Afklemning af nerve ved håndleddet - Hospitalsenhed Midt

hospitalsenhedmidt.dk

Afklemning af nerve ved håndleddet - Hospitalsenhed Midt

Carpaltunnelsyndrom

Afklemning af nerve ved håndleddet

Patientinformation

Regionshospitalet

Silkeborg

Center for Planlagt Kirurgi


Carpaltunnelsyndrom er en tilstand, hvor en

nerve i håndleddet er klemt under et ledbånd

Årsag

Carpaltunnelen er den tunnel, som dannes af håndrodsknoglerne i bund

og sider af håndleddets inderside. Som loft i tunnelen ligger et stramt

ledbånd på tværs over håndroden.

Indholdet af Carpaltunnelen er ti bøjesener til håndled og fingre, en

blodåre; arterie radialis, samt en nerve; nervus medianus, som er en

vigtig føle- og bevæge nerve til fingrene.

Symptomer

Symptomerne på Carpaltunnelsyndrom er ubehagelige, snurrende

fornemmelser i tommelfinger, pegefinger, langfinger og eventuelt i

halvdelen af ringfingeren. Der er ofte nedsat kraft i hånden. Der kan

efterhånden komme nedsat føleevne i de nævnte fingre og ofte med

forværring om natten. Der udføres altid nervelednings-undersøgelse

(EMG) inden en operation.

Inden operation

På grund af risiko for betændelse må der ikke være sår på hånd og arm

på operationsdagen.

Operation

Operationen foregår ambulant og i lokalbedøvelse. Den varer ca. ½ time.

Operationen foregår ved, at man spalter det stramme ledbånd, som

danner loftet i karpaltunnelen. Herved skabes der plads til sener og

nerver.

Såret syes sammen, og der lægges plaster på. Derudover lægges en

elastikforbinding, for at undgå hævelse og blødning.

Det er vigtigt at holde den opererede hånd over hjertehøjde det næste

døgn, for at forebygge hævelse og smerte.


Forbinding

Forbindingen skal holdes tør. Efter et døgn kan forbindingen tages af og

plasteret vurderes – er det gennemblødt skal det skiftes. Plasteret kan

fjernes efter 2 døgn. Hvis det siver fra såret, eller det udsættes for

snavs, skal plaster fortsat bruges.

Plaster er ikke nødvendigt når såret er tørt, da såret heler bedst uden.

Det kan dog i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt at have plaster på,

for at beskytte såret i dagtimerne. Når forbindingen er taget af, kan du

bruse med vand og duppe tørt. Når trådene er fjernet og såret tørt, må

du gå i karbad og svømmehal.

Genoptræning

For at undgå sammenvoksninger af senerne i det opererede område er

det er vigtigt at bevæge fingrene indenfor smertegrænsen allerede lige

efter operationen. Du skal bruge hånden til lettere dagligdags gøremål.

Undgå at løfte noget tungt. Lav aktive pumpeøvelser for at forebygge

hævelse af hånd og fingre. Dette gøres ved at række armen i vejret og

knytte og strække fingrene i roligt tempo i ca. 1 min. Dette skal du

gentage mange gange dagligt. Når forbindingen og trådene er fjernet,

skal du være opmærksom på at træne bøjning af dit håndled, for at det

ikke bliver stift. Arret kan plejes med en god håndcreme. Trådene skal

fjernes efter 10-12 dage hos din egen læge, medmindre andet er aftalt.

Vær opmærksom på

Det er vigtigt at være opmærksom på, om der kommer tegn til

betændelse i såret. Symptomerne på dette kan være: RØDME, VARME,

HÆVELSE, TEMPERATURFORHØJELSE OG SMERTER. Det er vigtigt at

kontakte egen læge (eller vagtlægen), hvis der er mistanke om

betændelse.

Prognose

De snurrende fornemmelser i fingrene forsvinder som regel efter et par

dage. I nogle tilfælde kan det tage flere uger inden symptomerne i

fingrene forsvinder. Dette er afhængigt af, hvor længe tilstanden har

stået på før operationen. I enkelte tilfælde vil operationen ikke kunne

afhjælpe generne i fingrene.


Sygemelding

Operationen kræver sygemelding indtil trådene er fjernet. Herefter er

sygemelding individuel afhængig af, om man har fysisk arbejde eller

sidder på kontor.

Der kan der være behov for sygemelding i ca. 3-6 uger.

Det er en god ide at have håndkøbsmedicin hjemme til de første dage,

hvor du kan have ondt i operationssåret.

Mulige komplikationer

Den hyppigste komplikation til denne operation er smerter i og omkring

arret. Disse kan forekomme i måneder efter operationen. Berøring og let

massage af området vil i nogle tilfælde kunne lindre smerterne. Nogle få

patienter får beskadiget en lille følenerve eller får en blodansamling i

hånden. Efter alle former for operation kan man risikere at få

betændelse, men det er relativt sjældent efter denne type operation. Du

skal være opmærksom på, du ikke selv kan køre bil hjem efter

operationen.

Er der noget, du er i tvivl om, er du velkommen til at spørge personalet

på operationsdagen eller benytte dit kontaktkort.

Kontakt

Regionshospitalet

Silkeborg

Center for Planlagt Kirurgi

Ortopædkirurgisk Ambulatorium

Falkevej 1-3

8600 Silkeborg

Tlf. +45 7841 6211

regionshospitalet.silkeborg@rm.dk

www.regionshospitalet-silkeborg.dk

Version: Maj 2012

Falkevej 1-3

8600 Silkeborg

Tlf.: 7841 5000

More magazines by this user
Similar magazines