at skrive det. En sådant 3-

hovedet skabning fik vi aldrig -

og måske godt for det - det kunne

nemt være blevet lidt for

overvældende!

De 3 Århusprofessorer med

studietid i 60erne og med en alder

i dag i begyndelsen af 60erne

ligner hinanden ret meget i

stil, og det er ikke så mystisk, for

de er alle tre prisværdigt rundet

af Erik Rasmussens systematiske

logik og fornuft.

Der er ingen sammenfatning

eller konklusion til sidst. Ej heller

indeks, men en lang omfattende

litteraturliste, der afsluttes med

en halv side om Netsteder. Bogens

hjemmeside er her nævnt

som den første: www.det-demokratiske-system.academica.dk.

Anm. har til en vis grad testet den

og fundet den OK i smuk forlængelse

af en rigtig god, introducerende

universitetslærebog.

Kurt Fredsgaard

fredsgaard@adslhome.dk

eigil mølgaard

Den finansielle sektor

Frydenlund. 2007, 145 sider.

Den tidligere direktør for Finanstilsynet

Eigil Mølgaard har

skrevet en bog om den finansielle

sektor. Det er en oversigtspræget

fremstilling af de forskellige

virksomheder/institutioner i

den finansielle sektor, såsom

pengeinstitutter, realkreditinstitutioner,skadesforsikringsselskaber,

livsforsikrings- og pensionskasser

og investeringsforeninger.

Desuden de offentlige

kontrolinstanser såsom Finanstilsynet

og Konkurrencestyrelsen,

foruden offentligt prægede

institutioner som Nationalban-


ken, Værdipapircentralen og endelig

Københavns fondsbørs.

Desuden har bogen lidt om

udviklingstendenser, såsom

dannelsen af finansielle koncerner,

der indebærer en brancheglidning

mellem de forskellige

finansielle institutioner samt

om finansielle kriser, eksemplificeret

ved to pengeinstitutter

Bornholmerbanken og Baltica

Bank, der var i problemer for en

15-20 år siden og blev overtaget

af andre. Endelig er der til sidst

et kort introduktionskapitel til

EU med vægt på de finansielle

aspekter. Afslutningsvis er der

ordforklaringer, en oversigt over

relevante hjemmesider samt et

stikordsregister.

Bogen er tydeligvis tænkt som

en introduktion til emnet og en

lærebog for vel især handelsskoleelever.

Bogen er for tynd til at fungere

som opslagsbog for samfundsfagslærere.

Måske vil elever,

der skriver opgaver med finansielle

aspekter kunne finde

nogle oplysninger. Det er ærgerligt

at bogen ikke har mere

om samspillet mellem den finansielle

sektor og samfundsøkonomien,

f.eks. boligfinansiering,

boligpriser og konjunkturudvikling

eller finansielle kriser

på samfundsøkonomisk plan

og ikke bare for det enkelte pengeinstitut.

Niels Lund

ralf dahrendorf:

På sporet af en ny orden

Ellekær 2007, München 2007.

Dahrendorf er en mand der har

været vidt omkring: tysk født,

filosofi, filologi, doktorgrad i so-

ciologi, professor, medlem af

landdagen og derefter forbundsdagen

i Tyskland for FDP, EFkommissær,

direktør for London

School of Economics, rektor

ved St.Anthony`s College,

engelsk statsborger, baron og

medlem af House of Lords.

Som sådan vistnok en virkeliggørelse

af hans centrale princip:

udelelig frihed som aktivitet,

en liberal tænker med udgangspunkt

i klassisk liberalisme

fra Kant, men hele tiden

jordnært forankret i den sørgelige

videnskab økonomi. Bogen er

en række forelæsninger –

”Krupp-forelæsninger” fra Essen

2001-02 der spænder fra

økonomi, over sociologi til politik

og filosofi, og forsøger at

præcisere den situation, vi står i

her i begyndelsen af det nye årtusinde,

for på et ikke-utopisk

grundlag at kunne pege på tendenser,

der kan anspore til håb,

mening, hvis man tror på personens

ret til frihed.

Med de forbehold hans erkendelsesteoretiske

forsigtighed fra

Popper tilsiger, er rammen for

samfundslivet da i udgangspunktet

optimistisk, idet levefoden

har udvidet livsmulighederne

– frihedens muligheder -

dramatisk i de vestlige lande.

Dahrendorf glemmer ikke uligheden

på verdensplan eller indenfor

OECD, og det er da også

den faktor der truer globaliseringens

muligheder mest, idet

det centrale begreb til forståelse

af de virkelige trusler er Durkheims

anomi. Hastigheden i

forandringsprocesserne er fulgt

af en spaltning mellem på den

ene side de der vinder -den glo-

anmeldelser

bale hightechelite-, samt de som

hægter sig på vinderne som tjenere

og på den anden side taberne,

de udelukkede der ikke kan

forstås som klasse, men som individuelle

skæbner i en vildtvoksende

verden ude af kontrol.

Herfra kommer faren for ”opting

out” i narkomisbrug, sociale

eskapismer, fundamentalisme,

terrorisme. Men også faren

for at de rige landes forsøg på

kontrol af faren underminerer

friheden, fordi arbejde bliver

middel til social kontrol – den

personlige ret bindes op på pligten,

”ret og pligt”, med Nyrup.

Den personlige ret er udgangspunktet,

retten til frihed

den vigtigste, men hermed også

et krav om omfordeling, fordi

frihed skal forstås konkret som

muligheder. Lig Rawls accepterer

Dahrendorf ulighed som et

element i friheden, men kun under

den forudsætning at de begunstigedes

fordele ikke må begrænse

andres deltagerret, at friheden

ikke må blive privilegium.

Som rationalist mener

Dahrendorf, at det vil kunne

indses af ethvert menneske, som

kan tænke uhildet, og at det

princip må være kernen i den

politik, der skal stabilisere samfundet

i forandring. Stabiliseringen

må naturligvis forankres,

de vigtigste piller er repræsentativt

demokrati, retsstat og borgerdeltagelse

i foreningslivet. De

to første er rammerne, det sidste

saltet.

Problemet i den globaliserende

økonomi er, at demokrati

kun kendes fra nationalstaten.

EU er for eksempel ikke en demokratisk

institution og har

samfundsfagsnyt september 2008


anmeldelser

heller ikke været tænkt som en

sådan men som en foranstaltning

til fremme af rigdom og

undgåelse af krig. Så Dahrendorf

ser ikke muligheden af

en demokratisk verdensregering

men en verden af demokratier,

der vokser frem af de konflikter

mellem demokratiske og udemokratiske

institutioner, som

globaliseringen medfører. Derfor

må EU blive en uforbeholden

forbundsfælle for USA og

påvirke med det, der er Europas

styrke: opbygning af demokrati.

Selv Guantanamo har ”snarere

styrket gyldigheden af regler”.

Undervejs konkrete analyser

af livsmuligheder, globalisering

og anomi, kapital uden arbejde,

den moderne klasseløse sociale

konflikt og demokratiske dilemmaer.

Søren Jensen

anja dalgaard-nielsen

Umulig mission? Danmark i

Irak og Afghanistan

Gyldendal 2008. 199 kr

Den tidligere forsker ved DIIS,

nuværende PET-chef, Anja Dalgaard-Nielsen

har skrevet en lille,

hurtig læst bog om Danmarks

engagement i Irak og Afghanistan.

En udmærket og interessant

bog. Den bringer en

tæt på konkrete problemstillinger

vedr. det danske engagement.

Lige fra om vi overhovedet

skal/skulle være der til prioriteringen

af ressourcer i dagligdagen

de pågældende steder.

Bogen er god at blive klog på, og

viser hvor kompliceret og nuanceret

virkeligheden er.

2 samfundsfagsnyt september 2008

Forfatteren rev et halvt år ud

af kalenderen, i 2006, og fik af

forsvaret lov til at komme ”med

i felten”, både i forberedelsesfasen

i Danmark og når soldaterne

skulle ud i virkeligheden i

Irak og Afghanistan. På det

grundlag har hun skrevet sin

bog, der derfor er fuld af konkrete

oplevelser, der så kobles

med overvejelser over meningen

med det der sker. Fremstillingen

bliver derved ret levende, undertiden

næsten spændende.

Bogen falder groft sagt i 3

dele. I starten og i slutningen af

bogen er der henholdsvis en prolog

og en epilog, hvor forfatteren

gør sig overvejelser over den

danske indsats i de to lande: Er

det prisen værd? Herunder også

om indsatsen kunne være organiseret

anderledes. Forfatteren er

skeptisk men nogenlunde positiv.

Skepsissen går i højere grad

på Irak end på Afghanistan.

En anden del af bogen udgøres

af kapitel 2 og 3, hvor hun

gennemgår den danske indsats

ud fra den generelle internationale

baggrund: Fra kold krig til

terrorkrig, og ud fra en overordnet

vurdering af dansk sikkerhedspolitik,

som den udmøntes

i de to lande: Visionær sikkerhedspolitik

eller umulig mission?

De to kapitler er glimrende

oversigtskapitler, som egner sig

fortrinligt til undervisningsbrug,

let læst og vægtigt.

Den tredje del handler så konkret

om Irak og Afghanistan,

om forfatterens ophold der, hendes

oplevelser og især hendes

overvejelser over det, hun oplever.

Det er bogens tyngdepunkt

og fylder ca. 100 sider. Det viser

hvor vanskelig og kompliceret

en opgave, de danske soldater er

på. Et eksempel kan illustrere

dette. Det var et centralt punkt

for de danske styrker at uddanne

irakiske sikkerhedsstyrker, så

de selv kunne overtage ansvaret

for sikkerheden. Dette gøres

mest effektivt, hvis de danske

styrker i højere grad havde irakerne

med på oprationerne. F.

eks. pågribelse af folk der sender

raketter mod den danske lejr.

Samtidig er de irakiske sikkerhedsstyrker

infiltreret af fjendtligt

indstillede oprørere, så risikoen

ved at have dem med til

operation er for høj.

De to afsnit om Irak og Afghanistan

viser, hvor stor forskel

der er på de to lande og indsatsen

der. Det er væsentligt, da der

i offentligheden er en tendens til

at opfatte de to indsatser ret ensartede.

Bogen bør absolut anskaffes

til skolen. Til inspiration, udvalgte

afsnit til direkte undervisning,

til elevopgaver.

Niels Lund

Peter nedergaard

Klimapolitik i Danmark,

EU og internationalt.

Columbus 2007. 67 sider

Peter Nedergaard har tidligere

udgivet en bog om EU på Columbus.

En glimrende bog, velstruktureret,

grundig og lødig.

Det kan man desværre ikke sige

om hans bog om klimapolitik.

Det starter ellers meget godt

med kapitel 1, hvor han søger at

præcisere klimaproblemets størrelse

med fokus på de forskellige

videnskabelige vurderinger at


temperaturstigningernes størrelse

og de deraf afledte virkninger.

Alle videnskabelige analyser

er enige om, at der er del menneskeskabt

i temperaturstigningen,

blot er der forskellige vurderinger

af, hvor meget og hvor

voldsomme konsekvenserne er.

I det følgende kapitel er der et

sammensurium af forskelligartede

problemstillinger vedrørende

klima, som jeg frygter, eleverne

vil have vanskeligt ved at

forstå og især få overblik over. F.

eks. er gennemgangen af CO2kvoter

og handelen med disse

yderst uklart fremstillet. Interessante

og væsentlige figurer og

tabeller lades ukommenteret, f.

eks. forskellige landes forskellige

omkostninger ved reduktion af

CO2 udslip (s. 18) eller tabel 3

om den samfundsøkonomiske

gevinst ved vindmølleenergi. Så

kommer pludselig et afsnit om

det internationale systems karakter

i relation til at træffe bindende

beslutninger om klimapolitik,

som er ganske godt, men

uden kobling til de øvrige dele af

kapitlet. Så kommer noget om

klimapolitik som en generationskonflikt,

dvs. hvis vi undlader

at gøre noget, vælter vi problemer

over på næste generation.

Til sidst i kapitlet noget om

forskellige teknologier til at

mindske CO2-udslippet.

Kapitel 3 omhandler det internationale

samarbejde om klimapolitik.

Der opregnes en

række aktører og deres synspunkter.

Konflikten I- og U-lande

omtales, ligesom mulighederne

for økonomisk vækst i

forbindelse med reduktion af

CO2-udslip.

Kapitel 4 omhandler udviklingen

i det internationale klimasamarbejde.

Fra hensigtserklæringer

til bindende aftaler

om kvantificerbare mål på reduktion

på reduktion af CO2udslip

i Kyoto-aftalen fra 1997.

Det er interessant og væsentligt,

men for tyndt. Her burde det

politologiske begrebsapparat

være kørt i stilling, således at

eleverne kunne få en forståelse

for hvordan international politik

fungerer i forhold til en konkret

emne som klimapolitik og

en konkret aftale, konflikter om

den, dens implementering osv.

Til sidst er der et lille tyndt og

lidt uklart afsnit om dansk klimapolitik.

Ifølge Kyoto-aftalen

skal DK reducere 20 mio. ton

CO2 ækvivalenter. Hvorledes

det kan ske, og hvorvidt det er

ved at ske, er svært at vurdere ud

fra bogen.

Det er vanskeligt for mig at

anbefale bogen. Afsnittet om

miljøpolitik i Henriksens og

Clemmesens økonomibog (også

fra Columbus) er langt klarere,

velstruktureret og lødigt og dermed

bedre for eleverne.

Niels Lund

villy lauridsen:

Danmark i Verden.

Grundbog i Samfundsfag.

Erhvervsskolernes forlag, 2006

(3.udgave),

Det er en lærebog, som forsøger

at komme hele raden rundt i det

samfundsfaglige univers med

afsæt i danske forhold og dermed

med et dansk perspektiv.

Det er derfor naturligvis også en

grundbog. Heri ligger så afgjort

anmeldelser

bogens styrke, men også dens

svaghed. Opgaven er ikke blevet

fagligt lettere af, at forfatteren er

alene. Man fornemmer imidlertid,

at der er tale om en forfatter

med bred undervisningsmæssig

praksis.. Indtrykket forstærkes

af de mange ”fortællende” eksempler

med et historisk perspektiv,

som fylder en del og

som oftest med held tjener til illustration

af sammenhænge.

Bogen er på næsten 400 sider

og opdelt i 12 kapitler, der er

mere eller mindre tværdisciplinære

eller tematiske. Hvis man

imidlertid anlægger en klassisk

disciplinbetragtning, så dominerer

sociologiske forhold, politologiske

fylder derefter noget

mindre, og økonomiske (incl.

Globalisering) igen endnu mindre.

Et rent internationalt perspektiv

er så godt som helt fraværende.

Danmark i Verden er derfor

ikke en bog om DKs placering i

et internationalt perspektiv.

Men det er en bog, der tager udgangspunkt,

- når det er muligt

- i et dansk individuelt perspektiv,

et perspektiv, der så bredes

ud for at forsvinde i horisonten i

det globale.

Ved vurderingen af en sådan

grundbog bliver målgruppen

naturligvis afgørende. Begrebet

grundbog kan jo dække over

meget, men i forordet er alle de

gymnasiale uddannelser sådan

set angivet. Interessant nok indikerer

både forlag i ledsageskrivelsen

og forfatteren i sit forord

desuden, at bogen ”formentlig

(er) den eneste lærebog på markedet

med et samfundskritisk

indhold” (min kursivering!) Så

samfundsfagsnyt september 2008


anmeldelser

er det da sagt! Står det så til troende?

Ret beset er f.eks. marxistisk

teori kun til stede i form af

lidt småpipperi og ej heller ”kritisk”

teori er noget gennemgående

træk. Der er højest tale om

en form for teoripluralisme, dog

paradoksalt nok med hældning

til og af overvejende positivistisk

observans.

Anm.s konklusion må nu

være den, at de første kapitler i

bogen er anvendelige på de relativt

højere niveauer Herefter bliver

fremstillingen især med de

økonomiske to sidste afsnit lovlig

tynd i det og det internationale

perspektiv behandles kun

sporadisk. Man sidder uvilkårligt

med den fornemmelse, at

der her er tale om det, man kunne

kalde en HF-bog, der gerne

vil det hele og så bliver det som

oftest også derefter, når man bliver

målt med høje niveaukrav.

Forfatteren peger selv på bogens

anvendelighed ved selvstudium,

og det retfærdiggør måske

de spørgsmål, der er let henkastet

efter hvert afsnit. Som

den første introduktion til et

emne/område vil bogen i kraft

af sin lethed være anvendelig.

Det er uklart, om litteraturfortegnelsen

efter hvert afsnit er

forfatterens referencer eller supplerende

læsning, eller begge

dele i skøn blanding

Anm. tror ikke, at der vil være

noget stort marked for denne

bog i det almene gymnasium.

Det skyldes, at niveauet er for

lavt til A-niveau, og m.h.t. C-niveau

er markedet efterhånden

proppet med en række langt

mere givende og spændende bøger.

Men måske B-niveau?!

samfundsfagsnyt september 2008

Kurt Fredsgaard,

fredsgaard@adslhome.dk

mads fuglede:

USA – Den Universelle Nation

Gyldendal 167 kr,

Så er der kommet en ny bog om

det amerikanske politiske system,

efter at Sunesen udsendte

sin bog i efteråret 2007. Den

blev anmeldt i et tidligere nummer

af tidsskriftet af undertegnede.

Begge opfylder efter min

bedste overbevisning klart kravene

til undervisning i et fremmed

politisk system i samfundsfag

i gymnasiet.

Mads Fuglede indleder sin bog

med en klar og grundig gennemgang

af Uafhængighedserklæringen

og Forfatningen og en

perspektivering i form af overvejelser

over den amerikanske

drøm og politiske begreber som

klassisk liberalisme, individualisering,

lighed og demokrati.

Kapitel 2 er lidt uensartet med

en glimrende fremstilling af

”den modvillige føderation”,

altså spørgsmålet om centralmagt

(føderation) overfor det

decentrale, - et markant politisk

spørgsmål i USA’s historie og

stadig aktuelt. Og dernæst en fin

fremstilling af ”checks and balance”,

både i tekst og skema,

altså hvordan de politiske institutioner,

herunder Højesteret,

afbalancerer hinandens politiske

magt. Desuden en kortfattet

fremstilling af hvor forskelligartet

USA er m.h.t. indkomst og

fattigdom, herunder en kort

sammenligning til EU/DK, som

står svagt på en række parametre.

I kapitel 3 gennemgås de politiske

partier – især i historisk

belysning. Man får indtryk af

meget omskiftelige forhold for

partierne og deres politiske programmer

og mål i USA’s lidt

over 200-årige historie. Giver

god indsigt og kapitlet har til

sidst to glimrende skemaer over

de to partier – deres synspunkter

og magtbaser i sociale grupper.

I kapitel 4 gennemgås den lovgivende

forsamling, Kongressen

med Repræsentanternes Hus og

Senatet. De centrale aktører beskrives

fyldigt. Lovgivningsprocessen

beskrives grundigt med

konkrete eksempler. Alle 28 stående

udvalg beskrives. Fremstillingen

lægger vægt på magtforholdene

aktørerne imellem, især

hvordan lovforslag kan syltes, og

på den store forskel på Repræsentanternes

Hus og Senatet.

Fremstillingen er klar, solid og

elevvenlig.

I kapitel 5 er der en interessant

gennemgang af præsidentens

rolle. Kongressen var fra

forfatningsfædrene tænkt som

det centrale magtorgan. Præsidentembedet

er meget lidt beskrevet

i forfatningen. Generelt

har præsidenten meget magt

over udenrigspolitikken men relativt

lidt over indenrigspolitikken.

Præsidentens magt har ændret

sig med tiden og med forskellige

markante begivenheder.

Krisen i 1930erne og New Dealpolitikken

indebar at præsident

Roosevelt markant fik øget præsidentembedets

magt. Watergate

og Nixon fik magten til at tippe

over til Kongressen. Præsidentvalget

gennemgås med primær-


valgsprocessen i de to partier.

Klart og tilstrækkeligt - dog

ikke omfangsrigt. Problemer

med at styre den føderale administration

antydes men kunne

være konkretiseret med eksempler.

Let læst og oplysende. Fint

kapitel.

I kapitel 6 redegøres for Højesteret

og dens politiske betydning.

Siden 1789 har USA’s Højesteret

besluttet, at 169 føderale

love og 1303 delstatslove har været

i strid med forfatningen, og

dermed er blevet ophævet. I

Danmark er det sket en gang siden

Grundlovens ikrafttræden

1849, at en lov er blevet kendt

forfatningsstridig, nemlig

Tvind-loven i 2001. Præsidenten

udnævner højesteretsdommere,

men disse skal igennem en høring

og godkendes af Senatet,

hvad der ikke er så ligetil. Mads

Fuglede gennemgår de 3 tungeste

og mest omdiskuterede områder,

hvor Højesteret har haft

en fremtrædende rolle i nyere

amerikansk historie. Nemlig

raceadskillelse, dødsstraf og

abort-spørgsmålet. Kapitlet giver

et godt indtryk af Højesterets

rolle i det politiske system

og den store forskel til Danmark.

Dog savnes en vurdering

af om Højesterets indflydelse er

en demokratisk gevinst.

I kapitel 7 er der en gennemgang

af medier og interesseorganisationer.

Det frie ord og

pressens store betydning. Mediernes

politiske holdning beskrives.

Dog næsten intet om TVmediet.

Beskrivelse af nogle af de store

interesseorganisationer og

deres lobbyvirksomhed. Ret

kortfattet.

I kapitel 8 er der et spændende

afsnit om forholdet Europa-USA

– den gensidige opfattelse af

hinanden i historisk og aktuel

belysning. Kapitlet giver et godt

grundlag for og problematisering

af den udbredte negative

opfattelse af USA i Europa. Pædagogisk

meget velegnet som

udgangspunkt for sammenlignende

undersøgelser Europa-

USA (fattigdom, velfærdsstat,

sikkerhedspolitik osv)

I kapitel 9 gennemgås USA’s

udenrigspolitik, helt tilbage fra

uafhængigheden og op til i dag.

Idealisme contra realisme i

udenrigspolitikken. Lidt for

kortfattet og begrebsfattig til

samfundsfag A-niveau. Let at

læse for eleverne. Sidst i bogen

findes Uafhængighedserklæringen

og Forfatningen (på engelsk)

Bogen kan klart anbefales

som grundbog til gennemgang

af USA’s politiske system.

Bogen har stort set ingen kildehenvisninger!

Hvad bygger

han sin fremstilling på? – ingen

litteraturhenvisninger! Ejendommeligt.

Niels Lund

søren kjeldsen-kragh

The Role of Agriculture in

Economic Development

– the Lessons of History.

Copenhagen Business School Press,

kr 319 excl. moms.

Denne bog skrevet af professor i

økonomi ved den tidligere

Landbohøjskole, nu del af Københavns

Universitet, Søren

anmeldelser

Kjeldsen-Kragh, indeholder den

vigtige tese, at de nuværende ulande

i for høj grad lukkede øjnene

for betydningen af udvikling

af landbruget, da de satsede

på industriel udvikling i starten

af deres selvstændighed. Landbrugets

betydning i udviklingsprocessen

dokumenteres bl.a.

ved, at der bygges en økonomisk

model op, der viser koblingerne

mellem økonomiens forskellige

sektorer, og hvordan disse er

med til at levere inputs til hinanden.

Kjeldsen-Kragh underbygger

tesen ved bl.a. at se på Englands

udvikling, før industrialiseringen

tog fart i 1750. Omkring 80

pct af den engelske befolkning

var da i landbruget, og denne

sektor bød faktisk på betydelige

fremskridt i produktivitet og

udvikling op til industrialiseringens

start. Herved skabtes

der forudsætninger for, at en stigende

bybefolkning kunne

brødfødes, og der skabtes afsætningsmarkeder

for en voksende

industriproduktion. Hvis u-landene

havde fulgt denne model i

starten af 1960’erne, kunne meget

have set anderledes ud i dag.

Forfatteren er godt klar over,

at det er svært uden videre at

”kopiere” de første industrializers’

erfaringer. England var det

første land, der opnåede en høj

industrialiseringsgrad. Derefter

kom Nordfrankrig, Belgien,

Tyskland, USA og Schweiz, samt

efterhånden også de skandinaviske

lande til. De blev beskyttet

af dels høje transportomkostninger,

dels i f.eks. USA’s tilfælde

høj importtold. Da de tidligere

kolonier skulle i gang med in-

samfundsfagsnyt september 2008


anmeldelser

dustrialiseringen efter II. Verdenskrig,

var transportomkostningerne

langt lavere i pct af

produktpriserne. Samtidig var

liberal markedstænkning vundet

frem i de førende vestlige

økonomier. De nye økonomier

var dermed potentielt udsat for

skarp konkurrence. Ifølge forfatteren

gjorde de det ikke lettere

for sig selv ved at lade landbrugssektoren

sejle sin egen sø.

Det var medvirkende til, at der

opstod dualøkonomi i mange af

landene, hvad der kom til at udgøre

en hindring for væksten.

Forfatteren citerer Raul Prebisch

og andre økonomers undersøgelser

af det faldende byt-

samfundsfagsnyt september 2008

teforhold for mange u-landsøkonomier

fra 1950’erne og nogle

årtier frem. Det inddrages dog

ikke i særlig høj grad i makroanalyserne.

Man kunne godt her

have ønsket sig, at forfatteren

havde taget fat i nogle af de institutionelle

faktorer i den globale

økonomi, som har modvirket

udvikling i mange af de fattige

lande.

Bogen er grundigt dokumenteret.

Den bygger bl.a. på Angus

Madisons økonomisk-historiske

statistikker. Der er mange tabeller

og opstillinger, der umiddelbart

vil kunne bruges af samfundsfagslærere

i økonomiundervisningen.

Bogen er desuden skrevet i et

ret letfatteligt engelsk. Det kan

ikke afvises, at man ligefrem ville

kunne bruge dele af den i studieretningssamarbejde

mellem

samfundsfag og engelsk. Engelske

og amerikanske økonomiskhistoriske

fremstillinger af perioden

omkring oplysningstidens

gennemslag omkring 1800 er

ofte meget svært tilgængelige.

Bogen vil kunne inspirere SRPskrivere.

Den vil dermed være

god at have stående på fagbiblioteket.

Gregers Friisberg


Bøger til anmeldelse

Helt nye bøger:

Peter Gundelach, Hans Raun

Iversen og Margit Warburg: I

hjertet af Danmark.

Hans Reitzels Forlag 2008.

Institut for Menneskerettigheder

og Ulla Søgaard Thomsen:

Rejsen til landet med lige muligheder.

Frydenlund 2008.

Clemens Stubbe Østergaard:

Kinas eksperimenter – reformer

og stormagtsstatus?

Columbus, 2. udgave 2008.

Nettopris 98 kr. ekskl. moms.

Øvrige bøger:

Lotte Bøgh Andersen og Søren

Serritzlew (red.)

Politica – Statskundskabens

metoder.

Politica årgang 39 nr. 3.

Frank Bornakke:

Den grønne tråd – Det handler

om miljø.

Ideforlaget. 128 kr.

Kåre Clemmesen og

Per Henriksen:

Økonomi – principper, praksis

og perspektiver.

Columbus. Nettopris 139 ekskl.

moms og forsendelse.

Malene Fenger-Grøndahl:

Tyrkiet – en del af Europa?

Informations forlag. 40 kr. ved

køb af klassesæt.

Bjarne Villads Larsen:

På tværs af samfundsvidenskab

– synopsis, mundtlig eksamen

og AT.

Systime. 50 kr.

José Corrêa Leite, Chico

Whitaker, Lars Bohn og

Helena Tagesson:

World Social Forum – Et globalt

alternative til nyliberalismen.

Frydenlund. 119kr.

Mads Christian Esbensen:

Public affairs – lobbyisme i

praksis.

Informations Forlag. 248 kr.

Christina Guldbrandt og

Arne Simonsen:

Bananrepublik. Et kritisk portræt

af Mellemamerika.

Siesta

anmeldelser

Peter Lodberg (red):

Sammenhængskraften. Replikker

til Fogh.

Forlaget Univers. 149 kr.

Samfundsstatistik 2007.

Columbus. Nettopris kr. 98.

Dorte Marie Søndergaard

(red.):

Feministiske tænkere.

En tekstsamling.

Hans Reitzels Forlag.

Wolf Wagner:

Hvorledes politik fungerer.

Ellekær. 145 kr.

Kurt Aagaard Nielsen og Birger

Steen Nielsen:

Demokrati og naturbeskyttelse.

Dannelse af borgerfællesskaber

gennem social læring – med

Møn som eksempel.

Frydenlund. 229 kr.

Hvis du vil anmelde en af disse bø-

ger, kan du få tilsendt et anmelder-

eksemplar. Skriv til Anna Frejbæk:

anna@ambyfrej.dk Tlf: 30 11 29 66

samfundsfagsnyt september 2008


kurser

generalforsamlingskursus 2008 for samfundsfagslærere

fals’s generalforsamlingskursus afholdes d. 0.- 1. oktober 2008

i odense Congress Center.

Program

torsdag d. 0. oktober

12.00 -13.00: Indkvartering og frokost

13.00 -14.30: Tyrkiet som emne for flerfaglige forløb i fx KS og AT,

v. Mehmet Necef, lektor ved Center for Mellemøst-studier på SDU

14.45- 17.00: Klimapolitiske problemstillinger.

17.15 – 18.45: FALS’s generalforsamling

Fra 19.00: Middag og fest

fredag d. 1. oktober

09.00-10.30: Progression i samfundsfag v. Leon Dalgas Jensen,

CVU i Storkøbenhavn

10.30-12.30: Nyt fra fagkonsulenten. v. Bent Fischer-Nielsen

13.15-14.45: Globalisering og udfordringer for uddannelse og forskning,

v. Ove Kaj Pedersen, Professor ved Copenhagen Business School

14.45-16: Undervisningsspil v. Jens Christian Holck

Prisen er 2600 kr. Tilmelding til Anna Frejbæk på anna@ambyfrej.dk senest 25. september.

Ved tilmelding bedes du angive skolens EAN-nummer. Hvis flere deltagere tilmeldes samtidigt, vil

vi gerne have alle mailadresser, så vi kan lave en mailliste.

temadag om afghanistan

– er flyttet til d. 12. november. tilmelding nu

Onsdag d. 12. november 2008 afholdes en temadag om Afghanistan særligt tilrettelagt for undervisere

i samfundsfag. Medarbejdere fra udenrigsministeriet og forsvarsministeriet og uafhængige

eksperter vil introducere de mest aktuelle problemstillinger og lægge op til debat om Danmarks aktivistiske

udenrigspolitik i Afghanistan. Der vil være oplæg om de udvalgte dilemmaer knyttet til

stabiliseringen og genopbygningen af Afghanistan, herunder spørgsmål som:

ü Taliban – Hvem er Taliban og hvad er deres målsætning? Skal der forhandles med Taliban og

andre militante grupper?

ü De internationale styrker: besættelsesmagt eller fredsbevarere? - mandat, mål og opgaver.

ü

Hvordan sikres den langsigtede stabilisering? En integreret civil og militær indsats – hvad betyder

8 samfundsfagsnyt maj 2008


det i praksis? Hvornår og hvorfor laver soldaterne genopbygning? Og hvad betyder det for de

civile aktører?

ü Går det fremad eller tilbage med statsopbygningen? Hvad er demokrati og menneskerettigheder

i en afghansk kontekst?

ü I tilknytning til temadagen vil der blive udarbejdet et katalog med forslag til temaer for undervisning

og studieopgaver.

Temadagen er et heldagsarrangement og afholdes i København i Eigtveds Pakhus, Asiatisk

plads 2. Det ligger på Christianshavn – 5 minutters gang fra metroen og 2 minutter fra et busstoppested.

Temadagen er gratis og der vil blive serveret en sandwich til frokost.

Du kan tilmelde dig til temadagen ved at gå ind på http://www.afghanistan.um.dk/da/menu/

OmOs/Temadag.htm – du vil så modtage en e-mail med mere information om arrangementet i

midten af oktober.

Temadagen afholdes i et samarbejde mellem Foreningen af samfundsfagslærere, Udenrigsministeriet

og Forsvarsministeriet.

Eventuelle spørgsmål om arrangementet kan rettes til Pernille Dueholm, Udenrigsministeriet,

perdue@um.dk, telefon 33920971.

rejsekursus – damaskus – bag facaden

tid: 2 . - . .200 . sted: damaskus, Palmyra & saydnaya

Arrangør: Foreningen af lærere i samfundsfag i samarbejde med Det Danske Institut i Damaskus.

FALS v. Mette Thorup Pedersen & Bjørn Meidell.

Pris: 11.000. Tilmelding: senest 24. oktober til

tho.rup@comxnet.dk eller bjoern.meidell@skolekom.dk

foreløbigt program:

ü

ü

ü

ü

ü

ü

ü

ü

Syrien som regional magt

Gymnasiebesøg. Møde med lærere

Møde med menneskerettighedsaktivist

Islam, islamisme og den syriske stat

Den kristne minoritet. Klosterbesøg i Saydnaya

Flygtninge. Besøg i palæstinensisk flygtningelejr. FN´s flygtningeorg. UNRWA

Det danske Institut og byvandring i det gamle Damaskus

Udflugt til oasebyen Palmyra med overnatning

forkursus

Tid: Lørdag 31.01 2009.

Sted: København

Oplægsholdere: Bl.a. Søren Schmidt, DIIS, om Syriens økonomiske og politiske situation & Bjørn

Meidell om hverdagsliv, kulturmøder og menneskerettigheder.

Diasshow: ”Himmelfart og Helvedesild i Damaskus” Pris: 100 kr.

samfundsfagsnyt maj 2008


fn – et lille indblik med 20 års erfaring

Henrik Kolstrup, 56 år, arbejdede for FN i 20 år, rundt om i verdens brændpunkter (Mozambique,

Angola, Bosnien fx), indtil han i 2003 blev hårdt kvæstet ved en selvmordsbombe i

Baghdad, Iraq.

Efter flere år i behandling og terapi i Kbh og NewYork, flyttede han sammen med sin hustru

hjem til Danmark/Århus i 2006 (invalidepension fra FN).

Efterhånden som han har fået kræfter, prøver han at bruge sin erfaring, så sammen med sin

hustru har han udarbejdet 2 oplæg ( powerpoint) henvendt til f.eks. gymnasium 3g klasser /

handelshøjskoler / højskoler over hele landet.

fn i Bosnien og Herzegovina (BiH) ca. 0 min.

Kan bruges af klasser med venskabs skoler/klasser i BiH.

Ved at vise FNs aktive rolle gives der et indblik i hvilke kæmpe udfordringer landet stadig har –

såsom landminer, fattigdomsbekæmpelse og forsoning, opgradering af administrationen og

miljøbeskyttelse. Derefter spørgsmål/svar samt debat.

fattigdom: Hvad laver fn egentlig rundt om i verdens lande? ca. min.

Mange ved lidt generelt om FN – Sikkerhedsrådet, Generalsekretæren, fredsbevarende missioner

f.eks.

Dog har FN kontor og bistandsprogram i alle udviklingslande.

Ved at vise 3 lande programmer illustreres hvor bredt FN hjælper med fattigdomsbekæmpelse.

FNs arbejde samles under verdens 2015 fattigdoms bekæmpelsesmål som bliver forklaret

(MDGs – millenium development goals).

Til sidst spørgsmål/svar samt debat.

At your choice presentations can be made in English.

Normalt gæstelærer honorar plus kilometer penge.

Kontakt:

Henrik Kolstrup

tlf 8610 8051,

e-mail: kolst@yahoo.com eller henrik.kolstrup@undp.org

0 samfundsfagsnyt maj 2008


Bestyrelsen

Bestyrelsen i fals

formand

Gregers Friisberg

Nykøbing Katedralskole

gregersf@gmail.com

næstformand

Marianne Nordentoft

Frederiksberg Tekniske Gymnasium

Marianne.Nordentoftl@skolekom.dk

kasserer

Jon Urskov Pedersen

Egå Gymnasium

jp@egaa-gym.dk

Bente Sørensen

Holstebro Gymnasium

bs@hogym.dk

FALS på nettet: www.fals.info.

Stof til hjemmesiden sendes til Gregers: Gregers.Friisberg@nykat-gym.dk

Anna Frejbæk

Sønderborg Statsskole

anna@ambyfrej.dk

Michael Bang Sørensen

Det frie Gymnasium

mbs@detfri.dk

Anders Brandt Sørensen

Frederikshavn Gymnasium

as@frhavn-gym.dk

Jens Christian Holck

Avedøre Gymnasium

jens@TeamReality.dk

samfundsfagsnyt september 2008

1


Øvrige adresser

regionsfortegnelse

Nordjylland

Støvring Gymnasium

sønderjylland

Ole Østergaard

Abenrå Gymnasium

Tlf. 74 62 20 54

Ole.oestergaard@skolekom.dk

Hederegionen

Flemming Johansen

Struer Gymnasium

Tlf. 97 51 04 32

jo@struer-gym.dk

Sydvestjylland

Ole Hedegaard Jensen

Ribe Katedralskole

Tlf. 75 42 28 66

oh@ribekatedralskole.dk

Århus

Jon Urskov Pedersen

Egå Gymnasium

Jp@egaa-gym.dk

Fyn

Jannie Wilsted

Svendborg Gymnasium

62 61 66 07

jw@svendborg-gym.dk

vestsjælland

Kasper Levring

Slagelse Gymnasium

kl@slagelse-gym.dk

Roskilde

Erik Zinglersen

Roskilde Gymnasium

Tlf.46 36 37 10

rgez@roskilde-gym.dk

Storkøbenhavn

Anne-Grete Rovbjerg

N.Zahles Gymnasium

Tlf. 33 23 76 00

ar@nzg.dk

2 samfundsfagsnyt september 2008

Frederiksborg

Randi S. Grib

Frederiksværk Gymnasium

Tlf.46 76 20 16

risg@koebenhavn.mail.tele.com

Bornholm

Claes Ludvigsen

Bornholms Gymnasium

cl@bornholm-gym.dk

fondsbestyrelsen

Lone Bentzen

Torvevej 20

2740 Skovlunde

Tlf. 44 84 48 69

lone.bentzen@skolekom.dk

Steffen Bruun Christensen

Mylius Erichsensvej 11

9900 Frederikshavn

Tlf. 98 42 60 14

sc@frhavn-gym.dk

Mikael Frydlund

MAQS

Gutenberghus

Pilestræde 58, 4.sal

1112 København K

Lise Hansen

Nattergalevej 37

8210 Århus V

Per Rasmussen

Tonysvej 25

2920 Charlottenlund

Tlf. 39 64 19 02

pr@forlagetcolumbus.dk

Michael Bang Sørensen

Stevnsgade 11, 4. th.

2200 København N

mbs@detfri.dk

Fondsbestyrelsen afholder tre møder

årligt. På hvert møde behandles indkomne

ansøgninger til fonden. Se

vores hjemmeside om, hvad man kan

få støtte til, og hvordan man søger.

Øvrige

Forlaget Columbus

Østerbrogade 54 C

2100 København Ø

Tlf. 35 42 00 51

Fax. 35 42 05 21

info@forlagetcolumbus.dk

opgavekommission

Formand: Claus Just Andersen

Peter Lundberg Thomsen

Kirsten Krehan

Morten Hansen Thorndal

fagkonsulent

Bent Fischer-Nielsen

Sølystparken 2

2990 Nivå

Tlf. 25 57 41 52

Bent.Fischer-Nielsen@uvm.dk

internetsider

Samfundsfag:

www.emu.dk/gym/fag/sa

Forlaget Columbus:

www.forlagetcolumbus.dk

www.fals.info


Afsender: samfundsfagsnyt

Jon Urskov Pedersen

Steinmannsgade 11 3th

8000 Århus

Returneres ved varig adresseændring

Glæd dig til ny website

forlaget © columbus

Tlf. 3542 0051 • Fax 3542 0521 • www.forlagetcolumbus.dk

BOGhjemmesider med opgaver, links og

henvisninger til

Columbus WEB, hvor du blandt andet kan

hente figurer fra bøgerne, arbejde med in-

teraktive modeller, større øvelser, skriftlige

opgaver, ideer til undervisningsforløb, eks-

tra tekster og materialer og hvor du kan slå

op i Minilex fra Samfundsstatistikken.

og WEBSHOP hvor du kan handle

More magazines by this user
Similar magazines