Læs specialet - Jordemoderforeningen

jordemoderforeningen.dk

Læs specialet - Jordemoderforeningen

”Det er jo et barn, et menneske,

et familiemedlem…”

-­‐ Et kvalitativt studie af danske

jordemødres tilgang til sene provokerede

aborter

Engelsk titel: ”It’s a child, a human being, a family member…”

-­‐ A qualitative study of Danish midwives’ approach to late induced abortions

Udarbejdet af:

Anne Vinggaard Christensen &

Anne Hjøllund Christiansen

Omfang:

135 normalsider á 2.400 anslag

Speciale ved Kandidatuddannelsen i

Folkesundhedsvidenskab

Institut for Folkesundhedsvidenskab

Københavns Universitet

Februar 2011

Hovedvejleder:

Birgit Petersson

Afdeling for Medicinsk Kvinde-­‐ &

Kønsforskning

Institut for Folkesundhedsvidenskab

Københavns Universitet

Bivejleder:

Tine Rask Eriksen

Afdeling for Pædagogik

Institut for Medier, Erkendelse og

Formidling

Københavns Universitet


Abstract

Introduction: The right to free abortion until the twelfth week of pregnancy is widely

accepted in the Danish population. The late induced abortions – abortions after the twelfth

week of pregnancy – on the other hand, cause more disagreement and ambivalence. These are

performed primarily because of fetal abnormalities or on social grounds. The introduction of

prenatal diagnostics for all pregnant women in Denmark in 2004 has led to an increase in the

number of late induced abortions performed because of fetal abnormalities. However, there is

a lack of studies on how healthcare professionals experience working with the late induced

abortions.

Objective: To examine Danish midwives’ approach to late induced abortions, including how

their professional identity, praxis and professional ethics develop in relation to this approach.

Methods: Individual qualitative interviews with ten Danish midwives, all of whom had

performed late induced abortions. The organisation and analysis of the data from the

interviews is structuralised by the method of Grounded Theory as well as theories on

professions that focus on how professional identity and professional ethics develop.

Findings: All the midwives are of the opinion that performing late induced abortions is a part

of their job. They all express their unreserved support to the woman’s autonomy, and as a

result thoughts of the fetus’ right to live are suppressed. The general attitude of the midwives

is that they have to remain professional when they handle late induced abortions, and

therefore their personal opinions and any disagreements they might have, are suppressed.

Yet, when directly asked, the midwives were skeptical about the termination of pregnancies

because of nonlethal fetal abnormalities. We found that the performance of late induced

abortions today resembles the birth of a living child because of the rituals that are performed,

like showing the fetus to the woman, taking pictures of the fetus and making hand- and

footprints. According to the midwives this is done to relieve the grief the parents might

experience after the abortion. However, the benefits of performing these rituals, are not

documented in the existing literature.

Discussion: The everyday work of the midwives has changed and is limited by the

institutional setting of the hospital, the technological development and the influence of other

healthcare professionals. This challenges their belief in the normal birth and increases the

demand for the midwives to legitimise their profession. In the defense of their profession


they tend to “over do” their job in relation to late induced abortions, and therefore it can be

discussed whether the midwives themselves are creating the grief of the parents through the

rituals they perform.


Indholdsfortegnelse

1. INDLEDNING………………………………………………………………………………1

1.1 Problemstilling………………………………………………………………………………………… 2

1.1.1 Folkesundhedsvidenskabelig relevans……………………………………………………..…. 3

1.2 Problemformulering……………………………………………….…………………………………… 4

1.3 Specialets opbygning……………………………………….………………………………………… 5

2. BAGGRUND……………………………………………………………………………….... 6

2.1 Lovmæssigt grundlag for udførelsen af sene provokerede aborter………………………………… 6

2.1.1 Historisk blik på lovgivningen.………………………………………………………………..… 6

2.1.2 Abortlovens udformning i dag………………………………….……………………………… 7

2.1.3 Abortsamrådene og abortankenævnet………………………………………………………… 9

2.1.4 Abort eller barn?…………………………………………………………………..………… 10

2.1.4.1 Hvis fosteret er levendefødt………………………………………………………………… 11

2.2 Fosterdiagnostiske tilbud i Danmark………………………………………………………………… 11

2.2.1 Fra indikation til generelt tilbud…………………………………………………………………

11

2.2.2 Risikovurdering……………………………………………………………………………… 13

2.2.3 Tvungne valg?………………………………………………………………………………… 13

2.3 Udviklingen i sene provokerede aborter i Danmark………………………………………………… 14

2.4 Metoder til provokeret abort………………….……………………………………………………… 17

2.4.1 Abort inden udløbet af 12. uge…………………………………………………………………

18

2.4.2 Abort efter udløbet af 12. uge………………………………………………………………… 18

2.4.3 Organisering af sene provokerede aborter………………………………………………………

19

2.4.4 Eksempel på behandlingsforløb ved sen provokeret abort………………………………………

20

2.5 Jordemødre i Danmark………………….………………………………………………………………

20

2.5.1 Historisk blik på jordemoderfaget og konteksten for jordemødres arbejde………………………

20

2.5.2 Fra mesterlære til professionsbacheloruddannelse…...………………………………………… 22

2.5.3 Jordemødres virksomhedsområde og kompetenceprofil…………………………………………

23

3. METODER……………………………………………………………………………….... 25

3.1 Erkendelsesposition og valg af metoder………………….……………………………………………

25

3.2 Interviewet som forskningsmetode………………….………………………………………………… 27

3.2.1 Rekruttering af informanter…………………………………………………………………… 28

3.2.2 Interviewguide…………………………………………....……………………………………

29

3.2.3 Gennemførelse af interviews……………………………………………………………………

30

3.3 Analyse af empiri………………….……………………………….……………………………………

31

4. EMPIRISK ANALYSE…………………………………………………………………….. 34

4.1 Empiriske fund….………………….……………………………….………………………………… 36

4.1.1 Begrebsafklaring……………………………………………………………………………………

37


4.1.2 Det professionaliserede og det personlige……………………………………………………………

38

4.1.3 Omsorg i forskellige former……………………………………………………………………….. 38

4.1.4 Personliggørelse af det aborterede foster……………………………………………………………

39

4.1.5 Professionernes kamp i det sundhedsprofessionelle felt………………………………………………

39

4.1.6 Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med sene provokerede aborter……………….………… 40

4.1.7 Kernekategorien: At yde den ”rette” omsorg……………………………………………………… 41

5. TEORI………………..…………………………………………………………………… 42

5.1 Bestemmelse af professionsbegrebet….…..……………….………………………………………… 42

5.1.1 Afgrænsning……………………………………………………………………………………… 43

5.2 Forholdet mellem staten og professionerne….…..…..…….………………………………………… 44

5.2.1 Velfærdsstatens professioner……………………………………………………………………… 45

5.2.2 Normalitetens vogtere………………………………………………………………………………

46

5.3 Hvad er professionsidentitet og hvordan dannes den?….….………………………………………… 46

5.3.1 Professionspraksis…………………………………………………………………………..………

47

5.3.1.1 Habitus……………….………………………………………………………………………… 48

5.3.2 Socialiseringsarenaer……...……………………………………………………………………… 50

5.4 De professionaliserede og de personlige kundskabsformer i jordemoderarbejdet………………… 51

5.5 Etikken som resultat af sociale processer...……………….………………………………………… 52

5.5.1 Etik på dagsordenen i sundhedsvæsenet…………………………………………………………… 53

5.5.2 Etiske problemstillinger indlejret i jordemoderprofessionen………………………………………… 54

5.5.3 Hvordan skabes etiske problemer på et hospital? ……………….………………………………… 54

5.5.4 Hvordan håndteres etiske problemer på et hospital?…………………………………………………

56

6. ANALYTISK RAMME………….……………………………………………………….. 58

6.1 Forskningsspørgsmål………………………………………………………………….……………… 58

6.2 Analytisk blik...…………………………………….……….………………………………………… 59

7. TEORETISK ANALYSE………….………………..…………………………………….. 65

7.1 Det professionaliserede og det personlige……………...…………………………….……………… 65

7.1.1 Omsorgshabitus……………………...…………………………………………………………… 66

7.1.2 Det personlige grænsesættes………………………………………………...………………………

68

7.1.3 Det professionaliserede som afgrænsningsfaktor…….……………………………………………… 71

7.1.4 Rationalisering………………………………………………………………..…………………… 72

7.1.4.1 Forståelse som falsk bevidsthed ……………………………………………………………

73

7.1.5 Vidensopsamling om Det professionaliserede og det personlige…...…..…………………………… 76

7.2 Omsorg i forskellige former …………………………...…………………………….…………………

77

7.2.1 Professionsideal i omsorgsarbejdet………………………………..…...…..……………………… 77

7.2.1.1 Kontinuitet i omsorgen………………..………………………………………………………

79

7.2.2 Legitimering af jordemoderprofessionen i forhold til sene provokerede aborter….……………………

80

7.2.3 Professionsidealet ved ønskede og ikke ønskede graviditeter..………...…………………………… 83

7.2.4 Socialiseringsarenaer for jordemødrenes professionsidentitet..……………………………………… 84


7.2.5 Vidensopsamling om Omsorg i forskellige former.………………………..………………………… 87

7.3 Personliggørelse af det aborterede foster……………...…………………………….……………… 88

7.3.1 Det aborterede fosters status……......………………………………………………………………

88

7.3.2 ”Sentimentalisering” af den sene provokerede abort…..………………...……………………………

90

7.3.2.1 At skjule det afvigende og fokusere på det normale... …………………………………… 91

7.3.2.2 Familiedannende ritualer ………...……………………………………………………… 92

7.3.2.3 Konstruktion af professionsetik ……………………………………………………………

93

7.3.3 Anerkendelse af sorg……………………………………...………………...………………………

94

7.3.3.1 Sorg kan ikke gradueres…………………………………………………………………………… 95

7.3.4 Ritualisering som habitueret praksis……………………...………………...……………………… 96

7.3.4.1 Skal man se barnet?….……………………………………………………………………………… 97

7.3.4.2 Kan det legitimeres at vise barnet?…………………………………………………………………

98

7.3.4.3 At skabe konkrete minder……………...……………………………………………………………

100

7.3.5 Vidensopsamling om Personliggørelse af det aborterede foster………...……………………………

103

7.4 Professionernes kamp i det sundhedsprofessionelle felt…………………………….……………… 104

7.4.1 Ændringer i rammerne for jordemødres arbejde.……………………………………………………

105

7.4.2 Udfordring af normalitet………………………………...…………………………………………

106

7.4.3 Sene provokerede aborter i forskellige regi…………………...……………………………………

109

7.4.3.1 Latente konflikter mellem sundhedsprofessionelle….……………………………………………

111

7.4.4 Teknologiens magt og risikofiksering…………………………….………...……………………… 112

7.4.4.1 Ny gruppe af gravide…………………………………………………………………………………

114

7.4.5 Ulige fordeling af kapitaler……………………………………………...…...………………………

116

7.4.6 Vidensopsamling om Professionernes kamp i det sundhedsprofessionelle felt….………….…………

118

7.5 Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med sene provokerede aborter……….………………

119

7.5.1 Det etiske dilemma ved en sen provokeret abort …….…………………………………………… 120

7.5.2 Et andet dilemma………………….……………………...…………………………………………

121

7.5.3 Afgrænsning af virksomhedsområde………..………………...……………………………………

122

7.5.4 Lægernes moralske dagsorden……………….………………...……………………………………

124

7.5.5 Jordemødre som moralske individer………….………………...……………………………………

125

7.5.5.1 Det muliges kunst………………………………………..……………………………………………

126

7.5.6 Vidensopsamling om Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med sene provokerede 128 aborter...…

8. DISKUSSION……….…………………………………………………………………….. 130

8.1 Refleksioner over vores fund………………………………………………………….………………

130

8.2 Refleksioner over metodevalg…………………………………………………………………………

133

8.2.1 Gyldighed………………………………………………....………………………………………

133

9. LITTERATURLISTE…..………………………………………………………………..... 141

BILAG 1: Interviewguide………………………………………………………………….

148


1. Indledning

Indledning

Adgangen til fri abort indtil 12. graviditetsuge er udbredt accepteret i den danske befolkning,

men de etiske problematikker indlejret i abortspørgsmålet, er dog stadig genstand for

bekymring og gentagen debat (Norup 1997: 440). Et studie af den danske befolknings

holdning til abort viser, at størstedelen vil give tilladelse til alle provokerede aborter inden

12. uge både af genetiske og sociale årsager, men kun give tilladelse til abort efter 12. uge på

baggrund af nogle udvalgte årsager. Den positive indstilling over for tilladelse til abort falder

således med stigende svangerskabslængde (ibid.: 443-444).

Antallet af sene provokerede aborter, dvs. provokerede aborter efter 12. uge, har været

nogenlunde stabilt siden indførelsen af den frie abort i 1973 og har udgjort ca. 2-3 % af det

samlede antal provokerede aborter (Helweg-Larsen 1998: 127; Sundhedsstyrelsen 2010a:

10). Siden 2005 er der dog sket en stigning, således at andelen af sene provokerede aborter nu

udgør ca. 5 % af det samlede antal provokerede aborter, som årligt ligger på mellem 15.000-

16.000 (www.sst.dk). I 2009 blev der givet tilladelse til 831 sene provokerede aborter – det

højeste antal nogensinde (Sundhedsstyrelsen 2010a: 10). Denne stigning kan bl.a. begrundes i

udviklingen inden for medicin og teknologi, der medfører, at mulighederne for

fosterdiagnostik udvides. Som resultat heraf kan man opdage flere misdannelser og andre

abnormiteter hos fosteret, hvor behandlingen ikke er udviklet i samme grad (Garel et al.

2002: 811), eller hvor der ikke kan udvikles en behandling. Derfor gives tilladelse til en sen

provokeret abort. De fleste diagnosticerede misdannelser og andre abnormiteter hos fosteret

er imidlertid ikke dødelige, hvilket kan gøre valget af en sen provokeret abort kompliceret for

de gravide kvinder (Geerinck-Vercammen & Kanhai 2003: 543).

Udførelsen af de sene provokerede aborter har fået stor opmærksomhed fra bl.a.

Jordemoderforeningen, Landsforeningen Spædbarnsdød samt diverse handicap-

organisationer. Ifølge Det Centrale Handicapråd udfordrer teknologiens ekspansion vores

menneskesyn, idet muligheden for at forebygge, helbrede og lindre betyder, at vi bevidst eller

ubevidst stræber efter det perfekte, og at selv den mindste defekt søges fjernet (Det Centrale

Handicapråd 2005). Mange par vælger da også at få afbrudt en ellers planlagt og ønsket

graviditet, hvis fosterdiagnostikken viser, at fosteret har en alvorlig diagnose (Nexø 2009:

Side | 1


Indledning

396; Salvesen et al. 1997: 80). I 2006 blev der som eksempel født 36 levende børn med

Downs Syndrom i Danmark, hvor der uden nogen form for fosterdiagnostiske tilbud statistisk

set ville være født omkring 167 (Nexø 2009: 396). Ifølge Det Centrale Handicapråd er

udførelsen af de sene provokerede aborter således samfundets måde at give udtryk for, hvilke

liv der er tvivl om livsværdien i, og normalitetsbegrebet er dermed blevet indsnævret (Det

Centrale Handicapråd 2005). Fosterdiagnostikkens udvikling har således medført debat

omkring, hvilke tilstande hos fostret, der kan retfærdiggøre en sen provokeret abort (Norup

1997: 440).

En lang række studier har beskæftiget sig med abortsøgende kvinders oplevelser og de

psykosociale konsekvenser, der følger efter en sen provokeret abort på grund af misdannelser

eller andre abnormiteter hos fosteret (fx Hunt et al. 2009; Korenromp et al. 2005; Salvesen et

al. 1997; Statham et al. 2002). Kvinder, som er ønsket gravide, men som vælger at få en

provokeret abort på grund af føtale misdannelser eller andre abnormiteter, oplever ofte

alvorlig bekymring, mulig depression og forlænget sorgperiode (Korenromp et al. 2005: 254-

258; Salvesen et al. 1997: 82-83). Flere kvinder og par beskriver det desuden som en næsten

inhuman beslutning at skulle vælge et barn til eller fra (Korenromp et al. 2005: 253). På

tidspunktet for denne beslutning har de gravide haft mulighed for at se fosteret via ultralyd,

hørt dets hjerteslag, mærket dets bevægelser, skabt forventninger og måske knyttet stærke

bånd til fosteret (Parstedt & Wikström 2009: 5).

Det er imidlertid mindre godt belyst, hvordan de sundhedsprofessionelle, der varetager de

sene provokerede aborter, oplever dette. Nærværende speciale vil derfor bidrage med viden

på dette område.

1.1 Problemstilling

Samtidig med, at vi ser en stigning i de sene provokerede aborter, har jordemødre i Danmark

været med til at problematisere udførelsen af de meget sene provokerede aborter, dvs. efter

ca. 20. graviditetsuge. Problematiseringen har bl.a. været begrundet i, at jordemødrene det

ene øjeblik kan være med til at abortere et foster, der, hvis det fødes naturligt, kan være

levedygtigt, og som i nogle tilfælde udviser livstegn efter fødslen, og det næste øjeblik bistå

en familie, der kæmper for at holde et for tidligt født ønskebarn på samme alder i live

(Hartlev 2010: 18).

Side | 2


Indledning

I dag tilbyder man på mange hospitaler, at kvinden/parret kan se fostret efter den

provokerede abort, og de kan desuden vælge at få deres barn begravet, hvilket ikke var

tilfældet for få årtier tilbage (www.spaedbarnsdoed.dk). Tidligere har det været normal

praksis på danske hospitaler at behandle aborterede fostre som andet biologisk affald og

sende dem på forbrændingsanstalter. I nogle år har man haft en ordning på bl.a. Herlev

Hospital, hvor alle aborterede fostre, som kvinden/parret ikke selv har valgt at holde en

særskilt begravelse for, kremeres og nedsættes i en anonym børnefællesgrav. Sniff Andersen

Nexø har i denne forbindelse udtalt, at når man vælger at kremere og urnegravsætte en abort,

ligger der et meget kraftigt udsagn om, at det næsten er noget personligt – man kremerer fx

ikke cyster, amputerede ben eller vævsprøver (Thorup 2007).

Der findes en række studier, der beskæftiger sig med sundhedsprofessionelles holdninger,

praksisser (Garel et al. 2007; Khalid et al. 1994; Norup 1998), oplevelser, problemer og

personlige følelser (Cignacco 2002; Garel et al. 2002; Lindström et al. 2007; Parstedt &

Wikström 2009) i forbindelse med sene provokerede aborter. De studier, der specifikt

beskæftiger sig med jordemødre, viser, at jordemødre oplever stor ambivalens og et stort

etisk dilemma ved deltagelse i sene provokerede aborter (Cignacco 2002: 179; Parstedt &

Wikström 2009: 14). Jordemødre oplever således en konflikt mellem kvindens ret til

selvbestemmelse på den ene side og fosterets ret til liv på den anden side. Dette skaber en

tilstand af professionel forvirring mellem jordemoderens professionelle pligt og etiske

position (Cignacco 2002: 185-188). Et studie finder desuden, at mulighederne for, at

jordemødre kan reflektere over og forstå deres egen moral og etiske aspekter ved de sene

provokerede aborter, er underprioriterede (Lindström et al. 2007: 234).

I skrivende stund er der ikke lavet studier af danske jordemødres tilgang til sene provokerede

aborter. De refererede fund kan derfor være forskellige fra Danmark på grund af forskelle i

lovgivning, holdninger til abort, organisering i hospitalsvæsenet, kultur og religion. Formålet

med dette studie er derfor netop at undersøge danske jordemødres tilgang til og praksis

omkring sene provokerede aborter.

1.1.1 Folkesundhedsvidenskabelig relevans

Side | 3


Indledning

I lyset af ovenstående kan vi se, at praksis omkring håndteringen af sene provokerede aborter

synes at have ændret sig de senere år, og at udførelsen af disse kan skabe professionelle og

etiske dilemmaer for jordemødrene. I forlængelse heraf synes vi, at det er både relevant og

interessant at undersøge, hvilken tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter, der

gør sig gældende blandt jordemødre. Vi ser nemlig et potentielt spændingsfelt mellem

teknologiens muligheder samt den videnskabelige udvikling og holdningen blandt dem, der

skal udføre det arbejde, der resulterer af denne udvikling.

Der sker en fortsat udvikling inden for fosterdiagnostik, hvilket potentielt kan medføre en

større stigning i antallet af sene provokerede aborter på grund af føtale misdannelser og andre

abnormiteter. Dette betyder samtidig, at jordemødre oftere kan komme til at stå i en situation,

hvor de skal deltage i udførelsen af en sen provokeret abort. Vi finder derfor, at denne

problemstilling er af stor folkesundhedsvidenskabelig relevans, og at det er relevant at

undersøge nærmere, hvordan jordemødre forholder sig til arbejdet med sene provokerede

aborter.

Viden om praksis og tilgang til sene provokerede aborter blandt jordemødre og

sundhedsprofessionelle generelt er værdifuld både i forhold til etiske diskussioner af

abortspørgsmålet og som input i debatten om den lovmæssige regulering af abortområdet.

Formålet med dette speciale er derfor, at bidrage med viden på dette område.

For at kunne tilbyde gode arbejdsforhold for jordemødre og andet sundhedspersonale, der

arbejder med sene provokerede aborter, er det desuden af stor betydning, at beslutningstagere

er bevidste om sundhedspersonalets tilgang til og erfaringer med sene provokerede aborter.

Dette speciale kan derfor ligeledes udgøre et bidrag til denne bevidsthed.

1.2 Problemformulering

Vi ønsker at belyse den beskrevne problemstilling gennem en kvalitativ undersøgelse, hvor vi

vil afdække, hvordan jordemødre oplever de sene provokerede aborter, hvordan deres tilgang

er til disse og hvilken praksis, der gør sig gældende i deres arbejde med sene provokerede

aborter.

Vores problemformulering lyder som følger:

Side | 4


Hvordan forholder danske jordemødre sig til sene provokerede

aborter, og hvordan kommer deres professionsidentitet og -­‐etik til

udtryk i deres tilgang til og praksis omkring disse?

Indledning

Tilgang til sene provokerede aborter skal forstås bredt og dækker her over jordemødrenes

kliniske og emotionelle erfaringer med sene provokerede aborter, samt hvilke idéer de har

om, hvad omsorgen skal eller bør indeholde i forbindelse hermed.

Praksis refererer til, hvad jordemødre rent praktisk gør i deres arbejde med sene provokerede

aborter og kan bestå af mere eller mindre systematiske handlinger.

1.3 Specialets opbygning

Vi vil lægge ud med en indføring i baggrunden for specialets problemstilling.

I vores metodeafsnit vil vi gennemgå vores erkendelsesposition og overvejelser om valg af

metoder til indsamling og analyse af vores empiri.

Herefter følger et afsnit, der indeholder vores empiriske analyse. Her præsenteres først den

metodiske fremgangsmåde for vores empiriske analyse, som følger principperne i metoden

Grounded Theory. Derefter følger en kort fremstilling af fundene fra denne analyse i form af

emnekategorier, som præsenteres i meningskondenserende afsnit. Desuden vil den centrale

kernekategori, som dækker essensen af emnekategorierne, blive fremlagt.

Dernæst følger vores teoriafsnit, hvor vi præsenterer de teoretiske perspektiver, som

inddrages i vores teoretiske analyse af emnekategorierne.

I vores analytiske ramme vil vi knytte teorien op på de empiriske fund og på den baggrund

konstruere en række forskningsspørgsmål, som er empirisk genererede. Desuden vil vi her

etablere vores analytiske blik. Den analytiske ramme vil være styrende for vores teoretiske

analyse, der følger herefter.

I vores teoretiske analyse etablerer vi et teoretisk blik på empirien. Analysen tager

udgangspunkt i de konstruerede forskningsspørgsmål og er inddelt i ét afsnit for hver

emnekategori med tilhørende forskningsspørgsmål. Efter hvert analyseafsnit følger en kort

opsamling, som rummer og diskuterer den nye viden, vi har udviklet i relation til vores

problemformulering.

Side | 5


Indledning

Afslutningsvis følger et todelt diskussionsafsnit, som rummer vores refleksioner over den

teori, vi har udviklet om jordemødres tilgang til, praksis omkring og professionsetik knyttet

til sene provokerede aborter. Desuden vil diskussionsafsnittet rumme overvejelser om

specialets gyldighed samt begrænsninger ved vores undersøgelse.

Side | 6


2. Baggrund

Baggrund

I de følgende afsnit vil vi beskrive baggrunden for vores problemstilling for at etablere et

afsæt til vores undersøgelse. Vi vil her se på det lovmæssige grundlag for de sene

provokerede aborter, de fosterdiagnostiske tilbud i Danmark, udviklingen i antal og

indikation for sene provokerede aborter samt metoder til provokeret abort. Afslutningsvist vil

vi beskrive jordemoderprofessionen i Danmark, hvad angår historie, organisering samt

arbejdsopgaver, da dette er med til at danne grundlaget for at kunne analysere dennes

professionsidentitet og professionsudvikling. Vi vil have særligt fokus på

jordemoderprofessionen fra 1974 og frem, hvor jordemødrene blev offentligt ansatte.

2.1 Lovmæssigt grundlag for udførelsen af sene provokerede aborter

I Danmark er adgangen til abort, som i mange andre lande, reguleret ved lov. Dette signalerer

i sig selv, at fostret kategoriseres som noget betydningsfuldt, der ikke kan bortskaffes eller

fjernes fra kroppen på lige fod med andre biologiske dele af kroppen (Hermann 2008: 113).

Alene det, at vi har vedtaget en lov på området, vidner således om en anerkendelse af fostrets

retlige og etiske status. Retlig status henviser til de rettigheder, et foster har ifølge den

danske lovgivning, mens den etiske status, betegner det forhold, at man kan have

forpligtelser over for fostret, dvs. at der eksisterer etisk definerede begrundelser for at tage

hensyn til det (Det Etiske Råd 2003: 41).

2.1.1 Historisk blik på lovgivningen

Den første danske abortlov blev vedtaget i 1937. Før denne var abortvirksomhed reguleret i

straffeloven, da man anså abort som fosterdrab, og det var strafbart både at udføre og få

udført en abort. Aborter var kun lovlige, hvis de blev foretaget efter nødretsbetragtninger,

dvs. hvis graviditeten udgjorde en fare for kvindens helbred. Abortloven fra 1937 tillod abort

på følgende indikationer: hvis der var fare for kvindens liv eller helbred, hvis barnet led af en

arvelig sygdom, eller hvis graviditeten var et resultat af et strafbart forhold, fx voldtægt

(Hermann 2008: 114).

Abortloven blev revideret i 1956, hvor indikationen omhandlende arvelig sygdom blev

udvidet til også at dække skader eller sygdomme pådraget i fosterlivet. Man indførte desuden

en ny indikation, der dækkede over kvindens manglende fysiske eller psykiske evne til at

Side | 7


Baggrund

tage vare på sit barn. I 1970 blev loven yderligere liberaliseret, da man indførte fri abort op til

12. uge for kvinder over 38 år og kvinder, som havde fire børn, der alle var hjemmeboende

og mindreårige (Hermann 2008: 114). Derudover blev der indført en egentlig social

indikation, der dækkede over forhold, hvor svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet

ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kunne afværges på anden måde end

ved en abort (Det Etiske Råd 1997: 15). Herefter kom så den frie abort for alle kvinder indtil

12. svangerskabsuge med loven i 1973, hvor man desuden indførte en ny bestemmelse, der

gav lægen pligt til at oplyse om, at kvinden hos Mødrehjælpen kunne få vejledning om

samfundets hjælpemuligheder, hvis hun ønskede en abort (ibid.: 16).

Med indførelsen af den frie abort blev de indikationer, der før havde været for legal abort,

bevaret som indikationer for de sene provokerede aborter. Abortlovgivningen har således

været stort set uforandret siden 1973 og frem til Sundhedslovens vedtagelse i 2005, som også

er gældende i dag.

2.1.2 Abortlovens udformning i dag

I det følgende gennemgås det retsgrundlag, hvorpå de sene provokerede aborter udføres i

dag. Bestemmelserne omhandlende de sene provokerede aborter kan findes i Sundhedslovens

§ 93 og § 94 (Lov 2010b).

Lovens § 92 fastslår, at vi i Danmark har ret til fri abort indtil udløbet af 12. graviditetsuge.

Kvindens selvbestemmelsesret er således vægtet særligt tungt inden for det reproduktive

område, idet fostret indtil udgangen af 12. svangerskabsuge ikke har en sådan status, at det

kan begrunde en begrænsning af kvindens autonomi (Hermann 2008: 116). Til forskel herfra

har man fx i Sverige fri abort indtil 18. uge og i England indtil 24. uge 1 (www.abortnet.dk).

Efter 12. graviditetsuge er der betinget ret til abort i Danmark, hvilket vil sige, at kvinden

skal have en tilladelse fra de såkaldte abortsamråd, for at få udført en provokeret abort. Klage

over en afgørelse i abortsamrådene kan indbringes for abortankenævnet 2 , der kan omstøde

1

I Sverige er der fri abort op til 18. uge, men aborter foretaget i andet trimester i graviditeten kræver en

tilladelse fra Socialstyrelsen. I England kan man få foretaget abort op til 24. uge på baggrund af sociale,

socialmedicinske eller socio-­‐økonomiske forhold. Desuden er der ikke nogen øvre tidsgrænse for aborter

udført på baggrund af risiko for alvorligt handicap hos fostret eller ved risiko for alvorlig skade på kvindens liv. I

alle tilfælde kræves samtykke fra to læger for at udføre aborten (www.abortnet.dk).

2

Abortsamråd og abortankenævn beskrives nærmere i afsnit 2.1.3.

Side | 8


Baggrund

afgørelsen. Tilladelse til abort kan gives på baggrund af flere forskellige forhold. Ifølge § 93

kan kvinden på et hvilket som helst tidspunkt i sin graviditet få foretaget en abort uden, at

dette skal igennem et abortsamråd først, hvis en abort er nødvendig for at ”afværge fare for

hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og

denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet” (Lov 2010b).

Gennem hele graviditeten vejer kvindens helbred således tungere end fostrets ret til liv.

Abortsamrådene kan give tilladelse til en sen provokeret abort på baggrund af forhold angivet

i § 94 stk. 1. Disse forhold dækker over følgende:

1) Hvis svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet udgør en fare for kvindens

helbred.

2) Hvis graviditeten er et resultat af en straffelovsovertrædelse (fx voldtægt).

3) Hvis der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg, beskadigelse eller sygdom i

fostertilstanden vil få en legemlig eller sjælelig lidelse.

4) Hvis kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse ikke kan drage omsorg for

barnet på forsvarlig måde.

5) Hvis kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage

omsorg for barnet på forsvarlig måde.

6) Hvis graviditeten, fødslen eller omsorgen for barnet medfører en så alvorlig

belastning for kvinden, hjemmet eller øvrige børn, at det må anses for påkrævet, at

graviditeten afbrydes (Lov 2010b).

Forholdene i nr. 1 kan betegnes helbredsmæssig indikation, forholdene i nr. 2 etisk

indikation, forholdene i nr. 3 misdannelses- og abnormitetsindikation og forholdene i nr. 4-6

betegnes som social indikation. Det er udelukkende misdannelses- og abnormitetsindikation

samt social indikation, der vil blive behandlet direkte i dette speciale.

I alle ovennævnte situationer gælder ifølge § 94 stk. 2, at der kun gives tilladelse til abort,

hvis de forhold, der begrunder ansøgningen, er så alvorlige, at det er berettiget at udsætte

kvinden for den helbredsrisiko, som indgrebet indebærer (Lov 2010b).

Der er ikke i lovens tekst fastsat nogen øvre grænse for, hvor sent i graviditeten, der kan

foretages abort. I bemærkningerne til loven fremgår dog en øvre grænse ved 24.

Side | 9


Baggrund

graviditetsuge. Desuden gælder det ifølge § 94 stk. 3, at hvis fostret antages at være

levedygtigt 3 , kan der kun gives tilladelse til abort på misdannelses- og

abnormitetsindikationen, og kun hvis disse misdannelser eller andre abnormiteter med

afgørende vægt taler for en abort (Lov 2010b). Man vil hovedsageligt tale om levedygtighed,

når fostret er omkring 22 uger, men det er muligt, at det kan være levedygtigt tidligere.

Levedygtigheden beror på en lægelig vurdering, men abortsamrådet skal stadig inddrages.

Denne bestemmelse er udtryk for en anerkendelse af fostrets juridiske status, idet der kræves

mere tungtvejende helbredsmæssige problemer hos fostret, for at udløse tilladelse til abort så

sent i graviditeten (Hartlev 2010: 18).

Det fremgår desuden af Sundhedslovens § 100, at en kvinde, der anmoder sin læge om abort

skal gøres opmærksom på, at hun ved henvendelse til Regionsrådet kan få vejledning om

muligheder for støtte til gennemførelse af graviditeten og for støtte efter barnets fødsel. Hvis

anmodningen om abort er begrundet i misdannelses- og abnormitetsindikationen, skal

kvinden desuden informeres om muligheden for yderligere oplysning og rådgivning hos

relevante handicaporganisationer m.v. (Lov 2010b).

Ifølge Sundhedslovens § 101 må aborter efter 12. uge kun foretages af læger på regionale

hospitaler (Lov 2010b). Når jordemødrene varetager de sene provokerede aborter, sker det

ifølge loven som medhjælp for lægen, dvs. at de arbejder under dennes ansvar. Lægen har

således det medicinske ansvar, mens jordemoderen udfylder rammerne for den pleje og

omsorg, kvinderne skal have i forbindelse med en sen provokeret abort.

Af Sundhedslovens § 102 fremgår desuden det etiske forbehold. Her slås det fast, at læger,

sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere samt social- og sundhedsassistenter, for hvem det

strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller medvirke til en abort, efter

anmodning skal fritages herfor. Det samme gælder for personer, der er under uddannelse til et

af de nævnte erhverv (Lov 2010b).

2.1.3 Abortsamrådene og abortankenævnet

3

Det fremgår ikke af loven, hvad det vil sige at være levedygtigt, men ifølge lovens bemærkninger bør det

afgøres ud fra, om der er en realistisk udsigt til, at barnet vil kunne overleve i hvert fald i nogle uger, såfremt

det på tidspunktet for det påtænkte indgreb kom til verden ved en naturlig fødsel (Hartlev 2010: 18).

Side | 10


Baggrund

Abortsamrådene og abortankenævnet fungerer på baggrund af § 97 i Sundhedsloven.

Indenrigs- og sundhedsministeren opretter et eller flere samråd i hver af de fem regioner, og

disse har til opgave at træffe afgørelser om abortansøgningerne på baggrund af de

ovennævnte indikationer (Lov 2010b).

Et abortsamråd består af en medarbejder ved regionen med juridisk eller social uddannelse og

to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt være ansat ved

et hospital i regionen. Den anden læge skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig

socialmedicinsk indsigt. Et abortsamråds afgørelse kan indbringes for abortankenævnet, hvis

kvinden ønsker at anke abortsamrådets afgørelse. Abortankenævnet fører tilsyn med

samrådenes virksomhed for at sikre en ensartet praksis. Abortankenævnet er ligeledes

oprettet af Indenrigs- og Sundhedsministeren og består af en formand og et antal andre

medlemmer og suppleanter. Formanden skal være dommer og i behandlingen af hver

klagesag deltager mindst tre medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder

betingelserne for at kunne være formand for nævnet. Af de to andre medlemmer skal den ene

være speciallæge i gynækologi og den anden være speciallæge i psykiatri eller have særlig

socialmedicinsk indsigt (Lov 2010b).

Det gælder for både abortsamrådene og abortankenævnet, at der kun kan gives tilladelse til

abort, hvis der er enighed herom i det enkelte råd (Lov 2010b).

2.1.4 Abort eller barn?

I § 17 stk. 1 i Lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. fremgår det, at et foster, der

fødes før 22. uge uden at give livstegn fra sig betegnes som en abort, mens det betegnes som

et barn efter 22. uge (Lov 2004). Hvis en sen provokeret abort foretages efter 22. uge vil

fostret derfor altid juridisk betegnes som et barn, uanset om det giver livstegn fra sig eller ej.

Hvis barnet udviser livstegn, når det bliver født, vil det dog altid betegnes som et barn, også

før 22. uge (Hartlev 2010: 10). Ved livstegn forstås vejrtrækning, hjerteslag, pulsation i

navlesnoren, eller tydelige bevægelser. Hvis ét af disse tegn iagttages efter, at barnet er

fuldstændig født, så er det levendefødt (Sundhedsstyrelsen 2005a). Når man foretager en

provokeret abort i fx 23. uge, er der således tale om en abort af et barn i juridisk forstand.

Afklaringen af, om der er tale om en abort eller et barn, har betydning for, om der skal

foretages ligsyn og for kvindens rettigheder efter fødslen, fx om hun har ret til barsel eller ej.

Side | 11


Baggrund

Før 2004 var grænsen for skellet mellem abort og barn på 28 uger. Da grænsen blev flyttet i

2004 var det på grund af den teknologiske udvikling, der har medført, at det i dag er muligt

for meget tidligt fødte børn at overleve (Hartlev 2010: 10).

Lovgivningens grænser for, hvornår der, i juridisk forstand, er tale om et barn eller en abort

medfører desuden, at hvis barnet fødes efter 22. uge, eller giver livstegn fra sig efter fødslen,

skal det, ifølge Lov om begravelse og ligbrænding, begraves eller bisættes (Lov 2010a).

2.1.4.1 Hvis fosteret er levendefødt

Ved en sen provokeret abort er det hensigten, at barnet fødes dødt som følge af den medicin,

kvinden har fået (dette uddybes i afsnit 2.4). Oftest vil barnet være dødt, når det fødes ved en

sen provokeret abort, fordi det ikke er fuldt udviklet og fordi den medicin, kvinden har fået

for at sætte fødslen i gang, er så stærk, at barnet dør i livmoderen. Det sker dog i nogle få

tilfælde, at barnet alligevel udviser livstegn efter fødslen (Det Etiske Råd 1997: 6). I disse

tilfælde kan barnet leve i minutter eller timer efter fødslen (Jordemoderforeningen 2008).

Efter dansk lov vil der som udgangspunkt, og uanset baggrunden for at barnet er kommet til

verden, være hjælpepligt i forhold til et levendefødt barn. I det tilfælde, hvor det aborterede

foster udviser livstegn efter fødslen, vil man dog betragte barnet som uafvendeligt døende 4 ,

og derfor iværksættes ingen behandling. Ifølge Sundhedsstyrelsens ’Vejledning om kriterier

for levende- og dødfødsel m.v.’ skal et barn, der vurderes at være uafvendeligt døende gives

den fornødne omsorg af forældre eller sundhedspersonale (Sundhedsstyrelsen 2005a). Det

står dog ikke beskrevet i vejledningen, hvad denne fornødne omsorg indebærer.

2.2 Fosterdiagnostiske tilbud i Danmark

I dette afsnit vil vi kort gennemgå hovedpunkterne i samt baggrunden for de

fosterdiagnostiske tilbud i Danmark, som de er beskrevet i Sundhedsstyrelsens nyeste

retningslinjer fra 2004. Dette er relevant, da stigningen i de sene provokerede aborter efter

misdannelses- og abnormitetsindikation kan tilskrives udvidelsen af de fosterdiagnostiske

undersøgelser, der netop potentielt kan finde misdannelser og andre abnormiteter hos fosteret

(Sundhedsstyrelsen 2010a: 13).

2.2.1 Fra indikation til generelt tilbud

4 Ved uafvendeligt døende forstås, at døden indtræffer inden for dage til uger.

Side | 12


Baggrund

Indtil 2004 blev alle gravide kvinder over 35 år tilbudt invasive undersøgelser i form af

fostervandsprøve eller moderkagebiopsi 5 for at afdække risikoen for at føde et sygt eller

misdannet barn, da disse kvinder statistisk set har en større risiko for dette i forhold til yngre

kvinder (Det Etiske Råd 2009: 29).

Som resultat af den hurtige udvikling af metoderne til fosterdiagnostik udsendte

Sundhedsstyrelsen i 2004 dog nye retningslinjer herfor, så alle gravide uanset alder ville blive

tilbudt fosterdiagnostiske undersøgelser (Det Etiske Råd 2009: 29). I disse retningslinjer

beskrives, at baggrunden for indførelsen af nye retningslinjer er, at det er vanskeligt at

legitimere en fortsat opretholdelse af det såkaldte alderskriterium på grund af fremkomsten af

mere sikre metoder til fosterdiagnostik samt hensynet til at sikre den gravides

selvbestemmelse (Sundhedsstyrelsen 2004: 5). Sundhedsstyrelsen anslog, at man ved brug af

nye metoder i form af biokemiske markører, som fx blodprøve fra moderen, mindst kunne

halvere antallet af invasive undersøgelser. Samtidig forventede man at opspore dobbelt så

mange fostre med Downs Syndrom ved at afskaffe alderskriteriet til fordel for en doubletest,

hvor der måles for to stoffer i moderens blod, kombineret med en nakkefoldsskanning (Det

Etiske Råd 2009: 30).

Retningslinjerne medførte således, at alle gravide i 11.-13. graviditetsuge fra 2004 kunne

vælge nakkefoldsskanning og/eller en blodprøve, som belyser risikoen for, at fosteret fødes

med Downs Syndrom. På baggrund af denne undersøgelse kan kvinder med en risiko på

1:250 (den fastsatte cut-off værdi 6 ) eller højere henvises videre til fostervandsprøve eller

moderkagebiopsi, hvis de vil have risikoen afklaret ved en invasiv undersøgelse

(Sundhedsstyrelsen 2004: 13).

Desuden kan alle gravide vælge en ultralydsskanning, også kaldet sen gennemskanning,

omkring uge 18-19, som kan påvise misdannelser hos fosteret. Formålet med den sene

gennemskanning er ifølge Sundhedsstyrelsen at udelukke tilstande, der ubehandlet er

forbundet med væsentlig øget risiko for sen fosterdød, neonatal død, kronisk sygelighed med

5

Ved de invasive undersøgelser er der en indbygget risiko for spontan abort af fosteret på 1 %

(Sundhedsstyrelsen 2004: 8).

6

Den fastsatte cut-­‐off værdi er grænsen for, hvornår der tilbydes invasiv diagnostik i offentligt regi. I

gennemsnit vil kvinder, hvis beregnede risiko ligger over den anførte cut-­‐off værdi have en høj beregnet risiko

for, at hendes barn fødes med Downs Syndrom (risiko på mellem 1:20-­‐1:50 afhængig af, hvilken test, det

drejer sig om) (Sundhedsstyrelsen 2004: 13).

Side | 13


Baggrund

væsentlig øget mortalitet i barnealderen eller betydende mentale eller fysiske handicaps.

Sådanne tilstande forekommer med en hyppighed på 1 % ud fra et meget restriktivt kriterium

(ibid.: 15+25).

Side | 14


2.2.2 Risikovurdering

Baggrund

Hvis alle de fosterdiagnostiske undersøgelser er normale, er kvindens risiko for at føde et

barn med svære fysiske eller mentale abnormiteter halveret. Sundhedsstyrelsen understreger

derfor, at undersøgelserne kan give øget sikkerhed og større tryghed, men at de ikke er en

garanti. Der er derimod tale om risikovurderinger (Sundhedsstyrelsen 2004: 8). En

risikovurdering er ikke diagnostisk, dvs. at den ikke med sikkerhed kan afgøre, om der er

noget galt med fosteret. Formålet er derimod at bedømme risikoen for, at en bestemt uønsket

begivenhed kan indtræde (ibid.: 12).

Sundhedsstyrelsen vurderer, at over 97 % af de gravide kvinder efter de fosterdiagnostiske

undersøgelser vil have fået en bekræftelse på, at fosteret er sundt og raskt (Sundhedsstyrelsen

2004: 10). Ved fund af misdannelser eller andre abnormiteter hos fosteret vil den

efterfølgende information og rådgivning af den gravide oftest foregå i gynækologisk-

obstetrisk specialregi (ibid.: 16), hvor der vil blive informeret om muligheden for at fortsætte

eller afbryde graviditeten samt rådgivet om det givne handicap. Oftest vil denne information

og rådgivning varetages af læger.

2.2.3 Tvungne valg?

I Sundhedsstyrelsens retningslinjer for fosterdiagnostik står det beskrevet, at formålet med

fosterdiagnostik ikke er at forhindre fødsel af børn med alvorlig sygdom eller handicap, men

derimod at bistå en gravid kvinde, som ønsker en sådan bistand, med at træffe sine egne valg

(Sundhedsstyrelsen 2004: 7). Alligevel udføres der i Danmark provokeret abort på 99 % af

de fostre, hvor der konstateres Downs Syndrom, hvilket er en væsentligt højere procentandel

end i flere andre europæiske lande. I eksempelvis Storbritannien beholder 8 % barnet og i

Holland er tallet 10 % (Det Etiske Råd 2009: 67).

Sundhedsstyrelsen understreger, at et tilbud om information om fosterdiagnostiske

undersøgelser inden for svangreomsorgens regi ikke er at sidestille med generel anbefaling

eller opfordring til, at den gravide skal gennemgå disse undersøgelser (Sundhedsstyrelsen

2004: 7). En britisk undersøgelse af Horton-Salway & Locke viser dog, at svangeromsorgen

og de fosterdiagnostiske tilbud er omgærdet af ”tvungne valg”, fordi disse tilbud eksisterer

inden for en meget magtfuld risikoretorik og dermed begrænser forældrenes frie valg

(Horton-Salway & Locke 2010: 435+450). En dansk undersøgelse af Dahl & Lou påpeger

Side | 15


Baggrund

desuden, at gravide har en anden forventning til fosterdiagnostik end dets egentlige formål og

bliver chokerede over den beslutning, de pludselig er tvunget til at tage, hvis de får en høj

risikovurdering. Det fremgår, at flere gravide vælger fosterdiagnostiske undersøgelser af

andre grunde end det egentlige formål med disse. De vælger dem, fordi de gerne vil

bekræftes i, at deres barn er sundt og raskt; fordi de vil se deres barn på skærmen, og fordi de

har en forventning om, at skanningen er en positiv oplevelse (Dahl & Lou 2007: 887).

2.3 Udviklingen i sene provokerede aborter i Danmark

I dette afsnit vil omfanget af sene provokerede aborter samt udviklingen i indikationer herfor

blive beskrevet.

Der er to hovedgrupper af kvinder, der søger om tilladelse til sene provokerede aborter:

1) Kvinder med en ønsket graviditet, hos hvem der i løbet af graviditeten bliver rejst

mistanke om, at barnet, såfremt graviditeten fuldføres, vil blive født med en misdannelse eller

anden abnormitet.

2) Kvinder med en uønsket graviditet, som ikke ser sig i stand til at fuldføre graviditeten eller

tage vare på det ventede barn.

Som nævnt har andelen af sene provokerede aborter siden 2005 udgjort ca. 5 % af det

samlede antal provokerede aborter.

Nedenstående figur 1 fra abortankenævnets årsberetning 2009 viser tilladelser og afslag på

ansøgninger om sene provokerede aborter fordelt på årstal (Sundhedsstyrelsen 2010a: 11).

Figur 1. Tilladelser og afslag på ansøgning om provokeret abort efter udløbet af 12.

graviditetsuge, 1998 – 2009.

Side | 16


Baggrund

Af figuren kan man se, at siden Sundhedsstyrelsen indførte de nye retningslinjer for

fosterdiagnostik i 2004, er der sket en stigning i antallet af tilladelser til sene provokerede

aborter. I 2004 blev der således i alt givet 659 tilladelser til abort efter 12. uge og i 2006 blev

der givet 754 tilladelser (Sundhedsstyrelsen 2010a: 11).

Antallet af kvinder, der søger om tilladelse til abort efter 12. graviditetsuge, fortsætter med at

stige 7 . Abortankenævnets årsberetning for 2009 viser, at hvor 886 kvinder i 2008 søgte om en

provokeret abort efter udløbet af 12. uge, var det tilsvarende tal i 2009 steget til 903 kvinder,

hvilket svarer til en stigning på 1,9 %. I alt blev der i 2008 givet 822 tilladelser til abort, hvor

det tilsvarende antal tilladelser var steget til 831 i 2009 8 (Sundhedsstyrelsen 2010a: 9-10).

Abortankenævnet beskrev efter de nye retningslinjer blev indført i 2004, at udviklingen af

fosterdiagnostikken ville betyde, at der blev konstateret flere misdannelser og andre

abnormiteter hos fosteret, og at flere kvinder ville få at vide, at der var en statistisk risiko for,

at fosteret havde en misdannelse eller anden abnormitet, uden at det kunne fastslås, om denne

rent faktisk var til stede. Abortankenævnet forudså derfor, at der ville komme et stigende pres

7 Den markante stigning i antallet af ansøgninger om og tilladelser til afbrydelse af graviditet efter 12. uge er

en reel følge af fosterdiagnostikken og skyldes ikke en stigning i antallet af graviditeter (Sundhedsstyrelsen

2010a: 13).

8 Tilladelserne til abort dækker ikke over det faktiske antal udførte aborter, som er en smule lavere end

antallet af tilladelser, da enkelte kvinder alligevel beslutter sig for at få barnet, trods tilladelse til abort

(Petersson 1998: 112).

Side | 17


Baggrund

på samrådene for at få tilladelse til provokeret abort – også i tilfælde, hvor risikoen var

beregnet til at være lav (Sundhedsstyrelsen 2005b: 19).

Ser man på de tilladelser, der er givet til sene provokerede aborter, er der over en årrække

sket store ændringer, hvad angår indikation. Nedenstående figur 2 fra abortankenævnets

årsberetning 2009 viser udviklingen i hhv. tilladelser, der er begrundet i misdannelses- og

abnormitetsindikationen (blå kurve), og tilladelser der er begrundet i andre af lovens

indikationer (pink kurve) (Sundhedsstyrelsen 2010a: 13).

Side | 18


Baggrund

Figur 2. Tilladelser efter misdannelsesindikationen og tilladelser efter de øvrige

indikationer, 1998 – 2009.

Af figur 2 fremgår det, at der fra 2003 til 2004 og frem var en betydelig stigning i antallet af

tilladelser til sen provokeret abort som følge af misdannelses- og abnormitetsindikation.

Tallet for denne indikation steg fra 294 tilladelser i 2003 til 358 tilladelser i 2004, hvilket

svarer til en stigning på 22 % (Sundhedsstyrelsen 2010a: 13).

Antallet af tilladelser til afbrydelse af graviditet på grund af misdannelses- og

abnormitetsindikationen er således stigende, hvorimod afbrydelse på baggrund af andre

indikationer er fladet ud og viser et svagt fald siden 2007. Af de 831 tilladelser til sen

provokeret abort, som abortsamrådene gav i 2009, var 477 tilladelser begrundet i

misdannelses- og abnormitetsindikationen, svarende til 57,4 %. Der er således tale om en

stigning i antallet af tilladelser, der er begrundet i denne indikation, da denne udgjorde 55 % i

2008 (ibid.: 10+13).

Der er sket en væsentlig forskydning i udviklingen af tilladelser til abort, så der – udover

tilladelser efter misdannelses- og abnormitetsindikation – hovedsageligt gives tilladelser efter

social indikation (Wind-Andersen & Michelsen 2001: 30-32). Det skyldes bl.a., at der i

samfundet generelt er en større forståelse for sociale faktorers betydning for det enkelte

menneskes livssituation. En anden grund er, at de sent abortsøgende kvinder i dag udgør en

mere socialt belastet gruppe end tidligere (ibid.: 32).

Side | 19


Baggrund

Af figur 3 neden for fra abortankenævnets årsberetning 2009 kan man se, at langt det største

antal tilladelser til de sene provokerede aborter bliver givet inden udløbet af 18. uge. I 2009

var det 72,4 % af tilladelserne (Sundhedsstyrelsen 2010a: 9). De fleste tilladelser bliver givet

efter nakkefoldsscanningen i 13. uge eller efter misdannelsesscanningen i 18.-19. uge.

Figur 3. Tilladelser og afslag fordelt på graviditetens alder, 2009.

Stigningen i antallet af tilladelser til sene provokerede aborter fra 2008 til 2009 er ikke jævnt

fordelt i forhold til svangerskabets længde. Stigningen er især markant i 19. – 22. uge og

udgør i alt 14,5 %. Hovedårsagen til stigningen må ifølge abortankenævnet tilskrives

stigningen i ansøgninger efter misdannelsesscanningen i 18. – 19. uge og efterfølgende

tilladelser. Antallet af tilladelser på andre indikationer er faldende med stigende

svangerskabslængde (Sundhedsstyrelsen 2010a: 12). I de tilfælde, hvor man tilbyder kvinder

provokeret abort meget sent i graviditeten, drejer det sig næsten altid om svære abnormiteter

eller skader hos fosteret. Hvis ikke der bliver foretaget en abort i disse tilfælde, vil

graviditeten oftest ende med en dødfødsel eller med en fødsel af et ikke levedygtigt barn

(Helweg-Larsen 1998: 129).

2.4 Metoder til provokeret abort

I dette afsnit vil de forskellige metoder til provokeret abort blive gennemgået, og eksempler

på organisatoriske forhold samt procedurer for gennemførelse af sene provokerede aborter vil

blive beskrevet for enkelte sygehuse.

Side | 20


Baggrund

En provokeret abort kan gennemføres medicinsk eller kirurgisk. Valg af metode til den

provokerede abort afhænger primært af svangerskabets længde og sekundært af kvindens

præferencer (Rørbye & Westergaard 2005: 130-131).

2.4.1 Abort inden udløbet af 12. uge

Kirurgisk abort er den hyppigst anvendte metode til provokeret abort inden udløbet af 12.

svangerskabsuge (Rørbye & Westergaard 2005: 131). Ved en kirurgisk abort fjernes

graviditetsvævet ved udskrabning og udsugning fra livmoderen, mens kvinden er i fuld

narkose eller lokalbedøvet (Hermann 2008: 87). Som alternativ til kirurgisk abort er der dog

også mulighed for medicinsk abort inden udløbet af 12. uge, hvorved aborten har karakter af

en kraftig blødning (Petersen et al. 2003: 2187; Rørbye & Westergaard 2005: 130). Ved

medicinsk abort forstås abort, som er induceret ved at give kvinden medicin, som afstøder

graviditeten.

2.4.2 Abort efter udløbet af 12. uge

Den anbefalede metode til abort efter 12. svangerskabsuge er medicinsk. Dog kan der under

nogle særlige omstændigheder foretages et primært kirurgisk indgreb op til 14.-16.

svangerskabsuge 9 (Rørbye & Westergaard 2005: 132). Efter 12.-14. uge vil den provokerede

abort foregå som en vaginal fødsel (Sundhedsstyrelsen 2010b: 122-123). Fødslen sættes i

gang med et vestimulerendede hormon, som gives i så store koncentrationer, at livmoderen

trækker sig sammen og blodkarrene i moderkagen derfor bliver klemt, hvilket har til hensigt,

at fosteret dør af iltmangel (Hermann 2008: 87-88). Hormonerne, der anvendes til den

medicinske abort er en kombination af Mifepriston 10 (firmanavn Mifegyne) og syntetisk

Prostaglandin 11 (firmanavn Cytotec) (Rørbye & Westergaard 2005: 132-133).

9

Grænserne for, hvornår det enkelte indgreb til den provokerede abort kan bruges, flytter sig over tid.

Derudover skal indgrebets forsvarlighed vurderes af den enkelte læge, hvorved der kan forekomme variationer

i metodevalget til den provokerede abort (Hermann 2008: 88).

10

Mifepriston er et lægemiddel, der hæmmer dannelse og virkning af det kvindelige kønshormon, progesteron,

og er således et antiprogesteron. Progesteron er nødvendigt for, at graviditeten kan fortsætte. Ved at hæmme

virkningen af progesteron afbrydes graviditeten derfor (Sidenius 1997: 100).

11

Prostaglandin er et hormon, der blødgør og udvider livmoderhalsen, når det bliver lagt dybt op i skeden bag

livmoderhalsen eller i livmoderhalskanalen. Prostaglandin bruges både til de medicinske aborter før og efter

12.uge (Sidenius 1997: 100).

Side | 21


Baggrund

Efter 48 timer vil 95 % af alle kvinder have aborteret efter ovenstående metode til medicinsk

abort. I 5 % af tilfældene vil der dog kræves yderligere indgreb for at fuldføre aborten (Det

Etiske Råd 1997: 6). Den sene provokerede abort kan således strejke sig over lang tid.

Varigheden af aborten vil bl.a. afhænge af, om der er tale om et foster med svære

abnormiteter, da kroppen nemmere afstøder et sygt foster end et raskt foster. Sidstnævnte kan

være tilfældet ved de sene provokerede aborter på social indikation. Desuden spiller

svangerskabets længde ind, da kroppen nemmere afstøder små fostre end større fostre.

Som beskrevet oven for kan en abort før 12. uge således foregå som et relativt lille lægeligt

indgreb, mens aborten efter 12.-14. uge gennemføres som en fødsel. Indgrebets karakter er

derfor væsentlig forskellig alt efter, om der er tale om en provokeret abort før eller efter 12.

uge.

2.4.3 Organisering af sene provokerede aborter

Ifølge sundhedslovens § 101 må provokerede aborter efter udløbet af 12. svangerskabsuge

som nævnt kun foretages på regionale hospitaler (Lov 2010b). De enkelte hospitalsafdelinger

beslutter dog selv på hvilke afdelinger, de sene provokerede aborter foregår, hvilket resulterer

i forskelligartet organisering og praksis. Der er desuden i en undersøgelse fra 2003 fundet

stor variation fra hospital til hospital, hvad angår procedurerne for de medicinske aborter,

med hensyn til dosis af anvendte farmaka, øvre gestationsalder og efterkontrol (Petersen et al.

2003: 2187). Desuden er der forskel på hvilken personalegruppe, der giver medicinen, som

fremprovokerer aborten.

På Rigshospitalet foregår sene provokerede aborter op til 20. uge på gynækologisk afdeling,

hvor sygeplejersker tager sig af behandlingsforløbet. Efter 20. uge kommer de sene aborter i

obstetrisk regi, oftest på fødegangen, hvor jordemødre varetager behandlingsforløbet

(overlæge på Rigshospitalet, personlig kommunikation 2010).

På Århus Universitetshospital, Skejby foregår sene provokerede aborter ligeledes på

gynækologisk afdeling indtil 20. uge med eller uden jordemoder efter vurdering fra

personalet på gynækologisk afdeling. Fra 20. uge foregår de provokerede aborter enten på

gynækologisk afdeling eller fødeafdelingen, dog altid med en jordemoder til stede (overlæge

på Århus Universitetshospital, Skejby, personlig kommunikation 2010).

Side | 22


Baggrund

På Hillerød Hospital foregår de sene provokerede aborter på gynækologisk ambulatorium op

til omkring 16. svangerskabsuge, hvor sygeplejersker tager sig af forløbet. Efter 16.

svangerskabsuge foregår aborterne på svangreafdelingen, hvor jordemødre tager sig af

forløbet (vicechefjordemoder på Hillerød Hospital, personlig kommunikation 2011).

Tendensen er således på flere sygehuse, at jordemødre i højere og højere grad inddrages ved

højere svangerskabsuge. Ved lavere svangerskabsuge kan det derimod udelukkende være

sygeplejersker, der tager sig af behandlingsforløbet ved den sene provokerede abort.

2.4.4 Eksempel på behandlingsforløb ved sen provokeret abort

Som eksempel på et behandlingsforløb foregår en sen provokeret abort på Hvidovre Hospital

ved, at kvinden indtager en tablet Mifegyne på hospitalet. Herefter kan kvinden tage hjem og

møde til indlæggelse igen efter 1-1,5 døgn. Efter Mifegyne tabletten kan der komme

blødning og smerter. Mellem 1 og 2 % vil abortere efter Mifegyne tabletterne alene. Når

kvinden indlægges får hun en enestue. Efter indlæggelse lægges en Cytotec tablet op i

skeden. Der lægges en ny tablet Cytotec op hver 3. time, indtil kvinden aborterer, eller indtil

der i alt er lagt 5 tabletter op. Cytotec fremkalder veer, blødning, vandafgang og udstødelse af

graviditeten. Hvis kvinden ikke har aborteret efter det første døgn under indlæggelse,

gentages behandlingen dagen efter. Når kvinden har aborteret, får hun en udskrabning for at

fjerne de sidste rester af graviditeten. Efter udskrabningen skal kvinden regne med at være

indlagt yderligere 0,5-1 dag (www.hvidovrehospital.dk).

2.5 Jordemødre i Danmark

Pr. 1. april 2009 var der 2.365 jordemødre i Danmark – herunder 1.495 aktive, 304 passive 12 og

565 studerende (www.jordemoderforeningen.dk). Over 95 % af de uddannede jordemødre er

medlemmer af Jordemoderforeningen. Størstedelen af jordemødrene er ansat i det offentlige

sundhedsvæsen, hovedparten på regionernes område, hvor der er ca. 1200 fuldtidsstillinger

fordelt på ca. 1400 jordemødre. Omkring 20–30 jordemødre arbejder privat. Jordemødrenes

alder er jævnt fordelt fra tyverne til tresserne (formand for Jordemoderforeningen, personlig

kommunikation 2010).

12

Ved passive forstås hovedsageligt jordemødre på pension eller efterløn, men også jordemødre, der arbejder

med noget andet eller opholder sig i udlandet (formand for Jordemoderforeningen, personlig kommunikation

2010).

Side | 23


Baggrund

2.5.1 Historisk blik på jordemoderfaget og konteksten for jordemødres

arbejde

Omsorgsarbejdet har historisk set været præget af kvinderne i familiære sammenhænge og er

senere blevet institutionaliseret og påvirket af de klassiske professioner – fx præster, læger og

jurister – for endelig at blive professionaliseret i de kvindedominerede professioner (Eriksen

2007: 435). Dette er også tilfældet for jordemoderfaget, som er et af de tidligste kvindefag.

Den første jordemoderskole blev åbnet i København i 1787, men også før denne tid er der

foregået jordemoderarbejde. I 1810 oprettedes distriktsjordemodervæsenet ved lov, hvilket

betød, at alle områder i Danmark i princippet var dækket af jordemoderhjælp (Bondo &

Egelund 2008: 31).

Vi vil i dette speciale koncentrere os om udviklingen af jordemoderprofessionen siden 1974,

hvor der skete en radikal ændring af jordemødrenes arbejdsforhold. D. 1. april 1974 blev den

såkaldte centerordning indført. Denne sikrede jordemødrenes offentlige ansættelse på enten

hospitalerne eller i jordemodercentre (Larsen 2002: 298+302). Før centerordningen havde de

fleste jordemødre arbejdet som selvstændige, og dermed udgjorde ordningen en stor ændring

i deres måde at arbejde og blive aflønnet på. Fra at have betragtet de andre jordemødre som

potentielle konkurrenter i forhold til kunderne – de gravide – skulle jordemødrene nu til at

betragte hinanden som kolleger (ibid.: 302).

Den offentlige ansættelse bød på flere fordele; jordemødrene vidste fx hvad deres månedsløn

var modsat tidligere, hvor dette var afhængigt af antallet af kunder. Offentlig ansættelse

medførte dog også, at flere jordemødre fulgte med ind på hospitalerne og dermed blev

underlagt de respektive institutioners faglige vejledninger og administrative krav.

Arbejdsgiverne på hospitalerne havde således pludselig ”instruktionsbeføjelser” over

jordemødrene – de skulle følge arbejdsgivernes instruktioner, arbejde på de tidspunkter, som

stod på vagtskemaet, og man var desuden forpligtet til at påtage sig overarbejde (Larsen

2002: 304-305). Med institutionaliseringen af jordemødrene fulgte dermed også fratagelse af

autonomi, idet mulighederne for selv at tilrettelægge og bestemme karakteren af eget arbejde

blev meget mindre.

Institutionaliseringen har ligeledes medført, at jordemødrenes arbejdstid har ændret sig fra at

være en livsform til i dag, hvor de arbejder på færre og større fødesteder med flertallet af

vagterne som 8-timers vagter på alle tidspunkter af døgnet. Det følger heraf, at dagligdagen

Side | 24


Baggrund

er præget af nøje tidsregnskab, mange vagtbytter og i øvrigt stadig udtalt mer- og overarbejde

på grund af lav normering (Bondo & Egelund 2008: 40).

Indførelsen af New Public Management 13 (NPM) i den offentlige sektor i 1980’erne bredte

sig ligeledes til sygehusvæsenet, hvorved privatisering, konkurrence, kvalitetsdiskurser og

valgmuligheder samt begreber som den ”bevidste forbruger” af sundhedsydelser dukkede op

– en forbruger, som turde stille spørgsmål til ”væsenet og dets ydelser” og til dem, der

udfører dem (Bondo & Egelund 2008: 39; Krasnik 2007: 119). Dette har ligeledes haft

konsekvenser for jordemødrenes arbejde, idet fokus i dag også ligger på kvalitet og

dokumentation og ikke kun på det praktiske fødselsarbejde. Desuden har omstruktureringer

og rationaliseringer medført, at jordemødre i dag ser de gravide færre gange end fx i

1970’erne. De føder sjældent med kvinder, der kender dem og følger sjældent op med

barselbesøg (ibid.: 38), hvorved omsorgen for de gravide og fødende kvinder er blevet

begrænset af ændrede institutionelle rammer. Strukturændringerne i samfundet rationaliserer

hospitalsdriften og øger samarbejdet på tværs af sektorer. Desuden øger disse

centraliseringen af hospitalsvæsenet med færre, men mere højteknologiske hospitaler til

følge. Dette har således betydning for jordemodervæsenet, fordi det netop i dag overvejende

er knyttet fagligt, administrativt og ledelsesmæssigt til hospitalsvæsenet (ibid.: 40).

2.5.2 Fra mesterlære til professionsbacheloruddannelse

Siden 2001 har jordemoderuddannelsen været en professionsbacheloruddannelse.

Professionsbachelortitlen signalerer, at uddannelsesniveauet i en given professionsuddannelse

kan sidestilles med universiteternes bacheloruddannelse samtidig med, at uddannelsen

adskiller sig fra universiteternes ved en større grad af professions- og praksisorientering.

Professionsbaseringen indebærer, at centrale tendenser i professionsudøvelsen må inddrages i

uddannelsen, og at erfaringsdannelse og teoridannelse må kædes sammen (Jørgensen &

Eriksen 2005: 9).

13

New Public Management er et kompleks af idéer, der bl.a. indebærer, at man i den offentlige sektor

overtager væsentlige elementer af ledelses-­‐ og styringsmetoder fra det private, markedsbaserede erhvervsliv

(Krasnik 2007: 119).

Side | 25


Baggrund

Med inspiration fra Tine Rask Eriksen kan man sige, at omsorgsprofessionerne 14 , herunder

jordemoderprofessionen, i løbet af de sidste 15 år har udviklet sig fra at være en overvejende

procesafhængig mesterlære til at være en mere procesuafhængig akademisk kvalificering.

Desuden kan man se, at der er sket en udvikling fra en erfaringsbevidst praksisviden, som var

gældende frem til 1980’erne, til at evidensbaserede vidensformer fra år 2000 og frem i højere

grad italesættes og studeres i uddannelses- og i arbejdsfællesskaberne (Eriksen, in press: 13).

Omsorgsfagene er således efterhånden blevet vidensbaserede fag. Uddannelserne er i dag

delvist teoretiske og delvist praktiske uddannelser, og deltagelsen i det reelle arbejde er

blevet til ”praktik” og klinisk undervisning. De studerende får en langt mere omfattende

uddannelse i både medicinsk definerede discipliner og i humanistisk-sociale emner. En

videnskabelig forståelse af patienterne og de institutionelle rammer for arbejdet fylder langt

mere i denne faglighed end før, og den behandlingsmæssige viden er omfattende og

differentieret, om end i meget høj grad defineret af medicin (Laursen et al. 2005: 28-29).

2.5.3 Jordemødres virksomhedsområde og kompetenceprofil

Jordemødre varetager selvstændigt den spontant forløbende, ukomplicerede fødsel og, i

samarbejde med en læge, den komplicerede fødsel. Det vil sige, at jordemoderen er den

fagperson, kvinden/parret under alle omstændigheder møder under fødslen, og at

jordemoderens fokus er den normale fødsel. Under fødslen er det jordemoderens primære

opgave at sørge for, at barnet, kvinden og partneren har det godt. Det betyder, at hun støtter,

styrker og vejleder, men også er parat til at gribe ind, når det er nødvendigt. Ifølge

Jordemoderforeningen arbejder en jordemoder med hændelser, hvor store følelser er

involveret og skal derfor både være empatisk og professionel

(www.jordemoderforeningen.dk).

I en kompetenceprofil for den nyuddannede jordemoder fremgår det, at jordemoderen i sit

virke skal respektere kvindens integritet under graviditet, fødsel og barselsperiode, og at

spædbarnets integritet ligeledes skal respekteres (H:S & Amtsrådsforeningen 2005: 1).

Jordemoderen skal ligeledes være bevidst om sit personlige og faglige ansvar for udførelse af

sit jordemoderarbejde, og hendes virke skal være kendetegnet ved empati, engagement,

14 Omsorgsprofessioner dækker over jordemødre, sygeplejersker, pædagoger, social-­‐ og sundhedsassistenter

/hjælpere og lignende.

Side | 26


Baggrund

nærvær, tillid til og respekt for den enkelte. Jordemoderen skal være åben og positiv over for

udvikling og forandring inden for virksomhedsområdet og være i stand til at gå positivt ind i

processen. Jordemoderen skal kunne forholde sig aktivt til kernen i faget, de etiske aspekter

og til samfundets værdier og normer samt den sundhedspolitiske udvikling (ibid.: 5).

Desuden skal jordemoderen have indsigt i og kendskab til det politiske system og

samfundsbestemte vilkår. Hun skal være i stand til at tilpasse og udvikle sin virksomhed i

takt med samfundets og sundhedsvæsenets ændringer og omstillinger (ibid.: 5).

Det fremhæves ligeledes, at en jordemoder skal være i besiddelse af de menneskelige

egenskaber, der er nødvendige for at kunne arbejde i et job, hvor der skal ydes omsorg.

Jordemoderen skal have sociale kundskaber, der handler om evnen til at kommunikere, at

kunne omgås andre mennesker, at kunne forstå andre, at have en etisk bevidsthed og en

mellemmenneskelig klogskab (H:S & Amtsrådsforeningen 2005: 6).

Der stilles således store krav til en nyuddannet jordemoder i dag, både til hendes personlige

og professionelle egenskaber samt til hendes evne til at følge med den samfundsmæssige

udvikling og tilpasse sig herefter. Jordemoderprofessionen er under konstant udfordring i et

spændingsfelt mellem den samfundsmæssige udvikling og egen professionsidentitet. Ifølge

jordemødrene Bondo & Egelund er det vigtigt, at professionen bevarer og kvalificerer sin

faglige integritet og identitet, at den ser udfordringer og kan håndtere disse (Bondo &

Egelund 2008: 10). Udfordringer kan fx være effektiviseringer og dermed større tidspres,

men også stigningen i antallet af de sene provokerede aborter kan anses som en udfordring,

der skal håndteres. I relation til vores problemstilling kan de sene provokerede aborter

udfordre jordemødrenes arbejdsområde – at bringe levende børn til verden og drage omsorg

for disse og for moderen – da de i stedet står i en situation, hvor det er besluttet, at fostret skal

dø.

I det følgende vil vi gennemgå vores overvejelser omkring metoder til at udvikle viden om

vores problemstilling.

Side | 27


3. Metoder

Metoder

Vi vil i det følgende gøre rede for vores erkendelsesposition samt vores overvejelser omkring

metoder til indsamling og analyse af empiri.

Vores formål med dette projekt er at udvikle viden om vores forskningsgenstand – danske

jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter. Vi har fokus på den

sociale og samfundsmæssige kontekst som centralt for forståelsen af denne.

3.1 Erkendelsesposition og valg af metoder

Nærværende speciale indeholder flere valg af metoder, der har til formål at kunne udvikle

viden om vores problemstilling. Vi har således indledende valgt en metode til indsamling af

empiri om jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter. Herefter har

vi udvalgt en metode til den empiriske analyse samt et teoretisk perspektiv, der kan danne

udgangspunkt for vores teoretiske analyse. På baggrund af dette har vi konstrueret en række

forskningsspørgsmål samt et analytisk blik, der operationaliserer vores teori samt strukturerer

den teoretiske analyse.

Til indsamling af viden om vores forskningsgenstand har vi valgt at benytte kvalitativ

metode, mere specifikt semistrukturerede individuelle interviews. Til vores empiriske og

teoretiske analyse har vi valgt at benytte Grounded Theory samt et professionsteoretisk

perspektiv. I det følgende vil vi argumentere for disse valg.

At vælge en metode frem for en anden er ikke bare at vælge en teknik til indsamling, analyse

og formidling af data frem for en anden. Indlejret i metoden ligger både et særligt perspektiv

på den forskningsgenstand, som man vil undersøge, og et særligt perspektiv på det at bedrive

videnskab overhovedet (Bjerg 2007: 42-43). Vi har valgt at undersøge jordemødrenes tilgang

til sene provokerede aborter gennem 10 kvalitative interviews med danske jordemødre, og

med dette valg følger derfor også et særligt blik på vores problemstilling. Dette blik vil blive

ekspliciteret i det følgende.

I tråd med vores valg af en kvalitativ tilgang til vores forskningsgenstand, forstår vi ikke

vores empiri som noget objektivt tilgængeligt, der ligger klar et sted ude i verden og kan

indhentes af os som forskere. Derfor ser vi heller ikke de interviewede jordemødres

Side | 28


Metoder

erfaringer som noget, ”de har”, men som noget, der også skabes, modificeres og erkendes

igennem formidlingen til os som interviewere. Vi bekender os derfor til en foranderlig

ontologi 15 , hvor der sker en gensidig påvirkning mellem den studerede forskningsgenstand og

os som forskere (Høyer 2007: 18). Inden for den kvalitative metode, er det ikke muligt at

bevare en forudsætningsløs objektivitet i forhold til sit forskningsfelt. Data er noget, der

produceres i det øjeblik og i den situation, hvor forskeren møder det empiriske forskningsfelt.

Heri ligger også en erkendelse af, at forskeren ikke bare står uden for dette felt, men derimod

virker aktivt ind i det og er en medspiller i produktionen af data. I stedet for at forsøge at

eliminere eller standardisere forskerens påvirkning af feltet, søger man at inddrage denne

påvirkning og bruge den aktivt (Bjerg 2007: 56-57). Vi er netop derfor også opmærksomme

på, at vi ikke er gået til denne opgave uden forforståelse 16 . Vi er netop interesserede i dette

område, fordi vi er af den opfattelse af stigningen i sene provokerede aborter gør et eller

andet, og at jordemødres tilgang til sene provokerede aborter er formet af noget. Vi er derfor

også klar over, at vi ved vores metodevalg er med til at konstruere den forskningsgenstand, vi

vil undersøge og dermed påvirke, hvad vi kommer til at vide og i sidste ende, hvilken teori vi

udvikler om den undersøgte problemstilling.

Den teori, vi udvikler gennem vores valgte metoder, bliver derfor en konstruktion af

virkeligheden omkring jordemødrenes tilgang til og praksis omkring sene provokerede

aborter, der er influeret af det teoretiske og analytiske blik, vi har valgt at lægge på vores

empiri.

Vores empiriske og teoretiske analyse er således ikke endegyldige sandheder, men er

konstrueret og formet af vores egen forståelse. Således har vores hypotese om en foranderlig,

konstrueret genstand betydning for hvilken teori, vi vil anvende i analysen af vores empiri. Vi

betragter teori som et værktøj til at åbne og fokusere vores blik på empirien. Teorien vil

15 Ontologi er forskerens opfattelse af, hvad verden – virkeligheden – er. Ved en foranderlig ontologi forstås en

opfattelse af verden som foranderlig alt efter aktørens fortolkning af den (Høyer 2007: 18).

16 Forforståelse kan i forskningsmæssig sammenhæng afgrænses til at omfatte det faglige perspektiv, de

antagelser, den teoretiske referenceramme, den metodiske tilgang samt den erkendelsesinteresse, som er

bestemmende for forskerens forståelseshorisont, og som er relevant for problemstillingen (Dahlager &

Fredslund 2007: 158).

Side | 29


Metoder

således gennem vores analytiske ramme bidrage til at konstruere den viden, vi udvikler på

baggrund af vores empiri.

Vi tager udgangspunkt i informanternes udsagn, for at få en viden om jordemødres tilgang til

sene provokerede aborter. For at få en dybere forståelse af den sociale og samfundsmæssige

kontekst, som jordemødre arbejder i, og den professionsidentitet, som de socialiseres ind i,

har vi valgt at benytte et professionsteoretisk perspektiv. Professionsteori betegnes som

strukturorienteret og kan kaste lys over, hvilke sociale strukturer, der former jordemødres

professionsidentitet og -idealer samt den professionsetik, som jordemødre handler efter i

forbindelse med sene provokerede aborter. Begrebet social struktur udtrykker flere vigtige

sider ved den sociale virkelighed. Begrebet udtrykker, at der anlægges et samfundsmæssigt til

forskel fra et individuelt perspektiv, og at man for at forstå et enkelt menneskes liv i nogen

grad må forstå den samfundsstruktur, som dette liv foregår indenfor. Den enkeltes

muligheder for handling beror derfor altid i større eller mindre grad på de sociale strukturer

(Østerberg 2005b: 12-13).

Det professionsteoretiske blik på empirien vil føre til, at vi gennem vores teoretiske analyse

konstruerer en teori om jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter.

I vores teoretiske analyse ønsker vi således at fremstille de mekanismer og strukturer, som

former jordemødrenes sociale interaktion, og som dermed er med til at forme deres

professionsidentitet og deres tilgang til og praksis omkring de sene provokerede aborter.

Vores teoretiske perspektiv vil blive nærmere afgrænset og beskrevet i afsnit 5.

3.2 Interviewet som forskningsmetode

Det kvalitative interview er en velegnet metode til at opnå viden om og forståelse af

menneskers livssituation, oplevelser, intentioner, handlinger og motiver (Christensen et al.

2007: 61). Interviewet fokuserer på, hvordan informanten forstår og oplever udvalgte temaer,

som forskeren gerne vil belyse, fx hvordan personen forstår udvalgte områder og processer i

sin omverden og i sig selv, og hvorfor personen handler, som hun gør (ibid.: 62). Vi var

således i interviewene interesserede i at få indblik i jordemødrenes diskurser om praksis;

hvordan de reflekterer over egne oplevelser og erfaringer med sene provokerede aborter,

samt deres tanker omkring hvad der er med til at skabe denne praksis.

Side | 30


Metoder

Det semistrukturerede interview har yderligere den fordel, at afdækningen af den belyste

forskningsgenstand bestemmes af personerne, som har erfaret denne og ikke begrænses af

interviewerens forestillinger og kendskab til området. Sidstnævnte kan være en fare ved

strukturerede interviews, hvor spørgsmål og svarkategorier på forhånd er definerede

(Christensen et al. 2007: 82). Vi ønskede således selv at strukturere de overordnede temaer

for interviewene, men at lade vores informanter få mulighed for at være med til at styre den

retning, interviewene skulle gå.

3.2.1 Rekruttering af informanter

Jordemødrene til undersøgelsen blev rekrutteret ad flere veje. Dels gennem kontakt med

Jordemoderforeningen, hvor formand Lillian Bondo sendte anmodninger rundt til

chefjordemødrene på hospitalerne i hovedstadsområdet, og annoncerede på sin facebook-

profil efter interesserede jordemødre. Dels kontaktede vi selv chefjordemoderen på Århus

Universitetshospital, Skejby med henblik på at finde interesserede jordemødre. Derudover

foregik rekrutteringen igennem vores egne bekendte, der kendte jordemødre, der var

interesserede i at deltage. Vi havde intet personligt kendskab til de inkluderede jordemødre

før interviewene.

Udvælgelsen af informanter til vores undersøgelse har karakter af strategisk udvælgelse, som

beskrevet i Grounded Theory (Holm & Schmidt 2003: 225). Dette betyder, at man allerede

ved undersøgelsens start har lagt sig fast på en udvælgelsesstrategi. Strategisk udvælgelse

medfører, at man får størst mulig spredning af sine informanter på de variable, man mener,

kan være afgørende for det felt, man undersøger. Formålet med udvælgelsen er således ikke

at opnå en stratificeret stikprøve efter statistiske normer, men at udvælge et antal

interviewpersoner med maksimal variation (ibid.: 225). Vores informanter er derfor valgt ud

fra deres individuelle evne til at kunne bidrage med ny viden om vores problemstilling. Vi

valgte som inklusionskriterium, at jordemødrene skulle have deltaget i varetagelsen af mindst

én sen provokeret abort. Vi valgte at rekruttere jordemødre fra hovedstadsområdet og Århus,

for at få bredde i jordemødrenes oplevelser og praksis. Vi ønskede både at inddrage

nyuddannede jordemødre og jordemødre med varierende antal års erfaring, da vi havde en

formodning om, at det kunne spille ind på tilgangen til sene provokerede aborter. Desuden

ville det afspejle mangfoldigheden i de nuværende praktiserende jordemødre i Danmark.

Side | 31


Metoder

Ifølge Grounded Theory er det umuligt at nå et fuldstændigt mætningspunkt i data, da man

altid vil kunne finde nye aspekter af en sag. Derfor er datamætning mere et spørgsmål om at

nå til et punkt, hvor yderligere data ikke bidrager med noget særligt til den aktuelle

forklaring. Det anerkendes også, at praktiske og økonomiske faktorer har betydning for,

hvornår man må slutte sin dataindsamling (Christensen et al. 2007: 69; Strauss & Corbin

1998: 136). Hen imod slutningen af vores interviews oplevede vi, at jordemødrene begyndte

at gentage pointer fra tidligere interviews, og at vi efterhånden kun fik begrænset ny viden.

Vi fandt derfor, at de 10 interviews var tilstrækkelige til, at vi kunne udvikle teori om vores

problemstilling.

I nedenstående tabel 1 ses en oversigt over de 10 interviewede jordemødre med oplysninger

om bl.a. alder og erfaring som jordemoder. Jordemødrenes navne er fiktive af hensyn til

deres anonymitet.

Tabel 1. Informanter

Navn Alder Færdiguddannet

(årstal)

Henriette 31 år 2010 Hovedstads-­‐

området

Freja 26 år 2010 Hovedstads-­‐

området

By Ansættelse Deltaget i antal sene

provokerede aborter

(efter eget udsagn)

Barsel og uden

ansættelse

1

Hospital 1

Lone 38 år 2002 Århus Privat-­‐

praktiserende

Kirsten 40 år 2003 Århus Hospital 5

Pia 35 år 2004 Hovedstads-­‐

området

Maria 28 år 2010 Hovedstads-­‐

området

1

Hospital 4-­‐6

Hospital 3

Ulla 51 år 2000 Århus Hospital 5-­‐8

Bente 55 år 1983 Hovedstads-­‐

området

Åse 65 år 1970 Hovedstads-­‐

området

Hospital 5-­‐10

Pensioneret

(tidligere ansat

på hospital)

Mange

Side | 32


Anna 28 år 2008 Hovedstads-­‐

området

3.2.2 Interviewguide

Hospital 1

Metoder

Vi udformede vores interviewguide med henblik på at udføre semistrukturerede

forskningsinterviews. Her er de temaer, som ønskes afdækket, fastlagt på forhånd, men der er

samtidig mulighed for at bevæge sig væk fra guidens forløb og forfølge interessante temaer

(Bjerg 2007: 55). Interviewguiden er vedlagt som bilag 1.

Vi tog i udformningen af vores interviewguide udgangspunkt i vores problemformulering og

hvilke temaer, der var vigtige at få viden om, for at kunne besvare denne. Vi var desuden

inspirerede af vores udvalgte teoretiske perspektiv, hvilket gjorde, at vi havde særligt fokus

på, hvilke strukturer, der er med til at forme jordemødrenes professionsidentitet. Desuden

blev vi inspireret af resultater fra andre undersøgelser af jordemødres oplevelser af sene

provokerede aborter fx Cignacco 2002 og Parstedt & Wikström 2009. Vi formulerede

spørgsmålene så åbent, at de gav mulighed for forskellige svar, og for at den enkelte

jordemoder kunne svare ud fra netop hendes opfattelse af, hvad der var vigtigt.

Med Kvales betegnelse strukturerede vi de enkelte interviews som samtaler, idet man på

denne måde kan ”konstruere viden gennem interaktion mellem intervieweren og den

interviewede” (Kvale 1997: 47). Det betød, at vi lod informanterne trække interviewet i de

retninger, de fandt interessante og dermed løbende stillede opfølgende spørgsmål, der ikke

som udgangspunkt var at finde i interviewguiden. Derudover havde vi hele tiden fokus på

samtalens dynamik, idet vi gennem korte og nemt forståelige interviewspørgsmål ønskede at

skabe en positiv interaktion med

interviewpersonerne. Det har ifølge Kvale den fordel, at det skaber en atmosfære, hvori den

enkelte informant føler sig motiveret til at tale om egne oplevelser og følelser (ibid.: 47).

Vi ændrede derfor ikke interviewguiden undervejs i indsamlingen af empiri, men den enkelte

jordemoder kunne være med til at påvirke interviewets form og indhold. Derfor blev alle

spørgsmål i interviewguiden heller ikke nødvendigvis stillet i hvert interview, fordi

jordemoderen enten var kommet ind på spørgsmålet af sig selv, eller fordi enkelte spørgsmål

ikke var relevante for hende.

3.2.3 Gennemførelse af interviews

Side | 33


Metoder

Rent praktisk forløb interviewundersøgelsen over ca. tre uger, hvor vi indledningsvist foretog

et pilot-­‐interview med én jordemoder. Det gjorde vi ud fra en betragtning om, at vi dels ville

efterprøve vores interviewguide samt fastlægge stilen for de efterfølgende interviews ved at

korrigere denne for mulige fejl og mangler. I sidste ende valgte vi dog at inkludere

pilotinterviewet i undersøgelsen, idet ændringerne fra det første til det andet interview var

minimale.

Interviewene foregik enten i jordemødrenes eget hjem, på deres arbejdsplads eller på vores

kontor, alt efter hvad den enkelte jordemoder selv ønskede og havde en varighed på 1-1,5

time. Under interviewene var en af os som forskere som udgangspunkt hovedansvarlig for at

stille spørgsmålene, mens den anden holdt øje med, at vi fik svar på det, vi gerne ville, samt

stillede supplerende og uddybende spørgsmål, hvor det var relevant.

Alle interviews blev transskriberet i deres fulde længde. Vi valgte ikke at skrive alle ”øh’er”,

pauser og fyldord ud, da vi ikke var interesserede i at lave en sproganalyse, men i højere grad

interesserede i den mening, der kom frem i jordemødrenes udsagn. Ved brug af citater i vores

analyse er disse rettet til af hensyn til læsevenligheden. Ikke meningsbærende fyldord er

fjernet, og citaterne er gengivet grammatisk korrekt. Desuden har vi indsat manglende ord

eller præciseringer i klammer, hvor det har været nødvendigt for forståelsen af citatet.

3.3 Analyse af empiri

Vores analyse af empirien består dels af en empirisk analyse ved brug af Grounded Theory

og en teoretisk analyse, som tager udgangspunkt i fundene fra den empiriske analyse, og

udbygges med den analytiske ramme, som præsenteres i afsnit 6. Den analytiske ramme

består dels af en række empirisk genererede forskningsspørgsmål samt et analytisk blik, der

er funderet i professionsteorien. I det følgende vil vi beskrive Grounded Theory nærmere.

Grounded Theory er både en metodologi og en metode. Det er således dels en måde at tænke

og studere den sociale virkelighed på og dels et sæt procedurer og teknikker til indsamling og

analyse af data (Strauss & Corbin 1998: 3).

Grounded Theorys teoretiske grundlag er den symbolske interaktionisme (Christensen et al.

2007: 75). Grundidéen i symbolsk interaktionisme er, at vores handlinger ikke kan forstås

adskilt fra den sociale kontekst, som de forekommer i, og at den sociale kontekst skal forstås

Side | 34


Metoder

som et system af symbolske interaktioner mellem forskellige aktører. Forskning inden for

denne tradition handler derfor om at afdække, beskrive og forstå disse symbolsystemer og de

sociale processer, som de medfører (Holm & Schmidt 2003: 222-223). Grounded Theory er

velegnet, hvis man vil studere processer og interaktioner, der foregår mellem mennesker i en

given kontekst (Christensen et al. 2007: 75). Derfor finder vi Grounded Theory relevant til at

udvikle teori om vores problemstilling, der er ”grounded” i data.

At vi baserer vores teoretiske analyse på allerede eksisterende teori betyder, at vi ikke

bedriver Grounded Theory i Glaser & Strauss’ forstand, idet man inden for denne tradition

ideelt set går teoriløst til sit felt (Glaser & Strauss 1967). Vi tager derfor udgangspunkt i

videreudviklingen af Grounded Theory, også kaldet The Second Generation, som oprindeligt

beskrevet af Corbin & Strauss. Grounded Theory tager netop her udgangspunkt i erkendelsen

af, at man aldrig kan gå fuldstændig teoriløst til sit forskningsfelt, når man udvikler ny teori

om dette (Holm & Schmidt 2003: 224).

I Grounded Theory foregår analyse, fortolkning og teoretisering som en samlet proces, der

allerede begynder fra det første interview, som leder til det næste interview osv. Der er derfor

et konstant sammenspil mellem forskeren og empiriindsamlingen, idet disse gensidigt skaber

hinanden. Derfor er det en udfordring hele tiden at finde balancen mellem at være objektiv og

samtidig sensitiv over for empirien (Strauss & Corbin 1998: 42-43). Ifølge Strauss & Corbin

skal man som forsker da heller ikke foregive at være forudsætningsløs, men i stedet bruge

sine faglige og personlige evner til at bevare åbenhed over for den givne forskningsfelt (ibid.:

43-45). Som beskrevet i argumentationen for vores erkendelsesposition, mener vi heller ikke,

at det er muligt at bevare en, med Bjergs ord, forudsætningsløs objektivitet gennem

undersøgelsen af vores forskningsgenstand.

I Grounded Theorys analyseproces skal forskeren bevæge sig frem og tilbage mellem detaljer

i empirien og mere abstrakte måder at tænke omkring disse på, da teoretisering netop vil

genereres i disse spring frem og tilbage mellem abstraktionsniveauer (Strauss & Corbin 1998:

8). Vi bevæger os derfor i en vekselvirkning mellem induktion (at udlede teori om verden fra

empirien) og deduktion (at udlede udsagn om verden fra teorien) (Høyer 2007: 21). En sådan

metode kaldes abduktiv og er udtryk for et samspil mellem teori og empiri (Clarke 2009:

214). Dette vil komme til udtryk ved, at vi gennem vores undersøgelse bevæger os frem til en

Side | 35


Metoder

større indsigt i det undersøgte ved, at Grounded Theorys teorigenererede perspektiv og den

eksisterende teori sammenvæves i en spirallignende vekselvirkning.

Vi har valgt Grounded Theory, frem for øvrige kvalitative analysemetoder, grundet metodens

evne til at afdække fænomener, som endnu ikke er velbeskrevne, samt dens rødder i den

symbolske interaktionisme, som harmonerer med vores valg af eksisterende teori. Som

tidligere nævnt mangler der viden om sundhedsprofessionelles – specifikt jordemødres –

tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter. Vi ser derfor Grounded Theory som

en velvalgt metode til at udvikle viden om dette.

I det følgende afsnit om den empiriske analyse vil vi gå mere ind i Grounded Theorys

kodningsprocedurer samt vores arbejdsproces hermed og dernæst præsentere fundene fra den

empiriske analyse.

Side | 36


4. Empirisk analyse

Empirisk analyse

Til at organisere og analysere vores empiri benyttes Grounded Theorys tre kodningstrin,

åben, aksial og selektiv kodning, som beskrevet af Corbin & Strauss (Corbin & Strauss 1990:

101-161; Holm & Schmidt 2003: 226-231). Disse trinvise kodningsprocesser skal ikke følges

lineært, men snarere være en kreativ og fleksibel proces, hvor man bevæger sig frit mellem

trinene (Strauss & Corbin 1998: 13). Igennem vores kodningsproces har vi hele tiden været

bevidste om vores strukturorienterede perspektiv, og dette har spillet ind på vores

organisering af empirien.

I det følgende vil de enkelte kodningstrin blive beskrevet separat og knyttet op på vores

analytiske proces. De tre kodningstrin vil således udgøre vores empiriske analyse og munde

ud i en række empiriske fund, som udgør grundlaget for vores teoretiske analyse.

Åben kodning

Det primære formål med den åbne kodning er at identificere kategorier i empirien. For at

kunne gennemskue, navngive og udvikle kategorier i empirien bliver man nødt til at åbne

teksten op (Strauss & Corbin 1998: 101-102). Ved åben kodning identificeres og benævnes

de fænomener, som empirien indeholder, og samles derefter i emnekategorier (Holm &

Schmidt 2003: 226-228). I Grounded Theory kan fænomener defineres ved deres evne til at

forklare de væsentligste træk i data, fx hændelsesmønstre, handlinger og interaktioner

(Strauss & Corbin 1998: 130).

I vores arbejdsproces med den åbne kodning nærlæste og kodede vi hver for sig de

transskriberede interviews, hvorefter vi foretog en fælles gennemgang heraf og

sammenlignede og diskuterede de identificerede bestanddele i vores data. Gennem denne

proces dannede vi således et grundlag for at kunne placere databestanddelene i en række

emnekategorier, der tilsammen dækker de mange aspekter ved vores forskningsgenstand. Vi

samlede således alle relevante tekstdele fra hvert interview i forskellige emnekategorier og

herefter kunne vi udlede emnekategoriernes forskellige egenskaber, dvs. deres enkelte

bestanddele, og dermed komme dybere ned i indholdet af vores empiri.

I overensstemmelse med anbefalingerne i Grounded Theory har vi desuden skrevet memoer

undervejs i vores arbejdsproces, for at dokumentere kodningsprocessen samt overvejelser,

Side | 37


Empirisk analyse

valg og fravalg i forbindelse hermed (Strauss & Corbin 1998: 219). Disse memoer har

indeholdt vores refleksioner over indhold og sammenhænge, og har derfor hele tiden kunnet

hjælpe os videre til næste trin i analysen.

Aksial kodning

I den aksiale kodningsproces forsøger man at klarlægge forbindelserne mellem de enkelte

emnekategorier, således at disse udvikles og relateres til hinanden. Omdrejningspunktet er

den enkelte emnekategori, og de øvrige emnekategorier forsøges placeret i forhold til denne

(Strauss & Corbin 1998: 123). Her skal identificeres en række elementer, som afdækker og

beskriver mulige vilkår/betingelser, kontekster, aktions- og interaktionsmønstre og

konsekvenser, set i forhold til det undersøgte (Harder 1993: 67). Under denne del af

kodningen vil man fremsætte hypoteser om sammenhænge mellem forskellige

emnekategorier for dernæst at se, om disse sammenhænge kan findes i data (Strauss &

Corbin 1998: 229).

I vores aksiale kodningsproces opstillede vi en oversigt over mulige sammenhænge mellem

vores identificerede emnekategorier og deres egenskaber. På den måde skabte vi overblik

over hvilke emnekategorier, der var relaterede til hinanden, for dernæst at kunne gruppere og

reducere dem. Dette muliggjorde, at vi kunne udlede en række mere overordnede og mere

mættede emnekategorier, der stadig indeholdt bredden i vores empiriske fund.

Selektiv kodning

Den selektive kodning er det afsluttende trin i analysen af empirien. Den selektive kodning

går ud på at finde mekanismer dvs. processer og omstændigheder, som frembringer en given

tilstand, et givet fænomen (Holm & Schmidt 2003: 230-231). Målet er at finde den af de

udviklede emnekategorier, som bedst kan integrere de øvrige emnekategorier, en såkaldt

kernekategori. Udgangspunktet for at vælge kernekategorien skal være, at den er et centralt

omdrejningspunkt for samtlige emnekategorier, der er blevet identificeret i empirien, således

at kernekategorien kan rumme det centrale fænomen i analysen og skabe paralleller til

eksisterende teoretiske begreber, således at de empiriske fund kan bidrage til at generere nye,

teoretiske overvejelser (Strauss & Corbin 1998: 147).

Vores arbejdsproces med den selektive kodning foregik i en vekselvirkning med den aksiale

kodning. For at identificere kernekategorien gennemgik vi de identificerede emnekategorier

Side | 38


Empirisk analyse

og deres indbyrdes sammenhæng for at komme frem til den overordnede kategori, hvorfra

elementer gik igen i alle emnekategorierne og deres egenskaber og derfor kunne rumme

indholdet i disse.

4.1 Empiriske fund

I det følgende vil vi præsentere vores empiriske fund fra Grounded Theory metodens

kodningstrin. Igennem kodningen identificerede vi fem emnekategorier og en overordnet

kernekategori, som rummer essensen af disse.

Tabellen nedenfor præsenterer vores kernekategori og de fem emnekategorier samt deres

tilhørende egenskaber. Hver enkelt emnekategori vil blive beskrevet nærmere efterfølgende i

meningskondenserende afsnit, uden at vi beskriver de tilhørende egenskaber én for én.

Slutteligt vil kernekategorien blive beskrevet.

Side | 39


Tabel 2. Kernekategori og emnekategorier med tilhørende egenskaber

Emnekategori Egenskaber

Det

professionaliserede

og det personlige

Omsorg i forskellige

former

Personliggørelse af

det aborterede

foster

Professionernes

kamp i det

sundhedsprofessio-­‐

nelle felt

Retfærdiggørelse af

egen rolle i

forbindelse med

sene provokerede

aborter

4.1.1 Begrebsafklaring

Kernekategori: At yde den ”rette” omsorg

Empirisk analyse

• Trækker på egne oplevelser og erfaring

• Sene provokerede aborter kræver personligt overskud og særlig omsorg

• Jordemødre ”tænder” for professionelt jeg

• Den følelsesmæssige oplevelse af en sen provokeret abort

• Holdninger til ”rigtige” og ”forkerte” årsager til sene provokerede aborter

• Intuition

• Ambivalens

• Aborterende kvinder skal også have jordemoderomsorg og en god oplevelse

• En jordemoders vigtigste funktion

• Kvinderne fylder mest i arbejdet

• Ønsket graviditet – tilknytning

• Uønsket graviditet – fremmedgørelse

• Imitation

• Forberedelse til sene provokerede aborter

• Aborten gøres til et barn

• At skabe minder

• Abortfødslen gøres til en almindelig fødsel

• Højere status jo højere gestationsalder

• Forældrenes sorg kan ikke gradueres

• At se barnet

• Familiedannelse og tilknytning

• Læger og sygeplejerskers tilgang til sene provokerede aborter er forskellig

fra jordemødres tilgang

• Legitimering af jordemoderprofessionen

• Fratagelse af den normale fødsel

• Teknologiens magt

• Normalitet i forandring

• Risikofiksering

• Vil ikke deltage i beslutningsprocessen omkring den sene provokerede

abort

• Beslutningen er truffet af lægen

• Kritik af lægers rådgivning af gravide

• Fostrets vs. kvindens rettigheder

• Fralægger sig ansvar, men drager gerne omsorg

• At gøre arbejdet ”ordentligt”

Begrebet foster er stærkt koblet til det biomedicinske paradigme, da der sker en udvikling fra

embryo til foster (efter 8. uge), hvorefter fosteret forbliver et foster frem til fødslen (Risøy

2009: 5). De fleste jordemødre i vores undersøgelse omtaler imidlertid fostret som et barn

uanset hvor langt henne i graviditeten, kvinden er. Vi vælger at benytte begrebet foster i

Side | 40


Empirisk analyse

vores analyse, for at skabe en afstand til jordemødrenes mere personliggørende terminologi,

selvom vi også er klar over, at der med begrebet foster følger forståelser, der er socialt

konstruerede. I analysen vil det dog til tider være uundgåeligt at bruge jordemødrenes

terminologi, hvor vi refererer til deres fortællinger.

Ligeledes gælder det for brugen af begrebet forældre, der dækker over en særlig social

forståelse af den aborterende kvinde og hendes partner. Herved kan de fremstå som nogen,

der har fået et barn og har en særlig tilknytning til dette. Jordemødrene benytter ofte begrebet

forældre, og vi vil i vores analyse gøre det samme i de tilfælde, hvor vi refererer til deres

fortællinger. Ellers vil vi gennem hele analysen i stedet bruge begrebet kvinden/parret i et

forsøg på at distancere os fra den sociale forståelse af begrebet forældre.

4.1.2 Det professionaliserede og det personlige

Jordemødrene giver udtryk for, at arbejdet med de sene provokerede aborter kræver overskud

og omsorg. Det kræver, at man som jordemoder er i stand til at bruge sig selv i arbejdet og

trække på egne erfaringer, hvorfor man kan tale om, at personlige egenskaber og

kompetencer bliver professionaliserede. Jordemødrene udtrykker, at deres job er at støtte

kvinden i hendes valg, hvorfor egne personlige holdninger og følelser omkring fx

indikationen for aborten, må vige. En jordemoder beskriver dette således:

”Jeg prøver ikke at komme med moraliserende løftede pegefingre, overhovedet

ikke, og det tror jeg er vigtigt som jordemoder, det er vores fornemste opgave.

Og det er jo ikke sådan, at jeg synes, at det er falsk af mig, for jeg tror, at man

kan se lyst og sort på alle ting, og så ser jeg rigtig lyst på det, når jeg er

derinde [på fødestuen], og så kan jeg i mit stille sind se sort på det bagefter.” -

Freja

Fokus i abortsituationen er for alle jordemødrene således at være professionel og give

kvinden den bedst mulige omsorg og støtte, uanset jordemoderens egen opfattelse af

situationen.

4.1.3 Omsorg i forskellige former

Alle jordemødre er enige om, at de sene provokerede aborter hører under deres

arbejdsområde, også selvom det er et arbejde, der kræver noget andet og mere af

jordemoderen end den normale fødsel. En jordemoder beskriver, at det er en del af jobbet:

Side | 41


Empirisk analyse

”Jeg synes jo, at det er for letkøbt, hvis man som jordemoder siger ”Jeg tager

alle de hyggelige og dejlige fødsler, men alt det, der er svært, det gider jeg ikke,

for det var ikke derfor, jeg blev jordemoder.” Det kan man jo ikke i sit fag, og

det kan man jo ikke i livet. (…) Det er selvfølgelig sværere at tage imod de

børn, som ikke er ønskede eller som er døde, men jeg synes det er en del af

jobbet.” - Pia

Der er enighed blandt jordemødrene om, at de abortsøgende kvinder har lige så meget brug

for jordemoderfaglig omsorg, som kvinder, der gennemgår en almindelig fødsel, og at det er

kvinden, der er deres klare fokus i arbejdet. Derfor mener jordemødrene også, at det er

vigtigt, at de bliver godt forberedt på arbejdet med sene provokerede aborter, så de bliver i

stand til at håndtere den slags situationer.

4.1.4 Personliggørelse af det aborterede foster

Det kommer frem i alle jordemødrenes udtalelser, at der er sket en stor udvikling i

håndteringen af sene provokerede aborter. I dag har man således både et større fokus på og en

større accept af de følelsesmæssige konsekvenser, der for kvinden/parret kan være forbundet

med en sen provokeret abort både ved ønskede og uønskede graviditeter. Med en accept af

kvinden/parrets tilknytning til og sorg omkring det aborterede foster følger også, at fostret i

højere grad af jordemødrene omtales som og behandles som et barn, og at abortfødslen i høj

grad kommer til at ligne en almindelig fødsel:

”Jeg gør faktisk det, at jeg taler til den [det aborterede foster], når den kommer,

sådan ”Nå, der er du. Hej med dig, se nu får jeg lige klippet din navlesnor og

så kommer du lige op til din mor og far, så de kan se, hvor fin du faktisk er”. Så

jeg snakker faktisk rigtig meget til den og jeg siger også meget det med, at ”I er

en familie”.” - Kirsten

Udviklingen har ligeledes medført, at der i dag på de fleste hospitaler, er indført en række

procedurer og ritualer i forbindelse med varetagelsen af den sene provokere abort. Fx viser

jordemødrene ofte barnet foruden at tage billeder samt hånd- og fodaftryk af det aborterede

foster, og der er efterfølgende mulighed for at begrave det.

4.1.5 Professionernes kamp i det sundhedsprofessionelle felt

Jordemødrene ser alle klare forskelle imellem deres egen og lægernes tilgang til de sene

provokerede aborter og almindelige fødsler. Ifølge jordemødrene ligger denne forskel i

skellet mellem det normale og det patologiske, idet jordemødrene uddannes til at varetage

Side | 42


Empirisk analyse

den normale fødsel, mens lægernes fokus ligger på det patologiske og unormale. Eftersom

jordemødrene er ansat på hospitalerne, oplever de, at de institutionelle rammer og andre

sundhedsprofessionelle har indflydelse på tilrettelæggelsen af deres arbejde, hvorfor flere

jordemødre oplever, at arbejdet både forandres og begrænses:

”Folk [jordemødrene] er uddannet i fødslen og den har vi – bevares –

stadigvæk, men den er jo blevet meget styret af, at det er på et sygehus og

lægerne blander sig helt vildt – ikke på stuerne som sådan konkret, men det er

jo dem, der udstikker retningslinjerne inden for hvilket område, vi skal arbejde.

Og nogle gange, kan man godt føle, at de nærmest blander sig lidt i det

normale, spontane forløb, hvor de jo faktisk ikke har nogen berettigelse. Så

man føler lidt nogle gange, at ”Øhh, er jeg ved at gå fra at være jordemoder til

at være en obstetrisk sygeplejerske, der bare parerer, hvad andre nærmest

beordrer?”” - Kirsten

Sene provokerede aborter foregår således i en institution, hvor flere professioner vil prøve at

gøre deres indflydelse gældende. Jordemødrene beskriver ligeledes, hvordan den

teknologiske udvikling og en tiltagende risikofiksering gør sig gældende i samfundet, hvilket

kommer til udtryk ved fx udvikling og indførelse af nye metoder til fosterdiagnostik og en

stigende teknologisering af jordemødres arbejde. Ifølge jordemødrene skaber

risikofikseringen ligeledes en ny gruppe af gravide kvinder, der er præget af et stort behov for

kontrol.

4.1.6 Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med sene provokerede

aborter

Alle jordemødre er enige om, at de ikke ønsker at have del i den beslutningsproces, der leder

op til valget af den sene provokerede abort. Flere giver nærmere udtryk for en lettelse over, at

det ikke er en del af deres arbejde at skulle deltage i den slags beslutninger:

”Det har ikke været min beslutning, det er en beslutning, kvinden har taget, og

en beslutning samrådene har taget. (…) Det er ikke mig, der har besluttet, at

det her barn ikke skal leve. Det er der ligesom taget højde for, og så kan jeg

forholde mig neutralt overfor det. Og det synes jeg godt kan være en fordel, at

det ikke er mig, der tager den beslutning. Det ville jeg ikke have lyst til.” -

Maria

Jordemødre giver udtryk for, at deres fokus i forbindelse med den sene provokerede abort er

på kvinden og at støtte hende i hendes valg, og at tanker om fostret og dets eventuelle

Side | 43


Empirisk analyse

rettigheder kommer i anden række. Der er generelt stor uafklarethed blandt jordemødrene

omkring fostrets rettigheder. Derimod er der enighed om, at det er jordemødrene, der skal

tage sig af at yde omsorg for den aborterende kvinde, ligegyldigt hvad der ligger bag

beslutningen om at få foretaget en sen provokeret abort.

Side | 44


4.1.7 Kernekategorien: At yde den ”rette” omsorg

Empirisk analyse

Som beskrevet i metodeafsnittet skal udgangspunktet for at vælge en kernekategori være, at

den er et centralt omdrejningspunkt for samtlige emnekategorier, der er blevet identificeret i

empirien, så den kan rumme det centrale fænomen i analysen (Strauss & Corbin 1998:147).

Gennem vores empiriske analyse fandt vi frem til kernekategorien At yde den ”rette”

omsorg, som vi mener, kan indeholde alle de fem emnekategorier samt deres egenskaber.

Den ”rette” omsorg skal ikke forstås som en bestemt type omsorg eller en form for normativ

omsorg, der af jordemødrene bliver anset som den rigtige. Den ”rette” omsorg henviser i

stedet til den enkelte jordemoders subjektive opfattelse af, hvilken omsorg, der er den rette at

yde i en given situation, her særligt i relation til sene provokerede aborter. Det at yde omsorg

er et gennemgående tema for jordemødrene i deres arbejde med sene provokerede aborter.

Flere jordemødre taler i denne forbindelse om, at arbejdet skal ”gøres ordentligt”. Dette

afhænger både af den enkelte jordemoder og især af de strukturelle rammer på hospitalet. Det

bliver således ikke nødvendigvis præciseret, hvad dette ”ordentligt” eller ”rette” indebærer,

hvilket tyder på, at det er et subjektivt fænomen hos den enkelte jordemoder, som relaterer

sig til hendes opfattelse af, hvad en jordemoder kan og skal, og således hvad der ligger i

hendes professionsidentitet.

Som vi ser problemstillingen omkring de sene provokerede aborter fra jordemødrenes

perspektiv, er dette et spændingsfelt, der indeholder jordemødrenes stræben efter at få lov til

at yde den omsorg, de mener, er den ”rette” og deres forsvar af denne arbejdsopgave. Dette

spændingsfelt er bl.a. indlejret i andre faggruppers interesser, strukturelle ændringer på

hospitalerne samt den teknologiske udvikling – alle sammen faktorer, der er med til at

påvirke jordemødrenes muligheder for at yde den ”rette” omsorg, og som derfor også kan

ændre indholdet i denne omsorg. Disse faktorer er indeholdt i de fem emnekategorier.

I det følgende afsnit vil den teoretiske ramme for analysen af de netop præsenterede

empiriske fund blive etableret.

Side | 45


5. Teori

Teori

I undersøgelsen af, hvordan jordemødre forholder sig til sene provokerede aborter, vil vi

etablere en professionsteoretisk tilgang. Denne tilgang kan afdække forholdet mellem

velfærdsstaten og jordemoderprofessionen, jordemoderprofessionens praksisformer i relation

til sene provokerede aborter samt indholdsbestemme jordemødres professionsetik i deres

tilgang til disse aborter.

Vores anvendte teori er orienteret mod strukturer som formende for menneskers handlen og

har fokus på, hvordan det sociale former praksis samt etisk handlen og refleksion, og således

hvordan den sociale kontekst er med til at konstruere virkeligheden. Dette knytter sig til

grundidéen i den symbolske interaktionisme, som er Grounded Theorys teoretiske grundlag.

Vores teori vil have som funktion at etablere en teoretisk ramme, som er med til at konstruere

den viden, vi udvikler om vores forskningsgenstand. Vi anvender således den eksisterende

teori som et værktøj til at åbne vores empiri og konstruere en bestemt forståelse af

jordemødres tilgang og praksis, der er forankret i empirien.

En nærmere begrundelse for udvælgelsen af teori vil blive beskrevet i afsnit 5.1.1 nedenfor.

5.1 Bestemmelse af professionsbegrebet

Gennem tiden har særligt sociologer interesseret sig for og teoretiseret over begrebet

profession. Inden for den klassiske professionssociologi skelnes der traditionelt mellem

forskellige tilgange til forståelsen af professioner; bl.a. en funktionalistisk tilgang, som

bygger på Talcott Parsons naive syn på professionerne (Brante 1988: 120) og en neo-

weberiansk tilgang, som bygger på Max Webers mere kyniske syn på professionerne (ibid.:

127).

Inden for den funktionalistiske tilgang anses samfundet som et system, hvor professionerne

udøver en social funktion. Ifølge Parsons kan professionerne opfattes som et funktionelt led i

samfundet, og de opstår således, fordi der er et samfundsmæssigt behov for dem i den

fortsatte udvikling af arbejdsdelingen (Laursen et al. 2005: 19).

Ifølge en neo-weberiansk tilgang kan en profession ses som en faggruppe, der har formået at

tage monopol på at udøve bestemte erhvervsfunktioner. Måden, hvorpå professionerne opnår

monopol, er gennem viden og uddannelse. Professionerne er således drevet af kollektiv

Side | 46


Teori

egoisme eller egeninteresse, da de enkelte professioner kæmper for at opretholde deres

monopol ved at udelukke andre grupper, også kaldet social closure (Brante 1988: 127).

Ovenstående sociologiske hovedopfattelser forholder sig begge til de klassiske professioner

(Laursen et al. 2005: 22). Nyere professionsteorier er siden hen udviklet, som har en mere

kompleks tilgang til forståelsen af professioner. En af disse professionsteoretikere er Thomas

Brante.

Brante mener, at ovenstående teorier om professioner har et antal brister – de er for generelle

og ignorerer historisk ændrede vilkår (Brante 1988: 140). Han mener, at professionsteorier let

bliver til et udtryk for professionsskribentens indtryk af sin omverden, dvs. dennes spontane

ideologi. Brante forklarer, at professioner er historiske fænomener, der ændres over tid (ibid.:

136). En mere realistisk tilgang til moderne professioner må derfor tage udgangspunkt i

teorier om faktiske historiske betingelser og processer, som konstituerer konteksten for

manifeste hændelser. For at analysere en profession må man derfor tage udgangspunkt i en

bredere socio-politisk kontekst (ibid.: 138-140). Det betyder mere konkret, at man må

analysere en professions produkter (fx service) til staten/brugerne, og professionens relation

til staten/brugerne. Denne kontekst definerer en professions muligheder og barrierer (ibid.:

139). Brantes teori uddybes yderligere i afsnit 5.2

5.1.1 Afgrænsning

I udvælgelsen af vores teori har vi haft særligt fokus på de dele, der beskæftiger sig med

sundheds- og omsorgsfeltet.

Vi vil tage udgangspunkt i Brantes beskrivelse af velfærdsstatens professioner, og hvordan

disse er under forandring som resultat af den historiske kontekst. Vi vil betragte jordemødre

som en omsorgsprofession, der hører til de velfærdsstatslige professioner. Som inspiration til,

hvordan man kan anskue omsorgsprofessioner, trækker vi især på Tine Rask Eriksens

forskning på dette område.

Professionsteori er som nævnt tidligere strukturorienteret og kan bruges som redskab til

analyser af et samfunds sociale strukturer. Professionsteori som handlingsteori anses dog af

nogen for at have begrænsninger – den er blevet kritiseret for at være for deterministisk i

forhold til at forstå menneskets handlinger (Prieur 2006: 29). Dette har eksempelvis inspireret

kultursociologen Pierre Bourdieu til at udforme en handlingsteori om menneskers praksis.

Side | 47


Teori

Bourdieu er en vigtig bidragyder til udviklingen af teorier om praksis og til at forstå, hvad

professioner rent faktisk gør (Wilken 2005: 211), hvorfor hans teorier om felt, habitus og

kapital inddrages i dette speciale. I Bourdieus teorier om praksis søger han at styre uden om

det videnskabsteoretiske dilemma mellem strukturdeterminisme på den ene side, dvs. en

overbetoning af samfundets strukturelle tvang, og handlingsvoluntarisme på den anden side,

dvs. en overbetoning af aktørernes handlemuligheder. De samfundsmæssige strukturer og

aktøren indgår således i et dialektisk forhold hos Bourdieu (Rasborg 2004: 372).

Steen Wackerhausens konceptualisering af professionsidentitet, som tager udgangspunkt i en

humanistisk tilgang, vil blive inddraget til at operationalisere, hvordan vi kan forstå

jordemødres professionsidentitet, både den artikulerede og den tavse.

Ved at inddrage Bourdieu og Wackerhausens tilgang til professionsteori søger vi at inddrage

det strukturelle og individorienterede i et dialektisk forhold.

For at komme nærmere en forståelse af jordemødrenes professionsetik anskuer vi denne etik

som et resultat af sociale processer. Denne tilgang tager, ligesom professionsteori,

udgangspunkt i, at det sociale er strukturerende for praksis. Vi vil derfor inddrage Daniel F.

Chambliss’ teori om, hvordan en professions etik dannes og påvirkes af det praktiske arbejde

på et hospital.

5.2 Forholdet mellem staten og professionerne

For at forstå et lands professionsudvikling må man ifølge Brante se på relationen mellem

profession og stat som den vigtigste makromekanisme (Brante 2005: 17). Professionernes

udvikling må derfor forstås på baggrund af økonomiske konjunkturer, forholdet mellem

privat og offentlig sektor, den statslige uddannelsespolitik osv. (Brante 1989: 50). Man kan

tale om, at forskellige professionstyper har karakteristiske historiske ”take-offs”, idet en

”professionel bølge” rejser sig som følge af forandringer i statsapparatet og samfundet

(Brante 2005: 17).

Der findes yderligere en lang række faktorer, som er relevante for at forklare professioners

udvikling, identitet og loyalitet. Brante fremhæver den teknologiske udvikling som en af de

vigtigste faktorer, da de fleste professioners kompetencer netop beror på, at de behersker

videnskabelig teori og tekniske instrumenter (Brante 2005: 17). Dette er særlig relevant for

netop jordemødre og andre professioner inden for det medicinske felt, der er under

indflydelse af en massiv teknologisk og videnskabelig udvikling.

Side | 48


Teori

Ifølge Brante kan man se, at forskellige typer af professioner adskiller sig ved forskellige

former for institutionel logik, der er iboende i den enkelte profession, og kommer til udtryk i

form af en særlig ideologi. En af professionstyperne er velfærdsstatens professioner, der

udgør statens og kommunernes serviceorgan, og hvor fx læger, lærere, plejepersonale (Brante

1989: 43) og dermed også jordemødre hører under.

Ved at se på forskellige professionstyper kan man relatere professionernes udvikling til

bredere sociale trends og til formen på organiseringen af sammenholdet inden for

professionen (fx fagforeninger, interesseorganisationer osv.). Professionstypernes indhold og

historiske udvikling bør derfor ses i forhold til og forstås på baggrund af gældende

klasseforhold og styrkepositioner i samfundet (Brante 1989: 50-51). Med professionstyperne

kan man desuden kortlægge en serie strukturer, som udgør de objektive vilkår og

mulighedsbetingelser, som professionerne virker indenfor. Man fokuserer grundlæggende på,

hvilken betydning økonomiske konjunkturer og statslige reguleringer har for forskellige

professionstyper, forskellige professionstypers primære brugere, latente konflikter mellem

forskellige professionstyper osv. (ibid.: 54).

5.2.1 Velfærdsstatens professioner

Fremkomsten af velfærdsprofessionerne er et produkt af udviklingen af velfærdsstaten og den

deraf følgende ekspansion af den offentlige sektor (Brante 1989: 43) og professionalisering af

omsorgsarbejdet (Brante 2005: 23). Inden for disse omsorgsprofessioner er det

professionaliserede arbejde funderet i nogle personlige og kønnede erfaringer med hensyn til

at indgå i relationer med at tage vare på og udvikle andre. Ideologisk har disse professioner

rødder i oplysningstidens tanker om, hvordan man bør organisere arbejdet vedrørende

omsorg, opdragelse og undervisning, så den menneskelige krop og vilje hos børn, voksne og

syge varetages på den rette måde – idéer, som var med til at gøre det muligt at flytte det

private og personlige i omsorgs-, opdragelses- og undervisningsarbejdet til det

velfærdsstatslige og professionaliserede omsorgsarbejde (Eriksen 2007: 443).

De historiske træk viser således, hvordan den samfundsmæssige og kønsbestemte

arbejdsdeling har været med til at bestemme vilkårene for omsorgsarbejdet og de

magtformer, som arbejdet udfoldes indenfor (Eriksen, in press: 8).

Side | 49


5.2.2 Normalitetens vogtere

Teori

Den typiske professionelle i velfærdsstaten kan beskrives ud fra forholdet mellem det

normale og det afvigende. Det er kun på grundlag af viden om eller en afgørelse af, hvad der

er sundhed, normal adfærd og retfærdighed, at det er muligt at observere og træffe

foranstaltninger mod sygdom, afvigende adfærd og uretfærdighed. Velfærdens aktiviteter

forudsætter derfor altid en skelnen mellem det rationelle og det irrationelle, det normale og

det unormale. Som sammenfattende begreb for denne professions ”væsen” udgør dens

medlemmer normalitetens vogtere, idet deres særlige kompetence består i at identificere det

gode og rette liv og dermed også at udpege misforhold (Brante 2005: 24). Fælles for de

velfærdsstatslige professioner er, at de kvindedominerede professioner yder

velfærdstjenester, hvis hensigt netop er at opretholde velfærdsstaten og kontrollere

normaliteten i samfundet (Eriksen, in press: 7; Eriksen 2007: 443). I denne forbindelse kan

man se jordemødrene som normalitetens vogtere, idet de netop med deres arbejde med sene

provokerede aborter er med til at ”opretholde” det normalitetsbegreb, der anlægges i

samfundet og som bl.a. kommer til udtryk i abortsamrådenes og abortankenævnets praksis og

i retningslinjerne for de fosterdiagnostiske tilbud.

5.3 Hvad er professionsidentitet og hvordan dannes den?

De klassiske professionsteorier kan forklare, hvorfor vi har de professioner, vi har i dag, og

hvorfor der sker ændringer over tid. Men de kan i mindre grad sige noget om den specifikke

professionsidentitet eller professionspraksis, der kendetegner en profession (Jørgensen &

Eriksen 2005: 11). Det, der kendetegner professioner er, at deres udøvere identificerer sig

med og agerer i et givet felt. I vores undersøgelse af jordemødre anskuer vi dette felt som

værende det sundhedsprofessionelle felt. Et felt kan, ifølge Bourdieu, beskrives som et ”sted”

eller en ”social arena”, hvor sociale relationer konkret udfoldes, hvor agenters habitus sættes

i spil, og hvor de faktisk handler. Felterne er således ikke fysiske opdelinger i et samfund,

men i stedet relationelt konstituerede størrelser (Wilken 2005: 222).

Ifølge Wackerhausen kan man tale om professionsidentitet både i relation til det almene,

professions-institutionelle niveau (fx som den kommer til udtryk gennem fagforeninger) og

det konkrete, individuelle praktikerniveau (Wackerhausen 2002: 53). De professions-

institutionelle formuleringer af professionsidentiteten vil dog højst udgøre en delmængde af

Side | 50


Teori

professionsidentiteten, som den er udfoldet og legemliggjort i praksis på det konkrete

praktikerniveau, også selvom disse formuleringer anerkendes på dette niveau. Der indgår

således langt mere i den legemliggjorte og i praksis eksisterende professionsidentitet end det,

som eksplicit står i de institutionelle, almene formuleringer om professionens identitet (ibid.:

54) Vi er i nærværende opgave særligt interesserede i, hvad professionsidentiteten på det

konkrete praktikerniveau består i, hvad den gør, og hvordan den dannes og forandres, særligt

i relation til jordemødres tilgang til sene provokerede aborter.

5.3.1 Professionspraksis

Med Wackerhausens ord er professionsidentitet ”det (hvad end dét er og uanset hvordan dét

er dannet), som hos den enkelte praktiker ligger bag den pågældende praktikers praksis

(eller rettere bag de sider ved denne praksis, som ikke direkte er givet ved eksterne forhold).”

(Wackerhausen 2002: 58-59). Derfor er det relevant at se på en professions praksis som et

resultat af professionsidentiteten.

Man kan tale om en professions praksis på flere forskellige niveauer, fx den enkelte

professionsudøvers praksis, en hospitalsafdelings praksis, et hospitals praksis osv. Disse

praksisser er dog sammenhængende, da den enkelte professionsudøvers praksis kan have stor

indflydelse på og forme en afdelings praksis. Desuden kan ændringer på andre

praksisniveauer af fx økonomisk karakter eller andre eksterne faktorer spille ind på en

afdelings praksis eller den enkelte professionsudøvers praksis. Professionsidentiteten er

således et resultat af de mangfoldige praksisniveauer i samspil (Wackerhausen 2002: 56-57).

Praksis ”kører” imidlertid ikke af sig selv. Den drives, struktureres, formgives og stabiliseres

af andet end sig selv (Wackerhausen 2002: 58). Her er det relevant at inddrage feltbegrebet,

som tjener tre formål i Bourdiues teori om praksis. For det første retter det opmærksomheden

mod de sociale relationer, der skaber praksis. For det andet retter det opmærksomheden mod

de kampe, der udspiller sig i de sociale relationer. For det tredje retter begrebet

opmærksomheden mod de strukturer 17 , der medierer individuel adfærd (Wilken 2005: 225). I

feltet kæmper forskellige aktører, som har forskellige former for ressourcer og

17

Struktur kan her ses som et system af sociale positioner. Strukturen i feltet er en tilstand af magtrelationer

mellem de agenter eller institutioner, der er involveret i kampen om eller distribution af den særlige kapital

(Wilken 2005: 225-­‐226).

Side | 51


Teori

forudsætninger, også kaldet kapital, om at påvirke aktiviteterne i feltet (ibid.: 222).

Kapitalforskellene blandt aktørerne i feltet er det objektive grundlag for styrkeforholdet

mellem aktørerne. Bourdieu skelner mellem en række forskellige former for kapital, som

overordnet kan klassificeres i økonomisk kapital (aktørernes adgang til penge og materielle

værdier), kulturel kapital (aktørernes adgang til uddannelse, akademiske titler og legitim

viden), social kapital (aktørernes adgang til social indflydelse via sociale relationer og

netværk samt værdifulde relationer til betydningsfulde andre) og symbolsk kapital (aktørernes

adgang til social prestige og social ære/omdømme) (Wilken 2005: 218; Rasborg 2004: 371).

Symbolsk kapital opnås ved besiddelse af de andre kapitalformer, når disse opfattes og

anerkendes som legitime inden for et givent felt (Rasborg 2004: 372). Med andre ord er det

afgørende for, om noget kan fungere som symbolsk kapital, om det kan producere forskelle

og omsættes til anerkendelse, prestige og social anseelse, når det bringes i spil i en social

sammenhæng (Esmark 2006: 94). For Bourdieu har den væsentligste samfundsmæssige

magtudøvelse karakter af, hvad han betegner som symbolsk vold 18 (Priuer 2006: 50).

Mulighed for at udøve symbolsk vold, magt eller dominans har man i kraft af symbolsk

kapital (ibid.: 51).

Med sine kapitalformer 19 søger Bourdieu at afdække, hvordan ulige adgang til ressourcer

skaber og reproducerer bestemte uligheds- og magtformer i givne sociale felter (Rasborg

2004: 371). Kapitalbegrebet kan bl.a. være brugbart til at forstå sociale strategier og

hierarkidannelse (Esmark 2006: 94), i vores tilfælde i det sundhedsprofessionelle felt. I

relation til jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter finder vi det

derfor interessant at finde frem til, hvad der er på spil i det sundhedsprofessionelle felt. Det er

således interessant, hvilke magtkampe der finder sted mellem jordemødre og andre

18

Symbolsk vold er ikke en substans, og magt er ikke en psykologisk egenskab ved bestemte personer. Det er

derimod en symbolsk funktion, som magten repræsenterer, og som konstituerer sociale magtrelationer

(Mathiesen & Højberg 2004: 246). Symbolsk vold udøves uden om de involveredes bevidsthed og virker i

stedet gennem dispositionerne i habitus (Priuer 2006: 52; Bourdieu & Wacquant 2004: 151-­‐152).

19

Den skitserede sondring mellem de forskellige kapitalformer er en forenklet grundmodel. Der er ikke tale om

et skema, som udtømmende kan indfange alle forhold i en hvilken som helst social kontekst. Kapitalbegrebet

skal opfattes som et praktisk redskab til brug i konkrete empiriske undersøgelser og må nødvendigvis tilpasses

forskerens til enhver tid specifikke data og problemstillinger. Der kan således være mange andre mere

specificerede underformer af kapital end de nævnte grundformer fx videnskabelig kapital, sproglig kapital og

juridisk kapital (Esmark 2006: 93-­‐94).

Side | 52


Teori

sundhedsprofessioner inden for de institutionelle rammer, hvor arbejdet med de sene

provokerede aborter foregår.

5.3.1.1 Habitus

Man kan ifølge Wackerhausen ikke finde frem til en professions identitet ved alene at spørge

de relevante professionsudøvere, selvom de vil kunne fortælle om en række antagelser,

principper, professionsidealer, værdier m.v., som de mener ligger til grund for deres praksis

(Wackerhausen 2002: 59). Der er derimod langt flere træk, mønstre, prioriteringer,

selvfølgeligheder, kommunikative budskaber og problemopfattelser i en praksis end dem,

som praktikeren formidler og dermed er bevidst om (ibid.: 60). Man kan med Bourdieus

begrebsramme sige, at praksis er habitueret. Habitus er en form for social skæbne, som

individet socialiseres ind i, der bl.a. udstyrer individer med strukturelle dispositioner for

praktisk adfærd (Wilken 2005: 216-217). Habitus er et sæt tillærte dispositioner for at handle

på bestemte måder (Prieur 2006: 39) og kan ses som de indoptagne koder i kroppen og

sindet, som bestemmer, hvordan vi tænker, handler, opfatter, vurderer og orienterer os i en

given sammenhæng (Eriksen, in press: 5). Disse koder eller dispositioner er i det væsentligste

ubevidste (Prieur 2006: 39). Habitus er et begreb, der ”forholder sig til det, folk gør, og som

er designet til at forklare, hvorfor de gør, som de gør i de kontekster, de gør det i” (Wilken

2005: 215). Habitusbegrebet kan således ses som beslægtet med begrebet professionsidentitet

(Wackerhausen 2002: 56). Professionsfællers relativt fælles identitet og deres daglige praksis

vil således kunne anskues som især styret af de habituerede handlingsrutiner (ibid.: 65).

Gennem iagttagelse, imitation og adaption af andre professionsfællers praksis dannes

væsentlige elementer i professionsidentiteten gradvist (ibid.: 67-68+71).

Ud fra sin praksisteori argumenterer Bourdieu for, at det en aktør kan sige om sin handlen i

eksempelvis et interview, almindeligvis er noget andet end sandheden om denne handlen, da

den som regel vil være båret frem af en praktisk og ikke verbaliseret logik, og spørgsmål til

denne praksis tvinger aktøren til at indtage en teoretisk og ikke en praktisk indstilling til

denne handling (Prieur 2006: 28-29). Vores empiri har derfor status af at være jordemødrenes

diskurser om egen tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter og afspejler derfor

ikke nødvendigvis virkeligheden.

Den etablerede professions praksis legemliggør en lang række antagelser, prioriteringer,

forestillinger, klassifikationer og idealer (Wackerhausen 2002: 75). Derfor kan man også

Side | 53


Teori

sige, at fordi hospitalets tavse værdisystem har så stor indflydelse på udformningen af

studerende og yngre professionelles opfattelse af deres profession, kan de eksplicitte værdier

i etiske og humanistiske kurser på den respektive uddannelse kun have ringe indflydelse

(Coulehan & Williams 2000: 57)

Opsamlende kan man sige, at der er langt mere i de professionelles praksis end deres

artikulerede idealer, forestillinger m.v., da mange træk er ”usynlige” eller habituerede.

Professionsidentitet er således ikke en simpel og transparent størrelse, åben og fuldt ud

tilgængelig for introspektion. (Wackerhausen 2002: 61). Vi anvender derfor

professionsteorien til at gå om bag jordemødrenes artikulerede tilgang til sene provokerede

aborter og synliggøre de usynlige strukturer. På den måde vil vi konstruere viden om hvilke

forestillinger, klassifikationer og idealer, der ligger bag jordemødres praksis i forhold til sene

provokerede aborter.

En måde hvorpå man kan se på, hvad jordemoderprofessionens praksis drives af, struktureres

af osv. vil blive konceptualiseret i vores analytiske ramme i afsnit 6.

5.3.2 Socialiseringsarenaer

Uddannelse og arbejde er to komplekse socialiseringsarenaer, som indeholder en række

identitetsdannende aspekter, som etableres i de professionelle via det at indgå i relationer og

arbejdsprocesser, som udfoldes i de to arenaer, samt de mange redskaber, læreprocesser og

vidensformer, som de møder i begge arenaer (Eriksen, in press: 19). Socialisering kan forstås

som de måder og processer, hvorved mennesket forvandles fra biologisk væsen til

samfundsvæsen (Østerberg 2005c: 91). En undersøgelse af Eriksen har vist, at der kan

etableres vidt forskellige identitetsdannelser i de to arenaer (Eriksen, in press: 19).

Jordemødre socialiseres i dette spændingsfelt.

Professionsidentiteten er ikke noget, der skabes i færdig form på et afgrænset tidspunkt, fx

under professionsuddannelsen, hvorefter der ikke sker væsentlige ændringer eller

transformationer i identiteten. Dannelsesfasen rækker langt ud over dette og ind i en

socialisering i praksisfællesskaber og tilhørende værdisystemer – både på arbejdspladsen,

blandt professionsfæller, i samarbejdet med andre sundhedsprofessioner osv., hvorved

værdisystemet langsomt adopteres som ens eget (Coulehan & Williams 2000: 56-57).

Professionsuddannelsen er dog stadig vigtig, da den ofte etablerer en læringshorisont og

Side | 54


Teori

tilhørende optik, som har afgørende betydning for senere erfaringsdannelse og dermed

udvikling af professionsidentiteten (Wackerhausen 2002: 65).

Ifølge Wackerhausen har en given professions udøvere et vist fællesindhold i deres

respektive professionsidentitet, men de enkelte professionsudøvere har dog ikke

nødvendigvis sammenfaldende professionsidentiteter – der er rum for mere individuelle

elementer, som afspejler den enkeltes specielle historie, tidligere erfaringer osv.

(Wackerhausen 2002: 66). Hvis professionsudøveren af en eller anden grund, som kan være

helt individuel og førbevidst, bliver berørt af situationen på en bestemt måde, kan det være

afgørende for, om hun føler sig opmuntret eller provokeret til at ’tænke anderledes’ og måske

handle anderledes (Laursen et al. 2005: 41). Dette skaber basis for, at vi, foruden at se på

fællestræk i de enkelte jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter,

også ser på forskelligheder som et resultat af bl.a. deres individuelle historie og erfaringer.

5.4 De professionaliserede og de personlige kundskabsformer i

jordemoderarbejdet

I det følgende vil vi opridse nogle træk i forholdet mellem det professionaliserede og det

personlige, som det kommer til udtryk i omsorgsprofessionerne. Vi trækker særligt på

Eriksens forskning på dette område.

Det personlige betegner individet og dets måde at udvikle bestemte anlæg, værdier og

kønnede karaktertræk på frem mod en personlighed. Socialiseringen sker i et samspil med

andre i givne sociale sammenhænge og fører til opbyggelse af en identitet (Eriksen 2007:

436).

Der er tale om et professionaliseret forhold til eksempelvis omsorg, når denne opgave

varetages som lønarbejde i institutioner af uddannede grupper af mennesker (Eriksen

2007:437).

Omsorgsarbejdet har som nævnt været præget af kvinderne i familiære sammenhænge, men

er gennem tiden blevet institutionaliseret i kvindedominerede professioner. På den måde kan

man sige, at kvindearbejdet baseret på personlige egenskaber er blevet gjort professionelt

gennem uddannelse og deltagelse i praksisfællesskaber, hvorved det har fået karakter af

professionaliserede kundskabsformer. De kulturelle, sociale, økonomiske og politiske

betingelser sætter således til enhver tid rammerne for de personlige og de professionaliserede

Side | 55


Teori

kompetencer og erfaringsformer i omsorgsarbejdet. (Eriksen 2007: 445; Eriksen, in press: 7-

9).

Undersøgelser af Eriksen har vist, at omsorgsydelser har været og er baseret på

hverdagserfaringer, som er funderet i en kvindelig logik (Eriksen 2007: 438). Omsorg kan

defineres som at interessere sig for, bekymre sig om eller sørge for en anden. Det, der gives i

omsorg, er nærhed, identifikation, emotioner og relationer (ibid.: 439 + 456). Den vigtigste

viden er på den måde indkapslet i en rutinepræget social og kropslig praksis, hvor man

trækker på en primær socialisering til pleje, omsorg og indføling. Med tiden flyttes eller

negeres grænserne imidlertid mellem det erfaringsbaserede og personlige og det

professionelle (ibid.: 452). De personlige og de professionaliserede erfaringer indgår således i

et stadig dialektisk forhold bl.a. bestemt af den kønnede socialisering og de herskende

magtforhold i de velfærdsstatslige institutioner (ibid.: 446). Med Bourdieus terminologi kan

man sige, at de professionelle ofte agerer i større felter, hvor de kæmper om feltets ressourcer

i form af kapital og know-how i spændingsfeltet mellem det personlige (den legemliggjorte

kapital) og det professionaliserede (den kulturelle kapital) (Eriksen, in press: 5).

Man kan, ifølge Eriksen, anskue omsorgsarbejdet i velfærdsstatsligt regi som

menneskearbejde, hvor personen og det personlige er redskabet i arbejdet, og hvor det

personlige og det professionaliserede udfoldes side om side. Som professionel må man

således hele tiden bruge sig selv som redskab i forhold til den mellemmenneskelige relation

inden for omsorg i mødet med den anden, men samtidig sætter man det professionaliserede

ind som en magt- og afgrænsningsfaktor (Eriksen 2007: 450-451; Eriksen, in press: 9).

Jordemødre er således en profession, der i høj grad bruger sig selv i deres arbejde, og derfor

finder vi det interessant ud fra ovenstående at se på, hvordan det personlige og det

professionaliserede udfoldes i jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede

aborter i det sundhedsprofessionelle felt.

5.5 Etikken som resultat af sociale processer

Som inspiration til vores blik på etikken inden for jordemoderprofessionen tager vi

udgangspunkt i Chambliss’ næsten 15 år lange feltarbejde på en række amerikanske

hospitaler (Chambliss 1996). Chambliss har i sit arbejde fokus på, hvordan sygeplejersker

arbejder med og håndterer etiske problemer på hospitalet. Vi mener dog godt, at vi kan

Side | 56


Teori

overføre hans fund til vores problemstilling, da de organisatoriske rammer, han beskriver for

sygeplejerskernes arbejde, også i høj grad er dækkende for jordemødrenes arbejde på danske

hospitaler i dag. De følgende afsnit vil derfor omhandle sygeplejerskers arbejde, men vil

løbende blive ført over på vores problemstilling.

Vi vil i det følgende først, inspireret af Jacob Birkler, komme ind på, hvordan etik i dag i

stadig højere grad sættes på dagsorden og italesættes i sundhedsvæsenet. Herefter vil vi

beskrive, hvilke etiske problemer, der er indlejret i jordemoderprofessionen, samt hvordan

etiske problemer skabes og håndteres i en institution som et hospital. Denne gennemgang

skal danne udgangspunktet for, at vi i vores teoretiske analyse kan komme ind på hvilken

professionsetik, der er gældende i jordemoderprofessionen, samt hvordan denne udfordres og

formes i forbindelse med deres praksis omkring sene provokerede aborter.

5.5.1 Etik på dagsordenen i sundhedsvæsenet

I alle professioner findes nogle mere eller mindre distinkte normer og værdier, der er indlejret

i den konkrete praksis, og som kan kaldes en professions professionsetik (Birkler 2006: 138).

Sådan har det altid været, men der er i dag et stadig større fokus på etik i sundhedsvæsenet og

for sundhedsprofessioner. Dette kan ifølge Birkler skyldes flere ting; dels tanken om

legitimering af den fortsatte professionalisering og dels det faktum, at stadig flere

sundhedsarbejdere står med svære etiske udfordringer i hverdagen. Dette skyldes flere

forhold. For det første har videnskaben skabt flere teknologiske fremskridt, som kan bruges

såvel som misbruges med henblik på økonomiske rationaliseringer (ibid.: 139). Samtidig har

patienter i de sidste 10-20 år fået tildelt langt større autonomi, hvilket ofte afstedkommer en

række etiske situationer for sundhedspraktikere. Det interessante er, at regler og retningslinjer

ofte affødes af usikkerhed eller utryghed. Etiske retningslinjer kan derfor delvist være

motiveret af frygt for de valg, patienten er begyndt at benytte sig af (ibid.: 140).

Udviklingen med et større fokus på etik er med til skabe det værdigrundlag, som

professionen hviler på og dermed forme professionens identitet. Samtidig vil dette intense

fokus på etikken styrke den etiske dimension i sundhedsvæsenet, men parallelt hermed

forringe den enkeltes mulighed for at stimulere egne karakteregenskaber, dvs. egne

refleksioner over etiske spørgsmål. Desuden er det et centralt problem, at etikken forankres i

filosofiens mange uløste spørgsmål, hvor sundhedsarbejderen i højere grad har behov for

Side | 57


Teori

konkrete løsninger i den specifikke situation (Birkler 2006: 144-145). Ifølge Birkler kan de

etiske retningslinjer således heller ikke erstatte en etisk dannelse, men vil først og fremmest

kunne sætte fokus på professionens værdigrundlag som det udgangspunkt, hvorfra

professionen bør tage form (ibid.: 140-141). Chambliss deler dette synspunkt og hævder, at

den akademisering af bioetiske problemstillinger, vi ser med undervisningen i etik på en lang

række sundhedsvidenskabelige uddannelser, er irrelevant. Det, der betyder noget, er praksis

(Chambliss 1996: 6). En praksis, hvor sædvanerne allerede ligger gemt som tavs viden i form

af rutiner, traditioner og strukturer. Det er igennem praksis, at etikken ikke blot er mulige

handlinger, men ufravigelige handlinger (Birkler 2006: 142-144: Chambliss 1996: 6).

Etikken er med andre ord habitueret.

5.5.2 Etiske problemstillinger indlejret i jordemoderprofessionen

Ifølge Chambliss lider sygeplejersker under det forhold, at det i kraft af deres uddannelse

kræves, at de yder omsorg for deres patienter. Det ligger således i deres uddannelse, at de

skal yde følelsesmæssigt arbejde, der af patienten skal føles spontant og ægte (Chambliss

1996: 2). Denne problemstilling ligger i forlængelse af ovenstående afsnit om det personlige

og professionaliserede, hvor vi gjorde rede for, at det netop kræves af jordemødre, at de

bruger sig selv i arbejdet.

Med inspiration fra Chambliss (1996: 3) har dét, at jordemødrene i dag er ansat på

hospitalerne, ligeledes konsekvenser for hvilken etik, der gør sig gældende inden for

professionen. Jordemødrene skal indordne sig under de rutiner og retningslinjer, der gælder

på det pågældende hospital, hvilket kan gøre det svært at være et moralsk individ, da man

således ikke selv er herre over rammerne for sit arbejde. Jordemødrene kan derfor ikke

nødvendigvis få lov at udføre deres arbejde på en måde, der er i overensstemmelse med deres

egen eller professionens etik.

I Chambliss’ undersøgelse er han inde på, at sygeplejens moralske kerne – forpligtelsen til

omsorgen for patienten som en “hel person” – bliver begravet under kliniske direktiver og de

finansielle og administrative dagsordener på et moderne hospital. I et miljø, hvor ens arbejde

bliver styret af andre, hvordan kan en person så hævde sin egen moralske integritet?

(Chambliss 1996: 3). Dette spørgsmål finder vi i høj grad også relevant i forbindelse med

Side | 58


Teori

jordemødrenes arbejde med de sene provokerede aborter, idet der i dette arbejde er indlejret

en række etiske problemstillinger.

5.5.3 Hvordan skabes etiske problemer på et hospital?

Traditionelt bliver etiske dilemmaer inden for det medicinske felt fremstillet som et dilemma,

en enkelt læge sidder overfor; han skal vælge mellem på den ene side at gøre det ene og på

den anden side at gøre det andet, dvs. han sidder i et dilemma med sig selv om, hvad han skal

gøre. Ved at fremstille det etiske dilemma på denne måde overser man, at det etiske dilemma

kan bestå i, hvad man selv mener, er det rigtige at gøre, kontra det andre mener, at man skal

gøre. Samtidig overser man, at strukturelle faktorer kan have skabt det etiske problem til at

starte med. På denne måde bliver eventuelle problemer fremstillet som etiske dilemmaer, i

stedet for som symptomer på strukturelle problemer i systemet (Chambliss 1996: 92-93).

Således kan eksempelvis organiseringen af de sene provokerede aborter på gynækologiske

afdelinger fremstilles som et etisk dilemma for jordemødrene, samtidig med at det er et

strukturelt vilkår for arbejdet.

Sygeplejersker arbejder, som de fleste ansatte i store institutioner, for nogle andre, står til

ansvar for forskellige chefer, håndterer flere forskellige krav på deres tid og har begrænset tid

til at tænke over deres beslutninger, fordi de lider under et pres for at komme videre med

arbejdet. De juridiske, økonomiske og medicinske problemer, de støder ind i, er akutte, og

ofte bliver de bedt om at gøre noget, der efter deres mening, er forkert (Chambliss 1996:

118). Dette gælder ligeledes for jordemødrene, og det interessante i denne sammenhæng er,

hvad jordemødrene rent faktisk gør – hvad der er deres praksis i relation til sene provokerede

aborter.

I en kompleks institution som et hospital, der samtidig er indlejret i et komplekst samfund, er

sygeplejersker i et krydsfelt mellem konkurrerende faggrupper og moralske ideologier, og

denne konkurrence er kilden til de etiske problemer (Chambliss 1996: 93). Chambliss

fremstiller på denne baggrund en strukturel teori om, hvordan de etiske problemer skabes i

institutioner (ibid.: 94-98). I det følgende har vi ført denne teori over på vores

problemstilling, hvorved man kan se de etiske problemer på hospitalet, som et resultat af

følgende:

Side | 59


Teori

1. Etiske problemer afspejler konflikter mellem magtfulde interessegrupper. Dette er et

fundamentalt princip, som de næste punkter blot uddybe.

2. Fundamentale konflikter mellem grupper bliver omtalt som moralske konflikter.

Lægers og jordemødres forskellige tilgang til fødende kvinder afspejler deres

forskellige uddannelse og professionsidentitet, men kan beskrives i moralske

vendinger. Lægers biomedicinske syn på kroppen kan således af jordemødrenes

opfattes som etisk problematisk.

3. Etiske emner afspejler konflikter mellem gruppers moralske dagsorden. De etiske

problemer afspejler sammenstødet mellem konkurrerende professionelle moralske

dagsordner.

4. Etiske problemer ændres over tid. Økonomi, samfundstendenser og teknologisk

udvikling er nogle af de faktorer, der medvirer til, at de etiske problemer i

sundhedsvæsenet ændres over tid.

Chambliss ser desuden følgende karakteristika ved de etiske problemer, der skabes på

hospitalerne; for det første er de problemer, sygeplejersker oplever, systematiske. De samme

problemer opstår igen og igen i forskellige sammenhænge, problemerne er derfor ikke

indlejret i individerne, men afslører strukturelle egenskaber ved sammenhængen. Problemet

ligger ikke ved personen, men ved systemet (Chambliss 1996: 91). For det andet står

sygeplejerskerne over for praktiske problemer, ikke individuelle dilemmaer. Sygeplejersker

har ofte en klar ide om, hvad de mener, er rigtigt, men de mangler magten til at gøre det på

grund af andres modsatrettede holdninger. Moralsk bekymring opstår således, når man ved,

hvad der er rigtigt at gøre, men institutionelle begrænsninger gør det næsten umuligt at

handle på denne måde (ibid.: 91-92). Vi ønsker derfor at undersøge, hvorvidt jordemødrene i

vores undersøgelse oplever denne moralske bekymring, og hvorvidt de opfatter det som et

problem i forbindelse med de sene provokerede aborter.

Etiske problemer i sundhedsvæsenet er derfor umulige at skille fra den institutionelle og

sociale setting, hvorfra de stammer. Problemerne er ikke tilfældige eller isolerede fejl i

systemet. De er ofte fundamentale, hvis ikke intenderede, produkter af det system (Chambliss

1996: 182).

5.5.4 Hvordan håndteres etiske problemer på et hospital?

Side | 60


Teori

Hospitaler er anderledes end så mange andre institutioner på et bestemt område; på et

hospital lider mennesker, og mennesker dør som en del af den daglige rutine (Chambliss

1996: 16-17). Dette grundlæggende vilkår for de sundhedsprofessionelle, der arbejder på

hospitalerne, giver dem således en frihed, som ikke gælder i resten af samfundet (ibid.: 19).

For at kunne håndtere at arbejde under sådanne forhold, hvor død og lidelse er hverdag, og

hvor man ofte vil støde på etiske problemer, gøres handlinger til rutine. De moralske

skrupler, der kan opstå i en given situation, overskygges af alle de andre gentagne handlinger,

der skal udføres – rutinen overskygger derved de moralske forbehold (ibid.: 12). Da en sen

provokeret abort i sig selv udgør et etisk dilemma, finder vi det derfor interessant at

undersøge, hvorvidt jordemødrene forholder sig til dette, og om det også for dem bliver

rutine.

At gøre noget til en rutine indebærer også at beskytte denne rutine fra kaos (Chambliss 1996:

42). I forlængelse heraf kan man tale om, at der gælder særlige regler på et hospital, regler

der er til for at beskytte den moralske orden. Disse regler indebærer bl.a. at arbejdet kommer

først, før personlige reaktioner, samt at kynisme er en acceptabel måde at udtrykke sig på,

hvis det hjælper til at opretholde fatningen og distancen (ibid.: 54-55).

Chambliss fandt, at næsten alle sygeplejersker har grænser for, hvad de vil arbejde med, og

disse er reflekteret i deres valg af, hvilken afdeling de arbejder på. Det kunne tyde på, at

sygeplejersker næsten har et behov for at sige ”jeg har mine grænser, selvom jeg har et svært

job kunne jeg ikke gøre det der, det ville være svært” for at vise, at de er følsomme

mennesker, ikke koldblodige og uden moral (Chambliss 1996: 57). I forlængelse heraf finder

vi det interessant at undersøge, hvor jordemødrenes grænser går i forbindelse med arbejdet

med de sene provokerede aborter, og om de også har behov for at sætte en grænse for ikke at

føle, at de i deres arbejde er umenneskelige og uetiske.

Den netop præsenterede teori vil blive operationaliseret i vores analytiske ramme, der

introduceres i det følgende afsnit.

Side | 61


6. Analytisk ramme

Analytisk ramme

Vi vil i dette afsnit præsentere den analytiske ramme for den teoretiske analyse af empirien.

Rammen består dels af fem forskningsspørgsmål og dels et tilhørende analytisk blik. I det

følgende præsenteres først de fem forskningsspørgsmål, som er konstrueret ud fra vores

empiriske fund fra Grounded Theorys kodninger og gennem en operationalisering af vores

teori. Dernæst vil vi etablere et analytisk blik, som vil have betydning for, hvordan vi

analyserer vores empiri. Det er ikke vores formål at konkludere noget endegyldigt på vores

forskningsspørgsmål, men derimod at benytte dem som udgangspunkt for at udvikle viden

om vores forskningsgenstand.

6.1 Forskningsspørgsmål

Ved hjælp af Grounded Theory har vi udviklet fem emnekategorier, som rummer

jordemødres artikulerede tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter. I det

følgende vil vi opstille fem forskningsspørgsmål, som er konstrueret ud fra disse empiriske

fund og den netop præsenterede teori. Formålet med disse er at fremanalysere jordemødres

praksisformer og derigennem udvikle teori om, hvilken professionsidentitet og

professionsetik, der er gældende i deres arbejde med sene provokerede aborter.

Nedenstående tabel med emnekategorier og tilhørende forskningsspørgsmål vil fungere som

styreredskab i den teoretiske analyse af empirien.

Side | 62


Tabel 3. Forskningsspørgsmål og emnekategorier

Emnekategori Forskningsspørgsmål

Det professionaliserede og det

personlige

1) Hvordan kommer spændingsfeltet mellem de

personlige og de professionaliserede kundskaber

til udtryk i jordemødrenes tilgang til de sene

provokerede aborter?

Analytisk ramme

Omsorg i forskellige former 2) Hvordan opfatter jordemødrene deres egen

funktion i forbindelse med sene provokerede

aborter, og hvilke professionsidentiteter udfoldes

i denne funktion?

Personliggørelse af fosteret 3) Hvilke ritualer kommer til udtryk i

jordemødrenes omsorg for det aborterede foster

og kvinden, og hvilke hensyn ligger bag disse

ritualer?

Professionernes kamp i det

sundhedsprofessionelle felt

Retfærdiggørelse af egen rolle i

forbindelse med sene provokerede

aborter

4) Hvordan forandres og begrænses

jordemoderprofessionen i det

sundhedsprofessionelle felt i relation til sene

provokerede aborter?

5) Hvilke diskurser om etik gør sig gældende hos

jordemødrene, og hvilke muligheder har de for at

handle i overensstemmelse med deres

professionsetik i deres arbejde?

De fem forskningsspørgsmål vil lede os gennem den teoretiske analyseproces således, at hver

emnekategori med tilhørende forskningsspørgsmål vil få et selvstændigt afsnit i analysen.

6.2 Analytisk blik

Det analytiske blik er funderet i de strukturer, som er med til at forme jordemødrenes

arbejdsforhold og sociale interaktioner og dermed med til at konstruere den sociale kontekst,

som jordemødrenes arbejde med sene provokerede aborter udfoldes indenfor. Med det

professionsteoretiske blik, vi har valgt at lægge på vores empiri, ønsker vi at fremstille de

strukturer, som er med til at forme jordemødres professionsidentitet og praksisformer i

relation til de sene provokerede aborter. Med fokus på forholdet mellem de statslige

velfærdsinstitutioner og professioner, her særligt omsorgsprofessioner, vil vi i det følgende

Side | 63


Analytisk ramme

komme ind på, hvordan de sociale strukturer i institutionerne kan være formende for

jordemoderprofessionen i dag.

De sociale strukturer i vores empiri kan analyseres frem ved at se det empiriske materiale

som udtryk for en given praksis. Denne praksis kommer således til udtryk gennem

jordemødrenes artikulerede tilgang til sene provokerede aborter.

Nedenfor præsenterer vi de områder, som inspireret af professionsteorien, former

jordemødrenes arbejde og dermed deres professionspraksis og deres tilgang til sene

provokerede aborter. Områderne er indbyrdes afhængige og kan derfor ikke ses som adskilte

enheder. Disse områder er skitseret i figur 4 nedenfor.

Figur 4. Model for det analytiske blik. Den sociale kontekst inden for hvilken

jordemoderprofessionen og arbejdet med sene provokerede aborter udfolder sig.

Hensigten med områderne er at etablere et bestemt strukturelt blik på

jordemoderprofessionens praksisformer i relation til sene provokerede aborter, som vil styre,

hvordan vi udvikler viden med udgangspunkt i forskningsspørgsmålene. Med dette blik kan

vi analysere, hvad jordemoderprofessionens identitet og praksis drives, struktureres,

formgives og stabiliseres af. Når vi ser på den enkelte jordemoders udsagn om hendes

Side | 64


Analytisk ramme

professionsidentitet og praksis i relation til sene provokerede aborter, kan vi således ikke se

det løsrevet fra denne strukturerende kontekst.

De fire områder i ovenstående figur vil i det følgende blive beskrevet nærmere.

Det ideologiske område

Filosofisk set har begrebet ideologi mindst to vigtige betydninger – en praktisk og en

teoretisk. Praktisk kan ideologi betyde verdensanskuelse eller livsfilosofi og rummer et

sammenhængende sæt af idéer, normer og værdier (Larsen 2005: 104-105). Ideologi kan ud

fra et teoretisk perspektiv ses i modsætning til videnskab. Hvis videnskab opfattes som

objektiv og værdifri, er ideologi tilsvarende subjektiv og fordomsfuld. Dette kaldes også falsk

bevidsthed (ibid.: 104). Med ideologi som falsk bevidsthed er der således tale om en form for

erkendelse, som kan underkastes en kritisk undersøgelse, hvorudfra det falske ved

bevidstheden kan påvises (ibid.: 106+108). Menneskets bevidsthed er baseret på erfaring og

refleksion, og i sin opbygning betjener den sig af mere eller mindre logiske slutninger. Heri

ligger der en kilde til falsk bevidsthed. De subjektive erfaringer kan således være både

”sande” og ”dokumenterbare”, uden at være det i objektiv forstand (ibid.: 106-107). Det er

jordemødrenes professionsetik og praksis samt deres professionsidealer, som vi ser dem

udfoldet i relation til sene provokerede aborter, vi ønsker at afdække.

Vigtige aktører inden for det ideologiske område er fx jordemoderuddannelsen,

Jordemoderforeningen samt Landsforeningen Spædbarnsdød 20 , da disse kan påvirke

jordemødrenes professionsetik og professionsidealer i relation til sene provokerede aborter.

Ikke mindst er de gravide kvinder også en vigtig aktør, da de efterspørger en bestemt service

af jordemødrene – med den medicinske teknologis ekspansion og samfundets stigende fokus

på risici bliver gravide kvinder socialiseret ind i en risikotænkning, således at det gældende

20 Foreningen Spædbarnsdød blev startet i 1983, som en emnegruppe under foreningen Forældre og Fødsel. I

1992 blev foreningen skilt ud som en selvstændig, privat forening. Foreningens formål er bl.a. at påvirke den

generelle holdning til døden og til det at bære sorg, at rådgive og støtte forældre, der har mistet et spædbarn,

og at give berørte faggrupper rådgivning, information og feedback vedrørende deres omsorg for forældre og

deres døde børn (www.spaedbarnsdoed.dk).

Side | 65


Analytisk ramme

normalitetsbegreb forskydes. Derfor er det vigtigt at analysere, hvilken rolle det ideologiske

område spiller for jordemødrenes professionsidentitet.

Side | 66


Det institutionelle område

Analytisk ramme

Institutioner kan forstås som sociomaterielle strukturer, som regel med en række skrevne og

uskrevne regler, egne tilhørssteder eller bygninger og egne ansatte, fx specialister og/eller

professionelle (Østerberg 2005a: 99). Eksempler på relevante institutioner inden for vores

problemstilling er fx jordemoderuddannelsen, hospitaler, fødeafdelinger og gynækologiske

afdelinger.

Jordemoderuddannelsen er det første møde ud af mange med institutioner, der kommer til at

virke som socialiseringsarenaer for jordemødre. Forskellige institutionelle sammenhænge er

således med til at ændre eller stadfæste jordemoderidentiteten. Jordemødre bliver

”opdragere” og formidlere af en given institutions identitet, hvilket har afgørende betydning

for, hvordan nye kollegaer og studerende udvikler sig (Barfoed 2008: 42).

Ifølge Wackerhausen kan man som nævnt tale om en professions praksis på flere forskellige

niveauer, fx den enkelte professionsudøvers praksis (Wackerhausen 2002: 56-57). Her er det

derfor interessant at analysere eksempler på institutionelle socialiseringsarenaer, som indgår i

dannelsen og udviklingen af jordemødres professionsidentitet, praksis og professionsetik.

Organiseringen af jordemødres arbejde kan påvirke ideologien, eksempelvis når det besluttes,

om sene provokerede aborter skal foregå på gynækologisk afdeling eller en fødeafdeling, da

disse institutionelle rammer bl.a. bestemmer, hvilke personalegrupper, der skal indgå i

arbejdet og omsorgen, og dermed hvor stor en rolle jordemødre kan spille i dette arbejde.

Jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter vil påvirkes af de

jordemødre, læger og andre professionelle, som de samarbejder med, og af den institution

hun arbejder indenfor. Med Bourdieus terminologi udspiller der sig her kampe om forskellige

kapitalformer. Vi vil derfor analysere de kampe og konflikter, der foregår i det

sundhedsprofessionelle felt i relation til de sene provokerede aborter samt hvilken kapital, der

kæmpes om.

Det politiske/økonomiske område

Ifølge Brante må professioners udvikling som sagt forstås på baggrund af økonomiske

konjunkturer, forholdet mellem privat og offentlig sektor, den statslige uddannelsespolitik og

de teknologiske og videnskabelige udviklinger (Brante 1989: 50).

Side | 67


Analytisk ramme

Inden for det politiske/økonomiske område træffes de beslutninger, der styrer eller påvirker

udviklingen og ressourcefordelingen i det danske samfund. Her debatteres, diskuteres og

vedtages de love, der regulerer velfærdsstatens institutioner, herunder de danske hospitaler.

Det er således på dette område, at rammerne for de sundhedsprofessionelles arbejde i

sundhedsvæsenet fastlægges og dermed også jordemødrenes arbejde. Som eksempel kan

nævnes NPM-bølgen, som har haft stor betydning for de ansatte i det danske sundhedsvæsen,

idet denne tankegang som nævnt i høj grad er slået igennem som inspiration til styring af

sundhedsvæsenet. Som følge heraf oplever mange ansatte i sundhedsvæsenet i dag, at en stor

del af deres tid går med administrative opgaver på grund af stigende krav til dokumentation

og kvalitetssikring af arbejdet. NPM-bølgen har ligeledes ført til et øget fokus på

patientrettigheder og -efterspørgsel (Krasnik 2007: 119). Patienter anses således som en form

for ”kunder”, der fx efterspørger en bestemt service, og dermed har de fået øget

medbestemmelse. De generelle udviklingstendenser inden for sundhedsvæsenet og offentlig

administration vil derfor også have indflydelse på jordemødrenes arbejde.

Med Brantes terminologi er det velfærdsstatens professioners opgave at være normalitetens

vogtere, idet de til enhver tid skal opretholde den sociale orden, som samfundet udstikker

gennem politiske beslutninger, lovgivning, økonomi mm. Derfor vil vi se på, hvordan denne

funktion udfolder sig i jordemødrenes arbejde med sene provokerede aborter.

Det er inden for det politiske/økonomiske område i samspil med det institutionelle område, at

beslutninger om jordemoderprofessionens uddannelse og arbejdsforhold træffes, dvs.

hvordan arbejdet er organiseret og hvilke professioner, der arbejder sammen. Hermed sættes

ligeledes rammerne for, i hvor høj grad jordemødrene har mulighed for at udføre opgaver, der

dækker hele deres virksomhedsområde.

Det videnskabelige/teknologiske område

Det videnskabelige/teknologiske område er bl.a. påvirket af forskningsinstitutioners,

forskeres og medicinalindustriens interesser i udvikling, anerkendelse og økonomi samt af

patientforeningers og andre interesseorganisationers interesser.

Den massive udvikling inden for teknologi og medicin skaber mulighederne for udvikling af

bl.a. de fosterdiagnostiske tilbud og for at holde liv i stadig yngre fostre. Hermed er

teknologien og videnskaben med til at ændre grænserne for, hvad vi anser som normalt og

Side | 68


Analytisk ramme

acceptabelt og er således med til at skabe, hvad vi anser som normalt og unormalt, raskt og

sygt inden for det sundhedsprofessionelle felt. Videnskaben og teknologien er således med til

at ændre perspektiverne på graviditet og moderskab generelt og derigennem de gældende

normer i samfundet. Gennem eksistensen af fosterdiagnostiske tilbud sendes nogle bestemte

signaler til de gravide kvinder, og dette påvirker deres opfattelse af, hvad der er normalt og

acceptabelt.

Jordemødre har en grundlæggende opfattelse af, at en fødsel er en fuldstændig normal

begivenhed og en sund fysiologisk proces. Jordemødres største faglige viden og erfaring

omhandler således det normale. Men teknologiens udvikling er med til at rykke ved, hvad der

er normalt, og er således med til at forme og ændre jordemødres risikotænkning og

normalitetsbegreb og hermed også deres professionsidentitet og professionsetik.

Ud fra de skitserede områder kan det afdækkes, hvordan den sociale og samfundsmæssige

kontekst for jordemoderens arbejde er strukturerende for socialiserings- og

identitetsdannelsen og dermed den etiske praksis, som udfoldes i relation til sene

provokerede aborter.

Den etablerede model for vores analytiske blik samt de fem forskningsspørgsmål udgør vores

analytiske ramme og vil være styrende for den teoretiske analyse, der præsenteres i de

følgende afsnit.

Side | 69


7. Teoretisk analyse

Teoretisk analyse

I dette afsnit vil vi med udgangspunkt i de fem konstruerede forskningsspørgsmål og vores

analytiske blik analysere og diskutere de fem emnekategorier, som alle er indeholdt i den

overordnede kernekategori, At give den ”rette” omsorg. Hermed vil vi udvikle teori om vores

forskningsgenstand, som er ”grounded” i empirien.

Kernekategorien er omdrejningspunkt for analysen af de fem emnekategorier og vil derfor

ikke blive analyseret særskilt. De fem analysedele vil alle bidrage til at kunne udvikle viden

om vores problemformulering.

Empirien i de enkelte emnekategorier er afgørende for, hvilke dele og hvilke teoretikere fra

teoriafsnittet, som bliver inddraget. For at skabe overblik over kompleksiteten i vores fund,

vil de enkelte analysedele alle afsluttes med et afsnit, som kondenserer og diskuterer de

vigtigste vidensbidrag.

For at diskutere og nuancere vores fund, vil det flere steder gennem analyseafsnittene være

relevant at fremlægge resultater fra andres forskning.

I det følgende vil vi referere til jordemødrenes udsagn ved at benytte deres fiktive navne, som

de fremgår af tabel 1.

7.1 Det professionaliserede og det personlige

I dette afsnit vil vi udvikle viden om vores problemstilling med udgangspunkt i vores første

forskningsspørgsmål: Hvordan kommer spændingsfeltet mellem de personlige og de

professionaliserede kundskaber til udtryk i jordemødrenes tilgang til de sene provokerede

aborter?

Empirien i denne emnekategori handler om forholdet mellem det professionaliserede og det

personlige. Til at analysere empirien inddrages særligt Eriksens forskning på dette område.

Jordemødres arbejde er karakteriseret ved, at personen er redskabet i relationen til kvinden i

omsorgsarbejdet. Det personlige og det professionaliserede er baseret på kundskaber, som

både udfoldes side om side og afgrænses i forhold til hinanden. Vi vil i dette afsnit analysere,

hvordan denne dobbelthed viser sig, ved at analysere en række situationer, hvor

Side | 70


Teoretisk analyse

jordemoderens personlige oplevelser og holdninger kommer i spil i hendes professionelle

virke og se på, hvordan dette håndteres.

7.1.1 Omsorgshabitus

I en kvindes liv har et utal af møder, relationer og samværsformer fundet sted, som er

funderet i personlige relationer mellem mennesker, og som skaber en række

omsorgssituationer (Eriksen 2007: 435+439). Dette danner grundlaget for de personlige

kønnede kundskaber, som udfolder sig i det professionaliserede jordemoderarbejde. En vigtig

viden er på den måde indkapslet i en social og kropslig praksis, hvor jordemødrene, med

Eriksens ord, trækker på en primær socialisering til pleje, omsorg og indføling.

I følgende fortælling illustreres det, hvordan jordemødres omsorg for aborterende kvinder

bygger på kropslige og empatiske erfaringer med omsorg, hvilket kan ses som et udtryk for,

at omsorgen er habitueret. I omsorgen handler man således ud fra, hvad man tidligere har

erfaret og oplevet. Freja fortæller her om en oplevelse i sin studietid, hvor hun drog omsorg

for en ung 16-årig kvinde, som fik abort på social indikation, fordi hun først i 19. uge

opdagede, at hun var gravid. Freja tager personligt afstand fra at få en provokeret abort så

sent på denne indikation, men kan alligevel ”være professionel”:

”Man skal helt sikkert være professionel. Jeg kan huske med hende her, at jeg

lå jo oppe i sengen med hende og snakkede med hende om hele den her

oplevelse, og hvad hun ville være, og ”Livet går jo videre”, og ”Det er jo

fantastisk flot, at du kan klare det her, og det gør dig stærkere” og det ene og

det andet. (…) Jeg lå med kvinden og holdt hende i hånden og aede hende. Min

kontaktjordemoder grinede af os, og hun gik ud og hentede mælk og småkager,

og så lå vi ellers deroppe i hendes lille seng. Det var jo fordi, at det var det,

hun havde brug for. Det er jo ikke fordi, at jeg normalt siger ”Scoop over, nu

kommer jeg”, det gør du jo ikke. Du afmåler hver situation, og det var jo en

lille bitte pige, det her.” - Freja

Freja udviser her, at hun følger sin intuition i omsorgen for den unge kvinde. Freja agerer

over for hende i en form for veninde til veninde relation med empati, omtanke,

individualisering af kvinden og nærvær i en særlig omsorg, som bygger på hendes

legemliggjorte erfaringer. Her udfoldes det personlige i hendes professionelle virke. Disse

kundskaber udgør et væsentligt indhold i jordemødrenes omsorgskompetencer.

Frejas fortælling indeholder samtidig en definition af, hvad det for hende vil sige at være

Side | 71


Teoretisk analyse

jordemoderfaglig eller professionel: at kunne give individuelt tilpasset omsorg og være

fordomsfri. Dette er kundskaber, som er indeholdt i alle jordemødrenes opfattelser af at være

professionel, og som harmonerer med et professionsideal, der indebærer at skulle udøve en

omsorg, der af kvinden, jf. Chambliss, føles spontan og ægte.

Især de ældre jordemødre har erkendt, at personlige erfaringer med sorg og lidelse ruster én

til arbejdet med de sene provokerede aborter. Det kræver en vis livserfaring og en stor

personlig ballast at være ordentligt klædt på til dette:

”Det er klart, at som nyuddannet, så skal man lige finde sin vej ind i det. Jeg

var jo så 40 år gammel, da jeg blev færdig som jordemoder, og det vil sige, at

jeg også selv har haft sorg og lidelser og glæder og alt det, som et almindeligt

liv nu er. Så jeg har noget med mig, som gør, at jeg godt kan rumme den smerte

og den der sorg og det, der er svært, og jeg kan godt bruge min intuition

omkring, hvad der er brug for. (...) Jeg følte mig klædt på til opgaven på grund

af min alder og min livserfaring mere end et fagligt redskab. Det må være svært

at være 25 år gammel og lige komme fra jordemoderskolen.” - Ulla

Citatet tydeliggør, hvordan jordemødrene selv oplever, at arbejdet med de sene provokerede

aborter kræver, at de inddrager sig selv og deres personlige erfaringer, og hvordan dette

arbejde ikke alene kræver faglige redskaber, men især en personlig intuition og erfaring.

Jordemødrene må således trække på en legemliggjort omsorgshabitus i det professionelle

arbejde med sene provokerede aborter.

Ingen af jordemødrene beskriver den praktiske udførelse af abortfødsler som kompliceret.

Det er derimod det følelsesmæssige, der er udfordringen:

”Jeg tror egentlig, at det nok er den der moralske og følelsesmæssige del, man

mest skal kæmpe med, fordi det rent tekniske, det praktiske, det

jordemoderfaglige, det er bestemt ikke sværere ved sådan nogle fødsler end ved

alle andre fødsler, snarere tværtimod.” - Pia

Det rent tekniske og praktiske lærer jordemødrene i de forskellige praksisfællesskaber på

uddannelsen og på arbejdet. Det følelsesmæssige er derimod noget personligt, som bl.a.

etableres gennem ideologi, etik og legemliggjorte erfaringer.

Maria beskriver, at det er vigtigt at afgrænse sine emotionelle reaktioner over for forældrene

ved en abortfødsel:

Side | 72


Teoretisk analyse

”Det er deres [forældrenes] sorg, så du skal ikke stå og tudbrøle, så de skal

trøste dig, men selvfølgelig må du græde med forældrene. Men det er deres

sorg. At man så, når man kommer hjem, er meget udmattet er så en anden sag.

Men når man står der, er man ligesom i gang, og så tænker man så meget på

dem og deres behov, at man tilsidesætter lidt sine egne.” - Maria

Indholdet i jordemødres omsorgskundskaber viser sig i citatet at have form af at give

intimitet, empati og at dele andres lidelser. Inspireret af Eriksen kan man sige, at relationen

mellem den aborterende kvinde og jordemoderen er baseret på, at jordemoderen hele tiden vil

søge at lindre og dele kvindens smerte og lidelse gennem en række synlige og usynlige

handlinger. Disse handlinger er, ifølge Eriksen, baseret på en række kulturelt bestemte krav

og egenskaber, som man kan tillægge kvinder ud fra deres biologiske køn (Eriksen 1989: 7-

8).

Ovenstående citater viser, hvordan personen og det kønnede er redskabet i forhold til den

mellemmenneskelige relation i jordemødrenes arbejde og således har indflydelse på, hvad der

gøres i og siges om en given praksis. De viser desuden, hvordan det professionaliserede

arbejde – med Eriksens ord – er funderet i nogle personlige og kønnede erfaringer med

hensyn til at indgå i relationer med andre.

7.1.2 Det personlige grænsesættes

Alle jordemødrene fortæller, at de kan blive berørt af arbejdet med sene provokerede aborter,

men der er forskel i den vægt, de tillægger det at blive berørt i selve arbejdssituationen, og

hvor meget det fylder efterfølgende. En stor del af jordemødrene giver direkte udtryk for, at

de er emotionelt påvirkede i og efter arbejdet med den aborterende kvinde, og at de kan være

trætte og udmattede efterfølgende. Derfor synes de, det er vigtigt at fordele arbejdet med sene

provokerede aborter mellem sig:

”Det kan være, hvis jeg sådan lige synes at den måde, jeg skal bruge mig selv

på i den situation, det er ikke lige det, jeg har så meget strøm på batteriet til.

(…) Vi ved alle sammen, at man er ekstra ”allert”. (…) Man er mere træt

bagefter.” - Ulla

Et vilkår for arbejdet med sene provokerede aborter er, at jordemødrene oplever situationer,

hvor forældre har været meget i tvivl om beslutningen om aborten, fx hvis de

Side | 73


Teoretisk analyse

fosterdiagnostiske undersøgelser har påvist en lidelse eller misdannelse hos fosteret, der ikke

er uforenelig med liv:

”Nogle gange er folk meget mere ulykkelige og mindre afklarede, og man bliver

selv berørt på en eller anden måde, og så er det ikke særlig rart, hvis man 14

dage efter igen skal stå og yde en hel masse (…), så får man det sådan fordelt.”

- Bente

Bentes fortælling viser, at kvinden/parrets afklarethed spiller ind på, hvordan jordemoderen

selv berøres, hvilket viser, at jordemødrenes empati som en personlig kundskab i høj grad

aktiveres i arbejdet med sene provokerede aborter.

Samtidig ser vi, at jordemoderens egne oplevelser og erfaringer medfører refleksioner over

arbejdet med sene provokerede aborter, hvilket kan påvirke, om man bliver emotionelt

påvirket eller ej. Freja hjalp til ved en sen provokeret abort på social indikation, da hun

samtidig selv prøvede at blive gravid og havde en veninde, der havde haft en spontan abort i

samme svangerskabsuge:

”Jeg havde dengang en veninde, der lige havde tabt sit barn i nogenlunde

samme uge, og det var bare grotesk at se, hvor meget det betød for hende, og

hvor meget de havde ønsket sig et barn. Og så går der sådan et lille barn til

spilde, der bare skal hen og brændes eller sådan noget, det kan jeg slet ikke

forholde mig til.” - Freja

Frejas oplevelse viser, hvordan det personlige inddrages i en sådan grad, at det bliver sværere

for hende at forholde sig til sit arbejde. Trods det, yder hun en omsorg for kvinden, hvor hun

efter eget udsagn, ikke lader sine egne holdninger skinne igennem selvom hun efterfølgende

har ”en rigtig grim smag i munden”. Dette kan ses som udtryk for en stærk

professionsidentitet, der dikterer Freja at sætte egne holdninger og værdier til side, for at

kunne yde omsorg for den abortsøgende kvinde.

Jordemødrene har således fokus på kvinden/parrets sorg i arbejdet med sene provokerede

aborter, hvorved de udgrænser deres egne emotionelle reaktioner. Dette bliver beskrevet af

Pia:

”Der vil jo være nogen [jordemødre], som altid vil komme ud fra sådan en

situation, både med de provokerede aborter og dødfødslerne og sige, at de bare

har stået og grædt inde på stuen, fordi de bare synes, det er rigtig svært. Det

Side | 74


Teoretisk analyse

gør jeg for eksempel ikke. Jeg har gjort det en enkelt gang, og det er jo sådan

noget med, at man bliver grebet af situationen. Og indtil jeg selv gjorde det, så

synes jeg faktisk, at dem, der gjorde det, var lidt uprofessionelle. For mig er det

meget vigtigt, at det er forældrenes sorg, der får lov til at fylde, for dem er det

jo noget, de skal bære resten af livet. For mig er det jo noget, jeg tænker på, og

jeg kan huske de situationer, men det er jo ikke noget, som jeg sådan vil bære

med mig på samme måde. Men man kan jo altid stå i en situation, hvor man

bliver grebet af stemningen.” - Pia

Her fremgår det, at Pia har forståelse for, at man som jordemoder kan blive grebet af

situationen og blive påvirket, men at hun selv forsøger at forholde sig mere følelsesmæssigt

distanceret, og at hun undgår at lade det fylde i hendes bevidsthed efterfølgende.

Åse udtrykker ligeledes en følelsesmæssig distance til arbejdet med sene provokerede

aborter:

”Jeg bliver ikke påvirket af det. Det betyder ikke, at jeg ikke kan synes, at det er

sørgeligt, men jeg er kun optaget af den mor og hvad for en oplevelse, hun skal

have, og at hun skal føle sig så godt behandlet som muligt.” - Åse

Åse etablerer en distance, inden hun går ind i arbejdet med den aborterende kvinde – hun ser

som sit primære fokus, at kvinden skal have en god oplevelse og jordemoderfaglig støtte og

omsorg. Dette er fokus for hende ved både almindelige fødsler og abortfødsler, hvorfor hun,

efter eget udsagn, i princippet kunne tage sig af sene provokerede aborter eller dødfødsler

hver dag:

”Jeg tænker, at min opgave er, at den kvinde skal have en så god oplevelse,

som man nu kan skaffe hende, og man skal være der for hende og støtte hende i,

at det lille menneske skal have – hvis det har et liv, når det kommer ud - et godt

liv, og hvis ikke det har, at hun kan tage ordentligt afsked med det. Så kunne jeg

sagtens ikke bestille andet. Jeg kunne tage imod døde børn hver dag.” - Åse

Pia og Åse har begge flere års jordemodererfaring og omfattende erfaring med sene

provokerede aborter og dødfødsler. De er blevet disciplineret til at afgrænse de personlige

emotioner og rumme kvindens lidelse gennem deltagelse i en lang række praksisfællesskaber.

I relation til Brantes pointe om, at velfærdsstatens professioner fungerer som normalitetens

vogtere, kan jordemødrenes følelsesmæssige distancering til arbejdet med de sene

provokerede aborter ses som en nødvendighed for, at de kan være med til at ”opretholde” det

normalitetsbegreb, der anlægges i samfundet.

Side | 75


Teoretisk analyse

Pia og Åses tilgang viser, at grænserne mellem det erfaringsbaserede og personlige og det

professionelle med tiden flyttes eller udgrænses. I Eriksens optik kan det tolkes som, at de

personlige legemliggjorte relationserfaringer transformeres til professionaliserede og

rutiniserede handlemåder (Eriksen, in press: 10).

Side | 76


7.1.3 Det professionaliserede som afgrænsningsfaktor

Teoretisk analyse

Som beskrevet i teoriafsnittet 5.4 kan man tale om et professionaliseret forhold til omsorg,

når denne opgave varetages som lønarbejde i institutioner og udføres med afsæt i en

professions virksomhedsområde. Dette er vilkåret for jordemoderarbejdet, som tidligere var

en opgave, der blev varetaget i hjemmet eller på klinikker, men nu er rammesat af de

moderne vilkår for arbejdet på et hospital. Det er derfor et vilkår, at det personlige og det

professionaliserede må udfoldes side om side, men at jordemødrene, i Eriksens terminologi,

må sætte det professionaliserede ind som en magt- og afgrænsningsfaktor.

I det følgende illustreres, hvordan dobbeltheden mellem det personlige og det

professionaliserede udfoldes i den konkrete institutionelle praksis. Her fortæller Freja igen

om sin oplevelse med den sene provokerede abort på social indikation i 19. uge, hvor hun

både anskuer sit arbejde som et lønarbejde, men samtidig udfordres af personlige emotioner:

”Man har jo et job og man får penge for det, og det ligger også til mig at være

meget åben og naturlig, og så kan man bande, når man kommer ud i

personalestuen. Men over for kvinden var jeg jo meget forstående, og det er

man jo også, men man er jo også frustreret. (…) Jeg vil til hver en tid gå ind og

behandle kvinden med respekt, men jeg kan være rigtig sur over, at de kan finde

på at ende ud i sådan en situation, fordi man ikke tænker sig om [og bruger

prævention].” - Freja

Frejas oplevelse indebærer ambivalens – hun er meget emotionelt påvirket, sur og frustreret,

men er stadig afklaret med, at kvinden skal have respektfuld jordemoderfaglig omsorg.

Arbejdet er i denne situation på grænsen til at overskride hendes personlige grænser – derfor

må hun sætte det professionaliserede ind som afgrænsningsfaktor, for at hun kan være i

arbejdet som jordemoder. Det professionaliserede er her respekten, forståelsen, empatien og

den uforbeholdne støtte til kvinden, som jordemødre er socialiseret ind i som en bestemt

disciplineret faglighed gennem deltagelse i praksisfællesskaber på arbejdet og på

uddannelsen. Det personlige usynliggøres, udskilles og afgrænses således i jordemødrenes

professionaliserede arbejde. Dette illustreres ligeledes i det følgende:

”Selvfølgelig vil man komme ud for noget, som støder ens egen moral, og der er

det vigtig for mig, at når man går ind på stuen, at man stadig kan være

omsorgsfuld og varm og lave sit arbejde godt, for hun skal jo ikke have en

dårlig oplevelse, fordi jeg tilfældigvis er uenig med hende.” - Pia

Side | 77


Teoretisk analyse

”Når det først er kommet dertil, så kan jeg lægge min holdning til det her et

andet sted. Altså, hun skal have en ordentlig behandling, og parret skal have en

ordentlig behandling, og de skal ordentligt igennem det her.” - Bente

I Bente og Pias fortællinger kommer det til udtryk, at de har en klar opfattelse af, hvad denne

”ordentlige” omsorg og behandling indeholder. I jordemødrenes diskurser om egen rolle i

relation til sene provokerede aborter er kernen, at de skal forholde sig professionelt og derfor

må tilsidesætte egne holdninger, da dette kan forstyrre den ”ordentlige” behandling. I

relation til Chambliss’ teori kan man tale om, at arbejdet kommer først – før personlige

reaktioner. De professionaliserede kundskaber, afgrænsningen af personlige emotioner,

rutinisering og hospitalets særlige procedurer er således med til at beskytte den moralske

orden, dvs. at jordemødrene kan opfatte deres handlinger som moralsk acceptable.

Ovenstående citater viser, hvordan man som professionel hele tiden må bruge sig selv som

redskab i mødet med den anden, men også hvordan man sætter det professionaliserede ind

som en afgrænsningsfaktor. Jordemødrene må således rationalisere bestemte følelser af

ambivalens eller indre konflikter, som opstår, fordi det professionelle arbejde går imod egne

ideologiske eller etiske overbevisninger.

7.1.4 Rationalisering

Tilladelserne til de sene provokerede aborter er bestemt af lovgivningen, abortsamrådene og

abortankenævnet, idet disse fastsætter bestemmelserne for, hvad der bliver anset som

legitime og illegitime grunde til abort. Hvad der anses som legitimt er samtidig udtryk for

samfundets normalitetsforståelse. Det er denne etablerede normalitetsforståelse, som danner

rammerne for, hvilke typer af sene provokerede aborter, jordemødrene arbejder med, og

dermed hvilken normalitetsforståelse de bliver vogtere af.

I det følgende fortæller Kirsten om at skulle smide det aborterede foster i ”affaldstønden”

efter en abort på social indikation, hvor kvinden var misbruger – det er proceduren på

hospitalet, og her indordner hun sig trods indre konflikt:

”Jeg er faktisk som regel rigtig rigtig enig, eller jeg har ikke prøvet ikke at

være enig ved misdannelserne, og jeg tror såmænd også, jeg var enig med

hende misbrugeren – det er bare, at én ting er at være enig, en anden ting er at

stå midt i det, og egentligt var det også mest det med at vippe den [det

aborterede foster] ud. Jeg gad godt at have ydet den en eller anden form for

Side | 78


Teoretisk analyse

respekt og ikke bare kyle den ud i en affaldstønde – det var måske mest det. (…)

Men ellers nej, jeg respekterer deres beslutning, og jeg respekterer deres valg

enormt meget, og jeg er enig, og jeg ville håbe, at jeg selv ville have gjort det

samme, hvis jeg havde været i den situation. (…) Jeg synes faktisk, at det er en

super sej beslutning, de forældre tager.” - Kirsten

Trods Kirstens artikulerede enighed med den aborterende kvinde oplever hun modstrid i

forhold til sin egen ideologi, som fortæller hende, at det rigtige at gøre er at yde det

aborterede foster en ”form for respekt”. Herved opstår moralsk bekymring, jf. Chambliss,

fordi hun ved, hvad der for hende er det rigtige at gøre, men de institutionelle procedurer

muliggør ikke dette. I citatet ses det, hvordan Kirsten prøver at rationalisere sine følelser ved

at lade respekten for kvindens valg overskygge hendes moralske bekymring. Denne form for

rationalisering var gennemgående for jordemødrene. Herved kan de fortsætte deres praksis,

idet de selv har indtryk af at være etisk afklarede.

Alle jordemødre læser den aborterende kvindes journal inden abortfødslen, hvorved de får et

indblik i baggrunden for valget af aborten. De giver udtryk for, at dette kan give dem en

forståelse for kvindens situation og bevæggrunde. Bente fortæller her, hvordan det giver

hende en oplevelse af at kunne forstå kvindens valg, og at forståelse er betydningsfuldt for

hende i arbejdet:

”Jeg tror altid, forståelse betyder noget. Så man ved noget om baggrunden for,

hvorfor. Folk har altid deres grunde, og jo mere vi kommer ind og kender deres

grunde, jo mere kan man forstå, selvom man måske ikke altid selv ville have

handlet på samme måde.” - Bente

Ved at artikulere deres forståelse gennem opbakning til kvinden kan jordemødrene

rationalisere deres indre konfliktprægede følelser.

7.1.4.1 Forståelse som falsk bevidsthed

Alle jordemødrene er enige om, at det mest positive ved fosterdiagnostik er, at man kan

opdage de helt store misdannelser hos fostret, som er uforenelige med liv, hvorfor de alle er

fuldt afklarede og fandt det helt igennem acceptabelt at få en sen provokeret abort på

baggrund af dette.

Side | 79


Teoretisk analyse

De er derimod mindre afklarede og meget ambivalente omkring misdannelser, sygdomme og

syndromer, som ikke er dødelige. De tager klart afstand fra sene provokerede aborter på

grund af mindre handicaps såsom en manglende underarm:

”Jeg kan personligt tænke ”Hold da kæft, så er vi godt nok ude i noget nærmest

nazi-agtig sortering af, hvem der skal have lov til at komme til verden.” Men

jeg kan også godt personligt tænke ”Puh, hun er jo super chokeret, for det var

overhovedet ikke det, hun havde drømt om og forestillet sig” – så jeg er meget

splittet.” - Anna

Jordemødrene reagerer ligeledes kraftigt på de sene provokerede aborter, hvor indikationen

fx er Turner Sydrom og Klinefelter Syndrom 21 . Henriette fortæller her, hvordan hun kan være

”fuldstændig uenig” i beslutningen på baggrund af denne indikation, men alligevel acceptere

valget, fordi det for kvinden kan være ”det rigtige”:

”Hvis du sagde ”Jamen, jeg har et barn med Turner og jeg vil gerne have

afsluttet den her graviditet”, jeg er jo fuldstændig uenig med dig, men hvis du

virkelig synes, at det slet ikke hænger sammen, (…) så er det sådan, at

selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, hvis du mener, at det er det rigtige.” - Henriette

Både Anna og Henriette giver således udtryk for, at de tager afstand fra abort på disse

indikationer, men resultatet er i sidste ende, at de rationaliserer deres følelser og etablerer en

forståelse af kvindens valg, så de kan yde den ”rette” professionaliserede omsorg. Dette er

gennemgående hos jordemødrene, som er af den overbevisning, at de ikke skal gøre sig til

dommere over, hvad der er ”rigtige” og ”forkerte” indikationer på abort. Dette beskriver

Kirsten i det følgende:

21 Klinefelter Syndrom og Turner Syndrom er begge kønskromosomafvigelser, der kan forekomme hos hhv.

drenge og piger. Drenge med Klinefelter Syndrom producerer for lidt af det mandlige kønshormon testosteron,

og dette kan påvirke deres udvikling både fysisk og psykosocialt. Som voksne bliver 99 % sterile, fordi

testiklerne går til grunde i puberteten. Piger med Turner Syndrom fødes med en mangelfuld udvikling af

æggestokkene og kønshormonproduktionen, og som følge heraf kan kvinderne sædvanligvis ikke blive gravide

(Center for Ligebehandling af Handicappede 2006: 25-­‐26). Det kan fremføres, at syndromerne hverken er en

psykisk udviklingshæmning eller en egentlig sygdom (Risøy 2009: 240).

Side | 80


Teoretisk analyse

”Man har jo sin professionelle tilgang, hvor man opfører sig pænt og siger det,

man skal osv. og så står man bare og bander lidt ude i vagtstuen. Man kan også

godt være professionel, selv om man ikke selv ville vælge et Downs fra – man

skal ikke gøre sig til dommer over, hvad det er for en familie, de har, og det kan

jo få hele familien til at smuldre.” - Kirsten

Jordemødrene ytrer en vis tilbageholdenhed over for sene provokerede aborter på social

indikation, da det særligt er i disse situationer, de kan komme til at stå i skyllerummet med et

barn, der udviser livstegn, og hvor der i princippet er tale om et ”perfekt barn”. Det viser

Bentes udtalelse:

”Omkring den sociale indikation, så begynder jeg virkelig at synes, at det må

være meget meget svært at stå med et barn, som har mulighed for at leve. Som

jordemoder føler man jo også som alle mulige mennesker, så tænker man jo på

alle dem, der har rigtig svært ved at få børn. Der begynder at være et eller

andet.” - Bente

Her kommer det frem, hvordan Bentes ideologi udfordres, når hun oplever et dilemma

mellem fravalg af liv, når der samtidig er mange mennesker, som har svært ved at få børn.

Denne problemstilling overskrider jordemødrenes grænser og ”trigger noget” i dem.

Jordemødrenes ambivalens over for aborterne på social indikation er særlig tydelig, idet de

samtidig føler empati for kvinden og derfor søger at etablere en forståelse for kvindens valg,

således at det er det eneste rigtige, hvilket tydeliggøres her:

”Jeg synes jo, at hvis man vælger perfekt liv fra sent, det bryder jeg mig ikke

om. Jeg kan godt høre, at jeg måske modsiger mig selv lidt, fordi jeg jo sagde

samtidig at det var okay med hende min misbrugskvinde på social indikation,

for hun valgte jo netop perfekt liv fra.” - Kirsten

”Man tænker ”Gad vide, hvilken situation, hun har været i? Der må være en

forklaring”.” - Lone

Ambivalensen er således til stede, men bliver udgrænset i jordemødrenes møde med kvinden.

Derimod kan deres holdninger, fordomme og ideologi komme til udtryk på personalekontoret

sammen med andre jordemødre.

”Det jeg husker meget, det var nok snakken på kontoret, altså hvad de

forskellige jordemødre havde af meninger: ”Bør man give samrådsabort til en

pige på 13 år, når hun bærer et sundt og raskt barn?” ”Kunne hun ikke bare

Side | 81


Teoretisk analyse

have båret det til terminen, født det og givet det væk til nogen andre?” Sådan

den der blanding af forargelse, der var hos nogen, og nogen, som måske har

børn, som er 16 år, og ”Hun er jo bare og lille skat”.” - Pia

Ovenstående citater viser, hvordan jordemoderens personlige ideologiske konflikt

grænsesættes. Jordemødrenes erfaringer og ideologi må således antage nye former i det

professionaliserede magtrum inden for de institutionelle rammer. Modsætningen mellem det

personlige og det professionaliserede undergår her en transformationsproces, hvor det

personlige rationaliseres og dermed professionaliseres.

7.1.5 Vidensopsamling om Det professionaliserede og det personlige

Som det er illustreret i dette analyseafsnit, er jordemoderfaget baseret på kvindelige værdier,

som knyttes til deres professionsidentitet, herunder deres omsorg for gravide, fødende og

aborterende kvinder. Denne omsorg styres dog af rammerne for de velfærdsstatslige

professioner, herunder økonomi, politik, kultur, teknologi m.v., hvori der kan være indlejret

nogle helt andre interesser og værdier end jordemødrenes. I jordemødrenes arbejde må

omsorgen således udfolde sig inden for de kønnede kompetencer og de mere systembestemte

kompetencer, idet hospitalet sætter rammerne for jordemødres omsorgskompetencers

udfoldelsesmuligheder.

I de institutionelle rammer på hospitalet ligger en forventning om, at jordemødre skal være

professionelle og yde en bestemt service – at hjælpe de aborterende kvinder. I og med, at

arbejdet med de sene provokerede aborter har både ideologisk og etisk karakter, udfolder sig

her et spændingsfelt mellem det professionaliserede og det personlige samt ideologiske

blandt jordemødrene. I dette spændingsfelt opstår ambivalens, indre konfliktprægede følelser

og moralsk bekymring. Dette medfører, at jordemødrene rationaliserer og undertrykker

bestemte følelser, som de opfatter som upassende i relationen til den aborterende kvinde.

Denne praksis kan ses som udtryk for, at jordemødrene er socialiseret ind i en

jordemoderfaglig omsorg, som dikterer dem at støtte de aborterende kvinder i deres valg,

uanset egne etiske overbevisninger.

Vores fund viser, at jordemødrenes personlige grænser til tider overskrides, men at de

håndterer dette ved at sætte det professionaliserede ind som en afgrænsningsfaktor, hvormed

de usynliggør og udskiller det personlige. Vi ser i vores undersøgelse strategier for, hvordan

jordemødre håndterer konflikter eller uoverensstemmelser mellem deres egen ideologi og den

Side | 82


Teoretisk analyse

specifikke indikation på sen provokeret abort. Strategierne går på, at få kvindens valg til at

være den ”rette” beslutning, således at jordemoderen kan etablere en forståelse. Herved kan

jordemødrene fortsætte deres praksis, idet de selv har indtryk af at være etisk afklarede. Man

kan dog diskutere, om jordemødrenes artikulerede forståelse af kvinders valg af sen abort i

nogle tilfælde virker som en form for falsk bevidsthed, som gør det muligt for jordemødrene

at være i arbejdet med de sene provokerede aborter, fordi de derved kan overbevise sig selv

om, at de gør noget godt, og at de er enige i kvindens beslutning, trods indre konflikt.

Grænserne mellem det personlige og det professionaliserede flyttes således med tiden, og

arbejdet med sene provokerede aborter får i en vis grad karakter af rutiniserede handlemåder,

hvorved jordemødre kan opretholde den moralske orden i deres tilgang til sene provokerede

aborter både indadtil og udadtil – i hvert fald i deres artikulerede praksis.

7.2 Omsorg i forskellige former

I det følgende vil vi udvikle viden om vores problemstilling med udgangspunkt i

forskningsspørgsmålet: Hvordan opfatter jordemødrene deres egen funktion i forbindelse

med sene provokerede aborter, og hvilke professionsidentiteter udfoldes i denne funktion?

Som vi beskrev i teoriafsnittet, kan omsorg defineres som at interessere sig for, bekymre sig

om eller sørge for en anden. Det, der gives i omsorg, er nærhed, identifikation, emotioner og

relationer. Empirien i det følgende afsnit omhandler, hvad det er for en omsorg, der gør sig

gældende i jordemødrenes diskurser om deres praksis i relation til sene provokerede aborter.

Vi vil her se på hvilke professionsidentiteter, der udtrykkes her igennem.

Vi vil trække på Wackerhausens og Bourdieus beskrivelser af, hvad professionsidentitet

rummer, og hvordan den skabes gennem praksis. Vi vil ligeledes komme ind på hvilke

socialiseringsarenaer, der er styrende for jordemødrenes tilgang til og praksis omkring de

sene provokerede aborter.

7.2.1 Professionsideal i omsorgsarbejdet

I jordemødrenes diskurser om deres rolle i varetagelsen af almindelige fødsler og sene

provokerede aborter, får man indtrykket af en profession med en meget klar opfattelse af

egen funktion og identitet.

Side | 83


Teoretisk analyse

Adspurgt om deres vigtigste funktion som jordemødre, fremhæver alle, at det er bevarelse og

styrkelse af ”den normale fødsel”:

”Vores fornemste opgave er vel at styrke den normale fødsel og styrke kvindens

oplevelse deraf.” - Freja

”Grundlæggende set, så er der en eller anden grundstemning i [jordemoder-]

paradigmet, som hedder ’Troen på, at kvinder kan føde børn og være gravide

og troen på, at det kan vi uden alt mulig fikundik og teknologier og indgreb’.”

- Anna

For Henriette er det derfor også vigtigt, at jordemødrene er bevidste om, hvornår de ikke skal

blande sig i fødselsarbejdet med fx elektroniske hjertelydskurver og smertelindring, og i

stedet lade kvinden klare arbejdet selv:

”Den fornemmeste opgave som jordemoder er at have nogle hænder og vide,

hvordan man bruger dem, og sætte sig på dem, når der ikke er brug for dem.

Hvis barnet har det godt, hvis moderen har det godt, så skal man bare holde

snitterne for sig selv.” - Henriette

Flere jordemødre nævner ligeledes tryghed og intimitet som vigtige elementer i

jordemoderarbejdet – at de gennem deres arbejde kan få kvinderne til at føle sig trygge og

have en intimitet med dem, som andre faggrupper ikke kan:

”En jordemoders vigtigste funktion er jo at støtte den proces, det er, at kvinden

er gravid og med alle de forandringer. Hun skal føde, og hun skal igennem den

fødsel. At støtte hele den proces, så hun kommer ud i den anden ende og synes,

at det har været en god oplevelse. Og at hun har følt sig set og rummet og

favnet og følt sig tryg, og at hun har haft en følelse af, at ”Her er jeg virkelig i

gode hænder.” Alt sådan noget tænker jeg.” - Åse

”Jeg tror, at vi er meget mere intime med vores patientgruppe, end lægerne og

sygeplejerskerne er.” - Pia

Som vi skrev i baggrundsafsnittet om jordemødre i Danmark er forventningen til en

nyuddannet jordemoder, at hendes virke skal være kendetegnet ved empati, engagement,

nærvær, tillid til og respekt for den enkelte. Dette afspejles således også i jordemødrenes

artikulerede professionsideal, hvor anerkendelse, intimitet og nærhed betragtes som vigtige

værdier, og hvor fokus er på det normale fødselsforløb som et ideal. Dette ideal er

legemliggjort i jordemødrenes arbejde med gravide kvinder, hvor de er optagede af at skabe

Side | 84


Teoretisk analyse

en nærhed og en relation til kvinderne og at tage afstand fra fx teknologiske hjælpemidler,

der kan skabe distance mellem dem og kvinden.

Indholdet i professionsidentiteten udbygges yderligere med jordemødrenes beskrivelser af,

hvordan det også er vigtigt at få kvinden til at opleve, at hun og familien er styrket efter

fødslen, uanset om der er tale om en normal fødsel eller en patologisk fødsel:

”På fødestuen er min vigtigste funktion (…) at få dannet familien på en god

måde og få dem til at komme igennem fødslen – det er både mor og far. Få dem

til at komme igennem fødslen, så de kan se tilbage på den som værende et

positivt indslag i deres liv. (…) Det skal være noget, de kan se tilbage på med

gode minder. Det er nemlig ikke nødvendigvis sådan, at så skal de sidde

fuldstændig uden smerte, og de skal bare trække vejret, det er slet ikke det, det

er lige så meget det super patologiske forløb, for dem kan man også sagtens få

til at have en rigtig god oplevelse.” - Kirsten

”Jeg synes faktisk, at den største udfordring er, at det bliver en god oplevelse

for kvinden, at få hende igennem det. For hun kan komme igennem det på en

måde, hvor hun er empowered og virkelig stærk.” - Maria

I disse udsagn ligger ligeledes fra jordemødrene en anerkendelse af den på samme tid

ekstreme og normale situation, en fødsel er.

For alle jordemødre er det kvinderne, der fylder mest i deres arbejde både ved almindelige

fødsler og ved sene provokerede aborter. Åse forklarer, hvorfor hendes fokus ved de sene

provokerede aborter er på kvinden og ikke på barnet:

”Jeg er ikke så meget optaget af barnet som jeg er optaget af moderen. Barnet

dør for det meste på vejen ud, og hvis det ikke gør det, så snapper det efter

vejret og dør kort tid efter. Det kan godt være, at det ikke er tilfældet i 26. uge,

men jeg er mere optaget af, at den mor skal have en oplevelse, så hun går ud og

er så helt et menneske, hun nu kan være.” - Åse

Eftersom formålet med en sen provokeret abort jo netop er, at fostret skal dø og

jordemødrene i et abortforløb kan tilbringe meget tid sammen med kvinden og herigennem

skal forholde sig til hendes følelser og oplevelser, er deres fokus derfor også på hende og

ikke på fostret.

7.2.1.1 Kontinuitet i omsorgen

Side | 85


Teoretisk analyse

I jordemødrenes udsagn om omsorg ved almindelige fødsler og sene provokerede aborter gør

en diskurs om kontinuitet i omsorgen sig gældende. Denne diskurs dækker over, at det er

ideelt for jordemødrene at kunne følge den samme kvinde gennem hele fødsels- eller

abortforløbet og at kunne føde med kvinder, de har mødt før, fx i konsultationen.

Omstruktureringer på jordemoderområdet gør dog, at dette ikke altid i praksis er muligt, og at

jordemødrene ofte må drage omsorg for flere kvinder på én gang i løbet af en vagt. Dette

fortæller Maria om:

”Målet er, at du kun skal være hos én kvinde, når hun er i det, der hedder ’aktiv

fødsel’, hvor hun altså har godt med veer og har udvidet sig. Så tilstræber man,

at hun skal have én jordemoder, men det skal ikke udelukkes, at du også kan

blive sat til at kigge på en anden, der lige er kommet ind, og så er det bare

ærgerligt, hvis hun også er i fødsel.” - Maria

Kontinuiteten er for jordemødrene særlig vigtig ved de svære fødsler, såsom sene

provokerede aborter og dødfødsler. Flere jordemødre beskriver, hvordan det er praksis på

deres pågældende fødeafdelinger, at man tilstræber kontinuitet i omsorgen ved at en

jordemoder, der tager sig af et forløb med en sen provokeret abort fratages andre opgaver i

løbet af hendes vagt:

”Jeg tror der er almindelig konsensus omkring, at den jordemoder, der har en

senabort, har ro til det, og man skal give dem meget tid og meget omsorg, og

det tror jeg gælder alle steder.” - Pia

Fratagelsen af andre opgaver, når man varetager en senabort, er praksis nogle steder, mens

det andre steder vedbliver et ideal på grund af vagtplanlægning og andre forstyrrende

omstændigheder, hvilket Anna fortæller om her:

”I de sværere situationer som fx ved sene aborter eller fødsler med dødfødte

børn – der gør man ENDNU mere ud af, at der er en kontinuitet. Hvis de har et

forløb, som varer flere dage, hvilket senaborter gør, der kan det så ikke altid

lade sig gøre på grund af vagtplanlægningen, hvis man ikke har vagt den

weekend.” - Anna

Idealet om det rolige og kontinuerlige forløb bliver således ofte i praksis afbrudt af travlhed

eller vagtskifte, så jordemødre afskæres muligheden for at følge kvinden gennem hele

fødselsforløbet – dette er tilfældet både ved almindelige fødselsforløb og forløb med sene

provokerede aborter. Strukturelle vilkår er således med til at påvirke jordemødrenes daglige

Side | 86


Teoretisk analyse

arbejde og dermed deres muligheder for at leve op til det ideal, der eksisterer for

omsorgsarbejdet i jordemoderprofessionen.

I denne forbindelse kan man tale om, at jordemødrenes professionsideal omkring kontinuitet i

omsorgen, er udtryk for en manifest ideologisk socialisering. Trods disse store skel mellem

det ideal jordemødrene giver udtryk for, og den virkelighed de møder i deres daglige arbejde

på hospitalerne, fastholder de således idealet om kontinuitet og nærhed i deres diskurser om

deres professionsidentitet.

7.2.2 Legitimering af jordemoderprofessionen i forhold til sene provokerede

aborter

Alle jordemødrene er enige om, at varetagelsen af de sene provokerede aborter hører ind

under deres arbejdsområde, fordi de ser mange ligheder mellem deres funktion ved

almindelige fødsler og sene provokerede aborter. Det, der adskiller arbejdet med fødsler fra

arbejdet med sene provokerede aborter er imidlertid, at målet med anstrengelserne er

anderledes, idet kvinden nu, ifølge jordemoderen, skal støttes i en sorgproces. Dette er særligt

tilfældet ved provokeret abort trods ønsket graviditet. På denne måde får håndteringen af de

sene provokerede aborter mere karakter af en fødsel af et dødfødt barn:

”Det er den samme funktion [en jordemoder har ved en sen provokeret abort og

ved en almindelig fødsel]. Selvfølgelig er det noget andet, jeg skal hjælpe hende

med og støtte hende i – nu er det pludselig en sorgproces og ikke glæde. Hvis

jeg tager udgangspunkt i, at mit jordemoderarbejde er bundet op på en

personlig relation, så er det ikke anderledes.” - Henriette

Det, at arbejdet i de to situationer har forskellige mål, betyder ligeledes, at der kræves mere

af en jordemoder ved varetagelsen af en sen provokeret abort, hvilket Kirsten beskriver her:

”Selv når det er rigtig hårdt og sejt, og det gør ondt, og det er forfærdeligt, så

er der forventningens glæde i det, som man kan holde sig oppe på [ved en

almindelig fødsel]. Hvorimod at den er der jo ikke der [ved en sen provokeret

abort] – det er sgu svært at pifte de helt gode ting op der, så det er lidt mere en

tavs stue, en lidt mere eftertænksom stue at komme ind på. (…) Man skal være

til at kunne rumme den der ked af det hed, der bare er.” - Kirsten

Jordemoderen skal i denne situation kunne håndtere de følelser, der for kvinden/parret er

forbundet med aborten. Omsorgen får således en anden karakter, idet identifikationen og

Side | 87


Teoretisk analyse

empatien for den aborterende kvinde nu kræver, at jordemoderen skal kunne sætte sig ind i

den sorg kvinden/parret muligvis oplever ved en ønsket graviditet, for at kunne yde den

jordemoderfaglige omsorg. På den anden side skal hun også kunne rumme empatien for en

kvinde, der får abort på social indikation og derfor måske ikke har følelser for det aborterede

foster, hvis der er tale om en uønsket graviditet. I en sådan situation vil empatien således

have en anden karakter.

Trods det, at arbejdet med de sene provokerede aborter kan have en anden karakter end

arbejdet med de almindelig fødsler, er jordemødre dog også enige om, at de aborterende

kvinder har lige så meget behov for jordemoderomsorg, som andre gravide og fødende

kvinder har. Derfor er det naturligt for dem, at de også skal varetage de sene provokerede

aborter:

”Ved senaborter er det lige så meget et forældrepar, det er et forældrepar til et

barn, der ikke skal leve, og fordi vi er uddannet til at håndtere graviditet og

fødsler og familiedannelse, så synes jeg, vi har et godt afsæt til at tage dem og

håndtere dem.” - Kirsten

”Hun skal jo ikke stilles dårligere end alle andre gravide, der skal føde deres

barn, så selvfølgelig skal hun have jordemoderhjælp, så det er jeg slet ikke i

tvivl om.” - Pia

Ved at understrege, at de sene provokerede aborter bør være en del af jordemødrenes arbejde,

tages der samtidig afstand fra varetagelsen af aborterne i dag, hvor de ofte bliver håndteret af

sygeplejersker på gynækologisk afdeling. Åse kommenterer dette:

”Jeg synes, det skal være en jordemoderopgave, og jeg synes, at det skal

håndteres med den største omsorg og næstekærlighed og respekt, og hvad man

ellers kan sige af ord om den del af livet, og slet ikke sådan som en teknisk

begivenhed; ”Du kommer bare ind og så putter vi en pille op og så kommer

fostret ud og så er den skid slået”.” - Åse

Jordemoderprofessionen er karakteriseret ved en professionsidentitet, der legemliggøres i

deres praksis omkring de sene provokerede aborter. En praksis, hvor det at give omsorg og

intimitet samt anerkende og støtte kvinden, tillægges værdi og derfor opstilles som ideal for,

hvordan de sene provokerede aborter bør håndteres.

Side | 88


Teoretisk analyse

Freja giver som den eneste jordemoder udtryk for, at hun oplever, at varetagelsen af de sene

provokerede aborter kan være i modstrid med hendes professionsideal:

”Det var bare ikke lige det, der var meningen, da man skulle være jordemoder.

Man skulle hjælpe til med at bringe de der små og med bamser og balloner og

jeg ved ikke hvad og flag og alle er glade og hurra hurra. Og så er det fandeme

mærkeligt, man siger jo ikke engang tillykke, hvad siger man? Jeres gæt er lige

så godt som mit. Og igen, jeg er jo bare på jeres alder og lige pludselig skal jeg

stå inde på en fødestue, og jeg kan godt finde ud af at synge fødselsdagssang,

men jeg kender fandeme ikke sangen til et barn, der lige er kommet ud og ”I

øvrigt skulle du ikke leve”. Det er mærkeligt.” - Freja

Freja udtrykker en frustration over det skel, hun oplever mellem hendes ”jordemoderdrøm”

og den virkelighed, hun møder i sit arbejde på hospitalet. Freja slår dog stadig fast, at hun

gerne vil yde omsorg for de abortsøgende kvinder. Dette vidner om en stærk habitueret

professionsidentitet, der dikterer hende at varetage omsorgen for en kvinde, der står i en

situation, hvor hun har brug for jordemoderfaglig omsorg uafhængigt af hendes egen

oplevelse heraf.

Side | 89


7.2.3 Professionsidealet ved ønskede og ikke ønskede graviditeter

Teoretisk analyse

Blandt jordemødrene eksisterer et grundlæggende skel mellem de kvinder, der får en sen

provokeret abort ved en ønsket graviditet og dem, der får en sen provokeret abort ved en

uønsket graviditet. Denne skelnen har, ifølge jordemødrene, betydning for, hvad deres rolle i

arbejdet er, og hvilket fokus de har i omsorgen for kvinden.

Ved de ønskede graviditeter er det ifølge jordemødrene vigtigt at anerkende den sorg, der for

forældrene kan være forbundet med fravalget af et ønskebarn. Kirsten forklarer her, hvordan

hun anskuer og varetager sene provokerede aborter ved ønskede graviditeter:

”Den [graviditeten] med misdannelser, det er jo netop med nogle forældre med

et ønskebarn, der ikke bliver. Det er en familie, der bliver dannet, men med et

dødt barn – det er i hvert fald min tilgang til det. Der er en stor sorg inde på

den stue, fordi man er ked af, at det her ønskebarn ikke blev. Der er noget

skyld, man skal have arbejdet med, for om det nu er rigtigt, at den rent faktisk

blev. (…) Så det er meget at være i det der sorgunivers, skyldunivers og

respektere, at de har det sådan, men også prøve at få dem til at have det godt

med deres beslutning og også kunne se, at der også er omsorg i at vælge fra på

et lille uskyldigt væsens vegne og hjælpe dem til at møde det her barn på trods,

når det kommer ud og se det, og prøve at sætte ord på ”Jamen, det er da en lille

fin en og nåh lille skat, og du skulle bare ikke” og ”Hvor var det godt, at dine

forældre kunne passe på dig ved at sige, at du skulle have fred”.” - Kirsten

For Kirsten er det vigtigt at støtte kvinden i det valg, hun har taget, og bekræfte hende i, at

hun har truffet den rigtige beslutning ved at forklare, at ”der også er omsorg i at vælge fra”.

Hun ser det således som sin opgave at få kvinden til at have det godt med sin beslutning og til

at kunne leve med den sorg og skyld, der ifølge Kirsten kan være forbundet med at vælge en

sen provokeret abort. I Kirstens diskurs om sin praksis ved disse provokerede aborter hersker

desuden et ideal om at skabe en tilknytning mellem fostret og kvinden – præcis som det er en

jordemoders funktion ved en almindelig fødsel.

Ved sene provokerede aborter af uønskede graviditeter, er det samme rolle, jordemødrene

indtager, hvad angår at støtte kvinden og bekræfte hende i hendes valg. Forskellen fra de

ønskede graviditeter består dog i, at jordemødrene ofte har fokus på at fremmedgøre fostret

frem for at skabe tilknytning. Pia beskriver sin tilgang til uønskede graviditeter med

Side | 90


Teoretisk analyse

udgangspunkt i en oplevelse med en 13-årig pige, der var blevet gravid ved et uheld og fik

abort på social indikation:

”Der er jo forskel netop på, om jeg går ind til en 13-årig, som ikke ønsker det

her barn. Hun har jo kun vidst i tre dage, at hun var gravid, så derfor har hun

jo ikke nået at lave nogen tilknytning til barnet. I hendes situation vil jeg altid

vælge, at kalde det fostret, jeg vil vælge at støtte hende i at fremmedgøre det og

vælge at støtte hende i at sige, at ”Det er jo heller ikke et rigtigt barn, for den

er jo ikke så stor, og den er jo ikke levedygtig”. Og jeg ville vælge at støtte

hende i, at det her er lige noget, vi får overstået. Så kan man jo tage den

psykologiske del bagefter, hvis man ønsker det. (…) Sådan en pige, som hende

her, hvis jeg havde smidt det her barn i skraldespanden, så ville hun ikke have

reageret på det, overhovedet. Det skulle bare væk.” - Pia

I jordemødrenes artikulerede professionsidentitet bliver støtte således en central værdi. Fokus

i den jordemoderfaglige omsorg er på den aborterende kvinde, og for at kunne udvise

forståelse for hendes situation kræves både empati og identifikation. Jordemødrene støtter

efter deres egen selvforståelse – de støtter efter, hvad de selv mener, er den ”rette” omsorg.

7.2.4 Socialiseringsarenaer for jordemødrenes professionsidentitet

Jordemoderuddannelsen og arbejdet på hospitalerne er de to væsentlige arenaer, hvor

jordemødrenes praksis omkring de sene provokerede aborter udvikles og udfoldes. Ifølge

Eriksen kan der etableres vidt forskellige identitetsdannelser i de to arenaer og jordemødrenes

socialisering ind i jordemoderprofessionen sker i spændingsfeltet mellem disse to.

Grundstenen til professionsidentiteten lægges således på uddannelsen, men udbygges med en

socialisering i praksisfællesskaber og tilhørende værdisystemer på arbejdspladsen jf.

Coulehan & Williams.

Der er stor forskel på, hvordan jordemødrene giver udtryk for, at de er blevet forberedt på

arbejdet med de sene provokerede aborter, og det er forskelligt, hvor meget jordemødrene

oplever, at det har fyldt på uddannelsen. Pia beskriver her, hvordan hun er blevet forberedt på

arbejdet gennem sin uddannelse:

”Man bliver forberedt på det [at varetage sene provokerede aborter]. Både på

den måde, at man bliver undervist undervejs i forløbet af psykologer og (…) vi

har været nede og se en patologiafdeling, og vi har mødt en præst, som har talt

Side | 91


Teoretisk analyse

med os både om ønskede graviditeter, som bliver afbrudt tidligt, og senere i

graviditeten med dødfødte børn.” - Pia

Flere jordemødre giver dog også udtryk for, at varetagelsen af en sen provokeret abort ikke er

noget, man kan forberede sig på, men mere er noget, man må lære i praksis:

”Vi har da snakket lidt om det, men jeg tror mere, at det er sådan en ”hands on

experience”. Jeg tror, at det er noget med, at man står i det, og så snakker man

bagefter om, hvad man kan gøre næste gang. Jeg tror nærmest, at det er

umuligt at forberede sig på.” - Henriette

”Der er rigtig meget af det, du kan lære på en skole, men rigtig meget af det er

jo også bare rent menneskeligt.” - Maria

Åse beskriver i forbindelse hermed ligeledes, hvordan mange års jordemodererfaring har

givet hende ”hår på brystet” til at kunne klare den slags situationer:

”Jeg tror nok, at der er rigtig mange jordemødre, når de første gang skal prøve

det, der er bange for det, og det kan jeg godt forstå. Det er ikke ret lang tid

siden, jeg sad på en fødegang, hvor der var en jordemoder, der havde taget

imod sit første døde barn, og det blev hun fantastisk berørt af og det bliver man

også første gang. Og de første gange kan man jo også være lidt bange, for

hvordan ser det ud? Hvad venter der mig for et syn, og hvordan skal jeg kunne

håndtere det samtidig med, at jeg skal være der for hende? Når man ligesom

har prøvet det og finder ud af, at barnet bider ikke, det er ikke farligt og jeg kan

godt tåle at se det, også hvis det er fejlfyldt. (…) Når man først ligesom har

prøvet, at det er et lille barn, og når man har fået det hår på brystet, der skal

til, så bør man i virkeligheden kunne se på det som et stykke

jordemoderarbejde, hvor resultatet bare er det.” - Åse

Det er således ikke nødvendigvis jordemødrenes formaliserede uddannelse, der får den

største indflydelse på deres arbejde med sene provokerede aborter. Det er i stedet deres

deltagelse i praksissammenhænge på arbejdspladsen og de tavse værdier i afdelingens praksis

og procedurer, der former jordemødrenes professionsidentitet og praksis. Disse tavse værdier

dækker over de på afdelingen gældende koder for jordemødrenes adfærd og består fx af ikke

at være fordomsfuld samt at være professionel og derfor begrænse egne emotionelle

reaktioner. Desuden er Chambliss’ pointe om, at det er acceptabelt at være kynisk i sit

arbejde, hvis det kan hjælpe den sundhedsprofessionelle til at bevare fatningen i en svær

arbejdssituation og dermed at opretholde rutinen relevant, idet dette også kan være udtryk for

Side | 92


Teoretisk analyse

en tavs værdi på hospitalet. Som vi så af Kirstens eksempel i afsnit 7.1.4, er det fx en

accepteret handling at smide et ellers sundt og raskt aborteret foster i skraldespanden – en

handling, der ikke er acceptabel andre steder end på et hospital.

At professionsuddannelsen kun har en mindre indflydelse, i forhold til dannelsen af

jordemødrenes professionsidentiteter i relation til sene provokerede aborter, er desuden helt i

tråd med Wackerhausens teori.

Jordemødrene fremhæver ligeledes imitation og adaption som måder, hvorved man opnår

færdigheder til udførelsen af de sene provokerede aborter. Flere af de yngre jordemødre er

inde på, hvordan det, at man i sin praktik i studietiden følger en ældre, erfaren jordemoder i et

forløb med en sen provokeret abort, skaber det bedste udgangspunkt for, at man selv bliver i

stand til at varetage de sene provokerede aborter. På denne måde får den praktiske del af

jordemødrenes uddannelse karakter af ”mesterlære”:

”Plejen for kvinden er jo immervæk stadig den samme. (…) Men det foregår

selvfølgelig anderledes, og hvad skal man sige til kvinden? Så kan hun [den

erfarne jordemoder] så sige, at ”Når jeg har været udsat for det, så vil jeg gøre

sådan”, så man hiver jo på deres erfaringer.” - Freja

”En ting er at være på en fødestue med en kvinde, der har ondt, men så skal

man også VÆRE ved nogle, der er kede af det, og det kan man ikke bare, det

skal man lære, og man skal se på ens omgivelser, hvordan de reagerer, og hvad

der virker godt, og så må man kopiere.” - Anna

Anna giver udtryk for, at jordemoderstuderende i deres praktikperiode nærmest stræber efter

at komme til at deltage i en sen provokeret abort. Hun forklarer hvorfor:

”For at prøve sig selv af i den situation, hvor man har en jordemoder siddende

lige ved sig, så man får alle guldkornene. Det er jo mesterlære rigtig meget af

det. Og så får man prøvet den svære situation, det er at yde en helt anden

omsorg, end man har gjort før. Jeg gjorde også noget for at få set – de

[aborterede fostre] ligger jo nogle gange på rad og række i køleskabet – og så

få set dem der, netop også for at få afmystificeret og for at se, at et barn med

misdannelser netop også er meget mere end en misdannelse.” - Anna

Som jordemødrene beskriver det, skaber iagttagelse, imitation og adaption af andre

professionsfællers – de ældre erfarne jordemødres – praksis således væsentlige elementer i

professionsidentiteten.

Side | 93


Teoretisk analyse

At jordemødrene benytter imitation i deres socialisering ind i varetagelsen af de sene

provokerede aborter betyder dog ikke, at man kan tale om, at alle jordemødre har den samme

professionsidentitet. Med Wackerhausens ord har en professions udøvere et vist

fællesindhold i deres professionsidentitet, men de enkelte professionsudøvere har ikke

nødvendigvis sammenfaldende professionsidentiteter – der er rum for mere individuelle

elementer. Gennem imitation kan jordemødrene således trække på de ældre jordemødres

erfaringer og inkorporere dette i deres egen habituerede professionsidentitet og -praksis.

7.2.5 Vidensopsamling om Omsorg i forskellige former

Jordemødrene giver udtryk for et professionsideal, der omfatter værdier som nærhed,

intimitet, identifikation samt kontinuitet i omsorgen. Dette ideal er legemliggjort i deres

praksis omkring almindelige fødsler såvel som i arbejdet med de sene provokerede aborter.

Jordemødrene er således ikke i tvivl om, at deres kompetencer gør dem i stand til at varetage

de sene provokerede aborter, og at de aborterende kvinder har et lige så stort behov for

jordemoderfaglig omsorg som andre gravide kvinder. Der er således elementer i

jordemoderarbejdet, der er det samme i de to situationer, men også forskelle, hvilket

medfører, at den jordemoderfaglige omsorg antager en anden form. Målet er vidt forskelligt

ved hhv. en almindelig fødsel og en sen provokeret abort – det ene er en glædelig

begivenhed, det andet kan være en sørgelig begivenhed. Desuden er der forskel på, om den

sene provokerede abort følger en ønsket eller en uønsket graviditet. Jordemødrene beskriver,

at deres funktion i begge tilfælde er at støtte kvinden i hendes beslutning, men at forskellen

ligger i, at aborten ved en ønsket graviditet kan være forbundet med sorg og ved en uønsket

graviditet kan være forbundet med lettelse. I jordemødrenes tilgang til aborter ved ønskede

graviditeter indgår det således slet ikke som en mulighed, at denne også kan være en lettende

begivenhed for kvinden/parret.

De institutionelle rammer for jordemødrenes arbejde på hospitalerne sætter grænser for deres

muligheder til at leve op til deres professionsideal for omsorgsarbejdet, hvormed fx nærhed

og kontinuitet i praksis bliver sværere at opnå. Jordemødrenes omsorgsarbejde er således

institutionelt og kulturelt betinget, idet det netop struktureres af de institutionelle rammer, der

opstilles for jordemoderarbejdet på de danske hospitaler i dag, samt de i samfundet gældende

diskurser om omsorg indenfor de sundhedsvidenskabelige fag. Omsorgsbegrebet bliver

således en foranderlig størrelse – ændringer kan ske over tid og med skiftende

Side | 94


Teoretisk analyse

samfundsmæssige udviklingstendenser, der sætter rammerne for styring af den offentlige

sektor og dermed sundhedsvæsenet og jordemødrenes arbejde.

Jordemødrene socialiseres til en bestemt disciplineret faglighed gennem deltagelse i

praksisfællesskaber på såvel jordemoderuddannelsen som i deres arbejde på hospitalerne.

Hermed er imitation og adaption af hospitalets tavse værdier væsentlige elementer i

dannelsen af deres professionsidentiteter, og de teoretiske elementer af

jordemoderuddannelsen har derfor mindre indflydelse. Da hospitalets praksis omkring de

sene provokerede aborter på denne måde i høj grad bliver strukturerende for dannelsen af

jordemødrenes professionsidentitet, bliver de institutionelle rammer i form af gældende

retningslinjer, procedurer og værdier på hospitalet af stor betydning.

Således bliver både det institutionelle område, det ideologiske område, det

politiske/økonomiske område og det videnskabelige/teknologiske område formende for den

omsorgsforståelse, der kobles til jordemødrenes professionsidentitet.

7.3 Personliggørelse af det aborterede foster

Der er sket en udvikling i, hvordan man håndterer sene provokerede aborter gennem

ændringer i de institutionelle rammer for arbejdet og ligeledes, hvordan man betragter det

aborterede foster. Denne udvikling vil blive analyseret i dette afsnit, hvor vi vil udvikle viden

om vores problemstilling med udgangspunkt i vores tredje forskningsspørgsmål: Hvilke

ritualer kommer til udtryk i jordemødrenes omsorg for det aborterede foster og kvinden, og

hvilke hensyn ligger bag disse ritualer?

Empirien i denne emnekategori handler om, hvordan jordemødrenes omsorg for det

aborterede foster har karakter af personliggørelse, idet fosteret behandles som et barn, og

hvordan denne etablerede professionspraksis og ritualisering legemliggør en lang række

antagelser, klassifikationer og idealer. Vi vil her analysere de ritualer, jordemødrene udfører i

forbindelse med abortfødsler, fx at vise det aborterede foster til kvinden/parret og skabe

minder gennem billeder samt fod- og håndaftryk af fosteret. Vi vil her analysere, hvilken

tilgang jordemødrene har til de følelser, kvinden/parret oplever i forbindelse med

abortfødsler, og hvordan jordemødre er med til at ændre, forme eller eventuelt skabe sorg

gennem deres praksis.

Side | 95


Teoretisk analyse

For at nuancere vores viden om praksis vil vi inddrage andre studier, som har analyseret en

række ritualer i forbindelse med udførelsen af sene provokerede aborter. Inddragelsen af

andre studier vil i dette afsnit fylde mere end i de andre afsnit, da der foreligger en stor

mængde litteratur omkring bl.a. det at se og tage billeder af det aborterede foster. Da dette er

noget, der også i høj grad fylder i jordemødrenes praksis omkring de sene provokerede

aborter, finder vi det netop relevant at diskutere andres fund op imod denne praksis.

7.3.1 Det aborterede fosters status

Den massive udvikling inden for teknologi og medicin skaber mulighed for udvikling af bl.a.

de fosterdiagnostiske tilbud og for at holde liv i stadig yngre fostre. Dette har som nævnt

medført, at den juridiske grænse for, hvornår man taler om et barn har ændret sig fra tidligere

28 uger til 22 uger i dag. Hermed er teknologien med til at ændre grænserne for, hvordan vi

kategoriserer og således, hvad vi betegner som et barn. Begreber og kategoriseringer er ikke

neutrale i sig selv, men indeholder mening og positioner, fx er abort afledt af det latinske

”abortivius”, som betyder ”ufærdig” (Risøy 2009: 4). På et moralsk ladet felt, som det sene

provokerede aborter foregår inden for, får terminologien derfor stor betydning.

Kategoriseringer påvirker således samfundets og jordemødres diskurs om sene provokerede

aborter, og former ligeledes jordemødres bevidsthed om, at de i deres arbejde med disse kan

have med små børn at gøre – i hvert fald i juridisk forstand. Dette har betydning for, hvordan

det aborterede foster opfattes og dermed hvilke ritualer, der knyttes til de sene provokerede

aborter.

Som nævnt skal et barn, der fødes efter 22. graviditetsuge eller som udviser livstegn efter

fødslen, begraves eller bisættes. Praksis er således i dag, at man efter 22. uge kan få de sene

provokerede aborter begravet på lige fod med alle andre. Før uge 22 kan kvinden/parret

vælge at få det aborterede foster udleveret og få en bedemand til at hjælpe sig med at få det

kremeret og nedsat i en urnekirkegård – dette er en mulighed, men ikke en pligt, idet der

juridisk set er tale om en abort (www.spaedbarnsdoed.dk).

I denne sammenhæng er flere jordemødre i vores undersøgelse også inde på, hvordan man i

dag i stigende grad anerkender de følelsesmæssige reaktioner hos kvinden/parret, og som

følge heraf også i stigende grad anerkender fostret som et individ:

Side | 96


Teoretisk analyse

”Alene det, at man fx kan begrave det, vi andre ville kalde en abort, det er jo en

samfundsmæssig accept af, at man godt kan være ulykkelig, selvom det bare er

et lille foster i 14. uge.” - Åse

Jordemødrene fortæller, at hvis kvinden/parret er i tvivl om, hvad de vil, beholder hospitalet

det aborterede foster og samler det sammen med andre aborterede fostre, hvorefter de

nedsættes i et fælles gravsted – tidligere blev disse afskaffet på lige fod med andet

hospitalsaffald.

Praksis omkring håndtering af aborterede fostre indeholder således tydelige indikationer på,

at man personliggør dem, fx ved at give forskellige muligheder for begravelse. De forskellige

alternativer til håndtering af det aborterede foster efter fødslen signalerer forskellige syn på

fostrets status, bl.a. som abortvæv, foster eller et lille barn. Sølvi Marie Risøy har skrevet en

ph.d.-afhandling om kvinders oplevelser af fosterdiagnostik og sene provokerede aborter.

Risøys undersøgelse viste, at kvinden oplevede, at fostret blev personliggjort, hvis hun så og

holdte det. Derfor blev det også oplevet som forfærdeligt at vælge at anskue det som

hospitalsaffald, eller at upersonliggøre det ved at lægge det i en fællesgrav med andre fostre.

Fostret var et barn for kvinden og derfor kunne en begravelse virke som det eneste rigtige

valg (Risøy 2009: 348). Dette viser, at lovgivning om rettigheder efter en abortfødsel og

begravelsesmuligheder fører mere med sig – det strukturerer og former kvinders/pars og

sundhedspersonalets syn på det aborterede foster.

I forlængelse heraf kan man ifølge Risøy tale om en begravelse som en form for ritualisering.

I ritualiseringen produceres og ændres mening med hændelsen og måske ændres den

moralske status af den sene provokerede abort (Risøy 2009: 337+349). Spørgsmålet om valg

af ritualer efter den sene provokerede abort kan således reaktualisere spørgsmålet om,

hvilken status fosteret har eller bør have efter en sen provokeret abort.

7.3.2 ”Sentimentalisering” af den sene provokerede abort

En sen provokeret abort har i Danmark store lighedstræk med en almindelig fødsel, når den

udføres medicinsk. Selvom jordemødrene i vores undersøgelse både bruger betegnelserne

”foster” og ”barn” om det aborterede foster, er det tydeligt i deres artikulerede praksis, at

abortforløbet bliver gjort til et fødselsforløb, og at det aborterede foster bliver anskuet som et

barn. Dette er særligt udbredt i de situationer, hvor der er tale om afslutning af en ønsket

Side | 97


Teoretisk analyse

graviditet på grund af misdannelser eller andre abnormiteter hos fosteret. Således fortæller

flere jordemødre om, hvordan de gør meget ud af at fremhæve de menneskelige træk hos

barnet og at ”respektere det lille barn”, hvilket kan ses som en tydelig personliggørelse af

det aborterede foster:

”For mig at se, synes jeg, det er at respektere dem og respektere det lille barn

[at støtte kvinden/parret i deres beslutning]. Jeg kigger også på den lille, som et

lille pus, der bare ikke skulle blive.” - Kirsten

”Jeg var et sted, hvor der var mulighed for, at man kunne gøre nogle

forskellige ting, så jeg fandt en fin vugge – det er nok så meget sagt – det var

mere en brødkurv. Og så havde de nogle fine babytæpper, man kunne lægge i

den. Og så kunne de [parret] få det tæppe med hjem. Der var også det her

meget lille tøj, du også kunne bruge. Det er jo ikke, fordi barnet som sådan har

behov for at få tøj på.” - Maria

Ved at anskue og behandle det aborterede foster som et ”lille barn” eller ”lille pus”

aktiveres jordemødrenes professionsidentitet om at yde omsorg herfor. Maria behandler

tydeligvis det aborterede foster som et barn ved at iklæde det tøj og lægge det i noget, der

skal have funktion som en vugge. Det kan tolkes således, at Maria herigennem søger at

mindske sin moralske bekymring, idet hun udviser følsomhed over for det aborterede foster

og tager afstand fra, at fostret skal dø.

Adspurgt om det er for forældrenes skyld, at hun ligger det aborterede foster i en vugge og

præsenterer det, så det fremstår så fint som muligt, svarer Bente følgende:

”Nej, jeg tror også det er for at respektere den lille på en eller anden måde. I

går, når jeg flyttede rundt på den, så sagde jeg også ”Lille ven” til den, og hvor

det måske var noget mærkeligt noget, men det gjorde jeg bare. Den er jo fuld

færdig at se på.” - Bente

Bentes praksis kan ses som en tydelig habitueret praksis, hvor hun agerer efter rutiner, som er

optaget gennem uddannelse og praksis, og hvor denne praksis har store ligheder med

håndteringen af et barn efter en almindelig fødsel, da fostret jo ”er fuld færdig at se på”.

Personliggørelsen af fosteret kommer ligeledes frem ved, at jordemødrene gør meget ud af

altid at finde på noget pænt at sige om barnet, hvilket Åse fortæller om her:

Side | 98


Teoretisk analyse

”Jeg finder altid noget pænt at sige om det, man kan altid finde på noget pænt,

fx ”Se den lille hånd” eller ”Se den lille kyssemund” – det er tit noget, jeg

bruger, fordi jeg synes, det lyder hyggeligt. ”Se den lille næse, jeg synes den

ligner faren”. Du kan altid finde noget pænt at sige, og det luner, ”Det er mit

lille barn”. Og det har jeg altså erfaring med, at det der med, at der er en

professionel, der taler kærligt om det lille barn og siger noget pænt, det er

virkelig vigtigt.” - Åse

7.3.2.1 At skjule det afvigende og fokusere på det normale

Jordemødrene gør meget ud af, at skabe gode historier med barnet og gøre forløbet med

abortfødslen til en ”smuk oplevelse”. Jordemødrene fremfører i beskrivelsen af deres arbejde

med sene provokerede aborter en bestemt diskurs om etik, som består i at gøre abortfødslen

til en god oplevelse og at handle ”næstekærligt”. Dette indebærer for jordemødrene at skabe

en relation mellem det aborterede foster og kvinden, så der kan tages ”ordentlig” afsked. Det

fortæller Åse om her:

”Det blev en meget smuk fødsel, om jeg så må sige, og jeg sørgede for, at det

der barn blev lagt pænt og ikke i sådan en brækbalje 22 og at sidde med det og

tage sig ordentligt, kærligt af det og sige pænt farvel. Og gøre det til en smuk

oplevelse, for det er et lille barn.” - Åse

Jordemødrene fokuserer på at gøre mødet mellem kvinden og barnet til et fint møde, hvorfor

de gør sig mange tanker omkring det at præsentere og personliggøre det aborterede foster.

Præsentationen af barnet indebærer ofte, at barnet bliver arrangeret i et klæde på en sådan

måde, at eventuelle synlige misdannelser bliver skjult:

”Jeg tænker over at præsentere det for forældrene på en måde, der er rar. De

kan jo på grund af deres misdannelser have nogle defekter eller måske se lidt

anderledes ud end et ikke handicappet barn. Og der gør jeg også meget ud af,

hvordan jeg præsenterer det for forældrene. Det kan enten være, at hvis man

svøber dem, at man så viser deres ansigt på en måde, så det er fint, eller at man

påpeger de flotte ting, ”Se en flot lille hånd”.” - Maria

Tildækningen af det afvigende eller unormale kan ses både som et element i produktionen af

menneskelighed og værdighed, som sker både gennem abortfødslen og den efterfølgende

række af ritualer, samt som jordemoderens fastholdelse af det normale.

22 Denne ”brækbalje” blev omtalt af flere jordemødre, dog under forskellige navne, eksempelvis ”spytbakke”

(Maria) eller det mere kliniske ”nyreformet bakke” (Pia).

Side | 99


Teoretisk analyse

Ovenstående citater viser brudstykker af jordemødrenes diskurser om etik. Man kan tolke

deres praksis og artikulerede etik som et udtryk for, at de er sentimentale i deres tilgang til

sene provokerede aborter. ”Sentimentaliseringen” kommer til udtryk i jordemødrenes egen

følelsesmæssige påvirkning og involvering, jf. afsnit 7.1, samt ved at de gør meget ud af

præsentationen af barnet, dvæler ved afskeden mellem kvinde og barn og har fokus på at gøre

abortfødslen til en ”smuk oplevelse”.

7.3.2.2 Familiedannende ritualer

Ved en almindelig fødsel ændres en række statusser: kvinden bliver mor, manden bliver far

og en ny familie bliver skabt (Risøy 2009: 292-293). Den praksis, der, ifølge jordemødrene,

følger abortfødslen, bliver ligeledes identitetsskabende, idet kvinden bliver mor, manden

bliver far, og fosteret bliver et barn. Ændringen af statusser understøttes af, at jordemødrene

ser det som deres opgave at gennemføre familiedannende ritualer, hvorved ligheden mellem

en almindelig fødsel og abortfødsel bliver tydelig:

”Man skal også huske på, at det her par bliver jo forældre, de bliver bare

forældre til et dødt barn, så det er jo også en proces, det med at blive forældre,

som man skal hjælpe dem igennem, på en lidt absurd måde selvfølgelig. Det er

det, der er mit job i det, føler jeg.” - Maria

Jordemødrene ser det aborterede foster som et ”lille menneske”, ”et barn”, ”et

familiemedlem”. Barnet får derved egen identitet med egne kendetegn og dette vækker

omsorg. Fra at kvinden har rollen som den, der har valgt at fosteret skal dø, bliver hun

således den, som har født et barn. Dermed kan abortfødslen blive en ”smuk oplevelse”, som

Åse betegner det. Disse familiedannende ritualer producerer legitimitet, idet abortfødslen

gøres til en dødfødsel, hvorved kvindens/parrets valg af en sen provokeret abort overskrives.

Ifølge Risøys tolkning sker der hermed en moralsk transformation (Risøy 2009: 371), hvilket

gør handlingen etisk acceptabel. Samtidig kan dette, med inspiration fra Chambliss, mindske

jordemødrenes moralske bekymring, idet aborten transformeres til en fødsel, som er en

naturlig begivenhed.

7.3.2.3 Konstruktion af professionsetik

Med Wackerhausens ord dannes og etableres de praksisorienterede og etiske dimensioner af

professionsidentiteten i høj grad gennem praktikerens situerede deltagelse i

praksissammenhænge (Wackerhausen 2002: 75). Et eksempel på dette kommer til udtryk hos

Side | 100


Teoretisk analyse

Maria, som har både gode og dårlige erfaringer med praksis omkring de sene provokerede

aborter fra de forskellige praksissammenhænge, hun har oplevet i sin studietid. Gennem

iagttagelse, refleksion og imitation af andre professionsfællers praksis har hun tilpasset sin

praksis omkring sene provokerede aborter, så den stemmer overens med hendes

professionsetik og professionsidentitet:

”Nogle steder bliver det varetaget med mere respekt, hvor de nogle steder har

gjort meget ud af, at selvom det er før uge 22, så er det stadig et barn, der skal

behandles med respekt. (…) På det hospital, jeg var, havde de en virkelig fin

service omkring det, fx om hvorvidt man præsenterede barnet for forældrene,

hvorvidt det var i en vugge med et lille fint stykke stof, eller om det var i en

spytbakke. Og der har jeg i hvert fald erfaring med, at dem, der har mødt deres

barn i sådan bakke, det har sat sig meget psykisk på deres nethinde.” - Maria

Etikken fylder meget i jordemødrenes bevidsthed, og derfor fylder respekten for barnet og

kvinden meget i deres artikulerede praksis.

En af grundene til, at der er sket en udvikling i de praksisser, som følger en sen provokeret

abort, og at jordemødrene anskuer det aborterede foster som et barn kan være en reaktion på,

at de sene provokerede aborter er et menneskeskabt problem – at vi som følge af

fosterdiagnostikken vælger børn fra. Grunden til, at etikken fylder meget i sundhedsvæsenet,

er ifølge Birkler bl.a., at stadig flere sundhedsprofessionelle står med svære etiske

udfordringer hverdagen på grund af videnskaben, som har skabt flere teknologiske

fremskridt, der muliggør bestemte handlinger. Vi handler i samfundet mere og mere uetisk –

vi fravælger fostre, der ligner små mennesker – og som reaktion på dette fylder etikken mere

i jordemødrenes udtalelser. Ifølge Birkler er det større fokus på etik i sundhedsvæsenet med

til at forme professioners professionsidentitet og de værdier, som professionen hviler på.

Personliggørelsen af fostret kan således ses som noget jordemødrene gør, for at kunne leve

med deres handlinger – i forsøget på at handle etisk drager jordemødre omsorg og yder

respekt for kvinden og det aborterede foster og anskuer aborten på lige fod med at miste et

barn ved en spontan abort eller ved en dødfødsel.

7.3.3 Anerkendelse af sorg

Med udviklingen i praksis omkring de sene provokerede aborter er også fulgt en større

anerkendelse af den sorg, der for kvinden/parret kan være forbundet med en sen provokeret

Side | 101


Teoretisk analyse

abort. Dette var ikke tilfældet for ca. 40 år siden, da Åse var ung jordemoder. Hun beskriver

her, hvordan varetagelsen af dødfødsler foregik dengang:

”Dengang jeg var ung jordemoder, hvis man tog imod et dødfødt barn, så

skruede man op for masken [med bedøvelse] lige inden barnet skulle komme

ud, så hun blev sådan lidt uklar. Ud med barnet, ud med moderkagen, ud i

skyllerummet med barnet, på med bukserne og gav hende en kop te. Man

snakkede ikke med hende om det, jeg har selv været med til det. Og så sagde

man til hende ”Du kan komme igen om ni måneder”.” - Åse

Også Bente, der har arbejdet som jordemoder i 27 år fortæller, hvordan hun har oplevet

ændringen fra, at man ikke anerkendte den sorg, der var forbundet med en sen provokeret

abort, til i dag, hvor sorgen fylder meget i arbejdet. Hun giver udtryk for, at hun i starten var

tilbageholdende, men efterhånden har fulgt med udviklingen:

”Egentlig når jeg tænker tilbage i tiden, så er der nogen, hvor jeg tænker: ”Åh,

de skulle have haft tilbuddet om at se barnet også”, men altså som jeg siger, så

er det ændret gennem tiden, hvor jeg også selv har ændret mig meget fra

dengang, hvor jeg tænkte ”Det var da noget mærkeligt noget, at der blev taget

billede”. Selvom det skulle ende sådan, så kan man måske godt have et behov

for et billede, måske specielt hvis det er på grund af misdannelser, fordi så har

det været et ønsket barn, som man egentlig har gjort sine drømme og

forventninger om.” - Bente

At Bente i dag selv er formidler af en bestemt praksis viser, hvordan denne praksis – i dette

tilfælde at tage billeder – er blevet habitueret, og at personliggørelsen af fostret er blevet en

forankret del af hendes professionspraksis.

Bente nævner Landsforeningen Spædbarnsdøds opkomst som en af forklaringerne på, at der

er sket en form for ”bevægelse” med fokus på provokerede senaborter og det at miste et

barn:

”Jeg tror måske også Landsforeningen Spædbarnsdød har været – altså der er

jo blevet lavet pjecer til folk, der vælger at føde en senabort. Så et eller andet

sted er der kommet en bevægelse omkring det her.” - Bente

Denne forening er en vigtig aktør på det ideologiske område, da den kan påvirke

jordemødrenes professionsetik og professionsidealer. Foreningen advokerer for en bestemt

måde at håndtere sorg på, som bl.a. indebærer at tage ”ordentlig” afsked med det aborterede

foster – eller ”barnet” som de kalder det – ved at skabe minder. Ifølge deres hjemmeside kan

Side | 102


Teoretisk analyse

man først tage afsked med et barn, når man ved, hvad man tager afsked med. En del af det at

sige farvel er, ifølge foreningen, at samle konkrete minder om barnet, fx billeder, hånd- og

fodaftryk, en hårlok eller lignende (www.spaedbarnsdoed.dk).

Bag ændringer i hospitalers og dermed jordemødrenes praksis ligger således en ændret

forståelse af sorg og sorgarbejde i forbindelse med sene provokerede aborter. Den ændrede

forståelse former denne praksis. Der er sket en udvikling fra en forståelse, hvor det at se og

holde barnet var en handling, som kunne forstærke kvindens sorg, til en forståelse, hvor det

ikke at se og holde barnet kan forstærke sorgen.

7.3.3.1 Sorg kan ikke gradueres

Uafhængig af baggrunden for valg af abort er jordemødrene enige om, at det er vigtigt at

anerkende den sorg, der for kvinden/parret kan være forbundet med en sen provokeret abort,

særligt i situationerne med de ønskede graviditeter. Denne gruppe af kvinder/par er i en

undersøgelse af Sloan et al. blevet beskrevet som en særlig gruppe på grund af de mange

modstridende følelser, der gør sig gældende: de ser aborten som en handling udført af

kærlighed vs. en handling hvor de slår barnet ihjel; de oplever en følelse af tab ved at være

forældre til et dødt barn og samtidig har de ikke følt sig i stand til at være forældre til et

handicappet barn; de føler en taknemmelighed for teknologien, der kunne opdage

misdannelsen, men samtidig en vrede på teknologien, fordi den har sat dem i den situation, at

de kan vælge deres barn fra (Sloan et al. 2008: 396).

De fleste jordemødre er enige om, at man ikke nødvendigvis kan skelne mellem den sorg,

forældre oplever, hvis de vælger en sen provokeret abort på grund af misdannelser eller andre

abnormiteter i 19. uge, og den sorg forældre oplever, hvis de mister et barn tæt på terminen.

Som Åse formulerer det, kan man ”ikke gradbøje sorg”:

”Man kan ikke sige, at det er meget bedre at miste et lille barn end et større

barn, man kan ikke gradbøje sorg. (…) Det der med at forsøge at trøste den,

der mister ved at sige: ” Tænk hvis og du skal da være glad for, at det kun var i

16. uge, tænk hvis”. Det kan man jo ikke – forestiller man sig så, at

vedkommende siger: ”Gud, det har jeg slet ikke tænkt på. Gud, visse vasse, det

har du da ret i, nu er jeg glad igen”. Hvad forestiller man sig, at mennesket vil

tænke?” - Åse

Side | 103


Teoretisk analyse

Flere andre jordemødre giver udtryk for, at der er en sorg forbundet med en sen provokeret

abort lige meget, hvor langt henne i graviditeten kvinden er og uanset årsagen, og at det er

vigtigt, at sorgen bliver respekteret og anerkendt:

”J eg har meget respekt for den sorg, der er, og det tab, der er. (…) Jeg ved, at

den der smerte, der er, den sorg, der er, det er den samme uanset

gestationsalder. Så derfor hende, der mister i uge 17, hun har samme ret til at

sørge som senere. Så det med gestationsalder siger mig ikke så meget, for det er

jo oplevelsen.” - Ulla

”Jeg tænker egentlig, at alle, som får en sen provokeret abort, har en sorg, lige

meget, hvad der er baggrunden for, at de har valgt at afslutte graviditeten på

den her måde.” - Bente

7.3.4 Ritualisering som habitueret praksis

Gennem tiden har det været vigtigt for mennesker at skabe mening omkring fødsel og død. At

skabe ritualer kan ifølge Risøy ses som en måde at handle på, som producerer og ændrer

forståelsen af det, som er sket (Risøy 2009: 15). I jordemødrenes udsagn kommer det frem, at

ritualer også fylder meget i deres praksis omkring de sene provokerede aborter på samme

måde som ved almindelige fødsler og dødfødsler.

Selvom en sen provokeret abort rent fysisk minder om en almindelig fødsel, er det noget

andet, der sker. En fødsel kan anskues som en stor begivenhed for familien, mens en abort er

tabuiseret. Trods forskelligheder er der alligevel mange ligheder i jordemødrenes praksis i de

to situationer. Foruden at de fysiske rammer ofte er de samme, varetages de ofte af

jordemødre, de indebærer et langt tidsforløb og smerter, brug af smertestillende midler,

klipning af navnestreng m.v. Hertil kommer en række ritualer, som er de samme, og som vil

blive analyseret nedenfor: at vise og holde fostret og at skabe konkrete minder som fx

billeder samt hånd- og fodaftryk af fosteret.

7.3.4.1 Skal man se barnet?

Arbejdet med sorg i forbindelse med sene provokerede aborter indeholder mange

forskelligartede forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert, normalt og unormalt samt

legitimt og illegitimt inden for det sundhedsprofessionelle felt. Jordemødrene repræsenterer

en position, hvorfra det er legitimt for kvinden/parret at sørge, hvor det er godt at tage afsked

med barnet og at have konkrete minder. Spørgsmålet om, hvorvidt det er godt at se det

Side | 104


Teoretisk analyse

aborterede foster, fylder således meget i vores interviews, og det er et spørgsmål, der

ligeledes har været genstand for undersøgelse i andre studier.

Ifølge Risøy bunder spørgsmålet om at se og holde barnet i en forståelse af sorg, hvor

kvinden ved dette ritual får noget at sørge over. Barnet får sin egen identitet med egne

kendetegn, og når forældrene ved, hvad de sørger over, bliver det lettere at sørge (Risøy

2009: 309). Det er den samme forståelse af sorg, som Landsforeningen Spædbarnsdød

opererer ud fra. Undertrykkelse af sorg bliver her anset som skadeligt.

Blandt jordemødrene i vores undersøgelse er der bred enighed om, at det er gavnligt at se det

aborterede foster, især for kvinderne med de ønskede graviditeter. Stort set alle jordemødre

siger eksplicit, at de gerne presser lidt på for at få kvinden til at se fostret, da de er af den

opfattelse, at dette hjælper kvinderne i deres efterfølgende sorgproces:

”Det er også derfor, at dem der gerne vil have det, ser deres barn. Og også de,

der ikke vil, presser vi ret meget til det. Selvfølgelig afhængig af hvilken

situation, der ligger bag, men det tror jeg, jordemødre er rigtig gode til.”

- Anna

”Jeg presser meget på, og jeg bruger min autoritet og min erfaring og siger:

”Jeg har erfaring med, at det er bedst at se barnet”, og så er det, jeg siger:

”Nu skal du høre, nu lægger jeg det over i vuggen, og så føder vi moderkagen,

og så får du tøj på og så får du en kop te” og så fortæller jeg lidt om barnet, og

så langsomt trækker jeg det hen. Jeg presser meget, fordi jeg ved, at det er en

god idé. Og jeg fortæller meget om, hvordan de ser ud. Jeg har aldrig oplevet

nogen, der ikke ville se det, og jeg har aldrig oplevet nogen bagefter sige, at de

fortryder. Jeg har kun oplevet, at de siger: ”Jeg er glad for, at du pressede mig

til det, for jeg var bange for det, og hvor var det dog anderledes, jeg troede at

det så meget farligere ud”.” - Åse

Ved at presse kvinder/par til at se det aborterede abort, selvom de måske i første omgang

fravælger dette, bliver jordemødrene bærere af en bestemt orden. Jordemødrene har kulturel

kapital i form af deres uddannelse, hvilket giver dem ”autoritet” og en tro på, at de er ”rigtig

gode til” at vurdere, hvad der er godt for kvinder, og få dem til at følge deres anbefalinger.

Ifølge Eriksen har de voksne kvindelige professionelle en form for definitionsmagt, som er

uddelegeret af staten til de professionelle. Samtidig er de svage – i dette tilfælde de gravide

kvinder – afhængige af de reaktioner, der kommer fra de professionelle (Eriksen 2007: 450).

Hvad jordemødrene anbefaler kvinderne om sorgarbejde bliver dermed godtaget.

Side | 105


Teoretisk analyse

Jordemødrene er således i en position, hvor de kan presse kvinden/parret, og hvor det

samtidig virker legitimt at gøre det.

7.3.4.2 Kan det legitimeres at vise barnet?

Set i lyset af, at det er udbredt praksis blandt jordemødrene at vise det aborterede foster, er

det interessant at diskutere, om dette er til gavn for kvinderne, og om denne praksis kan

legitimeres ud fra eksisterende litteratur på området.

Kvinderne, der lige har gennemgået en sen provokeret abort, har ikke en selvstændig

kundskab eller forståelse af situationen, men er tværtimod afhængige af at støtte sig til andre

som ”ved bedst”. Disse andre bliver i abortsituationen jordemødrene. I Risøys studie

fremføres det, at kvinder, der gennemgår en sen provokeret abort er åbne for muligheder for

manipulation. Hun problematiser, at jordemødre fremstiller valget om at se fostret som, at de

kvinder, der ikke vælger at se barnet fortryder det, og dem, der ser det, ikke fortryder det.

Risøy spørger derfor, om man kan tale om et frit valg, når det bliver fremstillet som om det

ene valg vil føre til fortrydelse, mens det andet valg ikke vil føre til fortrydelse (Risøy 2009:

310-311). Jordemødrene har således i deres position en stor magt til at påvirke kvinderne, der

er i en skrøbeligt position, og måden, valget bliver fremlagt på, får stor betydning for det

valg, der bliver truffet.

Jordemødrene i vores undersøgelse deler entydigt den opfattelse, at det at se barnet efter den

sene provokerede abort er gavnligt for kvinden/parret med ønskede graviditeter i deres

efterfølgende sorgproces. Ser vi nærmere på den eksisterende litteratur på området, er billedet

dog ikke entydigt positivt.

I et review af Sloan et al., der gennemgår 12 undersøgelser af, hvordan det påvirker

kvinder/par at se fostret efter en sen provokeret abort på grund af fund af misdannelser eller

andre abnormiteter, udtrykkes der bekymring for, at sundhedsprofessionelle presser på for, at

forældrenes skal se deres børn på grund af deres egne eller institutionens (fx hospitalets)

overbevisning og praksis, da der ikke er entydigt videnskabeligt belæg for, at det er gavnligt

at se barnet efter aborten (Sloan et al. 2008: 395). Indlejret i troen på, at det at se barnet er

sundere end ikke at se det, ligger en antagelse om, at minder er vejen til heling, og at

sundhedsprofessionelle er bundet af deres pligt til at presse på og støtte skabelsen af minder

blandt kvinder, der oplever tab af et foster (ibid.: 396). Selv i de studier, hvor halvdelen af

Side | 106


Teoretisk analyse

deltagerne valgte ikke at se barnet, konkluderer forfatterne, at det er godt at se barnet, og at

dette hjælper forældrene i sorgprocessen (ibid.: 401).

I et studie af Rådestad et al. findes det, at det at presse på for, at forældrene skal se barnet,

bør undgås. I stedet anbefales det, at der skabes en stille atmosfære omkring barnet og

moderen efter fødslen. Der skal ikke presses på for, at moderen skal se eller holde sit barn.

Hvis hun ønsker det, kan man opfordre hende til det, og hvis hun ikke ønsker det, skal dette

også accepteres (Rådestad et al. 1996: 1507).

Der findes dog også studier, der er mere positive over for at se det aborterede foster. I et

andet studie af jordemødres oplevelser af sene provokerede aborter som følge af føtale

misdannelser eller andre abnormiteter, gav alle jordemødrene udtryk for, at det er godt at se

barnet, men uddyber dog samtidig, at dette afhænger af det enkelte pars præferencer og af

barnets tilstand (Garel et al. 2007: 624).

Et studie af Geerinck-Vercammen & Kanhai finder desuden, at det at se og holde det

aborterede foster efter den provokerede abort – også trods synlige misdannelser – og at sige

farvel til dette, gav alle de forældre, der havde valgt dette, en efterfølgende god følelse og

håndgribelige minder, da det bekræftede virkeligheden af abnormiteterne. Det var blandt

andet gavnligt for den efterfølgende sorgproces (Geerinck-Vercammen & Kanhai 2003: 544).

Ovenstående viser, at der ikke er nogen entydig evidens, der kan afklare, hvorvidt det er

gavnligt for forældrene at se fosteret efter en sen provokeret abort. Dog kan vi konstatere, at

det er en praksis, der er udbredt blandt jordemødrene i vores undersøgelse, og at deres

holdning til spørgsmålet er klart positiv.

Betragtes denne praksis med at vise barnet i forlængelse af at store dele af jordemødrenes

arbejdsfunktioner bliver taget fra dem på grund af omstrukturering på hospitalerne og andre

faggruppers dominans, kan det tolkes som, at jordemødre gør særligt meget ud af de

funktioner, de stadig varetager 23 . Herved kan de fastholde deres professionsideal – og ikke

mindst have kontrol over denne del af deres virksomhedsområde. Den omsorg, der drages for

kvinden og det aborterede foster i vores undersøgelse, bliver således en legemliggørelse af

23 Dette uddybes i afsnit 7.4.

Side | 107


Teoretisk analyse

jordemødrenes professionsideal, da der her er mulighed for at yde ekstra omsorg. Det er ikke

bare for kvinden/parret eller fostrets skyld, men også for jordemoderen selv, som føler, at hun

har gjort sit arbejde godt.

7.3.4.3 At skabe konkrete minder

Som tidligere nævnt har de jordemødre, der har været i faget i en lang årrække, oplevet en

stor ændring i, hvordan man anskuer tabet af et barn. Bente fortæller her, hvordan hun har

oplevet, at hendes tidligere undren over at fotografere et aborteret foster nu er blevet til en

fast procedure og rutine hos hende og på hospitalet:

”Jeg kan bare huske første gang, hvor der var en af mine kollegaer, der

snakkede om, at hun ville fotografere det her barn, som var en senabort, og det

synes jeg jo dengang, at altså folk havde jo valgt at få en senabort, hvorfor i

alverden skulle de så også have billeder af det her barn, det var da noget

mærkeligt noget, ikke? Og i går har jeg stået og taget billeder til folk af den her

senabort, og de har selv fotograferet barnet.” - Bente

Ovenstående citat kan, inspireret af Bourdieu og Chambliss, tolkes således, at det at tage

billeder af det aborterede foster er blevet en habitueret rutinepraksis. I dag er det således

procedure, at sundhedspersonalet opfordrer til og selv tager billeder samt fod- og håndaftryk

af det aborterede foster, uanset om kvinden/parret ønsker det eller ej. Dette er et eksempel på,

hvordan få jordemødres praksis kan influere hele afdelingers praksis og dermed definere,

hvad der er normal praksis. Herved etableres en bestemt social orden. Hvis kvinden/parret

ikke vil have disse konkrete minder med hjem, lader personalet dem liggende i journalen,

som et ”mindekort”:

”Vi får taget billeder, og vi tager fodaftryk, og vi tager en rulle sort-hvid film,

og det gør vi bare altid, det er procedure.” - Lone

”Nu printer vi [billeder] ud, og nogle vil jo ikke have de billeder, men så siger

vi: ”Nu ligger vi dem så i journalen, og så kan I bede om at få dem. Nu er de

der, for man kan godt fortryde, og så er det jo for sent, hvis vi ikke har fået dem

taget”. Selvom de siger, at de ikke vil, så gør vi det faktisk alligevel, og så er de

der bare.” - Kirsten

Disse citater viser, hvordan jordemødre repræsenterer en bestemt position, hvorfra det ikke

bliver tilgodeset, hvis kvinden/parret ikke ønsker de konkrete minder. Man kan anskue det

således, at hvis jordemødrene fulgte kvinden/parrets ønske om fravalg af konkrete minder,

Side | 108


Teoretisk analyse

ville dette skabe uorden i deres rutiniserede praksis ved at mindske personliggørelsen af

fostret. Professionsidentiteten kan, ifølge Wackerhausen, især ses som styret af de

habituerede rutinepraksisser.

Åse legitimerer sin praksis ved at forklare, at grunden til, at det er godt at tage billeder og

aftryk fra det aborterede foster er, at:

”Det er rigtig vigtigt at gøre alle de der ting. Den oplevelse og det liv, man har

med det lille døde barn, det er jo så kort.” - Åse

Hermed holder hun fast i, at der er tale om en sorg, der skal anerkendes, og at kvinden/parret

skal forholde sig til den sorg gennem minder om det døde barn. Hermed tilkæmper hun sig

kontrollen med dette arbejde.

Med inspiration fra Wackerhausen kan man sige, at den ritualisering, der følger efter

abortfødslen, legemliggør en række antagelser, klassifikationer og idealer blandt jordemødre.

Kvinden stoler på jordemødrene og deres viden om, hvad der er bedst efter abortfødslen.

Kvinden får ikke selv lov til at vælge, om der skal tages billeder og hånd- og fodaftryk – det

bliver der gjort som fast procedure. Kvinden får kun lov til at vælge, om hun vil have billeder

og aftryk med hjem eller ej. Ifølge Risøy medfører disse rutiner og ritualer, at der skabes et

barn og dernæst skabes individer, der sørger over tabet af dette barn (Risøy 2009: 340).

Ritualiseringen medfører en personliggørelse af det aborterede foster, men budskabet i

ritualiseringen bliver konfliktfyldt: På den ene side sker der en kamp for, at fosteret skal ses

som et barn, men samtidig skal kvinden acceptere udførelsen af aborten (ibid.: 361).

Jordemødre bliver formidlere af budskabet ”at skabe et barn” og ”skabe individer, der skal

sørge over dette barn”, gennem deres praksis, hvilket kan ses som en dramatisering og

”sentimentalisering” af den sene provokerede abort.

Bente stiller spørgsmålstegn ved, om man også skal fastholde samme praksis med skabelse af

konkrete minder ved sene provokerede aborter på social indikation:

”Jeg ved ikke på samme måde, hvis folk har valgt det fra af sociale årsager, så

er det måske mere grænseoverskridende, altså hvorfor skal man have et billede

der? Der vil man måske på en eller anden vis hellere glemme det.” - Bente

Side | 109


Teoretisk analyse

Pia udtrykker ligeledes skepsis over for proceduren omkring at skabe disse konkrete minder –

især, hvis barnet er meget småt:

”Med de helt små kan billederne nogle gange være ikke så pæne. Nogle gange

kan det i virkeligheden være bedre for dem [forældrene] at have et billede inde i

hovedet, fordi de ligesom kobler det billede, de havde, da de så deres egen baby

på nethinden med den der typiske babyreklame, som man ser i fjernsynet med

det der yndige, lækre, fede søde barn.”- Pia

Her udtrykker Pia således en bekymring for, om man i virkeligheden kan forværre sorgen ved

at give kvinden/parret konkrete minder. Selvom Bente og Pia fremhæver nogle problemer

ved at have disse minder, er det dog stadig en praksis, de medvirker til at fastholde, fordi det

er procedure på hospitalet.

Pia nævner som den eneste, at man i en tid, hvor sorgen og følelserne omkring oplevelsen

med en sen provokeret abort fylder mere og mere, også skal passe på, at denne oplevelse ikke

kommer til at fylde for meget for de kvinder/par, der oplever det:

”Jeg vil sige, at man i dag kan være i den grøft, hvor man kunne sige, at man

også skal passe på, at man ikke dvæler for meget ved det, og at det ikke bliver

skabende for resten af ens liv, altså de næste 30 år, at man har været så uheldig

at blive gravid med et barn, som havde en misdannelse eller man blev gravid på

et tidspunkt, hvor man ikke kunne håndtere at få barnet.” - Pia

Om det er gavnligt for sorgprocessen at skabe konkrete minder om det aborterede foster er

undersøgt i få andre studier, men resultaterne giver ikke noget klart billede. Geerinck-

Vercammen & Kanhai fandt i deres studie af forældres reaktioner efter en sen provokeret

abort på grund af misdannelser eller andre abnormiteter hos fosteret, at forældre, der havde

valgt at tage imod konkrete minder såsom billeder, fandt stor værdi heri i deres sorg. Dette

gjaldt ligeledes for dem, som først havde tøvet med at tage imod tilbuddet (Geerinck-

Vercammen & Kanhai 2003: 546). Risøy fremhæver i sin undersøgelse dog, at en analyse af

kvinders oplevelser og fortællinger efter en sen provokeret abort altid har en risiko for at

blive psykologiseret (Risøy 2009: 2), hvormed man kan overfortolke kvindernes udsagn. Hun

fandt i sit studie, at nogle kvinder, der havde valgt en sen provokeret abort, oplevede, at de

blev presset til at holde og se barnet, få billeder, vælge begravelsesform m.v., og at dette var

problematisk (ibid.: 310-312+322+338-349).

Side | 110


7.3.5 Vidensopsamling om Personliggørelse af det aborterede foster

Teoretisk analyse

Det aborterede fosters status har ændret sig. Fra at være et foster bliver det nu anskuet som et

barn. Bag denne ændring ligger både lovgivningen, der efter 22. graviditetsuge klassificerer

fostre som børn, men også en stigende anerkendelse af den sorg, der for kvinden/parret kan

være forbundet med en sen provokeret abort, særligt hvis der er tale om et ønskebarn.

Med udviklingen har også fulgt, at der i dag udføres en række ritualer ved de sene

provokerede aborter. Disse ritualer består bl.a. af at præsentere det aborterede foster for

forældrene på en pæn måde, at tage billeder samt fod- og håndaftryk og at fostret kan

begraves. Dette gøres for at give kvinden/parret nogle minder om barnet, hvilket har til

erklæret formål at lette den sorgproces, der ifølge jordemødrene er forbundet med en sen

provokeret abort.

Vi finder således, at udførelsen af disse ritualer er udbredt praksis blandt jordemødrene, og at

de herigennem er med til at dramatisere og sentimentalisere de sene provokerede aborter.

Resultaterne af andre undersøgelser af det at vise forældrene fostret og at give dem konkrete

minder efter en sen provokeret abort peger dog også i forskellige retninger i forhold til

gavnligheden for forældrene. De problematiserer netop det, at sundhedsprofessionelle er i en

position, hvor de kan presse på for at kvinden/parret skal gennemgå disse ritualer.

Jordemødrene i vores undersøgelse besidder ligeledes en kulturel kapital, der gør dem i stand

til at presse på for at kvinden/parret ser det aborterede foster og får minder herom og dette

uden at det fremstår illegitimt.

Jordemødre er socialiseret ind i en bestemt disciplineret faglighed af procedurer og

anbefalinger i forhold til de sene provokerede aborter. Jordemødrene legemliggør praksis

omkring at se barnet og skabe konkrete minder og sender hermed et signal om, at det er det

bedste for kvinden/parret i den sorgproces, de ifølge jordemoderen gennemgår. Når

jordemødre holder fast i disse procedurer og anbefalinger bliver det ”det normale”. På den

måde skaber jordemødrene, jf. Chambliss, orden i kaos.

Hensynet til kvinden/parret fylder for jordemødrene meget i udførelsen af ritualerne.

Samtidig er det dog også en mulighed, at der ligger et hensyn til jordemoderen selv bag. Ved

at personliggøre fostret kan jordemødre opleve, at den handling, der udføres, bliver mindre

etisk problematisk. Aborten får mere karakter af en almindelig fødsel, og herved mindskes

Side | 111


Teoretisk analyse

jordemoderens moralske bekymring. Hermed fjernes fokus fra dét, at kvinden/parret selv har

truffet valget om at få en abort – det vigtige bliver i stedet at hjælpe dem igennem tabet af et

barn. Man kan i denne forbindelse derfor også diskutere, om ritualerne ved de sene

provokerede aborter er et udtryk for et reelt behov hos kvinden/parret, eller om jordemødrene

også er med til at skabe den sorgproces, som deres praksis har til erklæret formål at lette.

Jordemødrenes opfattelse af, at kvinden/parret nødvendigvis oplever sorg i forbindelse med

den sene provokerede abort kan derfor være et udtryk for en fejlslutning blandt

jordemødrene, hvorved deres opfattelse af en sorgproces har karakter af en falsk bevidsthed.

Man kan derfor tale om, at jordemødrenes støtte til kvinden/parret bliver styret af deres

professionsidentitet ved at yde en form for respekt for fostret. I jordemoderprofessionen

bliver konkrete minder om det aborterede foster anset som gavnlige og meningsfulde,

samtidig med at de også kan tjene det formål at lette jordemødrenes arbejde med de sene

provokerede aborter ved at mindske deres indre konflikter. Ritualerne, der i dag følger

udførelsen af en sen provokeret abort, kan derfor måske i højere grad ses som en refleksion af

jordemødrenes professionsidentitet og -etik, end som et reelt behov hos de kvinder/par, der

får udført de sene provokerede aborter.

7.4 Professionernes kamp i det sundhedsprofessionelle felt

I dette afsnit vil vi tage udgangspunkt i vores fjerde forskningsspørgsmål: Hvordan forandres

og begrænses jordemoderprofessionen i det sundhedsprofessionelle felt i relation til sene

provokerede aborter?

Empirien omhandler, hvordan jordemødres omsorg generelt og specifikt omkring de sene

provokerede aborter både forandres og begrænses gennem institutionelle forhold,

videnskabelig og teknologisk udvikling samt dominans af og latente konflikter mellem dem

og andre faggrupper. Ved at afdække, hvad der er på spil i det sundhedsprofessionelle felt,

kan de spændingsfelter og strukturelle fordelinger af ressourcer eller kapitalformer, der gør

sig gældende i det sundhedsprofessionelle felt, synliggøres og forklares.

Inden for en professionsteoretisk tilgang kan man tale om, at der foregår kampe inden for det

sundhedsprofessionelle felt. Disse kampe kommer til udtryk gennem forskellige

professioners forsøg på at tilkæmpe sig autoritet og anerkendelse i samfundet og vil blive

analyseret i dette afsnit gennem Bourdieus begreber felt, habitus og kapital.

Side | 112


Teoretisk analyse

Opmærksomheden rettes her mod de konflikter, der udspiller sig i de sociale relationer og

inden for de institutionelle rammer på hospitalet. Jordemødrenes praksisformer kan nemlig

ikke ses uafhængigt af andre grupper af sundhedsprofessionelles praksisformer.

De institutionelle forhold for jordemødrenes arbejde med gravide kvinder og fødselsarbejde i

almindelighed vil blive fremstillet og analyseret, idet disse bidrager til en indsigt i ændringer

i jordemødres arbejde.

7.4.1 Ændringer i rammerne for jordemødres arbejde

I løbet af de sidste årtier er der sket store ændringer i jordemoderarbejdet, som indebærer, at

flere af jordemødres oprindelige opgaver er skåret væk, eksempelvis fødselsforberedelse og

efterfødselssamtaler. Åse fortæller her, hvordan hun oplever, at jordemødres arbejde med

gravide kvinder har ændret sig fra nærhed til distance gennem teknologisering, og at

jordemoderprofessionens praksisformer ændrer sig som resultat heraf:

”Da jeg var jordemoderelev, sad jeg jo i otte timer med hånden på maven og

mærkede med fingerspidserne veerne og sad og snakkede med kvinden og

havde 29 minutters frokostpause og kom ind igen og sad der. I dag sidder de jo

ude og kigger på skærmene og kigger på apparaterne.” - Åse

Jordemødrene oplever desuden, at NPM-strømningen i høj grad påvirker arbejdet på

fødeafdelingen, således at der kommer fokus på registrering og på ”at dække sin ryg”. Dette

kommer frem, da Bente svarer på, hvad hun ser som en jordemoders vigtigste funktion:

”Hvis vi går ind til kernen, og vi ikke skal se på, at nu er vi på et hospital og

sådan, så er det at yde støtte til kvinden undervejs i fødslen og hjælpe med

fødslen. Vi har lige fået lavet sådan et afkrydsningsskema, som vi skal gå rundt

med sammen med vores papirer i forhold til en fødsel, så man kan afkrydse og

overlevere til de næste. (…) Vi har jo utrolig mange ting, og det bliver jo helt

tydeligt, når man går rundt med sådan et afkrydsningsskema, som er rent

administrativt. (…) Der er kommet så meget mere fokus på alt omkring

akkreditering og dokumentation osv. i den tid, jeg har været jordemoder. (…)

Det ligger meget mere i tiden nu, at man skal dokumentere alting og man skal

dække sin ryg. (…) Alt det, vi skriver i den elektroniske journal, er jo egentlig

meget noget, vi gør, for at de andre ikke skal kunne komme efter os.” - Bente

Bentes svar viser, at hun oplever, at hospitalet som ydre ramme for jordemoderarbejdet sætter

nogle begrænsninger i forhold til det centrale i professionsidealet – at yde omsorg og støtte til

Side | 113


Teoretisk analyse

en kvinde i hele fødselsforløbet – fordi hun oplever stigende fokus på akkreditering og

dokumentation, hvilket fjerner fokus fra det mere jordemoderfaglige. Hun oplever, at

dokumentation og registrering i høj grad er noget, jordemødre gør, for at andre ikke kan

komme efter dem, hvilket kan tolkes som en faldende tillid til professionen. Disse fund kan

sammenlignes med en svensk undersøgelse af Larsson et al. omhandlende jordemødres

professionsidentitet. Her fandt forfatterne, at jordemødrene oplever, at de i højere og højere

grad skal dokumentere deres arbejde, og at dette fylder mere og mere i det daglige arbejde.

Denne ændrede rolle har tendens til at påvirke deres identitet ved at mindske deres selvtillid

som professionel gruppe (Larsson et al. 2009: 377).

Netop det administrative arbejde gør, at tiden til det tætte arbejde med de gravide og fødende

kvinder mindskes, hvilket er med til at ændre jordemoderprofessionens arbejde og dennes

omsorgsindhold over tid. Hospitalet kommer således til at virke som en institutionel

socialiseringsarena, som indgår i dannelsen og udviklingen af jordemødres

professionsidentitet og praksis gennem begrænsninger, kontrol og nye krav.

Inspireret af Eriksen (Eriksen 1989: 12-13) kan man sige, at jordemødrenes omsorg

skematiseres, og at de kvindelige omsorgskompetencer således i stigende grad underlægges

en stadig strammere tidsstruktur, resultatorientering m.v., som forhindrer jordemødrene at

udøve direkte omsorgsarbejde. Dette kan medføre frustration blandt jordemødrene, fordi

dette går imod eller undertrykker deres omsorgshabitus. Vi ser i vores undersøgelse, at der

blandt jordemødrene opstår en form for modkultur, som kommer til udtryk i en artikuleret

afstandstagen til lægers praksis omkring fødsler og hospitalers rationelle (medicinske) logik.

7.4.2 Udfordring af normalitet

I et felt foregår der, som beskrevet under afsnit 5.3, kampe om kapitaler, og der sættes

”noget” på spil. Man kan sige, at der foregår kampe om arten af eller meningen med feltets

specifikke praksis (Sestoft 2006: 165). Det, der er på spil i det sundhedsprofessionelle felt i

relation til fødselsarbejdet, er bl.a. retten til at fastsætte principperne for den normale fødsel

og dermed jordemødrenes virksomhedsområde.

Jordemødrene har en meget afklaret tilgang til fødsler som en normal begivenhed, der

afspejles i en stærk professionsidentitet. Jordemødre ser en klar forskel i deres, lægers og

sygeplejerskers tilgang til fødsler, hvilket Kirsten illustrerer her:

Side | 114


Teoretisk analyse

”Der er en væsentlig forskel i, hvordan vi er skolet i at tænke som jordemødre,

og hvordan læger og sygeplejersker er skolet til at tænke. Vi tager

udgangspunkt i, at tingene er normale, og at det kan lade sig gøre inden for et

normalområde, hvorimod at de jo faktisk tager udgangspunkt i ”Her, der har vi

en ikke normal tilstand, som vi skal prøve at gøre noget ved, så vi kan komme

tilbage til normalen”. Vi vil gerne blive i normalen og forhindre, at vi kommer

ud i det unormale. Så på den måde føler jeg måske, at vi står lidt på hver sin

ende af planken.” - Kirsten

Kirstens citat illustrerer en konflikt omkring, hvad der skal betegnes som normalt og

unormalt i det sundhedsprofessionelle felt. Dette illustreres ligeledes i følgende citat, hvor Pia

udtaler, at det er jordemødres opgave at holde fast i det normale og trække i modsatte retning

af lægerne:

”Jeg tænker generelt, at det er en stor jordemoderopgave at hive i den anden

retning, for det er meget en lægeopgave at sige: ”Det her er mulighedernes

land, vi kan alt det her”. (…) I virkeligheden kan man jo stor set alt.

Spøgsmålet er, hvad man vil, og hvis man får kvinder til at tro på, at som

udgangspunkt, så er det normalt, det der foregår, og som udgangspunkt får de

sunde og raske børn, så har man jo gjort rigtig meget. Men videnskaben hiver

meget i den anden retning.” - Pia

Ovenstående citater om jordemødrenes fokus på det normale viser, hvordan jordemødre er

socialiseret ind i dette som en manifest ideologi. Denne socialisering ind i normalitet kan dog

siges at blive mere og mere ideologisk på grund af videnskaben, teknologien og mediernes

fokus på risici. Dette fokus får indflydelse på rammerne for jordemødrenes arbejde og deres

professionsidentitet gennem yderligere risikotænkning, teknologiske muligheder og dermed

ændret normalitetsbegreb. Jordemødrenes fastholdelse af det ”normale” bliver på den måde

en idealiseret opfattelse af egen rolle og praksis i den virkelighed, de arbejder i.

Samfundets og videnskabens fokus på teknologiske muligheder og risici bliver for

jordemødrene manifesteret gennem lægernes praksis omkring fødsler, rådgivning efter

fosterdiagnostiske undersøgelser samt tilgang til sene provokerede aborter. Samfundets og

hospitalers interesser bliver således, ifølge jordemødrene, ført ud gennem lægernes praksis.

Maria oplever, at det stigende fokus på risici, det unormale og det syge udfordrer hendes

faglighed og stiller krav til hende om, at hun skal forsvare og holde fast i det normale:

Side | 115


Teoretisk analyse

”Det er en udvikling eller en diskurs, hvor jeg skal holde fast i min viden om

den normale fødsel. Og jeg skal holde fast i den tiltro, jeg har til, at en fødsel

forløber normalt.” - Maria

Jordemødrene har – trods deres stærke professionsideal – svært ved at vinde retten til at

definere, hvad man skal anskue som normalt og unormalt og derved, hvordan den sociale

orden konstitueres på hospitalet. Lone beskriver i det følgende, hvordan hun oplever, at

rammerne for jordemødrenes virksomhedsområde indsnævres:

”Godt nok er vi ansvarlige for det normale område, men vi bor på et sygehus,

hvor lægerne har det overordnede ansvar, så de sætter faktisk dagsordenen for

den normale fødsel og vores procedurer – hvor hurtigt vi skal rykke ind. Og der

er ikke kræfter i jordemoderfaget til at sige, at ”Det skal bare være sådan”.(…)

Vi bor som en lille sund del på sygehuset, resten er syg, så vi er en lille sund

afdeling, som egentlig kunne foregå andre steder. (…) Lægerne har meget at

sige, for ellers vil de ikke have os i huset, så det er blevet lidt det med, at det

styrer vi ikke, og så gør vi, som der bliver sagt.” - Lone

Af ovenstående citater fremgår det, at jordemødrene italesætter lægerne, som dem, der

repræsenterer det unormale og patologiske og som dem, der dominerer sygehuset, fordi

lægers biomedicinske og rationelle tilgang til behandling og pleje anskues som den

dominerende på hospitalet. Jordemødrene repræsenterer derimod en ”lille sund del”, som har

svært ved at slå igennem og tilkæmpe sig en position i forhold til at kunne definere

normalitetsbegrebet i forbindelse med fødsler. Jordemødrenes tilgang til deres arbejde

domineres således af hospitalets biomedicinske tilgang, rationelle logik og teknologiens

udvikling, hvorfor de må indordne sig de rutiner, retningslinjer og tavse værdier, som

eksisterer her. Herved trues jordemødres professionelle fundament, hvilket Bente beskriver

således:

”Jeg har da også tænkt, at det meget er lægerne, der sætter dagsorden for,

hvordan fødsler foregår nu. Selvom det hedder sig, at jordemødre er til for den

normale fødsel, og først skal tilkalde en læge, når det ikke er normalt længere,

så er det lægerne, der sætter dagsorden for, hvordan og hvorledes med rigtig

mange ting, og der har jeg da tænkt, at der skulle jeg have været læge.” - Bente

Ifølge Bente er lægerne den dominerende profession på hospitalet, hvilket kommer til udtryk

ved, at de sætter dagsordenen for flere områder og således i høj grad fratager jordemødrene

Side | 116


Teoretisk analyse

den normale fødsel ved i højere og højere grad at overføre risikofikseringen til normale

fødsler.

7.4.3 Sene provokerede aborter i forskellige regi

Med inspiration fra Bourdieu kan det sundhedsprofessionelle felt ses som et felt, hvor

repræsentanter for de dominerende positioner kæmper om at fastsætte principperne for,

hvordan man skal anskue og opdele verden i den fælleskonstituerende sociale orden samt om

at definere, hvad de institutionaliserede velfærdsaktiviteter skal indeholde. I det

sundhedsprofessionelle felt foregår en kamp om, hvordan fødslerne og de sene provokerede

aborter skal organiseres og defineres.

Vores studie viser, at sene provokerede aborter foregår i forskellige institutionelle

sammenhænge på sygehusene – på fødeafdelingen eller gynækologisk afdeling. Opdelingen

er ofte afhængig af gestationsalder, kapacitetsmæssige begrænsninger eller sygeplejerskerne

på gynækologisk afdelings usikkerhed omkring håndteringen af aborten.

Flere af jordemødrene har en oplevelse af, at sene provokerede aborter er en kategori, der

”falder lidt uden for” både fødegangsregi og gynækologisk regi. Flere efterspurgte, at der

blev oprettet en lille enhed til særligt at tage sig af sene provokerede aborter. Dette skyldtes

til dels, at jordemødrene oplevede det som uhensigtsmæssigt, at de skulle arbejde med fødsler

og sene provokerede aborter side om side, og dels at sene provokerede aborter er en kategori,

der er svær at passe ind i de eksisterende rammer. Det fortæller Kirsten om her:

”Jeg synes heller ikke, det er rart at have dem [sene provokerede aborter] ovre

på fødegangen (…) og kunne høre, at der bliver født et barn levende og

skrigende ovre på en anden stue, for der er jo ikke lydisoleret. (…) Jeg synes på

en eller anden måde også, det at have dem liggende ovre på gynækologisk

afdeling, hvor der ligger gamle 80-årige fru Frederiksen med cancer i

underlivet, det er sgu et underligt sammensurium. Så jeg vil håbe, og jeg synes

det ville være rigtig fint, hvis vi fik en lille enhed til at styre det, i fødegangs

regi.” - Kirsten

Organiseringen af sene provokerede aborter samt travlhed på fødegangene medfører desuden,

at jordemødre kan komme til at arbejde i et spændingsfelt mellem glæde og sorg, hvis de skal

varetage sene provokerede aborter og almindelige fødsler på samme vagt. Dette medfører

stor utilfredshed hos flere jordemødre, hvilket Kirstens oplevelse illustrerer:

Side | 117


Teoretisk analyse

”Jeg har passet en [kvinde, der skulle have en sen provokeret abort], hvor jeg

fødte med en 4. gangs fødende på den ene stue, og så gik jeg en time senere

over og fødte en lille senabort ovre på den anden stue, og da jeg så var færdig

med den, så måtte jeg tilbage og måle og veje den der store basse, der skreg.

Altså, det synes jeg simpelthen ikke er okay. Jeg synes ikke, at det er okay for

nogen. Jeg synes heller ikke, det er okay personalemæssigt at skulle være så

skizofren i sine arbejdsopgaver. Jeg blev fuldstændig paranoid omkring, om jeg

kom til at sige det rigtige på den rigtige stue.” - Kirsten

Citatet viser, at det for Kirsten er uacceptabelt, at man som jordemoder skal arbejde i et

miljø, der er så omskifteligt. Flere jordemødre fremhæver, at dette hverken er acceptabelt for

jordemoderen eller den aborterende kvinde, hvilket Pia illustrerer her:

”Det er ikke godt for kvinderne og det er heller ikke godt for jordemoderen, at

så skal man ligne en glad julegris og så skal man lægge ansigtet i

bedemandsfolder. Det duer ikke.” - Pia

Af ovenstående citater kommer det frem, at de etiske problemer i jordemødrenes arbejde

opstår som resultat af hospitalets fysiske rammer, der hæmmer jordemødrenes mulighed for

at yde den omsorg, de mener, er den ”rette” – en omsorg, som er spontan og ægte. De skal

således håndtere flere forskellige krav til deres tid og lider under et pres for at komme videre

med deres arbejde. Det kan med inspiration fra Chambliss anskues som, at hospitalets

strukturer gør det svært for jordemødre at være moralske individer, da de ikke selv er herrer

over rammerne for deres arbejde.

Flere jordemødre fortæller, at de sene provokerede aborter inden for de seneste 15 års tid er

kommet ind på fødeafdelingerne. Der kan være flere mulige forklaringer på, hvorfor de er

rykket fra gynækologisk afdeling til fødeafdeling gennem tiden. Der er ingen tvivl om, at når

sene provokerede aborter foregår på fødeafdelinger tydeliggør det signalet om, at der er tale

om en fødsel, og at kvinden skal have jordemoderfaglig omsorg og støtte. Andre faktorer, der

kan have haft indflydelse på de institutionelle rammer for de sene provokerede aborter, kan

bl.a. være fremkomsten af Landsforeningen Spædbarnsdød, ændrede normer i samfundet og

mediernes diskurser om det at få børn og evt. miste et barn. Dette kan samtidig påvirke

jordemødrenes professionsetik og praksis.

Side | 118


7.4.3.1 Latente konflikter mellem sundhedsprofessionelle

Teoretisk analyse

Jordemødrene beskriver, at de oplever en væsentlig forskel i omsorgen for kvinden og det

aborterede foster i de to forskellige regi. Sygeplejerskernes tilgang til sene provokerede

aborter bliver opfattet som mere kølig og ”klinisk” i forhold til jordemødrenes, der efter eget

udsagn er mere ”holistisk”:

”Fordi de [sygeplejerskerne på gynækologisk afdeling] betragter dem som, at

det jo ikke er et ønske [at få barnet], så er der på den måde ikke nogen sorg i

det, væk med den.” - Kirsten

”Jordemødre har et meget mere holistisk billede generelt af graviditet og

fødsel. Meget mere fokus på, at krop og sind skal følges ad. Hvor læger – og det

er også det, de er uddannet til – at det er de fysiologiske ting. (…) Den

holistiske tilgang til fødsler kan også nogle gange have det svært inde i et

hospitalsvæsen, hvor der ikke altid er fokus på de bløde værdier.” - Anna

Denne holistiske tilgang kan ses som en manifest ideologisk socialisering, som kommer til

udtryk i jordemødrenes forsvar af det normale og på, at krop og psyke følges ad samt en

afstandstagen til det patologiske og teknologiske. Dette danner grundlag for en række latente

konflikter mellem jordemødrene og de andre professioner, og en oplevelse blandt

jordemødrene af, at deres tilgang med fokus på bløde værdier – den kønnede omsorg – har

svære kår i hospitalsvæsenet.

Kirsten fortæller om, hvordan hun en dag blev kaldt op på gynækologisk afdeling for at

hjælpe til med en sen provokeret abort på social indikation. Her blev hun overrasket over

sygeplejerskernes håndtering af en sen provokeret abort, som var grænseoverskridende for

hende:

”Jeg nåede ikke at passe hende i forløbet. (…) Der havde været travlhed, så

den var faktisk født, da jeg kom, men hun skulle jo ikke se den, og vi skulle ikke

tale om det. Det var ligesom bare ingenting. Og hvor vi jo med de andre

[ønskede graviditeter] tager mindekort, fodaftryk og håndaftryk og vejer og

måler og laver det her lille mindekort til dem, så skulle denne her bare med

sygehusaffaldet. (…) Den her blev pakket ind i en plasticpose og kylet ud

sammen med alt det andet sygehusaffald sammen med moderkager. Det var

sindssygt grænseoverskridende for mig, sindssygt grænseoverskridende. Jeg

blev nødt til at ringe over på gynækologisk afdeling og høre ”Er det virkelig

rigtigt, at jeg bare skal trykke på pedalspanden og så vippe den ud?”, for den

Side | 119


Teoretisk analyse

havde samme status som de der før uge 12 aborter – det er sådan, man gør

det.” - Kirsten

Kirsten oplever her, at det er svært at være et moralsk individ, da hun ikke selv er herre over

rammerne for arbejdet på den gynækologiske afdeling, og hvad hun skal gøre i denne

situation. Her oplever hun, hvordan den rationelle medicinske logik tingsliggør det

aborterede foster på social indikation ved, at fosteret skal smides i skraldespanden, hvilket

går imod hendes ideologi og omsorgshabitus.

Jordemødrene legitimerer deres egen jordemoderfaglige omsorg ved at positionere sig over

for sygeplejersker, hvilket fremgår af følgende citat. Her fortæller Maria, at sygeplejersker

kan være usikre i deres håndtering, og at aborterende kvinder derfor bør have omsorg fra en

jordemoder:

”Der har været episoder, hvor der har været rigtig travlt og så har de

’kvitteret’, som man også kalder det i stedet for at føde, oppe på den

gynækologiske afdeling, hvor der måske har været en sygeplejerske hos dem.

Det kan også være helt fint, men sygeplejersken kan måske også være usikker i

det, der foregår, og der synes jeg helt klart, at de skal have opbakning fra en

jordemoder, fagligt og omsorgsmæssigt.” - Maria

Set fra jordemødrenes synspunkt kan andre professioners anderledes tilgang opfattes som

etisk problematisk, hvilket med inspiration fra Chambliss kan ses som et eksempel på, at

fundamentale konflikter mellem grupper omtales som moralske konflikter og beskrives i

moralske vendinger. Hvad der af andre professionsgrupper anses som normalt og acceptabelt

grundet deres uddannelse og professionsidentitet, kan af jordemødrene opleves som etisk

problematisk. Jordemødre arbejder således i et krydsfelt mellem konkurrerende faggrupper

og moralske ideologier, og denne konkurrence kan være kilden til etiske problemer.

7.4.4 Teknologiens magt og risikofiksering

Den faglige identitetsdannelse er en proces, der ifølge Wackerhausen og Bourdieu pågår hele

tiden. Selvom jordemødrene klart afgrænser sig fra at tænke på risiko i deres artikulerede

holdninger i vores interviews og dermed tager afstand fra lægers mere patologiske blik på

fødsler, ser vi, at risikofikseringen alligevel i høj grad påvirker jordemødrenes arbejde og

dermed deres professionsidentitet. I det følgende reflekterer Lone over den risikofiksering,

der også eksisterer i jordemoderprofessionen:

Side | 120


Teoretisk analyse

”Ja, man vænner sig til at bruge det [teknologiske hjælpemidler til fødsler], og

det er jo sådan, at det man gør meget af, når det har været der nok, så bliver

det normalen. Vi ser det jo tit, i stedet for at sige, at vi skal huske, at det gør vi

kun, når det er virkelig nødvendigt. Det der med, at det står fremme, stativet

står på stuen, alt er der til det, og så bliver det sværere ikke at bruge det.” -

Lone

Lones eksempel illustrerer, hvordan risikofiksering virker ”bag om ryggen” på jordemødrene,

og at dette rykker ved jordemødres opfattelse af normaliteten. Især de yngre jordemødre har

fokus på risici og er således i højere grad end de ældre jordemødre socialiseret ind i den

risikotænkning og optik på normalitet, der er gældende i samfundet.

Ifølge Brante er den teknologiske udvikling en af de vigtigste faktorer i forklaringen på

professioners udvikling og identitet, da de fleste professioners kompetence netop beror på, at

de behersker videnskabelig teori, viden og tekniske instrumenter. Anna holder i det følgende

fast i jordemødres professionsideal om den normale fødsel og søger at legitimere

jordemødres tilstedeværelse i et samfund med stigende fokus på risici og en ændret gruppe af

gravide:

”Vi skal ud og have sagt til dem [de gravide kvinder], at det ikke er fordi, at vi

er nogle langhårede, sadistiske hekse, at vi synes, at de nødvendigvis skal føde

uden epidural eller ikke synes, at de skal have kejsersnit uden medicinsk

indikation. Det er faktisk fordi, at vi ved noget, fordi vi ved noget om, hvordan

kroppen fungerer.” - Anna

Teknologiseringen har bl.a. medført, at der er indført elektroniske hjertelydskurver på

fødestuerne, hvilket efterhånden i højere og højere grad har erstattet jordemødrenes ”trærør”.

Jordemødrene prøver i meget høj grad at holde fast i ”den normale fødsel” og ”den sunde

graviditet”, men rammerne for dette – fx fosterdiagnostik, elektronisk hjertelyd og

epiduralblokade – sygeliggør disse. Flere og flere af jordemoderens opgaver flyttes således

fra hænder til maskiner, hvorved jordemødrene fratages mere og mere af det

jordemoderfaglige arbejde, og jordemoderprofessionen ændres som følge heraf. På den måde

kan man tale om, at der er indbygget en stor modstrid mellem jordemødrenes

professionsidentitet og -ideologi og de ændrede arbejdsvilkår, som begrænser deres mulighed

for at udvise jordemoderfaglighed i deres praksis.

Side | 121


Teoretisk analyse

I undersøgelsen af Larsson et al. blev det fundet, at jordemødre har en stærk identitet knyttet

til håndværket, de praktiske færdigheder og deres kliniske erfaring. Dette anses som deres

vigtigste redskaber. Jordemødre oplever derfor en stigende usikkerhed omkring deres

professionsidentitet og praksis, fordi deres håndværk bliver anskuet som mindre værdifuldt

grundet stigende brug af medicinske teknologier samt organisatoriske ændringer. Dette

medfører tab af kontrol og en mindre stærk professionsidentitet (Larsson et al. 2009: 377).

Jordemødrene oplever ligeledes, at brug af teknologi og dokumentation af resultater bliver

anset for at være mere pålidelig end deres professionelle viden (ibid.: 376). Dette kan i høj

grad sammenlignes med vores fund.

7.4.4.1 Ny gruppe af gravide

Jordemødrene i vores undersøgelse oplever, at der skabes en ny og forandret gruppe af

gravide, som er et produkt af tiden – et produkt af teknologiens udvikling og øget fokus på

individets autonomi. Kirsten forholder sig undrende over for, hvorfor alle gravide skal

tilbydes fosterdiagnostiske undersøgelser, da hun oplever, at disse medfører, at gravide mister

troen på, at de kan skabe sunde og raske børn:

”Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er alle, der skal igennem det, altså sunde og

raske mennesker i deres allermest levedygtige reproduktive alder, at de skal

problematiseres. Det, synes jeg, er helt vildt. Man mister den basale tro på, at

ens krop kan lave liv og give liv, og jeg tror på, at det spreder sig.” - Kirsten

Citatet viser, hvordan jordemødrenes normalitetsbegreb udfordres. Det er ifølge

jordemødrene i høj grad lægernes ”skyld”, at der er kommet så meget fokus på risiko i

graviditeten, hvilket Henriette fortæller her, hvor hun refererer til de fosterdiagnostiske

tilbud:

”Når en læge sidder og siger noget, så tænker man jo ”Du må have styr på

det” og så gør man det naturligt. (…) Altid når vi [samfundet] beslutter noget,

så SKAL man bare.” - Henriette

I Bourdieus terminologi kan man tolke det således, at lægernes store indflydelse på kvinderne

skyldes deres stærke kulturelle og symbolske kapitaler. Samtidig er kvinderne socialiseret ind

i samfundets risikofiksering, som dikterer dem at tage imod sådanne fosterdiagnostiske

tilbud. Jordemødrene tilskriver lægerne en stor del af ”skylden” for denne risikofiksering og

overser dermed de større samfundsmæssige tendensers eller mediernes rolle i denne

Side | 122


Teoretisk analyse

udvikling, hvilket kan ses som et udtryk for en latent konflikt mellem jordemødre og læger.

Man kan dog nuancere denne risikofiksering blandt de gravide kvinder med fund fra danske

studier, som viser, at alene dét, at sundhedsvæsenet vælger at tilbyde nakkefoldsskanningen

kan virke som en blåstempling og dermed som en legitimering af tilvalget af de

fosterdiagnostiske undersøgelser (Nexø 2009: 397; Dahl & Lou 2007: 888). Det, at

fosterdiagnostikken tilbydes og praktiseres i sundhedsvæsenet, medfører derfor, at fravalget

heraf i højere grad er et valg, der skal forklares og begrundes (Dahl & Lou 2007: 888).

Teknologiens muligheder er således med til at forme og socialisere de gravide ind i en

risikotænkning.

Samtidig må man også anerkende, at lægerne i ligeså høj grad som jordemødrene er

underlagt de institutionelle rammer og krav samt samfundsmæssige udviklingstendenser, der

også former deres mulighedsrum for handlen.

Flere jordemødre oplever, at gravide i dag er gravide ”mellem ørerne” og i mindre grad

stoler på deres egen krop i forhold til tidligere. Henriette fortæller, at gravide kvinder i dag er

bange for at føde:

”Det er i hvert fald over 20 % [af gravide kvinder, der får kejsersnit]. Der er

flere, der vælger det. De vælger det, fordi de er bange, og fordi de tror, at hvis

de får et kejsersnit, så gør det ikke ondt, og hvis de får et kejsersnit, så er der

stadig styr på det.” - Henriette

Henriette fortæller videre om sin frustration over manglende tid til at tale kvinder fra at vælge

en teknologiseret fødsel. Gravide kvinder er i dag teknologiserede og er kendetegnet ved at

have en ”bekymret graviditet”. Det fortæller Kirsten om her:

”Det er ligesom, at al virkelighed er blevet puttet over i en skærm. Det er blevet

mere bekræftende for kvinder at se deres barn ude på en skanning i Babysam,

end det er at mærke det daglige liv. Altså, det er, når man går ned og køber en

skanning, at de ved, at den er der og har det godt. Det er ikke i deres daglige liv

i kroppen. Det er jo på en eller anden måde en forlængelse af hele den der

diagnostik, der ligger i, at vi skal sikre os, at han har det godt. Jamen, som

udgangspunkt, har han det godt, altså hvad er det, der gør, at vi skal, altså vi

har simpelthen skabt en basal tvivl i gravide om, at de kan det her, og det synes

jeg er helt vanvittigt.” - Kirsten

Side | 123


Teoretisk analyse

Jordemødrene beskriver, at de fosterdiagnostiske tilbud er med til at skabe en helt ny gruppe

af forældre, som er blevet ”lovet” et raskt og normalt barn gennem deltagelse i de

fosterdiagnostiske undersøgelser, men som ikke får det. Åse forklarer således, at gravide

kvinder i dag har meget lidt overbærenhed over for afvigelser, og føler at de har krav på et

normalt barn, hvorfor de tager imod tilbud om fosterdiagnostik:

”Det [de fosterdiagnostiske undersøgelser] starter jo som et tilbud, men det

fortsætter som en ret og et krav, at man vil have et normalt barn.” - Åse

Denne ”nye” gruppe af gravide kan ses som et produkt af en tid, hvor der i samfundet og

medierne er en tendens til at italesætte det at være gravid og få et barn som et ”projekt” eller

som et ”ønskebarn”, hvilket er med til at ændre livet for de gravide kvinder.

I undersøgelsen af Larsson et al. blev det fundet, at jordemødre oplever et ændret forhold til

de gravide kvinder i dag, som er blevet mere vidende og mere krævende. Dette gav

jordemødrene i undersøgelsen en frygt for, at deres professionelle kompetencer blev overset

og tilsidesat til fordel for de fødende kvinders egne opfattelser og krav. Desuden oplevede

jordemødrene, at gravide kvinder i dag har mindre tillid til, at deres krop kan føde, og at de er

mere bange for det (Larsson et al. 2009: 378). Disse fund stemmer godt overens med vores

fund. Jordemødrenes fokus på den gravide kvinde er det centrale omdrejningspunkt i deres

professionsidentitet, og derfor må ændringer i forhold til kvinden således udfordre og ændre

deres professionsidentitet. Jordemødrene udtrykker i vores undersøgelse, at de til tider er

usikre på deres egen faglighed, bl.a. fordi der foretages mange indgreb, fx epiduralblokader

og kejsersnit uden indikation. Samtidig oplever jordemødrene, at det er svært at bremse

denne udvikling, hvorfor de vælger at resignere, hvilket illustreres her:

”Jeg tror, at jeg synes, at det var bedre dengang, der var nogle indikationer,

der gjorde, at man fik de her ting [fosterdiagnostik]. (…) Men jeg tror ikke, at

man kan ændre det, og jeg tror ikke, man kan stoppe det som

samfundsudvikling. (…) Så er det svært at sige ”Nå, nu kan vi ikke det

længere”.” - Bente

Med de gravide kvinders stigende krav og medindflydelse befinder jordemødrene sig i en

skærpet konflikt- og forventningspræget interaktion med disse. De gravide kvinder kan have

rationaliteter og interesser, der strider mod jordemødrenes, og samtidig arbejder de under en

forvaltning, som måske tænker i helt andre rationaler, som fx budgetoverholdelse,

Side | 124


Teoretisk analyse

lovgivningens krav og vælgernes ønsker. Jordemødrene skal således balancere mellem deres

eget professionsideal, politikernes og forvaltningens styringsrationalitet, samt de gravides

ønsker og behov i deres daglige arbejde.

7.4.5 Ulige fordeling af kapitaler

Trods jordemødrenes stærke professionsidentitet, som er blevet analyseret frem i vores

studie, kan man sige, at jordemødre i Bourdieus terminologi har svært ved at positionere sig i

kampen om kapitaler i det sundhedsprofessionelle felt, særligt i relation til teknologiske

kapitaler. Jordemødre udfører en række opgaver, som er bestemt fra andet sted, og deres

oprindelige brede virksomhedsområde bliver efterhånden barberet ned til kun at omhandle

varetagelsen af den normale fødsel, som de oplever, at lægerne også sætter rammerne for.

Jordemødrenes rolle bevæger sig således væk fra det selvstændige virksomhedsområde til en

mere assisterende rolle, da læger i dag tager stor del i overvågningen af de gravide og

fødende. I undersøgelsen af Larsson et al. blev det ligeledes fundet, at jordemødrene oplever

faldende indflydelse på fødsler til fordel for andre professioners større indflydelse samt en

stigende afhængighed af medicinske teknologier. Dette førte til ændringer i deres

professionsidentitet (Larsson et al. 2009: 376).

Vores undersøgelse viser, at jordemødre har svært ved at holde fast i deres

virksomhedsområde. Kirsten illustrerer i det følgende, at hun lader sig dominere ved at

acceptere de forhold, hun arbejder under:

”Jeg må ligesom arbejde under de forhold, der er, og dem må jeg finde mig i.”

- Kirsten

Læger i det sundhedsprofessionelle felt besidder den kapital (både kulturel, politisk,

videnskabelig og teknologisk), der er nødvendig for at indtage den dominerende position i

feltet. Det er læger, der har den sundhedsfaglige legitimitet og anerkendelse, og som således

har symbolsk kapital. Staten råder – især gennem det juridiske system og

undervisningssystemet – over betydelige midler til at sætte bestemte anskuelses- og

opdelingsprincipper igennem (Priuer 2006: 66-67). Det er således disse bagvedliggende

samfundsstrukturer, der begrænser jordemødrene og tildeler lægerne en høj status. Hermed

bliver det den lægefaglige tilgang, der i høj grad former principperne for at anskue,

klassificere og opdele verden – eksempelvis i det normale og unormale – i det

Side | 125


Teoretisk analyse

sundhedsprofessionelle felt. Disse gældende klassificeringer og normalitetsbegreber, udgør

den orden, som den gravide kvinde møder i det sundhedsprofessionelle felt, og som er

installeret i jordemødrene som en habitus, som virker ”bag om ryggen” på jordemødrene.

Hermed bliver jordemødrene formidlere af de dominerende værdier og interesser. Hospitalets

rammer og begrænsninger for jordemødrenes arbejde samt magtrelationerne i det

sundhedsprofessionelle felt yder således, i Bourdieus terminolog, symbolsk vold på

jordemødrene.

Side | 126


Teoretisk analyse

7.4.6 Vidensopsamling om Professionernes kamp i det sundheds-­‐

professionelle felt

På trods af de mange strukturelle ændringer, sundhedsvæsenet konstant undergår, som har

konsekvenser for jordemødres arbejde, formår jordemødre at tilpasse deres arbejde, så det

kommer til at stemme overens med den opfattelse, de har af deres profession. Det vidner om

en meget stærk professionsidentitet og forklarer, hvorfor jordemødre kæmper for at beholde

og afgrænse den jordemoderfaglige omsorg. Den stærke professionsidentitet skyldes bl.a., at

jordemødre har en veldefineret ”ydre” professionsidentitet gennem lovgivning og

uddannelse, og at de er opdraget og socialiseret til at arbejde på en bestemt måde. Deres

virksomhedsområde er defineret af lovgivningen, men deres reelle arbejde er bestemt af

politik, økonomi, teknologi, andre faggrupper og hvad deres brugere – de gravide –

efterspørger. Ændringer i disse strukturer ændrer jordemødrenes professionsidentiteter.

Ifølge Bourdieus overordnede menneskesyn er egennytte ikke vores primære drivkraft, det er

i stedet ønsket om anerkendelse fra andre mennesker (Priuer 2006: 68). I forhold til vores

undersøgelse kan man se, at jordemødres praksis omkring sene provokerede aborter drives af

behovet for at opnå anerkendelse for deres arbejde, hvorved de kan legitimere deres praksis.

Jordemødrenes praksisser omkring de sene provokerede aborter har i høj grad karakter af

noget, der minder om forløbet med en normal fødsel. Dette kan ses som udtryk for, at

jordemødre kæmper for at opnå symbolsk kapital – de søger anerkendelse. De vil gøre meget

for at opnå anerkendelse og legitimere deres profession på hospitalet, hvilket indebærer, at de

nærmest ”overgør” deres arbejde i forhold til sene provokerede aborter. Herved ”forføres” de

af deres egen praksis, og deres artikulerede praksis får karakter af en stærk idealisering af

egen rolle i arbejdet med sene provokerede aborter.

Sene provokerede aborter foregår i det sundhedsprofessionelle felt, hvor der kæmpes om

retten til at bestemme, hvad der er normalt og unormalt. Jordemødrene er socialiseret ind i

det normale som en manifest ideologi, men denne normalitetsopfattelse udfordres og ændres.

Videnskabens og teknologiens udvikling, øget risikofiksering samt hospitalets krav til

jordemødre om bl.a. dokumentation af deres arbejde har efterhånden frataget jordemødrene

den normale fødsel og indsnævrer jordemødrenes muligheder for at udøve direkte

omsorgsarbejde. Mange af jordemødrenes opgaver flyttes ligeledes fra hænder til maskiner,

hvilket medfører en stigende usikkerhed omkring deres professionsidentitet og praksis. Ved

Side | 127


Teoretisk analyse

at holde fast i idealet om ”det normale” forsøger jordemødrene at legitimere deres profession.

Dette kan tolkes således, at jordemødrene opprioriterer det ideologiske område nu, hvor

arbejdsopgaver fjernes fra dem og deres eksistensgrundlag, som er baseret på deres arbejde

med den normale graviditet og fødsel, trues – jo mere teknologi, jo mere omsorg må der

således til for, at jordemødrene kan opretholde deres professionsideal. Man kan således tale

om, at en ”professionel bølge” rejser sig i jordemoderprofessionen som følge af teknologisk

udvikling og øget fokus på dokumentation og kvalitetssikring. Dette viser sig ved, at

jordemødrene i deres artikulerede professionsideal har behov for at ”vende tilbage” til de

oprindelige værdier i jordemoderprofessionen – fx nærhed og tid til at følge én kvinde – i en

tid, hvor arbejdet begynder at adskille sig drastisk fra det oprindelige jordemoderarbejde.

Den teknologiske udvikling er således også med til at udvikle jordemoderprofessionen og

dennes identitet. Jordemødrene tager afstand fra overdrevent brug af meget af nutidens

teknologi – i udbredt grad de fosterdiagnostiske teknologier, og flere af de teknologiske

redskaber i jordemoderfaget – i hvert fald i deres artikulerede holdninger. Det er i den

relation interessant at undersøge, hvordan den ”nye” gruppe af gravide, som har et stigende

behov for kontrol, forholder sig til, at jordemødre er tilbageholdne over for deres

efterspørgsel af eksempelvis en mindre smertefuld og hård fødsel, og om dette medfører, at

disse efterspurgte ydelser tilbydes andre steder eller blandt andre faggrupper.

7.5 Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med sene provokerede

aborter

I dette afsnit vil vi fokusere på de etiske diskurser, der kommer frem i jordemødrenes

professionspraksis i relation til sene provokerede aborter. På baggrund af den praksis, vi har

fremanalyseret i det empiriske materiale, vil vi se på, hvilke etiske refleksioner jordemødrene

har omkring deres rolle i varetagelsen af de sene provokerede aborter. Vi vil således i dette

afsnit tage udgangspunkt i det sidste forskningsspørgsmål: Hvilke diskurser om etik gør sig

gældende hos jordemødrene, og hvilke muligheder har de for at handle i overensstemmelse

med deres professionsetik i deres arbejde?

Vi vil i afsnittet hovedsaligt trække på teorien i afsnit 5.4 om, hvordan etik opstår som

resultat af sociale processer og inddrage andre studier, der har undersøgt lignende

problemstillinger, hvor det er relevant.

Side | 128


7.5.1 Det etiske dilemma ved en sen provokeret abort

Teoretisk analyse

Ifølge Chambliss er klassiske etiske dilemmaer ikke relevante i det praktiske arbejde på et

hospital, da man i disse nemt overser andre faggruppers indflydelse på arbejdet samt at

strukturelle faktorer, dvs. de ydre rammer for arbejdet, kan være med til at skabe dilemmaer.

Inspireret af Chambliss finder vi det derfor relevant at tale om etiske dilemmaer på flere

forskellige niveauer i forbindelse med sene provokerede aborter; et teoretisk og et praktisk

niveau. På det teoretiske niveau udgør abort et klassisk etisk dilemma, da der er tale om to

etiske principper – kvindens ret til selvbestemmelse og fostrets ret til liv – som er i konflikt

med hinanden. Vælger man at støtte det ene, bryder man samtidig med det andet. På det

praktiske niveau kan man i højere grad tale om, at dilemmaet ligger i, at der ikke altid er

overensstemmelse mellem, hvad jordemødrene synes, er det rigtige at gøre i forbindelse med

den sene provokerede abort – deres professionsideal – og hvad der er muligt for dem inden

for de rammer, der sættes for deres arbejde. På den måde kommer spørgsmålet om fostrets og

den gravide kvindes rettigheder til at fylde meget lidt på det praktiske niveau. Dette vil blive

uddybet i det følgende.

Spørgsmål omhandlende fostrets rettigheder over for den gravide kvindes rettigheder, er

tydeligvis svære for jordemødrene at komme med entydige svar på. Vores spørgsmål er i

interviewene ofte efterfulgt af en lang tænkepause eller svar, der giver anledning til, at

jordemødrene selv kommenterer modsigelserne og ambivalensen i deres svar. Henriette giver

udtryk for, at ”du rammer et sort punkt der”, mens Freja konstaterer, at ”det er også sådan

lidt et virvar af følelser og holdninger”.

Kirsten reflekterer selv over sine udtalelser, da hun giver udtryk for, at hun støtter kvinders

ret til fri abort, men samtidig kan mærke, at der er et eller andet, der ændrer sig, jo ældre

fostret bliver:

”Jeg har intet etisk problem med almindelige aborter overhovedet. Det er

fuldstændig kvindens valg og ret og alt det der, så på en eller anden måde er

det jo spændende nok, at man så alligevel stritter sådan på det, for man kan

sige, at den [fostret] er jo ligeså meget i uge 15 som en i uge 22, sådan rent

retsmæssigt.” - Kirsten

Af jordemødrenes svar bliver det tydeligt, at der eksisterer en uafklarethed, hvad angår

kvindens og fostrets rettigheder. Alle jordemødre svarer entydigt, at deres fokus ved en sen

Side | 129


Teoretisk analyse

provokeret abort er at støtte kvinden i hendes valg og at drage omsorg for hende. Som

konsekvens heraf fylder hensynet til fostret og dettes ret til at leve heller ikke meget i deres

overvejelser. På denne baggrund kan man netop problematisere, om det overhovedet er

relevant at tale om, at jordemødrene oplever et egentligt etisk dilemma i forbindelse med det

praktiske arbejde med de sene provokerede aborter. Hvis jordemødrene har truffet valget om,

at deres støtte ligger hos kvinden, udebliver dilemmaet, hvis man skal følge Chambliss’ teori.

I et studie af Cignacco blev schweiziske jordemødres oplevelser af etiske dilemmaer i

relation til sene provokerede aborter undersøgt. Her blev det ligeledes fundet, at

jordemødrene ikke forholdt sig til det etiske dilemma, der lå i udførelsen af de sene

provokerede aborter, idet de alle støttede kvindens ret til selvbestemmelse. Samtidig gav

jordemødrene udtryk for, at de fandt det meget foruroligende at tænke på, at accepten af

kvindens rettigheder samtidig medførte, at fostrets liv blev afsluttet. Dette medførte, at

mange afholdt sig fra at tænke på fostret og i stedet fokuserede på deres arbejde med at yde

omsorg for kvinden (Cignacco 2002: 188).

Det samme er fundet i en svensk undersøgelse af Parstedt & Wikström. Her oplevede

jordemødre stor ambivalens i arbejdet med sene provokerede aborter, fordi de støttede

kvindens ret til at vælge abort, men samtidig fandt det svært at tænke på de konsekvenser,

dette havde for fostret. Jordemødrene håndterede denne ambivalens ved at lukke af for tanker

og følelser omkring fostret og i stedet vælge at fokusere på kvinden og på at være

professionelle i deres varetagelse af sene provokerede aborter (Parstedt & Wikström 2009:

14-15).

Jordemødrene i vores undersøgelse giver udtryk for en uafklarethed i forbindelse med

arbejdet med de sene provokerede aborter, hvilket kommer til udtryk i deres modstridende

svar angående spørgsmålet om fostrets og kvindens rettigheder. Jordemødrene håndterer det

dog, ligesom jordemødrene i Parstedt & Wikströms og Cignaccos undersøgelser, ved at

vælge at støtte kvinden i hendes valg og lukke af for egne indre konflikter, jf. afsnit 7.1, hvor

det personlige afgrænses.

7.5.2 Et andet dilemma

Som nævnt oven for kan man, inspireret af Chambliss, også se det etiske dilemma omkring

en sen provokeret abort på et praktisk niveau. Ved at fremstille en sen provokeret abort som

Side | 130


Teoretisk analyse

et etisk dilemma, hvor man må vælge mellem at tilgodese enten kvindens eller fostrets

rettigheder, undgår man at tale om, at præcis dette etiske dilemma er opstået, fordi vi har

valgt, at abort skal være lovligt i Danmark. Samtidig er dét, at sundhedsprofessionelle oftere

og oftere står i en situation, hvor de skal udføre en sen provokeret abort et resultat af, at vi

vælger at tilbyde fosterdiagnostiske undersøgelser til alle gravide kvinder, og på denne måde

vælger at lade den teknologiske og videnskabelige udvikling styre de muligheder, der i dag

findes i det danske sundhedsvæsen. Det etiske dilemma er derfor ikke blot et vilkår, men

noget vi selv har været med til at skabe.

Chambliss’ pointe om, at det ikke er relevant at tale om klassiske etiske dilemmaer i

forbindelse med det praktiske arbejde på et hospital bliver derfor igen relevant. Jordemødrene

i vores undersøgelse er socialiseret ind i en praksis omkring de sene provokerede aborter, der

disciplinerer dem til at støtte kvinden i hendes valg og drage omsorg for hende i en svær

situation. Spørgsmålet om fostrets rettigheder bliver derfor slet ikke relevant i dette arbejde.

Både fordi tanken om fostrets ret til liv måske kan gøre det sværere at håndtere situationen,

men også fordi jordemødrenes mulighed for at tage afstand fra udførelsen af aborten er

begrænset til at vælge at nægte at deltage i aborten, jf. § 102 i Sundhedsloven. Hvis de gør

dette, handler de samtidig i konflikt med deres stærke disciplinerede professionsidentitet, der

dikterer dem at drage omsorg for en kvinde, der har brug for jordemoderomsorg, hvilket

kommer til udtryk i Frejas udtalelse:

”Hvis de [abortsøgende kvinder] kommer ind, så er det min pligt at hjælpe

hende med fødslen, uanset om det er det ene eller det andet, og den opgave

tager jeg mig gerne af, om end jeg ikke synes, at de er særligt fede. Men jeg

kommer jo til at gøre det mange gange endnu og det er ikke sådan, at jeg af

princip ikke vil være med til det (…) Jeg skal hjælpe til med fødslen, om det er

det ene eller det andet, hvad det end skyldes.” - Freja

I dette citat opsummerer Freja den indstilling, der ser ud til at være gældende blandt alle

jordemødrene i vores undersøgelse – det er en jordemoders job at varetage omsorgen for

kvinder i forbindelse med fødsler, lige meget hvad baggrunden herfor og omstændighederne

omkring disse er.

7.5.3 Afgrænsning af virksomhedsområde

Side | 131


Teoretisk analyse

I studiet af Cignacco var et af hovedfundene, at jordemødrene fandt det problematisk at

skulle tage ansvar for og udføre et stykke arbejde på baggrund af sparsomt kendskab til den

pågældende kvinde og uden at have været en del af den beslutningsproces, der havde ledt op

til aborten. Hermed følte de, at deres rolle i varetagelsen af de sene provokerede aborter blev

reduceret til kun at følge lægens instruktioner (Cignacco 2002: 184). Blandt jordemødrene i

vores undersøgelse er dette ikke en problemstilling, der fylder i deres arbejde med de sene

provokerede aborter. Flere giver nærmere udtryk for en lettelse over, at de ikke skal være

med til at træffe beslutningen om at få foretaget en sen provokeret abort:

”En kvinde har jo også sine rettigheder som kvinde, og det er hendes krop. Der

kan jo være 1000 grunde til, at hun skal have den her abort. (…) Men samtidig,

jeg er ikke hende, der har lyst til at bestemme for dem, så det er godt, at der er

taget hånd om det.” - Maria

Freja forklarer, hvordan hun heller ikke har noget ønske om at have del i de beslutninger, der

træffes i abortsamrådene om tilladelse til sene provokerede aborter:

”Heldigvis er jeg bare glad for, at det ikke er min underskrift, der skal stå på

det der. For jeg synes lidt, at det nogle gange kan være manden med leenagtigt.

Og jeg er glad for, at jeg ikke skal sætte en indikation på et levedygtigt

barn. Det skal jeg ikke nyde noget af.” - Freja

For Freja er det at træffe beslutning om at give tilladelse til en sen provokeret abort det

samme som at beslutte, at det pågældende foster skal dø, og dette er ikke en rolle, hun ønsker

at tage på sig. Det er for ”manden med leen-agtigt” og ikke i overensstemmelse med

jordemødres stærke professionsideal, der dikterer dem at drage omsorg. Freja er desuden den

eneste jordemoder, der aktivt siger, at hun ikke vil give den aborterende kvinde den første

pille, der har til formål at slå fostret ihjel:

”Jamen altså, vores opgave er jo at hjælpe til med fødsler, og det gør jeg gerne,

men jeg er ikke hende, der lægger pillen op eller giver kvinden pillen under

nogen som helst omstændigheder.” - Freja

For Freja er det at give den første pille det samme som, at det er hende, der slår fostret ihjel,

og det ansvar vil hun ikke have. Ud fra Chambliss’ teori kan man anskue dette som et udtryk

for, at hun trækker en grænse for, hvad hun vil deltage i, for at vise, at hun er et følsomt

Side | 132


Teoretisk analyse

menneske, og at hun har moral. Hermed kan hun få en oplevelse af, at hun ikke i sin praksis

handler uetisk, og idealet kan dermed opretholdes.

En anden jordemoder forklarer, at man under abortfødslen må have tillid til, at det er den

rigtige beslutning, der er blevet truffet af kvinden og af abortsamrådene, og så må man udføre

sit arbejde, så godt man kan derefter:

”Når man først står der som jordemoder, så bliver man nødt til at stole på, at

tingene er foregået ordentligt i samrådet, og så er det min opgave at få det til at

være ordentligt derfra.” - Bente

Ved at tage afstand fra kvindens/parrets beslutningsproces og ligeledes distancere sig fra de

beslutninger, der træffes i abortsamrådene, bliver jordemødrene således i stand til at handle i

overensstemmelse med deres jordemoderfaglige ideal og give den ”rette” omsorg.

7.5.4 Lægernes moralske dagsorden

Samtidig med, at jordemødrene gør det klart, at de ikke har noget ønske om at tage del i

beslutningsprocessen forud for en sen provokeret abort, er der dog flere, der ytrer sig kritisk

over for den rådgivning, der bliver givet til kvinderne i denne proces. Kritikken er ofte rettet

mod rådgivningen af de kvinder, der ved fosterdiagnostiske undersøgelser finder en

misdannelse eller anden abnormitet ved fostret. I sådanne tilfælde skal kvinderne tilbydes

rådgivning om deres muligheder, fx støtte til at få et handicappet barn eller muligheden for en

provokeret abort. Henriette og Ulla forklarer, hvordan de oplever, at lægerne nærmest har

truffet beslutningen om at udføre en sen abort, inden de snakker med kvinden/parret:

”Jeg synes ikke, altså nogle af de lægesamtaler, jeg har siddet med ved, som

man jo også gør i sin studietid – der lirer lægerne bare et eller andet crap af.

(…) De har truffet beslutningen, altså hvorfor skulle vi ellers indføre det her,

altså det er jo fordi, at du skal det og det og det, og hvorfor skulle du ikke ville

vælge det. Der er konsensus om, at nu har vi gjort dét, og nu har du valgt dét,

så skal du også vælge det.” - Henriette

”Nu har jeg ikke overvåget så mange af de der samtaler, men jeg tror nok, at

jeg nogle gange tænker, at der næsten altid bliver lagt op til et fravalg. Hvor

jeg nogle gange tænker, at okay, altså ”Vores anbefaling er…”, altså den

formulering ”Altså I skal selvfølgelig selv bestemme, men…”, men alligevel

lader man det skinne igennem, at sådan er vores anbefaling, eller vores syn,

eller vores et eller andet som institution. Der er jo en grund til, at man sætter

Side | 133


Teoretisk analyse

alle de her penge af til at skanne. Det er jo for at finde de her børn, som koster

en hulens masse penge, det er penge det handler om. Og så må man jo også

ligesom give den anbefaling, for hvad er der ved at finde dem, hvis man ikke

gør noget ved det?” - Ulla

Ifølge Henriette og Ulla følger der med valget om at tilbyde alle gravide kvinder

fosterdiagnostiske undersøgelser også en forventning om, at der bliver handlet på det, man

finder ud af. Ifølge Ulla er denne forventning begrundet i et samfundsøkonomisk hensyn og

et ønske om at mindske antallet af handicappede. Lægerne har således ifølge jordemødrene

deres egen dagsorden med den rådgivning, de giver de gravide kvinder. En dagsorden, der er

influeret af samfundsøkonomiske og videnskabelige interesser i teknologisk udvikling og

fejlfinding samt ændret normalitetsbegreb. Inspireret af Chambliss kan man tale om, at der

her opstår et etisk problem på baggrund af en konflikt mellem lægernes og jordemødrenes

moralske dagsordener – lægernes mål er ifølge jordemødrene at sortere ”fejlfyldte” fostre fra,

mens jordemødrene i højere grad ønsker at holde fast i det normale.

Gennem indførelsen af de fosterdiagnostiske undersøgelser, bliver udviklingen inden for det

videnskabelige/teknologiske område og de samfundsøkonomiske prioriteringer således

strukturerende for de beslutninger, der træffes om at udføre sene provokerede aborter, og for

den rådgivning lægerne giver de gravide kvinder – og dermed også strukturerende for

jordemødrenes arbejde. Resultatet af aborten er således det samme uanset jordemødrenes

holdninger til den, men så længe de ikke bærer ansvaret for den rådgivning, der ligger forud

for beslutningen om abort, kan de distancere sig fra den og på den måde fokusere på at

varetage omsorgen for den aborterende kvinde.

7.5.5 Jordemødre som moralske individer

Jordemødrenes arbejde med de sene provokerede aborter er, som alle andre dele af deres

virksomhedsområde, underlagt de kapacitetsmæssige udfordringer, der gælder på de danske

hospitaler i dag. Desuden arbejder de under forhold, der for en stor del er bestemt af andre og

af de institutionelle rammer. Ifølge Chambliss er netop dette forhold afgørende for de

hospitalsansattes muligheder for at handle i overensstemmelse med deres egen moral.

På spørgsmålet om, hvorvidt jordemødrene er tilfredse med udførelsen af de sene

provokerede aborter på de danske hospitaler i dag, er der uenighed. Nogle jordemødre er af

den opfattelse, at de gør arbejdet med de sene provokerede aborter godt:

Side | 134


Teoretisk analyse

”Som udgangspunkt, så synes jeg faktisk, at det er en af de få ting, hvor man

virkelig sætter tid og ressourcer af til, at det bliver gjort ordentligt.” - Pia

”Jeg synes egentlig – eller man kan jo altid blive klogere – men jeg synes

egentlig, at vi gør det, så godt vi kan.” - Bente

Flere jordemødre efterspurgte dog også bedre forhold for udførelsen af de sene provokerede

aborter. Lone beskriver, hvordan hun mener, at der er et stort behov for klare retningslinjer

for, hvordan senaborterne skal håndteres:

”Der er nødt til at være ordentlige forhold. (…) Der er nødt til at være den

opbakning og den ro og den supervision, og der er nødt til at være nogle rigtig

gode retningslinjer. Det kræver næsten både ritualer og retningslinjer, det

kræver alt muligt, for at det skal give mening i en eller anden grad, hvis man

skal være i det.” - Lone

Efterspørgslen på retningslinjer gælder her den praktiske håndtering af senaborten, men

tjener samtidig det formål at give Lone en form for mening med det arbejde, hun skal udføre

ved de sene provokerede aborter.

Som tidligere nævnt, er det særligt organiseringen af de sene provokerede aborter, der skaber

utilfredshed. Det, at de sene provokerede aborter oftest foregår på gynækologisk afdeling og

kun med involvering af en jordemoder ved meget sene provokerede aborter eller i tilfælde,

hvor sygeplejerskerne ikke føler sig ”trygge” ved at håndtere situationen, er utilfredsstillende

for jordemødrene. De mener nemlig, at de er uddannede til at give de aborterende kvinder

den ”rette” omsorg. Dette medfører, at jordemødrene efterlyser, at de sene provokerede

aborter udføres med en ”større respekt” for fostret og skal prioriteres ligeså højt som fødsler

af fuldbårne børn:

”Jeg synes ofte, det er sådan lidt tju-hej og måske ikke med den samme respekt

som man ville gøre med et fuldbårent barn.” - Maria

Åse efterlyser, at de sene provokerede aborter udelukkende bliver jordemødrenes opgave, da

hun mener, at de kan håndtere dem med den ”rette” omsorg og:

”…ikke som i dag, hvor man får lagt en stikpille op og ligger oppe på

gynækologisk og så jo meget tit føder nærmest et barn, (…) nogen gange

nærmest under dynen, for lige pludselig plumper de ud, nogle gange ude på

toilettet. Og det synes jeg er unæstekærligt i en grad, så jeg kan næsten ikke

Side | 135


Teoretisk analyse

finde ord, der kan beskrive det. Jeg synes det er dybt uetisk, så jeg synes, at det

skal være en jordemoders opgave at hjælpe en kvinde igennem fødslen af det

barn, hun måtte have. (…) Så hun får den smukkeste oplevelse, hvis I forstår,

hvad jeg mener.” - Åse

7.5.5.1 Det muliges kunst

Det er særligt i de situationer, hvor det aborterede foster efter fødslen udviser livstegn, at

jordemødrenes etik bliver sat på prøve. Hvis der er tale om en ønsket graviditet, hvor der er

fundet misdannelser eller andre abnormiteter hos fostret, og dette er i live efter fødslen, vil

løsningen oftest være, at det ligger hos kvinden/parret, til det dør. Er der derimod tale om en

uønsket graviditet bliver det sværere at finde ”den rigtige løsning”, fordi kvinden i denne

situation måske ikke ønsker at have noget med fostret at gøre. Jordemødrene har som nævnt i

afsnit 2.1.4.1 pligt til at yde den fornødne omsorg for barnet, indtil det dør. For flere af

jordemødrene forekommer dette dog problematisk, da de føler, at de kommer til at stå med

ansvaret for en ”fejl”, som en anden har begået – enten kvinden, der er blevet gravid ved en

fejl, eller lægen der ikke har givet medicin nok til at fostret blev slået ihjel i livmoderen, som

det var meningen. Freja og Lone beskriver her denne frustration:

”Jordemødrene lå med sådan et lille nips og holdt det ind til sig i varme

klæder, og det trak vejret og lå jo bare og kunne ikke noget som helst. Og så

bliver man sgu sur, for så må de jo finde ud af at gøre noget. Hvis de først vil

ind og lege manden med leen, så må de fandeme gøre arbejdet ordentligt.”

- Freja

”Hvis man så sagde til kvinden ”Nu skal du høre, det vil vi godt hjælpe dig med

[at få en sen provokeret abort], men du får altså lige den lille bajs her op i

armene selv, hvis han eller hun er levende”, for så er hun altså der, for det er

ikke mit. Ikke at jeg ikke har sympati med det, du har gjort, men det barn skal

være et ordentligt sted, det skal sgu ikke ligge ude i skyllerummet eller på en

jordemoder, der forbarmede sig. Der tænker jeg, at så må kvinderne sgu være

med. Det er deres børn, så må de tage sig af dem til de er døde.” - Lone

Jordemødrenes erklærede fokus på kvinden i forbindelse med de sene provokerede aborter

betyder således ikke, at jordemødrene ikke kan have tanker om det foster, der aborteres. En

anden jordemoder forklarer, hvordan der særligt i den form for situationer mangler

retningslinjer for, hvad jordemødrene skal gøre:

Side | 136


Teoretisk analyse

”Vi har nogle problemområder, som vi skal have set på, hvordan vi håndterer,

og også i særdeleshed, når vi kommer hen over det med, hvordan vi håndterer

netop det her med, at der står alle steder, at barnet skal være dødt, når det

kommer. Altså, der er nogle senaborter, hvor de altså ikke er døde – hvad gør

vi så? Vi har stået i nogle situationer nogle gange, hvor et barn, som skulle dø,

lige skulle nå at døbes og det blev det, men så døde det bare ikke.” - Ulla

På trods af, at jordemødrene ikke altid oplever, at de kan varetage de sene provokerede

aborter som de gerne ville, er der ingen af jordemødrene, der har oplevet at sige nej til at

deltage i en sen provokeret abort. Dette vidner om en stærk habitueret professionsidentitet, da

man som jordemoder udfører det arbejde, man bliver sat til i forbindelse med de sene

provokerede aborter. Selvom de i deres refleksioner over abortsituationerne giver udtryk for,

at organiseringen skaber nogle utilfredsstillende forløb, ændrer det ikke på, at de alligevel

udfører arbejdet.

De etiske problemer, jordemødrene oplever i forbindelse med de sene provokerede aborter,

opstår i spændingsfeltet mellem deres professionsideal og de rammer, der sættes for deres

arbejde af bl.a. det politiske/økonomiske område. Jordemødrenes diskurser om etik fylder

derfor mere, fordi de institutionelle rammer for deres arbejde er blevet mere uetiske –

muligheden for, at den enkelte jordemoder kan handle i overensstemmelse med sin egen etik,

bliver mindre og den moralske bekymring derfor større. De strukturelle rammer på hospitalet

muliggør i stedet nogle bestemte handlinger, som så for jordemødrene bliver de ”rigtige

handlinger”. I denne forbindelse kan man tale om disse ”rigtige handlinger” som et udtryk for

en falsk bevidsthed, idet jordemødres praksis omkring de sene provokerede aborter bliver

styret af, hvad der er muligt inden for de institutionelle rammer. I stedet for at tage afstand fra

dette accepterer de denne praksis som den ”rette”. Hermed bliver den etisk acceptable

håndtering af de sene provokerede aborter et spørgsmål om, hvilken praksis der er mulig.

7.5.6 Vidensopsamling om Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med

sene provokerede aborter

Man kan diskutere, hvorvidt abort som et klassisk etisk dilemma finder anvendelse i

jordemødrenes praksis omkring de sene provokerede aborter. Jordemødrene giver udtryk for

deres uforbeholdne støtte til kvinden i en abortsituation, hvorfor spørgsmålet om fostrets

rettigheder bliver irrelevant. Tanker om fostret bliver skubbet væk til fordel for et fokus på at

Side | 137


Teoretisk analyse

yde en uforbeholden og jordemoderfaglig omsorg for kvinden – denne praksis bliver udtryk

for en stærk professionsidentitet.

Diskurser om etik kommer til udtryk i jordemødrenes afgrænsning af deres

virksomhedsområde – de ønsker ikke at have nogen del i beslutningsprocessen, der leder op

til den sene provokerede abort. Dette arbejde overlader de velvilligt til lægerne i forbindelse

med rådgivningssamtaler med de gravide samt til abortsamrådene. I stedet fokuserer

jordemødrene på at yde omsorg for de abortsøgende kvinder, hvorved de bedre kan

retfærdiggøre deres egen rolle i arbejdet med sene provokerede aborter. Andre har således

truffet beslutningen om, at fostret skal dø. Herved gøres lægerne til ”syndebukkene” – dem,

der muliggør og træffer beslutningerne om hvilke fostre, der skal dø – og dermed overses, at

lægerne netop arbejder under samme strukturelle samfundsmæssige vilkår som

jordemødrene. Derfor kan man også diskutere, om det, der ifølge jordemødrene er lægernes

dagsorden med rådgivningen i forbindelse med fosterdiagnostiske undersøgelser, i højere

grad kan ses som et udtryk for samfundets moralske dagsorden. Lægerne spiller kun en lille

rolle i udviklingen og indførelsen af disse – de bærende kræfter ligger i høj grad på det

politiske/økonomiske område, hvor beslutningerne herom træffes, samt det

teknologiske/videnskabelig område. Set ud fra dette perspektiv er både lægerne og

jordemødrene på hospitalerne underlagt de samme vilkår og bliver dermed formidlere af det

samme normalitetsbegreb.

De etiske problemer på hospitaler i dag bliver stadig større på grund af teknologiske og

videnskabelige tiltag over for den gravide kvinde og det ufødte foster. Etikken fylder således

mere og mere i jordemødrenes arbejde, idet man kan sige, at rammerne for deres arbejde er

blevet mere uetiske.

Dette bunder dels i organiseringen af aborterne på gynækologisk afdeling, hvor de er uden

for jordemødrenes arbejdsområde, dels i fosterdiagnostikkens udbredelse, der muliggør abort

af fostre med små handicaps og dels i andre faggruppers stigende indflydelse på

tilrettelæggelsen af jordemødres arbejde i forhold til tidligere. Som jordemødrene udtrykker

det, bliver deres muligheder for at yde omsorg mindre og mindre, bl.a. på grund af

omstruktureringer og en teknologisk udvikling, der kontinuerligt opstiller nye præmisser for

deres arbejde. En del af de etiske problemer, jordemødrene oplever i deres arbejde med de

sene provokerede aborter, opstår således som et resultat af konflikter mellem magtfulde

Side | 138


Teoretisk analyse

interessegrupper. Det er netop i krydsfeltet mellem jordemødrenes behov for at holde fast i

det normale og samfundets fokus på det patologiske, som de oplever udmøntet i lægernes

praksis, at arbejdet for jordemødrene bliver uetisk. Og når først arbejdet bliver uetisk, følger

der et øget fokus på etikken.

Side | 139


8. Diskussion

Diskussion

Vi har i dette speciale konstrueret en virkelighed omkring jordemødrenes arbejde med sene

provokerede aborter ved at analysere jordemødrenes diskurser om dette ud fra et

professionsteoretisk perspektiv. Vores udvalgte teoretiske blik på empirien konstruerer

således en bestemt form for viden med udgangspunkt i vores problemformulering. I

forlængelse heraf følger, at vi ikke vil opstille et egentligt konklusionsafsnit. I stedet vil vi i

det følgende tage kritisk stilling til vores empiri og den teori, vi har udviklet om jordemødres

tilgang til, praksis omkring og professionsetik knyttet til sene provokerede aborter.

Desuden vil vi diskutere vores valg af metoder samt implikationerne af vores fund.

8.1 Refleksioner over vores fund

Den offentlige debat om fosterdiagnostik og valg af provokeret abort i Danmark handler

dybest set om valget af abort, og hvilke konsekvenser dette valg kan få. Debatten bunder ofte

i en problematisering af et sorteringssamfund over for kvindens ret til selvbestemmelse.

Debatten handler derimod sjældent om selve udførelsen af aborten, om de tilknyttede ritualer,

om de sundhedsprofessionelles reaktioner eller om den eventuelle efterfølgende sorg hos

kvinden/parret. Debattens fokus skyldes måske, at der ikke er den store indsigt i disse

områder. Vores hensigt med specialet har derfor været at fremstille og udvikle viden om

jordemødres arbejde med de sene provokerede aborter, og hvordan dette er struktureret af

sociale interaktioner og den samfundsmæssige kontekst.

Man kan fremføre, at flere af vores fund omkring jordemødres praksis og selvopfattede rolle

ved sene provokerede aborter kan virke provokerende på nogle udenforstående og andre

aktører i det sundhedsprofessionelle felt. De vil måske tage afstand fra den høje grad af

personliggørelse, som jordemødrenes praksis medfører, fordi denne kan gøre valget af abort

endnu mere etisk problematisk, end det i forvejen er. Dette skyldes, at denne praksis i endnu

højere grad skaber et barn og derfor en bevidsthed om, at dette barn – og ikke ”bare” et foster

– fravælges ved udførelsen af en sen provokeret abort.

Der er i det danske samfund sket en eksplosion i videnskabeliggørelse, en konstant stigende

interesse for at kontrollere, undgå eller bekæmpe sygdom samt en øget risikofiksering som

følge heraf. Dette danner basis for en fortsat udvikling af de fosterdiagnostiske undersøgelser,

som kan medføre fravalg af fostre med abnormiteter af varierende alvorlighed.

Side | 140


Diskussion

De fosterdiagnostiske tilbud får imidlertid ikke nødvendigvis kun konsekvenser for dem, som

får at vide, at der er fundet misdannelser eller andre abnormiteter hos fostret, idet disse

teknologier ligeledes ændrer perspektiverne på graviditet og moderskab i det hele taget.

Barbara Katz Rothman var en af de første, der var med til at problematisere de

fosterdiagnostiske tilbud. I følgende citat fremhæver hun, at fosterdiagnostikken og

muligheden for efterfølgende abort sender modstridende signaler til kvinderne:

“It asks women to accept their pregnancies and their babies, to take care of the

babies within them, and yet be willing to abort them. We ask them to think

about the needs of the coming baby, to fantasize about the baby, to begin to

become the mother of the baby, and yet to be willing to abort the genetically

damaged fetus.” (Rothman 1986: 6).

Det er endnu ikke muligt at sige, hvilke konsekvenser disse modstridende signaler vil få på

lang sigt, men vi kan allerede nu se, at der er opstået en ny gruppe af gravide kvinder – en

gruppe med et stort behov for kontrol over deres graviditet og fødsel. Det ændrede blik på

graviditet og moderskab er således et vilkår, der i høj grad påvirker jordemoderprofessionen

gennem videnskabeliggørelse og teknologisering. Jordemoderprofessionen er således under

forandring og udfordring.

Jordemødre arbejder i dag på hospitaler, hvor det er et vilkår, at katastrofale hændelser bliver

rutine ved gentagelse og tingsliggørelse af kroppen, idet kroppen gøres til noget upersonligt

og maskinelt. Jordemødrenes praksis er derfor også formet af placeringen på hospitalet,

hvilket vi fx kan se ved en øget teknologisering af fødsler. I jordemødrenes diskurser om

praksis ved sene provokerede aborter og i deres professionsetik, tager de dog afstand fra

denne tingsliggørelse og teknologisering. I stedet forsøger de at bevare deres holistiske

tilgang til fødende kvinder og således holde fast i et ideal om, hvilken funktion en

jordemoder skal have. Dette skaber grobund for en række latente konflikter mellem

jordemødre og andre faggrupper på hospitalet.

Institutionaliseringen af jordemoderprofessionen har ligeledes medført, at jordemødrene i dag

har meget få muligheder for selv at bestemme rammerne for deres arbejde og dermed for at

handle på en måde, der er i overensstemmelse med deres professionsetik og -identitet. I stedet

spiller de institutionelle rammer på hospitalerne og hermed også andre faggrupper en stadig

større rolle for tilrettelæggelsen af jordemoderarbejdet. Jordemødrene står derfor over for

Side | 141


Diskussion

nogle vanskelige og potentielt etisk problematiske situationer i deres daglige arbejde, da de

oftere opleve at stå i situationer, hvor de er tvunget til at handle på en måde, der strider mod

deres etiske overbevisning og professionsidentitet. De institutionelle rammer efterlader

således kun et begrænset handlerum for jordemødrene. At handle etisk bliver derfor et

spørgsmål om, hvad der er muligt.

Et andet vilkår for jordemoderprofessionen er i dag, at flere og flere funktioner fratages

jordemødrene på grund af besparelser og omstruktureringer. Dette har resulteret i, at

jordemødrenes arbejde på fødegangen efterhånden har karakter af ”samlebåndsarbejde”, idet

de primært er til stede under selve fødslen og har begrænset tid sammen med kvinderne før

og efter fødslen. I en sådan dagligdag skiller et forløb med en sen provokeret abort sig

markant ud. Både fordi konsekvensen af forløbet er, at fostret dør, men også fordi der i et

sådant forløb ofte er bedre tid – fordi jordemoderen i flere tilfælde bliver taget fra andre

opgaver – og dermed også bedre muligheder for at yde omsorg. Måske derfor kan man

diskutere om jordemødrenes nærmest ”overgør” og idealiserer deres egen rolle i arbejdet med

sene provokerede aborter ved at tilknytte en lang række ritualer. På denne måde kan

jordemødrene føle, at de har gjort deres arbejde godt.

Der kan være flere forskellige grunde til denne ”overgørelse” af deres arbejde, udover det

erklærede formål, som er at støtte kvinden/parret i en sorgproces. Jordemødrenes praksis kan

i stedet ses som udtryk for et behov for at legitimere deres tilstedeværelse på et hospital, der i

højere og højere grad teknologiserer deres arbejde. Hermed bliver jordemødrenes praksis

omkring sene provokerede aborter en ideologisk kamp. Jordemødrenes praksis kan imidlertid

også ses som en måde at mindske deres indre konflikter og moralske bekymring – ved i høj

grad at håndtere de sene provokerede aborter som almindelige fødsler, kan jordemødrene

således mindske de etiske problemer, de oplever i forbindelse med varetagelsen heraf.

Jordemødrenes håndtering af de sene provokerede aborter kan således ses som et udtryk for

deres egne professionsidealer, men kan samtidig også ses i en større samfundsmæssig

sammenhæng. Her kan man tale om, at en form for inderliggørelse gør sig gældende.

Inderliggørelsen kommer til udtryk ved, at man generelt i samfundet i dag har fået en større

forståelse og accept af følelsesmæssige reaktioner på svære begivenheder. Det er således

blevet mere almindeligt at opsøge eksempelvis psykologer og terapeuter for at få hjælp til at

håndtere svære begivenheder i livet. Hermed har forståelsen af sorg og dennes betydning

Side | 142


Diskussion

ændret sig, hvilket vi også ser i vores undersøgelse. I dag er det mere alment accepteret, at

der kan være en stor sorg forbundet med tabet af et barn, og dette har således også spredt sig

til håndteringen af de sene provokerede aborter. Tendensen til inderliggørelse bliver således

manifesteret i jordemødrenes håndtering af de sene provokerede aborter, der netop har

karakter af en stor accept af og forståelse for, at aborten for kvinden/parret kan være en

traumatisk oplevelse, som kan sammenlignes med at miste et barn, og derfor medfører sorg.

Hermed kan jordemødrene gennem de ritualer, der udføres i forbindelse med en sen

provokeret abort, være med til at skabe en sorg hos kvinden/parret – en sorg, der måske uden

ritualerne, havde været mindre eller måske slet ikke været der. Man kan derfor diskutere, om

man ved at sende et tydeligt signal om, at en sen provokeret abort er en fødsel, som foregår

på en fødeafdeling og efterfølges af en række ritualer, anbringer denne i en kategori, hvor den

ikke hører hjemme. Desuden kan man argumentere for, at den nuværende organisering af

sene provokerede aborter er problematisk, da jordemødrene oplever, at de falder uden for

både gynækologisk afdeling og fødeafdeling, samt at placeringen på fødeafdelingen side om

side med almindelige fødsler er uhensigtsmæssig for både kvinder og jordemødre.

Vores undersøgelse har givet et indblik i jordemødres praksis omkring sene provokerede

aborter – en praksis, der har tilknyttet en række ritualer, som man, med udgangspunkt i den

eksisterende litteratur på området, kan sætte spørgsmålstegn ved gavnligheden af. Det er i

forlængelse heraf derfor meget relevant at undersøge, hvilke behov aborterende kvinder med

hhv. ønskede og uønskede graviditeter reelt har. Dette er ikke mindst relevant, da flere og

flere kvinder med tiden kan komme til at opleve en sen provokeret abort, hvis

fosterdiagnostikkens rivende udvikling fortsætter. Som følge af stigningen i antallet af sene

provokerede aborter, er det i forlængelse af vores fund desuden vigtigt at få viden om, hvad

man kan gøre noget for at mindske de moralske bekymringer jordemødre og andre

sundhedsprofessionelle, der varetager sene provokerede aborter, kan opleve.

8.2 Refleksioner over metodevalg

I det følgende vil vi vurdere kvaliteten og gyldigheden af vores undersøgelse og dens fund. I

forlængelse heraf, vil vi gøre os overvejelser om, hvilke muligheder og begrænsninger vores

metodiske valg har skabt for den udviklede teori om vores problemstilling.

8.2.1 Gyldighed

Side | 143


Diskussion

Som beskrevet i metodeafsnittet tager vi i dette speciale udgangspunkt i en foranderlig

ontologi – vi opfatter således virkeligheden som foranderlig. Vi anskuer derfor vores empiri,

som noget, der skabes, modificeres og erkendes af jordemødrene igennem formidlingen til os

som interviewere, hvorved der sker en gensidig påvirkning mellem den studerede

forskningsgenstand og os som forskere. Den viden vi udvikler formes derfor bl.a. af den teori

og de metoder, vi anvender. Den genererede viden har dermed ikke krav på at være en

endegyldig sandhed.

Gyldigheden af en kvalitativ undersøgelse må derfor vurderes ud fra kvaliteten af og

gennemsigtigheden i den empiri- og teorigenererende proces, altså ud fra om udenforstående

kan forstå vores vej samt acceptere vores fremgangsmåde og dermed de fund og tolkninger,

vi har gjort. Betingelserne for at udenforstående kan vurdere kvaliteten og gyldigheden af en

undersøgelse må i den forlængelse være, at forskeren ekspliciterer sine overvejelser og

redegør for de valg, der foretages (Dyhr & Schmidt 2003: 166).

I en foranderlig ontologi er det et grundlæggende vilkår, at hvad der er gyldig, videnskabelig

viden er socialt konstrueret og forhandlet indenfor et eller flere vidensfelter. Inden for denne

vidensopfattelse vurderes kvaliteten af videnskabelig viden på, hvordan den er blevet til, og

hvordan denne viden placerer sig i forhold til eksisterende viden (Fredslund & Dahlager

2005: 239).

Fredslund & Dahlager har opstillet fem kvalitetskrav, som en kvalitativ undersøgelse bør leve

op til, for at den producerede viden kan anerkendes som gyldig (ibid.: 240). Disse krav er:

1. Åbenhed, følsomhed og fleksibilitet

2. Gennemsigtighed

3. Teori

4. Sammenhæng

5. Overførbarhed

I det følgende vil de fem kvalitetskrav blive gennemgået med henblik på vores undersøgelse.

Kvalitetskrav 1: Åbenhed, følsomhed og fleksibilitet

Det første kvalitetskrav handler om at forholde sig åbent over for ny viden, der fremkommer

i analyseprocessen og følgelig være indstillet på at tage de konsekvenser, som den nye

erkendelse kan have for den videnskabelige proces. Følsomheden over for empirien

Side | 144


Diskussion

indebærer at stille spørgsmål til genstanden, ligesom genstanden kan stille spørgsmål til

forskeren. Fleksibiliteten er der, hvor åbenheden og følsomheden udfoldes, og indebærer at

man er fleksibel i forhold til at skifte erkendelsesposition undervejs (Fredslund & Dahlager

2005: 240-241).

Ved brug af det semistrukturerede forskningsinterview opnår vi fleksibilitet, idet vi åbner op

for, at interviewet kan forfølge de temaer, jordemødrene finder interessante. Vi blev således

løbende i vores empriindsamling inspireret til at spørge ind til særlige problemstillinger og

var opmærksomme på, at jordemødrene fik lov til at forfølge emner, de fandt særligt

interessante.

Vi har benyttet Grounded Theory til organisering og analyse af vores empiri. Indlejret i

denne metode er, at man som forsker hele tiden må rette opmærksomheden mod nye og

relevante begrebs- og hypotesedannelser (Harder 1993: 61). Vi har sikret åbenhed ved ikke at

holde fast i og genteste vores kategorier, så snart de var udviklet. Havde vi gjort dette ville vi

miste opmærksomheden over for vores hypotesers oprindelse og glemme, at kategorier er

midlertidige. Åbenheden er desuden sikret ved, at vi begge to uafhængigt af hinanden har

gennemlæst og kodet empirien, og derved har kunnet supplere hinanden og åbne op for nye

kategorier ved den fælles gennemgang. Vi havde oftest markeret de samme tekstdele, hvilket

vi anser som en kvalitetssikring af, at vi har fået blik for de væsentligste kategorier og temaer

i empirien. Dette har ligeledes medført, at vi var to til at se efter modsætninger og variationer

i jordemødrenes udsagn. Således forholdt vi os sensitive og åbne over for data og blev

gennem diskussion af vores fund mere sikre på emnekategorierne, deres indhold og relation

til hinanden og dermed også på den begyndende teoriudvikling. At vi var to om dette kan,

ifølge Corbin & Strauss, mindske bias (Corbin & Strauss 1990: 11). Brug af Grounded

Theory sikrede desuden, at vi kom igennem al tekstmaterialet og således ikke udvalgte

bestemte bestanddele frem for andre, hvorved vi løbende blev udfordret i vores forståelse af

empirien.

Kvalitetskrav 2: Gennemsigtighed

Erkendelsesforholdet er styrende for, hvad man kan erkende, hvordan man kommer til en

erkendelse og dermed afgørende for den viden, man udvikler. I kravet om gennemsigtighed

peges derfor på vigtigheden af at tydeliggøre forskerens egen rolle og erkendelsesposition

Side | 145


Diskussion

gennem forskningsprocessen. Det er desuden et led i kravet om gennemsigtighed, at man som

forsker redegør for, hvorfor man træffer de valg, man gør. Dette skal sikre, at udenforstående

kan vurdere gyldigheden af den producerede viden (Fredslund & Dahlager 2005: 242-243).

Inden for Grounded Theory ser man ikke forskeren som en hvidvasket tavle. Forskerens

perspektiv hjælper i stedet til at se relevante data, til at udlede signifikante koder og

kategorier fra data, til at søge nye data osv. (Harder 1993: 65). Vi har derfor gennem hele

specialet søgt at tydeliggøre vores position som forskere. Vi har søgt at gøre vores

forforståelse klar i baggrundsafsnittene samt at udvise transparens i vores valg og fravalg

gennem hele specialet fx i relation til vores metode- og teorivalg. Desuden har vi tydeliggjort

vores position ved at opstille et afsnit med vores empiriske fund og en analytisk ramme, som

rummer en redegørelse for, hvilken viden (teoretisk og empirisk) vores forskningsspørgsmål

er konstrueret ud fra. Vi har ligeledes tydeliggjort, hvilke kriterier vores valg af jordemødre

til undersøgelsen bygger på.

Vores memoskrivning undervejs har fungeret som en form for procesredskab, der har gjort

det muligt for os at fastholde erkendelsesprocessen og dermed hjulpet os til at undgå

forglemmelser og efterrationaliseringer i den viden, vi udvikler. Disse memoer har løbende

været involveret i formuleringen og udviklingen af teori om vores problemstilling undervejs i

forskningsprocessen. Inden for Grounded Theory er det at verificere fortolkninger en

integreret del af det at udvikle teori (Kvale 1997: 239), hvorfor vores memoer har spillet en

stor rolle i dette og i vores teoretiske overvejelser om virkelighedens sociale opbygning.

Kvalitetskrav 3: Teori

Kvalitetskravet vedrørende teori omhandler udvælgelsen af teori og om løbende at afprøve

teoriens relevans for de empiriske fund. Ydermere skal den anvendte teori præsenteres, og

forskeren bør overveje, hvilke implikationer valg af teori har for den analytiske fortolkning

(Fredslund & Dahlager 2005: 245). Teorien kan tilføre en undersøgelse gyldighed. Ved at

basere analyser og fortolkninger på teori, rodfæstes disse i noget, som i sig selv kan have en

vis form for intern og ekstern gyldighed (ibid.: 247).

Den eksterne gyldighed sikres gennem anvendelse af videnskabeligt anerkendte teorier, der

betragtes som anvendelige inden for flere vidensfelter (ibid.: 247). Vores valg af teorier om

professioner, praksis samt dannelse af professionsetik er anerkendte teorier inden for flere

vidensfelter, hvilket giver en robusthed i vores udviklede viden og dermed bidrager til den

Side | 146


Diskussion

eksterne gyldighed. Intern gyldighed eksisterer i de tilfælde, hvor teorien formår at samle et

stort empirisk materiale i en sammenhængende teori uden indre modsætninger (ibid.: 247).

Vi har søgt at opnå intern gyldighed gennem udvælgelse af teorier, der kan supplere

hinanden.

Vores konstruktion af et strukturalistisk blik på vores empiri har selvsagt mindre

udsagnskraft om den enkelte jordemoder, idet strukturorienterede teorier bliver kritiseret for

at være for deterministiske i forhold til at forstå menneskets handlinger. Derfor har vi

suppleret disse med Bourdieus og Wackerhausens teorier om praksis, der netop tillægger

individet en vis betydning. Denne kombination af teorier anser vi som en styrke, idet vi

hermed har øget følsomheden over for indholdet i vores empiri. De eksisterende teorier kan

derfor bidrage med stor forklaringsværdi i forhold til vores forskningsgenstand, idet de kan

bringe os til at forstå jordemødrenes diskurser om egen praksis. Vi har således brugt vores

teori til at åbne op for vores genstand ved at anskue jordemødrenes artikulerede praksis som

båret af en lang række legemliggjorte værdier, selvfølgeligheder, prioriteringer og

problemopfattelser.

Vores teoretiske blik på empirien konstruerer en bestemt form for viden om jordemødres

tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter. Vi er af den opfattelse, at ethvert

teoretisk blik har begrænsninger og implikationer for analysens fund. Vores fund er

betingede af grundtanken i de benyttede teorier, idet teorien gennem vort analytiske blik

medvirker til at konstruere den viden, vi udvikler på baggrund af vores empiri. Vores valg af

teori er således med til at skabe den virkelighed, vi undersøger.

Valg og anvendelse af teori er ikke sket i en lineær erkendelsesproces, idet vores forskning

har forløbet som en abduktiv proces. Dette har indebåret, at vi løbende har konfronteret

teorien med vores forskningsgenstand, og undervejs har erstattet eller suppleret de teorier, vi

i første omgang havde valgt. Teorien om etik som et resultat af etiske processer blev

eksempelvis tilføjet undervejs. Dette er desuden i tråd med kravet om følsomhed og

fleksibilitet. Vi finder derfor, at den samlede analytiske ramme har resulteret i en nuanceret

teoriudvikling om vores forskningsgenstand.

Side | 147


Diskussion

Resultatet af vores forskningsproces er udvikling af en teori om den undersøgte

forskningsgenstand. Teorien er udviklet gennem spring mellem abstraktionsniveauer, som

beskrevet af Strauss & Corbin (1998: 8). Vi er således sprunget mellem detaljer i empirien og

de mere abstrakte teoretiske måder at tænke på, hvorved vi har forfulgt en vekselvirkning

mellem eksisterende teori og vores empiri. Dette har givet anledning til en ny erkendelse – en

teori, der er forankret i empirien.

Kvalitetskrav 4: Sammenhæng

I kravet om sammenhæng skelnes mellem horisontal og vertikal sammenhæng. Førstnævnte

refererer til konsistens, præcision og systematik i det videnskabelige produkt, mens den

vertikale sammenhæng omhandler vigtigheden af at skabe en klar og konsistent

erkendelsesposition, som fastholdes hele processen igennem (Fredslund & Dahlager 2005:

249).

Vi har skabt horisontal sammenhæng ved at anvende veldefinerede teoretiske og analytiske

begreber samt ved at arbejde systematisk ud fra principperne i Grounded Theory. Denne

metode har velbeskrevne retningslinjer, som vi i høj grad har fulgt i vores valg gennem

forskningsprocessen; fra erkendelsesposition og procedurer for interviews samt rekruttering

af informanter til den endelige strukturering og analyse af det empiriske materiale. Vi har

løbende operationaliseret vores teori og de begreber, der anvendes, med det formål, at de skal

fremstå veldefinerede og præciserede. Vi har desuden efterstræbt en systematik i vores

analyse, hvor den udvalgte teori og det analytiske blik genererer viden inden for de enkelte

emnekategorier og tilhørende forskningsspørgsmål.

Vi har ligeledes i vores analyse søgt at komme rundt om alle væsentlige dele af vores

forskningsgenstand – også dem, der modsiger vores fund. Herved har vi efterstræbt en

omhyggelighed i gennemgangen og anvendelsen af vores empiriske materiale.

For at opfylde den vertikale sammenhæng har vi, som det er beskrevet i metodeafsnittet, fra

starten gjort vores erkendelsesposition klar. Vores erkendelsesposition, herunder valg af teori

og metoder, knytter an til vores vidensopfattelse ved at tage udgangspunkt i en foranderlig

ontologi, hvor virkeligheden ikke er en fast målbar størrelse, men formes og struktureres af

aktørerne i den.

Kvalitetskrav 5: Overførbarhed

Side | 148


Diskussion

Det sidste krav vedrørende overførbarhed refererer til, i hvilken grad den producerede viden

kan generaliseres til andre sammenhænge. Inden for de kvalitative metoder er det imidlertid

en grundantagelse, at en genstand ikke kan forstås uafhængigt af den kontekst, den indgår i

og er en del af. Dog forhindrer dette ikke, at fundene kan have en vis overførbarhed til andre

kontekster, hvis man blot gør sig overvejelser om forskelle og ligheder herimellem

(Fredslund & Dahlager 2005: 249-250). En diskussion af fortolkningers eller den udviklede

videns overførbarhed til andre situationer må således tage udgangspunkt i, hvad der

karakteriserer de forskellige situationer.

Inden for Grounded Theory fokuserer man på, hvordan en teori udspringer af data, og derfor

er det helt væsentlige i udvikling af en ny teori en omhyggelig systematisk generering fra

data. Denne form for teori vil i sidste ende rumme overførbarhed og rækkevidde (Harder

1993: 62).

Ved brug af Grounded Theory er vi interesserede i at finde mønstre i jordemødrenes

diskurser om deres praksis i relation til sene provokerede aborter, og at undersøge hvilken

opfattelse jordemødrene har af den sociale virkelighed, de handler i. Vi finder tværgående

fællestræk i jordemødrenes tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter på trods

af forskelle i geografi, alder, hospitalets størrelse m.v., hvilket kan tale for, at det, de siger,

har en vis ekstern gyldighed og dermed kan være overførbart. Dog skal det i diskussionen af

den eksterne gyldighed fremhæves, at det er et vilkår i vores undersøgelse, at vi muligvis

med vores rekrutteringsmetode, har rekrutteret nogle særligt reflekterede jordemødre til vores

interviews – forstået på den måde, at de interviewede jordemødre kan være mere afklarede

omkring deres håndtering af sene provokerede aborter og deres tilgang til disse end andre

jordemødre.

Vi ser en styrke i, at vi har inddraget andre studier, hvis resultater kan overføres til vores

fund, hvilket taler for en vis overførbarhed. Hovedessensen i vores teoretiske udgangspunkt

er dog, at tilgang og praksis er afhængigt af omgivende strukturer og sociale processer,

hvorfor vores funds overførbarhed vil være begrænset af, at der kan være tale om andre

strukturer i andre sammenhænge, eller at strukturerne kan påvirke forskelligt. Fx kan arbejdet

med sene provokerede aborter være organiseret anderledes på andre hospitaler, og der kan

være andre procedurer, der former praksis. Vi er dog af den opfattelse, at vores fund bliver

Side | 149


Diskussion

aktualiseret af at andre studier har beskæftiget sig med nogle af de samme elementer, og at

disse også konstaterer ambivalens og mulig moralsk bekymring i jordemødres tilgang til og

praksis omkring sene provokerede aborter.

Det er væsentligt at understrege, at vores empiri udgøres af jordemødrenes diskurser om

deres praksis. Vi kan dermed ikke vide, om dette er udtryk for deres virkelige praksis, og

hvordan deres tilgang i virkeligheden forholder sig. Til at opnå viden om dette kunne man

som alternativ have benyttet sig af feltarbejde som metode, hvorved man kunne få et andet

syn på praksis. Man kunne desuden, for at nuancere vores fund, lave samme undersøgelse

blandt læger og sygeplejersker og finde ud af hvilke professionsidentiteter der her gør sig

gældende. Vi finder ligeledes, at der mangler viden om kvinders oplevelser af sene

provokerede aborter på social indikation. Størstedelen af den eksisterende forskning

beskæftiger sig med aborter på grund af føtale misdannelser eller andre abnormiteter, og som

det ses af vores fund er der markante forskelle på de to situationer, både for de aborterende

kvinder og for jordemødrene.

En samlet vurdering af de fem kvalitetskriterier peger i retning af, at vores undersøgelse trods

sine begrænsninger har en god styrke og gyldighed. Vi mener derfor, at vores udviklede teori

udgør et relevant bidrag til den sparsomme viden, der foreligger om jordemødres tilgang til

og praksis omkring sene provokerede aborter. Desuden er vi af den opfattelse, at vores

udviklede teori kan stimulere til debat på området og til en påpegning af, at der er brug for

yderligere forskning om sundhedsprofessionelles oplevelser af samt praksis omkring en så

værdiladet problemstilling, som udførelsen af sene provokerede aborter er.

Side | 150


9. Litteraturliste

Barfoed, AB. 2008. Risiko, normalitet og faglig identitet. [Masterprojekt]. København:

Master i Sundhedsantropologi, Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

Litteraturliste

Birkler, J. 2006. Professionsetik. I: Birkler, J. (red.). Etik i sundhedsvæsenet. København:

Munksgaard Danmark, s. 138-145.

Bjerg, O. 2007. Metoder og erkendelsesteori. I: Vallgårda, S. & Koch, L. (red.).

Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab. 3. udg. København: Munksgaard Danmark, s.

42-60.

Bondo, L. & Egelund, M. 2008. Professionsudvikling hos jordemødre – ser de frem, tilbage –

eller ser de ud? [Masterafhandling]. København: Master of Public Administration,

Copenhagen Business School.

Bourdieu, P. & Wacquant, LDJ. 2004. Symbolsk vold. I: Bourdieu, P. & Wacquant, L. (red.).

Refleksiv sociologi. København: Hans Reitzels Forlag, s. 126-158.

Brante, T. 1988. Sociological approaches to the professions. Acta Sociologica, 31 (2): 119-

142

Brante, T. 1989. Professioners identitet och samhälleliga villkor. I: Selander, S. (red.).

Kampen om yrkesutövning, status och kunskap – professionaliseringens sociala grund. Lund:

Studentlitteratur, s. 37-55.

Brante, T. 2005. Staten og professionerne. I: Jørgensen, AM. & Eriksen, TR. (red.).

Professionsidentitet i forandring. København: Akademisk Forlag, s. 16-35.

Center for Ligebehandling af Handicappede/Sommer, M. & Tarp, J. 2006. Sene provokerede

aborter – En undersøgelse om udviklingen af sene provokerede aborter på fostre, der er

diagnosticeret med alvorlige legemlige eller sjælelige lidelser. København: Center for

Ligebehandling af Handicappede.

Chambliss, DF. 1996. Beyond caring. Hospitals, nurses, and the social organization of

ethics. Chicago: The University of Chicago Press.

Christensen, U., Schmidt, L. & Dyhr, L. 2007. Det kvalitative forskningsinterview. I:

Vallgårda, S. & Koch, L. (red.). Forskningsmetoder i Folkesundhedsvidenskab. 3. udg.

København: Munksgaard Danmark, s. 61-86.

Cignacco, E. 2002. Between professional duty and ethical confusion: midwives and selective

termination of pregnancy. Nurs.Ethics., 9 (2): 179-191.

Clarke, AE. 2009. From Grounded Theory to Situational Analysis. What's new? Why? How?

I: Morse, JM., Stern, PN. & Corbin, J. et al. (red.). Developing Grounded Theory. The Second

Generation. Walnut Creek, CA: Left Coast Presss, 194-235.

Side | 151


Corbin, J. & Strauss, A. 1990. Grounded Theory Research: Procedures, Canons, and

Evaluative Criteria. Qualitative Sociology, 13 (1): 3-21.

Litteraturliste

Coulehan, J. & Williams, PC. 2000. Professional ethics and social activism. Where have we

been? Where are we going? I: Wear, D. & Bickel, J. (red.). Educating for professionalism.

Creating a culture of humanism in medical education. Iowa City: University of Iowa Press, s.

49-69.

Dahl, K. & Lou, S. 2007. Et informeret valg af fosterdiagnostik? Månedsskrift for Praktisk

Lægegerning, 9: 883-890.

Dahlager, L. & Fredslund, H. 2007. Hermeneutisk analyse - forståelse og forforståelse. I:

Vallgårda, S. & Koch, L. (red.). Forskningsmetoder i Folkesundhedsvidenskab. 3. udg.

København: Munksgaard Danmark, s. 154-178.

Det Centrale Handicapråd. 2005. Handicap, Etik og Fosterdiagnostik – et refleksionspapir.

København: Det Centrale Handicapråd.

Det Etiske Råd. 1997. Sene, provokerede aborter. København: Det Etiske Råd.

Det Etiske Råd. 2003. Baggrundskapitel: Filosofiske overvejelser angående fosteranlæggets

etiske status. I: Det Etiske Råd. Menneskeligt livs begyndelse og fosteranlæggets etiske status

- et debatoplæg. København: Det Etiske Råd, s. 41-54.

Det Etiske Råd. 2009. Fremtidens fosterdiagnostik. København: Det Etiske Råd.

Dyhr, L. & Schmidt, L. 2003. Interviewet som forskningsmetode. I: Lunde, I. & Ramhøj, P.

(red.). Humanistisk forskning inden for sundhedsvidenskab. København: Akademisk Forlag,

s. 154-168.

Eriksen, TR. 1989. Kvindeverden - og offentlig sektor. Social kritik, 1 (3): 6-16.

Eriksen, TR. 2007. Det professionaliserede og det personlige. I: Andersen, PØ., Ellegaard, T.

& Muschinsky, LJ. (red.). Klassisk og moderne pædagogisk teori. København: Hans Reitzels

Forlag, s. 435-456.

Eriksen, TR. In press. Professionsidentiteter i forandring.

Esmark, K. 2006. Bourdieus uddannelsessociologi. I: Prieur, A. & Sestoft, C. (red.). Pierre

Bourdieu. En introduktion. København: Hans Reitzels Forlag, s. 71-113.

Formand for Jordemoderforeningen. Bondo, L. December 2010. Personlig meddelelse.

Fredslund, H. & Dahlager, L. 2005. Kvaliteten – Fem krav til kvalitativ forskning. I: Baarts,

C. & Fredslund, H. (red.). Perspektivet – kvalitativ forskning i arbejdsmiljø og arbejdsliv.

København: Arbejdsmiljøinstituttet, s. 236-253.

Side | 152


Litteraturliste

Garel, M., Etienne, E., Blondel, B. & Dommergues, M. 2007. French midwives’ practice of

termination of pregnancy for fetal abnormality. At what psychological and ethical cost?

Prenat.Diagn., 27 (7): 622-628.

Garel, M., Gosme-Seguret, S., Kaminski, M. & Cuttini, M. 2002. Ethical decision-making in

prenatal diagnosis and termination of pregnancy: a qualitative survey among physicians and

midwives. Prenat.Diagn., 22 (9): 811-817.

Geerinck-Vercammen, CR. & Kanhai, HH. 2003. Coping with termination of pregnancy for

fetal

abnormality in a supportive environment. Prenat.Diagn., 23 (7): 543-548.

Glaser, B. & Strauss, A. 1967. The discovery of Grounded Theory: Strategies for qualitative

research. New York: Aldine de Gruyter.

H:S & Amtsrådsforeningen. 2005. Kompetenceprofil for den nyuddannede jordemoder.

Harder, I. 1993. Grounded Theory – praksisforankret teoriudvikling. I: Ramhøj, P. (red.).

Overvejelser og metoder i sundhedsforskningen. København: Akademisk Forlag, s. 59-72.

Hartlev, M. 2010. Retlige spørgsmål ved livets begyndelse – Fosterdiagnostik, PGD, abort

og fosterreduktion. Undervisningsnotat. Bioret og bioetik, Københavns Universitet.

Helweg-Larsen, K. 1998. Abort før og efter 12. uge. Hvornår er fosteret et barn? I: Petersson,

B., Knudsen, LB. & Helweg-Larsen, K. (red.). Abort i 25 år. København: L&R FAKTA, s.

127-130.

Herrmann, JR. 2008. Retsbeskyttelsen af fostre og befrugtede æg. [Ph.d.-afhandling].

København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Holm, S. & Schmidt, L. 2003. Analyse baseret på "Grounded Theory". I: Lunde, IM. &

Ramhøj, P. (red.). Humanistisk forskning inden for sundhedsvidenskab. København:

Akademisk Forlag, s. 222-235.

Horton-Salway, M. & Locke, A. 2010. ’But you might be damaging your baby': Constructing

choice and risk in labour and childbirth. Feminism & Psychology, 20 (4): 435-453.

Hunt, K., France, E. & Ziebland, S. et al. 2009. 'My brain couldn't move from planning a

birth to planning a funeral': A qualitative study of parents’ experiences of decisions after

ending a pregnancy for fetal abnormality. International Journal of Nursing Studies, 46: 1111-

1121.

Høyer, K. 2007. Hvad er teori, og hvordan forholder teori sig til metode? I: Vallgårda, S. &

Koch, L. (red.). Forskningsmetoder i Folkesundhedsvidenskab. 3. udg. København:

Munksgaard Danmark, s. 17-41.

Side | 153


Litteraturliste

Jordemoderforeningen. 2008. Levendefødt mod forventning. Tidsskrift for Jordemødre, 2.

Jørgensen, AM. & Eriksen, TR. 2005. Introduktion. I: Jørgensen, AM. & Eriksen, TR. (red.).

Professionsidentitet i forandring. København: Akademisk Forlag, s. 9-15.

Khalid, L., Price, SM., & Barrow, M. 1994. The attitudes of midwives to maternal serum

screening for Down's syndrome. Public Health, 108 (2): 131-136.

Korenromp, MJ., Christiaens, GCML. & van den Bout, J. et al. 2005. Long-term

psychological consequences of pregnancy termination for fetal abnormality: a crosssectional

study. Prenatal Diagnosis, 25: 253-260.

Krasnik, A. 2007. Reformer og reformprocesser. I: Vallgårda, S. & Krasnik, A. (red.).

Sundhedsvæsen og sundhedspolitik. København: Munksgaard Danmark, s. 115-134.

Kvale, S. 1997. Interview – En introduktion til det kvalitative forskningsinterview.

København: Hans Reitzels Forlag.

Larsen, M. 2002. Den store forandring. I: Cliff, H. (red.). Fast ansat ved mysteriet – Den

Almindelige Danske Jordemoderforening 1902-2002. København: Den Almindelige Danske

Jordemoderforening, s. 294-318.

Larsen, M. 2005. Ideologi. I: Cornelius, H. & Schnack, K. (red.). Voksenpædagogisk

opslagsbog. 3. udg. København: Christian Ejlers, s. 104-109.

Larsson, M., Aldegarmann, U. & Aarts, C. 2009. Professional role and identity in a changing

society: three paradoxes in Swedish midwives' experiences. Midwifery, 25 (4): 373-381.

Laursen, PF., Moos, L., Olesen, HS. & Weber, K. 2005. Professionalisering – en grundbog.

København: Roskilde Universitetsforlag.

Lindström, M., Jacobsson, L., Wulff, M. & Lalos, A. 2007. Midwives' experiences of

encountering women seeking an abortion. J.Psychosom.Obstet.Gynaecol., 28 (4): 231-237.

Lov nr. 665 af juni 2010a. Lov om begravelse og ligbrænding. Kirkeministeriet.

Lov nr. 913 af juli 2010b. Sundhedsloven. Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Lov nr. 133 af marts 2004. Lov om ændring af lov om ligsyn, obduktion og transplantation

m.v. og børneloven. Justitsministeriet.

Mathiesen, A. & Højbjerg, H. 2004. Sociologiske feltanalyser. I: Fuglesang, L. & Olsen, PB.

(red.). Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. 2. udg. København: Roskilde

Universitetsforlag, s. 233-274.

Side | 154


Litteraturliste

Nexø, SA. 2009. Gode liv, dårlige liv – problematiseringer og valg i dansk abortpolitik. I:

Glasdam, S. (red.). Folkesundhed - i et kritisk perspektiv. København: Dansk Sygeplejeråd –

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, s. 372-398.

Norup, M. 1997. Attitudes towards abortion in the Danish population. Bioethics., 11 (5):

439-449.

Norup, M. 1998. Attitudes towards abortion among physicians working at obstetrical and

paediatric departments in Denmark. Prenat.Diagn., 18 (3): 273-280.

Overlæge på Århus Universitetshospital, Skejby. December 2010. Personlige meddelelse.

Overlæge på Rigshospitalet. December 2010. Personlig meddelelse.

Parstedt, L. & Wikström, C. 2009. Barnmorskans upplevelser av ett etiskt dilemma vid en sen

abort. Borås: Institutionen för vårdvetenskap, Höskolan i Borås.

Petersen, MBT., Rørbye, C. & Nilas, L. 2003. Stor variation i behandlingsregimer ved

medicinsk abort i Danmark. Ugeskrift for Læger, 165 (21): 2187-2190.

Petersson, B. 1998. Aborter efter 12. svangerskabsuge. I: Petersson, B., Knudsen, LB. &

Helweg-Larsen, K. (red.). Abort i 25 år. København: L&R FAKTA, s. 112-119.

Prieur, A. 2006. En teori om praksis. I: Prieur, A. & Sestoft, C. (red.). Pierre Bourdieu. En

introduktion. København: Hans Reitzels Forlag, s. 23-69.

Rasborg, K. 2004. Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi. I: Fuglesang, L. &

Olsen, PB. (red.). Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. 2. udg. København: Roskilde

Universitetsforlag, s. 349-387.

Risøy, SM. 2009. Sårbar, suveren og ansvarlig – Kvinners fortellinger om fosterdiagnostikk

og selektiv abort. [Ph.d.-afhandling]. Bergen: Institutt for Administrasjon og

organisasjonsvitenskap, Det Samfunnsvitenskapelige Fakultet, Universitetet i Bergen.

Rothman, BK. 1986. The Products of Conception. I: Rothmann, BK. (red.). The Tentative

Pregnancy. How Amniocentesis Changes the Experience of Motherhood. New York: W.W.

Norton & Company, Inc., s. 1-21.

Rørbye, C. & Westergaard, J. 2005. Abortus provokatus. I: Ottesen, B., Mogensen, O. &

Forman, A. (red.). Gynækologi. København: Munksgaard Danmark, s. 126-135.

Rådestad, I., Steineck, G., Nordin, C. & Sjogren, B. 1996. Psychological complications after

stillbirth-- influence of memories and immediate management: population based study. BMJ,

312 (7045): 1505-1508.

Side | 155


Litteraturliste

Salvesen, KÅ., Øyen, L. & Schmidt, N. et al. 1997. Comparison of long-term psychological

responses of women after pregnancy termination due to fetal anomalies and after perinatal

loss. Ultrasound in Obstetrics & Gynecology, 9: 80-85.

Sestoft, C. 2006. Felt: Begreber og analyser. I: Prieur, A. & Sestoft, C. (red.). Pierre

Bourdieu. En introduktion. København: Hans Reitzels Forlag, s. 157-184.

Sidenius, K. 1998. Abortmetoder – fysiske bivirkninger efter abort. I: Petersson, B.,

Knudsen, LB. & Helweg-Larsen, K. (red.). Abort i 25 år. København: L&R FAKTA, s. 98-

102.

Sloan, EP., Kirsh, S. & Mowbray, M. 2008. Viewing the fetus following termination of

pregnancy for fetal anomaly. J.Obstet.Gynecol.Neonatal Nurs., 37 (4): 395-404.

Statham, H. 2002. Prenatal diagnoses of fetal abnormality: the decision to terminate the

pregnancy and the psychological consequences. Fetal and Maternal Medicine Review, 13

(4): 213-247.

Strauss, A. & Corbin, J. 1998. Basics of Qualitative Research – Techniques and Procedures

for Developing Grounded Theory. 2. udg. Thousand Oaks, CA: Sage Publications.

Sundhedsstyrelsen. 2004. Retningslinjer for fosterdiagnostik - prænatal information,

risikovurdering, rådgivning og diagnostik. København: Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen. 2005a. Vejledning om kriterier for levende- og dødfødsel mv. København:

Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen. 2005b. Årsberetning 2004 – Ankenævnet i sager om

svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation. København: Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen. 2010a. Årsberetning 2009 – for Ankenævnet i sager om

svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation. København: Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen. 2010b. Barn i vente. Graviditet, fødsel, barselstid - til kommende

forældre. København: Sundhedsstyrelsen.

Thorup, ML. 2007. Man begraver da aborter. www.information.dk, 16-2-2007.

Vicechefjordemoder på Hillerød Hospital. Januar 2011. Personlig meddelelse.

Wackerhausen, S. 2002. Professionsidentitet, uddannelse og humanisme. I: Wackerhausen, S.

(red.). Humanisme, professionsidentitet og uddannelse - i sundhedsområdet. København:

Hans Reitzels Forlag, s. 51-75.

Wilken, L. 2005. Habitus, kapital og felt. I: Esmark, A., Laustsen, CB. & Andersen, NÅ.

(red.). Socialkonstruktivistiske analysestrategier. København: Roskilde Universitetsforlag, s.

211-233.

Side | 156


Wind-Andersen, K. & Michelsen, N. 2001. Sene aborter. Praktiserende læger i en

socialmedicinsk rolle. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning, 79: 27-42

Litteraturliste

Østerberg, D. 2005a. Institution, institutionering og deinstitutionering. I: Østerberg, D. (red.).

Sociologiske nøglebegreber. København: Akademisk Forlag, s. 99-103.

Østerberg, D. 2005b. Social struktur I: Østerberg, D. (red.). Sociologiske nøglebegreber.

København: Akademisk Forlag s. 12-17.

Østerberg, D. 2005c. Socialisering. I: Østerberg, D. (red.). Sociologiske nøglebegreber.

København: Akademisk Forlag s. 91-93.

Hjemmesider

www.abortnet.dk. 2011.

www.hvidovrehospital.dk. 2011.

www.jordemoderforeningen.dk. 2011.

www.spaedbarnsdoed.dk. 2011.

www.sst.dk. 2011.

Side | 157


Bilag 1: Interviewguide

Introduktion

-­‐ Præsentation af os.

-­‐ Interviewet vil blive brugt til udarbejdelsen af vores speciale på

Folkesundhedsvidenskab og evt. også i en videnskabelig artikel.

-­‐ Formål med speciale.

-­‐ Interviewet kommer ca. til at vare 1-1,5 time.

-­‐ Interviewet er anonymt. Diktafonen og udskriften vil blive behandlet fortroligt, og du

vil ikke kunne genkendes i hverken specialet eller evt. artiklen.

-­‐ Tilladelse til publicering og indsamling af cpr.nr, hvis opfølgende artikel senere.

Jordemoderens baggrund

- Alder, uddannelse (hvor og hvornår), nuværende og tidligere ansættelser.

- Ansættelsesforhold, arbejdsforhold (flere fødsler på samme tid?), arbejdstid.

- Hvorfor blev du jordemoder?

Professionsidentitet

- Kan du prøve at beskrive en jordemoders arbejdsopgaver?

- Hvad, synes du, er en jordemoders vigtigste funktion?

Bilag

- Synes du, der er noget, der gør jeres arbejde i forbindelse med fødsler forskelligt fra fx

lægernes arbejde med fødsler?

- Synes du, at udførelsen af sene provokerede aborter hører ind under jordemødrenes

arbejdsområde? Hvorfor/hvorfor ikke?

- Hvordan oplever du at holdningen til sene provokerede aborter er på din afdeling?

- Oplever du på din arbejdsplads, at der er sket en stigning i antallet af sene

provokerede aborter?

- Fylder det noget i din arbejdsbevidsthed? Og på arbejdspladsen?

Praksis og forberedelse

- Kan du beskrive, hvad du har lært om aborter og sene provokerede aborter i løbet af

din uddannelse og dit arbejde?

Side | 158


- Kan du prøve at beskrive, hvordan en sen provokeret abort foregår på din

arbejdsplads?

- Vil du beskrive en konkret oplevelse, du har haft med en sen provokeret abort?

- Følte du dig tilstrækkelig forberedt?

- Kan man overhovedet forberedes/beskytte sig selv?

- Var der noget, der kom bag på dig?

- Kender du årsagen/indikationen til den sene provokerede abort samt historien bag, når

du møder kvinden/parret?

- Hvordan behandler I det aborterede foster?

- Kender du til, at der er børn, der har udvist livstegn efter fødslen?

- Hvad skal I som jordemødre formelt gøre i den situation?

- Til de jordemødre, der har været med til flere sene provokerede aborter: oplever du, at

det bliver nemmere at håndtere de sene provokerede aborter, når man har været med

til flere?

- Har du gjort dig nogle tanker om, hvorvidt man kunne håndtere forløbet omkring de

sene provokerede aborter på en anden måde, end man gør i dag, som ville lette det

(for hhv. dig som jordemoder, kvinden og fostret)?

Selvopfattet rolle ved sene provokerede aborter

- Kan du prøve at beskrive, om der er forskel på dit arbejde i forløbet med en sen

provokeret abort i forhold til ved en almindelig fødsel?

- Hvad, oplever du, er din vigtigste funktion som jordemoder i forbindelse med

gennemførelsen af den sene provokerede abort (for hhv. kvinden og fosteret (før/efter

aborten))?

- Oplever du at være inddraget i den gravide kvindes beslutningsproces inden aborten?

Tilgang til abort generelt set

- Hvad er dine tanker om den nuværende danske abortgrænse?

- Er en sen abort mere eller mindre acceptabel for dig, afhængig af hvilken indikation

den udføres på?

- Er din holdning til sene provokerede aborter forskellig alt efter, hvor gammelt fostret

er?

Bilag

Side | 159


Tilgang til fosterdiagnostik

- Hvad har du gjort dig af tanker om den udvikling, der sker på det fosterdiagnostiske

område?

- Kan du prøve at beskrive den teknologiske udvikling (hjælpemidler osv.), der er sket

mens du har været under uddannelse/har arbejdet som jordemoder?

- Kan du prøve at beskrive, om du som jordemoder har gjort dig nogen tanker om, hvad

der er et godt og dårligt liv?

Fostrets rettigheder vs. kvindens rettigheder

- Hvis du tænker, at kvinder har en ret til selvbestemmelse, og at fostre har en ret til at

leve, hvordan vil du så vægte de rettigheder?

- Er levedygtighedskriteriet vigtigt for dig som jordemoder? Hvorfor?

- Hvad er dine egne refleksioner over, at man har lovgivningens ord for at man må

Afslutning

afslutte et potentielt liv i forbindelse med en sen provokeret abort?

-­‐ Vi har ikke flere spørgsmål, er der noget, vi ikke har spurgt om, som du gerne vil

tilføje?

-­‐ Har du ellers nogle spørgsmål til os?

-­‐ Mange tak for din tid, vi sætter stor pris på, at du ville tale med os!

Bilag

Side | 160

More magazines by this user
Similar magazines