1999 Flemming Petersen, Det Ny Samfund, Lige ... - Gaderummet

gaderummet.dk

1999 Flemming Petersen, Det Ny Samfund, Lige ... - Gaderummet

1

Lige

Gyldig

Heder

Flemming Petersen


I

Ah denne ubarmhjertige død der lurer i skyggerne af mit armod,

trænger mig op i en krog,

tvinger mig i knæ.

Ah dette ubarmhjertige liv fyldt af armod og fængselI

mit nemesis.

Ah denne nådesløse væren.


Der er noget galt?

Hvorfor er der noget galt?

Hvem har taget min opvask?

Hvorfor er min opvask vasket?

Er det overhovedet min opvask?

Hvorfor er det ikke min opvask?

Hvorfor er det ikke min opvask?

Hvorfor er det ikke mit køkken?

Og hvad er det foren udsigt uden for mine vinduer?

Hvorfor er det ikke min udsigt fra vinduerne?

Hvorfor er vinduerne ikke mine?

Hvorfor er intet mit?

Hvorfor går jeg rundt et sted jeg ikke bor?

Hvorfor er jeg ikke mere?

Der er noget galt? .


, Gnistrende pailetter svæver rundt i natten I

danser en elskovsserenade med mine øjne

Jeg følger en drøm af frugt ­

, / lYsten til at tømme mit bægre i e!..eneste knusende eksplosion

og for altid at være sprængt bort i stumper og stykker ­

En ustoppelig udvidelse ­

Et kollaps i universets skummende indre ­

Et øjeblik af frydefuld sorg"


Hurra!

, Og den dag verden bryder sammen/

opløses i kosmisk spindelvæv

Ugjort er altet,

intet er udrettet

alt ånder idel fred

og ml ·dt· I d e•..e.e t h I

en sommerfugl på tværs.


Er det virkeligt DET?

Noget jord en vind leger med et øjeblik

et stivnet billede af gentagelsernes gymnastik

en vissen glød af forfængelighed og frost?

Er det virkeligt DET?

• Et superiQ.rt vildfaren forglemmelse

et uheld i mørket

en fødsel af Alfa & Omega

et menneske?


Dav

Dav dav

Hvordan skær'n?'

Jo tak du - og dig?

Jo s'mænd

Lorte vejr!

Ja fandme!

Nå, men vi ses

Selvfølgelig

Hej hej

Hej du - hils

I lige måde


Fanget i enhjørningens bur

et sted i himmelrummet

ligger en tanke på sit strøelse

og vurderer sig selv

om og om igen ­

om og om igen og....

igen og ....

om og om igen ..

og om igen og .

opdager aldrig

buret ikke er låst.


En lille klokke ringer et sted i det fjerne og

forfører verden til endnu en dåd

et sted mellem lyset og mørket, himmel og hav

og af og til helt ved siden af

siges det

og de fjerne mågers skrig

og skibet.......

hvorpå en lille klokke ringer.....


Som vi dog tordner afsted!

Sikke'n rasende fart!

På vej ud imellem himmel og stjernerne og det

absolutte nul!

Og alligevel føler jeg

som aldrig før

at jeg ikke har gjort andet end at vente.

@


Et eller andet sidder derinde

Jeg ved det

Jeg er helt sikker

Men aiiigevel kigger jeg ikke efter

Det ku' jo være farligt

Jeg er jo ikke ligefrem dumptør, vel?

Men det er der

Det der et eller andet

Jeg er helt sikker

Det sidder derinde

godt gemt væk i mig.

@


De udvadede slidte sko

og sukkenes vanghed

Et ensomt ur's holden takten

som hverdagens kedsommelige pacemakerplager

den sidste reste af glæde bort

og efterlader kun årtiers forfald.

Sengens behagelige bedrøvelighed kalder

med sin uimodståelige sorthed af glemsel

og giver et spinkelt håb

om en uansvarlig drøms forenkling;

At glide bort for aldrig at vågne mere.

@


Var klarheden kun et øjebliks opløftelse

i min daglige forvirring

en kort tilfredsstillelse

der afløses af så megen mere bedrøvelse.

Som nu

over at være forvirret og ikke engang at vide det?


Om der nogensinde er nogen der

læser min hullede sweater

ser gennem min rygsæk

og tolker mine sko

om blot et sekund

for derefter aldrig at være alene mere

et sekund.


Himlen skælvede da i nat

gjorde den ikke?

Havets brusen og vindens flugt

en atmosfære der trak sig hjem.

Jo, afgjort ­

Himlen skælvede i nat

og et vissent strøg derfra

to mere.


At være det støv jeg træder på på vejen

at være den luft jeg indånder

og det brød jeg spiser

at være den lort jeg skider

eller det lagen jeg sover på ­

Må vi da ikke alle være lige?


Mit klædeskab er nøgent.

Det har det været i mange år.

Men det er trofast

har aldrig svigtet.

Måske fordi det er nøgent

har aldrig udstillet sig selv

med noget det ikke er og var

og dog så har det været

mit klædeskab i mange år.


Når jeg skuer ud over disse fjerne bjerge

af erindringer - Barndom og fantasterier

af muligheder

erkender jeg intet kendt

kun at jeg var en erindring

en skygge på vandring

i sin ufattelige ensomhed

på vej mod det store intet.


Solen er ved at pakke sine kulisser sammen

og overlader scenen til nattens stråmænd

sådan som den plejer at gøre ved denne her tid

Så uforanderligt og dog er intet som før

• for et sted i mit hjerte er den blevet en solnedgang ældrer

og det står ikke til at ændreat

med den solnedgang

kom de første kys

af lysets fravær.


En ballon skriger

Tåbeligheder

Alle hører efter

for blot at glemme

de varder

og aldrig blev hørt

selvom de ikke lavede andet

end at snakke

med spejle af tillid

til nye tider; Hvor forrykt

Når intet korn som de sagde

Og dog bliver de ved.


Nogengange når jeg vågner

kan jeg blive helt i tvivl om

hvad det er, der er vågnet.

Straks søger jeg bekræftigeiser

er rummet rigtigt?

Tøjet?

Menneskene?

Godmorgen - er jeg mig?

Og helt sikker bliver jeg aldrig

Søvnens ultimative forvirring

har taget mig endnu en gang

og sat mig i stå

i et underligt tomrom

mellem hvad? ­


Hej hej jeg sku' hilse....

Nåh eh ... fra eh...?

Ja ja....

Fedt fedt.., alt vel?.

Ja ja....

Hils igen ...

Det skal jeg gøre...

Hej hej...

Ves hej.


At tænke sig at være på et hav uden kyst

i en båd uden køl

fyldt med hvalrosser

og andet tandsæt

og intet andet end det håbløse vand

til at befri sig

Giver det ikke en hvis stemning af

mod?


Gud, hej. Det er dæleme lang tid siden

Ja, det er det godt nok

Skønt at se dig

Ja, du ser jo godt ud

Tak, dig også

Vi må altså mødes en dag

Helt sikkert. Slå på tråden

Okey, nummeret er det samme?

Yes!

Godt. Det er en aftale

Så siger vi det

Hils og alt vel

You too - baby.


Himlen faldt og efterlod det nøgne rum

over våde slanger fyldte med knuste spejle

Igen ånder mærkelige samlinger af kemi op

og erindrer den gamle pagt med en stille hilsen til ovenpå

Haster så videre i deres ubændige trang

til nye kemikalier.

Stolt skælver himlen i øst

og lyden bliver til ord :

Oh hvilket mirakel

Oh hvilken magt

At bringe verden nær til gud

om så blot en stund ­

Alt imens en rødmende strøm siler stille mod dybderne

og klukker:

Jeg har jo kun gjort mit arbejde.


Det er som om visse syner vender tilbage

Bliver hængende som knopper på forårstræer

Parate til forføsning

igen og igen

at folde sine antenner ud mod den livgivende sol

sluge fotonregnen af skælvende vibrationer

og flygte hinsides ­

og alle disse minder.


Hej

Hej

Så mødes vi igen

Ja... Det må være tredje gang i denne måned..

Mindst..

Ja, fredag i sidste uge og...

Ja og forrige mandag ..

Det er utroligt!

Kører det?

Ja, tak, fint og....

Jo, alt vel.

Vises

Ja hej du.


Kys mig lidt før du går ud

i det store hele

Alt for let bliver det vinter

og dagene korte

og sommeren blev væk for aldrig at komme mere

og nætterne lange

og alt for let lader jeg mig afkræfte og befamle

af det som kommer uden dig.


Er du der igen min kære nat ­

uden for mine vinduer

Din stoiske ro ­

Din Iyksaglighed =

Den fred kun du giver

Hvormed har jeg fortjent den?

Er det fordi du alligevel giver den til alle og enhver?

Og at de bare ikke ser det?

Tror det?

Kender dig?

Tak alligevel.


Tordenens gustne hud

og lynenes skarphed

hvoraf nattens rædsler dannes

Lever nu

og knuger mit sind tæt ind til sig

i en afgrundsdyb beundring

for ligevægt

En sølle fløjte, en lille spurv

og alt er som før.

Mon ikke tiden går dermed i al evighed?


Tanker som brintbomber

Glødende ekstase af gift

snorlige rør blomstrer frem af panden

og viser vej mod elendigheden

En fører udi det dunkle og bizarre

en røvers værk af dimensioner

Holder mig fast mens

tankerne eksploderer

og tilintetgør sig selv i det store tomme intet

hvor alt støv bliver henlagt.

More magazines by this user
Similar magazines